Samlet omslag / not press
193 mm
45 mm
193 mm
Bo Fritzbøger
I de næste årtier skal Danmarks skovareal øges betydeligt, og både gamle og nye skove skal give naturen bedre kår, beskytte grundvandet, modvirke menneskeskabte klimaforandringer, levere byggematerialer, sørge for biobrændsel og give befolkningen mulighed for et rigt friluftsliv. Også for 100 år siden havde danske skove i et par menneskealdre været genstand for et lignende projektmageri, men dengang var hovedformålet at producere mere og bedre træ. Med fokus på underviser, naturfors ker og embedsmand P.E. Müller følger bogen tilblivelsen af det 20. århundredes moderne og kommercielle skovbrug. Müller fik tilnavnet skovdoktoren og var hovedmanden bag det omfattende projekt.
BO FRITZBØGER (f. 1958) er forhenværende lektor ved SaxoInstituttet, Københavns Universitet, med speciale i miljøets, landskabsudnyttelsens og naturforvaltningens historie, som han har skrevet adskillige bøger om.
Skovdoktoren
Bo Fritzbøger
xxx g CO2e
9
788712
803386
CLIMATECALC.EU
0001 1 3 / EE
P.E. Müller og det moderne gennembrud i dansk skovbrug
256 mm
Skovdoktoren skildrer nuanceret, hvorfor danske skove ser ud, som de gør, og giver på den måde baggrunden for, hvorfor der nu skal sættes ind på så mange fronter. Bogen henvender sig til alle med interesse for den aktuelle naturforvaltnings historiske baggrund.
Skovdoktoren
Dansk skovbrug ca. 1860-1925
Bo Fritzbøger
Skovdoktoren P.E. Müller og det moderne gennembrud i dansk skovbrug ca. 1860-1925
Gads Forlag
Bo Fritzbøger
SKOVDOKTOREN P.E. Müller og det moderne gennembrud i dansk skovbrug ca. 1860-1925 © 2026, forfatteren og Gads Forlag Forlagsredaktion: Peter Bejder Tekstredaktion: Thomas Bestle Grafisk design: Lene Nørgaard, Le bureau Forside: Thorvald Niss (1842-1905): Borrevejle skov (olie på lærred), 1878, Ribe Kunstmuseum Repro: Narayana Press Tryk: Print Best ISBN: 978-87-12-80338-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Estonia, 2026 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Hedeselskabet Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Lillian og Dan Finks Fond Løvenholm Fonden Vemmetofte Kloster
Indhold Prolog
Dansk skovbrug 2026 − ombejlet og udfordret
10
Moderniteten Skoven ”Skovdoktoren”
12 13 15
Baggrund 1840-1873
19
Ophav og opvækst
Driftsplanlægning og træindustri
56
Knuthenborg Københavns Trævarefabrik
56 59
Forstdocent 1873-1882
63
Lærer ved Landbohøjskolen
64
Barndom, skolegang og landbrugspraktik Landbrugspraktik og -eksamen
20 20 23
Fra Hansen til Müller Undervisningens rammer Eleverne
64 66 69
Skovbrug i opbrud
26
Uddannelsens teoretiske fag
72
1860’ernes skovpolitik ”Den store befip”
26 28
Naturlæren Økonomifagene Skovbrugets historie og statistik
72 75 78
Forstkandidat og naturhistoriker
32
I praktik Skovbrugsuddannelsen Fra skovbrug til naturhistorie … og tilbage igen
32 34
Statistik, regulering og formidling
82
Etablering Tal og kort Omreguleringskommissionen af 1877 Faglig formidling
82 83 88 90
Studierejse og disputats
38
Rejsestipendiet ”En urolig og trykket stemning” Mellem træer og rørgopler Doctor philosophiæ
38 41 44 46
Træer på heden
94
Jysk skovrejsning Müller i Holt Plantage Plantageanlæg som folkesag
94 98 101
Fra jyske skove til kommissionsarbejde
Jordbundens liv
104
48
”Et ønskeligt supplement” Skovproduktkommissionen af 1871
48 50
Forandringer i skovnaturen Bøgens selvforyngelse ”Lyngskjoldens surhed”
104 107 112
35
Embedsmand 1882-1911
115
Nyttedyr og skadedyr
178
Overførster
116
”Systemskiftet” Staten som skovejer 2. Overførsterinspektion Andre tilsyn
116 118 120 124
Fasaner på Amager Dine fjenders fjende Krybskytteri
178 181 184
Moderniseringer 1882-1911
187
De nye skovbrugslærere
Foreningsliv
188
128
Ny docent og nye rammer Arbejdsdeling Opgør med og mellem de ”unge efterfølgere”
128 133 138
Dansk Skovforenings stiftelse 1888 Faglig identitet og interesse
188 193
Praktisk skovarbejde
142
1. Frederiksborg Distrikt Foryngelse Hugst
142 144 146
Skovfoged og skovløber
150
Bassehus Skovpart Skovfogedens baggrund Arbejdslederen
150 152 153
Skovrideren
156
Ansættelsesvilkår Distriktsbestyrelse Tilsyn med private skove
156 159 164
Kongejagter
168
Tredobbelt jægermester Jagt som repræsentation Meutens nedlæggelse
168 172 175
Statsautoriserede skovfogeder
196
”Sund og legemsstærk må skovfogeden være” Fra overførsterne til kommission Fagpolitik Gensidig hjælp
196 198 199 202
Forstlig læsning og udstillingsvirksomhed
206
Blandt skovfolk Folkelig oplysning Store og små udstillinger
206 209 209
Dansk-udenlandske skovbrugsrelationer
212
The Edinburgh International Forestry Exhibition 1884 Projektmageri og faglige forbindelser Dansk og tysk skovbrug
212 214 219
Fra naturskov til kulturskov
222
Grundvidenskabelige kontroverser
280
Skoven under forandring Naturonder Gift eller mikrobiologi?
222 227 233
Sporene efter Schiødte og Steenstrup Prioritetsretten De yngre zoologer
280 282 287
Skovbruget og statens finanser
Forstlig forsøgsvirksomhed
292
236
Skattereformen 1903 Toldreformen 1908
236 238
Skovreguleringen Statens Forstlige Forsøgsvæsen
292 295
Markedseffektivisering
242
Strid om den anvendte skovbrugsvidenskab
300
Transport Træindustrien Kakkelovnssagen Standardisering og prisstatistik
242 244 247 248
”Rigsvåbensagen” Den fortsatte jagt på X Vrange bøge
300 303 307
Interessevaretagelse
252
Debat om statsskovenes administration
310
Idealer og realiteter i Dansk Skovforening Småskovssagen
252 253
Centraladministrationens ”stedbarn” Forsigtige reformer ”Det praktiske livs pulsslag”
310 312 314
Statens Klitvæsen
258
Direktorat og pensionering
318
Krogfyrren Hvad betyder et navn? Den franske proveniens
258 261 263
Samfundsskove ”En nogenlunde fornuftig ordning” Afsked
318 322 326
Konflikter 1882-1911
267
Emeritus, men ikke udtjent 1911-1926
331
Plantagesagen modnes – og anfægtes
268
Friluftsliv i massesamfundet
332
Blandet bestand Skarrild Krat i erindringen ”Nationens kælebarn”
268 271 275
Skoven som ide Publikum og skovene ”Byen og den friske luft”
332 340 347
Naturmindesmærker
350
Dyrehavens fremtid
396
Begrænsede ressourcer ”Mærkelige træer” Udvalget for Naturfredning
350 352 354
396 398 401
Fremgang for fredningssagen
358
”Danmarks nationalpark” Nordfronten Park eller lystskov? Tre udvalg, en kommission og et lovforslag
404
Foreningen for Naturfredning Lov om Naturfredning 1917 Fredning i praksis
358 360 362
Hedeslettens fortid
410
Plantningssagens afmatning Lynghedens naturhistorie
410 413
Verdenskrig og ændrede vilkår
364
Skovbrug i en statsreguleret økonomi Sønderjyllands skove efter Genforeningen Efter krigstid
364 369 371
Naturnærhed og naturlighed
418
Skovens truede dyreliv ”Varigskov” Erhvervets genmæle
418 424 431
Lensafløsningen 1919
374
Storgtodser Radikale tider Forstlige konsekvenser?
374 375 376
Epilog
436
P.E. Müllers død og betydning Skovbrugets ambivalente modernitet
436 440
Statens ”meningsløse og hæmmende bånd”
378
Tak
444
Det statslige tilsyn Skovens fremtid Ejendomsvurdering med problemer
378 381 383
Noter
445
Kilder og litteratur
487
På markedets nåde og unåde
386
Personregister
514
Teknologisk fornyelse og produktudvikling Uddannelsesreformer og arboretplaner Skovfogeder og ”flinke” skovarbejdere
386 389 391
Stedregister
524
Prolog Dansk skovbrug 2026 − ombejlet og udfordret
Det tidlige 1800-tals skove var ofte varierede med vekslende træarter og -aldre imellem hinanden. Her afslører den anlagte grussti dog, at der er tale om en bynær skov beregnet på moderigtige spadsereture. Et skovparti i Charlottenlund. Aften af Heinrich Buntzen 1818-1831. Statens Museum for Kunst
Med Folketingets forlig om implementering af den grønne trepartsaftale i 2024 har Danmark forpligtet sig til i løbet af de næste 20 år at rejse 250.000 hektar ny skov svarende til en forøgelse af det eksisterende skovareal med 39 %.1 Det er hensigten, at knap en tredjedel af denne forøgelse skal bestå af privatejet, urørt skov, hvor der altså af hensyn til biodiversitet og bedre muligheder for naturlige biologiske processer ikke vil finde kommerciel træproduktion sted. Allerede i 2021 blev 60 % af statens omfattende skovareal udlagt som urørt skov, og såvel de urørte som de produktionsmæssigt drevne skove vil i fremtiden binde en del af det kulstof, der ellers ville bidrage til med accelererende hast at forværre det globale klima. Aftalen lægger desuden vægt på, at en del af de nye skove anlægges bynært af hensyn til befolkningens friluftsliv. Det fremgår altså med stor tydelighed af aftalen, at dansk skovbrug nu og i fremtiden er udset til at tjene en række forskellige formål.2 Hensigterne er imidlertid ikke altid forenelige, idet reformerne på en og samme tid blandt andet skal bidrage til den biolo giske mangfoldighed og skovøkosystemer-
Skovdoktoren
nes naturlige funktion, til befolkningens mange forskelligartede former for og krav til friluftsliv, til beskyttelse af grundvandet og reduktion af næringsstofudledningen til vandmiljøet samt skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne og binde kulstof. Hertil kommer, at skovene forventes at frembringe nye råstoffer til erstatning af blandt andet beton og oliebaseret plastik. Reaktionerne på den aktuelle skovpolitik er forventeligt mange og modsætningsfyldte. Tænketanken Concito advarer eksempelvis om, at eksisterende skove i højere grad bør tænkes med i den opprioriterede naturindsats, fordi ”de ifølge videnskabelige anbefalinger spiller en nøglerolle i forhold til at beskytte dansk biodiversitet”.3 Nærmest modsatrettede interesser kom til udtryk i 2021 ved stiftelsen af foreningen Bevar de danske skove på initiativ af ”mennesker med den fælles interesse at værne om vores danske skove, som vi kender dem [min fremhævning, BF], og som i tiden [er] under stærkt pres af en rewilding-bølge, som er skyllet ind over vores land”.4 Denne komplicerede og konfliktfyldte nutid kan umiddelbart forekomme at stå
10
i skarp kontrast til den situation, som kendetegnede danske skove i størstedelen af 1900-tallet. Da var de nemlig formelt og principielt indrettet entydigt på at frembringe træ, der kunne sælges og bruges som konstruktionsmateriale eller brændsel. Dette moderne, monofunktionelle, vedmasseproducerende skovbrug havde en lang tilblivelseshistorie, men den afgørende etableringsfase lå i årtierne på begge sider af århundredskiftet 1900. Der blev dengang gjort en stor indsats for at omlægge skovens produktionsapparat fra lokal forsyning af billigt brænde til produktion af tømmer af en kvalitet, så det kunne konkurrere med importvarer fra udlandet. Men den ensidighed, som blev resultatet af dette ’moderne gennembrud’, var i mange henseender principiel snarere end reel. Der fandtes nemlig gennem hele moderniseringsprocessen utallige interessesammenstød og brudflader i monofunktionalitetens realitet, også selv om disse først blev tydeligt formuleret ved den revision af Skovloven i 1989, der definerede skovbrugets formål som flersidigt ved ”både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet”.5 Denne bog beskriver for første gang i detaljer dansk skovbrugs komplekse moderniserings- og monofunktionaliseringsproces i årene fra ca. 1860 til 1925. Det sker ikke mindst for at spore kimene til vore dages erklærede multifunktionalitet og deraf følgende konfliktpotentialer.
Moderniteten Periodisering, opdeling af tidens endeløse strøm i mere eller mindre fast afgrænsede epoker med særlige kendetegn, er en af hi-
Skovdoktoren
storiefagets kæreste sysler, og afgrænsning af moderniteten opfattes i dag af de fleste historikere som den mest fundamentale af alle distinktioner: mellem moderne tid og tiden før.6 Men der er hverken enighed om, hvad præcis der kendetegner moderniteten, eller hvornår den begyndte. I virkeligheden refererer begrebet ”moderne” i sig selv blot til tiden ”netop nu”, og der er derfor også forskellige bud på, hvornår dette ”nu” indtraf.7 Helt overordnet dækker modernitetsbegrebet altså ganske enkelt den del af historien, som vi bedst kan identificere os med og forstå, fordi den ligner vor egen tid. Nogle anser 15-1600-tallets naturvidenskabelige revolution, religiøse individualisering og begyndende europæiske dominans over fjerne egne for modernitetens tidligste tegn. Andre retter blikket mod rationalismens, bykulturens og kapitalens gradvise globale herredømme i løbet af 17-1800-tallet. For de fleste nåede den ”klassiske modernitet” dog sit højdepunkt med industrialisme, kapitalisme, realisme og massekultur i årtierne omkring århundredskiftet 1900, men eftersom verden fortsatte med at være moderne på nye måder gennem størstedelen af 1900-tallet, giver det samtidig god mening med den walisiske kulturforsker Raymond Williams at betegne denne historiske periode som én ”lang revolution”.8 Det var på netop den tid, at nye samfundsvidenskaber som økonomi, statskundskab og sociologi for alvor begyndte at interessere sig for forskellen mellem den gamle verden og den ny. Med den tyske sociolog Ferdinand Tönnies’ ord blev der draget en grænse mellem menneskets sociale interaktions- og organisationsformer i fortidens lokalt forankrede, traditionsbårne sociale fællesskaber og samtidens fremmedgjorte, grænseløse samfund.9 Bykulturens kapitalistisk-industrielle mirakler og katastrofer erstattede det sædvanebaserede landbo-
12
samfunds teknologiske og sociale traditionalisme. Hvor man før moderniteten anså en fjern fortidig guldalder som den bedste af alle verdener, blev moderne mennesker nærmest manisk optaget af fremtiden.10 Så godt som alle videnskaber begyndte med tiden at søge efter mønstre, som muliggjorde forudsigelse. For kun derved blev det muligt at bemægtige sig virkeligheden. Med den franske filosof Auguste Comtes ord var målet at ”vide for at kunne forudse, at forudse for at kunne handle”.11 Rationel erkendelse blev vejen til forandring, og som anført af Tönnies’ yngre fagfælle Max Weber var modernitetens fremtidshåndtering derfor samtidig kendetegnet ved en gennemgribende forkastelse af gamle magiske forestillinger til fordel for en universel, videnskabeligt baseret og ikke sjældent kvantificerbar målrationalitet. At være moderne forudsatte for Weber en af fortryllelse af verden, en kulturel hovedrengøring ikke ulig den danske biolog og forfatter J.P. Jacobsens digteriske slagord fra 1884: ”Lys over Landet, – Det er det, vi vil”.12 Også mange kunstarter begyndte målbevidst at afvige fra århundredgamle traditioner, så det var alt andet end tilfældigt, at den danske kosmopolit Georg Brandes i sin samtidslitteraturhistorie fra 1883 fremhævede en lille skare på syv af det foregående årtis litterære fornyere – heriblandt Jacobsen – som ”det moderne gennembruds mænd”.13 Frihed, selvbestemmelse og fremskridt blev modernitetens bærende idealer, og den var noget, der – nærmest organisk som et planteskud – brød igennem. Med Første Verdenskrig led moderne optimisme og fremtidsforventning imidlertid et afgørende knæk, men krigens store ofre og ubegribelige grusomheder viste sig på længere sigt ikke at være en ophævelse af moderniteten. For som samfundsteoretikerne Max Horkheimer og Theodor Adorno
13
konstaterede efter den næste verdenskrig, var krigen og umenneskeligheden jo netop i al sin effektivitet og målrationalitet dybt moderne.14 Det nye var altså snarere, at de to forfattere rettede fokus mod modernitetens skyggesider, f.eks. meningsløshed, fremmedgørelse og traditionstab. Modernitetens flertydige og foranderlige natur smitter af på dens sproglige udtryksmåder. Begrebslige kategorier, der som regel er historikerens eneste forbindelse med fortidige virkeligheder, må derfor uundgåeligt lade sig anskue som en central del af disse virkeligheder selv. Så kun ved at afdække datidens historisk betingede forhold mellem tingene og ordene bliver det muligt at give en blot nogenlunde dækkende beskrivelse af det komplekse udsnit af nyere dansk historie, der er denne bogs emne: skovens brug som både konkret, træbevokset landskab og som begreb og ideal.
Skoven Skovbrugende mennesker spiller hovedrollen i denne bog, og i modernitetens selvforståelse var det da også mennesket, der som Homo Faber skabte den moderne verden. Men en historisk belysning af skovbrugets moderniseringsproces må nødvendigvis også give andre aktører plads. Al historie bliver jo til i interaktion mellem mennesker, andre levende organismer og det uorganiske, fysiske miljø.15 Skovens komplicerede økosystemer og samfundets ikke mindre indviklede sociale, politiske og økonomiske strukturer mødes så at sige i skovbruget. Gennem mødet mellem menneskers idealer, interesser, intentioner, viden og teknologier på den ene side, og planters, dyrs og skovøkosystemers selvstændige dynamikker og reaktioner på den menneskelige påvirkning på den anden.
Prolog
Begrebet skovbrug er i det følgende defineret bredt og banalt som brug af skov. Til denne brug regnes ikke kun det praktisk-fysiske samspil med det træbevoksede landskab, men også brugens forudsætninger: træerne samt skovens øvrige organismer og deres uorganiske livsbetingelser, den viden og kunnen og de interesser og teknologier, som har betinget menneskers brug, samt de organisationsformer og tankemønstre, som brugen er indgået i.16 Denne flertydighed går ofte igen i den måde, hvorpå begrebet anvendes i almindelig samtale. Et skovbrug kan f.eks. betegne en enkelt skov(ejendom), et helt erhverv eller bestemte aktiviteter. Omvendt anvendes betegnelsen skoven i bestemt entalsform ikke sjældent synonymt med skovbruget, og det er nok et af det moderne skovbrugs tydeligste kendemærker: at netop denne form for brug i vor forståelse blev en definerende del af skoven selv – den naturlige brug. Det er samtidig netop denne tænkemåde, der i disse år bliver gjort radikalt op med. Grundlaget for 1800-tallets danske skovbrug blev skabt med udstedelsen af den enevældige Forordning om Skovenes Udskiftning, Vedligeholdelse og Fredning i Kongeriget Danmark i 1805.17 Fredskovsforordningen, som den sidenhen blev kaldt, indeholdt to centrale dele og var gældende for alle landets privatejede skove. For det første påbød den ophævelse af den fælles brugsog ejendomsret til skov, som der første gang var anvist metoder for i den såkaldte Store Udskiftningsforordning fra 1781. De fleste af kronens skove var blevet udskiftet i løbet af 1770’erne, og nu krævede forordningen, at alle eksisterende skovfællesskaber skulle udskiftes i løbet af fem år. Forordningens anden del blev øjensynlig hastet igennem på grund af aktuelle udsigter til intensiveret skovrydning dels på grund af den ejendomsretlige frigivelse af råderetten,
Skovdoktoren
dels som følge af stærkt stigende brændepriser. Den ’fredning’, som nu blev gjort gældende for alle de arealer, der i forbindelse med udskiftningen var udlagt som højskov eller overskov domineret af store, højstammede træer, indebar dels et totalt forbud mod fortsat husdyrgræsning (bortset fra svin og de tøjrede kreaturer, som tilhørte skovens ansatte), dels et krav om, at skoven skulle plejes på en sådan måde, at arealet ville bestå som skov i al fremtid. Hertil lagde den blandt andet en bestemmelse om, at købere af fredskov i de første ti år efter købet kun måtte hugge til eget forbrug. Også fredningen skulle være gennemført inden 1810. Sådan kom det dog ikke til at gå.18 Ting tager tid, og der synes at have været en generel tilbøjelighed til, at jo længere man bevægede sig væk fra hovedstaden, desto længere tid tog reformernes gennemførelse. I 1830, 20 år efter fristens udløb, fandtes der således stadig forskellige former for brugsfællesskab i henved en sjettedel af alle skove, men eftersom dette især gjaldt mindre skove, var den arealmæssige andel af fællesskov betydelig lavere. Til gengæld fandt der i 1830’erne fortsat græsning sted fra tid til anden i op imod en tredjedel af landets privatskove, dog nok stadig med en overvægt af mindre skovarealer. 40 år senere må såvel skovudskiftning som fredning dog antages at være gennemført i langt størstedelen af Danmark. En tredje udviklingstendens, skovbrugets professionalisering, knyttede sig til Fredskovsforordningens anden del, som blandt andet bestemte, at ”det overlades vel til skov ejeren selv, på hvilken måde han vil gå frem med ung skovs opelskning”.19 Eftersom skovdrift efter en fast plan endnu i 1805 var så godt som ukendt, var det dog yderligere forudsat, at datidens finansministerium, Rentekammeret, kunne lade skove tilse af ”forstkyndige mænd”. Herefter skulle ”skovejeren være forpligtet til at rette sig efter de foran-
14
dringer, som bemeldte kammer i den henseende finder at burde ske i planen”. I det traditionelle skovbrug før reformerne havde fredning af spontan opvækst været den så godt som eneste form for skovdyrkning, som de mange modsatrettede interesser i skovens udnyttelse gjorde mulig.20 Netop foryngelsen, frembringelsen af unge træer som erstatning for de gamle, som blev fældet, var jo det helt centrale første led i indførelsen af et mere aktivt producerende skovbrug. Kunstig foryngelse, og dermed muligheden for selvstændigt valg af træart, blev første gang benyttet i større stil herhjemme i de forsøg med tyskinspireret højskovsdrift, den Gram-Langenske Forstordning, der fandt sted i 1760’erne i kronens nordsjællandske skove forud for disses udskiftning og fredning.21 Ved midten af 1800-tallet adskilte dansk skovbrug sig således på de fleste punkter markant fra de traditionelle brugsformer, der havde kendetegnet førmoderne og tidlig moderne tid, men forskellige grupper brugte (og bruger i dag) skoven forskelligt, og derfor vil det følgende have et stærkt fokus på den sammensatte kreds af mennesker, som gennem deres virke formede både skoven som landskab og biologisk samfund, og skovbruget som fag, erhverv og social identitetsforankring. På grund af træers høje mulige levealder var en lang tidshorisont tidligt et særkende for skovbrugserhvervet, hvilket kom til udtryk i en stærk, praktisk betinget historisk bevidsthed. Det klassisk moderne skovbrug orienterede sig som en naturlig følge heraf samtidig mod den fjerne fremtid, og det fremtidsperspektiv, der som nævnt var et af modernitetens sikreste kendetegn, manifesterede sig således inden for skovbruget som langsigtet planlægning, længe før den slags blev anset for nødvendigt i andre dele af samfundet. Netop det sene 1800-tals
15
såkaldt rationelle skovbrug kan derfor med god grund betragtes som en selvstændig inspirationskilde for samfundets moderniseringsproces og ikke blot som én eksponent blandt mange.22 Forholdene mellem på den ene side teori og praksis og på den anden mellem produktion og natur kom således til at udgøre centrale temaer i etableringen af moderne skovbrug. Der bestod længe – og består måske stadig i dag – en underliggende gensidig mistro mellem skovbrugsvidenskaben og erhvervets praktikere. Og modsætningen mellem produktions- og naturbeskyttelsesinteresser har vel aldrig været tydeligere end nu. De forskellige positioner var imidlertid sjældent entydigt knyttet til klart afgrænsede, uforanderlige interesser, og de må derfor nok snarere forstås ud fra de handlende personers til enhver tid aktuelle sociale og kulturelle kontekst. Den følgende historiske analyse af disse konfliktfelter, som i dag er mere aktuelle end nogensinde, kan derfor med historikeren Povl Bagges ord forhåbentlig vise, ”hvor kompliceret fortidens samfundsliv var, ved at gøre det klart, hvor mange nuancer der, også i de handlende personer, fandtes mellem sort og hvidt”.23
”Skovdoktoren” En af de helt centrale aktører i skovbrugets moderniseringsproces blev tirsdag den 21. marts 1922 af danske dagblade omtalt som ”[d]en tidligere chef for det danske skovvæsen E. Müller [, der] er blevet udnævnt til æresdoktor ved Wiens Landbrugsskole”.24 Journalisterne havde fanget historiens kerne, men det kneb med detaljerne. Alle med relation til dansk skovbrug kendte den nyslåede æresdoktor som ”P.E. Müller”, og det havde i øvrigt aldrig haft én samlende chef.
Prolog
I et samfund som 1800-tallets danske, hvor store dele af befolkningen kendte til mangel og afsavn, var alle dele af et træ selvsagt efterspurgte ressourcer, både resterne af en vindfælde i venstre side af vejen, og grene og kvas i højre. Udateret Vinterbillede fra skovene ved Hillerød af Thorvald Niss, Nivaagaards Malerisamling
Müller havde ikke desto mindre indtaget en helt særegen position i netop den periode, da skovbruget formede sig som et videnskabeligt baseret, moderne erhverv. Først var han igennem ti år eneste skovbrugslærer ved Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg, hvorfra flertallet af landets skovridere havde afgangseksamen. Senere var han i en menneskealder selv overordnet statslig skovrider, overførs ter, i Nordsjælland, og i begge funktioner var han på utallige måder med til at forme danske skove, deres brug og deres brugere. Det følgende kommer derved af naturlige grunde til at fokusere temmelig meget på statsskovbruget. Men langt de fleste emner dækker lige så vel det kvantitativt fremhers kende privatskovbrug. Avisernes ukendte, men fornemme E. Müller brugte efter eget udsagn ”P.E. Müller” som sit nom de guerre, sin betegnelse i den offentlighed, der på hans tid som ideal, men også i vid udstrækning som realitet var skarpt afsondret fra privatsfæren.25 Det er denne offentlige P.E. Müller, ”skov-
Skovdoktoren
doktoren”, som en tidligere studerende engang med anerkendelse kaldte ham, der i det følgende gøres til prisme for en skildring af den moderniseringsproces, som skabte 1900-tallets primært vedmasseproducerende, kommercielt orienterede skovbrug.26 Privatmanden og hans familiære forhold vil kun blive inddraget, når personlige tildragelser havde afgørende betydning for hans offentlige virke. Al historisk forandring er imidlertid relationel, eftersom alle typer af refleksioner og handlinger foregår i samspil mellem mennesker indbyrdes og med deres fysiske og sproglige omgivelser. Derfor vil det naturligvis være en utilladelig overdrivelse at påstå, at Müller alene var ansvarlig for dansk skovbrugs udvikling gennem mere end 50 år. Men han var et overordentlig fremtrædende knudepunkt i et komplekst netværk af aktører, og det følgende kommer derfor også til at handle om en bred vifte af hans fagfæller og samarbejdspartnere, ikke mindst hans to efterfølgere i hvervet som skovbrugslærer, Carl Vilhelm Prytz og Adolf Oppermann.
16
Baggrund 1840-1873
Ophav og opvækst
Forrige sider. Bondedammen i Hellebæk ligger umiddelbart øst for Bøgeholm Sø, hvor Müller sammen med vennen Ludvig Lund indsamlede dafnier forud for sin besvarelse af universitetets prisopgave. P.C. Skovgaard: Aften ved Bondedammen i Hellebæk, 1858. Statens Museum for Kunst Det von Westenske Institut i Nørregade i København var midt i 1800-tallet en popu lær skole for det bedre borgerskabs drenge. Da Peter gik på skolen, var den ledet af Niels Bohrs farfar. Fotografi af Jules David 1890. Det Kgl. Bibliotek
P.E. Müller, eller som han var kendt som barn og ung: Peter Müller, havde ingen per sonlig relation til skovbruget, da han valgte at blive forstkandidat, men til gengæld en stor kærlighed til naturhistorie. Heller ikke hans ungdomsliv i de øverste lag af det københavnske borgerskab pegede i denne retning, men manglende engagement i skolearbejde og sen modenhed bragte ham som ganske ung i berøring med praktisk landbrug, og herfra førte vejen i første om gang via den nystiftede Landbohøjskole på Frederiksberg til en titel af landbrugskandi dat som 20-årig i 1861.
Barndom, skolegang og landbrugspraktik Den 25. oktober 1840 blev Peter Erasmus Müller født ind i det dannede københavnske borgerskab med gode forbindelser til kultur, kongehus og kapital. Familiens netværk og status kom tydeligt til udtryk, da han halvanden måned gammel blev døbt i Vor Frue Kirke.27 Han blev båret af farmoren, Augusta Lovisa Müller (født Stub), enke efter Sjæl-
Skovdoktoren
lands biskop, Peter Erasmus Müller, der var død seks år forinden, og hvis navn drengen havde fået. Med hende fulgte som faddere familiens huslærerinde Anna Winteler, farbroren, juristen Otto Müller, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, farfarens ungdomsven, historieprofessor Laurits Engelstoft, teologiprofessor Hagen Hohlenberg, filologiprofessor og leder af Det Kongelige Møntkabinet P.O. Brøndsted, arkæolog og sekretær i den Kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring Christian Jürgensen Thomsen samt endelig den unge jurist Ulrich Chri stian von Schmidten. Barnets far, den 31-årige Ludvig Müller, var teologisk licentiat, men havde især brugt de første år efter sin universitetsuddannelse på filologiske og arkæologiske studier i udlandet. I 1839 havde han giftet sig med den adelige Minna Levetzau, og samme år var han blevet antaget til at ordne og katalogisere Thorvaldsens kolossale samling af hjembragte kunstværker og oldsager.28 Ved siden af denne indsats, som muliggjorde åbningen af Thorvaldsens Museum i 1848, havde førnævnte P.O. Brøndsted vakt hans interesse for antik numismatik (dvs. videnskaben om
20
mønter), hvilket førte til, at han i 1841 ved siden af arbejdet med Thorvaldsens samling blev tilknyttet Møntkabinettet som inspektør. Dåbsbarnets mor, hvis fulde navn var Eleonore Vilhelmine Frederikke Gregersine Levetzau, var vokset op på den fynske herregård Hofmansgave som familien Hofman-Bangs plejedatter. Ejeren, Niels Erik Hofman-Bang, var ungdomsven med biskop Müller, hvis familie derfor havde sin gang på godset, hvor Minna havde boet siden morens død, da hun selv var kun seks år gammel.29 Brylluppet mellem Ludvig og Minna havde da også stået på Hofmansgave, og da Minna forlod Nordfyn og flyttede med sin ægtemand til København, fulgte hendes barndoms lærer Anna Winteler med.30 I ægteskabets første år boede Minna og Ludvig i en lejlighed på 1. sal i Vestergade 7 ud mod Gammeltorv, men da familieforsørgeren endelig i 1847 fik en fast stilling ved Møntkabinettet (og året efter tillige ved det nyoprettede Thorvaldsens Museum), blev det muligt at flytte til en større bolig i nr. 255 i den lange gade ud imod hovedstadens vestlige voldterræn, der fra gammel tid var kendt som Filosofgangen, men som ved århundredets slutning kom til at hedde Vester Voldgade.31 Den store lejlighed befandt sig på 2. sal i en gammel bygning fra 1680, og fra de vestvendte vinduer kunne man gennem voldterrænets træer se over gaden til Holcks Bastion, der udgjorde en del af byens endnu eksisterende befæstning.32 På bastionen lå ridehus og ridebane for den hestgarde, der holdt til på kasernen længere nede ad gaden, og på den anden side af voldgraven kunne man skimte Georg Carstensens forlystelsesetablissement Tivoli og stationsbygningen på den helt nye jernbane til Roskilde.33 Omkring tiden for familiens flytning til middelalderbyens periferi fødte Minna sit
Skovdoktoren
femte barn, en pige, som fik navnet Charlotte Louise.34 Hendes fire ældre søskende var alle drenge, nemlig foruden den 11-årige Peter Erasmus den 9-årige Adam Vilhelm, 8-årige Carl Hofman og Sophus Otto på 5. Og fire år senere kom familiens sidste barn, Louise Anna Augusta til.35 Foruden denne kernefamilie bestod husstanden, som nu beboede den ti-værelses lejlighed, af Ludvigs yngre søster Augusta Charlotte, lærerinden Anna Winteler, husjomfruen Mathilde Hauch samt tjenestepigerne Kirstine Rasmussen og Sidse Sørensdatter.36 Da Peter var 9 år gammel, blev han indskrevet ved Det von Westenske Institut, der var oprettet som privat gymnasieskole i Nørregade i 1799, og som ved midten af 1800-tallet havde godt 500 elever.37 Den var tænkt som en skole, ”hvor ikke alene den tilkommende videnskabsmand, men også handelsmanden og håndværkeren kunne vorde dannede”, og hvor det bærende pædagogiske princip skulle være ”en streng middelvej mellem gamle og nye yderligheder”.38 Der var altså akkurat som på andre tilsvarende skoler i denne periode tale om en bevidst og programmatisk afstandtagen fra de traditionelle latinskoler og deres ensidige fokus på klassisk dannelse.39 Dette var en moderne skole for fremtiden, og her kom han til at gå i klasse med embedsmanden Edvard Collins søn Jonas (sønnesøn af den rentekammerdeputerede af samme navn), som han bevarede et venskab med livet igennem.40 Klassens lyseste hoved skrev mange år senere om den fælles skolegang, at ”skolen foregriber livet. En lille dreng i en stor københavnsk skole lærte som i forkortning det hele samfund og alle arter af menneskekarakterer at kende. Hos kammeraterne mødte jeg de forskelligste menneskelige egenskaber fra åbenhed til indesluttethed, fra godhed, bravhed og velvilje til råhed og lavhed”.41 En del tyder på, at Peter hørte til de
22
indesluttede, og senere skildrede han, hvordan han havde haft vanskeligt ved at følge med i skolen, og han antog derfor selv, at han var blevet anset for en ”dum dreng”.42 Så langt tilbage han kunne huske, havde naturhistorien imidlertid haft hans store interesse, og i det fag fik han engagerede lærere. I de mindre klasser underviste zoologen Peter Tauber, der blev beskrevet som ”en ung, dygtig, munddjærv mand, der lystigt kunde råbe: ’Stille derhenne, eller du får en på tepotten, så tuden ryger af’”.43 Fra 6. klasse blev undervisningen overtaget af Christian Theodor Vaupell, der som veteran fra Treårskrigen havde fået amputeret venstre arm.44 Han var som mange andre af tidens naturforskere egentlig teologisk kandidat, men hans store interesse var botanikken, især skovtræarternes indvandringshistorie og indbyrdes samspil. Peter huskede ham sidenhen som en ”elskværdig natur, en livlig og begavet iagttager, men ’en forstyrret oldenborre’, så snart han skulle fortælle eller skrive noget”.45 I årene omkring 1850 foretog Vaupell sideløbende med sin undervisning ved instituttet omfattende studier af planterester fra danske tørvemoser, og i 1854 begyndte han sammen med zoologen Christian Lütken og geologen Carl Fogh udgivelsen af Tidsskrift for populæ
23
re Fremstillinger af Naturvidenskaben. Formentlig nåede Peter dog kun at have Vaupell som lærer i et enkelt år, for i 1856 anså han det ”omsider […] for rigtigt at opgive studeringerne”.46 Han forlod Det von Westenske Institut, og i stedet for den studentereksamen, der var den lærde skoles endemål, gik han året efter op til forberedelseseksamen for forststuderende ved universitetet, som han dog dumpede til.47 I stedet forsøgte han sig nogle måneder senere med den tilsvarende forberedelseseksamen for veterinærstuderende, og denne gang bestod han, uden at præstatio nen dog var prangende.48
Landbrugspraktik og -eksamen Øjensynlig forestillede Minna og Ludvig Müllers ældste søn sig altså en fremtid som forstkandidat, men efter den mislykkede adgangseksamen var han næppe sikker på kursen. Han tog derfor et par år på landet for at lære praktisk landbrug ved en række østdanske godser. Første stop var i 1857 Bruun de Neergaards Svenstrup på Midtsjælland.49 Derfra drog Peter Müller i sommeren 1858 videre til Knabstrup i Nordvestsjælland, Knabstrupperhestens hjemsted.50 Udover hesteavlen var der her som på
Ophav og opvækst
Müllers natur historielærer Christian Theodor Vaupell havde i slutningen af 1840’erne undersøgt forekomsten af træ-makro fossiler i blandt andet tørvemosen Femsølyng i Rude Skov nord for København, og diagrammet viser lokaliseringen i mosen i forhold til afstand fra bredde og sedimentdybde (som udtryk for alderen). Efter Vaupells De nordsjællandske Skovmoser fra 1851
Svenstrup tale om en omfattende og sammensat land- og skovbrugsproduktion, og så var gården ejet af Carl August Lunn, en ungdomsven af Peters farbror Otto Müller.51 Sidste stop på den landlige dannelsesrejse var proprietærgården Liselund lidt uden for Stubbekøbing på Falster. Det var en betydelig mindre landejendom med kun en smule skov, men til gengæld var det den dygtige forpagter af nabogodset Carlsfeldt under Det Classenske Fideikommis, Jens Nyholm, der ejede den. Efter to år i frisk luft konkluderede han, at ”[l]andlivets styrkende indflydelse havde udviklet mine åndelige evner, der under min opvækst havde ligget i dvale”, og han kunne derfor 18 år gammel lade sig indskrive på Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles landbrugsuddannelse.52 Den havde åbnet sine døre året forinden, og det hold på i alt 13 elever, som Peter blev en del af, var altså blot anden årgang.53 Efter endnu to år med undervisning og eksaminer i både fagvidenskaber såsom agerdyrkningslære, husdyrbrug og almindelig landbrugslære samt grundvidenskaber som fysik, kemi, jordbundslære, botanik, zoologi og landmåling kunne han i april 1861 kalde sig landbrugskandidat.54 Resultatet blev en 1. karakter, dvs. et gennemsnit på mindst 7½ efter den logaritmiske talskala fra -23 til 8, der lå bag om de ørstedske karakterer UG, MG osv.55 Efter eksamen takkede Peter ja til et tilbud om at blive assistent ved Landbohøjskolens landbrugsafdeling sammen med gartneren Tyge Rothe og en holdkammerats storebror, Jørgen la Cour, der havde sin landbrugseksamen fra Polyteknisk Læreanstalt.56 Dette første bekendtskab med videnskabeligt forsøgsarbejde synes imidlertid ikke at have været voldsomt inciterende. I hvert fald beklagede la Cour, da sommeren var gået, at han måske på forhånd havde givet et noget forskønnet billede af, hvad det
Skovdoktoren
egentlig gik ud på. ”På grund af den pedantiske pillen og sendrægtige vidtløftigheder [synker] tanken, ideen i forsøget ofte […] sådan ned i endeløse talrækker, tællinger og beregninger, at det forfriskende og opmuntrende, der ligger i tanken om at få lidt klarere blik i planternes livsforhold, væren og væsen ofte aldeles forsvinder”.57 Helt heldige havde de unge assistenter nu øjensynlig heller ikke været med det omfattende tællearbejde. Et år efter forsøgenes udførelse måtte Jørgen i humoristisk form bede Peter om at sende sig resultaterne af de mange udbytteforsøg, for han kunne ikke finde dem i forsøgsprotokollen.58 For at understrege situationens alvor afsluttede han sin anmodning med et digt: Lad mig ej forgæves vente, thi det volde vil besvær: Jørgensen forlanger rente, kapital og meget mer’ Det var imidlertid Peter komplet umuligt at henvise til de relevante data, og la Cour måtte bede ham om at rekonstruere resultaterne efter hukommelsen.59 Altså en løsning, der byggede på sund pragmatisme snarere end på strengt videnskabelige principper, men arbejdsgiveren, professor B.S. Jørgensen, var efterfølgende mere end tilfreds med ”den store flid og nøjagtighed, han har anvendt ved de mange tællinger, vejninger og målinger”.60 Måske var Peter Müller efter afslutningen af landbrugsstudiets første del vendt tilbage til tanken om at blive forstkandidat (hvis han da havde været borte fra den). I hvert fald godkendte den kommission, der eksaminerede kommende forstkandidater, allerede i september 1860 hans ansøgning om, at en delt forpraktik mellem to distrikter med et halvt år på hvert ville leve op til adgangskravet til den teoretiske uddannelse.61
24
P.E. Müllers far, numismatikeren og arkæologen Ludvig Müller, er her fotograferet af Jens Petersen i 1868, samme år som sønnen drog ud på sin store dannelsesrejse. Han levede som enkemand i den store lejlighed i Filosofgangen i 26 år efter konens død i 1865. Det Kgl. Bibliotek