Perspektiv 5

Tidsskrift for Geografisk Information

januar 2004

5

Perspektiv

Geoforum

Videnskabernes Selskabs kort overlejret med en digitaliseret version

Tema:

Historiske kort

Geoforum Perspektiv ISSN 1601-8796

Redaktion: Henning Sten Hansen (ansvarshavende) Danmarks Miljøundersøgelser Frederiksbergvej 399 4000 Roskilde Tlf. 4630 1807 hsh@dmu.dk

Indhold

Hanne Brande-Lavridsen Aalborg Universitet Fibigerstræde 11 9220 Aalborg Øst hbl@land.auc.dk

Udskiftningskort og Original I-kort Per Grau Møller

Jan Juul Jensen Informi GIS Jægersborg Allé 4 2920 Charlottenlund janj@informi.dk Vagn W. Laursen Geoforum Danmark Lindevangs Allé 4 2000 Frederiksberg vwl@geoforum.dk Gæsteredaktører: Morten Stenak Syddansk Universitet Claus Dam Kulturarvsstyrelsen Henrik Dupont Det Kgl. Bibliotek Redaktionsudvalg: Hans Ravnkjær Larsen Geomatic

Leder - Historiske kort Henning Sten Hansen

3

Videnskabernes Selskabs kort Peter Korsgaard

5 14

Målebordsblade og 4 cm kort.

Bordmåling, rekognoscering og instrukser for arbejdet

Peter Michaelsen

26

Ældre historiske kort som kilde til kommunikationslandskabet Jan Bill

32

Landbrugsproduktivitet og arealanvendelse i 1600- og 1700-tallet Peder Dam

38

Jordens godhed, bondens slid, kongens skat Jens Andresen

44

Anvendelse af topografiske kort til monitering af biotoper Jesper Brandt

53

Kortlægning - fortid, nutid og fremtid Hanne Brande-Lavridsen

62

Kort i arkiverne Henrik Dupont

71

Status og perspektiver for HisKIS-netværket Claus Dam, Henrik Dupont og Morten Stenak

74

Anne Kjølhede Revald Amtsrådsforeningen Hans Skov-Petersen Skov & Landskab & KVL

Anvendelse af illustrationer fra Kort & Matrikelstyrelsen sker i overensstemmelse med generel tilladelse G. 14-03.

Pris, enkeltnummer: 100 kr.

© Geoforum Danmark samt Forfatterne.

Ikke kommercielle udnyttelser er tilladt med tydelig kildeangivelse.

Geoforum Perspektiv er tidsskrift for Geoforum Danmarks medlemmer Henvendelse om medlemskab mv. kan ske til: Geoforum Danmark Postboks 218, Lindevangs Allé 4, 2000 Frederiksberg Tlf. 3886 1075, Fax: 3886 0252, e-mail: geoforum@geoforum.dk, URL: www.geoforum.dk

Perspektiv nr. 5, 2004 Leder - Historiske kort Henning Sten Hansen, ansvarshavende redaktør Historiske kort Hidtidige numre af Perspektiv har set fremad og fokuseret på nye avancerede teknologier med blandt andet 3D / 4D GIS samt infrastrukturer for geografisk information. Det er imidlertid vigtigt, at vi ikke helt glemmer den omfangsrige geografiske information, der ligger gemt i de historiske kort.

Parallelt med teknologifikseringen fik historiske kort en fortjent genopdagelse i slutningen af 1990’erne med de store nationale landskabsprojekter ”Foranderlige Landskaber” og ”Agrar 2000”, og som en foreløbig kulmination på den forøgede interesse blev der den 25. og 26. august 2003 på Det Kongelige Bibliotek afholdt et meget velbesøgt seminar med titlen ”Anvendelser af historiske kort i landskabsstudier”.

landskabsforskningsprojekter, som nævnt ovenfor. Siden hen har HisKIS-samarbejdet udviklet sig yderligere, og et formelt netværk blev etableret på et stormøde på Syddansk Universitet den 18. november 2003.

Styregruppen for HisKIS har en bred forankring ikke kun i forsknings- og universitetsverdenen, men også i forvaltningsmiljøet (især amterne). Et af HisKIS-netværkets formål er at samle, koordinere, kvalitetssikre og tilgængeliggøre den spredte ikke-kommercielle datafangst af digitale historiske kort eller korttemaer, samt også selv at digitalisere kortmaterialer, dersom midlerne er tilstede. HisKIS er nærmere beskrevet i den sidste artikel i nærværende nummer af Perspektiv.

Redaktionen har derfor fundet det naturligt at lade historiske kort være temaet for dette nummer af Perspektiv, og foredragsholderne blev allerede før seminaret på Det Kgl. Bibliotek stillet i udsigt, at udvalgte artikler ville blive bragt i Geoforum Perspektiv. Seminaret blev arrangeret af HisKIS-netværket i et forsøg på at udbrede kendskabet til historiske kort, som kilder til landskabsstudier, og for at vejre den generelle interesse for den historiske kortlægning. HisKIS (Historisk Kartografisk InformationsSystem) initiativet blev startet som et mindre diskussionsforum for geografer, historikere og arkæologer, der var med i de store

Arbejdet med historiske kort er langt fra nyt, men den moderne informationsteknologi har givet nye muligheder for at fange, bearbejde og analysere kortdata. Behandlingen af historiske kort i et GIS afføder en række nye spørgsmål vedrørende scanning, opretning, projektion, nøjagtighed, signaturtolkning og meget andet, som der er et stort behov for at få diskuteret i et tværfagligt forum, og HisKIS vil være et vigtigt redskab i dette arbejde.

Det danske historiske kortmateriale er rigt, navnlig fra 1760erne med Videnskabernes Selskabs kort og frem til i dag.

Kort- og Matrikelstyrelsen har i

de seneste ca. 6 år gjort en stor indsats for at scanne og koordinatsætte såvel målebordsbladene som centimeterkortene og dermed gøre det lettere at anvende digitale historiske kort parallelt med nutidens kort i et geografisk informationssystem. Nævnte kortværker, som anvendes i stort omfang i såvel forskning og administration, som af borgere, lokalhistorisk interesserede og friluftsfolket, er - ganske vist i lille format - tilgængelige på Kort & Matrikelstyrelsens hjemmeside.

COWI har indenfor det seneste års tid åbent diskuteret muligheden for at etablere et landsdækkende digitalt ortofoto på grundlag af flyvefotos fra 1954.

En prototype på dette produkt blev fremvist på stormødet på Syddansk Universitet i november 2003, og mange tilhørere bemærkede umiddelbart det store potentiale, som produktet indeholder for en bred vifte af fagfolk. Der er dog tale om et overordentligt kostbart produkt, hvor finansieringen kun kan tilvejebringes qua en samfinansiering imellem kommuner, amter og stat.

Selvom arbejdet med historiske kort traditionelt er baseret på trykte kort eller scannede digitale versioner af disse kort, har vi i Danmark anvendt digitale kort i næsten 25 år uden at nogen tilsyneladende har gjort sig tanker om, hvorledes disse digitale kortdata bevares for eftertiden. Det samme gælder forskellige registre med sted-

3

Perspektiv nr. 5, 2004

fæstet information – eksempelvis BBR. Man kan frygte at værdifulde datasamlinger går tabt, fordi ingen organisation er ansvarlig for at indsamle og opbevare digitale kortdata for eftertiden, og selv om data forefindes på bånd eller cdrom, vil de ofte være gemt i specielle formater, som næppe vil kunne læses om 25 år. Vi kan således havne i den paradoksale situation, at selvom vi kortlægger med en hidtil uset hyppighed og akkuratesse, vil vores geografiske information om den umiddelbare fortid ikke være bedre end vores viden om situationen for 100 år siden! Man kan kun håbe, at der snart vil blive taget hånd om denne opgave, og med egentlige spatio-temporale databaser, vil interessen for dette emne alt andet lige blive styrket.

Nærværende nummer af Perspektiv er struktureret som seminaret, idet de tre første artikler er generelle introduktioner til de mest anvendte historiske kortværker herhjemme. Derefter følger fem artikler, som på forskellig vis anvender disse kortværker til analyse af landskabsrelaterede problemstillinger fra 1688 og frem til i dag.

Peter Korsgård introducerer Videnskabernes Selskabs kort og gør bl.a. opmærksom på, at kortværket regionalt er meget uensartet, og at de forskellige arealklasser ikke vises med lige stor troværdighed. Per Grau Møller giver en kort gennemgang af Udskiftningskortenes og Original 1 kortenes ophav og understreger deres enorme kildeværdi i lokale landskabsstudier, hvis man vel at mærke

4

forstår at tolke kortenes lag.

Endelig introducerer Peter Michaelsen målebordsbladene og 4 cm kortene. Han nuancerer den almene opfattelse, at topograferne på feltrekognoscering foretog en ensartet tolkning af instruksen i forhold til hvilke landskabselementer, der blev udeladt og medtaget.

Jan Bill anvender i sin artikel Johannes Meyers kort som kilde til kommunikationslandskabet. Da dette kortværk ofte illustrerer hindringer og muligheder for at bevæge sig gennem landskabet, kan det – sin mindre nøjagtighed til trods – belyse væsentlige sider af datidens transportgeografi. Derpå diskuterer Peder Dam i sin artikel forskelle og tendenser i det danske landbrug i tiden før landboreformerne. Udgangspunktet herfor er digitaliseringer af arealanvendelsen fra Videnskabernes Selskabs kort og et produktivitetstema baseret på Chr. V’s matrikel. Jens Andresen giver en kildekritisk vurdering af agerboniteten, som den optræder i 1844-matriklens kortgrundlag og sandsynliggør gennem analyser af Jelling bymark, at bonitetssatsen ikke blot er et reelt udtryk for jordkvaliteten, men også er et produkt af årtusinders dyrkning på stedet.

Jesper Brandt beskriver, hvordan registreringen og overvågningen af agerlandets småbiotoper er uhyre afhængig den nyere topografiske kortlægning, hvor små ændringer i f.eks. instrukser eller målforhold nødvendiggør en omdefinering af biotoptypens struktu-

relle og funktionelle egenskaber.

Hanne Brande-Lavridsen giver i sin artikel et rids over kortlægningen i fortid og nutid set i et samtidsperspektiv og giver tillige et bud på fremtiden og udtrykker et håb om, at den fremtidige kortlægning vil være styret af ønsker og behov fremfor af hvad, der er teknisk muligt.

Endelig giver Henrik Dupont en introduktion til kortregistrering samt en oversigt over hvilke arkiver, der indeholder vigtige kortsamlinger. Dette nummer af Perspektiv afrundes med en omtale af HisKIS netværkets kommende initiativer omkring formidling af information om historiske kort samt tilgængeliggørelse af digitaliserede historiske kort.

Afslutningsvis vil Perspektivredaktionen takke arrangørerne af konferencen på Det Kongelige Bibliotek samt takke Morten Stenak, Henrik Dupont & Claus Dam for det store arbejde, som de har påtaget sig i forbindelse med udarbejdelsen af dette nummer af Geoforum Perspektiv.

Efter dette spændende tilbageblik på de historiske kort samt deres potentielle andendelsesmuligheder vil vi i næste nummer af Geoforum Perspektiv atter vende blikket mod nutiden og den nære fremtid, idet brugen af GI i digital forvaltning vil være hovedtemaet.

Perspektiv nr. 5, 2004 Videnskabernes Selskabs kort Peter Korsgaard, Kort & Matrikelstyrelsen Som den første videnskabelige kortlægning af Danmark er kortene fra Videnskabernes Selskabs opmåling blevet brugt i mange historiske analyser. Udviklingen, dels på det digitale område, dels med den store interesse for kulturlandskabet i forskning og administration, har øget deres anvendelse kraftigt inden for de seneste år. Benytterne har ikke altid taget deres tilblivelsessituation tilstrækkeligt i betragtning, når der skulle hentes data ud af kortene, men vurderingen af datakvalitet er lige så væsentlig ved benyttelsen af historiske kort som ved benyttelsen af moderne. Denne artikel tager hul på de kildemæssige problemer omkring kortene.

Videnskabernes Selskabs kortlægning (1762-1820) af Danmark med Slesvig og en stor del af Holsten var den første systematiske, videnskabelige kortlægning af Danmark. Den er tidligere blevet behandlet indgående i værker spændende fra Asger Lomholt (1961), som især tog sig af det organisatoriske, over N.E.Nørlunds (1942) store værk over den danske kortlægning til det mere tekniske hos Keld Nielsen (1982).

I nyere tid er der foretaget en undersøgelse af et lokalområde af Bjørn Westerbek Dahl (2001), mens Peder Dam (RUC), Morten Stenak (SDU) og Morten Pedersen (Ålborg Museum) hver for sig i utrykte afhandlinger har udnyttet de digitale teknikker til undersøgelser enten af specialtemaer eller lokalområder.

Niels Hansen (1982) har i forbindelse med sit speciale ved geografistudiet været i marken for direkte at efterprøve måleteknikkerne. Eiler Worsøe (2000) har sammenholdt de to udgaver af Videnskabernes Selskabs kort (konceptkortene og de trykte) med de første matrikelkort (Original 1) ved en undersøgelse af deres gengivelse af skove og krat.

At kortværket har været genstand for denne store interes-

se, er ikke uden grund. I modsætning til senere opmålinger blev det til i civilt regi, så præmisserne blev lagt åbent frem, og allerede i samtiden var der debat omkring kortenes form og kvalitet. Især er arkivalierne i Videnskabernes Selskabs arkiv gode til at belyse tilblivelsen og ændringerne undervejs, selv om de desværre ofte ikke kan besvare netop de spørgsmål, som en moderne tid rejser med hensyn til ensartethed i og kvalitet af kortene. Men som det første landsdækkende kortværk bliver det brugt meget og i meget forskellige sammenhænge. Derfor trænger en vurdering af dets kvalitet sig på.

Dette bliver yderligere forstærket af, at den digitale udvikling i de seneste år har givet dem en langt større anvendelse, bl.a. i forbindelse med analyser af kulturlandskabet. Det er derfor på sin plads at se på opmålingen og kortgengivelserne for at få et indtryk af, hvad de kan bære af tolkning. Men allerede inden da bør det understreges, at et materiale med mere end 40 års spredning i sin tilblivelse vanskeligt kan bære en synkron opfattelse. Dels ændrede landskabet sig gennem denne periode (f.eks. udskiftning, udflytning, fredsskovforordning),

dels ændrede måleteknikker og udvælgelse sig. Det kan være en ringe trøst, at den næste opmåling af Danmark (på det tidspunkt minus Slesvig og Holsten) tog næsten lige så lang tid.

I dag findes kortene i to udgaver: konceptkortene i 1:20.000 og de trykte kort. Det trykte kortværk er i 1:120.000, bortset fra Læsø (1:40.000) og Bornholm (1:60.000). Desuden findes trykte kort over landsdele og hele landet, men bortset fra Københavns Amt (1:80.000) er de alle i mindre målestok.

Konceptkortene er tegnede og unika, de trykte findes i mange eksemplarer – for de fire sjællandske og to fynske korts vedkommende endda i to udgaver.

Produktionsgangen kan skitseres således: Landskab som kartografen tolker og tegner et Målebordsblad hvorefter kartografen foretager en Opklæbning af målebordsbladene til helheder hvorefter kartografen udfører en Rentegning til konceptkort hvorefter kartografen, dog som oftest en anden, udfører en

5

Perspektiv nr. 5, 2004

Reduktion af konceptkortene til forlæg for kobberstikkeren ved stikning af en Trykplade i kobber som bogtrykkeren benytter til trykning af et Papirkort som tolkes af en Bruger I hver af disse faser er der muligheder for tolkninger og fejl, nogle af kommunikationsmæssig art, nogle angående målestokken. Ved opklæbningen skete krympning, ved stikningen var fortolkningsmuligheder, i løbet af trykkeprocessen blev pladen af kobber presset større, og papirkortet krymper. I disse forbindelser skal det kun nævnes, at bornholmskortet vandt stort bifald, nok på grund af sine grafiske kvaliteter, for det gav efterfølgende anledning til indsendelsen af en indberetning fra overadjudant J.A.U.Salchow, hvori han påviste flere hundrede unøjagtigheder.

En efterfølgende undersøgelse viste, at der ikke alene var sket mange fejl i forbindelse med landmålingen, men at der også i rentegningen var adskillige afvigelser fra konceptkortene.

Endelig havde rentegneren ikke haft tilstrækkelig øvelse i at arrangere sin tegning for kobberstikkeren, så denne havde tilladt sig flere friheder. Indberetningen, undersøgelsen og en senere oversigt 1837 fra amtmanden på Bornholm, alt i alt en fin kilde til problematikkerne ved hele værket, ligger stadigt i selskabets arkiv.

Vi har i dag bevaret tre kortmæssige kilder: konceptkorte-

6

ne, kobberpladerne og de trykte kort. I det følgende vil jeg primært tage udgangspunkt i konceptkortenes problematikker med særligt henblik på landskabsgengivelsen, men dog også komme lidt ind på de trykte kort.

I den oprindelige instruks blev det angivet, at opmålingen skulle ske i 1:20.000, mens det trykte værk skulle være i mindre målestok. Dette måtte smitte af på nøjagtigheden, og den mindste enhed på kortene er med 25 alen (knap 16 m) svarende til målekædens længde. Målemetoden skal ikke beskrives her, kun at det ikke var en ægte målebordsmåling, og på steder anvendtes fremskæring, således at usikkerheden adderedes op.

Metoden gav særligt problemer ved svært definerbare objekter såsom skovbryn og kystlinje.

Niels Hansens rekonstruktion af opmålingen omkring Ågerup ved Holbæk giver dog et indtryk af en stor pålidelighed. Peder Dam og Morten Pedersens viser en vis unøjagtighed på punkter, men gennemgående er unøjagtigheden til at leve med. Dog er det problematisk, at det ikke er til på forhånd at afgøre, hvilken opmåler eller hvilket område, som er dårligt.

Dette bør haves in mente ved georefereringer.

I den kongelige resolution, som satte det hele i gang, lød det i instruksen, at det handlede ”alene om den geografiske og generelle, hvorved bliver fastsat, hvor meget land og vand .. hvorledes de begge er beliggende… og som viser alle

købstæders, kirkers, slottes, offentlige bygninger, fabrikkers og herregårdes indbyrdes placering og afstande, søernes antal og størrelse, landevejenes så vel som åers og bækkes forløb med deres væsentligste bugtninger, men især strandbredder og søkyster, med deres skær og klipper” . Der er således udeladt meget, herunder højdeforskelle og grænser i kulturlandskabet. At begge dele efterhånden kom med, skal vi kun være glade for. Karakteristisk er nemlig en tendens til, at mere og mere kom med, efterhånden som ønskerne kom.

F.eks. er landsbyerne på Sjælland normalt kun gengivet ved en samling opstalter af bygninger, altså blot en signatur. I

En typisk landsbysignatur på Sjælland. Kirkebyen er markeret med kirken og et par bygninger. Ågerup syd for Holbæk.

En typisk nordjysk angivelse af en kirkeby. Landsbyens tofter er markeret med en omkreds. Ferslev syd for Ålborg. Den lille skive på kirketårnet angiver, hvortil man sigtede ved opmålingen.

Perspektiv nr. 5, 2004

I Slesvig varierer bysignaturen meget. Den kan ligne den nørrejyske som i Ferslev, den kan som her i Vesterland på Sild være firkanter (gårde?), og firkanterne kan være erstattede af små bygninger.

Nordjylland er der ofte tale om, at toften er angivet, mens man i Slesvig ofte ser de enkelte gårde angivet, også i landsbyen. Det kom ind i instruksen omkring de blandede distrikter

i Slesvig (hvor nogle gårde i en landsby hørte til Jylland, andre til Slesvig – det gjaldt langt på vestkysten helt ned til Föhr og Amrum), men er også blevet brugt uden for disse områder.

Definitionen af de forskellige kulturer varierede fra opmåler til opmåler og måske også over tid hos den samme. Det gælder især enge, moser og hede, hvor der findes flere varianter. Selv om der må være tale om en vis fælles opfattelse, idet der i høj grad var tale om uddannelse ved mesterlære, har mester og elev undertiden forskellig opfattelse af, hvorledes der skal sondres mellem elementerne.

Det giver sig bl.a. til udslag i signaturtavlerne, som både varierer inden for konceptkortene (i de tilfælde hvor de har en tavle) og de trykte kort.

Signaturtavler fra området vest for Lemvig (t.v.) af Ellung 1791 og området ved Kompedal (ovenfor) af Iversen 1792. Ellung har bl.a. signaturer for eng , engmose og grønninger, hvilket man også kunne forvente var til stede på det andet kort. Desuden har han flyvesand og krat.

7

Perspektiv nr. 5, 2004

gengiver kulturelementerne fra matrikelkortet, hvis grundlag er et udskiftningskort fra 1786.

På sognekortet ses, at omkring halvdelen af ejerlavets areal er vådområde, mens vådområdet mangler totalt på konceptkortet. I disse områder er skov i nogle tilfælde kommet med, nok i de tilfælde, der har været tale om indhegnet og klart afgrænset skov.

Konceptkortet fra Avderød af Thomas Bugge 1764 viser ingen kultursignatur, hvilket normalt tolkes som ager. Der er ingen bakkestreger, som angiver højdeforskelle. De kommer til senere.

Det kan være instruktivt at se, hvorledes kulturelementer som eng og skov er gengivet på forskellige steder i landet.

Først Avderød i Nordsjælland.

Konceptkortet fra 1764 er her sammenholdt med et minoreret sognekort, som nogenlunde

Sognekortet viser tydeligt de mange vådområder – situationen 1786.

8

Tolkningen af landskabet vil naturligvis variere fra person til person. Et eksempel på dette er tolkningen af området nord for Dyrby nord for Randers.

Den følgende illustration er et sammenklip af to konceptkort, tegnet af hhv. J.Johnsen (øst 1783) og C.Heiberg (vest

Perspektiv nr. 5, 2004

Dette kort er sammensat af udklip fra to konceptkort. Grænsen er ikke lodret, men går i syd fra lige øst for de to gravhøje mod SV og til lige øst for midten i nord. Kortene passer godt sammen mht. herredgrænse og skrænt i N og landsbyen i S, kun den Ø-V gående engvej i N hænger ikke sammen. Mellem skrænten og bakken i centrum er på Østkortet (i det store E) en tydelig kratskovsignatur, på Vestkortet intet i forlængelse heraf.

1783), og som dækker et overdrevsområde op mod Kastbjerg Å, som danner herredsgrænse. Tolkningen af området har været meget forskellig hos de to, hvor Johnsen har angivet en omfattende kratbe-

Konceptkort.

voksning, mens Heiberg kun har vådområder. O.Wahrberg, som sammentegnede oplægget til det trykte kort, har valgt kun at have vådområde. Matrikelkortet viser så sent som 1816 tydeligt en (krat)skov, så

J.Johnsen havde tolket landskabet ret.

I forbindelse med redaktionen til det trykte kort er det også værd at lægge mærke til området syd for Dyrby, hvor der er en udbredt hede. Omkring Alstrupgård ligger på konceptkortet ageren nord for bygningerne, på det trykte kort ligger den rundt om gården. Der sker undertiden et skred i beskrivelsen af kulturudnyttelsen fra konceptkort til trykt kort.

Trykt kort.

9

Perspektiv nr. 5, 2004

Andkær forskov på kort fra 1793. Kortet er blevet vendt, så nord er opad. Nordligst er skov, sydligst ager.

Forskoven består af ager- og sikkert også englodder omkranset af bevoksning.

Skovene blev målt til skovbrynet. Hvis der var veje i en skov, er de kun med på øjemål. Men agre i skovene kom normalt heller ikke med. Det skyldes dels opmålingen, men hvad er nok så væsentligt, den generalisering, som var nødvendig for slutproduktet. Brugeren af konceptkortet må ikke stirre sig blind på den gode målestok 1:20.000; kortene skulle aldrig trykkes i denne, og det har gjort nogle landmålere lidt sløsede. Således kan brugeren ikke forvente, at alle typer af detaljer på konceptkortet har samme kvalitet. Og i hvert fald på det trykte kort er der sket store forenklinger.

Et udmærket eksempel på dette er forskoven ved Andkær sydøst for Vejle. Forskoven er et lidt ekstremt eksempel på

10

det brogede mønster af ager og skov, som kunne findes før fredsskovforordningen af 1805.

Kortet er fra før udskiftningen, tegnet i 1793. Dette for kulturhistorikeren så interessante fænomen er ikke kommet med på konceptkortet, tegnet 1777, hvor opmåleren har nøjedes med en tilnærmet gengivelse af det skovbryn, som også er svært at definere. På selve det trykte kort fra 1787 bliver gengivelsen endnu mere generaliseret.

Generaliseringen og prioriteringen ud fra instruksen rammer især svært definerbare og ”uinteressante” temaer som vådområder og heder. Skove er lettere at definere (med de nævnte problemer) og også økonomisk mere interessante.

Vådområderne bliver bedre

registrerede i løbet af kortlægningen, hvad punktundersøgelser tydeligt viser. En mere overordnet måde at se på dette har været Morten Stenaks undersøgelse af 24 nordfynske sogne. Stenak har sammenlignet arealfordelingen i sognene på Videnskabernes Selskabs kort fra 1776 og på Original 1 kortene (ca. 1780-1809). Her er nogle klare tendenser. Skoven er i langt de fleste tilfælde bedre kommet med på O1 kortene end VS kortene. Der er dog et par tilfælde i den modsatte retning, og differencen varierer i øvrigt en del. Langt mere grelt ser det ud for vådområderne.

De udgør på O1 kortene oftest 20-30% af det samlede areal, mens de på VS kortene kun i enkelte tilfælde sniger sig op på 10%. Så vidt det kan bedømmes, skyldes det primært,

Perspektiv nr. 5, 2004

Konceptkortet fra 1777 (S.Bruun) viser tydeligt forenklingen af forskoven.

at engene ikke er med på VS kortene, mens moserne er blevet medtaget.

Arealfordelingen i nordfynske sogne Videnskabernes Selskabs kort 1776

100% 90% 80% 70% 60%

skov

50%

vådområde ager

40% 30% 20% 10%

sogne

tiske for de fleste temaer. Til gengæld er de baseret på ægte målebordsmålinger, og når man bruger dem til at kontrol-

Skov by

Sær slev Søn ders ø Trøs trup -Kor up U bb erud Ugg ersle v Vefl inge Vige rslev Viss enbje rg

r S k am by

Ore

dage

San

-Bro by oved

e

Melb y

Næs byh

Lund

Klint e

Lum by

stru p H aa rslev

Hjad

Grin dløs e Guld bjer g

ens e

Ejlby

Alles e

0%

Bog

Det er en god skik at kontrollere en kilde med andre kilder, som fortæller om det samme. I dette tilfælde er der flere grupper: udskiftningskortene og Original 1 kortene (de første matrikelkort), andre topografiske kort som generalkvartermesterstabens kort (øst for Storebælt fra ca. 1808), de vejkort, som blev lavet i forbindelse med de store vejanlæg omkring 1800, og endelig søkort. Men de to sidste grupper kan desværre ikke bruges, idet konceptkortene blev brugt som forlæg i forbindelse med disse kortlægninger.

Generalkvartermesterstabens kort er så sene i tid, at de er problema-

Morten Stenak, 2001

lere kystlinjen, vil man tydeligt se en forbedring. Tilbage står de landøkonomiske kort, som er nogenlunde samtidige og vil

11

Perspektiv nr. 5, 2004

Arealfordelingen i nordfynske sogne Original 1 kort 1809 100% 90% 80% 70% skov

60%

vådområde

50%

ager 40% 30% 20% 10%

-Kor up Ubb erud Ugg ersle v Veflin ge Vige rslev Viss enbje rg

Trøs trup

v

sø Søn der

by Skov

Sær sle

Skam by

Sand ager

by

Ore

Melb y

-Bro

oved

Lund e

Næs byh

Klint e

Lum by

Ejlby Grin dløs e Guld bjer g Hjad stru p Haa rslev

Alles e Boge nse

0%

sogne

gennemgående kunne bruges, når man husker, at de er blevet til med et andet formål.

Men data gik også tilbage til de trykte kort. Vejkortene blev senere brugt i forbindelse med omstikningen af kobberpladerne, idet de nye hovedlandeveje blev ført på, i øvrigt på begæring af kronprins Frederik (VII).

Stikkeren beholdt imidlertid den gamle kartouche med årstallet, så på et stukket kort fra efter 1808 står der stadig det gamle trykkeår, f.eks. 1771.

Dette gælder de fire kort over Sjælland og de to over Fyn. Ved den lejlighed har stikkeren også undertiden medtaget planlagte veje, blandt andet den planlagte landevej mellem Næstved og Rønnede, som endnu i skrivende stund ikke er blevet anlagt.

Som nævnt i starten, spænder kortværket over mange år, og alene af den grund er anvendelse på landsplan af foranderlige temaer problematisk. Men også variationen mellem kort-

bladene maner til varsomhed.

Det vil være vigtigt for anvendelsen af hvert enkelt kortblad at få en vurdering af dets tilblivelsessituation for at kunne få en mere præcis vurdering af kvaliteten. Både Morten Pedersen og Peder Dam har i forbindelse med deres undersøgelse af nøjagtigheden i kortene uden held prøvet, om fejlene kunne relateres til en periode eller nogle bestemte personer.

Mit umiddelbare skøn er, at de enkelte opmålere er ret konsekvente i deres valg af signaturer.

Da jeg forelagde problemerne for et publikum for et par år siden, var en af tilhørernes umiddelbare reaktion, at man skulle undgå brugen af Videnskabernes Selskabs kort. Det er at skyde langt over målet.

Men de trykte kort skal man kun bruge til illustrationer eller til at få et overblik med; de er for unøjagtige til detailanalyser.

Forskellene over tid og dermed fra landsdel til landsdel i udvælgelsen af elementer bevirker også, at både konceptkort

Den planlagte, men endnu ikke anlagte, landevej i lige linie mellem Næstved og Rønnede. Genoptryk efter 1808.

12

Perspektiv nr. 5, 2004

og trykte kort er uegnede til landsdækkende sammenligninger, f.eks. skovenes procentuelle udbredelse i de forskellige landsdele.

For konceptkortenes vedkommende gælder det, at de giver et godt billede af bebyggelsen, ligesom der er et meget fint navnestof. Særligt er kortene gode til at vise den bebyggelse, som lå uden for landsbyerne før udskiftningen.

Vejene er godt nok med, men man skal ikke forvente sig det helt præcise forløb, særligt ikke inde i skove. Skovarealet er givet lidt større i virkeligheden end på kortet, især mindre (krat)skove er ikke medtaget.

Vådområderne er væsentligt større i virkeligheden end på kortet, i mange tilfælde så meget, at kortet ikke er brugbart til dette tema. Af dette følger, at agerens udbredelse i mange tilfælde er væsentligt mindre i virkeligheden end på kortet.

Igen, jo senere kortene er, jo bedre er de generelt.

Med dette in mente kan kortene godt bruges til undersøgelser, som dækker regioner.

Dels er kortene normalt nogenlunde samtidige i tid, og ved at sammenholde dem med andre kort som udskiftningskort og de første matrikelkort kan brugeren skyde sig ind på de enkelte konceptkorts kvaliteter. Med lidt arbejde kan man

komme langt på det regionale plan. Som det blev skrevet i undersøgelsen i anledning af kritikken af bornholmskortet, havde landmålerne flere steder i landet antaget en stor frihed og ikke alle vegne gået ned i de sidste detaljer, der burde gøres ved et kort i denne skala.

Kunsten for den enkelte bruger er at vide, hvordan landmålerne i brugerens område har udnyttet den store frihed, og denne viden fås kun gennem kritisk arbejde og sammenligninger.

Så vil man vide, om man bygger sit hus på sand eller på klippegrund.

Litteratur Dahl, Bjørn Westerbeek: „Det smukkeste af alle geographiske Carter” – Videnskabernes Selskabs kortlægning i Ribe og Omegn. By, marsk og geest 13, 2001, ss 37-50.

Dam, Peder: En introduktion til såvel analog som digital brug af Videnskabernes Selskabs kort.

2003 (publiceret via HISKIS) Hansen, Niels: Kartografisk kildemateriale og landsbybebyggelse. Utrykt afløsningsopgave, Geografisk Institut, 1981.

Hansen, Niels: Ågerup Sogn – det historiske landskab belyst ved geografiske metoder. Utrykt speciale, Geografisk Institut, 1982.

Lomholt, Asger: Det kongelige danske Videnskabernes Selskab 1742-1942. Samlinger til Selskabets historie IV: Landmåling og fremstilling af kort under bestyrelse af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab 17611843. 1961.

Nørlund, N.E: Danmarks kortlægning. 1. bd. 1942.

Nielsen, Keld: Hvordan danmarkskortet kom til at ligne Danmark. Videnskabernes Selskabs opmåling 1762-1820. 1982.

Stenak, Morten: Upubliceret materiale fra forskningsprojektet Agrar 2000. 2001, Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser Pedersen, Morten: Videnskabernes Selskabs konceptkort – erfaringer fra et digitaliseringsprogram ved Aalborg Historiske Museum. 2003 (utrykt, afventer publicering via HISKIS) Salchow, J.A.U: Nogle ved okulair Optegning af Bornholm i Aarene 1812 og 1813 sammendragne Bemærkninger til det under det Kongl: Vidensk: Societets Direktion i 1805 udkomne Kart over Bornholm (Indberetning i Videnskabernes Selskabs Arkiv) Worsøe, Eiler: Om visse gamle kort som kilde til skov- og landskabshistorie. Bol og By, 2000:2, ss. 7-20.1 a-c

Om forfatteren Peter Korsgaard, Kort & Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV, email ptk@kms.dk

13

Perspektiv nr. 5, 2004 Udskiftningskort og Original I-kort Per Grau Møller, Syddansk Universitet Udskiftningskort er sammen med de ældste matrikelkort en stor, landsdækkende kildegruppe, som beror i Kort & Matrikelstyrelsens arkiv. I artiklen gennemgås kortenes kildeværdi kritisk og der vises, hvorledes kortene i deres tilblivelse indeholder op til 3 lag, som nødvendigvis må skilles ad for at opnå den optimale tolkning af dem. Det demonstreres også, hvorledes man kan digitalisere det sammensatte indhold til bestemte lag i et GIS. På denne måde bliver kortene, der er tegnet i målforholdet 1:4000 til en af de mest værdifulde kilder i historiske landskabsstudier, også i en retrospektiv vinkel.

Denne kortgruppe er kendt i vide kredse, fordi den kan have et meget informativt indhold, som man ikke kan finde kortlagt andre steder, men den er ikke entydig. Den er blevet til i flere omgange og dermed med forskellige hensigter og rummer flere lag, som må forstås hver for sig. Ligeså er der også forskellige betegnelser for kortene, eller rettere der er én gængs betegnelse, som går igen selv om korttypen har udviklet sig, nemlig udskiftningskort. Hvor om alting er, så er der en fælles kategorisering af kortene, nemlig som økonomiske kort. For at forstå denne må man se på baggrunden for kortene.

Baggrund og indhold i kortene Udskiftningskort er kort, som blev tegnet som led i arbejdet med udskiftningen i perioden ca. 1770-1810. Udskiftningen indebar en ophævelse af dyrkningsfællesskabet, hvilket konkret gav sig udslag i en omfordeling af jorden. Man beholdt i udgangspunktet de samme brugsrettigheder som hidtil, men målet var at samle al jorden så tæt på driftsenheden som muligt. Dette princip kunne indebære udflytning af gårde fra landsbyen ud i landsbyejerlavet. Man kan også sige det på en anden måde, at man gik fra at have en kombination

14

af individuel drift på de små marklodder og en fælles beslutningsret i dyrkningsfællesskabet til at samle begge dele hos den individuelle bruger.

Det egentlige lovgrundlag for kortene stammer fra den store udskiftningslov af 23. april 1781, selv om der også fandt udskiftninger sted i henhold til de tidlige udskiftningslove fra 1769 og især 1776, hvor der stilledes hjælp til udflytning til rådighed. Der kan derfor også findes udskiftningskort fra 1770’erne, selv om det først er med formuleringerne i 1781loven at det lovformeligt slås fast: Da til efterretning i fremtiden og til sikkerhed og oplysning for vedkommende i forefaldende tilfælde, ved tvistigheder eller uvished om enhvers lod og grændser er nødvendigt at over alle udskiftninger, som herefter foretages, haves ordentlige karter og skriftlige forretninger, …

Målforholdet for kortene bestemmes til at være det meget detaljerede 1:4000, som det også havde været ved den specielle landmåling af Antvorskov og Vordingborg Rytterdistrikter 1768-72. Kortene bliver derfor vigtige juridiske redskaber, ikke bare ved fordelingsmøderne om udskiftningen, men specielt også i fremtiden. Et væsentligt indhold i kortene som udtryk for

det nye udskiftede landskab er de nye markskel. Hertil knytter sig nye veje, der ofte retter sig efter de snorlige markskel. Der hører også angivelser af hvem der skal bruge jorden, enten med et nummer eller bogstav og/eller med et personnavn.

Med til det nye landskab hører også en evt. udflyttet bebyggelse, men som regel tegnes den ikke på kortene. Højst som en skitse for den fremtidige udflyttede gård eller påskriften udflytter. Men den reelle gård er jo ikke flyttet ud endnu og kan derfor ikke tegnes.

Men kortene rummer yderligere oplysninger. For som regel skete der en grundlæggende opmåling af landskabet i ejerlavet, inden man ved en delingsforretning blev enige om, hvordan den nye jordfordeling efter udskiftningen skulle være. I den forbindelse blev en række forhold tegnet ind, som viste den aktuelle anvendelse af landskabet, nemlig arealanvendelse, bebyggelse, veje samt måske også vangeskel og andre markinddelinger, tilhørende marknavne og gravhøje. Alle disse elementer var af betydning, når man skulle omfordele ressourcerne og kunne orientere sig på kortet i forhold til sagens genstand: det økonomiske landskab, der skulle reorganiseres.

Perspektiv nr. 5, 2004

I 1781-forordningen bestemmes også, at der skal laves to kort for hvert udskiftet ejerlav, et som kommer til at tilhøre centraladministrationen (Rentekammeret), og et som skal bero hos den største lodsejer (dvs. den godsejer der ejede flest gårde i landsbyen). Det betyder, at der stadig i dag kan findes kort lokalt, som er rigtige udskiftningskort, og som måske også indeholder mere information om det gamle lag af dyrkningsfællesskabet end det kort som er overleveret i centraladministrationen.

I 1802 overvejedes at iværksætte en ny matrikel til afløsning for den gamle 1688-matrikel, som skattebyrden blev lignet efter. Der var sket en forandring af det dyrkningsmæssige potentiale, specielt gennem nyopdyrkninger i Jylland, men også i andre landsdele efter udskiftningen. Og hartkornsansættelsen burde derfor blive mere retfærdig. I 1804 gik forundersøgelserne i gang, og i 1806 kom den endelige instruks for arbejdet. Man havde som mål at fastholde det samlede antal tønder hartkorn – de skulle blot fordeles på en ny måde.

Som led i dette arbejde spillede kort en meget væsentlig rolle. De var grundlaget for arealberegningen, som hartkornsfastsættelsen hvilede på.

Derfor blev i første omgang alle udskiftningskort indsamlet og der blev foranstaltet en prøve i marken. Hvor afvigelsen på prøvelinier på kortet oversteg ½% blev kortet kasseret og et nyt skeletopmålt. Ligeledes blev

der tegnet kort over områder, som ikke var udskiftet, dvs. hovedgårde og enestegårde mm.

Det væsentligste indhold i kortene var igen det økonomiske landskab med særligt henblik på skatteansættelse. Det vil sige matrikelskel, som kunne være identiske med udskiftningsskellene, men også forskellige, hvis der var sket udstykninger af mindre driftsenheder. Dertil hørte også matrikelnummer, således at hver selvstændig driftsenhed fik sit eget nummer. Det startede med hovedgården, så præstegården, degnen og skolen, så alle gårde og derefter husene, først dem med jord. Dog var det også således at jorder, der blev drevet under en enhed i et andet ejerlav, eller jorder i fællesskab også fik et selvstændigt matrikelnummer.

Dernæst blev der foretaget en arealberegning (i kvadratalen – 14.000 på en tønde land), som blev skrevet på de enkelte jordlodder. Og derefter blev alle jorder boniteret på en skala fra 0 til 24, således at f.eks. jord sat til bonitet 10 kun skønnedes at kunne give halvdelen af afkastet fra en jord boniteret til 20. Agerjorden skønnedes ud fra hvad den kunne avle i korn (når der var blevet ryddet sten, rimeligvis afvandet osv. – altså et forsøg på et fremtidssikre skatteansættelsen). Eng blev vurderet i forhold til mængden og kvaliteten af høhøsten, mens lynghede, evt. overdrev og skov, som ikke var fredskov, blev vurderet i forhold til det potentielle antal af dyreenheder (høveder) på græs. I boniteringen lå den mest omfattende opgave i forbindelse med matrikuleringen.

Interessant er også hvad man ikke interesserer sig for i forbindelse med boniteringen: • Bebyggelsen er ligegyldig i forhold til skatteansættelsen af jorden - derfor bliver ændringer heri siden udskiftningen ikke registreret og optegnet og altså heller ikke udflyttede gårde.

• Arealanvendelsen bliver ikke optegnet på ny – der er tale om at den på kortet anførte arealanvendelse fra udskiftningen bruges som hjælpemiddel, men ændringer heri optegnes ikke (der skal senere vises eksempler herpå).

Kortene har tidligere heddet original-I kort i det matrikulære system, da de blev erstattet, når der var sket mange ændringer, overtegninger mv. De kom så til at hedde original-II, original-III osv. I dag kaldes de oprindelige kort blot for de ældste matrikelkort.

Som skattegrundlag tjente matriklen (og dermed også kortene) frem til 1904, hvor hartkornsskatterne afløstes af ejendomsskatter baseret på de jævnlige vurderinger af fast ejendom. Men hartkornsberegningen havde dog fortsat betydning frem til 1-7-1970, hvor den indgik i enhver udstykningssag for en landbrugsejendom. Derfor fortsatte undervisning i bonitering for landinspektørerne langt op mod vores tid.

Bearbejdning/digitalisering af kortene Som det vil være nogle bekendt, har vi på Syddansk Universitet arbejdet med digitali-

15

Perspektiv nr. 5, 2004

sering af disse original-I kort, dvs. vektorisering af de forskellige lag i kortene i et GISprogram. Grundlaget er en scanning af kortene, således at digitalisatøren kan skærmdigitalisere og have papirkortene liggende ved siden af sig – det er den praktiske og ideelle arbejdssituation. Men før man når så vidt, må man gøre sig nogle overvejelser over kortenes kildeværdi, som har stor betydning for forståelsen af det færdige produkt, som er et billede af det økonomiske landskab omkring 1800. Hvilken præcisionsgrad kan man tillægge dette billede og hvilket indhold rummer det? Før man gør sig disse forhold klart, kan man ikke lave en præcis anvendelse af kortene med de muligheder og begrænsninger de rummer.

Figur 1. Arctanders signaturtavle

16

For det første er kortene jo økort, dvs. kort tegnet over hvert ejerlav (evt. flere) individuelt. Kortene skal efter scanning georefereres, dvs. punkter, som kan genkendes i forhold til punkter med kendte koordinater, skal gives disse koordinater. Men inden denne proces kan lykkes ordentlig, skal kortet warpes, dvs. det skal vrides over disse kendte punkter. En sådan vridning kan kompensere for en indkrympning af papiret igennem de sidste 200 år og for en vis fejltegning, ligesom det scannede kort orienteres rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, hvilket er af stor betydning når man åbner flere rasterkort i et GIS-program som Mapinfo.

Men grundlæggende fejltegning burde der være kompenseret for i samtiden, når der er tale om original-I kort. I praksis er

vores grundlag de topografiske 4-cm kort, som læses gennem Danmarks Topografiske Kortværk. Det bringer nøjagtigheden for vores georeferering ned på 10-20 meter, hvilket vi må betragte som det optimale med denne metode. Med andre ord: mere kan vi ikke tillade os at vride kortet. Det gør også, at vi ikke kan lægge nabokort helt præcist op ad hinanden, og i digitaliseringen må vi derefter gå efter princippet: den sandsynlige mellemvej. Men stadig vil usikkerheden ligge inden for 20 m. Det som er afgørende er egentlig hvor mange og hvor gode punkter man kan genfinde fra original I-kortet til det moderne topografiske 4-cm kort.

Dvs. graden af forandringer i landskabet. Og her er der klart forskel på hvilken landskabstype man befinder sig i. Er der

Perspektiv nr. 5, 2004

tale om et opdyrket landskab i agerbygden som på Fyn, vil der som regel være mange genkendelige punkter. Er der tale om en hedebygd, som er blevet meget opdyrket siden omkring 1800, som f.eks. Vendsyssel, hvor vi arbejder nu, kan der være store problemer. Især når der er tale om små ejerlav.

Her kan en løsning være, at man i et billedbehandlingspro-

gram sætter flere rasterfiler sammen før man gennemfører warpningsprocessen.

Indholdet i de enkelte lag Kortene er tegnet af mange forskellige landmålere, som i praksis har haft hver deres standard for signaturer. Ganske vist kan der findes nogle standard-signaturtavler, som man må antage har været nor-

men blandt korttegnere – en af de mest kendte er Arctanders meget detaljerede tavle, som rummer mange forskellige signaturer f.eks. for arealanvendelse, hvor der er 6 forskellige signaturer for skov.

I praksis har forfatteren aldrig set den anvendt fuldt ud nogetsteds. Og i det hele taget skal man være heldig hvis man støder på signaturtavler på kort. I

Figur 2. Signaturtavle fra original I kortet over Ørsø Fjerding, Dronninglund sogn og herred.

17

Perspektiv nr. 5, 2004

den del af Vendsyssel, som vi pt. er i gang med at digitalisere, nemlig Børglum og Dronninglund herreder, er vi kun stødt på én signaturtavle, nemlig denne fra Ørsø fjerding i Dronninglund sogn – som det vil ses er den knap så detaljeret, men rummer dog to signaturer for skov, ”underskov” og ”storskov”. I praksis er det dog sjældent et problem at tolke signaturerne,

da der er en fælles standard for hvordan de ser ud – og sjældent er de særligt detaljerede.

Her skal fremhæves et arbejde lavet af Marie Louise Brandt i 1988 for Kort- og Matrikelstyrelsen, som netop omhandler signaturer i ældre økonomiske kort, specielt 1844-matriklen.

Hun har her blandt andet sammenlignet forskellige signatu-

Figur 3. Marie Louise Brandts sammenstilling af eng- og mosesignaturer.

18

rer, og der skal vises hendes oversigt over hvorledes engsignaturer fra perioden 17701860 ser ud – og tilsvarende for mosesignaturer. Der er store lighedspunkter over tid.

I praksis opererer vi i digitaliseringen med forskellige typer af lag, som en tolkningsramme.

Det drejer sig om følgende kategorier:

Perspektiv nr. 5, 2004

Arealanvendelse Ager Eng Skov Krat Overdrev (Tørve-)mose Lynghede Klit Råstof (grav) Sø Forte Tomt Have Kirkegård

Naturlige grænser Vandløb Kanaler Kystlinie

Administrative grænser Matrikelgrænse (med nr.)

Bonitetsgrænse (med værdier 0-24) Ejerlav

De enkelte typer inden for hver kategori skal her gennemgås og enkelte af dem problematiseres. Inden for arealanvendelse giver de anvendte signaturer tilsammen et totalt dækkende billede af landskabet, også med de sidste til at ”dække for” bebyggelsen. Det er kategorier, der helt klart lægger op til en eller anden form for menneskelig udnyttelse af landskabet, ekstensiv eller intensiv. Og generelt må det understreges, at der er tale om økonomiske kort, som afspejler udnyttelsen af landskabet, frem for topografiske kort der gengiver landskabet som det ses. Det betyder, at f.eks. enkeltstå-

(Sogn) Fredskov (1805-loven) Marknavn Gærde (ris-) Stengærde

Bebyggelse Bygning Kirke (Kirkegård) Vandmølle Vindmølle (Have)

Infrastruktur Veje 6 (op til 6 alens bredde) Veje 12 (op til 12 alens bredde) Veje 20 (over 12 alens bredde) Stier Gamle veje Gamle stier

Forhistorie Gravhøje

ende træer i et hedeområde eller krat i et engområde ikke kan forventes at blive gengivet. Ligeledes er vegetationen generelt set ikke interessant for korttegneren, men derimod udnyttelsen. Det betyder, at vi på kortene alene kan have meget vanskeligt ved at skelne mellem våd-eng og tør-eng eller overdrev, som vi traditionelt kalder det i dag. Begge arealtyper havde en græsningsværdi for landmanden – vådengen havde tillige en hø-slæts værdi. Men det kan ikke aflæses på kortene. Vi opererer med arealtypen overdrev, fordi den optræder i signaturtavler. Men vi finder den stort set aldrig i

praksis, hvor den kan adskilles fra en engsignatur. Lynghede er til gengæld langt mere udbredt i dele af landet, som f.eks. i Vendsyssel.

Vi opererer med to former for skov, en almindelig skov (løvskov) og krat eller underskov, bl.a. under inspiration fra den vendsysselske signaturtavle – i de hidtidige digitaliseringer har vi ikke opereret med krat-typen, da signaturerne ikke har gjort det oplagt. Nåleskov optræder stort set aldrig på kortene på dette tidspunkt. Forte er en åben plads inde i en landsbybebyggelse, og kan også opfattes som en udvidelse af vejnettet. Tomt er simpelthen vores udfyldning af det areal som bygninger og en evt. gårdplads optager. Haver skal egentlig ses på linie hermed. Ager bliver i praksis det restareal, som er tilbage, når alt andet er klassificeret.

Som regel er ager også blank, evt. med en gullig farve, men kan dog også rumme pile eller bloksignaturer, der angiver de højryggede agres fald- og pløjeretning.

Men det kan også være problematisk at tolke kortene – ud fra ovennævnte skulle en manglende signaturangivelse være identisk med ager. Men et eksempel fra Assendrup i Vrensted sogn, vest for Børglum helt ud til kysten understreger dette. Mens der er tydelige eng- og agersignaturer i den østlige del, mangler der stort set signaturer i den vestlige del af ejerlavet – og der er heller ingen farver på originalkortet.

Den vestlige del ud mod havet

19

Perspektiv nr. 5, 2004

er sandsynligvis klit – fordi der er trukket en fredsgrænse for sandflugten kombineret med den meget lave bonitet. Men hvad med arealet længere inde mod byen? – det har sandsynligvis været et fælles græsningsområde for landsbyen, sent udskiftet, hvilket arbejdsjournalen fortæller kombineret med indirekte slutning fra kortet. Hvilken signatur skal man give det? – vi er landet på at give det en lynghedesignatur bl.a. fordi målebordsbladet fra 1884 viser lynghede i bemeldte område tæt på byen, mens resten er eng. Naboejerlavene mod nord og syd viser lynghedesignatur i tilsvarende område. Boniteten er ret høj i det konkrete område – højere end tilladeligt for lynghede, men det er foreneligt for kær, som må gå op til 3 – måske er der tale om kær, som der ingen egentlig arealanvendelsessignatur er for – foreløbig er det placeret under lynghede, som der vises her.

Inden for de administrative grænser er grundstammen de matrikulære grænser, som i hovedsagen er lig med lodskellene fra udskiftningen, men som også kan indbefatte udstykninger, som måtte være sket siden udskiftningen. Nummersystemet bliver oprettet ved matrikuleringsarbejdet 1806-22 på landsplan, og alle senere udstykninger herfra vil være angivet med bogstavbetegnelser efter nummeret, hvor hovedlodden altid vil have A. Disse udstykninger vil også være med på original-I kortene, da de var i brug som matrikelkort et par årtier eller mere

20

Figur 4. Eksempel fra Assendrup, Vrensted sogn – tolkning af arealanvendelse.

På nederste kort er vist den tolkede digitalisering af det indrammede udsnit på original-I kortet.

Perspektiv nr. 5, 2004

efter matriklens ikrafttræden i 1844.

Inden for hver enkelt matrikelenhed blev jorderne boniteret til en værdi på skalaen 024. Vurderingsgrundlaget var som nævnt ikke det samme, men afhængig af arealudnyttelsen. Disse grænser og deres tilhørende værdi er det meget nyttigt at få digitaliseret, da det har meget stor udsagnskraft om udnyttelsen af jorden på dette tidspunkt og afspejler også tidligere tiders dyrkning, idet denne giver et større muldlag, som bliver højt vurderet ved boniteringen.

Et interessant aspekt ved kortene er at man kan aflæse en historik i arealudnyttelsen. Et hedeareal kan f.eks. være boniteret til takst 3. Hede kunne ikke boniteres højere end 1, hvorfor det må være boniteret som ager – med andre ord er der sket en opdyrkning af heden i tiden indtil boniteringen.

Et eksempel på hvordan denne metode kan anvendes skal vises fra et område vest for Vejle, som rummer store arealer, der kan klassificeres som lynghede, og som i hvert fald må være en eller anden form for græsningsareal. Ved at søge på alle arealer klassificeret som

lynghede ved opmålingen omkring 1800, der samtidig har en bonitet over 1 omkring 1820 fås et bud på den fremadskridende intensivering af arealudnyttelsen. 11% af hedearealet, særligt i den østlige del, er antagelig blevet opdyrket, svarende til 5% af det samlede areal. 32% er blevet boniteret til 5 eller derover (helt op til 13), så for nogle arealer er der virkelig sket en udvikling på de par årtier.

Det er oplagt at lave GIS-analyser på bonitetslaget – et enkelt eksempel herpå for ejerlavet Assendrup, hvor man tydeligt

Figur 5. Hedeopdyrkning i Vejleområdet ca. 1800-1820 (lynghede med > 1 i bonitet)

21

Perspektiv nr. 5, 2004

ser den intensive udnyttelse i området lige øst for landsbyen.

Ellers skal henvises til indlæg om bonitet ved Jens Andresen samt til analyser i bogen Foranderlige Landskaber.

Oven på matrikelgrænser kan der etableres ejerlavsgrænser, som vil følge grænserne for økortene eller hvis de undtagelsesvis rummer flere ejerlav de interne grænser på kortet.

Sognegrænser bygger så også på ejerlavsgrænser.

Grænser for fredskove kan også aflæses på kortene – det er netop administrative grænser efter fredskovsloven af 1805, og de er derfor slet ikke

nødvendigvis identiske med skovgrænser for arealanvendelseslaget, da de mere er normative grænser på korttegningstidspunktet.

Endvidere kan kortene også rumme elementer, som må kaldes administrative grænser fra det gamle dyrkningsfællesskab. Det drejer sig om marknavne (grænserne for markerne kan dog ikke nødvendigvis findes, men det er vigtigt at kende placeringen i ejerlavet, som kortene giver). Ligeledes kan der ofte være anført gamle grænser i form af risgærder og evt. stengærder på kortene. De er vigtige for forståelsen af organiseringen af de

gamle dyrkningsfællesskaber før udskiftningen – det er dog sjældent, at der er anført et så flot fægyde omkranset af stengærde som på dette kort over enestegården Ålborg, midt i Vendsyssel.

De naturlige grænser og forløb bliver også tegnet op efter kortene. Kanaler er i og for sig ikke naturlige, tværtimod er det menneskeskabte anlæg, der tolkes som sådan ved at være snorlige streger med vandsignatur tilknyttet – de kunne også kaldes grøfter. For vandløbene får vi registreret de gamle, uregulerede vandløb før man begyndte udretningen af dem – et aspekt, som må være

Figur 6. Eksempel på tematisering af bonitetsmønstre – Assendrup, Vrensted sogn.

22

Perspektiv nr. 5, 2004

Figur 7. Eksempel på gamle grænser (bl.a. fægyder) omkring enestegården Ålborgård, Torslev sogn. Fægyden af sten øst for gården er ca. 75 m. lang.

af stor interesse for de såkaldte naturgenopretningsprojekter.

For kystlinierne får vi en mere detaljeret gengivelse af kysten end vi f.eks. kan få fra Videnskabernes Selskabs kortlægning. På den anden side giver netop en fluktuerende kystlinie store problemer ved georeferering af kort.

Inden for kategorien Bebyggelse er erfaringen, at bygningerne er meget præcist og forskelligt angivet forestillende den reelle bygningssituation omkring 1800 og ikke signaturer eller stiliserede bygninger.

Derfor tegnes også præcist de enkelte bygningers udseende og enkelte af dem tegnes un-

der en særlig type (møller, kirker) Til bygningstemaet knytter sig naturligt nogle arealanvendelseskategorier som haver og kirkegård.

Infrastrukturen spiller også en særlig rolle på disse kort. Gennemgående er der her tale om veje som gennem påskriften på kortet kan klassificeres som en bestemt type, men det må betragtes normativt, da grundlaget var en klassifikation i forhold til fradrag i arealberegningen i hartkornsberegningen og dermed skatteansættelsen.

Stierne er stiplede vejforløb, der tolkes som sådan (uden fradrag). Disse veje kan være af ældre dato og leve videre i den

nye udskiftningsstruktur – eller de kan være nyanlagte veje ved udskiftningen følgende de retliniede udskiftningsskel.

Derudover findes der også veje og stier, som er overstreget og som helt klart må siges at tilhøre infrastrukturen i dyrkningsfællesskabet – de er typisk ret bugtede vejforløb, som følger det mere naturlige terræn og går uden om besværlige, våde områder.

Den sidste kategori vedrører forhistorien og omfatter kun en type, nemlig gravhøje. Til gengæld er den af ret så stor arkæologisk interesse, da kortgrundlaget med sin detaljerigdom og sin alder taget i

23

Perspektiv nr. 5, 2004

Konklusion Sammenfattende kan det siges, at vi med dette kortværk, som dækker kongeriget, dvs. ikke Sønderjylland, har en enestående kilde til en status for kulturlandskabet på et tidspunkt, hvor der sker meget afgørende brud i udnyttelsen.

Men kortværket rummer mulighed for at pege bagud i forhold til udskiftningstiden, dog i varierende grad. Kortværket er tegnet i målforholdet 1:4000, hvilket er det mest detaljerede kortværk nogensinde lavet.

Selvom kortene er økonomiske i deres natur, rummer de også elementer af væsentlig topografisk karakter, men de skal forstås i en tolkningsramme for økonomiske kort. Med de mange forskellige lag og kategorier, som kortene indeholder, er de efter min opfattelse det kortværk, som rummer de største muligheder i landskabshistorisk sammenhæng, specielt når det gælder retrospektive og retrogressive studier, og som det er værd at bruge midler og energi på at omsætte til digital form for at få det fulde udbytte af dem.

Litteratur Marie Louise Brandt: Signaturer i ældre økonomiske kort II, 1844-matriklen, utrykt afhandling 1988.

Figur 8. Gravhøje registreret på kort omkring enestegårde i Torslev sogn.

Afstanden mellem Mellemgaard og Søndergaard er ca. 365 meter.

betragtning er et væsentligt arbejdsredskab for arkæologer til at kunne finde forsvundne gravhøje, som man måske ikke har kendskab til fra senere kilder, da gravhøje-

24

ne kan være blevet overpløjet umiddelbart efter udskiftningen. I det viste flotte eksempel er gravhøjene dog at finde i det kulturhistoriske centralregister.

Foranderlige Landskaber – integration af natur og kultur i forvaltning og forskning, red. af Per Grau Møller, Rasmus Ejrnæs, Jesper Madsen, Andreas Höll og Lars Krogh, red. sekretær: Birgit Bjerre Laursen, Syddansk Universitetsforlag, 2002.

Perspektiv nr. 5, 2004

Per Grau Møller: Udskiftningens landskab, i Fortidsminder og kulturhistorie. Antikvariske Studier 9, 1988, s. 80-98.

Per Grau Møller: Udskiftningskort og matrikelkort – indhold og bevaring, Fynske Årbøger 1992 s.

100-14.

Henrik B. Madsen, Axel H. Nørr, Kr. A. Holst.: Den danske Jordklassificering, Atlas over Danmark serie 1, bd. 3, København 1992.

Kr. Tovborg Jensen: Jordbundslære, København 1963.

Fodnoter V.E. Pedersen: Lærebog i matrikelvæsen 1. del, 2. udg. København 1966.

Chr. Rothe: Beretning om den i Aaret 1844, for Kongeriget indførte nye Jordskyldsætnings Væsen og Historie, samt Oversigt af de ældre Matrikuler af 1664 og 1690, København 1844.

1. Mindre justeringer kunne være de tilfælde, hvor en godsejer egaliserede sit gods i landsbyen (gjorde gårdene lige store), eller hvor der blev etableret husmandsbrug med lidt jord til.

sigtsmæssigt, da det kan genere georeferede og warpede billedfiler til direkte brug i GIS-programmer. Der bruges transformations-metoden Polynomial og interpolationsindstillingen Fine 3. Tak til arkivar Peter Korsgaard, Kort & Matrikelstyrelsen for i al hast at have undersøgt det originale korts farver, sammensætning samt arbejdsjournalen.

Ansvaret for den endelige tolkning er dog forfatterens.

2. Til denne warpningsproces bruges programmet Airphoto vers. 2.20, som har vist sig hen-

Om forfatteren Per Grau Møller, cand.mag. i historie og middelalderarkæologi, lic.phil., lektor i kulturhistorisk kartografi ved Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, pgm@hist.sdu.dk

25

Perspektiv nr. 5, 2004 Målebordsblade og 4 cm kort.

Bordmåling, rekognoscering og instrukser for arbejdet Peter Michaelsen, Kort & Matrikelstyrelsen Kortbrugere spørger ofte, hvorledes målebordsbladene og 4 cm kortene er blevet fremstillet. Mange har hørt om soldaten, der skal kunne skjule sig bag et dige eller i en grøft, for at diget eller grøften skulle medtages på kortet. Denne artikel fortæller lidt om arbejdsgange og de skrevne instrukser for arbejdet i felten.

Generalstabens kortsignaturer Kaptajn O. N. Olsens skrifter fra 1830’erne om topografisk korttegning har præget danske topografiske kort helt frem til nutiden. Olsens signaturer ses

på målebordsbladene og i vid udstrækning også på 4 cm kortene, og til dels på rasterudgaven af det digitale Kort25.

En ting, der er bemærkelsesværdig ved instruktionerne for

opmåling og tegning af målebordsblade, er, at der ikke nævnes længder eller bredder på terrængenstande, som skal vises eller udelades på kortene i de mest detaljerede målforhold.

Plan I fra Topografiske Kaartsignaturer, udgivet af den kongelige danske Generalqvartermester-Stab, 1831, udarbejdet under dens bestyrelse af Captain Olsen.

De to øverste korteksempler viser hav (1) uden og med farvelægning. Nederst eksempler med indsø (2). 3 vandløb, 4 kilde, 5 og 6 tørt ved lavvande, 7 siv (eng), 8 sand, 9 (kyst-)diger, 10 landingssted, 11 ankerplads og 12 marsk.

26

Perspektiv nr. 5, 2004

Olsen har i Topographiske Kaartsignaturer fra 1831 kun ét sted differentiering ved breddeangivelse. Det er ved vandløb, hvor der skelnes mellem vandløbsbredder: 1-2 alen, 2-4 alen, 4-8 alen, 8-16 alen og over 16 alen. En alen er ca. 63 cm. 1 alen = 2 fod.

Det ofte nævnte princip om at et dige eller en grøft, for at kunne blive vist på kortet, skulle være så højt hhv. dyb, at en soldat med oppakning kunne skjule sig bag diget eller i grøften, har jeg desværre endnu ikke fundet beskrevet i instrukser, arbejdsvejledninger eller specifikationer.

Hvis der blandt læserne findes én, der ved hvor der står noget om soldaten, der kan skjule sig, modtager jeg meget gerne en kopi af pågældende dokument.

Målebordsmåling Målebordsmåling eller bordmåling udførtes som ordet siger ved et bord. På bordpladen pla-

ceredes papir med indkonstruerede trigonometriske punkter, som dannede grundlaget for den grafiske måling.

1898 begyndte man at måle København og købstæder i 1:10 000, i nogle tilfælde dog i større målestoksforhold.

Ved målingen benyttedes universaldiopter (kikkertlineal), transversalmålestok, passer og spids blyant. En måler havde normalt én eller to hjælpere til at markere kotepunkter og holde stadiet i disse punkter. I en kotebog noteredes højde og placering, f.eks. nr. 8, 23,89 m vejkryds-midte. Fra hver opstilling var det muligt at indmåle punkter beliggende 200-300 m fra placeringen af målebordet, alt afhængigt af terrænets bevoksning, bebyggelse, bakker og dale.

I perioden 1902-1938 bordmåltes Fyn og Sønderjylland i målestokken 1:15 000 for udgivelse af målebordsblade i 1:20 000. Der blev arbejdet i 1:15 000 både ved målingen og den senere rentegning. Reduktionen til 1:20 000 skete så ved nedfotografering af rentegningen. Det var på den måde muligt at vise detaljer, som vanskeligt kunne tegnes med pen og tusch i 1:20 000.

Bordmåling benyttedes tilbage fra Videnskabernes Selskabs målinger, der påbegyndtes i 1757. Målestokken man arbejdede med var normalt 1:20 000, heraf navnet målebordsblad om et kort i 1:20 000. I

Originalmåling 1:20 000 fra 1899 af Kollekolle ved Furesø. Ved alle de målte koter er højden anført i halve meter med én decimal. Man havde svært ved at skifte fra alen til metersystemet. Kotetallet 85,6 svarer altså til 42,8 m.

Det sidste, der måltes til kortproduktionen som målebordsmåling, var den inddæmmede del af Vestamager, der måltes i 1:10 000 af topografelever i 1948. 1949-1951 målte eleverne Karup, Tirstrup og Skrydstrup Flyvepladser, der var anlagt af tyskerne under anden verdenskrig.

Del af trykt ”højt” målebordsblad 1:20 000 o 8 Gladsaxe, målt 1899, rettet 1900 og tegnet 1900.

Håndkoloreret. Læg mærke til det reducerede antal koter, og nu med angivelse af hele meter uden decimal.

27

Perspektiv nr. 5, 2004

Guider og topografer Generalstabens guidekorps (guide udtales gi-de) stod alene for målebordsmålingerne fra oprettelsen af Generalstabens topografiske Afdeling i 1842.

Guiderne var underofficerer, der var specielt uddannet i landmåling og korttegning. Ved oprettelsen af Geodætisk Institut i 1928 overgik guiderne til instituttet, som var en civil institution under Krigsministeriet, senere Forsvarsministeriet. Den sidste guide ved Geodætisk Institut gik på pension i 1966. Den civile uddannelse som topograf etableredes et halvt år efter Geodætisk Instituts oprettelse.

Der ansattes årligt eller med få års mellemrum elever til etatsuddannelsen som topograf.

Topograferne har siden arbejdet på alle felter inden for pro-

Topograferne Dyveke Meier og Jørgen Myhr mødes på grænsen mellem to kvarter i 1950. Læg mærke til at cyklerne er udstyret med metertæller på forhjulet, og at der er et bord på styret hvorpå kvart og flyfoto befinder sig i indtegningsmappen, der er et solidt papomslag til at beskytte arbejdsmaterialerne mod sol og regn.

duktionen af topografiske kort.

Ved oprettelsen af Kort & Matrikelstyrelsen i 1989 ophørte ansættelsen af topografelever til etatsuddannelse og få år efter forsvandt stillingsbetegnelsen topograf. Alle fik den tidligere ledertitel kartograf.

Målebordsmåling i Sønderjylland omkring 1935. Arbejdssoldaten skulle markere koter og holde stadiet, der måltes til.

28

Ajourføring Samtidigt med at der nymåltes, skulle de ældste kort ajourføres. Det skete ved rekognoscering i terrænet. I modsætning til nymåling skete ajourføring som enkeltmandsarbejde. Hver rekognoscent arbejdede på en fjerdedel af et målebordsblad, en såkaldt kvart på 17,7 km2.

Benævnelsen kvart fulgte med, da man i 1950’erne gik over til at arbejde med 4 cm kort. Et helt 4 cm kort består af 9 kvarter. Specifikationerne for hvad der skulle med på kortene var

de samme, hvad enten det drejede sig om nymåling eller ajourføring af kortene.

Bestemmelser for rekognoscering i 1:15 000, 1941 I sommeren 1941 skulle der arbejdes med ajourføring af målebordsblade på Sjælland.

Der dannedes to målerbrigader på hver 10 topografer og guider med en officer som brigadeforstander. I juli 1941 forelå der en nyskreven ”Bestemmelser for Rekognoscering i 1:15 000”. Bestemmelserne beskriver hvilke materialer, der skal medbringes, samt hvorledes der med blyant skal noteres på blåkopien, der er med i marken.

Rentegning sker med tusch i logiet. Man bor på en gård eller en kro i området, hvor der rekognosceres. En fuld kvart på 17,7 km2 beregnes til at

Perspektiv nr. 5, 2004

tage 25 arbejdsdage. Guider og topografer havde cykler til rådighed.

Der er, som i Olsens skrifter fra 1800’tallet, ikke mange steder, der anføres kriterier for optagelse eller udeladelse af topografiske objekter. Ved grøfter og vandløb læser man nu, at hvis bredden er over 2,5 m tegnes der med dobbelt linie, og er bredden over 6 m tegnes i rigtigt målestoksforhold. Der er ingen oplysninger om mindste højde på diger eller mindste dybde for grøfter. De skal dog tegnes ca. ½ cm ud over kortgrænsen, hvis de fortsætter på nabokvarten. Signaturen ”ny skrænt” anvendes til at betegne skråninger ved veje, jernbaner, grave af større udstrækning, andre jordbygningsarbejder samt klinter med højde fra 1 til 10 m. ”Lodrette affald” af

mindst 0,5 m højde, fremkommet ved stensætning, betonstøbning eller lign., fremstilles som dige. I bestemmelserne står der en del om skelnen mellem vejrmølle, vindkværn og vindmotor. Nogle vises med signatur og beskrives Ml, andre vises kun med signatur. Sidder vindmotoren oven på et tag, skrives der Vmt ved gården, og der vises så ingen signatur for vindmotor.

Danmark i NATO I 1949 blev Danmark medlem af NATO. Det fik stor indflydelse på de topografiske kort. Nye målestoksforhold og ændret kortbladsinddeling blev introduceret. Rekognosceringen til 4 cm kort indledtes på Djursland i 1953, men først i 1957 blev det første 4 cm kort trykt, og i 1978 var hele Danmark endeligt dækket af 4 cm kort.

Førstegenerations 4 cm kort.

Del af 1315 I SV Løvenholm, målt 1873, rettet 1953, trykt 1959. Tegnet med pen og tusch. Trykt i 6 farver i offset. Signaturerne ligner målebordsbladets signaturer. Den meget lange produktionstid skyldtes, at det tog lang tid at tegne maskerne til de forskellige farver kortet skulle trykkes i. Kortet domineres af den røde farve i de offentlige veje

Nye direktiver for rekognoscering i 1:15 000 I løbet af 1952 gik man i gang med at tilpasse specifikationerne til det nye kortværk.

Om rekognoscering i marken står der bl.a.: ”Diger og grøfter, der tidligere har været optaget på kortet, og hvoraf der nu kun findes spor i terrænet (en forhøjning eller fordybning under 75 cm), udgår. Levende hegn tæt op ad haver og ejendomme tegnes kun, hvis deres længde er over 40 m. […..]

Almindelige huse og villaer tegnes med en signatur (10 x 8 m). Baghuse, garager (til én vogn), hønsehuse, vaskehuse, udhuse mm. udelades i landsbyer, forstæder, villakvarterer, stationsbyer mv. Hovedvægten lægges som hidtil på, at retninger og afstande er rigtige, mens uvæsentlige detaljer (små hak, fremspring i bygninger, ligegyl-

Seneste version af 4 cm kort.

Del af 1315 I SV Løvenholm, fotogrammetrisk udtegnet, flyvefotografering 1979, kurveplan efter ældre bordmåling, kompletteret i marken 1980, rettelser 1989. Graveret i plast i udgivelsesmålestokken, og trykt i 4 farver i offset.Signaturerne er tilpasset gravureteknikken. Fulde linier har afløst prikker og stiplede linier.

29

Perspektiv nr. 5, 2004

dige indkørsler mm.) udelades, hvor de ikke vil kunne ses klart på det færdige kort.”

I ”Rapport om målebordsrevision på Djursland og Mols i sommeren 1953” skriver brigadeforstanderen korpsofficiant A. Petersen bl.a.: ”De nye direktiver i forbindelse med ”bestemmelser for rekognoscering” har ikke voldt vanskeligheder. Den simplificering, der er sket, har fremmet arbejdet en del, navnlig i byer, men der kan dog ikke ses bort fra, at de nye direktiver, som giver måleren ret til efter eget skøn at undlade at tage visse terraingenstande med, kan føre til, at den pertentlighed, den unge måler tidligere opdroges til ved at skulle medtage mindste detaljer, nu ikke sætter sit præg på ham og derved heller ikke på hans arbejde.”

velsesmålestokken. Der kunne spares penge ved, at der ikke brugtes tid ude i landet på at sidde og rentegne på et hotelværelse, men at man her kun udarbejdede et manuskript med blyant. Gravureteknikken giver en ensartet streg, men det er vanskeligt at gravere prikker og stiplede linier, så en del signaturer ændredes. Oplysninger om private og offentlige veje forsvandt, kun vejbredder skelnedes der imellem. I 1977 kom der en ny ”Specifikation D/25 (G) Danmark 1:25 000”, den suppleredes i 1979 af ”Instruks for komplettering D/10 1979”.

De to værker er tilsammen på mere end 200 sider. Der er løbende sket justeringer i såvel specifikationen som instruk-

sen. Til instruksen kom der indtil 1990 omkring 200 rettelser. 4 cm kortene over Jylland ser ret ens ud i designet, men alligevel er der i løbet af rekognosceringsperioden 1977 til 1990 sket en del ændringer i beskrivelsen af hvad, der skulle medtages ved rekognosceringen. I 1990 besluttedes det at indstille den analoge fotogrammetriske nymåling af Danmark; man manglede ellers kun en del af Sønderjylland.

Ajourføringen af 4 cm kortene kom efterhånden til at foregå i en cyklus på ca. 10 år. I 1997 ajourførtes de sidste 4 cm kort, og i oktober 1998 tryktes det sidste ajourførte 4 cm kort, 1312 II NØ Gudme.

Til sommerens arbejde i 1954 kom der 4 sider med rettelser til direktiverne. Det blev slået fast, at diger medtages kun, hvis de har en længde af mindst 50 m og en højde af mindst ¾ m. Grøfter skal også mindst være 50 m lange og ¾ m dybe.

Signaturen ”ny skrænt” må nu kun benyttes som signatur for kunstig skrænt fremstået ved jordbygningsarbejder. Økonomi og teknik har indflydelse på kortene Ud over landskabets konstante ændringer har politik og teknik haft indflydelse på kortenes indhold og udseende. Et markant skift skete i 1977, da man ændrede produktionsformen fra tegning med pen og tusch til gravure på plastfolier i udgi-

30

Bådebro 40 m lang, underskyllet. På 4 cm kortet vist med signaturen for dige. Broen burde være mindst 50 m lang for at komme med på kortet.

Der har dog altid været mere eller mindre skrevne regler for begreber som topografisk dominans og betydning for orienteringen, der har bevirket, at der er medtaget elementer på kortet, som skulle have været udeladt efter instrukserne. Broen er anløbsbro ved Kollekolle for bådfarten på Furesø.

Perspektiv nr. 5, 2004

Kort25, område ved Kollekolle og Furesø. Kort25 findes i to versioner. En ”blød” med gul landtone og røde bygninger, og en ”hård” mere 4 cm kort-lignende med sorte bygninger.

Fremtidens kort i 1:25 000 Produktionen af 4 cm kort ophørte i 1998. Resurserne skulle bruges til den digitale grundkortdatabase TOP10DK. Ud fra TOP10DKs vektorer fremstilles nu Kort25, der er et homogent digitalt rasterkort over Danmark. Ved printning er idealmålestokken 1:25 000. Kortet findes på cd-rom og kortbrugeren kan på sin pc selv bestemme målestok og kortudsnit.

Der er muligheder for forskellige design af kortet, og man kan lægge egne registreringer ind på kortet. Første version af Kort25 kom i foråret 2003, det er tanken at udsende en ny version årligt. I første version er der ikke helt så meget med som på 4 cm kortet. Der vil i løbet af de kommende år ske en udvikling af Kort25 i samarbejde med brugerne, så man løbende forbedrer kortet og tilpasser det brugernes ønsker.

Konklusion Målebordsbladene og 4 cm kortene giver et billede af terrænet, som det blev opfattet

af guiden eller topografen den dag han kom forbi. Der var ikke afsat lang tid til at studere terrænet. Ud fra håndværksmæssige erfaringer besluttedes det, hvorledes kortet skulle gengive terrænet, og ud fra begrebet topografisk dominans blev der medtaget terrænelementer, der strengt taget ikke skulle vises, hvis bestemmelser og specifikationer skulle følges slavisk. Kortene blev primært fremstillet til brug for orientering i terrænet. Med overgangen til 4 cm kort skete der en mindre reduktion af informationsmængden, og ændrede reproduktionsmetoder gjorde kortene mere farvestrålende.

Når man i dag studerer målebordsblade og 4 cm kort, må man tænke på den tid, hvor de blev til. Hvordan ville en avis eller en bog være fra det pågældende år? Hvad var på det tidspunkt relevant at vise på et topografisk kort? De der har skabt kortene, har ikke tænkt at deres værker skulle studeres årtier eller århundreder senere.

Den digitale teknik har gjort, at det nu er nemt at have adgang til store kortsamlinger, og kort fra forskellige perioder kan let sammenlignes på computerskærmen. Kortene indeholder utrolige mængder information, men husk informationerne er præget af politik, teknik, økonomi og ikke mindst menneskerne, der skabte kortene.

Litteratur Olsen, O. N.: Topografiske Kaartsignaturer, udgivet af den kongelige danske Generalqvartermester-Stab, 1831, udarbejdet under dens bestyrelse af Captain Olsen.

Geodætisk Institut 1928-1978, Geodætisk Institut, 1978 Sørensen, Klaus K. m.fl., Topografernes historie & topografhistorier, Foreningen af topografer og kartografiske tegnere ved Geodætisk Institut, 1997.

Hedegaard, E. O. A.: Generalstabens Guidekorps, Poul A. Andersens Forlag 1968

Om forfatteren Peter Michaelsen, Kort & Matrikelstyrelsen, Rentemestervej 8, 2400 København NV, email pbm@kms.dk

31

Perspektiv nr. 5, 2004 Ældre historiske kort som kilde til kommunikationslandskabet Jan Bill, Vikingeskibsmuseet Artiklen drejer sig om historiske kort set som datidens vejkort, fremstillet på en tid hvor der endnu fandtes få formelle veje. Med kartografen Johannes Mejers kort fra midten af 1600-tallet som eksempel vises det, at der i nogle tilfælde er lagt stor vægt på at beskrive hindringer og muligheder for at bevæge sig gennem landskabet, og at selv mindre nøjagtigt fremstillede kort derigennem kan være værdifulde kilder til belysning af datidens transportgeografi.

De historiske kort har gennem de seneste år vist sig at være en værdifuld kilde til belysning af især arealudnyttelsen i ældre tid. Mindre opmærksomhed er derimod blevet en anden brug af kortene til del, nemlig deres værdi som kilde til det, vi kan betegne som ”kommunikationslandskabet”. I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive, hvad kommunikationslandskabet er, og hvorfor det er vigtigt at undersøge det. Endelig vil jeg, med Johannes Mejers kort over Himmer Syssel og Harboes opmåling af samme område til Videnskabernes Selskabs kort som eksempel, eksemplificere hvordan de ældre historiske kort måske kan bruges til dette formål.

Kommunikation, forstået som udveksling af informationer eller materielle goder internt i et samfund eller mellem forskellige sådanne, er en af hovedforudsætningerne for samfundsmæssig udvikling. Dette afspejler sig i dag såvel i den politiske retorik som i store offentlige og private investeringer i infrastruktur i form af broer, veje, sendemaster osv..

Det er dog et særkende for vores tidsalder, at kommunikation ikke længere nødvendigvis er afhængig af fysisk transport. Går vi mindre end et århundrede tilbage i tiden, til før telefonnettets udbredel-

32

se, indebar praktisk taget al kommunikation at mennesker måtte bevæge sig for at mødes og overdrage informationer, genstande eller materialer. Og selv i dag udgør den fysiske transport af varer og mennesker en meget stor del af den samlede kommunikation.

Kommunikation er derfor et oplagt tema for kulturhistoriske studier, og studeres da også flittigt indenfor såvel den historiske som den arkæologiske forskning. Disse studier tager imidlertid som hovedregel udgangspunkt i de direkte skriftlige eller materielle vidnesbyrd om kommunikation, for arkæologiens vedkommende i form af genstande som bliver fundet fjernt fra deres oprindelsesområde, eller skikke, f.eks. gravskikke, som man kan iagttage har udbredt sig fra ét område til et andet. Det er imidlertid kun en lille del af kommunikationen, der afsætter sig denne form for spor, mens andre og nok så vigtige dele – f.eks. transport af fødevarer, som er en forudsætning for en koncentration af ressourcer og dermed mulighed for samfundsmæssig udvikling – ofte ikke giver sig til kende i det arkæologiske materiale.

Det er i denne sammenhæng, at begrebet kommunikationslandskabet må introduceres.

Kommunikationslandskabet har som term grundlæggende to betydninger. Den første er det ”landskab” som tegnes af de på et givet tidspunkt og i et givet område eksisterende kommunikationsnetværk. Det er en betydning, der er analog med begreber som f.eks. ”det agrare landskab” og ”det urbane” og repræsenterer altså en kortlægning af noget konkret eksisterende. Den anden betydning, som jeg gerne vil introducere, er mere hypotetisk og betegner i højere grad en afbildning af et givet områdes kommunikationspotentiale. Dette skal jeg forklare nærmere nedenfor, men det er vigtigt indledningsvis at begrunde indførelsen af denne anden betydning.

I den kulturhistoriske forskning, og i høj grad indenfor arkæologien, er det kun i meget begrænset omfang muligt at arbejde med ”sikker viden”. Vi har empiriske data, som for så vidt er ”sikre” nok, idet f.eks. et smykke fra jernalderen, der er fundet på et givet sted, jo naturligvis både er et smykke, og er fundet på det givne sted.

Men i realiteten véd vi ikke, at jernaldermennesket også så på smykket som et smykke, eller om det skyldes en helt usædvanlig omstændighed at smykket havnede i jorden netop der, hvor vi finder det. Vores

Perspektiv nr. 5, 2004

”sikre data” er således afhængige af både vores fortolkning og af en repræsentativitet, vi ofte ikke vil være i stand til at fastslå. Dette er grundlæggende en anden situation end den som f.eks. geologen, som har indsamlet boreprøver fra et givet område, vil stå med, og den gør det i praksis umuligt at hævde at man kan kortlægge et konkret, historisk kommunikationslandskab. Det kortlagte landskab vil altid være mere eller mindre hypotetisk.

Nu tilbage til spørgsmålet om, hvad en afbildning af et områdes kommunikationspotentiale er. Med udgangspunkt i den præmis, at fortidens kommunikation i meget stor udstrækning indebar fysisk transport kan vi vende os til den disciplin, der betegnes ”transportgeografi” for at etablere et teoretisk og metodisk grundlag for at undersøge datidens kommunikation (se f.eks. Hagget 2001). Grundlæggende begreber er her, at transport er reaktionen på et afledt behov – dvs. at transport først finder sted, når den er nødvendig for at opfylde et andet behov. Et punkts transportpotentiale kan derfor betegnes som summen af de afledte behov, der kan opfyldes ved transporter til eller fra dette punkt. Endelig er det en forudsætning for at en transport kan finde sted, at den i en eller anden forstand kan betale sig – dvs. at gevinsten ved at overvinde den rumlige modstand som en afstand repræsenterer er større end omkostningen ved transporten selv. Denne rumlige modstand er naturligvis

forskellig afhængig af, hvad der skal transporteres, men også af landskabet selv.

Denne tilgang til emnet transport er, set fra en kulturhistorisk synsvinkel, uhyre reduktionistisk, og det er nødvendigt at tilføje, at også mange andre behov og barrierer end økonomiske kan have været med til at afgøre omfang og forløb af fortidens transport, på samme måde som også politiske og kulturelle forhold i dag spiller ind på kommunikationslandskabets udformning.

Alligevel kan man benytte denne skematiske tankegang som en ”normal”, i forhold til hvilken man kan undersøge de arkæologisk og historisk overleverede kilder til kommunikationslandskabet.

De historiske kort må betragtes som meget værdifulde kilder til kommunikationslandskabet på i hvert fald to måder.

Mange af kortene – oftest dem i relativt stor skala – har ligefrem haft som deres primære formål at gengive landskabet, så det kunne lade sig gøre at planlægge transport. Et klassisk eksempel er Ole Rømers milekort fra 1697, men det samme er tilfældet med blandt andet de mange generationer af militært fremstillede kort vi kender, startende med Videnskabernes Selskabs kort.

Sådanne kort afbilder, gennem deres vejnet, kommunikationsnettet som det er blevet opfattet af korttegneren i forhold til opmålingsinstruksen.

Men også mange af de øvrige oplysninger på disse kort er relevante i en kommunikati-

onssammenhæng. Baggrunden for at arealanvendelsen er registreret forholdsvis omhyggeligt på Videnskabernes Selskabs kort bunder jo ikke i en interesse for brugen af jorden som sådan, men i den betydning forekomsten af åbne marker, moser, skove osv. havde for mulighederne for at bevæge sig i terrænet. Andre kort er økonomiske i deres karakter – udskiftningskortene, f.eks. – men rummer på tilsvarende vis informationer, der gør det muligt at vurdere landskabets gennemtrængelighed for landtransport.

Johannes Mejers opmåling af kongeriget Danmark, der i store træk fandt sted i årene 1647-1659, er af særlig interesse i denne sammenhæng.

Johannes Mejers landsdækkende kortværk, i form af hans herreds-, syssel- og provinskort, nyder ikke den store respekt blandt mange kulturhistorikere, fordi det, geometrisk set, mildt sagt ikke er særligt nøjagtigt, og fordi det forekommer overordentlig forenklet. Paletten af signaturer er lidet nuanceret, og Johannes Mejer har især lagt vægt på at registrere bebyggelser af forskellige slags samt administrative grænser. Det overordnede vejsystem, der forbinder købstæderne, er indtegnet, mens sognevejene kun synes sporadisk registreret. Af naturforhold er kystlinier, søer, åer, og i mindre omfang kuperede egne og skov indtegnet.

På trods af sin mangler er Mejers arbejde alligevel det bedste landsdækkende kortværk, der blev udarbejdet forud for

33

Perspektiv nr. 5, 2004

skabelsen af Videnskabernes Selskabs kort, og det forhold at f.eks. broer, og undertiden også farvandsdybder er indtegnet, tyder på at Mejer har ønsket at hans kort skulle kunne give god vejledning for rejsende. I det følgende skal vi undersøge denne påstand yderligere ved at sammenligne dele af Mejers kort over Himmer Syssel, formentligt opmålt i 1650 ((Nørlund (red.)

1942, XVIII; kortene foreligger her i skala ca. 1:160.000), og de tilsvarende udsnit af Videnskabernes Selskabs kort, opmålt af F. Harboe i 1791 og rentegnet i skala 1:120.000.

Sammenligningen med et andet historisk kort er valgt, fordi det dermed også er muligt at vise hvilket potentiale der eventuelt kan ligge i Mejers kort i forhold til andre, og yngre historiske kortværker.

Indledningsvis skal det fastslås, at der er stor overensstemmelse mellem den trykte udgave af Harboes kort og den moderne kortlægning af Himmer Syssel. For de her benyttede udsnit er afvigelsen på placeringen af sognekirkerne generelt under 100 m. Sammenligner vi nu placeringen af kirkebyerne på et vestligt

udsnit af Mejers og Harboes kort visende området fra Lindenborg å ned til grænsen til Hind herred (fig. 1), viser det sig, at der er ganske store forskydninger de to kort imellem – op til 4 km indenfor det valgte udsnit. Men vi ser også, at forskydningerne ingenlunde er tilfældige. Mere eller mindre ensartede forskydninger forløber i strøg henover kortudsnittet, og må fortolkes som udtryk for de enkelte rekognosceringsbevægelser, som Mejer foretog gennem landskabet. Unøjagtighederne i Mejers kort kan derfor i høj grad bestemmes til at ligge i hans sammenføjning af de enkelte rekognosceringers resultater.

På figur 1 er også vandløbene fra Harboes kort indtegnet. En sammenligning mellem disse og Mejers vandløb viser igen store forskydninger, men også at Mejers kort er topologisk korrekt: landsbyerne er placeret rigtigt i forhold til åerne, så beskrivelsen af en rejse fra en landsby til en anden er korrekt med hensyn til antallet af åer der skal passeres og for så vidt også med hensyn til størrelsen af deres tilløbsområde. Både Harboe og Mejer viser mindre forgreninger i åsystemerne, som ikke findes hos den anden, men i hvor høj grad dette skyldes menneskeskabte ændringer i de mellemliggende 150 år eller forskellige definitioner for, hvornår åerne skulle medtegnes er ikke klart.

Figur 1

34

Af figur 2 og 3 fremgår imidlertid, at Mejer under visse

Perspektiv nr. 5, 2004

omstændigheder var mere detaljeret end Harboe. På forløbet mellem Storvorde og Mou på landhjørnet syd for Limfjordens østlige udløb finder vi på hans kort ikke mindre end seks vandløb indtegnet, som må passeres. Hos Harboe er antallet kun fire, mens vi på et moderne kort (Figur 3) kan se, at i hvert fald fem af Mejers vandløb i dag eksisterer som naturlige afløb fra Lille Vildmose. Når Mejer har interesseret sig så nøje for vandløbene på denne strækning kan det skyldes, at den udgjorde en tvangspassage for landtransporten, mod syd afgrænset af store moseområder, mod nord af Limfjorden selv.

Egnen omkring Mou havde et betydeligt fiskeri i senmiddelalderen og op gennem 1500tallet, og der foregik også en vis udskibning derfra, hvorfor adgangsvejene over land har været af nogen betydning.

Figur 2

Skuebæk

Figur 3

På figur 4 og 5 sammenlignes afsluttende et udsnit af vejnettet på de to kort – for Harboes vedkommende vist på baggrund af et udsnit af GEUS’s jordartskort (Hermansen et al. 1999). Her falder det især i øjnene, at Harboe detaljeret gengiver vejnettet, der forbinder den tætte bebyggelse på morænejorderne i den vestlige del af kortudsnittet, mens dette øjensynligt ikke interesserer Mejer. Han har derimod igen lagt vægt på strækningen langs Limfjorden, hvor endog to alternative vejforløb er indtegnet. Hos Mejer findes heller ikke nogle veje langs med Kattegat-kysten,

35

Perspektiv nr. 5, 2004

Figur 4

Figur 5

36

men farbarheden i området er dog markeret ved at to broer er indtegnet. Ufarbare områder er hos Mejer undertiden angivet med skrift. Således findes i Lille Vildmose betegnelserne ”Wüsteskoez” og ”Wüstemoez”. At der på Harboes kort er indtegnet en vej, som går gennem tre områder, der hos Mejer er angivet som søer, må tages som udtryk for den dræning af Lille Vildmose, som er gennemført i årene mellem tilblivelsen af de to kort, blandt andet gennem nedlæggelsen af den hos Mejer indtegnede ”Stritt mølle”.

Som jordartskortet viser, følger vejene så vidt muligt den faste bunds vej, og ud over at have haft en landbrugsmæssig værdi har den udtørrede søbund øjensynlig været bedre at færdes på end mosetørven.

De ovenfor anførte betragtninger er overfladiske og baseret på meget små udsnit af et stort og varieret kortmateriale, og kan derfor ikke lede til nogen egentlig konklusion.

Sammenligningen af Mejers kort over Himmer Syssel, og Harboes senere kort over samme område synes dog alligevel at give visse fingerpeg om især Mejers tankegang bag kortlægningen. Øjensynligt har han lagt vægt på at give en topologisk korrekt, og for så vidt også afstandstro, gengivelse af bebyggelsens placering. Muligheden for at bevæge sig over land har også interesseret ham, men i højere grad i form af en opmærksomhed overfor hindringer i terrænet end overfor

vejforløb – disse synes kun at være medtaget, når særlige omstændigheder talte derfor.

Denne landskabsopfattelse, hvor hele landskabet som udgangspunkt betragtes som farbart, kan måske ses som udtryk for et fortsat, ”middelalderligt” vejbegreb, hvor de mindre veje kun sjældent var anlagte, men i højere grad udgjordes af en ”vejret”, en ret til at færdes fra landsby til landsby (Schovsbo 2002, s.

74-75). I et sådant perspektiv giver det mindre mening at forsøge at kartere de enkelte vejforløb, da de alligevel kan ændre sig fra år til år afhængigt af den aktuelle brug af markerne. Kun de større, anlagte veje samt tvangspassager af forskellig art, som broer, vadesteder, eller hvor der måtte følges ganske bestemte ruter af hensyn til naturforholdene, var det meningsfuldt at fæste på kort. Forklaringen på de mindre vejes partielle kartering kan dog også være en anden: at det primært var i de perifere områder, hvor både færdsel og bebyggelse var spredt, at Mejer overhovedet fandt det nødvendigt at fæstne vejforløbene på papir.

I begge tilfælde rummer Mejers kortværk dog en hidtil upåagtet kulturhistorisk skat i form af en forholdsvis præcis gengivelse af et kommunikationlandskab med rødder tilbage i middelalderen. Mere omfattende studier af Mejers arbejde vil givetvis kunne afdække intentionerne bag det, og dermed gøre det muligt at benytte det til at studere både samspillet mellem na-

Perspektiv nr. 5, 2004

turfaktorer og menneskelig kommunikation (den rumlige modstand), og i nogle tilfælde endog de enkelte egnes eller bebyggelsers transportpotentiale i 1600-tallets Danmark.

Alle sine begrænsninger til trods giver Mejers kortværk os således tilsyneladende en mulighed for at anlægge et transportgeografisk perspektiv på landskabet, som supplement til den ellers overvejende agrarøkonomiske til-

gang som præger en stor del af den kulturhistoriske forskning i de historiske kort.

Nørlund, P. (red.) 1942: Johannes Mejers Kort over Det danske Rige. Geodætisk Instituts Publikationer I-III, København.

Litteratur Haggett, P., 2001: Geography: A Modern Synthesis, 4th Edition, New York: Prentice Hall.

Hermansen, B. et al. 1999: Digitalt kort over Danmarks jordarter 1:200.000, ver. 1.0. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport 1999/47.

Schovsbo, P.O. 2002: Landtransport i Danmark i vikingetid og tidlig middelalder. I: Venner og Fjender. Dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder (ed. A.-E. Jensen), s. 7176. Næstved.

Om forfatteren Jan Bill, museumsfaglig chef, ph.d., Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde, jb@vikingeskibsmuseet.dk

37

Perspektiv nr. 5, 2004 Landbrugsproduktivitet og arealanvendelse i 1600- og 1700-tallet Peder Dam, Roskilde Universitetscenter Gennem to landsdækkende digitaliserede kort undersøges forskelle og tendenser i det danske landbrug i tiden før landboreformerne. Fra Videnskabernes Selskabs kort (1768-1805) hentes arealanvendelsen og ud fra et ejerlavs- og bebyggelseskort med tilknyttede oplysninger fra Chr. V’s matrikel (1682-83) udarbejdes et produktivitetskort. Selvom begge kort har flere problemstillinger kan de bidrage med et indblik i det førindustrielle landbrugs markante variationer. Til slut undersøges korrelationen mellem kortene.

I mit igangværende speciale, som omhandler landbrugsproduktiviteten og bebyggelsesstrukturen i 1600-tallets Danmark, indgår der en række landsdækkende undersøgelser. Disse undersøgelser har pga. dataenes omfang kun været mulige gennem brug af digitale kort i GIS (Geografiske Informations Systemer). Med digitale kort mener jeg dels vektoriseringer af ældre topografiske kort – Videnskabernes Selskabs kort – og dels historisk-geografiske oplysninger, som oprindeligt ikke var tænkt som reelle kort: Chr. V’s matrikel.

tikel sammenlignes denne med arealanvendelsen.

Formålet med specialet er at kortlægge og analysere produktiviteten. Her tænkes ikke på den direkte produktivitet i form af mængden af korn, kvæg osv. som produceres pr. år, da dette sjældent er fyldestgørende oplyst i kilderne.

Til gengæld er det muligt at vurdere det indirekte ud fra Chr. V’s matrikel: Hartkornsværdierne bygger netop på en vurdering af den potentielle produktion i indmarken (ager) og delvist i udmarken (eng, græsning og svinsolden) omregnet til en samlet værdi. Deles denne værdi med det totale areal af ejerlavet fås et mål for den gennemsnitlige produktivitet pr. areal. I nærværende ar-

Matriklen blev fremstillet efter lidt forskellige satser på Øerne og i Jylland, men principperne var de samme. Man opmålte agerjorderne til hver gård og skønnede, hvor produktive disse var. Dette blev målt i hvor mange tdr. land, der skulle til for at avle en ”tønde hartkorn”.

Hartkorn betyder ”hårdt korn”, dvs. byg eller rug. Ved at multiplicere hartkornssatserne med arealerne kunne man således få et samlet skøn over hvor mange tdr. korn, der kunne dyrkes på hver gårds indmark.

Ved udmarken – dvs. eng-, skov- og hedearealer m.m.

– blev der benyttet en anden fremgangsmåde. Man gav et groft skøn for hvor mange læs

38

Ejerlavs- og bebyggelseskortet 1682/83 – Chr. V’s matrikel Ejerlavs- og bebyggelseskortet 1682/83 bygger direkte og indirekte på Chr. V’s matrikel.

Matriklen var en skattesætning af den danske landbrugsjord, som omfatter hele kongeriget; dog ikke Bornholm. På grund af dens særlige status efter svenskekrigene, blev øen ikke omfattet af matriklen. Sønderjylland var heller ikke omfattet af opgørelsen, da det var en del af hertugdømmet Slesvig.

hø engene kunne give, samt hvor mange høveder og svin henholdsvis græsningsarealerne og skovene kunne holde. Allerede her bliver den samlede hartkornsangivelse svær at forholde sig til. Det er som sådan ikke en angivelse af hvor mange tdr. hårdt korn, der kunne produceres: Det er en samlet vurdering af hvor stor hele gårdens produktion er, omregnet til den lidt diffuse enhed ”hartkorn”. Det bliver dog hurtigt endnu mere kompliceret. Hvis en bebyggelse havde en meget lille andel af eng o. lign. kunne den få et afslag i den samlede hartkornssats. Den endelige og samlede hartkornsangivelse kan derfor ikke nødvendigvis deles op i indmarkshartkorn og udmarkshartkorn. De er så at sige flettet sammen. Samtidigt blev matriklen yderligere kompliceret ved, at det lykkedes nogle bønder at få nedsat deres satser ved at klage, og endelig besluttede Kongemagten at forhøje de jyske hartkornssatser med en sekstendedel og de fynske med en tolvtedel.

(Pedersen 1928, 14-25) I mit speciale benytter jeg primært den samlede hartkornssats ved de forskellige bebyggelser. Dette skyldes dels kildemæssige årsager, men også at det netop er den endelige sats; indmarks- og

Perspektiv nr. 5, 2004

udmarkssatserne blev som beskrevet viderebearbejdet. Men selv den endelige sats er ikke uproblematisk; f.eks. er der bred enighed blandt de fleste landbrugshistorikere om, at udmarkssatsen er sat for lavt.

(Porsmose 1981, 94) Landbrugshistorikeren Henrik Pedersen samlede de væsentligste oplysninger for hver bebyggelse i et tabelværk (Pedersen 1928), som jeg overførte til et regneark og herefter digitaliserede som punkter. Resultatet var et punktkort bestående af godt 12.000 bebyggelser, hvortil der hører data som antal gårde, antal huse, det årlige opdyrkede areal og den samlede hartkornssats. Samtidigt blev et elektronisk ejerlavskort anno 1682/83 fremstillet i samarbejde med Kort & Matrikelstyrelsen (KMS) og Peter Korsgård. Kilden til ejerlavskortet var et ekstrakt af det GIS-baserede Matrikelkort (KMS 2002) samt Danmarks Administrative Inddeling (Frandsen 1984). Det elektroniske ejerlavskort består af ca. 7.000 ejerlav og indeholder udover en række administrative oplysninger også ejerlavets areal.

Produktivitetskortet Gennem ejerlavs- og bebyggelseskortet kan der udregnes et produktivitetstal: Ved at tage den samlede hartkornssats fra hvert ejerlav og dele dette med det samlede areal af ejerlavet, får man et mål for produktion pr. areal. Det kan ikke umiddelbart sige noget om den faktiske produktion af korn, kreaturer osv., men det kan fortælle os noget om hvor

meget et område som helhed har kunnet give af udbytte.

I figur 1 ses kortet for 1682/83 produktiviteten.

Landsgennemsnittet er 11,70 tdr. hartkorn pr km2, men der er meget markante forskelle regionerne imellem. I Vest- og Midtjylland ligger den typisk på omtrent en

tiendedel af den sjællandske.

Herredet med det højeste gennemsnit – Smørum (beliggende mellem Roskilde og København) – har en produktivitet på 23,43. Tilsvarende har Slavs herred ved Grindsted/Billund det laveste, kun 1,05 tdr. hartkorn pr km2. Målt på herredsbasis er der altså mere end en

Produktivitet vurderet ud fra Chr. V's matrikel

Hartkorn pr. km2: 0.02 - 3.87 3.87 - 8.20 8.20 - 14.93 14.93 - 93.58 Ikke medtaget

Figur 1: Produktivitet udregnet som ejerlavets samlede hartkornssats (i tønder) delt med ejerlavet samlede areal (i km2). Intervalinddelingen er foretaget, så antallet af ejerlav i hver klasse er identisk. De ejerlav, som ikke er medtaget (182 ud af 7.049), er dels købstæder, dels fælles udmarksejerlav, hvis hartkorn ikke er særskilt oplyst.

39

Perspektiv nr. 5, 2004

faktor 20 i forskel på 1682/83 produktiviteten. De to er naturligvis ekstreme eksempler.

Smørum ligger i det intensivt dyrkede kulturområde ”Heden” og nær København, mens Slavs herred er et af de få områder, som udelukkende ligger på den jyske hedeslette. Årsagen til den stærkt varierede produktivitet skal findes i en række forhold af f.eks. geologisk og topografisk karakter, højere opdyrkningsgrad, en mere fordelagtig udnyttelse af de ikke opdyrkede jorder m.m.

F.eks. træder forhold som den Harderske Israndslinie i Østjylland, skovbygdeområder på Fyn (Møller & Porsmose 1997) og større bebyggelseskoncentration ved dele af Vestkysten frem (Dalsgaard et al. 2000, 286-288).

Videnskabernes Selskabs kort 1768-1805 Videnskabernes Selskabs kort er beskrevet kildekritisk andet steds i denne udgave af Perspektiv af Peter Korsgaard. Der er en række problemstillinger ved kortet – f.eks. er det mere udetaljeret og upræcist sammenlignet med moderne kort – men da det er den eneste videnskabelige og landsdækkende kortlægning af Danmark fra slutningen af 1700-tallet, er det en væsentlig kilde i historieforskningen. Kortet kan give et unikt billede af Danmark før landboreformer og den agraretekniske udvikling ændrede landskabet i løbet af første halvdel af 1800-tallet.

For 5-6 år siden begyndte en række institutioner uafhængigt

40

af hinanden at digitalisere og vektorisere udsnit af kortene.

Gennem HisKIS-forummet blev disse samlet og systematiseret, og på Kulturarvsstyrelsen blev arbejdet færdiggjort.

En del af resultatet – arealanvendelsen – ses i figur 2.

Når jeg på trods af kortets problemstillinger drister mig til at anvende det som kilde til arealanvendelse – endda på landsplan – skyldes det flere årsager. Dels benytter jeg kortet i stor skala: kortet anvendes kun til angivelse af arealanvendelsernes fordeling inden for

Arealanvendelse på Videnskabernes Selskabs kort (1768-1805)

Arealanvendelse: Åbent land Kratskov Skov

Eng / mose Marsk Sø

Hede Klit / indsand Købstad

Figur 2: Arealanvendelse på Videnskabernes Selskabs kort 1768-1805.

Med ”åbent land” menes de signaturløse områder på kortet, hvorfor denne kategori primært angiver ager men også mindre områder med sekundær arealanvendelse, f.eks. overdrev og eng.

Perspektiv nr. 5, 2004

Produktivitet i forhold til arealanvendelsen Arealanvendelsen var påvirket af dels geologien og dels en række andre forhold: Skovene var f.eks. klart overrepræsenteret i de kuperede områder, åbent land dominerede de gamle kulturområder og også en række andre natur- og kulturgeografiske faktorer syntes at have haft en påvirkning. I denne artikel vil formålet primært være at sætte produktivitetskortet op mod arealanvendelsen og at analysere korrelationen. De to elektroniske kort blev derfor sammenflettet, så ejerlavene tillige med oplysningerne fra Chr. V’s matrikel også indeholdt oplysninger om andelen af arealanvendelsestyperne. Ejerlav domineret af henholdsvis hede, skov og åbent land blev derefter ud-

Punkterne i figur 4 ligger mere spredt og tendenslinien er mindre hældende. Forskellen må dels skyldes, at skov set fra et agrart synspunkt ikke i så høj grad som hede er et marginalt område. Skovområder kunne i 1600-tallet give et landbrugsmæssigt afkast: dels pga. af svinehold, dels fordi de datidige skove var mere lysåbne end vi kender dem i dag. De meget spredte punkter tyder også på, at der er andre forhold, som er mere afgørende for produktiviteten end andelen af skov.

valgt på en sådan måde, at der ikke er ejerlav, der indgår i flere grupper. I figur 3 er ejerlav domineret af hede udvalgt – defineret som områder med mindst 30 % hede og mindst 70 % af hede + åbent land. Disse 1593 ejerlav blev indsat som punkter med andelen af hede ud ad X-aksen og produktiviteten op ad Y-aksen. Selvom de selvfølgelig ligger spredt over grafen, er der dog en tydelig koncentration omkring tendenslinien.

Produktiviteten falder kraftigt jo større andelen af hede er i ejerlavet.

Som det sidste typeområde ses i figur 5 ejerlav domineret af åbent land; dvs. mindst 70%.

Tendenslinien kan måske forekomme overraskende stigende selv ved ejerlav, som helt eller næsten helt er dækket af åbent

Dette relativt tydelige billede forsvinder, når man undersøger ejerlav domineret af skov; dvs. ejerlav som tilsvarende har mindst 30 % skov og mindst 70 % skov + åbent land.

Produktivitet i hedeområder 25

20 1682/83 produktivitet (tdr. hartkorn pr. kv. km.)

hvert ejerlav. Dels inddrager jeg et stort statistisk materiale, hvorved problemstillingen med den geografiske usikkerhed må forventes at udjævnes.

Endelig er det kun hede, skov og åbent land, som i denne undersøgelse bliver inddraget.

Disse kategorier menes ikke, at indeholde samme systematiske under- eller overdrivelse på kortet som f.eks. vådbundsområderne (Stenak 2001). Det er dog stadig vigtigt at understrege, at kortene kun giver et groft billede af arealanvendelsen. Videnskabernes Selskabs kort er regionskort og ikke detailkort. Specielt de ældste kort dækkende Østdanmark viser kun større områder med sekundære arealanvendelser.

Dette er især et problem ved eng- og moseområder.

15

10

5

0 30,0

40,0

50,0

60,0

70,0

80,0

90,0

100,0

Andel af hede (% )

Figur 3: Hede-ejerlavenes produktivitet vurderet ud fra Chr. V’s matrikel i forhold til andelen af hede på Videnskabernes Selskabs kort. Medtaget: 1593 ejerlav med mindst 30 % hede og mindst 70 % åbent land og hede. Korrelationsfaktor: 0,31.

41

Perspektiv nr. 5, 2004

land. Men det er som beskrevet vigtigt at huske, at åbent land ikke kun er ager: det dækker også i et vist omfang over overdrev, vedvarende græs og delvist over engområder.

Punkterne ligger mere spredt end ved hedeområderne, men er omvendt mindre spredt end ved skovområderne.

Produktivitet i skovområder 30

1682/83 produktivitet (tdr. hartkorn pr. kv. km.)

25

20

15

10

5

0 30

40

50

60

70

80

90

100

Andel af skov / kratskov (% )

Figur 4: Skov-ejerlavenes produktivitet vurderet ud fra Chr. V’s matrikel i forhold til andelen af skov/kratskov på Videnskabernes Selskabs kort.

Medtaget: 647 ejerlav med mindst 30 % skov/kratskov og mindst 70 % åbent land og skov/kratskov. Korrelationsfaktor: 0,05.

Produktivitet i områder domineret af åbent land 50 45

1682/83 produktivitet (tdr. hartkorn pr. kv. km.)

40 35 30 25 20 15 10 5 0 70,0

75,0

80,0

85,0

90,0

95,0

100,0

Andel af åbent land (% )

Figur 5: Åbent land - ejerlavenes produktivitet vurderet ud fra Chr. V’s matrikel i forhold til andelen af åbent land på Videnskabernes Selskabs kort.

Medtaget: 3619 ejerlav med mindst 70 % åbent land. Korrelationsfaktor: 0,13.

42

Den gennemsnitlige produktivitet for områder domineret af henholdsvis hede, skov og åbent land ses i figur 6. Meget groft beskrevet fordobles produktiviteten ca. fra hede til skov, og igen fra skov til åbent land. Det kan selvfølgelig ses som markante forskelle, men det er dog ikke så markant, som forskellene, der kunne ses på landskortet. Arealanvendelsen er derfor – ikke overraskende – kun en del af forklaringen.

På nuværende tidspunkt er jeg specielt opmærksom på jordarts- og jordbundsforholdene, samt på bebyggelsernes geografiske placering, specielt i forhold til kysten og i forhold til købstæderne.

Konklusion Videnskabernes Selskabs kort og Chr. V’s matrikel er begge kilder med flere problemstillinger, fejlkilder og usikkerheder.

De eksakte værdier og de præcise grænser på kortene kan i bedste fald være problematiske at benytte – og i værste fald være decideret fejlagtige.

Man må ikke ukritisk tage alle oplysningerne for gode varer.

Men omvendt er det ligeså forkert – og frem for alt nytteløst – at gå over i den anden grøft ved at påstå, at sådanne kilder ikke kan benyttes til at få

Perspektiv nr. 5, 2004

Litteratur Dalsgaard, Kristian; Eriksen, Palle; Jensen, Jens Villiam & Rømer, Jørgen Rydén (2000): Mellem hav og hede – landskab og bebyggelse i Ulfbog herred. Aarhus Universitetsforlag.

1682/83 produktivitet (tdr. hartkorn pr. kv. km.)

Produktivitet 1682/83 18 16 14 12 10

Frandsen, Karl-Erik (1984): Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660. Dansk Historisk Fællesforening.

8 6 4 2 0 Hede

Skov

Åbent land

Ejerlav domineret af:

Figur 6: gennemsnitlig produktivitet i ejerlavsgrupperne domineret af hede, skov og åbent land.

et indblik i den datidige agrare situation. Da de i denne artikel viste kort og grafer generelt giver et plausibelt billede og udviser forholdsvis systematiske korrelationer, må de to kort i et vist omfang afspejle reelle forskellige agrare miljøer. Derfor er det også mit håb, at kortene i fremtiden kan benyttes som kilde til få et indblik i landbrugssystemerne i 1600- og 1700-tallet.

Produktiviteten, her defineret som hartkorn pr. areal, varierede markant i 1600-tallet.

Selv på herredsgennemsnit var der mere end en faktor 20 til forskel fra det mindst produktive – Slavs herred – i forhold til Smørum herred med det højeste gennemsnit. Den tydelig-

ste længere skillelinie mellem høj- og lavproduktive områder følger stort set den østjyske Harderske Israndslinie, men også en række ikke-geologiske forhold kan konstateres at korrelere med produktiviteten.

Heriblandt arealanvendelsen.

Korrelationen mellem andelen af hede og produktivitet er stor og tendensen forholdsvis entydig. Jo mere hede, jo lavere produktivitet. Tilsvarende med andelen af skov, om end korrelationen og tendensen er noget mindre. Ved stigende andel af åbent land steg produktiviteten. Produktiviteten fordobles omtrentligt fra ejerlav domineret af hede til skov-ejerlav, og igen fra skov-ejerlav til ejerlav domineret af åbent land.

Møller, Per Grau & Porsmose, Erland (1997): Kulturhistorisk inddeling af landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Pedersen, Henrik (1928): De danske Landbrug: fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Gyldendal.

Porsmose, Erland (1981): Den regulerede landsby - studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel. Odense Universitetsforlag.

Stenak, Morten (2001): Upubliceret materiale fra forskningsprojektet Agrar 2000. Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser

Om forfatteren Peder Dam, Stud. scient. ved Geografi og Historie, Roskilde Universitetscenter, Wiemosen 14B, 4000 Roskilde, email pederd@ruc.dk

43

Perspektiv nr. 5, 2004 Jordens godhed, bondens slid, kongens skat Jens Andresen, Aarhus Universitet Med udgangspunkt i 1844-matriklens kortgrundlag diskuteres de herpå anførte boniteringstakster af dyrket ager. Deres værdi som udtryk for jordens bonitet vurderes kildekritisk. På grundlag af et konkret eksempel argumenteres der for, at bonitetstaksterne måske afspejler to årtusinders arealanvendelse og dyrkningssystem og at de var et reelt udtryk for dyrkningsværdien i deres samtid.

De i forbindelse med 1844-matriklen udarbejdede kort (Original 1-kort) blev i deres samtid både af den enkelte jordbruger såvel som af centraladministrationen anset som vigtige og derfor bevaringsværdige dokumenter. Kortene tjente sammen med de tilhørende protokoller som belæg for ejendomsgrænser og beskatningsgrundlag, hvorfor vi klassificerer dem som økonomiske kort.

I begyndelsen af 1900-tallet fik bl.a. historikerne øje på deres værdi som kildemateriale, primært i forbindelse med lokal- og landbrugshistoriske studier (Knudsen, 1919). Kortene var (og er stadig) værdsat som enestående kilde til arealudnyttelsen omkring 1800. Jordklassifikationen - de i forbindelse med 1844-matriklen pånoterede bonitetstakster - blev derimod først relativt sent genstand for kulturhistoriske undersøgelser (Hansen & Steensberg, 1951).

Væsentlige fremskridt skete under Det nordiske Ødegårdsprojekt og ved Torben Grøn-negård Jeppesens og Erland Porsmoses undersøgelser på Fyn i 1970’erne og 80’erne. Her blev bl.a. bonitetstaksternes fordelingsmønstre i ejerlavet anvendt som indikatorer på forsvunden bebyggelse. Med reference til Viggo Hansens model over transportmønstre for plantenæringsstoffer (Hansen, 1973)

44

blev boniteten billedligt beskrevet som en skydeskive med de højeste værdier omkring landsbyen og de laveste værdier i periferien af ejerlavet (Porsmose, 1979). Anomalier i form af uventet høje værdier i ”skydeskiven” ansås som et resultat af tidligere bebyggelse med omkringliggende gødsket indmark.

Introduktionen af GIS-teknologi i store forskningsprogrammer i anden halvdel af 1990’erne muliggjorde digital aftegning af Original 1-kort i store, sammenhængende områder (Greve & Larsen, 2000; Møller et al. (red.), 2002). I hidtidige kulturhistoriske undersøgelser af 1844-matriklens bonitetstakst havde fokus oftest været på et enkelt ejerlav, men den digitale teknologi gjorde det muligt at udvide det spatielle data-grundlag betragteligt.

Endvidere tillod GIS-teknologien at foretage beregninger på fladedækkende temaer, hvorved nye temaer kunne genereres. I forskningsprogrammerne blev de teknologiske muligheder bl.a. udnyttet til at vurdere jordbundens naturlige bonitet i relation til den antropogene påvirkning (Fabech et al., 2002). Som mål for jordbundens naturlige bonitet anvendtes den naturvidenskabeligt baserede moderne jordklassifikation, som udtryk for jordens bonitet i før-industrialiseret landbrug anvendtes 1844-matriklens bonitetstakster.

Da 1844-matriklens bonitetstakster således stadig finder anvendelse, er der god grund til at foretage en kildekritisk vurdering af 1844-boniteringen. Denne vurdering kan herefter danne naturligt udgangspunkt for en kulturhistorisk undersøgelse af bonitetsbegrebet.

1844-matriklens bonitetstakst Der er næppe de to egne eller endog ejerlav der har identiske historiske forløb under landboreformerne omkring 1800.

Det er derfor kun de generelle udviklingslinier i kongeriget der kan ridses op her.

Bl.a. som følge af forordningen af 23/4 1781 ophævedes langt hovedparten af dyrkningsfællesskaberne over en ca. 30-årig periode. Agerjorden blev udskiftet, således at den enkelte jordbruger selvstændigt kunne dyrke sammenhængende arealer (Kristensen, 1985). Udskiftningen foregik på grundlag af en arealmæssig opmåling (kortlægning) og vurdering af jordernes ydeevne. Da omfordelingen af jorderne foregik indenfor et enkelt ejerlav, var en relativ vurdering tilstrækkelig.

Ombytningen af jord foregik selvsagt ikke altid helt gnidningsfrit (Petersen, 1995). Da jordbrugerne i et ejerlav oftest var fæstere ved det samme gods, kunne godset mægle ved

Perspektiv nr. 5, 2004

uenigheder. Men godset kunne også udnytte lejligheden til en samtidig egalisering (nivellering af jordbrugene til samme størrelse jordtilliggende) i en eller ganske få størrelsesklasser af jordbrug. Dermed kunne nogle jordbrug stige i størrelse, mens andre tilsvarende kunne blive reduceret i størrelse. Undtagelsesvist kunne nye jordbrug opstå og gamle kunne blive nedlagt. Udskiftningen i Kongeriget var derfor ikke baseret på et individuelt mageskifte af jordlodderne mellem to eller flere parter, som f.eks. beskrevet for hertugdømmerne (Fink 1941).

Der var tale om en centralt styret omfordeling af jorden.

Godset havde efter udskiftningen også opnået mulighed for individuelt frasalg af gårds- og husmandsbrug, en mulighed der i de fleste tilfælde blev udnyttet.

Særejet blev således den dominerende ejendomsform i løbet af første halvdel af det 19.årh.

De ved udskiftningen opståede skel blev i vid udstrækning naturligt nok genanvendt i forbindelse med udarbejdelsen af 1844-matriklen, ligesom jordvurderingen kunne støtte sig til de ved udskiftningen opnåede erfaringer og resultater.

Da agerjorden indenfor matrikelgrænserne besad forskellig dyrkningsværdi, blev den opdelt i litra, som i reglen dannede

mindste vurderingsenhed.

Bonitetstaksterne for vurderingsenhederne skulle afspejle dyrkningsværdien. Men da der ikke forelå systematiske registreringer af høstudbyttet på den enkelte vurderingsenhed, blev bonitetstaksterne skønsmæssigt fastlagt, denne gang dog efteren landsdækkende skala mellem 1 og 24. Da areal og bonitet definerede beskatningsgrundlaget, måtte der også i denne situation opstå diskussion om disse parametre. Af matriklens arbejdsjournal, sogneprotokol og (i nogle tilfælde) af original 1 kortet fremgår det da også, at det samme litra kun-

Figur 1. Udsnit af Original 1 – kort (Langballe By),sogneprotokollen for Mårslet Sogn (nederst) og arbejdsjournalen for Ning Herred (øverst). På kortet er den ældre bonitering af matrikel 9f markeret med blåt. Her blev lodden takseret til 13. Ved revisionen er 9f delt op i to lodder og takseret til henh. 4 og 8. Takseringen er markeret med rød signatur.

45

Perspektiv nr. 5, 2004

ne blive omvurderet fire-fem eller endog flere gange (Fig. 1).

Kriterierne for de skøn der lå til grund for bonitetstaksterne er desværre ikke helt klarlagte (Dalsgaard et al., 1976; Greve & Larsen, 2000). Undersøgelser foretaget omkring 1900 synes dog at dokumentere en sammenhæng mellem dyrkningsværdi og bonitetstakst. Fremgangsmåden ved undersøgelsen var at udspørge nogle jordbrugere om det gennemsnitlige foldudbytte på de forskellige dele af deres lod, for herefter at korrelere disse opgivelser med bonitetstaksterne. Som tidligere påpeget har mergling, dræning

mm ganske givet ændret jordens dyrkningsværdi mellem 1844 og 1900 (Dalsgaard et al.,1976).

En hel anden situation til vurderingen af bonitetstaksterne ville foreligge, om vi besad deciderede registreringer af det faktiske udbytte. Kilder af denne art er det dog næppe muligt at opspore. Men kilder til tilnærmede værdier kendes f.eks. i et tidligt eksemplar af en såkaldt ”kornbog” (intern regnskabsbog) ført for tre østjyske godser i perioden 1731-1746. Heri angives for godsernes særjorder for hver enkelt mark udsæd i tønder og høst i traver (Skriver, 2002:71).

En analyse af kun en enkelt af disse kilder skal selvfølgelig tages med mange forbehold og kan ikke stå alene som vurdering af bonitetstaksterne (se Fig. 2). Man må f.eks. pege på den store tidsmæssige forskel mellem kilderne og dermed den store sandsynlighed for ændringer i dyrkningsform. Vejrliget i det enkelte høstår og andre faktorer har vel også spillet ind. Derfor ses store udsving i høstudbyttet.

En større, systematisk undersøgelse af yngre kornbøger end den nævnte ville derfor være en mulighed, om en statistisk usikkerhedsvurdering på et uafhængigt kildegrundlag af 1844-bonitetstaksterne skulle ønskes.

Moesgårds kornavl 1731-46 14

12

Udsæd/Indavl

10

8

Byg Havre Rug

6

4

2

0 0

2

4

6

8

10

12

14

16

1844-bonitetstakst

Figur 2. Korrelation mellem bonitetstakst i 1844-matriklen og forholdet mellem indavl i traver og udsæd i tønder på Moesgårds jorder 1731-46. Bonitetstaksten er udregnet som en areal-vægtet gennemsnitsberegning pr. høstenhed i kornbogen.

46

Perspektiv nr. 5, 2004

Ved en kvantitativ analyse og spatiel kortlægning af bonitetstaksterne fra 1844-matriklen skal der derfor udøves forsigtighed ved tolkningen. Metodisk set ville det i konkrete studier være mest korrekt, om man ved kvantitative analyser laver en usikkerhedsvurdering på basis af oplysningerne i den til kortet hørende sogneprotokol og arbejdsjournal.

Jordens godhed – et natureller kulturprodukt ?

Sammenlignes en generaliseret kortlægning af 1844-hartkornsberegningen med udbredelsen af rodzonekapaciteten (jordens evne til at tilbageholde vand) for byg og sukkerroer, kan man iagttage en ret nøje overensstemmelse i det geografiske fordelingsmønster i Danmark (Madsen et al., 1992). Rodzonekapaciteten er en vigtig parameter for jordens dyrkningsværdi.

På et landsdækkende generaliseringsniveau er rodzonekapaciteten et resultat af geologiske forhold. Spørgsmålet er da, om dette også er tilfældet for et generaliseringsniveau der svarer til ejerlavets? Er den geografiske fordeling af 1844-matrikeltaksterne i ejerlavet et naturprodukt eller indeholder vurderingen også et antropogent betinget element? Er bebyggelserne anlagt på eller i nærhed af lokale naturgivne maxima i bonitetsmønstret eller er ”skydeskivens” udformning skabt af jorbrugernes arbejde over måske tusinder af år?

Disse spørgsmål har for bl.a. lokalisering af tidligere bebyg-

gelse og dermed for forståelse af bebyggelsesudviklingen stor betydning. Af denne grund er det også vigtigt at tage stilling til fremlagte metoder til udskillelse af natur- og kulturbetingede komponenter i 1844-matriklens bonitetstakster.

Bonitetsdifferencen Som det indledningsvist blev nævnt, har det været foreslået, at man ved at fratrække den ”naturlige” bonitet fra 1844-bonitetstaksterne ville få et udtryk for kulturpåvirkningen (Greve & Larsen, 2000; Fabech et al., 2002). Dette tal betegnes som ”bonitetsdifferencen”.

I beregningsformlen indgår en takst for over- og underjord.

Eksempelvis sættes moræneler til 16, morænesand til 12.

Da kortgrundlaget for overjordstaksterne foreligger i målestok 1:50.000 (Fabech et al., 2002:126) - og for underjorden i 1:200.000 (Fabech et al., 2002:125) må jordtaksterne nødvendigvis fremtræde knapt så varierede som bonitetstaksterne fra matrikelkortets målestok i 1:4.000. Den tredie parameter i formlen, halvdelen af overjordens tykkelse målt i centimeter, sættes som en konstant til 15. De tre parametre lægges sammen og divideres med 3.

På grund af disse forudsætninger er det ikke så mærkværdigt at den ”naturlige” bonitet er tilnærmelsesvist konstant (Fabech et al., 2002: Figur 14) og omtrentligt svarer til ejerlavenes gennemsnitlige 1844boniteringstakst. Så hvor besnærende denne metode ved første øjekast end tager sig

ud, opnås der i mine øjne ikke meget mere end at de højeste takster omkring de historiske landsbyer træder positivt frem, mens ejerlavets periferi træder negativt frem. ”Skydeskive” eller spatielle zoner ? – dyrkningssystemer og gødskning På det foreliggende datagrundlag for over- og underjord og den manglende viden om grundlaget for og usikkerheden ved 1844bonitetstaksterne betyder, at ”bonitetsdifferencen” ikke giver ny viden. Dalsgaard et al. har på basis af bl.a. naturvidenskabelige undersøgelser givet udtryk for ”at man må have lagt mest vægt på muldindholdet (humus) og tykkelsen af muldlaget” ved 1844-bonitetstakseringen (Dalsgaard et al., 1976:38). Det er denne antagelse der i det følgende skal belyses nærmere.

I det mindste fra jernalderens begyndelse må muldindholdet i dyrket ager opfattes som et antropogent produkt som følge af gødskning. Ved tilførsel af gødning over en lang årrække stabiliserer andelen af organisk materiale i jorden sig på et bestemt niveau (Dalsgaard, 1984). Gødskningen tilfører ikke blot jorden uomsatte plantedele der virker vandabsorberende, men den indeholder også næringsstoffer til planter og mikroorganismer. Ved ”muld” forstås derfor en overfladejord med en eftertragtet struktur og blandingsforhold mellem organiske og mineralske bestanddele.

Når gødning fordeles på en del af bymarken (”indmark” - se Fabech et al., 2002:121-124), mens

47

Perspektiv nr. 5, 2004

fordelingsmønser tegner sig, er regionalt og endda lokalt forskelligt. Muldindholdet og dennes spatielle fordeling i bymarken er derfor en afspejling af dyrkningssystem og arealanvendelse under givne betingelser.

GEUS by JSYM1 DG DL DS ES FL FP FS FT MG ML MS S SØ TG TS TS-TG TS-TL

(1) (112) (46) (120) (73) (1) (176) (23) (312) (14) (88) (50) (44) (2) (9) (24) (4) (3)

0

250

500

meters

Figur 3. Jelling og afgrænsningen af bymarken (1781) i relation til GEUS’ kartering af geologiske jordarter i målestoksforholdet 1:25.000

Indmarken og dens jord bliver med tiden en værdifuld ressource for jordbrugere, en ”gave” givet af tidligere generationers arbejde. Selvom dyrkningssystemet skulle ændres, vil der derfor være et incitament for et fortsat vedligehold af den gamle indmark. Tvistigheder om retten til indmarken i forbindelse med en ændring af ejendomsforhold er f.eks. nævnt i forbindelse med udskiftningssager i Sønderjylland (Fink, 1941:133-140).

1844-matriklens bonitetstakster 16 to 20 (44) 12 to 16 (112) 8 to 12 (57) 4 to 8 (47) 0 to 4 (17)

Hvis vi skal forstå 1844-matriklens bonitetsmønster ud fra Dalsgaards formodning, skal vi derfor ikke analysere det samtidige, men det tidligere dyrkningssystem. For kongerigets vedkommende er vi i den heldige situation, at forarbejderne til Chr. V’s matrikel fra 1688 indeholder ualmindeligt detaljerede oplysninger om agerbruget inden dyrkningsfællesskabets ophævelse (Hansen & Steensberg 1951; Frandsen, 1983).

0

250

500

meters

Figur 4. 1844-matriklens bonitetstakster i Jelling bymark

andre dele af ejerlavet anvendes til ugødede afgrøder, græsning, skov og krat mm, opstår

48

der spatielle zoner i overjordens sammensætning (Riddersporre, 1995). Måden hvorpå zonernes

Jelling bymark Ovenstående kan eksemplificeres med en analyse af Jelling bymark. Landsbyen Jelling ligger umiddelbart øst for israndslinien på morænejord (Fig. 3).

Selve landsbyen er placeret omkring de to velkendte høje fra vikingetiden. Terrænet falder jævnt herfra i alle retnin-

Perspektiv nr. 5, 2004

ger. Jelling var igennem lange perioder ejet af kongen og de 18 helgårde var egaliserede.

Landsbyen var placeret nogenlunde centralt i bymarken, som mod vest afgrænsedes af hede, mod syd af skov. Dyrkningssystemet før udskiftningen kategoriseres som et græsmarksbrug med tægter (Frandsen, 1983:225). Bymarken var før udskiftningen opdelt i indhegnede tægter, der igen var opdelt i fald, der atter bestod af et antal agerskifter (højryggede agre) af lidt varierende bredde og meget varierende længde.

Denne agerstruktur brydes radikalt ved udskiftningen. Bymarken inddeles i en sammenhængende flade af geometriske figurer. Hver enkelt figur takseres. Værdierne for disse danner den velkendte ”skydeskive”, dog med et i forhold til landsbyen acentrisk sydligt liggende højbonitetsområde og et fra vest kommende lavere boniteret område, der strækker sig helt ind mod landsbykernen (Fig. 4).

Kulturgeografen Mats Riddersporre har foretaget en kartografisk rekonstruktion af agerskifternes beliggenhed i Jelling’s bymark i 1683 efter Axel Steensberg’s metode (Hansen & Steensberg, 1951). Ved rekonstruktionen er anvendt markbogen til Chr. V’s matrikel fra 1683 og et Ældste original kort fra 1811, der mht. til arealanvendelse, marknavne mv. er en kopi af udskiftningskortet fra 1781 (Heltoft, 1979). I afbildningerne fig. 5 til fig. 8 har jeg simplificeret rekonstruktionen, således at det ikke er det enkelte agerskifte, men det

Bonitet God byg (5) Middelmådig byg (8) Middelmådig rug (2) Ikke i brug (2) Ond byg (8) Ond havre (11) Ond rug (3) Ringe rug (4) Skarp byg (9) Skarp havre (1) Skarp ond rug (2) Skarp rug (2)

0

250

500

meters

Figur 5. 1683-markbogens bonitetstakster for dyrket ager i Jelling bymark Brug- og hviletider 4/4 (4) 4/5 (17) 4/6 (10) 3/5 (3) 3/6 (6) 3/7 (3) 3/8 (3) 3/12 (5) 2/9 (2) 2/12 (2) Ikke i brug (2)

0

250

500

meters

Figur 6. 1683-markbogens oplysninger om brug- og hviletider for dyrket ager i Jelling bymark

enkelte fald der er den mindste analytiske enhed. Simplificeringen skyldes, at markbogens

oplysninger om bonitet, rotation, sædskifte og jordbund kun anføres for hvert fald.

49

Perspektiv nr. 5, 2004

1688-matriklens bonitering er lidt mere kompliceret end 1844-matriklens. Hvert fald karakteriseres efter hvilken kornart det er bedst egnet til (byg, rug og havre). Rugjordene kan på grundlag af den tilhørende jordbundsbeskrivelse betegnes som mere sandholdige end bygjordene, der til gengæld karakteriseres ved et højere lerindhold end havrejordene. Herefter differentieres rangmæssigt mellem god, mellem, ringe og ond jord. Desuden betegnes nogle fald som ”skarp”, hvilket betyder at de indeholder mange sten.

Havrejordene ligger i periferien af bymarken, hovedsageligt ud mod heden i vest. De bedste byg- og rugjorde ligger i den sydlige del af bymarken (Fig. 5). Kaster vi blikket på forholdet mellem brugs- og hviletiden (rotationen), som afhænger af hvor hurtigt jorden er i stand til at regenerere sig for at undgå udpining, giver fordelingen et indtryk af symmetri omkring landsbyen (Fig. 6). Da havrejorder ikke blev gødet, giver hyppigheden af hvor ofte faldene modtog gødning et noget andet billede. Området nord for landsbyen træder tydeligt frem (Fig. 7). Kortlægges endeligt markbogens oplysninger om andelen af muld i jorden, træder den sydlige del atter tydeligt frem (Fig. 8).

I samme sydlige område kendes en række lokaliteter fra jernalder og vikingetid. Disse lokaliteter er udgravet af Vejle Museum og deres position og udstrækning er vist ved grønne polygoner på fig. 5 – 8. Det skal

50

Gødskningsfrekvens 8. år (7) 9. år (19) 10. år (13) 11. år (4) Ingen gødskning (14)

0

250

500

meters

Figur 7. Af 1683-markbogen udledte oplysninger om gødskningsfrekvensen for dyrket ager i Jelling bymark Relativ forekomst af "muld" i jordbunden Muld (4) mere ... end muld (9) ... og muld (1) noget muld (7) ikke så meget muld (6) ringe muld (2) død muld (2) sort muld (3) ingen muld (21) ikke i brug (2)

Figur 8. Det relative indhold af ”muld” ifølge 1683-markbogens jordbundsbeskrivelse for dyrket ager i Jelling bymark

endvidere tilføjes, at området omkring Jelling er intensivt afsøgt mht. spor af forhistorisk

aktivitet og der er grund til at formode, at fundbilledet er rimeligt repræsentativt for pe-

Perspektiv nr. 5, 2004

rioden fra landsbydannelsen i århundredet før vor tid (fvt.) til vikingetid.

tering, ikke dens jordbundsbeskrivelse, gødningsfrekvens og brug/hvileperioder.

Utrykte kilder

Ud fra det foreliggende eksempel kunne det således se ud som om oplysningerne i markbøgerne indeholder kronologiske lag (Riddersporre, pers. komm.). Markbogens oplysninger om muldindholdet i jordbunden peger tilbage i tid, bonitetsangivelserne viser samtidens vurdering, mens rotation og gødningsfrekvens illustrerer samtid og fremtid. Logikken er, at de bedste jorde i 1683 ikke behøver så meget gødning for at beholde deres dyrkningsværdi, hvorfor bønderne kunne udvide arealet med gode jorder mod nord. Det er det samlede billede af markbogsoplysningerne fra 1683 om bymarkens fortid, samtid og fremtid vi ser afspejlet i 1844-matriklens bonitetsmønster

Spørgsmålet om ”jordens godhed” er derfor langt fra et overstået kapitel. De kritiske bemærkninger fremført her skal ikke skjule den kendsgerning, at der er sket meget store fremskridt over de sidste år.

Men der mangler stadig meget i den historiske forståelse af samspillet mellem klima, jordbund, flora og fauna, regionale dyrkningsformer og bebyggelsesstruktur.

Erhvervsarkivet: Moesgaard Godsarkiv.130. Jordebøger 16621855. Forf. takker PhD Jens Skriver for henvisningen.

Sammenhængen mellem jordbundsbeskrivelsen i markbøgerne fra 1683 og oldtidsbebyggelse er f.eks. også konstateret i Vorbasse (Erland Porsmose, pers.komm.), mens en undersøgelse af Trabjerg ingen sammenhæng viste (Rømer, 1996:29).

Konklusion Ud fra undersøgelsen af Jelling bymark ser det således ud til, at Dalsgaard havde ret i sin formodning om at der ved 1844boniteringen blev lagt vægt på jordens indhold af organiske stoffer og muldlagets tykkelse.

Hansen og Steensberg (1951) har tidligere fremsat lignende forslag, hvor de dog fokuserede på 1683-matriklens boni-

Blev humus-indholdet og muldlagets tykkelse overvurderet i 1844-matriklens bonitetstakster? Måske, måske ikke. ”Jordens godhed” er ingen absolut størrelse vi en gang for alle kan definere. Alle forsøg herpå har hidtil slået fejl. ”Jordens godhed” skal forstås ud fra samtidens betingelser:

”Jordens frugtbarhed afhænger

af et komplekst samspil mellem naturgivne og menneskeskabte forhold. En karakterisering af jordens frugtbarhed kræver bestemmelse af flere nøgleparametres udvikling over tid. Begrebet jordens frugtbarhed kan meningsfyldt defineres som jordens evne til vedvarende at understøtte en landbrugsmæssig planteproduktion, der er forsvarlig med hensyn til omfang, kvalitet, rentabilitet og påvirkning af det omgivende miljø.

Jordens frugtbarhed vil således være påvirket af driftsform og planteproduktionens teknologiske og økonomiske rammer.”

(Christensen, 2000).

Rigsarkivet: Markbog 1683 Jelling By

Kort & Matrikelstyrelsen (KMS): Sogneprotokollen Mårslet Sogn og arbejdsjournalen for 1844matriklen, Ning Herred.

Forf. takker Arkivar, Cand.mag.

Peter Korsgaard for hjælp med illustrationen fig.1 KMS: Original 1 kort for Hørret, Langballe og Højballe. Mårslet Sogn, Ning Herred, Havreballegårds Amt. Matrikelkortet er en kopieret sammentegning fra 1816 (A.C. Møller) på grundlag af udskiftningskort fra 1785 (L. og F. Wesenberg).

KMS: Ældste Original kort for Jelling By, Tørrild Herred, Koldinghus Amt. Rulle 113-04. Udskiftningskort af L.S. Bie (1781), kopieret 1811 (P.Clementin). Kasseret som egnet til udskiftningskort.

Mats Riddersporre. Kartografisk rekonstruktion af Jelling’s Byjorde ud fra forarbejderne til Chr. V’s. matrikel. Forf. takker Fil. Dr. Mats Riddersporre for tilladelsen til at benytte rekonstruktionen i dette bidrag og for mange oplysende samtaler. De tematiske kort (fig.

3-8) blev første gang fremlagt af forf. på konferencen ”CAA” i Barcelona marts 1998 under titlen ”King’s Property, Peasant’s Living” og herhjemme på et seminar på Moesgaard, maj 1998, under titlen “Den vandrende landsby og den dyrkede mark”.

51

Perspektiv nr. 5, 2004

Litteratur Christensen, Bent T. (2000): Hvad forstås ved begrebet jordens frugtbarhed? Tidsskrift for Landøkonomi 187(4): 276-279.

Dalsgaard, K.; Hansen, K. & Lomholt, S. (1976): 1844 boniteringen anvendt til at belyse jordbundsforholdene i ældre tider. Intern Rapport Nr. 1. Geologisk Institut, Aarhus Universitet.

Dalsgaard, K. (1984) Matrikelkortet fra 1844 anvendt til rekonstruktion af det udrænede landskab. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie: 282-302.

Fabech, C.; Greve, M.H. & Hansen, C.S. et al. (2002): Den gode jord – et natur- og kulturfænomen. I: Møller, Per Grau et al. (red.): Foranderlige landskaber: 112-143.

Fink, Troels (1941): Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770. Ejnar Munksgaard. København.

Greve, Mogens H. & Larsen, Poul E. (2000): Præsentation og anvendelse af digitalt matrikelkort fra 1844 – et eksempel fra Sahl Sogn. I: Møller, Per Grau; Holm, Poul & Rasmussen, Linda (red.): Aktører i Landskabet: 93-105.

Frandsen, Karl-Erik (1983): Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83.

Bygd.

Hansen, Viggo (1973): Historisk kulturgeografi. Eksempel på arbejdsmetode med arkivmateriale. Geografisk Orientering Nr. 1: 11-17.

Hansen, C. Rise & Steensberg, Axel (1951): Jordfordeling og udskiftning. Undersøgelser i tre sjællandske landsbyer. Munksgaard. København.

Heltoft, Jens (1979): Jelling: et kongelevs historie. Lokalhistorisk arkiv for Jelling kommune.

Knudsen, Gunnar (1919): De danske Matrikler og deres Benyttelse ved Historiske Undersøgelser.

Fortid og Nutid, II: 1-42.

Kristensen, Klaus Thingholm (1985): Når hver fik sin lod. Landbohistorisk Selskab.

Madsen, Henrik Breuning; Nørr, Axel Henry & Holst, Kristian Aagaard (1992): Den danske jordklassificering. Atlas over Danmark.

Serie I, Bind 3. C.A. Reitzel. København.

Porsmose, Erland (1979): Bebyggelse, kulturlandskab og driftsmåder på overgangen mellem yngre jernalder og ældre middelalder. I: Fra jernalder til middelalder. Skrifter fra historisk institut, Odense Universitet nr. 27. Thrane, Henrik (red.): 118-39.

Riddersporre, Mats (1995): Bymarker i backspegel. Odlingslandskapet före kartornas tid.

Meddelanden från Lunds Universitets geografiska institutioner.

Avhandlingar 124.

Rømer, Jørgen R. (1996): ”Gammel” og ”Ny” Trabjerg i Borbjerg sogn – en landsby fra vikingetid til 1996. Holstebro Museum Årsskrift 1996: 15-33.

Skriver, Jens B. (2002): Den værste straf? Hoveri i praksis.

Hoveriet og arbejdets organisering ved Vilhelmsborg, Moesgård, Østergård, Marselisborg og Constantinsborg fra o. 1700 til hoveriets afvikling i midten af det 19. århundrede. Landbohistorisk Selskab.

Møller, Per Grau; Ejrnæs, Rasmus; Höll, Andreas; Krogh, Lars & Madsen, Jesper (red.) (2002): Foranderlige landskaber. Syddansk Universitetsforlag.

Petersen, Karsten Skjold (1995): Veddelevs udskiftning og udflytning. I: Christmas-Møller, Ingeborg & Hansen, Gorm Bruun (red.) (1995): Himmelev Sogns historie:79-98.

Om forfatteren Jens-Bjørn Riis Andresen, Lektor, PhD, Afdeling for Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet, Moesgaard Allé 20, 8270 Højbjerg, email: farkja@hum.au.dk

52

Perspektiv nr. 5, 2004 Anvendelse af topografiske kort til monitering af biotoper Jesper Brandt, Roskilde Universitetscenter Studier af småbiotopernes udvikling i det danske agerland har givet anledning til overvejelser over topografiske kort som kilde til historiske landskabsstudier. Principper for småbiotopernes registrering med henblik på landskabsmonitering sammenlignes med principperne bag deres registrering på topografiske kort af forskellig alder. Det fremhæves, at selv om disse har haft et alsidigt sigte og generelt er en ganske pålidelig kilde til registrering af landskabselementer, er det væsentligt at holde sig den militære anvendelse for øje ved nye forsknings- eller forvaltningsmæssige tolkninger af de topografiske korts signaturer og disses udvikling gennem tiden.

En vurdering af topografiske korts anvendelse som hjælpemiddel afhænger i høj grad af kortets betydning for ’bevisførelsen’. Det gælder både i planlægning og administration og indenfor videnskabeligt arbejde. Et kort benyttes ofte udelukkende som geografisk orienteringsgrundlag i en undersøgelse. Alene af pædagogiske grunde kan det være en meget vigtig, men ofte overset funktion: Et kort er ikke blot en illustration, men kan lette forståelsen af problemstillingen og muliggøre en selvstændig vurdering af de konkrete geografiske betingelser, der knytter sig til denne. Her spiller den præcise tolkning af kortets signaturer og deres rumlige placering sjældent en afgørende rolle. Men hvor det topografiske korts information om fænomeners udbredelse i sig selv indgår som dokumentation i bevisførelsen, stiller sagen sig anderledes. For her bliver pålidelighed, nøjagtighed og muligheden for at tolke signaturer og deres historisk betingede tillempning i relation til nye behov af afgørende betydning.

I disse år spiller historiske topografiske kort en stigende rolle indenfor planlægning og administration som følge af

den forøgede opmærksomhed omkring kulturmiljøet og dets betydning. Historiske topografiske kort er ofte den eneste kilde til en fladedækkende vurdering af udviklingen i kulturlandskabets elementer, og som følge af den lange sammenhængende kartografiske tradition, der er knyttet til de topografiske kort, virker mulighederne for en rekonstruktion af kulturlandskabets og dets elementers historie, umiddelbart som en opgave, der er lige til at gå til.

Det er imidlertid ikke helt så enkelt. Detaljerede studier af småbiotopernes udvikling i det danske agerland, der startede i slutningen af 1970erne som et forskningsprojekt (Biotopgruppen, Agger et al. 1986), og senere udviklede sig til et landskabsmoniteringssystem for det åbne land i Danmark (Brandt, Holmes et al. 1994; Brandt, Holmes et al. 2001; Brandt, Bunce et al. 2002), har givet anledning til en række spændende overvejelser over de muligheder og begrænsninger, der eksisterer i anvendelsen af topografiske kort inden for studiet af kulturlandskabets historie, herunder også kritiske overvejelser over, hvad det egentlig er for en geografisk virkelighed, der kommer til ud-

tryk på et topografisk kort. De historiske studier af småbiotopudviklingen siden sidste halvdel af 1800-tallet, blev især gennemført i sidste halvdel af 1980erne. Desværre har jeg delvist haft svært ved at grave alt det benyttede frem fra arkiver og hukommelse. Især skal jeg beklage, at jeg ikke umiddelbart har kunnet genfinde de meget interessante rekognosceringsbestemmelser fra sidste halvdel af 1800-tallet, som jeg i sin tid fik adgang til af Geodætisk Instituts nu afdøde pensionerede direktør Ejnar Andersen. Til gengæld har jeg haft glæde af en række bestemmelser fra KMS’ arkiv, som Morten Stenak, Kartografisk Dokumentationscenter, har samlet og velvilligt stillet til rådighed.

Småbiotopernes nedlæggelse under landbrugets industrialisering Fra slutningen af 1960erne foregik der en voldsom ændring i arealanvendelsen indenfor dansk landbrug. Det regelmæssige sædskifte ophørte næsten, så en eneste afgrøde, nemlig vårbyg op gennem 1970erne efterhånden dækkede langt over halvdelen af omdriftsarealet. Anvendelsen af stadigt større maskiner og arbejdsredskaber medførte

53

Perspektiv nr. 5, 2004

et behov for en forøgelse og homogenisering af markfladerne og dertil kom en strukturrationalisering, som også betød sammenlægninger af bedrifter og en deraf følgende støt stigning i brugsstørrelse.

Et markant resultat af denne udvikling var, at vådområder, hegn, diger grøfter og lignende små landskabselementer i det åbne land forsvandt og agerlandet ’homogeniseredes’ til en kornørken.

Omfanget af biotopnedlæggelsen var der ingen der vidste noget om. Danmarks Naturfredningsforening var i de år mere optaget af bevarelsen af mere eksotiske landskabstyper og levesteder for sjældne dyr og planter end af nedlæggelsen af denne mere ydmyge natur i agerlandet.

Men da Danmark gennem generationer har været præget af intensivt landbrug, udgør disse små stumper dagligdags natur i agerlandet faktisk omkring 1/3 af alle naturarealer i Danmark (Brandt, 1994).

Nogle forskere ved Roskilde Universitetscenter gav sig derfor til at gennemføre en kvantitativ registrering af udviklingen i de små uopdyrkede levesteder for vilde dyr og planter, der ligger mellem markerne i agerlandet, eller inde på dem: Hegn, diger, skel, grøfter, vandløb, rabatter, mergelgrave, mosehuller, småsøer, gravhøje, småbevoksninger, vildtremiser, enkeltstående træer m.m.

Vi gav dem samlebetegnelsen ’småbiotoper’(Biotopgruppen:, Agger et al. 1986).

Figur 1. Ophør af et regelmæssigt sædskifte, forøgelse af markstørrelse og ensidig satsning især på korn til svinefoder førte i 1970erne til at over halvdelen af landbrugsarealet blev dækket med store ensartede flader af vårbyg.

Møn, 1996.

54

Ud fra såvel praktiskkor tlægningsmæssige,som spredningsbiologiske grunde (det sidste fik især betydning indenfor naturfredningsplanlægningen fra slutningen af 1970erne), søgte vi til en vis grad at opdele dem hierarkisk, først i linieformede og areelle biotoper, dernæst i våde og tørre biotoper, og atter igen i biotoper dækket af vedvegetation og ikke dækket af vedvegetation. Men i praksis var klassifikationen ikke hierarkisk, men tværtimod meget kompleks. Bredden af alle lineære biotoper registreredes, så også de kunne tillægges et areal. Variationen i arealet indenfor den enkelte oftest meget sammensatte småbiotop registreredes ligeledes på forskellig måde, enten som en kompleks type, eller ved hjælp af en yderligere arealkarakteristik, f.eks. i en procentvis angivelse af nogle standardiserede subarealkategorier (Brandt, Holmes et al.

1994).

På baggrund af feltarbejde gennemført først i 13 små områder i Østdanmark, senere i 32 områder repræsentativt fordelt over hele landet, lykkedes det at kortlægge den aktuelle dynamik i småbiotopudviklingen. Også dens sammenhæng med landbrugets teknologiske og strukturelle udvikling blev belyst gennem interview med landmændene i de 32 områder. Kortlægningen er foretaget hvert 5 år fra 1981 til 1996. Der er endvidere foretaget overflyvninger med flyfotooptagelser af alle områder i 2001, og i forbindelse med det nye nationale naturovervåg-

Perspektiv nr. 5, 2004

ningsprogram NOVANA forventes kortlægningerne fortsat fra 2006, således at situationen i 2001 kan forventes tilstrækkelig fint kortlagt på grundlag af flyfotos og interpolation fra kortlægningen i hhv. 1996 og 2006 (Brandt, Holmes et al.

2001).

Historisk kortlægning af småbiotopudviklingen Men der blev også gennemført en historisk kortlægning af småbiotopudviklingen på grundlag af dels flyfotos (tilbage til 1954), og kortblade (tilbage til slutningen af 1800tallet), for at kunne sætte den aktuelle udvikling ind i et historisk perspektiv. Allerede fra starten havde vi en vis fornemmelse af, hvor galt det så ud, men da vi fik sat tal på, var det alligevel ret rystende størrelser, vi kunne fremvise: ¾ af de vandhuller, vi havde omkring år 1900, var forsvundet, og det samme gjaldt 9/10 af grøfterne, de mindre vandløb og stendigerne. Halvdelen af alle hegn og jorddiger var ligeledes forsvundet.

Der var dog også eksempler på den modsatte tendens:

Lineære biotoper Areelle biotoper

Små nåletræsbeplantninger til juletræer og vildtremiser, der oprettedes af hensyn til jagten, havde længe været i fremgang. Og nok så interessant var den generelle dynamik i småbiotoperne, som kunne konstateres: For næsten alle småbiotoptyper gælder, at kun meget få havde været stabile i et 100-årigt perspektiv (Agger and Brandt 1988). Den historiske analyse kunne dog også afsløre andre ting: Først og fremmest, at småbiotoperne ikke må opfattes som de sidste rester af en oprindelig uberørt dansk natur (hvilket f.eks. til dels har været tilfældet for parallelle undersøgelser af landskabsudviklingen i amerikanske landbrugslandskaber).

Langt størstedelen er skabt af bønderne, fordi småbiotoperne har haft vigtige funktioner indenfor landbruget; som vandingshuller, til dræning, som lægivere, som indhegning for kvæget, som jordforbedringsressource (mergelgrave), som affaldsdepoter, som markering af ejendomsskel osv.

På den måde har sammensætningen, tætheden og den indbyrdes placering af småbio-

1954-68 14 - 0.6

1968-81 13 - 2.3

% ændring i areal, pr. år

•

•

% ændring i antal, pr. år

- 0.5

- 0.8

% ændring i areal, pr. år

•

•

Antal år i hver periode % ændring i længde, pr. år

toperne i et landbrugslandskab – det, vi med et samleudtryk har kaldt småbiotopstrukturen – ikke blot afspejlet en væsentlig del af agerlandets naturindhold, men samtidig også selve arealstrukturen i landbruget.

Landbruget er dog ikke ene bestemmende for udviklingen af småbiotopstrukturen. F.eks. har jagtinteresser vist sig at have stor indflydelse, og især i de senere år, med landbrugets faldende økonomiske betydning for samfundet, og andre interessers tilsvarende forøgede indflydelse på det åbne lands arealanvendelse – har andre kræfter i høj grad fået indflydelse på småbiotopernes udvikling. Det gælder f.eks. ved oprensning og retablering af vandhuller af spredningsøkologiske hensyn og plantning af hegn, men også etablering af overløbsbassiner i forbindelse med vejanlæg m.v.

Småbiotopudviklingen i efterkrigstiden Udviklingen i efterkrigstiden har været kortlagt særligt detaljeret, fordi der har foreligget landsdækkende serier af flyfotos, der har muliggjort inddragelse af markstrukturen

1981-86 5 - 1.3

1986-91 5 -1.3 -2.9

-0.8

2.5 -0.8

3.0

1991-96 5 0.9 0.3 1.7

Figur 2. Procentvis ændringer pr. år af lineære og areelle biotoper i 5 testområder i Vest-Danmark (20 km2) 19541996. Nedgangen i mængden af småbiotoper er en proces, der generelt har medført en monotonisering af landbrugslandskabet gennem de sidste 100 år. Som det fremgår af figuren er denne nedgang accellereret voldsomt især op gennem 1970erne, men igen aftaget i 80erne for at blive vendt til en fremgang i 1990erne. Udviklingen angiver dog gennemsnit af stadigt øgede regionale og lokale forskelle i såvel fremgang som tilbagegang.

55

Perspektiv nr. 5, 2004

og den mest udbredte småbiotoptype, nemlig de markskel, der hverken bærer vedvegetation eller viser sig som diger eller grøfter. Her har det vist sig, at småbiotoperne især blev fjernet med rivende hast - flere procent pr. år - op gennem 1970erne, da industrialiseringen af markdriften var på sit højeste (se fig, 2).

Men hen mod slutningen af 80erne er udviklingen tydeligvis vendt. Derefter har der alt i alt været biotopfremgang (om end udviklingen dækker over store regionale og lokale variationer). Den må tilskrives ændringer i de økonomiske vilkår, og i holdningerne til det åbne land, også blandt landmændene. Men den seneste kortlægning blev gennemført i 1996, og der er sket meget siden. Ved næste registrering, der forventes gennemført i 2006 bliver det interessant at se, hvilke tendenser, der udvikler sig i disse år, bl.a. under indtryk af de senere års liberalisering af forvaltningen af det åbne land.

Divergerende tendenser tegner sig formentlig fortsat, men generelt må det formodes, at småbiotoperne i fremtiden ikke blot vil få landbrugsmæssig betydning, men også i stigende grad vil vise sig vigtige for bevarelsen af det vilde plante- og dyreliv, for den rekreative udnyttelse af agerlandet, ligesom deres betydning for bevarelsen af landskabets kulturhistorie vil få stadig større vægt.

Hvordan kortlægges småbiotoper?

At kortlægge arealanvendelsen i agerlandet er sjældent forbun-

56

det med de store problemer.

Afgrødernes art og udbredelse kan som regel let bestemmes.

Men med det, der ligger mellem markerne er det sværere (Biotopgruppen:, Agger et al.

1986). Vi har nok alle en ret klar fornemmelse af, hvad betegnelser som hegn, skel, mergelgrav, sø eller mose dækker over. Men når vi skal registrere sådanne landskabselementer, opstår der hurtigt problemer: For hvordan skelner man mellem en mose og en småsø?

Hvor mange træer skal der være på et markskel, før det er et hegn? Og hvor højt skal skellet være, før man kalder det et dige? Eller hvor lavt skal det være, for at kunne opfattes som en grøft?

Skal man kunne sammenligne kortlægninger fra forskellige egne, eller skal undersøgelsen gentages senere for at følge udviklingen, må der altså opstilles klart definerede småbiotoptyper, der er så lidt baseret på subjektive skøn som muligt.

Men problemerne slutter ikke her. Hvor små og store biotoper skal man registrere? Skal græsset omkring en højspændingsmast tælles med? Skal skove med? Med andre ord, hvilken geografisk skala skal vi bevæge os indenfor?

Dermed løber vi faktisk ind i alle den klassiske topografiske kortlægnings problemer, blot med en ny dagsaktuel vinkel eller formålsparagraf, end de, der i sin tid gav anledning til den topografiske kortlægning.

Et vigtigt princip i kortlægningen, og især i forbindelse

med ønsket om at denne kan indgå i en løbende monitoring af småbiotopudviklingen, var at kunne følge de enkelte elementer op gennem tiden som typiske skæbneforløb. Et typisk forløb er en afdræning af en mose, der efter ophør af støtte til markdræning igen på et tidspunkt viser sig som et vådområde (Brandt 2004).

Her er der ikke blot mulighed for et utal af forskellige typiske forløb af forskellige skæbnetyper, bundet sammen af en vis kontinuitet i beliggenhed, opbygning og/eller funktion, men de er til en vis grad også flettet ind i hinanden gennem forrykninger i rummet, delinger og sammenlægninger op gennem tiden. Det er vanskeligt at fastlægge klare retningslinier for den tidslige sammenknytning af biotopskæbneforløb, der i det væsentligste må foregå manuelt baseret på et skøn ud fra nogle overordnede principper.

Alle disse ting skal afklares, hvis forskellige personer skal komme til samme resultat, når de kortlægger og overvåger udviklingen indenfor det samme område.

Topografiske kort som kilde til kortlægning af småbiotopernes historie Når man skal undersøge den historiske udvikling af småbiotoperne, er de nyere kortblade: Målebordsbladene og 4-cmkortene oplagte hjælpemidler: Umiddelbart ser de ud til at være taknemmelige og detaljerede arbejdsredskaber. Den mest udbredte småbiotoptype,

Perspektiv nr. 5, 2004

nemlig markskellene, er godt nok ikke med. Men hegn, diger, grøfter, vandhuller, småbevoksninger, moser og gravhøje m.m. er direkte angivet på de topografiske kort, for de linieog punktformede signaturers vedkommende dog ikke i en arealtro gengivelse. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke skrevne og uskrevne regler man har fulgt, da man lavede kortene.

De topografiske korts signaturer, der i hovedtrækkene har holdt sig nogenlunde konstante gennem ca. 150 år, er umiddelbart forståelige og dækker et bredt spektrum af detaillerede landskabselementer. I den systematik for småbiotoperne, som vi har søgt at udarbejde, har det af kontinuitetsgrunde, men også af kartografiske årsager, været naturligt at lægge sig så tæt op ad disse

Figur 3. Et større enkeltstående træ midt på en mark vil såvel ud fra et militært som et landskabsforvaltningsmæssigt synspunkt blive registreret ved en topografisk kortlægning, selv om dets areelle udstrækning er ganske lille. Men står det som her langs en vej, vil det ofte blive betragtet anderledes, og der vil være en tilbøjelighed til ikke at regne det med, da det alligevel betragtes som for ubetydeligt i den givne målestok. Møn 1996.

som muligt. Det har ikke altid været let, fordi kontinuiteten i høj grad har knyttet sig til oprindelse og funktion af landskabselementerne (f.eks. kæmpehøj, eller tørveskær) og i mindre grad deres umiddelbare fysiognomi, som jo er det, der fysisk kan registreres i felten eller på flyfotos, og som kan variere i betydelig grad.

Men netop derfor er det vigtigt at understrege skiftet i formål og de vanskeligheder, det kan give i tolkningen af udviklingen i udbredelsen af de enkelte landskabselementer på grundlag af signaturernes placering på forskellige generationer af kortene. Generelt er vi med udviklingen i registreringsmetoder fra den første registrering i 1981 og frem til registreringen i 1996 gået stadig mere bort fra en funktionsbestemt registrering (f.eks. en mergelgrav) af hensyn til reproducerbarheden i kortlægningen.

Derimod lægges hovedvægten på en fysiognomisk grundbeskrivelse af især former og arealdække, som så tildeles forskellige yderligere attributter, primært funktionalitet og oprindelse.

Topografiske korts orientering mod militære funktioner Men funktion er naturligvis altid afgørende i et anvendelsesperspektiv, og der er her ofte væsentlige forskelle på de funktioner kortbladenes oplysninger om småbiotoperne har for vore dages forvaltning af det åbne land og de funktioner de havde for den forvaltning, der i sin tid udarbejdede kortbladene.

57

Perspektiv nr. 5, 2004

Hvor de kortlægninger af småbiotoper, der foretages i dag, især tager deres udgangspunkt i småbiotopernes økologiske og kulturgeografiske betydning, må kortbladenes småbiotopsignaturer ses i en ganske anden sammenhæng – først og fremmest militær. Det præger såvel klassifikationen som den kartografiske gengivelse af denne. Men heldigvis har de militære fordringer til en topografisk kortlægning op gennem tiderne vist sig at være ganske alsidig. Og når man, som vi i vores forskningsprojekt, har brugt megen tid på at udvikle en generel reproducerbar kvantitativ registreringsmetodik for småbiotoper, kan man ikke undgå at blive dybt imponeret over den logik, stringens og ikke mindst kontinuitet, der præger principperne i den topografiske kortlægning – også selvom det er tydeligt, at det ind imellem har været forbundet med vanskeligheder at fastholde en ensartet metodik i tid og rum.

Ved anvendelse af topografiske kort til civile formål, herunder også historiske studier, er den vigtigste regel for tolkningen af kortsignaturer generelt at søge at sætte sig ind i den overvejende militære tankegang (i en meget bred forstand), der til forskellige tider har ligget bag fastlæggelse og administration af kortsignaturerne.

Når digerne er angivet på målebordsbladene, har det ikke været af hensyn til de særlige økologiske kår, der knytter sig til denne biotoptype, men fordi indtegningen af diger har kun-

58

net angive de linier i landskabet, som var så høje, så de kunne ’skjule en soldat med tornyster’ (citeret efter hukommelsen fra en recognoseringsbestemmelse fra sidste halvdel af 1800-tallet).

På rekognosceringsbestemmelserne for 4-cm-kortene er dette angivet som en højde over niveau på i gennemsnit mindst 0.75 m. Men på (tidligere fortrolige) bestemmelser for målebordsbladene fra slutningen af 1800-tallet var formålet angivet mere direkte, nemlig at et dige skulle angive en linie i landskabet, der var så højt, at den kunne skjule en soldat med tornyster. Det kunne være interessant, hvis en militærhistoriker kunne finde ud af, hvordan en sådan højde har udviklet sig i nyere tid, for det kan godt have haft en vis betydning for vurderingen af tilbagegangen i diger: Soldaterne er blevet højere – og sikkert også større, når de ligger ned, idet deres oppakning næppe er blevet mindre.

Så måske har en medvirkende årsag til den konstaterede drastiske nedgang i stendigerne, der har givet anledning til deres generelle fredning i naturbeskyttelsesloven af 1992, at forestillingen om højden af et dige (primært funktionelt vurderet) har ændret sig med tiden i retning af en stadig større højde.

Det ville formentlig være vanskeligt entydigt at klarlægge den praksis, som topograferne har fulgt op gennem tiderne.

Men det er klart, at den funktionalitet, der knytter sig til sådanne signaturer, må formodes

at have ændret sig med tiden, og at man nødvendigvis må være opmærksom på det ved nye tolkninger.

Også hegnene er interessante, ikke blot fordi opfattelsen af dem i høj grad afhænger af den funktion, de tillægges, men også fordi signaturen i alle tilfælde har dækket over ganske forskellige regionale og lokale variationer i udformning. Hvad er et hegn? Ser man på et vestjysk landskab, er man sjældent i tvivl. Hegnene er plantede i en ensartet række, og der er sjældent tvivl om, hvor de starter og slutter. Men betragter man hegnene i et typisk østdansk morænelandskab, er det ikke helt så let. Her veksler hegn ofte med skel på en kompliceret måde, og de kan være ganske forskelligartede.

I småbiotopkortlægningerne har vi defineret et hegn som et 20 meter linieformet biotopinterval (dvs. et areal dækket med vedvarende vegetation, der er >10 m2 og mere end 5 gange så langt som det er bredt) mellem to forskellige arealer (f.eks. to marker) med mere end 50% vedvegetationsdække. Dvs. mere end 10 meter hegn indenfor 20 meter. I rekognosceringsbestemmelserne for de topografiske kort fra 1988 (altså 4-cm-kort) vises levende hegn, hæk og trærække med signatur for levende hegn, hvis de har en længde af mindst 60 meter og består af en nogenlunde sammenhængende række af træer og/eller buske. Dog er det også muligt at medtage mindre, men markante hegnsstumper,

Perspektiv nr. 5, 2004

der i så fald skal gengives som mindst én pind og en bolle: Det betyder reelt en hegnssignatur der umiddelbart gengiver en længde på 60-100 m., men som altså bør opfattes som en punktsignatur for en lille, men markant bevoksning.

På målebordsbladene skelnedes mellem hegn og trærække.

Men signaturen trærække henviste ikke til alléagtige rækker af enkelt-træer, men angav derimod et levende hegn, der var så åbent, at det militært set let lod sig passere. Dermed var hegnet altså omvendt defineret ud fra en vis militær lukkethed.

I vore dages militære strategier spiller dette åbenbart ikke nogen større rolle, da trærækkesignaturen er udgået ved omlægningen til de moderne 4-cm-kort i 1950erne.

Teknologiudvikling og kartografiske problemer Den funktionsbestemte tilrettelæggelse af signaturen har op gennem historien tydeligvis givet problemer for kortlægningen, og skal vurderes tilsvarende forsigtigt ved historiske studier. Det gælder især, hvor teknologiske landvindinger har øvet stor indflydelse på funktionalitet eller udformning af landskabselementerne.

Et interessant eksempel er udviklingen i hegnsstrukturer omkring år 1900. På signaturplanen for 1902 er tilføjet nogle nye hegnstyper i forhold til signaturplanen for 1889, nemlig risgærder og ståltrådshegn.

Risgærder var almindelige allerede i middelalderen. I nyere tid blev de efterhånden afløst af levende hegn, men optrådte

Figur 4. Er det et skel, et dige, et hegn, en trærække, eller en kombination?

Det er i høj grad et definitionsspørgsmål. På målebordsbladene kunne det være en trærække, defineret som ’hegn med huller i’, som derfor kunne passeres og som man ikke umiddelbart kunne bevæge sig bagved uden at blive set. Møn, 1996.

dog fortsat bl.a. i det lollandske kobbelbrug i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor flettede risgærder mellem træerne i poppelhegn var et effektivt middel til indhegning af græssende kvæg. Anvendelse af pigtråd til alle mulige former for indhegning vandt i løbet af en kort årrække frem i slutningen af 1800-tallet, da det var en billig og effektiv metode til indhegning. I en bestemmelse vedrørende tegning og rekognoscering fra 1904 understreges deres betydning ved opremsning af en lang række tilfælde, hvor pigtrådshegn skal anføres selvstændigt, også hvis de optræder i tilknytning til andre markante linier i landskabet, som grøfter og ved sti-forløb (Anonym 1904). Men ståltrådshegnene var ikke bare billigere, muligheden for at flytte rundt på dem var også langt større, hvilket selvfølgelig også har medført en kortlægningsmæssig vanskelighed. Det fremgår f.eks. allerede af bestemmelserne for revision i marken af atlasbladene fra 1909, hvor det indskærpes, at ståltrådshegn ”tegnes overhovedet kun, naar de have en mere stabil karakter” (Anonym 1909).

Signaturerne for risgærder og ståltrådshegn optrådte stadig på signaturplanen fra 1940, men det ser i praksis ikke ud til at man har udnyttet den ret meget i det åbne land. Det skyldes formentlig, at det i revisionsbestemmelserne allerede i 1924 blev indføjet, at ”Ståltrådshegn, risgjærder og lægtehegn tegnes kun, når de har afgjort permanent karakter (om dyrehaver, stations-

59

Perspektiv nr. 5, 2004

pladser og skolepladser o.lign) og aldrig a) i levende hegn, b) langs jernbane eller c) paa diger”.(Anonym 1924) På de ældre målebordsblade defineredes en eng ikke ud fra dens landbrugsmæssige udnyttelse, som man måske kunne tro, men udfra, om den var så våd, så den ’svuppede’, dvs i det væsentligste ud fra et kriterium for, hvorvidt den kunne passeres militært, evt. af terrængående køretøjer. I de allerældste instruktioner til målebordsbladene holdt man sig til anbefalingerne i Kaptain Olsens: ’Topographisk Tegne-

kunst’ fra 1831, som angav 3 forskellige grader af blød bund: Én, der kan passeres til hest, en kun af fodgængere, og én, der var aldeles utilgængelig, eller kun vanskeligt kunne passeres af én fodgænger (Olsen 1831).

Også problemerne med parallelt forløbende elementer i landskabet, har man på de tidligere topografiske kort måttet tage stilling til på en måde, som man må være meget opmærksom på, når man søger at tolke kortene i et nutidigt landskabsperspektiv: Grøfter langs veje, og hegn mellem

Figur 5. Signaturplanen for høje målebordsblade 1902. Signaturerne for ståltrådshegn og risgjærder findes ikke på den tilsvarende signaturplan fra 1888. Det afspejler den teknologiske udvikling omkring indhegning af græssende kvæg, og gav især for ståltrådshegnenes vedkommende vanskeligheder for kortlægningen, da det kunne være svært at afgøre hvor permanente de var.

60

parallelle veje eller i en midterrabat, er f.eks. ikke angivet på kortbladene.

Vigtige forenklinger ved overgang fra målebordsblade til 4-cm-kort Ved overgang fra målebordsblade (1:20 000) til 4-cm-kort (1:25 000) foretog man ifølge rekognosceringsbestemmelserne en generel forenkling og udlugning af detaljer, hvad man skal være meget opmærksom på ved anvendelse af 4-cm-kort i historiske studier, ikke mindst ved kortlægninger af småbiotopernes historie. Således skulle kun landskabselementer på over 2500 m2 medtages, mod ca. 400 m2 for målebordsbladenes vedkommende. I praksis har grænsen dog vist sig at være betydeligt mindre, idet der også har kunnet benyttes punktsignaturer for markante terrængenstande, som var under disse grænser. For vores undersøgelse har det dog ikke spillet den store rolle, idet den historiske kortlægning i efterkrigstiden og frem til den første feltkortlægning i 1981 blev foretaget ved hjælp af flyfotos (Basic Cover i 1954, Geodætisk Instituts overflyvninger 196771), som muliggør en nogenlunde præcis kortlægning af elementer helt ned til ca. 25 m2 (Biotopgruppen:, Agger et al. 1986).

Afslutning Ovenfor er beskrevet nogle af de vanskeligheder, som også indenfor den topografiske kortlægning har knyttet sig til småbiotoperne. Det må imidlertid fastholdes, at de topografiske kort generelt

Perspektiv nr. 5, 2004

har gengivet småbiotoperne med en imponerende sikkerhed. Det er tankevækkende, at vi i småbiotopstudierne ofte –uanset et helt andet formål- er endt med at hælde til de signaturer, der benyttes i den topografiske kortlægning, fordi de simpelthen generelt var godt gennemtænkt i et langtsigtet perspektiv. Ved anvendelse af historiske topografiske kort skal man imidlertid være særdeles opmærksom på de formål, der har ligget bag kortlægningen, for at kunne forstå den topografiske og kartografiske praksis, der har kendetegnet kortlægningen på forskellige tidspunkter. Den militære mangfoldighed kommer sjældent (især ikke i nyere tid) til direkte udtryk, men må ofte søges i den indirekte logik og praksis, der har udviklet sig omkring forskellige funktionsrelaterede tolkninger.

Det gælder både i tolkningen af de signaturer, der gengives, og i tolkningen af ’manglende signaturer’, set ud fra et moderne forvaltningsmæssigt synspunkt. Især vådområderne kan ofte give problemer i et moderne forvaltningsperspektiv, ligesom f.eks. behovet for registrering af permanente tørre arealer som overdrev generelt ikke er imødekommet

af den klassiske topografiske kortlægning: Det var militært set ret underordnet, om arealerne blev brugt til afgrøder eller til græsning – bare der var tørt!

Litteratur Agger, P. and J. Brandt (1988).

Dynamics of small biotopes in danish agricultural landscapes.

Landscape Ecology. 1: 227-240.

Anonym (1904). Bestemmelser vedrørende Tegning ved Rekognosering, Generalstabens topografiske Afd. Anonym (1909). Bestemmelser for revisionen i Marken af Atlasmaaleborde, Generalstabens topografiske afdeling.

Anonym (1924). Bestemmelser for Revisionen i Marken af Maalebordsblade, Generalstabens topografiske Afdeling.

Biotopgruppen:, P. Agger, et al.

(1986). Udviklingen i agerlandets småbiotoper i Øst-danmark. Institut for Geografi, Samfundsanalyse og Datalogi, Roskilde Universitetscenter, Institut for Geografi, Samfundsanalyse og Datalogi, RUC. Brandt, J. (1994). Småbiotopernes udvikling i 1980erne og deres fremtidige status i det åbne land. Mar-

ginaljorder og landskabet - marginaliseringsdebatten 10 år efter. J. B. a. J. Primdahl. København, FSF. Forskningsserien.: 21-49.

Brandt, J. (2004). Land Use Changes in the Progression Landscape.

Proceedings from the German IALE-yearly meeting 2003. U. Steinhardt. Eberswalde. Forthcoming.

Brandt, J., R. G. H. Bunce, et al.

(2002). ”General principles of monitoring land cover change based on two case studies in Britain and Denmark.” Landscape and Urban Planing 62: 37-51.

Brandt, J., E. Holmes, et al.

(2001). Integrated monitoring on a landscape scale - lessons from Denmark. Strategic landscape monitoring for the Nordic countries. G. Groom and T. Reed.

Copenhagen, Nordic Council of Ministers. 523: 31-41.

Brandt, J., E. W. Holmes, et al.

(1994). Monitoring ’small biotopes’. Ecosystem Classification for Environmental Management. F. Klijn. Dordrecht, Kluwer academic publishers: 251-274.

Olsen, O. N. (1831). Topographiske kaartsignaturer, Den kongelige danske Generalqvarteermester-Stab.

Om forfatteren Jesper Brandt, Professor, Roskilde Universitetscenter, Universitetsvej 1, Postboks 260, 4000 Roskilde, email brandt@ruc.dk

61

Perspektiv nr. 5, 2004 Kortlægning1 - fortid, nutid og fremtid Hanne Brande-Lavridsen, Aalborg Universitet Mennesket må stige op over jorden til toppen af atmosfæren og videre, for kun derfra vil han fuldt ud kunne overskue og forstå den verden, han lever i ( Sokrates 450 f.Kr.).

Mennesket har fra tidernes morgen haft behov for at undersøge og beskrive deres omgivelser. I ler og sand og på træstykker, bark, ben, skind, snegleskaller, palmeblade o. lign. har forskellige naturfolk - uafhængigt af hinanden - fremstillet primitive, men dog forbavsende gode kort. Efterfølgende er kortlægningsmetoderne blevet mere og mere avancerede i trit med samfundenes udvikling og teknologiske landvindinger. I artiklen præsenteres udvalgte tidsaldres kort og kortlægninger, samtidig med at det forsøges at kæde kortene sammen med, dels samtidens teknologi, dels samtidige begivenheder.

Introduktion - fra streger til tal Mennesker lever i en fysisk verden, som er forankret i tid og sted. Vore personlige verdensbilleder er vore egne fortolkninger, men vi er også en del af en større historisk og kulturel sammenhæng, som præger vores tanker og handlinger (frit efter Irgens 2000).

Kortlægning har til alle tider været en teknologisk udfordring, som har påkaldt sig en særlig interesse. Umiddelbart før årtusindskiftet holdt jeg, med hjælp fra Henrik Dupont og Inger Uldal fra Det kgl. Bibliotek, et foredrag på ”De danske Kortdage” med titlen ”Fra streger til tal – Geografisk Information i 2000 år”. I forbindelse med en præsentation af forskellige tidsaldres kort og kortlægninger (fra sten- til computeralderen) forsøgte jeg at kæde kortene sammen med, dels samtidens teknologi, dels samtidige begivenheder. Det samme vil jeg gøre i det efterfølgende. Begivenhederne vil primært være beskrevet i kursiv.

I nævnte foredrag forsøgte jeg også at beskrive, hvordan vi gik fra istidens temporære,

62

mentale kort i form af skitser i sandet, over til permanente, statiske kort på ler eller papir for så igen at ende i dag med temporære – dog nu som oftest interaktive kort på computerskærme (Brande-Lavridsen 1999). Da den periode, som der primært er fokuseret på i de forrige artikler i dette blad, er den sidste del af historisk tid2 frem til i dag, vil jeg starte mit tilbageblik i 1500 tallet.

universelle centrum, være Copernicus.

Renæssancen ca. 1550 – ca. 1660 Efter en middelalder, hvor kristendommen bryder igennem i Norden og hvor oldtidens ”hedenske” naturvidenskaber bliver lyst i brand, går det mod lysere tider. Ordet renæssance (genfødsel) kan bruges i overført betydning om en genopdagelse af forsømte værdier. I hele Europa sker en kulturel og økonomisk opblomstring, der danner overgangen imellem middelalderen og den nyere tid. Kultur og mennesker præges af hvad man kunne kalde ”en frigørelse fra middelalderens mørke”. Dette giver sig bl.a. udslag i at naturvidenskaberne nu igen blomstrer.

Opfattelsen af verdensbilledet ændrer sig også. Solen og ikke jorden anerkendes nu som vort

I midten af 1500-tallet pålagde Christian den tredie (1534 – 1559) matematikeren Marcus Jordan at kortlægge det danske rige. Bevaret herfra er bl.a. et Danmarkskort dateret 1585.

Jordan kan have brugt en teodolit i forbindelse med sin opmåling, idet dette instrument blev opfundet 1570. Et målebord, som vi kender fra den senere topografiske kortlægning, har han imidlertid ikke kendt til, idet målebordet først så dagens lys i 1590.

takket

Kort var stadig unikke værker forbeholdt de få, samtidig med, at de var forbundet med vanskeligheder at fremstille.

Sammenlignet med foregående tidsaldre, hvor alle kort var håndtegnede, har vi dog fået væsentlig flere kortbrugere, bl.a. takket være udviklingen inden for trykteknikkerne.

Det første detaljerede kort i Norden, der var baseret på en trigonometrisk opmåling, var astronomen Tycho Brahe’s Hven-kort fra 1596. Tycho Brahe havde planer om at kortlægge hele Danmark, men det blev aldrig til noget.

Perspektiv nr. 5, 2004

en omfattende omlægning af landsbyjordene og en udflytning af gårdene.

I slutningen af 1600-tallet fuldførtes en efter datidens målestok omfattende opmåling af de danske farvande og kyster. Hovedmanden var søkortdirektøren Jens Sørensen. Resultatet, ca. 100 kort, blev dog, af frygt for landets fjender, ikke offentliggjort før i dette århundrede.

I stedet anvendtes forældede hollandske søkort. Blandt Jens Sørensens kort finder vi også flere ”spionkort” over svenske byer.

Figur 1. Hans Laurembergs Sjællandskort fra 1647 (Det kgl. Bibliotek)

Christian den fjerde (1588 – 1648) nærede også stor interesse for en kortlægning af landet og han bad kartografen Hans Lauremberg om at udfærdige detaljerede kort over Sjælland og omliggende øer.

Lauremberg havde dog problemer med at få kortene færdige og arbejdet blev overdraget til matematikeren og kartografen Johannes Mejer, som i årene 1636-1650 får udarbejdet, dels et generalkort over hele Danmark, dels en mængde detailkort. Kortene var dog ikke baseret på nye trigonometriske opmålinger, men på tidligere kort og astronomiske positioneringer, som så dannede udgangspunkt for supplerende opmålinger. Derfor bør Mejers kort mere betragtes som topologiske3 kort med en relativ nøjagtighed frem for topografiske3 kort med en absolut geometrisk nøjagtighed.

Ca. 1660 - ca. 1800 Enevælden og Reformtiden Danmark er i slutningen af Renæssancen præget af krige, der bl.a. fører til store ødelæggelser og fattigdom. I 1660 lykkes det Frederik den tredie (1648 – 1670) at indføre enevælde ved et ublodigt kup. Ellers er den efterfølgende periode præget af to ting, - krige, men også af en stigende oplysning. Sidstnævnte fører bl.a. til den franske revolution i 1789.

En anden revolution, der finder sted, er den industrielle. Dampmaskinen blev opfundet i 1700tallet og fandt snart anvendelse i produktionsvirksomheder over hele verden. En tredje revolution finder sted inden for kortlægningen, idet man for alvor begynder at anvende triangulationer og opmålingsnet.

Endnu en vigtig begivenhed i slutningen af 1700-tallet er udskiftningerne, hvor der skete

I det 16.-17. århundrede blev der gjort flere famlende forsøg på at fremstille detaljerede landskabskort. Men det blev ved tilløbet, idet datidens kortlæggere ikke havde en tilstrækkelig videnskabelig og teknisk baggrund, samtidig med at statskassen som sædvanlig fattedes penge. Et eksempel på en detaljeret kortlægning fra den tid er dog A.C. Willars rytterdistriktskort. Et kort, der også fortjener at blive nævnt, er Ole Rømers Danmarkskort fra 1697 med afstandsangivelser på vejene.

I 1742 blev Videnskabernes Selskab stiftet og fra 1757 startede en organiseret topografisk kortlægning af hele Danmark.

Videnskabernes Selskab’s kort blev færdiggjort, trykt og udbudt til salg i boghandlen over en periode på 80 år (1766 – 1841). Se også Peter Korsgaards artikel.

Som en udløber af de udskiftninger, som fandt sted i slut-

63

Perspektiv nr. 5, 2004

1873 publiceres teorien om elektromagnetiske bølger, som bl.a. danner grundlag for trådløs overføring af information. I 1885 ser de første levende billeder (film) dagens lys.

Samtidig med Videnskabernes Selskab’s opmålinger foregik landets nugældende matrikulering, dvs. opmåling og registrering af de enkelte landejendomme i hele riget. Det var bl.a. matrikuleringens opgave at danne grundlag for beskatningen af de opdyrkede jorder.

I første omgang var det derfor kun landejendomme, der blev kortlagt og matrikuleret. Men senere op mod århundredeskiftet, hvor skattebyrden også ramte by- og landsbyejenFigur 2. Videnskabernes Selskabs kort over Sjælland fra 1768 (Kort & Matrikeldomme, skete en supplerende styrelsen) matrikulering og kortlægning af teknologi til at foretage måningen af 1700-tallet, blev der købstadområderne samt landslinger. I 1820 opdager H.C. fremstillet et omfattende kortbykernerne. Tilsammen kalØrsted elektromagnetismen. I materiale, som viser situatiodes udskiftningskortene og de 1826 fremstilles de første fonen i marken hhv. før og efter ældste matrikelkort (original 1 tografier og i 1870’erne indleudskiftningerne af jordene og kortene) landøkonomiske kort des kommunikationsalderen udflytningen af gårdene. Nævn(KMS-produktblad). Se også ved opfindelsen af telefonen. I te udskiftninger, som jo totalt Per Grau Møllers artikel. ændrede det danske landskab, blev bl.a. en af hovedårsagerne til en forældelse af de kort fra Videnskabernes Selskab, som var fremstillet indtil da. Se også Peter Korsgaards artikel.

Ca.1800 – ca. 1900 Napoleon og tiden derefter Europa er præget af oprør og revolutioner, overbefolkning og udvandringer samt af fortsat industrialisering. Jernbanenettet indtager Europa, dampskibe bygges og mange udvandrer til de ny kolonier, først og fremmest USA. Naturvidenskaberne bliver yderligere forstærket, idet man udvikler metoder og

64

Figur 3. Eksempel på matrikelkort fra øen Birkholm (Kort & Matrikelstyrelsen)

Perspektiv nr. 5, 2004

Militæret i Danmark var ikke særlig tilfreds med Videnskabernes Selskab’s kort. De indeholdt ikke de detaljer, man fra militærets side havde brug for. Specielt savnede man højdeangivelser.

Generalstaben udførte derfor fra 1808 til 1830 en opmåling til supplement af Videnskabernes Selskab’s opmålinger. Kortene blev kaldt Kvartermesterkortene.

Tilfreds bliver man aldrig.

Kvartermesterkortene blev betegnet som ”gode nok for den tid, i hvilken de var udarbejdet” og med de metoder og instrumenter, der var til rådighed.

Generalstaben, som overtog den topografiske kortlægning efter Videnskabernes Selskab, iværksatte derfor ny opmåling af landet, som strakte sig fra 1842 – 1899 begyndende på Sjælland. Højder blev for før-

Figur 5. Generalstabskort fra 1854 – højder angivet med højdekurver

ste gang vist på kortene vha. højdekurver (Danmarks første topografiske opmåling).

Allerede 1884 indledtes dog en ny opmåling af landet begrundet dels i, at de gamle trængte til en grundig revision, dels i at der blev stillet større krav til kortenes nøjagtighed (Danmarks anden topografiske opmåling). Alle de nævnte målinger fra denne periode var baseret på målebordsmålinger dvs. at kun streger og få tal har overlevet.

Fra 1888 startede Danmarks Geologiske Undersøgelser en tematisk kortlægning af Danmarks overfladelag og undergrund.

Figur 4. Kvartermesterkort fra 1830 – højder angivet med bakkestreger

Ca. 1900 – ca. 1960 Verdenskrigene Europa er igen præget af krige

og en enkelt revolution, men også af tekniske landvindinger.

I 1925 starter de første overførsler af elektroniske billeder og fra 1936 har vi regulære TVtransmissioner (fra 1940 i farver). Efter 2. Verdenskrig bliver Europa delt i en østlig kommunistisk og en vestlig demokratisk del. FN opbygges og Danmark bliver medlem af NATO. I 1944 bygger amerikanerne den første computer og i 1962 opsender de den første kommunikationssatellit. Fra begyndelsen af 1960’erne får vi højkonjunkturer, som sætter gang i byggeriet – både veje, motorveje, boliger og andre større anlæg.

I 1970 sker den store kommunesammenlægning og vi får en planlovsreform.

Danmarks anden topografiske opmåling, som ligesom den foregående var baseret på målebordsmålinger, strakte sig helt til 1938 og udmøntede sig i udgivelsen af de velkendte målebords- og atlasbladskort (generalstabskortene).

Fra 1928 blev den topografiske kortlægning overflyttet fra Generalstaben til det nyoprettede Geodætisk Institut.

I 1957 skiftedes, efter krav fra NATO, over til cm-kortene, som vi kender dem i dag. Samtidig gik man i gang med landets tredje topografiske kortlægning baseret på fotogrammetriske opmålinger. (Se også Peter Michaelsens artikel). I samme periode voksede behovet for mere detaljerede kortlægninger og flere og flere kommuner startede på detaljerede kortlægninger af deres by- og udviklingsområder.

Kortene

65

Perspektiv nr. 5, 2004

får betegnelsen Tekniske Kort.

Teknikken er stadig manuel og mekanisk, hovedsagelig baseret på fotogrammetri.

Det computerbaserede Informationssamfund ca. 1960 – 1999 Omkring 1960 bliver vi præsenteret for den første danske computer, DASK. Computeren fylder næsten en hel dagligstue. I 1969 bliver de første computere forbundet i et net.

1980 har vi fået digitale arbejdsstationer til rådighed på arbejdet og i 1981 introduceres PC’en. I 1999 bruger de fleste af os PC’er, både på arbejde og hjemme. Den digitale udvikling præger i den grad vor dagligdag. I 1972 starter informationsalderen for alvor ved afsendelse af den første e-mail og i 1974 så Internettet dagens lys.

WWW-formatet introduceres 1991 og Mosaic (den første grafik-browser) i 1993. Naturgassen indføres i Danmark.

Kort var nu, takket være de forrige århundreders teknologiske landvindinger inden for både produktionsteknologien

og reproduktionsteknikken, blevet allemandseje, og der blev produceret kort som aldrig før – topografiske såvel som tematiske. Kortproducenter, specielt de private, havde kronede dage.

Samtidig var verden blevet digital og computeren var blevet et anerkendt værktøj i forbindelse med fremstilling af kort.

Så nu var det ikke nok at snakke om kort som streger, men også om kortdata i form af tal.

Sidstnævnte benævner vi i dag som geo-data og geo-information eller hvis vi skal være kartografisk korrekte: geo-spatial information.

Kortlægningsmetoderne i 80’erne og 90’erne bar også præg af computer-alderen i form af digital landmåling og fotogrammetri, GPS, for ikke at tale om kortlægninger fra satellitter (Remote Sensing).

Omkring halvdelen af nyproducerede kort var stadig permanente papirkort, såkaldte analoge kort (selvom produktionen var digital), resten digitale i form af temporære skærmbilledkort.

Figur 6. Fra streger til tal eller fra papir til computer

66

Det netbaserede Informationssamfund (Videnssamfundet) ca. 2000 – i dag Tidsånden er præget af 11. september 2001 og ”befrielseskrige”. Det har bl.a. betydet en angst for de fremmede og alt det vi ikke forstår. Økonomisk har tiden været præget af nedkonjunkturer, hvilket betyder, at der bl.a. skal spares på de offentlige udgifter og at vi alle skal løbe stærkere. Der er sket store teknologiske landvindinger indenfor trådløs kommunikation (Blue-tooth, mobiltelefoni (3D m.m.)) og kortlægning (GPS, Remote Sensing, Laserskanninger m.m.). Over halvdelen af den danske befolkning har nu adgang til Internettet og tallet vokser hastigt. Antallet af kort på nettet er steget fra ca.

7 mil. i 2000 til ca. 50 mil. i dag.

MapQuest producerer daglig 20 mil. kort. Den digitale verden lægger op til kommunikation og dialog. 2D kortlægninger afløses af/suppleres med 3D (rum) og 4D (tid og sted) -modelleringer.

Nu skriver vi 2004 og computere og Internettet er en naturlig del af vores hverdag. Den fjerde topografiske kortlægning (TOP10DK), som er et datasæt velegnet til brug i f.eks. GIS (Geografiske Informationssystemer) er en realitet. Den dominerende kortlægningsmetode er stadig anvendelse af flyfotos, men andre metoder, herunder laser-skanninger fra fly og højopløselige data fra satellitter, trænger sig på.

Sidstnævnte er i dag i stand til at forsyne os med information, som er tilgængelig få timer efter, den er modtaget på jorden.

Perspektiv nr. 5, 2004

Og hermed er vi blevet i stand til at følge konsekvenser af miljøkatastrofer, brande, krigsaktiviteter og lignende, næsten samtidig med at de sker. Trykte kort udgør nu kun en brøkdel af de kort, der fremstilles ud fra forskellige kortdatabaser.

Hovedparten er engangskort, produceret i computeren til skærmmediet, dog eventuelt efterfølgende printet eller plottet på papir. Og fremstilling af kort er nu ikke kun forbeholdt de professionelle, men alle, der kan betjene en computer.

Et af de store samtaleemner i dag er digital forvaltning (egovernment). Kodeordene er her: effektivisering i sagsbehandlingen, øget borgerservice samt øget demokratisering og dialog. Konkret betyder det, at landets borgere skal kunne betjene dem selv 24 timer, døgnet rundt i form af f.eks. at søge tilladelser, tilskud, eller noget helt tredje hos det offentlige, på samme måde, som mange i dag ordner deres banktransaktioner.

Undersøgelser peger på, at 80% af den information, der anvendes i den offentlige forvaltning, kan relateres til et sted på jordoverfladen, dvs. der er tale om stedbestemt eller geo-spatial information. For at dække dette marked, produceres der i Danmark, i både offentligt og privat regi, stadig et utal af digitale kortværker (geodata-sæt), hvoraf mange er mere eller mindre dubletter. Sidstnævnte skyldes efter min menig en hidtil manglende politik og styring på kortområdet – en såkaldt National Infra-

struktur for Stedbestemt Information. En sådan infrastruktur betegnes simpelthen i andre lande som samfundets nervesystem på geodata-området (Brande-Lavridsen og Daugbjerg 2001). Omvendt skulle man formode, at konkurrerende produkter med ens indhold skulle give forbrugerne lavere priser, men det er desværre ikke altid tilfældet. Men der er håb forude, bl.a. gennem en indsats fra Servicefællesskabet for Geodata.

Eksempler på nutidige kortlægninger 3A – Adgang – Analyse – Aktion er blevet kodeord for distribution og anvendelse af geo-spatial information. Nye standarder har banet vejen for adgang til information via Internettet.

Nye værktøjer f. eks. GIS har givet os mulighed for ikke blot at producere smukke kort, men også at producere forskellige modeller baseret på analyser af forskellige geodata-sæt. Og endelig det mest spændende.

Vi er blevet i stand til at agere aktivt gennem at kreere scenarier ”on-line” og få umiddelbare reaktioner tilbage på vores

valg, enten via interaktive storskærme eller over nettet.

De seneste års udvikling i Danmark viser, at et stort antal organisationer (offentlige såvel som private) allerede har taget Internettet i brug i forbindelse med kommunikation af geo-spatial information. Flere og flere kort distribueres i al fald via nettet, dog i mere eller mindre aktiv form – lige fra statiske, skannede papirkort (2D kort) over interaktive klikkort til dynamiske kort i form af tidstro animationer (4D ”kort”), for ikke at glemme rumlige modeller (3D-”kort”), herunder VR (Virtuel Reality). På statsniveau har Kort & Matrikelstyrelsen oprettet en Kortserver, hvorfra man, mod betaling, har adgang til såvel digitale topografiske kortdata og digitale matrikelkortdata som til forskellige skannede kort, nutidige såvel som historiske.

Mange kommuner og amter har implementeret forskellige GIS-faciliteter på deres hjemmesider, inklusiv næsten alle de oplysninger de to myndigheder har om en given ejendom. De fleste digitale da-

Figur 7. Eksempler på 2D kort (De gule sider) og LBS på PDA

67

Perspektiv nr. 5, 2004

tasæt er stadig det vi kalder vektorbaserede, men rasterbaserede ”kort”, som f.eks. de digitale farve-ortofotos er blevet populære konkurrenter. Målgruppen er både egne medarbejdere og den almindelige borger og baggrunden er dels den tidligere nævnte borgerservice, dels intern effektivisering.

Generelt kan man sige, at de kortprodukter vi kan hente fra nettet i stigende grad flyttes fra at være centrale, enkeltstående produkter, som vi traditionelt kender dem, til at blive lokale ”patchwork” produkter, som samles via nettet og plukkes i tilgængelige databaser.

Kort på små håndholdte PDA’er (Personal Digital Assistent) og kort på mobiltelefonen er i dag også en realitet. Endnu stilles der dog visse tekniske krav med hensyn til udstyr og distributionskanaler. Med disse tiltag er der dog ikke langt til LBS (Location Based

Services), hvor man via målrettet markedsføring får vist services af forskellig art, f.eks. beliggenheden af nærmeste burgerbar eller slagtilbud fra forretninger i det område, man tilfældigvis bevæger sig igennem.

Drømmesamfundet (Det trådløse samfund) – 2008?, 2009?, 2010?………

Nye generationer er vokset op. Dette har betydet opgør med tidligere generationers materialistiske tankesæt og værdier. De værste krige er overstået og man ser på fremtiden som fuld af muligheder frem for trusler. Vi ser en øget globalisering med heraf følgende økonomisk vækst og velfærdsforbedringer. Der er fokus på, hvordan udviklingen kan fortsætte uden at skade natur og miljø. Derfor er der investeret i højteknologisk udstyr som præcisionsskannere (håndholdte eller placeret i fly og satellitter), koordinatmaskiner (GPS’er , Galileo’er o.lign. placeret i mobiltelefoner, biler,

sko etc.) og langtrækkende trådløs kommunikation.

Alt dette udstyr overvåger os døgnet rundt og sender alarm, hvis ”noget” afviger fra det forventede. DAB Digital Audio Brodcasting, DVB (Digital Video Brodcasting) kan nu modtages overalt via små bærbare enheder. UMTS (Universal Mobile Telecommunication) og WLAN (Wireless Local Area Network) er for længst afløst af mere avancerede transmissionskanaler. MMM (Mobile Multimedia Mode) har afløst WWW (World Wide Web). Tidstro, on-line, 3D-kommunikation og –visualisering er et ”must”.

Som alle ved, kan vi ikke forudsige, men vi kan gætte om fremtiden. Skal vi tro på fremtidsforskerne, vil informationssamfundet, som vi kender det i dag, blive afløst af drømmesamfundet (Jensen, 1999).

Til hvert produkt skal der kunne hæftes en historie og de produkter, der giver den mest spændende oplevelse vinder.

Figur 8. Eksempler på 3D skærm (www.actuality-systems.com), 3D-model (Center for 3DGI, Aalborg Universitet) og Virtual Reality (VR Media Lab, Aalborg Universitet)

68

Perspektiv nr. 5, 2004

Så der bliver en udfordring til fremtidens kortlæggere. Teknologier, som er nye i dag, vil i stigende grad blive betragtet som en selvfølgelighed og banalitet. Computerne vil være mindst 100 gange så hurtige, 10 gange så intelligente og meget mindre end de er i dag. Og priserne på udstyret vil være dalet betragteligt.

Det trådløse netværk er selvfølgelig tilgængelig de fleste steder, hvor vi færdes (ligesom mobiltelefonnettet er i dag) og daglig opdateret geospatial information er tilgængelig 24 timer i døgnet.

I byrummene og på andre udvalgte lokaliteter kan man enten via sit armbåndsur eller via tast eller talebetjente elektroniske standere placeret på strategiske steder, hente og printe selvkomponerede 2D kort eller 3D modeller over det område, man befinder sig i, eller agter sig hen til. Så man kan sige, at fremtidens kortlægninger i endnu højere grad end tidligere vil blive produkter af individuelle aktive handlinger.

At man selv producerer sine kort kan måske afhjælpe det problem mange har med at tolke informationer i kort andre har produceret.

Skal vi følge fremtidsforskernes spådomme, skal vi nu også kunne pege på eller nævne udvalgte objekter i kortet og få historien bag.

Man vil også kunne afspille on-line videosekvenser fra det pågældende område og f. eks. se, om stedet nu er af interesse at besøge og om det

regner det pågældende sted, så man skal vente med besøget til en anden dag.

Al geo-spatial information stammer fra en ”folkets database”, som integreres, vedligeholdes og opdateres løbende, af fremtidens geodata-producenter og geo-visualitører. For der vil trods alt stadig være behov for fagfolk, der har forstand på at gøre de enorme datamængder, vi vil blive oversvømmet med, til brugbar og læselig information for brugerne.

Ser vi på de kort, plane såvel som rumlige, som vi nu alle fremstiller, bl.a. i forbindelse med studier af vores omgivelser, så er vi gået helt væk fra de standardprodukter, vi kender i dag. Vi skræddersyr vores egne real-time kort ud fra de data, samfundet stiller til rådighed for os. Men i et drømmesamfund spiller nostalgien også en rolle, så hvem ved, om de kort, vi hver især vil fremstille, kommer til at ligne de gode gamle kort fra Renæssancen, som jeg startede med at præsentere.

Afslutning Det er ikke teknologien, som ændrer verden på en forudsigelig måde. Mennesket ændrer verden, når de har den nødvendige viden og teknologi. Sådan har det altid været og vil vedblive at være (Al Gore i ”Digital Earth”).

Fremtiden er nok fuld af muligheder, men også ladet med ricisi. Vi har vel alle en vision om, at geo-spatial informa-

tion vil blive af vital betydning for såvel lokal- som verdenssamfundets udvikling og økonomi i det århundrede, vi er gået ind i.

Vi ved også, at vi i de kommende år vil få masser af ny teknologi og masser af nye dimser og dippedutter, som kan gøre ting, vi ikke har set før. Derfor vil kortlægning fortsat være en teknologisk udfordring, som kræver omfattende viden og ressourcer.

Men hvordan gemmer vi historien (historiske kort) i den tid, vi går ind i. Engangskortene er for længst forsvundet ned i papirkurven, ældre medier, som vi brugte til at gemme vores digitale informationer på, er afløst af nye medier og meget få er i dag i stand til at læse f.eks. 70’ernes hulkort og hvis man endelig kan, kan man så få noget meningsfyldt ud af de pågældende data ?

At gemme den samme samtidshistorie, som ældre tiders papirkort var i stand til, kræver disciplin med hensyn til dokumentation af data (metadata) og standardiseringer af måderne data gemmes på, hvis datasættene skal være noget værd som historisk kildemateriale om hundrede år.

Trods de mange muligheder, men også betænkeligheder, udviklingen byder os, er det mit håb, at fremtiden udvikler sig ud fra menneskelige ønsker og behov - frem for udelukkende at være dikteret af de muligheder teknologien vil give os.

69

Perspektiv nr. 5, 2004

Litteratur Brande-Lavridsen, Hanne & Daugbjerg, Poul: Omkring en Infrastruktur for Stedbestemt Information, Geoforum Perspektiv nr. 1, 2002.

Brande-Lavridsen, Hanne: Fra streger til tal - Geografisk Information i 1000 år, Danske Kortdage 1999.

Brande-Lavridsen, Hanne: Kartografi – metoder og anvendelse, del II, Kartografiens historie, 1985, Undervisningsnoter, Aalborg Universitet.

Irgens, Eirik J.: Den dynamiske organisation, 2000, Abstract Forlag, Oslo Geodætisk Institut 1928-1978, 1978, Geodætisk Institut.

Jensen, Rolf, The Dream Society, 1999, Jyllandspostens Erhvervsbøger Kort & Matrikelstyrelsen: Diverse produktblade Tooley, R.V. et al., A History of Cartography, 1969, London Topografernes historier, Rosendahl, Esbjerg

1996,

Diverse historiebøger – ældre såvel som nutidige

Fodnoter 1. Ordet kortlægning anvendes metaforisk i mange sammenhænge. Generelt kan man sige, at kortlægning er et udtryk for den menneskelige evne til at systematisere fakta, viden og erfaringer. Sættes ordet stedbestemt foran ”fakta, viden og er-

faringer” har man den definition af kortlægning, som har været styrende for denne artikel.

2. Almindeligvis regnes historisk tid fra det tidspunkt, hvor vi har skriftlige vidnesbyrd om menneskelig aktivitet. Historisk tid begrænses bagud af forhistorisk tid (tiden før år 700 f.kr.) og fremad af den moderne tid (den franske revolution og industrialismen ca. år 1800).

3. Et topologisk kort behøver, i modsætning til et topografisk kort, ikke at være geometrisk korrekt, blot det viser den korrekte sammenhæng mellem elementerne i landskabet. Et godt eksempel på et topologisk kort er de kort, som viser S-togsnettet i Hovedstadsområdet.

Om forfatteren Hanne Brande-Lavridsen, lektor, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet, Fibigerstræde 11. 9220 Aalborg Øst. E-mail: hbl@land.auc.dk (indtil foråret 2004), herefter hbl@land.aau.dk

70

Perspektiv nr. 5, 2004 Kort i arkiverne Henrik Dupont, Det Kongelige Bibliotek Kort anvendes i stigende omfang som kildemateriale i forskellige sammenhænge. For at sikre såvel kendskabet til kortets oprindelse som kildeværdien af det enkelte kort kræves viden om, hvordan kortet er fremstillet, samt hvor lignende kort evt. kan findes.

Der mangler stadig meget, før det er muligt at fremstille dansk kortlægnings historie i detaljer, og der mangler meget, før det er muligt at skabe et totalt overblik over kortene og deres placering. Til at gennemføre en sådan opgave kræves overblik over de mange forskellige arkiver, hvori der opbevares kort og en komplet registratur over disse kort.

I modsætning til andre medier, som f.eks. trykte bøger, findes der ikke en homogen registreringspraksis for dette materiale. Kortmaterialet er i sig selv heller ikke særlig homogent, hverken i størrelse eller indhold. Endnu er den samlede oversigt over de forskellige kortværker ikke udgivet, men forskellige tiltag er undervejs.

Tidligt i 1900-tallet forsøgte den daværende chef for Det Kongelige Bibliotek at centralisere landets kortsamlinger bl.a. ved at oprette en særlig afdeling for Kort og Billeder. Udover bibliotekets egne samlinger af håndtegnede kort, trykte kort samt en del atlas og glober, blev der indlemmet samlinger af kort fra en række andre statsinstitutioner, som Nationalmuseet, Rigsarkivet, Søkortarkivet m.fl. Det lykkedes ligeledes at erhverve en række private samlinger, af hvilke den største var den Borgenske samling fra godset Gjorslev.

Bibliotekets samlinger af kort

er med tiden blevet det største samlede arkiv i Danmark. Det består af meget forskelligartet materiale og man skal stadig søge kortmateriale i andre af KB’s afdelinger. Håndtegnede kort findes i Håndskriftafdelingen, trykte kort i bøger findes i såvel Danske som Udenlandske bogafdelinger.

Trykte kort har været pligtafleveringsmateriale siden lovens ikrafttræden i 1697, men først fra 1797 nævntes kort specifikt. Det vil sige at alle trykte kort fra dette år skulle kunne findes på biblioteket, imidlertid har afleveringen ikke altid været komplet, så en række kort findes ikke i samlingerne.

Kortene i KB er registreret forskelligt og langt fra alle kort er registreret i de elektroniske kataloger. Men med tiden vil alle kort blive registreret, ligesom der er store projekter i gang med henblik på at skanne kortene og gøre dem tilgængelige via bibliotekets hjemmeside (se i litteraturlisten).

Der blev aldrig oprettet en central kortsamling og heller ikke senere forsøg på at oprette centrale registranter i lighed med Vilhelm Lorentzens forsøg på en registratur med afbildninger over kort over købstæderne blev videreført.

I mange årtier skete der ikke store forandringer og først i 1980’erne kom der gang i så-

vel en samlet oversigt over de mange forskellige kortsamlinger, som i produktionen af forskellige registranter, der kunne lette genfindingen af kortene og deres placering i forskellige arkiver.

I slutningen af 1960’erne iværksatte Landbohistorisk Selskab en fælles registrering af kort der kunne tjene som kilder til landbrugets historie før de store udskiftninger.

En fælles registreringspraksis blev udformet, og et større registreringsarbejde sat i gang.

Der blev kalkuleret med op mod 60.000 kort, der kunne tjene sådanne formål i alle typer arkiver, biblioteker og museer samt i private samlinger hvor kortene fandtes. Arbejdet fortsatte i 1970’erne, men blev aldrig fuldført. Der eksisterer i dag et renskrevet sæt kartotekskort med meget fyldige oplysninger på ca 2000 kort i en række samlinger. Det ville være oplagt at lade denne katalog overføre til en database.

Behovet for kortregistranter og en oversigt over kortsamlinger førte til artikler i Fortid og Nutid (Bjørn W. Dahl 1981) samt i 1989 endelig til en guide over 80 danske kortsamlinger indsamlet på basis af en spørgeskemaundersøgelse af 100 danske kortsamlinger, der blev bedt om at give svar på en række ensartede spørgsmål om samlingens omfang, regi-

71

Perspektiv nr. 5, 2004

streringssituation mm.(Brandt m.fl. 1989) En række større og mindre registranter, nogle omfattende en enkelt institutions kortsamling andre registranter dækkende topografiske områder og atter andre dækkende et konkret emne, er blevet udfærdiget gennem de sidste fire årtier, den samlede oversigt over registranterne kan fås på det Kongelige Biblioteks hjemmeside (se i litteraturlisten herunder). De fleste registranter er blevet udfærdiget, som specialopgaver for bibliotekarstuderende, men også andre har udfærdiget registranter.

Da registreringspraksis er meget forskellig fra institution til institution bærer disse registranter også præg af indbyrdes forskellighed.

Udover Det Kongelige Biblioteks meget blandede kortsamling, der omfatter alle typer fra håndtegnede til trykte kort, fra kort i meget lille til kort i meget stor målestok, er der desuden en række centrale kortarkiver med betydning for studiet af landbohistoriske forhold generelt.

Den vigtigste institution i dansk kortlægning i dag er KMS, der udover opgaven med koordinering af aktuelle kortlægningsopgaver varetager funktionen som arkiv for alle tidligere statsinstitutioner, der har beskæftiget sig med central kortlægningsaktivitet. Det drejer sig om Videnskabernes Selskab, Generalkvartermesterstaben, Generalstabens Topografisk Afdeling, Geo-

72

dætisk Institut, Søkortarkivet samt Matrikelarkivet. De fleste kort er stadig i KMS’s arkiv, medens arkivsagerne overgår til Rigsarkivet.

KMS’s kortsamlinger er svære at få et totalt overblik over.

Overtopograf Erik Andersen har udarbejdet en række registranter, der hjælper med dette overblik, men de er ikke udgivet. KMS’s politik med skanning og georeferering af de betydeligste generelle kortserier, har gjort tilgængeligheden mange gange større. Der findes dog stadig mange kort i såvel Matrikelarkivet som i de øvrige arkiver, der kan tjene som kildemateriale til landbrugshistorien.

En række andre kortskabende institutioner såsom Stadskonduktørembedet i København har deres egne arkiver hvori kortene kan findes.

Den tredje store institution, udover Det Kongelige Bibliotek og KMS, der har store og væsentlige kortsamlinger er Rigsarkivet, her findes kort i 1, 2 og 3 afdeling. Der er udfærdiget arkivregistraturer til hver af afdelingerne, og en del kort er ligeledes registreret i et særligt kortkartotek, men langtfra alle kort er tilgængelige via denne katalog, ligesom der til stadighed dukker ukendte kort op i sager. Derfor kræver kortsøgning i Rigsarkivets samlinger et indledende kendskab til statsadministrationens historie for overhovedet at kunne starte en korrekt eftersøgning i arkivet, og det kan være et stort arbejde at finde

de relevante arkivfonde. Der er stadig mange sager, der ikke er gennemset med henblik på bestanden af kortmateriale.

Andre store nationale institutioner som Nationalmuseet, Tøjhusmuseet, Forsvarets Bygningstjeneste, Garnisionsbiblioteket samt de 4 landsarkiver har alle væsentlige samlinger af kort der kan tjene landbohistoriske formål. Disse samlinger og deres eventuelle registranter er alle beskrevet i ovenfor omtalte kortguide (Brandt m.fl.

1989), der trods sin forældelse stadig er det bedste redskab til at starte en korteftersøgning.

Udover disse guider og kortregistranter er det ind imellem nødvendigt at gennemgå de mange forskellige artikler og monografier der beskriver kort over enkelte områder eller temaer for at sikre sig en fuldstændig oversigt. Kortmaterialet, som er spredt i så mange forskellige institutioner, er selvfølgelig, afhængig af om det befinder sig på et bibliotek, på et arkiv eller et museum, blevet registreret efter stedets generelle registreringspraksis.

Rundt om i landet på lokale arkiver og museer findes også kortmateriale, som kan vise sig at have stor historisk værdi, som en skanning vil kunne tilgængeliggøre på nettet. Efterhånden som disse registranter gøres tilgængelige i databaser, burde det være muligt at få et samlet overblik over de kendte kort og deres arkivstatus. Inden for biblioteksverdenen findes internationale standarder for registreringen i de såkaldte Marc standarder, hvor der også

Perspektiv nr. 5, 2004

findes specielle regler for kortregistrering.

Der er taget en række initiativer såvel nationalt som internationalt på et samarbejde for at lette adgangen til de enkelte samlinger og gøre dem tilgængelige. En række organisationer som ”Liber Groupe des Carthotecaires”, ”IFLA Geography and Map Section”, ”ICA (International Cartographic Association)” forsøger at udbrede kendskabet samt øge det internationale samarbejde. På nationalt plan var der gennem mange år et samarbejde i Dansk Kartografisk Selskab, der medvirkede ved udgivelsen af en lang række registranter samt formidlede samarbejdet mellem kortsamlingerne og udgivelsen af guiden (Brandt m.fl. 1989).

Dansk Kartografisk Selskab blev i 2000 lagt sammen med 2 andre geografiske foreninger til Geoforum, der viderefører dette arbejde. Der er ligeledes etableret 2 nye organisationer i 2003, nemlig; HisKIS (se den følgende artikel), samt Korthistorisk Selskab, DK, der fungerer som kortsamlernes organisation i lighed med den internationale organisation IMCOS. Endelig findes det internationale selskab ”History of Cartography”, der udgiver det videnskabelige tidsskrift Imago Mundi, afholder internationale

konferencer hvert andet år, samt understøtter internetsiden History of Cartography, der tilbyder mange forskellige tjenester til brug ved studiet af historiske kort samt søgningen af disse.

Registranter

Nyere digitale kortværker registreres i dag kun på frivillig basis i Geodatabasen, der administreres af KMS og i de tilfælde hvor kortværkerne er tilmeldt Pligtafleveringen, kan værkerne ses på Det Kongelige Bibliotek og Statsbibliotekets Læsesale, men det vil oftest kun dreje sig om afsluttede eller statiske produkter. De dynamiske kortværker er ikke omfattet af pligtafleveringsloven og gemmes derfor i dag kun for eftertiden, hvis de enten bliver afleveret frivilligt eller den kortproducerende virksomhed har valgt en strategi, hvor også gamle data gemmes for eftertiden.

http://www.kb.dk/kb/dept/nbo/ kob/Almindelige forhold

Litteratur

http://oddens.geog.uu.nl/ index.html Oddens Bookmark, primært nyere kort.

Brandt, Marie Louise, Rasmussen, Jørgen Nybo og Schwenger, Lizzi red.(1989), Danske kortsamlinger: en guide.

Kbh. Dansk Kartografisk Selskab og Det Kongelige Bibliotek, 1989.

77 s Dahl, Bjørn Westerbeek (1981): Bibliografisk vejviser over kortsamlinger i Danmark i Fortid og Nutid bd. 29 s. 57 - 67

Kan ses på Kortsamlingens hjemmeside: http://www.kb.dk/kb/dept/ nbo/kob/danmarkskort/ forsideramme.htm Udstilling og registranter

Onlinekataloger Det Kongelige Bibliotek: http://rex.kb.dk/ALEPH/HFQ2H RUJXQBPQ34C6GL3URUQGDT3FGGSTQU914TDAISNLE77GH18244/file/start-0

KMS http://kmswww3.kms.dk/ kortpaanettet/index.htm KMS historiske kort på nettet.

Websider http://www.maphistory.info/ index.html History of Cartography portal

NB! Denne artikel er at finde på Geoforums hjemmeside www. geoforum.dk, under Service, så ovennævnte url-adresser direkte kan anvendes.

Om forfatteren Henrik Dupont , cand. scient. , forskningsbibliotekar, MTM geoinformatik, Det Kongelige Bibliotek Postboks 2149, 1016 København K, email hd@kb.dk

73

Perspektiv nr. 5, 2004 Status og perspektiver for HisKIS-netværket Claus Dam, Henrik Dupont & Morten Stenak Seminaret ”Anvendelser af historiske kort i landskabsstudier” blev afsluttet med en diskussion og en generel opfordring til deltagerne om forslag til, hvad HisKIS-netværket skal beskæftige sig med i de kommende år. Samme emne blev diskuteret på et stormøde ca. tre måneder senere. Nedenstående er en opsummering af disse diskussioner samt af de eksisterende HisKIS-medlemmers planer for HisKISnetværkets aktiviteter i fremtiden.

Med bevillingen i 2003 af omkring 400.000 kr. fra Statens Humanistiske Forskningsråd (SHF) til to års aktivitet, har HisKIS-netværket fået et godt forankringsgrundlag til at udvide de aktiviteter, der blev startet som et uformelt forskernetværk, men nu som følge af bevillingen er udvidet til et mere formelt projektsamarbejde med deltagelse af repræsentanter for både forskning og forvaltning.

Den 18. november 2003 blev alle deltagerne i seminaret ”Anvendelser af historiske kort i landskabsstudier” indkaldt til et stormøde på Syddansk Universitet. Hovedformålet var at nedsætte en styregruppe for HisKIS med en bred fundering i både forsknings- og forvaltningsmiljøet. Den fik følgende sammensætning: • • • • • •

74

Per Grau Møller (Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet).

Peter Steen Nielsen (Geografisk Information & IT, COWI) Lars Nørbach (Ålborg Historiske Museum) Peter Korsgaard (Den Nationale Geodatabank, Kort & Matrikelstyrelsen) Bernd Münier (Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser) Claus Dam (Dokumenta-

•

tion, Kulturarvsstyrelsen) Hanne Wagnkilde (Landskabsafdelingen, Frederiksborg amt)

Morten Stenak (Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet) blev udnævnt til sekretær for netværket.

Styregruppens opgaver i de kommende to år vil være at koordinere netværkets aktiviteter, der er at arrangere seminarer og workshops, fortsætte udbygningen af hjemmesiden www.hiskis.net, etablere internationale kontakter samt på sigt at etablere forskerkurser.

Etableringen af en styregruppe udelukker dog ikke et engagement fra andre personer. Der er allerede fungerende arbejdsgrupper, der arbejder med opbygningen af hjemmeside, med metadata om historiske kort samt med et af de kommende seminarer. Nye grupper kan oprettes efter ønske eller behov og kan f.eks. være arrangementsgrupper for kommende seminarer, interessegrupper omkring specielle kortværker, interessegrupper omkring konkrete anvendelser m.v.

Seminarer Seminaret ”Anvendelser af historiske kort i landskabsstudier” var tilrettelagt før SHF-

ansøgningen, og har pga. den store tilslutning kunnet hvile i sig selv økonomisk. I den kommende tid er det hensigten at arrangere to endags seminarer om året samt at afslutte SHF- bevillingsperioden med et to-dages seminar med international deltagelse.

Et seminar om luftfotos er allerede i støbeskeen til forventet afholdelse i foråret 2004, men blandt andre emner til kommende endags seminarer er: • • • •

Historiske kort og kulturmiljø Historiske kort og naturforvaltning Historiske (sø)kort og kommunikationslandskabet Workshop om arbejde med Udskiftningskort og Original 1 kort

Disse arrangementer vil i modsætning til seminaret på det Kgl. Bibliotek ikke blive med flere parallelle sessioner, da det i seminarets afsluttende diskussion blev fremført, at man som deltager derved gik glip af for meget!

Hiskis.net HisKIS har været på internettet i et års tid, men der har i denne periode ikke været midler til en fyldestgørende udbygning af hjemmesiden. Det bliver nu

Perspektiv nr. 5, 2004

muligt med SHF-bevillingen, og hiskis.net skal være den centrale informations- og formidlingskanal for netværket med metadata om historiske kortværk, diskussionsforum og information fra styregruppen og arbejdsgrupperne. Endvidere er det planlagt at udgive et digitalt årsskrift og stille digitaliseringer af historisk kortmateriale til rådighed med henblik på download.

Hiskis.net skulle således gerne blive en ressource der gør det muligt for forskning og forvaltning indenfor kulturhistorie (arkæologi, historie, etnologi), økologi (biologi) og kulturgeografi at indhente information om historiske kortværker, orientere sig om potentielle anvendelser samt hente digitale udgaver til eget brug i f.eks. natur-, miljø- og kulturforvaltning af landskabet.

Opbygningen af metadata-databasen vil have samme funktion som www.geodatainfo. dk, om end ikke nødvendigvis samme struktur.

Internationale kontakter HisKIS-lignende initiativer kendes også fra en række nabolande, ligesom en række udenlandske forskere har arbejdet aktivt med historiske kortværker. Det vil være naturligt at tage kontakt til disse med henblik på erfaringsudveksling.

Mht. digitale udgaver af historiske kortværk, så er der allerede et omfattende materiale til rådighed, produceret bl.a. indenfor rammerne af de store tværfaglige forskningsprojekter ”Foranderlige Landskaber” og ”Agrar 2000”, men også fra anden side er der modtaget bidrag i form af digitaliseringer.

Relevante digitaliseringer behøver ikke at begrænse sig til selve kortværket. Eksempelvis er i HisKIS-regi just digitaliseret inddelingen af forarbejderne til Videnskabernes Selskabs Kort: Konceptkortene.

Blandt mulige kontakter er foreslået samarbejde med institutioner, der ligger inde med kort fra Danmarks storhedstid (f.eks. i Skåne eller Nordtyskland). Der har også været forslag om kontakt til konkrete projekter, f.eks. et EU-finansieret projekt blandt Nordsølandene om etableringen af en ”Nordsø-sti”. Endvidere bør der etableres kontakt til den Internationale Kartografiske Union (ICA).

Brugerønsker Under den afsluttende diskussion på seminaret d. 25.- 26. august blev deltagerne opfordret til at give input på hvad HisKIS skulle beskæftige sig med i fremtiden. De fleste emner er indarbejdet i ovenstående, men et gennemgående tema både på seminaret og stormødet var et ønske om, at mere information om anvendelsesmulighederne for historiske kort blev formidlet; gerne med eksempler – og også gerne med eksempler på, hvad det enkelte kortværk ikke kan bruges til.

At illustrere mulighederne er godt, men at påpege faldgruberne er lige så væsentligt.

Med udgangspunkt i de tilmeldte til seminaret på Det Kgl. Bibliotek er der etableret en e-mail distributionsliste, der anvendes indtil hiskis.net er fuldt udbygget. Distributionslisten er naturligvis åben for alle med en interesse i historiske kort og deres anvendelser.

Henvendelse om optagelse rettes til netværkssekretær Morten Stenak.

Om forfatterne Claus Dam, cand.mag., konsulent, Kulturarvsstyrelsen, Slotholmsgade 1, 1216 København K, email chd@kuas.dk.

Henrik Dupont cand.scient., forskningsbibliotekar, Det Kongelige Bibliotek, Postboks 2149, 1016 København K, email hd@kb.dk Morten Stenak, cand.scient. ph.d., adjunkt, Kartografisk Dokumentationscenter, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, email stenak@hist.sdu.dk

75

Detaljerede, digitale 3D bymodeller er særdeles velegnede til kommunal planlægning og sagsbehandling.

BlomInfo A/S producerer 3D bymodeller som grundlag for visualisering af projekter, viderebearbejdning i standardprogrammer, præsentation på Internettet og styrkelse af dialogen med borgerne om byudviklingen.

3D bymodeller kan desuden integreres med kommunernes tekniske kort og dermed er omkostningerne til vedligeholdelse lave.

Læs mere om 3D bymodeller og se eksemplerne på BlomInfo A/S´ hjemmeside: www.blominfo.dk.

BlomInfo A/S København | Vejlegade 6 | 2100 København Ø tlf.: 70 20 02 26 | fax. 70 20 02 27 Århus | True Møllevej 9 | 8381 Tilst tlf.: 70 22 04 26 | fax. 70 22 04 27