AF FORFATTEREN TIL BESTSELLER-SERIEN OM RUTH GALLOWAY
Læs også første bind i Brighton-serien:
En barnemorder er på fri fod i Brighton, og kriminalkommissær Stephens tager hul på sin karrieres hidtil sværeste sag. Brighton 1951. Julen nærmer sig, da to forsvundne børn findes myrdet. Ligene er begravet i sneen, omgivet af slik i en morbid efterligning af et gammelt eventyr, og pressen døber snart sagen ”Hans og Grete-mordene”. Det ene af de to dræbte børn, Annie, plejede at skrive makabre Brødrene Grimm-inspirerede teaterstykker, som hun opførte sammen med sine venner. Kunne der gemme sig en ledetråd i Annies ufærdige – og temmelig foruroligende – sidste manuskript? Og er der en sammenhæng mellem denne sag og et mord, der fandt sted i Brightons varietémiljø før krigen? Eller er det hele blot en illusion, et røgslør, der skal skjule sandheden?
Mød Elly på ellygriffiths.co.uk ellygriffiths17 EllyGriffithsAuthor
Forfatterfoto: © Simon Klein-Knudsen Omslagsdesign: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
RØGSLØR er andet bind i Brighton-serien om kriminalkommissær Edgar Stephens og hans gamle krigskammerat, tryllekunstneren Max Mephisto – en stemningsfuld historisk krimiserie fra efterkrigstidens England fuld af mysterier og spænding.
Røgslør
Elly Griffiths (f. 1963) er en af Englands mest elskede krimiforfattere. Hun er blevet tildelt en lang række priser for sit forfatterskab og har solgt over 700.000 bøger i Danmark. På dansk kan læses fire bøger i serien om den snarrådige politikommissær Harbinder Kaur og 15 bøger i serien om den elskelige retsarkæolog Ruth Galloway samt foreløbig to bøger i serien om Ali Dawson og afdelingen for henlagte sager ved Londons Politi. Røgslør er andet bind i den historiske Brighton-serie. Elly Griffiths bor selv i Brighton med sin mand og har to voksne børn.
Endnu en gang må Stephens søge hjælp hos sin gamle ven, tryllekunstneren Max Mephisto, i et forsøg på at trænge ind i den lyssky teaterverden, der lader til at rumme nøglen til sagen.
EN BRIGHTON-KRIMI
Røgslør “Fængslende.” WALL STREET JOURNAL
“En fremragende skildring af den tynde fernis af glamour på bunden af showbusiness … Virkelig underholdende.”
“En fremragende krimi med fantastisk atmosfære.”
GUARDIAN
THE TIMES
“Efterkrigstidens Brighton er smukt skildret i al sin skumle pragt. Underfundig, charmerende og virkelig fremragende.” xxx g CO2e
CLIMATECALC.EU
000097/SE
DAILY MAIL
GADS FORLAG
Af samme forfatter I serien om Ruth Galloway: Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De udstødte Stemmer fra graven Kvinden i blåt Forsvundet i mørket Den mørke engel Stencirklen Lygtemændene Den sorte hund Det låste rum De jordiske rester Det første juletræ I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne Ekspert i mord De blødende hjerters klub Det sidste ord I serien om Ali Dawson: Iskoldt spor Drabets tid I Brighton-serien: Zigzag-pigen
Røgslør_TRYK.indd 2
05.08.2026 09.32
Elly Griffiths
Røgslør en Brighton-krimi
PÅ DA N S K V E D N A N N A L U N D
GADS FORLAG
Røgslør_TRYK.indd 3
05.08.2026 09.32
Røgslør er oversat fra engelsk af Nanna Lund efter Smoke and Mirrors Copyright © De Rosa-Maxted Ltd. 2015 Dansk udgave © Gads Forlag 2026 Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80549-6 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Der citeres fra: Shakespeare: Macbeth, på dansk ved V. Østerberg. J.H. Schultz Forlag, København 1969
Røgslør_TRYK.indd 4
05.08.2026 09.32
Til Carol
Røgslør_TRYK.indd 5
05.08.2026 09.32
Røgslør_TRYK.indd 6
05.08.2026 09.32
Bert Billington præsenterer:
ALADDIN Kejseren af Peking Prinsesse Jasmin Aladdin Politichefen Enkefru Twankey Wishy Washy Abanazar Lampens ånd Ringens ånd
Den Store Diablo Hilda Thompson Annette Anthony Ron Hunter White Denton McGrew Kenneth Neil Max Mephisto Peregrine Pellow Rita Santorini
Dansere: Pekings piger og drenge Koreografi: Daniel Barnes Instruktion: Roger Dunkley
Manuskript: Nigel Castle, baseret på et eventyr fra
Tusind og én nat
Røgslør_TRYK.indd 7
05.08.2026 09.32
Røgslør_TRYK.indd 8
05.08.2026 09.32
PROLOG
Hastings, 1912 Stan kom ind på scenen fra damesiden. Det var, som det skulle være, han var jo skurken. Skurken kommer altid ind fra damesiden, mens Den Gode Fe kommer ind fra kongesiden. Det er regel nummer et i panto, farce-teatret med rødder i pantomimen. I dette tilfælde skete det i løb: Stan Parks (Den Onde Baron) drønede ind på scenen som reaktion på et skrig fra Alice Dean (Robin Hood). Alice plejede nemlig ikke at skrige. Ikke engang dengang Stan havde prøvet at kysse hende bag bagtæppet, der forestillede Sherwoodskoven, havde hun skreget. I stedet havde hun simpelthen langet ham en effektiv uppercut, så der gik flere timer, før han igen kunne trække vejret helt ned i maven. Det var derfor, han nu skyndte sig sådan ind på scenen, at han på vejen var lige ved at snuble over to kæmpestore paddehatte og en udstoppet ræv. Scenen henlå i halvmørke, og nogle af rekvisitterne og kulisserne havde stadig støvlagner på. Til at begynde med kunne Stan kun ane nogle klumpede og lidt uhyggelige omrids, men så så han Alice inde midt på scenen, knælende og med en slåbrok over den grønne trikot, der hørte til hendes kostume som stykkets helt, en klassisk bukserolle. Hun skreg stadig, en lyd, der ligesom voksede og voksede i styrke, indtil den nåede helt op til de billige pladser og de tomme loger. Et eller andet svingede frem og tilbage over for hende og kastede en skræmmende stor skygge på det malede
9
Røgslør_TRYK.indd 9
05.08.2026 09.32
bagtæppe. Stan standsede brat op. Han turde simpelthen ikke komme nærmere. Så holdt Alice op med at skrige, og Stan hørte hende sige noget, der lød som “åh nej” og “det må ikke være sandt”. Han trådte et skridt frem. Den svingende genstand var en løvhytte, en slags camoufleret hængekurv, hvor de forladte børn i skoven søgte ly og blev dækket til med blade af mekaniske rødkælke (som altid vakte jubel). Løvhytten burde have været tom, for her om eftermiddagen var der ikke prøver på Børnene i Skoven, det klassiske engelske eventyr om drengen og pigen, der bliver efterladt i skoven. Men da Stan nærmede sig, så han, at der var noget tungt indeni, noget, der fik den til at hænge ned i den ene side. Stan rørte ved den og blev pludselig skræmt over dens frygtelige tyngde. Og så så han hende. Betsy Bunning, den femtenårige pige, der spillede pigen. Hun lå halvt inde, halvt ude af den svingende kurv. Halsen var skåret over, den hvide kjole var gennemblødt af blod, og det dryppede tungt ned på de skrå brædder. Det var besynderligt. Senere skulle Stan gennemleve to verdenskrige og se ting, der ville få enhvers blod til at isne, men intet af det ville nogensinde påvirke ham så kraftigt som denne unge pige i vidjekurven, blodet på gulvet og Alices skrig.
Røgslør_TRYK.indd 10
05.08.2026 09.32
KAPITEL 1
Brighton, 1951 Det sneede, da Edgar Stephens vågnede onsdag morgen. Han kiggede ud ad vinduet. Alle de skæve regency-rækkehuse ned til havet glitrede eventyrligt af frost. Men for ham var det ingen fornøjelse at se på. Han hadede sne. Han havde stadig mareridt om norgesfelttoget, den endeløse march hen over isen, hvor hans kammerater faldt om i sneen og døde af kulde, det kridhvide landskab, der hele tiden syntes at skifte til nye, surreelle former, de bløde stemmer, der steg op fra de tilfrosne søer: “Læg dig ned, og du skal hvile i min favn for evigt.” De havde heller ikke haft ordentligt udstyr dengang, tænkte Edgar, mens han trak et ekstra par sokker på. De norske tropper havde ski og pelsjakker, men briterne havde rystet af kulde i deres tunge uldfrakker og utætte støvler. Edgar manglede stadig et par rigtige vinterstøvler. Den slags havde man generelt ikke brug for i Brighton, hvor han var kriminalkommissær. Men måske i dag. I dag var dag nummer to, hvor de ledte efter to forsvundne børn. En eftersøgning, der kun blev mere dyster og fortvivlet af de bløde, hvide snefnug, der faldt udenfor. Edgar tvang sine dobbeltsokkeklædte fødder ned i sine kraftigste sko. Så tog han en stor striktrøje på, sin tykkeste frakke og, som prikken over i’et, en russisk pelshue, han havde fået engang for længe siden af Den Store Diablo. Han vidste godt, han så latterlig ud med den på (han måtte huske at tage den af, før han nåede frem
11
Røgslør_TRYK.indd 11
05.08.2026 09.32
til politistationen), men den gjorde virkelig en forskel og holdt hans hoved varmt på vejen ned ad Albion Hill, der var så glat, at han gled og vaklede og måtte støtte sig til stakitter og parkerede biler. The Royal Pavilion nede i byen var et eventyrligt syn med sine snedækkede kupler og minareter. Græsset i Steine-parken var dækket af sne, og Edgar faldt to gange, da han krydsede den isede gade. Han humpede videre. På vej hen ad gyden langs YMCA-huset (hvor Maria Fitzherbert, George III’s hemmelige hustru, engang havde boet, og som efter sigende gemte på en tunnel, der førte hen til The Royal Pavilion) spekulerede han på, om korpset overhovedet ville kunne få nogen biler ud at køre i dag. Han blev nok nødt til at ringe til kasernen ude på Dyke Road og spørge, om de kunne låne ham en jeep eller to. Det var afgørende, at de kom op i bakkerne og ud til parkerne i dag, og sneen truede med at gøre det umuligt. Børnene havde efterhånden været væk i næsten to døgn. Han var udmattet, og hans sko var gennemblødte, da han endelig nåede frem til politistationen på Bartholomew Square. I forkontoret løb han ind i sin underordnede, kriminalbetjent Bob Willis, der var forklædt som dybhavsfisker i waders og oilskinsfrakke. “Flot hue, sir.” Pokkers. Han havde glemt pelshuen. Edgar tog den hurtigt af. Den føltes på ubehagelig vis som et levende dyr. “Er vi de første?” spurgte han. “Nej, der er kommet et par stykker,” sagde Bob. Han satte sig ned og trak sine waders af. “Men chefen er sneet inde i Rottingdean.” “Lad os håbe, alle andre kan komme frem. Vi har brug for alle mand i dag.” “Og kvinder.” Edgar snurrede rundt og fik øje på kriminalbetjent Emma Holmes, afdelingens nyeste betjent, som allerede var blevet mål for evindelige drillerier på grund af sit navn, sit køn og ja,
12
Røgslør_TRYK.indd 12
05.08.2026 09.32
stort set hvad som helst. Ikke at det lod til at genere hende. Hun var altid stenrolig og professionel, en attitude, der i kombination med hendes næsten hvidlige hår og blå øjne fik hende til at virke nærmest nordisk, om end hun, så vidt Edgar vidste, var født og opvokset lige her i Brighton. “Mand som i mennesker,” sagde Edgar og spekulerede på, om det i virkeligheden kun gjorde sagen værre. “Hvorfor sagde De så ikke bare det?” spurgte Emma fredsommeligt og tog duffelcoaten af. Edgar skulle lige til at svare, da Bobs waders endelig slap hans fødder med en ækel, svuppende lyd. “Vi må hellere komme i gang med morgenmødet,” sagde han. I det mindste var han klog nok til ikke at bede Emma sætte vand over til te. Klokken var præcis ni, da Edgar tog ordet til morgenmødet. Et par betjente var blevet forsinket af sneen, men de fleste var dukket op til tiden, om end med stort besvær. Nogle af dem havde endda langt til arbejde. Edgar var klar over, at det var et tegn på, hvor vigtig sagen var for dem, og han mærkede tydeligt deres opmærksomme blikke, mens han opsummerede efterforskningens foreløbige resultater. Når de gik op i sagen, skyldtes det ikke kun, at det var deres arbejde. Det skyldtes, at den handlede om børn, og at selv den mest tykhovedede betjent iblandt dem kunne sætte sig i forældrenes sted og forestille sig, hvordan det måtte være at gå og vente på nyt, at glo ud på sneen udenfor og vide, at den ville skjule dyrebare spor. At vide, at deres børn var derude i kulden, om de så levede eller var døde. Mark Webster og Annie Francis var forsvundet på et eller andet tidspunkt mandag eftermiddag. Mark var tolv, og Annie var tretten.
13
Røgslør_TRYK.indd 13
05.08.2026 09.32
De var kommet hjem til Freshfield Road efter skole og havde leget med nogle af de andre børn, der boede i gaden, som var meget lang og gik hele vejen op til væddeløbsbanen. Det forlød, at de på et tidspunkt var gået ned til butikken på hjørnet efter slik. Til at begynde med var deres forældre ikke særlig bekymrede, for Mark og Annie var trods alt store nok til at passe på sig selv. Det var først, da mørket faldt på (tidligt her i november måned), at Sandra Francis var gået over til Edna Webster og havde spurgt, om hun ville med ud at lede efter de to flugtkonger. “Jeg var så vred på Annie for at gøre os bange, at jeg havde lyst til at give hende en endefuld,” havde mrs. Francis indrømmet over for Edgar. “Det var først senere, at jeg …” Og så var hun begyndt at græde. Hun duppede tårerne væk med forklædet, som hun stadig havde på. Forældrene havde ledt i de nærmeste gader og den nærliggende Queen’s Park. Klokken lidt i ni om aftenen var de så gået hen til Larry McGuire, en af naboerne, som var kriminalbetjent. Han havde ringet ned på stationen, og den vagthavende havde kontaktet Edgar. Edgar havde mødtes med forældrene nede på stationen og leveret de sædvanlige beroligende fraser (“Børn stikker af hele tiden … De kommer sikkert hjem, når de bliver trætte … Der er bestemt ingen grund til bekymring”), hvorefter han havde organiseret et eftersøgningshold. De havde gennemsøgt området indtil midnat og genoptaget eftersøgningen ved daggry dagen efter. Hele tirsdagen havde de stemt dørklokker på strækningen fra strandpromenaden til væddeløbsbanen, de havde endda trukket vod i andedammen i Queen’s Park. Og tirsdag nat var det så begyndt at sne. At børnene ikke var helt små, havde fået nogle til at gætte på, at de var stukket af sammen, blandt andre Edgars chef, politiinspektør Frank Hodges. “Sådan en Romeo-og-Julie-ting,” havde han sagt.
14
Røgslør_TRYK.indd 14
05.08.2026 09.32
Men den købte Edgar ikke. Han vidste godt (fordi han rent faktisk havde læst stykket, hvilket Hodges garanteret ikke havde), at Julie hos Shakespeare kun er tretten, men han syntes ikke, det passede med oplysningen om, at de havde været ude at lege. “Sådan er Annie ikke,” sagde mrs. Francis. “Hun er snarere sådan en drengepige.” Mrs. Francis omtalte sin datter i nutid, og Edgar prøvede at undertrykke tanken om, at det måske var forkert. Annie skulle bare være i live. Han havde aldrig haft en sag, der involverede et dødt barn, og det her måtte ikke blive den første. Alle sagde, at Mark og Annie var bedste venner, nærmest som bror og søster, og sådan havde det været, siden de begyndte i skolen. Edgar, som selv havde gået i drengeskole, tænkte på, hvor rart det ville have været at have en pige som ven. For eksempel ville han så måske have haft bedre forstand på kvinder. Edgar skyndte sig at komme videre med mødet. Der var ikke observeret nogen mistænkelige personager i området, sagde han. Alle, der var dømt for en forbrydelse, der involverede mindreårige, var blevet tjekket og tjekket igen. Annie og Mark var forsvundet en helt almindelig vintereftermiddag, hvor ingen havde interesseret sig for de legende børn i skumringen. “Annie fandt altid på lege til de mindre børn,” var der en, der havde fortalt. “Hun havde en virkelig god fantasi.” Det var hendes lærere enige i. Annie var et begavet barn med en lys fremtid. Det gjaldt også Mark, om end han var ret stille og genert af sin alder. Hvor var de nu, disse to begavede, uskyldige børn? “Bob, du og Emma taler med beboerne på Freshfield Road igen. Nogen må have set noget.” Bob Willis brød sig som regel ikke om at blive bedt om at stemme dørklokker, men i dag var der ingen, der beklagede sig over deres opgaver, heller ikke selv om de blev sendt på langfart i sneen.
15
Røgslør_TRYK.indd 15
05.08.2026 09.32
“Og tal også med børnene igen,” sagde Edgar. “Dem, der legede med Mark og Annie mandag eftermiddag. Måske var de for nervøse til at sige noget i går, især når deres forældre var til stede. Prøv at komme på tomandshånd med dem. Børn er altid mere observante end voksne.” “Det kan kriminalbetjent Holmes gøre,” sagde Bob. “Børn stoler mere på kvinder end på mænd.” Emma sendte ham et iskoldt blik med sine meget blå øjne, men sagde ingenting. “Nej, gør det sammen,” sagde Edgar. “Jeg er sikker på, du er god til børn, Bob.” I Edgars øjne var Bob nærmest selv et barn. Det var problemet med krigen: Den havde skabt en dyb afgrund mellem folk som Edgar, der havde været i kamp, og som på trods af sin alder – han var kun enogtredive – ofte havde det, som om han havde oplevet nok til et helt liv, og folk som Bob, der lige akkurat var for unge til at have været med. “Jeg har fået fat i et par jeeps fra kasernen,” sagde Edgar. “I kan tage den ene af dem op til Freshfield Road, hvis den ellers kan klare stigningen. De har også stillet nogle menige til rådighed, som kan tage op til væddeløbsbanen og gennemsøge vildnisset deroppe. Jeg tager til Hove og taler med bedsteforældrene.” Han holdt en pause. Så forsatte han: “Nogen må have set noget. Sådan er det altid. Folk forsvinder ikke bare sådan ud i den blå luft.” Han fik et indre billede af en tryllekunstner, der bøjer sig ind over en pige, der ligger på et bord. Et hvirvlende slag med kappen, og pigen er … væk. Men det var trylleri. Det her var virkeligheden. “Jeg talte med bedsteforældrene i går,” sagde Bob. Bedsteforældrene havde stået øverst på listen (fordi børn tit stikker af til netop dem), men Edgar var ikke så sikker på, at Bob havde fået det ud af afhøringen, han burde. Måske krævede
16
Røgslør_TRYK.indd 16
05.08.2026 09.32
opgaven en, der var ældre. Og lige nu havde han det, som om han var hundrede år gammel. “Jeg vil gerne tale med dem igen,” sagde han. “Vi er nødt til at presse på med spørgsmål, indtil vi får nogle svar.” Edgar blev kørt til Hove i den anden jeep. Mens den langsomt arbejdede sig frem ad kystvejen, sad han og tænkte på de forsvundne børn. Hvad var der sket med dem, efter at de var gået hen for at købe slik? Var de blevet tryllet bort af en eller anden ondsindet kraft, en djævelsk deus ex machina? Eller var sandheden mere prosaisk? Var de faret vild i en park og frosset ihjel under noget buskads? Kystvejen var øde, snefnuggene hvirvlede i luften som en scenisk effekt. Byens juleudsmykning var tændt og kastede uhyggelige blå, grønne og røde skygger. På vej forbi molen lagde Edgar mærke til den samme plakat, der hang mange steder. En dyster mand i grøn kappe, der løftede en lysende lampe. “Max Mephisto i Aladdin”, stod der. “Underholdning for hele familien.” “Giv mig lampen, knægt!” Var Abanazar, skurken i panto-versionen af Aladdin, egentlig ikke også en slags barnerøver? Og på hele turen fortsatte sneen med at falde.
Røgslør_TRYK.indd 17
05.08.2026 09.32