Seks år

#1 PÅ NEW YORK TIMES’ BESTSELLERLISTE

HARLAN

COBEN SEKS ÅR

SAVNER DIG

»Ingen skruer et plot bedre sammen!« Dan Brown

»Ganske enkelt en af de bedste forfattere nogensinde.« Gillian Flynn

»Jeg kan ikke få nok af Harlan Coben!« Liza Marklund

seks aĚŠr_TRYK.indd 2

12/08/15 13.24

seks år

seks år_TRYK.indd 1

12/08/15 13.24

seks aĚŠr_TRYK.indd 2

12/08/15 13.24

harlan coben

seks år på dansk ved poul bratbjerg hansen

gads forlag

seks år_TRYK.indd 3

12/08/15 13.24

Seks år er oversat fra amerikansk af Poul Bratbjerg Hansen efter Six years Copyright © 2013 by Harlan Coben All rights reserved Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave © 2015 Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05059‑9 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timren Omslagsfotos: Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Bookwell, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er produkter af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

PEFC Certified This product is from sustainably managed forests and controlled sources PEFC/02-31-169

seks år_TRYK.indd 4

www.pefc.org

12/08/15 13.24

Til Brad Bradbeer Uden dig, kære ven, ville der ikke være nogen Win.

seks år_TRYK.indd 5

12/08/15 13.24

seks aĚŠr_TRYK.indd 6

12/08/15 13.24

kapitel 1

Jeg sad på den bagerste bænkerad i kapellet og så på, at den eneste kvinde, jeg nogensinde ville elske, blev gift med en anden mand.

Natalie var naturligvis klædt i hvidt og så ekstra bedårende ud, så det føltes som en hån. Der havde altid været både en skrøbelighed og en stilfærdig styrke over hendes skønhed, og deroppe så hun æterisk ud, næsten overjordisk.

Hun bed sig i underlæben. Jeg tænkte på de dovne morgener, hvor vi elskede, og så tog hun min blå skjorte på, og vi gik nedenunder.

Så sad vi i spisekrogen og spiste morgenmad og læste avis, og på et tidspunkt tog hun sin skitseblok frem og begyndte at tegne. Mens hun tegnede mig, bed hun sig i læben på præcis den måde.

To hænder rakte ind i mit bryst, tog fat i hver sin side af mit brøstfældige hjerte og rev det midtover.

Hvorfor var jeg kommet?

Tror du på kærlighed ved første blik? Nej, det gør jeg heller ikke.

Men jeg tror på en vældig, mere-end-blot-fysisk tiltrækning ved første blik. Jeg tror på, at man en gang imellem – én gang, måske to gange i løbet af sit liv – bliver tiltrukket så dybt, så oprindeligt, så øjeblikkeligt af en anden, at kraften er stærkere end en magnets. Sådan var det med Natalie. Nogle gange er det så alt, hvad det er. Nogle gange vokser det og udvikler varme og forvandler sig til et strålende inferno, som – det ved man – er den ægte vare og bestemt til at vare for evigt.

Og nogle gange bliver man bare narret til at tro, at det første er det andet.

Jeg havde naivt troet, at vi skulle være sammen altid. Jeg, der aldrig rigtig havde troet på faste forhold og havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at undslippe deres lænker, vidste med det samme – eller i hvert

7

seks år_TRYK.indd 7

12/08/15 13.24

fald efter en uges tid – at det var den kvinde, jeg skulle vågne op ved siden af hver evig eneste morgen. Det var den kvinde, jeg ville give mit liv for at beskytte. Det var den kvinde – ja, jeg ved godt, hvor sentimentalt det lyder – som jeg ikke kunne leve uden, som ville gøre selv det mest hverdagsagtige til noget betydningsfuldt.

Ret kvalmende, ikke?

En præst med en nydelig kronraget isse talte, men blodets susen i mine ører gjorde det umuligt at høre, hvad han sagde. Jeg stirrede på Natalie. Jeg ønskede, at hun skulle være lykkelig. Det var ikke bare hykleri, den løgn, vi ofte binder os selv på ærmet – for hvis hende, man elsker, ikke vil have én, så ønsker man i virkeligheden, at hun er ulykkelig, ikke? Men i dette tilfælde mente jeg det virkelig. Hvis jeg for alvor troede, at Natalie ville blive lykkeligere uden mig, ville jeg give slip på hende, uanset hvor fortvivlende det var. Men jeg troede ikke, at hun ville blive lykkeligere, lige meget hvad hun havde sagt eller gjort. Eller måske er det endnu en dårlig undskyldning, endnu en løgn, vi binder os selv på ærmet.

Natalie kastede end ikke et flygtigt blik i retning af mig, men jeg kunne se, at hun havde et stramt drag om munden. Hun vidste, at jeg var der. Hun holdt øjnene fæstet på sin vordende ægtemand. Han hed Todd, havde jeg for nylig fundet ud af. Jeg hader navnet Todd.

Todd. Han blev sikkert kaldt Toddy eller Todd-Man eller Toddster.

Todds hår var for langt, og han havde de der fire dage gamle skægstubbe, som nogle mennesker syntes var hipt, men som andre – deriblandt mig – syntes var øretæveindbydende. Hans blik gled roligt og selvtilfredst hen over gæsterne, før det blev hængende ved … mig.

Han kiggede på mig et sekund, vurderede mig, før han besluttede, at jeg ikke var umagen værd at beskæftige sig med.

Hvorfor var Natalie vendt tilbage til ham?

Natalies søster, Julie, var førstebrudepige. Hun stod på forhøjningen med en buket i hænderne og et livløst, robotagtigt smil om læberne.

Vi havde aldrig mødt hinanden, men jeg havde set billeder af hende og hørt dem tale i telefon sammen. Julie så også ud til at være chokeret over den drejning, tingene havde taget. Jeg forsøgte at fange hendes blik, men hun havde sørget for at indstille det på uendeligt.

8

seks år_TRYK.indd 8

12/08/15 13.24

Jeg betragtede igen Natalies ansigt. Det var, som om små sprængladninger detonerede i mit bryst. Bare bum, bum, bum. For pokker, det her havde været en dårlig ide. Da forloveren tog ringene frem, begyndte mine lunger at strejke. Det var svært at trække vejret.

Nu var det nok.

Jeg var vel kommet for at se det med mine egne øjne. Erfaringen havde lært mig, at jeg havde behov for det. Min far var død af en blodprop i hjertet fem måneder forinden. Han havde aldrig før haft vrøvl med hjertet og var efter alt at dømme i god form. Jeg kunne huske, at jeg sad i venteværelset, blev kaldt ind på lægens konter, fik den forfærdelige besked – og at jeg så blev spurgt, både dér og hos bedemanden, om jeg ville se liget. Jeg sprang over. Min tanke var, at jeg ikke havde lyst til at huske ham liggende på en båre eller i en kiste.

Jeg ville huske ham, sådan som han var.

Men efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at få svært ved at acceptere, at han var død. Han havde været så fuld af liv. To dage før hans død var vi inde at se en ishockeykamp med New York Rangers – min far havde sæsonkort – og kampen kom ud i forlænget spilletid, og vi råbte og heppede og … hvordan kunne han være død? Jeg begyndte at spekulere på, om der på en eller anden måde var sket en fejl, eller om det hele var ét stort fupnummer, og om min far måske stadig var i live. Jeg ved godt, at det ikke giver mening, men desperation kan drive gæk med én, og hvis man giver desperationen manøvreplads, finder den på alternative svar.

Noget i mig var plaget af, at jeg aldrig så liget af min far. Jeg ville ikke begå den samme fejl igen. Men – for at blive i dette halvsløje billede – nu havde jeg set liget. Der var ikke nogen grund til at tage pulsen eller pirke til det eller blive hængende ved det længere end højst nødvendigt.

Jeg forsøgte at forlade stedet så diskret, som jeg kunne. Det er ikke nogen let sag, når man er 1,95 høj og bygget – for at bruge Natalies udtryk – “som en skovhugger”. Jeg har store hænder. Natalie havde elsket dem. Hun holdt dem i sine og fulgte med en finger linjerne i mine håndflader. Hun sagde, at det var rigtige hænder, mandehænder. Hun havde også tegnet dem, fordi de – sagde hun – fortalte min historie: At

9

seks år_TRYK.indd 9

12/08/15 13.24

jeg voksede op i et arbejdermiljø, at jeg selv betalte for college ved at arbejde som dørmand på en lokal natklub, og på en eller anden måde også, at jeg nu var den yngste professor ved universitetets Institut for Statskundskab.

Jeg tumlede ud af det lille hvide kapel og kom ud i den varme sommerluft. Sommer. Var det kun det, det havde været, når det kom til stykket? En sommerflirt? I stedet for to liderlige teenagere, der gerne ville have gang i den på en sommerlejr, var vi to voksne, der ville have fred og ro på et refugium – hun for at lave sin kunst, jeg for at skrive min disputats i statskundskab – og som mødtes og faldt pladask for hinanden, men nu hvor september nærmede sig, så … ja, alting har jo en ende, især de gode ting. Vores forhold havde det uvirkelige præg, der bestod i, at vi begge var væk fra vores normale liv og alt det hverdagsagtige, der er forbundet med det. Det var måske det, der gjorde det så fantastisk. At vi kun var sammen i denne realitetsfrie boble, gjorde måske vores forhold bedre og mere intenst. Måske var det bare noget ævl.

Inde fra kirkerummet kunne jeg høre jublen, klapsalver. Det rev mig ud af min tilstand. Vielsesceremonien var forbi. Todd og Natalie var nu mr. og mrs. Skægstubbefjæs. Om lidt ville de gå hen ad midtergangen. Jeg spekulerede på, om der ville blive kastet ris på dem. Det ville Todd sikkert ikke bryde sig om. Det ville ødelægge hans frisure, og risene ville sætte sig fast i skægstubbene.

Igen: Jeg behøvede ikke at se mere.

Jeg gik om bag det hvide kapel og var lige nået uden for synsvidde, da kirkedøren blev åbnet. Jeg kiggede ud over rydningen. Der var ingenting, bare … ja, ryddet terræn. I det fjerne var der nogle træer.

Hytterne lå ovre på den anden side af bakken. Det lille kapel var en del af det kunstnerrefugium, hvor Natalie opholdt sig. Mit lå et stykke henne ad vejen og var et refugium for skribenter. Begge steder var gamle Vermont-gårde, der stadig drev en smule økologisk landbrug.

“Goddag, Jake.”

Jeg vendte mig om mod den velkendte stemme. Ikke mere end ti meter fra mig stod Natalie. Jeg kastede et hurtigt blik på hendes venstre ringfinger. Som om hun læste mine tanker, holdt hun hånden op og viste mig den nye vielsesring.

10

seks år_TRYK.indd 10

12/08/15 13.24

“Til lykke,” sagde jeg. “Jeg er utrolig glad på dine vegne.”

Hun ignorerede bemærkningen. “Jeg fatter ikke, at du er her.”

Jeg slog ud med armene. “Jeg hørte, at der ville være nogle fantastiske pindemadder. Det er svært at holde mig væk fra dem.”

“Morsomt.”

Jeg trak på skuldrene, mens mit hjerte blev knust til støv og blæste væk.

“Alle sagde, at du ikke ville dukke op,” sagde Natalie. “Men jeg vidste, at du ville komme.”

“Jeg elsker dig stadig,” sagde jeg.

“Det ved jeg godt.”

“Og du elsker stadig mig.”

“Nej, jeg gør ikke, Jake. Se.” Hun rakte hånden med ringen frem mod mig.

“Skat?” Todd og hans skægvækst kom rundt om hjørnet. Han fik øje på mig og rynkede panden. “Hvem er det?”

Men det var tydeligt, at han vidste det.

“Jake Fisher,” sagde jeg. “Til lykke med brylluppet.”

“Hvor har jeg set dig før?”

Den lod jeg Natalie klare. Hun lagde en beroligende hånd på hans skulder og sagde: “Jake har siddet model for mange af os. Du har sikkert set ham på nogle af vores billeder.”

Han rynkede stadig panden. Natalie stillede sig foran ham og sagde: “Lad os lige tale sammen et øjeblik, okay? Jeg kommer straks.”

Todd kiggede over på mig. Jeg rørte mig ikke. Jeg trak mig ikke.

Jeg kiggede ikke bort.

Modstræbende sagde han: “Okay. Men skynd dig lidt.”

Han sendte mig endnu et hårdt blik og gik tilbage rundt om hjørnet af kapellet. Natalie kiggede på mig. Jeg pegede hen mod det sted, hvor Todd var forsvundet.

“Han virker som en lystig fyr,” sagde jeg.

“Hvorfor er du her?”

“Jeg havde brug for at sige til dig, at jeg elsker dig,” sagde jeg. “Jeg havde brug for at sige, at jeg altid vil elske dig.”

“Det er slut, Jake. Du kommer videre. Du skal nok klare dig.”

11

seks år_TRYK.indd 11

12/08/15 13.24

Jeg sagde ikke noget.

“Jake?”

“Hvad?”

Hun lagde hovedet en lille smule på skrå. Hun vidste, hvad det gjorde ved mig. “Lov mig, at du lader os være i fred.”

Jeg stod bare helt stille.

“Lov mig, at du ikke vil forfølge os eller ringe eller bare maile.”

Smerten i brystet tog til. Den blev til noget skarpt og tungt.

“Lov mig det, Jake. Lov mig, at du lader os være i fred.”

Hun så mig stift i øjnene.

“Okay,” sagde jeg. “Det lover jeg.”

Uden at sige mere gik Natalie sin vej, om til forsiden af kapellet og hen til den mand, hun lige havde giftet sig med. Jeg blev stående og forsøgte at få styr på åndedrættet. Jeg forsøgte at blive vred, forsøgte at bagatellisere det, forsøgte at slå det hen og sige til mig selv, at det var hende, der gik glip af noget. Alt det forsøgte jeg, og jeg forsøgte endda også at være moden og velovervejet, men samtidig vidste jeg godt, at det alt sammen var en afværgeteknik, så jeg ikke skulle se det faktum i øjnene, at jeg for altid ville være sønderknust.

Jeg blev omme bag kapellet, indtil jeg regnede med, at alle gæsterne var taget af sted. Så gik jeg om til forsiden. Præsten med den nydeligt ragede isse stod ved kirkedøren. Det samme gjorde Julie, Natalies søster. Hun lagde en hånd på min arm. “Er du okay?”

“Ja, jeg har det fint,” sagde jeg til hende.

Præsten smilede til mig. “Det er et pragtfuldt vejr at holde bryllup i, ikke sandt?”

Jeg blinkede mod sollyset. “Jo, det er det vel,” sagde jeg, og så gik jeg min vej.

Jeg ville gøre, hvad Natalie havde bedt mig om. Jeg ville lade hende være i fred. Jeg ville tænke på hende hver dag, men jeg ville aldrig ringe til hende eller forsøge at kontakte hende, ja, jeg ville ikke engang slå hende op på nettet. Jeg ville holde mit løfte.

I seks år.

seks år_TRYK.indd 12

12/08/15 13.24

kapitel 2

seks år senere Lige nøjagtigt mellem kl. 15.29 og kl. 15.30 skulle mit liv blive totalt forandret. Men det vidste jeg ikke, da jeg netop var blevet færdig med at undervise mit hold af førsteårsstuderende i ‘Moraltænkningens politik’.

Jeg kom gående ud fra Bard Hall. Dagen var som skabt til campusliv.

Solen skinnede varmt denne dejlige Massachusetts-eftermiddag. På græsarealet var en frisbeekamp i gang. Studerende var strøet ud over det hele, som om de var blevet spredt af en kæmpes hånd. Der blev spillet musik. Det var, som om billederne i drømmecampus-brochuren var blevet levende.

Jeg elsker den slags dage, men hvem gør ikke det?

“Professor Fisher?”

Jeg drejede mig i retning af stemmen. Syv studerende sad i en halvcirkel i græsset. Pigen, der sagde noget, sad i midten.

“Har du ikke lyst til at slå dig ned?” spurgte hun.

Jeg smilede og vinkede afværgende. “Tak, men jeg har træffetid.”

Jeg blev ved med at gå. Jeg ville alligevel ikke være blevet, selvom jeg ville have elsket at sidde sammen med dem i sådan et strålende vejr – hvem ville ikke det? Der var hårfine grænser mellem lærer og elev, og – ja, undskyld, for det kan måske lyde hårdt – jeg ville ikke være den type lærer, hvis du forstår, hvad jeg mener, den lærer, der hænger lidt for meget ud med de studerende og en gang imellem deltager i kollegiefester eller giver øl under opvarmningen før en footballkamp.

En professor bør være støttende og omgængelig, men en professor skal ikke være hverken kammerat eller forælder.

Da jeg kom ind i Clark House, hilste mrs. Dinsmore på mig med

13

seks år_TRYK.indd 13

12/08/15 13.24

et velkendt stramt udtryk i ansigtet. Mrs. Dinsmore, en klassisk pulverheks, havde været sekretær på Institut for Statskundskab, siden Herbert Hoover var præsident, vil jeg tro. Hun var mindst to hundrede år gammel, men var kun så utålmodig og ubehagelig som én, der er halvt så gammel.

“Goddag, din sexede tøs,” sagde jeg til hende. “Nogen beskeder?”

“På dit bord,” sagde mrs. Dinsmore. Selv hendes stemme var stramtandet. “Og der er den sædvanlige kø af kvindelige studerende foran din dør.”

“Okay. Tak.” “Det ligner en Rockettes-audition.”

“Jeg er med.”

“Din forgænger var ikke så let tilgængelig.” “Åh, hold nu op, mrs. Dinsmore. Jeg besøgte ham da her hele tiden, da jeg selv læste.”

“Ja, men dine shorts havde i det mindste en passende længde.”

“Og det var du en lille smule skuffet over, ikke?”

Mrs. Dinsmore gjorde sit bedste for ikke at smile til mig. “Skrub nu bare af med dig, ikke?”

“Bare indrøm det.”

“Vil du gerne have et spark bagi? Forsvind.”

Jeg sendte hende et fingerkys og tog bagdøren for at undgå køen af studerende, der ville have et fredagsmøde på kontoret. Jeg har to timers åben træffetid hver fredag fra kl. 15 til 17. Så er jeg tilgængelig for alle, ni minutter per studerende, intet fastlagt program, ingen tilmelding på forhånd. Man dukker bare op – efter først-til-mølleprincippet. Vi overholder nøje tiden. Man har ni minutter. Hverken mere eller mindre, og så ét minut til at forlade lokalet og lade den næste studerende komme ind og sætte sig ned. Hvis man har brug for mere tid, eller hvis jeg er vejleder på en større opgave, eller hvad der nu kan være tale om, træffer man aftale med mrs. Dinsmore om at få et længere møde.

Præcis kl. 15 lukkede jeg den første studerende ind. Hun ville diskutere teorier om Locke og Rousseau, to politiske tænkere, der i dag er bedre kendt via deres reinkarnationer i tv-serien Lost end i kraft

14

seks år_TRYK.indd 14

12/08/15 13.24

af deres filosofiske teorier. Den næste studerende havde ikke nogen reel grund til at være der ud over – og jeg siger det rent ud – at sleske for læreren. Af og til havde jeg lyst til at bremse folk og sige “Bag nogle småkager til mig i stedet for”, men jeg forstår dem godt. Den tredje studerende var der for at fedte sig til en bedre karakter, hvilket vil sige, at hun mente, at hun for sin opgave, som hun havde fået et B+ for, skulle have haft et A-, hvor hun i virkeligheden snarere skulle have haft et B. Sådan var det. Nogle kom ind på mit kontor for at lære, nogle kom for at gøre indtryk, andre kom for at fedte, og atter andre kom for at snakke – det var alt sammen i orden. Jeg dømmer ingen ud fra disse besøg. Det ville være forkert. Jeg behandler alle studerende, der kommer ind ad døren, på samme måde, fordi vi er her for at lære dem noget, hvis ikke statskundskab, så måske en lille smule om kritisk tænkning eller måske endda om – støn! – livet. Hvis de studerende var færdigudviklede og uden usikkerheder, når de kom til os, hvad ville meningen med det så være?

“Der bliver ikke ændret på karakteren B+,” sagde jeg, da hun var færdig med at tale for sin syge moster. “Men jeg tør vædde på, at du godt kan hæve karakteren en tak i den næste opgave.”

Urets ringetone lød. Ja, som sagt overholder jeg nøje de afsatte mødetidsrum. Klokken var nu præcis 15.29. Det var grunden til, at jeg – da jeg senere så tilbage på det, der nu skulle ske – vidste helt præcist, hvornår det hele begyndte: mellem kl. 15.29 og 15.30.

“Tak, professor,” sagde hun og rejste sig for at gå. Jeg rejste mig også.

Mit kontor var ikke blevet ændret en tøddel, siden jeg blev leder af instituttet fire år tidligere og overtog lokalet fra min forgænger og mentor, professor Malcolm Hume, som var udenrigsminister under én præsident og stabschef for en anden. Der var stadig et vidunderligt nostalgisk præg af akademisk uorden: gamle globusser, bøger i overstørrelse, gulnede skrifter, plakater, der var ved at falde ned, indrammede portrætter af mænd med skæg. Der var ikke noget skrivebord i lokalet, kun et stort egetræsbord, hvor der kunne sidde tolv personer, lige nøjagtig størrelsen på mit hold af specialeskrivende studerende på sidste år.

15

seks år_TRYK.indd 15

12/08/15 13.24

Overalt lå der ting og flød. Jeg havde ikke gjort mig den ulejlighed at rydde op og indrette mig, ikke så meget fordi jeg ville ære min mentor, sådan som de fleste troede, men af tre andre grunde: For det første var jeg doven og orkede det virkelig ikke. For det andet havde jeg ikke rigtig en personlig stil og heller ingen familiefotos at hænge op, og jeg havde ikke noget tilovers for det dér “kontoret er en afspejling af manden”-pjat, eller også var det her faktisk manden. Og for det tredje har jeg altid oplevet, at rod virker befordrende på folks evne til at udtrykke sig. Der er noget ved steril indretning og pinlig orden, der hæmmer spontaniteten hos en studerende. Det er, som om rod inviterer mine studerende til at tale frit fra leveren – omgivelserne er allerede én stor rodebutik, forvirring og kaos, tænker de, så hvilken yderligere skade kan deres latterlige ideer og tanker gøre?

Men det skyldtes først og fremmest, at jeg var doven og ikke gad.

Vi rejste os begge fra det store egetræsbord og gav hinanden hånden. Hun holdt min hånd et sekund længere, end hun behøvede, så jeg gjorde bevidst min hånd fri hurtigt. Nej, det sker ikke hele tiden.

Men det sker. Jeg er femogtredive nu, men da jeg lige var startet her – den unge professor i tyverne – skete det hyppigere. Kan du huske den scene i Jagten på den forsvundne skat, hvor en studerende har skrevet “LOVE YOU” på sine øjenlåg? Noget i den retning var jeg ude for i mit første semester. Men det første ord var ikke “LOVE”, og det andet ord “YOU” var erstattet af “ME”. Det får mig ikke til at bilde mig noget ind. Vi universitetslærere befinder os i en position, hvor vi har temmelig stor magt. De mænd, der falder for det, eller som tror, at de på en eller anden måde har fortjent sådan en opmærksomhed (ikke for at være sexistisk, men det er næsten altid mænd), er som regel mere usikre og trængende end de kvindelige studerende med “farmandsproblemer”, man kan støde på.

Da jeg satte mig ned og ventede på, at den næste studerende skulle komme ind, kastede jeg et blik på computeren, der stod på bordet til højre for mig. Universitetets hjemmeside var oppe. Siden var typisk for et college, vil jeg tro. Til venstre var der nogle billeder af collegeliv, studenter af alle racer, trosretninger, religioner og køn, der havde det demonstrativt godt, studerede flittigt, hang ud med hinanden, talte

16

seks år_TRYK.indd 16

12/08/15 13.24

med lærerne, deltog i fritidsaktiviteter … du ved, hvad jeg mener. Det øverste felt viste skolens logo og dens mest markante bygninger, blandt andet det hæderkronede Johnson Chapel, en udgave i stor målestok af det kapel, hvor jeg havde set Natalie blive gift.

I højre side af skærmen var der et college-newsfeed, og nu – idet Barry Watkins, den næste studerende på listen, trådte ind i lokalet og sagde “Yo, fessor, hvordan går det?” – fik jeg øje på en nekrolog i feedet, der fik mig til at stoppe op.

“Hej, Barry,” sagde jeg med øjnene rettet mod skærmen. “Sæt dig ned.”

Det gjorde han og lagde fødderne op på bordet. Han vidste, at jeg var ligeglad. Barry kom hver uge. Vi talte om alt og ingenting.

Hans besøg var snarere en slags udvandet samtaleterapi end noget, der havde med den akademiske verden at gøre, men det havde jeg det som sagt helt fint med.

Jeg kiggede nøjere på skærmen. Det, der havde fået mig til at studse, var et foto af den afdøde i frimærkestørrelse. Jeg kunne ikke genkende ham – ikke på den afstand – men han så ung ud. Det var egentlig ikke usædvanligt for nekrologer. Der skete tit det, at universitetet i stedet for at skaffe et fotografi af nyere dato scannede et billede af den afdøde fra skolens årbog ind, men selv med et halvt øje kunne jeg se, at det ikke var tilfældet. Frisuren var ikke noget fra – lad os sige – tresserne eller halvfjerdserne. Det var heller ikke et sort-hvidt foto, og årbogen havde været i sort-hvid indtil 1989.

Men vi er et lille universitet med omkring fire hundrede studerende på hver årgang. Dødsfald var ikke ualmindelige, men måske på grund af skolens størrelse eller min nære tilknytning til den som både alumne og medlem af lærerstaben følte jeg mig altid på en eller anden måde personligt involveret, når der var én herfra, der døde.

“Hey, mester?”

“Lige et øjeblik, Barry.”

Jeg tog noget af hans tilmålte tid. Jeg bruger en bærbar pointtavle med tidtager af den slags, som man ser i basketballhaller over hele landet, med kæmpestore røde digitale tal. Jeg fik den engang i gave af en ven, der gik ud fra, at jeg på grund af min højde måtte have spillet

17

seks år_TRYK.indd 17

12/08/15 13.24

basket. Det havde jeg ikke, men jeg var utrolig glad for uret. Det var stillet til automatisk at tælle ned fra ni minutter, og nu kunne jeg se, at vi var nede på 8:49.

Jeg klikkede på det lille fotografi. Da det større billede dukkede op, lykkedes det mig at undertrykke et gisp.

Den afdødes navn var Todd Sanderson.

Jeg havde ikke lagret Todds efternavn i min hukommelse – i bryllupsinvitationen havde der kun stået “Todd og Natalies bryllup!” – men det kan nok være, at jeg kendte det ansigt. De hippe skægstubbe var væk. Han var glatbarberet, og håret så maskinklippet ud. Jeg spekulerede på, om det skyldtes Natalies indflydelse – hun havde altid brokket sig over, at mine stubbe irriterede hendes hud – og så tænkte jeg på, hvorfor jeg tænkte på noget, der var så torskedumt.

“Uret tikker, mester.”

“Et øjeblik, Barry. Og lad være med at kalde mig mester.”

Todds alder blev oplyst; han var toogfyrre år. Det var lidt ældre, end jeg forventede. Natalie var fireogtredive, kun et år yngre end mig. Jeg havde troet, at Todd var tættere på vores alder. Ifølge nekrologen havde Todd været tight end på footballholdet (et af ligaens bedste) og havde været tæt på at få et Rhodes-stipendium.

Imponerende. Han havde taget afgangseksamen med udmærkelse fra Historisk Institut, havde stiftet en velgørenhedsorganisation, der hed Fresh Start, og i sit sidste studieår havde han været formand for Psi U, min studenterklub.

Todd var ikke blot gammel elev fra min skole, vi havde også tilhørt den samme studenterklub. Hvordan kunne det være, at jeg ikke havde vidst det?

Der var mere, meget mere, men jeg sprang ned til det sidste par linjer.

Begravelsen finder sted på søndag i Palmetto Bluff i South Carolina, ikke langt fra Savannah i Georgia. Mr. Sanderson efterlader sig hustru og to børn.

To børn?

“Professor Fisher?”

18

seks år_TRYK.indd 18

12/08/15 13.24

Der var noget underligt ved Barrys stemme. “Undskyld, jeg var bare …”

“Nej, du skal ikke sige undskyld. Er du okay?”

“Ja, jeg har det fint.”

“Sikker? Du ser bleg ud, mand.” Barry lod sine sneakers svinge ned på gulvet og anbragte hænderne på bordet. “Jeg kan komme på et andet tidspunkt.”

“Nej,” sagde jeg.

Jeg vendte mig væk fra skærmen. Det måtte vente. Natalies ægtemand var død i en ung alder. Det var trist, ja, endda tragisk, men det havde ikke noget med mig at gøre. Det var ikke nogen grund til at lade være med at arbejde eller lade det gå ud over mine studerende.

Det havde ganske vist taget fusen på mig: Ikke blot var Todd død, men han havde også gået på mit universitet. Det var et mærkværdigt tilfælde, syntes jeg, men ikke ligefrem en jordrystende afsløring.

Måske kunne Natalie bare godt lide Lanford-mænd.

“Nå, hvad er der på tapetet?” spurgte jeg Barry.

“Kender du professor Byrner?”

“Ja.” “Han er en total tumpe.”

Ja, det var han, men det ville jeg ikke sige. “Hvad er problemet?”

Jeg havde ikke set nogen dødsårsag i nekrologen. I mindeord fra universiteter var den ofte ikke nævnt. Jeg ville se efter igen senere.

Hvis den ikke var nævnt, kunne jeg måske finde en mere udtømmende nekrolog på nettet.

På den anden side: Hvorfor skulle jeg vide mere? Gjorde det nogen forskel?

Det var bedst at holde fingrene fra det.

Under alle omstændigheder måtte det vente, indtil træffetiden var forbi. Jeg blev færdig med Barry og gik videre. Jeg forsøgte at skubbe tankerne om nekrologen til side og fokusere på de studerende, der var tilbage. Jeg var uoplagt, men de studerende ænsede det ikke. Studerende kan ikke forestille sig, at lærere har et liv som alle andre, ligesom de ikke kan forestille sig, at deres forældre har sex. På ét plan var det fint nok. På et andet plan minder jeg dem hele tiden om, at de skal se

19

seks år_TRYK.indd 19

12/08/15 13.24

ud over deres egen næsetip. Det hører med til det at være menneske, at vi alle synes, at vi er enestående komplekse og sammensatte, mens alle andre er enklere og lettere at aflæse. Det passer selvfølgelig ikke.

Vi har alle sammen vores egne drømme og håb og behov og begær og hjertesorger. Vi har alle vores særheder og fikse ideer.

Jeg var ukoncentreret. Jeg holdt øje med uret, så tiden snegle sig af sted, som om jeg var den studerende, der kedede mig mest i den mest kedelige undervisningstime. Da klokken blev fem, skyndte jeg mig hen til computeren. Jeg fandt hele Todd Sanderson-nekrologen frem.

Nej, der stod ikke noget om dødsårsagen.

Underligt. Af og til var der et fingerpeg i det, der blev foreslået, at man donerede til. Der står “I stedet for blomster, så giv venligst en donation til Kræftens Bekæmpelse” eller noget i den retning. Men der var ikke angivet noget. Der stod heller ikke, hvad Todds beskæftigelse var, men på den anden side hvad så?

Min kontordør røg op, og Benedict Edwards, en humanioraprofessor og min bedste ven, trådte ind. Han bankede ikke på, men det havde han aldrig gjort eller følt behov for. Vi mødtes ofte om fredagen klokken fem og gik hen på en bar, hvor jeg arbejdede som dørmand, da jeg læste. Dengang var den ny og flot og hip og trendy. Nu var den gammel og slidt og omtrent lige så hip og trendy som videobånd.

Benedict var nærmest min modsætning rent fysisk: lille og spinkel og afroamerikaner. Hans øjne blev forstørret af store Ant-Man-briller, der lignede beskyttelsesbrillerne i kemilokalerne. Apollo Creed måtte være inspirationskilden til hans alt for store overskæg og alt for høje afrohår. Han havde slanke fingre som en kvindelig pianist, fødder, som en ballerina ville misunde ham, og selv en blind mand ville ikke forveksle ham med en skovhugger.

Trods det – eller måske på grund af det – var Benedict også en total “playah” og scorede flere kvinder end en rapper med et radio-hit.

“Hvad er der galt?” spurgte Benedict.

Jeg sprang over “Ikke noget” og “Hvordan ved du, at der er noget galt?” og gik lige til sagen: “Har du nogensinde hørt om en fyr ved navn Todd Sanderson?”

“Det tror jeg ikke. Hvem er han?”

20

seks år_TRYK.indd 20

12/08/15 13.24

“Han studerede her. Hans nekrolog er online.”

Jeg vendte skærmen om mod ham. Benedict rettede på beskyttelsesbrillerne. “Jeg kan ikke genkende ham. Hvorfor?”

“Kan du huske Natalie?”

Der gled en skygge over hans ansigt. “Jeg har ikke hørt dig nævne hendes navn i …”

“Ja, ja. Men det her er – eller var – hendes mand.”

“Fyren, hun skrottede dig for?”

“Ja.” “Og nu er han død.” “Åbenbart.”

“Så nu er hun altså single igen,” sagde Benedict og løftede et øjenbryn.

“Hvor er du dog følsom.”

“Jeg er bekymret. Du er min bedste wingman. Jeg siger det, som damerne elsker at høre, men det er dig, der ser godt ud. Jeg vil nødigt miste dig.”

“Hvor er du dog følsom,” sagde jeg igen.

“Har du tænkt dig at ringe til hende?”

“Hvem?”

“Condoleezza Rice. Hvem tror du, jeg mener? Natalie.”

“Ja, helt klart. Og sige noget i retning af: ‘Ham fyren, du hellere ville have end mig, er død. Vil du med i biffen?’”

Benedict læste nekrologen. “Vent lidt.”

“Hvad?”

“Der står, at hun har to børn.”

“Og?” “Det gør det mere kompliceret.”

“Vil du godt holde op?”

“To børn … Måske er hun blevet fed.” Benedict kiggede på mig med sine forstørrede øjne. “Hvordan ser Natalie ud nu? Jeg mener … to børn. Hun er sikkert buttet, ikke?”

“Hvordan skulle jeg vide det?”

“På samme måde som alle andre … Google, Facebook, den slags.”

Jeg rystede på hovedet. “Det har jeg ikke gjort.”

21

seks år_TRYK.indd 21

12/08/15 13.24

“Hvad? Det gør alle. Jeg gør det da med alle mine gamle flammer.”

“Kan internettet godt klare så meget trafik?”

Benedict smilede. “Du har ret. Jeg har brug for min egen server.”

“Jeg håber ikke, at det er en eufemisme.”

Men jeg så noget vemodigt bag hans smil. Jeg kom til at tænke på en situation på en bar, hvor Benedict var blevet ekstra beruset. Jeg greb ham i at kigge på et slidt, halvkrøllet fotografi, som han havde i sin tegnebog. Jeg spurgte ham, hvem hun var. “Den eneste pige, jeg nogensinde vil elske,” snøvlede han. Så stak han fotoet ned bag sit kreditkort, og selvom jeg siden er kommet med hentydninger, har han aldrig sagt et ord om det.

Dengang havde han det samme vemodige smil om munden.

“Jeg lovede Natalie det,” sagde jeg.

“Lovede hende hvad?”

“At jeg ville lade dem være i fred. At jeg aldrig ville kontakte dem eller på nogen måde genere dem.”

Det tyggede Benedict lidt på. “Det lader til, at du har holdt dit løfte, Jake.”

Jeg sagde ikke noget. Benedict havde løjet for lidt siden. Han tjekkede ikke gamle kæresters Facebook-sider. Eller hvis han gjorde det, så gjorde han det ikke med særlig stor iver. Men da jeg engang kom brasende ind på hans kontor – ligesom ham bankede jeg aldrig på – kunne jeg se, at han var på Facebook. Jeg så i et kort glimt, at den side, han havde på skærmen, tilhørte den kvinde, som han havde et billede af i sin tegnebog. Benedict skyndte sig at lukke browseren, men jeg tør vædde på, at han ofte var inde på den side. Måske endda hver dag. Jeg tør vædde på, at han kiggede på hvert eneste nye billede af den eneste kvinde, han havde elsket. Jeg tør vædde på, at han kiggede på hendes liv, som det formede sig nu, måske på hendes børn, måske på den mand, som hun delte seng med, og at han stirrede på dem, ligesom han stirrede på fotografiet i sin tegnebog. Jeg har ikke nogen beviser for det, det er bare en fornemmelse, men jeg tror ikke, at jeg er helt galt afmarcheret.

Som jeg sagde før, har vi jo alle vores særheder og fikse ideer.

“Hvad er det, du forsøger at sige?” spurgte jeg ham.

22

seks år_TRYK.indd 22

12/08/15 13.24

“Jeg siger bare, at det med ‘dem’ er et overstået kapitel nu.”

“Natalie har ikke været en del af mit liv i meget lang tid.”

“Mener du virkelig det?” spurgte Benedict. “Fik hun dig også til at love at glemme, hvad du følte for hende?”

“Jeg troede, at du var bange for at miste din bedste wingman.”

“Så godt ser du heller ikke ud.”

“Hvor er du ond.”

Han rejste sig. “Vi humaniorafolk ved alt.”

Så lod Benedict mig være alene. Jeg rejste mig og gik hen til vinduet. Jeg kiggede ud over fællesområdet. Jeg så de studerende gå forbi, og som jeg ofte gjorde, når jeg befandt mig i en svær situation, spurgte jeg mig selv, hvilket råd jeg ville give en af dem, hvis de var i mine sko. Pludselig, uden varsel, kom det hele væltende på én gang: det hvide kapel, den måde, hendes hår var sat på, den måde, hun holdt sin ringfinger frem på, smerten, savnet, følelserne, kærligheden, krænkelsen. Mine knæ gav efter. Jeg troede, at jeg var holdt op med at lide af ulykkelig kærlighed til hende. Hun havde knust mig, men jeg havde samlet stumperne op, klinket dem sammen og var kommet videre i mit liv.

Det var dumt at gøre sig den slags tanker nu. Og det var selvisk.

Det var upassende. Hun havde lige mistet sin ægtemand, og som den dumme skid jeg var, bekymrede jeg mig om konsekvenserne for mig.

Slip det, sagde jeg til mig selv. Glem det og hende. Kom videre.

Men jeg kunne ikke. Jeg var simpelthen ikke skruet sådan sammen.

Jeg havde sidst set Natalie ved et bryllup. Nu ville jeg se hende ved en begravelse. Nogle mennesker ville synes, at det var skæbnens ironi – jeg var ikke en af dem.

Jeg gik hen til computeren igen og bestilte en flybillet til Savannah.

seks år_TRYK.indd 23

12/08/15 13.24

kapitel 3

Det første tegn på, at der var noget, der haltede, viste sig under mindetalen.

Palmetto Bluff var ikke så meget en by, som det var en stor indhegnet bebyggelse. Den nybyggede “landsby” var smuk, ren, meget velholdt, historisk korrekt, hvilket alt sammen gav stedet et sterilt, Disney Epcot-agtigt kunstigt præg. Alting virkede lidt for perfekt.

Det skinnende hvide kapel – ja, endnu ét – lå på en klint og var så malerisk, at sceneriet så ud til at være, ja, et kønt maleri. Varmen var derimod meget virkelig, som et levende væsen med en luftfugtighed så høj, at den kunne bruges som et perleforhæng.

I endnu et flygtigt øjeblik af sund fornuft spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg var taget herned, men jeg slog det ud af hovedet. Nu var jeg her, hvilket gjorde spørgsmålet irrelevant. Hotellet i Palmetto Bluff – The Inn – lignede en filmkulisse. Jeg gik ind i stedets yndige bar og bestilte en whisky uden is hos en yndig servitrice.

“Skal du deltage i begravelsen?” spurgte hun.

“Ja.” “Tragisk.”

Jeg nikkede og kiggede ned på min drink. Den yndige servitrice forstod hentydningen og sagde ikke mere.

Jeg roser mig af at være et oplyst, rationelt menneske. Jeg tror ikke på skæbnen eller en højere styrelse eller noget andet overtroisk vås, men ikke desto mindre begrundede jeg min impulsive opførsel på lige netop den måde. Det er meningen, at jeg skal være her, sagde jeg til mig selv. Jeg var tvunget til at gå om bord i det fly. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde med mine egne øjne set Natalie gifte sig med en anden mand, og alligevel kunne jeg stadig ikke – selv nu – helt

24

seks år_TRYK.indd 24

12/08/15 13.24

acceptere det. Der var stadig et dybfølt behov for at få det afklaret.

Seks år tidligere havde Natalie vraget mig med et lille brev, hvori der stod, at hun skulle giftes med sin gamle kæreste. Dagen efter fik jeg en invitation til deres bryllup. Det var ikke så sært, at det stadig føltes … ufærdigt. Nu var jeg her i håb om at få det, hvis ikke afklaret, så afsluttet.

Det er utroligt, hvad vi kan finde på af forklaringer og undskyldninger, når der er noget, vi virkelig gerne vil have.

Men hvad var det præcis, at jeg ville have her?

Jeg tømte mit glas, sagde tak til den yndige servitrice og bevægede mig forsigtigt hen til kapellet. Jeg holdt mig selvfølgelig på afstand. Jeg er måske nok rædsom, ufølsom og selvoptaget, men ikke i så høj grad, at jeg trænger mig på og forstyrrer en enke, der begraver sin mand.

Jeg blev stående bag et højt træ – en palmettopalme, hvad ellers? – og turde ikke engang liste mig til at kigge på begravelsesgæsterne.

Da jeg hørte indgangssalmen, tænkte jeg, at kysten var så klar, som den ville blive. Et hurtigt kig bekræftede det. Alle befandt sig nu inde i kapellet. Jeg begyndte at gå hen mod det. Jeg kunne høre et gospelkor synge. Sagt med ét ord var de glimrende. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, så jeg tog i kirkedøren, der var ulåst (ret oplagt, ikke?) og gik indenfor. Jeg bøjede hovedet, da jeg trådte ind, og holdt en hånd op til ansigtet, som om jeg kløede mig.

En temmelig tynd forklædning.

Det var der ikke behov for. Kapellet var tætpakket. Jeg stod nede bagved sammen med andre, der var kommet sent og ikke kunne finde en plads. Koret blev færdig med at synge, og en mand – jeg ved ikke, om han var prædikant eller præst – steg op på prædikestolen. Han lagde ud med at beskrive Todd som “en omsorgsfuld læge, en god nabo, en generøs ven og et fantastisk familiemenneske”. Læge. Det havde jeg ikke vidst. Manden udbredte sig om Todds kvaliteter: hans velgørenhedsarbejde, hans vindende væsen, hans storsind, hans evne til at få ethvert menneske til at føle sig som noget særligt, hans villighed til at smøge ærmerne op og tage fat, når nogen – det være sig en ven eller en fremmed – havde brug for en hånd. Jeg afskrev naturligvis dette som velkendt begravelsesretorik – vi har en naturlig tilbøjelighed

25

seks år_TRYK.indd 25

12/08/15 13.24

til at skamrose de afdøde – men jeg kunne se tårerne i øjnene på folk i kirken, og at de nikkede med på ordene, som om det var en sang, som kun de kunne høre.

Fra min plads nede bagved forsøgte jeg at kigge op foran for at få et glimt af Natalie, men der var for mange hoveder, der spærrede for udsynet. Jeg ville ikke gøre mig bemærket, så jeg holdt op. Desuden var jeg kommet ind i kapellet og havde set mig omkring og lyttet til lovordene for den afdøde. Var det ikke nok? Hvad var der ellers at komme efter her?

Tiden var inde til at gå.

“Den første, der herefter vil sige nogle mindeord,” sagde manden på prædikestolen, “er Eric Sanderson.”

En bleg teenager – han var vel omkring seksten år – rejste sig og gik hen til prædikestolen. Min første tanke var, at Eric måtte være Todd Sandersons (og via giftermålet Natalies) nevø, men den tanke blev skudt i sænk af drengens første sætning.

“Min far var min helt …”

Far? Der gik nogle sekunder, før det dæmrede for mig. Vores tankegang har for vane at bevæge sig i bestemte baner, som den har svært ved at forlade. Da jeg var dreng, fortalte min far mig en gåde, som han mente ville sætte mig til vægs. “En far og søn er ude for en bilulykke. Faren dør. Drengen bliver kørt på hospitalet. Kirurgen siger: ‘Jeg kan ikke operere den dreng. Han er min søn.’ Hvordan hænger det sammen?”

Det er det, jeg mener med baner. For min fars generation var gåden vel rimelig svær at løse, men for folk på min alder var løsningen – kirurgen var hans mor – så oplagt, at jeg kan huske, at jeg lo højt. “Hvad bliver det næste, far? Begynder du at bruge din kassettebåndoptager?”

Her var der tale om noget lignende. Hvordan kunne en mand – tænkte jeg – der kun havde været gift med Natalie i seks år, have en søn, som var teenager? Svar: Eric var Todds søn, ikke Natalies. Måske havde Todd været gift før – han havde under alle omstændigheder fået et barn med en anden kvinde.

Jeg forsøgte igen at få øje på Natalie oppe på den forreste kirkebænk. Jeg strakte hals, men kvinden, der stod ved siden af mig,

26

seks år_TRYK.indd 26

12/08/15 13.24

udstødte et irriteret suk, fordi jeg masede mig for tæt på. Oppe på prædikestolen var Todds søn, Eric, ikke til at stå for. Han talte smukt og bevægende. Der var ikke et øje tørt i kapellet bortset fra, nå ja, mit.

Så hvad nu? Skulle jeg bare stå her? Og så kondolere over for enken og – hvad? – bringe hende ud af fatning og forstyrre hende i hendes sorg? Og hvad med selviske mig? Havde jeg virkelig lyst til at se hendes ansigt igen, se hende græde over at have mistet sit livs kærlighed?

Niks. Jeg kiggede på mit ur. Jeg havde en billet til flyet samme aften. Hurtigt ind og ud. Intet postyr, ingen ballade, ingen overnatning, ingen hoteludgifter. Afklaring på den billige måde.

Der var dem, der ville sige det indlysende om Natalie og mig: At jeg havde idealiseret vores tid sammen, så det var ude af enhver rationel proportion. Det forstår jeg godt. Objektivt set kan jeg godt se, at argumentet har gyldighed. Men hjertet er ikke objektivt. Jeg, der forgudede de store tænkere, teoretikere og filosoffer, ville aldrig synke så dybt, at jeg ville gøre brug af et aksiom så banalt som Jeg ved det bare. Men faktisk ved jeg det. Jeg ved, hvad Natalie og jeg havde sammen. Jeg kan se det klart, intet er den mindste smule tonet, og derfor kan jeg ikke regne ud, hvad der er blevet af os.

Kort sagt forstår jeg stadig ikke, hvad der skete med os.

Da Eric var færdig og satte sig på sin plads, hørtes snøftende og hulkende lyde i det skinnende hvide kapel. Præstemanden, der stod for ceremonien, gik op på prædikestolen igen og brugte den universelle “rejs jer”-håndbevægelse. Da forsamlingen begyndte at rejse sig, benyttede jeg mig af ståhejen til at liste mig udenfor. Jeg gik over vejen og hen bag ved palmettopalmen. Jeg lænede mig op ad stammen, så jeg ikke kunne ses fra kapellet.

“Er du okay?”

Jeg vendte mig om og fik øje på den yndige servitrice. “Tak, jeg har det fint.”

“Et fint menneske … doktoren.”

“Ja,” sagde jeg.

“Var I gode venner?”

Jeg svarede ikke. Et par minutter senere blev døren ind til kapellet åbnet. Kisten blev rullet ud i den bagende sol. Da den nåede hen til

27

seks år_TRYK.indd 27

12/08/15 13.24

rustvognen, gik kistebærerne, hvoraf den ene var sønnen Eric, hen og stillede sig rundt om kisten. Den næste, der kom ud, var en kvinde med en stor, sort hat. Hun havde armen om en pige, der vel var fjorten år. En høj mand stod ved siden af hende. Hun lænede sig ind til ham.

Manden lignede Todd en lille smule. Jeg gættede på, at det var hans bror og søster, men det var kun et gæt. Kistebærerne løftede kisten op og skubbede den ind i rustvognen. Kvinden med den sorte hat og pigen blev ledsaget hen til den første limousine. Den høje mand, måske broren, åbnede døren for dem. Eric satte sig ind efter dem. Så iagttog jeg resten af begravelsesgæsterne, der begyndte at komme ud.

Natalie var ikke at se endnu.

Det var kun en lille smule underligt, syntes jeg. Jeg havde set, at man gjorde det på begge måder. Somme tider var hustruen den første, der forlod stedet; hun gik lige bag kisten og havde nogle gange en hånd på den. Og somme tider var hun den sidste; hun ventede på, at kapellet blev helt tømt, før hun stod det igennem at gå op ad kirkegulvet. Jeg mindedes, at min mor ikke havde haft lyst til at komme i berøring med nogen ved min fars begravelse. Hun gik så vidt, at hun smuttede ud ad en sidedør for at undgå trængslen af familie og venner.

Jeg betragtede de sørgende, der kom ud. Deres sorg var – ligesom sydstatsvarmen – som et levende væsen. Den var ægte og til at tage og føle på. Disse mennesker var her ikke kun af høflighed. De holdt af denne mand. Hans død havde rystet dem. Men på den anden side: Hvad havde jeg forventet? Troede jeg, at Natalie ville skrotte mig til fordel for en taber? Var det ikke bedre at have tabt til denne afholdte lægemand i stedet for til en gusten skiderik?

Godt spørgsmål.

Servitricen stod stadig ved siden af mig. “Hvordan døde han?” hviskede jeg.

“Ved du ikke det?”

Jeg rystede på hovedet. Tavshed. Jeg kiggede på hende.

“Han blev myrdet,” sagde hun.

Ordene blev hængende i den fugtige luft, nægtede at forsvinde. Jeg gentog det sidste. “Myrdet?”

“Ja.”

28

seks år_TRYK.indd 28

12/08/15 13.24

Jeg åbnede munden, lukkede den, prøvede igen. “Hvordan? Hvem?”

“Han blev skudt, tror jeg nok. Det er jeg ikke helt sikker på. Politiet ved ikke, hvem der gjorde det. De mener, at det var et tyveri, der gik skævt. En fyr brød ind og vidste ikke, at der var nogen hjemme.”

Jeg mærkede en stivhed. Nu var der ikke flere folk, der kom ud af kapellet. Jeg holdt skarpt øje med døren og ventede på, at Natalie skulle dukke op.

Men det gjorde hun ikke.

Manden, der havde forrettet ceremonien, kom ud og lukkede døren bag sig. Han satte sig ind på forsædet i rustvognen. Rustvognen begyndte at køre. Den første limousine fulgte efter.

“Er der en sidedør?” spurgte jeg.

“Hvad for noget?”

“I kapellet. Er der en anden dør?”

Hun rynkede panden. “Nej,” sagde hun. “Der er kun den ene dør.”

Nu havde ligtoget sat sig i bevægelse. Hvor fanden var Natalie?

“Skal du ikke hen på kirkegården?” spurgte servitricen.

“Nej,” sagde jeg.

Hun lagde en hånd på min arm. “Du ser ud, som om du kunne trænge til en drink.”

Det var svært at indvende noget imod. Jeg tumlede nærmest efter hende hen til baren og klaskede sammen på den samme barstol, jeg havde siddet på tidligere. Hun skænkede en whisky mere op til mig.

Jeg holdt blikket rettet mod ligtoget, mod døren ind til kapellet og mod det lille bytorv.

Der var ingen Natalie.

“Jeg hedder for resten Tess.”

“Jake,” sagde jeg.

“Så hvordan kendte du dr. Sanderson?”

“Vi har gået på det samme college.”

“Er det rigtigt?”

“Ja. Hvorfor?”

“Du ser yngre ud.”

“Det er jeg også. Vi kendte hinanden som gamle elever.”

“Nå, okay. Det giver mening.”

29

seks år_TRYK.indd 29

12/08/15 13.24

“Tess?”

“Ja?” “Kender du noget til dr. Sandersons familie?”

“Hans søn, Eric, har kommet sammen med min niece. En god dreng.”

“Hvor gammel er han?”

“Seksten, måske sytten. Det er virkelig en tragedie. Han og hans far havde et meget nært forhold.”

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bringe emnet på bane, så jeg spurgte bare: “Kender du dr. Sandersons kone?”

Tess lagde hovedet på skrå. “Gør du ikke det?”

“Nej,” løj jeg. “Jeg har aldrig truffet hende. Vi kendte kun hinanden fra nogle få collegearrangementer. Han kom altid alene.”

“Du virker meget berørt af det, i betragtning af at du kun har mødt ham til nogle få collegearrangementer.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare på det, så jeg veg udenom ved at tage en stor slurk. Så sagde jeg: “Det er bare det, at … ja, jeg så hende ikke til begravelsen.”

“Hvordan ved du det?”

“Hvad?”

“Du har lige sagt, at du aldrig har mødt hende. Så hvordan ved du det?”

Jeg var virkelig ikke ret god til det her, var jeg? “Jeg har set billeder.”

“De kan ikke have været ret gode.”

“Hvad mener du?”

“Hun var her jo lige. Hun kom ud lige efter kisten sammen med Katie.”

“Katie?”

“Deres datter. Eric var en af kistebærerne. Så kom dr. Sandersons bror ud sammen med Katie og Delia.”

Dem kunne jeg selvfølgelig huske. “Delia?”

“Dr. Sandersons kone.”

Det begyndte at køre rundt i hovedet på mig. “Jeg troede, at hun hed Natalie.”

Hun lagde armene over kors og rynkede panden. “Natalie? Nej.

30

seks år_TRYK.indd 30

12/08/15 13.24

Hun hedder Delia. Hun og dr. Sanderson var high school-kærester. De voksede op lidt længere henne ad vejen her. De var gift i en evighed.”

Jeg stirrede bare på hende.

“Jake?”

“Hvad?” sagde jeg.

“Er du sikker på, at du er til den rigtige begravelse?”

seks år_TRYK.indd 31

12/08/15 13.24