Page 1

PAT R I C K M E L RO S E- R O MA N E RN E

„Jeg læste Patrick Melrose-romanerne på fem dage. Da jeg var færdig, læste jeg dem igen.“ The Guardian

GADS FORLAG


Edward St_TRYK.indd 2

23/04/15 15.29


Edward St Aubyn patrick melrose-romanerne ­­1

Glem det Dårligt nyt En smule håb på dansk ved Camilla Christensen

gads forlag

Edward St_TRYK.indd 3

23/04/15 15.29


Edward St_TRYK.indd 10

23/04/15 15.29


1

Klokken halv otte om morgenen kom Yvette gående op ad ind‑ kørslen til huset med det vasketøj i favnen, hun havde strøget aftenen før. Der lød en svag, klaskende lyd fra hendes ene sandal, hun klemte tæerne sammen for at forhindre den i at falde af, og den ødelagte rem fik hende til at gå usikkert på den ujævne, stenede jord. Under rækken af cypresser langs indkørslen så hun hen over muren lægen stå inde i haven. Han var iført sin blå morgenkåbe og havde solbriller på, selv om det stadig var for tidligt til, at septembersolen var stået op bag kalkstensbjerget, og han rettede en kraftig stråle fra vandslangen i sin venstre hånd mod kolonnen af myrer, der hastigt bevægede sig hen over gruset for hans fødder. Hans teknik var gennemprøvet: Han ville lade de overlevende kæmpe et stykke tid på de våde sten for at genfinde deres værdighed, inden han igen oversprøjtede dem med det brusende vand. Med den frie hånd tog han en cigar ud af mun‑ den, og røgen drev op gennem de gråbrune krøller, der dækkede de fremspringende knogler i hans pande. Så klemte han tommelfingeren mod slangen og gjorde vandstrålen tynd og hård for mere effektivt at hamre løs på en myre, som han var fast besluttet på at slå ihjel. Yvette skulle bare forbi figentræet, så kunne hun smutte ind i huset, uden at doktor Melrose vidste, at hun var kommet. Han havde dog for vane at kalde på hende uden at se op fra jorden, netop som hun regnede med at være skjult bag træet. I går havde han talt til hende

11

Edward St_TRYK.indd 11

23/04/15 15.29


så længe, at hun var blevet træt i armene, men ikke længe nok til, at hun risikerede at tabe linnedet. Han vurderede den slags meget præcist. Indledningsvis havde han med overdrevet respekt for hendes indfødte kendskab til Provence spurgt, hvad hun mente om mistralen. Da han var nået til at vise venlig interesse for hendes søns arbejde på skibsværftet, havde smerten bredt sig til hendes skuldre og var begyndt at foretage skarpe strejftog op i nakken. Hun havde været fast besluttet på at blive stående, selv da han begyndte at spørge til hendes mands rygsmerter, og om de muligvis ville forhindre ham i at køre traktoren under høsten. I dag råbte han ikke det “Bonjour, chére Yvette,” som indvarslede disse ivrige morgensamtaler, og hun bukkede sig under de lavthængende grene på figentræet og gik ind i huset. Slottet, som Yvette kaldte det – mr. og mrs. Melrose selv kaldte det en gammel gård – var bygget på en skrænt, så starten på indkørslen var på højde med husets førstesal. En bred trappe førte langs den ene side af huset ned til en terrasse foran dagligstuen. En anden trappe førte langs den anden side af huset ned til et lille udhus, der blev brugt til at skjule skraldespandene. Om vinte‑ ren strømmede vand klukkende ned ad skrænten gennem en række damme, men på denne tid af året kom der ikke en lyd fra renden, der løb forbi figentræet. Den var blokeret af maste og flækkede figner, der plettede jorden de steder, hvor de var faldet. Yvette gik ind i det højloftede, mørke rum og satte vasketøjet fra sig. Hun tændte lyset og begyndte at sortere håndklæderne fra sengetøjet og sengetøjet fra dugene. Der var ti store skabe med høje stabler af nydeligt foldet linned, som aldrig blev brugt. Yvette åbnede sommetider skabene for at beundre den fredede samling. I nogle af dugene var laurbærgrene og drueklaser vævet ind på en måde, der kun kunne ses, når de blev holdt i særlige vinkler. Hun lod fingeren løbe hen over de monogrammer, der var broderet på de bløde hvide lagner, og hen over kransene, der omgav bogstavet ‘V’ i hjørnet af

12

Edward St_TRYK.indd 12

23/04/15 15.29


lommetørklæderne. Hendes favorit var en broderet enhjørning på noget af det ældste sengetøj; heller ikke det blev nogensinde brugt, og mrs. Melrose insisterede på, at Yvette genbrugte den samme triste stabel almindeligt linned fra det lille skab ved døren. Eleanor Melrose stormede op ad de lave trin fra køkkenet til ind‑ kørslen. Hvis hun havde gået langsommere, ville hun måske være kommet til at vakle, standse op og fortvivlet sætte sig på den lave mur langs trappen. Hun følte sig stærkt utilpas på en måde, hun ikke vovede at udfordre med mad og allerede havde forværret med en cigaret. Hun havde børstet tænder efter at have kastet op, men havde stadig smagen af galde i munden. Hun havde også børstet tænder, inden hun kastede op – det optimistiske træk i hendes karakter lod sig ikke helt kue. Morgenerne var blevet køligere siden begyndelsen af september, og der var allerede en lugt af efterår i luften, men det havde stort set ingen betydning for Eleanor, der svedte gennem det tykke lag pudder på panden. For hvert skridt skubbede hun fra med hænderne mod knæene for at komme fremad, mens hun gennem et par store solbriller kiggede ned på de hvide lærredssko på sine blege fødder og de dybpink råsilkebukser, der klæbede til hendes ben og fik dem til at ligne forvoksede chilifrugter. Hun forestillede sig vodka hældt over is, så alle isterningerne, der før havde været uigennemsigtige, blev klare og skiltes i glas‑ set, mens isen knagede som en rygrad i hænderne på en selvsikker kiropraktor. Alle de klæbrige, uformelige isterninger flød klirrende rundt, der var rimfrost på glassets sider, og vodkaen føltes kold og behagelig i munden. Indkørslen drejede skarpt til venstre fra trappen og blev til en cirkel af flad jord, hvor hendes kastanjebrune Buick stod parkeret under et pinjetræ. Den var lang og havde dæk med hvide kanter, og den forekom helt absurd på baggrund af terrasserne med vin og oliven, men for Eleanor var hendes bil som et konsulat i en fremmed by, og

13

Edward St_TRYK.indd 13

23/04/15 15.29


hun bevægede sig hen mod den med samme iver som en turist, der havde været udsat for et røveri. Perler af gennemskinnelig harpiks hang fast på Buickens køler‑ hjelm. En klat harpiks med en vissen pinjenål klæbede til det nederste af forruden. Hun forsøgte at pille den af, men tværede den bare endnu mere ud over forruden og fik klistrede fingerspidser. Hun havde en stærk trang til at sætte sig ind i bilen, men blev tvangsmæssigt ved med at kradse på harpiksen, der gjorde hendes fingernegle sorte. Grunden til, at Eleanor satte så stor pris på sin Buick, var, at David aldrig kørte i den eller så meget som sad i den. Huset og jorden var hendes, hun betalte tjenestefolkene og drikkevarerne, men egentlig ejede hun kun denne bil. Da hun for tolv år siden mødte David for første gang, var hun blevet fascineret af hans udseende. Det ansigtsudtryk, mænd føler sig berettiget til at have, når de fra en kuldslået engelsk dagligstue kigger ud over deres jord, var langsomt gennem fem århundreder stivnet til en tvær grimasse og havde fundet sin endelige form i Davids ansigt. Eleanor havde aldrig rigtig forstået, hvorfor englændere mente, at det var så distingveret ikke at have foretaget sig noget som helst i generationer, men David lod hende ikke i tvivl om, at det gjorde de. Han nedstammede desuden fra Charles II gennem en prostitueret. “Det ville jeg holde for mig selv, hvis jeg var dig,” havde hun spø‑ gefuldt sagt, da han fortalte hende det. I stedet for at smile havde han vendt siden til hende på en måde, hun efterhånden var kommet til at afsky. Han havde skudt underlæben frem og set ud, som om det var et udtryk for stor tolerance, at han ikke lod en knusende bemærkning falde. Engang havde hun været fuld af beundring for den måde, David blev læge på. Da han havde fortalt sin far, general Melrose, om sin hensigt, havde denne straks inddraget sin økonomiske støtte til ham og valgt at bruge pengene på at opdrætte fasaner. At skyde mænd og dyr var en passende beskæftigelse for gentlemen, at pleje deres

14

Edward St_TRYK.indd 14

23/04/15 15.29


sår var en sag for kødsnedkere fra middelklassen. Det var generalens holdning, og den gjorde jagt til en endnu større nydelse for ham. Det faldt ikke general Melrose svært at behandle sin søn køligt. Den første gang, han havde vist ham interesse, var, da David forlod Eton, og hans far havde spurgt ham, hvad han nu ville lave. David stammede: “Det ved jeg vist desværre ikke, sir.” Han vovede ikke at indrømme, at han gerne ville være komponist. Det var ikke undgået generalens opmærksomhed, at hans søn sad og klimprede på klaveret, og han konkluderede med rette, at en karriere i hæren ville sætte en stopper for denne kvindagtige tilbøjelighed. “Du må hellere gå ind i hæren,” sagde han og bød sin søn en cigar med kejtet kammeratlighed. Alligevel havde David på Eleanor virket helt anderledes end flok‑ ken af lavadelige engelske snobber og deres fjerne slægtninge, der drev rundt og ventede på, at noget skulle ske; en pludselig opstået situation eller en weekend, hvor de kunne svælge i minder, der ikke engang var deres egne, minder om den måde, deres bedstefædre havde levet på, som i virkeligheden ikke var den måde, deres bedstefædre havde levet på. Da hun mødte David, syntes hun, at han var den første, der for alvor forstod hende. Nu var han den sidste, hun ville henvende sig til for at finde forståelse. Det var svært at forklare denne tingenes forandrede tilstand, og hun forsøgte at skyde den tanke fra sig, at han bare havde ventet på at kunne komme til at bruge hendes penge til at virkeliggøre sine fantasier om, hvordan han fortjente at leve. Omvendt var det måske hendes penge, der havde fordærvet ham. Han var holdt op med at praktisere som læge kort tid efter deres bryllup. I begyndelsen havde der været tale om at bruge nogle af hendes penge på at oprette et hjem for alkoholikere. På sin vis var det lykkedes dem. Tanken om at møde David slog atter Eleanor. Hun lod harpiksen på forruden være harpiks, satte sig ind den uhåndterlige Buick og kørte forbi trappen, videre ned ad den støvede indkørsel og standsede først, da hun var nået halvvejs ned ad bakken. Hun var på vej over

15

Edward St_TRYK.indd 15

23/04/15 15.29


til Victor Eisens villa, så hun kunne køre tidligt ud til lufthavnen sammen med Anne, men først var hun nødt til at komme lidt til hægterne. Pakket ind i en pude under førersædet lå en halv flaske Bisquit-cognac. I tasken havde hun de gule piller, der skulle kvikke hende op, og de hvide, der skulle fjerne den skræk og panik, der fulgte med klarheden. Med tanke på den lange køretur, der ventede hende, tog hun fire af de gule piller i stedet for to og derefter, af angst for, at den dobbelte dosis ville gøre hende nervøs, to af de hvide, som hun skyllede ned med omkring halvdelen af cognacen. Først mærkede hun en voldsom gysen, og så, inden den overhovedet var nået ud i blodbanen, det skarpe smæld af alkohol, der fyldte hende med taknemmelighed og varme. Hun sank tilbage i sædet, efter indtil nu at have siddet stift ret op og ned, og genkendte sig selv i spejlet for første gang den dag. Hun indtog sin krop på samme måde som en søvngænger, der går i seng igen efter en farefuld ekspedition. Gennem det lukkede vindue så hun sort-hvide skader lette lydløst fra vinstokkene og pinjetræernes nåle tegne sig tydeligt mod den blege himmel, der var blæst ren af to dages kraftig vind. Hun startede motoren igen og kørte, manøvrerede i en tåge bilen hen ad de stejle, smalle veje. David Melrose var træt af at drukne myrer og opgav havevan‑ dingen. Så snart denne beskæftigelse mistede hans intense interesse, blev han ramt af fortvivlelse. Der var altid endnu en myretue, endnu en terrasse med tuer. Han udtalte ordet ‘myrer’, ants, som aunts, ‘tanter’, og det gav hans morderiske gøremål et løft at have sin mors syv hovne søstre i tankerne; arrogante, egoistiske kvinder, som han havde demonstreret sit talent på klaveret for, da han var barn. David lod slangen falde ned på grusstien og tænkte på, hvor værdiløs Eleanor var blevet for ham. Hun havde alt for længe været paralyseret af angst. Det var som at palpere en patients forstørrede lever, selv om man allerede havde fået bekræftet, at det gjorde ondt. Han var meget sjældent i stand til at få hende til at slappe af.

16

Edward St_TRYK.indd 16

23/04/15 15.29


Han huskede den aften tolv år tidligere, hvor han havde inviteret hende på middag i sin lejlighed. Hvor var hun tillidsfuld dengang! De havde allerede været i seng med hinanden, men Eleanor var stadig genert over for ham. Hun var iført en temmelig formløs hvid kjole med store, sorte polkaprikker. Hun var otteogtyve, men virkede yngre på grund af den enkle måde, hendes glatte, lyse hår var klippet på. Han fandt hende køn på en diffus, farveløs måde, men det var hendes rastløshed, der tændte ham, den stilfærdige frustration hos en kvinde, der længes efter at kaste sig ud i noget betydningsfuldt, men ikke kan finde ud af, hvad det skal være. Han havde lavet en marokkansk ret, due med fyld af mandler. Han serverede den for hende på en bund af safranris, men efter at have sat tallerkenen foran hende, trak han den til sig igen. “Vil du gøre noget for mig?” spurgte han. “Selvfølgelig,” sagde hun. “Hvad?” Han satte tallerkenen ned på gulvet bag hendes stol og spurgte: “Vil du spise maden uden at bruge kniv og gaffel eller hænder, bare spise den direkte af tallerkenen?” “Som en hund mener du?” spurgte hun. “Som en pige, der lader, som om hun er en hund.” “Men hvorfor?” “Fordi jeg gerne vil have det.” Han nød den risiko, han løb. Hun kunne have sagt nej og være gået sin vej. Hvis hun blev og gjorde, hvad han ønskede, ville han erobre hende. Det mærkelige var, at det ikke faldt nogen af dem ind at le. At underkaste sig – selv på en absurd måde – var en stærk fristelse for Eleanor. Hun ville nu ofre ting, hun ikke gik op i – bordskik, værdighed, stolthed – for noget, hun gerne ville tro på, nemlig of‑ fervilje. Tomheden i hendes gestus, den kendsgerning, at den ikke gavnede nogen, fik den på det tidspunkt til at virke mere ren. Hun lagde sig på alle fire på det luvslidte persiske tæppe med håndfladerne fladt på hver side af tallerkenen. Albuerne stak ud, da hun sænkede

17

Edward St_TRYK.indd 17

23/04/15 15.29


overkroppen og greb et stykke due med tænderne. Hun mærkede det spænde over lænden. Hun rettede sig op med hænderne hvilende på knæene, mens hun tyggede stilfærdigt. Duen smagte mærkeligt. Hun kunne se Davids sko, den ene pegede mod hende nede på gulvet, den anden dinglede i luften lige ved siden af hende. Hun løftede ikke blikket højere end til knæene på hans korslagte ben, men bøjede sig igen og spiste denne gang mere ivrigt, rodede rundt i bunken af ris for at fange en mandel mellem læberne og rystede forsigtigt på hovedet for at løsne et stykke duekød fra benene. Da hun omsider så op på ham, var hendes ene kind smurt ind i sovs, og gule riskorn klistrede til hendes mund og næse. Der var ikke længere nogen forvirring at spore i hendes ansigt. I nogle få sekunder havde David forgudet hende, fordi hun gjorde, hvad han bad hende om. Han strakte foden ud og lod forsigtigt kan‑ ten af sin sko løbe hen over hendes kind. Han var aldeles fortryllet af den tillid, hun viste ham, men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med den, da den allerede havde tjent sit formål, hvilket var at demonstrere, at han kunne få hende til at underkaste sig. Næste dag fortalte han Nicholas Pratt, hvad der var sket. Det var en af de dage, hvor han fik sin sekretær til at sige, at han havde travlt, mens han sad og drak i sin klub på tryg afstand af feberhede børn og kvinder, der lod, som om deres tømmermænd var migræne. Han kunne godt lide at drikke under det blå og gyldne loft i mor‑ genværelset, hvor man altid på en eller anden måde kunne fornemme de betydningsfulde mænd, som havde haft deres gang her. Denne magtens atmosfære virkede animerende på kedsommelige, udsvæ‑ vende og tvivlsomme klubmedlemmer, holdt dem flydende som små joller, der gynger i deres fortøjninger, når en stor yacht er på vej ud af den havn, de ligger i. “Hvorfor fik du hende til det?” spurgte Nicholas, der vaklede mellem afsky og skadefryd. “Hun har jo ikke noget stort talent for konversation,” sagde David.

18

Edward St_TRYK.indd 18

23/04/15 15.29


Nicholas svarede ikke. Han følte, at han blev tvunget ind i en sammensværgelse på nøjagtig samme måde, som Eleanor var blevet tvunget til at spise. “Var hendes konversation mere interessant, da hun lå på alle fire?” spurgte han. “Jeg er ikke tryllekunstner,” sagde David. “Jeg kunne ikke gøre hende mere underholdende, men jeg var i det mindste i stand til at få hende til at holde mund. Jeg var bange for, at vi skulle til at føre endnu en samtale om ulemperne ved at være rig. Dem kender jeg meget lidt til, og hun kender meget lidt til alt andet.” Nicholas kluklo, og David viste tænder. David forspildte måske nok sine evner, tænkte Nicholas, men at smile havde han aldrig været særlig god til. David gik til højre ad den dobbelte trappe, der førte fra haven op til terrassen. Selv om han var fyldt tres, var hans hår stadig tykt og lidt viltert. Hans ansigt var forbløffende smukt. Det eneste, man kunne udsætte på det, var, at det var fejlfrit; det var et mønsteransigt, og det gav et sært indtryk af tomhed, som om intet spor efter ejerens liv kunne ændre de perfekte linjer. Folk, der kendte David godt, ledte efter tegn på forfald, men hans maske blev mere og mere ædel for hvert år, der gik. Bag solbrillerne flakkede hans blik i det skjulte for at finde andres svagheder, uanset hvor ubevægeligt han holdt sit hoved. At stille diagnoser havde været hans mest indlysende evne som læge, og når han havde demonstreret den, havde han tit mistet interessen for sine patienter, medmindre noget ved deres lidelse vakte hans interesse. Uden solbrillerne virkede han distræt, indtil han fik øje på et andet menneskes sårbarhed. Så blev udtrykket i hans øjne hårdt som en spændt muskel. Han standsede øverst på trappen. Hans cigar var gået ud, og han smed den over muren ned i klatreplanterne nedenunder. Vildvinen, der dækkede husets sydside, havde allerede fået et rødligt skær. Han glædede sig over den farve. Den var en trodsig gestus mod forfal‑

19

Edward St_TRYK.indd 19

23/04/15 15.29


det – som en mand, der spytter sin plageånd i ansigtet. Han havde set Eleanor skynde sig tidligt af sted i sin latterlige bil. Han havde også set Yvette forsøge at snige sig ubemærket ind i huset. Hvem kunne bebrejde dem det? Han vidste, at hans dårlige behandling af Eleanor kun var effektiv, hvis han af og til gav udtryk for omsorg og kom med floromvundne undskyldninger for sin destruktive natur, men han havde opgivet denne balancegang, fordi hans skuffelse over hende var grænseløs. Han vidste, at hun ikke kunne hjælpe ham med at løse den knude af tavshed, han bar i sig. I stedet mærkede han, at den som en trussel om kvælning blev stadig strammere og kastede en skygge over hvert åndedrag, han tog. Det var absurd, men hele sommeren havde han været besat af erindringen om en stum krøbling, han havde set i Athens lufthavn. Denne mand, der havde forsøgt at sælge små poser pistacienødder ved at smide reklamer ned i skødet på de ventende passagerer, slæbte sig af sted, stampede i jorden med ukontrollable fødder, hovedet hang og dinglede, og han vendte det hvide ud af øjnene. Hver gang David havde kigget på mandens mund, der vred sig tavst som en gispende fisk på en flodbred, følte han sig svimmel. David lyttede til den hvislende lyd fra sine tøfler, da han gik op ad de sidste trin til døren, der førte fra terrassen ind i dagligstuen. Yvette havde ikke trukket gardinerne fra endnu, og det sparede ham for besværet ved at trække dem for igen. Han satte pris på, at dag‑ ligstuen virkede dunkel og nobel. En mørkerød og tung forgyldt stol, som Eleanors amerikanske bedstemor havde lokket fra en gammel venetiansk familie på en af sine bjærgsomme rejser gennem Europa, stod skinnende op ad stuens modsatte væg. Han glædede sig over den skandale, der var forbundet med erhvervelsen af den, og vel vidende, at den burde opbevares i sikkerhed på et museum, gjorde han et stort nummer ud af at sidde i den så tit som muligt. Sommetider når han var alene, satte han sig i Dogens Stol, som den blev kaldt, på kanten

20

Edward St_TRYK.indd 20

23/04/15 15.29


af sædet med højre hånd på et af de kunstfærdigt udskårne armlæn og indtog en stilling, han huskede fra Illustrated History of England, som han havde fået i sin skoletid. Billedet viste Henry V’s storslåede vrede, da han fik en gave bestående af tennisbolde tilsendt af den uforskammede franske konge. David var omgivet af rovet fra Eleanors amerikanske familie på mødrene side. Tegninger af Guardi og Tiepolo, Piazetta og Novelli fyldte væggene. En fransk attenhundredetalsskærm med et mylder af gråbrune aber og lyserøde roser, delte det langstrakte rum i to. Halvvejs skjult bag den set fra det sted, hvor David befandt sig, stod et sort, kinesisk skab med toppen dækket af sirlige rækker af flasker og hylderne indeni fyldt med flere forsyninger. Mens David skænkede sig en drink, tænkte han på sin døde svigerfar, Dudley Craig, en charmerende, fordrukken skotte, der var blevet smidt ud af Eleanors mor, Mary, da han blev for dyr i drift. Efter at være blevet skilt fra Dudley Craig havde Mary giftet sig med Jean de Valençay, fordi hun havde ment, at hvis hun alli‑ gevel skulle forsørge en mand, kunne han lige så godt være hertug. Eleanor var vokset op i en række huse, hvor hver eneste genstand tilsyneladende havde været i en konges eller kejsers eje. Husene var vidunderlige, men gæsterne forlod dem med lettelse vel vidende, at de i hertugindens øjne ikke var helt gode nok til de stole, de sad på. David gik hen til det høje vindue for enden af stuen. Det eneste, hvis gardin var trukket fra, og som havde udsigt til bjerget overfor. Han kiggede tit på de nøgne fremspring af forreven kalksten. Som‑ metider mindede de ham om modeller af menneskehjerner spredt på den mørkegrønne bjergside, andre gange om en enkelt hjerne, der var snittet i småstykker. Han satte sig i sofaen ved siden af vinduet og kiggede ud, mens han forsøgte at fremkalde blot en antydning af ærefrygt.

Edward St_TRYK.indd 21

23/04/15 15.29


2

Patrick gik hen mod brønden. I hånden havde han et gråt plastic‑ sværd med guldskæfte, som han svingede mod de lyserøde blomster på de sporebaldrian, der voksede ud af terrassemuren. Når der sad en snegl på en af fennikelstænglerne, lod han sværdet glide ned ad stilken, så den faldt af. Hvis han dræbte en snegl, var han nødt til hurtigt at trampe på den og så løbe sin vej, fordi den blev smattet ligesom snot. Bagefter gik han som regel tilbage og kastede et blik på det knuste, brune sneglehus, der klistrede til det bløde, grå kød, og ønskede, at han havde ladet være. Det var fejt at knuse sneglene, når det havde regnet, for så vovede de sig udenfor for at bade i pyt‑ terne under det dryppende løv og strække følehornene ud. Når han rørte ved følehornene, trak de sig tilbage, og det samme gjorde hans hånd. For snegle var han som en voksen. En dag, hvor han ikke havde haft i sinde at gå hen til brønden, havde han til sin overraskelse opdaget, at han pludselig stod ved siden af den. Han måtte have fundet en hemmelig genvej. Nu gik han altid den vej, når han var alene. Han gik over en terrasse med oliventræer, hvor vinden i går havde fået bladene til at blafre og skifte farve fra grøn til grå og grå til grøn, ligesom når han lod fingrene glide frem og tilbage over fløjl, så det blev blegt og derefter mørkt igen. Han havde vist Andrew Bunnill den hemmelige genvej, og Andrew sagde, at den var længere end den anden vej, og så havde han sagt til Andrew, at han ville smide ham i brønden. Andrew var et pjok og

22

Edward St_TRYK.indd 22

23/04/15 15.29


begyndte at græde. Da Andrew skulle flyve tilbage til London, havde Patrick sagt, at han ville smide ham ud af flyet. Hulk, hulk, hulk. Patrick skulle ikke engang med flyet, men han sagde til Andrew, at han ville gemme sig under gulvet og save en cirkel ud under hans sæde. Andrews nanny sagde, at Patrick var en modbydelig lille dreng, og Patrick sagde, at det bare var, fordi Andrew var et pattebarn. Patricks egen nanny var død. En af hans mors veninder sagde, at hun var i himlen, men Patrick havde været til stede og vidste udmær‑ ket godt, at de havde lagt hende i en trækasse og smidt hende ned i et hul. Himlen var i den modsatte retning, og derfor løj kvinden, medmindre det var ligesom at sende en pakke med posten. Hans mor græd meget, da nanny blev lagt i kassen, og sagde, at det var på grund af hendes egen nanny. Det var dumt, for hendes egen nanny levede endnu, og indimellem kørte de faktisk med tog for at besøge hende, og det var det kedeligste i verden. Hun bagte en klam kage med kun en lille bitte smule syltetøj i midten og millioner af kilome‑ ter kagedej til alle sider. Hun sagde altid: “Jeg ved, du kan lide den her,” og det passede ikke, for sidste gang fortalte han hende, at han ikke kunne lide den. Den blev kaldt svampekage, og derfor spurgte han, om man kunne tage den med i bad, og hans mors nanny havde leet og leet og omfavnet ham i evigheder. Det var væmmeligt, fordi hun pressede sin kind mod hans, og hendes hud var løs som på den kyllingehals, han havde set hænge ud over bordkanten i køkkenet. Hvorfor skulle hans mor i øvrigt have en nanny? Han selv havde ikke nogen mere, og han var kun fem år. Hans far sagde, at han nu var en lille mand. Han kunne huske, at han rejste til England, da han var tre. Det var vinter, og han så sne for første gang. Han kunne huske, at han stod på vejen ved en stenbro, og vejen var dækket af rimfrost, og markerne var dækket af sne, og himlen skinnede, og det glimtede fra vejen og hegnene, og han havde blå uldhandsker på, og hans nanny holdt ham i hånden, og de stod stille i evigheder og kiggede på broen. Han tænkte tit på det, og de sad på bagsædet af

23

Edward St_TRYK.indd 23

23/04/15 15.29


bilen, og han lå med hovedet i hendes skød, og han kiggede op på hende, og hun smilede, og himlen bag hendes hånd var meget stor og blå, og han var faldet i søvn. Patrick gik op ad en stejl skråning på en sti, der førte forbi et laurbærtræ og endte ved brønden. Han måtte ikke lege ved brønden. Det var hans yndlingssted. Sommetider sprang han op på det rådne dæksel og hoppede op og ned, mens han legede, det var en trampolin. Ingen kunne standse ham, og det var der heller ikke ret tit nogen, der gjorde. Træværket var sort der, hvor den lyserøde maling var boblet op og skallet af. Det knagede faretruende, og det fik hans hjerte til at banke hurtigt. Han var ikke stærk nok til selv at løfte dækslet, men når nogen havde ladet brønden stå åben, samlede han sten og jordklumper og kastede dem ned i skakten. De ramte vandet dybt nede med plask, der gav genlyd, og forsvandt i mørket. Patrick løftede triumferende sværdet, da han nåede toppen af stien. Han kunne se, at brønddækslet var skubbet til side. Han begyndte at lede efter en god sten, den største, han kunne bære, og den mest runde, han kunne finde. Han gennemsøgte området og gravede en rødlig sten op, som han kun kunne bære, hvis han brugte begge hænder. Han placerede den på den flade brøndkant og trak sig op i armene, indtil hans ben ikke længere rørte jorden, og mens han lænede sig så langt ind over brønden, han kunne, kiggede han ned i mørket, hvor han vidste, at vandet gemte sig. Han holdt sig oppe med venstre hånd, skubbede stenen ud over kanten, hørte den plumpende lyd og så den bryde gennem overfladen og det urolige vandspejl fange lyset fra himlen og glitre bedragerisk som svar, så tungt og sort, at det mere lignede olie. Han råbte ned i skakten, hvor de tørre mursten først blev grønne, derefter sorte. Hvis han lænede sig langt nok frem, kunne han høre et dæmpet ekko af sin egen stemme. Patrick besluttede at klatre op på kanten af brønden. Hans slidte blå sandaler passede i mellemrummene mellem stenene. Han ville stå på kanten af den åbne brøndskakt. Han havde gjort det før for

24

Edward St_TRYK.indd 24

23/04/15 15.29


at vise sig over for Andrew, dengang han var på besøg. Andrew havde stået ved siden af brønden og sagt: “Lad være, Patrick, kom nu ned, lad nu være.” Dengang var Patrick ikke bange, selv om Andrew var, men nu, hvor han var alene, følte han sig svimmel, da han sad på hug på kanten med ryggen til vandet. Han rejste sig me‑ get langsomt, og da han rettede sig helt op, mærkede han suget fra tomrummet bag sig trække ham til sig. Han var sikker på, at hans fødder ville glide, hvis han bevægede sig, og han forsøgte at holde op med at svaje ved at knuge hænderne sammen, krumme tæerne og kigge meget alvorligt ned på den hårde jord ved siden af brønden. Hans sværd lænede sig stadig op ad kanten, han ville have fat i det for at gøre sin bedrift fuldendt, og derfor bøjede han sig forsigtigt, trodsede med en voldsom kraftanstrengelse den frygt, der forsøgte at lamme hans lemmer, og fik fat i sværdets ridsede og hakkede grå klinge. Så snart han havde sværdet i hånden, bøjede han tøvende knæene og sprang ned fra kanten, landede på jorden, råbte hurra og efterlignede lyden af metal mod metal, mens han huggede vildt omkring sig efter imaginære fjender. Han myrdede et laurbærblad med den flade side af sværdet og stak så i den tomme luft under det med en uhyggelig stønnen, mens han holdt sig i siden. Han kunne godt lide at forestille sig en romersk hær, der var faldet i baghold og var i færd med at blive hugget i stumper og stykker af barbarer. Men så ankom han, anføreren for specialstyrkerne med de violette kapper, og han var modigere end alle andre og forhindrede, at hæren led et forsmædeligt nederlag. Når Patrick gik rundt i skoven, tænkte han tit på Ivanhoe, helten i en af hans yndlingstegneserier, der huggede træerne ned foran sig. Han var nødt til at gå rundt om pinjetræerne, men han forestillede sig, at han var stærk nok til at hugge sin egen sti og skride majestætisk gennem den lille lund for enden af den terrasse, han befandt sig på, ved med et enkelt sværdslag at fælde alle træerne både til højre og venstre for sig. Når han læste om noget i en bog, tænkte han bagefter

25

Edward St_TRYK.indd 25

23/04/15 15.29


meget over det. Han havde læst om regnbuer i en fjollet billedbog, men så var han begyndt at få øje på dem på gaderne i London, når det havde regnet, og der lå olie fra bilerne på asfalten, og vandfladen var opdelt i ujævne lilla, blå og gule ringe. Han havde ikke lyst til at gå ind i skoven i dag, og derfor beslut‑ tede han at springe ned over alle terrasserne. Det var ligesom at flyve, men nogle af murene var for høje, og han var nødt til at sætte sig på kanten, kaste sværdet ned først og derefter sænke kroppen så langt ned, han kunne, inden han lod sig falde. Hans sko blev fyldt med den tørre jord omkring vinstokkene, og to gange var han nødt til at tage dem af og vende bunden i vejret på dem for at ryste jord og småsten ud. Længere nede mod dalbunden blev terrasserne bredere og fladere, og han kunne springe ud over kanten på alle murene. Han tog tilløb til den sidste flyvetur. Sommetider lykkedes det ham at springe så langt, at han næsten følte sig som Superman, og andre gange lykkedes det ham at løbe hurtigere ved at tænke på den schæferhund, der havde forfulgt ham hen ad stranden den dag, det blæste voldsomt, og de havde været til frokost hos George. Han havde tigget sin mor om lov til at gå en tur, fordi han elskede at se på havet, når vinden fik det til at eksplodere, ligesom når man smadrer flasker mod klipper. Alle sagde, at han ikke måtte gå ret langt væk, men han ville tættere på klipperne. En sandet sti førte ned til stranden, og mens han fulgte den, dukkede en tyk, langhåret schæfer op på toppen af bakken og gøede ad ham. Da han så den komme nærmere, begynde han at løbe, først fulgte han stiens sving, så løb han den lige vej ned ad den flade skråning, hurtigere og hurtigere, så han til sidst med kæmpe store skridt og armene bredt ud mod vinden styrtede ned ad bakken til det halvcirkelformede stykke sand mellem klipperne, helt frem til den højeste bølge. Da han kiggede op, var hunden langt, langt væk oppe ad skråningen, og han vidste, at den aldrig ville kunne indhente ham, fordi han var så hurtig. Senere spekulerede han på, om den havde prøvet.

26

Edward St_TRYK.indd 26

23/04/15 15.29


Patrick nåede forpustet ned til det indtørrede flodleje. Han klat‑ rede op på en stor klippeblok mellem to klynger bleggrøn bambus. Da han havde taget Andrew med derned, havde de leget en leg, som Patrick opfandt. De skulle stå på klippeblokken begge to og prøve på at skubbe hinanden ned, mens de lod, som om der var en grube fuld af knækkede barberblade på den ene side og en beholder fuld af honning på den anden. Og hvis man faldt til den ene side, fik man en million dødelige snitsår, og til den anden side druknede man efter en tung og udmattende gylden svømmetur. Andrew røg hele tiden ned, fordi han var sådan et stort pattebarn. Andrews far var på en måde også et pattebarn. Patrick havde været til Andrews fødselsdag i London, og der stod en stor kasse midt i stuen fuld af gaver til de andre børn. De stillede sig i kø og trak en gave op af kassen og løb så rundt og sammenlignede, hvad de havde fået. I modsætning til de andre gemte Patrick sin gave under en lænestol og gik tilbage for at få en til. Da han bøjede sig over kassen og trak endnu en skinnende pakke op, satte Andrews far sig på hug ved siden af ham og sagde: “Du har da vist allerede fået en, ikke sandt, Patrick?” – ikke vredt, men med en stemme, som om han tilbød Patrick et stykke slik. “Det er ikke retfærdigt over for de andre børn, hvis du tager deres gaver, vel?” Patrick kiggede trodsigt på ham og sagde: “Jeg har ikke fået nogen endnu,” og Andrews far så bare meget bedrøvet ud og meget barnlig og sagde: “Det er så i orden, Patrick, men du tager ikke en gang til.” På den måde fik Pa‑ trick to gaver, men han hadede Andrews far, for han ville have flere. Patrick var nødt til at lege klippelegen alene og hoppede fra den ene side af klippen til den anden og afprøvede sin balanceevne med voldsomme bevægelser. Når han faldt, lod han, som om det ikke var sket, selv om han godt vidste, at det var snyd. Patrick kiggede tankefuldt på det tov, François havde hængt op til ham i et af de nærmeste træer, så han kunne svinge sig tværs over flodlejet. Han var tørstig og begyndte at klatre tilbage mod huset

27

Edward St_TRYK.indd 27

23/04/15 15.29


ad stien, hvor traktoren arbejdede sig frem mellem vinstokkene. Sværdet var pludselig i vejen, og han bar det irriteret under armen. Han havde hørt sin far bruge et sjovt udtrykt engang. Han havde sagt til George: “Bare giv ham tilstrækkelig lang line, så hænger han sig selv.” Først havde Patrick ikke forstået, hvad det betød, men i et øjebliks rædsel og skam blev han overbevist om, at de talte om tovet, som François havde hængt op i træet. Den nat drømte han, at tovet forvandlede sig til en blækspruttearm og slyngede sig rundt om hans hals. Han forsøgte at hugge den over, men kunne ikke, fordi hans sværd kun var et legetøjssværd. Hans mor var utrøstelig, da de fandt ham dinglende fra træet. Selv når man var vågen, var det svært at vide, hvad voksne mente. En dag havde han udtænkt en metode til at gætte, hvad de havde i sinde at gøre: Nej betød nej, måske betød muligvis, ja betød måske, og muligvis betød nej, men systemet virkede ikke, og han nåede frem til, at alting måske betød muligvis. I morgen ville terrasserne myldre med drueplukkere, der fyldte deres spande med drueklaser. Sidste år havde François taget ham med ud på traktoren. François’ hænder var meget stærke og lige så hårde som træ. Han var gift med Yvette, der havde guldtænder, som man kunne se, når hun smilede. En dag ville Patrick have guldtænder i hele munden, ikke bare to eller tre steder. Sommetider sad han i køkkenet hos Yvette, og hun lod ham smage den mad, hun lavede. Hun kom hen til ham med skeer fulde af tomater og kød og suppe og sagde: “Ça te plait?”, og han kunne se hendes guldtænder, når han nikkede. Sidste år sagde François, at han skulle sætte sig i hjørnet af anhængeren ved siden af to store tønder druer. Sommetider, når vejen var ujævn og stejl, vendte han sig om og sagde: “Ça va’?,” og Patrick råbte tilbage: “Oui, merci” hen over motorstøjen og anhængerens og bremsernes dunken og hvinen. Da de nåede til det sted, hvor vinen blev lavet, var Patrick meget spændt. Der var mørkt og køligt derinde, gulvet var spulet med vand, og der var en skarp lugt af saft,

28

Edward St_TRYK.indd 28

23/04/15 15.29


der blev til vin. Rummet var kæmpestort, og François tog ham med op ad en stige til en høj afsats oven over vinpressen og alle fadene. Gulvet var lavet af metal med huller i, og det var en mærkelig følelse at være så højt oppe med huller under fødderne. Da de nåede hen til vinpressen, kiggede Patrick ned og så to stålvalser, der drejede hver sin vej. Tilsølede af druesaft pressede de sig mod hinanden og roterede højlydt. Det nederste gelænder på afsatsen nåede kun Patrick til hagen, og han følte sig meget tæt på vinpressen. Og da han kiggede på den, følte han, at hans øjne var ligesom druerne, lavet af den samme bløde, gennemskinnelige gelé, og at de kunne falde ud af hovedet på ham og blive knust mellem de to valser. Da Patrick nærmede sig huset, brugte han som sædvanlig højre side af dobbelttrappen, fordi det bragte mere held, og smuttede ind i haven for at se, om han kunne finde frøen, der boede i figentræet. At se træfrøen gav ekstra meget held, og den var svær at få øje på mellem figenbladene, fordi den havde næsten samme farve som dem. Faktisk havde Patrick kun set træfrøen to gange, men han havde stået stille i evigheder og set på dens kantede omrids, de fremstående øjne, der var som perlerne på hans mors gule halskæde, sugekopperne på forbenene, der gjorde, at den kunne sidde ubevægelig på træstammen, og først og fremmest dens svulmende sider, der holdt liv i en krop lige så delikat som et smykke, men med større behov for luft. Anden gang Patrick så frøen, rakte han hånden ud og rørte forsigtigt ved dens hoved med spidsen af pegefingeren, frøen bevægede sig ikke, og han følte, at den havde tillid til ham. Frøen var der ikke i dag, og derfor bevægede han sig træt det sidste stykke op ad trappen, med hænderne på knæene. Han gik rundt om huset til køkkendøren og rakte hånden op for at åbne den knirkende dør. Han havde regnet med at finde Yvette i køkkenet, men hun var der ikke. Hvidvins- og champagneflasker klirrede mod hinanden, da han åbnede køleskabsdøren. Så gik han ud i spisekammeret, hvor han

29

Edward St_TRYK.indd 29

23/04/15 15.29


fandt to lunkne flasker cacaomælk i hjørnet på den nederste hylde. Efter flere forsøg fik han åbnet den ene og drak den læskende drik direkte af flasken, noget, Yvette ellers havde sagt, at han skulle lade være med. Så snart han havde drukket den, følte han sig voldsomt trist og sad i flere minutter på køkkenbordet og kiggede ned på sine dinglende sko. Han kunne høre klavermusikken, dæmpet af afstand og lukkede døre, men han lagde ikke mærke til den, før han genkendte den melodi, hans far havde komponeret til ham. Han sprang ned fra køk‑ kenbordet og løb ned ad gangen til hallen, tværs gennem den og slog så over i en form for letfodet galop, da han nåede ind i dagligstuen og dansede til sin fars melodi. Det var vild musik med en skærende flagren af høje toner, der overlejrede en dundrende militærmarch. Pa‑ trick hoppede og sprang mellem borde og stole og rundt om klaveret og standsede først, da hans far holdt op med at spille. “Hvordan har du det i dag, unge mand?” spurgte hans far og kiggede intenst på ham. “Godt, tak,” sagde Patrick og spekulerede på, om der lå en fælde i spørgsmålet. Han var forpustet, men klar over, at han var nødt til at koncentrere sig, fordi han var sammen med sin far. Da han havde spurgt, hvad der var det vigtigste i verden, havde hans far sagt: “Læg mærke til alting.” Patrick glemte tit hans formaning, men når han var sammen med sin far, så han omhyggeligt på tingene uden dog at være klar over, hvad han kiggede efter. Han havde iagttaget sin fars øjne bag solbrillerne. De bevægede sig fra genstand til genstand og person til person, standsede et øjeblik ved hver og så ud til at stjæle noget livsvigtigt fra dem med et hurtigt, klæbende blik, der var som svirpet af en gekkos tunge. Når han var sammen med sin far, kig‑ gede Patrick alvorligt på alting og håbede, at han virkede alvorlig på dem, der måske så på hans øjne på samme måde, som han selv havde iagttaget sin fars. “Kom herhen,” sagde hans far. Patrick kom nærmere.

30

Edward St_TRYK.indd 30

23/04/15 15.29


“Skal jeg løfte dig op ved ørerne?” “Nej,” råbte Patrick. Det var en slags leg, de sommetider legede. Hans far rakte ud og greb hans ører mellem pegefinger og tommel‑ finger. Patrick tog fat om sin fars håndled, og faren lod, som om han løftede ham op ved ørerne, mens det i virkeligheden var Patricks arme, der bar vægten. Hans far rejste sig og løftede Patrick, indtil deres øjne var ud for hinanden. “Giv slip,” sagde han. “Nej,” råbte Patrick. “Slip, så slipper jeg samtidig,” sagde hans far i et overbevisende tonefald. Patrick slap sin fars håndled, men faren blevet ved med at holde fast i hans ører. Et øjeblik hang hele vægten af hans krop i ørerne. Han greb hurtigt fat i sin fars håndled igen. “Av,” sagde han, “du sagde, at du ville slippe. Vil du ikke nok slippe mine ører?” Hans far lod ham stadig hænge og dingle. “Du har lært noget meget nyttigt i dag,” sagde han. “Tænk dig altid om. Lad aldrig andre mennesker træffe vigtige beslutninger for dig.” “Vær sød at give slip,” sagde Patrick. “Vil du ikke nok.” Han mærkede, at han var lige ved at græde, men overvandt fortvivlelsen. Han var udmattet i armene, men hvis han slappede af i dem, føltes det, som om hans ører var ved at blive revet af, som når man rev guldfolien af en flaske fløde. “Du lovede det,” råbte han, “du lovede.” Hans far lod ham falde. “Lad være med at pive,” sagde han med træt stemme. “Det er ikke til at holde ud.” Han satte sig ved klaveret og begyndte at spille marchen igen, men nu dansede Patrick ikke. Han løb ud af stuen, gennem hallen og køkkenet og hen over terrassen, langs olivenlunden og ind i pinjeskoven. Han fandt tor‑ nebusken, bukkede sig ind under den og gled ned ad en lille skrænt til sit mest hemmelige gemmested. Under et løvtag af buske, klemt

31

Edward St_TRYK.indd 31

23/04/15 15.29


op mod et træ, der var omgivet af krat på alle sider, satte han sig ned og forsøgte at standse den gråd, der blokerede hans strube på samme måde som hikke. Her kan ingen finde mig, tænkte han. Han kunne ikke kontrollere de spasmer, der forhindrede ham i at trække vejret normalt. Det føltes på samme måde som at blive fanget i en trøje, når han stak hovedet ind i den uden at kunne finde halsåbningen, men forsøgte at få det ud gennem ærmet, og det hele blev filtret sammen, og han troede, at han aldrig ville komme ud, og ikke kunne få luft. Hvorfor gjorde hans far sådan? Ingen burde gøre sådan mod nogen, tænkte han. Ingen burde gøre sådan mod nogen. Om vinteren, når der var is på vandpytterne, kunne man se bob‑ lerne, der var fanget under isen, og luften kunne ikke trække vejret; den var blevet trukket ned af isen og blev holdt fast, og han hadede det, fordi det var så uretfærdigt, så han smadrede altid isen for at befri luften. Her kan ingen finde mig, tænkte han. Og så tænkte han: Hvad nu hvis ingen kan finde mig?

Edward St_TRYK.indd 32

23/04/15 15.29

Profile for Gads Forlag

Glem det - Dårligt nyt - En smule håb  

”Jeg tror, min mors død er det bedste, der er overgået mig ... altså, siden min far døde,” siger Patrick Melrose til en ven, den dag hans mo...

Glem det - Dårligt nyt - En smule håb  

”Jeg tror, min mors død er det bedste, der er overgået mig ... altså, siden min far døde,” siger Patrick Melrose til en ven, den dag hans mo...

Advertisement