Om tennis

Om tennis.indd 2

28.09.2021 08.26

ANDERS HAAHR RASMUSSEN

OM TENNIS

Om tennis.indd 3

28.09.2021 08.26

Om tennis Af Anders Haahr Rasmussen Copyright © Anders Haahr Rasmussen og Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06643-9 Omslag: Bjørn Ortmann Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Danni Travn og Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Om tennis.indd 4

28.09.2021 08.26

Indhold Velkommen  7 Hvad tennis kan  9 Hvordan det hele begyndte  33 Hvor vi står nu  59 Hvad vi kan forvente  95 Afrunding  135 Litteratur  141

Om tennis.indd 5

28.09.2021 08.26

Om tennis.indd 6

28.09.2021 08.26

Velkommen

D

et her er min bog om tennis. Til dig. Den er mit forsøg på, så rent som muligt, at formidle min uendelige glæde ved den smukkeste sport, jeg kender til. Og jeg kender til tennis. Fra at have spillet det ude på vejen med min storebror, fra at have fulgt det i 1980’ernes fjernsyn, fra at have rejst kloden rundt som tennisreporter det seneste årti i hælene på Rafa og Serena og alle de andre stjernespillere. Jeg har skrevet hundredtusindvis af ord om det undervejs, og de er blevet trykt i stort set alle landets aviser, men især i Information, i Euroman og hos Zetland. Her i bogen har jeg taget det bedste, givet det ny form og føjet en masse til. 7

Om tennis.indd 7

28.09.2021 08.26

Hvad enten du er nysgerrig nybegynder eller mangeårig fan, er jeg overbevist om, at du vil få glæde af at læse dig med på min rejse. Her er både noget at smile af og græmmes ved. Noget at mindes og længes efter, juble og gruble over. Det handler om pointsystemer og flyvende forhåndsslag. Om at give en krammer til Fetterlein og om at spille fra stilheden med Federer. Opvarmningen er overstået, spillerne står klar, stilheden spreder sig på lægterne. Ready. Play.

Om tennis.indd 8

28.09.2021 08.26

Hvad tennis kan

J

eg kan ikke huske, hvordan jeg blev fan af tennis, men jeg kan huske, at jeg altid var fan af nogen. Det var min måde at interessere mig for sport – jeg holdt med nogen. Hver morgen læste jeg avisen bagfra, startende med sportssektionen, startende med resultaterne, tabellerne. I hver eneste større europæisk fodboldliga havde jeg et favorithold. Jeg holdt med Juventus i Italien, fordi Michael Laudrup spillede der, og jeg holdt med Barcelona i Spanien, for nu spillede han der. Jeg holdt med Liverpool, fordi de havde Mølby, og fordi de vandt. Det var vigtigt. Jeg holdt med Bayern München i Tyskland og med Bordeaux, som jeg aldrig havde set en kamp med, men de blev mestre 9

Om tennis.indd 9

28.09.2021 08.26

det år jeg fyldte otte, for næsen af Marseille, som jeg heller intet vidste om, men fremover håbede al verdens ulykke for. Jeg holdt med Brøndby herhjemme, GOG i håndbold og Herning i ishockey, BMS i basket uden at ane hvad initialerne stod for. Jeg var besat af at vinde, og sport handlede om at vinde. Alt handlede om at vinde: På bagsiden af Politiken var der en oversigt over temperaturer verden over, og det lykkedes mig på en eller anden måde at gøre det til en konkurrence om at være den varmeste by, som oftest blev afgjort mellem Eilat og Riyadh, og jeg holdt af uransagelige årsager med Eilat. Jeg anede ikke, hvor eller nærmest hvad Eilat var, ej heller Riyadh, men det var også ligegyldigt. Hver morgen inden jeg hældte sødmælk på mine Frosties, tjekkede jeg listen og bad til de højere magter om, at Eilat ville vinde. I tennis holdt jeg med Ivan Lendl. Han var nummer et i verden, og jeg synes han så sej ud. Barsk. Med sejt tøj på. Og så havde han, trods sin totale dominans, aldrig vundet Wimbledon. Det skulle vise sig, at min forkærlighed for en tilfældigt udvalgt favorit kun blev stærkere af modgang. Min første Brøndby-kamp var i Idrætsparken mod Club Brügge. Belgierne havde vundet den første kamp 1-0, men Torben Frank og 10

Om tennis.indd 10

28.09.2021 08.26

Turbo-Bent havde bragt Brøndby foran 2-0, så der var fest på lægterne af hvad der for mig var det smukkeste, største bygningsværk på kloden, alle jublede, indtil Kenneth Brylle reducerede ti minutter før tid, så Brügge gik videre på reglen om udebanemål. Den smerte. Jeg var solgt. Brøndby-fan for livet. Jeg så ikke Lendls nederlag til Boris Becker i finalen ved Wimbledon i 1986, men jeg husker betydningen af det. Denne fodnote til hans i øvrigt suveræne karriere. Alt blev nu sat ind på at vinde Wimbledon og fuldende samlingen af grand slam-titler. Vi tilbragte sommerferien i mine bedsteforældres sommerhus på Bornholm, og der var ikke fjernsyn, så jeg så heller ikke Lendls finale året efter mod Pat Cash. Jeg spillede min egen Wimbledon-finale i baghaven mod min mors gode ven, Mikael Axelsen, mens jeg kanaliserede alle mine håb og drømme mod det sydvestlige London. Dagen efter kom avisen, og jeg kan stadig huske formuleringen om, at han følte sig klædt af. Jeg kan huske beskrivelsen af, hvordan han var i problemer i sit allerførste serveparti, og jeg genlever stadig den dag i dag et lille traume ved billeder af Pat Cash med sit skakternede pandebånd. Lendl var et tilfældigt idol, men smerten var virke11

Om tennis.indd 11

28.09.2021 08.26

lig. Først da jeg blev teenager begyndte jeg at forholde mig til, hvordan spillerne slog til bolden, hvordan de brugte deres krop. Sjovt nok var den første spiller, jeg virkelig identificerede mig med, en kvinde. Eller rettere, hun var en pige. Martina Hingis var vel det, man ville kalde et vidunderbarn. Hun begyndte at spille tennis som 2-årig, deltog i sin første turnering som 4-årig, og da hun var tolv stillede hun op mod alle verdens bedste juniorspillere ved French Open. Hun var en splint. Det så helt skørt ud, sådan en 6.-klasseelev mod toptrimmede 17-18-årige. Og hun slog dem alle sammen. Den yngste vinder nogensinde. Første gang jeg så hende spille en hel kamp, var i januar 1996 ved Australian Open. Nu spillede hun i de voksnes rækker. Selv var hun 15 år. Jeg var seksten, jeg gik i 1. g. Martin Hingis var nået frem til kvart­ finalen. Hun mødte Amanda Coetzer fra Sydafrika, og jeg kan huske at jeg sad der foran fjernsynet og holdt med Hingis på en måde, som jeg aldrig havde holdt med nogen før. For jeg spillede selv tennis, og jeg var en lille lort, der altid var oppe mod nogle kæmpestore fyre, der servede helvedes hårdt. Der løb jeg rundt og prøvede at klare mig med min spinkle krop, og der løb Hingis rundt og mere end klarede sig med sin spinkle 12

Om tennis.indd 12

28.09.2021 08.26

krop, fordi hun var modig og klog og havde perfekt timing og det vildeste touch og en absurd mængde selvtillid, sådan at hun tilsyneladende var helt og aldeles ligeglad med, at hun var alt for lille til at være med. Jeg identificerede mig med Martina Hingis. Jeg følte mig fuldkommen repræsenteret af hende. Og godt nok tabte hun den kamp til Coetzer, men året efter vandt hun hele turneringen, ja, hun vandt sgu nærmest alt i 1997 og nogle år frem, hun fik revanche over Coetzer ti gange, hun slog alle de gamle, Monica Seles og Jana Novotná, Arantxa Sánchez og Conchita Martinez, og hver gang føltes det også som en sejr for mig. Jeg har ikke dvælet meget ved danske spillere indtil videre, og det er der nok to grunde til. For det første er professionel tennis på mange måder en transnational sport. Det viser sig ikke mindst på tilskuerpladserne og gør sig især gældende på højeste niveau. Når Roger Federer for eksempel spiller Wimbledon-finale mod Rafael Nadal, vil man ikke først og fremmest opleve det som et opgør mellem Schweiz og Spanien. I modsætning til en VM- eller Champions League-­ finale i fodbold, vil tilskuerne på Centre Court ikke være sektionsopdelt efter regionale tilhørsforhold. De store tennisstjerner, der rejser kloden rundt i op mod 13

Om tennis.indd 13

28.09.2021 08.26

elleve måneder om året, synes, lige som deres tilhængere, at færdes i en slags global sfære. Der kan selvfølgelig godt, når amerikanere spiller kampe ved US Open, være tale om et hjemmebanepublikum, men det er ikke givet og varer sjældent ved, hvis indsatsen på banen ikke står mål med forventningerne fra lægterne. Som oftest fordeler tennisfans deres sym- og antipatier baseret på spillernes personligheder og stilarter. For det andet er det begrænset, hvad der har været af dansk idolpotentiale. Tennis er en lille sport i Danmark. Jeg ved ikke hvorfor, men det er mit indtryk, at den bliver opfattet som en udendørssport, og så er det svært. Som barn i Frederiksværk spillede jeg tennis fra maj til august, indtil banerne lukkede i september, og badmintonsæsonen begyndte. Der var ingen tennishal i byen, og selv som voksen i København er det svært at holde spillet ved lige i de otte kolde, våde, mørke måneder. Min klub, Arbejdernes Tennisklub, har over tusind medlemmer og sølle to indendørs baner – som vi deler med en anden klub. Nej, tennis bliver i både kommunalbestyrelser og den brede offentlighed primært betragtet som en sommerferiefornøjelse. Det viser sig på flere måder. Hvis man for eksempel går ind i en Sportmasterbutik er udvalget af tennisbolde 14

Om tennis.indd 14

28.09.2021 08.26

elendigt, og prisen for et rør med bolde er fire gange så høj som i USA og dobbelt så høj som de fleste steder i Europa. Det viser sig også i statistikken over medlemstal. Godt nok er det gået fremad i de senere år – ikke mindst fordi tennis er som skabt til coronakrisen, udendørs og med stor afstand mellem udøverne – men tallet ligger i 2021 stadig kun på små 70.000, lidt flere end rideforbundet og sejlunionen, ikke i nærheden af hverken svømning, golf, håndbold eller badminton. Til sammenligning ligger tennis på andenpladsen i Frankrig kun overgået af fodbold. Alligevel sker det, at en dansk spiller bryder igennem på den internationale scene. I 1990’erne var der Kenneth Carlsen. En sympatisk, hårdtarbejdende spiller, der altid var med i de store turneringer og sjældent klarede sig igennem de indledende runder. Jeg kan huske at overnatte ude hos min gode ven Niels, der faldt i søvn, mens jeg holdt mig vågen gennem alle fem sæt af Carlsens andenrundekamp ved US Open mod Marcelo Rios, den chilenske verdensstjerne, top10 i verden, på vej mod førstepladsen, nede med 2-1 i sæt til danske Kenneth, det ville sgu alligevel være noget af en skalp, og det var også så tæt på, som det kunne blive, men Carlsen endte med at tabe i den af15

Om tennis.indd 15

28.09.2021 08.26

gørende tiebreak. Jeg husker det primært som en lang kamp. Jeg havde svært ved rigtig at blive begejstret for Carlsens spil, måske fordi det var så fjernt fra mit eget: de store sving, den slicede baghånd, evigt netsøgende. Så var jeg anderledes draget af Frederik Fetterlein. Jeg bildte mig ind, at hans spillestil var den professionelle version af mit eget, men det var ikke kun hans tennis, der fascinerede mig. Første gang jeg så Frederik Fetterlein var på en Q8-tankstation på Lolland. Det var vist i 1992 eller 1994, jeg har været 13-15 år gammel og var med familien på vej hjem i folkevognsrugbrødet fra bilferie i Holland eller Tyskland, den slags detaljer fortaber sig i tågerne. Oplevelsen af Frederik Fetterlein står til gengæld lysende klar. En rød Porsche drejede i høj fart ind fra hovedvejen, bremsede ved en stander og ud stod han: høj, slank, rank, med daggamle skægstubbe og det lækreste hår. Med sig havde han den smukkeste kvinde, man kunne forestille sig, bølgende lokker, lange ben, høje hæle og pels. Fetter­ lein tankede med et fraværende blik i øjnene, hun gik ind i butikken, tempoet var højt, de vekslede ikke et ord, og straks drønede de af sted igen. Fetterlein var videre. Jeg stod tilbage med åben mund og blottede 16

Om tennis.indd 16

28.09.2021 08.26

togskinner. Det var som at blive strejfet af en brise fra et højere luftlag. Anden gang jeg så Frederik Fetterlein var i Brøndby Hallen. Det var stensikkert søndag den 5. februar 1995, da det danske tennislandshold spillede Davis Cup-dyst mod Sverige. To dage forinden havde Fetterlein sensationelt slået selveste Stefan Edberg, og nu, i den afgørende kamp, foran 4.000 tilskuere, servebombede han sig frem til en femsætsafgørelse mod endnu en svensk favorit. Det var en fryd at se Fetterlein spille, så ivrig, så ilter, med den sikre baghånd og forhåndens korte aftræk, smældet i underarmen, følingen i håndleddet. Lige lidt hjalp det. Han tabte, men overvandt enhver tvivler. Her var Danmarks mest talentfulde tennisspiller i nyere tid. For nogle år siden udkom hans selvbiografi, F ­ etterlein – forført af livet. Her havde jeg gået i årevis og ventet på, at Martina Hingis eller Ivan Lendl ville udgive en bog, forgæves. Jeg havde læst Ilie Nastases og Patrick Rafters, Pete Sampras’ og Agassis, Gordon Forbes’ A Handful of Summers og Boris Beckers The Player. Hver gang havde jeg lært noget nyt, om mig selv, om tennis, nogle gange om livet. Det skulle jeg også komme til med Fetterleins bog, men ikke helt som jeg havde forventet. 17

Om tennis.indd 17

28.09.2021 08.26