Udgivet med støtte fra Sportgoodsfonden
Udvalg og annotering ved
Kirsten Klitgård og Anna Wegener
Indledning: Anna Wegener
Tematiske vignetter: Kirsten Klitgård
Indhold
Vendt mod verden. Karin Michaëlis’ rejsejournalistik
fra et liv
tidlige rejser
54 Børn | 1899
56 Paa Rejse | 1903
59 Fra mit Rejseliv | 1904
Hvad en foredragsholder kan komme ud for
68 Paa Foredrags-Rejse | 1932
Østrig-Ungarn, i Wien og på landet
83 Wien. Adolf Loos | 1913
86 Ærkebisp og Vidunderrabbi | 1914
92 Brudeparret | 1914
96 Galizien | 1914
100 Jul i Tyrol | 1917
105 Galningen Kokoscha | 1917
109 Svære Dage | 1918
113 Tilstanden i Wien | 1918
118 Det Wien, der morer sig | 1922
124 Gensyn med Wien | 1935 Fra rejser til Østeuropa
136 Hos Czekernes Præsident | 1919
139 Balkans Paris | 1928
146 Polen ... ak Polen | 1929
Tyske problemer
159 Barbarerne | 1914
163 Berlin paa Retten og Vrangen | 1926
168 Liselotte og de løsladte Fanger | 1933
175 Berlin. Boligforhold, Underernæring og
Nøgenhedskultur | 1933
190 Alle Frankrigs Mimoser er døde | 1929
Sovjetunionen set med lyserøde briller
201 Krupskaja | 1934
207 En ejendommelig Kommune | 1934
220 Breve fra Amerika | 1910
226 Rejsen til Amerika. Overfald på Sø og Land | 1937
231 New York | 1937
238 Potters Field. De navnløse Dødes Ø | 1937
245 Paa Fart gennem Staterne | 1940
256 Hjemkomst og Foraar paa Thurø | 1938
262 Med Bil gennem Verden – Fødebyen | 1938
269 Med Bil gennem Verden – Heden | 1938
275 Hilsen til Danmark | 1945
279 Livsaften og Livsglæde | 1948
Forord
Kort efter at nærværende bog blev antaget til udgivelse, døde Kirsten Klitgård. Som en af drivkræfterne i Karin Michaëlis Selskabet, som flittig bidragyder til Troldspejlet, selskabets medlemsblad, og som oversætter havde hun i årevis stræbt efter at synliggøre forfatteren og atter sætte hende på det litterære landkort i Danmark. At Kirsten Klitgård har forladt denne verden, er et stort tab for alle os, der kendte hende.
I denne bog bringes Karin Michaëlis’ rejsekronikker præcis, som de dengang stod i aviserne, inklusive slåfejl, ligesom selve den grafiske opsætning mimer et opslag i en avis. Der er punktum efter nogle af kroniktitlerne, selvom det strider mod de almindelige skriveregler i dag, fordi det var sådan, teksterne blev trykt. Kronikker og artikler fra Politiken er indskrevet af Henrik Loft Nielsen, og han takkes for sin tålmodighed og akkuratesse. Der er tilføjet forklarende fodnoter til artiklerne, når redaktørerne har skønnet, at korte og koncise oplysninger om historiske personer, steder og forhold kan lette læserens forståelse.
Ligeledes takkes professor emeritus Per Øhrgaard for gennemlæsning af oversættelser af citater og tekster fra tysk, ligesom der sendes en hjertelig tak til lektor Tine Roesen for kontrol af transskriberingen af de russiske navne, som Karin Michaëlis nævner. Tak også til den anonyme fagfællebedømmer for begejstret feedback og for gode, brugbare forslag til rettelser og uddybninger.
Randers Stadsarkiv har beredvilligt hjulpet med at opspore illustrationsmateriale til bogen i Karin Michaëlis’ personlige papirer, der opbevares i forfatterens fødeby, og arkivets medarbejdere takkes varmt for deres hjælp og imødekommenhed.
Projektleder Rikke Kensinger og redaktør Lil Vad-Schou fra forlaget Nord Academic har været fantastiske fødselshjælpere, og de takkes begge for deres omhu og interesse.
Endelig rettes en særlig tak til Sportgoodsfonden og navnlig til bestyrelsesformand, advokat Steen Lassen, som fra begyndelsen troede på projektet, og hvis støtte var en forudsætning for, at bogen nu ser dagens lys.
Over grænser er tilegnet Beverley Driver Eddy og Birgit S. Nielsen – Karin Michaëlis-forskningens pionerer.
Anna Wegener
Firenze, den 30. juni 2026
Karin Michaëlis blev hyppigt afbildet i samtiden. Man fotograferede hende, man tegnede hende, ja, man lavede endda buster af hende. Efter skandalen med Den farlige Alder stødte hun således i en butik i Berlin på billige gipsbuster af sig selv: “Der var ikke gjort Forsøg paa Lighed, men mit ene Øje var anbragt helt henne ved det højre Øre, medens det andet sad klos opad det venstre,” mindedes hun med gru i selvbiografien. Hun gik fortvivlet videre til næste forretning, men fandt kun flere latterliggørende billeder. “Dér, – fra øverst til nederst – var anbragt Karikaturer af mig, nogle i Form af udstoppede Dukker, nogle med mit Ansigt malet paa Barberkopper og Askebægre”. Dette grafiske tryk fra 1942 af Karl Johan Almqvist taler ikke karikaturens sprog, men indfanger med sit stiliserede udtryk i stedet den aldrende forfatters ro og råstyrke. Måske ville kunstneren fortælle, at hun lyste op i mørket – det mørke, som med verdenskrigen havde omsluttet Europa.
Vendt mod verden
Karin Michaëlis’ rejsejournalistik
Karin Michaëlis (1872-1950) er blevet genopdaget. I løbet af de sidste 25 år har hendes forfatterskab været genstand for en stadig stigende strøm af bøger og artikler. Hendes romaner er blevet genudgivet, og hendes liv er blevet skildret i biografier og endda også i en teaterforestilling. Hendes kritik af nazismen og konkrete hjælp til dens ofre er blevet beskrevet og hyldet. I 2006 fik hun sit eget litteraturselskab, Karin Michaëlis Selskabet, som med arrangementer og publikationer bidrager til at udbrede kendskabet til hendes liv og værk. I 2015 opkaldtes et torv i fødebyen Randers efter hende, og i 2020 placerede man på torvet en bronzebuste af forfatteren. I 2025 kom hendes navn på den såkaldte bruttoliste i den nye litteraturkanon for gymnasiet.
I dag kan man ikke længere indlede en bog om Karin Michaëlis med at skrive, at hun er en glemt forfatter, sådan som man gjorde for blot et par årtier siden.1 Man behøver heller ikke længere begrunde, næsten lidt undskyldende, sin interesse for Karin Michaëlis ved at nævne alle de berømtheder, hun kendte som ven, kollega eller begge dele. For det turde være klart, at hun ikke har brug for store navne som støttepiller: Hendes eget forfatterskab kan selv bære hende og er motiv nok til at beskæftige sig med hende.
Samtidig hører det naturligvis også med til forståelsen af Karin Michaëlis, at hun i udstrakt grad var en social forfatter, der havde et vidt forgrenet kontaktnet i både Danmark og Europa. Hendes arkiver i København og Randers indeholder mange breve fra ikke blot venner og familiemedlemmer, men også fra forfattere, forfatterhustruer, kunstnere, oversættere, forlæggere, redaktører, kritikere, impresarier, lobbyister, diplomater, politikere og mange andre mennesker – og vidner om, at hendes udprægede talent for at netværke understøttede og fremmede hendes berømmelse i hendes levetid.
Men at Karin Michaëlis ikke længere er et obskurt fortidslevn, betyder ikke, at alt allerede er sagt. Tværtimod betyder det, at der nu kan og skal siges mere. Denne bog sætter fokus på en endnu upåagtet del af hendes værk, nemlig hendes journalistik og mere præcist på hendes rejsejournalistik, og gør den tilgængelig i uddrag for moderne læsere.2 Karin Michaëlis var en rejsende forfatter, ja, hun var formodentlig, selvom der ikke findes statistikker på det område, en af de mest omrejsende danske forfattere i det 20. århundredes første halvdel, og fra sine rejser skrev hun artikler til danske og udenlandske (dag)blade. En uregelmæssig rytme af ro og bevægelse, af hvile og opbrud var hendes livs puls.
Hjemme og ude
I sit voksenliv boede Karin Michaëlis på øen Thurø syd for Svendborg, hvor hun i 1907 havde bygget et sommerhus, kaldet Torelore, sammen med sin første mand, forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932). Efter parrets skilsmisse i 1911 blev huset hendes helårsbolig. På Thurø skrev hun mange af sine bøger, her modtog hun talrige gæster fra ind- og udland, blandt andre flygtninge fra Nazityskland, her blev hun begravet i 1950. Indskriften på hendes gravsten på øens idylliske, mod havet skrånende kirkegård lyder: “Hun kom hjem”. Hun havde selv udtænkt den korte tekst under sit eksil i USA under 2. verdenskrig.
I april 1939 var Karin Michaëlis rejst tværs over USA i bil sammen med politikeren og kvindesagsforkæmperen Elna Munch. Ef-
ter turen boede hun i New York hos sin søster Alma Dahlerup og skulle efter planen hjem til Danmark i oktober. Imidlertid fik hun i september et brev fra Elna Munch, som nu var i København, der i kryptiske vendinger advarede hende mod at vende tilbage. Hun lyttede til venindens råd og indløste sin returbillet, men havde næppe forestillet sig, at hun dermed stod over for et syv år langt eksil i USA. I sin amerikanske selvbiografi Little Troll fra 1946 gav hun Elna Munch æren for, at hun endnu var i live. Havde det ikke været for hendes advarsel, ville hun være omkommet i en koncentrationslejr, skrev hun.3
Thurø var hendes elskede hjem. Men lige så meget, som hun behøvede sit faste ankerpunkt i Danmark, lige så meget tørstede hun efter opbruddene og rejserne til udlandet. I et brev fra 1931 til sin guddatter, forfatteren Estrid Ott, skrev hun, at de begge elskede at rejse og ikke brød sig om at opholde sig for længe det samme sted – det stred imod deres “vagabond-natur”. 4 Rejserne var i øvrigt ofte en økonomisk nødvendighed, da hun tjente penge på at holde foredrag rundt omkring i Europa. Og fra sine rejser skrev hun artikler til danske og udenlandske aviser. Disse artikler udgjorde også en vigtig indtægtskilde for hende. De dækkede endda nogle af rejseomkostningerne, da honoraret for en rejsekronik var højere end for en almindelig kronik. 5 I de perioder, hvor hun ikke havde tid eller overskud til at skrive bøger, synes hun ligefrem at have levet af sin journalistiske virksomhed: “Jeg klarer mig fint med at skrive Kroniker og Artikler, rundt i Bladene,” fortalte hun søsteren i 1934. 6
Karin Michaëlis turnerede Europa tyndt, besøgte USA adskillige gange og rejste endda rundt i Sovjetunionen i tre måneder i 1934. Om sine rejseaktiviteter skrev hun i “Livsaften og Livsglæde” fra 1948, som optrykkes i denne bog:
Jeg har været over Atlanten mindst 20 Gange, 10 hver Vej, har gennemtrawlet Amerika fra Kyst til Kyst, fra Canada til Meksiko, engang i Bil med Elna Munch og engang med Toget, indbudt af en amerikansk Veninde. Foruden de talløse Rejser
rundt i Europa, dels for at se mig om, dels fordi jeg var paa Foredragsrejser i de fleste Lande, endog saa langt som i Italien og Rusland.7
Denne bog indeholder 34 artikler skrevet af Karin Michaëlis i perioden fra 1899 til 1948. De er primært hentet fra Politiken, som hun samarbejdede med i mere end tre årtier. En enkelt tekst bringes i oversættelse fra tysk, nemlig “Barbarerne” fra 1914, der handler om generationsforskellene i danskernes syn på Tyskland, og som hun skrev til den østrigske avis Die Zeit. Karin Michaëlis havde et journalistisk forfatterskab på flere sprog, hvis omfang endnu ikke er kortlagt, ligesom relationen mellem teksterne på de forskellige sprog heller ikke er fuldt ud afklaret. De tekster, som udkom på andre sprog end dansk, primært på tysk, var nogle gange eftertryk og oversættelser af tekster, hun først havde udgivet i Danmark. Andre gange skrev hun sine artikler til det udenlandske organ og lod dem herefter trykke på dansk. På side 288-293 i denne bog bringes en liste over hendes samlede bidrag til Politiken og dagbladet København, bidrag, som ikke kun handler om rejser, men hendes journalistiske produktion er noget større, fordi den er på flere sprog end dansk, ligesom hun også publicerede mere sporadisk i andre danske aviser, for eksempel Berlingske Tidende. At hun havde stor gennemslagskraft i udlandet som kronikør, giver den portrætartikel, som fotografen Georg Pe skrev i 1947 i anledning af hendes 75-årsfødselsdag, et godt indtryk af. Idet han opridsede hendes karriere i hovedtræk, fremhævede han, at navnlig hendes avisartikler havde haft en vidstrakt læserkreds:
I Tiden efter den første Verdenskrig var Karin Michaëlis et af de store Navne i Mellemeuropas Aviser. Naar hun dukkede op i Berlin og Wien samt i andre af Kontinentets store Byer, var hendes Hotel den første Uge belejret af Tegnere, Fotografer og Pressefolk. I Dagene derefter strømmede Storbyernes ulykkelige Skæbner til og blev hjulpet med baade Raad, Sympati og Penge; Fru Karins Hjerte er baade storsindet og medfølende.
[...] Naar hun skrev en Kronik, blev den trykt i Oplag, der naaede ud til 7 millioner Læsere, med det Result, at nye Skarer af undertrykte, ulykkelige og forurettede strømmede til. 8
Bogens første tekst er skrevet i Italien i forbindelse med hendes første store udenlandsrejse med Sophus Michaëlis i 1899. Dens sidste er ovennævnte “Livsaften og Livsglæde”, som ikke er en rejseberetning, men dog medtaget i denne samling, fordi den er den aldrende forfatters sørgmuntre tilbageblik på sit liv og forfatterskab. Humoren og selvironien fejlede ikke noget hos den dengang 76-årige Karin Michaëlis, som samme år havde været indlagt på sanatoriet Montebello efter et slagtilfælde. Det gjorde den menneskekærlighed, hun huskedes og stadig huskes for, heller ikke:
Jeg elsker Mennesker og har Venner over hele Kloden. En sær Dag skulde det være, hvor jeg ikke faar Brev fra en eller flere af de andre Verdensdele foruden de af de europæiske Lande, hvis Sprog jeg nogenlunde behersker. 9
Over grænser
Karin Michaëlis begyndte sin journalistiske karriere i højredagbladet Tidens Krav, som Sophus Michaëlis redigerede fra 1896 til 1898 sammen med bladmanden og politikeren Asger Karstensen. Det er endda muligt, at karrieren strækker sig endnu længere tilbage, idet hun ifølge Beverley Driver Eddy, forfatter til biografien Hjertets kalejdoskop (2013), også skrev artikler til Illustreret Tidende samt anmeldte bøger, kunstudstillinger, teaterforestillinger og koncerter til andre blade under ægtefællens navn i midten af 1890’erne. 10 Asger Karstensen mindedes i sit selvbiografiske skrift Et Liv i Politik fra 1940, at Karin Michaëlis fik den højeste betaling af alle medarbejdere på Tidens Krav, nemlig fem øre per linje. 11 Selv så hun ikke på sine bidrag til Tidens Krav med milde øjne. I et notat til sig selv skrev hun:
1898. Hvad jeg har arbejdet: Skrevet slette Artikler til Tidens Krav. Forsøgt at skrive til København paa Witzanskys Opfordring.12
Den omtalte Witzansky hed Harald til fornavn og var gift med Agnes Philipsen, hendes barndomsveninde fra Randers. Dagbladet København blev hendes tumleplads indtil 1912, hvor hun ved journalisten Loulou Lassens mellemkomst blev medarbejder ved Politiken. I alt blev det i perioden fra 1912 til 1948 til 137 kronikker til det kulturradikale dagblad, hvilket er et anseeligt antal. Og det i en periode, hvor kun få kvinder ytrede sig i pressen. Således skriver
Lone Rünitz i sin biografi om Ellen Hørup, Politikens første kvindelige udenrigskorrespondent, at en gennemgang af avisens kronikker fra året 1929 viser, at kun otte af bidragyderne var kvinder. 13 Ellen Hørup havde som Viggo Hørups datter en særstatus, som lettede hendes vej til avisens spalter, men det havde Karin Michaëlis som verdensberømt forfatter også.
I Politiken fremhævede man, at hun var blandt avisens stjerneskribenter. I anledning af dens 50-årsjubilæum den 1. oktober 1934 skrev kritikeren Christian Rimestad, som Karin Michaëlis havde kendt siden sin ungdom, en stor artikel over to opslag med titlen “De danske Forfattere i Politikens Spalter”. På første side ser man en sværm af mandlige kontrafejer og nederst i det ene hjørne et billede af Karin Michaëlis. Hun var, sammen med Amalie Skram og Thit Jensen, den eneste kvinde, som Christian Rimestad nævnte i sin artikel, hvis ærinde var at vise, at avisen siden sin grundlæggelse havde været hjemsted for førende danske forfattere. Han skrev: “Karin Michaëlis viste talrige Gange sit varme altid bevægede Hjertes Medfølelse for dem, der har det ondt, baade Mennesker og Dyr. Hun har ogsaa leveret fremragende Menneskeskildring, som i Nekrologen af Wassermann”.14 Som man kan se, tillagde Christian Rimestad hende typiske kvindelige kvaliteter, såsom evnen til at leve sig ind i og tage hensyn til andres smerte og lidelse. Det samme gjorde Olga Eggers i Kendte danske Kvinder 1934, som indeholdt korte portrætter af markante danske kvindeskikkelser:
Gennem alt, hvad hun skriver, tindrer hendes vidunderlige Medfølelse med alt levende. Et forhutlet og syndefuldt Subjekt, – et forsømt Barn, – en hjemløs, bidsk Køter, – hun forstaar altid, at der maa være Grunde, være Undskyldninger for alt.15
Nogle gange kunne hendes forsvar for de små og lidende dog også blive for meget for Politiken, og chefredaktør Valdemar Koppel afviste eksempelvis en kronik med henvisning til, at hun i sin medfølelse ignorerede større og væsentligere problemstillinger:
Kære Fru Michaëlis. De maa virkelig ikke tro, at jeg bærer noget som helst Nag til Dem, fordi De spurgte mig om, hvad det var for et Plaster, jeg havde i Nakken. Naar jeg ikke mener at kunne optage Deres Artikel, saa er det sandelig ikke af den Grund, men fordi denne Artikel for det første er meget lang, hvad man maaske kunne afhjælpe, og for det andet, efter min Mening, skævt anlagt. Undskyld, jeg siger det ligefrem. Jeg kan udmærket godt forstaa, at De gerne vil tage Dem af det lille Postbud, der er blevet afskediget, og hvis De kan gøre det paa en eller anden Maade uden at uddele uretfærdige Hug, saa kunne vi jo ogsaa tage en saadan Artikel. Men lad Postbudet være saa sympatisk, han være vil. Han har jo dog begaaet en grov Forseelse, og Postmesteren vilde med rette udsætte sig for den haardeste Bebrejdelse, hvis han havde tolereret sligt. Jeg synes, at De i Deres varmtfølende Artikel ganske glemmer Publikum, der har berettiget Krav paa med Tryghed at kunne betro Penge til Postvæsenet, og jeg synes Deres Angreb paa Postmesteren er ganske uretfærdigt. Man skal aldrig, for at afhjælpe én Uretfærdighed, begaa en anden, der er større.16
I dag er billedet af Karin Michaëlis et noget andet, idet man gerne fremhæver, at hun var fascinerende fræk og fandenivoldsk. Således er hun indlemmet i Sara Alforts bog Damer der
var for meget fra 2022. Også i hendes samtid var der mange, der syntes, at hun var for meget, og det var ikke – modsat i dag –ment som en ros. Men andre iagttagere opfattede hende ikke som en feministisk normbryder, men tværtimod som indbegrebet af kvindelige dyder. Johannes V. Jensen kaldte hende endda, idet han beklagede hendes barnløshed, for “Moder for en god del af Verden”. 17
I denne bog bruges betegnelsen “rejsejournalistik” som en løs samlebetegnelse for de tekster, hun skrev på sine rejser og sendte til aviser, men man kunne også tale om “rejsebreve”, som var det udtryk, hun selv eller avisredaktionerne lejlighedsvis anvendte. Andre mulige termer er “rejseartikler”, “rejsekorrespondancer” eller “rejsekronikker”.18 Som John Christian Jørgensen påpeger, blomstrede rejsebrevet i den danske presse i slutningen af det 19. og i første halvdel af det 20. århundrede: “De ekspanderende aviser havde brug for stoffet, og forfatterne havde brug for pengene. Og læserne, ja, det store flertal af dem havde aldrig været uden for landets grænser, så Spanien var langt væk, ja, selv Holland faldt ind under det eksotiske”.19 Nogle af periodens mest kendte forfattere af rejsebreve var Herman Bang, Sophus Claussen, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Et legat var ikke længere en forudsætning for en udenlandsrejse, forfatterne kunne i stedet selv skæppe sammen til deres udgifter ved at sende “billeder”, “indtryk”, “skitser” og “breve” hjem til bladene. 20
Karin og Sophus Michaëlis fik råd til deres lange italiensrejse, fordi de havde været involveret i den såkaldte Gentofteulykke i 1897 og fået en klækkelig skadeserstatning af jernbaneselskabet. Men nogle af udgifterne dækkede hun også selv ved at skrive rejsebreve til København. Da hun blev betalt per linje, gjorde hun teksterne ekstra lange, hvilket imidlertid resulterede i, at avisredaktionen forkortede dem med hård hånd. Man klippede simpelthen de midterste dele væk og gjorde dem dermed mere eller mindre uforståelige, fortæller hun i sin amerikanske selvbiografi. 21 Hvorvidt dette er sandt, kan man betvivle, da hendes italienske rejsebreve ikke virker usammenhængende. Måske ville hun blot
underholde læserne med en morsom historie. Karakteristisk for hendes selvfremstilling både i den amerikanske selvbiografi og i den danske ditto – som udkom i tre bind under titlen Vidunderlige Verden (1948-1950), og som delvis baserer sig på romancyklussen Træet paa godt og ondt (1924-1930) – er nemlig, at hun ofte betoner sine lidt komiske sider og ikke tager sig selv højtideligt. Da Sophus Michaëlis efter en affære forærede hende en forsoningsring med en “stormægtig gul Perle og en Brillant af samme Størrelse”, fandt hun, at det var lidt flovt at sætte den på sin “Klumpedumpe-Finger”.22 Selvhumoristiske bemærkninger som disse er blandt grundene til, at hun virker så menneskelig og imødekommende, når man læser hendes selvbiografier. Som en nær stjerne, en sjov og klog veninde.
Karin Michaëlis besøgte og skrev om mange steder, hvorfor det ikke har været muligt at medtage artikler fra og om dem alle. Således findes der for eksempel ingen tekster, der har England som omdrejningspunkt. I stedet er valget faldet på artikler fra de lande, der virkelig betød noget for hende som menneske og som forfatter og debattør. I denne forbindelse optræder der også kronikker fra Danmark, som hun gjorde til genstand for rejseberetninger på samme måde som mere eksotiske destinationer.
Ud af det samlede korpus af kronikker til Politiken er ikke alle artikler rejseberetninger, selvom en rejse til udlandet altid udgjorde en anledning for Karin Michaëlis til at skrive til avisen. Blandt kronikkerne findes der også boganmeldelser, socialpolitiske opråb, refleksioner over håndarbejdets betydning for kvinder og pengeforholdet mellem ægtefæller, for blot at nævne nogle få eksempler. Således er denne bog kommet i stand gennem to udvælgelsesprocesser: Først er hendes rejsejournalistik blevet uddraget af hendes journalistiske produktion på dansk, og bagefter er der foretaget en selektion af de rejsejournalistiske tekster, som er blevet ordnet efter deres destination og/eller tidspunktet for deres affattelse. Blandt undtagelserne fra dette ordningsprincip er kronikken “Paa Foredrags-Rejse”, der handler om nogle af de absurde situationer, hun kom ud for som omvandrende taler.