HVAD KAN HISTORIEN BRUGES TIL?
REDIGERET AF
BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA
Slots- og Kulturstyrelsen
Boghandler Henning Clausens Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Ingeniør N.M. Knudsens Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Redigeret af Nils Valdersdorf Jensen og Kristian Hansen
HVAD KAN HISTORIEN BRUGES TIL?
Gads Forlag
Udgivet i samarbejde med Svendborg Museum og Marstal Søfartsmuseum
Forord
Hvad kan historien bruges til?
Nils Valdersdorf Jensen
Togtstart: Svendborg-Nakskov
Velfærdsstaten
Jørn Henrik Petersen
Nakskov-Stubbekøbing
Demokrati
Jens Lei Wendel-Hansen
Stubbekøbing-Allinge
Nabo til en stormagt
Jakob Seerup
Allinge-København
Sikkerhed
Rasmus Glenthøj
København-Helsingør
Bevægelsesfrihed
Thomas Gammeltoft-Hansen
Helsingør-Hundested
Ekspeditionshistorie
Christian Sune Pedersen
Hundested-Hobro
Kontrol
Johan Heinsen
Hobro-Ebeltoft
Store omstillinger
Sissel Bjerrum Fossat
Ebeltoft-Aarhus
Korruption
Mette Frisk Jensen
Aarhus-Horsens
Velstand
Jeppe Nevers
Horsens-Middelfart
Religion
Mikael Rothstein
Middelfart-Sønderborg Indvandring
Heidi Vad Jønsson
Togtafslutning: Sønderborg-Marstal
Efterord
Litteratur
Maritim ordliste
Noter
Crewliste
Den 11. august 2025 lagde ekspeditionen fra kaj i Svendborg. Vi stævnede ud på en maritim opdagelsesrejse efter fortidens viden om nutidens store udfordringer. På samme tid en sørejse mellem danske havnebyer og en tidsrejse gennem historien. Begge dele med nysgerrighed som drivkraft.
I en usikker tid, hvor alt fra gamle alliancer til vedtagne normer for bordskik er i opbrud, ville vi vide, om historien kan hjælpe os til bedre fodfæste i en verden, der hastigt flyver forbi på vores skærme. Vi ville undersøge, om historien kan give os relevante svar. Kan vi bruge historie til noget? Eller står vi tomhændede og uden erfaring at trække på, fordi alt er nyt?
I tråd med en lang tradition for opdagelsesrejser bevægede vi os ad søvejen. Vores ekspeditionsskibe, museumsskibene VIKING og DE 4 BRØDRE, er gamle, sejlførende, af træ og bevæger sig langsomt. Vi satte tempoet ned for at få tid til nysgerrigheden.
Vi lagde til i 12 byer, hvor forskere stod klar til at svare på store spørgsmål om demokratiets forfald, velfærdsstatens erosion, religionens genkomst som politisk faktor, klimakrisen og sikkerhedsudfordringer. Vi fik 12 svar.
Selve sørejsen binder svarene sammen til et projekt om historiens værdi. Og den viser samtidig, hvordan vi skaber nye fællesskaber og møder mellem generationer, når vi ellers så ofte glider fra hinanden.
På togt. En ekspedition søger svar: Hvad kan vi bruge historien til? er resultatet af rejsen. Bogens opbygning følger ekspeditionens kronologi og veksler mellem logbogskapitler og de svar, vi fandt undervejs.
Logbogskapitlerne er skrevet som rejseessays med inspiration fra danske opdagelsesrejsende og langturssejlere. Fortælleren er arkitekt og sømand Kristian Hansen, der som det eneste besætningsmedlem deltog på hele eks-
peditionen. Logbogsdelen inviterer læseren med ombord og beskriver hverdagen, arbejdet, fællesskabet og oplevelserne på en sørejse. Fortællestilen er maritim og personlig, følsom og endda til tider gammeldags. Derfor har vi anbragt en ordliste bagerst i bogen.
Bogens historiske svar er baseret på forskernes foredrag. De er udvalgt, optaget, transskriberet og redigeret af Nils Valdersdorf Jensen i samarbejde med forskerne selv. Her er det mundtlige bibeholdt: Vi bad om mundtlige svar for at gøre forskningen let tilgængelig.
De to spor kan læses adskilt, men ideen er at inspirere praktikere og teoretikere til at udveksle viden, så den, der begynder med logbogen, får lyst til at gå til de historiske svar. Og den, der åbner med svarene, får lyst til at komme med ombord. Forhåbentlig når vi netop via vekselvirkningen ind i begge verdener og efterlader nogle dønninger.
Ekspeditionen var støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Styrelsen har sammen med Boghandler Henning Clausens Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Ingeniør N.M. Knudsens Fond og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse også støttet udgivelsen. Mange tak for det.
Forrige sider: På et sejlskib skal man kende sine holdepunkter. Sejlskibssømænd fik tit tatoveret HOLD FAST på knoerne.
Nils Valdersdorf Jensen
En skeptiker kunne inden rejsens begyndelse spørge, om man kan bruge historie til at vide noget om nutidens udfordringer. Hvis skeptikeren ikke holdt sig tilbage, kunne næste spørgsmål være: Hvilke svar kan man forvente fra historikere?
De spørgsmål fortjener et svar, så vi ikke sejler ud på et tyndt eller tvivlsomt grundlag, og opdagelsesrejsen reduceres til en ren lystsejlads.
Svaret begynder med at give skeptikeren en smule ret. Historie er ganske rigtigt vanskelig at anvende, hvis man tror, at den kan levere snuptagsløsninger.
Forfatteren Steen Steensen Blicher beskriver i digtet ”Ode til Løgnen” fra 1847, hvordan løgnens gudinde bor i et tempel af bøger. Væggene er dekoreret med selvbiografier, sejrstaler fra overvundne hære, skøgers kyskhedsløfter og tvivlsomme historiske værker. Historie er i dårligt selskab, ikke til at stole på og sjældent så entydig, at man kan kondensere direkte løsninger fra historiske kriser eller forløb.
Ikke kun Steen Steensen Blicher var skeptisk. I 1980’erne hævdede stemmer som Roland Barthes og Hayden White, at historievidenskaben var mere beslægtet med fiktion og skønlitteratur end med fortidens mennesker og deres
Museumsskibene VIKING og DE 4 BRØDRE bandt vores mange spørgsmål om nutiden og fortiden sammen i en ekspedition Danmark rundt.
erfaringer. De opfordrede historikerne til at stoppe med at lade, som om de beskæftigede sig med fortiden og ikke bare med deres egen nutid – og navle. En parallel udvikling fandt sted i andre humanistiske fag.
Hvis historie ikke rummer sandhed, kan vi ikke bruge historiske svar meningsfuldt i dag. Før vi kan tilbagevise skeptikerens bekymring, må vi se på, hvorvidt historisk viden er sand eller blot rummer en sandhed.
Det er ikke nogen lille opgave. Postmoderne filosoffer har haft stor gennemslagskraft, når de kritiserede troen på objektiv viden og argumenterede for, at viden altid er subjektiv og forankret i nutiden. Tilgangen begrænsede sig ikke til universiteterne, men vandt indpas generelt. Nutidens Danmark er blevet karakteriseret som et oplevelsessamfund, hvor individuelle følelser og oplevelser tillægges størst værdi. Det gør, at vi ikke længere kan tale om en fælles virkelighed, men kun om fragmenter. Det samme gælder fortiden. Den kan ikke erkendes, og historiske værker er dermed reelt fiktion.
Mange historikere har taget kritikken til sig og arbejder med fortællinger eller begreber, hvor fokus ikke er den historiske virkelighed, men eftertidens fortælling om den. Det sker ud fra en idé om, at vi ikke kan nå fortiden. Den er gemt bag sprog og værdier, vi ikke kan forstå, og der er massive huller i den efterladte viden.
Cambridgeprofessoren Richard J. Evans har argumenteret for, at kritikken af historisk viden ofte undervurderer flere forhold. Et er, hvor mange kilder og hvor meget viden fortidens mennesker har efterladt. Noget andet er, at kritikken undervurderer historikernes evne til at navigere mellem fortidens spor. Vi kan ikke komme helt ind i fortiden, selv om vi kan komme tæt på. Tænk på, hvor meget tekst man kunne bruge på konkret blot at beskrive din læsesituation lige nu. Sidder du ned? Hvordan ser din stol, sofa eller seng ud? Hvad er temperaturen? Læser du udenfor eller indenfor? Hvis det er vanskeligt at få alle detaljer med her, kan man måske fornemme, hvor umuligt det vil være dækkende at beskrive fx middelalderens hverdagsliv over flere hundrede år. Vi må derfor skelne mellem fortiden og historieskrivningen. Vi kan ikke ændre fortiden, men historieskrivningen forandrer sig hele tiden. Og nej, fordi vi ændrer fortællingerne, ændrer fortiden sig ikke. Analogien med, at et træ i skoven ikke giver lyd fra sig, når det vælter, hvis ingen hører det, holder ikke.
Det giver lyd. Det er det samme som at hævde, at fortiden ændrer sig, fordi vores historiske viden gør det. Det er snævert at tro, at verden kun eksisterer i kraft af menneskets erkendelse af den. Historisk viden er altid udvalgt, ikke total. Men det gør den ikke falsk. Det gør den bare selektiv. Og selektionen har historie til fælles med al anden videnskab.
En læge opererer ikke i en kloak, bare fordi et 100 procent sterilt miljø er vanskeligt at opnå. Lægen sikrer sig, at der er så rent som muligt. Det samme gør historikere ved at gå ydmygt til fortidens begrebsverden og være bevidste om, hvad de ikke ved. Selvfølgelig er der elementer af fiktion og forestilling i historiske narrativer. Men der er stor forskel på erotisk litteratur som Fifty Shades of Grey og historiske studier af kønslivets udvikling. Læserne, der søger det første, finder nok ikke det, de er på jagt efter, i det sidste.
På afstand er det tydeligt, at de postmoderne filosoffers angreb aldrig blev så vellykket, som det så ud til, da de udråbte den historiske sandhed og profession som død. De fleste fortsatte vel egentlig, som de hele tiden havde gjort.
Selv om ordet sandhed er sjældent brugt, har historikere fortsat et sandhedsbegreb, og det samme havde de fleste postmoderne kritikere. De mente også, at deres fortællinger afspejlede virkeligheden.
Så det lange svar er, at med alle mulige forbehold rummer historie en sandhed, vi kan bruge i dag. Den er ikke total, og det er et vigtigt forbehold.
Historie rummer sandhed, men hvilke svar kan vi forvente fra historikerne, når de forsøger at lære af fortiden? Anvendt historie har været brugt i politik som råd og vejledning til statsledere. Den oldgræske historiker Polybios bemærker, at ”der findes ingen bedre rettesnor for menneskelig adfærd end kendskab til tidligere begivenheder”.1 Baseret på sine værker om romersk historie udviklede han teorier om den bedste indretning af staten. Rom var forbilledet for en forfatning, der skulle indeholde elementer fra både monarki, republik og aristokrati for at skabe den mest stabile styreform. Ideerne fik senere afgørende indflydelse på blandt andet den amerikanske forfatning af 1776.
Den engelske embedsmand og bogelsker Samuel Pepys førte dagbog i 1660’erne, mens han arbejdede i flådeadministrationen. Hans dagbøger og store bibliotek er undersøgt i detaljer, og det er tydeligt, at han især læste historie for at bruge den i sit arbejde og fremme sin karriere. Historielæsning styrkede sprog og manerer, så han og andre socialt ambitiøse borgere kunne begå sig socialt. I datiden diskuterede man, om det var antikkens historie eller samtidshistorien, der var bedst at drage lære fra. Men man var enige om, at unge mænd skulle passe på ikke at forlæse sig på historie, især fordi der var mange usandheder i omløb. Man skulle kunne sortere mellem skidt og kanel.
I 1800-tallet blev faget videnskabeliggjort med krav om kildekritik og dokumentation, og der opstod nye betænkeligheder ved, hvad faget kunne bruges til, og hvordan det skulle bedrives. For historiekoryfæet Leopold von Ranke, en af grundlæggerne af historie som videnskab, var det afgørende at nærstudere kilderne og beskrive fortiden fuldstændig objektivt. Han advarede mod at dømme fortiden på samtidens præmisser. Skillelinjen mellem brug og misbrug er hårfin, men det afholdt ikke Ranke fra selv at springe ud som det, han har beskrevet som ”politisk journalist”. Han virkede for preussisk konservatisme med udgangspunkt i den viden om verden, han havde fået gennem studiet af politisk historie.2 Ranke illustrerer ganske fint, at selv om faget i sig selv blev skeptisk over for anvendt historie, blev brugen af historie ved.
Når historien anvendes politisk, finder man en situation i fortiden, der minder om ens egen, og bruger sammenligningen til at sige noget om nutiden. Minder vores tid med økonomisk krise og politisk polarisering om mellemkrigstiden? Så er næste verdenskrig måske om hjørnet. Men jagten på analogier rummer adskillige faldgruber. Analogiens magt er stor. Hvad hvis man vælger den forkerte?
Historikeren Richard Crowcroft har peget på, at den største fare i anvendt historie er skødesløse sammenligninger.3 Den forkerte analogi er forførende, fordi sammenligningen sætter en ramme for ens handlinger. Vil vi finde en historisk analogi til den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, gør det en stor forskel, om vi sammenligner med Tjekkoslovakiet i 1938 eller Vinterkrigen mellem Finland og Sovjet året efter.
I 1938 truede Hitler med invasion af Tjekkoslovakiet for at få sudetertyskerne ind under Tyskland. Efter en ydmygende fredskonference i München ofrede de europæiske stormagter Tjekkoslovakiet i forsøget på at bevare freden. Det var ved den lejlighed, at den britiske premierminister Neville Chamberlain helt fejlagtigt proklamerede ”fred i vor tid”. Hitler gik ind i Sudeterlandet, men tog siden resten af landet, uden at nogen løftede en finger, heller ikke tjekkoslovakkerne. Chamberlains appeasementpolitik er forkætret, men har senere fået lidt bedre presse, da han privat var meget skeptisk over for Hitlers ambitioner og derfor brugte ventetiden til at opruste.
Hvis vi sammenligner Ukraine med München, sammenstiller vi den russiske præsident Vladimir Putin med Hitler. Det skræmmebillede virker på alle. Argumentet vil her være, at man skal sætte foden ned i tide, ellers kan han blive den nye Hitler. Samtidig antages det, at Anden Verdenskrig kunne være undgået, hvis man havde grebet ind mod Tysklands territorielle ambitioner tidligere. Sammenligningen skaber forestillingen om en Tredje Verdenskrig.
Vælger vi i stedet at sammenligne situationen i Ukraine med Finland i 1939, træder et andet billede frem. Finland blev ligeledes invaderet af en aggressiv stormagt. De forsvarede sig sammenbidt og effektivt mod den dårligt forberedte fjende, der led voldsomme tab. I længden kunne Finland dog ikke holde stand på egen hånd og mistede ti procent af sit territorium og sin andenstørste by, Vyborg. Uden held forsøgte Finland at vinde det tabte land tilbage, men overlevede som selvstændigt og neutralt land i Sovjets truende skygge. Hvis vi vælger den analogi, kan vi pege på, at finnerne overlevede takket være væbnet kamp. De kæmpede, tilpassede sig og fortsatte som land.
Ukraine deler flere punkter med Finland end med Tjekkoslovakiet, blandt andet at ukrainerne kæmper det bedste, de har lært. De er heller ikke blevet ofret helt så ublu, som tjekkoslovakkerne blev det. Samtidig er der også forskelle. Finnerne har ikke samme historiske betydning for Rusland, som Ukraine tillægges af Vladimir Putin. Han ser de to folk som et. Og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har også brugt sammenligningen med München, fordi den netop er retorisk stærkere.
Hvad kan historien bruges til?
Imidlertid er de historiske analogier ikke kun forførende. De er også farlige. En af de klassiske lærdomme er Thukydidfælden. Den oldgræske historiker Thukydid skrev om Den Peloponnesiske Krig (431-404 f.v.t.), at den kom, fordi Sparta så Athens stigende magt og derfor ville kvæle sin rival. Den ofte citerede lektie er, at en dominerende magt, en hegemon, ikke afgiver sin magt frivilligt. 4
Som analogi kunne vi forvente en konflikt mellem USA og Kina. USA som den gamle hegemon og Kina som en supermagt på vej frem. Men analogien overser, at dominerende magter ofte har hjulpet nye frem ud fra en analyse af, at de havde et interessefællesskab. Da USA i 1880’erne begyndte at gøre sig gældende som imperium og kæmpede flere krige med Spanien om kontrollen over Cuba og Filippinerne, blev amerikanerne støttet af datidens største magt, Storbritannien. De så hellere USA end Spanien eller Tyskland på tronen.5
Faren ved historiske analogier er, at man kan tro, at historien gentager sig 1:1. En god grund til ikke at sammenligne en potentiel konflikt mellem USA og Kina med de græske bystaters er militærteknologi. Atomvåben lægger en solid dæmper på trangen til militær konflikt. Det kan også være, at den bedste sammenligning med Kinas udvikling siden 1978 i virkeligheden er Tyskland og ikke Athen. Tysklands samling i 1871 skød et tekno -
Hvor sejler man hen, hvis man gerne være klogere på nutiden og fortidens sikkerhedspolitik? Eller dansk ekspeditionshistorie? Ekspeditionsledelsen er i gang med forberedelserne under dæk på VIKING. Næste sider: Søfartsbyen Svendborg var rejsens udgangspunkt. Her mødes gammelt og nyt i en blanding af stål, glas, træ, tjære, hippier og søfolk.
logisk og militært kapløb i gang mellem Storbritannien og et Tyskland, der ville have sin plads i solen. Økonomisk og militært var landet aggressivt på en måde, der minder om Kina i dag.
Det svære valg mellem analogier viser, at anvendt historie langtfra er plug and play. Historiske begivenheder er så komplekse, at man ikke kan finde en situation, der minder 100 procent om nutiden. Udfaldsrummet er så stort, at historien snarere kan være en håndbog for viden og et eksperimentarium. Ikke en facitliste.
Derfor har historikere og alle andre svært ved at spå om fremtiden. Et eksempel er økonomen Karl Marx. Han forudsagde, at monopoldannelse i kapitalismen ville føre til en udnyttelse af arbejderne i en sådan grad, at en verdensrevolution var uomgængelig. Men hans forudsigelse byggede på datidens teknologi. Marx antog, at dampmaskinen fortsat ville være industriens energikilde. Den var dyr og kapitalkrævende at købe. Derfor ville industrien blive samlet på færre hænder. Problemet var, at elektrificeringen og nye forbrændingsmotorer spredte energi langt mere ud. Og verdensrevolutionen er som bekendt udeblevet.6
Historisk viden er altså ikke lineær eller simpel. Bør man så bare give op og betragte nye situationer som uden fortilfælde? Nej. Det er et dårligt alternativ slet ikke at forsøge at lære. Mangel på historisk viden er farlig, men ikke fordi man gentager fortidens fejltagelser. Manglen på historisk viden er farlig, fordi den fører til skråsikkerhed.
Brugt rigtigt kan anvendt historie lede til nye spørgsmål og uvelkomne indsigter, også uden for den politiske sfære. Måske skaber selve processen omkring historiske sammenligninger en eftertænksomhed, der får beslutningstagere til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.
Da præsident J.F. Kennedy i 1962 stod over for vanskelige dilemmaer med sovjetiske missiler på Cuba, havde han netop læst en bog om optakten til Første Verdenskrig og angiveligt sendt den til flere af sine rådgivere. The Guns of August fortalte detaljeret om, hvordan de europæiske stormagter var viklet ind i mobilitetsplaner og alliancer og derfor vaklede tanketomt ind i krigen. Kennedys modstandere i det amerikanske militær forsøgte sig også med sammenligninger i konflikten med Sovjetunionen. De mente, at USA’s situation
var parallel til Storbritanniens appeasementpolitik over for Hitler i 1930’erne. Kennedys opmærksomhed på Første Verdenskrigs begyndelse gjorde, at han modstod presset fra sine rådgivere og søgte at undgå en atomar konflikt.7
Netop fordi historisk viden ikke er et facit, har mange historikere ikke turdet svare på spørgsmål om, hvad vi kan bruge historien til. Dertil kommer en rodfæstet faglig modvilje mod at dømme historien. De fleste historikere vil mene, at fortiden skal bedømmes på egne præmisser, og så er det nemmere at holde nutiden helt på afstand.
Den franske historiker Marc Bloch skrev i 1940’erne: ”Er vi så sikre på os selv og vores egen tid, at vi kan dele vores forfædre i dem, der var retfærdige, og dem, der var fordømte? Hvor absurd er det ikke at opløfte de fuldstændig relative kriterier hos en person, et fællesskab eller en generation til noget absolut og gøre disse til standarder for, hvordan Sulla regerede Rom eller Richelieu Den Helligste Konges stat?”8
Problemet ved etiske domme er, at det er svært at tro på, at de historikere, der er dybt indignerede det ene øjeblik, kan være sagligt analytiske det næste. En stærk etisk overbevisning kan skabe skråsikkerhed og dermed stå i modsætning til det videnskabelige ideal om nysgerrighed, fordi man har svaret på sine spørgsmål, allerede inden man er gået i gang. At lægge nutidens etik ned over fortiden skaber partisk historieskrivning.
Det standpunkt har filosoffen Jesper Ryberg udfordret, idet han pointerer, at man kan foretage berettigede etiske vurderinger af fortiden – på basis af solid viden. Og at man bør skelne mellem vurderinger af handlinger og vurderinger af personer.9 Tilsvarende mener historikeren Lynn Hunt, at historikere skal have den rette dosis nutid i deres arbejde. Er nutiden fraværende, er det for kedeligt. Er den for dominerende, lærer vi ikke noget om fortiden, men ser kun os selv i dens spejl.10
På vores opdagelsesrejse er vi gået til fortiden for med åbne øjne at lede efter viden, der kan udfordre, berige og skærpe nutidens diskussioner.