OPTAGELSE BEN LERNER
ROMAN GADS FORLAG
Af samme forfatter på dansk:
Farvel til Atocha 22:04
Topekaskolen
BEN LERNER
Optagelse
ROMAN
På dansk ved Martin Bastkjær
GADS FORLAG
Optagelse
er oversat fra amerikansk af Martin Bastkjær efter
Transcription
Copyright © 2026 by Ben Lerner
Dansk udgave © Gads Forlag 2026
Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Jon Gray
Bogen er sat med Stempel Garamond hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80436-9
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan
Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Citatet af Leopold Blaschka på side 175 er oversat til dansk af Martin Bastkjær.
Indhold
Hotel Providence
Jeg var ved at falde i søvn i toget. Jeg skulle interviewe Thomas, som lige var fyldt halvfems. Mit sæde vendte mod køreretningen, hvilket gjorde det besværligt for mig at læse hans seneste bog, som jeg sad med i hænderne. Jeg får kvalme, hvis jeg prøver at læse, mens jeg kører baglæns, eller, som min tiårige, Eva, sagde på et tog til Lublin sidste sommer, hvis jeg “vender mod fortiden”.
Jeg sad og kiggede ud ad vinduet gennem det svage genskin af mit ansigt, der var dækket af mundbindet.
Jeg tænkte, at hvis bare jeg fandt det rigtige spørgsmål at starte med, så ville resten af samtalen køre af sig selv. Min største bekymring var, at der gik noget galt, når jeg optog samtalen på min telefon, eller at det på en eller anden måde ville lykkes mig at slette filerne, når jeg skulle sende dem til magasinet.
Jeg så væk fra vinduet for at skrive en besked til Mia: “Hård morgen.”
“Vi fik hende derhen,” svarede hun med det samme, sikkert fra sin computer.
“Ja, men det holdt hårdt.”
“Men alligevel. Eckert ville sige, at vi skal opfatte det som en sejr.”
“Klart. Sig til, hvis de ringer fra skolen. De ringer altid til dig.”
“Yes, men jeg tvivler. Jeg tror altså, hun er ok. Og uanset hvad har hun snart fri.”
Jeg sendte en thumbs up. En mand med en gammeldags hat kom ind for at tjekke billetterne. Jeg forstørrede den lille QR-kode, og han scannede den. Så satte jeg høretelefonerne i for at lytte til en forelæsning om oversættelse, som Thomas havde holdt i Paris i 1973. Mens toget satte i gang, tog jeg et billede af vinduet, det postindustrielle landskab set gennem refleksionen af mit delvist tildækkede ansigt, og så kiggede jeg på billedet og slettede det, inden jeg lukkede øjnene og vendte mig mod fortiden. Min mentor holdt en pause for enoghalvtreds år siden og hældte vand i sit glas. Nogen blandt publikum hostede to gange.
Jeg var i Paris. (Jeg ved ikke, hvordan optagelsen ellers påvirkede drømmen). Jeg skulle hente Eva fra det, der åbenbart var hendes skole. Jeg stod foran et højt og ornamenteret smedejernshegn, mens jeg ventede på, at porten åbnede. Rundt omkring mig stod andre forældre og børnepassere, som hviskede til hinanden eller ind i deres telefoner. Jeg forstår ikke fransk, men de var tydeligvis urolige. Vinden
tiltog. Jeg hørte sirener i det fjerne. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingen advarsler.
Porten åbnede, men da jeg forsøgte at gå ind ad den, ivrig efter at finde min datter, blev jeg standset af en kvinde – mørkhåret, smuk, bekendt, med ansigtet dækket af et tørklæde – som lagde hånden på mit bryst og sagde: “Umuligt.” Så gik det op for mig, at det, jeg troede var en spredt gruppe af forældre eller børnepassere, i virkeligheden var en kø, som jeg var kommet til at springe over. Jeg sagde undskyld, tusind gange undskyld, og trådte til side; de velklædte mennesker strømmede forbi mig, mens de mumlede noget om, hvor ubehøvlet jeg var. Jeg prøvede at finde ud af, hvor køen sluttede, og fik et chok, da jeg så, hvor langt ned ad gaden den fortsatte.
Mens jeg gik imod køens retning, blev det mørkt. Det var, som om natten dryppede fra træerne. Vinden overdængede mig med blade, frøkapsler og affald. Der sad en slags grus – eller måske snarere sand – i mine tænder, og jeg spyttede flere gange; de andre forældre væmmedes ved mig, og med rette. Jeg havde ingen idé om, hvor lang tid der var gået, hvor længe jeg havde gået mod enden af den endeløse kø. Så lød der, fra tusind lommer, heriblandt min egen, en høj, skinger tone, og jeg begyndte at løbe. I mit desperate forsøg på at nå min datter spurtede jeg væk fra hende.
Gåturen fra Amtrak-stationen til Hotel Providence tog tretten minutter. Jeg havde fundet hotellet mere eller mindre tilfældigt på nettet; det var firestjernet og kostede to hundrede dollars per nat; magasinet betalte. Det var fire grader og delvist overskyet. Jeg fyldte femogfyrre, et par måneder før Thomas blev halvfems. Jeg havde stadig mine høretelefoner i, og jeg lyttede til rutevejledningen, selvom jeg kendte vejen. Klokken var ikke engang fire om eftermiddagen, og alligevel føltes det, som om mørket var ved at falde på, solen stod lavt på himlen.
Hotel Providence lå på Mathewson Street. Det lå over for en kirke, hvor jeg engang havde set et teaterstykke (kirkens fjerdesal fungerede som et slags “eksperimentalteater”), og ved siden af en slags klinik. Foran klinikken stod en lille gruppe mennesker og røg og diskuterede, måske i gang med en form for byttehandel. To personer – jeg bildte mig ind, at jeg kunne se to forskellige kroppe – lå og sov på fortovet under en sær konstruktion af tæpper og papkasser. På den anden side af gaden, lige ved indgangen til kirken, stod en fuld kvinde uden jakke på og råbte ad en mand, som skubbede hende blidt, men bestemt væk, hver gang hun prøvede at give ham en lussing. Hotellets facade var blevet renoveret for nylig, og
den skinnende rene overflade stod i skarp kontrast til den gamle kirke, klinikken og det rå gadeliv.
Indenfor virkede hotellet enormt. Jeg kunne høre noget, der lød som levende klavermusik, men kunne ikke få øje på et klaver. Et øjeblik overvejede jeg at tage mundbind på. Da jeg havde tjekket ind, fik jeg besked på at gå gennem loungen, forbi en række meget forskellige sofaer, forbi stole og stenvaser med falske blomster og derefter dreje til venstre og gå forbi skiltene til fitnesscentret, indtil jeg kom til elevatoren, som ville føre mig til mit værelse på fjerde sal. Værelset var stort, og det var møblerne også: en kingsizeseng, en sofa og et aflangt skrivebord. Der stod to forskellige flasker vand fra to forskellige mærker.
Jeg fandt min oplader i tasken og satte den til, tændte for fjernsynet og åbnede persiennerne, lyttede til nyhederne med et halvt øre, mens jeg sad på kanten af sengen og gloede ud ad vinduet på kirken overfor. Jeg prøvede at finde på et godt spørgsmål at åbne med, måske noget om at oversætte, men jeg blev forstyrret af tanken om, at en udgave af mig stadig sad og så teaterstykket, som nogle af mine venner havde opført.
Det gik op for mig, at nyhederne var skiftet fra Gaza til Paris: væggelus i Paris, en pludselig plage, måske overdrevet, men ikke desto mindre noget, der gik ud over turismen. Jeg rejste mig og fjernede
sengetæppet, undersøgte de hvide lagener for rødbrune blodspor, så løftede jeg madrassen og inspicerede undersiden. De spreder sig som regel gennem tøj og bagage, men sommetider også via bøger og drømme.
Eva måtte være hjemme fra skole nu, men inden jeg ringede til hende, måtte jeg ringe til Thomas og sige, at jeg var landet på hotellet, og at jeg ville være hos ham om en time. Mærkeligt nok havde jeg svært ved at tage mig sammen til at ringe; vi talte aldrig i telefon sammen. Vi mailede, og de få gange, jeg havde besøgt ham, havde vi aftalt det over mail. Hvorfor gjorde tanken om kort kontakt med hans løsrevne stemme mig mere nervøs end udsigten til mange timer i hans fysiske selskab? “Skriv det ned,” sagde Evas stemme i mit hoved. Min datter sagde tit, at jeg skulle skrive mine spørgsmål ned.
Jeg slukkede for lyden på fjernsynet og ringede til Thomas, mens jeg lænede mig akavet ind over bordet, så telefonen kunne blive ved med at lade op. Jeg sagde, at jeg var på hotellet og ville komme forbi snart, hvis det passede ham. Selvfølgelig, jeg vidste jo, at du ville komme, du kan bare gå ind; han skulle nok sørge for mad og drikke. Så gik jeg i bad og prøvede at formulere et spørgsmål, og da jeg kom ud igen, var det aften, gadelamperne gav kirkemuren et gulligt skær. Jeg tog det samme tøj på, som jeg havde
rejst i hele dagen. Jeg bundede en af vandflaskerne og forestillede mig, at det var det samme vand, som Thomas havde drukket halvtreds år tidligere i Paris.
Jeg fjernede min telefon fra opladeren og facetimede Mia, så jeg kunne sige hej til Eva.
Eva svarede selv. Mias telefonnummer var synkroniseret med den iPad, Eva brugte, når hun havde skærmtid. “Hej, far,” sagde hun afslappet.
“Hej, skat, hvad laver du?” sagde jeg lettet.
“Spiller Fruit Ninja,” sagde hun.
“Det er det, hvor man bare skærer frugt i stykker, ikke?”
“Jo. Mor er ved at lave aftensmad, og hun sagde, at jeg kunne spille, indtil hun er færdig.”
“Hvor er Luna?” Luna var den hund, vi havde adopteret, da pandemien brød ud.
Eva vendte kameraet på iPad’en, så jeg kunne se den hvide hund, der lå og sov i den blå lædersofa.
“Hej, Luna-tøsen, hvad laver du?” sagde jeg.
“Hun kan ikke høre stemmer eller genkende ting på skærmen,” sagde Eva.
“Hvorfor tror du egentlig, det er sådan?” spurgte jeg. Og da hun ikke svarede: “Hvordan gik det i skolen?”
“Fint,” sagde hun.
Jeg tvang mig selv til at tælle til ti for at se, om hun fik lyst til at uddybe, og så: “For mig er morgenerne
tit den sværeste del af dagen,” sagde jeg. “Jeg synes tit, dagen virker helt umulig at komme igennem om morgenen, men når jeg først er kommet i gang, plejer det at gå fint.”
“Mm,” sagde hun. Jeg var i tvivl om, hvorvidt hun hørte efter.
“Jeg er virkelig nervøs for det interview, jeg skal lave her om lidt,” sagde jeg og overdrev følelsen for at få angsten til at virke mere normal.
“Du skal nok klare den,” parodierede hun.
“Vil du se mit mærkelige hotelværelse?”
“Jeg skal lige klare den her bane.”
“Okay. Jeg facetimer dig senere for at sige godnat.”
“Lover du det?”
“Ja.”
“Okay, elsker dig, hej hej” – pling.
Jeg børstede tænder. Vasken skyllede ikke ordentligt ud. Jeg fjernede en stribe tandpasta fra den ene kind, og så rakte jeg ud efter telefonen, som jeg havde stillet i en lille metalbakke under spejlet. På en eller anden måde lykkedes det mig at vælte telefonen ned i vandet.
Den lå ikke længere tid under vand, end det tager at læse denne sætning. Jeg prøvede at tørre den med et
håndklæde, men der var revner i skærmen, og vandet var allerede trængt ind; jeg så, hvordan det spredte sig, som væsken i en coronatest. Skærmen reagerede ikke, da jeg rørte ved den, bortset fra en lille sløret plet der, hvor jeg trykkede. Skærmbilledet af Eva, Mia og Luna blev mere og mere abstrakt i kanterne.
Jeg styrtede ud fra badeværelset og gjorde noget forfærdeligt: Jeg satte den i opladeren, måske ud fra en barnlig idé om, at strømmen ville få den til at tørre hurtigere. En fejlmeddelelse – jeg kunne lige akkurat tyde en gul trekant i en grå ramme – dukkede op på skærmen, da jeg satte ledningen i, og så gik skærmen i sort. Jeg bar telefonen i min håndflade som et lille, såret dyr, gik ud på badeværelset og trak hårtørreren, der hang på væggen, ud af opladeren.
Efter et stykke tid forlod jeg badeværelset og satte mig på sengen med den glohede genstand, holdt sideknappen inde og bad til, at det lille æble ville lyse op på skærmen. Det mest alvorlige problem: Nu kunne jeg ikke længere optage min samtale med Thomas. Jeg havde ikke taget min bærbare med. Han var den eneste voksne, jeg kendte, der ikke havde en smartphone. Jeg kunne ikke forestille mig, at han ejede noget som helst andet, der kunne optage. Jeg kiggede på vækkeuret på natbordet: 17:27. Der måtte da være en Apple Store i Providence? Jeg havde ikke boet der, siden længe før iPhonen blev opfundet. Jeg havde
brug for min telefon for at finde ud af, hvordan jeg skulle erstatte den.
Jeg forlod værelset og trykkede på knappen til elevatoren. Så løb jeg ud ad døren med nødudgangsskiltet og stormede ned ad betontrappen i lysstofrørenes skær. Da jeg lettere svedig nåede ned i receptionen, spurgte jeg den unge kvinde – som ikke var den samme, jeg havde tjekket ind hos – om der var en Apple Store i byen. Selvfølgelig, sagde hun, nede i indkøbscenteret. Jeg spurgte, om hun på nogen måde kunne finde ud af, hvornår den lukkede, og hun kiggede forvirret på mig. Jeg viste hende min døde telefon og sagde, at den var faldet ned i håndvasken, men hun troede tydeligvis, at jeg havde tabt den i toilettet. Hun fandt sin egen telefon frem, en Android, for at google det; de havde åbent til klokken 20. Lettelsen bredte sig i min krop. Jeg spurgte hende, om jeg kunne ringe fra hotellets telefon – der stod en på skranken – og hun sagde bare tryk 9. Jeg løftede røret, der føltes ubehageligt varmt mod mit øre, og så gik det op for mig, at jeg ikke kunne Thomas’ nummer i hovedet.
Jeg lagde røret på og spurgte kvinden, om de havde en telefonbog, men hun sagde nej; jeg spurgte, om der var et businesscenter, hvor jeg kunne gå på nettet, men hun sagde nej; jeg spurgte, om jeg lige hurtigt kunne låne hendes computer for at slå et nummer
op, men hun sagde nej, hun kunne ikke gå på nettet fra sin arbejdsstation. Jeg spurgte, om jeg måtte låne hendes telefon, bare et kort øjeblik, for at finde det nummer, jeg skulle bruge, og hun så skræmt på mig, som om jeg havde spurgt, om jeg måtte prøve hendes briller. Please, sagde jeg.
Da jeg åbnede Google på hendes telefon, forestillede jeg mig, at jeg fortalte Thomas, at jeg havde taget en kviktest på hotellet for en sikkerheds skyld – og at den var positiv. Jeg søgte på hans fulde navn og adresse, som jeg heldigvis kendte, og tilføjede “telefonnummer”, men ingen af resultaterne – ejendomssider og lister med offentlige oplysninger – kunne bruges til noget. Jeg fandt nummeroplysningens hjemmeside, men den var bag betalingsmur.
Jeg skulle snart være hos Thomas; hvis jeg tog hen til butikken uden at ringe først, ville jeg blive så forsinket, at han ville blive bekymret, måske ligefrem bange. Men hvis jeg mødte op uden at kunne optage samtalen, hvad skulle min forklaring så være? Det virkede umuligt at sige, hvad der rent faktisk var sket. Når nu jeg var så bange for at kludre med teknikken, hvorfor havde jeg så ikke bare lånt noget at optage med af min kone, der var antropolog? For mit indre øre antydede en af mine digtervenner, der var ved at efteruddanne sig til psykoterapeut, at jeg ubevidst havde saboteret interviewet.