214 mm
41 mm
Resultatet er den store bog om Canada, der i 1867 blev grundlagt ved historiske tilfældigheder og politiske kompromiser, og som lige siden har kæmpet for at se kulturel mangfoldighed ikke kun som et vilkår, men som en styrke.
NATIONALE DRØMME Historien om Canada
274 mm
Nationale drømme – historien om Canada er en forskers nysgerrige og personlige indføring i Canada, der insisterer på en fælles nationalitet på trods af befolkningsgruppernes vidt forskellige og ofte uforenelige nationale drømme. Michael Böss rejser fra St. John i øst til Yukon i vest og fra kolonitidens pelsjægere til nutidens politiske skandaler. Han guider os gennem Canadas historie, dykker ned i kunst og litteratur, taler med canadiere og gør holdt i reservater, storbyer og museer.
NATIONALE DRØMME
Enormt, vildt og koldt. Sådan har canadiske forfattere og kunstnere i århundreder portrætteret Canada, og det barske liv i ødemarken er en vigtig national fortælling. Men Canada er mere end vild natur. Canada er også en mosaik af kulturer og folk.
214 mm
MICHAEL BÖSS er dr.phil., historiker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Han skrev doktordisputats om Canada og har flere debatbøger bag sig, senest Det digitale massemenneske (2019) og Liberalismens vildfarelser (2021).
MICHAEL BÖSS
ISBN: 978-87-12-06872-3
en del af Gads Forlag
Nationale drømme_forside_TRYK.indd 1
9
788712
068723
MICHAEL BÖSS
20.06.2022 10.38
Nationale drømme.indd 2
28.06.2022 12.12
MICHAEL BÖSS
Nationale drømme Historien om Canada
NORD ACADEMIC
Nationale drømme.indd 3
28.06.2022 12.12
Bogen udgives med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond og VELUX FONDEN
Nationale drømme.indd 4
28.06.2022 12.12
Indhold
Et andet Amerika 6
Québec vil være sig selv 248
De første nationer 12
Pancanadisk nationalisme 268
Det franske Nordamerika 26
Canada i den nye verdensorden 278
Canada bliver britisk 54
Trudeaus Canada 286
Fra krig til oprør 82
På en knivsæg 310
Unionstiden 110
Amerikanisering og værdikamp 330
En britisk og amerikansk stat 134
Det multikulturelle indvandrerland 354
Guds dominion 150
Indfødte får rettigheder 372
Nationale visioner 168
Betydningen af national identitet 390
Fra krise til krig 180
Udvalgt litteratur 400
Grænser for canadiskhed 192
Noter 410
Udenrigspolitik og krig 210
Billedliste 416
Social uro og national vækkelse 226
Register 419
For meget geografi 236
Nationale drømme
Nationale drømme.indd 5
28.06.2022 12.12
Et andet Amerika
Et land af stolte selvtvivlere
dreres sociale inklusion og tilpasning til et liv i Canada. Hirmer og Hunter mente derfor, at det var vigtigt at have nationale symboler, der udtrykte en kompleks selvforståelse og måske kunne forhindre borgerne i at blive ofre for politisk manipulation. 1 DodoLab havde på nationaldagen sat en udstilling op i udkanten af havnefronten. På en mur hang en række ”bingo plader”, der viste 16 både kendte og til lejligheden opfundne nationalsymboler: en hånd med en canadisk dollar, en firhjulstrukken bil med en kano på taget, en vaskebjørn, en fisk på en snøre, to mennesker med hinanden i hånden, et kompas med nålen mod nord, en benzinstander, en sendemast, et overvågningskamera, en helikopter, et telt på en mark uden for en storby – for blot at nævne nogle. Spørgsmålet lød: ”Er disse ikoner på Canada?” Over et tusind mennesker lod sig be-
På Torontos indbydende havnefront – den del, der vender ud mod byens små grønne udflugtsøer – kunne byens borgere og turister på Canadas nationaldag den 1. juli 2011 deltage i en uvidenskabelig undersøgelse af deres syn på canadiske ikoner. Undersøgelsen var lavet af firmaet DodoLab drevet af kunstner- og designerparret Lisa Hirmer og Andrew Hunter, der ville gøre folk bevidste om de udfordringer, det canadiske samfund står over for i dag – specielt udfordringer angående naturen, byens fysiske miljø og de sociale strukturer. Metoden var ”offentlige interventioner”, som skulle skabe ”dialog og kritisk refleksion” og i bedste fald føre til konkrete resultater. I juli 2011 ville Hirmer og Hunter have deres landsmænd til at reflektere over Canadas nationale myter og symboler. Antagelsen var, at disse myter og symboler kunne stille sig i vejen for indvan-
6 Et andet Amerika
Nationale drømme.indd 6
28.06.2022 12.12
Hvilke af disse billeder står for noget typisk canadisk, blev der spurgt om i ”Ideas of Canada” på Torontos havnefront.
7 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 7
28.06.2022 12.12
redvilligt interviewe af DodoLabs medarbejdere om, hvordan de forstod dem, og hvilke de fandt rammende. De mest populære var hånden med dollaren, bilen med kanoen, vaskebjørnen, fisken på snøren, parret og kompasset. Men flere af fortolkningerne var dobbelttydige. Nogle mente, at hånden med mønten var symbol på den canadiske velfærdsstat. Andre mente, den tiggede om flere – som om den tilhørte en af Torontos mange hjemløse. Firhjulstrækkeren blev dels forstået som symbol på canadiernes kærlighed til vildmarken, dels som udtryk for, at kun dem med råd til dyre biler og fritidshuse har adgang til den. Parret med hinanden i hånden blev af de fleste set som et symbol på kulturel mangfoldighed eller som det ”at komme godt ud af det med hinanden”, men mange troede også, det stod for ægteskaber mellem homoseksuelle. Fisken på krogen blev fortolket forskelligt, alt efter hvor i Canada de adspurgte kom fra. De, der kom fra nord og vest, opfattede den som et symbol på fritidsliv i naturen, mens mange af dem, der kom fra atlanterhavskysten, tolkede den som symbol på faldende ressourcer og overfiskeri. Der var kun ét ikon, som alle var enige om: kompaspilen, som pegede mod nord. Den symboliserede den stærkeste forestilling om Canada i landets historie: Canada som et land, der adskiller sig fra andre lande ved at være formet af de særlige geografiske og klimatiske forhold i den nordlige halvdel af Nordamerika – en forestilling, som går igen i nationalhymnens femte linje om Canada som ”true North strong and free!” Der er dog et problem med hymnen:
Teksten er ikke den samme på engelsk og fransk. Det illustrerer Canadas evige problem: en tvivl om, hvorvidt man som canadier har en fælles identitet, og om man kan blive enige om, hvilken slags stat man lever i. Det er begrænset, hvad vi danskere ved om Canada. For de fleste af os er Canada et fjernt og ukendt land. Mange ved nok, at det er et enormt stort land med bjerge, prærier og skove. Måske ved vi, at canadierne er gode til at spille ishockey og gerne sejler i kano i deres fritid. Men hvor mange har været på ferie der, kender landets historie og dets forhold til Storbritannien og USA? Ved vi noget om de canadiske storbyer, hvor de fleste canadiere rent faktisk bor? Og hvor mange kan nævne navnet på en canadisk premierminister? Eller hvem kan tale med om, hvad der skiller Canada ud fra USA? Jeg vil fortælle Canadas historie og politisk komplekse samfund og gøre danske læsere klogere på et land, der kan beskrives som et ”andet Amerika”, og som har en befolkning, der består af mere end et enkelt folk. I Canada findes der derfor flere forskellige nationale drømme og identiteter alt efter, hvilken gruppe man tilhører. Grupperne har ofte heller ikke samme mål. En af årsagerne til udviklingen af en canadisk identitet er et historisk modsætningsforhold til USA og såkaldte amerikanske værdier og holdninger. Canadierne er ifølge meningsmålinger tilbøjelige til at være beskedne og tilbageholdende. De undviger gerne åbne konflikter, går ikke ind for overdreven individualisme og sætter ordentlighed
8 Et andet Amerika
Nationale drømme.indd 8
28.06.2022 12.12
over frihed. Og så identificerer canadierne sig i meget høj grad med det særlige klima og de særlige naturforhold, der findes i den nordlige del af kontinentet. I lighed med mange danskere er størstedelen af den canadiske befolkning overbevist om, at de i virkeligheden lever i verdens bedste land. De har en tendens til at kompensere for følelser af egen ubetydelighed med moralsk bedreværd. Det er ikke tilfældigt, at flere canadiske samfundsforskere har udgivet bøger, hvori de kalder Canada for et ”utopia”, hvilket for en af dem, Michael Adams, skyldes ”multikulturalismens overraskende triumf”.2 Tilsvarende er det en udbredt opfattelse blandt canadiere, at de er gode verdensborgere, der forventer, at andre deler opfattelsen af, at hvis alle var som canadiere, ville verden være et bedre sted. For et par årtier siden viste en reklame på canadisk tv en gruppe astronauter komme gående på en øde planet, da de pludselig omringes af truende aliens, der peger deres våben mod dem. Astronauterne vender sig langsomt omkring og peger på det canadiske flag, der er syet på deres rygsække. Straks smider rumvæsenerne deres våben, vender tommelfingeren opad og giver dem et knus. Sådan vil canadierne helst se sig selv – som fredselskende folk, selv aliens har tillid til – og sådan ser mange ude i verden dem da også. Jeg kan selv huske, hvordan jeg som ung rygsækrejsende på interrail i Europa bemærkede, at de unge canadiere, ligesom astronauterne, havde det canadiske flag på deres rygsække. Mange unge danskere gjorde dengang det samme ud fra den opfattelse, at de så blev mødt med
større velvilje og venlighed end rejsende fra andre lande. I Canada var det noget, regeringen direkte opfordrede de unge til for ikke at blive forvekslet med amerikanere. Hvordan det er kommet dertil, er en af de ting, jeg vil forklare i denne bog. Canadierne kalder sjovt nok deres land for ”lille”, skønt det arealmæssigt er verdens næststørste, efter Rusland. Men canadierne måler sig med USA. USA har da også en befolkning, der er næsten 10 gange større – 333.955.957 (2022) mod Canadas 38.245.569 (2022) – og er desuden meget større, rigere og mere magtfuld end Canada. Amerikanerne har været med til at fremme canadiernes mindreværd ved at behandle dem som en form for skabsamerikanere og lejlighedsvis at have hoveret over de hundredtusinder af canadiere, der er udvandret til USA. Min bog er en introduktion til det canadiske samfund i dag og en fortælling om Canadas historie fra kolonitid til nutid. Især interesserer jeg mig for, hvordan canadierne har forstået sig selv i denne lange periode på lidt mere end 400 år. Det gennemgående tema er landets latente spænding mellem enhed og splittelse, og den røde tråd er de gentagne forsøg på at skabe en canadisk nation i en befolkning, der er delt af regionale, sproglige, politiske og kulturelle forskelle. Modsætningerne er i visse tilfælde så store, at de ikke alene har gjort det vanskeligt at gennemføre nationale politikker, men også har splittet den canadiske stat og bragt den tæt på at bryde sammen. Canada er ikke opstået gennem en ”naturlig” historisk udvikling, men er blevet til ved historiske tilfældigheder, politiske
9 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 9
28.06.2022 12.12
kompromiser og love. Af samme grunde blev Canada fra begyndelsen ikke spået mange overlevelseschancer og blev kaldt et ”usandsynligt” land. Da Canada blev grundlagt i 1867, fandtes der ikke et fælles sprog, en fælles kulturel tradition eller en fælles religion,
som kunne hjælpe canadierne med at bygge en ”politisk-kulturel mur” mellem den nye stat og USA.3 Ej heller var der en sammenhængende historie, som kunne appellere til både fransk- og engelsktalende. Den første generation af statsledere forsøgte derfor at skabe en politisk
10 Et andet Amerika
Nationale drømme.indd 10
28.06.2022 12.12
også blev en identitet, der gav et medlem af en nation et statstilhørsforhold. Siden dengang har begrebet rummet både den følelsesmæssige og den formelle side. Nationalitetens første side kalder vi ofte nationalfølelse. Men derudover bygger den på forestillinger, kulturelle og politiske værdier samt sociale adfærdsnormer. Den formelle side er den, man kan blive bedt om at oplyse, hvis man rejser ind i et andet land, og som er forbundet med nogle rettigheder og pligter.4 I 2015 hævdede Canadas nuværende (2022) premierminister, Justin Trudeau, i et interview med The New York Times, at Canada var verdens første ”post-nationale” stat, altså en stat uden nation. Det gjorde han til trods for, at en stor del af Canadas historie handler om forskellige nationale drømme og forsøg på at skabe en canadisk nation. Jeg vil derfor slutte bogen af med en vurdering af, om stater kan eksistere, uden at befolkningen har en nationalitet.
nationalitet, der bandt canadierne sammen ved at bygge jernbaner og kanaler, indføre told på industrielle varer fra USA og udvide Canadas territorium mod vest. De håbede, at der derved med tiden ville opstå et canadisk folk og en statsnation. Sideløbende skete det samme i det civile samfund – i kirker, fagforeninger, klubber og historieskrivning. Min fortælling om Canada handler om begge former for nationsbygning. Altså om skabelsen og udviklingen af en canadisk nationalitet. Jeg skylder derfor kort at forklare, hvad jeg forstår ved nationalitet. Nationalitet er en persons følelsesmæssige identifikation med sin stat, sit folk og den historie, personen er en del af. Ordet dukker første gang op i en roman af den franske forfatter Madame de Staël fra 1807, Corinna – eller Italien, hvor hun beskriver nationalitet som ”en indre følelse af at høre til”. I midten af 1800-tallet blev nationalitet og statsborgerskab forbundet med hinanden, da nationalitet nu
Canada er en føderalstat (forbundsstat) og består af 10 provinser (delstater) og tre territorier samt områder med delvist, indfødt selvstyre. Landet har en befolkning på ca. 38 millioner, hvoraf langt de fleste bor i et ca. 200 km bredt bælte nord for grænsen til USA, da det meste af Canada ligger i en subpolar eller polar zone. Officielt består landet af fem geografiske regioner: den atlantiske region, det centrale Canada, prærierne, vestkysten og de nordlige territorier.
11 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 11
28.06.2022 12.12
De første nationer
I august 2011 interviewede jeg Bill Ritchie – eller Ntsinémgen – i skisportsbyen Whistler i British Columbia. Byen havde været vært for de alpine discipliner under De Olympiske Vinterlege i Vancouver året før. Bill, der var sidst i 50’erne og arbejdede som guide på Squamish Lilwat Cultural Centre, fortalte mig, at fire piger fra hans folk havde været med til at danse under åbningsceremonien. ”Jeg kunne godt lide åbningen,” sagde han med henvisning til det fokus, som den lokale olympiske organisation havde sat på indfødte folk, og fortalte, at han opfattede sig selv som indfødt og canadier. Han var ”… [b]egge dele. For mig er der ingen modsætning, og jeg går ikke op i, hvad man kalder os: ’indfødte’, ’oprindelige folk’, ’første nationer’, ja, heller ikke ’indianere’. Jeg er meget åben. Og jeg er meget stolt over at være canadier, især efter OL i Vancouver.”5 Jeg fik ikke det samme svar, da jeg se-
nere mødte Bills 25-årige niece, Olivia Edmonds, i kulturcentrets forretning. Hun ville ikke svare på, om hun kaldte sig selv canadier. Da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun: ”Åh, så bliver det hele så kompliceret.” Canada rummer tre folk, som officielt anerkendes som ”oprindelige”: indianere (i Canada: First Nations, métis og inuitter). Oprindelige folk har siden Forfatningsloven af 1982 været den officielle betegnelse for de folk, som levede i Canada forud for koloniseringen. First Nations er en betegnelse, mange canadiske indianere har foretrukket at bruge om sig selv siden 1980. Ordet har dog – i modsætning til ”indianer” – ikke nogen status i canadisk lov. Her bruges begge betegnelser. Det vil jeg også gøre i denne bog. Det er vigtigt at skelne First Nations fra métis. Métis er historisk set en blandingsbefolkning – mestitser – der opstod
12 De første nationer
Nationale drømme.indd 12
28.06.2022 12.12
Museumsguide Bill Ritchie på Squamish Lilwat Cultural Centre i 2011.
var på vej mod en selvstændighed, som betød, at de fik deres territorier overladt til sig selv, da de fremmede myndigheder rejste hjem, og deres egne eliter overtog magten. Men situationen var anderledes i lande som Australien, USA og Canada, der var opstået som bosætterkolonier, og hvor efterkommerne af kolonisterne udgjorde mere end 95 procent af befolkningen. De oprindelige folk kan selvsagt ikke få Nordamerika tilbage. Det er umuligt at forestille sig, at Canadas ikkeoprindelige flertal forlader kontinentet og afstår magten til de oprindelige indbyggere. De kan heller ikke vælge Québec-separatisters vej og forsøge at melde sig ud af Canada. Situationen er heller ikke som i Sydafrika, hvor det europæiske mindre-
i løbet af 1700-tallet som følge af ægteskaber mellem voyageurs (pelshandlere) og indianere vest for det store jordfattige og klippefyldte område i det midterste Canada, som hedder Det Canadiske Skjold, fortrinsvis i det senere Manitoba. Opfattelsen af, at de udgjorde et folk, opstod i forbindelse med deres brydninger med skotske nybyggere i Selkirk-kolonien efter dens oprettelse i 1812.6 I dag anerkendes de officielt som et folk. Men ordet métis bliver i dag også brugt mere løst om efterkommere af blandende forhold og ægteskaber. Der er forskelle og ligheder mellem koloniserede folks opgør med de europæiske imperiemagter efter Anden Verdenskrig og den udvikling, der begyndte i 1960’ernes Canada. De tidligere kolonier
13 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 13
28.06.2022 12.12
tal er så stort, at man har måttet findes en måde, hvorpå flertallet og mindretallet kan leve sammen. I Canada er den oprindelige befolkning både så lille – under tre procent af den samlede befolkning – og så opdelt indbyrdes, at en afkolonisering ikke kan føre til levedygtige og selvstændige nationalstater inden for Canada. Ville man gøre det, skulle man etablere op mod 600 stater med indbyggertal, som ville variere fra nogle få hundrede til mange tusinde. Under alle omstændigheder ville det være umuligt at skabe økonomisk grundlag for dem. Canadas oprindelige befolkninger vil således altid være afhængige af den canadiske stat, og deres politiske mål har derfor været anderledes end for oprindelige befolkninger i Afrika og Asien. Mange af de oprindelige folk har i de seneste par årtier opnået en form for selvstyre om end i begrænset form. Enkelte ønsker fuldt selvstyre – herunder retten til at udstede pas. I realiteten vil de dog fortsat juridisk være canadiske statsborgere og borgere i deres provinser og territorier og kunne modtage offentlige tjenesteydelser og overførsler derfra. De vil leve op og ned ad efterkommerne af dem, der tog deres land og bosatte sig i det. Og for de mange, der ikke selv har et territorium, som de kan kalde deres hjemland – såkaldt ikkestatus-indianere – vil deres liv i byer og landdistrikter ikke være meget anderledes end andre canadieres. I 2016 blev den oprindelige befolkning opgjort til 1.673.785 eller 4,9 procent af hele Canadas befolkning. Der findes 60 forskellige indfødte sprog i Canada, inkl.
inuitternes sprog, inuktitut. Sprogene kan opdeles i 12 distinkte sprogfamilier, hvor algonkin er det, der tales af flest (144.015). Algonkin-sproget tales af cree (83.475), ojibway (19.275), innu/montagnais (10.965) og oji-cree (10.180).7 Sprogfamilierne kan ligge så tæt på hinanden som dansk og engelsk, mens andre er lige så fjerne som walisisk og spansk. Inden for de enkelte sprogfamilier er der desuden betydelige dialektale forskelle. Cree, der tales fra Rocky Mountains i vest til Québec i øst, består således af seks forskellige dialekter, som kan være indbyrdes uforståelige, jo længere afstanden er mellem dem, der taler dem. Folketællingen i 2011 viste i øvrigt, at 213.400 individer taler et indfødt sprog hyppigst eller regelmæssigt i deres hjem.
Nordamerika – Skildpaddeøen Ifølge en gammel indiansk myte faldt Himmelkvinden en dag ned på Jorden, som dengang var dækket af vand. Flere forskellige dyr prøvede at dykke ned til havets bund for at hente jord, som de kunne bygge landet med. Bisamrotte fik held til det og placerede ”oeh-da” (dvs. jord) på ryggen af Skildpadde. Denne jord voksede og blev til Nordamerika, og Skildpadde blev til ”Jordens bærer”, mens nogle af de andre dyr blev forvandlet til mennesker, der beboede Jorden. Syd- og Nordamerika er den sidste verdensdel, som blev befolket af mennesker, efter at Homo sapiens vandrede ud fra Afrika for 50-100.000 år siden. Flere indianske folk har da også myter, der handler om deres forfædre og -mødres
14 De første nationer
Nationale drømme.indd 14
28.06.2022 12.12
migration langt tilbage i tiden. I dag er det bredt accepteret blandt forskere, at der flere gange i slutningen af den pleistocæne periode – 2588 millioner til 9600 f.Kr. – opstod landbroer mellem Asien og Nordamerika, så man kunne vandre fra det ene kontinent til det andet. Tidsangivelsen af den første af disse broer sættes
til omkring 75.000 f.Kr., mens den sidste, Beringia, forsvandt efter den sidste istid for omtrent 14.000 år siden. Med en bredde på hele 2.000 km bør den snarere kaldes et lille kontinent. Sandsynligheden taler for, at det i første omgang var flokdyr som mammutter, bisoner og antiloper, der tog vejen fra nordvest og sydover,
Sprogligt og kulturelt beslægtede grupper i Nordamerika før europæernes ankomst i 1700-tallet. Nogle af sprogene er i dag uddøde eller tales kun af få hundrede mennesker.
15 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 15
28.06.2022 12.12
Indfødte samfund i krise
mens jægerfolk fulgte efter dem og derefter bredte sig ned langs stillehavskysten eller gennem en bred isfri landkorridor ind i kontinentets indre. Det regnes dog også for sandsynligt, at nogle har migreret sydpå til havs langs kysten. Omkring 11.000 f.Kr. var disse såkaldt amerindianere nået frem til Ildlandet i Sydamerika. Den højarktiske region i Nordamerika var den sidste til at blive befolket. Det skete fra 5.000 f.Kr. Indtil for få år siden havde der aldrig været ført bevis for denne vandring fra Asien, og det var en almindelig opfattelse, at der havde været tale om forskellige migrationsbølger og derfor også forskellige etniske grupper. Men den danske DNA-forsker Eske Willerslev og et stort forskerhold førte i 2017 bevis for, at alle Nord- og Sydamerikas indianere stammer fra den samme gruppe. Willerslevs forskerhold havde tidligere kortlagt flere fossile genomer, som kastede lys over de tidligste beboere i Amerika. Men præcist hvor de første amerikanere kom fra, og om de kom i en eller to bølger, har været varmt debatteret. Med fundet af et 11.500 år gammelt barneskelet i Alaska lykkedes det at identificere det hidtil ældste genom fra et menneske. Genomet lå tæt ved roden til alle nulevende amerikanske indianere. Derved belyste det den stambefolkning, som i sin tid indvandrede til Amerika. ”Vi finder nu, at der kun er én stambefolkning, der koloniserer Amerika, og et meget stærkt bevis for, at de gik over landbroen mellem Amerika og Sibirien,” sagde Eske Willerslev til videnskab. dk i januar 2018 efter offentliggørelsen af en videnskabelig artikel om fundet.
I august 2016 foretog jeg selv en forskningsrejse til det nordligste Canada til inuitternes territorium Nunavut og til Northwest Territories, som er beboet af såvel inuitter som First Nations og métis, altså af Canadas tre oprindelige folk. Jeg ville danne mig et indtryk af de sociale forhold i nogle af Canadas indfødte samfund. Der bor omkring 45.000 mennesker i Northwest Territories, heraf lidt under halvdelen i territoriets eneste regulære by, Yellowknife. Omkring 50 procent af befolkningen er indfødte. Af de øvrige 32 communities har fem status af regionale centre med mellem 1.200 og små 4.000 beboere i et landområde på 1.346.000 km², eller to gange Frankrigs størrelse. Territoriet rummer lavere bjergområder, to af Nordamerikas største søer – Great Slave Lake og Great Bear Lake – og Canadas største og længste flodsystem, Mackenzie-floden. Størstedelen har et subarktisk klima og er bevokset af nåleskov, mens den nordligste del op mod Beaufort-havet og Nordvestpassagen har arktisk klima og består af flad, træløs tundra. Somrene er korte og kølige, og vintrene lange og barske med temperaturer på mellem minus 20 og minus 40 grader. Territoriets økonomi er baseret på minedrift, især guld og diamanter, og udvinding af gas og olie. Desuden ernærer en stor del af den indfødte befolkning sig af fiskeri, jagt og fangst med fælder. Allerede ved ankomsten til Yellow knife fik jeg indtryk af byens og territoriets alvorlige problemer med alkohol og stofmisbrug og deraf følgende volds-
16 De første nationer
Nationale drømme.indd 16
28.06.2022 12.12
kriminalitet. Jeg blev frarådet at færdes til fods efter mørkets frembrud, hvis det ikke var bare hen om hjørnet til en restaurant eller pub. Graden af voldelig kriminalitet i Northwest Territories er næsten tre gange så høj som det nationale gennemsnit. Antallet af mord er fem gange højere. Det samme gælder hyppigheden af seksuel kriminalitet, mens vold i hjemmet er ni gange højere. Langt størstedelen af kriminaliteten – seks gange mere – bliver begået af indfødte.8 Det kan delvist forklares med en højere arbejdsløshed: Kun 50,2 procent af den oprindelige befolkning er i arbejde, mens det for ikkeindfødte er 80,2 procent. Men også andre faktorer spiller ind, ikke mindst koloniseringen og det dramatiske skifte i levevis og kultur, den medførte. Under et senere besøg i en lille by, Fort Simpson, læste jeg i en lokalavis, at tre drenge i alderen 13-15 år gennem længere tid havde begået talrige indbrud om natten, mens folk sov bag ulåste døre. Men de tre var ikke de eneste, og en beboer udtalte i avisen, at hvis man skulle problemet til livs, måtte man engagere de unges forældre. Alt for mange, mente han, bekymrede sig ikke om, hvad deres børn rendte rundt og lavede om natten. Ofte fordi de selv lå og sov en rus ud. Derfor havde nogle af landsbyens voksne besluttet at lave et nattevægterkorps, som skulle assistere politiet ved at patruljere i gaderne om natten og bl.a. sørge for at hjælpe berusede og påvirkede unge hjem. Den lille by var ikke Fort Simpson, men Fort Providence, som lå 328 km længere tilbage ad den grusbelagte vej, jeg
lige havde tilbagelagt. Jeg besluttede at besøge den lille by på vej mod Yellowknife dagen efter. Fort Providence ligger ved Mackenzie-floden og har ca. 800 indbyggere. Landsbyens historie går tilbage til 1786, da handelsselskabet North West Company oprettede en forsynings- og handelsstation i Yellowknife Bay ved Great Slave Lake 300 kilometer længere mod nord. Siden blev stationen opgivet, og i stedet grundlagde den romersk-katolske kirke med hjælp fra métis-familier en kostskole drevet af de såkaldte Grå Søstre, en nonneorden fra Québec. Året efter oprettede Hudson’s Bay Company (HBC) en handelsstation på stedet. De første kostskoler for indfødte børn blev oprettet i 1600-tallet i Ny Frankrig. Det er dog ikke dem, der tænkes på, når man i nutidens Canada taler om konsekvenserne af kostskolesystemet for de indfødte folk. Systemet går tilbage til vedtagelsen af Indianerloven i 1876, som igen havde rødder i en tidligere kolonial lov, der skulle fremme assimilation af indfødte. I et tillæg til loven i 1884 blev indianernes religiøse riter og ceremonier forbudt, først og fremmest gavegivningsfesten potlatch, som tjente kulturelle, sociale og økonomiske formål for First Nations i Nordvestcanada, bl.a. fordelingen af rigdom, rettigheder og status blandt individer, slægtsgrupper og klaner. Kostskolernes formål blev udtrykt i 1920 af vicedepartementschefen for indianske anliggender: ”Vort mål er at fortsætte, indtil der i Canada ikke længere findes en eneste indianer, som ikke er blevet absorberet i staten, og der ikke
17 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 17
28.06.2022 12.12
længere er noget indianerproblem.”9 Midlet var at isolere de indfødte børn fra deres oprindelige kultur, religion og sprog. Tvangsassimilation blev anset for at være til børnenes eget bedste. Sigtet med at ”gøre indianeren til en hvid mand” var nemlig at forberede dem på at finde deres plads i en industriel samfundsorden, fastslog den ansvarlige for velfærd og uddannelse i Indian Affairs i 1936.10 Den holdning delte den anglikanske og den katolske kirke. I 1938 konkluderede sekretæren for det anglikanske missionsselskab, at indianerne ”uundgåeligt må assimileres med resten af befolkningen og dele rettigheder med andre som canadiske borgere”. Det var ”en pligt for den hvide mand at bruge sin avancerede viden til at udlægge for de mindre privilegerede de højere værdier, der gælder i den nutidige verden, og at hjælpe dem i den vanskelige tilpasningsproces.”11 Den tvangsassimilation, kostskolerne praktiserede, regnes for at være en af de vigtigste grunde til de massive sociale problemer i nutidens indfødte småsamfund. På den lokale politistation i Fort Providence indlod dens chef, Adolphus Norris, sig venligt på et interview. Norris var 51 år og havde arbejdet for RCMP, Canadas berømte beredne politi, flere steder i territoriet, inden han kom til Fort Providence. Han var selv af indfødt baggrund med en indiansk far og en mor, der var inuk (ental af inuit). Det var ikke den politisk korrekte fortælling, sagde han. I den, mente Norris, tages det personlige ansvar fra de nulevende generationer ved udelukkende at forklare deres sam-
funds alvorlige problemer som resultatet af kolonihistorien, kostskolernes hårdhændede assimilation og tabet af sprog og kultur. Det hørte med til billedet, ja, men problemet var mere komplekst. Og desuden førte den politisk korrekte fortælling ikke til svar og løsninger for den enkelte: ”Man hjælper ikke et offer ved at have ondt af det, men ved at hjælpe det med at tage ansvar for sit eget liv. Og her i Fort Providence betyder det også at tage ansvar for sine børn.” Blandt årsagerne til den nuværende misere nævnte Norris skiftet fra det traditionelle til det moderne samfund efter Anden Verdenskrig, den store arbejdsløshed og den tilsvarende store lediggang i hverdagen, en nedarvet misbrugskultur og en dermed forbundet udbredt vold i hjemmene. Han udelukkede heller ikke en genetisk betinget tendens til alkoholmisbrug blandt indfødte, men advarede imod at se de indfødtes sociale problemer isoleret. For i ”det hvide Canada” var der de samme tendenser med stigende alkoholisme og misbrug blandt udsatte borgere. Han fortsatte: ”Heroppe i nord er stigningen blot højere end i resten af det canadiske samfund. Og den bliver tydeligere her, fordi samfundene er så små. Men i virkeligheden er det, der sker her, det samme, som sker nede sydpå i byerne: Flere og flere forældre svigter deres børn og lader dem passe sig selv.” Til sidst i interviewet kom vi ind på den høje selvmordsrate blandt indfødte. I Canada er den generelt to til tre gange højere end blandt ikkeindfødte. Men blandt unge er den fem til seks gange højere. Raten i Northwest Territories over-
18 De første nationer
Nationale drømme.indd 18
28.06.2022 12.12
gås kun af det inuitbefolkede naboterritorium Nunavut, hvor den er blandt de højeste i verden og 11 gange over det nationale gennemsnit.12 Depression nævnes som den mest almindelige årsag, men misbrug af rusmidler, seksuelt misbrug og psykiske problemer er også vigtige forklaringer. Ofte skal årsagen findes i en kombination af disse faktorer. Inspektør Norris fortalte mig, at udbredelsen af depression og misbrug blandt unge i distriktet også betød, at mange unge ikke gennemførte grundskolen og derfor havde svært ved at få en uddannelse, et arbejde og i det hele taget føle selvværd og finde fodfæste i livet. Northwest Territories havde i de seneste år igangsat programmer, der skulle afhjælpe sociale problemer gennem et samarbejde mellem myndigheder inden for sundhed, velfærd, skole, politi og indfødte organisationer. Skolerne var et naturligt sted at koncentrere indsatsen. Især to projekter, iværksat i Fort Providence siden 2018, falder i øjnene. Det ene er et program til forebyggelse af selvmord blandt børn og unge, hvor alle skoler i territoriet har tilknyttet en børne- og ungdomsrådgiver, som sammen med andre social- og sundhedsmedarbejdere samt lokale kræfter skal styrke det sociale og mentale helbred blandt byens børn, unge og deres familier. Det andet projekt, On the Land Education, skal få flere til at gennemføre grundskolen og komme videre med en ungdomsuddannelse og et videre uddannelsesforløb. Den særlige strategi i projektet er, at de unge også skal undervises i dene-sproget – det indfødte sprog – og væsentlige elementer i
den indfødte gruppes kultur, historie og livsform. Ønsket er, at man på den måde kan genskabe den kulturelle stolthed, viden og identitet, som koloniseringen fratog dem.
Politiinspektør i Fort Providence Adolphus Norris i 2016.
19 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 19
28.06.2022 12.12
Nordamerika før europæernes ankomst
Agerbruget begyndte i det skovrige øst og det majsdyrkende syd. Fra øst bredte det sig langs floddalene mod vest og nord, men stoppede ved Missouri-floden, fordi befolkningerne på prærierne fik rigeligt med føde ved at jage de dengang enorme bisonflokke. Det førte til handel og kulturel udveksling inden for et stort netværk af større og mindre samfund. Nogle steder dannede man bystater som f.eks. Cahokia i nutidens Illinois, der i 1100-tallet formentlig havde 30.00040.000 indbyggere. Den nye ressourcerigdom betød, at også præriefolkene fik en anseelig størrelse og ikke behøvede at være på konstant vandring. Men jægere og samlere var ofte nødsaget til at splitte deres stamme op i bands. Klimaforandringerne forandrede dog livsvilkårene så meget, at flere samfund og civilisationer brød sammen. Den skæbne overgik således Anazasi-samfundene, som levede i klippe- og etagebyer (puebloer) i området mellem det nuværende Utah, Colorado, Arizona og New Mexico. Hungersnød ramte specielt agerbrugssamfundene, hvoraf nogle helt forsvandt. Store folk blev tvunget til at finde et nyt grundlag for at overleve, og mange rejste i migrationsbølger, der førte til sammenstød og voldelige konflikter. Resultatet var dannelsen af de indianske folk, vi kender i dag, og som siden 1970’erne har kaldt sig First Nations. Selv om der foregik en livlig handel mellem dem, konkurrerede de ofte indbyrdes om retten til handel, og hyppige raids og krige var almindelige. Flere af de indianske kulturer opnåede et teknologisk niveau, som var tæt
Vi ved ikke, hvor mange indianere der levede i Nordamerika nord for den mexicanske grænse inden europæerne ankom i 1500-tallet. Historikere og geografer er i de sidste 50 år nået frem til stærkt varierende tal, fra 90 millioner til helt ned til 4 millioner. Hvis man ender med et sandsynligt estimat på 12 millioner og desuden medregner Mexico, Mellem- og Sydamerika, kan der dog godt lægges mellem 50 og 100 millioner til. I virkeligheden er det umuligt at fastslå sådanne tal med videnskabelig sikkerhed, for der findes ikke pålidelige kilder. Men den vigtigste pointe er, at det oprindelige antal formentlig blev reduceret med 90 procent som følge af den europæiske kolonisering, hvad enten det skete ved bevidst folkedrab eller indirekte gennem overførte sygdomme. Faldet i befolkningstallet var imidlertid begyndt før europæernes ankomst. Tuberkulose, som var den største dødsårsag i den oprindelige befolkning i 1800-tallet, var en epidemisk sygdom i Nordamerika allerede inden kontakten med europæerne. Desuden fandtes der alvorlige sygdomme som hepatitis, polio, hjernebetændelse og parasitsygdomme. Det vil være forkert at forestille sig Nordamerika før kontakten som et sygdomsfrit paradis. Også klimaændringer havde forandret livsforholdene på kontinentet siden den lille istid, som satte ind i begyndelsen af 1300-tallet. I flere hundrede år før havde en varmeperiode givet grobund for agerbrug i store dele af det østlige kontinent.
20 De første nationer
Nationale drømme.indd 20
28.06.2022 12.12
på europæernes – selv om de ikke kunne fremstille redskaber, brugsgenstande eller våben af jern eller andre metaller. Til gengæld var de bedre end europæerne til at dyrke vilde planter som bl.a. majs, kartofler, squash, tomater og jordnødder, som europæerne snart indførte til Europa. Ud over at skabe produktive landbrugsøkonomier havde de et dybt kendskab til den medicinske brug af planter. Dyrehold indgik ikke i deres økonomi. Alt efter regionens klima og geologi udviklede de nordamerikanske samfund deres egne materielle kulturer, sociale strukturer og politiske organiseringsformer. Blandt jæger- og fiskerfolk på stillehavskysten dominerede et høvdingestyre baseret på stammer. Høvdingen udøvede sjældent sin autoritet og sociale magt gennem fysisk magt, men i kraft af sine særlige personlige evner og færdigheder. Nordvestkystindianernes høvdingedømmer var normalt hierarkisk opbygget med høvdingen og hans familie i toppen efterfulgt af en adel og dernæst det almindelige folk. Opdelingen var baseret på materiel velstand og nedarvet status. Den indbyrdes rivalisering om ære førte sammen med kampen om ressourcer til fjendskab mellem grupper og samfund, men også til politiske alliancedannelser mod andre stammer. I den centrale og østlige del af kontinentet – omkring De Store Søer – levede der i 1500-tallet, dvs. på det tidspunkt, hvor europæerne ankom til Nordamerika, mindst 34 stammer (nationer), der talte algonkiske eller irokesiske sprog. Nogle af dem var nomadiske jægere og samlere, mens andre var agerbrugere. Det første gjaldt nationer
som f.eks. innu (montagnais på fransk), der levede nord for St. Lawrence-floden, miqmaq i nutidens New Brunswick og Nova Scotia og abenaki syd for St. Law rence. Flere af irokeserne var fastboende agerbrugere, der i visse tilfælde indgik i konføderationer. Det gjorde bl.a. huron-folket, hvis konføderation europæerne kaldte Huronia. Huronia lå mellem Lake Simcoe og det sydøstlige hjørne af Georgian Bay i nutidens Ontario. Huronerne forsynede deres nordlige naboer med majs, bønner, squash, tobak og garn til fiskenet og modtog til gengæld kød, skind og pelse. Da franskmændene byggede deres første handelsstation ved St. Lawrence-floden i begyndelsen af 1600-tallet, udgjorde Huronia omkring 30.000 mennesker, der levede i 25 landsbyer og talte det samme sprog. Da de levede i et område, der blev krydset af flere handelsruter, dominerede de længe handelen. I kraft af deres alliancer med andre nationer kunne de holde deres traditionelle fjender i skak eller optage dem i deres konføderation. Huronernes værste fjender var langhusfolket, som efter etableringen af et forbund af de fem største nationer engang mellem 1450 and 1660 kaldte sig for De Fem Nationer eller Den Irokesiske Konføderation. Irokesernes territorium var større end deres, men befolkningstallet var mindre, ca. 16.000. De levede i store skovområder mellem Mohawk-floden og Genesee-floden i grænseområdet mellem nutidens østlige USA og Canada, en afstand på omkring 180 km. Dette område fik stor politisk betydning efter
21 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 21
28.06.2022 12.12
Natursyn og religion
oprettelsen af de britiske kolonier i syd, fordi det udgjorde en stødpudezone mellem de franske og britiske besiddelser. Irokesernes landsbyer lå mere spredt end huronernes. Derfor havde mange af dem deres egen identitet. De Fem Nationer blev styret af rådsforsamlinger og var organiseret i mandligt bestemte slægtsgrupper og klaner. Umiddelbart før de franske kolonisters ankomst havde der tilsyneladende været et større opgør mellem irokeserne ved St. Lawrence-floden – Stadacona – og deres naboer i syd, de krigeriske mohawk, såvel som naboerne mod nord, innu. Under alle omstændigheder var de 14 landsbyer, som ”Canadas opdager”, Jacques Cartier (1491-1557), havde besøgt under sin første rejse i 1534, forsvundet i 1603, da grundlæggeren af Québec, Samuel de Champlain (1567-1635), sejlede op ad floden. Derfor lå bredderne med deres rige landbrugsjorde ubefolkede hen, og han kunne uden stort besvær etablere alliancer med irokesernes fjender – innu, miqmaq og huron – som så økonomiske og politiske fordele ved at samarbejde med de franske kolonister. De tre folk blev hurtigt vigtige mellemmænd i den pelshandel, som motiverede den franske konge til at anlægge en handelspost i Québec. I mange årtier drev franskmændene uden større problemer landbrug langs St. Lawrence-floden. Da der et par hundrede år senere brød territoriale konflikter ud, skyldtes det forskellige opfattelser af, hvad det indebar at tage land i brug. Hidtil havde konflikter mellem kolonister og indfødte fortrinsvis drejet sig om, hvem der skulle styre handelen.
Da europæiske fiskere og hvalfangere i 1500-tallet ankom til kystområderne i nutidens Nova Scotia og Québec, tog miqmaq- og innu-folkene vel imod dem. De kunne nemlig bruge europæernes redskaber. Nogle arbejdede også for de tilrejsende, bl.a. med at rense og slagte hvaler, hvalrosser og sæler. Samarbejdet udviklede sig, da franskmændene opførte deres første handelsstationer og for alvor begyndte at handle med pelse og bæverskind. Både miqmaq og innu udvidede deres rolle som handelsfolk ved at påtage sig en rolle som mellemmænd. De bragte skind og pelse fra baglandet til kysten mod behørig betaling i naturalier. Kolonisterne var tilfredse med samarbejdet og var imponerede over, hvor dygtige indianerne var til at sejle i træbåde langs kysten og kanoer på floderne. Da der ikke var grund for dem selv til at tage længere ind i landet, var det først i 1800-tallet, at de første konflikter over retten til land opstod. I 1600-tallet mente franskmændene, at de havde retten til de territorier, de slog sig ned på, fordi de havde ”opdaget” dem. De betragtede ikke de nomadiske indfødte som ejere, og derfor tillod de fortsat indianerne at bruge dem. Øjensynligt var det ikke noget problem, for den franske kolonibefolkning var meget lille, og der var rigelig med plads til alle. Akadien syd for St. Lawrence-floden modtog i begyndelsen af 1600-tallet flere hundrede bosættere, der opdyrkede land i den nordligste del af Bay of Fundy, og her opstod der et økonomisk og kulturelt samkvem til begge gruppers fordel.
22 De første nationer
Nationale drømme.indd 22
28.06.2022 12.12
Forestillingen om ejerskab til land var en europæisk måde at tænke på, som var fremmed for de indfødte nationer, der på tværs af Nordamerika delte en helt anderledes virkelighedsopfattelse. De troede på, at der fandtes en ånd, som havde skabt Jorden, og hvis kraft gennemstrømmede alt. Det betød, at mennesket var en del af naturen, og at både land, træer, dyr og mennesker besad den samme hellige kraft. Menneskene skulle derfor omgå alt i naturen med ærbødighed, respekt og ydmyghed. Dette natursyn indebar, at land ikke var noget, man kunne eje, men kun være fælles om. Til gengæld kunne man bruge det, så længe det skete med omtanke og respekt. Man kunne altså godt jage og dræbe dyr, men kun til mad og klæder, og jægeren skulle først bede dyrets ånd om tilladelse. Natur- og virkelighedsopfattelsen fremgik af de indfødtes myter og for tællinger. Lilwat og squamish på stillehavskysten gengiver begge deres mytiske tradition som forankret i den lokale geografi. Der findes to typer. For det første fortællinger om ting, der fandt sted i den fysiske verden, og myter, der gengiver hændelser i den åndelige verden. De første handler om begivenheder i en fjern fortid, f.eks. de store istider, ”de store oversvømmelser” eller forfædrenes bedrifter. En af dem handler om Mount Garibaldi, som blev tilflugtssted for squamish-folkets forfædre efter de store oversvømmelser i forbindelse med den sidste istids ophør. Den anden type handler om dyr, bjerge og overnaturlige væsener, der rejser til bestemte egne,
som derved har fået en særlig hellig betydning. Det gælder f.eks. toppen af Black Tusk Mountain, hvor den mytologiske Tordenfugl holdt til. På klippevægge i landskabet kan man endnu i dag finde udhuggede og påmalede tegn, der gengiver disse myter og fortællinger. De blev brugt i forbindelse med oplæring af drenge før deres pubertetsritual, som meddelelser fra stammens shaman og som rutemarkører på rejser. I fortællingerne forekommer der bjerge og klipper, som oprindelig var mennesker, der var blevet forvandlet og derved udødeliggjort af forvandlerne, dvs. åndelige væsener, som sørgede for, at skabergudens love for værket blev indskærpet. Et kendt eksempel er den fritstående klippe Siwash Rock (Forvandlerklippen), som tusindvis af mennesker hver weekend går, cykler eller skater forbi i Vancouvers smukke Stanley Park. Ifølge traditionen blev en mand, der badede i havet for at rense sig fysisk og åndeligt forud for sit barns fødsel, forvandlet til en klippesøjle af forvandlere, der passerede forbi i deres kanoer, og som værdsatte hans fromhed og omsorg for sin familie. Herefter skulle klippen minde hver ny generation om familiens betydning. Alle ting i naturen vidner således om dens hellige kræfter, og brugen af den – f.eks. under fiskeri og høst – kræver færdigheder, som skaberen har overgivet folket. Af samme grund har også dagligdagens håndværk en åndelig dimension. F.eks. kunsten at udhugge en kano af en træstamme, væve klæder af bjerggedernes uld, flette kurve af cederbark eller
23 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 23
28.06.2022 12.12
24 De første nationer
Nationale drømme.indd 24
28.06.2022 12.12
skære brugsting ud i træ. Også kunsten at male stiliserede dyr, danse eller fortælle har åndelig betydning, fordi kunstneren forbinder folket med det land og det hav, det lever af. Mennesker får kraft og inspiration fra drømme, visioner eller andre åndelige kilder. I dag er lilwat-folk kristne, men de bruger stadig deres åndelige og mytiske tradition. De deltager i kollektive ceremonier og fester, hvor de nu – efter et århundredes forbud – igen har lov til at praktisere deres kulturelle traditioner som f.eks. potlatch. Her bliver der sunget, danset og fortalt, selv om der i dag anvendes nye materialer og designformer, og plottet i sangene og fortællingerne kan have undergået en modernisering. Selv om den franske kolonisering ikke umiddelbart førte til konflikter om land, førte den til et kultursammenstød mellem europæerne og de indfødte. Det kunne være voldsomt nok i sig selv og betyde en europæisk kulturel dominans. Det kunne også på sigt legitimere en territorial ekspansion ind i de oprindelige folks land. Da det ikke bare var de franske kolonisters mål at tjene penge på ko-
loniseringen af Nordamerika, men også at kristne indianerne, blev der fra begyndelsen skabt betingelser for det ”kulturelle folkedrab”, som mange indfødte ledere i dag anser for at være årsagen til sociale tragedier i samfund som Fort Providence. De folk, som kolonisterne og senere bosættere mødte efter deres ankomst, havde navne for sig selv, egne sprog og særlige kulturelle værdier og fortællinger. De fleste af dem havde uskrevne love og retsinstitutioner samt politiske institutioner, der blev brugt både internt og til at regulere deres forhold til andre folk, især i forbindelse med handel, krigsførelse og alliancedannelse. Nogen form for bureaukrati havde de dog ikke, og selv om de forbandt sig med et hjemland, havde det ikke faste grænser, ligesom høvdingenes og ældsterådenes magtudøvelse var begrænset. Der var altså ikke tale om stater i moderne betydning, men de lignede de sociale og politiske organisationsformer, der fandtes i det førmoderne Europa. Det er derfor ikke urimeligt, at nutidens indianere i Canada kalder sig for First Nations.
Forvandlerklippen, Siwash Rock, i Stanley Park i Vancouver.
25 Nationale drømme
Nationale drømme.indd 25
28.06.2022 12.12