Tågen

Af samme forfatter på dansk: Mørket 2021 Øen 2021

Tågen_TRYK.indd 2

11.08.2021 14.39

RAGNAR JÓNASSON

TÅGEN På dansk ved Rolf Stavnem

k ri m i

GADS FORLAG

Tågen_TRYK.indd 3

11.08.2021 14.39

Tågen er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Mistur Copyright © Jónasson, Ragnar 2017 Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2021 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet efter originaldesign af Penguin Random House UK Forsidefoto: Shutterstock Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06180-9 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Tågen_TRYK.indd 4

11.08.2021 14.39

Tågen_TRYK.indd 5

11.08.2021 14.39

Gardabær

Reykjavik

Selfoss

Alftanes

Gården

Kirkjubæjarklaustur

I S L A N D

Höfn

Tågen_TRYK.indd 6

11.08.2021 14.39

PROLOG Februar 1988

Hulda Hermannsdottir åbnede øjnene.

Den forbandede sløvhed, der havde slået kløerne i hende, nægtede at forlade hende og tyngede hende ned, som om hun var blevet kraftigt medicineret. Hun havde mest lyst til at sove hele dagen, selv i den her hårde stol. Heldigvis havde hun som efterforsker sit eget kontor, hvad der betød, at hun kunne lukke døren til verden udenfor og lade timerne gå, enten ved at stirre ud i luften eller blunde. Imens hobede sagsakterne sig op på skrivebordet foran hende. Efter at være vendt tilbage fra orlov for to uger siden var hun ikke begyndt på en eneste sag.

Selvfølgelig var hendes forsømmelighed blevet bemærket af Snorri, hendes leder, men man måtte sige til hans ros, at han behandlede hende med forståelse og tålmodighed. Hun var ganske enkelt nødt til at vende tilbage til kontoret, for hun var ikke i stand til at tilbringe så meget som et minut mere i huset sammen med Jon. Selv den storslåede natur ved deres hus på

7

Tågen_TRYK.indd 7

11.08.2021 14.39

Alftanes kunne ikke rokke ved det. Hun hørte ikke bølgernes sukken, så ikke stjernernes glimten og nordlysets flimren. Hun og Jon talte nærmest ikke sammen, hun var holdt helt op med at indlede samtaler med ham, men svarede dog, hvis han henvendte sig direkte til hende.

Februarmørket gjorde ikke tingene bedre. Det var den koldeste og mest grå tid på året, og hver dag syntes vejret bare at blive værre. Og som om det ikke var slemt nok i forvejen, var sneen begyndt at vælte ned og begrave byen i et tykt, dæmpende lag, der tilstoppede alle færdselsårer. Biler kørte fast i gaderne, og Hulda måtte trække på alle sine kørefærdigheder for at forcere de små, uryddede veje på Alftanes i sin Skoda – som ellers var udstyret med førsteklasses pigdæk – før hun kunne køre ud på hovedvejen til Kopavogur.

I en periode havde hun faktisk tvivlet på, om hun nogensinde ville vende tilbage til arbejdet. Ja, hun havde endda tvivlet på, om hun nogensinde ville forlade huset igen eller bare finde kræfter til at forlade sengen. Men til syvende og sidst var der kun to alternativer: at blive hjemme med Jon eller sidde på kontoret fra morgen til aften, også selv om hun intet fik udrettet.

Hun kæmpede med at koncentrere sig og brugte dagene på at flytte sagsakter fra én bunke til en anden. Indimellem prøvede hun at læse dem, men var ude af stand til at fokusere.

Hun vidste alt for godt, at sådan kunne det ikke blive ved med at gå. Skyldfølelsen ville hun aldrig komme sig over, det var hun helt klar over, men smerten ville efterhånden fortage sig.

Det var i hvert fald det håb, hun klyngede sig til. Men hendes vrede mod Jon aftog på ingen måde, den voksede støt og blev bare stadig mere ætsende. Hver dag kværnede raseriet og hadet

8

Tågen_TRYK.indd 8

11.08.2021 14.39

i hende, og hun vidste, at det ikke var godt for hende, men hun kunne ikke lægge bånd på sine følelser. Hun blev nødt til at finde en måde at få afløb for dem på …

Da telefonen ringede, reagerede Hulda ikke. Hun sad fortabt i sin egen mørke verden og åbnede ikke engang øjnene, før den havde ringet adskillige gange. Endelig tog hun telefonen med træge bevægelser, som om hun befandt sig under vand.

“Det er Hulda.”

“Hej, Hulda. Det er Snorri.”

Hun blev straks bekymret. Hendes chef ringede normalt ikke til hende, medmindre det var vigtigt. Som regel var kontakten mellem dem begrænset til morgenmøderne, og af princip blandede han sig ikke ret meget i hendes daglige efterforskningsarbejde.

“Hej,” sagde hun efter en kort tøven.

“Kigger du lige ind til mig? Der er dukket noget op.”

“Jeg er på vej.” Hun lagde på og tjekkede sit udseende i det lille spejl, hun havde i håndtasken. Hvor rædselsfuldt hun så end havde det, var hun fast besluttet på ikke at vise nogen svaghedstegn på kontoret. Naturligvis kunne ingen af hendes kolleger være i tvivl om, hvilken forfatning hun var i, men mere end noget andet frygtede hun at blive sendt tilbage på orlov igen. Den eneste måde, hun stadig kunne hænge sammen på, var ved at holde sig beskæftiget.

Snorri modtog hende med et smil på sit kontor, der var en del større end hendes. Hun kunne mærke hans sympati strømme imod sig og bandede indvendigt, fordi hun var bekymret for, at selv den mindste venlighed fra hans side kunne underminere hendes hårdt tilkæmpede selvkontrol.

9

Tågen_TRYK.indd 9

11.08.2021 14.39

“Hvordan har du det, Hulda?” spurgte han og gav hende tegn til at sætte sig, inden hun kunne nå at svare.

“Fint, fint, omstændighederne taget i betragtning.”

“Hvordan synes du, det er at være tilbage på kontoret?”

“Jeg er langsomt ved at komme op i omdrejninger igen.

Tager mig af nogle løse ender fra et par sager fra sidste år, så det hele er så småt ved at køre på skinner igen.”

“Er du helt sikker på, at du kan klare det?” spurgte Snorri.

“Jeg vil hellere end gerne give dig mere orlov, hvis du har behov for det. Selvfølgelig har vi brug for dig her, det ved du, men vi vil gerne føle os sikre på, at du er i stand til at håndtere de mere krævende sager.”

“Det er jeg med på.”

“Og er du det?”

“Er jeg hvad?”

“I stand til at håndtere dem?”

“Ja,” løj hun og så ham lige i øjnene.

“Godt så. I så fald er der en sag, jeg gerne vil have, at du tager dig af, Hulda.”

“Hvad er det?”

“En væmmelig en.” Han holdt en pause, rynkede panden og understregede sine ord ved at slå ud med armene: “Virkelig væmmelig, faktisk. Et formodet mord ude østpå. Vi skal sende nogen derud med det samme. Jeg beklager at måtte belemre dig med det her, så hurtigt efter at du er vendt tilbage, men ingen andre med lige så meget erfaring som dig er ledige nu.”

Hulda tænkte, at hvis det skulle forestille at være et kompliment, kunne det godt have været serveret bedre, men pyt.

“Selvfølgelig kan jeg tage af sted. Jeg føler mig helt klar,”

10

Tågen_TRYK.indd 10

11.08.2021 14.39

sagde hun og vidste, at det var løgn, allerede mens hun sagde det. “Hvorhenne østpå?”

“Det er på en gård, der ligger helt isoleret og langt fra alt.

Det er utroligt, at nogen stadig forsøger at drive et landbrug helt derude.”

“Hvem er offeret? Ved vi det?”

“Offeret? Åh, beklager, Hulda, jeg har ikke fortalt dig det hele. Vi taler ikke bare om ét lig …” Han holdt en pause. “Man har åbenbart gjort et modbydeligt fund. Det vides ikke, præcis hvornår de døde, men det ser ud, som om ligene i hvert fald har ligget der siden jul …”

Tågen_TRYK.indd 11

11.08.2021 14.39

Tågen_TRYK.indd 12

11.08.2021 14.39

Første del To måneder tidligere

Tågen_TRYK.indd 13

11.08.2021 14.39

Tågen_TRYK.indd 14

11.08.2021 14.39

1 Juledagene 1987

Slut.

Erla lagde bogen fra sig, og med et dybt suk lænede hun sig tilbage i den slidte gamle lænestol.

Hun havde ikke noget begreb om, hvad klokken var. Standeruret i stuen var holdt op med at gå for et stykke tid siden, faktisk var det vel flere år siden nu. De havde ingen anelse om, hvordan man skulle reparere det, og det var så tungt og uhåndterligt, at de aldrig seriøst havde overvejet at slæbe det ud i den gamle jeep og køre det ind til landsbyen ad den lange, bumpede vej. De tvivlede på, at uret ville kunne være i bilen, eller at nogen i landsbyen var i stand til at reparere det gamle urværk. Så derfor stod det der bare til pynt. Uret havde tilhørt Einars, hendes mands, bedstefar. Det forlød, at han havde haft det med sig, da han kom hjem fra Danmark, hvor han havde gået på Landbohøjskolen, for at overtage gården. Det forventede man af ham, plejede Einar at sige. Senere havde

15

Tågen_TRYK.indd 15

11.08.2021 14.39

det været Einars fars tur, før stafetten endelig var gået videre til Einar. Hans bedstefar var for længst død, hans far var også død i en alt for tidlig alder. At drive gården eller bare at leve her var krævende både mentalt og fysisk.

Det gik op for hende, at det var isnende koldt. Det var selvfølgelig, hvad man kunne forvente på denne tid af året.

Huset var gammelt, og under visse vindforhold var der ikke andet at gøre end at vikle sig ind i et tykt tæppe, som hun havde gjort nu. Tæppet holdt hendes krop varm, men hendes hænder, der stak ud under det, var så kolde, at det var svært at blade i bogen. Men det tålte hun gerne. At læse var noget af det bedste, hun vidste. En god bog kunne bringe hende langt, langt væk til en anden verden, et andet land, en anden kultur, hvor klimaet var mildere og livet lettere. Ikke fordi hun var utaknemmelig eller utilfreds med gården eller dens beliggenhed, slet ikke. Det var trods alt Einars slægtsgård, så der var ikke andet for end at bide tænderne sammen og få det bedste ud af det. Erla var vokset op i efterkrigstidens Reykjavik og havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive gift med en bonde og bo i den islandske ødemark, men mødet med Einar havde slået benene væk under hende. Da de stadig var i midten af tyverne, havde de fået Anna.

Apropos Anna, så var hendes hus i en noget bedre stand end deres. Det var oprindeligt blevet bygget som aftægtsbolig et godt stykke væk fra deres hus og var langtfra lige så gammelt. Det værste ved afstanden var, at de kun med stort besvær kunne kigge forbi og hilse på hinanden, når vejret var som nu.

Einar lod som regel jeepen stå i garagen i de strengeste vintermåneder, for selv en firehjulstrækker med pigdæk og kæder

16

Tågen_TRYK.indd 16

11.08.2021 14.39

var ubrugelig, når sneen for alvor væltede ned, dag efter dag efter dag. Under de forhold var det lettere at komme omkring til fods eller på ski, så det var et held, at både hun og Einar var habile skiløbere. Det kunne have været dejligt at løbe på ski noget oftere, bare en gang imellem, afprøve sine evner på en rigtig slalomløjpe, men der havde aldrig været særlig meget tid til den slags. Pengene havde også altid været små, gården kunne lige akkurat løbe rundt, og de kunne ikke tillade sig at bruge ret meget på fritid eller rejser. Det var ikke til diskussion.

Målet var, som det hele tiden havde været, at holde skindet på næsen, holde gården kørende, og helst med et lille overskud.

Hun vidste, at for Einar var det familiens ære, der stod på spil.

Han bar forfædrenes tunge byrde på skuldrene, de fulgte med i alt, hvad han foretog sig.

Bedstefaren, Einar Einarsson den første, holdt øje med dem i den ældste del af huset, hvor Erla sad nu. Den originale trækonstruktion havde han bygget med “sine bare hænder og med blod, sved og tårer”, som hendes mand havde udtrykt det.

Einars far, Einar Einarsson den anden, havde overopsynet med det, Erla kaldte den nye fløj, udvidelsen bygget i beton, der nu rummede soveværelser og var blevet opført, da hendes mand, Einar Einarsson den tredje, var barn.

Erla følte langtfra den samme ærbødighed over for sine egne forfædre. Hun nævnte dem sjældent. Hendes forældre, der var skilt, boede i hovedstaden, og hun så nærmest aldrig sine tre søstre. Ganske vist spillede afstanden en vis rolle, men sandheden var, at hendes familie aldrig havde været særlig tæt knyttet. Da hendes forældre gik fra hinanden, havde søstrene ikke gjort meget for at bevare forbindelsen, og familietræf var

17

Tågen_TRYK.indd 17

11.08.2021 14.39

sjældne. Det var ikke noget, Erla sørgede over. Det ville have været dejligt at have nogen at støtte sig til, men i stedet fokuserede hun på at styrke båndene til Einars familie.

Hun sad som limet til stolen og havde ikke energi til at rejse sig med det samme. Der var ingen andre steder at gå hen end på hovedet i seng, og hun ville gerne holde sig vågen lidt endnu og nyde stilheden. Einar var faldet i søvn for mange timer siden.

For ham var det en dyd at stå tidligt op, og han skulle alligevel op og fodre fårene. Men på den her tid af året, lige op til jul, hvor dagene var kortest, kunne Erla ikke se nogen som helst grund til at tvinge sig ud af sengen, når det stadig var bælgravende mørkt. Det ville først begynde at lysne ved ellevetiden, og efter hendes mening var det et passende tidspunkt at vågne på i december. I løbet af årene havde ægteparret lært ikke at skændes om trivialiteter, som for eksempel hvornår man skulle stå op. Det var ikke ligefrem, fordi de modtog mange gæster herude, så de havde ikke andet valg end at komme godt ud af det med hinanden. De elskede også hinanden, måske ikke ligesom da de først mødtes, men deres kærlighed var blevet dybere med årene.

Erla fortrød at have læst bogen så hurtigt. Hun skulle have trukket den lidt længere ud. Sidst de var i landsbyen sammen, havde hun lånt femten romaner på biblioteket, hvad der var over det tilladte, men omstændighederne gjorde, at hun havde en særordning. Hun fik også lov at låne bøgerne længere end normalt, nogle gange op til to eller tre måneder, når vejret var rigtig slemt. Nu havde hun læst alle femten, denne var den sidste. Hun havde læst dem usædvanlig hurtigt, selv om det ikke var til at vide, hvornår hun næste gang kom på biblioteket. Hun

18

Tågen_TRYK.indd 18

11.08.2021 14.39

havde ikke kunnet få sig selv til at bede Einar hente flere bøger, da han tog skiene til landsbyen forleden, for de ville bare have tynget ham. Hun blev overvældet af den velkendte følelse af tomhed, når noget slap op, og der ikke var nogen mulighed for at erstatte det. Hun var strandet her. At beskrive følelsen som tomhed var ikke helt dækkende, det ville være mere korrekt at sige, at hun næsten følte sig som en fange herude i ødemarken.

Al snak om at føle sig isoleret var forbudt på gården. Det var en følelse, de blev nødt til at ignorere, fordi livet ellers let ville blive utåleligt.

Kvælende …

Det havde været en virkelig god bog, den bedste af de femten. Men ikke så god, at hun kunne finde på at læse den igen lige med det samme. Og hun havde læst alle de andre bøger, som de enten havde købt eller arvet sammen med huset, adskillige af dem flere gange.

Hendes blik faldt på grantræet i hjørnet af stuen. For en gangs skyld havde Einar gjort sig en smule umage for at finde et smukt eksemplar. Dets duft var en hyggelig påmindelse om, at julen stod for døren. De gjorde så sandelig deres bedste for at fortrænge mørket under højtiden, om det så kun var for en kort stund, og med ensomheden fulgte der en afslappet følelse af at kunne være helt i fred. Man skulle i hvert fald være særdeles målrettet for at tage så langt ind i landet i den dybe sne. Indtil videre var det aldrig sket.

Træet var ikke blevet pyntet endnu. Det var en familietradition at vente med det til den 23. december, Thorlaks messe, men der lå allerede et par gaver under træet. Det gav ingen mening at forsøge at gemme gaverne for hinanden, for de var

19

Tågen_TRYK.indd 19

11.08.2021 14.39

alle blevet købt for længe siden. Man kunne ikke lige smutte ned i byen juleaften for at købe det, man havde glemt, som for eksempel sidste-øjebliks-gaver eller fløde til sovsen.

Der lå bøger under træet, det vidste hun, og det var utrolig fristende at pakke en af dem op. Einar gav hende altid mindst et par romaner, og mere end noget andet ved juleaften glædede hun sig til at se, hvilke det var, og efterfølgende ville hun så slå sig ned i lænestolen med en æske chokolade og den traditionelle blanding af maltøl og appelsinvand og læse til langt ud på natten. Alle forberedelser var gjort. Æsken med chokolade lå uåbnet på spisebordet. Der stod maltøl og appelsinvand i spisekammeret, og det måtte ingen røre, før højtiden officielt begyndte, hvad der i følge islandsk tradition var klokken 18 juleaften, når der blev ringet til julemesse. Det sagde sig selv, at de til hovedret skulle have røget fårekød, hangikjöt, den traditionelle islandske julemad.

Erla rejste sig en smule stivbenet og mærkede kulden, så snart hun brød ud af sin varme puppe. Hun gik over til stuevinduet, trak gardinerne fra og stirrede ud i mørket. Det sneede.

Men det vidste hun i forvejen. Det sneede altid her om vinteren.

Hvad kunne man ellers forvente i Island så langt inde i landet og så højt over havets overflade? Hun smilede skævt. Det var ikke et sted for mennesker, ikke på den her tid af året. Einars forfædres stædighed var beundringsværdig, men nu følte Erla, at de måtte bøde for deres beslutninger. Takket være dem var hun strandet her.

Gården skulle holdes i gang for enhver pris. Det var ikke for at beklage sig, men adskillige gårde i nabolaget, hvis man kunne kalde et så tyndt befolket område for et nabolag, var

20

Tågen_TRYK.indd 20

11.08.2021 14.39

blevet forladt i løbet af de seneste ti år, og Einar reagerede altid på samme måde. Han skældte dem ud, der flyttede væk, kaldte dem krystere og sagde, at de gav op for let. Og hvad skulle de i øvrigt leve af, hvis de forlod gården? De kunne være sikre på, at deres jord ikke var noget som helst værd, hvis de prøvede at sælge den, og andre jobmuligheder var der ikke mange af herude. Hun kunne ikke forestille sig Einar arbejde for andre efter at have været sin egen herre det meste af sit liv.

“Erla.” Hun kunne høre ham kalde fra soveværelset, hans stemme var hæs. Hun var overbevist om, at hun havde hørt ham snorke tidligere. “Hvorfor kommer du ikke i seng?”

“Jeg er på vej,” sagde hun. Hun slukkede lampen i stuen og pustede stearinlyset ud, som hun havde tændt på bordet ved siden af sig for at skabe en hyggelig atmosfære, mens hun læste.

Einar havde tændt læselampen. Han lå i sin side af sengen, som det vanemenneske, han var. Et glas vand, vækkeur og en roman af Laxness. Erla kendte ham godt nok til at vide, at han syntes, det tog sig godt ud at have en klassiker som Laxness liggende på natbordet, selv om han aldrig fik læst ret meget.

De havde de fleste af Laxness’ romaner, og hun havde læst dem alle mere end én gang. Det, Einar egentlig læste i disse dage, var gamle aviser og magasiner og desuden artikler om det paranormale. Alle deres aviser var naturligvis gamle, nogle ældre end andre, og på denne tid af året kunne der gå måneder mellem hver avis. Alligevel fortsatte de med at få partibladet, der hobede sig op på posthuset sammen med enkelte andre magasiner, de også abonnerede på.

Hun kunne godt forstå Einars interesse for de aktuelle

21

Tågen_TRYK.indd 21

11.08.2021 14.39

nyheder, men hans fascination af spøgelseshistorier og bøger om den spirituelle verden kunne hun ikke fatte, ikke når de boede et så uhyggeligt sted.

Om vinteren gik der ikke en dag, hvor hun ikke oplevede noget, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen. Hun troede ikke på spøgelser, men isolationen, stilheden og det forbandede mørke forstærkede selv den mindste knirken i gulvbrædderne, den hylende vind, skyggerne fra et flakkende lys, og det fik hende indimellem til at overveje, om hun måske alligevel burde tro på spøgelser, for måske ville det gøre livet mere udholdeligt.

Erla krøb i seng og forsøgte at finde en god stilling. Hun prøvede at glæde sig til næste morgen, men det var ikke let. Hun ønskede at være fortryllet af stedet, af afsondretheden, ligesom Einar var det, men hun kunne bare ikke mobilisere følelsen, ikke længere. Hun vidste, at det ikke ville blive bedre næste dag, at den dag ikke ville adskille sig det mindste fra den, der netop var gået. Julen betød en smule variation i rutinen, men det var alt. Nytårsaften var også bare endnu en dag, selv om de altid gjorde noget særligt ud af maden, hangikjöt ligesom juleaften, men de havde ikke fyret en raket af i umindelige tider. Fyrværkeri blev anset for at være et risikobetonet produkt, og derfor blev det kun solgt i en begrænset periode, hvad der betød, at man aldrig kunne få noget, når hun og Einar købte stort ind i landsbyen før jul. Det var som regel i november, inden den værste sne faldt, og det var svært at retfærdiggøre en ekstra tur midt om vinteren bare for nogle få raketter og stjernekastere. Desuden var de enige om, at det ikke gav særlig meget mening at fyre raketter af ude i ingenmandsland. Det var i hvert fald sådan, Einar havde udtrykt det, og hun havde som

22

Tågen_TRYK.indd 22

11.08.2021 14.39

sædvanlig bakket ham op, selv om hun inderst inde savnede den farveeksplosion, som de havde plejet at hilse det nye år velkommen med.

“Hvorfor er du så sent oppe, skat?” spurgte han blidt.

Hun kunne se på sin clockradio, at den endnu ikke var elleve, men her i det evige mørke var tidspunktet uden betydning. De levede i deres egen rytme, gik alt for tidligt i seng og stod alt for tidligt op. Hendes tavse oprør, der bestod i at blive oppe for at læse, førte ingen steder hen.

“Jeg skulle læse min bog færdig,” sagde hun. “Jeg er ikke søvnig. Og så tænkte jeg, om vi måske skulle ringe til Anna for at høre, om hun har det godt.” Som svar på sit eget spørgsmål tilføjede hun: “Men det er sikkert for sent at ringe nu.”

“Må jeg slukke lyset?” spurgte han.

“Ja, gør bare det,” sagde hun modvilligt. Han trykkede på kontakten, og de var helt indhyllet i mørke. Så massivt og alligevel så stille. Ikke det mindste lys at se nogen steder. Hun kunne mærke sneen falde udenfor og vidste, at de ikke skulle nogen steder hen foreløbig. Det var det liv, de havde skabt for sig selv. Der var ikke andet at gøre end at holde ud.

Tågen_TRYK.indd 23

11.08.2021 14.39