Af samme forfatter på dansk: 22:04
TOPekaskolen_TRYK.indd 2
25.02.2021 13.45
BEN LERNER
TOPEKASKOLEN –
roman
–
På dansk ved Nete Harsberg
gads forlag
TOPekaskolen_TRYK.indd 3
25.02.2021 13.45
Topekaskolen er oversat fra amerikansk af Nete Harsberg efter The Topeka School Copyright © 2019 by Ben Lerner All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06224-0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Sofie Winding Omslagsillustration: Kevin Lucbert Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Den danske oversættelse citerer fra følgende værker: T.S. Eliot: “Little Gidding”, på dansk ved Bo Green Jensen, T.S. Eliot, Digte 1909-62, Gyldendal 1984. James Joyce: Portræt af kunstneren som ung mand, på dansk ved Anne Marie Bjerg, Gyldendal 2018. Wallace Stevens: “Snemanden”, på dansk ved Poul Borum, Verdensdele, Centrum 1994.
TOPekaskolen_TRYK.indd 4
25.02.2021 13.45
Til min bror, Matt
TOPekaskolen_TRYK.indd 5
25.02.2021 13.45
TOPekaskolen_TRYK.indd 6
25.02.2021 13.45
INDHOLD
[Darren fantaserede om … ] 9 Spredning (Adam) 11 [Det, man siger, er man selv … ] 47 Skyggetale (Jonathan) 51 [Ting fra Darrens drømme … ] 85 Mændene (Jane) 93 [Darren hjalp sin nabo … ] 135 Freestyle (Adam) 139 [Græsset var frossent … ] 179 New York-skolen (Jonathan) 187 [Ned fra loftet … ] 217 Paradoksale virkninger (Jane) 223 [Darren tænker på den … ] 267 Olde English (Adam) 269 Tematisk apperception (Adam) 301
Forfatterens tak 327
TOPekaskolen_TRYK.indd 7
25.02.2021 13.45
TOPekaskolen_TRYK.indd 8
25.02.2021 13.45
Darren fantaserede om at smadre metalstolen ind i spejlet. I fjernsynet havde han set, at der kunne sidde nogen i mørket bag det, at de kunne se ham. Han syntes, han kunne mærke deres blikke presse sig mod hans ansigt. I slowmotion, en byge af glasskår, de var afsløret. Han trykkede på pause, spolede tilbage og så det splintres en gang til. Manden med det sorte overskæg blev ved med at spørge, om han ville have noget at drikke, og til sidst sagde Darren varmt vand. Manden gik ud efter vandet, og den anden mand, ham uden overskæg, spurgte Darren, hvordan han havde det. Du må godt strække benene. Darren blev siddende helt stille. Manden med overskægget kom ind igen med det dampende, brune papkrus og en håndfuld røde sugerør og små breve: Nescafé, Lipton, Sweet’n Low. Vælg selv din gift, sagde han, men Darren vidste godt, det var for sjov; de havde ikke tænkt sig at forgifte ham. Der hang en plakat på væggen: KEND DINE RETTIGHEDER og så noget med små bogstaver, han ikke kunne læse. Derudover var der ikke noget at kigge på, mens manden uden overskæg snakkede. Belysningen i rummet mindede ham om skolen. Ulideligt lyst, når han en sjælden gang blev peget ud. (“Jorden kalder Darren,” sagde mrs. Greiner. Og så den sædvanlige latter fra klassen). Han så ned på initialerne og stjernerne og tallene, der var ridset ind i bordpladen. Han fulgte dem med fingrene, mens han holdt håndleddene samlet, som om han stadig havde håndjern på. Da den ene af mændene sagde til Darren, at han skulle se på ham, gjorde han det. 9
TOPekaskolen_TRYK.indd 9
25.02.2021 13.45
Først på hans øjne (blå) og så på hans læber. Som bad Darren gentage historien. Så fortalte han dem en gang til, at han til festen havde kastet en hvid billardkugle, men den anden mand afbrød ham med blid stemme: Darren, vi skal helt tilbage til begyndelsen. Han drak to små slurke af vandet, selv om det brændte i munden. I hans hoved stimlede folk sammen på den anden side af spejlet: hans mor, far, dr. Jonathan, Mandy. Det, Darren ikke kunne forklare dem, var, at han aldrig ville have kastet den kugle, bortset fra at han altid havde gjort det. Allerede længe inden førsteårspigen havde kaldt ham de sædvanlige øgenavne, inden han havde taget den op af hullet i hjørnet, fornemmet dens tyngde, overfladens glatte kølighed, inden han havde slynget den ind i det tætbefolkede mørke – dér hang kuglen i luften og roterede ganske langsomt. Den havde været der hele hans liv, ligesom månen.
TOPekaskolen_TRYK.indd 10
25.02.2021 13.45
SPREDNING
(ADAM)
TOPekaskolen_TRYK.indd 11
25.02.2021 13.45
TOPekaskolen_TRYK.indd 12
25.02.2021 13.45
D
e drev rundt i hendes stedfars motorbåd midt ude på en ellers tom, kunstig sø omgivet af høje, smalle typehuse. Det var tidligt efterår, og de drak Southern Comfort af flasken.Adam sad i stævnen og betragtede et flakkende, blåligt lys på den anden side af søen, formentlig fra et fjernsyn inde bag et vindue eller en glasdør. Han hørte det raspende klik fra hendes lighter og så røgen drive opad og forsvinde. Han havde talt længe. Da han vendte sig for at tjekke, hvilken effekt hans talestrøm havde haft, var hun væk; hendes jeans og trøje lå i en lille dynge sammen med piben og lighteren. Han kaldte på hende, med ét opmærksom på stilheden, stak hånden i vandet, som var koldt. Uden at tænke tog han hendes hvide trøje og indsnusede lugten af brænderøg fra bålet tidligere på aftenen ude ved Clinton Lake, den syntetiske lavendel, som han vidste, stammede fra hendes bodyshampoo. Han kaldte igen, lidt højere, og så sig omkring. Et par fugle gled over søens rolige overflade; nej, det var flagermus. Hvornår var hun trådt eller sprunget over bord, og hvorfor havde han ikke hørt noget plask, og hvad nu, hvis hun var druknet? Han råbte; en hund svarede i det fjerne. Han blev svimmel af at dreje rundt om sig selv for at kigge efter hende og satte sig ned. Så rejste han sig igen og kiggede ned langs bådens sider; måske svømmede hun rundt lige dernede og var ved at dø af grin, men det gjorde hun ikke. 13
TOPekaskolen_TRYK.indd 13
25.02.2021 13.45
Han måtte styre båden tilbage til broen, hvor hun helt sikkert ventede på ham. (Der var en bro for hver to eller tre husklynger). Han syntes, han så en ildflue signalere inde fra bredden, men det var for sent på året. Han mærkede en bølge af vrede komme skyllende og tog taknemmeligt imod den, så den kunne drukne hans panik. Forhåbentlig var Amber hoppet i vandet, inden han rablende havde fået betroet hende sine følelser. Han havde sagt, at de skulle blive sammen, også når de flyttede fra Topeka for at gå på college, men sådan blev det ikke, vidste han nu; han skulle nok vise hende, hvor ligeglad han var, lige så snart han fandt hende i god behold inde på land. Motoren lyste i måneskinnet. Hans venner ville kunne manøvrere båden så let som ingenting; selv de andre børn fra Stiftelsen besad alle sammen den grundlæggende tekniske snilde, som var typisk for Midtvesten, de kunne skifte olie eller rense et våben, mens han selv ikke engang kunne finde ud af at køre med manuelt gear. Han fandt det, der måtte være startsnoren, og trak i den, intet skete; han skubbede det formodede gashåndtag til en anden indstilling og prøvede igen; ingenting. Han var lige begyndt at overveje, om han måske blev nødt til at svømme – usikker på, hvor god han egentlig var til at svømme – da han fik øje på nøglen i tændingen; han drejede den, og motoren startede. Han sejlede ind mod bredden, så langsomt han overhovedet kunne. Da han nærmede sig, slukkede han motoren, men det lykkedes ham ikke at få båden til at ligge parallelt med broen; der lød et højt smæld af glasfiber mod træ, som fik oksefrøerne til at tie; der var vist ikke sket noget, ikke at han for alvor så efter. Han skyndte sig at slynge linerne, der lå i båden, rundt om klamperne på broen, improviserede hurtigt nogle knob og trak sig så op fra båden; han bad bare til, at der ikke blev holdt øje med ham fra et vindue et sted. Uden at tage hverken nøglerne eller hendes tøj eller piben eller flasken med sig spænede han 14
TOPekaskolen_TRYK.indd 14
25.02.2021 13.45
op ad skråningen gennem det våde græs med kurs mod hendes hus; hvis båden drev ud igen, var det hendes egen skyld. De store glasdøre ud mod søen var altid ulåste; han trak lydløst den ene til side og smuttede ind. Først nu lagde han mærke til koldsveden. Han kunne ane konturen af hendes bror på sofaen, han lå og sov i skæret fra det store fjernsyn med en pude over hovedet; der var skruet helt ned for nyhederne. Ellers var der mørkt i rummet. Han overvejede at vække ham, men tog i stedet sine Timberland-støvler af, de var sikkert mudrede, og listede gennem rummet hen til trappen med det hvide gulvtæppe; han gik langsomt ovenpå. De to-tre gange han havde overnattet der, havde hun sagt til sine forældre, at han havde fået for meget at drikke; de troede, han havde sovet i gæsteværelset, de troede, med rette, at han havde ringet hjem. Men nu – hvor han ikke engang vidste, om hun var der – var han rædselsslagen ved tanken om at møde nogen. Hendes mor tog sovepiller, han havde set det overdimensionerede pilleglas, vidste, at hun skyllede dem ned med sin vin hver aften. Og hendes stedfar havde sovet gennem et slagsmål til en fest for nylig; der var ingen fare for, at de vågnede, beroligede han sig selv, så længe han ikke kom til at vælte noget; heldigvis var han i strømpesokker. Han nåede op til stueetagen og spejdede rundt i den store, mørke stue, inden han fortsatte op på førstesalen, hvor soveværelserne lå. Han kunne ane det store maleri af en arketypisk jagtscene på endevæggen: hunde, der drev vildtet ud af skoven ved en sø i solnedgangen. Han kunne se det røde lys blinke på kontrolpanelet til det alarmsystem, de gudskelov aldrig aktiverede. Og et svagt skær fra sølvrammerne med familiebilleder på kaminhylden: sweaterklædte teenagere opstillet på en bladbestrøet græsplæne, hendes bror med en football i hænderne. Noget klikkede og faldt til ro igen i det enorme køkken. Han gik ovenpå. 15
TOPekaskolen_TRYK.indd 15
25.02.2021 13.45
Den første åbne dør på højre hånd førte ind til hendes værelse, og stående i døråbningen, uden at tænde lyset, kunne han se Amber ligge i sin seng under dynen og ånde tungt. Han sænkede skuldrene; lettelsen var overvældende, og den gav mere plads til vreden; nu mærkede han også, hvor meget han skulle pisse. Han vendte sig og gik ud på badeværelset på den anden side af gangen, lukkede forsigtigt døren og løftede brættet uden at tænde lyset. Ved nærmere eftertanke slog han brættet ned igen og satte sig. Udenfor kørte en bil langsomt forbi, skæret fra forlygterne lyste badeværelset op gennem persiennerne. Det var ikke hendes badeværelse. Den elektriske tandbørste, hårtørreren, de der sæbestykker – det var ikke hendes toiletsager. Et øjeblik tænkte han, håbede han desperat, at de måske tilhørte hendes mor, men der var for meget, der ikke stemte: Døren til brusekabinen var anderledes, glasset var mat, og nu kunne han lugte de citronduftende geléperler, der stod i en krukke oven på toilettet; på væggen hang en lilla stofpose med fremmedartede, tørrede blomster i. Hans indtryk af huset ændredes i et enkelt skælvende tilbageblik: Hvor var klaveret (som ingen spillede på)? Ville han ikke have lagt mærke til den elektriske lysekrone? Tæppet på trappen – føltes det ikke for tykt, for mørkt i mørket til i virkeligheden at være hvidt? Oven i rædslen over at opdage, at han var i det forkerte hus, og mens han én efter én erkendte afvigelserne, opstod en fornemmelse af, at han – så ensartede var husene – befandt sig i samtlige huse rundt om søen på én gang; de identiske grundplaners sublime samtidighed. I hvert eneste af dem lå hun, eller en magen til hende, i sin seng og sov eller lod som om; længere henne ad gangen lå formynderne, store, snorkende mænd; på kaminhyldernes familieportrætter var skiftende ansigter og positurer, men de var alle underlagt den samme grammatik for ansigter og positurer; maleriernes elementer kunne variere, 16
TOPekaskolen_TRYK.indd 16
25.02.2021 13.45
men ikke graden af genkendelighed og ensformighed; hvis man åbnede et af de enorme køleskabe i rustfrit stål eller kiggede hen på kogeøernes marmorerede overflader, ville man se, at der var tale om de samme moduler sat lidt forskelligt sammen. Han var i alle husene, men netop fordi han ikke længere var bundet til én afgrænset krop, kunne han samtidig svæve hen over dem; det var, som om han så ned på den modeltogbane, som hans fars ven Klaus havde foræret ham, da han var lille; togene optog ham ikke, han kunne knap få dem til at køre, men han elskede landskabet, det grønne kunststofunderlag, de små, men alligevel kolossale nåle- og løvtræer. Når han så på træernes utrolige detaljer, indtog han to forskellige synsvinkler på samme tid: Han så sig selv stå under træernes grene og betragtede dem samtidig fra oven; han kiggede op på sig selv, der kiggede ned. Han kunne skifte lynhurtigt mellem de to perspektiver, de to målestoksforhold, og vekselvirkningen frigjorde ham fra hans krop. Nu stod han her, stiv af skræk, på badeværelset og samtidig på alle badeværelser; ud ad hundrede vinduer så han ned på den lille båd på den fredfyldte, kunstige sø. (Små strøg af hvid maling, når akryloverfladen er tør, giver fornemmelsen af bevægelse og måneskin). Han svømmede tilbage i sig selv igen. Han havde det, som om der var gået en nedtælling i gang et sted, han havde nogle få minutter, måske kun sekunder, til at komme ud af det hus, han ved en fejl var brudt ind i, inden en eller anden ville skyde ham i hovedet med et haglgevær, eller politiet ville dukke op og tage ham i at lure uden for døren til en sovende piges værelse. Frygten gjorde det svært at trække vejret, men han sagde til sig selv, at han ville spole baglæns og lydløst gå tilbage, hvor han var kommet fra, uden at nogen opdagede noget. Det gjorde han så, men nu råbte de små forskelle efter ham på vej ned: Dér stod en stor hjørnesofa, som han aldrig havde set før; sofabordet her 17
TOPekaskolen_TRYK.indd 17
25.02.2021 13.45
var af glas, ikke træ ligesom hendes. Han tøvede lidt for foden af trappen: Lige derhenne var den fristende hoveddør – og friheden – men hans Timberland-støvler stod stadig nedenunder, hvor han havde efterladt dem. Han skulle forbi den sovende fremmede for at få fat i dem. Trods sin angst for når som helst at blive afsløret besluttede han sig for at gå ned efter støvlerne, ikke så meget fordi de var bevismateriale, der kunne lede tilbage til ham, men fordi han frygtede at blive til grin, ydmyget, hvis han kom hjem til hende uden sko på. Han fornemmede intuitivt, hvordan historien ville lyde, hvordan den ville sprede sig – at hun var skredet fra ham, hvorefter han først havde sejlet båden ind i broen og bagefter på en eller anden underlig måde havde mistet sine fucking sko. Hey, Gordon, har du husket at binde dine sko? Har du dine slippers? Et minde lyste op i hans hoved, Sean McCabe, der kom grædende hjem i strømpesokker engang i mellemskolen, efter at han var blevet overfaldet og havde fået stjålet sine Air Jordans. Det hørte Sean stadig for, og nu kunne han altså bænkpresse halvandet hundrede kilo. Den unge mand, som havde været hendes bror, havde vendt hovedet ind mod ryggen på sofaen; puden var faldet på gulvet. Han listede forbi fjernsynsskærmen, hvor Bob Doles kæmpestore hoved bevægede læberne. Han tog støvlerne og skubbede langsomt døren op; den bandt en smule, han måtte lægge flere kræfter i, og der lød et højt hvin; kroppen på sofaen rørte på sig og begyndte at sætte sig op. (Over hele Lake Sherwoodbebyggelsen rørte kroppe på sig og begyndte at sætte sig op). Han lukkede ikke døren efter sig, men fór med støvlerne i hånden hen over det våde græs – uden at tage notits af den ujævne jord, kviste og sten. Han løb hurtigere, end han måske nogen sinde ville komme til at løbe igen, og kroppen var taknemmelig for at have noget at brænde adrenalinen af på. Ingen råbte efter 18
TOPekaskolen_TRYK.indd 18
25.02.2021 13.45
ham; der var kun lyden af hans egne fødder, blodet, der susede i ørerne; på vej ned mod vandet udløste han et par sensorstyrede lamper; han løb videre for fuld kraft, indtil det slog ham, at han ikke helt vidste, hvor han var på vej hen. Det sved i lungerne, og han faldt ned på det ene knæ og så sig tilbage for at sikre sig, at der ikke var nogen efter ham. Han stak fødderne med de våde strømper i støvlerne. Så rejste han sig og løb ind mellem to huse og ud på gaden. Det eneste, han ville nu, var at hente sin røde Camry 89 i hendes indkørsel og køre hjem i seng. Han var stadig bange – han forventede hele tiden at høre lyden af sirener – men nu, da han var kommet på afstand af søen og gerningsstedet for sin pinlige indtrængen, var det, som om det værste var overstået. Han klappede sig på lommen for at bekræfte, at nøglerne lå, hvor de skulle, og gik med hurtige skridt ude i vejkanten – der var intet fortov – men han lod være med at løbe, hvis nu nogen skulle se ham. Han gik og gik, flov over at være på gåben; han kunne ikke finde sin bil, hendes hus; han havde åbenbart styret båden i den stik modsatte retning af, hvad han skulle. Da han havde ledt i næsten en halv time og var nået halvvejs rundt om søen, så han til sin store henrykkelse bilen stå, hvor han havde parkeret den nogle timer forinden. Lyden af dørene, der låste op, føltes dybt beroligende. Han satte sig ind og tog Marlboropakken fra passagersædet og slog en cigaret ud; han drejede nøglen i tændingen, men undlod at starte motoren. Så rullede han vinduet ned og tændte cigaretten med en gul Bic-lighter, der lå i kopholderen, og trak – for første gang, siden han opdagede, at hun ikke længere var i båden, forekom det ham – vejret ordentligt ind. Han startede bilen og tændte forlygterne, kun for at opdage, at hun stod, havde stået længe, i husets døråbning iført en alt for stor trøje. Det brune hår var slået ud, nåede hende næsten til 19
TOPekaskolen_TRYK.indd 19
25.02.2021 13.45
livet. Han slukkede instinktivt motoren og lygterne igen. Hun gik barfodet hen til bilen, åbnede døren og satte sig ind. Hun tog en cigaret, tændte den og spurgte, hvor har du været?, som om han var kommet fem minutter for sent til en aftale. Han blev rasende. Han ville ikke indrømme, at han var blevet bange, kunne ikke sige, at han ikke kunne finde ud af at styre båden, eller at han næsten havde skældt den forkerte unge kvinde ud i et helt andet hus. Han forlangte en forklaring, hvad fanden er der med dig? Jeg fik lyst til en svømmetur, sagde hun med et skuldertræk og røg videre, mens han forhørte hende, og tobakslugten blandede sig med duften af hendes hårbalsam. Hun rørte distræt ved hans hår. Min stedfar holdt altid de her uendelige enetaler til aftensmaden. Nu siger han nærmest aldrig noget, og vi spiser heller ikke sammen længere. Jeg tror, han er deprimeret, han burde gå i terapi, snakke med dine forældre på Stiftelsen. Det er underligt, at han er så stille nu, for før i tiden skulle han altid starte sådan nogle fucking endeløse diskussioner ved aftensbordet, altså bortset fra at ingen diskuterede – det var bare ham, der talte til os. Somme tider spurgte han min bror om noget, men det var mere ligesom en test: Hvad var det, jeg sagde om, at luftfartsindustrien gik en svær tid i møde? (Han er blevet rig på en andens opfindelse, ved du nok. En eller anden letvægtspropel). Og min bror behøvede aldrig svare, for min stedfar besvarede ligesom sine egne fucking spørgsmål. Svaret var næsten altid Kina. Så var der en aften sidste sommer, hvor min mor gav mig lov til at drikke hvidvin i smug, og min bror var ude, så jeg blev tvangsindlagt til at høre på ham, og det var ved at gå mig seriøst på nerverne. Måske var det, fordi jeg var en lille smule fuld, eller også er jeg bare blevet ældre og er blevet mere opmærksom på min mor. Alt det, hun har været igennem, først og fremmest med min far. I hvert fald gjorde jeg noget dumt og egentlig også ret fedt. Jeg 20
TOPekaskolen_TRYK.indd 20
25.02.2021 13.45
begyndte meget, meget langsomt at synke sammen på min stol; altså at glide ned fra den, mens han spiste sin ravioli og ævlede løs. Min mor var gået ud i køkkenet og var allerede i gang med at sætte i opvaskeren; hun spiser aldrig. Det var ret hårdt for mavemusklerne at glide så langsomt ned. Alle de maveøvelser. Al den crystal meth (bare for sjov). Til dans siger de altid, at jeg skal visualisere den bevægelse, jeg laver, og jeg visualiserede mig selv som en væske, der løb ned ad stolen. Hele vejen ned ad stolen, til jeg bogstavelig talt var gået under bordet, og min stedfar havde stadig ikke bemærket noget, og min mor stod derude og ryddede op, og jeg prøvede bare at lade være med at grine. Eller græde måske, sagde Adam, og hun så på ham. Over hvor pisseynkelig stodderen er, måske. Eller på min mors vegne, fordi hun er gift med ham. Som om han slet ikke har opdaget, at publikum er gået hjem, mens han bare har siddet der og plapret løs. Og så kravler jeg ind under bordet som en sæl og lige så langsomt hen over tæppet, mens jeg holder vejret, hele vejen ud i køkkenet. Min mor er færdig med opvasken, hun står på den anden side af kogeøen og har ikke opdaget mig, og jeg rejser mig op helt stille. Hun står med sin lyserøde vin og kigger ud ad vinduet på søen eller måske mere på sig selv i ruden, for det er aften. Jeg tager flasken i køleskabslågen og hælder det meste i et plastickrus og går hen til hende med min kæmpesjus, og hun vender tilbage fra Mars og skal til at sige noget til mig, men jeg tysser på hende med en finger mod læberne og hvisker: Hør.Vi kan høre min stedfar fortælle ingen om Ross Perot inde i stuen. (Han var besat af Ross Perot. Ross Perot og Kina). Og min mor fatter endnu ikke, hvad der foregår, men vi lister hen og stiller os i døråbningen og kigger ind i stuen, mens han taler videre ud i luften som en AM-radio, og det er lige før, vinen sprøjter ud af næsen på mig.Vi står der i en evighed, før han ser op, som om vi har taget ham med pikken 21
TOPekaskolen_TRYK.indd 21
25.02.2021 13.45
i hånden. Han ser over på min stol og så hen på os igen, og nu begynder min mor og jeg for alvor at grine. Så begynder han at smile det her virkelig langt ude smil, som er det rene og skære raseri. Sådan, hvad fanden bilder I to fisser jer ind at stå der og grine ad mig. Men jeg sender ham mit bedste steddattersmil og bliver ved og bliver ved.Vi går i gang med noget, der ligner en stirrekonkurrence, og min mors latter bliver mere og mere nervøs, indtil hans ansigt slapper af, og det hele bare er for sjov. Det skulle tage Adam 20 år at fange analogien mellem at lade sig glide ned fra stolen og ud af båden. Han spurgte lidt til hendes far, og hun svarede. Han overvejede at fortælle hende, at han var gået ind i det forkerte hus – måske han kunne gengive noget af poesien i det – men han sagde ikke noget, ville ikke løbe risikoen. For at beskytte sig selv (mod hvad vidste han ikke helt) forestillede han sig, at han så tilbage på nutiden fra en tåget fremtidsfantasi om en storby på Østkysten og fortalte om sine oplevelser i Topeka med en god portion ironi. Men han var tilbage i sin krop, da de skulle kysse farvel, og hendes fugtige hår hang ned over hans ansigt, og hun stak tungen ind i hans mund, kørte den over hans tænder, tobak og pebermynte, Crest-tandpasta. Kysset blev dybere, og idet han bevægede hænderne ind under hendes sweatshirt, kunne han se små, lysende mønstre flamme op mod sine sorte øjenlåg. Dansende pletter, små Rorschach-mønstre, der lyser op og fader ud igen, fremkaldt af den elektriske spænding, som nethinden naturligt producerer, når den er inaktiv, lys, der kommer af fraværet af lys. Han genkendte mønstrene fra dengang, han havde hjernerystelse som barn, og fra sine migræner og på det seneste også fra denne form for kontakt; han huskede dem fra dengang, han prøvede at falde i søvn som lille, når han så grå cirkler bevæge sig gennem mørket; hvis han trykkede mod sine lukkede øjne tæt på tindingen, blev mønstrene lysere. Han spekulerede på, 22
TOPekaskolen_TRYK.indd 22
25.02.2021 13.45
om fænomenet var særligt for ham, måske et tegn på en eller anden særhed eller skade, eller om det var almenmenneskeligt, og alle oplevede mønstrene. Men de var så vage og svære at beskrive, at han aldrig kunne regne ud, om hans forældre eller venner delte denne oplevelse på grænsen til det registrerbare; mønstrene smuldrede under sprogets vægt, forblev ubetinget private. Han havde hørt folk tale om at “se stjerner”, når de slog hovedet, men han så ingen stjerner; han så røde eller gule ringe eller mosaikagtige, fjerlignende former, som begyndte at sitre, hvis han rettede opmærksomheden mod dem, eller matte guldspiraler, der roterede gennem hans synsfelt – eller hvad man nu kalder det, når man har lukkede øjne. I stedet for, som det forventedes, at bevæge hånden ned mod hendes inderlår, førte han nu begge hænder op til hendes ansigt; han holdt om hendes hoved og lod tommelfingrene glide over de lukkede øjenlåg og pressede fast og rytmisk mod dem; så hun mon også en serie røde gnister, et netværk af utydelige linjer? Hun grinede og trak sig lidt væk, hvad laver du? Han nævnte betegnelsen, som Klaus havde lært ham; han havde fortalt ham, at fosfæner kunne udløse psykotiske hallucinationer. At nogle havde forsøgt at tegne dem, og at tegningerne underligt nok lignede hulemalerier, de ældste kunstværker i verden. Han håbede, hun satte pris på den poesi, han fik ud af det; at han ville have hende til at se det samme som ham, at de skulle se sammen, eller at han skulle se som hende; at dette det mindste fyrværkeri i verden tegnede hele problematikken ved andre bevidstheder op. Lidt efter kyssede de igen, og han vidste ikke, om de også skulle knalde. Men den aften i Topekas mest mondæne boligkvarter, på praktisk afstand af West Ridge-centeret, trak hun sig blidt væk fra ham, beslutsomt; måske havde hun menstruation. Måske var hun ikke rigtig vild med ham. Hun steg ud af bilen med en af hans cigaretter og lighteren; hun gik rundt om bilen 23
TOPekaskolen_TRYK.indd 23
25.02.2021 13.45
og rakte ham lighteren gennem det nedrullede vindue. Hvor er båden? Han sagde, at han havde sejlet rundt ude på søen og drukket lidt og ikke var helt sikker på, hvor han havde stillet den; han blev anspændt igen, nervøs for, om han blev nødt til at indrømme sin navigationsfiasko, men hun virkede ligeglad. Vind en medalje til mig i morgen, sagde hun med et smil, da han startede bilen igen. Lidt efter ræsede han af sted, væk fra de upersonlige kæmpekasser langs Urish Road, med den kølige luft buldrende ned gennem det åbne soltag. I krydset mellem Urish og 21st standsede han for rødt og fik på højre hånd øje på Rolling Hills-plejehjemmet, en præfabrikeret etplansbygning, hvor hans nu umælende morfar havde været beboer, patient, indsat, lige siden han var flyttet, eller blevet flyttet hertil, fra Phoenix to år tidligere; hans mormor, som var i fin form, boede i Topekas førende plejeboligkompleks nogle kilometer længere mod syd. Han knipsede cigaretskoddet ud ad vinduet, betragtede gløderne sprede sig over den sorte asfalt og tvang sig selv til at se på bygningen. Den næsten tomme parkeringsplads var oplyst af kraftige gadelygter; ellers var der mørkt. Underligt at tænke på, at den lille, gamle mand lå derinde og sov lige nu. En flygtig, men frastødende analogi mellem den mekaniske hospitalsseng og det justerbare førersæde dukkede op og forsvandt. Han skubbede All Eyez on Me ind i båndafspilleren og skruede højt op for lyden, mens han funderede over, om der mon var nogen inde på plejehjemmet, der kunne høre det. Så kørte han videre.
F
ire timer senere ringede hans vækkeur. Han gik halvsovende i bad og tog det sorte sæt tøj på, som han havde købt sammen med sin mor i West Ridge. Han tog det ene af sin fars to slips 24
TOPekaskolen_TRYK.indd 24
25.02.2021 13.45
på. Han kørte den korte vej til Topeka High og parkerede ved siden af sine trænere, Spears og Mulroney, som stod og studerede et vejkort; deres ånde var synlig i gadelyset. Den første drak kaffe medbragt i en stor termoflaske, den anden nippede som altid til en Cola Light. Andre nobelt påklædte unge skubbede store plastickasser fra skolen hen til to minibusser og læssede dem ind bagi. Han nedlod sig ikke til at slæbe sin egen kasse; den ville en af de yngre elever tage sig af. Han fik øje på sin makker, Joanna, og hilste med et nik; de var ikke venner, men allierede af udelukkende taktiske grunde. Da de havde sat sig ind i minibussen, ville hun gerne tale strategi, men han lænede hovedet mod den kølige rude og betragtede telefontrådene hæve og sænke sig i mørket, og kort efter bevægede han sig i drømme gennem et kvarter af ensartede typehuse. Han vågnede, da de drejede fra hovedvejen for at spise morgenmad på en McDonald’s; plasticmøblernes velkendte form. De ankom til Russell High School ved daggry. Normalt ville han have droppet sådan en ubetydelig konkurrence, men fordi Russell var Bob Doles fødeby, og fordi Bob Dole stillede op til præsidentvalget, ville alle statens bedste hold deltage i turneringen i år; han kunne ikke helt se logikken, men Mulroney havde insisteret på, at de også skulle med. Unge fra andre distrikter steg ud af biler og minibusser i deres kejtede tøj og slæbte selv deres kasser hen over den kolde parkeringsplads til skolens hovedindgang. Da han og Joanna gik ind, trådte de andre til side for dem. Skolerne virkede sært anderledes i weekenden, syntes han; når rummene var tømt for elever og lærere, ændrede de karakter, rev sig løs fra hverdagens rytme. Klasseværelserne – med deres opbyggelige plancher, ENHVER FORANDRING BEGYNDER MED DIG SELV, rækkerne af tomme borde, ligninger og datoer og talemåder efterladt på tavler og whiteboards – fik Adam 25
TOPekaskolen_TRYK.indd 25
25.02.2021 13.45
til at tænke på forladte teaterkulisser eller billeder fra Tjernobyl. Af og til fornemmede han lugten af billig herredeodorant eller lipgloss eller andre æteriske spor fra den sociale orden, der var stillet midlertidigt i bero. På vej gennem den brede gang prøvede han forskellige kombinationer af på skabene. I aulaen strejfede han et banner fra statsmesterskabet i brydning, distanceret nøgternhed som en antropolog eller et spøgelse. De blev kaldt sammen til en kort velkomst i en kantine med hårdt neonlys og en industriel lugt af klorin. Hjemmeholdets træner kom med nogle praktiske informationer, mens de studerede turneringsplanen. Så gik holdene hver til sit med deres vogne læsset med dokumentation på slæb og fandt deres respektive klasselokaler, hvor dommere og tidtagere ventede. Han lod Joanna vise vej til deres lokale. Joanna, hvis forældre begge var neurologer på Stiftelsen, var en lille, kvik fjerdeårselev med kurs mod et Ivy League-universitet; hun havde fået 1.600 point i sin SAT-prøve, hvilket hun gerne selv gjorde opmærksom på. Hun indsamlede næsten al deres research og havde deltaget i et ophold på “debatinstituttet” ved University of Michigan i løbet af sommeren som forberedelse til dysten. (Årets tema var, hvorvidt forbundsregeringen skulle iværksætte nye tiltag til nedbringelse af ungdomskriminaliteten; deres plan var at argumentere for, at det blandt andet kunne gøres gennem en forhøjelse af børnebidraget). Adams bidrag til forberedelserne havde bestået i at skimme The Economist i debattimerne. Hans styrke var snarere at improvisere og afdække fejlslutninger, og alle modstanderne frygtede hans spørgsmål under krydsforhøret. De første runder var mest af alt en formalitet, hvor de gjorde kort proces med lavt rangerende hold foran lægdommere; som oftest forældre til andre debattører, der modvilligt havde påtaget sig opgaven. Den weekend på Russell forsøgte et par andetårselever at snigløbe dem ved at bruge deres egen plan mod dem; 26
TOPekaskolen_TRYK.indd 26
25.02.2021 13.45
en plan, de måtte have rekonstrueret på baggrund af noter fra de indledende runder, der havde været åben for tilhørere. Adam rejste sig, glattede sin fars slips og gjorde sig klar til at udsætte den synligt nervøse debattør for sine modspørgsmål. Hans modstander lignede en tjener i sin hvide skjorte og sine sorte bukser. De stod vendt mod dommeren – deltagerne så aldrig på hinanden – som kun med nød og næppe kunne klemme sig ind på stolen med indbygget pult. Han sad med korslagte arme og brillerne skudt op på sin skaldede isse, mens han vrangvilligt tog noter på en gul blok. “Vil du være venlig at gentage dette års indstilling?” “Gentage den?” “Ja tak.” “Indstilling: Regeringen …” “Forbundsregeringen,” afbryder Adam, som om han græmmer sig over at måtte træde til. “Bare tag dig god tid,” tilføjer han, fuldt bevidst om, at dommeren vil opfatte det som en venlighed, mens hans modstander vil tolke det provokerende nedladende. “Indstilling: Forbundsregeringen bør formulere en programerklæring om en væsentlig reducering af ungdomskriminaliteten i USA.” Hans stemme bæver ganske let. “Hvorfor indførte man børnebidrag?” “Som bidrag til børn, tydeligvis” – hans sarkasme skal dække over nervøsitet – “ved forældrenes skilsmisse.” “I de fleste stater er ikkegifte forældre faktisk også forpligtet til at betale børnebidrag.” Adam aner ikke, om det passer. Han gør et diskret nummer ud af at ignorere sin modstanders tone, at hæve sig over den. “Men hvis vi ser bort fra det, så lyder det, som om du anerkender, at det tiltag, I foreslår at styrke, som udgangspunkt ikke har været tænkt som middel til bekæmpelse af ungdomskriminalitet.” “Nej, eller altså, det var én af hensigterne.” 27
TOPekaskolen_TRYK.indd 27
25.02.2021 13.45
“Har du noget belæg for den påstand?” Han lader det skinne igennem, at det håber han meget for modstanderen, og at han vil hilse den diskussion velkommen, samtidig med at han får fortalt dommeren, at runden er ovre, hvis ikke det er tilfældet. (I dommerens instruks hedder det, at et hold skal kunne påvise sin plans “relevans i forhold til debatemnet”. Han og Joanna kan tvære dem ud på mange forskellige måder, men først vil han lige se, om de går i den oplagte fælde). “Der er belæg for, at det reducerer kriminaliteten. Fordelene ved vores plan er derfor …” “Du mener altså, at hvad som helst, der nedbringer kriminaliteten, er relevant?” “Nej. Det skal ligge hos forbundsstaten, et føderalt tiltag.” “Så hvis vi antager, at forbundsstaten opfører atomkraftværker, dårligt konstruerede værker, og at udslippene fra dem forårsager massive helbredsproblemer med massedød til følge og dermed et fald i kriminaliteten, så vil du altså også kalde det for en relevant løsning?” Dommeren smiler – både ad indholdet i Adams argument og dets fremførelse. Og han har mindet dommeren om hans mistillid til forbundsmyndighederne. “Nej, selvfølgelig vil jeg ikke det.” Nu er han vred. “Og hvorfor ikke? Fordi effekten af tiltaget skal være intenderet?” “Ja, klart.” “Har du noget belæg for, at det var en intenderet effekt?” “Det siger sig selv.” Han burde have argumenteret med, at de, forsvarsholdet – uanset intentionen med børnebidraget i første omgang – nu ville styrke tiltaget med det formål at nedsætte kriminaliteten, hvilket ville opfylde kravet om relevans. Men han er for befippet. “Mon ikke snarere det siger sig selv, at børnebidraget blev indført for at fordele den økonomiske byrde oven på et brud? Og selv hvis denne fordeling skulle vise sig på en eller anden måde 28
TOPekaskolen_TRYK.indd 28
25.02.2021 13.45
at komplicere indsatsen for at holde kriminaliteten nede, ville der stadig være væsentlige argumenter for at bevare den. I øvrigt” – det er lige gået op for ham, at den gennemsnitlige borger i Russell, Kansas muligvis kunne finde hans argumentation feministisk, og han skifter umærkeligt kurs – “kan jeg komme i tanke om en del vægtige argumenter imod, at den føderale regering blander sig i private forhold. Pointen er, at det ikke er emnet for årets debat.” “Jeg … Hør her, I har selv stillet det her forslag masser af gange, og relevansen er aldrig …” “Undskyld mig, men jeg bliver lige nødt til at stoppe dig der – du vil have dommeren til at erklære jer for vindere af runden, fordi vi har vundet andre runder med lignende argumenter?” Han er forarget på selve debattens vegne. “Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger …” “En interessant tanke: at det, der har vist sig relevant i tidligere runder, nu kan bruges imod os. Burde I så tabe den her runde, fordi I nu argumenterer for et emne, som I har været modstandere af i en tidligere debat?” Dommeren smiler igen. “Nej, selvfølgelig ikke, men …” “Og eftersom du er ude af stand til at forsvare relevansen af jeres tiltag over for det opponerende hold” – nu er han dødsens alvorlig, som en anklager i Law & Order, der sætter det afgørende slag ind – “indrømmer du nu, at I har kopieret jeres plan fra vores indledende debatrunder.” Pause.“Du forsvarer simpelthen relevansen af jeres plan ved at henvise til et mislykket plagiat?” Der følger en kort tavshed, dommeren tager et notat med hævede øjenbryn. “Jeg siger bare, at det er en relevant plan,” forsøger han spagfærdigt, men runden er allerede tabt. På Russell High begyndte konkurrencen først for alvor til semifinalerne, hvor dommersædet blev indtaget af tre collegedebattører. Han og Joanna udgjorde forsvarsholdet og stod over 29
TOPekaskolen_TRYK.indd 29
25.02.2021 13.45
for et ret dygtigt hold fra Shawnee Mission West. Lokalet – et fysiklokale med håndvaske på række og et stort bord med mikroskoper i hjørnet – var fyldt: Publikum bestod af slagne konkurrencedeltagere og deres trænere. Lige som runden skulle til at starte, sænkede stilheden sig, og Adam kunne pludselig høre et brummende akvarium, han ikke havde lagt mærke til før. Han kunne lige ane nogle gule silhuetter flyde langsomt rundt derinde. Og nu rejser Joanna sig for at levere den første forsvarstale. Et par sekunder er det nærmest smukt, men det varer ikke længe, før hun taler så hurtigt, at man har svært ved at forstå, hvad hun siger; stemmen stiger i både styrke og toneleje, hun hiver efter vejret som en dykker, der kommer op til overfladen, eller som måske snarere er ved at drukne; hun forsøger at “sprede” deres modstandere, ligesom deres modstandere også vil forsøge at sprede dem. Spredning: at bombardere det andet hold med flere argumenter og mere dokumentation, end de kan nå at respondere på inden for den tildelte tid. Blandt seriøse debattører regnes et “ubesvaret” argument for en indrømmelse af argumentets gyldighed, uanset dets indhold og kvalitet. (Ambitiøse debattører kan bruge timevis på at træne deres talehastighed – de læser med en kuglepen mellem tænderne for at tvinge tungen til at arbejde ekstra hårdt med udtalen og læser dokumentationen bagfra for at adskille den fysiske udtale fra forståelsen, som sænker tempoet). Dommerne sidder bøjet over deres gule blokke og skitserer et overblik over runden og deltagerne, noterer argumenter og modargumenter og har kun minimal øjenkontakt med kombattanterne. Når de en sjælden gang kortvarigt løfter pennen fra blokken, er det bare for at snurre den rundt om tommelfingeren – en udbredt vane blandt debattører. For en antropolog eller et spøgelse, der drev rundt på Russell Highs gange, ville sådan en skoledebat fremstå mere som et ritual i tungetale end en talekonkurrence. Tag for eksempel 30
TOPekaskolen_TRYK.indd 30
25.02.2021 13.45
den første opponent, en bumset fyr fra Shawnee – lidt mere afslappet i sin påklædning, en typisk velhaverdreng fra Kansas City – som læser dokumentation højt med 340 ord i minuttet for at understøtte sin påstand om, at forsvarsholdets plan vil forårsage en eksplosion af familieretssager med katastrofale konsekvenser. Hver gang han er færdig med en side, ryger den på gulvet sammen med hans sveddråber. Han trækker vejret skarpt ind, råber overskrifterne med høj stemme – “Overbebyrdede domstole leder til civilsamfundets sammenbrud” – og fortsætter så opremsningen af dokumentation, bliver kortvarigt fanget i en stammen, der takket være lydstyrken og hastigheden lyder som et krampefald eller et slagtilfælde. Da tiden er ved at løbe ud, opsummerer han sine argumenter, selv om de ikke ville give meget mening for uindviede: Gregors bevis peger på en puk-pukkel ved domstolene som følge af forhøjet børnebidrag juridisk overbelastning fører til sammenbrud af civilsamfundet sammenbrud fører til atomkonflikt atomangreb fra kinesisk eller nordkoreansk side i kølvandet på magttomrummet vejer tung-tung-tungere end de fordele forsvarsholdets plan end måtte tilbyde og og og Stevenson dokumenterer desuden at planen ikke holder økonomisk idet den den interne modstand blokerer for imple-implementeringen må stemme nej alene på grund af skadevirkningerne men men selv hvis man betragter planen som økonomisk uholdbar i henhold til forsvarets første bevis fra Georgias domstole er det ikke ikke anvendeligt i national sammenhæng, kun på delsstatsniveau, så der er ikke andre muligheder end at stemme imod planen. Spredning var kontroversielt; lægdommere, der oplevede det, blev chokerede, der blev klaget. Op til flere højtplacerede hold havde fejlbedømt dommerne og røg ud for at vrøvle. De ældre dommere længtes tilbage til dengang, debat var debat. Kritikken af spredning gik primært på, at det drev en kile ind mellem debatkonkurrencerne og den virkelige verden, hvor ingen talte, som debattørerne gjorde, måske lige med undtagelse af 31
TOPekaskolen_TRYK.indd 31
25.02.2021 13.45
auktionariusser. Men selv de unge vidste udmærket, at det ikke passede, og at den kommercielle verden konstant benyttede sig af spredning: De kendte det fra de indtalte advarsler til sidst i de stadig mere almindelige tv-reklamer for receptmedicin, hvor risiciene opremsedes i et tempo, der med overlæg gjorde det meget svært for modtageren at forstå indholdet. De kendte det fra den lynhurtige afsluttende opremsning af regler og advarsler til sidst i radioreklamer. Måske mere vagt kendte de til “det med småt” på materiale fra banker og sundhedsforsikringer – som det på ingen måde var meningen, at man skulle kunne forstå en pind af. Det var en type information designet til at sløre; den formidlede oplysninger, der, når modtageren stillede sig kritisk over for afsenderen, ville blive betragtet som “et ubesvaret argument” i en tempofyldt debat – ikke at adressere et argument øjeblikkeligt er det samme som at anerkende dets validitet. Ikke at have tid til det er ingen undskyldning. Selv inden nyhedsstrømmen kunne følges 24 timer i døgnet, inden Twitter-storme, algoritmehandel, regneark og DDoS-angreb, blev amerikanerne udsat for spredning i deres dagligdag, alt imens deres politikere fortsat talte meget, meget langsomt om værdier, der var totalt løsrevet fra deres politiske strategi. Joanna var for hurtig for Shawnee Mission-holdet; Adam brugte det meste af semifinalerunden på at påpege, hvilke af hendes argumenter modstanderne ikke havde adresseret. I finalen indtog de atter opponentrollen og stillede op mod rivalerne fra Lawrence High. Når de havde tabt til Rohan og Vinay før i tiden, havde det altid været Adams skyld; de to var lige så velforberedte som Joanna. Men den dag arbejdede hans hjerne af en eller anden grund ekstra hurtigt. Og den dag på Russell High, idet han med stigende hastighed opregnede alle de uforudsigelige måder, hvorpå modstandernes tiltag potentielt kunne ende med en atomkatastrofe (stort set 32
TOPekaskolen_TRYK.indd 32
25.02.2021 13.45
alle tiltag, hvor undselige de så var, kunne ende i en atomkatastrofe), krydsede han, som han så ofte gjorde, en mystisk grænse. Det var ikke længere så meget ham, der holdt en tale, som talen, der holdt ham; rytmen og intonationen begyndte at diktere indholdet, og han behøvede ikke længere strukturere sin argumentation, men kunne bare lade den strømme gennem sig. Den fysiske nervøsitet var med ét forvandlet til ren, fokuseret energi, og det føltes næsten erotisk. Selv om de ord, der brusede gennem ham, tilsyneladende gik på de katastrofale konsekvenser af at nedlægge regeringens Stingray-overvågningsprogram eller på forsvarsholdets mislykkede forsøg på at påvise relevans, var det imidlertid snarere lyrikkens rige end prosaens, han befandt sig i, mens hans tale blev ved med at stige i såvel hastighed som intensitet, indtil han til sidst mærkede dens referentielle indhold opløse sig og blive til ren form. På en offentlig skole lukket for offentligheden, i et sæt tøj, der mest af alt føltes som et kostume, mens han lod, som om han argumenterede for et politisk budskab, gennemlevede han, om end nok så forbigående, en prosodisk erfaring. Så stod han igen i kantinen, hvor prisoverrækkelsen foregik, spiste peanut-M&M’s, som en førsteårselev havde hentet til ham i en automat, og hørte distræt på Spears, der forsøgte at overbevise ham om, at professionel wrestling var den virkelige vare: Jeg har set blodet, jeg har stået ved siden af buret. Adam nikkede og gumlede. Der blev helt stille, da værtsskolens trænerne kom ind for at bekendtgøre resultatet og overrække medaljer. Men så opstod der noget postyr henne ved indgangen. Dørene blev slået op, og en flok nyhedsfolk kom småløbende; en kameramand rejste hurtigt et stativ med en projektør og tog sit kamera på skulderen. Og til de forsamlede debattørers stigende forbløffelse trådte et par umiskendelige bodyguards ind og inspicerede lokalet med snoede ledninger dinglende fra 33
TOPekaskolen_TRYK.indd 33
25.02.2021 13.45
deres øresnegle. Han så over på træner Mulroney, som smilede indforstået. Omsider dukkede så senator Bob Dole op, den 73-årige Russell-borger, som om kun en måned ville få tæsk af Bill Clinton i en demokratisk jordskredssejr, der slog fast, at kulturkonservatismen var godt i gang med at overlade scenen til den mere venstreorienterede babyboomer-generation – eller allerede havde gjort det. Og slog fast, at historien havde nået sin afslutning. Nogle gispede, da de genkendte gæsten, andre klappede. Dole holdt som sædvanlig en kuglepen i sin delvist lammede højre hånd og vinkede kejtet med venstre. Han gik op foran i kantinen, flankeret af to rådgivere, og gav venstre hånd til værtsskolens træner, som storsmilende proklamerede, at vinderne af dette års turnering på Russell High ville få overrakt medaljerne af USA’s kommende præsident. Men inden vinderne blev udråbt, ville senator Dole sige et par ord. “Jeg er ikke selv den store debattør,” sagde han og ventede muligvis på en latter, der ikke kom. “Men jeg sætter stor pris på de evner, I alle sammen træner her i dag.” Dole talte usikkert, selv for en politiker. (Adam sad på sin stol blandt tilhørerne og forestillede sig Dole læse baglæns med en pen mellem tænderne; han forestillede sig Dole prøve at snurre med pennen i sin kolde, ubrugelige hånd. Så så han sin morfar for sig, på Rolling Hills med den lammede venstrearm).“I er Amerikas fremtidige ledere, og det glæder mig meget, at I er her alle sammen og skærper jeres evne til at kommunikere, til at overbevise. Det er uhyre vigtigt. I vores demokrati. Helt afgørende. Og at lære så meget om regeringsførelse og politisk strategi. Alle tiders. Jeg er beæret over at være her. I mine øjne er I alle sammen vindere med den kæmpe indsats, I gør. I skal nok nå langt.Vi skal nok komme til at se nogle af jer på Capitol Hill engang.” Han fik et kort stukket i hånden, og han begyndte at læse 34
TOPekaskolen_TRYK.indd 34
25.02.2021 13.45
navnene op på holddeltagerne, der var kommet på tredjepladsen. Debattørerne rejste sig for at modtage deres medaljer og blev fotograferet sammen med senatoren. Da han lemlæstede Rohan og Vinays efternavne, så de nærmest undskyldende ud. Nu vil jeg vise jer et billede, og så skal I digte en historie om det. Lad os kalde det for den tematiske apperceptionstest, eller bare TAT. En historie med en begyndelse, en midte og en afslutning. Det er et sort-hvidt fotografi, som dukkede op på forsiden af The Topeka Capital-Journal. (Hvem er den usmilende, 17-årige knægt, hvis hår er barberet i siderne, mens resten er redt tilbage i en hestehale – et katastrofalt frisurekompromis mellem hans venstresnoede forældre og den republikanske stat, han er opvokset i? Hans venstre hånd rører næsten Doles højre, hvor pennen er klemt fast; om halsen bærer teenageren en medalje, han har vundet ved at tale et nærmest hemmeligt sprog meget hurtigt.Til det republikanske konvent i 2016 vil senatoren, som ofte omtaler sig selv i tredje person, og hvis kampagnerådgiver hedder Paul Manafort, deltage som den eneste tidligere præsidentkandidat). Hvad tænker personerne på billedet? Hvad føler de? Fortæl, hvad der er gået forud for denne scene.
A
dam havde kendt Kenneth Erwood overfladisk lige så længe, han kunne huske. Dr. Erwood – en af få erklærede bøsser i Topeka og derfor et yndet offer for pastor Fred Phelps og hans tilhængere – havde besøgt dem til middagsselskaber og fester. Han var en stille, smilende, venligt udseende mand, som på én gang virkede yngre og ældre, end han var (han blev tidligt krumrygget, var allerede krumrygget på det tidspunkt, men havde samtidig et drenget ansigt, der aldrig syntes at ændre sig), og hans tætklippede, grå hår virkede på ingen måde militæragtigt 35
TOPekaskolen_TRYK.indd 35
25.02.2021 13.45