Se på mig

DUSTIN HOFFMAN

I næsten seks årtier har Dustin Hoffman været en af de mest fascinerende og alsidige skikkelser i amerikansk kulturliv. Fra sit store gennembrud i The Graduate til sine uforglemmelige roller i Midnight Cowboy, Tootsie og Rain Man har han levet sig ind i nogle af filmhistoriens mest bemærkelses-

FOTO: LISA HOFFMAN

SE PÅ MIG

værdige karakterer. Nu vender Hoffman det

Som dobbelt Oscar-vinder og syv gange nomi-

skarpe blik, han har brugt et helt liv på at iagttage andre med, mod sig selv. Se på mig er en varm, åbenhjertig, morsom og dybt rørende erindringsbog om kunst, ambitioner, familie, venskaber, kærlighed, alderdom og et kreativt livs mysterier. Bogen

neret har DUSTIN HOFFMAN haft en enestå-

er skrevet i samarbejde med den anerkendte

ende karriere. Hans indtog i Hollywood var

et imponerende persongalleri, der har været med til at udviske den traditionelle grænse

ARIEL LEVY blev ansat som journalist på The New Yorker i 2008 og modtog prisen National Magazine Award inden for kategorien Essays og Kritik i 2014. Hun er vært på og medskaber af podcasten The Just Enough Family og forfatter til The Rules Do Not Apply.

xxx g CO2e

Nogensinde.

0 0 01 68 / LV

og han har ikke i sinde at trække sig tilbage.

808602

leve, til han er mindst hundrede år gammel,

9 788712

ske hovedrolleindehaver. Hoffmans plan er at

CLIMATECALC.EU

mellem karakterskuespilleren og den klassi-

Hoffmans rejse fra at være en ung skuespiller på jagt efter mening til en dobbelt Oscar-vinder, der nu, på tærsklen til sit tiende årti, ser tilbage og reflekterer over, hvad der betyder mest i livet. På vejen deler Hoffman historier, der både er rystende og rørende; møder med legender som Steve McQueen, Laurence Oliver, Gene Hackman og Arthur Miller samt personlige oplevelser, der formede ham som skuespiller. Se på mig er mere end en bog om hans glorværdige karriere. Det er en refleksion over forgængelighed, identitet og den evige trang til at skabe. Med den humor, sårbar-

Gads Forlag

han føjer fortsat markante præstationer til

forfatter og journalist, Ariel Levy, og beskriver

DUSTIN HOFFMAN ARIEL LEVY

med til at forny og forandre filmbranchen, og

SE PÅ MIG

hed og ærlighed, der har kendetegnet hans arbejde, giver Hoffman et sjældent indblik i mennesket bag den offentlige person.

Se_paa_mig.indd 2

01/10/2026 10.15

SE PÅ MIG DUSTIN HOFFMAN og Ariel Levy

Oversat af Jakob Eberhardt

Gads Forlag

Se_paa_mig.indd 3

01/10/2026 10.15

Se på mig er oversat fra amerikansk af Jakob Eberhardt efter Look at Me Copyright © 2026 by Punch Productions, Inc. First published by Simon Six/Scribner, an Imprint of Simon & Schuster, LLC Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB. Dansk udgave © Gads Forlag 2026 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80860-2 Dansk korrektur: Per Juul Carlsen Omslag: Anne-Lone Krog Møller efter originaldesign af Jaya Micheli Forsidefoto: Blue Robin Collectables/Alamy Bagsidefoto: Prisma af Dukas Presseagentur GMBH/Alamy Sats og grafisk tilrettelæggelse: LYMI DTP-Service Tryk: Jelgavas Tipogrāfija, Letland Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Se_paa_mig.indd 4

01/10/2026 10.15

Til min familie

Se_paa_mig.indd 5

01/10/2026 10.15

Jeg tager mig selv i kortfattet og prosaisk at sige, at det er langt vigtigere at være sig selv end noget som helst andet. Virginia Woolf: A Room of One’s Own (dansk titel: Sit eget værelse og Eget værelse)

Se_paa_mig.indd 6

01/10/2026 10.15

INDHOLD

FORORD: Jeg vidste, at dette ville ske . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 1: Picasso. Trumbo. Avocado. . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 2: Ingen dumper idræt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 3: En tomat har ingen ben . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 4: Vask jorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 5: Voksenspil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 6: Autografer og solbriller . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 7: Skildpadder i min lomme . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 8: Beskidt undertøj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 9: Knækkede tandstikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 10: Se på mig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 11: Betty Grables numse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 12: Der er ingenting at se . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 13: Aske på mit slips . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 14: Uanstændig. Grel. Pinlig. . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 15: Vi har brug for afvigerne . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 16: Grønne knuder og tunfisk . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 17: For gammel til Hamlet . . . . . . . . . . . . . . . . . TAK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . BILLEDKREDITERING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . REGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Se_paa_mig.indd 7

9 17 29 37 59 75 97 119 139 153 169 177 197 211 227 235 249 273 283 289 291

01/10/2026 10.15

Se_paa_mig.indd 8

01/10/2026 10.15

FORORD

Jeg vidste, at dette ville ske

D

et var omtrent den største chance, man kunne få. Jeg skulle spille på Broadway, i The Subject Was Roses (dansk t­ itel: Vi talte om roser), et skuespil, der allerede var en succes. Med skuespillet havde dramatikeren Frank Gilroy vundet Pulitzer-prisen for drama i 1965; Ulu Grosbard instruerede, og han havde været nomineret for en Tony. Det havde også Martin Sheen, hvis rolle jeg skulle overtage. Og det var en stor rolle: Der var kun tre medvirkende i stykket. På dette tidspunkt havde jeg allerede været i New York i otte år; jeg havde fået afslag alle steder (fra agenter, tv-reklamer, off-offoff-off-­Broadway-forestillinger, hvad som helst), overnattet på en danseskole i en periode, tjent penge som maskinskriver, arbejdet som portør på et psykiatrisk hospital, accepteret jobs – ivrigt, taknemmeligt – på egnsteatre i Fargo, North Dakota og Fishkill, New York. Det havde taget næsten et årti, men nu fik jeg endelig medvind som skuespiller. Og jeg havde aldrig i mit liv ønsket noget højere end at b­ live skuespiller, arbejdende skuespiller. William Saroyan, en af mine yndlingsdramatikere, blev engang spurgt, hvorfor han skrev, hvortil 9

Se_paa_mig.indd 9

01/10/2026 10.15

han svarede: “Det er den eneste måde, jeg vælger at overleve på”. Det var sådan, jeg havde det med skuespil. Det var ikke et uforpligtende forhold. Efter min første dag med prøver på The Subject Was Roses tog jeg over til min kæreste Susie Cohens lejlighed; hun tilberedte en festmiddag for mig. Det var en varm aften. Jeg husker, at jeg sad i hendes dagligstue og var iført en kortærmet skjorte, mens jeg så de berømte nyhedsoplæsere Chet Huntley og David Brinkley på tv. Jeg følte mig meget heldig, meget tilfreds. Så hørte jeg hende råbe ude i køkkenet, og jeg løb derud. Normalt lavede hun ikke mad, og hun havde sat ild til en gryde med olie. Jeg greb et viskestykke, idet jeg tænkte, at jeg skulle flytte gryden fra komfuret til vasken, og så hørte jeg dette forfærdeligt gennemtrængende skrig, og jeg husker, at jeg tænkte: “Jøsses! Hvem skriger sådan?” Jeg kiggede ned, opdagede at der var ild i mig og forstod, at lyden kom fra min egen mund. Jeg må have sat ilden under vandhanen, hvilket er det værste, man kan gøre; i stedet for at kvæle flammerne havde jeg nu skabt en eksploderende ildkugle. Så husker jeg, at jeg løb ned gennem bygningens korridor, fordi jeg ikke ville have min kæreste til at se mine arme … det brændte kød begyndte at rulle sig op, og det var et uhyggeligt syn. Der var en læge i bygningen, og Susie fik ham til at forbinde mig. Jeg nægtede at tage på hospitalet. Jeg vidste, at hvis jeg tog derhen, ville jeg miste rollen. Jeg var selvfølgelig i chok, men som jeg senere erfarede, så bliver dine nerveender ødelagt, når du får tredjegradsforbrænding: Den rigtige smerte kommer senere, når de vokser tilbage. Men det gjorde stadig ondt. Jeg fandt ud af, at jeg kunne holde smerten ud, hvis jeg holdt mine arme oppe med hænderne hvilende på hovedet. “Hvad fanden laver du?” spurgte instruktørassistenten mig næste dag til prøverne. Jeg fandt på en latterlig undskyldning: “Jeg bruger mine hænder 10

Se_paa_mig.indd 10

01/10/2026 10.15

for meget, når jeg optræder, så når jeg lærer en ny rolle, gør jeg altid det her i starten for at kompensere”. Jeg er sikker på, at de syntes, at jeg var tosset, men hvad vedkom det dem, hvis det var sådan, jeg ønskede at arbejde? Alle bar over med mig. Men den tredje dag i denne skinmanøvre havde jeg så høj feber, at jeg ikke kunne undgå hospitalet. Jeg husker, at jeg lå i en hospitalsseng og så mig selv i spejlet og opdagede, at jeg havde fået en skrigende rødbrun farve. En sygeplejerske kom ind og tog ét kig på mig og sagde: “Vi tager dig med ovenpå”. Jeg begyndte at synge Cole Porter, da de kørte mig hen til elevatoren: “I’ve got you under my skin!” (Når man er skidebange, forsøger man nogle gange at få folk til at grine). En sygeplejerske sagde, at jeg skulle falde til ro; min situation var temmelig alvorlig. “Hvis han har lyst til at synge, så lad ham synge”, sagde min ­kirurg. Hans navn var Lloyd Bergner, og vi blev venner. Det virkede, som om de satte en halv snes drop i mig; jeg badede i antibiotika. Jeg husker, at dr. Bergner stod bag mit hoved, så jeg så hans ansigt på hovedet, mens han forklarede, at de var nødt til at fjerne alt det døde væv kirurgisk. Men min feber var for høj til, at de kunne operere, så de ville beholde mig natten over. “Kommer jeg til at dø?” spurgte jeg meget roligt. “Jeg vil bare vide det”. “Vil du høre sandheden?” spurgte Bergner mig, stadig på hovedet. Jeg nikkede. Så han gav mig den: “Det kan gå begge veje”. Jeg sov selvfølgelig ikke, fordi jeg troede, at det var min sidste nat på jorden. Og jeg var vred. Jeg indledte med at sige følgende højt til Gud: “Du vover lige på at sætte mig ud af spillet nu … jeg har ikke udrettet en skid med mit liv. Jeg er på nippet til at skulle spille på ­Broadway, så du vover fandeme lige”. Dette var ikke vores første samtale. Mens jeg voksede op i Los Angeles, lå jeg ofte på ryggen på bordtennisbordet i baghaven til vores lejlighed på Flores Street og talte med Gud om dette og hint. 11

Se_paa_mig.indd 11

01/10/2026 10.15

Helt min egen version af Gud, for jeg fik absolut ikke nogen religiøs opdragelse – min far var overbevist ateist; hverken min bror eller jeg havde stået bar mitzvah. Åbenbart lagde Gud mig ikke dette til last, for da dr. Bergner vendte tilbage næste morgen, var jeg ikke død. Min feber var lav nok til, at de kunne operere. Efter at jeg vågnede fra operationen, føltes det, som om jeg var i flammer, hele tiden. Det var noget hinsides “smerte”, i hvert fald sådan som jeg tidligere havde defineret det. De gav mig Demerol, morgen, middag og aften; jeg blev fuldstændig afhængig af det. Det er et utroligt lægemiddel, fordi du stadig er lige dér, du er ikke et andet sted, det er kun smerten, der synes længere væk. Det får dig til at erkende omfanget af den smerte, som vi alle har vænnet os til at leve med – følelsesmæssigt og fysisk – når den pludselig løftes fra dig som et åg. “Hvorfor skabte Gud os ikke bare sådan?” husker jeg, at jeg tænkte dengang. “Hvorfor gav han os smerte?” Isaac Bashevis Singer har leveret den bedste forklaring, jeg nogensinde har hørt, som lyder, at Gud ikke kan gøre alt. Gud gør det bedste, han kan. Jeg hørte Singer – som fire år før nazisterne invaderede, var emigreret fra Polen til USA i 1935 (og aldrig mistede sin accent fra den gamle verden) – forklare dette under en forelæsning, som han holdt på UCLA. En eller anden blandt publikum stillede ham det uundgåelige spørgsmål: Hvis Gud eksisterer, hvorfor tillod han så holocaust? “Måske har de en bedre gud i en anden galakse”, svarede han. “Måske har vi bare bus-og-lastbil-guden”. Singer arbejdede på daværende tidspunkt på et skuespil: En opsætning bliver kaldt “bus-og-lastbil”, efter at stjernerne har afsluttet deres optræden på Broadway, og showet tager på turne. Dublanterne rejser fra teater til teater i en bus efterfulgt af dekorationerne i en lastbil. Hvis du ser Hello, Dolly! i Poughkeepsie, ser du bus-og-­ lastbil-versionen. Ulu Grosbard kom for at besøge mig på hospitalet under påskud 12

Se_paa_mig.indd 12

01/10/2026 10.15

af medfølelse, men i virkeligheden for at vurdere min evne til at optræde. Jeg mistede omgående min rolle i The Subject Was Roses. (Ulu havde aldrig villet have mig; dramatikeren Frank Gilroy havde insisteret på at caste mig, efter at han så mig optræde langt fra Broad­ way). Uden overhovedet at sige det til mig først gav Ulu min rolle til min dublant Walter McGinn. Jeg var naturligvis slået helt ud. Da jeg endelig var kommet mig, blev jeg henvist til rollen som regissørassistent. Og det var temmelig demoraliserende at stå der i kulissen og kalde tæppet op og ned, mens jeg så en anden udføre en opgave, som rettelig var min. Eller det troede jeg. Havde jeg beholdt min rolle i The Subject Was Roses, havde jeg ikke været i stand til nogle måneder senere at medvirke off-­ Broadway i et stykke, der hed The Journey of the Fifth Horse, for hvilken jeg vandt en Obie i 1966. Min optræden i det stykke fangede opmærksom­heden fra de folk, der castede til en opsætning af det britiske skuespil Eh? i New York. Og min optræden i Eh? fik Walter Kerr til at skrive en anmeldelse, der blev bragt på forsiden af New York Times’ kultur- og fritidssektion, hvor han sammenlignede mig med Buster Keaton. Kerrs artikel fangede derefter Lawrence Turmans blik. Han var producent og arbejdede med topinstruktøren på det tidspunkt, Mike Nichols. Og Nichols havde i mere end et år uden held forsøgt at besætte hovedrollen i sin næste film, The Graduate (dansk titel: Fagre voksne verden).

Jeg er næsten 90 år. I mine forhandlinger med Gud kan jeg ikke rigtig hævde, at jeg ikke fik udrettet noget med mit liv. Jeg husker, at der i en anmeldelse stod, at min karriere er endt med at fortælle min generations historie, hvilket vel er det samme 13

Se_paa_mig.indd 13

01/10/2026 10.15

som at fortælle historien om, hvordan det har været at leve på denne planet i nøjagtigt min levetid. Midnight Cowboy, Lenny, All the President’s Men (dansk titel: Alle Præsidentens Mænd), Marathon Man (dansk titel: Marathonmanden), Kramer vs. Kramer (dansk titel: Kramer mod Kramer), Tootsie, Rain Man, Wag the Dog (dansk titel: Når halen logrer med hunden), selv Meet the Fockers … det er forbløffende, hvor mange af disse film der er kommet til at virke typiske for deres tid. Men måske ikke helt så meget som The ­Graduate. Hvis ikke ­Nichols havde castet mig til den film, ville jeg have fået et helt andet liv. Når jeg om morgenen lukker hunden ud og går ud for at hente min avis, har jeg på det seneste kigget op og set på himlen – som jeg på en temmelig sentimental måde altid siger er Guds maleri. Og forleden dag tænkte jeg på Mike Nichols. Jeg så på dagens maleri, og jeg tænkte på, hvordan Mike, der døde i 2014, selv på den mest trøstesløse dag ville give hvad som helst for at kunne se det. Jeg er selvfølgelig selv på vej i denne hovedretning. Hvis jeg ­lever endnu ti år, nærmer jeg mig de hundrede. “Tiden løber ud”, som karakteren Fish udtrykker det i Philip Roths roman Sabbath’s ­Theater. “Hvor meget mere kan jeg leve efter et hundrede år? Meget lidt. Hvis jeg får et eller to år, er jeg heldig. Hvis jeg får en time eller to, er jeg heldig”. Jeg er på vej mod døren. Men jeg har ikke noget ønske om at forlade festen. Da jeg var arbejdsløs skuespiller, plejede min ven og jeg at imitere Mel Brooks’ og Carl Reiners nummer The 2000-Year-Old Man (dansk titel: Den 2000 år gamle mand ) for at imponere piger til fes­ter. Han spillede Reiners almindelige mand: “Hr., kunne de afsløre hemmeligheden bag Deres høje alder?” Og jeg spillede Mel Brooks: “Det vigtigste er, at jeg aldrig nogen sinde rører stegt mad … frugt holdt mig engang gående i 140 år … hovedsageligt nektariner”. Hvor sjov den joke end er, er den baseret på noget sandt: Den

14

Se_paa_mig.indd 14

01/10/2026 10.15

2000 år gamle mand har stadig ikke lyst til at dø. Jeg ved nøjagtigt, hvordan han har det. Jeg talte for nylig i telefon med Mel, og her er, hvad han svarede, da jeg spurgte, hvordan det er at være 99 år: “Hvordan bliver jeg fri for det?” Det gør man selvfølgelig ikke. Det bedste du kan gøre, er at acceptere det. Reflektere lidt over dit liv. Måske gøre din familie den tjeneste at få styr på dine sager og forberede dig på det næste. Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil have indgraveret på min gravsten: “Jeg vidste, at dette ville ske”.

Se_paa_mig.indd 15

01/10/2026 10.15

Se_paa_mig.indd 16

01/10/2026 10.15

KAPITEL 1

Picasso. Trumbo. Avocado.

S

teve McQueen var en af de første skuespillere, der fik to mil­ lioner dollars for en film, da vi indspillede Papillon i 1973. Beløbet forekom grotesk på det tidspunkt, uhyrligt. Det er sandsynligvis en af grundene til, at McQueen i sidste ende blev undervurderet som skuespiller – hans talent blev overskygget af hans mytologi, hans berømmelse. Og Papillon var kulminationen på hans stjernestatus. Ud over pengene kunne han vælge et “frynsegode”. Han ønskede at få sendt sin motorcykel og sin pickup til Jamaica, hvor vi skulle indspille det meste af filmen. “Men Steve”, sagde de til ham, “vi kan skaffe dig en motorcykel og en pickup dér”. Ikke godt nok. Det skulle være hans motorcykel og pickup. Ingen andre køretøjer var gode nok. Dette havde måske noget at gøre med, at hjulkapslerne på hans pickup var fyldt til bristepunktet med kokain. Min agent sagde, at jeg også kunne vælge et frynsegode, og til at begynde med var jeg helt rådvild over, hvad det skulle være. Så tænkte jeg på mine avocadoer. På dette tidspunkt i mit liv gik jeg meget op i at sætte tand­stikker 17

Se_paa_mig.indd 17

01/10/2026 10.15

i avocadosten, få dem til at slå rødder, potte dem og avle dem omhyggeligt til små, levende avocadoplanter, som jeg forærede som gaver til folk. Hvis du dengang inviterede mig til middag hjemme hos dig selv, hvis vi medvirkede i en film sammen, eller hvis en eller anden helligdag stod for døren, var du i fare for at modtage en af mine avocadoplanter. Jeg havde givetvis altid en halv snes sten, der spirede i mit skab, den spidse ende opad, den runde ende ophængt i en tandstikbro over en omhyggeligt vedligeholdt voldgrav, rødderne snoende sig ned langs siden. “Okay”, sagde jeg. “Mit frynsegode skal være, at I flytter mine avocadoplanter til Jamaica”. Dette var ikke så nemt, som det lyder. Planter er levende ting – hvilket jeg er sikker på, at jeg understregede temmelig kategorisk til enhver, der var ansvarlig for transporten af mine avocadobabyer. Jeg tog deres overlevelse ganske seriøst. Prøv og hør her: Hvis du vil have offroadere og stoffer, skal du gå til S­ teve McQueen. Hvis du vil have en grøntsag i en potte, så er jeg din mand. Projektet havde en vidunderlig manuskriptforfatter, der hed Dalton Trumbo. Jeg boede i New York på daværende tidspunkt, og jeg tog til Californien for møde ham, inden vi begyndte optagelserne. “Jeg vil vise dig, hvor jeg arbejder”, sagde han og fulgte mig hen til sit badeværelse: Han skrev i sit badekar ligesom Mark Twain. Trumbo havde allerede skrevet Exodus og Spartacus samt The ­Brave One og Roman Holiday (dansk titel: Prinsessen holder fridag) under pseudonym. Han kunne ikke bruge sit eget navn, fordi han var blacklistet op gennem 1950’erne. Trumbo tilhørte “Hollywood Ten”: En fremtrædende gruppe af personer inden for vores branche, som nægtede at vidne over for House Un-American Activi­ ties Committee (Komitéen for Uamerikansk Virksomhed) i 1947, da kommunist­forskrækkelsen spredte panik i dette land, og Joseph McCarthy anførte sin heksejagt, der skulle eliminere formodede kommunister i statsadministrationen og underholdningsbranchen. 18

Se_paa_mig.indd 18

01/10/2026 10.15

Det var meget som i dag: Intet behøvede at blive bevist, beskyldninger skulle blot fremsættes for at ødelægge nogens karriere. (Min ven Robert De Niro medvirkede i en film om blacklistningen, Guilty by Suspicion (dansk titel: Blacklistet), i 1991. Jeg husker, at jeg spurgte ham, om han troede, at han selv ville have opgivet navne, hvis han var blevet indkaldt for komitéen. “Jeg ved det ikke”, sagde han. Og jeg holdt meget af hans ærlighed. Sandheden er at ingen af os ved, hvad vi ville have gjort, hvis vores levebrød var truet, og vi pludselig var i fare for at miste alt fra den ene dag til den anden. Det er nemt at være moralsk modig i teorien). Trumbo var oprindeligt fra Colorado og havde en af disse næsten-britiske accenter, som folk plejede at dyrke i det tidlige ­Hollywood, og han bar tykke briller. Han var meget samarbejds­ villig og spurgte, om jeg havde nogen ideer i forhold til min rolle. Jeg var så betaget af ham, at jeg sagde: “Bare skriv rollen som dig selv, og jeg vil forsøge at spille dig”. Trumbo var mit udgangspunkt for Louis Dega, den rige for­ falsker, som jeg spillede. Jeg brugte Trumbos tykke briller og tvis­ tede hans måde at tale på. Men nøjagtige detaljer er egentlige ikke pointen: Noget – i dette tilfælde Trumbo selv – får dig bare i gang, udløser din fantasi, og figuren kommer til dig eller nærmere fra dig. Det er uforudsigeligt, hvad der gør det. Årtier senere så jeg Anthony Hopkins yde en fremragende scenepræstation i London, ikke længe efter premieren på Silence of the Lambs (dansk titel: Ondskabens øjne). Drejebogen til Silence of the Lambs havde været rundt, og vi havde alle sagt nej, det var for langt ude at spille ikke alene en seriemorder, men også en som spiser kødet på sine ofre. Efter tæppefald gik jeg backstage for at træffe sir Anthony i hans garderobe og fortælle ham, hvor godt jeg havde syntes om forestillingen, og så spurgte jeg ham, hvordan Hannibal the Cannibal opstod. “Jeg spillede M. Butterfly på det tidspunkt”, fortalte han mig, “og en dag var jeg backstage og læste manuskriptet, og jeg så replikken “Tro mig, du 19

Se_paa_mig.indd 19

01/10/2026 10.15

ønsker ikke at have Hannibal Lecter i dit hoved” … og jeg var der. Jeg var lige præcis der”. Han vidste straks, at Lecter skulle være som HAL, den ildevarslende computer i Stanley Kubricks 2001 (dansk titel: Rumrejsen år 2001): stille, upåvirket, skræmmende civiliseret. Hopkins ledte ikke efter ham, og han kunne ikke forklare det, hvilket ofte er sådan, det fungerer. Lecter var der bare, et eller andet sted lurende i hans celler, og den replik slap ham løs. Med hensyn til Papillon tog vi til San Sebastian for at filme kortvarigt, før vi begyndte at arbejde i Jamaica. Det er en fascinerende del af Spanien, Baskerlandet, fantastisk mad og vin, levende kultur, og byen i sig selv var smukt pittoresk. Vi lavede den anden scene, hvor Dega bliver ført væk ad de grå brostensbelagte gader i det, der skal forestille Frankrig, sammen med alle de andre kriminelle – forbi sin elegante hustru klædt i rævepels, som blev spillet af min daværende hustru, Anne Byrne. Vi gjorde os det behageligt i stueetagen på det hotel, hvor de medvirkende og filmholdet skulle bo. Vi var alle blevet advaret om, at Steve McQueen ikke ønskede at blive genkendt. Han var bange for at blive jagtet af fans, så han ville ankomme sent om aftenen og blive indkvarteret for sig selv, længere væk fra de travle gader og byens indbyggere. Men McQueen dukkede ikke op den første aften. Eller den næs­ te dag. Eller dagen efter den. På fjerdedagen vidste alle i byen, at han kom, og at der var en hel produktion, der ventede på ham. Da McQueen endelig kom frem, var hans ankomst ikke diskret: Han ræsede ind i San Sebastian i en racerbil med et nummer på siden og Ali MacGraw på passagersædet. Han og jeg havde aldrig mødt hinanden før, og det var meningen, at vi skulle have en frokost på den bedste restaurant i byen, før vi begyndte at filme. Men det bankede på min dør før den aftalte tid, og dér, endelig, stod Steve McQueen i egen høje person. Som

20

Se_paa_mig.indd 20

01/10/2026 10.15

en hilsen meddelte han brysk: “Du er Dustin Hoffman, og jeg er Steve McQueen”. Vi gik en tur før frokost. “Dette er ikke en komedie”, informerede McQueen mig. “Det er en seriøs film, fordi det handler om fængsel, og fængsel er alvorligt. Har du nogensinde været i fængsel?” Det havde jeg ikke, selvom jeg altid havde været fascineret af alt, der var forbundet med fængsler. (Den dag i dag er jeg afhængig af en dokumentarserie på tv, der hedder Jail. Den og Judge Judy). “Nå, men det har jeg”, sagde McQueen, som havde siddet inde i Chino State, som lå kun nogle få timers kørsel fra min high school. Da der på et tidspunkt udbrød en skovbrand i området, var jeg en af de teenage-frivillige, som hjalp til med at slukke den. Det var ekstremt spændende for mig, fordi vi var blandt alle disse indsatte fra Chino, der også var der for at bekæmpe branden. Men det var det tætteste, som jeg var kommet på fængselslivet. Det sidste McQueen fortalte mig, inden vi satte os ned til frokosten med Ali og Anne den dag i Spanien, var: “Det er en seriøs film, og hvis du skal være god, betyder det, at jeg skal være god”. Jeg vidste ikke, om det var en trussel eller et løfte. Jeg kunne ikke afgøre, om det var fremsat i en ånd af kollegialitet eller konkurrence. (Sandsynligvis det sidste). McQueen havde denne frosne måde at tale på; han bevægede knap nok munden. Det gjorde det temmelig svært at vurdere hans intentioner. Som jeg snart ville erfare i Jamaica, røg han også pot hele dagen lang, fra det øjeblik han vågnede, og han dæmpede denne tågede rus med kokain for at få lidt energi. For­modentlig “selvmedicinerede” han sig, som man siger i dag. Men han forekom aldrig skæv eller påvirket. Det var bare Steve McQueen-oplevelsen.

21

Se_paa_mig.indd 21

01/10/2026 10.15