„Humoristisk og dybt bevægende.“ INDEPENDENT „Både hjerteskærende og morsom – en historie, som er vigtig og nødvendig at fortælle.“ THE OBSERVER „Gennem den nænsomme udforskning af race og seksualitet kommer en smuk kærlighedshistorie frem.“ DAILY TELEGRAPH
Londons Hackney-kvarter, hvor han er kendt som en flamboyant og morsom personlighed, der går nydeligt klædt i retro jakkesæt og citerer Shakespeare for et godt ord. Han er far, bedstefar og gift med Carmel – men han er også homoseksuel og har gennem seks årtier haft en hemmelig affære med sin barndomsven Morris. Barry og Carmel kommer fra den caribiske ø Antigua og har kendt hinanden, siden de var helt unge. Men Barry blev ikke ligefrem den førsteelsker, Carmel drømte om. Hun tror, at Barry er utro med andre kvinder og søger trøst i sin bibelkreds. Da ægteskabet er på opløsningens rand, drømmer Barry om at flytte sammen med Morris. Men tør han det efter et helt liv med skam
PRESSEN OM PIGE, KVINDE, ANDET
og hemmeligheder?
FOTO © JENNIE SCOTT
„Evaristo er afgjort en modig og sprudlende forfatter.“ SUNDAY TIMES
Barry Jedidiah Walker er 74 år og lever et dobbeltliv. Han bor i
Bernardine Evaristo
PRESSEN OM MR. LOVERMAN
VINDER AF BOOKER-PRISEN
MR. LOVERMAN er en banebrydende roman, som med humor
„Kan anbefales både for de sociale og (køns-/race) politiske indsigter og det gnistrende sprog, som den danske oversætter formidler med imponerende træfsikkerhed.“ JYLLANDS-POSTEN „Sprudlende og troværdig … Det er på én gang medrivende og tankevækkende læsning.“ DAGBLADET INFORMATION
og hjerte udforsker kulturelle myter om kærlighed, seksualitet og familie.
„Både hjerteskærende og morsom – en historie, som er vigtig og nødvendig at fortælle.“ THE OBSERVER
BERNARDINE EVARISTO (f. 1959 i London) er
en prisvindende forfatter, redaktør, kritiker, dramatiker og essayist. Hun fik sit store gennembrud både i England og internationalt med romanen PIGE, KVINDE, ANDET, som hun modtog Booker-prisen for i 2019. I 2020 vandt hun ikke alene prisen for årets bog i Storbritannien, men blev også kåret som årets forfatter. MR. LOVERMAN udkom i 2013 og er hendes anden roman på dansk.
Mr. Loverman
„Denne roman er en enestående, kompromisløs og øjenåbnende læseoplevelse … forrygende og dybt gribende … Den kan ikke anbefales nok.“ POLITIKEN
„SUBLIM“
„SPRUDLENDE“
„GENIAL“
TELEGRAPH
GUARDIAN
INDEPENDENT
ROMAN GADS FORLAG
Bernardine Evaristo
MR . LOV ER M A N rom a n
På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Gads Forlag
Mr. Loverman er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Mr. Loverman Copyright © Bernardine Evaristo, 2013 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2022 Published by agreement with Aitken Alexander Associates Limited 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: © Penguin Books Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Forsideillustration: Jon Gray/Penguin Random House UK Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06898-3
Den danske oversættelse citerer følgende værker: William Shakespeare: Timon fra Athen i Samlede skuespil, oversat af Niels Brunse. Gyldendal, 2017. (s. 79) William Shakespeare: Macbeth, oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. (s. 91) William Butler Yeats: Genkomsten, oversat af Thorkild Bjørnvig i tidsskriftet Heretica, 1948. (s. 236) William Shakespeare: Richard II, oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. (s. 294) James Baldwin: Giovanni's Room, oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. (s. 301)
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
www.gad.dk
1
Ægteskabets kunst Lørdag 1. maj 2010 Morris lider af den sygdom, der kaldes afholdenhed. Næh, end ikke en dråbe alkohol mere skal han have, før han forlader denne jord i en kiste af træ, sagde han for et øjeblik siden inde i dance hallen. Og Mighty Sparrow blæste »Barack the Magnificent« ud af højtalerne. Sidste gang det skete, var, da han besluttede sig for at blive vegetar, hvilket er ret sjovt, eftersom makkeren hele sit liv har proppet sig med alle dyrenes dele undtagen håret og tænderne. Men pludselig begyndte Morris altså at smide om sig med eksotiske ord som »soja«, »tofu« og »Quorn«, og han spurgte mig, hvordan jeg selv ville have det, hvis nogen huggede mit ben af og spiste det til aftensmad. Jeg nedlod mig ikke engang til at svare. Han havde åbenbart set sådan en dokumentar om industrik yllinger, der bliver sprøjtet med væksthormon, og var på den baggrund nået frem til, at han ville blive forvandlet til en kvinde, udvikle mabser og sådan. »Javel, Morris,« sagde jeg. »Men jeg bider mærke i, at du har spist kylling i nogle-og-halvfjerds år, og du bruger stadig ikke bh. Så sig mig lige, hvordan hænger det sammen?« Og hør så bare her: Samme måned går jeg forbi Smokey Joe’s kyllingerestaurant på Kingsland High Street, og hvem skuer mit øje med munden fuld af kylling, himlende i ekstase, som var det 5
et oldgræsk bakkanal, og han blev madet med saftige, gyldne kyllingelår af en smækker Adonis? Bare hans ansigtsudtryk, da jeg stormede ind og greb ham på fersk gerning med al den kødsaft drivende ned ad hagen. Om jeg grinede? Ja, Morris, jeg lo, så jeg var lige ved at sprække. Men der stod vi altså på dansegulvet blandt alle disse svedige, liderlige og (relativt) unge lømler, der svingede hofterne helt ubesværet. Og der stod jeg og prøvede at rulle med hofterne i nogenlunde samme hulahopbevægelse, men nu om dage føles det mest af alt som at åbne en rusten suppedåse med en gammeldags dåseåbner. Jeg forsøger at bøje i knæene, uden at fortrække ansigtet i smerte og uden at forvilde mig for langt ned, for så ved jeg, at jeg ikke kommer op igen, og samtidig anstrenger jeg mig for at høre, hvad Morris råber mig ind i øret. »Denne gang er det alvor, Barry. Jeg kan ikke holde til al den svir længere. Jeg husker efterhånden så dårligt, at jeg forveksler tirsdag med torsdag og stuen med soveværelset, og jeg kalder min ældste søn ved min yngste søns navn. Og når jeg brygger mig en kop te, glemmer jeg den, så den bliver kold. Ved du hvad, Barry? Nu vil jeg bare læse noget af det der Shakespeare, du er så skør med, og løse nogle krydsord. Og for resten agter jeg at melde mig ind i et træningscenter med seniorrabat, så jeg kan gå i sauna hver dag og holde gang i blodomløbet, for sagt mellem os to og de her fire vægge ...« Han tav og kastede et blik over skulderen for at sikre sig, at ingen lyttede med. Klart, Morris. Tror du seriøst, at et helt lokale proppet med hoftesvingende unge gider høre på to gamle røvhuller, der taler om alderdommens prøvelser og kvaler? »I sidste uge gik det pludselig op for mig, at jeg har fået åreknuder,« hviskede han til mig, så tæt på, at jeg fik spyt i øret og måtte grave det ud med en finger. 6
»Morris,« siger jeg så. »Gamle mænd får åreknuder. Væn dig til det. Og det med glemsomheden? Du er nok bare ved at blive dement. Det er der ikke andet råd for end at spise mere fed fisk. Og hvad angår afholdenheden ...« Jeg klappede i, for Morris lignede pludselig en stakkels, lille hundehvalp. Som regel giver han djærvt igen og vapper mig én med det verbale cricketbat. Morris er en følsom fyr, men han er ikke overfølsom, for så ville han vitterligt være mere kvinde end mand – især på den tid af måneden, hvor de får det der bindegale udtryk i øjnene, og man skal passe på ikke at sige noget forkert eller for den sags skyld noget rigtigt på den forkerte måde. Og nu hvor jeg tænker over det, kan det stadig ske, selv hvis man siger det rigtige på den rigtige måde, at de kommer efter en med forskærerkniven. »Slap af. Det er bare for sjov, mand.« Jeg gav ham et dask i brystet. »Jeg ville være den første til at fortælle dig, hvis du var ved at blive gakgak. Du skal ikke bekymre dig, min ven. Du er lige så klar i hovedet, som du altid har været.« Og ud af mundvigen mumlede jeg: »Ikke at det siger så meget.« Morris gloede bare på mig med den sårede mine, som han virkelig burde være vokset fra for godt og vel niogtres år siden. Jeg nåede frem til, at han måtte være i abstinensernes vold. Ikke at jeg personligt har erfaring med det der abstinensfænomen, for i mit liv er der ikke gået en dag, uden at den søde nektar har velsignet mine læber. Men til forskel fra Morris lader jeg det de fleste dage blive ved dét, fugter læberne med en mundsmag, en gibbernakker, en lille én at få varmen på. En tår Appletonrom, en slurk Red Stripe eller Dragon Stout – om ikke andet så for at støtte umådeholdenhedsindustrien derovre på øerne. Kald det bare dagens gode gerning. Kun lørdag aften giver jeg efter for mine bakkanalske tendenser. Men med Morris er det ikke ham, der indtager sprutten. Sprutten indtager ham. Stegt. Den mand 7
er stegt. Forholdet mellem alkohol og blod må være 90:10, på ære. Ikke at han har grund til at bekymre sig, han er en af de der fyldebøtter, der ser godt ud imens. Langt om længe besluttede han sig for at falde ned og smilede stort. Ingen kan være nedslåede ret længe ad gangen, når de er sammen med mig. Jaaa, tak! Jeg får alles humør til at lette fra jorden. Jeg er Den menneskelige valiumtablet. »Vi er blevet veteranerne,« siger jeg til ham. »Vi må bare tilpasse os og tro på, at vi har vores bedste år foran os, ikke bag os. Man må gå til det her ustoppelige tog, der suser mod intetheden, med en positiv attitude. Lever vi måske ikke i den positive psykologis tidsalder? Du ved, hvad de siger: Glasset er enten halvt fuldt eller halvt tomt. Lad os blive enige om, at det er halvt fuldt. Er det en aftale, mand?« Jeg rækker ud for at give ham hånden, men han får den skøre ide at te sig som en teenager med et af disse hiphop-næve-daskerfingerknip-sende håndslag. Det går helt galt for os begge, og alle rundt om os tænker garanteret, at vi er et par ynkelige gamle dudes, der prøver at være smarte. Morris, åh, min kære Morris, hvad skal jeg dog stille op med dig? Du har alle dage været en grubler. Hvem er det, der altid siger til dig: »Morris, læg det fra dig, lad mig tage vægten fra dine skuldre.« Se dig nu bare. Din weltervægtkrop – den selvsamme, der dansede »Morris shuffle« rundt om dine modstandere i bokseringen og blev Antiguas juniormester i 1951 – er stadig stærk på trods af en sølle åreknude eller to. Du er stadig den samme fyr, jeg altid har kendt. Har stadig imponerende muskulatur på armene. Har stadig en mave, der er mere konkav en konveks. Har stadig kun de rynker på halsen, som ingen andre end mig alligevel lægger mærke til. Men Morris, en ting ved jeg om dig – dit hjerte og sind har 8
altid længtes efter at stå til søs med det gode skib Madame Sprut. Du kommer ikke til at afmønstre på en øde ø ved navn Ædruelighed. Så meget ved jeg med sikkerhed, fordi jeg, Barrington Jedidiah Walker, Esq., har kendt dig, monsieur Morris Courtney de la Roux, lige siden vi var et par skingre, glatkindede ballade magere, der ventede på, at vores nosser skulle falde ned. Men jeg klager ikke, for mens Morris pønser på bod og bedring, kører han mig hjem i sin Ford Fiesta. Selv er jeg for hammerstiv til at sætte mig bag rattet og vil aldrig klare mig gennem Østlondons gader og gyder uden at blive arresteret af drengene i blåt. Det er noget, jeg savner – at køre spritkørsel og slippe af sted med det, som vi alle sammen gjorde i tresserne og halvfjerdserne. Dengang var der ingen overvågningskameraer, der tavst mønstrede dig med deres kyklopøjne tre hundrede gange om dagen, selv om du bare gik og passede dig selv i London Town. Lige så snart jeg går hjemmefra, bliver der holdt øje. Big Brother er blevet en del af vores liv, og ingen siger fra. Jeg kan ikke engang grave en bussemand ud af næsen, uden at det bliver filmet og foreviget. Morris kører mig hjem til Cazenove Road 100 i Stoke Newington. Han parkerer og sikrer sig, at jeg ikke dejser om i rendestenen, men går ind gennem den rigtige låge, og så triller han lige så stille af sted i første gear med et frejdigt baghåndsvink. Han burde komme med ind og få sig en kop krydret kakao og lidt nænsom gammelmandstrøst. I stedet synker hjertet i livet på mig, for nu skal jeg ind i løvens hule. Det er vores liv i en nøddeskal. Mødes og skilles.
9
Jeg lister hen ad den knasende grussti, og nu er jeg i farezonen, for Carmel hører lige så godt som en flagermus. Jeg drejer nøglen om i låsen, skubber døren op og venter med tilbageholdt åndedræt. I gamle dage skød Carmel nogle gange slåen for, så jeg måtte hejse min røv op over sideporten og sætte mig på græsslåmaskinen i skuret, indtil solen stod op, og hun var faldet ned. Indtil dengang jeg sparkede havedøren ind og lod hende forstå, at nu var det slut med at lukke kongen ude af slottet. Lige så snart jeg kommer ind, tager jeg jakken af og sender den svævende mod knagerækken til venstre for døren. Den falder på gulvet. Knagerækken må have flyttet sig. Jeg prøver igen. Den lander på trappen. Tredje gang – lige i nettet! Jeg fik dig. Jaaa, tak. You go-wan, Barry. Jeg giver mig selv en highfive, mens masserne jubler, og får samtidig et glimt i spejlet af den »flotte fyr«, som de engelske damer kurrende plejede at kalde mig. De velopdragne af dem, altså, ikke trunterne, der råbte knap så flatterende betegnelser efter en, når man bare gik lige så uskyldigt på gaden og passede sig selv. Skidt pyt. De dage er for længst forbi. Bortset fra min kone har ingen råbt efter mig i mindst tyve år. Jeg er stadig en Saga Boy. Er her stadig, gud ske tak og lov. Stadig frisk, velklædt og ret så mandig. Stadig godt over 1,80 uden tegn på at være begyndt at skrumpe. Har stadig den der særlige je ne sais-hvad-det-nu-hedder. Bevares, jeg har tabt håret på hovedet, men mit overskæg er stadig veltrimmet som i det klassiske Hollywood. Folk plejede at fortælle mig, at jeg lignede en ung Sidney Poitier. Nu siger de, at jeg minder om en (noget) ældre Denzel Washington. Skulle jeg sige dem imod? Det er, som det er. Nogle af os har det, andre har det ikke. Giv den gas, Barry. Giv den gas. Jeg har listet omkring som en klatretyv i mit eget hjem i 10
halvtreds år, og nu bestiger jeg ængsteligt trappen op mod hendes hule. Soveværelsesdøren står let åben. Jeg klemmer mig gennem sprækken og lister ind. Det første, jeg gør i mørket, er at fjerne den guldslipsenål, der holder de to ender af mit blåstribede slips sammen. Den eneste ordentlige gave, jeg fik, da jeg gik på pension fra Ford Motors i Dagenham. Efter fyrre år på gulvet får jeg et slips, jeg får en indgraveret plakette, jeg får et ur, der er mere Timex end Rolex, et klamt håndtryk, og den administrerende direktør hr. Lardy Hentehår holder en nedladende tale for mig i kantinen. »Vi er mægtig kede af, hr. Walker, at sige farvel til en medarbejder, som i så lang tid har tjent os så trofast. Din tilstede værelse på fabriksgulvet har gjort dig meget afholdt blandt dine kollegaer. Du er noget af en vittig hund, hører jeg, noget af en ordekvilibrist, noget af en causør.« Han holdt inde og mønstrede mig kritisk, som om han tvivlede på, at jeg kunne forstå fem stavelser eller ord af den lettere franske slags, hvorefter han tilføjede: »Ja, du ved, sådan en, der underholder andre med historier.« Manner, jeg koger over, når folk taler ned til mig, som om jeg er en eller anden tumpe fra bøhlandet, som ikke forstår de finere detaljer i dronningens engelsk. Som om jeg ikke har gået på Antigua Grammar School, en af landets bedste. Som om alle mine lærere ikke kom til øen med det koloniale moderskib. Som om den lille englænder her ikke taler sproget lige så flydende som enhver stor englænder derovre, jeg mener herovre. Hvad så, hvis mig og mine vælger at molestere det engelske sprog, som det passer os, droppe vores forholdsord, som man dropper alle hæmninger, pisse på korrekt syntaks og stavemåde og begå totalt vilkårlig vold på grammatikken? Er det måske ikke vores postmoderne, postkoloniale ret? 11
Nå, men dengang jeg kom hertil med det gode skib Immigrant, medbragte jeg en hel rejsekuffert fuld af eksamensbeviser, og at jeg ikke kom på universitetet i England, skyldes slet og ret, at mine karakterer ikke rakte til det ene statslige legat, der var at få. Til gengæld har jeg gået på aftenskole lige siden 1971. Sociologi, psykologi, arkæologi, oloyologi – hvad som helst. Engelsk litteratur og fransk, naturellement. Og så taler vi ikke engang om hr. Shakespeare, Esq., med hvem jeg har haft et særdeles tilfredsstillende cerebralt forhold, sirrah. Jeg har også styr på min kunstologi: Miró, Monet, Manet, Man Ray, Matisse, Michelangelo, Murillo, Modigliani, Morandi, Munch, Moore og Mondrian for ikke at nævne resten af alfabetet. Jeg slæbte endda Morris med til den der kontroversielle udstilling, Sensation, på Royal Academy i 1997 for at se Emins tøjteseng, Ofilis elefantlort, Hirsts syltede haj og Quinns blodige hoved. Morris fnøs: »Det kan jeg gøre bedre selv.« Hvortil jeg svarede: »Det er måske nok mere koncept end håndværk, Morris, men hvor ville kunst være kedelig, hvis kunstnere stadig bare malede veltrænede mandek roppe med baller af stål, saftige læber og dinglende vedhæng ligesom i renæssancen.« Men ... måske ikke, nu hvor jeg tænker nærmere over det ... Morris’ endelige dom i sagen? »I så fald har jeg tænkt mig at pisse i en spand og udstille det som Kunst med stort K.« Problemet med Morris er, at han ikke kan lide at grave for dybt. Det er ikke, fordi han ikke kan, for han er mere begavet end de fleste. Det var ham, der fik stipendie til at studere matematik på Hull University, men han brød sig ikke om vejret, brød sig ikke om maden, brød sig ikke om kurset, han passede ikke sine studier, og da han blev smidt ud efter andet studieår, passede det ham ikke at tage hjem. Den lykkens pamfilius fik arbejde som bogholder for en tekstilgrossist i Stratford, hvilket 12
var ret godt klaret, eftersom folk som os havde svært ved at score den slags jobs. Hans chef var en vis hr. Szapiro, en polsk jøde, som undslap ghettoen i Warszawa. Morris kunne godt lide sin chef, men han kedede sig ihjel på arbejdet. Ikke desto mindre blev han der i treogfyrre år. I mellemtiden blev jeg intellektualiseret. Denne ydmyge maskinmontør kan kloge sig om kap med de bedste om alle de der skægstrygende lommefilosoffer. Om Sokrates, der mente, at vi skulle kende os selv, betvivle alt og ikke lade os begrænse af vores egne overbevisninger. Og Platon, der sagde, at for et moralsk menneske er det ikke nok at vide, hvad der er rigtigt, man skal også vælge at gøre det. Men hen ad vejen indså jeg, at hvis man bruger for meget tid sammen med de der oldgræske æggehoveder, snurrer ens hjerne helt ud i stratosfæren. De er så mentale, at man bliver skør. Og derfor droppede jeg filosofi kurset på Birkbeck og faldt tilbage på den mest oldgamle og pålidelige form for visdom: den hjemmebryggede. Gid jeg havde fortalt Hentehår, at jeg i mange år slet ikke havde haft brug for jobbet hos Ford, fordi jeg siden tresserne havde opdyrket min ejendomsforretning, købt billigt, sat i stand og lejet ud via Solomon & Rogers Ejendomme. Jeg blev kun ved med at stemple ind på fabrikken, fordi jeg rent faktisk nød jobbet og kunne lide at arbejde med mine hænder. En mand bør arbejde med sine hænder, ikke sandt? Og jeg ville have savnet mine kollegaer for meget: Rakesh, Tommy, Alonso, Tolu, Chong, Arthur, Omar – Fords forenede nationer, som vi døbte os selv. Jeg lægger slipsenålen i den lille skål på natbordet, den med påmalede blå storke a la kinesisk porcelæn fra Mingdynastiets tid, skulle jeg mene. Jeg genkender i hvert fald formen med stilken og pæonmønsteret fra mine mange ekspeditioner til Victoria and Albert Museum, som jeg tvinger Morris med på. 13
Eneste forskel på denne skål og originalen er, at Carmel købte den her i Woolworths for 99 pence i 1987. Det gør nu ingen forskel, for selv ikke Gud vil kunne hjælpe mig, hvis jeg nogensinde ødelægger den satans tingest. Selvsamme skål indeholdt engang de citronbolsjer, jeg elskede at lade eksplodere i munden, inden jeg besluttede mig for at holde op med at tage perlerækken for givet. Heldigvis, for jeg kan stadig fortrylle med mit uforgængelige elfenben. Jeg må være den eneste 74-årige i landet med et komplet tandsæt, ikke en eneste tand har jeg fået hevet ud, plomberet, porcelænet eller kronet. Jeg binder mit slips op, og idet jeg hænger det på skabs håndtaget bag mig, får jeg vredet overkroppen lidt for skarpt væk fra hoften. Jeg stivner, drejer mig igen og lader musklerne rette sig ud, så alt vender i samme retning: hoved, skuldre, hofter. Jeg må passe på, for i min alder kan det nemt ske, at noget, som burde strække sig, i stedet brækker. Jeg lister manchetknapperne ud af min stivede, hvide skjorte og putter dem i skålens perfekt O-formede mund. Jeg knapper skjorten op og hiver skjorteenderne ud af mine posede, grågrønne bukser med permanent pressefold fortil og opsmøg forneden, hvor der altid gemmer sig cigaraske efter en nat på druk. Jeg skal snart have bestilt et nyt jakkesæt hos Levinsky. Det er hele turen værd, på tværs af London til Golders Green, for Levinsky er den eneste, jeg kender, der stadig kan sy et jakkesæt i autentisk halvtredserstil uden at forlange Savile Row-pris. Bagefter vrider jeg mig ud af skjortens ærmer, krøller den sammen og smider den over i hjørnet henne ved vinduet, så Carmel kan vaske den. Den lander som ... en udånding. Det kan jeg lide. Derek Walcott? Lytter du derovre i St Lucia? Det kan godt være, du har en Nobelpris i poesi, kammerat, 14
men lingvistisk bliver du overhalet indenom af Barrington Walker. Til trods for al min umage standser Carmels dybhavsvejrtrækning med ét, og hun kommer op til overfladen efter luft med en slags våd sprutten, som om hun lige har forhindret sig selv i at drukne. U-hel-dig-vis. Fruen vender sig og tænder den blomstrede sengelampe med et klik som en pistolhane, der bliver spændt. Huden på hendes underarm bølger fra knoglen. Nu skal jeg rigtig reprimanderes. »Det er morgen, Barrington.« Hun siger alle mit navns tre stavelser ... »Du ved da, hvordan tiden flyver, skat?« Udsagn, ikke et spørgsmål. »Gør den?« Trussel, ikke et spørgsmål. »Hvorfor lægger du dig ikke til at sove igen, skat?« Instruks, ikke et spørgsmål. »Åh, jeg får masser af tid til at sove, når Vorherre tager mig til sig, og der går ikke lang tid, er jeg sikker på.« Følelsesmæssig afpresning – simpelthen. »Så håber jeg, at han tager mig, før han tager dig, skat.« En løgn – simpelthen. »Medmindre ham med hornene og treforken får fat i dig først.« Jeg prøver at fokusere på det, jeg er i gang med, men et diskret blik på Carmel fortæller mig, at hun gør sig klar til at invadere Polen. Jeg tager mine tre ringe af og lægger dem i skålen. Min skønne rubinring er som et fingerbøl blod hældt ned i en oval guldform. Forærede mig selv den, da min første ejendom begyndte 15
at give overskud. Det gyldne lastbilhjul fik jeg af ham den tyske byggearbejder i 1977. Han var lidt af en neandertaler, ikke just svigermors drøm. Min yndlingsring er en snoet slange med diamantskæl, glitrende safirøjne og løftet hoved, klar til at tage en bid af kundskabens frugt. Og min vielsesring? Det ville kræve en bidtang at vriste den af min finger. Jeg har modstået en tur til isenkræmmeren mange gange. »Nu slæber du igen cigarstanken med ind i mit soveværelse.« »Undskyld.« »Og den ækle stank af ulækker rom.« »Undskyld.« »Hvornår forbedrer du dig?« »Undskyld.« »Du kunne i det mindste have ringet.« »Det ved jeg godt, jeg ... jeg undskylder.« »Jeg har sagt til dig i årevis, at du bør få dig en mobil.« Ser jeg ud til at have pip i kasketten? En mobil, så den gamle tøs kan spore mig på alle tidspunkter af dagen og natten? Carmel har leget den her leg i meget, meget lang tid. Nogle gange lader hun det ligge i et par måneder eller sågar år, som i 1980’erne, hvor hun virkede rimelig tilfreds, nød sit arbejde, gjorde mere ud af sig selv og gik ud for at more sig med kollegaerne. Mig og hende nåede frem til en détente. Men så, ud af det flammende blå, ser hun sig gal på mig, bedst som jeg bare gerne vil krybe til køjs. Hun mener, at hun er gift med en skørtejæger. Ude at plante sin sæd blandt en masse frit opfundne Hybener, Jasminer og Irisser. Men er der nogen beviser? Fremmed parfume? Læbestift på min krave? Dametrusser i min jakkelomme? Jeg kan ærligt og redeligt sige til min kone: »Skat, jeg har aldrig været i seng med en anden kvinde.« 16
Hun vælger ikke at tro mig. Hendes store øjne triller næsten ud af hovedet på hende. Hvis hun ikke passer på, snupper jeg dem en skønne dag og bruger dem som bordtennisbolde. Hvad Carmel burde være taknemmelig over, hvad Carmel burde indse, er, at hendes mand er en af de gode, for han er kommet hjem til hendes seng i halvtreds år. Bevares, nogle gange kommer han først om morgenen, nogle gange om efter middagen, somme tider går der måske en dag eller to ... »Ja, skat. Jeg får en mobil, hvis det vil gøre dig glad.« I mit ansigt står der: Pas på med at bryde vores ikkeangrebspagt, skat. Jeg åbner mit brede messingbælte. Det med bøffelhovedspændet, der deles i to på midten. Vi er nået til det punkt i proceduren, hvor jeg smider bukserne. For første gang i aften. (U-hel-dig-vis). Jeg må på en eller anden måde have mine strømper af, men jeg vil nødig bøje mig ned, for så risikerer jeg at brække mig ud over det halvmugne, langluvede gulvtæppe, som Carmel købte for tredive år siden for at skåne sine knæ, når hun beder morgen, middag og aften og sågar i søvne. Men altså, hvis jeg vover at besudle det, henter hun en riffel, hvor hun så end opbevarer sine metaforiske våben, og blæser mig ud ad vinduet. Jeg sætter det ene ben foran det andet, og mens jeg svajer som en rusten yogi (og mærker, at Carmel beder til, at jeg vælter), får jeg hevet dem af. Vi har ramt et dødvande. Hun er sfinksen, som vogter over Theben. En kvindes hoved, en løvindes krop, ørnevinger, en hukommelse som en elefant og et gab som en saltvandskrokodille med et tryk på 2000 pund pr. cm2, parat til at rive hovedet af mig. 17
Før jeg kan komme i seng, må jeg svare rigtigt på den gåde, hun ikke engang stiller, fordi hun tror, hun kender svaret. På væggen overfor hænger det satans tapet, hun elsker så højt. Det har et særligt tema: spraglede blomster, junglevegetation, tropiske dyr. Det begynder at gynge, og jeg ruster mig mentalt til den elefanthjord, der lige om lidt vil bisse hen over mig. Jeg er så træt, at jeg kunne stå ret op og ned og sove, i netundertrøje og hvide underhylere. Det er i det øjeblik, jeg indser, at jeg stadig har hat på. Jeg tager den af og bukker dybt, hattesvingende elegant som en adelsmand fra attenhundredetallet der gør sin entre ved hoffet. Dengang vi var nygifte, skulle der ikke mere til, før fruen fnes tilgivende. Hun kaldte mig verdens sjoveste mand. Nu er hendes hjerte så koldt, at man kunne knække et frossent skår af og skære i en diamant med det. Hvornår fik jeg sidste gang det kvindemenneske til at grine? Hvilket årti taler vi om? Hvilket århundrede? Hvilket årtusind? Hun stirrer på mig, som om jeg er komplet idiot. Hvad er bedst at gøre? Nærme mig sengen og risikere hendes vilde, voldsomme vrede? Rulle mig sammen på gulvet? Sove i et andet værelse? Tage min silkepyjamas med monogram fra Derek Rose på og gå nedenunder? Den selvsamme pyjamas, jeg er nødt til at vaske i hånden, for ellers ødelægger hun den ligesom min nye morgenkåbe af kashmiruld fra Jasons gyldne skind. Inden der var gået en måned, havde min fru hustru gjort den tre størrelser mindre i vask. Hvad i hede hule helvede skal jeg dog gøre, når jeg nu er for træt og hammerstiv til at gøre noget som helst andet end at sove? Carmel ruller ud af sengen i den der blå nylonnatkjole med flæser i udskæringen, der klæber til diverse kropsdele, når hun går. (U-hel-dig-vis). 18
Hun smutter i sine orange skumsutter med pomponer på tæerne og standser først helt oppe i fjæset på mig. »Jeg har lige hørt, at min papi ligger på hospitalet efter et nyt slagtilfælde, og jeg har tænkt over, at jeg aldrig skulle have ladet dig vende mig mod ham.« Hvaaaad? Det var kun lige, da vi blev gift. Siden har hun klaret det fint selv. Jeg har tryglet hende om at tage en lang tur hjem i tredive år. »Sig mig, taler vi ikke om manden, der tævede din mor så tit, at hun havde sin egen seng med navneskilt på hospitalet?« Morris er tydeligvis ikke den eneste med demenssymptomer. I al den tid, jeg har kendt Carmel, har der været bindestreg mellem ordene »stodder« og »far«, akkurat ligesom mellem ordene »ægtemand« og »stodder«. Hun er så revisionistisk som nogen holocaustfornægter. »Det skete for længe siden ... jeg er sikker på, at min mor har tilgivet ham nu, hvor hun er deroppe hos Vorherre ... ellers ville de ikke have ... lukket hende ind.« Helt sikkert demens. »Han nærmer sig de hundrede år, og jeg har ikke set ham i næsten tredive af dem. Han spørger efter sin lille pige.« Alt taget i betragtning har manden levet godt og længe. Han var en stor mand derovre, men lige så snart jeg begyndte at arbejde for ham, så jeg, hvor lille han egentlig var. Brækkede praktisk talt hver eneste knogle i kroppen på Carmels mor. Jeg tiggede og bad hende om at gå fra bæstet, men hvad sagde hun til mig? »Barry, det kommer ikke dig ved.« Sådan tænkte alt for mange kvinder: Lige meget hvor mange tæv de fik, syntes de, at de bare måtte leve med det. Og hvis de overhovedet turde gå til politiet, sendte politiet dem hjem til deres mænd. Min egen mormors mand nummer to lemlæstede hende så 19
slemt med en machete, at hun blev opereret på Holberton og aldrig kom til at gå igen. Hun døde af indre skader, inden jeg blev født. Min mor hamrede altid ind i mig: »Vær god ved kvinder, hører du?« Og det har jeg været, har aldrig lagt så meget som en finger på min hustru og har været der for mine børn. Jeg skulle i hvert fald ikke gøre plads i min hustrus seng til, at en eller anden lusket stedfartype kunne sove under samme tag som Donna og Maxine. Næh, mine piger blev der passet på. For resten må Carmel hellere se at rejse derover i en fart og sikre sig det store hus, hun voksede op i, inden nogen modsætter sig testamentet og skifter låsene ud. Hendes far havde over firs år til at sprede sin sæd. Hun står stadig helt oppe i fjæset på mig med sin morgenånde. »Hør godt efter, Barrington. På mandag flyver jeg hjem og ser til min far, og når jeg vender tilbage, kommer der andre boller på suppen her i huset. Jeg vil ikke længere finde mig i, at du går og stikker din tingest ind i en eller anden billig ko.« Jeg sender hende et foragteligt blik, men hun fortrækker ikke en mine. Giv mig noget frihed, kvinde. Jeg er så træt af at stå ansigt til ansigt med dit elendige ansigt, hver gang jeg har haft en festlig nat. »Lad mig sige dig en ting, Carmel. Den eneste ko, jeg kender, er hende, der står og kæfter op, selv om jeg ikke fortje ...« Inden jeg når at tale færdig, giver hun mig et knogleknusende sla-bam lige på kæben. Åh, Vorheeerre bevares, er det der, vi er? Er vi der igen? »Gud vil dømme dig,« siger hun og maser sig forbi mig. Jeg snurrer rundt og husker, at de tunge krukker på toiletbordet nu er inden for hendes kløers rækkevidde. »Dig og dit snavs,« siger hun, mens hun tager sin gullige 20
bomuldsmorgenkåbe fra knagen. Hun slår den om sig og flår døren op. Jeg følger efter hende ud på gangen, mens jeg undertrykker den overvældende trang til at hjælpe hendes hove på vej ned ad de meget stejle trappetrin, alle treogtyve styk. Slå koldt vand i blodet, Barry. Du er bedre end som så. Jeg åbner munden, men jeg har det, som om jeg skal brække mig: en brækstråle af halvtreds års bedrag, desillusion og selv destruktion, der skyder ned ad trappen og rammer hende i ryggen. En bouillabaisse af opkast. En brækbanket. En bæspand. Carmel ... Carmel, skat, ved du hvad? Skal jeg sige dig noget? Du har ret. Jo, du har ret. Gud har allerede dømt mig. Du kan tage det helt roligt, du, for jeg blev lynekspederet ned i de evige flammer for længe siden. Gud dømte mig den dag, jeg valgte at indgå i det her helvedes såkaldte ægteskab i stedet for at følge mit Morris-elskende, sødt sukkende, fuldblods, varmblodede, rumpepumpende, pulserende organ af et ubændigt, ustadigt, utøjleligt mandeelskende hjerte.
21