EN BIOGRAFI
JES FABRICIUS MØLLER
JES FABRICIUS MØLLER GRUNDTVIG
EN BIOGRAFI
Bogen er udgivet med støtte fra
Jeg vil skrive
Standsmæssighed
Udby have
Student i København
Grundtvigs biograf
Romantik
For Asernes Alter
Paa Randen af det bundløse Svælg
En praktisk anlagt profet
Kaldet til historien
Med kærlighed døden
Hvad er en kirke?
Katolsk i hovedet
A disgrace to England
Politiske betragtninger
Grundtvigs grød
Et guddommeligt eksperiment
Menneske først
Skolen for livet
I mands minde
Vartov
Bragesnak
Ved min egen grav
Lise
Marie Asta
Det største træ i skoven
Den Gamle
Eftermælet
Fortolkninger
Noter
Forkortelser
Illustrationer
Grundtvigs liv i årstal
Udvalgt litteratur
Person- og stedregister
JEG VIL SKRIVE
Grundtvig skal synges. Han bliver aldrig mere ligefrem og mundret end i sin poesi, og ingen ramme til at tilegne sig hans ord er bedre end den danske folkekirkes højmesse. Her rejser hans salmer sig som et monument. Ingen jul, ingen påske og slet ingen pinse kan i dag meningsfuldt fejres, uden at der synges mindst en salme af Grundtvig. Også næsten hver eneste af de små søndage i kirkeåret har han sat på bedre vers end de fleste. Havde vi blot salmedigterne Kingo, Brorson og Ingemann, var vi stadig rige. Nu må de finde sig i at blive målt med den målestok, der er Grundtvig.
Når gudstjenesten er det bedst egnede rum til at formidle forståelsen af Grundtvig, skyldes det også, at kristendom for ham ikke var en lære. Kristendom er det, der finder sted i den menighed, som Jesus i sin tid indstiftede, og som samles hver søndag, ikke mindst ved barnedåb og nadver, ”ved Badet og Bordet”.1 Kristendom bygger ikke på en udlægning af skriften eller på kirken som institution. Kristendom er ikke noget, som den enkelte skal præstere, men noget, som man allerede er iblandt.
Grundtvigs forståelse af kristendommen rummer naturligvis i sig selv mængder af uklarheder, og for en udenforstående nutid må både gudstjeneste og Grundtvigs ord forekomme fremmedartede. Ja, selv for en, der er vokset op med Grundtvigs salmer og sange, går i kirke og har studeret Grundtvig i nu snart
en menneskealder, er han stadig noget af en gåde. Så man kan sige det på en anden måde. Det er i kirken søndag formiddag, at forståelsen begynder i glimt – som strejf af den opadgående sol gennem korrundingens vinduer. Og så skal man naturligvis tilføje, at Grundtvigs syn på kristendommen ganske vist er det centrale, men at det langtfra udtømmer, hvad han mente om verden og livet.
Nu er det faktisk slet ikke budskabet, der i udgangspunktet er ærindet med bogen. Den går – med en slidt sportsmetafor –faktisk mere efter manden end efter bolden. Efter at jeg i mange år har beskæftiget mig med den grundtvigske receptionshistorie, er jeg i stigende grad blevet interesseret i ham selv – personen og mennesket N.F.S. Grundtvig. Min vej er gået fra det abstrakte til det konkrete. Hvor boede han? Hvad levede han af? Hvem brød han sig om, og hvem ikke? Hvad ville han? Det sidste spørgsmål er overraskende let at svare på – og så dog overhovedet ikke.
Fra han som ung student fattede pennen, skrev Grundtvig konstant i 70 år, og det var det, han ville. Ambitionen betroede han papiret som 20-årig i 1804:
Hvad enten Jeg en fattig Lus
– Som nu – skal vorde, eller
Jeg som en stenrig Matador
Skal le ad hele Verden
Om Livets Slagmark nok saa tit
Vil vexle sine Farver
Saa veed Jeg dog een Ting Jeg vil
For stedse: Jeg vil – skrive2
Grundtvigs efterladte håndskrifter befinder sig på Det Kgl. Bibliotek og udgør det største privatarkiv efter nogen dansk forfatter. Tilgangen til det besværes af, at han havde en forfærdelig klo. Salonværtinden Kamma Rahbek drillede ham med hans ”armenianske eller persepolitanske Skrift”, der var så umulig at læse.3
Heldigvis er mange breve til og fra Grundtvig transskriberet og publiceret, og bogen bygger i overvejende grad på dette materiale. Der er skrevet mange biografier om Grundtvig, men denne er den første i over 100 år, som bygger konsekvent på primært kildemateriale og historisk kildekritik. Det betyder også, at jeg hen ad vejen – implicit eller eksplicit – må aflive nogle af de historier om Grundtvig, som er bedre, end de er sande. Grundtvig er også svær at læse på tryk. Det hjælper heller ikke på forståelsen, at han sjældent ødslede med punktummerne. Det skyldtes ikke ubehjælpsomhed. Når han satte pen til papir, beherskede han enevældigt og suverænt sine virkemidler. Og et af hans yndlingsemner var altså ham selv. Der er en intim, men asymmetrisk forbindelse mellem liv og skrift, for skriften afspejler ikke livet i forholdet 1:1. Samtidig var skriften hans liv. At skrive var, hvad han ville, og hvad han gjorde til gavns. Fra han i 1804 første gang i sin dagbog nedfældede et tilbageblik over sit liv, til han få år før sin død i kirkehistoriske forelæsninger gjorde det samme, var hans egen selvbiografi et centralt redskab i den skriftlige produktion. Det er udtalt i det store digt Nyaars-Morgen fra 1824, hvor hans eget godt 40-årige liv kædedes sammen med mytologiske og kristelige motiver.
Selv formulerede han forbindelsen mellem liv og skrift på sin egen kringlede måde, da han i 1833 skulle forklare, hvorfor han en snes år tidligere havde taget fejl i en stor verdenshistorie. Nu skulle den ifølge den nu klogere Grundtvig slet ikke læses som en gengivelse af verdens historie, men som et udslag af hans eget liv, af hans egen ”Levnets-Beskrivelse, da min Skrift bestandig har været et vel maadelig corrigeret men derfor just des troere Aftryk af mit Liv”.4
Problemet med en skriftlig instrumentalisering af liv er, at kravet om retvisende gengivelse af de faktiske forhold underordnes ønsket om at forstå sig selv. Dermed var og er Grundtvig i historisk forstand en upålidelig fortæller. Det er påfaldende, som litteraten Emil Frederiksen har formuleret det, ”hvor vanskeligt
det var for Grundtvig at lade være med at digte”.5 Meget af det, som vi mener at vide om personen Grundtvig, har vi fra forfatteren Grundtvig, der ganske uskrømtet kunne finde på at gøre sig selv til hovedperson på en måde, der passede til budskabet snarere end den biografiske virkelighed. Hans digtning er derfor ikke så meget kilde til hans liv, som hans liv var kilde til hans digtning.
Grundtvig ville være forfatter. Han læste og skrev i ”det glade Haab at vorde berømt Skribent”.6 Hans drøm gik i opfyldelse.
Forfatterskabet indledtes beskedent i januar 1804 med et læserbrev om det forsømte skolevæsen i Eskilstrup på Falster. Få år senere var han et litterært navn, der solgte ganske pænt. Nogle af hans kendteste ungdomsværker var skandalesucceser, altså udgivelser, der mest af alt fandt afsætning, fordi de vakte kritik og forargelse, men senere blev han mere almindelig anerkendt som digter og forfatter. Han blev en, man lyttede til. Ikke fordi man skulle give ham ret, men fordi han var blevet umulig at sidde overhørig.
Også forfatterskabet er Danmarks største målt i omfang. Fra januar 1804, til pennen nærmest bogstaveligt faldt ham ud af hånden i september 1872, publicerede han i gennemsnit mere end en trykside om dagen hver dag året rundt. Det er så, hvad det er. Det afgørende må være, hvad han skrev. Så er vi tilbage ved det gådefulde.
Det er kun tøvende, at det kan kaldes et forfatterskab, for det savner det enhedspræg, som en sådan betegnelse indebærer. En meget stor del af det er små lejlighedsskrifter – pamfletter, foredrag, taler, prædikener, hyldestdigte og politiske kommentarer – der er tøjret til situationens eller øjeblikkets pæl. De større værker er enten teologiske, historiske, poetiske, mytologiske eller blandinger. At genrebestemme dem har vist sig vanskeligt. Skal man trække en rød tråd gennem forfatterskabet, kan man sige, at han langsomt udviklede, hvad kristendom, historie, poesi og mytologi har med hinanden at gøre. Alene et lille udsnit af forfat-
terskabet havde været nok til at indrømme ham en plads i litteraturhistorien, men han hører ikke til de unge døde, der byder sig til for enhver fortolkning, der fremskriver det ulevede liv. Der er for enhver biograf et langt og besværligt stykke vej fra Grundtvig anno 1804 til Grundtvig anno 1872.
Det afgør ikke mellemværendet mellem liv og skrift at komme anstigende med hele det kildekritiske dissektionsbestik og skære det litterære korpus fra hinanden. Man må gå mindre brutalt til værks. Grundtvig skal som alle andre forfattere læses varsomt og med omhu. Det var jo som sagt hans livsgerning at skrive. Det var hele hans id – for nu at tale grundtvigsk om Grundtvig.7 Men det er også en klassisk pointe at skelne mellem liv og skrift for så meget desto klarere at forstå både skrift og liv.
Så bogen er ikke en universalnøgle til forfatterskabet. De fleste bøger om Grundtvig er under indtryk af hans forfatterskabs kolossale omfang meget tykke. Jeg har bestræbt mig på at fatte mig i korthed og har koncentreret mig om Grundtvigs liv mere end forfatterskabet, der stadig må stå i sin majestætiske monumentalitet og samtidig i sin middelbare tilgængelighed, fordi det ganske vist står enhver frit for at læse, hvad der står. Det kræver imidlertid en forforståelse. For så vidt Grundtvigs liv må forstås som en forudsætning for, hvad han skrev, forsøger bogen at bidrage til forståelse af netop det.
STANDSMÆSSIGHED
Hans velærværdighed Johan Ottosen Grundtvig, sognepræst til Udby og Ørslev i Baarse Herred, Præstø Amt, anførte i efteråret 1783 oplysningerne om sin yngste søns fødsel og dåb i Udby præstekalds kirkebog. Det var et af hans embedes mange pligter at registrere alle fødsler og dåb i sognet. Loven påbød alle nybagte forældre at lade deres børn døbe inden otte dage efter fødslen.8
Grundtvig var den yngste af i alt syv søskende. Hans ældste bror, Jacob, født 1771, døde kun 3 år gammel, mens faderen stadig var præst i Odden Kirke. Her kom også yderligere to brødre til, Otto og Jakob Ulrik. I 1776 blev Johan Grundtvig kaldet til Udby og Ørslev. Året efter kom Niels Christian til. I 1778 fik de en lillesøster, der blev opkaldt efter sin mormor, Ulrikke Eleonore. Hun døde fire dage gammel. I maj måned 1782 fødtes endnu en datter, der fik det samme navn som sin afdøde storesøster.
Året efter kom den yngste af i alt fem endnu levende søskende til verden. Pastor Grundtvig skrev i kirkebogen, at mandag den 8. september klokken tre om eftermiddagen ”blev min kjære Hustru Catharine Maria Bang lyckelig forløst med en Søn, som den 10de derefter blev af mig hjemmedøbt og kaldt Nicolaj Frideric Severin”.
Man skal ikke lægge alt for meget i den franskklingende stavemåde, da det endnu var normen ikke at have en afgjort måde at skrive navne på, men han, hvis kaldenavn blev Frederik, er altså
officielt døbt Frideric. Ved hjemmedåben havde jordemoderen, madam Carstensen, båret. Onsdag den 8. oktober blev Frideric fremstillet i Udby Kirke, og ved den lejlighed forbrød hans far sig mod en officiel bestemmelse, nemlig at der ikke måtte være flere end fem faddere.9 Han blev båret af fru kammerherreinde von Raben til Beldringe, mens frøken Halmann fra Rønnebæksholm ”stod hos”, som det hed.10 De øvrige faddere var hr. kammerherre von Raben til Beldringe og Lekkende, der også ejede kirken11, hr. kammerherre og konferensråd von Beringskjold til Rønnebæksholm samt hele fire af barnefaderens kollegaer, ”deres Velærværdigheder Hr. Westergaard i Sværdborg, Hr. Reenberg i Præstøe, Hr. Smith i Mern og Hr. Homan til Hammer og Lundby. Hr. Provst Ditzel forrettede den hellige Act”.12 Hvis Johan Grundtvig nogensinde risikerede at blive stillet til ansvar for sit brud på bestemmelserne om det maksimale antal faddere, havde han i givet fald ret indflydelsesrige medskyldige.
Valget af faddere udtrykker en markant standsbevidsthed. Selv tilhørte pastor Grundtvig lærerstanden. Ordet lærer betød ganske enkelt præst. De, der underviste i almueskolen, hed skolelærere og tilhørte også – for det meste – lærerstanden. Men langt størsteparten af sognets beboere tilhørte bondestanden. Det var ikke alene alle fæstebønderne og deres familier, men også udøverne af de erhverv, som det var tilladt at drive uden for købstæderne, typisk møllerne og smedene. De bondefødte fylder af samme årsag godt op i Johan Grundtvigs kirkebog. De hed Niels Hansen og Karen Pedersdatter, for Niels’ far hed Hans, og Karens far hed Peder, og sådan brugte man det i bondestanden. De højere stænder bar derimod familienavne. Det gjaldt de fineste af fadderne, godsejerne Raben og von Beringskjold. Raben var tillige adelig, hvad Beringskjold blev senere samme år. Dåbsbarnets mor er også anført med sit familienavn, Bang. Barnets far hed Ottosen Grundtvig efter sin far Otto Grundtvig og lod denne skik gå videre til den næstældste søn, Jakob Ulrik Hansen Grundtvig.13 Dåbsbarnets nærmeste storebror blev født i 1777, havde fået begge
forældres efternavne og hed Niels Christian Bang Grundtvig. Selv om han havde knap så fornemme og knap så mange faddere som sin lillebror, var ingen af dem dog af bondestanden.14
Hverken Raben eller Beringskjold anså antagelig familien Grundtvig som deres jævnbyrdige, men de har i hvert fald været fine nok til at indgå i det rige selskabsliv, der udfoldedes på de store godser. Da Grundtvig mange år senere – i 1851 i anledning af sin trolovelse med Marie Toft til Rønnebæksholm – skrev et hyldestdigt til Sydsjælland, omtalte han den gæstfrihed, som han i sin ungdom og siden havde mødt på Nysø, Iselingen og Gisselfeld.15 Ikke en bondegård i sigte.
For at forstå datidens danske samfund er det vigtigt at holde sig for øje, at det var opdelt. En væsentlig opdeling var mellem land og by. Omtrent fire femtedele af befolkningen boede på landet, og langt de fleste tilhørte bondestanden. Den sidste del af befolkningen boede i byerne, en tiendedel i hovedstaden, og resten i købstæderne. De kunne være ganske små som nu Nykøbing Sjælland, hvor Grundtvigfamilien stammede fra. Ved folketællingen i 1787 havde den 532 indbyggere. Til sammenligning havde Udby og Ørslev sogne sammenlagt 873 indbyggere.
Købstæderne var juridisk adskilt fra landdistrikterne. Først og fremmest kunne der ikke handles med varer uden for købstæderne, som også var hjemsted for de fleste håndværk. I byerne boede borgerstanden, som enten drev næring i byen som handlende eller håndværkere eller havde offentligt embede. Den første, der med sikkerhed vides at have ført navnet Grundtvig, Hans Jørgensen Grundtvig, var netop rådmand og siden byfoged i Nykøbing Sjælland i anden halvdel af det 17. århundrede.
Der var to kategorier af beboere uden for byerne, der ikke tilhørte bondestanden. Det var godsejerne og medlemmer af lærerstanden eller den gejstlige stand. Begge grupperinger var så vidt muligt endogame – altså ikke tilbøjelige til at gifte sig med folk uden for egen stand. Dog var der en vis åbenhed for, at børn af de højere stænder kunne gifte sig med hinanden.
Man strakte sig langt for at skaffe sønnerne et standsmæssigt udkomme og for at undgå, at især døtrene skulle ægte en fra bondestanden. Så ville de synke ned i samme. Som eksempel kan man bruge Frederiks farforældres dispositioner. Hans farfar, Otto Grundtvig, var præst på Sejerø og fik 11 børn. Fem af sønnerne blev præster, den sidste gik landvæsensvejen og endte som godsejer. En datter forblev ugift og hjemmeboende. De øvrige døtre blev gift med hhv. en birkedommer, en præst og en købmand, mens den yngste, Frederice Severine blev gift med Nicolai Edinger Balle, som blev Sjællands biskop. Hun døde relativt ung i 1781, og da hendes brors yngste søn blev født to år senere, blev han opkaldt efter sin afdøde faster og hendes mand.16
Frederiks morfar, Niels Christian Bang, var bestyrer af de kongelige godser i Odsherred med sæde på Egebjerggaard. Han var altså ikke egentlig godsejer, men var at betragte som af samme rang som en godsejer. I sit andet ægteskab var han gift med en datter af ejeren af den nærliggende Annebjerggaard, Ulrikke
Eleonore Schwane, om hvem det er blevet sagt, at hun i virkeligheden var et resultat af moderens intime forhold til Frederik 4., men det har ikke meget for sig.17 Hvorom alting er, havde Katrine Marie Bang otte helsøskende. Heraf blev de to søstre gift med hhv. en præst og en kirurg. Hendes to ældste brødre blev præster, to andre blev embedsmænd i staten, og de øvrige blev hhv. læge, officer og købmand. Et lignende mønster ses for de seks børn af Niels Chr. Bangs første ægteskab, som nåede at blive voksne.18
Ikke en bonde i sigte.
En væsentlig forskel mellem bondestanden og de øvrige stænder var, at værnepligten alene påhvilede bondestanden. Et andet væsentligt skel mellem land og by var adgangen til uddannelse. Bondestanden havde pligt til at lade deres børn gå i almueskolen, som i princippet var en dåbsoplæring. I 1736 var konfirmation blevet obligatorisk, og for at blive konfirmeret skulle man kunne de væsentligste elementer af den kristne troslære i henhold til Den Augsburgske Konfession. Var børnene heldige, lærte de
også at læse og skrive. Det var sognepræsten, der havde tilsynet med og ansvaret for undervisningen, men det var ikke altid til at skaffe en ordentlig skolelærer.19 Konfirmationen bestod i en overhøring, altså en eksamen, og når den var bestået, blev konfirmanden betragtet som et myndigt individ. Var man ikke konfirmeret, kunne man ikke fungere som retssubjekt, det vil sige indgå kontrakter, vidne og gifte sig. Til gengæld blev det også betragtet som unødvendigt at uddanne bønder ud over konfirmationen.
I byerne var der fortsættelsesskoler, hvor konfirmerede borgerbørn kunne lære mere end deres fadervor, som man sagde. I de største købstæder som Vordingborg var der latinskoler, som kunne dimittere disciplene til universitetet. I en mindre købstad som Nykøbing Sjælland var der kun en borger- og realskole.
Det er en vigtig forudsætning for at forstå præsteparrets dispositioner. For døtrenes vedkommende handlede det om at få dem afsat i gode ægteskaber, dog med den undtagelse, at en enkelt af døtrene typisk skulle forblive ugift for at kunne tage sig af forældrene i deres alderdom. Det var formentlig også det, der var planen med Frederiks søster. Hun døde imidlertid i 1805 blot 22 år gammel.20 Sønnerne udgjorde en større udfordring, for de skulle helst have en hæderlig bestilling, allerhelst et præsteembede, og det krævede først og fremmest uddannelse. For drengene fra præstegården i Udby var planen klar. De skulle forberedes til optagelse på latinskolen, og derfor måtte der investeres i en undervisning, der var bedre end den lokale almueskoles, så de måtte sendes væk. Der findes en længere korrespondance mellem Johan Grundtvig og hans svoger, biskop N.E. Balle fra 1785 og nogle år frem. Johan Grundtvig besværede sig konstant over sin dårlige økonomi, bad om lån af de gejstlige kasser og om henstand med tilbagebetalingen. I 1788 søgte han biskoppens understøttelse til en ansøgning om et ledigt embede med bedre indtægter og færre udgifter end i Udby, helst ”i saadan Kjøbstæd, hvor der er Latinsk Skole for mine Smaaedrenges des lettere og ubekosteligere Informations Skyld”.21 Information betyder undervisning.
Ikke alene ville han få en højere indtægt, men også slippe for at skulle betale for at have sine sønner på kost hos andre. Det blev der dog ikke noget af.
Det var forbundet med ikke ubetydelige omkostninger at sende drengene hjemmefra, både økonomisk og nok også følelsesmæssigt. Om økonomien ved vi, at den stod virkelig slet til, men det forhindrede ikke Johan Grundtvig i at afholde udgiften.22 Om følelserne er der ingen pålidelig efterretning.