Vadehavet
og Helgoland
JOHN FREDERIKSEN AXEL KIELLAND
Gads Forlag
Inddiget marsk
Saltmarsk
Moræne/hedeslette geest
Mose
Vade/højsand
Klit
Skov
Saltvand
Ferskvand
Dige/dæmning
Vej
Jernbane
Vadevandring
Færgeforbindelse
Landegrænse
Unesco’s verdensarv
Nationalpark
By Ydre grænse
Omtalt lokalitet
N O R D S Ø E N
Blåvandshuk
Skallingen
Fanø
Mandø
Rømø
Sylt
Varde
Esbjerg
Ribe
Højer
Tønder
Föhr
Amrum
St. Peter-Ording
Helgoland
SpiekeroogWangerooge
Langeoog
Baltrum
Dagebüll
Nordfriesland
Slesvig-Holsten
Husum
Friederichstadt
Tönning
Büsum
Meldorf
Ditmarsken
Norden
Wilhelmshaven
Emden
Ems
Østfriesland TYSKLAND DANMARK
Jadebusen
Neuwerk
Cuxhaven
Brunsbüttel
Glückstadt
Stade
Bremerhaven
Weser
Pappenburg
HAMBORG
Altes Land
Nedersaksen
Oldenburg
Bremen
Westerhever på Eiderstedt
Natur- og kulturguide
Vadehavet og Helgoland
John Frederiksen
Axel Kielland
Gads Forlag
Fra Hamborg til Cuxhaven – Altes land
Fra Cuxhaven til Bremerhaven
Fra Den Oever til Den Helder –provinsen Noord-Holland
De hollandske vadehavsøer
Fra
Helgolands
De
Det
Forord
Det danske vadehav blev i 2010 udlagt som nationalpark, og i 2014 fik hele det danske, tyske og hollandske vadehav status som UNESCO-verdensarv.
Denne udvikling har medført en markant interesse for områdets særegne natur, kultur og historie. Guiden tilbyder i forlængelse heraf en detaljeret gennemgang af hele det internationale vadehavsområde.
Fokus er på oplevelsen af den grænseløse kystnatur kombineret med egnstypiske, kulturhistoriske højdepunkter, hvilket ofte vil opleves som to sider af samme sag. Idet levevilkårene langs hele kysten gennem århundreder har været præget af havets rigdom og tilbagevendende stormfloder, er der i området over tid udviklet en særlig, fælles identitet – bl.a. udtrykt ved stærke digebygningstraditioner og en internationalt orienteret søfartskultur.
Når guiden også omfatter Helgoland, skyldes det, at flere og flere bliver tiltrukket af den tidligere danske klippeø – med en helt anderledes natur og dramatisk historie. Desuden, at der faktisk er tæt sammenhæng mellem lokaliteten langt til havs og fastlandets kystnatur og (kultur)historie.
I lyset af nutidens hurtige, digitale formidling, kan man stille spørgsmålet, om en sådan udgivelse overhovedet har sin berettigelse i dag. Det korte svar er ja, idet den præsenterer “konglomeratet” af mange fagfolks viden og mangeårige arbejde i –og med – området. Dette giver læseren et kvalificeret overblik ifm. planlægningen af besøget og som “vejviser” under opholdet –i modsætning til det næsten uoverskuelige
antal hjemmesider og digitale platforme som den nemme – og derfor foretrukne informationskilde. Fælles for mange af dem er imidlertid en ofte forholdsvis fragmenteret viden, der primært fokuserer på lokale oplevelsestilbud. For at kombinere fordelene ved såvel de trykte som de digitale medier, henvises der undervejs til en række autoriserede hjemmesider og apps, der kan understøtte kvaliteten i valget af oplevelser.
Endeligt, skal det understreges, at guiden ikke skal sammenlignes med “Turen går til …” eller “Lonely Planet”, idet den fx ikke indeholder oplysninger om overnatninger spisesteder og andre praktiske informationer. Fokus er på oplevelsen – i relation til en dyberegående viden og indsigt.
Indhold og struktur
Kapitlet Enestående i verden giver en indføring i vadehavsområdets dannelse, dens dynamiske tidevandsnatur og internationale betydning. Endvidere om marsklandet og ø-verdens forskellige udvikling og kulturhistorie – afsluttende med et særligt fokus på kystfolket friserne.
De følgende tre kapitler fokuserer på forskelle mellem de tre landes vadehavsområder og beskriver deres særlige natur- og kulturhistoriske lokaliteter. Lokaliteterne på fastlandet er struktureret som en rejse gennem området, hvorimod beskrivelserne på øerne er opdelt i hhv. Landskabstræk og naturoplevelser samt Historiske træk og seværdigheder.
Kapitlet Helgoland beskriver disse to øers dannelse og dramatiske historiske udvikling. Herunder tiden som krigsskueplads og deres omskiftelige, nationale tilhørsforhold gennem 1.000 år. Kapitlet fokuserer også på dyrelivets særpræg, der her er langt mindre påvirket af menneskers forstyrrelser end de fleste andre steder i Europa.
Kapitlet Plante- og dyrelivet omfatter de hyppigst forekommende fuglearter og havpattedyr samt de vigtigste af tidevandsfladernes orme, snegle, muslinger og krebsdyr. Desuden beskrives et udsnit af saltmarsken og klitlandskabets planter. For fuglenes vedkommende er de fleste beskrivelser suppleret med en QR-kode, hvortil der er knyttet en lydfil med artens stemme(r). For yderligere viden om enkelte arter henvises til side 338.
På siderne 332-334 er en liste over lokale termer eller udtryk, der forekommer naturligt i området eller i anden gængs litteratur. Disse ord er kursiveret i guiden.
Mandø Ebbevej ved Vester Vedsted
Mht. staveformerne af lokale og regionale stednavne har vi valgt at følge de nationale retskrivninger på vejvisninger. Afvigelsen er den danske navngivning af de tyske områder Slesvig-Holsten, Hamborg og Nedersaksen samt Ditmarsken og Østfriesland.
Om vadevandring
Den ultimative naturoplevelse i vadehavsområdet er vandringen over havbunden ved lavvande. Guiden giver derfor et overblik over de mest tilgængelige ruter mellem fastlandet og øerne i alle tre lande. Vedrørende lokale vadevandringer, henvises til de respektive info-centre, som arrangerer ture af høj kvalitet ( lokaliteterne). Uanset en lang eller kort vadehavsvandring kan følgende oplysninger kvalificere den gode naturoplevelse ( næste side).
Når guidens valg af naturlokaliteter i de fleste tilfælde tager udgangspunkt i fuglelivet, skyldes det, at det både arts- og
Gode råd
• Undersøg altid, hvornår det er lavvande/højvande det pågældende sted. Tidevandstabeller over lokale forhold findes i alle infocentre, eller kan i langt de fleste tilfælde findes på internettet. Dette gælder især, hvis man på egen hånd foretager en kortere tur på vaden
• Som ukendt i området: Kryds aldrig Vadehavet uden lokalkendt guide. Vedkommende kan tage bestik af en pludseligt stigende vandstand pga. ændrede vindforhold eller af kommende havgus ude fra Nordsøen
• På mange, især bløde, vader skal man tage sig i agt for de skarpkantede muslingeskaller. Her anbefales tætsiddende gummisko eller andet fodtøj med blød sål (fx neoprensokker m. velcrotape)
• Går turen over bløde vader eller gennem dybere tidevandsrender, kan en vandrestav ofte være en god hjælp til at modvirke evt. balanceproblemer.
mængdemæssigt har tiltrukket sig størst opmærksomhed i den brede offentlighed. Fuglelokaliteterne er kombineret med den gratis hjemmeside/app: Birdingplaces.eu/.
På gode oversigtskort vises her den nøjagtige vej til de bedste iagttagelsessteder for langt de fleste af de nævnte lokaliteter – tillige med andre servicefunktioner (p-plads mv.). Desuden nævner den alle arter på dansk (forudsat, at man har slået sit over-
sættelsesprogram til). Det skal fremhæves, at også andre lokaliteter end de nævnte kan give fine fugleoplevelser. Hvor et sted har en særlig betydning for andre dyrearter –bl.a. sælerne – eller er særligt botanisk interessant, er det også fremhævet. Når guiden ikke omfatter fiskefaunaen, er det fordi, denne dyregruppe kun i meget begrænset omfang er synlig for den besøgende.
Hallig Langeneβ
De Slufter på Texel
Cykel- og vandreture
Vadehavsområdet er ideelt at opleve på cykel eller på vandring. Mulighederne er utallige – så mange, at vi har valgt ikke at bruge plads på detaljerede beskrivelser. I stedet henvises til tre hjemmesider/apps: All Trails (dansksproget), Koomot (tysk- og engelsksproget) og Routiq (hollandsk- og delvist dansksproget).
Tak til …
Guiden er udarbejdet i tæt samarbejde med danske og udenlandske fageksperter. Det drejer sig først og fremmest om havbiolog, fhv. afdelingsleder ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Svend Tougaard; ornitolog, seniorforsker ved Aarhus Universitet Karsten Laursen; naturgeograf, ph.d. ved Kbh’s. Universitet, Jesper Bartholdy; arkæolog, fhv. kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen, Michael Lauenborg og antropolog Charlotte Jensen, Aarhus Universitet samt botaniker, fhv. rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen. Til de to sidstnævnte skal
der lyde en særlig tak for kritisk gennemlæsning af guiden og deres kommentarer samt konstruktive forslag til forbedringer. Endvidere til fhv. bibliotekar Per Hofman Hansen; landskabsarkitekt, fhv. afdelingsleder i provinsen Fryslân, Siem Akkerman, og fhv. direktør i Nordfrisisk Institut i Bredsted, Thomas Steensen.
Desuden tak for værdifulde kommentarer til: fhv. leder af Det Trilaterale Vadehavssekretariat, Jens Enemark; fhv. formand for Frisisk Forening i Nordfriesland, Bahne Bahnsen; gårdejer og medlem af Det Rådgivende Udvalg for Vadehavet, Kristen Fromsejer; fhv. museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen, Museum Sønderjylland samt kulturhistoriker Mette Guldberg. Også stor tak til fotograferne, deriblandt Thorkild Jensen; Svend Tougaard; Lars Gejl; Søren Vinding; Jens Jørgensen; Martin Stock; Helmut Wiege og Henk Postma for deres bidrag til at præsentere guiden på smukkeste vis.
Marts 2026/ John Frederiksen og Axel Kielland
Enestående i verden
Et verdenskort afslører, at der i det sydøstlige hjørne af Nordsøen findes en særlig kystformation. Fra Blåvandshuk i Danmark til Den Helder i Holland slynger en 500 km lang økæde sig parallelt med fastlandet. Mellem øerne og fastlandet har tidevandet og stormfloder opbygget verdens største sammenhængende tidevandsområde, hvor flod og ebbe skiftevis vanddækker og tørlægger størstedelen af havbunden. Det sker i en rytme på 6¼ time. De tørlagte flader (vaderne) har lagt navn til havområdet,
der kaldes henholdsvis Waddenzee i Holland Wattenmeer i Tyskland og Vadehavet i Danmark. Navnets oprindelse skal søges i det latinske ord vadere (at gå/vandre). I Vadehavet kan man nemlig – som et af de få steder i verden – vandre over lange strækninger på en tørlagt havbund.
Vadehavet er blandt de mest dynamiske kystområder, man kender. Her har vand og land gennem tiden flettet sig ind i hinanden og på den måde skabt en mosaik af forskellige naturtyper med over 10.000 plante- og dyrearter, hvoraf mange ikke findes andre steder end netop her. Ud over det særpræ-
gede, flade landskab med fugle og sæler kan man opleve et righoldigt planteliv lige fra den kaktuslignende kveller i saltvandet og saltmarskens farvestrålende flor af tætblomstret hindebæger til klitlandskabernes orkideer og lyngheder.
I dette landskab har marskens bønder, klitøernes søfolk og kystbyernes handelsmænd levet med det forudsigelige tidevand og de uforudsigelige stormfloder. Nogle gange som tabere, andre gange som vindere. Kystbefolkningernes omgang med havet har således udviklet et skæbnefællesskab og bibragt dem en stærk, lokal iden-
titet. Desuden er der her skabt et kulturlandskab, der ikke findes andre steder på Jorden. Det kan stadig aflæses i de mange smukke gårde, de dominerende kirker og fyrtårne samt de velbevarede gamle landsbyer og bycentre.
En verdensarv
I 2014 fik hele Vadehavet status som UNESCO-verdensarv i lighed med så berømte naturområder som Grand Canyon i USA og Great Barrier Reef i Australien. Dette skyldes bl.a., at Vadehavet er blandt verdens
Ho Bugt
Tætblomstret hindebæger i flor
mest produktive økosystemer. Her er det mikroskopiske alger – og i saltmarsken den frodige plantevækst – der producerer det organiske stof. Plantelivet udgør dermed fundamentet for myriader af bunddyr, millioner af fugle, tusindvis af sæler samt et rigt udbud af forskellige fiskearter.
Vadehavsområdet er således blandt verdens ti vigtigste fugleområder for ænder, gæs – og især for vadefugle, hvoraf de fleste arter er nødt til at have fast grund under fødderne for at kunne fouragere. De vidtstrakte vader udgør på den måde et ideelt og nødvendigt “tag-selv-bord” for de mange trækkende vadefugle på deres energikrævende rejse mellem ynglepladserne i Ark-
tis og vinterkvartererne på den sydlige halvkugle.
UNESCO’s udpegning skyldes også Vadehavets unikke dynamik, idet havstrømme og brænding, tidevand og stormfloder tilfører og flytter rundt på millioner af m³ sand, silt og ler døgnet rundt.
Erkendelsen af Vadehavets globale økologiske betydning tog videnskabeligt fart i begyndelsen af 1970’erne, og med pres fra en række grønne organisationer blev der i 1982 indgået et regeringssamarbejde om beskyttelsen af Vadehavet mellem Danmark, Tyskland og Holland. Sidenhen er der vedtaget et fælles program for overvågning af naturen og miljøtilstanden samt opstillet rammer for den rekreative udnyttelse og en bæredygtig turisme. Gennem mere end 40 år er samarbejdet med lokale myndigheder og erhvervsinteresser blevet gradvist
Den østatlantiske trækrute for kystfugle (rød); yngleområder (gul); rasteog vinterområder (blå prikker)
udvidet, hvilket var stærkt medvirkende til Vadehavets optagelse som en usædvanlig verdensarv: Verdens eneste marine UNESCO-område, hvor tre nationer deler et fælles ansvar.
Europas travle knudepunkt
Værdien af den fælles beskyttelsesindsats bliver endnu mere åbenlys, når man ser på Vadehavets geografiske beliggenhed. Flere af Europas største bysamfund og industriområder ligger i randområdet og påvirker vadehavsnaturen bl.a. via store flodsystemer som Rhinen, Ems, Weser og Elben. Nordsøen er endvidere blandt de mest trafikerede havområder i verden med en intensiv containertransport gennem Vadehavet til og fra nogle af Europas travleste havnebyer, heriblandt Hamborg og Bremerhaven. Hertil kommer en fortsat indvinding af olie og gas i selve Vadehavet – ud for Ditmarskens kyst og i det hollandske område –
samt i den kystnære del af Nordsøen. EU’s beslutning om at rejse 10.000 vindmøller i Nordsøen inden 2050 medvirker til yderligere usikkerhed om Vadehavets fremtidige beskyttelse. Ikke mindst den øgede trafik i forbindelse med opførelsen og vedligeholdelsen af disse offshore-anlæg samt den nødvendige kabelføring gennem området vil udfordre Vadehavets fortsatte status som verdensarv. Spørgsmålet er, om området kan fastholde de universelle naturværdier, som var grunden til, at det blev op-
Gasindvinding ved den hollandske ø Ameland
Flok af lille kobbersneppe
Indlandsisen øst for Kangerlussuaq med en randmoræne taget på verdensarvslisten. Eller om man eventuelt kan demonstrere, at høj naturbeskyttelse kan “gå hånd i hånd” med intensiv menneskelig påvirkning, hvor også mere end 30 mio. turister – hvert år – skal indgå i overvejelserne?
Skabt af det stigende hav
Under den seneste istid (Weichsel), som sluttede for ca. 11.500 år siden, nåede isranden aldrig frem til det nuværende vadehavsområde. Rivende smeltevandsfloder fra iskappen eroderede det foranliggende
landskab og skabte store hedesletter i det morænelandskab, der var aflejret i næstsidste istid (Saale) for omkring 130.000 år siden. Resterne af Saale-landskabet ligger tilbage som bakkeøer mellem hedesletterne. Især i de tyske og sønderjyske vadehavsområder benævnes disse istidsdannelser for geest. Det er et frisisk udtryk for højereliggende og tørre landskaber – i modsætning til den lavtliggende, havdannede marsk (af latin “mare” = hav).
Kun få steder danner bakkeøer kystlinje ud til nutidens vadehav. I Danmark er det omkring Esbjerg, syd for Ribe, nord for Rømødæmningen og mellem Ballum og Højer. I Tyskland er det ved Husum, Cuxhaven og Dangast samt på øerne Sylt (Sild), Amrum og Föhr. I Holland er det kun ved Wieringen vest
Smeltevandssletten Mýrdalssandur i Island
Vadehavskystens udvikling
Fig. 1: I takt med iskappens afsmeltning steg havet og kom tæt på det nuværende fastland. Store mængder sand blev skyllet tilbage mod kysten fra de skrånende smeltevandssletter, og på det lave vand opstod kystnære revler.
Fig. 2: Det varmere klima betød, at havspejlet blev ved med at stige, hvorved revlerne efterhånden dukkede op over højvandslinjen til strandvolde. For 6.000‑8.000 år siden udvikledes strandvoldene sig yderligere til en egentlig ø‑kæde, og i læ heraf opstod et tidevandspræget vadehav. Også grundvandet steg, hvilket førte til dannelse af moser.
Fig. 3: For ca. 4.000 år siden begyndte havet at afsætte bræmmer af den nuværende marsk langs kysten oven på tørvelagene – en proces der stadig finder sted.
Fig. 4: Omkring år 0 anlagde man de første, lave diger, og i den tidligste middelalder blev de første, større marskområder inddiget.
Fig. 1
NORDSØEN
Fig. 2
NORDSØEN
Fig. 3
NORDSØEN
Fig. 4
NORDSØEN
Hav/Pril
Istidsaflejringer
Revle/Strandvold/Klit Saltmarsk
Vade
Mose
Dige Inddiget marsk
for IJsselmeer (Zuidersøen) og på øen Texel. ( kort på omslag).
Under den seneste istid lå Nordsøens havspejl godt 100 m lavere end i dag, og det europæiske kontinent var dengang landfast med England.
Som perler på en snor
Nord og syd for Vadehavet er den jyske og hollandske vestkyst næsten trukket efter en lineal. Her har havet ved erosion og dannelse af tanger foran tidligere vige, bugter og fjorde udlignet kysten. Denne proces foregår også i Vadehavet, men her opdeles tangerne i adskilte øer af områdets kraftige tidevand.
I det danske vadehavsområde danner kysten et cirkelstykke, som fra nord til syd buer indad mod øst mellem Horns Rev –
Satellitfoto af perlerne på en snor i Holland og Østfriesland
den undersøiske ødannelse vest for Blåvandshuk – og geestkernen på den tyske ø Sylt. De store mængder sediment bølgerne transporterer langs kysten, aflejres vest for øerne. Derfor har Fanø og især Rømø brede forstrande, som hvert år vokser flere meter vestpå. Mandøs tilsvarende forstrand er i princippet den store sandbanke (højsandet Koresand) sydvest for øen. I det nordfrisiske vadehav mellem øen Amrum og halvøen Eiderstedt udspiller der sig en tilsvarende proces.
I de østfrisiske og hollandske vadehavsområder er situationen en anden, da øerne her er orienteret i øst-vestlig retning. Med de fremherskende vestlige vindretninger eroderer havet på øernes vestsider og aflejrer sandet mod øst. Således har øerne med tiden flyttet sig østover. Fx har den hollandske ø Schiermonnikoog siden 1200-tallet flyttet sig mere end 2 km.
Barriere-øernes landskab har i store træk udviklet sig ens. Fra Nordsøen og indefter afløser indtil flere klitrækker hin-
Hvid Klit
Grøn klit
Grå klit
Rømøs klitrækker. De ældste klitrækker mod øst opstod i det første årtusind efter vores tids regning, og de centrale blev kon solideret for 200‑300 år siden. Havklitterne mod vest blev “gen opbygget” efter stormfloden i 1976. I dag er nye klitter under opbygning på forstranden
anden med mellemliggende lavninger, og ud mod Vadehavet afgrænses øerne af en bræmme af marsk og/eller rørsump.
Bortset fra de yderste klitter (den hvide klit), som er præget af spredt vegetation med få arter – fx sand-hjælme og marehalm, der tåler den barske sandflugt – er de øvrige klitter enten tilgroet eller tilplantet. Hvor vindbrud ikke lukkes, kan der opstå nøgne vandreklitter. Dem træffer man fx på den nordlige del af øen Sylt.
Lidt længere inde er klitterne mere nærings- og kalkrige pga. aflejring af organisk materiale og kalkskaller, som stormfloderne og vinden har ført ind bag havklitten. Her i denne grønne klit træffes bl.a. forskellige orkideer, gul snerre, liden klokke og håret høgeurt. I de ældre klitter er kalk og næringsstoffer helt eller delvist udvasket. Her i den grå klit og på klitheden domineres plantelivet af nøjsomme arter som rens-
dyrlav og den lille græsart sandskæg. I de sumpede, næringsfattige hedekær træffes igen en helt anden flora såsom liden soldug og smalbladet kæruld. Ud mod Vadehavet afløses de sandede jorde af den lerholdige saltmarsk, som regel med et tæppe af strand-annelgræs og andre salttilpassede arter. Hvor der forekommer en permanent vanddækket rørsump, er tagrør og strand-kogleaks de almindeligst forekommende arter ( s. 316).
Øernes store variation i højde, jordbundstype, næringsforhold og grundvandsstand har som følge af deres begrænsede areal medført en høj biodiversitet. Et yderligere bidrag til den biologiske kolonisering af de unge landskaber og den botaniske artsrigdom er spredningen af frø fra
Rørsump
Klithede
Klitsøer
Vandreklitter på Sylt
Spættede sæler og gråsæler på et højsand
trækfuglenes fjer og ekskrementer. Fx på Fanø findes godt 800 plantearter – mere end halvdelen af alle danske vildtvoksende arter. Denne righoldige flora er grundlaget for en tilsvarende rig insektfauna. Eksempelvis er 400 insektarter tilknyttet floraen alene i saltmarsken.
Nye øer på vej
Højsande i Vadehavets ydre dele indgår i kystens opbygning i og omkring de deltaer, der dannes ved udmundingen af tidevandsdybene mellem øerne ( kort). De er vidtstrakte “ørkenflader”, som kun overskylles ved spring – eller stormflod. Samtidig ligger de ubeskyttede mod Nordsøens næsten konstante vinde. På grund af disse udsatte forhold har hverken planter eller smådyr kunnet finde permanent fodfæste her. Dannelsen af lave forklitter kan imidlertid skabe grobund for indvandring af sandhjælme, strandkvik og andre såkaldte pionerarter og dermed være begyndelsen til udviklingen af nye øer. Dette gælder fx Kjeldsand øst for Sønderho på Fanø, der er blevet tilgroet i vores tid.
På visse strækninger af højsandene tæt på tidevandsdybene træffer man flokke af spættede sæler eller gråsæler. Herfra har de kort afstand til Vadehavet og Nordsøens fiskebestande, samtidig med at de hurtigt kan søge ud i dybene, hvis de føler sig truet. Den samlede bestand af spættede sæler og gråsæler i hele Vadehavet er på hhv. 40.000 og 6.000 individer.
Tidevandets veje
De brede tidevandsdyb mellem øerne forgrener sig i stadigt mindre tidevandsrender (priler) inde i Vadehavet. Dette netværk pulserer tidevandet ind og ud af Vadehavet med et strømskift fire gange i døgnet. De dyrearter, der ikke tåler at tørre ud, opholder sig permanent her – fx fisk og marsvin. Desuden findes de arter, der med det stigende tidevand spreder sig ind over vaderne, hvor de kan tage for sig af havbundens byttedyr. For så igen ved ebbe at søge tilbage i dybene og prilernes sikkerhed. Ud over en række mindre fiskearter er det krebsdyr, søstjerner, konksnegle og søpindsvin.
Tidevand
Lavvande og højvande i Vadehavet ved Esbjerg
Der er ca. 6¼ time mellem høj-oglavvande. Det betyder, at vandtiderne forskydes ca. 50 min. fra det ene døgn til det næste. Hvis man bevæger sig ud over Vadehavet, skal man derfor kende de præcise tidspunkter for tidevandets bevægelser på det pågældende sted. Lokale tidevandstabeller er tilgængelige ved alle turistinformationer og infocentre samt på nettet.
Tidevandet er resultatet af to modsatrettede kræfter: 1) Månen og Solens tiltrækning på Jordens vandmasser – og 2) En centrifugalkraft (ligesom i en vaskemaskine), som opstår pga. Jord/ Måne-systemets rotation. Ved ny- og fuldmåne øges tiltrækningskræfterne, hvorved forskellen mellem høj- og lavvande bliver større. Det kaldes springflod. Ved halvmåne er forskellen derimod formindsket – såkaldt nipflod
Tidevandsbølgens passage gennem Nordsøen og Vadehavet går fra vest mod øst. Tidevandets gennemsnitshøjde i Vadehavet varierer fra 1,3 m ved Den Helder i Holland til 3,7 m i bunden af Tyske Bugt. Den aftager igen nordpå til 2 m ud for Højer og ved Esbjerg er den 1,5 m – for igen at blive endnu mindre op langs Jyllands vestkyst.
Tidevandets landskab
Det stigende tidevand fører sedimenter fra Nordsøen ind i Vadehavet. Hvor strømhastigheden er tilpas langsom, falder det finkornede silt og ler (slik) til bunds, hvor det kittes sammen til større partikler af kiselalger og bunddyrenes ekskrementer
( s. 21). Slikvader findes fortrinsvis langs øernes lævendte kyster tæt ved fastlandskysten og langs dæmningerne på tværs af Vadehavet. Det tungere sand bundfældes derimod på de åbne, eksponerede sandvader. Slikvaderne er det rene mudder, som man synker dybt i, hvorimod man på sandvaderne har fast grund under fødderne.
TERSCHELLING
Noordsvaarder
Areal: 90 km2
Antal indb.: 5.000 (50 % bor i byen WestTerschelling).
Færgeoverfart: Harlingen/West-Terschelling hhv. 45 min/2 timer (katamaran/bilfærge) rederij-doeksen.nl/
Terschelling er den næststørste og længste af de hollandske vadehavsøer. Ud over naturområdet Noordsvaarder mod vest og Hollands største naturreservat, Bosch-
Terschelling med byen West-Terschelling
Nyttige links: vvvterschelling.nl/ terschelling.site/dark-sky-park-nederlandin-natuurgebied-de-boschplaat/ Oerol.nl/ (festival)
plaat, i øens østlige ende, er knap 20 % udlagt til landbrug.
I læ af det lange øst-vest-gående klitlandskab, hvoraf en del er dækket af plantager,
Boschplaat
ligger hele ni små bysamfund som trukket efter en snor på overgangen til marsken.
Terschelling byder på store naturoplevelser –bundet sammen i et udbredt netværk af cykelstier og vandreruter.
Jo længere man bevæger sig østpå, jo roligere bliver atmosfæren i landsbyerne, og på Boschplaat høres kun naturens egne lyde. Modsat i byen WestTerschelling, som er øens administrative, økonomiske og maritime knudepunkt med bl.a. en travl trafik- og lystbådehavn samt fyrvæsen og navigationsskole.
fouragerer her store flokke af knortegæs og bramgæs.
Landskabstræk og naturoplevelser
Noordsvaarder omfatter strandsletten og det bevoksede klitområde med våde dale vest og nordvest for West-Terschelling. Tidligere var Noordsvaarder et isoleret højsand, men 1800-tallets ændrede aflejringer og sandflugt gjorde, at det voksede sammen med Terschelling. Stranden var indtil 1995 militært skydeterræn, og skilte markerer stadig det tidligere øvelsesområde. I klitterne kan man træffe blå kærhøg.
Længere østpå langs vadehavskysten –syd for byen Midsland – findes højvandsrastepladsen Striep (1). Langs sydkysten mellem West-Terschelling og Oosterend ligger Terschellinger-Polder (2), hvor landbruget flere steder drives på en måde, så det fremmer bestanden af engfugle. Om vinteren
På de østligste 10 km2 af Terschelling udfolder Boschplaat sig – et af de største saltmarskområder i vadehavsområdet. Her træffer man alle de karakteristiske træk, denne landskabstype kan byde på. Det gælder såvel de stærkt slyngede tidevandsrender (loerne), der gennemskærer marskfladen, som zoneringen af de salttålende planter. Ved lavvande kan man iagttage de karakteristiske halvmåneformede sandbanker, der dannes langs indersiden af loernes slyngninger. De dækkes efterhånden af marsk i takt med planternes indtog. Boschplaats flora og fauna omfatter et væld af forskellige plante- og dyrearter – heriblandt flere orkideer – samt adskillige ynglefugle – fx skestork, dværgterne og hvidbrystet præstekrave. I fuglenes yngletid, fra 15. marts til 15. august, er de vigtigste yngleområder lukket for offentligheden, men stien langs klitfoden er altid åben. Parkér cyklen ved indgangen til naturreservatet, og få oplevelsen – måske
hele den 10 km lange strækning – til fods. I den afspærrede periode overvåges fuglelivet fra Staatsbosbeheers hytte (3) – 3 km fra cykelparkeringen. Hytten er bemandet af unge frivillige, som i de åbne perioder gerne øser af deres viden og iagttagelser.
fra år 2000
Ca. 3 km længere mod øst er endnu en hytte, der altid står åben. Oprindeligt var Drenkelingenhuisje (4) en redningshytte fra 1853 for strandede søfolk. Den nuværende er fra år 2000 og fungerer som et pusterum for vandrere – inden turen enten går tilbage til civilisationen – eller videre de sidste 4 km til “verdens ende”. Alternativt arrangeres ture til redningshytten med traktorbus. Den udgår fra p-pladsen ved strandpavillonen Heartbreak Hotel (5) – i sig selv en “ægte” Elvis-oplevelse ( Nyttige links).
Endelig skal det nævnes, at Boschplaat som det første sted i vadehavsområdet i 2015 blev udpeget til Dark Sky Park. ( Nyttige links).
Terschelling er især velkendt for forekomsten og udviklingen af forskellige produkter med tranebær. Det fortælles, at en tønde med den amerikanske art af tranebær (storfrugtet tranebær) under en storm i 1845
Redningshytten
Heartbreak Hotel
blev skyllet op på stranden, og at fugle efterfølgende spredte bærrene, så frøene kunne spire. Tranebær indeholder store mængder C-vitamin, som bl.a. forebygger skørbug, og fra omkring år 1900 begyndte øboerne at dyrke tranebær til sine søfolk. Om efteråret høstes tranebær på et 50 ha stort område i øens klitdale, og de lokale produkter sælges overalt på øen. Enhver må plukke tranebær til eget forbrug. Et godt sted er Studentenplak (6) på vejen til West aan Zee.
Historiske træk og seværdigheder Året 1666 er skelsættende i Terschellings historie, idet West-Terschelling med undtagelse af fyrtårnet blev totalt udslettet i en af krigene mellem England og Holland. Samtidig mistede den hollandske handelsflåde 150 fartøjer i tidevandsdybet ud for byen. Baggrunden for krigene var, at Hollands handelsdominans i 1600-tallet – det såkaldte gyldne århundrede – truede Englands kolonimæssige position i verden. Alle huse i West-Terschelling er således bygget efter 1666, hvilket mange af dem demonstrerer med senere markerede årstal.
Terschelling har med den berømte søfarer og opdagelsesrejsende Willem Barentsz sat et markant aftryk i Hollands glorværdige søfartshistorie. Han blev født ca. 1550 i landsbyen Formerum og i tre omgange –fra 1594 til 1597 – ansat af Det Nederlandske Østasiatiske Kompagni (VOC) for at finde Nordøstpassagen gennem Ishavet til Kina. Det lykkedes ham ikke, men på den tredje ekspedition opdagede han øen Spitzbergen i øgruppen Svalbard. Hans bedrifter er bl.a. markeret ved, at havområdet mellem Svalbard, Norge og den russiske ø Novaja Zemlja siden 1853 har båret hans navn.
Mindet om øens berømte søn findes flere steder på Terschelling. Et af dem er ‘t Behouden Huys i West-Terschelling, hvor Willem Barentsz-museet er indrettet. Huset blev opført i 1668 – to år efter at byen blev brændt ned – og er opkaldt efter en hytte, Willem Barentsz flikkede sammen på sin tredje arktiske ekspedition. Huset var i 1600- og 1700-tallet beboet af velhavende kommandører.
Museet flankeret af øens flag
Der høstes tranebær
Øens synligste monument er fyrtårnet Brandaris – Hollands ældste (1594) og Terschellings vartegn. Det er opkaldt efter den irske søfarer og helgen Saint Brandarius/Brandaan og har siden opførelsen ledt skibstrafikken sikkert gennem den smalle passage mellem Vlieland og Terschelling. I dag fungerer fyrtårnet som søtrafikcenter for hele det hollandske vadehavsområde
De gamle gravsten
og er desuden udstyret med en speciel belysning for at forhindre fugle i at kollidere med det. Tårnet er ikke åbent for offentligheden.
Bevæger man sig østpå til det lille samfund Striep, møder man ved hovedvejen bronzestatuen af kvinden fra Striep (7). Statuen er sat til minde om ø-legenden, som beretter, at de engelske soldater i 1666 var vandret videre østpå for også at afbrænde øens andre landsbyer. På grund af dårlig sigtbarhed kunne englænderne ikke se, hvad de høje silhuetter var i det fjerne. De spurgte en gammel kone, som svarede med de (på øen) så berømte ord: “Der er hundreder, og der er tusinder af dem”. Hun henviste dels til gravstenene, dels til de døde på den nærved liggende kirkegård. Englænderne skulle ifølge myten være blevet så bange, at de skyndsomst vendte om.
Også Terschelling har sine fuglekøjer. Den eneste tilgængelige er Hoornerkooi (8), som oprindeligt er fra 1677. Indgangen er fra Hoorner Kooiweg syd for vejen mellem Hoorn og Oosterend.
Blandt de utallige kulturelle begivenheder, der finder sted overalt i vadehavsom-
Brandaris i West-Terschelling
Bronzestatuen af kvinden fra Striep
En af Oerols mange spektakulære iscenesættelser
rådet, er Oerol-festivalen på Terschelling den mest prominente og tillige blandt de største kulturfestivaler i Europa. Oerol betyder alle steder på frisisk. I ti dage i begyndelsen af juni bliver naturen og byerne til én stor scene for teater og koncerter, dans og optog, kunstinstallationer og billedkunst samt foredrag og diskussioner med deltagelse af internationalt kendte kunstnere og engagerede amatørgrupper. Festivalen indeholder mere end 80 arrangementer og tiltrækker omkring 50.000 mennesker i alle aldre. Oerol blev afholdt første gang i 1982 og har udviklet sig til Terschellings særlige varemærke især blandt den yngre generation. For danskere er Oerol en næsten ukendt begivenhed, men virkelig en overvejelse værd at opleve. Bliv ikke skræmt over de mange mennesker. Øen uden for West-Terschelling er stor og rummelig. Vær i god tid – både mht. overnatning på hoteller, campingpladser eller B&B – samt billetter til de enkelte
arrangementer … og lad bilen stå i Harlingen ( Nyttige links).
En udløber af Oerol-festivalen er installationen De Streken (9) af den hollandske kunstner Marc van Vliet. Den opstilles fra juni til midten af september i Vadehavet syd for byen Oosterend. Titlen på værket kan oversættes med: en oplevelse i et område af ganske særlig karakter.
De Streken syd for Oosterend
