Af samme forfatter på dansk: Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera) Årene, 2021 Simpel lidenskab, 2021 Hændelsen, 2021 Skammen, 2022 Fortabe sig, 2023 Skriften som kniv, 2023 (Forlaget Etcetera) Den unge mand, 2023 Den anden datter, 2024 Jeg er stadig i mørket, 2024 Den frosne kvinde, 2025 De tomme skabe, 2026
Pigen fra 58_TRYK.indd 2
25.08.2026 14.42
Annie Ernaux
Pigen fra ‘58
På dansk ved Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen
G A D S F O R L AG
Pigen fra 58_TRYK.indd 3
25.08.2026 14.42
Pigen fra ‘58 er oversat fra fransk af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing efter Mémoire de fille Copyright © Editions Gallimard, Paris, 2016 Dansk udgave © Gads Forlag 2026 Omslag: LA Graphic Design Forsidefoto: Archives privées d’Annie Ernaux (D.R.) Omslagsillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863 Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 2. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80747-6 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Udgivelsen er støttet af Institut français’ hjælpeprogram PAP Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Pigen fra 58_TRYK.indd 4
25.08.2026 14.42
I know it sounds absurd but please tell me who I am SUPERTRAMP
“Lige en ting til,” sagde hun. “Jeg skammer mig ikke over noget af det, jeg har gjort. Det er ikke skamfuldt at elske en person og sige det.” Det var ikke sandt. Skammen over hendes overgivelse, hendes brev, hendes ugengældte kærlighed ville blive ved med at gnave og brænde til hendes dages ende. Egentlig lod det ikke til at gøre så ondt, i hvert fald ikke mere, end at det var til at holde ud i hemmelighed, uden at vise noget. Det havde været en erfaring, og erfaring er sundt. Nu kunne man så skrive en bog, og gøre ham til en af personerne, eller kaste sig seriøst over musikken, eller begå selvmord. ROSAMOND LEHMANN Dusty Answer
Pigen fra 58_TRYK.indd 5
25.08.2026 14.42
Pigen fra 58_TRYK.indd 6
25.08.2026 14.42
Der er nogle mennesker, der drukner i andres virkelighed, deres måde at tale på, at lægge benene over kors på, at tænde en cigaret på. De er klistret ind i andres tilstedeværelse. En dag eller snarere en nat bliver de drevet af sted i begæret efter og viljen til kun én Anden. Det, de troede, de var, forsvinder. De opløses og ser deres spejlbillede handle, adlyde, blive revet med i tingenes ukendte retning. De er altid bagud i forhold til den Andens vilje. Den er altid en takt foran. De indhenter den aldrig. Der er hverken tale om underkastelse eller samtykke, kun forvirring over, hvad der er virkeligt, som lige akkurat får én til at sige til sig selv “hvad sker der for mig”, eller “er det mig, det sker for”, bortset fra, at der ikke længere er noget mig i dette tilfælde, eller det er allerede ikke længere det samme mig. Der er kun den Anden, som er 7
Pigen fra 58_TRYK.indd 7
25.08.2026 14.42
herre over situationen, over handlingerne, over det øjeblik, der følger efter, som han er den eneste, der kender til. Så går den Anden sin vej. Han bryder sig ikke mere om dig, han synes ikke længere, du er interessant. Han efterlader dig med virkeligheden, et par beskidte underbukser for eksempel. Han er nu kun optaget af sin egen tid. Du er alene med den vane, du allerede har, med at adlyde. Alene i en tid uden herre. Så er der andre, der har frit spil til at besnære dig, styrte ind i din tomhed, du nægter dem ikke noget. Du mærker dem knap nok. Du venter på din herre, på at han viser dig den nådesbevisning at røre ved dig bare en enkelt gang. Han gør det, en nat, med den fulde magt over dig, som hele dit væsen har bønfaldet om. Næste dag er han der ikke længere. Det gør ikke så meget, håbet om at genfinde ham er blevet din grund til at leve, klæde dig på, uddanne dig, bestå dine eksaminer. Han vil komme tilbage, og du vil være ham værdig, ja mere end det, du vil blænde ham med den forskel, der er i skønhed, viden, selvtillid fra det utydelige væsen, du var tidligere. 8
Pigen fra 58_TRYK.indd 8
25.08.2026 14.42
Alt det, du gør, gør du for den herre, du i hemmelighed har givet dig selv. Men uden at gøre dig det klart fjerner du dig ubønhørligt fra ham ved at arbejde med det, du selv er værd. Du bliver klar over omfanget af dit vanvid, du vil aldrig mere se ham igen. Du sværger for dig selv, at du vil glemme alt og aldrig fortælle nogen om det.
9
Pigen fra 58_TRYK.indd 9
25.08.2026 14.42
Det var en sommer uden noget meteorologisk særpræg, den sommer, General de Gaulle vendte tilbage, sommeren med den nye franc, med en ny republik, med Pelé som verdensmester i fodbold, med Charly Gaul som vinder af Tour de France og med Dalidas sang Mon histoire c’est l’histoire d’un amour. En uendelig lang sommer, som de alle er det, indtil man bliver femogtyve, før de forkortes til små, mere og mere hastigt forsvindende somre, hvor rækkefølgen forplumres i hukommelsen, som kun lader de spektakulære somre med tørke og hedebølge stå tilbage. Sommeren 1958. Som de foregående somre var en lille del af ungdommen, den mest velhavende, taget med deres forældre ned til solen på Côte d’Azur, en anden 10
Pigen fra 58_TRYK.indd 10
25.08.2026 14.42
del af samme slags, men som gik i gymnasiet eller på katolsk privatskole, tog båden fra Dieppe for at forbedre de seks års engelsk, som de havde lært stammende ved hjælp af lærebøgerne uden at tale sproget. Endnu en anden del, bestående af gymnasieelever, studerende og skolelærere, som rådede over meget få penge og lange ferier, tog af sted for at tage sig af børn, som var anbragt i kolonier overalt på fransk territorium på store ejendomme og endda på slotte. Hvor de end skulle hen, lagde pigerne en pakke hygiejnebind ned i deres kuffert, alt imens de spurgte sig selv, om det skulle blive den sommer, de var i seng med en dreng for første gang, idet de på én gang frygtede og ønskede det. Den sommer var der også tusindvis af soldater fra den årgang, som tog til Algeriet for at genoprette ordenen. Det var ofte første gang, de var langt væk hjemmefra, de skrev snesevis af breve, hvori de fortalte om varmen, det bjergrige område, teltlejrene, de analfabetiske arabere, som ikke talte fransk efter hundrede års besættelse. De sendte fotos af sig selv i shorts, grinende sammen med deres kammerater i et tørt og stenet landskab. De lignede spejdere på udflugt, man skulle tro, de var på ferie. Pigerne spurgte dem ikke om noget, 11
Pigen fra 58_TRYK.indd 11
25.08.2026 14.42
som om “træfningerne” og “bagholdene”, der blev fortalt om i aviserne og i radioen, ikke vedrørte andre end dem. De fandt det naturligt, at de gjorde deres pligt som drenge, og at de, som rygtet sagde, havde brug for en ged bundet til en pæl til at få stillet deres fysiske behov. De kom på orlov, medbragte halskæder, Fatimas hænder og en messingbakke. Og de tog af sted igen. De sang “Den dag vi vender hjem” på melodien til Bécauds sang Le jour où la pluie viendra. Til sidst vendte de hjem til alle egne af Frankrig og var nødt til at få nogle nye kammerater, som ikke havde været i bled’en, som ikke talte om fellaghaer eller “maghrebinsk rakkerpak”, som var uskyldige i forhold til krig. De selv var ude af balance, stumme. De vidste ikke, om det, de havde gjort, var godt eller ondt. Om de skulle føle stolthed eller skam over det. Der findes ingen fotografier af hende fra sommeren 1958. Ikke engang et fra hendes fødselsdag, hendes attenårsdag, som hun fejrede der, i kolonien – som den yngste af alle pædagogerne – hendes fødselsdag, som faldt på en fridag, sådan at hun 12
Pigen fra 58_TRYK.indd 12
25.08.2026 14.42
havde haft tid til at gå ned i byen om eftermiddagen og købe mousserende vin og forskellige slags små kager, men det var kun en håndfuld af dem, som var kommet forbi hendes værelse for at drikke et glas og spise lidt kage, hvorefter de hurtigt forsvandt – måske var hun allerede blevet én, man ikke omgås, eller bare uinteressant, fordi hun hverken havde taget plader eller grammofon med til kolonien. Mon der er nogen af alle dem, der var omkring hende den sommer i 1958, der husker denne pige? Sikkert ingen. De har glemt hende, ligesom de har glemt hinanden, alle spredtes i slutningen af september, vendte tilbage til deres gymnasium, deres lærerseminarium, deres sygeplejeskole, deres idrætsskole, eller de fik påbud om at slutte sig til troppekontingentet i Algeriet. De fleste var tilfredse med at have tilbragt en pengemæssigt og moralsk set indbringende ferie med at tage sig af en gruppe børn. Men hun, hun blev sikkert glemt hurtigere end de andre, som en anormalitet, en krænkelse af den sunde fornuft, en uorden, noget helt til grin, som det ville være latterligt at belemre sin hukommelse med. Fraværende i deres minder om 13
Pigen fra 58_TRYK.indd 13
25.08.2026 14.42
sommeren ‘58, som måske i dag er reduceret til udviskede silhuetter på tågede steder og til deres yndlingsvitser “Negerslagsmål i en hule om natten” og “Ingen forestilling i dag”. Forsvundet, altså, fra de andres bevidsthed, alle disse bevidstheder, som blev knyttet sammen netop det sted i Orne-departementet, netop den sommer, disse andre, som vurderede kroppenes, hendes krops, handlinger, opførsel, forførelsesevne. Som dømte hende og forkastede hende, trak på skuldrene eller lavede himmelvendte øjne, når de hørte hendes navn, som en af dem var stolt af at have fundet et ordspil på: “Annie, qu’est-ce que ton corps dit, Annie, hvad siger din krop”, der rimede perfekt på navnet på sangerinden Annie Cordy ha, ha! Definitivt glemt af de andre, som forsvandt ud i det franske samfund eller et andet sted i verden, gifte, skilte, enlige, pensionerede bedsteforældre med gråt eller farvet hår. Uigenkendelige.
Jeg har også villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive 14
Pigen fra 58_TRYK.indd 14
25.08.2026 14.42
om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig. Bestandigt er der sætninger i min dagbog, hentydninger til “pigen fra S”, “pigen fra ‘58”. I de sidste tyve år har jeg skrevet “58” i mine bogprojekter. Det er den tekst, der stadig mangler. Hele tiden udsættes. Det hul, der ikke bør være der. Jeg er aldrig nået længere end nogle få sider, undtagen en enkelt gang, et år, hvor kalenderen dag for dag svarede til 1958-kalenderen. Lørdag d. 16. august 2003 begyndte jeg at skrive: “Lørdag d. 16. august 1958. Jeg har et par cowboybukser på, som jeg har købt for 5.000 franc af Marie-Claude, som havde fået dem hos Elda i Rouen for 10.000, og en blå og hvid ærmeløs pullover med vandrette striber. Det er sidste gang, jeg ejer min krop.” Jeg fortsatte med at skrive hver dag, hurtigt, idet jeg prøvede at få den dato, hvor jeg sad og skrev, til at falde nøjagtig sammen med den tilsvarende dato i 1958, og jeg registrerede alle de detaljer, der dukkede op, hulter til bulter. Det var, som om denne daglige, uafbrudte årsdagsskrivning var den, der var bedst i stand til at udviske de femogfyrre års 15
Pigen fra 58_TRYK.indd 15
25.08.2026 14.42
mellemrum, som om skrivningen på grund af dette “dag til dag”-sammenfald af datoerne gav mig en adgang til denne sommer, som var lige så enkel og direkte som at gå fra et værelse til et andet. Meget hurtigt kom jeg bagud i min skrivning på grund af de ustandselige forgreninger, som tilstrømningen af billeder og ord fik til at myldre frem. Det lykkedes mig ikke at indespærre sommeren 1958 i 2003-kalenderen. Den flød hele tiden over for mig. Jo længere jeg kom frem i tiden, jo mere følte jeg, at jeg ikke virkelig skrev. Jeg kunne godt se, at disse sider med optegnelser burde gå over i en anden tilstand, men jeg vidste ikke hvilken. Jeg ledte heller ikke efter den. I bund og grund sad jeg fast i den rene nydelse ved at pakke erindringer ud. Jeg afviste den smerte, det ville være at finde formen. Jeg stoppede efter halvtreds sider. Der er gået over ti år siden da, elleve somre mere, hvilket bringer den tid, der er gået siden 1958, op på femoghalvtreds år, med krige, revolutioner, udslip fra atomkraftværker, alt det, som allerede er ved at blive glemt. Den tid, jeg har foran mig, skrumper ind. Der bliver helt bestemt en sidste bog, ligesom der er en sidste elsker, et sidste forår, men der er ikke noget 16
Pigen fra 58_TRYK.indd 16
25.08.2026 14.42
tegn, som lader mig det vide. Tanken om, at jeg kunne dø uden at have skrevet om hende, som jeg meget tidligt kaldte “pigen fra ‘58”, hjemsøger mig. En dag vil der ikke længere være nogen til at huske det. Det, som denne pige og ingen anden har oplevet, vil forblive uden forklaring, oplevet for ingenting. Intet andet skriveprojekt forekommer mig om ikke lysende klart eller nyt, og slet ikke lykkeligt, så i hvert fald vitalt, i stand til at få mig til at leve hævet over tiden. Bare “at nyde livet” er et uholdbart perspektiv, fordi ethvert øjeblik uden noget skriveprojekt ligner det sidste øjeblik. At jeg, så vidt jeg ved, er den eneste, der kan huske noget, gør mig begejstret. Det er som at have en suveræn magt, en definitiv overlegenhed over dem, de andre fra sommeren ‘58, en magt, som jeg har fået i arv af skammen over mit begær, over mine vanvittige drømme i Rouens gader, over blødningernes ophør i en alder af atten år, som hos en gammel kvinde. Den store erindring om skammen, som er mere minutiøs, mere genstridig end en hvilken som helst anden. Denne erindring, som alt i alt er skammens særlige gave.
17
Pigen fra 58_TRYK.indd 17
25.08.2026 14.42