Til verdens ende

Til verdens ende TRYK.indd 2

16.09.2020 13.09

CHARLOTTE MCCONAGHY

TIL VERDENS ENDE RO M A N

PÃ¥ dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt

Gads Forlag

Til verdens ende TRYK.indd 3

16.09.2020 13.09

Til verdens ende Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt efter Migrations Copyright © 2020 by Charlotte McConaghy Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 Published by arrangement with Flatiron Books, through Ulf Töregård Agency AB All rights reserved ISBN: 978-87-12-06197-7 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Keith Hayes Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfotos: Plainpicture og Getty Images Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Til verdens ende TRYK.indd 4

16.09.2020 13.09

Til Morgan

Til verdens ende TRYK.indd 5

16.09.2020 13.09

Til verdens ende TRYK.indd 6

16.09.2020 13.09

Glem tryghed.

Lev, hvor du frygter at leve. – RUMI

Til verdens ende TRYK.indd 7

16.09.2020 13.09

Til verdens ende TRYK.indd 8

16.09.2020 13.09

F ØRS TE DE L

Til verdens ende TRYK.indd 9

16.09.2020 13.09

Til verdens ende TRYK.indd 10

16.09.2020 13.09

1

Dyrene dør. Snart vil vi være alene her.

Engang fandt min mand en koloni af stormsvaler ude ved den vilde, klippefyldte atlanterhavskyst. Den aften han viste mig den, vidste jeg ikke, at de var nogle af de sidste af deres art. Jeg vidste kun, at de var uforfærdede i deres nattehuler og dristige, når de dykkede gennem de måneoplyste bølger. Vi blev hos dem, og i disse få mørke timer kunne vi lade, som om vi var som dem, lige så vilde og frie.

Engang, efter at dyrene begyndte at forsvinde, virkelig og for alvor, ikke bare i dystre fremtidsscenarier, men her og nu, en masseuddøen for øjnene af os, besluttede jeg at følge en fugl over et ocean. Måske håbede jeg, at den ville føre mig dertil, hvor de alle var flygtet hen, alle dens artsfæller, alle de dyr, vi tænkte, vi havde udryddet. Måske troede jeg, at jeg ville forstå den ubarmhjertige grusomhed, der altid drev mig til at forlade mennesker og steder og alting. Eller måske håbede jeg bare, at fuglens sidste træk kunne vise mig et sted at høre hjemme.

Engang var det fugle, der bragte et mere hårdført mig til verden.

11

Til verdens ende TRYK.indd 11

16.09.2020 13.09

G RØN L A N D Y NG L E S Æ S ON

Det er rent held, at jeg ser det ske. Hendes vinger strejfer den tynde tråd, og kurven lukker sig blidt over hende.

Jeg retter mig op.

Først reagerer hun ikke. Men på en eller anden måde ved hun, at hun ikke længere er fri. Verden omkring hende har forandret sig en lille smule eller meget.

Jeg nærmer mig langsomt for ikke at skræmme hende. Vinden hyler og bider i mine kinder og min næse. Der er andre af hendes slags overalt på de iskolde klipper og cirklende i luften, men de undgår mig adræt. Mine støvler knaser, og jeg ser en krusning i hendes fjer, denne tøvende første basken, dette skal-jeg-prøve-at-slippe-fri-øjeblik. Den rede, hun har bygget sammen med sin mage, er simpel, et rodsammen af græs og kviste kilet ind i en klippespalte. Hun behøver den ikke længere – hendes unger dykker allerede selv efter deres egen føde – men hun vender tilbage til den, som alle mødre, der ikke kan give slip. Jeg holder vejret, idet min hånd nærmer sig for at løfte kurven. Hun flaprer kun en enkelt gang med vingerne, et pludseligt udbrud af trodsighed, inden min kolde hånd lukker sig om hendes krop og standser hendes vingers bevægelser.

Nu skal det gå stærkt. Men jeg har øvet mig, så jeg kan godt. Mine fingre får hurtigt ringen anbragt om hendes ben og skubbet den helt op, så den sidder lige under fjerene. Hun udstøder en lyd, jeg kender alt for godt, en, jeg selv udstøder i drømme næsten hver nat.

“Undskyld, nu er vi næsten færdige, næsten færdige.”

12

Til verdens ende TRYK.indd 12

16.09.2020 13.09

Jeg begynder at skælve, men fortsætter, det er for sent nu, du har rørt ved hende, mærket hende, trængt dig ind på hende.

En afskyvækkende handling.

Plasticen sidder stramt om hendes ben og holder trackeren på plads. Den blinker en enkelt gang, så jeg kan se, den virker.

Og netop som jeg skal til at slippe hende løs, bliver hun helt stille, så jeg kan mærke hendes hjerte banke i min hånd.

Det får mig til at standse op, dette dunk dunk dunk. Så hurtigt og skrøbeligt.

Hendes næb er rødt, som om hun havde dyppet det i blod. I mit hoved får det hende til at virke stærk. Jeg anbringer hende i reden igen og kanter mig væk med buret. Jeg længes efter at se hende sprænge sig fri, efter rasende vingeslag, og der kommer hun, storslået i flugten. Halens tvillingeblade og de skarpskårne vinger, elegancen.

Jeg ser hende cirkle i luften, mens hun forsøger at forstå denne nytilføjelse. Trackeren hæmmer hende ikke – den er lige så lille som min lillefingernegl og umådelig let – men hun kan ikke lide den. Hun styrtdykker pludselig ned mod mig med et skingert skrig. Jeg griner fortryllet og dukker mig for at beskytte ansigtet, men hun gør det ikke igen. Hun vender tilbage til sin rede og anbringer sig i den, som om der stadig var æg at beskytte. De sidste fem minutter er slettet af hendes erindring.

Jeg har været alene herude i en uge. Mit telt blæste i havet i nat. Storm og regn piskede det fri af min krop. Jeg er blevet hakket på isse og hænder mindst en halv snes gange af fugle, som går for at være nogle af himlens mest beskyttende. Men jeg har fået trackere på tre havterner. Og årer fulde af salt.

Jeg standser oppe på bakketoppen for at kigge endnu en

13

Til verdens ende TRYK.indd 13

16.09.2020 13.09

gang. Vinden løjer af et kort øjeblik. Isen breder sig strålende ud omkring mig, kantet af det sort-hvide ocean og en fjern grå horisont. Store blå isbjerge flyder dovent forbi, selv nu, midt om sommeren. Og snesevis af havterner fylder den hvide himmel og jord. De sidste af dem, måske i hele verden. Hvis jeg var i stand til at blive et sted, var det måske her. Men fuglene bliver her ikke, og det gør jeg heller ikke.

Min udlejningsbil er velsignet varm, når jeg sætter fuld knald på varmeanlægget. Jeg holder mine forfrosne hænder op mod blæseren og mærker det prikke i huden. Jeg gennemroder en stak papirer på passagersædet for at finde navnet: Ennis Malone.

Kaptajn på Saghani.

Jeg har prøvet syv kaptajner på syv skibe, og jeg har en mistanke om, at den indædt forrykte del af mig ønskede, at det ikke skulle blive til noget med dem, lige fra det øjeblik jeg så navnet på denne sidste båd: Saghani – inuitternes ord for ravn.

Jeg gennemgår det, jeg ved: Malone blev født i Alaska for niogfyrre år siden. Han er gift med Saoirse, og de har to små børn. Hans skib er et af de sidste med tilladelse til at fiske sild i Atlanterhavet, og han gør det med en besætning på syv personer. Ifølge skibsoversigten skulle Saghani ligge i Tasiilaqs havn de næste to døgn.

Jeg indstiller GPS’en på Tasiilaq og kører langsomt ud ad den kolde vej. Turen vil tage mig resten af dagen. Jeg forlader polarcirklen og kører sydpå, mens jeg overvejer min strategi.

Alle de kaptajner, jeg har spurgt, har sagt nej til mig. De bryder sig ikke om fremmede om bord, ligesom de ikke bryder sig om at ændre rutiner eller sejlruter – jeg har måttet sande,

14

Til verdens ende TRYK.indd 14

16.09.2020 13.09

at søfolk er et overtroisk folkefærd. Vanedyr. Specielt nu, hvor deres levevis er truet. Ligesom vi stille og roligt har udryddet alle landdyr og fugle, har fiskerne fisket havene næsten tomme.

Tanken om at befinde mig om bord på et af disse nådesløse fartøjer med mennesker, der tømmer oceanerne for liv, giver mig myrekryb, men jeg har ikke andre muligheder, og tiden er knap.

Der er grønt til højre for mig og tusindvis af udtværede hvide pletter, som jeg først tror er bomuldsplanter, men det er bare bilens fart, der får alting til at flyde ud for mit blik – i virkeligheden er det vilde blomster. Til venstre for mig brydes de mørke bølger. En verden for sig. Jeg kunne glemme min mission, forsøge at undertvinge min rastløshed. Finde en rustik hytte og slå mig ned her med en have og spadsereture og langsomt se fuglene forsvinde. Tanken strejfer mig flygtigt. Stedet ville miste sin fortryllelse, og selv en himmel så vid som denne ville snart føles som et bur. Jeg bliver her ikke. Selv hvis jeg kunne, ville Niall aldrig tilgive mig det.

Jeg tager et billigt hotelværelse og smider rygsækken på sengen.

Gulvet er dækket af et grimt gult tæppe, men der er udsigt over fjorden, hvis bølger skvulper mod foden af bakken. På den anden side af vandet knejser de grå bjerge, gennemskårne af årer af sne. Mindre sne end tidligere. En varmere verden. Mens min laptop lader op, vasker jeg saltet af mit ansigt og børster belægningerne af tænderne. Brusebadet kalder på mig, men først skal jeg indføre mine aktiviteter i logbogen.

Jeg registrerer mærkningen af de tre havterner og åbner så min trackingsoftware og holder vejret. Jeg synker lettet sammen

15

Til verdens ende TRYK.indd 15

16.09.2020 13.09

ved synet af de blinkende røde lys. Jeg anede ikke, om det ville virke, men der er de: tre små fugle, som vil flyve sydpå for vinteren, og – om alt går vel – tage mig med sig.

Så snart jeg har badet og fået varmt tøj på, putter jeg nogle få ark papir i rygsækken og går ud. Jeg standser kort op ved receptionsdisken for at spørge den unge receptionist om, hvor det bedste værtshus er. Hun måler mig med blikket, sikkert for at vurdere, hvilket alderssegment af forlystelser jeg tilhører, og anbefaler mig derefter værtshuset nede på havnen. “Der er også Klubben, men der er nok lidt for meget … gang i den til dig,” siger hun og fniser.

Jeg smiler og føler mig ældgammel.

Turen gennem Tasiilaq er kuperet og smuk med farverige huse rundtom i det ujævne terræn – røde og blå og gule – som en kontrast til den vinterlige verden omkring dem. De ligner lysende legetøjshuse spredt rundt over klipperne. Alting føles mindre under bjergenes majestætiske åsyn. En himmel er en himmel er en himmel, og dog er den på en eller anden måde meget mere her. Den er større. Jeg sidder lidt og betragter isbjergene, der flyder gennem fjorden, og jeg kan ikke holde op med at tænke på havternen og hendes hjerte, der bankede i min hånd. Jeg kan stadig mærke det bankende dunk dunk dunk, og når jeg presser hånden mod mit bryst, forestiller jeg mig, at vores hjerter banker i takt. Hvad jeg derimod ikke kan mærke, er min næse, så jeg går videre mod værtshuset. Jeg vil godt vædde alt, hvad jeg ejer og har (hvilket efterhånden ikke er ret meget) på, at hvis der er en fiskerbåd i byen, så tilbringer besætningen samtlige døgnets vågne timer på druk.

Solen stråler stadig, selvom det er sent – den går slet ikke

16

Til verdens ende TRYK.indd 16

16.09.2020 13.09

ned her om sommeren. Sammen med en halv snes døsige hunde bundet til rørene uden for værtshuset står der også en gammel mand lænet op ad ydervæggen. Han har ikke nogen jakke over T-shirten, så det må være en af de lokale. Jeg fryser bare ved synet af ham. Idet jeg nærmer mig, får jeg øje på noget på jorden og bøjer mig ned for at samle en pung op.

“Er det din?”

Et par af hundene vågner og betragter mig med et uudgrundeligt blik. Det gør manden også, og det går op for mig, at han er yngre, end jeg troede, og meget fuld. “Uteqqissinnaaviuk?” “Øh … Undskyld. Jeg ville bare …” Jeg holder pungen op i vejret igen.

Han får øje på den og brister i latter. Varmen i hans blik er overrumplende. “English, then?”

Jeg nikker.

Han tager den og stikker den i lommen. “Tak, skat.” Han er amerikaner. Stemmen er en dyb og fjern, men tiltagende rumlen.

“Jeg er ikke din skat,” siger jeg venligt og ser stjålent på ham.

Under hans gråsprængte hår og det kraftige sorte skæg er han nok sidst i fyrrerne, ikke de omkring tres, jeg først anslog ham til. Han har rynker omkring de lyse øjne og er høj, men lidt skrutrygget – som om han har brugt hele livet på at forsøge ikke at rage op. Der er noget storladent over ham. Store hænder og fødder, skuldre og brystkasse og næse og mave.

Han svajer let.

“Har du brug for hjælp?” spørger jeg.

Han smiler igen og åbner døren og holder den for mig. Så lukker han den mellem os.

17

Til verdens ende TRYK.indd 17

16.09.2020 13.09

Jeg tager overtøjet af og hænger det op i det lille vindfang.

I de iskolde lande er det en rituel handling. Indenfor er der livligt, en kvindelig hyggepianist og knitrende pejseild. Mænd og kvinder sidder bænket omkring borde og i sofaer rundtom under det høje loft med de tunge træbjælker, og en flok unge mænd spiller pool i hjørnet. Det er mere moderne indrettet end de fleste af de ubestrideligt hyggelige værtshuse, jeg har besøgt, siden jeg kom til Grønland. Jeg bestiller et glas rødvin og går over til en af de høje barstole ved vinduet. Herfra kan jeg se fjorden. Det gør det nemmere at være indendørs. Jeg er ikke god til at være indendørs.

Jeg lader blikket glide hen over klientellet, på jagt efter en flok mænd, der kunne være Saghani’s besætning. Jeg spotter ikke lige nogen, der skiller sig ud – den eneste gruppe, der er stor nok, er et blandet selskab af kvinder og mænd, der spiller Trivial Pursuit og drikker porter.

Jeg har kun lige nået at nippe til min alt for dyre vin, da jeg får øje på ham igen, manden udenfor. Nu er han nede ved vandkanten. Blæsten pisker gennem hans skæg og mod hans bare arme. Jeg betragter ham nysgerrigt, indtil han vader lige ud i fjorden og forsvinder under vandoverfladen.

Vinglasset er lige ved at vælte, da jeg glider ned fra barstolen.

Han vender ikke tilbage til overfladen. Ikke nu eller nu eller nu. Åh gud – han kommer virkelig ikke op igen. Jeg åbner munden for at skrige, men bider i stedet tænderne sammen og løber. Gennem døren ud på terrassen, ned ad trappen, der er så isglat, at jeg er lige ved at gå på røven, videre til breddens kolde mudderpløre. Et eller andet sted i nærheden gør en hund med høje, paniske bjæf.

18

Til verdens ende TRYK.indd 18

16.09.2020 13.09

Hvor lang tid tager det at fryse ihjel? Ikke ret længe i den slags vand. Og han er stadig ikke kommet op til overfladen.

Jeg kaster mig ud i vandet og … Åh.

Sjælen bliver suget ud gennem porerne på mig.

Kulden er brutal og gammelkendt. Et kort øjeblik griber den mig og tvinger mig ind i en celle, den malede stencelle, jeg kender som en elsker, for jeg tilbragte fire år i den, og fordi kulden sender mig tilbage, spilder jeg kostbare sekunder med at ønske mig død, at ønske en ende på det hele, nu og her, jeg kan ikke vente længere, der er intet tilbage i mig, der ikke er færdigt …

Klarheden vender tilbage med et jag gennem lungerne. Kom så, beordrer jeg mig selv. Jeg har altid været god til kulde – jeg plejede at svømme i den to gange om dagen, men det er så længe siden, at jeg har glemt det, jeg er blevet blød over for den. Jeg sparker mine gennemblødte lag ned mod den store krop under mig. Han sidder foruroligende stille på havbunden med lukkede øjne.

Mine hænder rækker langsomt ud og griber fat om hans armhuler. Jeg sætter af fra bunden og haler ham prustende op til overfladen. Han bevæger sig, tager en dyb indånding og vader ind med mig i favnen, som om det er ham, der har reddet mig og ikke omvendt, og hvordan fanden gik det nu til?

“Hvad laver du?” stønner han.

Jeg er målløs. Kulden værker i hele kroppen. “Du var ved at drukne.”

“Jeg hoppede bare i for at blive ædru!”

“Hvad? Nej, du …” Jeg haler mig længere op på bredden.

Langsomt begynder det at sive ind. Mine tænder klaprer sådan,

19

Til verdens ende TRYK.indd 19

16.09.2020 13.09

at jeg må lyde fuldstændig forrykt, da jeg begynder at grine.

“Jeg troede, du havde brug for hjælp.”

Jeg kan ikke helt genkalde mig den logik, der bragte mig hertil. Hvor længe ventede jeg, inden jeg løb? Hvor længe var han dernede?

“For anden gang i aften,” siger han. Så tilføjer han: “Det er jeg sgu ked af. Du må hellere se at komme ind i varmen, skat.”

Folk er strømmet ud fra værtshuset for at se, hvad der er på færde. De står tæt ude på terrassen og ser forvirrede til. Åh, hvor er det pinligt. Jeg griner igen, men det lyder nærmest som et hvæs.

“Er du okay, chef?” råber nogen med en australsk accent.

“Helt okay,” siger manden. “Det var bare en lille misforståelse.”

Han hjælper mig op at stå. Kulden går mig til marv og ben og … hold kæft, hvor gør det ondt. Jeg har faktisk oplevet noget lignende, men det er længe siden. Hvordan kan han klare det så upåvirket?

“Hvor bor du?”

“Du var virkelig længe dernede.”

“Gode lunger.”

Jeg tumler op. “Jeg skal nok få varmen.”

“Har du brug for …”

“Nej.” “Hør!”

Jeg standser og ser mig over skulderen.

Hans arme og læber er blå, men det ser ikke ud til at genere ham. Vores blikke mødes. “Tak for redningen.”

Jeg gør honnør. “Altid til tjeneste,”

20

Til verdens ende TRYK.indd 20

16.09.2020 13.09

Vandet i bruseren er skoldhedt, men jeg er stadig gennemkold.

Min hud er glorød, men jeg mærker ikke noget til det. Det snurrer i de to tæer på min højre fod. Mærkeligt, for de blev skåret af for nogle år siden. Men på den anden side har jeg tit fantomfornemmelser i dem, og lige nu er jeg mere foruroliget over noget helt andet, nemlig hvor hurtigt jeg røg tilbage til cellen. Det skræmmer mig, at det var så meget enklere at kaste sig i vandet end at råbe om hjælp.

Mit drukneinstinkt.

Efter at have iført mig alt det tøj, jeg ejer og har, finder jeg pen og papir frem og sætter mig ved det vaklevorne bord og skriver et klodset brev til min mand.

Så skete det. Jeg har gjort mig så uhjælpeligt til grin, at det ikke står til at redde. Hele byen så en underlig fremmed kvinde kaste sig ud i fjordens isvand for at ulejlige en mand, der bare passede sig selv. Nå, i det mindste er det da en god historie.

Og du kan lige vove på at bruge det som endnu en undskyldning for at sige, at jeg skal tage hjem.

Jeg mærkede min tredje fugl her til morgen, og jeg har forladt ynglepladsen. Mistede mit telt og næsten også forstanden. Men trackerne virker, og jeg har fundet en mand med et skib, der er stort nok til rejsen, så jeg bliver her i Tasiilaq, mens jeg forsøger at overtale ham til at tage mig med. Jeg er ikke sikker på, at jeg får flere chancer, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal tvinge verden ind i en form, jeg kan håndtere. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg gerne vil, der kan lade sig gøre? Det her er et sted, der gør

21

Til verdens ende TRYK.indd 21

16.09.2020 13.09

en akut opmærksom på ens egen magtesløshed. Jeg havde aldrig nogen magt over dig, og jeg har sgu heller ingen over fuglene, for slet ikke at tale om mine egne fødder.

Gid du var her. Du kan overbevise alle om alt.

Jeg stopper og stirrer på ordene. De føles fjollede, som de står der på siden. Efter tolv år er jeg på en eller anden måde dårligere til at udtrykke mine følelser, og sådan burde det ikke være – ikke med den, jeg elsker mest.

Vandet var så koldt, Niall. Jeg troede, jeg skulle dø. Et øjeblik ønskede jeg det.

Hvordan endte vi her?

Jeg savner dig. Det er det eneste, jeg ved. Skriver mere i morgen.

F Jeg lægger brevet i en kuvert og adresserer det, så lægger jeg det sammen med de andre, jeg ikke har sendt endnu. Følelsen vender så småt tilbage til kroppen, og der er en dunkende puls i mine årer, som jeg genkender som blandingen af desperation og ophidselse. Gid der var et ord for denne følelse. Jeg kender den ind og ud, måske skulle jeg selv finde på et navn til den.

Hvorom alting er, så er natten stadig ung, og jeg har en opgave foran mig.

Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg først begyndte at drømme om denne her rejse, eller hvornår den blev en lige så indgroet del af mig som impulsen til at trække vejret. Det er længe siden, eller sådan føles det. Jeg har ikke selv fremelsket den; den åd

22

Til verdens ende TRYK.indd 22

16.09.2020 13.09

mig med hud og hår. Først som en umulig, idiotisk fantasi: at få skibslejlighed på et fiskefartøj og få kaptajnen til at sejle mig så langt sydpå, han kan; idéen om at følge en fugls træk – den længste naturlige migration blandt alle levende væsener. Men viljen er en stærk magt, og min er blevet kaldt en hård herre.

Til verdens ende TRYK.indd 23

16.09.2020 13.09