Savner dig

© Frank Ward

HARLAN COBEN (f. 1962) kaldes ikke uden grund ’Thrillerkongen’: Hans bøger er oversat til 41 sprog og solgt i flere end 60 mio. eksemplarer verden over. Som den eneste forfatter nogensinde er han blevet tildelt de tre amerikanske litteraturpriser The Edgar Award, The Shamus Award og The Anthony Award. Harlan Coben bor i New Jersey, USA, med sin kone og deres fire børn. Læs mere om Coben og hans forfatterskab på www.harlancoben.com

Kat Donovan er kriminalbetjent og single. Da hun en aften surfer på en datingsite på nettet, falder hun over en profil, der umiddelbart ligner enhver anden, men hun får et chok, da hun nærstuderer det vedhæftede fotografi. Manden på billedet er hendes tidligere forlovede, Jeff, som knuste hendes hjerte – og som hun ikke har set i 18 år.

Men snart er håb afløst af rædsel, da det går op for Kat, at noget er helt galt.

Inden længe er hun inddraget i en efterforskning, som udfordrer hendes følelser for alle, der nogensinde har stået hende nær – og samtidig kommer hun alt for tæt på en koldblodig organisation, som ikke viger tilbage for noget som helst i jagten på sit næste bytte.

Efterhånden som Kat bliver suget ind i mørket bag internettet, må hun mobilisere alle sine kræfter for at overleve – og leve med det, hun afslører.

HARLAN COBEN SAVNER DIG

Han forlod hende.

Nu er han tilbage.

Eller er han?

#1 PÅ NEW YORK TIMES’ BESTSELLERLISTE

HARLAN

COBEN SAVNER DIG

SAVNER DIG

»Ingen skruer et plot bedre sammen!« Dan Brown

»Ganske enkelt en af de bedste forfattere nogensinde.« Gillian Flynn

gad.dk

»Jeg kan ikke få nok af Harlan Coben!« Liza Marklund

9

788712 050582

At jagte eller bare google en ekskæreste var virkelig ynkeligt. Okay, Jeff havde været mere end en kæreste. Meget mere. Uden at tænke over det rørte Kat ved sin venstre ringfinger med tommelfingeren.

Den var bar. Men det havde den ikke altid været. Jeff havde friet. Og gjort det hele på den rigtige måde.

Han havde fået hendes fars tilladelse. Han havde været nede på knæ. Ikke noget poppet eller smart.

Han gemte ikke ringen i en ørken eller stillede spørgsmålet på en måltavle i Madison Square Garden. Det havde været stilfuldt, romantisk og traditionelt, fordi han vidste, at det var præcis sådan, hun gerne ville have det.

Kat fik tårer i øjnene.

Hun klikkede sig tilbage gennem et sammensurium af ansigter og frisurer, et veritabelt Forenede Nationer af ungkarle, og så stoppede hendes finger.

Et øjeblik var hun bange for at bevæge sig, men sad bare og stirrede med tilbageholdt åndedræt.

Så undslap der hende et lille skrig.

Savner dig_intropris_TRYK.indd 2

03/03/15 11.29

harlan coben

savner dig p책 dansk ved poul bratbjerg hansen

gads forlag

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 3

03/03/15 11.28

Savner dig_intropris_TRYK.indd 6

03/03/15 11.29

kapitel 1

Kat Donovan lod sig glide ned fra sin fars gamle barstol og belavede sig på at forlade O’Malley’s Pub, da Stacy sagde: “Du vil ikke synes om det, jeg har gjort.”

Tonefaldet fik Kat til at stoppe op. “Hvad?”

Før i tiden var O’Malley’s en gammeldags bar, der var populær blandt politifolk. Kats bedstefar var kommet her. Det samme var hendes far. Og deres kolleger i NYPD. Nu var den blevet forvandlet til en bar med yuppier og preppy-typer, fyre, der førte sig frem som verdensmænd, fyre, der gik i nystrøgne hvide skjorter og sorte jakkesæt, havde daggamle skægstubbe og havde fjernet hår over hele kroppen og trimmet den for at se tjekkede ud. De smilede meget, disse bløde mænd, der kom for meget gelé i håret, og som bestilte Ketel One i stedet for Grey Goose, fordi de havde set en tv-reklame, der fortalte dem, at det er, hvad rigtige mænd drikker.

Stacys øjne begyndte at flakke rundt i baren. Undvigemanøvre. Det brød Kat sig ikke om.

“Hvad har du gjort?” spurgte Kat. “Vent lige lidt,” sagde Stacy.

“Hvad er der?” “Øretæveindbyder klokken fem.”

Kat vendte sig mod højre for at tage et kig.

“Kan du se ham?” spurgte Stacy.

“Det kan du tro.”

Indretningsmæssigt havde O’Malley’s faktisk ikke ændret sig ret meget i årenes løb. Jo, de gamle tv-apparater var blevet erstattet af en række fladskærme, der viste lidt for mange sportskampe – for hvem gik op i, hvordan Edmonton Oilers klarede sig? – men bortset

7

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 7

03/03/15 11.28

fra det havde O’Malley’s bevaret strømeratmosfæren, og det var det, der appellerede til disse selvfede typer, den kunstige autenticitet, som rykkede ind og fortrængte det, der fik stedet til at leve og ånde, og gjorde det til en Disney-version af det, som det engang havde været.

Kat var den eneste politibetjent, der var tilbage. Nu tog de andre hjem efter deres vagter, eller de tog til AA-møder. Kat kom der stadig og forsøgte at sidde stille og roligt på sin fars gamle barstol sammen med genfærdene, især denne aften, hvor mordet på hendes far igen gik hende på. Hun havde bare lyst til at være der, til at mærke sin fars ånd, til at – hvor sentimentalt det end lød – hente styrke fra den.

Men tumperne ville jo ikke lade hende være i fred.

Denne øretæveindbyder – en betegnelse for enhver fyr, der fortjente én på skrinet – havde gjort sig skyldig i en klassisk øretæveindbydende synd. Han havde solbriller på. Klokken elleve om aftenen. På en bar næsten uden belysning. Andre øretæveindbydende forseelser omfattede at have en kæde i sin tegnebog, være iført bandana, uknappet silkeskjorte, have for mange tatoveringer (dem med stammesymboler tilhørte en særlig kategori), bære hundetegn, når man ikke gjorde tjeneste i militæret, og meget store, hvide armbåndsure.

Solbrillefyren smilede bredt og hævede glasset i retning af Kat og Stacy.

“Han kan godt lide os,” sagde Stacy.

“Lad nu være med at krybe udenom. Hvad er det, jeg ikke vil synes om?”

Da Stacy vendte sig om, kunne Kat hen over hendes skulder se skuffelsen i Øretæveindbyders ansigt, der glinsede af urimeligt dyr lotion. Kat havde set det ansigtsudtryk en million gange før. Mænd syntes godt om Stacy. Det var måske nok en underdrivelse. Stacy var frygtindgydende flot, så hot, at hun fik tænder, knogler og metal til at smelte. Mænd blev både svage i knæene og dumme, når de mødte Stacy. Mest dumme. Meget, meget dumme.

Det var grunden til, at det nok var en fejl at hænge ud med én, der så ud som Stacy. Fyre nåede ofte frem til, at de ikke havde nogen chance, når en kvinde så sådan ud. Hun virkede utilnærmelig.

Det gjorde Kat sammenlignet med hende ikke.

8

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 8

03/03/15 11.28

Solbrillefyren rettede sigtekornet mod Kat og begyndte at rykke.

Han snarere gled i sin egen slim end gik hen mod hende.

Stacy undertrykte en fnisen. “Det her bliver godt.”

For at tage modet fra fyren sendte Kat ham et hånligt blik med hårde øjne. Solbrille-fyren lod sig ikke afskrække. Han kom vuggende hen mod dem, bevægede sig til et soundtrack, der kun spillede i hans eget hoved.

“Hej, skatter,” sagde han. “Hedder du Wifi?”

Kat ventede.

“For jeg føler, at der er kontakt.”

Stacy begyndte at grine.

Kat stirrede bare på ham. Han fortsatte.

“Jeg er vild med små piger. I er ret dejlige. Er du en snurretop? Ved du, hvad der ville klæde mig? Dig oven på mig.”

“Virker de replikker nogensinde?” spurgte Kat. “Jeg er slet ikke færdig.” Solbrillefyren hostede ned i sin hånd, tog sin iPhone frem og holdt den op foran Kat. “Til lykke, skat. Du er lige rykket op øverst på min to-do-liste.”

Stacy elskede det.

Kat sagde: “Hvad hedder du?”

Han hævede et øjenbryn. “Det, du helst vil kalde mig, skat.”

“Hvad med Fusentast?” Kat åbnede sin jakke og viste ham våbnet, der sad i hendes bælte. “Jeg trækker min pistol nu, Fusentast.”

“For fanden, kvinde, er du min nye boss?” Han pegede ned på sit skridt. “For du har lige givet mig rejsning.”

“Skrid.”

“Min kærlighed til dig er som diarré,” sagde solbrillefyren. “Jeg kan bare ikke holde den tilbage.”

Kat stirrede forfærdet på ham.

“Var det for meget?” spurgte han.

“Det var bare for ulækkert.”

“Ja, men jeg tør vædde på, at du ikke har hørt den før.”

Han ville vinde det væddemål. “Skrid. Nu.” “Mener du det?”

Stacy var ved at flække af grin.

9

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 9

03/03/15 11.28

Solbrillefyren var i færd med at vende sig om. “Vent lidt. Er det her en test? Er ‘Fusentast’ en kompliment eller sådan noget?”

“Skrid nu.”

Med et skuldertræk vendte han sig om, fik øje på Stacy og tænkte ‘hvorfor ikke?’. Han målte hendes lange, slanke krop med øjnene og sagde: “Dagens ord er ben. Lad os tage hjem til dig og sprede ordet.”

Stacy elskede det stadig. “Tag mig, Fusentast. Lige her og nu.”

“Mener du det?”

“Nej.” Fusentast kiggede igen på Kat. Kat lagde hånden på skæftet af sin pistol. Han løftede afværgende hænderne og luskede af.

Kat sagde: “Stacy?”

“Hmm?” “Hvorfor bliver de fyre ved med at tro, at de har en chance hos mig?”

“Fordi du ser sød og sej ud.”

“Jeg er ikke sej.”

“Nej, men du ser sej ud.”

“Ligner jeg virkelig i den grad en taber?”

“Du ser såret ud,” sagde Stacy. “Jeg er ked af at måtte sige det. Men du udsender det som en slags duftstof, som tumper ikke kan modstå.”

De nippede begge to til deres drinks.

“Nå, men hvad er det, jeg ikke vil synes om?” spurgte Kat. Stacy kiggede hen på Fusentast. “Nu har jeg nærmest lidt ondt af ham. Måske skulle jeg give ham en hurtig omgang.”

“Kom nu ikke for godt i gang.”

“Hvad?” Stacy lagde sine lange ben over kors og smilede til Fusentast. Han lavede et ansigt, der mindede Kat om en hund, der har været efterladt for længe i en bil. “Synes du, at den her nederdel er for kort?”

“Nederdel?” sagde Kat. “Jeg troede, det var et bælte.”

Stacy var vild med det. Hun elskede opmærksomheden. Hun elskede at lægge an på mænd, fordi hun mente, at et engangsknald med hende var livsbekræftende. Det var også en del af hendes arbejde. Stacy havde et privat efterforskningsbureau sammen med to andre smukke kvinder. Deres speciale? Afsløring af utro ægtemænd (i praksis: at lokke dem i en fælde).

10

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 10

03/03/15 11.28

“Stacy?”

“Hmm?” “Hvad er jeg, jeg ikke vil synes om?”

“Det her.”

Stacy rakte Kat et stykke papir, mens hun blev ved med at spille op til Fusentast. Kat kiggede på papiret og rynkede panden.

KD8115 HottestSexEvah “Hvad er det?”

“KD8115 er dit brugernavn.”

Hendes initialer og politinummer.

“HottestSexEvah er dit password. Og det er versalfølsomt.”

“Og hvad er det til?”

“En website. JustMyType.com.”

“Hvad for noget?”

“Det er et datingbureau på nettet.”

Kat vrængede. “Du joker, gør du ikke?”

“Det er eksklusivt.”

“Det siger man også om stripklubber.”

“Jeg har købt et abonnement til dig,” sagde Stacy. “Det løber et år.”

“Du tager gas på mig, ikke?”

“Jeg tager ikke gas på dig. Jeg laver noget arbejde for det firma.

De er dygtige. Og lad os nu sige det, som det er. Du har brug for én.

Du vil gerne have én. Og du finder ham ikke herinde.”

Kat sukkede, rejste sig og nikkede til bartenderen, en fyr ved navn Pete, der lignede en karakterskuespiller, der altid spiller den irske bartender, og det var rent faktisk, hvad han var. Pete gengældte nikket, et signal om, at han ville sætte drinksene på Kats regning.

“Hvem ved?” sagde Stacy. “Måske ender du med at møde den rigtige.”

Kat begyndte at gå hen mod døren. “Men en fusentast er mere sandsynlig.”

Kat skrev JustMyType.com, trykkede på return og indtastede sit nye brugernavn og det temmelig pinlige password. Hun rynkede brynene,

11

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 11

03/03/15 11.28

da hun så de ord, som Stacy havde valgt at beskrive hende med, øverst i profilen: “Sød og Sej!” “Hun sprang såret over,” mumlede Kat lavmælt.

Klokken havde passeret midnat, men Kat havde ikke noget godt sovehjerte. Hun boede i et område, der var alt for dyrt for hende: West 67th Street ved Central Park West i Atelier-bygningen. For hundrede år siden havde Atelier og dens nabobygninger, blandt andet det berømte Hotel des Artistes, huset forfattere, malere, intellektuelle – kunstnere.

De rummelige, gammeldags lejligheder vendte ud mod gaden, mens de mindre kunstneratelierer lå omme bagved. Med tiden blev de gamle atelierlokaler lavet om til etværelses lejligheder. Kats far, en politimand, der oplevede sine venner blive rige uden at gøre andet end at købe fast ejendom, forsøgte at få foden indenfor. En fyr, hvis liv han havde reddet, solgte lejligheden til ham til en billig penge.

Kat var flyttet ind i lejligheden, da hun begyndte at læse ved Columbia University. Hun havde betalt for uddannelsen ved dette eliteuniversitet med et stipendium fra NYPD. Ifølge planen for hendes liv var det meningen, at hun derefter skulle læse jura og siden ansættes i et velrenommeret advokatfirma i New York City. Dermed ville hun bryde den forbandede familietradition, der bestod i at arbejde i politiet.

Men sådan var det desværre ikke gået.

Ved siden af tastaturet stor der et glas rødvin. Kat drak for meget.

Hun vidste, at det var en kliché – en politibetjent, der drak for meget – men nogle gange er der en grund til klichéerne. Hun fungerede fint. Hun drak ikke på jobbet. Det påvirkede ikke Kats liv på nogen påfaldende måde, men hvis hun foretog opringninger eller traf beslutninger sent om aftenen, så var der en tendens til, at de var … lidt tågede. I årenes løb havde hun lært at slukke mobiltelefonen og holde sig væk fra e-mails efter klokken ti om aftenen.

Men nu sad hun her, meget sent, og tjekkede tilfældige fyre på en datingwebsite.

Stacy havde lagt fire fotografier ind på Kats side. Kats profilbillede, der viste hoved og skuldre, var klippet ud af et brudepigegruppebillede, der var taget ved et bryllup et år tidligere. Kat forsøgte at se objektivt

12

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 12

03/03/15 11.28

på sig selv, men det var umuligt. Hun hadede billedet. Kvinden på fotoet så ud til at være usikker på sig selv, hendes smil var undseeligt, næsten som om hun ventede på at få en lussing. Nu hvor hun gennemgik det ubehagelige ritual, der bestod i at se på disse billeder, kunne hun se, at alle fire fotografier var taget fra gruppebilleder, og på dem alle så hun ud, som om hun stod og krympede sig.

Okay, hun havde set nok af sin egen profil.

De eneste mænd, hun traf på jobbet, var politibetjente. Hun ville ikke have en betjent. Politibetjente var gode mænd og elendige ægtemænd. Det vidste hun kun alt for godt. Da hendes bedstemor blev dødeligt syg, kunne hendes bedstefar ikke klare det og stak af, indtil … ja, indtil det var for sent. Det tilgav bedstefar aldrig sig selv. Det var i hvert fald Kats teori. Han var ensom, og selvom han i manges øjne var en helt, bakkede han ud og svigtede i det afgørende øjeblik, og det kunne han ikke leve med. Hendes bedstefars tjenestepistol lå lige dér, på den øverste hylde i køkkenet, hvor han altid havde haft den liggende, og en aften havde han taget den ned fra hylden, sat sig ved bordet i køkkenet og …

Bang.

Hendes far gik også på druk og forsvandt i flere dage ad gangen.

Når det skete, var hendes mor ekstra glad og livlig, hvilket gjorde det endnu mere skræmmende og uhyggeligt. Enten lod hun, som om far var på en hemmelig opgave, eller også ignorerede hun fuldstændig, at han var væk, bogstaveligt talt ude af øje, ude af sind, og så – måske en uge senere – kom far valsende ind i huset, smilende og nybarberet og med en buket røde roser til mor, og alle opførte sig, som om det var helt normalt.

JustMyType.com. Hun, den søde og seje Kat Donovan, var inde på en netdatingsite. Sådan kunne det altså gå, selvom man havde lagt nok så velovervejede planer. Hun hævede vinglasset, gjorde en skålende gestus i retning af computerskærmen og tog en lidt for stor slurk.

Verden var desværre ikke længere leveringsdygtig, når det handlede om at finde en partner for livet. Når det handlede om sex? Jo da. Det var let nok. Det var faktisk noget, der blev forventet, når man datede, noget vigtigt, men uudtalt – lidt som katten om den varme grød, om

13

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 13

03/03/15 11.28

man vil – og selvom hun i lige så høj grad som alle andre nærede kødelige lyster, så var sandheden, at hvis man var for hurtig til at hoppe i kanen med én eller anden, hvad enten det føltes rigtigt eller forkert, så blev chancen for at få et længerevarende forhold kraftigt forringet.

Hun fordømte det ikke moralsk. Sådan var det bare.

Hendes computer sagde ding. En taleboble viste sig på skærmen: Vi har passende emner til dig! Klik her og se én, der måske passer perfekt til dig!

Kat tømte glasset. Hun overvejede at skænke op igen, men hun havde ærligt talt fået nok. Hun gjorde status og så en indlysende, men uudtalt sandhed i øjnene: Hun ville gerne have et andet menneske i sit liv. Vær modig nok til at indrømme det over for dig selv, okay? I lige så høj grad som Kat stræbte efter at være selvstændig, ville hun gerne have en mand, en partner, én i sin seng om natten. Hun var ikke ved at dø af længsel og forcerede det ikke, ja, gjorde knap nok en indsats.

Men hun var i bund og grund ikke skabt til at være alene.

Hun begyndte at klikke sig igennem profilerne. Hvis man vil vinde, er man jo nødt til at spille med, ikke?

Ynkeligt.

Nogle mænd kunne udelukkes med et hurtigt blik på deres profilfoto. Det var vigtigt, når man tænkte over det. Det profilportræt, som hver eneste mand omhyggeligt havde valgt, var på enhver måde det første (meget kontrollerede) indtryk. Derfor var det meget sigende.

Så hvis man bevidst valgte at have en fedorahat på, så var det automatisk et nej. Hvis man valgte ikke at have en skjorte på, uanset hvor velbygget man var, så var det automatisk et nej. Hvis man havde en Bluetooth i øret – hvor er du dog betydningsfuld! – var det automatisk et nej. Hvis man havde et lille skæg under underlæben eller var iført en vest eller lavede håndtegn eller valgte en skjorte i en dyb rødgylden farve (personlig fordom) eller havde sine solbriller siddende på hovedet, var det også automatisk nej, nej og atter nej.

Eller hvis ens profilnavn var ManStallion, SexySmile, RichPrettyBoy, LadySatisfier … Ja, behøver jeg at sige mere?

Kat åbnede nogle få profiler, hvor fyren så rimelig … rar og omgængelig ud. Alle beskrivelserne var præget af en trist, deprimerende

14

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 14

03/03/15 11.28

ensformighed. Hver eneste mand på websiten kunne lide at gå tur på stranden og spise ude og dyrke motion og holdt af rejser til eksotiske steder og vinsmagning og museumsbesøg og teaterture og ville gerne være aktiv og tage chancer og drage ud på storslåede eventyr. Men samtidig holdt de lige så meget af at være hjemme og se en film, at drikke kaffe og snakke, lave mad, læse en bog, alle de enkle glæder.

Samtlige fyre hævdede, at den “vigtigste egenskab” hos en kvinde efter deres mening var “humoristisk sans” – ja, sikkert – det var så påfaldende, at Kat tænkte på, om “humoristisk sans” var en eufemisme for “store bryster”. Alle mændene beskrev selvfølgelig også deres foretrukne kropstype med ordene “sportstrænet, slank og veldrejet”.

Det virkede mere præcist, hvis ikke som ren ønsketænkning.

Profilerne afspejlede aldrig virkeligheden. I stedet for at vise, hvem man virkelig er, var de drømmeagtige, men ørkesløse fremstillinger af, hvad man troede, at man var, eller hvad man gerne ville have en potentiel partner til at tro, at man var. Eller også, hvilket er mere sandsynligt (og hold da op, hvor ville psykologerne have kronede dage), afspejler profilerne ganske enkelt, hvordan man gerne vil være.

De personlige udsagn var her og der og alle vegne, men hvis hun skulle bruge ét ord til at opsummere dem med, ville det nok være ‘sødsuppe’. “Hver morgen er livet som et tomt lærred, der venter på at blive bemalet,” stod der i den første profil – klik. Nogle gik efter ærlighed ved gentagne gange at fortælle én, at de var ærlige. Andre simulerede oprigtighed. Atter andre var højtravende eller pralende eller usikre eller i underskud. Akkurat ligesom i det virkelige liv, tænkte Kat. De fleste pressede bare for hårdt på. Stanken af desperation osede fra skærmen i kvalmende bølger som billig barbersprit. Den konstante ‘soulmate’-snak var i bedste fald ulidelig. I det virkelige liv, tænkte Kat, kan ingen af os finde én, vi har lyst til at gå ud med mere end én gang, men alligevel tror vi af en eller anden grund, at vi på JustMyType.com straks finder en person, som vi har lyst til at vågne op ved siden af resten af vores liv.

Selvbedrag – eller er håbet bare uudslukkeligt?

Dette var bagsiden af medaljen. Det var let at være kynisk og gøre nar, men da Kat trådte et skridt tilbage, gik en hjerteskærende

15

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 15

03/03/15 11.28

sandhed op for hende: Hver profil var et liv. Ja, det var banalt, men bag hver eneste klichépræget hold-af-mig-profil var der et menneske med drømme og forhåbninger og ønsker. Disse mennesker havde ikke meldt sig til, betalt deres abonnement og lagt disse oplysninger ind uden grund. Tænk over det: Hvert eneste af disse ensomme mennesker opsøgte denne website – loggede sig ind og klikkede på profiler – i håb om at det denne gang ville være anderledes, de klamrede sig til håbet om, at de endelig ville møde den ene person, som ville ende med at være det mest betydningsfulde menneske i deres liv.

Wow. Tænk lige over det et øjeblik.

Kat havde været fordybet i disse tanker og klikket sig igennem profilerne i et stadig højere tempo, så ansigterne hos disse mænd – mænd, der var gået ind på denne site i håb om at finde “den eneste ene” – flød sammen til en tåge netop på grund af hastigheden, da hun pludselig fik øje på billedet af ham.

Et sekund, måske to, troede hendes hjerne ikke på, hvad hendes øjne havde set. Der gik endnu et sekund, før fingeren holdt op med at klikke på musetasten, og endnu ét, før billedstrømmen stilnede af og stoppede op. Kat lænede sig tilbage og tog en dyb indånding.

Det kunne ikke passe.

Hun havde surfet i et højt tempo, mens hun tænkte på mændene bag fotografierne, deres liv, deres længsler, deres forhåbninger. Hun havde – og det var både Kats styrke og svaghed som politibetjent – ladet tankerne vandre, så de ikke nødvendigvis koncentrerede sig om det, der befandt sig lige for øjnene af hende, men i stedet fornemmede et større perspektiv. I politiarbejdet betød det, at hun var i stand til at se mulighederne, flugtruterne, de skiftende scenarier, skikkelsen, der skjulte sig bag forhindringer, bag udflugter og søforklaringer.

Men det betød også, at Kat somme tider ikke så det, der lå ligefor.

Hun begyndte langsomt at klikke tilbage.

Det kunne ikke være ham.

Billedet havde ikke været andet end en flimren. Alle tankerne om ægte kærlighed, om en soulmate, én, hun ville tilbringe sit liv med … hvem kunne bebrejde hende, at fantasien løb af med hende? Det var atten år siden. Hun havde fulde-googlet ham nogle gange, men der

16

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 16

03/03/15 11.28

havde kun været en håndfuld gamle artikler, han havde skrevet. Ikke noget af nyere dato. Det undrede hende, havde vakt hendes nysgerrighed – Jeff havde været en dygtig journalist – men hun kunne ikke rigtig komme videre med det. Kat havde været fristet til at foretage en mere grundig opsporing af ham. Det ville ikke kræve nogen stor indsats i hendes position. Men hun brød sig ikke om at udnytte sine forbindelser inden for politiet til personlige formål. Hun kunne også have spurgt Stacy, men på den anden side: Hvad skulle det gøre godt for?

Jeff var forduftet.

At jagte eller bare google en ekskæreste var virkelig ynkeligt. Okay, Jeff havde været mere end en kæreste. Meget mere. Uden at tænke over det rørte Kat ved sin venstre ringfinger med tommelfingeren. Den var bar. Men det havde den ikke altid været. Jeff havde friet. Og gjort det hele på den rigtige måde. Han havde fået hendes fars tilladelse.

Han havde været nede på knæ. Ikke noget poppet eller smart. Han gemte ikke ringen i en ørken eller stillede spørgsmålet på en måltavle i Madison Square Garden. Det havde været stilfuldt, romantisk og traditionelt, fordi han vidste, at det var præcis sådan, hun gerne ville have det.

Kat fik tårer i øjnene.

Hun klikkede sig tilbage gennem et sammensurium af ansigter og frisurer, et veritabelt Forenede Nationer af ungkarle, og så stoppede hendes finger. Et øjeblik var hun bange for at bevæge sig, men sad bare og stirrede med tilbageholdt åndedræt.

Så undslap der hende et lille skrig.

Den gamle hjertesorg vældede op i hende. Det smertende sår føltes helt nyt, som om Jeff lige var gået ud ad døren, lige nu i dette øjeblik og ikke atten år tidligere. Hendes hånd rystede, da hun førte den hen til skærmen og rørte ved hans ansigt.

Jeff.

Stadig så forbandet flot. Han var blevet lidt ældre at se på, var grånet ved tindingerne, men det klædte ham godt. Det ville Kat også have gættet på. Jeff var en af de fyre, der kom til at se bedre ud med alderen. Hun kærtegnede hans ansigt. En tåre piblede frem fra det ene øje.

17

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 17

03/03/15 11.28

Åh, for fanden, tænkte hun.

Kat forsøgte at samle sig, forsøgte at træde et skridt tilbage og danne sig et overblik, men det hele kørte rundt i hovedet på hende, og hun kunne ikke få det til at holde op. Hendes hånd, der stadig rystede, søgte hen til musen og klikkede på profilbilledet, forstørrede det.

Skærmen blinkede videre til den næste side. Der stod Jeff, iført et par jeans og en flonelsskjorte, med hænderne i lommen og med øjne, der var så blå, at man ikke ville kunne se en kontaktlinselinje. Så skide flot. Så forbandet smuk. Han så velplejet og sportstrænet ud, og nu var der – på trods af alt – noget andet, der begyndte at røre på sig inde i hende. Et kort øjeblik vovede Kat at kigge hen mod soveværelset.

Hun havde også boet i den her lejlighed, da de kom sammen. Der havde været andre mænd i soveværelset efter ham, men intet havde nogensinde kunnet måle sig med de højdepunkter, hun havde oplevet sammen med sin forlovede. Hun vidste godt, hvordan det lød, men når hun var sammen med Jeff, fik han hver eneste del af hendes krop til at sitre og skælve. Det var hverken teknik eller størrelse eller noget i den retning, der gjorde forskellen. Det var – hvor uerotisk det end lød – tillid. Det var det, der gjorde det seksuelle så fantastisk. Kat havde følt sig tryg sammen med ham. Hun havde følt sig selvsikker og smuk, følt sig fri og uden frygt. Somme tider kunne han finde på at drille hende, kontrollere hende, tage hende, som han havde lyst til, men han fik hende aldrig til at føle sig sårbar eller forlegen.

Kat havde aldrig kunnet give slip på den måde med en anden mand.

Hun klikkede hele profilen frem. Hans personlige udtalelse var kort og, syntes Kat, helt perfekt: “Lad os se, hvad der sker.”

Ikke noget pres. Ingen store planer. Ingen betingelser eller garantier eller opskruede forventninger.

Lad os se, hvad der sker.

Hun sprang videre til “nuværende situation”-afsnittet. I løbet af de seneste atten år havde Kat utallige gange spekuleret på, hvordan hans liv havde formet sig, så det første spørgsmål var det mest oplagte: Hvad var der sket i Jeffs liv, siden han nu var på en website for singler?

På den anden side: Hvad var der sket med hende?

Enkemand, stod der.

18

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 18

03/03/15 11.28

Endnu et wow.

Hun forsøgte at forestille sig det: At Jeff giftede sig med en kvinde, boede sammen med hende, elskede hende og til sidst oplevede, at hun døde fra ham. Det kunne ikke trænge ind. Ikke endnu. Hun blokerede.

Det var helt i orden. Kom videre. Ingen grund til at dvæle ved det.

Enkemand.

Nedenunder endnu et chok: ét barn.

Alder og køn var ikke oplyst, og selvfølgelig var det lige meget. Hver afsløring, hver ny oplysning om den mand, hun engang havde elsket af hele sit hjerte, fik verden til at skælve igen. Han havde levet et helt liv uden hende. Hvorfor var det sådan en overraskelse? Hvad havde hun forventet? Deres brud havde været både pludseligt og uundgåeligt.

Det var måske nok ham, der gik sin vej, men det var hendes skyld.

Han var forsvundet, som et knips med fingrene, ligesom hele det liv, hun havde haft og planlagt.

Nu var han tilbage som en af de hundrede, måske to hundrede mænd, hvis profiler hun havde bladret igennem.

Spørgsmålet var, hvad hun ville stille op nu?

19

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 19

03/03/15 11.28

kapitel 2

Gerard Remington havde kun været ganske få timer fra at fri til V ­ anessa Moreau, da hans verden gik i sort.

Frieriet havde – ligesom meget andet i Gerard Remingtons liv – været planlagt med stor omhu.

Første skridt. Efter en omfattende research havde Gerard købt en forlovelsesring: 2.93 karat, princess cut, VVS1 klarhed, F-farve, platin med en krans af små diamanter. Han havde købt den af en velrenommeret juveler i Manhattans diamant-distrikt på West 47th Street – ikke i en af de større forretninger, der tog overpriser, men i en bagbutik i nærheden af hjørnet af Sixth Avenue.

Andet skridt. De skulle i dag flyve fra Logan Airport i Boston med Jet Blue Flight 267 klokken 7.30 og lande i St. Maarten klokken 11.31, hvor han og Vanessa skulle skifte til et lille fly til Anguilla, og de ville ankomme til øen klokken 12.45.

Tredje, fjerde skridt og så videre. De skulle slappe af i en to­ etagers villa på Viceroy med udsigt over Meads Bay, tage en dukkert i den enorme swimmingpool, elske, gå i bad, klæde om og spise på ­Blanchard’s. Der var reserveret bord til klokken 19. Gerard havde ringet i forvejen og sørget for, at en flaske af Vanessas foretrukne vin ville stå klar: en Chateau Haut-Bailly 2005 Gran Cru Classe, en bordeaux fra Pessac-Léognan-regionen. Efter middagen skulle Gerard og Vanessa gå en tur på stranden i bare fødder og hånd i hånd. Han havde tjekket månefasekalenderen og vidste, at det næsten ville være fuldmåne på det tidspunkt. To hundrede og atten meter henne ad stranden (han havde fået afstanden målt) lå der en stråtækt hytte, som om dagen blev benyttet til udlejning af snorkeludstyr og vandski.

Om aftenen var der ingen i hytten. En lokal blomsterhandler ville

20

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 20

03/03/15 11.28

udsmykke verandaen med enogtyve (det antal uger, de havde kendt hinanden) hvide callaliljer (Vanessas yndlingsblomst). Der ville også være en strygekvartet. Når Gerard gjorde tegn, ville kvartetten spille “Somewhere Only We Know” af Keane, den sang, som han og Vanessa havde besluttet skulle være deres for altid. Og eftersom de begge to yndede traditioner, ville Gerard så falde på knæ. For sit indre blik kunne Gerard næsten se Vanessas reaktion. Hun ville udstøde et gisp af forbavselse. Hun ville få tårer i øjnene. Hun ville føre hænderne op til ansigtet af benovelse og glæde.

“Du er kommet ind i min verden og har ændret den for evigt,” ville Gerard sige. “Du har som den mest utrolige katalysator taget denne almindelige klump ler og forvandlet den til noget, der er meget rigere og stærkere, meget gladere og mere fyldt med liv, end jeg nogensinde havde forestillet mig var muligt. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Jeg elsker alt ved dig. Dit smil giver mit liv farve og struktur.

Du er den smukkeste og mest lidenskabelige kvinde i verden. Vil du gøre mig til den lykkeligste mand i verden ved at gifte dig med mig?”

Gerard arbejdede stadig på den præcise formulering – den skulle være lige i øjet – da hans verden gik i sort. Men hvert ord var sandt.

Han elskede Vanessa. Han elskede hende af hele sit hjerte. Gerard havde aldrig været særlig romantisk anlagt. I løbet af sit liv havde han ofte oplevet, at folk skuffede ham. Det gjorde videnskaben ikke. Når sandheden skulle frem, havde han altid været bedst tilpas alene, når han bekæmpede mikrober og organismer og udviklede nye medicinske præparater og stoffer, der kunne vinde disse krige. Han havde været mest tilfreds i sit laboratorium ved Benesti Pharmaceuticals, eller når han stod ved tavlen og arbejdede med en ligning eller en formel. På den led var han “af den gamle skole”, som hans yngre kolleger sagde.

Han syntes godt om tavlen. Den hjalp ham til at tænke: Lugten af kridt, støvet, at hans fingre blev snavsede, at man let og ubesværet kunne viske ud, thi inden for forskning var det i sandhed kun meget lidt, der ikke burde gøres til genstand for diskussion.

Ja, det var i disse ensomme stunder, hvor han fordybede sig, at Gerard følte sig mest tilfreds.

Mest tilfreds. Men ikke glad.

21

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 21

03/03/15 11.28

Vanessa havde været det første indslag i hans liv, der gjorde ham glad.

Nu åbnede Gerard øjnene og tænkte på hende. Alting blev opløftet til tiende potens sammen med Vanessa. Ingen kvinde havde nogensinde haft den virkning på ham psykisk, følelsesmæssigt og, ja, selvfølgelig også fysisk som Vanessa. Han vidste, at det ville ingen anden kvinde kunne gøre.

Han havde åbnet øjnene, men mørket var der stadig. Først tænkte han på, om han stadig befandt sig derhjemme, men det var alt for koldt. Han havde altid den digitale termostat stillet på nøjagtig toogtyve grader. Altid. Vanessa drillede ham ofte med hans hang til præcision. Nogle mennesker havde i tidens løb betragtet Gerards behov for pinlig orden som noget analt eller ligefrem som en OCD-lidelse.

Vanessa forstod det imidlertid. Hun satte pris på det og opfattede det endda som et ekstra plus. “Det er det, der gør dig til en dygtig forsker og en omsorgsfuld mand,” havde Vanessa engang sagt til ham. Hun fortalte ham om sin teori, der gik ud på, at mennesker, som vi anser for at være “inden for autismespektret”, tidligere var genier inden for kunst, videnskab og litteratur, men nu om dage, hvor vi har medicin og diagnoser, normaliserer vi dem, gør dem mere ensartede, sløver deres sanser.

“Genialitet udspringer af det usædvanlige,” havde Vanessa sagt.

“Og jeg er altså usædvanlig?”

“I den allerbedste forstand, min skat.”

Mindet fik Gerards hjerte til at svulme af glæde, men han kunne ikke undgå at lægge mærke til den underlige lugt. Af noget fugtigt og gammelt og muggent ligesom …

Ligesom jord. Som nygravet jord.

Pludselig blev han grebet af panik. I det tætte mørke forsøgte Gerard at føre hænderne op til ansigtet. Det kunne han ikke. Noget holdt hans håndled fast. Det føltes som et reb. Nej, noget tyndere.

Måske ståltråd. Han forsøgte at bevæge benene. De var bundet sammen. Han spændte mavemusklerne og forsøgte at svinge begge ben op i luften, men de ramte noget. Noget af træ. Lige oven over ham.

Som om han befandt sig i …

22

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 22

03/03/15 11.28

Hans krop begyndte at spjætte af frygt.

Hvor var han? Hvor var Vanessa?

“Hallo?!” råbte han. “Hallo!”

Gerard forsøgte at sætte sig op, men der var også et bælte rundt om hans bryst. Han kunne ikke røre sig. Han ventede på, at hans øjne skulle vænne sig til mørket, men det gik ikke hurtigt nok.

“Hallo! Er der nogen? Hjælp mig!”

Nu hørte han lyde. Lige oven over ham. Det lød som skraben eller slæben eller …

Eller fodtrin?

Fodtrin lige oven over ham.

Gerard tænkte på mørket. Han tænkte på lugten af nygravet jord.

Svaret var pludselig indlysende, men det gav ingen mening.

Jeg befinder mig under jorden, tænkte han. Jeg er nede under jorden.

Og så begyndte han at skrige.

23

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 23

03/03/15 11.28

kapitel 3

Kats nattesøvn var snarere en form for besvimelse.

Som på alle andre hverdage vækkede hendes iPod hende med en tilfældigt valgt yndlingssang – denne morgen var det “Bulletproof Weeks” med Matt Nathanson – klokken seks. Det havde ikke ligefrem undgået hendes opmærksomhed, at hun sov i den samme seng, som hun havde sovet i sammen med Jeff for mange år siden. Værelset var stadig forsynet med de mørke træpaneler. Den tidligere ejer havde været violinist ved New York Philharmonic Orchestra, og han havde besluttet at få hele den tres kvadratmeter store lejlighed til at ligne det indvendige af en gammel båd. Der var mørkt træ overalt og koøjer i stedet for vinduer. Hun og Jeff havde grinet af det og var kommet med fjollede tvetydige bemærkninger om at få båden til at gynge, om at kæntre, om at råbe på en redningsbåd … ja, den slags ting.

Kærlighed får det platte til at virke kvikt.

“Det her sted …” sagde Jeff altid. “Det er bare slet ikke dig.”

Han havde selvfølgelig betragtet sin universitetsforlovede som klogere og mere farverig end hendes omgivelser, men nu, atten år senere, mente alle, der kom ind i Kats bolig, at stedet passede perfekt til hende. Ligesom det sker, at ægtefæller begynder at ligne hinanden, efterhånden som årene går, var hun begyndt at smelte sammen med lejligheden.

Kat overvejede at blive i sengen og sove lidt længere, men yogatimen begyndte om et kvarter. Hendes lærer, Aqua, en meget lille transvestit med en skizoid personlighedsforstyrrelse, accepterede ikke andet end begivenheder af livstruende karakter som undskyldning for ikke at møde op. Desuden ville Stacy måske komme, og Kat ville gerne indvie hende i det, der var sket på Jeff-fronten. Kat tog

24

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 24

03/03/15 11.28

sine yogabukser og en undertrøje på, snuppede en vandflaske og gik hen mod døren. Hendes blik blev fanget af computeren, der stod på skrivebordet.

Det kunne vel ikke skade at tage et hurtigt kig?

JustMyType.com-hjemmesiden var stadig på skærmen, selvom den havde logget hende af efter to timer uden aktivitet. De skiltede med et “spændende introduktionstilbud” til “Nye medlemmer” (hvem skulle ellers have et introduktionstilbud?), en måneds ubegrænset adgang (hvad det så end betød) for kun 5,74 dollar, der blev “opkrævet diskret” (hvad for noget?) på ens kreditkort. Kat var så heldig, at Stacy allerede havde købt et helt år til hende. Jubi!

Kat skrev igen sit navn og password i rubrikkerne og trykkede på return. Nu var der beskeder fra nogle mænd. Dem ignorerede hun.

Hun fandt Jeffs profilside – hun havde selvfølgelig sat et bogmærke ved den.

Hun klikkede på “Besvar”. Hendes fingre svævede over tastaturet.

Hvad skulle hun skrive?

Ikke noget. I hvert fald ikke lige nu. Tænk det igennem. Hun havde ikke meget tid. Yogatimen begyndte snart. Kat rystede på hovedet, rejste sig og gik ud ad døren. Hun løb, ligesom hun gjorde hver mandag, onsdag og fredag morgen, op til 72nd Street og drejede ind i Central Park. Borgmesteren i Strawberry Fields, en performancekunstner, der lever af de penge, turister giver ham, var allerede i gang med at lægge sine blomster ud på John Lennon Imagine-mindefliserne. Det gjorde han næsten hver dag, men han var sjældent på banen så tidligt. “Hej, Kat,” sagde han og rakte hende en rose.

Hun tog imod den. “Godmorgen, Gary.”

Hun skyndte sig forbi Bethesdas terrasse. Søen var stadig stille og rolig – ingen både ude endnu – men vandet, der væltede ned fra fontænen, funklede som et perleforhæng. Kat drejede ind på stien til venstre og gik bag om den store statue af H.C. Andersen. Tyrell og Billy, de to hjemløse mænd (hvis de da var hjemløse – så vidt hun vidste, boede de i den luksuriøse San Remo-ejendom og gik bare klædt, som om de var hjemløse), der sad dér hver morgen, var som sædvanlig i gang med at spille gin rommy.

25

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 25

03/03/15 11.28

“Røven ser godt ud, tøs,” sagde Tyrell.

“Det gør din også,” svarede Kat. Det elskede Tyrell. Han rejste sig, vrikkede lidt med rumpen og gav Billy en high five, hvorved han tabte sine kort ned på stien. Billy skældte ham ud.

“Saml dem op!” råbte Billy.

“Slap nu bare af, ikke?” Til Kat sagde han: “Skal du til time i dag?”

“Ja. Hvor mange mennesker?”

“Otte.”

“Er Stacy gået forbi?”

At hendes navn blev nævnt, var nok til, at begge mænd tog deres hatte af og holdt dem ind mod hjertet i respekt. “Gud se i nåde til os,” mumlede Billy.

Kat rynkede brynene.

“Ikke endnu,” sagde Tyrell.

Hun bevægede sig tværs over parken til Conservatory Water. Denne morgen var modelsejlbådene tidligt ude. Omme bag bådehuset fik hun øje på Aqua, der sad med korslagte ben. Hans øjne var lukkede.

Aqua, der var barn af en afroamerikansk far og en jødisk mor, yndede at beskrive sin hudfarve som “caffe latte med et skvæt flødeskum”.

Han var lille og spinkel og smidig, og lige nu sad han bomstille med en uforstyrrelig ro, som man ikke fandt hos den maniske dreng, hun havde lært at kende for mange år siden.

“Du kommer for sent,” sagde Aqua uden at åbne øjnene.

“Hvordan gør du det der?”

“Hvad? Ser dig med lukkede øjne?”

“Ja.” “Det er en særlig yogimesterhemmelighed, der kaldes at smugkigge,” sagde Aqua. “Sæt dig.”

Det gjorde hun. Et minut senere sluttede Stacy sig til gruppen.

Hende gav Aqua ikke nogen reprimande. Tidligere havde Aqua afholdt yogatimerne på den store græsplæne – lige indtil Stacy begyndte at dukke op og demonstrere sin smidighed i det offentlige rum. Pludselig var der mænd, der blev meget interesserede i udendørsyoga. Det brød Aqua sig ikke om, så han gjorde morgenundervisningen til et

26

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 26

03/03/15 11.28

rent kvindehold og holdt den på dette halvskjulte sted bag ved Kerbs Boathouse. Stacys “faste plads” var tættest på muren, så de, der havde lyst til at stå og glo på afstand, ikke havde frit udsyn.

Aqua ledte dem igennem en serie asanaer. Hver morgen gav Aqua, uanset om solen skinnede, det regnede, eller det sneede, yogatimer på dette sted. Han forlangte ikke nogen bestemt betaling. Man gav ham, hvad man nu syntes var rimeligt. Han var en utrolig god lærer: instruktiv, motiverende, venlig, seriøs, sjov. Når man lavede stillingerne Hunden eller Krigeren, rettede han på dem med den blideste berøring, men det bevægede alt inden i én.

De fleste dage forsvandt Kat ind i stillingerne. Hendes krop arbejdede hårdt. Hendes åndedræt gik ned i tempo. Hendes bevidsthed overgav sig. I sit almindelige liv drak Kat for meget, røg en gang imellem en smøg og spiste forkert. Hendes job kunne føles som at få injiceret et skud ren gift. Men her, hvor Aquas beroligende stemme lød, blev den slags som regel skyllet bort.

Dog ikke i dag.

Hun forsøgte at give slip, forsøgte at være til stede i nuet og alt det zenhalløj, der lød som det rene sludder og vrøvl, hvis ikke det var Aqua, der sagde det, men Jeffs ansigt – det, hun havde kendt, det, hun lige havde set – blev ved med at tone frem for hendes indre blik.

Aqua kunne se, at hun var ukoncentreret. Han holdt nøje øje med hende og brugte lidt mere tid på at rette på hendes stillinger. Men han sagde ikke noget.

Når yogatimen var ved at være slut, når eleverne lå på ryggen i hvilestillingen, var man fuldstændig underlagt Aquas afslapningsfortryllelse. Hele kroppen overgav sig. Man døsede. Så udtrykte han ønske om, at man måtte få en lykkebringende, særlig dag. Man blev liggende lidt længere og tog dybe indåndinger, mens det snurrede i fingerspidserne. Langsomt glippede ens øjne sig åbne – sådan som Kats gjorde nu – og så var Aqua forsvundet.

Langsomt vendte Kat tilbage til livet. Det samme gjorde de andre elever. De rullede deres måtter sammen i tavshed, næsten ude af stand til at tale. Stacy kom hen til hende. De gik i nogle minutter og kom forbi Conservatory Water.

27

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 27

03/03/15 11.28

“Kan du huske den fyr, jeg så noget til?” spurgte Stacy.

“Peter?”

“Ja, ham.”

“Han virkede utrolig sød,” sagde Kat. “Ja, men jeg blev nødt til at give ham løbepas. Jeg fandt ud af, at han gjorde noget, der er temmelig slemt.”

“Hvad?”

“Gik til spinning,” sagde Stacy.

Kat rullede med øjnene.

“Hold nu op, Kat. Fyren går til spinning. Hvad bliver det næste?

Kegel-vægte?”

Det var pudsigt at gå sammen med Stacy. Efter et stykke tid lagde man ikke længere mærke til fyrenes stirrende blikke og tilråbene. Man blev ikke fornærmet eller ignorerede dem. De holdt bare op med at eksistere. At gå ved siden af Stacy var det nærmeste, Kat nogensinde kom på camouflage.

“Kat?” “Ja?” “Vil du fortælle, hvad der er galt?”

En stor fyr med fitnessmuskler, den slags, der giver udstående blodårer, og med geléfyldt, tilbagestrøget hår, stoppede op foran Stacy og lod blikket vandre ned til hendes bryst. “Wow, det er godt nok nogle store kasser.”

Stacy standsede også og lod blikket vandre ned til hans skridt.

“Wow, det er godt nok en lille pik.”

De begyndte at gå igen. Okay, måske holdt de ikke ligefrem op med at eksistere. Afhængig af fremgangsmåden håndterede Stacy opmærksomheden på forskellige måder. Hun kunne ikke udstå de opblæste og brovtende, dem, der piftede – de grovkornede. De generte fyre, dem, der bare beundrede det, de så, og nød det … dem nød Stacy også.

Nogle gange gengældte hun deres smil eller vinkede, næsten som en berømthed, der giver en lille smule af sig selv, fordi det er en lille ting og gør andre glade.

“Jeg var inde på websiten i aftes,” sagde Kat. Det fik Stacy til at smile. “Allerede?”

28

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 28

03/03/15 11.28

“Ja.” “Wow. Det var du ikke længe om. Var der bid?”

“Det kan man ikke sige.”

“Hvad skete der?”

“Jeg så min gamle forlovede.”

Stacy standsede. Hun spærrede øjnene op. “Hvad siger du?”

“Han hedder Jeff Raynes.”

“Vent lidt. Har du været forlovet?”

“For lang tid siden.”

“Men forlovet? Dig? Med ring og det hele?”

“Hvorfor kommer det sådan bag på dig?”

“Det ved jeg ikke. Hvor længe har vi kendt hinanden?”

“I ti år.”

“Ja, og i al den tid har du ikke engang været på lugteafstand af kærlighed.”

Kat trak på skuldrene. “Jeg var toogtyve.”

“Jeg er mundlam,” sagde Stacy. “Dig. Forlovet.”

“Skal vi gå videre?”

“Ja, okay. Undskyld. Og i aftes så du altså hans profil på websiten?”

“Ja.” “Hvad sagde du?”

“Sagde til hvem?”

“Til ham,” sagde Stacy.

“Hvad?”

“Sagde til ham. Ikke sagde til hvem. Tumpe.”

“Jeg ville ønske, jeg havde min pistol på mig,” sagde Kat. “Hvad skrev du til … Jeff?”

“Jeg skrev ikke til ham.”

“Hvad?”

“Jeg skrev ikke til ham.”

“Hvorfor ikke?”

“Han skrottede mig.”

“En forlovet.” Stacy rystede igen på hovedet. “Og du har aldrig fortalt mig om ham. Jeg føler, jeg er blevet ført bag lyset.”

“Hvordan det?”

29

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 29

03/03/15 11.28

“Det ved jeg ikke. Jeg mener … når det drejer sig om kærlighed, har jeg altid troet, at du var en kyniker ligesom mig.”

Kat blev ved med at gå. “Hvordan tror du, at jeg blev en kyniker?”

“Touché.”

De fandt et bord på Le Pain Quotidien inde i Central Park i nærheden af West 69th Street.

“Det er jeg virkelig ked af,” sagde Stacy.

Kat vinkede afværgende.

“Jeg meldte dig til sitet, så du kunne få noget sex. Guderne skal vide, at du trænger til sex. Du trænger lige så desperat til at få noget sex som alle andre, jeg kender.”

“Det er noget af en undskyldning,” sagde Kat. “Hensigten var ikke at fremkalde dårlige minder.”

“Det er ikke nogen stor ting.”

Stacy så skeptisk ud. “Har du lyst til at tale om det? Selvfølgelig har du det. Og jeg er ved at gå til af nysgerrighed. Fortæl mig det hele.”

Kat fortalte hende hele historien om Jeff. Hun fortalte hende, at de havde mødt hinanden på Columbia, at de var blevet forelskede, at det føltes som noget, der skulle vare for evigt, at det hele føltes ubesværet og rigtigt, at han havde friet til hende, at alting ændrede sig, da hendes far blev myrdet, at hun blev mere lukket, at Jeff til sidst var gået sin vej, og at hun havde været for svag eller måske for stolt til at prøve at få ham tilbage.

Da hun var færdig, sagde Stacy: “Wow.” Kat nippede til sin kaffe.

“Og nu, næsten tyve år senere, ser du så din gamle kæreste på en datingwebsite?”

“Ja.” “Single?”

Kat rynkede brynene. “Der er ikke ret mange gifte personer på det.”

“Nå, nej, det er klart. Men hvordan er hans situation? Er han fraskilt?

Har han siddet derhjemme og været ved at dø af længsel ligesom dig?”

“Jeg er ikke ved at dø af længsel,” sagde Kat. Og så: “Han er enkemand.”

“Wow.”

30

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 30

03/03/15 11.28

“Hold op med at sige det der. ‘Wow’. Hvor gammel er du? Syv år?”

Stacy ignorerede hendes irettesættelse. “Han hedder altså Jeff?”

“Ja.” “Så da Jeff afbrød forholdet, elskede du ham?”

Kat sank en klump. “Ja, selvfølgelig.”

“Tror du, at han stadig elskede dig?” “Åbenbart ikke.”

“Hold op med det. Tænk over spørgsmålet. Glem et øjeblik, at han skrottede dig.”

“Det er temmelig svært. Jeg er mere en ‘handling er vigtigere end ord’-pige.”

Stacy lænede sig over mod hende. “Der er få mennesker, der har set bagsiden af kærlighed og ægteskab mere tydeligt end undertegnede.

Det er vi begge to klar over, ikke?”

“Jo.” “Man lærer meget om parforhold, når ens job på nogle måder består i at opløse dem. Men sandheden er, at næsten alle forhold har svagheder. Der er revner og sprækker i ethvert forhold. Det betyder ikke, at det er meningsløst eller dårligt eller bare forkert. Vi ved godt, at alt i livet er kompliceret og gråmeleret. Alligevel forventer vi, at vores forhold altid skal være enkle og uden ridser i lakken.”

“Sandt nok,” sagde Kat, “men jeg forstår ikke, hvor du vil hen.”

Stacy lænede sig hen mod hende. “Elskede Jeff dig stadig, da du og han afbrød forholdet? Og kom nu ikke med det der ‘handling er vigtigere end ord’-pladder. Elskede han dig stadig?”

Og så – uden rigtig at tænke over det – sagde Kat: “Ja.” Stacy sad bare og stirrede på sin veninde. “Kat?” “Hvad?”

“Du ved godt, at jeg overhovedet ikke er religiøs,” sagde Stacy, “men det her føles en lille smule som … jeg ved ikke rigtigt … skæbnen eller kismet eller sådan noget.”

Kat tog en slurk kaffe.

“Du og Jeff er begge singler. I er begge fri af tidligere forhold. I har begge været igennem vridemaskinen.”

“Sårede,” sagde Kat.

31

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 31

03/03/15 11.28

Det overvejede Stacy. “Nej, det er ikke det, jeg … jo, det er noget af det. Men ikke så meget sårede som … realistiske.” Stacy smilede og kiggede bort. “Åh, mand.”

“Hvad?”

Stacy mødte hendes blik og smilede stadig. “Det her kunne blive et sandt eventyr. Er du med?”

Kat sagde ikke noget.

“Men endnu bedre. Du og Jeff havde det fint sammen i begyndelsen, ikke?”

Kat sagde stadig ikke noget.

“Kan du ikke se det? Denne gang kan I begge to gå ind i det med åbne øjne. Det kan være et eventyr … men virkeligt. I ser revnerne og sprækkerne. I går ind i det med noget i bagagen, med erfaringer og rimelige forventninger. Med en forståelse af, hvad I hver for sig gjorde forkert for lang tid siden. Kat, hør efter, hvad jeg siger.” Stacy rakte hånden over bordet og tog Kats hånd. Der var tårer i hendes øjne. “Det her kan blive noget godt, noget rigtig godt.”

Kat svarede stadig ikke. Hun stolede ikke på sin stemme. Hun ville ikke engang tænke på det. Men hun vidste det. Hun vidste præcis, hvad Stacy mente.

“Kat?” “Når jeg kommer hjem, sender jeg en besked til ham.”

32

Savner dig_fuldpris-TRYK.indd 32

03/03/15 11.28