Om cykling

Om cykling.indd 2

28.09.2021 08.24

TONNY VORM

OM CYKLING

Om cykling.indd 3

28.09.2021 08.24

Om cykling Af Tonny Vorm Copyright © Tonny Vorm og Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06641-5 Omslag: Bjørn Ortmann Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Om cykling.indd 4

28.09.2021 08.24

Indhold Velkommen 7 Hvad cykling kan 9 Hvordan det hele begyndte 31 Hvor vi står nu 83 Hvad vi kan forvente 111 Afrunding 125 Litteratur 133

Om cykling.indd 5

28.09.2021 08.24

Om cykling.indd 6

28.09.2021 08.24

Velkommen

C

ykelsporten er propfyldt med gode historier, og med denne bog håber jeg at have fundet nogle af de bedste og mest væsentlige. Jeg håber også, at min kærlighed til sporten og kulturen omkring landevejsløb skinner igennem.

Cykelsport en forbløffende enkelt idrætsgren, der egentlig ikke har ændret sig meget de seneste 100 år.

En rytter skal ad en given rute nå i mål så hurtigt som muligt, og selv om han eller hun gerne vil præstere noget individuelt, køres der som oftest på et hold. I hvert fald i landevejsløb, som jeg har vægtet tungest her i bogen. Jeg holder meget af at se, hvor elegant og kraftfuldt rytterne udfolder sig på velodromen, og det 7

Om cykling.indd 7

28.09.2021 08.24

har altid fascineret mig, hvordan der har været nørdet om både træning og udstyr inden store timerekordforsøg på de legendariske baner i Milano og Mexico.

Men det er på landevejen, at cykelsporten i mine øjne er virkelig interessant og forstørres til en fortælling, der afspejler samfundet og belyser politiske, sociale og kulturelle spændinger og idealer. Den slags interesserer mig, og sådan har jeg lagt mit snit her og til dels også tonen.

Mange stræber for tiden efter poesien i landevejsløb og romantiserer gerne smerten i de høje bjerge og den ensomme rytters sjæl, men jeg har aldrig betragtet rytterne som genopstandne kristusfigurer, helte eller krigere. Jeg ser Anquetil, Alaphillipe og Asgreen som seriøse sportsudøvere, hvis metier og bedrifter jeg lader mig inspirere af og gerne vil forstå. ”Det behøver ikke være så kompliceret,” som jeg citerer den tidligere rytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm for at sige senere i denne tekst.

Jeg er helt enig, og af den grund tager min historie om cykelsporten i høj grad afsæt i konkrete episoder og anekdoter.

Også det håber jeg giver mening.

God fornøjelse.

Om cykling.indd 8

28.09.2021 08.24

Hvad cykling kan

D

et var egentlig en aprilsnar, men det fattede ikke engang borgmesteren. Brostenene på det berygtede Koppenberg skulle asfalteres, skrev Het Nieuwsblad 1. april 1997, og den belgiske avis opfordrede folk til protest. Godt nok var den stejle og smalle stigning blevet pillet ud af Flandern Rundt 10 år tidligere, efter at Jesper Skibby var blevet kørt ned af en af arrangørernes egne biler, men alle var tilsyneladende enige om, at Koppenberg var et stykke kulturhistorie, der for alt i verden ikke måtte sværtes til.

Avisen blev bombarderet med vrede læserbreve, og mere end tusinde mennesker troppede op foran deres kontorer for at protestere, deriblandt borgmesteren for 9

Om cykling.indd 9

28.09.2021 08.24

byen Melden, som Koppenberg hører til. Uden at vide at de var genstand for en joke, startede de en indsamling, der ikke blot resulterede i, at Koppenberg blev belagt med nye brosten importeret fra Polen, men også i at stigningen i dag atter er et fast element i Flandern Rundt.

Cykelsporten myldrer med røverhistorier og anekdoter, men den her holder jeg særligt af. Ruten på et landevejsløb justeres indimellem, og næsten hver gang lyder der kritiske røster fra dedikerede fans, der groft sagt helst ser løbene afviklet som dengang sportens seje legender kørte i uldtrøjer og lappede deres dæk selv. Men som eksemplet med Koppenberg understreger, er følelserne ekstra stærke her på egnen – Belgien og Nordfrankrig – hvor sportens rødder stikker dybt og romantiseringen af cyklingens myter, legender, traditioner og historie er mere markant end i de fleste andre lande. ”Når du kommer til Flandern, træder du ind i en anden verden, en verden hvor folk er ekstremt passionerede omkring cykelløb,” som den tredobbelte Flandern Rundt-vinder Fabian Cancellara har udtrykt det.

10

Om cykling.indd 10

28.09.2021 08.24

Jeg forelskede mig i cykelsporten 5. juli 1983. Dagen inden havde Kim Andersen som den første dansker kørt sig i Tour de Frances gule førertrøje ved at erobre en andenplads på tredje etape fra Valenciennes til Roubaix. Jeg var 15 år gammel og på sommerferie i Rørvig med min farmor. Løbet fulgte jeg i avisen. Min farmor læste B.T., som jeg hentede hver dag i den lille kiosk i Rørvig Centret. Over formiddagskaffen på terrassen slugte jeg sportssiderne, mens hun læste resten af avisen. Sådan husker jeg det. Det var længe inden TV 2’s faste transmissioner fra det franske etapeløb.

Kim Andersens bedrifter greb mig hårdt og anderledes. Når jeg som dreng så Allan Simonsen, ville jeg være ham eller i hvert fald spille i FC Barcelona en dag, og som teenager dyrkede jeg atletik for at komme på landsholdet. Det var målet. Jeg spejlede mig i idolerne og vidste, at opmærksomheden en dag ville ramme mig, hvis blot jeg passede min træning. En snert af det har jeg nok aldrig sluppet. Jeg kan stadig ikke se en boksekamp uden at vugge i overkroppen og levere et imaginært nyrestød.

Sådan var det ikke med Kim Andersen og cykelsporten. Det nærmeste jeg kan sammenligne min fascination af landevejsløb med, er mit forhold til mu11

Om cykling.indd 11

28.09.2021 08.24

sik. Intet kan inspirere mig mere end den rette melodi.

Jeg hører jazz, når jeg skriver, Suede mens jeg stryger skjorte, og The Stone Roses eller The Police i bilen med mine børn. Jeg elsker musik. Men jeg har aldrig villet være hverken Sting eller John Coltrane, og jeg har heller aldrig fantaseret om at køre i den gule trøje eller vinde Paris-Roubaix.

Fra starten betragtede jeg cykelsporten, og det gør jeg stadig. Jeg er en outsider, der følger med uden det slør af nagende spørgsmål, der melder sig og fjerner fokus, når jeg ser fodbold, atletik eller boksning. Hvor god kunne jeg selv være blevet? Hvorfor holdt jeg op?

Skulle jeg have trænet hårdere?

Flere år efter Kim Andersen kørte i gult, mødte jeg Brian Holm. Det hører med til historien. Brian og jeg voksede begge op på Amager, men jeg lærte ham først rigtigt at kende i efteråret 2010, da jeg interviewede ham på BogForum om Den sidste kilometer, hans erindringer om det kræftforløb, han overlevede.

Et par dage efter løb vi en tur sammen om Damhussøen, og det har vi groft sagt gjort lige siden. En løbetur et par gange om ugen. Over de følgende år lukkede Brian mig helt ind i cykelsporten. Jeg fik lov at sidde 12

Om cykling.indd 12

28.09.2021 08.24

med i servicebilen i blandt andet Giro d’Italia, Tour of California, Danmark Rundt og Paris-Tours. Han har været sportsdirektør for tyske T-Mobile, amerikanske HTC-Highroad og belgiske Quick-Step, hvor han stadig arbejder i dag. Storhold fyldt med verdensstjerner som jeg via ham kom tæt på.

Jeg skriver om det, jeg oplever, så selvfølgelig begyndte jeg at skrive om cykelsport – bøger, interview og reportager – og en forårsdag i 2011 stod jeg netop i Roubaix, hvor Kim Andersen kørte sig i gult i 1983.

Jeg var taget til Frankrig for at portrættere Brian Nygaard, der var chef for det nyetablerede cykelhold Leopard-Trek, hvor Kim Andersen var sportsdirektør, og Fabian Cancellera i øvrigt stjernen.

Paris-Roubaix er et af verdens ældste cykelløb og et af de allerhårdeste. Et Monument, som man kalder de mest prestigiøse endagsklassikere. Dem er der fem af: Milan-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt for at tage dem i cykelkalenderens rækkefølge.

Paris-Roubaix blev kørt første gang i 1896 og har som Bradley Wiggins skriver i sin bog Icons ”ikke ændret sig fundamentalt siden. Det har ikke været nødvendigt, fordi det er perfekt”. Ruten går ad smalle 13

Om cykling.indd 13

28.09.2021 08.24

og ujævne brostensbelagte pavéer, der koster styrt og punkteringer, inden rytterne ofte med mudder og altid med smerte i ansigtet når målet på velodromen i Roubaix. ”Mit første indtryk var, hvor skørt det hele så ud,” skriver Wiggins om sit møde med Paris-Roubaix i 1993. ”Der var huller i vejen, mudder og støv overalt, og så de her brosten. Rytterne væltede og styrtede, løb med deres cykler eller bar på dem. Der var støj og kroppe overalt. Jeg kan bedst beskrive det som organiseret anarki.”

Hårdheden afspejler sig i et par af løbets kælenavne, deriblandt L’Enfer du Nord, Helvede i nord, der har afsæt i en avisartikel fra 1919, da arrangørerne, avisen L’Auto, sendte journalisten Victor Breyer afsted for at inspicere egnen og vurdere, om der atter kunne arrangeres cykelløb på ruten efter Første Verdenskrig. L’Auto, der i dag hedder L’Équipe, stod bag Paris-Roubaix såvel som Tour de France. ”Vi kommer til slagmarkerne. Ikke et træ er der.

Alt er jævnet med jorden. Hver eneste kvadratmeter er blevet smadret. Der er granatkratere overalt. Det eneste, der stikker op af den flænsede jord, er korsene med blå, hvide og røde bånd. Det er helvede!” skrev Breyer.

14

Om cykling.indd 14

28.09.2021 08.24

Herhjemme kalder vi indimellem løbet En forårsdag i helvede, der også er titlen på Jørgen Leths film fra 1976. Heri følges rytterne fra morgenmaden og hen­ over løbets brosten til eftermiddagens brusebad i de legendariske betonkabiner under cykelbanen. I filmens introscene er en mekaniker i færd med at ordne en racercykel. Der er ingen kommentatorlyd, kun kædens snurren kan høres, gearskiftets klikken og pedalerne, der køres rundt, mens det smukke Campagnolo-sæt rengøres med en lille børste af den koncentrerede mekaniker. Efter et minut toner musikken frem båret af en sjælfuld cello. Det er nærmest hypnotisk. Mekanikerens grønne trøje røber, at han er fra Sanson-holdet.

Senere erfarer vi, at det er Francesco Mosers cykel.

Starten på Paris-Roubaix i 2011 gik som sædvanligt fra Compiégne 85 kilometer nordøst for Paris. Fra morgenstunden havde fans og journalister først ventet og siden kredset om de kulørte holdbusser, der parkerede langs avenuen nær starten. Herfra trillede rytterne på cykel i pendulfart til podiet midt på byens lille slotsplads for at indskrive sig foran et hav af forventningsfulde mennesker. Undervejs blev der hilst på familie og venner, måske udvekslet et nik eller et par 15

Om cykling.indd 15

28.09.2021 08.24

hurtige ord med en journalist. Formiddagens spændte og småkaotiske stemning forstærkedes af den skingre speakerstemme i de opstillede højtalere.

Da rytterne havde indskrevet sig, fik Brian Nygaard og jeg os en kop kaffe ved en nærliggende fortovscafé.

Der lå sportsaviser, mobiltelefoner og notesblokke på bordet. Året forinden var Nygaard pressechef for det nystartede Team Sky, og flere pressefolk sad med ved bordet. Som jeg husker det, talte vi netop om Team Sky. Det britiske hold, der i dag hedder Ineos, var fra starten ekstremt ambitiøst, teknologisk minded og ja, anderledes. Efter sigende var rytterne blevet udstyret med en flaske håndsprit og havde fået forbud mod at trykke folk i hånden under de større etapeløb for at minimere risikoen for smitte og sygdom. Og det var længe inden coronapandemien. Desuden blev holdbussen ofte afskærmet med en form for plexiglas, så rytterne kunne varme op isoleret fra både fans og medier. Også det var nyt. Ved store løb brugte de andre hold indimellem afspærringsbånd eller noget i den stil.

Det gør de stadig. Men Team Skys forsøg på at isolere deres ryttere fra omverdenen blev mange steder mødt med stor skepsis, og set som et brud på en vigtig del 16

Om cykling.indd 16

28.09.2021 08.24

af cykelsportens stolte traditioner. Tiltag af den slags var ikke blot et signal om distance, men et reelt skel mellem sportens udøvere og tilskuere.

Flere af de danske ryttere, der startede som professionelle i Belgien i 1980’erne, har fortalt, hvordan der blev klædt om i garager og hjem hos lokale ledere og cykelfans inden de belgiske Kermesse-løb. Ved disse små byløb satte fans en finger under øjnene på en rytter for at se, om han var frisk, eller klemte ham i siden for at tjekke fedtprocenten, inden der blev spillet på en vinder hos den lokale bookmaker.

Den slags går naturligvis ikke på et topprofessionelt hold i dag, men ved de fleste store enkeltdagsløb er det eksempelvis stadig muligt at udveksle et par ord ved rytterbussen med en dansk rytter, hvis han hører, du taler dansk. Jeg gør det næsten hvert år ved Milano-­ Sanremo. Hilser på Matti Breschel eller Christopher Juul-Jensen.

For at undgå for mange stop og skulderklap undervejs kan de helt store stjerner godt finde på at køre fra bussen og til starten med deres hold omkring sig, men den eneste jeg har oplevet med en decideret body­guard ved sin side, var Peter Sagan de år, han kørte Milano-Sanremo i den regnbuefarvede verdensmestertrøje.

17

Om cykling.indd 17

28.09.2021 08.24