Det er også en bog om en verden, som på mange måder er ved at forsvinde i takt med at naturen forsvinder. Men eventyret er stadig derude. Man skal bare lede lidt grundigere.
FREDDY WULFF, født 1945, er eventyrer, jæger, journalist og fotograf. Han er opvokset i Dronningborg ved Randers, men har tilbragt hovedparten af sit liv som bl.a. minearbejder, professionel jæger og eventyrer rundt om i verden. I dag fordeler han sin tid mellem Sydøstasien, New Zealand og Nordspanien. Forfatter til bestsellerne Professionel jæger (2011) og Vild jagt (2013).
FREDDY WULFF VILDE EVENTYR
Freddy Wulff har brugt det meste af sit liv på at rejse rundt i verden fra det ene vilde eventyr til det andet. I denne bog fortæller han om nogle af de vildeste: jagten på den mystiske Vu quang-okse i Vietnam, tiden som guldgraver i New Zealand, hans tid med hovedjægerne på Borneo, forsøget på at overleve som Robinson Crusoe på en øde ø i Stillehavet, tiden som cowboy på verdens største ranch i Australien, og rejsen til Laos for at finde sandheden om den gådefulde Stenkrukkeslette.
Vilde eventyr Af Freddy Wulff Copyright © 2022 Freddy Wulff og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06869-3 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Martin Gylling Alle fotos: Freddy Wulff, Blid Alsbirk & Lobo Press Int. Repro: Narayana Press Tryk: GPS, Bosnien-Hercegovina For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med VISDA, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
www.gad.dk
Vilde eventyr.indd 2
19.04.2022 16.00
FREDDY WULFF
VILDE EVENTYR Vilde eventyr.indd 3
19.04.2022 16.00
Indhold
Forord
5
Vu quang-oksen 7 Mine venner – hovedjægerne på Borneo 31 The Merc School
45
Elefantjagt med kamera 59 Guldfeber i New Zealand 75 Saltvandskrokodiller – de sidste store dinosaurer 89 Den lurende død
101
Stenkrukkernes hemmelighed 115 Redningsaktion for havskildpadderne 133 Øglen på Komodo
147
Anna Creek Station – verdens største ranch 167 Robinson Crusoe
181
Rejsen til Jordens indre 195 Muntjakhjorten 213
Vilde eventyr.indd 4
19.04.2022 16.00
Forord Vi har alle et årstal, vi aldrig glemmer. Det kan være det år, du blev gift med naboens Lis, eller Jens, blev færdig med en uddannelse osv. Mit år er 1972. Jeg havde på det tidspunkt rakket rundt i Australien, New Zealand og Malaysia i en del år. Arbejdet i shipping, som var min uddannelse, været minearbejder – og professionel jæger. Og så var jeg en dag pludselig tilbage i barndomshjemmet i Dronningborg ved Randers – hvad nu? Som da jeg var knægt, fik jeg tiden til at gå med at fiske på Randers Fjord, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle give mig til. En dag besøgte jeg en gammel ven. Han var som jeg bidt af natur og jagt. Jeg havde sendt ham nogle lange breve om professionel jagt. Han fandt dem interessante, og syntes, jeg burde skrive en artikel til et jagtblad. Sådan et havde jeg aldrig set. Men jeg samlede nogle af mine billeder sammen og tog toget til København. Her besøgte jeg de blade, jeg kendte: Familie Journal og Hjemmet osv. Nul interesse. Men en redaktør sendte mig videre til et nystartet mandeblad ved navn Ugens Rapport. Her tog redaktionschef Kurt Thyboe et kig på billederne, mens jeg tegnede og fortalte. ”Skriv historien,” sagde han, og det gjorde jeg så. Næste morgen afleverede jeg teksten, og så var jeg i gang. Året var 1972. Der er selvfølgelig andre vigtige årstal i ens liv. Smukke kvinder, man har mødt, blevet gift med, skilt fra, gift med, skilt fra osv. Men 1972 står som et særligt år i mit liv. Det var i 1972, jeg begyndte at skrive. Og det blev jeg ved med. Og her i 2022 er det dermed 50 år siden, jeg fik trykt min første artikel. I denne bog kan du læse om, hvad jeg bl.a. har fået tiden til at gå med. Noget er lidt vildere end andet. Jeg har altid været drevet af nysgerrighed: Hvad er der på den anden side af det bjerg eller for enden af den flod? Eller hvad sker der i det land? Jeg drev rundt derude i mange år, og gør det stadig. Jeg har efterhånden besøgt mere end 100 lande. Uden faste planer. Bare opleve og skrive om det. Freddy Wulff Forord
Vilde eventyr.indd 5
5
19.04.2022 16.00
6
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 6
19.04.2022 16.00
Vu quang-oksen
”Son duong an! Son duong an!” Tri er lige så ophidset som sidste gang han pegede på nogle mørkegrønne planter med store blade. Det er ikke selve planterne, der gør ham ophidset, for de er ikke sjældne, og Tri er hverken botaniker eller veganer. Det er det, der mangler på planterne: De fleste har fået topskuddene bidt af, og fra det lysende ”sår”, kan vi se, at det er sket for ganske nylig. Måske i aftes, måske her til morgen. Hvis det var sket i går morges eller endnu længere tilbage, ville ”såret” være mørkt. Det ved Tri, det ved jeg. Det er jungle-ABC. Vi er efter flere timers kravlen kommet til det første lille stykke med fladt løb, som bækken passerer på sin vej fra bjergtoppene mod floden flere kilometer nede. Hele morgenen har den ellers kun bestået af meterhøje vandfald eller fosset over glatte, blanke klipper. Smukt at se på, ondt at følge. En bæk, vi normalt ville gå langt udenom. Det er ”Tiger Country” – uden at have noget med den store kat at gøre. Men vi er tvunget til at følge den, hvis vi vil op. Det er den eneste her i Tris jagtterræn, og det er på dens små, smalle bredder, vi leder efter spor. Et øjeblik efter peger han igen: ”Son duong an.” På primitivt vietnamesisk, for at vi kan forstå det, fortæller han for hver halve meter, vi går, at her har ”bjerggeden spist”. Bjerggeden. Det kalder de lokale den. Men vi ved, at det ikke er en ged, nok nærmere en vildokse. Men så ved vi heller ikke meget mere. Kun at dyret har lange, spidse horn, og at det er brunt og ifølge Tri kan veje op mod 125 kilo. Vi er på jagt efter dette dyr, men ikke for at dræbe det. Vores våben er øjne, ører og kameraer. Jeg har desværre aldrig set en levende Vu quang-okse. Her en computerillustration af det okseskind, jeg bragte hjem til København. V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 7
7
19.04.2022 16.00
Hvad vi leder efter her i den nordvietnamesiske jungle er intet mindre end et ukendt, større pattedyr. Måske det sidste større pattedyr i verden, der endnu ikke er ”fundet”. Dvs. fundet, undersøgt og beskrevet af videnskabsmænd, og som er blevet tildelt et videnskabeligt navn på latin. Der findes ingen billeder af dette dyr, end ikke en tegning. Kun nogle få sæt horn, nogle stumper skind, og en masse rygter. De lokale jægere, som har jaget dette dyr de seneste 60 år, her i 1991, og før dem bjergstammerne som nu selv er drevet bort fra dette område, har givet dyret adskillige navne. Men disse navne tæller ikke rigtigt med. Før videnskabsfolkene har fået fat i tilstrækkeligt med materiale, eksisterer dyret faktisk ikke officielt. Hvilket jo er absurd. Bjergstammerne, en del af Hmong-folket, kalder dyret for ”Sao-La”, Ten horn. På grund af de spidse horn, der kan minde om en stor spindelten. Vietnameserne kalder den ”Son duong”, bjergged, eller ”sung dai”, lange horn. Men der er sikkert mange flere navne fra stamme til stamme. I Laos finder jeg senere ud af, at nogle Hmong-stammer kalder den for ”Saht-Supahp”. På vej ind i junglen. Vi startede i en russisk firehjulstrækker. Da den gav op, købte vi nogle cykler til transporten. Da de gav op, hyrede vi nogle bærere, alle kvinder. Vi måtte også købe en vandbøffel, som vores tolk fra Udenrigsministeriet kunne ride på.
8
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 8
19.04.2022 16.00
Dette sted, denne vilde, lille flod eller bæk, denne stejle næsten ufremkommelige bjergjungle, er en del af det som nogen kalder ”Vietnams glemte verden”. Den sidste del af Vietnams engang enorme urskove. Her blot et temmelig smalt bælte på et par hundrede kilometers længde langs grænsen til Laos. Hvor kun ganske få mennesker endnu har sat fodaftryk, og hvor en enkelt videnskabsmand har ”krattet lidt i kanterne”. Hvor det bare regner og regner, hvor floderne ikke kan besejles, og mange steder ikke krydses, og hvor junglen mellem de gigantiske træer er fyldt med mosbegroede hulter til bulter-klipper. Ofte så store som huse. Gad vide, hvad der er sket her for millioner af år siden? Med farlige giftslanger som kongekobraen. Hvor tigeren, leoparden og bjørnen er konge, greve og arbejdsmand. Hvor nogle få vilde elefanter i den fladere del, hvor floden har tabt lidt af sin fart, sætter deres store spor. Hvor den store gaurokse, hvis den stadig findes i dette land, indgyder respekt selv hos den modigste jæger. Og hvor blodsugende igler kaster sig over mennesker og dyr, som er de et stort tag selv-bord. Her kom amerikanerne aldrig, for dette er Nordvietnam. De bombede heller ikke her, for der var intet at bombe. De droppede heller ikke Agent Orange, giften som amerikanerne brugte under Vietnamkrigen (1955-1975), og som blev sprøjtet på træerne, så bladene faldt af og aldrig kom tilbage, så de kunne se, hvad junglen gemte. Nordvietnameserne, Vietcong og den nordvietnamesiske hær gik langt uden om denne del af landet på deres vej til krigen i syd. Da Vietnam var en fransk koloni, holdt franskmændene sig også langt væk herfra. Der var intet at komme efter. De første vietnamesere flyttede først herop for ca. 90 år siden – drevet hertil af sult – og franskmændene. De har ryddet landet nede på det flade. Men jorden er ikke videre frugtbart og cyklonerne fræser igennem og ødelægger hvert år en del af den magre høst. Men heroppe i bjergene er junglen et uforstyrret paradis. For dyrene – og for os. Vi befinder os i Vu quang-området i provinsen Ha Tinh. Lidt foran os kravler Chung op ad den stejle klippeside. Mellem de høje bregner finder han en væltet træstamme at sidde på. Mens han tænder en cigaret, løber hans øjne op og ned ad bækken. I hænderne har han sin skarpladte russiskfremstillede AK-47-riffel. Sat på fuld auto, og klar til brug. Han tilhører Vietnams grænsesoldater. Et elitekorps på linje med de amerikanske grønne baretter. Dette korps patruljerer konstant landets grænser. Også hvor man som her må kæmpe sig gennem terrænet. Med nogle kilo ris, lidt grøn te og et par kvadratV u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 9
9
19.04.2022 16.00
Op gennem en af floderne under beskyttelse af den vietnamesiske hær. Der var skyderier i området, men fotografen og jeg ville nu helst have været inde i junglen uden dem.
meter plastik til beskyttelse mod den evige regn, er de ude på 12-14 dages patruljer. De har alle malaria, og ingen medicin. Uden militærets velvillige indstilling kan vi ikke være i dette ”følsomme” område. For Vu quang er ikke blot en ”glemt verden”. Det er også en næsten hermetisk lukket verden. Selv for vietnameserne, og selvfølgelig endnu mere for fremmede som os. På vej til de to sidste landsbyer og grænsesoldaternes lejr, måtte vi vise papirer adskillige gange. Selv med en tolk fra Udenrigsministeriet. Vietnamkrigen ligger trods alt ikke så langt tilbage i tiden. Vi betaler soldaterne for at beskytte os, og det er også helt fair. Jeg havde bare aldrig troet, at jeg en dag skulle leje kommunistiske soldater, så jeg kunne udføre mit arbejde. Men der findes stadig ”banditter”, som de officielt kaldes. Måske er det ”rigtige” banditter, men jeg tvivler. Det er nok nærmere ”kon10
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 10
19.04.2022 16.00
traer”, der nu kæmper mod det kommunistiske styre. Og så er der jo også nogle få nomadestammer i området, hmonger, som kommer over fra Laos. Når Chung og Tri går med øjnene klistret til jorden for at finde spor af son duong, så kigger Chung også efter spor fra eventuelle banditter. Det er hans ansvar, at der ikke sker os noget. I noget vådt grus på bredden finder vi endelig det, vi har drømt om, har søgt: Et friskt spor. Son duong. Denne gang nærmest hvisker Tri. Grunden: Sporet står knivskarpt i gruset. Det er endda meget friskt. Jeg synes også, at det er ret så lille for et dyr af den størrelse, vi er efter. Men måske er det blot en kalv. Ti meter længere fremme er dyret blevet tvunget op i krattet. En smal slugt og et fem meter højt vandfald spærrer for alt og alle. Son duong og homo sapiens. Dyret er sprunget en meter op på en lille afsats, skrabet mosset af klippen, og derefter fulgt en tør bæk længere op. For ikke længe siden ville vandet have fosset ned. Men regntiden er ved at være ovre. Det regner ikke uafbrudt, men nedbøren kommer i små, mest natlige byger. Vi kravler med øjnene klistret til klipperne og jorden. Her er et næsten usynligt aftryk i det hårde gule ler. Bare en antydning af en fordybning. Lidt længere fremme er et par blade trådt ned i lidt mudder. Tri er aldrig i tvivl: ”Dau chan thy”, dyrespor. Lidt efter en klump jord på den grå klippe. Våd jord faldet af klovene. Sporet er helt friskt. Men selv med fire sæt øjne, der anstrenger sig, taber vi sporet. Ned igen, om igen, men vi kan ikke finde, hvor dyret har forladt den lille stejle, næsten udtørrede bæk. Hvor store vores chancer er for at spore os ind på denne son duong, kan nok også diskuteres. Brisen skifter ofte, som den næsten altid gør i en slugt, og de fleste steder kan vi kun se fem-seks meter frem. Men som de evige optimister vi er: Måske bliver det bedre længere fremme, længere oppe. Vi kan kun håbe på at dyret er gået samme vej. En god time senere er vi nået op på noget, der i dette område må gøre det ud for at være en bjergryg. Mange steder var der så stejlt, at vi måtte tage hænderne til hjælp for at komme op, og den chance lod iglerne ikke gå fra sig. Vi står med udsigt til en dyb dal, der strækker sig så langt øjet rækker. Et bølgende grønt tæppe, kæmpetræernes kroner. Med fagter spørger jeg, om vi skal ned her, men Tri ryster på hovedet. Det er åbenbart ikke ”hans” område. Chung ryster også energisk på hovedet. V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 11
11
19.04.2022 16.00
Måske er det off limits. Måske er vi i nabolandet Laos, hvis vi går ned. Måske er det ”banditland”. Hvor er tolken, når vi har brug for ham? I stedet følger vi den altid tilstedeværende dyreveksel på bjergryggen. Lige meget hvor i verden, du befinder dig, er der altid en veksel på ”ryggen”. Det letteste sted at gå. Der er spor af adskillige dyr. Vildsvin og den store sambarhjort. Men son duong, nej. Hvor den skarpe ryg flader ud på en terrasse med nogle kæmpe træer, gør Tri tegn til at gøre holdt. Det er tid til at rulle endnu en cigaret af min hollandske tobak. Chung og Tri diskuterer. Tri peger i en retning, Chung i en anden. Det er løjtnant Chung, der bestemmer her, det ved vi alle. Men det ender dog med at vi følger Tris pegefinger og slår ind på en dyreveksel, som langsomt går ned over siden. Den samme side, vi lige er kommet op fra. Og det er her, hvor sporet krydser en ekstra stejl stump bakke, hvor vekslen nærmest er hugget ind i siden, slidt ind af tusinder af klove over tusinder af år, at Tri pludselig gør holdt og peger. Foran os har der fundet en kamp sted. Jorden er pløjet op, og de små buske trampet ned: son duong. Tri henter en kæp så tyk som en underarm og omkring fire meter lang. Der er ingen kviste på den. De er hugget af. Så viser han, hvor der på vekslen har været gravet et lille hul, og hvor stagen har stået. Han presser den i jorden og bøjer den mod hullet i vekslen. Dette har været en fælde – en del af en snare. Det eneste, der mangler, er stålwiren. ”Son duong”, siger Tri igen stolt, og peger på sig selv. Ingen tvivl om, at han her har fanget et af de ”ukendte” dyr. Jeg finder lidt hår, som jeg stopper i en lille plastikpose. Det smager dog lidt af fugl. Spørgsmålet er bare: Hvor længe er det siden, han har fanget dyret? Sporene er ikke helt friske, hvor dyret har sloges hængende i en stålwire, da den satte foden i en løkke, trak i wiren, som udløste stagen og svippede op. Men er det tre dage siden? Fire? En uge? Jeg prøver ved mange fagter at spørge Tri, men dansk tegnsprog kan ikke oversættes i hans ordbog. Vi kan bare gå videre. Ved 16-tiden er vi tilbage i vores primitive lejr. Den sidste time har det småregnet, og vi er gennemblødte af at kæmpe os gennem den våde underskov. Bålet er gået ud. Thanh, tolken som Udenrigsministeriets pressecenter i Hanoi har stillet til rådighed – mod betaling selvfølgelig – ligger og sover under plastikken. Det gør også grænsesoldaten, løjtnant Hoa. Og lidt længere henne tre soldater, også langt inde i drømmeland. Thanh skulle i grunden være med os hele tiden. Men det 12
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 12
19.04.2022 16.00
længste han har gået de senere år er fra sit skrivebord hen til tepotten med den evige vietnamesiske grønne te. Han har vabler på begge fødder af turen herop til lejren. En lille tur på kun en halv dag. Og inden da måtte vi gå et par dage mere, og var nødt til at købe en vandbøffel til ham, som han kunne ride på. Men at gå er ikke, hvad han eller hans fødder forstår ved pressearbejde. Nå, men dette her er jo også mere en jagtopgave, selvfølgelig uden at dræbe, hvad vi er efter, end et journalistisk job. Men han er en flink fyr og forbavsende ærlig, hvad angår de spørgsmål, jeg har stillet ham under turen fra Hanoi. Og så taler han perfekt engelsk. Virkelig perfekt. Og hans oversættelse af mine spørgsmål til Tri – eller rettere svarene – får mig til at glemme alt om vandbøffel og vabler: ”Tri siger, han fangede en son duong i den fælde, han viste dig for fem dage siden. Dagen før I kom”. ”Tri siger, at skindet er ved at blive tørret over ildstedet nede i hans hytte. At hans kone gør det.” ”Tri siger, at hans kone er ved at koge medicin fra dyrets knogler?” Og så til mit sidste spørgsmål: ”Tri siger, at du jo ikke spurgte om, hvornår han havde fanget sin sidste son duong, kun om han havde fanget nogen på det seneste.” For fem dage siden! Vi har været i denne lejr i to dage. Og sov i soldaterlejren en nat. Så det var mens vi var på vej ind i junglen til fods efter den russiske Viva-firehjulstrækker gav op. Og havde vi ikke skullet bruge 12 dage i Hanoi og besøge ”Udenrigsministeriet” i hver eneste provins, vi kørte igennem, ville vi have været her, da dyret gik i fælden. Nå, skal ikke brokke mig over Udenrigsministeriet i Hanoi. De hentede os i lufthavnen osv. Jeg prøver at overtale dem til at gå ned til Tris landsby med det samme. Hvis vi pakker hurtigt, kan vi nok nå det, inden det bliver mørkt. Men det vil de ikke høre tale om. Der skal først spises en forsinket lunch osv. Og risen skal første koges. Når man er soldat, er måltiderne ofte det eneste, man har at se frem til. Det kan jeg godt huske. Men løjtnanterne og Thanh går med til at gå derned tidligt næste morgen. Jeg kan kun tænke på at skindet nok er ved at rådne, at det sikkert alligevel er ødelagt, fordi de måske ikke ved meget om at hive overfrakken af det. For de har fortalt mig, at de normalt svider hårene af de dyr, de fanger. Så der bliver lidt ”bacon”. Jeg kan sparke mig selv et par gange for ikke at stille de rigtige spørgsmål. Næste morgen efter en næsten tør nat og tre timers gang i fint vejr, men med Thanhs vabler og stemmebånd i konstant protest, når vi ned V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 13
13
19.04.2022 16.00
til Tris hytte i Kim Theo-landsbyen. Her bliver vi glædeligt overrasket. For der, sømmet ud på en ramme over ildstedet, hænger skindet. Fuldt skind. Fra næsetip til halespids. Med klove og horn og det hele. I ”køkkenets” mørke er det svært at se, hvordan dyret har set ud. Men så snart rammen med skindet er båret ud, stirrer jeg på et dyr, der ikke ser ud som noget andet. Hvis man krydsede en oryx med en ged eller ko, så ville dette måske blive resultatet. Hornene er lange, tynde, runde, jetsorte og blanke. En hurtig opmåling siger 44 cm. I hovedet har den på hver side tre hvide pletter samt over øjnene en hvid streg. Såkaldte solpletter. Der er også hvide aftegninger omkring snude og mund. Snuden er forholdsvis lille for et dyr af denne størrelse. Men den største overraskelse er to otte cm lange åbninger mellem øjne og næse. En på hver side. Uden tvivl kirtler, der afsondrer en slags gul ”voks”. Dette stof tørrer den sikkert af på træerne for at markere sit territorium. Som f.eks. kronvildt gør det. På samme tid skraber den nok også sine horn på træernes stammer. Det er vel derfor, de er så blanke. På den måde afmærker den også sit territorium visuelt. Jeg har aldrig set så store kirtler før, men ved, at nogle afrikanske antiloper har dem. Og lidt tættere på, seroven i Burma og nilgaien i Indien. Men de er ikke okser. Det skulle denne son duong være. Men køer har normalt ikke denne slags kirtler. Hornene er sylespidse. Fantastiske forsvarsvåben mod rovdyr som tigre og leoparder. Og måske også til kamp mod konkurrenter. Den næste overraskelse er klovene. De er ret små, og der er ingen biklove, som vi ellers kender dem fra okser, bøfler, hjortevildt, vildsvin osv. Men tre cm oppe ad løbene på både for- og bagben har den to små vortelignende vækster. Mere eller mindre groet sammen. De må være biklove under udvikling – eller afvikling. Overraskelse nummer tre er halen, ikke lang som hos okser og bøfler, mere som hos en ged. Den er kun 13 cm lang, tynd og busket. Det er heller ikke noget stort dyr, sådan rent ”oksemæssigt”. Fra næsetip til halespids måler skindet 205 cm. Benene er også forholdsvis korte, og med kroppens runding for og agter, samt det faktum at hornene stikker lige bagud, når næsen er fremme, gør, at den er skabt til at løbe gennem tæt krat. Vi er, så vidt jeg ved, på det tidspunkt de eneste ikkelokale, der nogensinde har set dette dyr, eller resterne af det. Bortset fra et par sæt horn, som blev fundet i en hytte af nogle folk, som arbejdede for den 14
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 14
19.04.2022 16.00
Der var lavet ”stærk medicin” af den dræbte Vu quang-okses knogler. De blev knust og kogt. Jeg fik lov til at fiske de dele op, kæbe og tænder, som måske kunne interessere forskerne på Københavns Universitet.
engelske videnskabsmand John McKinnon, der var tilknyttet Verdensnaturfonden. Dette er ikke lige, hvad vi er kommet for. Vi er her for håbefuldt at tage de første billeder af en levende son duong. Men nu ved vi i det mindste, hvordan dyret ser ud. I en stor gryde over ildstedet er Tris kone ved at koge dyrets knogler. Vi får hevet den af og hældt suppen – medicinen – over i nogle spande. Næsten alle knoglerne er smadret, så alt ”det gode” – marv og blod kan blive kogt ud. Det lykkes os at fiske et skulderblad, en halv underkæbe, to knuste overkæber med alle tænderne, samt syv tænder fra underkæbens forreste del. Vi vil gerne tage endnu flere knogler, men Tris kone siger stop. Jo mere sjældent et dyr er, jo bedre er medicinen. Den vil blive blandet med risbrændevin og taget mod alle mulige og umulige sygdomme som malaria og lungebetændelse. Tri fortæller også, at der er et helt sæt horn i suppen. Fra en anden son duong. HøvV u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 15
15
19.04.2022 16.00
Opmåling af et trofæ.
let til fine spåner. Kødet er der kun en smule tilbage af inde i hytten. Det er kogt, mørkt, og smager vel nærmest som bøffel. Det er anden gang, vi er i dette område i Vietnam. Udelukkende for at finde en son duong – et for videnskaben ukendt dyr. I et land som de fleste tror, er bombet sønder og sammen, men hvor man faktisk skal kigge godt efter – og vide, hvad man skal kigge efter – for i det hele taget at se, at her har været krig. Her er der stadig små stumper ”glemte verdener” tilbage. Men det er måske netop på grund af krigene, at man ikke har været i stand til at voldtage junglerne for de værdifulde træstammer. Nu tager man naturligvis ikke ind i en hvilken som jungle i et hvilket som helst land i verden i det stille håb om at finde et ”ukendt” dyr. I juli året før læste vi en lille notits i Time Magazine. Her stod der, at der måske var fundet et nyt pattedyr i Vietnam. At John McKinnon havde sendt et par lokale medarbejdere ind i området her i nærheden, og de havde fundet to sæt horn, der mindede en del om oryxens i Afrika. Han var for Verdensnaturfonden og den vietnamesiske regering 16
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 16
19.04.2022 16.00
inde for at se på junglen. Om den var værd at beskytte som naturreservat eller nationalpark. Han benyttede så lejligheden til at sende sine folk dybere ind i junglen og kigge efter trofæer i hytterne. Han havde læste en rapport om at gedeantilopen serov måske fandtes i Laos, og i så fald også i Vietnam. Han blev meget overrasket, da hans folk stillede med to sæt son duong-horn. Vi regnede med at hele verden ville styrte til Nordvietnam. At den trykte presse og tv ville stå på nakken af hinanden for at komme ind i junglen. Vi læste om det i Australien, og så kom der ikke mere. Men da vi nogle måneder senere befandt os i Singapore og stadig ikke havde hørt mere, besluttede vi os for at flyve til Vietnam. Vi ankom midt i monsuntiden, og blev praktisk talt skyllet ud af to cykloner. I jægernes hytter fandt vi ikke som McKinnons folk to sæt horn, men hele syv. Vi målte hvert enkelt, fotograferede dem, og talte med jægerne. Hvor længe siden havde de fanget dyret, var det en han eller hun? Og vi fik lov til at tage en lille stump skind på størrelse med en lillefingernegl fra et af trofæerne. Det var også fristende at købe et sæt horn og tage dem med til videnskabsmændene på Zoologisk Museum i København. Men på den anden side ønskede vi ikke, at de skulle få en kommerciel værdi og give jægerne en ekstra grund til at jage dette uden tvivl sjældne dyr. I et land, hvor gennemsnitsindtægten er omkring 200 amerikanske dollars om året, og jægernes løn sikkert meget mindre, er selv 10 dollars mange penge. Det stoppede dog ikke vores to tolke/organisatorer fra at købe et sæt. Denne gang har vi fundet ud af, at alle de horn vi fandt og målte op første gang, er blevet solgt efterfølgende. Der havde åbenbart været skrevet en del om det ”nye” dyr i de vietnamesiske aviser. Den lille stump skind, vi havde med til København, gav vi til professor Peter Arctander på Zoologisk Institut. Han er blandt verdens førende, hvad angår dna-forskning inden for evolutionsbiologi, dvs. læren om arternes udvikling. Den vigtigste metode er dna-analyser, som populært sagt går ud på, at man ser på de genetiske koder fra forskellige dyr og sammenligner dem. Vi viste ham også billederne af hornene, som han fandt meget interessante. Især da vi fortalte ham, hvor de stammede fra. Arctander sammenlignede son duongs dna med alle mulige andre arter – antiloper, bøfler, geder osv. Senere kunne han meddele os, at der ikke var tale om en antilope, men en vildokse. Der var også tale om en for videnskaben ukendt art. Man havde billeder V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 17
17
19.04.2022 16.00
Professor Peter Arctander fra Københavns Universitet lavede dna-prøver på den stump skind, jeg bragte til København efter den første ekspedition. Han kunne på det grundlag fastslå, at det for videnskaben var et nyt pattedyr.
af dens horn. Aftryk der var millioner af år gamle. Den skulle faktisk være uddød for millioner af år siden. Vi kontaktede John McKinnon i Hongkong. Han meddelte imidlertid, at hans kolleger og de vietnamesiske forskere ikke havde i sinde at foretage sig yderligere, da der ikke var penge til flere ekspeditioner. Det lød faktisk utroligt. Men når de ikke ville eller kunne, så havde vi intet imod at tage ind i junglen igen. Vi kontaktede det vietnamesiske Udenrigsministerium, som vi tidligere havde været i kontakt med. For at få en tilladelse til at tage op til den kinesiske grænse. Det fik vi ikke. Men de var interesseret i at vi ville ind i junglen igen for at fotografere dyret. På denne tur bliver vi også modtaget i de første landsbyer på en helt anden måde. Selv om vi ikke kan genkende alle, så husker de os. Vi var de første europæere, de havde set. Undtagen Tri. Han husker altid lige 18
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 18
19.04.2022 16.00
at slippe en sætning ind om, at han har skudt fire amerikanere. Og de gamle kvinder skal nu hen og røre ved min kvindelige fotograf. Måske tror de, hun er lavet af plastik. De modigste og frækkeste knægte skal hele tiden forsøge at hive hår ud af mine ben. Første gang vi var heroppe, var det svært at tage billeder, fordi vi hele tiden havde hele landsbyen efter os. Nu kan vi nøjes med halvdelen. Nu står vi så her med chancen for at få det måske eneste skind, der eksisterer. Med klove, lidt smadrede kæber med tænder, horn og andre vigtige, videnskabelige ”reservedele”. Hvis vi kan få det frem til en videnskabsmand, kan dyret blive beskrevet, få et navn, og fredet på internationalt plan. At det ikke må skydes, fanges, handles osv. Men det er lidt et spørgsmål om kolera eller pest. Hvis vi lader skindet ligge her, vil det nok rådne. I hvert fald hovedskindet, for toppen af kraniet med hornene er stadig fastgjort til skindet. Og det er begyndt at lugte. Og hvis vi redder det, ved at rense det for kød og fedt, vil det nok blive solgt til en eller anden ”official” fra Hanoi. Vi har jo allerede set, hvordan de syv horn, vi Jeg salter skindet fra Vu quang-oksen efter at have renset det. Derefter var det ind i junglen igen.
V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 19
19
19.04.2022 16.00
målte op, hurtigt blev vekslet med kontanter. Eller som det skete med det skind, som vores organisator fra sidste tur købte. Det blev så givet til hans chef og hænger nu på væggen i hans kontor. Uden at have været i nærheden af en videnskabsmand. Vi vælger pesten: Med Thanh som mellemmand betaler vi Tri 100 dollars. Får banket prisen så langt i bund som muligt. Bl.a. ved at love ham, at når vi skal ind i junglen igen, vil vi betale ham mere pr. dag. Da handelen er på plads og vi får yderligere to sæt horn med i prisen, begynder jeg at frigøre hovedskal og horn fra skindet. Derefter salter jeg skindet og ruller det sammen, og så kan det ligge her hos Tri til vi kommer ud fra junglen igen. Men inden jeg ruller det sammen, fotograferer jeg så mange detaljer som muligt. Bare i tilfælde af at vi ikke kan få det med ud af landet. Men det mener Thanh ikke er noget problem. Der kan være langt fra Nordvietnams jungle til universitetet i København. Og da alt endelig er på plads, stiller Tri med endnu et skind. Ikke fra en son duong, men fra en tiger! Hvad vil jeg betale for det? Ingenting. ”Du kan ikke engang forære mig det,” siger jeg til Tri via Thanh. At dyret er fredet osv. Næste morgen går det mod junglen igen. Op langs Son Truoi-floden, op til hvor den deler sig, hvor vi havde lejr sidst vi var herude. Vi har de samme to soldater med til at beskytte os. Men denne gang ledsages vi også af to jægere. Tri plus Kim, som var vor første guide første gang i Vietnam. Plus vor mand fra Udenrigsministeriet i Hanoi. Provianten er let. Kun en militærrygsæk fyldt med ris, nogle saltede og soltørrede sardiner, vi købte ude på kysten, samt to levende kyllinger hængende på Tris rygsæk. Og så er vi selv ”proviant”. Endnu et blodbad venter. Igler. Små, tynde som synåle, når de suger og bider sig fast. Tykke som tommelfingre, når de simpelthen ikke kan indeholde mere blod. Selv to par sokker sniger de sig igennem. Værst er det, når de kravler ned i støvlerne, og man ikke kan se dem. Soldaterne og jægerne har faktisk bedre fodtøj til dette. Plastik og gummisandaler. De kan se dem. Men du mærker ikke, når de bider. Når man hiver dem af – de sætter ikke pris på en glødende cigaret – bliver det ved med at bløde længe efter. Deres bid er finere end når man skærer sig på et barberblad. Det tager os godt tre timer at nå op til vores gamle lejr. På vejen møder vi adskillige rattan-cutters. På vej ud med deres rattanlange slyngplanter, der bruges til fremstillingen af manilamøbler. De går uden om 20
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 20
19.04.2022 16.00
Vu quang og illegalt ind i Laos og henter planterne. Helt givet med regeringens velsignelse. Du kan sætte lighedstegn mellem eksportdollars, beskæftigelse og rattan. Vi møder også nogle enkelte skovarbejdere, der med vandbøfler trækker hele stammer eller savede bjælker ud fra Vu quang-junglen. Det er forbudt, det ved alle. Men allerede efter en time holder sporene op. Heroppe er floden for vild, klippesiderne for stejle. Her kommer ingen rattan-folk, ingen skovhuggere. Her i denne isolerede verden er det stadig kun nogle få jægere og dyrene, der regerer. Lejren bliver slået op på en times tid. To halvtage med plastik over. Ikke nødvendigt at gøre så meget ud af det show. Måske flytter vi allerede i morgen. Det afhænger af son duong. Hele dagen tonser vi rundt i et tørt flodleje. Alle steder, hvor der en smule sand, kigger vi efter spor. Vi finder kun få, og de er for utydelige til at fortælle, hvilket dyr der er kommet forbi. Om aftenen får kyllingerne halsen skåret over, og så snart solen er gået ned, afløser frøernes kvækken cikadernes dagskoncert. Kim er noget mere snakkesalig end Tri. Vi er på hans jagtterræn, eller rettere, hvor hans jagtterræn mere eller mindre slutter, for ingen af jægerne sætter deres snarer længere inde i junglen end at de kan gå ind, tilse dem – og komme ud samme dag. Med eller uden bytte. De er måske ikke alle lige bange for natten herinde, men både soldaterne og jægerne ofrede til Buddha, da vi startede. Som de har gjort det her, hvor vi har slået lejr. Kim hentede sine snarer for en uge siden, ”fordi træerne i tørketiden ikke er spændstige nok til at hive et stort dyr til vejrs.” Tri fortæller så, at han faktisk var oppe for at hente sine fælder, da han fangede den son duong, som vi nu har skindet fra. Tri har i denne ”sæson” fanget tre aber, et vildsvin og en lille muntjak, en lille hjort, foruden selvfølgelig hans son duong. Dertil kommer, at han har samlet en hel del skildpadder, som er solgt til en opkøber. De vil senere blive eksporteret til Kina, hvor man er villig til at betale overpris for alt, der er eksotisk og sjældent. Kim får omkring 10 kroner pr. skildpadde. I Kina skal de nok koste ti gange så meget. Tri, som er 40 år gammel, har hentet en del af sine indtægter i denne jungle igennem 20 år. Han har et ”hul” på 10 år, hvor han var borte fra egnen. Der jagede han ikke dyr, men sydvietnamesiske og amerikanske soldater. Men i de 20 år han har sat sine snarer, har han kun fanget to son duongs. Kim har set fem i hele sit liv. Han har skudt to med en lånt V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 21
21
19.04.2022 16.00
riffel fra militæret, fanget en i en snare, og kun set de to sidste. Han fangede desuden en tiger i sin fælde for et år siden, og to år før den, skød han én, da den store kat angreb hans bøffel. ”Jeg skød den fra huset midt om natten i klart måneskin.” Tigre er, hvad de alle helst vil fange eller skyde. Skindet giver godt, og kineserne betaler mange penge for penis og knogler. Samt galdeblæren. Ekstra stærk medicin. De røgter deres snarer hver tredje dag. Samler samtidig vild honning og finder gerne noget rattan, de kan tage med ud. Det er junglen, der giver dem kontanter og kød, mens de små ufrugtbare marker giver dem ris. Det sidste jeg hører, netop som månens stråler rammer floden, er et dyr, der skriger. Der jages i natten. Nogle må dø for at andre kan leve her i rovtandens og kloens verden. Hen på natten vågner jeg igen ved endnu et skrig, og mærker at min sovepose er godt klam nede i fodenden. Kun halvvågen tænker jeg, at det måske har regnet en smule, og kryber længere ind under plastikken. Om morgenen finder jeg hurtigt ud af, at det ikke har regnet. Det klæbrige er blod. Jeg har åbenbart inviteret nogle igler med i seng. De har rigtigt siddet til højbords. Ingen af dem har imidlertid overlevet det. Jeg har ligget dem ihjel. I ulvetimens første snavsede lys, mens Hoa og Thanh laver morgenmad, går vi andre op langs floden. For at undersøge om en son duong i nattens løb har været nede og drikke og måske har efterladt sit visitkort i gruset i form af et aftryk. Godt 500 meter oppe finder vi fodaftryk, det er dog ikke en son duong, men aftrykket af en stor kat. En rigtig stor kat. En tiger. Det diskuterer Kim og Chung og Tri længe. Måske var det den, der stod bag skrigene i nat. Og som måske havde held til at dræbe en muntjak – eller en son duong? Efter morgenmaden, lidt kylling og ris, som aftensmaden, beslutter vi os til at gå op ad bjerget lige bag lejren. På bjergryggen her fangede Kim for seks år siden en son duong, men han har ikke haft snarer her siden, fordi det er for langt væk fra landsbyen. Junglen er her nogle steder så tæt, at vi må kæmpe os igennem, men andre steder, hvor det er ekstra stejlt, kan vi se op til 50 meter frem. Vi går og kravler mellem store klipper og nedrullede sten, der ligger så tæt, at ingen større vegetation har været i stand til at slå rod. Efter en halv times gang og kravlen hører vi pludselig en del skrig. Ikke som i aftes. Det er en flok aber, der er kommet op at skændes. Kim låner Chungs AK-47-riffel og sniger sig alene videre. Dette er ikke, hvad vi er kommet efter. Men vi kan vel heller ikke begynde at 22
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 22
19.04.2022 16.00
fortælle de lokale, hvad de må og ikke må. Aberne er fredede, men i Vietnam er fredning en by i Rusland. Kim er imidlertid tilbage efter et kvarter – uden abesteg. Godt. Desuden: Et skud kunne måske skræmme en son duong væk. Jo tættere vi kommer toppen, jo flere store klipper. Vi bander dem langt ned i helvede. Men Kim nikker bare, han har været her før, og lidt efter når vi toppen, og her er der fladt, og det vi finder, hvor en smule sol når ned mellem trætoppene, det har gjort alt besværet værd. Først er der en del spor, som vi følger. Og der hvor solen rammer, kan vi se, at der er et leje. De nedfaldne blade er skrabet til side. Og der er lidt hår på jorden. ”Son duong!” lyder det i kor fra Tri og Kim. Jeg samler forsigtigt hårene op til brug for dna-analyse i København. Vi går videre ad det flade stykke. Der er adskillige friske spor. Også af vildsvin. En enlig basse har haft godt gang i trynen, og har flyttet rundt på det hele. Men de friskeste spor er fra en son duong. Måske er det dens leje, vi lige har stået ved. Og så går det ellers opad igen og rundt om store klipper. Hvor kommer de fra? Vi skal lige til at krabbe rundt om en større samling, da det rasler i bladene lidt fremme. Kameraer og AK-47’eren kommer i stilling, men det er blot en kvælerslange, der smutter ind mellem klipperne. Lidt fremme er der en stor flad klippe. Uden mos. Det slider et dyr ikke af ved en enkelt siesta. Her kommer et dyr ofte. Og ved foden af klippen er der aftryk. Son duong. Ingen tvivl, ingen biklove. Ingen tvivl, dette område er hot. Kim og Tri diskuterer ivrigt, mens løjtnant Chung som sædvanligt roligt skanner terrænet. En halv time senere, efter at have krydset masser af tørre småbække, kravlet op ad glatte sider, og brændt et utal af igler fra ben og arme, kigger vi ned i en minidal. Her er nogle af skovens kæmper væltet, sikkert fældet af en cyklon. De er rykket op med rode. Men det vigtigste: Der er sol. En flok store sommerfugle prøver længe og ihærdigt at sætte sig i vores hår. Kommer de for at suge lidt svedigt salt i sig? Og i træet over os skændes nogle fugle. Hvis jeg var en son duong, ville jeg leve her. Jeg kan se det hele for mig. Køre fantasifilmen på hjernebarken. En son duong, der pludselig stikker sit hoved med de spidse horn og de hvide solpletter ud af krattet på den anden side af den lille bæk. Forsigtigt snuser den efter farlige lugte, og går så langsomt og majestætisk og selvsikkert ned til bækken for at drikke af en lille pool. Som et af V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 23
23
19.04.2022 16.00
24
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 24
19.04.2022 16.00
V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 25
25
19.04.2022 16.00
de der rædselsfulde malerier og vægtæpper med kronhjorte og ditto hinder og kalve i leg. Men billedet bliver ved fantasien. Lige meget, hvor længe vi venter. Og for en gangs skyld kan Kim og Tri også holde kæft. Måske sidder de og kigger på den samme fantasifilm som mig. Lidt efter rejser Chung sig, og peger nedad. Jeg kigger på mit ur. Ja, vi må nok se at vende snuden mod lejren, og nu er det løjtnant Chung, der går forrest. Ikke tilbage, hvor vi kom fra, men i stedet ned over en lille ”kam”. Her finder vi lidt efter yderligere bevis på, at vi er kommet til et sted, hvor dyret eller dyrene kan lide at være. Foran os ligger der en bunke ekskrementer. De er meget større end ekskrementerne fra hjortevildt. Jeg siger lidt spørgende ”son duong?”, og både Kim og Tri nikker. Måske var de tæt på fantasifilmen. Men, hvor er dyret – eller dyrene? Æder de om dagen eller om natten? Jeg vil tro om dagen, for der er jo fred og ro herinde, bortset fra sultne leoparder og tigre. Og lever de i små rudler, eller alene? Vi har ingen erfaringer, vi kan trække på. Son duongs bog består udelukkende af hvide, ubeskrevne sider. Og så er det væk fra kammen og ned til venstre. Vi går fra den ene lille terrasse til den næste. Og på to af dem finder vi lejer. Der er overhovedet ingen tvivl. Et eller flere dyr holder til her. Her skal vi helt sikkert tilbage i morgen. I lejren ved Thanhs hjælp bombarderer jeg så ellers gutterne med spørgsmål: Har de nogensinde set flere son duongs sammen. Nope. Men de har jo heller ikke så mange. Æder de om dagen eller om natten? Det aner de ikke. Igen, de har jo ikke set så mange. Hvad kan de bedst lide at æde, og her er Tri hurtig og kommer tilbage med adskillige slags blade. Jeg foreslår, at vi i morgen deler os i to hold. Når vi kommer op, hvor vi har set ekskrementer, fodaftryk og lejer, kan jeg gå med enten Tri eller Kim, og fotografen kan følges med den anden jæger. Det vil løjtnant Chung imidlertid ikke høre tale om. Han klapper sin AK-47. Ja, ja, det er jo hans job. At beskytte os. Næste morgen er det tidligt afsted. Jeg har stadig nogle dåser sardiner i rygsækken. De ryger ned sammen med lidt kold ris. Og så er det ellers i en direkte linje til, hvor vi stoppede i går. Vi finder igen ekskrementerne, men der er ikke meget tilbage. Nogle sorte biller er i fulde omdrejninger med at begrave lorten. Ikke så sært, vi ikke har fundet mere, når det kan forsvinde så hurtigt. Det beviser også, at det var me< En snare til at fange en Vu quang-okse. 26
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 26
19.04.2022 16.00
get friskt, da vi fandt det i går. På den lille flade del, hvor vi fandt lejet i går, ser det ikke ud til, at der har været trafik i nattens løb. Chung snakker med Tri og Kim, og de nikker. Og så går det igen op og mere op, og vi kommer ud på en større terrasse. Og her er der spor overalt. Ikke blot en veksel. Og her kan vi se, at dyrene har spist. Små figentræer er strippet for blade og topskud, og nogle steder er barken flået af. De fleste bregner har fået den bløde krummede top bidt af. Men lige meget hvor stille vi er, lige meget hvor mange gange vi sidder og spejder hen over terrassen og ned over siderne, så dukker intet levende op. Ikke et vildsvin, ikke en muntjak, ikke en son duong. Men vi finder to son duong-lejer. Dyrene er her. Men hvor i netop dette øjeblik? Jeg vil vædde hvad som helst på, at hvis jeg kunne få lov at snige mig rundt alene heroppe, så ville jeg have heldet med mig. Jeg prøver at få lov. Peger på mit ur, 15 minutter, peger på mig selv, i den retning. Nul. Okay, det er der så ikke noget at gøre ved. Men ingen tvivl om at løjtnant Chung kender området. Han er stedkendt. Han leder os fra den ene terrasse til den anden. Masser af spor. I en lavning er der et stor sølehul. Her har en son duong muntret sig, plus en del vildsvin. Efter at de har gasset sig i mudderet, har de skrabet sig rene på de omkringstående træer. Ud fra hvor højt de er nået op på stammerne, hvor højt oppe der er mudder, kan vi se, hvilke dyr der har været her. Adskillige yngre træer har fået barken slidt af, og er gået ud. Men jeg er ikke i tvivl om, at dette er stedet. Her er der beviseligt meget mere vildt end på Tris’ terræn. Men de går jo heller ikke længere bort end at de kan nå tilbage til landsbyen inden aften. To større terrasser længere fremme går det pludselig lodret ned. Under os ligger en kæmpe dal. Chung peger på en bjergryg langt borte: ”Laos”. Okay, ja der skal vi nok ikke ind. På nogle af træerne er barken hugget af, sikkert med en machete. Arrene er temmelig friske. Vi er åbenbart ikke de eneste mennesker, der kommer her. Da vi vender tilbage til lejren, venter der os en kedelig overraskelse. Der befinder sig en ny soldat i lejren med ordre om, at vi skal tage afsted næste morgen. Og han har det på skrift. Der er observeret ”banditter” i nærheden, og en del længere oppe ad floden har der været træfninger. Om det er rigtige banditter, tvivler jeg på. Der er ikke meget at stjæle i de fattige landsbyer. Der er nok snarere tale om officerer fra den sydvietnamesiske hær, der er sluppet bort fra de lejre, hvor V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 27
27
19.04.2022 16.00
de holdes fanget. Og bliver ”uddannet”. Men for hver dag bliver der nok færre og færre. Men der findes også bjergstammer, som ikke har megen lyst til at indordne sig under det kommunistiske system. Men der bliver også færre af dem. Og mange af dem er flygtet til Laos. Der findes omkring 60 stammer, og de kom aldrig i konflikt med franskmændene, da hele Indokina var en fransk koloni. Franskmændene lod dem være i fred. Det gjorde de skiftende regeringer i Sydvietnam efter Frankrig blev jaget ud i 1954. Men det kommunistiske styre i Hanoi satte ikke pris på stammernes idé om selv at bestemme oppe i bjerg junglerne. Det benyttede sydvietnameserne og amerikanerne sig af. Din fjendes fjende er din ven. De grønne baretter fra USA trænede mændene i våbenbrug. Resten kunne de allerede. De blev formidable soldater. Og Nordvietnam brugte dem også, hmongerne, da de bankede franskmændene ved Slaget ved Dien Bien Phu. Men da krigen mellem Nord- og Sydvietnam var slut i 1975, blev mange af stammerne nødt til at flygte ind i Laos. For få måneder siden var videnskabsmanden Roger Cox fra Verdensnaturfonden inde på en ekspedition i Dak Lak-provinsen lidt længere mod syd. Han var som os under beskyttelse af den vietnamesiske hær. Destinationen var hjørnet, hvor Laos, Cambodia og Vietnam støder sammen. Ekspeditionen foregik på elefantryg. De var inde for at lede efter kouprey-vildoksen, som første gang blev fundet af videnskabsfolk i 1937. Den er den største af alle vildokser. Og som man ikke har set forfærdelig meget til siden. Men en sjælden gang nedlægger en jæger én, siger rygterne. Pludselig stod der en lille mand foran dem på stien, og talte til dem på et sprog, som ikke engang de lokale guider forstod. Da ingen kunne svare ham, forsvandt han igen. Men et øjeblik efter brød helvede løs, og alle soldaterne blev skudt. Men ikke Roger Fox og to lokale guider. Jeg talte med Roger Fox i Hanoi, inden vi tog ind i junglen første gang. Han havde fået nok, og skulle flyve til London nogle dage senere. Næste morgen trasker vi ud, godt skuffede. Jeg er helt sikker på at vi ville få chancen for at fotografere en son duang, hvis vi blot blev et par dage til. Eventuelt hvis løjtnant Chung og jeg gik op alene, og dermed støjede mindre. Men kommandanten nede i militærlejren kan ikke overtales. Han har sine ordrer fra Hanoi. Vi skal forlade området. De er ved at gøre klar til at sende adskillige patruljer ind i junglen. Selv rattan-folkene bliver vist vintervejen. Området skal lukkes hermetisk. 28
VILDE EVENTYR
Vilde eventyr.indd 28
19.04.2022 16.00
Kommandanten tør heller ikke sige, hvornår vi måske kan komme ind igen. Hvor skulle han også vide det fra? Måske om en uge, måske om tre uger, måske om tre måneder. Det er ikke længere op til ham. Under alle omstændigheder skal vi til Hanoi for at få en ny tilladelse. Men han er flink, og beklager mange gange. Nede i Tris’ hytte har vi det saltede skind, tre sæt horn og knoglerne liggende. Alt hvad der skal til for at få dette dyr beskrevet og totalfredet. Få det registreret på CITES eller Washingtonkonventionen, som det også hedder. Højt oppe på den røde liste over udryddelsestruede dyr og planter. Dele af skindet, den ret så vigtige del omkring hovedet, var begyndt at lugte, da jeg saltede det. Hvis det skal reddes, skal det nok behandles, garves så hurtigt som muligt. Men det er en svær beslutning. Pest eller kolera. Vi kom jo ikke for at slæbe skind og horn og knogler hjem til København. Vi kom for at fotografere dyret. Men udsigterne er ikke i vor favør, så meget skuffede beslutter vi os for at fortælle Thanh, at vi vil sætte kursen mod Europa. Han er ikke skuffet. Han fortæller, at Udenrigsministeriet hjalp os så meget, fordi de gerne ville have anden presseomtale om Vietnam end bare krig, krig, krig. Men jeg kan ikke slippe tanken – vi var så tæt på … Vi giver Tri og Kim, hvad vi ikke længere har brug for. Betaler dem det dobbelte af, hvad vi havde aftalt. Og masser af smøger til soldaterne. Og to dage senere kører Thanh os til lufthavnen, hvor han takker os for vores indsats. Én god ting er der kommet ud af det hele. Vu quang-området er nu fredet med status af nationalpark. Vu quang-oksen, son duong, er officielt kendt som saolaen. Og nu er den totalt beskyttet mod jagt, handel og transport. Over hele verden.
V u q u a n g - o k s en
Vilde eventyr.indd 29
29
19.04.2022 16.00