Skip to main content

Rejse gennem Island

Page 1

Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson

En storslået rejseberetning fra Danmarks første videnskabelige ekspedition

Forskningen blev præsenteret i det nyetablerede Viden­ skabernes Selskab, som skaffede midler til en udgivelse om ekspeditionens resultater. Værket, Reise igiennem Island, blev udgivet i Sorø i 1772 og var skrevet på dansk. Det bidrog til international viden om forholdene i Vestnorden, idet bogen ganske hurtigt blev oversat til tysk og fransk, ligesom den kom i en forkortet udgave på engelsk. Først i 1943 udkom værket på islandsk. Denne genudgivelse af Reise igennem Island medtager en række af de enestående illustrationer, som blev udfærdiget i forbindelse med ekspeditionen, men som ikke blev trykt i den oprindelige bog. Desuden er værket forsynet med en kyndig indledning på baggrund af ny forskning af historikerne Daniel Henschen og Árni Daníel Júlíusson, som sætter værket og dets betydning i dansk, islandsk og internationalt perspektiv, foruden en ordliste til hjælp for læsningen.

EN DEL AF GADS FORLAG

xxx g CO2e

Rejse gennem Island 1

I 1751 besluttede Frederik V i samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab at iværksætte en ekspedition til Island for at opnå øget viden om landets natur, landskaber, befolkning mv. Den tværvidenskabelige ekspedition var den første af sin art i Danmark, og den blev varetaget af to islandske studerende i København, nemlig Eggert Ólafsson, som studerede naturvidenskab, og Bjarni Pálsson, som studerede medicin. I årene 1752-1757 rejste de Island rundt og indsamlede oplysninger om landets natur og beskaffenhed, herunder dyr, planter, stenarter samt om islændingenes leveforhold og kultur.

Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson

1

CLIMATECALC.EU

0001 1 3 / EE

67 mm 10 mm

En beretning om Danmarks første videnskabelige ekspedition 1752-1757


2

Udgivet med støtte fra: Københavns Universitet

Logo: S/H

University of Copenhagen

100% SORT

Principopsætning på publikationer

                  

Placement of logo on publications

  

Islands Universitet Videnskabernes Selskab Principopsætning til andre formål end publikationer

Vandret variant med logo til venstre

                  

Use of logo for other purposes

Vandret variant med logo til højre

                  

Horizontal version with logo to the right

  

I samarbejde med: Lodret variant med navnetræk placeret under logostregen.

Vertical version with logotype under the logo line

                  

  

Horizontal version with logo to the lef t

  


3

Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson

rejse gennem

ISLAND En beretning om Danmarks første videnskabelige ekspedition 1752-1757

bind 1 Med en indledning af Daniel Henschen og Árni Daníel Júlíusson Tekstudgivelse ved Hans Ørbæk

EN DEL AF GADS FORLAG


4

Rejse gennem Island. En beretning om Danmarks første videnskabelige ekspedition 1752-1757 © forfatterne og Nord Academic/Gads Forlag, 2026 Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen Fagredaktører: Auður Hauksdóttir og Erik Skyum-Nielsen Tekstudgivelse, ordliste mv.: Hans Ørbæk Filologisk bistand: Finn Gredal Jensen, Karen Skovgaard-Petersen og Peter Zeeberg Indskanning af originalværk: Björn Þorvarðarson Billedredaktion: Julie Marie Falkentorp Forside: Forlæg til kobberstik i Reise igiennem Island, 1772. Islands Nationalmuseum / Þjóðminjasafn Íslands, EÓ-8 Omslag og layout: Carl-H.K. Zakrisson og Tod Alan Spoerl Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: PrintBest isbn 978-87-12-07957-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Estonia Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

FAGFÆLLEBEDØMT

Nord Academic – en del af G.E.C. Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K kontakt@nordacademic.dk www.nordacademic.dk


5

Indhold BIND 1 Forord ved fagredaktionen 7 Forord ved Videnskabernes Selskab

11

Daniel Henschen og Árni Daníel Júlíusson

INDLEDNING Om denne indledning 13 Forudsætninger 14 Selve rejsen 48 Rejsebogen 68 Reception 92 Forskning i Eggert Ólafsson og Bjarni Pálssons rejse 106 Noter 109

Eggert Ólafsson og Bjarni Pálssons

REJSE GENNEM ISLAND Fortale 123 Sønder-Island 133 Kiosar-Syssel 133 Vester-Island 196 Borgarfiords-Syssel 196 Frugtbarheden 253 Sneefiælds-Syssel 346 Dale- Bardestrands- Isefiords- og Strande-Sysseler 436


BIND 2 Dale- Bardestrands- Isefiords- og Strande-Sysseler (fortsættelse) 507 Norder-Island 641 Hunevands-, Hegrenæss-, Vadle- og Thingøe-Sysseler 641 Øster Island 733 Mule- og Skaftefiælds-Sysseler 733 Sønder-Island 810 Rangaarvalle- Aarnæs- og Guldbrynge-Sysseler Register 965

Om sproget i Rejsebogen og denne udgave 983 Ordliste 985 Forkortelser 992 Mål, vægt og mønt 993 Tekstrettelser 993 Latinske passager 995 Litteratur 1001 Billedliste 1005

810


Forord Undir bláum sólar sali, Sauðlauks- uppí lygnum dali, fólkið hafði’ af hana gali hvörs-dags skemmtun bænum á, fagurt galaði fuglinn sá; og af fleiri fugla hjali frygð um sumarstundir; listamaðurinn lengi þarvið undi. Lifligt under himmelsalen / roligt i Trehage-dalen / nød folk mange fugles galen / gårdens hverdags­ glæder klang. / Yndigt fjordens fugle sang. / Og fra flere flød nu talen, / fryd hver sommerstund. / Strofer randt af digter-mund.* Sådan lyder den første strofe af det kendte ”Lysthusdigt” (”Lysthúskvæði”) af naturforskeren og digteren Eggert Ólafsson, en yndet tekst sprud­ lende af glæde og engagement, som til en islandsk folkemelodi flittigt synges endnu den dag i dag af kor og andre sangelskere. Digtet skrev Eggert under sit ophold i Sauðlauksdalur, hvor han i årene 1760-1764 arbejdede på Reise igiennem Island, et skelsættende værk baseret på hans og Bjarni Pálssons dagbøger med noter og iagttagelser om deres omfattende ekspeditioner i Island i årene 1752-1757. Da de to venner blev valgt til opgaven, var de begge studerende ved Københavns Universitet. Bjarni læste medicin, mens Eggert studerede naturvidenskab, filologi m.m. Siden, i 1760, blev Bjarni Islands første landfysikus, og derfor faldt det i Eggerts lod at affatte Rejse­ bogen. I et brev til forskeren Jón Ólafsson fra

Grunnavík omtaler Eggert perioden i Sauðlauks­ dalur som den lykkeligste i sit liv. Sauðlauksdalur er en smuk, men barsk og kold dal, der strækker sig ind i landet fra Patreksfjörður i det nordvestlige Island. Det er et af de mange islandske steder, som har fået betydning for landets kontakt med Danmark. Her boede Eggerts forældre hos hans søster Rannveig og hendes mand, pastor Björn Halldórsson, en initiativrig og effektiv oplysningsmand, som dels dyrkede kartofler og andre grøntsager, dels skrev oplysende tekster for bønder og bondekvinder i det praktiske øjemed at forbedre landbrug og husholdning. Björn Halldórsson var også forfatter til Lexicon Islandico-LatinoDanicum, en islandsk ordbog med latinske for­ klaringer, som først udkom i København i 1814 og da med Rasmus Rasks oversættelser til dansk og hans supplementer. Bogen var hårdt tiltrængt i en tid, hvor danskere og islændinge samarbejdede intenst om oversættelse og tydning af den islandske middelalderlitteratur. Den sidste sognepræst i Sauðlauksdalur var pastor Þorvaldur Jakobsson, en indflydelsesrig mand på sin tid og en vigtig, aktiv talsmand for almen uddannelse og styrkelse af islandsk kultur. Þorvaldur var farfar til Vigdís Finnbogadóttir, der var Islands præsident 1980-1996. I 2019 fejrede islændingene 75-året for oprettelsen af den islandske republik. I den anledning besluttede regeringen at igangsætte en særlig satsning på dansk-islandsk videnssamarbejde med det formål at markere og hædre det langvarige og udbytterige videnskabelige samarbejde, som i århundreder

* Eggert Ólafsson, Kvæði, red. Vilhjálmur Þ. Gíslason (Reykjavík: Menningarsjóður 1953), 23-24. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.


8

forord

Sauðlauksdalur, hvor Eggert arbejdede på Reise igiennem Island i årene 1760-1764.

har fundet sted mellem Island og Danmark, og styrke det for fremtiden. Vigdís Finnbogadóttir viste dette projekt stor interesse og bidrog til det på forskellig vis. Hun har ikke lagt skjul på sin glæde over, at Rejsebogen og dens betydning står centralt i den aktuelle dansk-islandske satsning. Eggert Ólafsson og Bjarni Pálssons rige tværfag­ lige forskning i Islands natur og kultur samt i islændingenes levevilkår var epokegørende for sin tid. Den vidner dels om de vigtige videnskabelige og idémæssige strømninger, som gjorde sig gældende under oplysningstiden, dels om de videnskabelige ambitioner, der fandtes inden for det danske konge­rige dengang. Værket spænder bredt, over mange

forskellige vidensområder. Det repræsenterer i nordisk sammenhæng et pionerarbejde, bygget som det er på empirisk observation og dataindsamling frem for på spekulation og andenhåndsviden. Med et moderne udtryk kan man kalde Eggert og Bjarnis fremgangsmåde genstandssensitiv forstået sådan, at de gennem seks somre i træk foretager præcise iagttagelser på stedet og hele tiden er sig bevidst, at deres påstande skal dokumenteres med beskrivelse, statistik og nye tegninger samt indsamlede genstande såsom mineralprøver og fugleskind. Det vidner om deres høje ambitioner, at deres resultater dækker hele Island fra øst til vest og fra nord til syd.


forord

Det siger sit, at initiativet til ekspeditionerne kom fra det dengang nyetablerede Videnskabernes Selskab. I det 18. århundrede fandtes der kun yderst begrænset fagviden om Islands natur samt islændingenes kultur og levevilkår. Af denne grund var diskussionen uden for landets grænser ofte præget af fordomme, vilde overdrivelser og fatal mangel på ordentlig kundskab om land og folk. En solid redegørelse, baseret på ny videnskabelig forskning i de faktiske forhold, ville, mente man i Videnskabernes Selskab, ikke alene have en enorm betydning i Island og Danmark, men også i mange andre lande. Selskabet så en chance for at øge omverdenens viden om Island og med ét sætte præg på det internationale samfunds opfattelse af landet og dets beboere. Dette lykkedes ganske hurtigt, takket være en forbavsende stor spredning af værket og en postiv modtagelse af Rejsebogen både inden og uden for kongeriget. Eggert Ólafsson afsluttede sit arbejde med bogen i København i årene 1764-1766, og den udkom i Sorø i 1772 på dansk. I kølvandet blev den oversat til tysk og fransk og i en forkortet udgave på engelsk, mens den først udkom på islandsk i Steindór Steindórssons oversættelse i 1943 og derefter i en revideret udgave i 1974. Nu udkommer Reise igiennem Island for anden gang i Danmark med en videnskabelig indledning om værket og dets baggrund og betydning i islandsk, dansk og international kontekst baseret på ny forskning ved historikerne Árni Daníel Júlíusson og Daniel Henschen. Til forskel fra værkets tidligere udgaver indeholder denne udgave alt det originale billedmateriale, som Eggert og Bjarni samt deres medarbejdere lavede i forbindelse med ekspeditionerne, herunder nogle kolorerede billeder, der til alt held blev fremfundet for nylig. En del af billedmaterialet har så vidt vides ikke været publiceret før.

9

I forbindelse med udgivelsen har et nært sam­ arbejde med Saxo Instituttet ved Københavns Universitet og Det Historiske Institut ved Islands Universitet haft stor betydning for den nye forskning. Konsulentbistand og nyttig ekspertise fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har gjort en faglig forskel i forbindelse med udarbejdelsen af manuskriptet til nærværende værk, og det har vist sig af stor vigtighed, at Islands Nationalmuseum kunne tilbyde assistance og anden støtte i forbindelse med fotografering af det originale billedmateriale. Desuden har Islands Nationalbibliotek ydet ekspertbistand i forbindelse med skanningen af den originale tekst. For denne hjælp takker vi de tre institutioner. På baggrund af skanningen har Hans Ørbæk etableret teksten til den nye udgave. Han har desuden med bistand fra Det Danske Sprogog Litteraturselskab udarbejdet en ordliste og en række andre oversigter til støtte for læseren, herunder en bibliografi over de kilder, som Eggert og Bjarni nævner undervejs i bogen. Flere parter har med rund hånd bidraget økonomisk til udgivelsen. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Ministeriet for kultur, innovation og højere uddannelser i Island har således finansieret de to historikeres banebrydende forskning, Augustinus Fonden har bidraget ved at udrede produktionsomkost­ ningerne i forbindelse med bogen, som desuden udgives med økonomisk støtte fra Videnskabernes Selskab og Islands Universitet. Vigtig indirekte støtte er endvidere ydet fra Vigdís Finnbogadóttir Instituttet på Islands Universitet. Alle de nævnte involverede takker vi hermed hjerteligt. For os, en islænding og en dansker, venner gennem nu et halvt århundrede, er det en glæde og en ære at bidrage til, at Reise igiennem Island genud­gives som et fælles islandsk-dansk tiltag netop nu, hvor der er gået 300 år, siden Eggert Ólafsson blev født. Auður Hauksdóttir og Erik Skyum-Nielsen


Forord ved Videnskabernes Selskab ”At udgive for lyset.” Sådan lød kongens vision for Videnskabernes Selskabs virke, da den enevældige Christian 6. i 1743 med segl og signet garanterede det sin protektion og økonomiske støtte. Selskabet, der blot få måneder forinden havde afholdt sit stiftende møde, gjorde sit for at indfri regentens forhåbninger til dets rolle; allerede i de følgende år var både opgaverne, som blev varetaget, og ikke mindst selskabets selvopfattelse ganske svære at adskille fra oplysningstidstendenserne i det øvrige Europa. Kortlægningen af Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten (1761-1843) og et lidt senere fosøg på at beskrive sproget med et omfattende ordbogsværk (1780-1905) er bare to eksempler på den indsamling af viden, der prægede Videnskabernes Selskabs tid­ lige år. Islandsrejsen er et tredje. Ud over at målet for den videnskabelige granskning her rent geografisk lå mærkbart længere væk, afspejler det vide spektrum af emner, der blev undersøgt, også tidsånden. Som læseren snart skal opleve, havde man nemlig en ambition om at indhente viden inden for såvel geografi og biologi som etnografi og økonomi – men også alt muligt derimellem og rundt omkring. De to islandske studenter Bjarni Pálsson og Eggert Ólafsson blev på mange måder selskabets forlængede, lærde arm, da de efter kongens ønske foretog rejsen mod det fjerne nord. Men kroppen forblev ikke desto mindre i Videnskabernes Selskab, hvorfra rejsen i årene 1752-1757 i store træk blev administreret, ikke mindst økonomisk, og i høj grad med selskabets daværende sekretær, Henrik Hielmstierne, som

koordinator. Som selskabets tidligere arkivar Asger Lomholt skrev, så var der ”en livlig Forbindelse og Vekselvirkning” (Lomholt 1960) mellem de studerende og selskabet. Den udmøntede sig ikke mindst i en faglig vurdering og kritik af rapporterne fra Island, der berettede om alt fra vejrforhold til forsøg med at udvinde salt af saltvand. Desuden blev hjemsendte herbarier og naturalier gennemgået og undersøgt. Her kom selskabets sammensætning af medlemmer på tværs af fagligheder til sin ret, da man, alt efter kategorien af det hjemsendte, kunne trække på ekspertviden inden for de aktuelle områder. Selskabets tradition for at samle mange forskellige fagligheder er fortsat den dag i dag. Værket om Islandsrejsen måtte en længere redaktionsperiode igennem, før Videnskabernes Selskab i 1772 kunne udgive det. Det skyldtes til dels det uventede tab af Eggert Ólafsson, der ulykkeligvis kom af dage i en drukneulykke i 1768, men også en hel række administrative udfordringer, nogle knyttet til historiske begivenheder, andre rent tekniske. I et Danmark anno 2026 har forudsætningerne for en fuldbyrdet udgivelse af det gamle pragtværk været en del mere gunstige. Vi ønsker jer god fornøjelse med sejladsen. Susanne Ditlevsen og Marianne Pade, hhv. præsident og redaktør for Videnskabernes Selskab

Kilder anvendt: Asger Lomholt, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 1742-1942. Samlinger til Selskabets historie. Bind 3 (København: Videnskabernes Selskab 1960). Marita Akhøj Nielsen (ed.), Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 1742-2017 – et jubilæumsskrift (København: Videnskabernes Selskab 2017).


Daniel Henschen og Árni Daníel Júlíusson

Indledning Om denne indledning Denne indledning skal give en indføring, som for­ håbentlig kan lette læsningen af Eggert Ólafsson og Bjarni Pálssons rejseberetning.1 Det gælder rammer­ ne for, implementeringen af og resultaterne af den forskning, som Videnskabernes Selskab organiserede og finansierede med Eggert og Bjarnis rejse til Island med videnskabelige formål fra 1752 til 1757. Viden­ skabernes Selskab blev grundlagt i 1742, og Eggert og Bjarnis forskningsekspedition til Island var det første større forskningsprojekt, som Selskabet påtog sig. Målet med denne indledning er ligeledes at kaste nyt lys over de kvaliteter, som gør Reise igiennem Island til et centralt værk, ikke bare i udforskningen af Island, men i islandsk og dansk forskning i det hele taget. Vi præsenterer en forskningsbaseret nytolk­ ning og analyse af værket, dets forhistorie og betyd­ ning for eftertiden. Det er den første omfattende ud­ forskning af ekspeditionen og værket i deres helhed. Vi håber, at det kan danne grundlag for en fornyet interesse. Værket er nemlig ikke bare relevant som historisk dokument, men berører en række forskel­ lige discipliner. Det skyldes bl.a., at bogen udkom i en tid med en mindre strikt faginddeling end nu­ tidens og behandler biologi, mineralogi, sprog­ historie m.m. Reise igiennem Island blev skrevet af Eggert Ólafsson efter rejsen, under hans ophold i Sauðlauks­ dalur i Patreksfjörður i Vestfjordene fra 1760 til 1764 og i København 1764-65. Værket var baseret på de rejsedagbøger, der blev ført undervejs, men tilføjede

meget materiale fra andre kilder, især forskellige videnskabelige publikationer. Eggert døde, før bogen blev udgivet i trykt form. Han druknede i Breiða­ fjörður den 30. maj 1768. Jón Eiríksson og Gerhard Schøning forberedte værket til trykning, og det blev udgivet på dansk i Sorø i 1772. Det blev snart efter fulgt af en tysk udgave (1774-75), og omkring århundrede­skiftet kom det på fransk (1802) og engelsk (1805). Bogen blev først udgivet på islandsk i 1943. Bogen blev godt modtaget blandt samtidens euro­ pæiske intellektuelle. En anmelder, der efter alt at dømme er den kendte tyske videnskabsmand Johann Beckmann, skrev om første bind af den tyske udgave: ”Størstedelen af dette værk indeholder bidrag til na­ turvidenskaben, som er uhyre vigtige. Mineralogerne finder her produkterne fra vulkanerne og de varme bade; zoologerne får mange sjældne og helt nye dyr fra norden, mange havdyr; noget mindre finder botanikeren her. Nye planter bemærker vi ikke. Men man må rose, at man overalt har søgt at bruge systema­tiske navne. Beretningerne om islændingenes skikke, kunster og agerbrug er lærerige og fine”.2 Ekspeditionen til Island blev foretaget i oplys­ ningstiden, og den var et centralt udtryk for både den islandske og den danske samfundsdebat og vi­ denskab i 1700-tallet. Eggert og Bjarni foretog en mindre udforskningsrejse i Island i 1750, og selve rejsebeskrivelsesprojektet som helhed varede fra 1751-1772. Det var også i de år, man udgav den franske Encyklopædi, som er blevet betragtet som et af oplys­ ningstidens mest indflydelsesrige værker og spillede en stor rolle i at sprede dens idéer i hele Europa og videre. Det faktum, at dette projekt fra Videnskaber­ nes Selskab blev betroet islandske videnskabsmænd,


14

indledning · Om denne indledning

placerer ekspeditionen i en uventet kontekst og adskiller den fra f.eks. den danske ekspedition til Arabien, som blev foretaget noget senere, 1761-1767, men udkom som bogværk samme år som Eggert og Bjarnis rejsebeskrivelse. I forordet til den tyske ud­gave af Reise igiennem Island blev de to rejser fremstillet som udtryk for den samme videnskabelige ambition om at udforske verden – og bidrage til kongemagtens prestige. Nøglen til at forstå Eggert og Bjarnis ekspedition ligger i, at de som lokale spillede en stor rolle i at kaste lys over mørket af uvidenhed om deres eget lands natur og samfund. Island var på mange måder fremmed med vulkaner, lava og gletsjere og var også oversøisk ligesom de danske kolonier, men kulturelt set tilhørte Island fuldt ud Europa. Dette gjaldt for regeringssystemet, den lutherske religion og den sociale struktur. Denne kontekst diskuteres i første del af indledningen. Rejsen var en af de første eksplicit videnskabelige ekspeditioner, der blev organiseret i Europa. Dens metode og målsætninger er eksemplariske for den videnskabelige ekspeditions grundform, hvor videnskabsfolk udfører det, der senere blev kendt som feltstudier, i tæt kontakt med et videnskabeligt fællesskab. De samfundsmæssige og kulturelle omstændigheder i perioden før rejsen samt forberedelsen af den er emnet for den første og anden del af denne indledning. I indledningens tredje del behandler vi selve rejsen og indsamlingen af viden lige fra den begyndte i form af de dagbøger og journaler, hvor Eggert og Bjarni løbende viderebragte dels deres umiddelbare indtryk af islandske egne, fakta og folkeliv og dels resultaterne af deres målrettede undersøgelser af planter, mineraler osv. til Viden­ skabernes Selskab i København. Den bog, som forelå i 1772, var en videre­bearbejdning af dette arbejde. Den fjerde del diskuterer modtagelsen af ​​værket og dets senere status. Den diskuterer også bogens struktur og noget af dens indhold. Til sidst følger en oversigt over tidligere forskning om ekspeditionen og rejseberetningen.

Forudsætninger Island og Danmark Alle rejser begynder ét sted og bevæger sig til et andet. Forholdet mellem de punkter er en del af rejsens essens. En sørejse til Island kunne rask væk tage en måned, fra skibet forlod København, til det lagde til ved et af de islandske handelssteder. En tid til søs med arbejde eller ventetid og risici og ensformighed, som de færreste nutidseuropæere vil opleve. Til gengæld var mindre ændret i statsretslig forstand, da de to rejsende, Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson gik fra borde i deres fødeland i juli 1752: Island var en del af den dansk-norske konges arvelande. I 1260’erne havde de islandske stormænd set sig tvunget til at anerkende den norske konge som deres herre. Og godt 100 år senere var magten rykket yderligere mod syd, da den norske og danske kongemagt forenedes, først i dynastisk ægteskab og lidt senere i Kalmar­ unionen. Herefter var Island som norsk såkaldt biland forblevet en del af riget, der formelt bestod af to kongedømmer, Danmark og Norge – foruden en række større og mindre besiddelser, hvoraf en del efterhånden begrænsede sig til sted­navne i Oldenborgdynastiets lange titelrække. I midten af 1700-tallet strakte rigets grænser sig fra Nordnorge til Ejderen i syd (kongens besiddelser i Holsten var statsretsligt del af Det Tysk-romerske Rige) og fra de grønlandske fjorde til grænseområderne mod Rusland i øst. Riget var måske nok blevet reduceret i 1600-tallet og havde undergået en markant administrativ centralisering med enevælden, der blev indført i syd i 1660 og i Island 1662. Men inden for dette enorme område levede alligevel en mangfoldighed af mennesker. Rigets indbyggere talte en lang række afarter af dansk, norsk, islandsk, grønlandsk, tysk og samisk, og deres dagligdag udspillede sig under vidt forskellige betingelser og var


indledning · Forudsætninger

underlagt forskellige love. I de foregående lidt over 100 år var der endda kommet nye befolkninger til: Danmark-Norge havde taget del i de europæiske magters bestræbelser på at underlægge sig verden uden for Europa. Den danske stats repræsentanter havde gennem militærmagt og handelsaftaler opnået kontrollen over små dele af Indien, Vestafrika og De Caribiske Øer. 30 år før den islandske ekspedition begyndte, havde præsten Hans Egede igangsat en kolonisering af Islands nærmeste større naboområde, Grønland. Også disse områders indbyggere levede vidt forskelligt; nogle under grusomt slaveri, andre med relativ selvbestemmelse. For København som for hovedstæderne i de øvrige kolonimagter var disse besiddelser primært midler til ren indtjening, selvom de mennesker, oplysninger og genstande, som kom med handels- og slaveskibene, så småt var begyndt at øve deres indflydelse på europæernes tanker og livsstil. I dette netværk befandt Island sig. Set fra København udgjorde det en del af rigets fjernere egne. Islændingenes litteratur spillede helt afgjort en rolle som kilde til hele rigets fortid. Men ellers havde administrationen på Slotsholmen ikke ofret den store opmærksomhed på landet – ud over varetagelsen af skatter og handel. Dette var dog ved at ændre sig, for de to lande var trods alt tæt forbundet. Fra København satte dekreter og handelspolitik i skiftende omfang aftryk på livsforholdene i Island. Men det var også her, enkelte islændinge begyndte deres færd ind i handel eller embedsværket eller ud i den endnu større verden. Her studerede en væsentlig del af Islands lærde elite efter forudgående uddannelse ved skolerne på de to hjemlige bispesæder, Skálholt i syd og Hólar i nord. I midten af 1700-tallet var det på mange måder gode år i hovedstaden og blandt indbyggerne i rigets sydlige dele. Enevælden havde sta­ biliseret sig. Freden efter afslutningen på den store nordiske krig havde allerede varet længe – siden 1720 – og først i 1788 skulle der igen komme (kortvarig) krig mellem Danmark og Sverige. Nye love og måder at se verden på fik lov at optage sindene. Island havde

15

som beskrevet i et senere afsnit oplevet en række katastrofer, og landets aktuelle forhold var kommet i fokus både i Island selv og i København. Sammen med andre strømninger i tiden var det med til at starte en bevægelse, der bl.a. førte til udgivelsen af Reise igiennem Island. Selv verdens nordligste kongerige var nemlig udsat for impulser udefra.

Oplysningstid 1500- og 1600-tallet havde været en tid med uhørte videnskabelige revolutioner i Europa: Astronomer som Galilei og Kepler havde givet en ny forståelse af himmelrummet. Newton havde grundlagt den moderne fysik, og Descartes en ny deduktiv tænkning – for bare at nævne nogle få af de navne, der i løbet af godt 100 år lagde grunden for ny viden om, og nyt syn på, universet, naturen, kroppen, tanken. Også i det dansk-norske kongerige havde folk som Ole Rømer, Thomas Bartholin, Niels Steensen og Tycho Brahe vendt op og ned på vante forestillinger og ud­ videt horisonten. Og i sporet på mestertænkerne fulgte den praktiske anvendelse i form af måleinstrumenter og opfindelser, der muliggjorde helt nye arbejdsopgaver. Selv Gud blev en del af det nye system: Spejlede det, man opdagede i den mangfoldige verden og dens mekanismer, ’naturlovene’, ikke netop en skaber, der selv var rationelt og kreativt tænkende? Filosofferne vendte sig mere og mere fra de rent religiøse spørgsmål mod videnskaben og samfundsindretningen. De diskuterede, hvordan man organiserede det bedst mulige samfund baseret på menneskets evner og forudsætninger. Og eftersom den filosofiske og videnskabelige debat i stigende grad blev ført på modersmålene, fik diskussionerne stadig større rækkevidde – på fransk og engelsk fra 1500-tallet, tysk fra 1600-tallet og i midten af 1700-tallet (netop omkring den tid, hvor Islands­ rejsen fandt sted) på dansk. Denne sproglige bevidsthed fik, som vi vender tilbage til, betydning for interessen for Island.


16

indledning · Forudsætninger

1700-tallet var generelt båret af en bølge af ny stærk tiltro til værdien af viden og empiri og til menneskets fornuft: Perioden har derfor i tråd med sin egen selvforståelse fået navnet oplysningstiden. I 1751, året, hvor de to islandske studerende Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson blev udpeget til ekspeditionen til Island, udkom første bind af L’Encyclopédie (Encyklopædien). Værket med den på én gang ambitiøse og nøgterne undertitel Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers – kritisk ordbog over videnskab, kunst og håndværk – ses ofte som indbegrebet af en tid med ambitioner om at rumme og tilgængeliggøre al væsentlig viden i menneske­

Titelblad fra Den store franske Encyklopædi (1772).

hedens tjeneste. Encyklopædiens sidste bind udkom netop i 1772, samme år som resultaterne fra den islandske rejse så dagens lys i bogform. Der er naturligvis ikke en direkte forbindelse mellem de to projekter – og så alligevel: Sammenfaldet viser den tidsånd, projektet udfoldede sig i. Den mest konsekvente oplysning havde måske nok hjemme i Frankrig – her og i England var tankerne mest radikale, præget af fritænkere, deister, materialister og republikanere med vilde visioner for et andet samfund. Men oplysningen spredte, inspire­rede og krydsede lignende strømninger over hele kontinentet. Den dansk-norske oplysning var først og fremmest inspireret af tyske tænkere som matematikeren og filosoffen Christian Wolff (1679-1754), der ønskede at fremme rationel og moralsk handlen inden for rammerne af den eksisterende stat. Debatterne og ambitionerne var ikke så radikale og primært samfundsbevarende, og videns- og dannelses­idealerne blev set som hjælpemidler til at forbedre den ene­ vældige stat; de sigtede ikke på at ændre samfundet grundlæggende – endsige afskaffe styreformen. Til gengæld blev idéerne vidt udbredt og kunne nyde fremme helt op i samfundets top. Under Frederik V (1723-1766), der i 1746 efterfulgte sin stærkt pietistiske far Christian VI, lededes landet reelt af det øverste råd, Gehejmekonseilet. Her sad både den første ’præses’ – dvs. formand eller præsident – for Videnskabernes Selskab, Johan Ludvig Holstein (1694-1763), og hans efterfølger, Otto Thott (1703-1785). De og mange af deres stand bakkede med entusiasme op om oplysningstidens humanistiske idealer, så længe de ikke berørte den samfunds- og gudsproblematiserende side, som man f.eks. kunne finde i redaktionen bag Encyklopædien. Under dem, i borgerskabets og adlens, embedsmændenes og akademikernes dannede kredse, blomstrede oplysningens idealer. Det skabte en ramme om nysgerrighed og diskussion, som stadig vækker genklang. Ludvig Holberg (1684-1754) og andre kunne ironisere over det snæversynede og irrationelle – selvom det


indledning · Forudsætninger

skete inden for visse rammer. Der blev skrevet bøger og udgivet tidsskrifter, som formidlede viden, diskussion, kunst og tidens store opdagelser. Også den danske videnskab blev sat i bevægelse.

Videnskabens stilling i Danmark I samspil med den praktiske og litterære oplysning fandtes en blomstrende interesse for den rene videnskab – bl.a., men ikke kun, fordi den i stigende grad blev set som middel til at forbedre samfundet. Efter de naturvidenskabelige gennembrud i århundredet før virkede det oplagt, at de relevante fag måtte reorganiseres og styrkes. I Danmark kneb det imidlertid med at omsætte den erkendelse til praksis. Kongerigets eneste universitet i København (universitetet i Kiel fra 1665 hørte formelt under de gottorpske hertuger frem til 1773) var både småt efter en europæisk målestok og et konservativt helle. Selvom 1700-tallet var en periode med befolkningstilvækst, påvirkede det ikke for alvor optaget af universitetsstuderende, som både var talmæssigt lavt og meget traditionelt indrettet på enevældens embedsmænd, primært præsterne. Der blev kun indskrevet godt to hundrede studerende årligt i midten af århundredet, og i årene mellem de to universitetsreformer i 1732 og 1788 stod jura og teologi tilsammen for 97 % af kandidaterne (teologi alene for 67 %).3 Indtil ca. 1740 havde universitetet stadig været domineret af den protestantiske udgave af den klassiske aristote­ liske filosofi. Og selvom den mere oplysningsorien­ terede ’wolffianisme’ nu vandt frem, var der langt til et dynamisk forskningsmiljø, i hvert fald inden for den forskning, som dyrkede oplysningstidens idealer om empiri og målinger. Faktisk betød universitets­ reformen fra 1732 nedlæggelsen af et så centralt fag som lærestolen i naturfilosofi, der ellers havde eksisteret siden 1539 – et egentligt naturvidenskabeligt fakultet oprettedes først i 1850. I hovedparten af 1700tallet undervistes der kun i naturvidenskabelige fag

17

(såsom zoologi og botanik) som del af fagene medicin og matematik og i meget begrænset omfang som del af det indledende fag, filosofikum. Efter at de to islandske studerende Eggert og Bjarni i slutningen af 1740’erne var blevet indskrevet på Københavns Universitet, fik de således undervisning hos medicinprofessor Balthazar Johannes de Buchwald (1697-1763), der var forpligtet til at holde ugentlige botaniske forelæsninger.4 Men Danmark-Norge var ikke afskåret fra verden. Unge studerende, der for alvor delte de nye visioner om empiriske studier og praktisk anvendelse af videnskabens resultater, kunne søge til udlandets universiteter – hvis de havde økonomien til det. Eller de kunne i hvert fald læse de publikationer, som blev udsendt derfra. På den måde bredte indflydelsen sig fra moderne uddannelsessteder såsom det nyåbnede universitet i Göttingen (fra 1734, formelt grundlagt 1737). Den anden dansker, der blev indskrevet her som studerende, kom f.eks. til at spille en vigtig rolle i denne historie: Den unge adelsmand Otto Manderup Rantzau (17191768) blev senere aktiv støtte af kultur og kunst, bl.a. af Holberg, og medlem af Videnskabernes Selskab.5 Som Islands stiftamtmand fra 1750 blev han Eggert og Bjarnis støtte i og uden for Selskabet. Det er oplagt at se interessen for projektet hos en mand som Rantzau i lyset af en personlig tro på viden som middel til fremskridt, som var del af de strømninger, der kort er beskrevet her. I årtierne før rejsen havde folk med de holdninger arbejdet stadig mere intensivt for at fremme empiriske studier, som havde relevans både for den dansk-norske videnskab og for samfundet som helhed.

Historien og geografien På Eggert og Bjarnis tid fandtes der et historisk og geografisk interesseret miljø i Danmark, som bl.a. talte de lærde historikere Hans Gram (1685-1748), Peter Frederik Suhm (1728-1798) og Jacob Langebek (1710-1775) samt mest kendt Ludvig Holberg. Her havde Island længe haft en særlig position.


18

indledning · Forudsætninger

Allerede i fortalen til Saxos danmarkshistorie, der blev skrevet omkring 1200, bekender forfatteren sin gæld: ”Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luk­ sus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter – og dermed opvejer deres armod med ånd. […] en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres bedrifter. Jeg har absolut værdsat at rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden”.6 Senere beskriver Saxo de varme kilder, vulkanerne, jøklerne og Geysir.7 Hermed slår den middelalderlige historieskriver temaer an, der udgjorde en del af bagtæppet for Eggert og Bjarnis samtidige og går igen i danske beskrivelser af Island frem til nutiden. For det første fascinationskraften i Islands natur og geografi. For det andet landets betydning for over­ leveringen af den nordiske oldtidshistorie. Også det sidste bunder i forhold, som er fysiske og synlige: de islandske middelalderhåndskrifter (originalerne til disse var sam­tidige eller ældre end Saxos tekst. Selvom de eksisterende håndskrifter er nyere, passer det godt i det billede, han tegner af den islandske interesse for at bevare fortiden). Her var en mængde af detaljer også om dansk historie. Og i takt med et øget fokus på nationalsprog og autenticitet kom håndskrifterne efterhånden til at fremstå som en mere ægte kilde, direkte til oldtiden, end Saxos polerede latin.8 Omkring udsendelsen af Eggert og Bjarni udtrykte Ludvig Holberg synet på den islandske historie­skrivning i værket Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat: ”Man kand besynderligen berømme hos disse Folk, at de have været saa omhyggelige og flittige udi at skrive de Nordiske Bedrifter, item alt hvad som tiener til de Nordiske Historiers Oplysning, hvorefter baade Danske og Norske udi disse sidste Tider corri­ gere deres Historier. De beste Skrifter, som henhøre

til den Danske og Norske Historie, ere skrevne af Islandske Skribentere baade udi forrige og dette Seculo”.9 På det tidspunkt havde det allerede i årtier været en særlig opgave for de lærde og for statsmagten at opspore og bevare de middelalderlige håndskrifter. En helt central person inden for dette felt var islæn­ dingen Árni Magnússon (1663-1730). Som professor og embedsmand var han den vigtigste enkeltperson i grundlæggelsen af den tidlige dokumentation af det samtidige Island og ikke mindst den systematiske ind­ samling af landets håndskrifter. Han døde, før denne historie begynder, men da Eggert og Bjarni kom til København i slutningen af 1740’erne, modtog de pen­ ge fra det legat, som han havde stiftet (senere kendt som Det Arnamagnæanske Legat) – og det samme har mange andre dansk-islandske studerende og forskere frem til i dag gjort. Omkring den tid, hvor den island­ ske rejse begyndte, havde Island fået endnu en mar­ kant repræsentant: Til arbejdet med ovennævnte Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat fik Holberg hjælp fra Jón Eiríksson, kendt i Danmark som Jo(h)n Erichsen (1728-1787). Ud over en impo­ nerende karriere som embedsmand, hvor han efter­ hånden kom til at beklæde stillinger som assessor i Højesteret og konferensråd, var han tidens køben­ havnske ekspert i islandske forhold og historie, bibli­ otekar ved Det Kongelige Bibliotek, fra 1769 medlem af Videnskabernes Selskab. Han redigerede bl.a. kom­ menterede udgaver af middelalderhånd­skrifterne. Disse udgivelser var del af en voksende interesse for den fælles­nordiske fortid, som allerede havde et stærkt fokus på Island. Et andet særligt felt for datidens lærde var det topografiske. Fra slutningen af 1600-tallet var der opstået en interesse for geografiske værker, der frem­ lagde både historiske og samtidige informationer om et givet område. Det førte til klassikere som Arent Berntsens Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed fra 1656 (samlet udgave), Resens Atlas, Atlas Danicus (1677), og Holbergs Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729). I 1700-tallet omfatter det topografiske felt vær­


indledning · Forudsætninger

ker, der på nogle områder minder om Reise igiennem Island. F.eks. biskop Erik Pontoppidans Det første Forsøg paa Norges Naturlige Historie (1752-53), som bygger på hans rejser gennem landet, og også Lauritz de Thurahs kortlægning af dansk arkitektur, Den danske Vitruvius fra 1735 (udgivet 1746-49). Som genre er de vigtige for at forstå én del af ambitionerne bag Reise igiennem Island. Det gælder f.eks. den antikvariske interesse, dvs. registreringen og evt. indsamlingen af dokumenter, mindesmærker mv. fra fortiden, der, som det senere skal uddybes, kan genfindes i Eggert og Bjarnis værk og i øvrigt var en særlig hjertesag for Eggert. Denne interesse havde rod i renæssancens humanistiske optagethed af fortiden, og kortlæg­ ningen havde flere paralleller i århundredet forud; ud over de nævnte værker havde Ole Worm, videnskabsmand inden for en lang række felter, f.eks. igangsat registrering og indsamling af danske runesten. Samtidig med Eggert og Bjarnis rejse udforskede historikeren Jacob Langebek og tegneren Søren Abildgaard (1718-1791) fortidslevn i Sverige, og i de næste år fortsatte Abildgaard på egen hånd gennem Danmark og Norge, mens Langebek gennemrejste Østersøområdet. Datidens historiske og geografiske interesse byggede samtidig på en gryende patriotisme, der ikke kun var rettet indad, men også udad som en bestræbelse på at hævde kongemagtens status som en gammel magt, der omfattede vidt forgrenede og forskellige landområder. Et værk som Lucas Debes’ tidlige beskrivelse af et udsnit af rigets nordatlantiske egne, Færoæ & Færoa reserata fra 1673, kunne både oplyse om en mindre kendt del af det danske rige og underbygge dets status som, om ikke rigt, så – selv her efter tabet af landsdele under svenskekrigene – udstrakt over et mægtigt territorium. I forhold til Island var det f.eks. kommet til udtryk i en (noget tidligere) kappestrid med Sverige om at skaffe flest sagahåndskrifter og dermed autoriteten til at udtale sig om Nordens historie som den ædle oldtids nutidige arving. Der var kort sagt også politiske motiver for beskrivelserne af fortidens og nutidens dele af riget.

19

Gipsafstøbning efter livsmaske af Jón Eíriksson til nu tabt buste udført af Bertel Thorvaldsen 1794.

Nye rammer for videnskaben Omkring midten af 1700-tallet var der en voksende erkendelse blandt myndighederne og eliten af, at naturvidenskaberne skulle styrkes. Ét middel var at ansætte udenlandske forskere; i de år, hvor Eggert og Bjarni rejste i Island, blev der f.eks. hentet tyske videnskabsfolk som botanikeren Georg Christian Oeder (1728-1791) og lægen og fysikeren Christian Gottlieb Kratzenstein (1723-1795), der senere begge kom til at krydse ekspeditionen og formidlingen af dens resultater. Men meget pegede på, at forandringen måtte ske uden om de etablerede men konservative lærdomsmiljøer, hvor professorerne kæmpede ihærdigt for status quo. De oplysningsvenlige magthavere valgte at oprette og støtte en række selvstændige institutioner, som blev arnesteder for nye videnskabelige strømninger. Og en del af dem kom til at udgøre rammen om den islandske ekspedition.


20

indledning · Forudsætninger

Oprettelsen af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1742 er et centralt udtryk for udviklingen. Som den islandske rejses organisator er det den vigtigste institution i denne historie. Forbilledet var de to store udenlandske videnskabelige akademier, det parisiske Académie des sciences og Royal Society i London, som begge var grundlagt i 1660’erne. Ligesom de, skulle det danske selskab fremme og udbrede kendskabet til videnskab inden for alle discipliner. Her blev det besluttet kun at bruge dansk. Det stod i modsætning til universitetet, hvor stort set al undervisning fortsat foregik på latin – kun på dele af jura blev der undervist på dansk og først fra stort set samme tidspunkt. Det var den samme ambition om at levere forskning på nationalsprogene, som var direkte tilgængelig for en dannet offentlighed, der gik igen i de franske og engelske lærde tidsskrifter, Journal des savants (oprindelig des sçavans) og Philo­ sophical Transactions of the Royal Society, begge udgivet fra 1665.10 På samme måde oplyste Videnskabernes Selskab den danske offentlighed gennem sine Skrifter og havde jævnligt uddrag i Nye Tidender om lærde Sager, der var grundlagt i 1720. Dette tidsskrift fortsatte over de næste årtier under forskellige navne, bl.a. Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde og curieuse Sager, og er i eftertiden mest kendt under det senere navn Lærde Efterretninger. Selskabet havde rod i historiker- og filologkredse med Hans Gram som ini­ tiativtager, men den første præses, lensgreve Johan Ludvig Holstein, var aktivt med til at støtte natur­ videnskaben, og i løbet af 1740’erne optog Selskabet flere unge naturvidenskabsfolk af både dansk-norsk og tysk oprindelse. Fra 1765 havde Skrifter ligefrem flere artikler om naturvidenskabe­lige emner end om humaniora. Videnskabernes Selskab var kort sagt fra grundlæggelsen et forum for tværvidenskabelige diskussioner med fokus på forskellige typer af empirisk forskning. Det ser man også i de fællesprojekter, som Selskabet fik overdraget i de første år af sin levetid: arbejdet med manuskriptet fra den afdøde officer Frederik Ludvig Nordens (1708-1742) rejse i Ægypten og Nubien og et stort værk om Frederik V’s rejse

i Norge – et udtryk for enevældens prestigeopgaver. De udenlandske selskaber var på det tidspunkt gået skridtet videre og udførte deres egne forskningsprojekter, og det må have virket oplagt, at det danske selskab kunne gøre det samme. Grundlæggelsen af Videnskabernes Selskab er isoleret set led i en europæisk bølge og måske mindre et bevidst forsøg på at skabe alternativer til universitetet – selvom det kom til at virke sådan. Det sidste var imidlertid direkte baggrunden for grundlæggelsen af en række andre institutioner. Det gjaldt det genoprettede Sorø Akademi (1747), som var en mere tidssvarende uddannelsesinstitution (i modsætning til Københavns Universitet) med undervisning i historie, politik, matematik og moderne sprog. Betydningen for det øvrige samfund kom dog ikke så meget gennem uddannelsen som gennem undervisernes del­tagelse i samfundsdebatten. Man har talt om ’Sorø-oplysningen’, og den omfattede en række af samtidens innovative tænkere. Blandt underviserne på Sorø Akademi hørte islændingen Jón Eiríksson, der som nævnt i løbet af få år blev en af Danmarks førende akademikere og højest placerede embedsmænd. Udviklingen fortsatte i de kommende årtier med institutioner, der byggede på de nye videnskabelige idealer. Oeder overtog den botaniske have ved Amalienborg, mens nordmanden Peder Ascanius (1723-1803) blev leder af et i 1759 oprettet Naturalog Husholdnings-Cabinet ved Charlottenborg, der særligt skulle rette sig mod praktiske områder inden for bjergværksdrift og landhusholdning. I 1760 grundlagde nordmæn­dene Gerhard Schøning (17221780) og Johan Ernst Gunnerus (1718-1773) sammen med P.F. Suhm Det Trondheimske Selskab, en pendant til Videnskabernes Selskab, som kunne fremme videnskaben i Norge. (Det fik i 1767 navnet Det Konge­lige Norske Viden­skabers Selskab.) Disse institutioner bidrog til den forskning, som udspillede sig omkring ekspeditionen til Island. Da Schøning f.eks. i 1765 flyttede til Danmark, var det som professor på Sorø Akademi, hvor han fandt sammen med Jón Eiríksson. Få år senere fik de sammen


indledning · Forudsætninger

21

ansvaret for udgivelsen af Videnskabernes Selskabs første selvstændige prestigeprojekt, Reise igiennem Island. Ekspeditionen til Island var et projekt, der fra start til slut udspillede sig blandt datidens lærde, men i et miljø, der var mindre konservativt, mere empirisk orienteret og i det hele taget mere i samspil med tiden end det, der dominerede på Københavns Universitet.

Ånden fra Uppsala og 1700-tallets videnskabelige nybrud Ovennævnte initiativer med grundlæggelsen af Videnskabernes Selskab og enkelte nye institutioner skulle styrke dansk videnskab og øge rigets prestige i udlandets oplysningskredse. Men dansk-norsk forskning i midten af 1700-tallet tog stadig kun i meget begrænset omfang del i den videnskabelige udvikling, som var fortsat siden revolutionerne i århundredet før. Det må have været særlig tydeligt ved et blik på nabolandet: Det svenske videnskabelige selskab, Kungliga Vetenskapsakademien, var ganske vist kun tre år ældre end det danske, men de nye videnskaber havde generelt bedre kår. Her var der i modsætning til Danmark internationalt kendte forskere, som byggede videre på de store grunderkendelser fra århundredet før, sådan som f.eks. Anders Celsius (17011744) gjorde med sine målinger af tryk og temperatur. Den uden sammenligning mest kendte var Carl von Linné (1707-1778), fra 1741 professor i medicin og botanik ved Uppsala Universitet, og hans betydning er uomgængelig for datidens naturvidenskab i almindelighed og i særdeleshed for den islandske rejse. Handelsekspansionen og den voksende europæiske kolonisering af Asien, Amerika og Afrika med­ førte ikke kun rigdomme til kontinentet og undertrykkelse ude. Den havde gjort verden både større og mindre: større, fordi den var med til at øge bevidstheden om steder så fjerne, at kun en lille del af datidens mennesker nogensinde kunne gøre sig håb om at få dem at se, og om det ukendte i egne rigers yderområder. Mindre, fordi viden, mennesker

Carl von Linné, malet af Alexander Roslin, 1775. I dag ejet og udstillet af Kungliga Vetenskapsakademien.

og genstande fra fjerne områder pludselig blev tilgængelige i de europæiske byer, hvor de vakte fascination og interesse både fra videnskab og handel. De lærde konkurrerede om at skaffe sjældne dyr, planter og sten til datidens samlinger og om selv at analysere og beskrive dem. Men de delte også deres viden gennem de nye tidsskrifter og via korrespondance med ligesindede på tværs af grænser. Det gjorde verden nærværende som en totalitet bestående af vidt forskellige livsformer og geologiske, geografiske og biologiske livsbetingelser. Det var en del af baggrunden, da Linné begyndte sin systematisering af naturen i form af en ny universel opdeling af verdens dyr og planter, en taksonomi. Den intensiverede europæiske tilstedeværelse over hele kloden præsenterede Europa for helt nye spørgsmål: De tidligere videnskabelige beskrivelser slog ikke til, når det gjaldt hidtil ukendte arter – den ene


22

indledning · Forudsætninger

videnskabsmand kunne f.eks. lægge vægten på fug­ lens næb som det karakteristiske, den anden på det samme dyrs fjer. Linnés system med to faste navne, hvoraf det ene betegnede tilknytning til andre arter, var med til at muliggøre et fuldstændigt billede af verdens organismer. Det var dermed et uvurderligt redskab til at udforske hele verden. Fra 1740’erne og frem sendte Linné sine dygtigste elever ud over kloden for at samle nye dele til livets træ. Linnés tilgang til naturhistorien var ikke den ene­ ste i tiden, og det tog tid, før den blev almindeligt accepteret. I årene før den islandske rejse blev plan­ lagt, var Linnés navn endnu kun så småt ved at etable­ re sig. Vores ene hovedperson, Eggert, kom gennem den islandske ekspedition til at medvirke til udbre­ delsen af Linnés system. Inden da havde han i teksten Lærdómsundur gjort grin med ambitionen om at give alle arter nye navne som en anden Adam i Edens Have.11 Eggert og Bjarnis lærer Buchwald var afvisende over for Linnés system – selvom de to videnskabs­ mænd brevvekslede.12 Derfor er det så meget mere bemærkelsesværdigt, at netop Bjarni som den første af alle ved Københavns Universitet nævner Linné i en botanisk afhandling. Det drejer sig om Specimen observationum circa plantarum qvarundam maris Islandici et speciatim algæ sacchari­feræ fra 1749, hvor Bjarni henviser til Linnés system i beskrivelsen af en islandsk tangart, søl.13 Bjarni må på egen hånd og af egen drift have lært det. Og det har sikkert ikke været et nemt eller tilfældigt valg med begrænset undervisning på et konservativt universitet, hvor professoren ikke bakkede op om tilgangen. Det er ikke umuligt, at Bjarni allerede da har set sig selv som bidragyder til den store indsamling og ordning af naturen, som netop var i gang. Han kan i hvert fald have kendt til idealet bag forskningsrejserne, som i de år var ved at danne sig. Svenskeren Christopher Tärnström var f.eks. i 1746 rejst til Kina, mens hans landsmand Pehr Kalm året efter drog mod Nord­ amerika. Efterhånden kom forbindelsen til Linné – ligesom anden aktuel forskning – til at sætte sit aftryk på flere

af de yngre medlemmer af Videnskabernes Selskab, som bidrog til udformningen af ekspeditionen til Is­ land. Det gjaldt f.eks. Kratzenstein, der blev medlem af Selskabet i 1753 og både underviste efter Linnés system og havde en omfattende korrespondance med ham. Linnés enkle og konsekvente taksonomi var det mest succesfulde bud på et samlet system for ordning af naturen. Selvom hans principper i et vist omfang blev erstattet med andre tilgange fra slutningen af århundredet, satte han et varigt aftryk på videnska­ berne. Det skyldes ikke mindst netop de empiriske studier og målinger af verden: kombinationen af Lin­ nés egne disciple og videnskabsfolk i andre lande, der sendte, diskuterede og publicerede prøver og be­ skrivelser af arter og herigennem dannede et videns­ netværk og en samlet praksis for at tilgå naturen.14 Eggert og Bjarni var blandt de tidlige bidragydere.

Island i det dansk-norske rige Som tidligere nævnt var Island en del af det dansknorske rige. Island var fra 1264 en del af det norske rige, men fra 1380’erne ophørte dette riges selvstæn­ dige eksistens. Kalmarunionen blev dannet, og Island blev en del af denne. Inden for dette rige havde Island sine egne love, Jónsbók, og egen administrativ organisation med Altinget i form af et årligt møde med landets højeste domstol og lovgivningsmagt (til 1662). Det meste af 1600-tallet var i Island et århundrede med fred, betydelig befolkningsvækst og generelt gode forhold i modsætning til andre dele af kongeriget, der led under krig i meget af århundre­ det. Island var dog en ret ubetydelig del af riget, hvad angik kongemagtens indkomst. F.eks. var der i 1600-tallet langt mindre indkomst i forhold til be­ folkningstallet fra ekstraskatter end i Norge. Konge­ magten havde efter reformationen konfiskeret en del af kirkens jordejendom, alle klostre og nogle andre mindre godser. Kongen fik en del af indkom­ sten fra denne jordejendom, men repræsentanter


indledning · Forudsætninger

for det islandske aristokratis fornemmeste slægter var forlenet med den og tjente også godt på den tidligere klosterjordejendom.15 I Island var det halve århundrede efter reforma­ tionen ikke gået fredeligt for sig. Jón Arason, den sidste katolske biskop i det nordislandske bispe­ dømme Hólar, satte sig op imod kongen i Danmark-­ Norge og hans reformation fra 1536. I 1548-1550 sad Jón Arason på magten i hele Island. Han blev fanget af sine modstandere blandt det islandske verdslige aristokrati og henrettet sammen med to af sine sønner på Skálholt, det andet bispesæde i Island, i efteråret 1550. Kongen sendte året efter en flåde med væbnede styrker for at fange den rebelske bi­ skop, idet man endnu ikke havde fået nyheden om hans henrettelse, da flåden blev sendt af sted i foråret 1551.16 Så under alle omstændigheder ville Island, ligesom resten af Europa, være gået fra den situation, hvor magten var fordelt mellem kirke og verdslig magt, over til en centralisering under en sammen­ smeltet kirke- og kongemagt. Spørgsmålet var kun, om det skete under en islandsk kirkefyrste eller kongen i Danmark-Norge. Den kirkeordning, som Island fik efter reforma­ tionen, var ikke helt som i kongerigets andre bispe­ dømmer. Den faldt under Sjællands bispedømme. De islandske biskopper beholdt meget mere magt end andre biskopper i riget. Måske på grund af Jón Arasons modstand havde de fuld magt over bispe­ dømmernes jordejendom, som ikke var beskeden. Dette gjorde, at de islandske biskopper rådede over nogle midler, som andre biskopper i riget ikke besad. Guðbrandur Þorláksson blev biskop på Hólar i 1571 og forblev biskop indtil sin død i 1627. Han indledte en storstilet publikationsvirksomhed på Hólar.17 Blandt andet udgav Guðbrandur Bibelen i islandsk oversættelse i en storslået udgave i 1584. Islands administration blev omstøbt efter ene­ vældens vedtagelse i 1662. Island var allerede arveligt kongedømme fra middelalderen, så kongen behøvede strengt taget ikke at få islændingenes accept af abso­ lutismen.18 Dette i modsætning til Danmark, hvor

23

der ikke var formelt arveligt kongedømme før ene­ vælden, men valgkongedømme. Alligevel blev der sommeren 1662 holdt et møde i Kópavogur i nær­ heden af kongens administrative repræsentants bo­ pæl på Bessastaðir, hvor de fornemmeste islændinge, biskoppen Brynjólfur Sveinsson og lovmanden Árni Oddsson, ydede lidt modstand, men til sidst accepte­ rede den nye ordning med forbehold for, at islændin­ gene ikke skulle miste deres traditionelle rettigheder. Måske frygtede de, at den stærke stilling, den island­ ske elite havde haft under kongemagten indtil da, ville forsvinde, men det skete ikke. Det var først efter 1680, at der skete en forandring, og kongerigets administration blev reorganiseret. En stiftamtmand blev den øverste embedsmand med to amtmænd under sig, én i hver landsdel. Et landfogedembede blev også op­ rettet. Ind i 1800-tallet plejede der at sidde adelige fra Danmark i topembedet (hirðstjóri eller höfuðs­ maður indtil 1680’erne, stiftamtmand efter det), og de sad ofte i København men i Island fra 1770.19 På Þingvellir blev der dog fortsat holdt Alting hvert år. Dette var landets højeste domstol og administrative institution og havde været det siden 930.

Islandsk samfund, befolkning og landboforhold Islands situation undergik en dybtgående forandring omkring 1700 med massiv nedgang i både den abso­ lutte befolkning og Islands relative demografiske vægt i riget. Indtil da var forholdene i Island ikke så dårlige. Omkring 1675 befandt Island sig f.eks. på højdepunktet af en langvarig vækstperiode. De fire årtier 1635-1675 var naturforholdene næsten uafbrudt gunstige, hvilket førte til betydelig befolk­ ningsvækst og vækst i produktion. Fiskerbyer på Reykjanes i sydvest og Snæfellsnes i vest voksede. Landet var ved at komme sig efter 1400-tallets epide­ mier. Befolkningstallet var da omkring 60.000. Til sammenligning var populationen i Norge omkring 440.000,20 i Danmark 500-600.000.21 Islands be­ folkning boede som i Norge og Danmark overvejende


24

indledning · Forudsætninger

på gårde på landet. Andelen af befolkningen, der boede på sådanne gårde, var i Danmark 85 %, i Norge var den 90 %, og i Island 95 %. Antallet af gårde i Island var omkring 8.500 i 1686 fordelt på 4.000 ejendomme.22 Det kan sammenlignes med Danmarks 58.000 gårde i 1600-tallet23 og Norges 57.000 gårde i 1660.24 Islands landbrugssystem var en variant af det nordvesteuropæiske indmark-udmark-system, som var meget udbredt i Skandinavien nord for Danmark og Skåne og ligeledes i Skotland, Irland, Wales og Bretagne.25 Indmark-udmark-systemet kendetegnedes ved små indhegnede og gødede agre og en udstrakt udmark, hvor husdyrene gik og græssede. Det var et anderledes system end i Danmark, hvor man boede i landsbyer og brugte det såkaldte trevangssystem, hvor agrene udgjorde en meget større del af det samlede landareal end i indmark-udmark-systemet. Trevangssystemet blev brugt i Frankrig, Tyskland og andre lande nord for Alperne, så forskellen på det danske landbrugssystem og det islandske og norske var ret stor. F.eks. boede de islandske og norske bønder overvejende på gårde, som lå hver for sig i landskabet, ikke i landsbyer. I Island var der ofte 1-3 kilometer mellem gårdene. I Norge og Island fandtes der på hver gård en indhegnet eller på anden måde beskyttet indmark, der ofte var på 2-4 hektar. Indmarken blev i Norge mest brugt til korndyrkning, mens det var hø i Island. Udmarken var meget vigtig i dette system, dyrene græssede der, og desuden brugtes den til høslæt. Et eksempel på, hvordan systemet fungerede i praksis, kan gives ved oplysninger fra 1712 for de to gårde, Eggert og Bjarni voksede op på. Bjarnis opvækst var i Svarfaðardalur, en stor, bjergrig dal i Nordisland ved Eyjafjörður. Hans far boede på Upsir, en præstegård ved havet, hvor der på bruget var fem malkekøer og 33 moderfår, som også gav mælk. Der var også fire heste og en del kastrerede væddere (sauðir), som blev holdt for kødets skyld. Gunnlaugur, Eggerts farfar, havde på sin gård på Svefn­ eyjar, en ø i Breiðafjörður, fire køer, to unge køer, en

tyr, en kalv, 9 moderfår og et ungfår. Det var et usædvanlig lavt antal af får i forhold til det almindelige, og hvad vi f.eks. har set på Bjarni Pálssons families gård, men det havde at gøre med gårdens beliggenhed på en lille ø i Breiðafjörður. Under gården lå en masse øer og holme, hvor man kunne slå græs og fange fugle, og hvor der var edderdun at hente om foråret fra fuglenes reder og spiselig tang, som kunne opsamles m.m. Indimellem kunne man også drive fiskeri og sælfangst.26 De største forskelle på det islandske og norske system, som ellers lignede hinanden mere, end de lignede det danske, var, at islændingene ikke dyrkede korn, da det var meget billigere og lettere at skaffe det gennem handelen. Korn var ikke vigtig hverdagsmad i Island som i de to andre lande. Mælk og mælkeprodukter som smør og skyr var vigtige, ligesom i Danmark og Norge, og speget fisk med smør var hverdagsmad i Island. Islændingene spiste også ret meget kød i forhold til danskere og nordmænd. Klimaforholdene var også noget ugunstige i den nordlige del af Island, ligesom i Norge nord for Malangen. En anden forskel var, at antallet af får efter 1400 blev større i forhold til køer i Island, mens disse forhold ikke ændredes i Norge. Efter 1710 var fårene blevet vigtigere end køerne, men dette havde ikke været tilfældet før 1400. Da var køerne meget vigtigere for den altdominerende mælkeproduktion.27 Handel var vigtig for visse varer i Island, især korn, salt, træ og jern. Landet var i høj grad selvforsynende med disse varer før 1400, men dette ændredes ved voksende sejlads til Island efter 1400. Fra 1602 havde Danmark formelt monopol på Islandshandelen, der blev udliciteret til forskellige selskaber med base i København. I perioden lige før Eggert og Bjarnis rejse i Island var selskabet, der havde fået rettigheder til handelen i Island, blevet meget upopulært i landet, bl.a. på grund af dets dårlige vareudbud.28 Handelen var dog en meget lille andel af den økonomiske akti­ vitet, og Island var overvejende selvforsynende med de vigtigste fødevarer, der som før sagt var noget forskellige fra Norge og Danmark.29


indledning · Forudsætninger

25

Upsir ved Dalvík, Bjarni Pálssons fødegård, med de høje bjerge i Svarfaðardalur i baggrunden. Gården ligger nu øde, og alle huse er revet ned undtaget det lille kapel på kirkegården. Det høje træ står på gårdhøjen.

Forskellen i landbrugssystemet gjorde, at de islandske og norske bønder havde meget større selvstændighed i driften af gården. De behøvede ikke tage samme hensyn til deres naboer som bønderne i det danske trevangssystem. Jordejernes position var også forskellig, da de i Island f.eks. boede langt fra de gårde, de ejede, og kun havde begrænset mulighed for at overse driften. Det var anderledes i Danmark, hvor godsejerne boede tæt på driften og også brugte bøndernes arbejdskraft på egne herregårde. Jorden tilhørte i Island kongen, kirken og store aristokratiske jordejere. Omkring 95 % af de 4.000 jordejendomme var udlejet til fæstebønder. Denne situation lignede den danske og den nordnorske, mens der i Sydnorge fandtes en del selvejerbønder.

De islandske bønder var dog på mange måder bedre stillede end de danske og norske. De betalte afgift af gårde og lejede husdyr. Renten var omkring 15 % af gårdens produktion. Men hvor de danske og norske bønder gentagne gange i 1600-tallet skulle betale ekstraskat til forsvar og skaffe folk til hær og flåde, så var de islandske bønder helt fri for det. De var også stort set selvstændige i alle de vigtigste beslutninger om gårdens hverdagsdrift, men som lejere var det ikke i deres interesse at bygge noget op. Overordnet var forskellene på det islandske samfundssystem på den ene side og det danske og det norske dog ikke særligt store eller vægtige.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Rejse gennem Island by Gads Forlag - Issuu