Issuu

NR.

02 DEC

·20 25·

LÆS KAMERAER SPOTTER METEORITTER, IMENS DU SOVER — MØD DE OTTE DANSKE METEORITTER — MEGA-METEORITTERNE FORSVINDER, FØR DE RAMMER

BLIV KLOG PÅ

METEORITTER I DANMARK

NÅR DU SER ET STJERNESKUD ... ... Så er det blot en lille del af de op mod 100.000 tons små og store sten, der hvert år flyver ind i atmosfæren. Heldigvis er næsten alle sammen så små, at de brænder op ved friktionen i atmosfæren og derfor kun efterlader sig en hilsen i form af et stjerneskud. Men der er også sten, der klarer den hele vejen ned til jordoverfladen. Omkring 200 af dem rammer selve Jorden årligt, men der er stadig kun tale om ret små sten, som man kan samle op i hænderne. De større er – heldigvis – meget sjældne. Sidste gang, der fløj en alvorligt stor asteroide ind i atmosfæren, var i 2013 i Sibirien. Den vejede ca. 12.000 tons og skabte en kæmpe ildkugle, som mange russere fangede på videokameraer i bilforruden, og billederne gik verden rundt. Heldigvis eksploderede ildkuglen et godt stykke oppe i atmosfæren, så det kun var en trykbølge, der ramte Jorden. Til gengæld var den så kraftig, at den smadrede alle vinduer i miles omkreds og sendte en hel del mennesker på hospitalet.

I dette Geoviden kigger vi nærmere på de mystiske sten fra rummet. De har alle sammen en masse at fortælle, for dem der forstår deres sprog – nemlig geologi! F.eks. indeholder nogle af dem rester fra det allertidligste solsystem, som kan gøre forskerne klogere på, hvordan planeterne er dannet. Andre kan stamme fra Mars, Månen eller store asteroider, og fungerer som 'gratis' prøvemateriale derfra. Alt det og meget mere kan du læse om i bladet her. Du får selvfølgelig også en guide til, hvad du skal kigge efter, hvis du selv vil ud og lede efter meteoritter. For nok er de meget sjældne, men de ER derude. Og bliver ved med at komme ...

God læselyst og god jul!

Hændelser som den er skræmmende, men ifølge førnævnte statistik skal vi ikke gå og kigge nervøst mod himlen hele tiden. For langt de fleste meteoritter gør ingen skade. Til gengæld er der masser af mennesker, der aktivt tager ud og leder efter dem. For de er faktisk enormt dyrebare, både i pengemæssig forstand og for den del af videnskaben, der forsøger at forstå solsystemet, vi bor i.

INDHOLD

HVOR KOMMER DE FRA?

DEN STORE METEORITGUIDE

20 2 G E OV ID EN

NYT KAMERANETVÆRK SPOTTER METEORITTER, IMENS DU SOVER

MAJA OG AARHUS-METEORITTEN

MØD DE DANSKE METEORITTER

J O H A N N E U H R E N H O LT K U SN IT ZOF F REDAKTØR OG SKRIBENT

24 26

METEORITJÆGERENS BEDSTE TIPS

AGPALILIK GEMMER PÅ HIMLENS HEMMELIGHEDER

MEGA-METEORITTERNE FORSVINDER, FØR DE RAMMER

DANSK E ME TE O R ITTE R

METEORIT, METEOR, METEORIDE? Der er mange navne og begreber for de små og store himmellegemer, der drøner rundt i vores solsystem. De største er planeterne og månerne, men de mindre kan være lidt sværere at huske. Her får du en lille guide til de forskellige nøgleord, som du møder gennem bladet.

Illustration: Geoviden

Komet

Kometer består mest af is blandet med en smule fast stof. Når kometen nærmer sig Solen, smelter dele af isen, og dampene danner en lysende hale efter kometen.

Asteroide

En asteroide er en rumsten på 1 m til 1.000 km i diameter. De største kaldes dværgplaneter. De består af faste bjergarter og kan være inddelt i metalkerne, kappe og skorpe, ligesom Jorden.

Meteoride

En asteroide under 1 m i diameter kaldes en meteoride. De har ikke den laginddeling, som store asteroider har.

Støv

Sten mindre end 2 mm kaldes interplanetarisk støv.

Meteor

Når en rumsten kommer ind i Jordens astmosfære, maser den luften sammen foran sig i så høj grad, at den selv og luften begynder at brænde. Det er selve lysskæret, der hedder en meteor eller et stjerneskud.

Ildkugle

Hvis meteorens lys er stærkere end lyset fra planeten Venus, kaldes det en ildkugle eller en bolide. De kan sommetider lyse stærkere end Solen. Mange eksploderer, inden de rammer Jorden.

Meteorit

Hvis objektet overlever sin tur i atmosfæren og rammer Jorden, kaldes det en meteorit. De større asteroider kan man ikke gå ud at finde, for de fordamper ved den enorme energiudladning, de møder ned gennem atmosfæren (læs mere på side 30).

NR . 2 2 0 2 5

FRA STØVSKY TIL STJERNE Solsystemet startede som en kæmpemæssig støvsky, der kollapsede under sin egen vægt og blev til en disk af roterende materiale. I midten opstod Solen. Derefter fandt resten af støvet langsomt sammen i større og større klumper, som dannede planeter, måner og asteroider. En del af klumperne er dog ikke blevet ret store og roterer videre om Solen som enlige småsten, kaldet meteorider.

MERKUR

MARS

JORDEN

VENUS MÅNEN

INGEN METEORITTER FRA VENUS OG MERKUR På Jorden har vi fundet meteoritter fra Mars og Månen. Men ingen fra de andre to stenplaneter, Merkur og Venus. Det skyldes formentlig, at de ligger så tilpas tæt på Solen, at alt, der måtte blive slynget ud fra Merkur og Venus ved et sammenstød, bliver suget ind i Solen.

SATURN ASTEROIDER

ASTEROIDEBÆLTET NEPTUN URANUS

JUPITER

ASTEROIDEBÆLTET Langt de fleste asteroider og meteorider i solsystemet befinder sig i et stort bælte mellem Mars og Jupiter, der kaldes Asteroidebæltet. Man mener, at det er Jupiters enorme tyngdekraft, der har forhindret dem i at samle sig til deres egen planet. Derfor drøner de i stedet rundt på egen hånd.

BARNDOMSMINDER Nogle af meteoriderne og deres større søskende – asteroiderne – har stadig samme geologiske sammensætning, som da de blev dannet. Derfor kan man i dem se spor fra forholdene i solsystemets tidligste barndom, som ikke kan findes andre steder. Se eksempler på 'barndomsminderne' kaldet chondruler på side 6–7.

4 G E OV ID EN

SAMMENSTØD MELLEM HIMMELLEGEMER Der sker tit sammenstød mellem himmellegemerne, som skaber mindre brudstykker, der skydes ud i en ny retning, væk fra kredsløbet om Solen. Det kan sende brudstykkerne på kollisionskurs med f.eks. Jorden.

DANSK E ME TE O R ITTE R

ASTEROIDER HAR KERNER Asteroider er rumsten på mellem 1 meter og 1.000 kilometer i diameter. De store af dem har i deres tidlige liv haft så meget radioaktivitet i deres indre, at det har varmet hele asteroiden op til over smeltepunktet. I den smeltede masse har grundstofferne over tid fordelt sig efter tyngde, så de tunge metaller er sunket ind i midten, og de lette er blevet øverst oppe. Det har skabt den samme lagdeling, som vi kender fra Jorden, nemlig en metalkerne inderst, en kappe af mellemtunge mineraler og yderst en skorpe af lette mineraler.

Meteoritter kategoriseres bl.a. efter, hvilket af disse lag de kommer fra; kernen, kappen eller skorpen (læs mere på side 8–9).

METEORITTER FRA JORDEN? Findes der meteoritter fra Jorden på andre planeter? Ja, faktisk er der fundet flere Jord-meteoritter på Månen under Apollo-missionerne. To af dem har man taget med hjem til Jorden igen. De er dannet ved store meteoritnedslag på Jorden, der har slynget Jord-sten ud i rummet.

Skorpe Kappe Kerne

HVOR KOMMER DE FRA? Når en meteorit stadig befinder sig i rummet, kaldes den en meteoride. Det kan være et selvstændigt objekt, der er blevet tilovers fra dannelsen af Solen og planeterne, men kan også stamme fra sammenstød mellem større himmellegemer. Her får du et overblik over solsystemet og de processer og områder, som meteoritterne oftest stammer fra.

PLANET

STØRST

MÅNE

ASTEROIDE

METEORIDE

STØV

Alle solsystemets planeter, måner, asteroider osv. er lavet af rester fra den samme støvsky, der formede Solen. Lidt groft sagt er forskellen egentlig bare størrelsen, som du kan se her til venstre. Planeter er størst, og meteorider er mindst, efterfulgt af interplanetarisk støv, som er alt under 2 mm i diameter.

MINDST

Illustration: Redigeret af Geoviden-redaktionen ud fra originalen 'Where do meteorites come from?' af Abrams Planetarium, Michigan State University, USA. Tilføjet information fra lex.dk, pers.komm. m. lektor James Scott, AU, og 'Meteoritter' af Henning Haack, e-bog, 2018. Asteroider af: Greg Frieger og Gerardabello.

NR . 2 2 0 2 5

DEN STORE METEORITGUIDE Der findes overordnet set tre slags meteoritter her på Jorden: dem af sten, dem af jern, og dem der er en blanding af begge dele. Men selvfølgelig er der talrige undergrupper, som inddeles efter deres geologi og historie. Her kan du få et overblik over de vigtigste samt nogle eksempler på de forskellige typer. T E K S T : J O H A N N E U H R E N H O LT K U S N I T Z O F F

METEORITTYPE 1: STEN Skorpe Kappe

Stenmeteoritterne er den type, der minder mest om de sten, vi selv kender her på Jorden.

95 %

af alle meteoritter på Jorden er stenmeteoritter

KONDRITTER

AKONDRITTER

9 ud af 10 stenmeteoritter er kondritter. De karakteriseres ved indhold af små kugleformede mineralstrukturer, kaldet kondruler, som dog kan være mere eller mindre tydelige. Kondrulerne er små 'fnug' fra det allertidligste solsystem, som kun findes i kondritter, da de er blevet udvisket af geologiske processer alle andre steder.

Sjældne stenmeteoritter (under 1 ud af 10), hvor de små kondruler er helt forsvundet, og geologien meget ligner den i sten fra Jorden. Derfor ved man, at de stammer fra enten vores sten- naboplaneter/måner eller store asteroider, der har haft geologiske processer som Jorden, som har omdannet den oprindelige geologi.

Underkategorier

C-kondritter: Kondritter med særligt højt kulstofindhold betegnes C-kondritter. De er de ældste kondritter og kan indeholde spor af a minosyrer og vand. Derfor mener nogle forskere, at det er meteoritter som dem, der startede livets udvikling på Jorden.

Udviklede akondritter: Har været del af meget udviklede himmellegemer, og mange af dem er påvist at komme fra enten Mars, Månen eller asteroiden Vesta.

H-kondritter: Har højt jernindhold. Små metalklumper er typisk synlige ved tværsnit. C-kondrit med meget tydelige kondruler – de lyse cirkler i forskellige størrelser.

6 G E OV ID EN

L-kondritter: Har lavt jernindhold. LL-kondritter: Har meget lavt jernindhold.

Primitive akondritter: Stammer fra mindre udviklede legemer, og deres sammensætning minder derfor lidt mere om kondritter – bare uden kondrulerne.

FÆLLES OPHAV Man regner med, at H-, L- og LL-kondritterne stammer fra hver sin asteroide med forskelligt jernindhold. Asteroiderne er blevet smadret på forskellige tidspunkter, og stumperne fra dem alle tre regner stadig ned over Jorden. Denne tese er dog ikke endeligt b ekræftet.

DANSK E ME TE O R ITTE R

METEORITTYPE 2: JERN Stammer fra metalkernen i store asteroider. Består af en blanding af jern og nikkel med en række andre metaller blandet i. Inddeles i typer efter bl.a. fordelingen af metallerne.

Kerne

OKTAHEDRITTER

HEXAHEDRITTER

ATAXITTER

Mest almindelige, består af en blanding af jern- og nikkellegeringer kaldet kamacit og tænit. Har karakteristiske båndmønstre kaldet Widmanstättenstruktur.

Indeholder mest kamacit og har ingen Widmanstättenstruktur.

Indeholder mest tænit og har ingen Widmanstättenstruktur. Meget sjældne.

Underkategorier Kategorierne herover inddeles også yderligere i underkategorier, bl.a. efter indhold af spormetaller som gallium, iridium m.fl. Underkategorierne beskrives med romertal og bogstaver, f.eks. IAB, IIAB, som tilføjes til 'fornavnet' oktahedrit, hexahedrit eller ataxit.

af alle meteoritter på Jorden er jernmeteoritter

METEORITTYPE 3: JERN-STEN Skorpe Kappe Kerne

Kappe Kerne

Fotos: WikimediaCommons. Kilder: Lex.dk; 'Meteoritter' af Henning Haack, e-bog, 2018; hjemmesiden sites.wustl.edu/meteoritesite/ af Washington University in St. Louis, USA; pers. komm. m. lektor James Scott, Aarhus Universitet

Jern-sten-meteoritterne er den mest sjældne type og er en blanding af metaller, primært jern, og sten.

1% af alle meteoritter på Jorden er jern-stenmeteoritter PALLASITTER

MESOSIDERITTER

En blanding af metal og sten fra overgangszonen mellem metalkernen og stenkappen i store asteroider, hvor der eksisterer en blanding af begge dele. Primært lavet af jern og nikkel blandet med cirka lige dele af det grøngule mineral olivin. De er populære som smykker.

I de uhyre sjældne mesosideritter er mineralet i stenen ikke olivin, men feldspat og pyroxen. Er formentlig dannet af gentagne kollisioner på moder-asteroiden, som har opsmeltet og blandet asteroidens indre op med kollisions-asteroidernes ydre. Kan derfor være en blanding af alle asteroidelag.

NR . 2 2 0 2 5

Der gik få timer, fra en stor ildkugle blev set på nattehimlen, og til at lektor James Scotts nye kameranetværk havde udpeget, hvor meteoritten ville være landet – og fik ret. Teknologien forhøjer markant chancerne for at finde nyfaldne meteoritter, og det er godt nyt for dem af os, der gerne vil vide, hvor vi egentlig kommer fra.

NYT KAMERANETVÆRK SPOTTER METEORITTER, IMENS DU SOVER T E K S T : J O H A N N E U H R E N H O LT K U S N I T Z O F F

er går ikke mange øjeblikke, fra Geovidens journalist har indfundet sig på lektor James Scotts kontor på Aarhus Institut for Geoscience til ’vi’ har opdaget en meteorit fanget af hans kameranetværk aftenen før. ”Wow, se lige det her billede fra i går aftes – det er en stor en!” siger han og peger på computerskærmens sort-hvid billede (se foto th.). Ved at afspille videoen kan man se en stor, lysende ildkugle fare lynhurtigt hen over himlen i kameraets øverste venstre hjørne – væk lige så hurtigt, som den kom. ”Den skal vi lige ha’ regnet på senere,” siger James Scott og klikker billedet væk igen. Han har nemlig en computer model, der ud fra optagelserne fra netværkets forskellige kameraer kan beregne meteorittens hastighed, retning, hvor den sandsynligvis er landet, og endda hvor i solsystemet den kommer fra. Lige præcis denne her meteorit er der dog ikke gode chancer for at gå ud og finde på sit fortov. Optagelserne er nemlig fra New Zealand, hvor James Scott oprindeligt er fra. Her etablerede han det første kameranetværk til at overvåge nattehimlen for meteoritter i 2022. Selvom han selv er flyttet til Danmark siden da, er han stadig projektleder og bestyrer af hjemme siden, der forbinder det hele: fireballs.nz. ’Fireballs’ (ildkugler) er nemlig det korrekte ord for de meteorer, som kameraerne fanger, inden de lander på jorden, forklarer han. Først når stenene er landet på jorden, kaldes de meteoritter. På vej ned gennem atmosfæren kaldes de ildkugler, fordi de varmes så kraftigt op på turen gennem atmosfæren, at de afgiver en hale af brændende materiale. Derfor skal der være tale om sten af en vis størrelse, for at de når jordoverfladen og ikke bare brænder op. Det sker for langt de fleste meteorer, der kommer ind i atmosfæren. De mindste af dem kender vi som stjerneskud. Det er typisk småsten, der brænder op meget hurtigt, højt oppe i atmosfæren.

8 G E OV ID EN

Derudover lander mange af meteoritterne i havet, tilføjer James Scott. Måske for ikke at få journalistens håb for højt op. DET PERFEKTE FALD

På trods af de hårde odds lykkedes det faktisk for fireballs.nz- holdet at finde en nyfalden meteorit, bare to år efter at netværket var gået i luften. Her fangede en lang række af kameraerne fordelt ud over New Zealand den store ildkugle, der kom ind i atmosfæren 90 kilometer oppe og bevægede sig 80 kilometer mod nordøst til midten af Sydøen med over 20 kilometer i sekundet (ikke i timen!). I en højde af cirka 20 kilometer var ildkuglen blevet bremset så meget op af kontakten med atmosfæren, at stenen ikke længere brændte. De sidste 20 kilometer ned mod Jorden bevægede meteoritten sig derfor i det, der kaldes ’dark flight’, altså uden at lyse op. Nu ’kun’ med cirka 5 kilometer i sekundet. Denne sidste del af rejsen er ikke til at se på videoerne, og derfor er det svært at vurdere, hvor en meteor rent faktisk lander. Det er her, den smarte computermodel kommer ind i billedet, og James Scott finder udregningen frem fra dengang, meteoren faldt (se figur s.10). På skærmen kan vi derfor se banen, meteoren fulgte hen over New Zealand, indtil den gik over i ’dark flight’. Derfra giver modellen en række forskellige bud på meteorens bane det sidste stykke ned mod Jorden.

Foto: globalmeteornetwork.org/status/

DANSK E ME TE O R ITTE R

Vær med

Foto: Johanne U. Kusnitzoff, Geoviden

Vil du eller din institution være med i kameranetværket? På nordicmeteors.net

Foto: globalmeteornetwork.org/status/

kan du læse hvordan.

James Scott med et af de kameraer, han snart skal til Grønland og installere som del af Nordic Meteor Network. NR. 2 2025

Figur 1

SANDSYNLIGE LANDINGSSTEDER FOR TEKAPO-METEORITTEN VINDRETNING

x 1,5 kg x 1 kg x 500 g BINGO!

x 250 g x 100 g x 50 g x 25 g

Figur 1 : Plot lavet med data fra prof. James Scott (Aarhus Universitet) med Google Earth, redigeret af Geoviden

DARK FLIGHT

x 10 g x 5g

ILDKUGLE

x 2,5 g

x 1g

NEW ZEALAND

Figur 2 Ild ku gle

Ovenfor ses James Scotts forskellige estimater af Tekapo-meteorittens nedfaldssted udregnet med forskellig vægt (ukendt) sammen med meteorittens hastighed (kendt) og vindretningen (kendt). Er meteoritten let, bæres den længere fra sin oprindelige bane, end hvis den er tung.

'D ar k fl ig

Overgang til dark flight

' ht

Princippet illustreres her th. i 3D: Ved overgang til dark flight er stenen stadig ca. 20 km oppe i luften, og sorte streger viser den sandsynlige bane de resterende 20 km mod Jorden.

Vindretning

Let

10 G EOV ID EN

Tung Figur: Geoviden

DANSK E ME TE O R ITTE R

”I den højde af atmosfæren er der stadig stærk vind, og det blæser stenen ud af den kurs, den havde i den øverste del af atmosfæren. Er stenen tung, vil vinden ikke skubbe den ret langt ud af kurs, men er det en lille meteorit, kan den godt blive båret langt,” forklarer James Scott og peger på rækken

sig i Tyskland. Men det var ham, der undersøgte kamera optagelserne, regnede ud, hvor den formentlig var landet, og arrangerede eftersøgningsholdet. Så på en måde var han med alligevel.

Videoudklip: Youtubevideo fra fireballs.nz.org

Holdet, der fandt Tekapo-meteoritten meget tæt på det sted, modellen havde forudsagt. Billedet er et udklip fra den video af eftersøgningen, som kan ses på projektets hjemmeside: fireballs.nz

af parallelt buede linjer, der fortsætter ned mod Jorden. Hver streg er meteorens bane, hvis den vejer henholdsvis 1 gram, 10 gram, 100 gram osv. op til 1,5 kilo. Tilsammen viser stregerne det nedfaldsområde, der kaldes et ’strewn field’ eller et ’strø-felt’. ”Dengang tænkte vi: ’Go big or go home’, så vi valgte at starte eftersøgningen ved nedfaldspunktet for den største, altså en sten på 1,5 kilo,” siger James Scott og peger på punktet, hvor computermodellen mener, at en sten af den størrelse ville lande: en udtørret del af floden Tekapo River, cirka i midten af New Zealands Sydø. Det var næsten for godt til at være sandt, mindes han. ”Den meteorit kunne ikke være faldet mere perfekt,” siger James Scott. ”Den havde den perfekte bane på langs med landet, så den ikke faldt i havet, og så lander den ovenikøbet på en udtørret flod, hvor den kan ses på lang afstand mod det lyse sediment. Det fås ikke bedre.” Han fik hurtigt samlet et hold af frivillige fra nærområdet, der gerne ville tage ud at lede. Der gik faktisk ikke engang en halv time, fra de forlod bilerne for at gå mod krydset på kortet ude på flodsletten, til de havde fundet meteoritten. ”Den lå i en lille fordybning i flodsedimentet ikke ret langt fra der, hvor vi regnede med at finde den,” fortæller han. Meteoritten havde en karakteristisk sort smelteskorpe fra den voldsomme varmeudvikling på vej gennem atmosfæren, og den vejede 810 gram. Den manglede et lille stykke, som må være slået af i faldet. Her var dens lyse indre synligt. Derfor kunne finderne hurtigt karakterisere den som en stenmeteorit af kondrittypen, som er den mest almindelige slags. Men vel at mærke den første, der var blevet fundet i New Zealand i 20 år, og kun den tiende meteorit fundet i landet nogensinde. NETVÆRKET UDVIDES TIL DANMARK

Desværre for James Scott var han faktisk ikke selv med til at finde Tekapo-meteoritten, da han på det tidspunkt befandt

”Der kommer andre meteoritter,” siger han med et skulder træk. Og det gør der. Hvert år falder der mange tusind meteoritter ned på Jordens overflade, hvoraf omkring et par tusinde af dem estimeres at ramme landjorden. Resten falder i havet. I gennemsnit er det dog kun fem-seks meteoritter, som rent faktisk bliver fundet hvert år her i nyere tid. Men de nye muligheder for at opdage dem og spore deres bane og sandsynlige landingssted med kameranetværk som det i New Zealand gør chancerne væsentligt højere, end de har været før. Heldigvis er James Scott i fuld METEORER SKRUMPER Som tommelfingerregel siger man, gang med at etablere det samme at meteorer mister mindst 70 % af netværk her i Danmark. Faktisk deres masse på vej ned gennem et netværk, der dækker hele atmosfæren. Resten brænder op. Norden. Projektet hedder derfor Derfor skal der en vis størrelse til, ’Nordic Meteor Network’, og før de faktisk når Jorden som noman kan allerede følge en række get, man kan se med det blotte øje. Atmosfæren er et virkelig effektivt kameraers optagelser fra hver sikkerhedsskjold! nat. Indtil videre er der kameraer i Danmark, Finland og Grønland. Kameraernes optagelser uploades direkte til den globale hjemmeside globalmeteornetwork.org, hvor man kan klikke ind og se de nyeste billeder fra natten før. Og gå tilbage i tiden og se tidligere nætters samlede optagelser. Hvert billede samler alt, der har bevæget sig på himlen hele natten. Vel at mærke alt det, der lyser nok til, at kameraerne kan fange det. ”Derfor ser du også mange fly og satellitter på billederne, men det er heldigvis nemt nok at skelne fra ildkuglerne og de mindre stjerneskud. Når der er en stor ildkugle, er man ikke i tvivl.”

NR . 2 2 0 2 5

James Scott fortæller, at der faktisk også var en stor ildkugle over Danmark i november sidste år (2024), som kameraerne fangede. Desværre viste udregningerne bagefter, at den var faldet i havet et sted ud for Møns Klint. Så der var ingen grund til at lede. For at forhøje fund-raten af nye meteoritter er han i gang med at etablere kameraer i Grønland, fortæller han. Det er så stort et område, at der statistisk set må falde langt flere meteoritter. Desuden vil sneen, der dækker jorden en stor del af året, forbedre chancen for at se de nyfaldne og typisk helt sorte sten. Han har lige bygget et kamera færdigt, som skal med til Nuuk inden for nogle måneder, og derefter skal han finde flere samarbejdspartnere, der vil lægge tag og internetforbindelse til flere kameraer. Tekapo-meteoritten er stadig ved at blive undersøgt, både af James Scott selv og af kolleger på det newzealandske universitet University of Otago. Der kommer formentlig snart nogle svar på, hvad det præcis er for en slags kondrit (stenmeteorit). Og også på, hvad dens historie er, altså hvad den har været igennem, inden den landede i den udtørrede newzealandske flod – hvor den stammer fra. For alt det kan bruges som små brikker i et kæmpestort puslespil, som James Scott og hans mange kolleger verden over er i gang med at bygge, nemlig puslespillet over vores solsystem og dets historie: Hvor kommer vi fra? Hvordan er planeterne opstået? Har der været liv flere steder end på Jorden og hvornår?

egen planet, Jorden. Men det er uhyggeligt dyrt at arrangere missioner, der rejser ud og indsamler prøver fra de andre himmellegemer.

Spørgsmålene er utroligt mange, for forskerne har måske kun lige samlet puslespillets hjørner og kanter. Der mangler en masse brikker, vi ikke har fundet endnu. Og for at få nogle svar har forskerne brug for prøver fra de andre planeter og asteroider i solsystemet. Man kan nemlig ikke bygge et helt solsystems historie kun baseret på prøver fra vores

Derfor er det utroligt heldigt, at prøverne rent faktisk falder ned fra himlen. Indtil videre er der indsamlet meteoritter, som stammer fra både Månen og fra Mars. Derudover har man også fundet ud af, at en række meteoritter stammer fra store asteroider i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Blandt andet en asteroide kaldet Vesta.

HVORDAN VED MAN, HVOR METEORITTER KOMMER FRA? Der er små spor i meteoritters kemiske sammensætning, der afslører deres oprindelse. Stammer de f.eks. fra en planet med en atmosfære, vil der typisk være lidt af den atmosfære fanget i meteoritten. Man kender f.eks. sammensætningen af atmosfæren på Mars og kan sammenligne målinger af meteoritten med de oplysninger og se, om det passer sammen. Derudover er der også forskel i fordelingen af typen af bl.a. ilt atomer (kaldet isotoper) på de forskellige himmellegemer. Hver planet har populært sagt sit eget ilt-fingeraftryk. Ved at måle ilt sammensætningen i meteoritten kan man sammenligne med sammensætningen fra andre planeter og se, om der er et match. Der er derfor også meteoritter, som ikke kan placeres præcist, fordi man simpelthen ikke har set deres fingeraftryk før.

12 G E OVID EN

James har en større samling af meteoritter af alle typer, herunder meteoritter fra bl.a. Mars og den store asteroide Vesta.

”Mars-meteoritterne har lært os meget om Mars, blandt andet at Mars har haft aktiv vulkanisme indtil for relativt nylig,” siger James Scott. Han har selv en samling af små Mars-meteoritter og har for nylig dateret en række af dem. ”De her meteoritter er lavet af magma, altså størknet lava. Min datering viste, at de yngste af dem var få hundrede millioner år gamle. Det betyder, at der har været aktiv vulkanisme på Mars, da dinosaurerne levede her på Jorden.” Vulkansk aktivitet er en del af en ’levende’ planet, som har dynamiske, geologiske processer, der cirkulerer materiale rundt på planeten, forklarer han. Det er siden stort set stoppet, og Mars er nu en næsten forklarer han, ’død’ planet, geologisk set. Der er ikke noget, der bevæger sig hverken udenpå eller indeni. I hvert fald så vidt vi kan se via satellitter og rumsonder. Der forskes stadig intenst i, hvad der bragte Mars ud af balance. Den mest fremherskende teori er ifølge James Scott, at Mars’ størrelse var en stor del af problemet. Den var simpelthen ikke stor nok til at kunne modstå afkølingen

Fotos: Johanne U. Kusnitzoff, Geoviden

METEORITTER FORTÆLLER SOLSYSTEMETS HISTORIE

Mars for 4 milliarder år siden

DANSK E ME TE O R ITTE R

Illustration: WikimediaCommons

fra verdensrummet, så derfor størknede Mars’ indre kerne langsomt. Det betød, at planeten mistede sit magnetfelt (se Figur 3), som dannes af den roterende, flydende jernkerne i midten, ligesom her på Jorden. Uden magnetfeltet blev atmosfæren simpelthen blæst væk af solvinde og UV-stråling over tid. HVORDAN FUNGER ER PLANETER?

Men havde der nået at udvikle sig liv, inden det gik så galt? Mars har trods alt eksisteret lige så længe som Jorden, i godt 4,6 milliarder år. Forskerne regner med, at atmosfæren på Mars forsvandt for omkring 4 milliarder år siden, men til gengæld kølede Mars’ overflade også hurtigere end Jordens. Derfor kunne livet begynde at udvikle sig på tidligere på Mars end her på Jorden, og mere eller mindre primitivt liv kan i teorien godt have nået at indtage planeten, før katastrofen indtraf cirka 500 mio. år senere. For selvom det kan lyde som en lille tidsramme, så er en halv milliard år en evighed. Til sammenligning er livet her på Jorden på cirka samme tidsramme gået fra bakterier og alger til de myriader af komplekse livsformer, vi ser i dag.

'Leopardpletter'

Foto: NASA

James Scotts allerførste meteorit, som han købte den i en smykkebutik på en ferie for år tilbage. Han tænkte, at den sikkert var falsk, og tjekkede i laboratoriet, og den var god nok: Stenen var fra Mars. Det vakte hans interesse for meteoritter.

NYE TEGN PÅ LIV! Det er et af de største spørgsmål i videnskaben, og for ganske nylig – i september 2025 – sendte NASA en verdenssensation af en nyhed ud: det stærkeste tegn hidtil på, at der har været liv på Mars. Mars-roveren Perseverance havde nemlig fundet en sten med såkaldte leopardpletter. Det er en særlig slags strukturer, som her på Jorden betyder, at der har været levende mikrober. Det er ikke et endeligt bevis, som NASAforskerne selv påpegede i pressemeddelelsen, men det tyder på liv. For ca. 4 mia. år siden havde planeten nemlig store oceaner og dejlig varm atmosfære og dermed rige muligheder for udvikling af liv.

SÅDAN MISTEDE MARS SIN ATMOSFÆRE MAGNETFELT SVÆKKES

INTET MAGNETFELT

Engang havde Mars en aktiv metal kerne, og bevægelserne skabte et magnetfelt rundt om planeten. Magnetfeltet virker som et skjold mod Solens stråling.

Med tiden svækkedes kernens aktivitet og dermed også magnetfeltet. Derfor svækkedes skjold-effekten.

Uden magnetfeltet rammer Solens højenergiske partikler med fuld kraft og skyder molekylerne i atmosfæren ud i rummet. Vandet forsvinder også.

Figur: Geoviden

Figur 3

STÆRKT MAGNETFELT

NR . 2 2 0 2 5

Nattehimlen over Aarhus Universitet den 23. august 2025 fanget af et af Nordic Meteor Networks kameraer. Her er hele natten opsummeret som ét billede, dvs. at alt, der har udsendt lys den nat, er med. Man kan se talrige meteorer/stjerneskud (små streger), mange fly (lange streger af lysblink) og endda en lille ildkugle.

Meteorer/stjerneskud

Fly

”Den unge planet Mars havde både en atmosfære og vand i flydende form, så der må derfor have været mellem 0 og 100 grader varmt ved overfladen. Plus der var de samme byggesten til stede i form af aminosyrer, som man mener var basis for livets opståen her på Jorden. Det er jo perfekte forhold for liv, som vi kender det, og det ville virkelig undre mig, hvis man ikke finder spor af tidligere liv på Mars før eller siden,” siger James Scott. Alt det, vi ved om Mars, er baseret på relativt begrænsede informationer, da det er svært og dyrt at rejse dertil. Derfor kan alle Mars-meteoritter, der bliver fundet, potentielt bringe ny viden med sig, som kan gøre os klogere på vores nabos skæbne. Derfor er James Scott interesseret i de små sten fra den røde planet. ”Jeg vil grundlæggende gerne vide, hvordan planeter virker, og her er Mars et godt sted at lære,” siger han og fortsætter:

14 G E OVID EN

”Her på Jorden er alle spor fra planetens ungdom blevet ødelagt af de tektoniske processer, oceandannelse osv. De ældste bjergarter, vi har fundet, er omkring 4 milliarder år gamle. Det betyder, at der er omkring 600 millioner år, vi ikke kan genskabe. Derfor er jeg meget interesseret i at undersøge meteoritterne fra blandt andet Mars, Månen og fra store asteroider, for ingen af dem har haft så voldsomme geologiske processer som Jorden. På dem kan man godt finde bjergarter tilbage fra deres dannelse, og derfor kan man godt genskabe deres tidlige historie,” forklarer han. Den viden kan han og kollegerne formentlig bruge til at stykke et billede sammen af den allertidligste Jord, som efter alt

GLOBAL METEORIT-DATABASE Organisationen World Meteoritical Society har en super god database over alle bekræftede meteoritter fra hele verden. Der kan sorteres efter typer, lande, billeder og meget andet sjov! Find databasen ved at søge på ‘Meteoritical Bulletin Database’.

Lille ildkugle

Foto: Johanne U. Kusnitzoff

Foto: globalmeteornetwork.org/status/

DANSK E ME TE O R ITTE R

JAMES SCOTT Stilling Lektor i petrologi ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet

fundet, i Danmark eller i New Zealand. Samtidig synes James Scott, at det er vigtigt at være med til at engagere almindelige mennesker til at blive nysgerrige. Nysgerrige på nattehimlen og alt det, der sker derude, imens vi sover eller kigger andre steder hen.

Stjernernes lys ses som cirkler på grund af Jordens rotation i nattens løb

at dømme er startet med at være rimeligt ens med de andre sten-planeter. Hvorfor Jorden blev markant mere aktiv og stadig opretholder liv, når de andre ikke kunne, er et af forskningsfeltets store spørgsmål. Hver gang der bliver fundet en ny meteorit fra en af stenplaneterne eller de store asteroider, kan der potentielt komme nyt i sagen. METEORITTERNE IKKE INTERESSANTE I SIG SELV

På den måde er det faktisk ikke rigtig meteoritterne i sig selv, James Scott er interesseret i. Det er det, de kan fortælle med den uberørte, oprindelige kemiske sammensætning i deres indre. Ligesom med Tekapo-meteoritten i hjemlandet er det ikke James Scotts hensigt, at han nødvendigvis selv skal finde de meteoritter, som kameranetværket opdager. Selvom han selvfølgelig gerne vil prøve at finde en selv. Ideen med kameranetværkene er at få fundet så mange som muligt af de talrige meteoritter, der falder ned hvert år. Meteoritter, som kan blive doneret til videnskaben, hvor end de nu bliver

Arbejder med Planeters dannelse og udvikling, herunder meteoritter og deres oprindelse Drømmer om At finde et meteorkrater i Danmark! Og finde ud af, hvordan den helt unge Jord virkede.

”Alle kan være med til det her; jo flere, des bedre. Alle kan bygge deres eget kamera med den opskrift, der er på vores hjemmeside, og så er man en del af netværket. Det kræver bare, at kameraet er på nettet. Vi har kameraer her på universitetets tag, på skoler, på bekendtes huse og på min kollegas hønsehus,” fortæller han. NEDSLÅENDE NYT OM ’VORES ’ METEOR Timerne er fløjet afsted med fortællinger fra solsystemets nære og fjerne egne, og pludselig er interviewet slut. Journalisten er nødt til at komme tilbage senere på dagen for at tage billeder til artiklen. Da hun banker på døren til kontoret lidt senere, kan James Scott imidlertid oplyse, at der er nyt i sagen om den store ildkugle, der blev set over New Zealand aftenen før.

”Den er desværre nok faldet i vandet,” konstaterer han og forklarer, at målingerne fra videooptagelserne viser, at det formentlig var et stykke fra en komet, som faldt ned i havet øst for New Zealand. Han tilføjer, at selv hvis den havde ramt jorden, var der formentlig ikke noget tilbage at samle op. ”Kometer er nemlig meget skrøbelige, deres konsistens kan sammenlignes med aske. Altså meget porøs. Det er en lille smule fast stof, som holdes sammen af en masse is, men når det smelter i atmosfæren, er der kun et meget skrøbeligt gitter tilbage, der pulveriserer, når det rammer en overflade.” Falsk alarm denne gang. Men med alle de meteorer, der åbenbart falder over Jorden hver nat, kan man godt tillade sig at håbe, at der snart kommer gode nyheder fra Aarhus. ·

NR . 2 2 0 2 5

MAJA ANALYSEREDE AARHUS-METEORITTEN I SIN BACHELOR

”Meteoritten fortjener mere opmærksomhed” Geologistuderende Maja C.F. Pedersen fra Aarhus Universitet fik lov at undersøge et lille stykke danmarkshistorie i sit bachelorprojekt – nemlig en af Danmarks otte meteoritter, Aarhus I. T E K S T : J O H A N N E U H R E N H O LT K U S N I T Z O F F

n oktober aften i 1951 blev himlen lyst op over Danmark af en stor ildkugle, der styrede fra Rostock i syd hen over Østersøen, Storebælt og Samsø. Pludselig døde ildkuglen ud, men to fragmenter fortsatte faldet og landede i Aarhus med nogle kilometers afstand. Stykkerne blev hurtigt fundet i henholdsvis Riis Skov og Nobelparken (læs mere på side 20–23).

Maja C.F. Pedersen er kandidatstuderende ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Hun står med Aarhus I-meteoritten foran det elektron mikroskop, hun brugte til undersøgelserne.

Foto: Johanne U. Kusnitzoff

Dette stykke danmarkshistorie står kandidatstuderende Maja C.F. Pedersen nu bogstaveligt talt med i hånden i et mødelokale på Aarhus Universitet. Hun har sagt ja til at fortælle Geoviden om sit bachelorprojekt i geologi, som hun skrev i foråret 2025 om Aarhus-meteoritten ved navn ’Aarhus I’. Det var den, der landede i Riis Skov.

16 G E OVID EN

DANSK E ME TE O R ITTE R

”Det var ret vildt at holde meteoritten første gang. Jeg havde kæmpe ærefrygt” fortæller hun. Kondruler ikke synlige

Smelteskorpe

Foto: Johanne U. Kusnitzoff

”Det var ret vildt at holde meteoritten første gang. Jeg havde kæmpe ærefrygt”. Maja C.F. Pedersen

”Det lød spændende, for den var blevet undersøgt og beskrevet i 1963, så måske kunne jeg opdage noget nyt med alle de moderne analysemetoder, vi har i dag,” siger hun. Og derudover var der også en indre sympati for den lille sten, der til daglig lå gemt i en skuffe.

”Jeg synes, vi burde snakke mere om den her i Aarhus. Vores helt egen meteorit. Så vidt jeg ved, er der ikke særligt mange, der ved, at den findes, og hvor sej den er. Jeg ville gerne gøre den ’justice’.” ELEKTRONMIKROSKOPETS KLARE LYS

Maja C.F. Pedersen fik lov til at skære et lille hjørne af Aarhus I for at kunne lave sine analyser. Noget, der tog lidt tid at få lov til, fortæller hun. Det lille hjørne på cirka 1x1,5 cm blev støbt ind i en lille brik af epoxy-plast, så den kunne scannes i instituttets elektronmikroskop. Først tænkte Maja, at den lille prøve ret hurtigt ville være undersøgt. Men i elektronmikroskopet blev prøven blæst op til mikrometerskala. Pludselig var det faktisk en ret stor opgave at undersøge det hele. ”Men jeg havde også to måneder til arbejdet, så jeg tænkte: ’Fint, lad os se, hvor der er noget fedt at se nærmere på’,” fortæller Maja, og så gik hun i gang med at nærstudere hver mikrometer af den lille rumsten.

Aarhus I (herover) brækkede over i faldet, så det lyse indre er synligt. Dens kondruler (mineralkugler) er kun synlige med elektronmikroskop. Til højre ses til sammenligning et udsnit af meteoritten Allende med meget tydelige kondruler. De ses let med det blotte øje, da de største er flere millimeter i diameter.

Synlige kondruler Foto: Wikimedia Commons

”Den er jo en del af vores historie, et ægte danekræ, som har rejst gennem rummet for så at lande lige her i lille Aarhus! Det er ret vildt at tænke på,” siger hun og vender den lille sten i hånden. Hun fik nemlig lov at låne den af Aarhus Naturhistorisk Museum, hvor den ’bor’ til daglig. Meteoritter havde ellers ikke været en særlig interesse for Maja forinden, men da en ny lektor på universitetet holdt oplæg for de studerende om meteoritters geologi, blev hun nysgerrig. Hun gik hen og bankede på den nye lektor, James Scott (læs mere om hans arbejde på side 8–15), og spurgte om han havde en idé til det bachelorprojekt, hun skulle til at lave. Det havde han: en ny geokemisk undersøgelse af Aarhus I.

Inden da havde hun læst alt, hvad der hidtil var skrevet om Aarhus I, for at kunne efterprøve de konklusioner, geologerne tidligere var nået frem til. Efter sine egne analyser måtte hun – lidt skuffet – konstatere, at de tidligere undersøgelser faktisk havde været overraskende præcise. ”Jeg kunne bekræfte det, man også havde beskrevet i 1963, nemlig at det var en almindelig kondrit (den mest almindelige type stenmeteorit, red.), og at den derudover var af typen H6, hvilket også var blevet beskrevet i de tidligere undersøgelser,” siger hun. Type H6 betyder, at den indeholder meget jern (H for heavy), og 6 betyder, at den er blevet omdannet ret meget fra sin helt oprindelige form, som beskrives med en skala fra 1 til 7. Det betyder bl.a., at de ellers karakteristiske små mineralkugler, kaldet kondruler, er næsten forsvundet (se foto øverst på siden).

NR . 2 2 0 2 5

Analyserne var dog ikke spildt arbejde af den grund, tværtimod. Maja forklarer, at hun egentlig syntes, at det var sejt at se, hvor dygtige man havde været før i tiden, selv med begrænset udstyr. Og især at hun kunne bekræfte mange af de ting, som de ældre undersøgelser kun havde skrevet ’sandsynligvis var til stede’ i meteoritten. Blandt andet, at strukturen i Aarhus I var præget af såkaldt brecciering, hvilket var meget tydeligt i elektronmikroskopet (se foto side 19). Det vil sige, at den består af stykker af bjergarter, der har været gået i stykker og siden er blevet ’limet’ sammen af andet, mere finkornet materiale. Strukturen kaldes breccia, som stammer fra det italienske ord for murbrokker, breccie. ”Det er ikke muligt ud fra mit studie at sige, præcis hvordan det er sket, men det har måske været i forbindelse med selve dannelsen af asteroiden, som Aarhus I kommer fra,” siger hun. Det kan nemlig godt være en temmelig hård proces, hvor asteroiden vokser i størrelse, fordi der gentagne gange smadrer andre, mindre asteroider, ind i den. Derefter har den store asteroide bevæget sig rundt om Solen ligesom dens større planet-søskende i relativ ro og fred. I den tid har mineralerne i asteroiden forandret sig lidt, så den oprindelige sammensætning er blevet udvisket. Det skyldes primært varme fra henfald af radioaktive grundstoffer i asteroiden, som simpelthen ’bager’ mineralerne (kaldet termisk metamorfose). Det er den proces, der har udvisket asteroidens oprindelige kondruler, så de kun er synlige i mikroskop.

Ikke kun på grund af sprækker overalt i stenen, men også ved tilstedeværelsen af chok-mineralet maskelynit, der er en slags feldspat på glasform (se nedenfor). Det dannes nemlig kun ved ekstremt tryk, forklarer hun, derfor omtales det som et chokmineral. Ud fra typen af maskelynit i meteoritten kunne hun fastslå, at sammenstødet, der sendte Aarhus I afsted mod Aarhus, havde en kraft på op til 35 MPa (millioner pascal). Det svarer til at blive ramt med over 300 ton/cm2 - forestil dig at få det ned over storetåen! DEN SIDSTE REJSE

En anden ting, som Maja kunne føje til vores fælles viden om Aarhus I, var, hvor voldsomt rejsen gennem Jordens atmosfære faktisk har påvirket stenen. Det kan ses på billedet fra elektronmikroskopet på side 19. Yderst ses den karakteristiske smelteskorpe (grå på billedet), også kaldet en fusionsskorpe, som er synlig med det blotte øje. ”I mikroskopet kan man dog se flere detaljer, herunder små luftbobler, som er blevet blandet ind i den smeltede masse på vej igennem atmosfæren,” fortæller hun og peger på de små sorte cirkler i stenens yderste lag. Man siger normalt, at meteoritter ikke påvirkes længere ind end smelteskorpen, fordi opvarmningen ved mødet med atmosfæren kun tager få sekunder. Men det er ikke helt rigtigt, for der er faktisk tre ’zoner’ i Aarhus I, der er påvirket af opvarmningen og trykket. Maja beskriver området bag ved

Så pludselig en dag indtraf katastrofen, som beseglede asteroidens skæbne: et voldsomt sammenstød med et andet himmellegeme. Et sammenstød, der slog en masse materiale løs fra asteroiden, herunder Aarhus-meteoritten. Sporene fra hændelsen kunne tydeligt ses i mikroskopet, fortæller Maja C.F. Pedersen.

1 mm

Maskelynit

Foto: Johanne U. Kusnitzoff

P S Cr Al Mg,Fe Si Ca

Chok-mineralet maskelynit er dannet ved den voldsomme kollision, som slog Aarhus-meteoritten løs fra sin moderasteroide ude i rummet. Maskelynit ses som de mørkeblå/grå områder i stenen betragtet gennem elektronmikroskop. Udsnittet er ca. 2x2 mm i virkeligheden, og farverne er sat på kunstigt for at fremhæve områder rige på forskellige grundstoffer som aluminium (blå), magnesium og jern (gul), krom (grøn) osv.

18 G E OVID EN

Foto: Maja C.F. Pedersen

EN VOLDSOM LIVSHISTORIE

DANSK E ME TE O R ITTE R

EN TUR GENNEM ATMOSFÆREN SÆTTER SINE SPOR! 1 mm

Smelteskorpe Intermediær zone

Zone 3

Foto: Maja C.F. Pedersen

Upåvirket indre

SMELTESKORPE

INTERMEDIÆR ZONE

ZONE 3

UPÅVIRKET INDRE

Yderste del af meteoritten, som er smeltet pga. varmen udviklet på vej ned i atmosfæren. Overfladen er helt sort og glasagtig, og i mikroskop kan man se småbitte luftblærer, der har blandet sig med det smeltede sten.

De revner, som ses tydeligt længere inde i stenen, er forsvundet i denne zone. Varmen har simpelthen smeltet materialet tilstrækkeligt til, at det er flydt sammen igen.

Metallet i stenen er smeltet og er flydt ind og har udfyldt de revner, som stadig er til stede i zone 3. Varmen her har ikke været høj nok til, at selve stenen er smeltet.

Påvirkningen fra turen gennem atmosfæren når ikke længere ind end zone 3. Derfra og ned i billedet kan man se den oprindelige meteorit og den relativt fragmenterede struktur (breccia), den har på grund af kollisionen i rummet.

smelteskorpen som den intermediære zone, hvor varmen har smeltet materialet, så de små revner i stenen, der er dannet ved den store kollision, er forsvundet. Simpelthen smeltet sammen. ”I den sidste zone, som jeg kalder zone 3, ser man den voldsomme varme skabt ved modstanden fra Jordens atmosfære, som har smeltet metaller i stenen, primært jernsulfidet troilit, som er flydt ind og har udfyldt de chok-inducerede sprækker,” forklarer hun og peger på de hvide linjer på billedet. Det hvide er metallet troilit. Resten af meteoritten er ikke blevet påvirket og er derfor uændret. Her er chok-sprækkerne stadig intakte, altså ikke udfyldte (sorte på billedet). Som om det ikke var nok, så sprang meteoritten i luften nederst i atmosfæren, hvoraf to brudstykker altså landede i Aarhus.

”Den lille sten har været grueligt meget igennem. At jeg har fået lov til at arbejde med den, det er ret stort,” siger Maja C.F. Pedersen og vender meteoritten i hånden. Hun har netop fået udgivet resultaterne af Aarhus I-analysen i Dansk Geologisk Forenings tidsskrift og kan altså prale af at have skrevet sig ind i historiebøgernes afsnit om de danske meteoritter. Om hun skal arbejde mere med meteoritter fremover, ved hun ikke. Hun er generelt interesseret i planetær geologi, altså hvordan planeter dannes og udvikles. ”Hvis chancen byder sig, så kunne det da være sjovt at få lov at undersøge de andre danske stenmeteoritter, Ejby og Dueodde. Muligvis er de fra samme asteroide som Aarhus, og det kunne da være sjovt at være med til at undersøge,” slutter hun. ·

NR . 2 2 0 2 5

Der er gennem tiden kun fundet otte meteoritter i Danmark, så vidt vi ved. De syv af dem er bevaret, og samlingen indbefatter nogle sjældne, men flest almindelige. Her har vi samlet historierne om hver meteorit og de sjove historier om, hvordan de hver især blev fundet. Måske bliver du den næste heldige finder?

Billede: Pe ter H ans en ,H øs tb ille

DE 8 DANSKE METEORITTER 0 91 ,1 de

T E K S T: C A R O L I N E D E A R U T T E R Kilder: lex.dk; *Meteoritter' af Henning Haack, e-bog, 2018; ’Meteoritfaldet paa Fyn i Aaret 1654’ skrevet af Axel Garboe i 1952; nyheder.tv2.dk-artikel om Ejby-meteoritten

1878: MERN-METEORITTEN TYPE: STEN-METEORIT AF KONDRITTYPEN

1878

1654

På Sydsjælland ligger den lille by Mern, og den 29. august 1878 fandt der et stykke danmarkshistorie sted der. En 4 kg tung sten meteorit faldt nemlig ned på en mark, hvor folk gik og høstede, og en karl ved navn Rasmus Hansen samlede den op. Derfor er meteoritten fra Mern den første fundne og bevarede stenmeteorit i Danmark. Mernmeteoritten er på størrelse med en stor mango.

Den første kendte danske meteorit faldt ned på Fyn, ved Assens, i 1654. Tilsyneladende var det en hel meteoritsværm, men vi ved ikke så meget om det, for stenene er gået tabt. Flere skrifter fra dengang fortalte, at det var en voldsom oplevelse for de lokale. I artiklen ’Meteoritfaldet paa Fyn i Aaret 1654’ skrevet af Axel Garboe i 1952 kan man for eksempel læse en beskrivelse fra professor Thomas Bartholin om et ”saa voldsomt Uvejr med Torden og Regn, at alt genlød af den forfærdelige Larm. Med Regnen nedfaldt flere meget haarde og tunge Stene med en saadan Voldsomhed, at Husene rystede, og Larm og Buldren hørtes viden om. Byernes Beboere ringede med Kirkeklokkerne, da de troede, at der var udbrudt Ildebrand i Husene”! Dengang fandt man flere forklaringer på begivenheden. Nogle mente, at stenene var blevet løftet op fra jorden i uvejret og var faldet ned med regnen. Andre mente, at stenene var dannet af lyn, og kaldte dem ’Tordenstene’.

20 G EOV ID EN

Illustration: Sebastian Brant, Ensisheim-meteorit Alsace 1492

1654: ASSENS-METEORITTEN TYPE: ALMINDELIG STENMETEORIT AF KONDRITTYPEN (FORMENTLIG)

Træsnittet viser et andet meteoritfald fra gammel tid, nemlig meteoritsværmen i Ensisheim, Alsace, i 1492. Der er ingen kendte visuelle skildringer af Assenshændelsen.

DANSK E ME TE O R ITTE R

Alle stenene er dane kræ og er opbevaret på danske museer i Den Danske Meteoritsamling, bestyret af Københavns Universitet.

1977

1977: JERSLEV-METEORITTEN TYPE: JERNMETEORIT AF TYPEN OKTAHEDRIT IIAB

Det er ret sjældent at finde jernmeteoritter, men det lykkedes gårdejer Niels Henrik Knudsen i Jerslev på Vestsjælland i 1977. Meteoritten var cirka 30 cm lang, 20 cm bred og vejede hele 40 kg! Den blev fundet ved et tilfælde omtrent en Foto: P. Graff-Petersen (1977), 'Første danske jernmeteorit!', Varv, 1977(4) halv meter nede i jorden, fordi der skulle lægges et kabel. Jerslev-meteorittens overflade var dækket af et flere centimeter tykt lag af jord og rust. Vi ved derfor, at meteoritten har ligget meget længe i jorden, formentlig i flere tusinde år. Den kan muligvis være ført med til Jerslev af istidens store gletsjere, men den kan også være faldet ned på stedet.

1951

to :W

iki m ia ed

s on mm Co

1951: AARHUS-METEORITTEN TYPE: STEN-METEORIT AF KONDRITTYPE H

Aarhusianerne kan også prale af at have haft et meteoritnedslag. Man skal dog være en lidt ældre dame eller herre for at huske det, for det skete den 2. oktober 1951. Ildkuglen blev set både i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. I Århus Stiftstidende blev det efterfølgende beskrevet af et øjenvidne fra Hammel: ”Ildkuglen, der var paa Størrelse med en Fodbold, var rød, men pludselig kom der en lang Ildstribe fra den ligesom fra et Svejseapparat. Derefter kom der et skarpt, hvidt Blink fra den, og den kom til at ligne et Hjul, som man ser det ved Fyrværkeriforestillinger, og der kom en stærk Røgsøjle fra den. Til sidst forsvandt den i Vejret med en hvid Stribe efter sig. Da Blinket

kom, var det saa stærkt, at Dyrene paa marken reagerede over for det ved at udstøde Lyde. Der kom ogsaa tordenlignende Lyde.” (Aarhus Stiftstidende 3. oktober 1951) Meteoritten, eller i hvert fald en del af den, slog ned i udkanten af Riis Skov og var på størrelse med en mandarin. Den fik navnet Aarhus I. Den blev fundet af baneingeniør P.W. Holm, der var ude at gå aftentur, netop som det skete, og der blev siden rejst en mindesten på findestedet. Et lidt større stykke på 420 gram (Aarhus II) blev fundet lidt mod syd, der hvor Nobelparken ligger i dag.

Mød Aarhus-meteoritten i artiklen på side 16–19!

NR . 2 2 0 2 5

Foto: Ma rtin B izza rro ,K øb en ha vn s

ov Ge n, dt se Be n d Li n b Ja co

to :

Sønderjylland kan også være med på meteoritvognen. Ved den lille by Felsted blev der nemlig i 1977 fundet en 14 kg tung jern meteorit i jorden. Man mener, at den ligesom Jerslev-meteoritten har ligget i jorden i flere tusinde år, formentlig siden seneste istid. Da man undersøgte strukturen og den kemiske sammensætning, kunne man se, at den tilhørte jernmeteoritgruppen IIIAB ligesom ca. 200 andre meteoritter af den type fundet rundtomkring i verden. Man mener, at de muligvis alle sammen kommer fra hjertet af samme asteroide, men det er ikke endeligt bevist.

id en

1977: FELSTED-METEORITTEN TYPE: JERNMETEORIT AF IIIAB-TYPEN

tet rsi ive Un

1977

2009

2009: MARIBO-METEORITTEN TYPE: STENMETEORIT AF KONDRITTYPE C

Foto s: U dkl ip

eo id

22 GEOV ID EN

fra Y ou tu be -v

Det var en lille sten på under 30 gram, der skabte stort postyr over Maribo på Lolland den 17. januar 2009. Mange mennesker både her i Danmark, i Sverige og andre steder i det nordlige Europa så det kraftige lysglimt, der ledsagede stenen hen over himlen. Mange forsøgte at finde den, men uden held. Så dukkede en professionel meteoritjæger fra Tyskland op, og han vandrede systematisk rundt med øjnene på stilke i ugevis. Og fandt den! I en kirsebærplantage lå nogle sorte stenstumper, der nærmest lignede kul. Maribo-meteoritten er af den sjældne C-kondrit-type, som indeholder særligt meget kulstof og derfor er meget mørk. Meteoritjægeren, Thomas Grau, optog faktisk sin søgen og selve fundet på en video, som kan ses på Youtube-videoen ’Maribo meteorite finding situation’.

Her ses meteoritjægeren i den lollandske kirsebærplantage, hvor den lillebitte meteorit lå (udklip fra videoen). Stenen indbragte efter sigende omkring 200.000 kr. i findeløn.

Foto : Ja cob Lin dB en d

DANSK E ME TE O R ITTE R

n ide ov Ge , en ts

2016: EJBY-METEORITTEN TYPE: STENMETEORIT AF KONDRITTYPE H

Der er flere Ejby’er i Danmark, men det var over Ejby på Midtsjælland, at der den 6. februar 2016 faldt en meteorit ned. Meteoritten brød i flere stykker på sin vej gennem atmosfæren, og det betød, at flere danskere fik nogle sjove oplevelser i dagene bagefter. En murermester i Herlev fandt flere af stykkerne og de små kratere, de havde lavet, på en parkeringsplads. En seksårig pige fra Glostrup fandt en sten i skolegården, som hun tog med hjem – hun fik sine forældre til at indlevere den til Geologisk Museum i København, som bekræftede, at det var en del af den nyfaldne Ejby-meteorit. Der er i alt blevet fundet 11 stykker af Ejby-meteoritten rundt om i nærområdet, og de vejer tilsammen næsten ni kilo. Finderne, der indleverede stenene, fik tilsammen en findeløn på lidt over to millioner kroner.

2016 2017

METEORIT NR. 9?? ... er ikke fundet endnu! Vi har heldigvis samlet en række tips til meteoritjagt, inklusive typiske forvekslinger på de næste sider. Måske er du den heldige finder af Danmarks næste meteorit?

2017: DUEODDE-METEORITTEN TYPE: STENMETEORIT AF KONDRITTYPE H

Foto: Privatfoto fra familien

Måske ville du ikke tænke ’meteornedslag’, hvis du fandt et hul i taget på dit sommerhus-anneks. Måske ikke engang, selvom der også lå en lille mørk sten indenfor på gulvet. Manden med sommerhus-annekset i Dueodde på Bornholm smed da også bare stenen ud. Men hans kone mente, at den skulle sendes til København og undersøges, og så kunne en ekspert fra Statens Naturhistoriske Museum fortælle dem begge, at det VAR en meteorit. Det vides ikke, præcis hvornår den er faldet ned, men den blev fundet og vurderet i 2017. Man mener, at den faldt et par år tidligere. Den vejer 75 gram.

MERE PÅ GEOVIDEN.DK

VIDEO: BAG KULISSEN I DEN DANSKE METEORITSAMLING

Kom med en dag på kontoret sammen med kuratoren for Den Danske Meteoritsamling, professor Martin Bizzarro. Her kommer du med ind, hvor offentligheden normalt ikke har adgang, og får historien bag de mange sjældne – og flotte! – meteoritter i samlingen. Samlingen indeholder nemlig både de danske meteoritter og hundredvis af andre typer fra hele verden. Find videoen på: geoviden.dk/meteoritter NR . 2 2 0 2 5

METEORITJÆGERENS BEDSTE TIPS Det kræver en del held at finde meteoritter i Danmark – men det er ikke umuligt! Her får du den erfarne meteoritjæger Henning Haacks tips til jagten på de små – eller måske store krabater fra rummet.

Henning Haack er geofysiker i Astra. Hør ham fortælle om verdens største jernmeteorit på næste side.

Kilder: Henning Haack, projektleder og underviser i Danmarks nationale naturfagscenter, Astra, og Ole J. Knudsen, kommunikationsrådgiver ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.

Foto: Adobe Stock

God fornøjelse! T E K S T: F I E K R ØY E R DA H L

FORVEKSLINGER Der er en del almindelige Jord-sten, der kan ligne meteoritter for et utrænet øje. Især lerjernsten (billedet herunder tv.) forveksles ofte, da den har en brunsort, metallisk overflade, der godt kan ligne en smelteskorpe. Washington University i St. Louis i USA har en afdeling Lerjernsten for meteoritforskning, og de har lavet en supergod hjemmeside om fund af meteoritter, inkl. en masse billedeksempler af rigtige meteoritter og sten, der IKKE er meteoritter – søg på ’identifying meteorites’ på universitetets hjemmeside.

Meteorit

24 GEOVID EN

DANSK E ME TE O R ITTE R

Hvis du ved, at der er faldet en meteorit i dit nærområde, så start med at undersøge de steder, hvor det er let at lede. Det kan være steder som fodboldbaner, veje, parkeringspladser og golfbaner. Derhjemme kan du også kigge i indkørslen, på taget eller i tagrenden. Det er straks sværere at lede i buske og skove.

MØD VERDENS BEDSTE METEORITJÆGER! Ja, den er god nok. Man kan faktisk være professionel meteoritjæger. Sådan en er tyskeren Thomas Grau fra Berlin. Han har verdensrekorden i at finde friskfaldne meteoritter, og det var ham, som fandt meteoritten ved Maribo i 2009 (se side 22). I alt har han fundet 32 meteoritter rundtomkring i Europa.

Hold generelt øje med sten, der ser anderledes ud. Meteoritter har typisk ingen skarpe kanter, men i stedet afrundede hjørner.

En meteorit vil typisk være mørkebrun eller sort, fordi dens overflade er smeltet i atmosfæren. Og så vil den være glat og glasagtig i overfladen, eventuelt med små bitte revner. Den kan også have små pletter af rust, fordi den har fået fugt. Hvis den er slået i stykker, vil den typisk være grålig og lidt kornet indeni. Du kan tage en almindelig køleskabsmagnet med på din jagt. Flere typer af meteoritter er magnetiske.

Kilde: LinkedIn

Hvis du finder noget, der kunne være en meteorit, skal du undgå at røre den, fordi det vil 'forurene' den. Så tag en lille, ren pose med til at håndtere den i. Pak den ind, og beskyt den.

Hvis du er heldig og ender med at finde en meteorit, må du desværre ikke selv beholde den, da den er danekræ – det er naturhistoriske genstande fra Danmark, som er særligt værdifulde i videnskabelig sammenhæng. Til gengæld kan du få en findeløn. De kan indleveres på et af de naturhistoriske museer i Aarhus og København, hvor eksperter vurderer, om det er en meteorit. Se også guiden i meteorittyper her i bladet på side 6–7.

NR . 2 2 0 2 5

En enorm jernmeteorit faldt ned over Grønland for tusinder af år siden, og dens indre afslører spor fra sol systemets tidligste historie. Forskere har skåret sig vej ind i den og fundet usædvanlige kemiske mønstre, der kaster lys over, hvordan asteroider og planeter dannes.

lst

enh

olm

e Fjo

Kap York-halvøen

Saveqarfik

Agpalilik

Her er der fundet Kap York-meteoritter Bæltet, hvor meteoritbygen landede

Henning Haack har et helt specielt forhold til meteoritten på gårdspladsen. Det var nemlig hans tidligere mentor på studiet, en geolog ved navn Vagn Buchwald, som i 1963 fandt den store krabat på Kap York-halvøen ved Qaanaaq

26 GEOV ID EN

Savissivik

40 km

Meteoritbygen, som Agpalilik var en del af, faldt ned i et bælte på omkring 100 kilometer, der strakte sig hen over halvøen Kap York fra Pituffik Space Base (det, som tidligere blev kaldt Thulebasen) i nordvest til Sassivik mod sydøst. Der er lidt usikkerhed om, præcis hvornår bygen ramte Jorden, men formentlig for omkring 5.000 år siden.

ET LILLE KLAP HVER MORGEN

En af dem, som har brugt meget tid på Agpalilik, er Henning Haack, projektleder og underviser i Danmarks nationale naturfagscenter, Astra. Han er uddannet geofysiker og var tidligere kurator for meteoritsamlingen på Statens Natur historiske Museum, som det gamle Geologisk Museum nu er en del af.

Saveruluk

Men ligesom alle andre meteoritter gemmer Agpalilik på himlens hemmeligheder. Den faldt efter sigende ned fra himlen over Grønland for 5.000 år siden, men dens indre kan fortælle en historie, som går milliarder af år tilbage – og det er noget, som vækker nysgerrigheden hos nogle natur videnskabsfolk.

Agpaliliks findested

Indlandsisen

Pittufik Space Base (tidl. Thulebasen)

T E K S T: F I E K R ØY E R DA H L

ed første øjekast ser det ud, som om den store meteorit er lidt tilfældigt placeret der midt på gårdspladsen ved det gamle Geologisk Museum i København. Den ligger på en hjemmebygget stålrampe kun præsenteret af et gammelt skilt med lidt fakta og dens navn – Agpalilik – og umiddelbart afslører klippeblokken ikke noget for den, som kigger på den.

Illustration: GEUS

AGPALILIK GEMMER PÅ HIMLENS HEMMELIGHEDER

Agpalilik ankom fra Grønland til København i 1967, men Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk arbejder på at hente den store jernmeteorit hjem til Grønland igen.

GRØNLAND

DANSK E ME TE O R ITTE R

Foto: Museum of Natural History, New York

Kap York-meteoritterne er blandt verdens største. Der er hidtil fundet i alt 58 tons fordelt på otte fragmenter. Den største af disse, Ahnighito på 31 tons, er på Museum of Natural History i New York, mens den næststørste, Agpalilik på 20 tons, står i forgården ved det tidligere Geologisk Museum i København.

Foto: Jacob Lind Bendtsen, GEUS

Se hele Agpalilik i 3D på geoviden.dk/ meteoritter

Tværsnit af Agpalilik Verdens største meteoritskive kommer fra Agpalilik og findes på Statens Naturhistoriske Museum. På den ene side er skiven poleret, på den anden side er den poleret og ætset, så den såkaldte Widmanstätten-struktur træder frem (se eksempel th.). De mørkere områder er rester af materiale fra smelteprocessen.

Foto: Statens Naturhistoriske Museum

AGPALILIK Meteorit, der bl.a. består af metallerne jern, nikkel, germanium og iridium.

Himlens eget varemærke Widmanstätten-strukturen opstår ved meget lav afkølingshastighed på metallet, en grad per 10.000 år. Det kan danne meget store krystalkorn, som det også ses på Agpalilik. Denne struktur kan man ikke eftergøre i et laboratorium, og derfor kaldte Vagn Buchwald denne struktur for 'himlens eget varemærke'.

NR . 2 2 0 2 5

UDGRAVNING AF AGPALILIK

Vagn Buchwald allierede sig med lokale grønlændere, som blandt andet hjalp ham med at grave Agpalilik fri. De var dygtige fangere, og Buchwald fortalte, at mens han fordybede sig i geologien, sejlede de ud i deres kajakker og kom hjem med massevis af sæler.

Herover ses udklip fra videoen 'Bjergning af en af verdens største jernmeteoritter, Agpalilik, fundet i Grønland' med Vagn Buchwald, hvor du kan se det store arbejde med at frigøre og transportere jernmeteoritten Agpalilik fra Nordvestgrønland til København. Se hele videoen i webudgaven af denne artikel på geoviden.dk/meteoritter

i Nordvestgrønland. Det var også Vagn Buchwald, som i samarbejde med lokale grønlandske kræfter bjærgede stenen og fik den fragtet til København, hvor den i 1967 fik en plads i gården ved Geologisk Museum – og i historiebøgerne. For Agpalilik er særlig. For det første er den en af verdens største jernmeteoritter; den absolut største i Danmark – og den eneste, du faktisk kan røre ved uden at få skældud … Og så er der bare et eller andet dragende over den, i hvert fald hvis man spørger Henning Haack: ”Da jeg havde min daglige gang på museet, måtte jeg lige hen at klappe Agpalilik hver morgen. Man får lidt et personligt forhold til den, når man har arbejdet med den.”

VAGN BUCHWALD Geologen Vagn Buchwald var en eventyrer og en ildsjæl, og i 1960’erne tog han job på Thulebasen (nu Pituffik Space Base) for at kunne lede efter meteoritter i området. Han var af sted flere gange, og i 1963 fandt han endelig en jernmeteorit, som fik sit navn efter findestedet på halvøen Agpalilik.

Det var hårdt manuelt arbejde for holdet at hugge den store jernklump fri af de omkringliggende

Foto: Lex.dk

Vagn Buchwald var alene i fjeldet og tog en selfie den julidag i 1963, da han fandt den delvist begravede Agpalilik. Det var rent held, for satellitbilleder fra tidligere somre viste, at netop dette område lige så godt kunne have været dækket af sne.

Fragmenterne fra denne byge kaldes Kap York-meteoritterne opkaldt efter den halvø, de landede på (se kort s. 26), og der ligger uden tvivl masser af Agpaliliks uopdagede søskende-meteoritter i området. Ligesom geologen Vagn Buchwald har Henning Haack været oppe at lede efter dem, dog uden held, for de er virkelig svære at finde i det ufremkommelige, klippefyldte landskab.

UOPDAGEDE SØSKENDE

Det var sådan et sammenstød, som gjorde, at Agpalilik og en masse andre meteorit-stumper regnede ned over Grønland.

28 GEOVID EN

Foto: Wikimedia Commons

Agpalilik er én ud af en kæmpestor byge af meteoritter, som stammer fra kernen af en stor asteroide, der engang var i kredsløb om Solen i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Asteroiden blev smadret i en kollision for 650 millioner år siden, hvorefter de mange fragmenter fra den susede rundt om Solen i nye baner. De suser sådan set stadig rundt i rummet den dag i dag, og indimellem støder nogle af dem ind i andre himmellegemer – f.eks. Jorden. Fangerne i Qaanaaq-området har længe kendt til Kap York-meteoritternes eksistens. De fandt ud af, at materialet var meget hårdt, og den fordel udnyttede de ved at kile mindre stykker meteorit fast i deres ben-redskaber som f.eks. knive, skrabere, harpunspidser og pilespidser.

DANSK E ME TE O R ITTE R

Med en vægt på 20 tons var Agpalilik ikke lige sådan at flytte på. Derfor fik Vagn Buchwald transporteret store lægter af stål til findestedet, og af dem byggede han og hjælperne en solid slæde.

VERDENS STØRSTE METEORITSKIVE

Efter Agpalilik var ankommet til Danmark, fik Vagn Buchwald skåret en stor bid af meteoritten. Det ses tydeligt på den ene side, hvor ’endeskiven’ mangler, præcis som hvis man havde skåret et stykke af et kæmpemæssigt franskbrød. Det var første gang, at nogen formåede at arbejde sig igennem en jernmeteorit af det omfang (det tog 400 timer og kostede flere kilometer wire!), og resultatet blev verdens største meteoritskive. Med den kunne Buchwald lave forskellige analyser af materialet. Undersøgelser af skiven har blandt andet vist, at dens kemiske sammensætning ændrer sig fra den ene side af skiven til den anden, hvilket er meget usædvanligt for jernmeteoritter. ”Det er meget usædvanligt for jernmeteoritter, og vi kan også se, at kemien i de andre Kap York-meteoritter varierer, selvom vi ved, at de kommer fra samme nedslag. Det fortæller os, at det fragment af en asteroide-metalkerne, som Agpalilik og dens søskende stammer fra, har været så stort, at vi kan måle, hvilken del af den der størknede først, og hvilken del der størknede sidst,” fortæller Henning Haack. Og ildkuglen selv, der fulgte med metalklumpens fald gennem atmosfæren, må også have været lidt af et syn, lyder vurderingen: AGPALILIK RUMMER ALT DET, VI BESTÅR AF Jernmeteoritter er stykker af metalkerner fra asteroider, som har kredset omkring Solen i rigtig, rigtig mange år. De består af nøjagtig de samme grundstoffer som Jorden og er dannet på samme tid, nemlig i solsystemets spæde begyndelse, det vil sige for 4,5 milliarder år siden.

Ved hjælp af donkrafte fik de Agpalilik op på slæden, hvorefter den på træsveller blev bugseret ned til fjorden. Der gik dog flere år, før meteoritten faktisk ankom til Danmark, da vejr og vind gav problemer med at få et fragtskib gennem havisen.

”Vi ved, at alle Kap York-meteoritterne sad sammen som én stor klump, da de kom ind i atmosfæren. En metalkugle på den størrelse vil veje 880 tons, så det må have givet noget af et stjerneskud på himlen, da det store metalfragment bragede ned igennem atmosfæren og til sidst brød i flere stykker. Hvis det var om dagen, har ildkuglen lyst kraftigere end Solen.” ÅBNER DØRE

Det er dog ikke størrelsen på det metalliske himmellegeme, der gik i stykker og landede rundtomkring i Nordvest grønland, der er mest interessant, mener Henning Haack. Det er i højere grad den historie, som Agpalilik og de andre Kap York-jernmeteoritter kan fortælle om den oprindelige, store aste roide, som de stammer fra. Gennem Kap York-meteoritterne, som jo kun er en lille del af en meget stor asteroidekerne, kan man få et HENNING HAACK indblik i, hvordan en kerne af jern Geofysiker, projektleder kan opføre sig. Foto: Astra

klippestykker, som den havde puttet sig mellem i tusinder af år.

og underviser på Danmarks nationale naturfagscenter, Astra.

”Smelteprocessen i den oprindelige asteroides kerne viste sig at være mere kompleks, end man troede. Og da Jordens kerne har udviklet sig på samme måde som asteroidekerner, kan de lære os noget om, hvordan vores egen planet sandsynligvis udvikler sig,” forklarer Henning Haack. ”På den måde kan meteoritter som Agpalilik åbne døre og fortælle os hemmeligheder om, hvordan solsystemet opstod – og dermed også, hvordan vi selv er opstået,” slutter han. ·

NR . 2 2 0 2 5

KUN ET KRATER

MEGA-METEORITTERNE FORSVINDER FØR DE RAMMER Det er ikke alle sten fra rummet på envejstur til Jorden, der efterlader sig spor i form af meteoritter. Nogle gange er der tale om så store sten med så meget fart på, at energien ved nedslaget får dem til at fordampe og gør jorden flydende. Faktisk kan de store kratere være overraskende svære at opdage.

Eksplosionen gør det af med meteoren og knuser og smelter jorden nedenunder, og voila: Et styks krater er skabt. Derfor er der heller ikke nogen meteorit tilbage at gå på opdagelse efter. Den er simpelthen fordampet. Men der skal altså en vis størrelse til, for nøglen til at opnå så meget energi er størrelse og fart. Et godt bud er, at en asteroide (læs om begreberne meteoride, asteroide og meteorit på side 3) skal være omkring 50 meter eller større på tværs, og den har typisk en hastighed på 17 kilometer i sekundet for at danne sådan et krater og selv fordampe. Krateret er typisk mange gange større end selve meteoren. Kratere findes ikke kun på Månen, men på alle faste planeter i vores solsystem, også her på Jorden. Måske undrer du dig over, hvor alle kraterne på Jorden så er henne, og det er du heldigvis ikke ene om. Mange forskere og ivrige hobbyister kigger efter kratere, men det er ikke helt ligetil at finde eller at være sikker på, at noget er et krater. Hvor der ikke er så meget gang i den på Månen, mosles der nemlig gevaldigt rundt på Jorden. Kratere kan både være slidte til ukendelighed af vind og vejr og være gemt under hav eller is. Og det er her, hvor talen falder på is, at vi skal møde Nicolaj Krog Larsen. Han er professor ved Globe Institute på Københavns Universitet. ”De rigtig sjove kratere er jo dem, hvor der ikke er en meteorit,” siger Nicolaj Krog Larsen. Nicolaj svarer på, om han helst vil finde en meteorit eller et krater mere, for han har allerede fundet ét krater. Men faktisk er det ikke Nicolajs arbejde hverken at lede efter kratere eller

30 GEOV ID EN

meteoritter. Han er mere interesseret i Arktis’ is og klimahistorie. Derfor var det heller ikke kun for fornøjelsens skyld, at Nicolaj en dag i 2015 sad og kiggede på nye radardata fra overflyvninger over is i Nordøstgrønland. Hver dag må Nicolaj forbi den store jernmeteorit Agpalilik (som du kan blive bekendt med på side 26–29), når han skal ind på sit kontor. Måske bidrog det daglige gensyn med kæmpemeteoritten på gårdspladsen til, at Nicolaj fik den idé, at den cirkel, han spottede i radardataene, kunne være et krater. ”Jeg tænkte, at det jo kunne være et krater, blandt andet fordi det var tæt på der, hvor Agpalilik blev fundet, men det kunne også være en fejl i måden programmet viste dataene på,” fortæller Nicolaj. Foto: MD Jensen-Juul, GEUS

orestil dig, at du står på Månen. Overalt ser du kratere, der afslører, at her har sten fra rummet i hobetal suset mod overfladen. Men kraterne er ikke alle fra nedslag. De fleste er aftryk fra eksplosioner. Når en meget stor sten kommer med ekstrem fart gennem rummet, dannes en enorm mængde bevægelsesenergi, også kaldet kinetisk energi. Når stenen bliver bremset, for eksempel af Månen, bliver den kinetiske energi omsat til tryk og varme i en stor eksplosion. Der bliver frigivet mere energi end ved en atombombe!

Illustration: Carsten Thuesen, GEUS

T E K S T: M A L E N E DAV I D J E N S E N -J U U L

Nicolaj Krog Larsen peger på et kort over Grønland der, hvor Hiawatha-krateret er.

NICOLAJ KROG LARSEN Professor ved Globe Institute ved Københavns Universitet

DANSK E ME TE O R ITTE R

Figur 4 OPSKRIFT PÅ ET KRATER

Et nedslagskrater er resultatet af en vild proces, der består af en række delprocesser: 1. En voldsom sammenpresning Når et nedslag rammer Jorden, sendes en chokbølge ned gennem underlaget og presser bjergarter sammen med et tryk, der langt overstiger noget, vi kender fra vulkaner eller jordskælv. Materialet bliver presset så hårdt, at det faktisk bliver tættere. Hvis det kan være en smule svært at overbevise din hjerne om, at sten i nogle millisekunder bliver tættere, er det ikke noget at skamme sig over. Det er en af den slags ekstreme processer, der kan få selv en garvet geolog som seniorforsker emeritus ved GEUS Adam Garde til at konstatere, at: ”Det er svært at begribe, men sådan er det, for vi kan se, at det er det, der sker.” Men det vilde er slet ikke overstået endnu.

Et stort nedslag rammer, og en ekstrem chokbølge presser bjergarterne sammen.

Trykket falder, og en eksplosiv udvidelse finder sted. Nogle materialer smelter.

2. En eksplosiv udvidelse (og smeltning) Før materialet når at reagere, vender processen: Trykket falder brat, og bjergarten udvider sig eksplosivt igen. En smeltning finder sted, fordi nogle mineraler bliver så varme, at de flyder som lava, mens andet vender tilbage til sin oprindelige form. Samlet set er chok, aflastning og smeltning overstået på omkring ét sekund. 3. Kraftige seismiske rystelser I kølvandet på nedslaget ruller enorme seismiske bølger gennem jorden. Det er voldsomme vibrationer, som vi også kender dem fra et jordskælv, men ved et nedslag er energien mange gange større. Mens jorden skælver, kan underlaget midlertidigt opføre sig som en væske, nærmest som kviksand. Faste klippestykker på størrelse med huse kan glide rundt mellem hinanden, så længe det står på. Det kan det gøre i helt op til et minut i de store kratere. 4. Voila! Så er der dannet et nedslagskrater.

Kraftige seismiske rystelser får underlaget til at opføre sig som kviksand, og store klippestykker kan blive flyttet rundt.

Et krater med central forhøjning og kant er dannet.

NR . 2 2 0 2 5

Foto: MD Jensen-Juul, GEUS

Denne sten er en såkaldt impaktit af typen impaktsmeltet breccie og holder til på Nicolajs kontor, men den kommer fra området ved Hiawatha-gletsjeren i Nordøstgrønland og er dannet ved det nedslag, der har skabt Hiawatha-krateret.

Det var ikke en fejl. Med en dybde på 300 meter og hele 31 kilometer i diameter fornægtede en usædvanligt cirkulær fordybning under isen sig ikke. 31 kilometer får dig næsten både frem og tilbage over Storebæltsbroen. Krateret ligger under isen bag Hiawatha-gletsjeren, og derfor har krateret fået navnet Hiawatha-krateret. Krateret gemmer dog ikke på nogen ny meteorit-kammerat til Agpalilikmeteoritten. Som du nok har gættet, var den meteor, der har givet Grønland et gedigent håndtryk i Hiawatha-krateret, netop af den slags, der er så stor og har så meget fart på, at meteoren fordampede ved nedslaget. Den asteroide, der forårsagede Hiawatha-krateret, vurderes at have været cirka 1 km bred og vejet omkring 12 milliarder ton. SLAGKRAFTIG GÆST MASER STEN

Når forskere skal slå fast, om noget er et krater, er der en række ting, som de kan kigge på makroskopisk – det vil sige i et størrelsesforhold, hvor det kan ses med det blotte øje. Hiawatha-krateret ligger under Indlandsisen, så her skal der radar til. Radardata fra overflyvninger i 2016 afslørede, at strukturen har karakteristiske kratertræk: en skålform med en rand og en central forhøjning, som er op mod 50 meter høj. Det er nogle ekstreme forhold, der har skabt krateret. Når et stort nedslag rammer Jorden, sker der tre ting i meget hurtig rækkefølge: 1) en voldsom sammenpresning, 2) en eksplosiv udvidelse (og smeltning) og 3) kraftige seismiske rystelser. Det er det, du kan se på figur 4, side 31. De vilde forhold skaber nogle spændende bjergarter, der sladrer om, at her skete der engang noget ekstremt. Stenene, der meget passende kaldes impaktitter efter det engelske ’impact’, er eftertragtede samleobjekter for nedslagsentusiaster, på samme måde som meteoritter er det (se eksempel øverst på siden). FINGERAFTRYK FRA ET NEDSLAG

Det er imidlertid ikke nok med de makroskopiske kratertræk, hvis en struktur officielt skal kunne kaldes et krater. Der skal også være tegn på mikroskopisk niveau. ”Det mest almindelige redskab til at identificere et meteorit krater på sikker vis er at undersøge, om man kan finde choklameller i kvarts fra området. Det finder man ud af ved at undersøge mineralkorn af kvarts i et mikroskop,” siger

32 GEOVID EN

Ovenfor indsamler professor Kurt H. Kjær prøver af smeltevandssand foran Hiawatha-gletsjeren. Gletsjeren har ført sandet med sig fra bunden af krateret. Til højre kigger Adam Garde, seniorforsker emeritus, på sandet i et mikroskop. Han kigger efter chokstrukturer, der viser, at der er sket noget ekstremt.

Adam Garde, der har stor ekspertise med netop dette. Nedslagets ekstreme chokbølge kan omforme mineralers indre struktur, og den forandring sætter sig varige spor. Finger aftrykket fra meteornedslag i kvarts ses i mikroskopet som en række tætsiddende parallelle streger, som har det passende navn choklameller. Kvarts er et af de mest almindelige mineraler på Jorden og findes i de fleste kratere. Derfor er det oplagt at kigge efter choklameller, når man vil finde spor efter chokbølgen fra et nedslag. Adam Garde har hjulpet med at undersøge mineralkorn, som man mener, at Hiawatha-gletsjeren har båret med ADAM GARDE sig inde fra overfladen af HiaSeniorwatha-krateret. Gletsjere virker forsker emeritus ved nemlig som store samlebånd, der De Nationale Geologiske trækker enorme mængder sten, Undersøgelser for grus og sand med sig langs bunDanmark og Grønland den. Det materiale skylles ud fra (GEUS) gletsjeren med smeltevand eller blottes, når gletsjeren trækker sig tilbage. På den måde kan man sige, at gletsjeren har indsamlet prøver fra krateret og taget dem med ud til forskerne. ”Vi fik idéen om at tage prøver langs gletsjerens front, hvor vi forventer, at gletsjeren bærer sand med ud inde fra krateret. Det er jo meget heldigt for os, når krateret er under isen,” fortæller Nicolaj Krog Larsen. Og konklusionen på analyserne af kvartskornene var klar: Som du kan se på det flotte billede nederst på side 33, hvor det ellers gennemsigtige kvarts er gennemlyst af polariseret lys, er nedslagsfinger aftrykket lige dér i mineralkornet i form af paralleller linjer: choklameller. Nicolaj kan huske, at den konklusion gjorde alle, der var med til at undersøge det nu bekræftede krater,

Foto: S. Funder

DANSK E ME TE O R ITTE R

meget begejstrede. Og det gav også Nicolaj blod på tanden efter at finde ud af mere om krateret og den hændelse, der havde formet det. DATERING AF KRATERE

Kæmpe meteornedslag kan påvirke klimaet lokalt og i nogle tilfælde også globalt. Et rigtigt kendis-eksempel på klimaeffekter ved nedslag er det nedslag, der er koblet til dinosaurernes uddøen, og som efterlod sig Chicxulub-krateret. Det sendte en tæt sky af støvpartikler op i atmosfæren, der blokerede for Solen, så Jorden i en periode blev kold og mørk. Noget, der måske ikke er lige så kendt, er, at der efter sådan en køleperiode kan komme en opvarmningsperiode. Det sker, fordi nedslaget frigiver store mængder drivhus gasser, især kuldioxid (CO₂) og vanddamp, enten direkte fra klipperne eller fra havet, hvis nedslaget sker der. Når partiklerne i atmosfæren falder ned igen, og sollyset atter kan nå jordoverfladen, står drivhusgasserne klar til at holde mere varme tilbage i atmosfæren. Det kan føre til en periode med opvarmning.

Foto: Adam Garde (GEUS)

Fotos: Underground Channel

50 mm

Sandkorn af kvarts fra Hiawathakrateret. Choklamellerne ses som tætliggende striber i flere retninger. De er dannet ved ekstrem sammen trykning efterfulgt af udvidelse og varmeudvikling i det første sekund af kraterdannelsen og er et sikkert bevis for chokpåvirkning ved meteoritnedslag. Kvarts er farveløst – farverne skyldes optiske filtre i mikroskopet.

Klima er egentlig mere Nicolajs faglige boldgade, end nedslagskratere er. Derfor var han også interesseret i, om der kunne være en sammenhæng mellem det nedslag, der skabte Hiawatha-krateret, og afslutningen på en kuldeperiode kendt som Yngre Dryas. Men da det lykkedes at finde en nøjagtig alder på Hiawatha-krateret, faldt den teori, da Yngre Dryas er, nåh ja, alt for ung til at være et match for Hiawathakrateret. Det er blandt andre William Hyde, der har bidraget til at datere krateret. William Hyde kalder med et grin sig selv en ’professional crater dater’. Han er postdoc ved Lund Universitet, hvor han forsker i metoder til datering af kratere. Under sit ph.d.-studie var han med til at finde ud af, at Hiawatha-krateret er 58 millioner år gammelt. Det gør det til et af de yngre kratere, som vi kender. ”Yngre Dryas er en periode for cirka 13.000 år siden. Vores datering af Hiawatha-krateret viser, at det er 58 millioner år gammelt, og derfor er der ikke nogen sammenhæng mellem de to,” fortæller William Hyde. Med den datering måtte Nicolaj Krog Larsen skyde en hvid pind efter sine overvejelser om en eventuel sammenhæng med afslutningen på Ynge Dryas. Men han var ikke den eneste, der måtte sadle om efter dateringen. Det lykkedes nemlig at datere krateret uventet tidligt i William Hydes ph.d.-forløb. Derfor måtte han ændre alle de planlagte aktiviteter i sit ph.d.-studie. For at forstå hvorfor, skal vi zoome helt ind på noget, der er endnu mindre end kvarts. For når man skal finde ud af, hvor gammelt et meteorkrater er, er en af de mest pålidelige metoder at undersøge bittesmå mineraler, der hedder zirkoner.

NR . 2 2 0 2 5

”Zirkoner er naturens egne tidskapsler. De indeholder perfekte små ure, der registrerer det, der sker,” fortæller William Hyde med tydelig begejstring. Mineralet zirkon er ekstremt modstandsdygtigt over for varme, tryk og kemisk nedbrydning, når det først er dannet. Selv når resten af stenen, hvor zirkon-kornene putter sig, bliver omdannet eller smeltet, kan zirkonen ofte overleve. Når en zirkonkrystal dannes, kan den indbygge meget små mængder af de radioaktive grundstoffer uran og thorium. Over tid henfalder uran og thorium til bly i et meget præcist tempo, som forskerne kender og kan bruge som tids målestok ved at måle på zirkonens nuværende indhold af de tre grundstoffer (se forklaring i Ekspertniveau-boksen side 35).

WILLIAM HYDE Postdoc, Institut for Geologi ved Lund Universitet

det kan bestemt også noget at få lov at undersøge og udvikle på metoder, fortæller William Hyde. Men adspurgt, hvad der ville være drømmescenariet, falder talen på noget, der måske ville trække flere overskrifter i de brede medier, end metodeudvikling normalt kan: Den helt store drøm er at bidrage til at koble flere af de fem store masseudryddelser til et meteor krater.

”Det er kun én af de fem store masseudryddelser, som vi har forbundet med et kæmpenedslag,” fortæller William Hyde. Det er som bekendt den, der udryddede dinosaurerne for cirka 65 millioner år siden og efterlod Chicxulub-krateret i Mexico. Hvis drømmescenariet ikke udspiller sig, er det næstbedste at opdage og undersøge et endnu

Ø=31 km Scanning af Hiawatha-krateret, der gemmer sig under Indlandsisen og derfor ikke er synligt. Det er 31 km bredt og over 300 m dybt.

ukendt krater, fortæller han. Apropos drømme, så vender vi lige tilbage til spørgsmålet til Nicolaj Krog Larsen fra starten af artiklen. Det om, om han en anden gang helst Illustration: NASA/Cindy Starr

”Vi foretog zirkon-dateringen, fordi det er noget, man altid gør ved kratere, hvis man kan finde egnede korn af zirkon – men vi havde egentligt regnet med, at resultaterne ville være for upræcise til at være brugbare, fordi vi troede, at det var et ungt krater. Vi havde planlagt en hel række af andre undersøgelsesmetoder og lavet aftaler med laboratorier og alt muligt. Så vi blev mildest talt overraskede, da vores aldersbestemmelse gav en utvetydig alder på 58 millioner år,” fortæller William Hyde. Selvom det krævede en ny plan, er William Hyde glad for sit ph.d.-forløb. Den effektive datering tillod nemlig, at han kunne nørde helt ned i andre metoder til datering. Han valgte at undersøge et mineral, der ikke er lige så almindeligt brugt til datering af meteorkratere som zirkon: monazit. Og

34 GEOVID EN

MED I KRATERKLUBBEN ELLER EJ? På trods af både makroskopiske og mikroskopiske beviser for, at Hiawatha-krateret er et nedslagskrater, kan du ikke finde Hiawatha-krateret på en berømt liste over kratere med titlen ’The Earth Impact Database’. Det skyldes det lille ’aber dabei’, at prøverne med kvarts med de afslørende choklameller ikke er taget fra selve krateret – og det er et krav, hvis et krater skal med på den liste. Listen varetages af University of New Brunswick Fredericton, Canada.

Til gengæld fremgår Hiawatha-krateret af en anden lige så anerkendt liste, nemlig ’Impact Earth’-listen, der varetages af Western University, Canada. Det er et eksempel på, at der kan være faglig uenighed blandt forskerne om, hvilke kriterier der er tilstrække lige, før noget kan kaldes et nedslagskrater. Kriterierne er vigtige. Kratere forårsaget af f.eks. vulkaner eller tektonik kan forveksles med nedslagskratere, og det eneste, der afholder listerne fra at vrimle med forvekslinger, er kriterierne, som udvikler sig, efterhånden som metoderne udvikler sig.

DANSK E ME TE O R ITTE R

vil finde et nyt krater eller en meteorit. For på trods af, at der ikke var den kobling mellem Hiawatha-krateret og klimaforandringer som først antaget, så er han ikke tøvende i sit svar, der dog lugter lidt af endnu en knap så realistisk drøm: ”Det er et godt spørgsmål,” siger Nicolaj og følger op med et smil: ”Men det er altså kraterne, der er mest spændende. Medmindre selvfølgelig man finder en meteorit med sikre tegn på liv i rummet. Det ville jo være det største.”

VIL DU GERNE KYLE EN RUMSTEN MOD JORDEN? Der findes flere meteornedslagssimulatorer på internettet. I de fleste simulatorer kan du bestemme størrelse, masse fylde, fart, indflyvningsvinkel og lignende på en meteor og derefter vælge, hvor den skal ramme Jorden. De fleste simulatorer giver estimater på for eksempel kraterets diameter og dybde.

Du kan blandt andet finde en her, der er udarbejdet af professor Paul Roche fra Cardiff University: https://education.down2earth.eu/

Det skal man nok kigge længe i radardataene efter, men hvem ved, hvad en gletsjer kan bringe med sig fra under isen? ·

DATERING AF KRATERE Forholdet mellem uran og bly i en zirkonkrystal fortæller, hvor lang tid der er gået, siden krystallen blev dannet. Derfor kan man måle på dette forhold i sin zirkon og få en ret præcis datering af et krater, hvor zirkonen kommer fra. Det skyldes, at uran er et radioaktivt grundstof, der langsomt henfalder til bly over meget lang tid. Når et mineral som zirkon dannes, optager det en lille smule uran i sin krystalstruktur, men næsten intet bly. Straks begynder uranet i mineralet at henfalde til bly. Forholdet mellem uran og bly fungerer derfor som et naturligt stopur for zirkonen: Jo mere bly der er i forhold til uran, des længere tid er der gået, siden zirkonen blev dannet.

Forskerne kender hastigheden af henfaldet meget præcist (se graf nedenfor) og kan derfor omsætte målingen til en meget præcis alder. På den måde kan man bestemme alderen på selv meget gamle bjergarter, helt tilbage til Jordens tidligste historie.

der to typer information: Nogle zirkoner viser alderen på det oprindelige bjergartsmateriale, der var til stede før nedslaget, mens andre afslører tidspunktet for selve nedslaget, hvor de blev 'født' på ny i den smeltede sten.

Der er selvfølgelig altid et men. Ved ekstreme forhold som et asteroidenedslag vil mange mineraler smelte og forsvinde, men nogle zirkoner kan overleve helt eller delvist. I sådanne korn kan noget af det tidligere ophobede bly blive bevaret, samtidig med at der dannes helt nye zirkoner i det smeltede materiale. Det betyder, at zirkoner i et nedslagskrater ofte indehol

Metoden med zirkoner virker bedst, når der er gået tilstrækkelig tid til, at en målbar mængde bly er dannet. For meget unge kratere kan forskellen i blykoncentration være så lille, at det bliver svært at måle præcist, og usikkerheden bliver derfor større. I sådanne tilfælde kan forskere bruge andre dateringsmetoder som supplement.

Figur 5 %

Henfaldstid for uran235 til bly207

100

Uran henfalder med tiden til bly ved at udsende radioaktiv stråling. Med radioaktive stoffer regner man i 'halveringstider', som er den tid, det tager, før halvdelen af f.eks. uranet er blevet til bly. For uran235 (en af flere slags uran) er halveringstiden 704 mio. år.

Halveringstiden er 704 mio. år 40

uran

uran/bly

Uran (U235)

Bly (Pb207) 1.000

2.000

3.000

4.000

5.000

6.000

7.000

Mio. år

NR . 2 2 0 2 5

geo vıden Udgiver: Geocenter Danmark Ansvarshavende: Anja Fonseca, GEUS Redaktør Johanne Uhrenholt Kusnitzoff, GEUS

Illustration (ikke foto!): European Southern Observatory (EOS), M. Kornmesser.

Skribenter: Johanne Uhrenholt Kusnitzoff, GEUS Fie Krøyer Dahl, GEUS Malene-David Jensen-Juul, GEUS Caroline Dea Rutter, GEUS Design: Stine Øckenholt, GEUS Jacob Lind-Bendtsen, GEUS Mads Christian Porse, GEUS Carsten E. Thuesen, GEUS Korrektur: Caroline Dea Rutter, GEUS Forsidefoto: James Scott, Aarhus Universitet Tryk: Strandbygaard Eftertryk: Tilladt med kilde angivelse, videresalg ikke tilladt. Læs mere på geoviden.dk/copyright Kontakt: geoviden@geus.dk www.geoviden.dk ISSN: 1604-6935 (papir) ISSN: 1604-8172 (elektronisk)

Geoviden udgives af Geocenter Danmark og er målrettet undervisningen i gymnasierne. Der udkommer to temablade plus en miniudgivelse om året. Abonnement er gratis og tegnes på geoviden.dk. Her kan man også læse bladet og finde ekstramateriale, bl.a. video. Geocenter Danmark, der udgiver Geoviden, er et samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geo videnskab og Naturforvaltning

NYE OPDAGELSER

DE MØRKE KOMETER I 2017 opdagede forskere en asteroide, der var på vej ind i solsystemet udefra. Det er i sig selv lidt af en begivenhed, for det har man aldrig observeret før. Alle de asteroider og meteorider, man normalt følger, befinder sig inden for solsystemets grænser. Men denne her var en såkaldt interstellar asteroide, der kommer fra et andet solsystem. Hvilket ved man stadig ikke. Den fik navnet Oumuamua, som er hawaiiansk for 'en budbringer fra det fjerne, som ankommer først'. Oumuamua var en meget mærkelig asteroide, som var usædvanligt aflang – cirka 400 m lang og 40 m bred. Normalt er asteroider mere kugleformede, og den blev også hurtigt døbt 'den interstellare cigar' i medierne. Da forskerne studerede dens hastighed og bane, opdagede de, at den bevægede sig underligt. De observerede, at den accelererede, hvilket ikke er noget, man forventer af en asteroide. Derimod kan kometer accelerere, når de nærmer sig Solen, fordi is i kometen varmes op og bliver til damp. Når dampen forlader kometen og danner den lange, lysende hale, giver det faktisk et lille skub, så den accelererer. Men Oumuamua var ingen komet og havde ingen synlig hale. Faktisk havde man observeret noget lignende i en af solsystemets egne asteroider året forinden, men uden at kunne forklare det. Da nummer to nu var fundet, blev der snart opfundet et nyt begreb: mørke kometer. Dem har forskere nu (i 2025) fundet 14 af i vores eget solsystem, og der arbejdes stadig på at regne ud, hvorfor de bevæger sig som de gør. Oumuamua er til gengæld fløjet videre ud i verdensrummet igen.

og Statens Naturhistoriske Museum, begge ved Københavns Universitet. Geocenter Danmark

Der er stadig meget at lære derude!

er et center for geoviden skabelig forskning, uddannelse,

Kilder: jpl.nasa.gov/news; eso.org

rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau.

DE NATIONALE GEOLOGISKE UNDERSØGELSER FOR DANMARK OG GRØNLAND (GEUS)

www.geus.dk

INSTITUT FOR GEOVIDENSKAB OG NATURFORVALTNING (IGN)

www.ign.ku.dk

STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM (SNM)

www.snm.ku.dk

INSTITUT FOR GEOSCIENCE (IG) AARHUS UNIVERSITET