Nye horisonter
Hærens genopbygning
I vinterhalvåret 1709-10 havde Danmark forsøgt at generobre de tabte provinser i Sydsverige. Da den frygtede svenske felthær var gået til grunde i Rusland i juli 1709, havde man haft en historisk enestående chance for at få revanche. Til at begynde med gik det som forventet også godt, men guvernøren over Skåne, general Magnus Stenbock, havde formået at samle en ny hær og besejre den danske invasionshær i et stort feltslag lige uden for Helsingborg den 10. marts 1710. Den danske hær var blevet ødelagt, og der forestod et stort arbejde med at genopbygge den.
I Slaget ved Helsingborg havde den danske hær mistet 2.500-3.000 dræbte og 2.689 tilfangetagne.2 Umiddelbart var der ingen udsigt til, at fangerne ville blive udvekslet, så der var stort behov for at udfylde de mange ubesatte numre ved regimenterne. Det normale ville have været at komplettere ved hvervning i udlandet, men krigene andre steder i Europa havde næsten drænet grundlaget for rekruttering og presset hvervepriserne i vejret. Man var derfor nødt til at foretage ekstra udskrivninger og overføre folk fra de nationale regimenter i Landmilitsen til de hvervede. Herved steg det samlede antal af nationale i hæren til to tredjedele. Særlig ved Grenaderkorpset og Livgarden til Fods, som havde lidt så hårdt ved Helsingborg, blev der optaget mange folk fra Landmilitsen.3 Den ekstra udskrivning blev fastsat allerede den 29. marts, blot 19 dage efter Slaget ved Helsingborg, og ifølge den skulle der leveres én soldat af hver 60 tønder hartkorn.4 Disse nye folk skulle erstatte den tredjedel af styrken, som de nationale, udskrevne regimenter måtte afgive til de hvervede. Blandt bondebefolkningen vakte denne manøvre stor utilfredshed. Det blev med god ret anset for kontraktbrud, at staten på den måde overførte soldater fra Landmilitsen til den hvervede felthær. I juli fulgte en udskrivning af artillerikuske, de såkaldte stykkuske, direkte af godsejernes egen jord, som ellers normalt var fritaget for skatter og udskrivninger. På denne måde fik man udskrevet 364 stykkuske, mens de resterende 130 blev hvervet.5
Men det var ikke bare soldater, der manglede. Under Slaget ved Helsingborg havde man mistet tusindvis af håndvåben, store mængder af telte og lejrudstyr, bromateriel og vogne samt en del af feltartilleriet. Med de mange tabte soldater
h ærens geno P bygn I ng
15
var også deres uniformer, håndvåben og lædertøj forsvundet. Endelig var der det uhyre tab af heste. Under selve slaget havde man kun mistet omkring 300, men under evakueringen fra Helsingborg havde man gennemført en massakre og slået næsten 4.000 heste ihjel, for at de ikke skulle falde i fjendens hænder.6 Den 31. marts udgik derfor en forordning om udskrivning af rytter- og dragonheste fra præsteskabet og godsejerne, men derudover blev der indkøbt store mængder af heste, mange af dem så langt væk som i Hamburg.7
For at råde bod på det tabte materiel blev der i Holland indkøbt 10.000 14-lødige flintelåsmusketter med tilhørende bajonetter. Derudover blev der købt større partier af skydevåben i Brandenburg og Lübeck.
Til fremstilling af nye uniformer blev der i Hamburg indkøbt store mængder klæde, mens syningen foregik i Danmark, som den plejede.
Under felttoget i Skåne havde man møjsommeligt medført spanske ryttere på de såkaldte spidsbjælkevogne. De var da også blevet stillet op som værn foran linjerne inden slaget, men de fik reelt ingen betydning. Det blev derfor besluttet, at hæren ikke længere skulle medbringe dem på felttog, men kun anvende dem, når der skulle etableres brohoved ved en eventuel landgang på en fjendtlig kyst.
Endelig blev der anskaffet nye sadler og seletøj til erstatning for det, der gik tabt ved Helsingborg, ligesom der blev støbt nye feltkanoner og fremstillet nye vogne og pontonbroer. Efter denne kraftanstrengelse var hæren ved udgangen af året 1710 genrejst og gennemgående vel udrustet.
Udgifterne til hærens genopbygning lå uden for de normale budgetter. Man var derfor nødt til at udskrive forskellige ekstraskatter, de såkaldte krigsstyr. Allerede den 25. marts, blot fem dage efter Slaget ved Helsingborg, blev der udskrevet en sådan skat på jordbesiddelse og renteindtægter. I september fulgte en luksusskat, som ramte kareter, parykker, hold af tjenestefolk og fruernes kniplingshovedtøj. Begge disse skatter ramte samfundets overklasse, men året efter fulgte en kopskat, som ramte alle uden stands anseelse. Skattens navn kom af det tyske ord Kopf, som betyder hoved.
Man havde også brug for en ny general, som kunne påtage sig overkommandoen for hæren. Enkelte kandidater, alle udenlandske, blev nævnt, men
Jobst von Scholten (1646-1721) var hollænder, men han havde en lang karriere i den danske hær. Han havde trukket sig tilbage for at nyde sit otium, da han i sommeren 1710 blev udnævnt til general og chef for den danske felthær. Hans baggrund som ingeniørofficer viste sit værd under de vellykkede belejringer af Stade og Tönning, men i et åbent feltslag, som ved Gadebusch, kunne han ikke matche Stenbock. På portrættet bærer han det blå ordensbånd for Elefantordenen, som han fik tildelt i 1712. Olie på lærred af ukendt kunstner, uden år. Foto: Kit Weiss. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
n ye hor I sonter
16
Frederik 4.s interesse samlede sig om hollænderen Jobst von Scholten, der i 40 år havde tjent i den danske hær, hvor han endte med at blive generalløjtnant. Han havde i 1708 fået sin afsked og var flyttet hjem til Holland for at bosætte sig, men blev nu kontaktet og indkaldt til en jobsamtale i København. Scholten, som var 62 år gammel, tog imod tilbuddet og ankom til Frederik 4. i midten af maj 1710. Tilliden var åbenbart gensidig, for Scholten fik jobbet, og fra den 20. juni var han kommanderende general.8 Scholten var allerede som teenager kommet til Danmark, hvor han var i en form for mesterlære hos den berømte fæstningsbygger Henrik Ruse, der ligeledes var hollænder. Formelt set havde Scholten været officer ved forskellige infanteriregimenter, men det var øjensynlig som ingeniør, at han gjorde sig gældende. Under Skånske Krig deltog han i belejringen af flere svenske fæstningsbyer, og i slutningen af krigen blev han oberstløjtnant ved Livgarden til Fods og dennes fungerende chef, en højt betroet stilling. Efter krigen blev han i 1682 chef for Dronningens Livregiment og i 1684 desuden chef for den nyoprettede holstenske fortifikationsetat, som var Ingeniørkorpsets holstenske afdeling. I denne egenskab stod han for moderniseringen af Rendsburgs omfattende fæstningsværker. Da den danske hær i år 1700 rykkede ind i det gottorpske Holsten, havde han en ledende rolle i belejringen af Tönning. Denne belejring måtte dog opgives, da flere europæiske magter blandede sig i opgøret.
Scholten havde ganske vist ikke tidligere ført en hær i felten, men man forventede at få brug for hans evner som ingeniørofficer, og han blev desuden anset for at være en god administrator. Som ny kommanderende general for hæren fik han 4.000 rigsdaler i årsløn, og hertil kom yderligere 1.000 rigsdaler i felttillæg samt tillæg til at holde knægte og heste. Til sammenligning fik en oberst 1.049 rigsdaler som regimentschef. Der var altså tale om en fyrstelig løn, men også om et overordentligt stort ansvar.
Trods vanskeligheder gik arbejdet med at genopbygge og genudruste hæren hurtigt, og sidst på sommeren 1710 var man nået så vidt, at der atter blev lagt offensive planer. Den russiske zar lovede at stille et hjælpekorps på 6.000 mand til rådighed ved et nyt angreb på Skåne. Samtidig var tanken, akkurat som den havde været præcis et år tidligere, at den norske hær skulle angribe ind i Bohuslen for at binde så mange svenske tropper som muligt. Flåden blev kaldt hjem fra Østersøen sidst i august, og regimenterne fik ordre om at gøre sig klar til at drage på felttog. Flåden drog af sted for at afhente det russiske hjælpekorps i Danzig (nuværende Gdansk), men den var kommet for sent af sted på året og blev den 15. september ramt af stormvejr ved Bornholm. Stormen varede i fem dage og anrettede en del skade på transportskibene og orlogseskorten. Projektet måtte indtil videre opgives, og flåden trak sig tilbage til Køge Bugt,
n ye hor I sonter
18
hvor den blev overrasket af den svenske den 4. oktober. Overrumplingen var tæt på at lykkes, men Ivar Huitfeldt på linjeskibet Dannebroge fik med et par andre skibe hurtigt taget kampen op, hvorved resten kom fri af deres ankre og kom under sejl. Dannebroge fik flere fuldtræffere og endte med at sprænge i luften efter en brand om bord. Den svenske flåde mistede to linjeskibe, som gik på grund på Amager, hvorefter de selv stak dem i brand.9 Den svenske flåde trak sig derpå tilbage, og den danske kunne søge vinterhavn i København. Den norske matros Niels Trosner beskrev slaget i sin dagbog for 4. oktober 1710. Trosner var sejlet med Dannebroge fra Norge, men skiftede til fregatten Høyenhald før slaget, og reddede dermed livet: ”Da begyndte de at skyde på hverandre, og da gik Dannebroge over stag og sejlede langs hans linie og gav lag for lag. Hun fik først laget af alle hans fem tredækkere og siden af hver en som hun sejlede langs. Omsider, af ulykke rakte Dannebroge i brand, og ilden kom først i hans skanse, og ingen af dem viste det for røg og damp. Da kom hele overskibet i brand, og hun gav 3 salver endda efter at skibet var i brand, da brændte først hans mesanmast over bord, siden faldt hans stormast over bord, og så hans fokkemast over bord, da kunde vi se, hvor tæt at folkene entrede ud på bovsprydet, så slog flamerne ud efter og brændte gøsen af, da faldt folkene i vandet. Siden brændte ilden dybere (…) og kom så til krudtet. Da sprang hun op i små smuler…”10 Planen om et fornyet dansk angreb på Skåne blev ikke opgivet med det samme, men da det ikke var lykkedes at hente det russiske hjælpekorps, måtte det i hvert fald udskydes til foråret 1711. Den 11. november hævede man den store lejr uden for København, og regimenterne blev sendt i vinterkvarter i deres faste garnisoner.
Pesten
Lidelserne i 1710 var ikke overstået med nederlaget ved Helsingborg, den fejlslagne revanche og tabet af linjeskibet Dannebroge. Fra Rusland over Baltikum bredte den orientalske byldepest sig til Sverige. Alene i Stockholm rev den 20.000 bort, og det antages, at den i alt kostede 100.000 svenskere livet. Frygten for pesten var stor i Danmark, men trods en række karantæneforanstaltninger lykkedes det ikke at holde den ude.
I efteråret 1710 nåede pesten således Helsingør efter at have hærget i Baltikum, Sverige og Preussen. Man blev hurtigt opmærksom på truslen og formåede længe at inddæmme epidemien til Helsingør og de nærmeste omgivelser gennem oprettelse af karantænezoner. Sygdommen synes heller ikke at have været særlig aggressiv i de kolde vintermåneder. Jyske Regiment opretholdt
19 Pesten
den indledende bevogtning, men herved blev flere soldater også syge. Regimentet blev lagt i teltlejr uden for byen i marts 1711, og i juni var man nødt til at udvide karantænezonen til at omfatte denne lejr og de nærmest liggende landsbyer, ligesom byen blev afspærret fra søsiden. Jyske Regiment havde nok flere pestsyge, men dog ikke flere, end at de kunne opretholde deres vagttjeneste på Kronborg.
Trods indsatsen for at holde Helsingør og ankomne skibe i karantæne lykkedes det ikke at forhindre, at pesten i juni 1711 også brød ud i København.11 For at beskytte garnisonen blev den i august lagt i teltlejr på Nørre Fælled uden for København, men det fik ikke den store virkning. Mange gårde og huse i byen lå efterhånden tomme, efter at indbyggerne var døde eller flyttet på landet, og garnisonen måtte den følgende tid bistå politimyndigheden med patruljer for at forhindre indbrud. Herved kom de i kontakt med smittekilderne, og da de tillige blev sat til at transportere lig og grave grave, blev de også ramt af pesten.
Pestepidemien aftog stærkt i begyndelsen af oktober for helt at forsvinde i marts 1712. København havde da også fået en meget hård medfart. Af hovedstadens 60.000 indbyggere var omkring 22.500 døde. Ifølge en samtidig iagttager ramte pesten kun ”ordinaire Folk”. Alle fornemme og velhavende rejste således ud på landet og til deres godser, hvorved de undgik smitten.12
Pesten blev ikke en landsdækkende plage, men ramte hovedsagelig København, Helsingør og Amager. Pesten hærgede også i Nordtyskland og SlesvigHolsten, hvor den især lod til at ramme enkelte større bysamfund som Stralsund, Rendsburg, Hamburg og Stade. De hære, som opererede i regionen, må også være blevet ramt, men man kender ikke omfanget. Det synes dog hverken at have forsinket eller forhindret de militære operationer nævneværdigt.
Neutralitet for Pommern?
Regeringen i Stockholm, det kongelige råd, var stærkt presset efter nederlaget ved Poltava 1709 og den danske invasion af Skåne 1709-10. Man søgte derfor ind på en defensiv strategi, hvor forsvaret af det egentlige Sverige havde højeste prioritet. Som et led i denne strategi ønskede man at skabe ro om de svenske besiddelser i Nordtyskland. Disse omfattede dels Svensk Pommern med de gamle hansestæder Stralsund, Greifswald og Stettin som stærkt befæstede centre, dels hertugdømmerne Bremen og Verden, der lå mod vest. Endelig tilhørte den gamle og stærkt befæstede hansestad Wismar også Sverige. Wismar lå som en lille enklave på Mecklenburgs nordkyst. Hvis man kunne erklære disse besiddelser for neutrale, ville det lette Sveriges
n ye hor I sonter
20
Den svenske konge, Karl 12. (1682-1718), søgte efter Slaget ved Poltava 1709 tilflugt i Det Osmanniske Rige, som var Sveriges allierede mod Rusland. Herfra ledte han de næste fem år en eksilregering, og trods den lange postgang til hjemlandet, formåede han at bevare sin magt. Han tog det ilde op, at Stenbock havde ført sit felttog ind i Mecklenburg og Holsten, men efter sejren ved Gadebusch var Stenbock atter kongens yndling. Karl 12.s tilfredshed var dog kortvarig, for han blev meget skuffet over Stenbocks overgivelse ved Tönning. Olie på lærred af Johan Litheim, ca. 1700-06. Armémuseum, Stockholm.
forhold betydeligt. En sådan neutralitet krævede dog, at andre magter stillede en sikkerhedsgaranti. I Haag blev der den 31. marts 1710 derpå indgået en neutralitetsaftale med sømagterne Storbritannien og Holland, samt med Østrig, Preussen og Hannover. Aftalen blev senere også tiltrådt af Rusland og Sachsen. Men den svenske regering havde gjort regning uden vært. I juni meddelte Karl 12. fra sit eksil i Bender, at han ikke havde nogen planer om neutralitet, men tværtimod ville gå offensivt til værks, og i slutningen af november skrev han hjem og forbød ligefrem indgåelsen af en neutralitetspagt.13 Selvom rådet i
n eutral I tet for Pommern?
21
Stockholm forsøgte at holde Karl 12.s afvisning hemmelig, slap nyheden dog efterhånden ud. Det åbnede nye muligheder for Sveriges modstandere, og den sachsiske fyrste, August den Stærke, foreslog derfor, at Danmark og Sachsen gjorde fælles front og angreb Svensk Pommern.
I slutningen af januar 1711 afholdt man en konference i Leipzig, hvor Danmark besluttede at gøre fælles sag med Sachsen for om muligt at kaste svenskerne ud af Pommern.14 Fra dansk side var det dog afgørende først at få afklaret, hvordan sømagterne og Østrig stillede sig.
Endnu i midten af april 1711 var der ikke truffet nogen afgørelse om, hvad Scholten og hans felthær skulle bruges til. Selv skrev han til Jørgen Rantzau den 14. april: ”Ingen kan sige, om Expeditionen i Aar gælder Skaane eller Tyskland; man holder sig parat til begge Dele.”15 Under ventetiden i april blev der gennemført en håndfuld mindre ekspeditioner på Skånes kyst, hvor små partier på 20-40 mand blev sat i land for at stresse kystbevogtningen og teste det lokale forsvar.16
Imens førte man lange diplomatiske forhandlinger med Sachsen om det fælles angreb. Pestens hærgen i og omkring København var øjensynlig en medvirkende faktor til, at man opgav et nyt angreb på Skåne, og at man i stedet ville koncentrere kræfterne om Pommern.17 Rusland og Sachsen fik forhandlet en fælles angrebsplan færdig i begyndelsen af juni, og efterhånden faldt brikkerne også på plads mellem Danmark og Sachsen.18 Den 15. juni 1711 fik regimenterne ved København ordre om afmarch mod Holsten, hvor de havde at indfinde sig ved Rendsburg den 15. juli. Regimenterne fra København måtte marchere den lange vej tværs over Sjælland og Fyn og ned gennem Jylland. Livgarden til Fods klarede marchen fra København til Flensburg på 22 dage, idet de kun blev transporteret med båd over Storebælt og Lillebælt. For ikke at overbelaste færgerne og de byer, de passerede undervejs, blev regimenterne sendt af sted to ad gangen med to dages mellemrum. Hovedparten af artilleriet kom fra arsenalet i Glückstadt, mens resten blev sejlet fra København til Friedrichsort (Frederiksort) lige nord for Kiel, hvor det ankom i slutningen af juli.19
Indfald i Bohuslen
Den norske hær havde ikke formået at angribe Sverige i vinterhalvåret 1709-10, selvom det ellers havde været planen. Hermed fik Stenbock mulighed for at trække en række regimenter ned nordfra, hvilket var en medvirkende årsag til den svenske sejr ved Helsingborg. For den kommanderende general i Norge,
22 n ye hor I sonter
Tritzschler, fik det den konsekvens, at han blev sat fra bestillingen. I stedet blev Valdemar Løvendal udnævnt som ny øverstbefalende.
Da man i sommeren 1711 var klar til at genoptage krigen, fik Løvendal ordre om at lade den norske hær rykke ind i Bohuslen. Efterårets plan om at angribe Skåne igen var blevet opgivet. Frederik 4. havde i stedet besluttet sig for, at den danske hær sammen med de russiske og sachsiske allierede skulle angribe de svenske provinser i Nordtyskland. Løvendals felttog skulle dog binde så mange svenske tropper i hjemlandet som muligt, så de ikke ville blive ført over til Pommern. Løvendals angreb havde således karakter af en skinmanøvre, som skulle bortlede opmærksomheden fra den danske hærs store felttog. Den norske hær bestod på papiret af omtrent 18.000 mand, men Løvendal lod kun tolv infanteribataljoner og otte dragonkompagnier indgå i det korps, som skulle angribe Sverige. I alt omfattede korpset omkring 7.000 mand. Tanken var, at viceadmiral Christen Sehested med en mindre eskadre skulle blokere Marstrand fra søsiden, så det norske korps lettere kunne indtage den. Derefter skulle hæren sammen med eskadren belejre Göteborg. Den massive flådestøtte udeblev dog, da Sehested i stedet blev beordret til kysten ved Pommern med en del af sine skibe. Løvendal og hans felttog var derfor næsten overladt til sig selv, og planerne om at angribe Marstrand og Göteborg blev opgivet. I stedet gjaldt det om at føre en mindre kampagne i Bohuslen, som kunne fastholde så mange svenske tropper som muligt. Den 21. august krydsede det norske korps det smalle Svinesund ved hjælp af en flydebro samt diverse både og pramme og kunne sætte fod i Bohuslen. Dette angreb er siden hen blevet kaldt Løvendalsfejden i Norge.
Fra svensk side samlede man et korps på knap 5.000 mand under generalmajor Burensköld. Jakob Burensköld var blevet taget til fange under Slaget ved Helsingborg året før som den højst rangerende svenske officer. Efter nogle måneder som privilegeret fange var han blevet udvekslet og fik nu atter en fremtrædende rolle i hjemlandets forsvar. Burensköld kunne dog ikke umiddelbart stoppe den norske fremrykning, men trak sine folk tilbage, mens de brændte broerne bag sig. Herved kunne han forsinke fremrykningen, mens han selv langsomt fik forstærkninger.
Løvendal nåede 100 km mod syd til Herrestad lige vest for Uddevalla. Burensköld havde nået at befæste Uddevalla, og hans forstærkninger var begyndt at nå frem. Der blev derfor afholdt krigsråd ved det norske korps den 30. august, og her blev det besluttet at opgive positionen ved Herrestad, som blev anset for at være for usikker. I stedet ville man gå tilbage til Kvistrum Bro og sætte sig fast. Løvendals korps plyndrede øjensynlig forsyninger i stor stil under tilbagetoget.20 Efter at have stået nogle dage ved Kvistrum Bro trak
Indfald I b ohuslen
23
korpset sig endnu længere nordpå, mens de svenske styrker fulgte efter. Den 15. september var korpset nået til Blomsholm, og Løvendal samlede atter sine afdelingschefer til et nyt krigsråd. Her var alle enige om, at det lille felttog havde tjent sit formål, og at den svenske modstand var blevet for stor. Næste dag trak korpset sig i god orden tilbage ad flydebroen over Svinesund med et betydeligt bytte.21
De allieredes tog mod Pommern
I løbet af foråret 1711 blev der forhandlet på kryds og tværs mellem de allierede, ligesom der blev sendt følere ud til andre europæiske magter. Det var således vigtigt at sikre sig, at de ikke pludselig ville intervenere. I juni blev de endelige aftaler om et kombineret angreb på Svensk Pommern og Wismar indgået mellem Danmark, Rusland og Sachsen. Med Karl 12.s afvisning af en neutralitetszone havde de allierede fået frie hænder i forhold til de øvrige europæiske magter. Ingen ville stille sig i vejen for deres angreb.
Den danske felthær samlede sig i Holsten i sidste halvdel af juli 1711, og den 1. august brød den op for at indlede felttoget. Felthæren bestod af 26 bataljoner infanteri, 55 eskadroner kavaleri og fire kompagnier artilleri, i alt 30.000 mand.22 Dens underhold var en bekostelig affære, så for at hjælpe med finansieringen blev det lille hertugdømme Delmenhorst, som hørte under den danske konge, sat i pant hos Hannover.
Når en hær var på march, kunne den nok medbringe større mængder brødkorn, men den havde brug for at kunne male det til mel og dernæst bageovne til at bage det til brød. I landskabet lå ganske vist møller spredt rundtomkring, men ovne med tilstrækkelig bagekapacitet fandtes kun i de større byer. Den danske hær, som samlede sig i Holsten, gjorde sig i princippet uafhængig af den slags. Der blev således indgået en kæmpe kontrakt på titusindvis af rigsdaler med den jødiske entreprenør Jacob Hertz om levering af færdigbagte rugbrød til forplejning af hele hæren. Hver dag skulle han og hans underleverandører levere 9.500 brød a 6 punds vægt. Han skulle selv anskaffe kornet, male og bage det samt sørge for transport og magasinering. Når hæren rykkede ind på fremmed territorium, skulle transporten dog ske på kongelig regning.23
Hærens forsyning med fourage, dvs. hestenes forplejning, skulle staten derimod selv varetage. Havren ville så vidt muligt blive leveret hjemmefra, mens hø måtte anskaffes lokalt.
Ud over rugbrødet var der ikke organiseret nogen naturalforplejning af soldaterne. Der blev dog jævnligt udleveret andre fornødenheder som kød,
24 n ye hor I sonter
øl, brændevin og tobak, men det skete enten mod fradrag i soldatens løn eller som betaling for ekstra arbejde. Øjensynlig fulgte der også marketendere med hæren. Her kunne soldaterne købe øl og andre fødevarer for deres løn.
Månedslønnen for en menig infanterist var 1 rigsdaler og 31,5 skilling, og derudover fik han 1,5 pund blødt rugbrød hver dag. Til sammenligning fik en oberst 60 rigsdaler om måneden samt tillæg til at holde otte heste og fire knægte. En kaptajn fik 30 rigsdaler samt tillæg til at holde fire heste og to knægte. Indkomstforskellene var således ganske betydelige.24
De russiske og sachsiske styrker, der tilsammen omfattede omkring 50.000 mand, marcherede fra Polen via Preussen ind i Svensk Pommern. Sverige tog det ilde op, at Preussen ikke nægtede de fremmede hære gennemgang, for på denne måde hjalp Preussen Sveriges fjender.
Den danske hær marcherede sydover gennem Holsten, fra Rendsburg via Neumünster til den store hede ved Grande, hvor de atter samlede sig i en kæmpe feltlejr fra den 6. til den 8. august. Frederik 4. tilsluttede sig hæren i Grande den 7., og han ankom med et stort følge, som omfattede ikke mindre end 350 heste og 66 vogne. Herfra fortsatte marchen østover gennem Lauenburg og ind i Mecklenburg. Mecklenburg var et selvstændigt hertugdømme, som Frederik 4. og hans regering den 26. juli indgik aftale med om den danske hærs gennemmarch. Man lovede ikke at ligge de lokale til last, men betale for alle nødvendige forsyninger og ydelser. Mod betaling skulle hertugen levere en del proviant, fourage og brænde til hærens underhold, ligesom han i dens lejre skulle organisere torvesalg, hvor soldaterne kunne købe forskellige fødevarer. Den mecklenburgske hær var meget lille, og hertugen havde reelt ikke mange muligheder. Hvis han havde nægtet en dansk gennemgang, var den med stor sandsynlighed blot blevet gennemført med magt. Hertugen så dog gerne en ende på svenskevældet, og han havde især forhåbninger om at kunne overtage den betydningsfulde havneby Wismar. I hemmelighed tilbød han ligefrem at bistå den danske hær med 1.500 mand og 30-40 kanoner, hvis han efter krigen kunne overtage Wismar. Hvis danskerne insisterede på at nedrive byens fæstningsværker, var det ikke noget problem.25
Den danske hærs march gennem Mecklenburg gik via Mölln og Gadebusch, og frem til netop Wismar. Fra den 17. august 1711 blev Wismar indesluttet af et større dansk korps under generalløjtnant Schønfeldt, som bestod af fire infanteriregimenter, ti eskadroner og fire feltkanoner.
d e all I eredes tog mod Pommern
25
