Issuu

UDGIVET MED STØTTE FRA

C.L. Davids Fond og Samling Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Nationalmuseet Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

BIND 2

1900–2020 Chik - Smart - Moderne Marie Riegels Melchior

Moden i Danmark gennem 400 år

Indhold Kapitel 1

Kapitel 3

1900 – 1914

Moderne og stadigvæk velklædt Påklædt og kultiveret Stormagasinerne og gode manerer Livet omkring stormagasinerne Københavnerinderne går til modeopvisning Den moderigtige garderobe Pariserinden, berlinerinden og københavnerinden Omsyning og moderne Mode og sundhed Forførende, frigørende og fransk Mode på landet Sport – modens nye sort Mode efter mønster

1935 – 1947

6 8 13 14 15 17 18 21 21 22 27 29 30

Virkelighedsflugt og snusfornuft

Begrænsingens kunst og det moderigtige Krig og mode – de politiske initiativer Krig og mode – på skrift Den uniformslignende mode Nazitysk modeopvisning på Hotel d’Angleterre Théâtre de la Mode i København New Look – en ny begyndelse Swingpjatter og anderumper

60 63 65 66 68 69 70 72

Kapitel 4 1947 – 1960

Velklædt på dansk

Kapitel 2 1914 – 1935

Frigørelse og forførelse

Garçonnes, flappere og charlestonkjoler La Garçonne Impulser i dansk mode i perioden Parfume Oxford bags, knickerbockers smoking Børn og mode Mode på seriel formel Drømmestof

34 36 40 44 47 49 52 54

Tilbage til moden Pas på tøjet – stadig en mangelvare Paris dikterer Fritid er tøjtid Modelsalonernes tid Holger Bloms grundopskrift på en draperet kjole De unge modeforbrugere Yeehaw! Cowboybukser danner mode Dansk beklædningsindustri satser på mode Deres Nørgaard paa Strøget

78 80 82 86 89 91 92 95 98 99 100 102

Indhold

Kapitel 5 1960 – 1973

Alle har da ret til smart tøj!

106

Vækst, velfærd og modeforbrug Stille start med nærmest uendelig rækkevidde Med blikket mod vest – London bedst Mini-midi-maxi-girl Modedesignernes indtog Sex sælger, men ikke flere hatte Antimode-mode – unisex og selvrealisering Moden som samfundspejl De nye 1960’er-modedesignere

108 110 111 115 118 121 121 128 130

Kapitel 6 1973 – 1989

Modværdier og nye borgerlige drømme

133

Forbrugsfesten sat på pause Hønsestrik Strik dig varm og fri af moden Disko Punk Yuppie og preppy Kroppen overgivet til fitness Trend forecasting Dansk modeindustri i forandring Danskernes danske mode Temafest Kunsthåndværkertøj

134 138 140 141 143 145 148 148 151 152 155 158

Kapitel 7 1989 – 2005

En ubekymret tid

160

Danmark i den globaliserede verden 21 grader-kulturen og det lette hjemmetøj

162 164

Danmark – et demokratisk modeland Buffalo – de nye plateausko Modekroppen og undertøjet Luksus til folket Vintage – når det brugte modetøj bliver moderne Supermodellerne Modelandskabets nye nomader Minoriteter og mode

166 169 173 175 176 178 180 186

Kapitel 8 2005– 2020

Mode og politik

188

Modeeksplosion Fast fashion Danmark skal være verdens 5. modecentrum Pels – en dansk råvare til luksusmoden Mode på museum Alt muligt på mode Designersneakers og hypebeasts Oh, SoMe – moden går digitalt Bæredygtig mode Klæd dig bedre – fremtidens danske mode

190 192 194 196 201 203 207 209 211 213

Epilog

214

Noter

222

Kilder og litteratur

230

Illustrationer

236

Personnavne

238

Stednavne

242

Kapitel 1

1900 – 1914

Moderne og stadigvæk velklædt Stormagasinerne sætter scenen

Påklædt og kultiveret Det korrekt påklædte menneske er et kultiveret menneske. Sådan så man på sagerne omkring år 1900 og fulgte dermed en lang tradition. Som nævnt i forrige bind var Danmark dog på daværende tidspunkt ikke desto mindre et dynamisk udviklingssamfund i stadigt store forandringer, og år 1900 danner kun en porøs kronologisk grænse i beskrivelsen af moden og tidens strømninger i dette værk. Meget fortsatte, men i dette kapitel vil der modsat det foregående dog være mest fokus på det nye, der ofte fik betydning langt ind i århundredet, ja sågar til i dag, men indimellem tages der et trin baglæns i tid. Således vil ældre forhold, der først for alvor blev vigtige efter århundredeskiftet, til tider blive berørt. Det gjaldt politisk det systemskifte, som indtraf i 1849 med enevældens afvikling og folkestyrets indførelse. Det gjaldt også bredere socialt og kulturelt, hvor borgerskabet var den nye og dominerende samfundsgruppe og dets borgerlige værdier altdominerende i store dele af samfundslivet. Måden at klæde sig på og tidens idealer herfor tog således også bestik af udviklingen. Hvis kongelige og adelige førhen havde været ekstravagant klædt, var det borgerlige påklædningsideal at være ordentlig og velklædt. Det betød at være korrekt klædt til hver en lejlighed, og modeindustrien – der netop i sidste halvdel af 1800-tallet havde udviklet sig til en industri – fulgte med og servicerede borgerskabet og dem, der søgte at følge dets idealer.

Moden i Danmark gennem 400 år

Det er i den forbindelse sigende, at modeforbillederne blev flere og kom fra andre kredse end førhen. Frederik VIII afløste sin fader i 1906, og hans dronning Lovisa var ikke egentlig modeskabende, men blev derimod mere og mere religiøs og tilhænger af Indre Mission, hvor for megen optagethed af mode kun kunne ses som syndig forfængelighed. Andre kronede hoveder i Europa, som ikke mindst de danskfødte dronning Alexandra af England og kejserinde Dagmar af Rusland, var stadigvæk nok trendsættende, men fik følgeskab af flere og flere teaterskuespillere og -skuespillerinder, sangerinder og efterhånden også filmstjerner, som dansk teater og films Arne Weel, Poul Reumert og den internationale stjerne på filmhimlen, Asta Nielsen. Heller ikke Christian X’s dronning Alexandrine blev noget stort modeikon. I det danske kongehus skulle man nok nærmere se til kongens lillebroder, prins Carl, der gjaldt for en både smuk og smart mand, og som i 1905 blev konge af Norge under navnet Haakon VII, og hans engelskfødte hustru Maud med den lillebitte talje, der promoverede den engelske landadels fritidsbetonede mode.1 De fleste fotografier viser Kong Haakon som slank og rank iklædt uniform og kongelige ordner. Men moderigtigt klædt var han også, når han i begyndelsen af 1900-tallet blev fotograferet iført elegant diplomatfrakPrins Carl fotograferet i moderne diplomatfrakke omkring år 1900.

ke, hertil hvid skjorte med faste manchetter og flip med nedadbøjede hjørner, bindesløjfe, lyse handsker og høj hat. Grå eller grå- og sortstribede bukser ville være det typiske til, ligesom vesten inden under var normen. Diplomatfrakken var en dobbeltradet skødefrakke, figursyet, med skødet dækkende knæene og slids bagpå. Revers af silkestof, livet en smule forlænget og med slankende effekt. Diplomatfrakken var formiddagens galla og før Første Verdenskrig den mest anvendte påklædning til selskabelighed.2 De mange nye idealfigurer til trods, gav samfundsforandringernes dynamik også anledning til fremadstormende ambitioner om at kunne klæde sig til at begå sig i de rigtige kredse, hvis man som mange søgte fra landet til byen for at finde lønarbejde eller søg-

Moden i Danmark gennem 400 år

te at arbejde sig op socialt og økonomisk fra at være husmand, daglejer, tjenestepige eller lignende. Sådanne ambitioner var ikke en let sag, om end standssamfundet formelt var afskaffet. Det krævede en tillæring af nye kulturelle kompetencer at begå sig i andre samfundslag. Emnet optog derfor også tidens intellektuelle. I Berlin forelæste filosoffen og sociologen Georg Simmel for fulde huse om mode. I essayet Philosophie der Mode, dvs. modens filosofi, fra 1905, som bygger på disse forelæsninger, beskrev Simmel modens natur som et sociologisk fænomen, hvorigennem den enkelte kan søge at udtrykke sin individualitet og sit tilhørsforhold til fællesskabet. Samtidig beskrev han de processer, som opretholder modens evindelige dynamik, hvor én mode afløses af en anden.

1900 – 1914

Magasin du Nord udsendte et lille hæfte med forårsog sommersæsonen 1911’s nyeste engelske herremoder, personligt indkøbt af stormagasinet i London, som det blev beskrevet indledningsvis i hæftet. Herrelingeriafdelingens bidrag viser det tilbehør, som hørte sig til symmetrisk og elegant sat op. Og så lige tilsat to piber: at ryge var den del af livsstilen. Illustrationen på modsatte side fra samme hæfte viser formiddagens elegante herretøj. De tre ranke, velfriserede herrer til venstre bærer jaket. Herren til højre adskiller sig ved at være iklædt diplomatfrakke med halv silkerevers.

I USA skrev sociologen og universitetslæreren Thorstein Veblen tilsvarende om forbrug og mode et par år forinden bogen The Theory of the Leisure Class. 3 Heri blev det økonomisk velstående borgerskabs og ikke mindst de meget velhavende industrifamiliers forbrug af modetøj og andre forbrugsgoder forstået gennem introduktionen af begrebet conspicuous consumption, dvs. iøjnefaldende forbrug, som Veblen anså for at være amoralsk, da det ikke tjente andet formål end praleri og pyntesyge over for omverdenen frem for reelle behov for at være påklædt. Mellem linjerne handlede det om at finde balancen og besidde de rette kompetencer i forhold til at kunne begå sig som moderigtig og samtidig ordentlig velklædt. Begrebet har siden vundet indpas i kulturvidenskaberne generelt, som set i foregående binds omtale af 1700-årenes luksus. Den danske forfatterinde Emma Gad forstod også den centrale problematik. Som datter af en grosserer, gift admiralinde, svigermor til filmskuespillerinden Asta Nielsen og tillige blandt andet forkæmper for kvindelig stemmeret, hvilket blev opnået til kommunalt niveau i 1908 og til Rigsdagen i 1915, kendte hun på baggrund af sin opdragelse blandt det høje københavnske borgerskab og gennem sin færden ved hoffet og de højeste militære, kunstneriske og diplomatiske kredse til de gode manerer. Dem videreformidlede hun til de danske læsere – ikke bare i sin egen, stadig læste og værdsatte bog Takt og Tone. Hvordan vi omgaas fra 1918. Hun gjorde det også udførligt i firbindsværket Vort Hjem fra 1903, hvor flere forfattere gav deres besyv med om god opførsel, husholdning, påklædning, boligindretning og lignende. I begyndelsen af 1900-tallet var Emma Gads bøger derfor også yndede bryllupsgaver til den nyetablerede familie med ambitioner om at etablere et godt og ordentligt hjem med alt, hvad dertil hører. Man havde dog også andre muligheder end at investere i digre værker om husholdningen, hvis man søgte råd og oplysning. I det ugentlige og ret ydmygt trykte, og måske derfor udbredte, husmorblad Hus og Hjem4 blev der givet gode råd til, hvordan man burde klæde

Også herrer blev kunder i de nye stormagasiner ved siden af besøgene hos den vante skrædder. Her et kig ind i Magasin du Nords herreafdeling ved siden af skrædderiet i 1890’erne. Stokke og paraplyer, frakker og engelske mackintosh (regnfrakker), hatte, sokker og strømper, undertøj, knapper og meget mere er samlet her, hvor en mand kunne handle og dagdrømme om en elegant fremtoning.

sig, og forklaret, hvorfor det var centralt, at ydret tog sig ordentligt ud, om end man erkendte, at det indre i lige så høj grad også bestemmer et menneskes identitet. I 1913 blev det i bladet formuleret som følger af

Moden i Danmark gennem 400 år

den i tiden populære forfatter J.I. Kronstrøm med ord, som nærmest ligner en opsummering af tidens gentlemanidealer:5 ”Klæder skaber Folk og Kød Heste – siger et gammelt Ordsprog, og det passer den Dag i Dag. Hvor ofte bliver ikke den paatrængende Modejunker meget mere æret end den virkelige fortjenstfulde Mand, der beskedent holder sig i Baggrunden og hverken i Klædedragt eller Opførelse tiltrækker sig Mængdens Opmærksomhed! Det at være godt klædt er i og for sig en saare naturlig Ting; men naar det er Klæderne der skaber Manden, er det en Uting, som er lige moden til Karikaturen. Der har imidlertid alle

1900 – 1914

Dage været Mennesker som kun havde det ene Maal at vække deres Medmenneskers Forbavselse. Vi kender dem under Navn af Spradebasser, Dandy’er, Løver, Girgeri, violette Drenge o.s.v. Øgenavnet og Moden har skiftet, men Typen er stedse den samme. (…) Selv om Modejunkeren eller Levemanden stadig søger at gøre sig gældende, har vor Tid dog heldigvis lært at se fornuftigere paa Tingene og vurderer nu en Mand efter hans Dygtighed. Men det gamle Ord om Klæderne, der skaber Folk, har alligevel ikke mistet sin Berettigelse og vil vel heller aldrig helt blive et overstaaet Standpunkt.”6 Selvom Kronstrøm her koncentrerede sig om mandens verden, så er det værd at bide mærke i de sidste ord, der gjaldt for begge køn, høj som lav, nemlig at klæder skaber folk. Forbindelsen mellem et propert og korrekt ydre og et ordentligt og renligt levned havde stor hævd; det har vi set tidligere, og kommer for den sags skyld også til at se langt senere.

Stormagasinerne og gode manerer Et andet sted, hvor opdragelsen til velklædthed blev fostret, var storbyernes stormagasiner, etableret efter internationalt forbillede. Det københavnske bybillede havde i begyndelsen af 1900-tallet flere af slagsen. Det mest prægtige stormagasin i bybilledet stod færdigt i 1893. Magasin du Nords nye domicil blev opført i umiskendelig parisisk Hôtel de Ville-stil lige over for Det Kongelige Teater ved Kongens Nytorv, byens fineste plads. Hos Magasin du Nord var en verden af forbrugsgoder og varer samlet under ét tag og blev handlet over disken af et kyndigt og serviceorienteret personale. Vidste kunden ikke bedst selv, blev den rådvilde vejledt og herigennem jo også oplært i, hvad der efter stormagasinets vurdering var det rette at anskaffe sig for at være velklædt og følge moden. Ved virksomhedens 50-

års jubilæum i 1918 blev der i en rigt illustreret jubilæumsbog forevist et bugnende varehus med afdelinger for damekonfektion, kåber, bluser, kjoler, skind, børnekonfektion, korsetter, damelinned, damelingeri, babytøj, dame- og børnefodtøj, drengeekvipering, herrekonfektion, herrelingeri, herreskrædderi, herrefodtøj, lommetørklæder, handsker, paraplyer, salon for bestilling af kjoler og flere afdelinger endnu for forskellige typer af metervarer til beklædning og boligindretning.7 Inde bag stormagasinets forretning holdt meget af forarbejdningen til. Under taget, i baggårdslokaler og lignende mere ydmyge placeringer lå systuer, forandringssystuer og et skrædderi, hvor nyt såvel som brugt beklædning blev rettet til efter kundens mål eller nye modemæssige præferencer. At gå i Magasin du Nord var en oplevelse og en opdragelse i en bestemt adfærd og påskønnelse af de udvalgte varer og deres æstetik, og det samme gjaldt, hvis vejen i stedet gik til Illum, som åbnede i 1891 i Østergade i hjertet af København som en specialforretning for besætningsartikler. Man kunne også tage vejen til stormagasinerne Crome & Goldschmidt og Jac. Olsen, begge grundlagt i 1884, ned ad Strøget til Fonnesbech, grundlagt i 1847, eller til føromtalte Moresco og det fine dameskrædderi Børre Lorenzen & Co, for blot at nævne de mest oplagte københavnske muligheder. Med stormagasinernes opståen og udvikling, oftest fra en manufakturhandel, der begyndte at sælge flere varer med mindre profit, blev nye principper for handel introduceret. Det nye bestod ikke mindst i, at der i disse forretninger ikke længere kunne forhandles om varernes pris, den lå fast. Kunden fik til gengæld mulighed for at bytte varen og få pengene retur. Periodiske udsalg blev også indført, og det blev mere og mere udbredt, at en kunde blot kom for at kigge, hvor det tidligere havde været sådan, at når først man var trådt ind i en forretning, havde man også tilkendegivet, at man ville handle og var således moralsk forpligtet herpå. En af stormagasinernes andre nyheder var at lokke kunderne til forretningen gennem de store udstillingsvindu-

Livet omkring stormagasinerne Livet i København bød på både sorger og glæder, som artiklen fra det socialdemokratiske aftenblad Klokken 5 viser. At være del af borgerskabet og have mulighed for at være privilegeret modeforbruger førte ikke kun til lykkelige stunder. Sorger såvel som glæder fulgte med. Artiklen viser også de store forskelle, som herskede mellem samfundsgrupperne, selvom disse boede og færdedes tæt på hinanden.

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

er, hvor varerne i kunstfærdige opstillinger fristede den forbipasserende.8 Men det var også nyt i sig selv at kunne bevæge sig rundt blandt mange varekategorier et sted, hvor der var lunt og rent, og hvor der herskede en beskyttet verden uden gadens hujende drenge, hunde, hestetrukne vogne og larm. Og gaslyset, snart det elektriske lys, sørgede for en hidtil ukendt storbyatmosfære i disse varepaladser, hvor man selv med en lille pengepung enten kunne finde lidt eller bare nøjes med at kigge på og blande sig på tværs af de sociale klasser. Det var også noget nyt, at det kunne ses som et kvindeligt tidsfordriv, hvor særligt borgerfruer uden arbejde, men med hjem og familie, kunne opholde sig og socialisere med andre ligestillede. I 1914 åbnede Magasin du Nord tillige en tesalon på anden sal tiltænkt netop dette formål, et velkendt fænomen hos udenlandske stormagasiner.9 Og så blev stormagasinerne endelig en ny arbejdsplads for både mandlige men så sandelig også kvindelige ekspedienter, der fik løn og kunne købe mode til fordelagtig medarbejderpris og derpå vise den frem for vennekredsens beundrende blikke. Stormagasinerne var i udlandet som i Danmark således et socialt mødested og nærmest et slags tempel for den borgerlige ånd, som prægede tidens samfund. Det at være internationalt orienteret, kende til verden og mulighederne for handel og vækst på tværs af landegrænser lå borgerskabet nært. Borgerskabet havde på dette tidspunkt gennem århundreder fået sin næring som købmænd, håndværksmestre og embedsfolk i byerne med kontakt til omverdenen. Blandt denne befolkningsgruppe var omkring år 1900 også de nye industrialister, som udviklede den med teknologien mulige fabriksvirksomhed, produktion af såvel landbrugsmaskiner som hvidevarer, tekstiler, beklædning og lignende. De kendte til de udenlandske forhold og blev frontløbere i forandringen rundtomkring i landet. I stormagasinet kom verden til Danmark med de mange forskellige varer fra ind- og udland, som gennem formgivning og æstetik viste inspirationen udefra. Gennem serier af varer i flotte opstillinger i magasiner-

nes vinduespartier, på salgsdiskene eller hele installationer fra gulv til loft mødte kunderne en verden af form og indtryk: en drømmeverden af nyheder. De udstillede varer hilste fra nær og fjern: orientalske møbler, franske aftenkjoler, engelske habitter og så videre. Det var bedst, når modetøjet havde sin oprindelse i udlandet, allerhelst i Paris for kvindernes vedkommende. ”Den gang som nu blev Moderne, hvor de end maatte have deres Oprindelse, først til Verdensmoder i Paris”, skrev R. Broby-Johansen i 1947 i stormagasinet Fonnesbechs 100-års jubilæumsbog.10 Stormagasinet Jac. Olsen sagde det klart i sit reklamesprog: ”Paris dikterer. Jac. Olsen leverer”. Det blev et slogan, som skulle følge varehuset i mange år. Stormagasinerne gjorde således, hvad der stod i deres magt for at være porten til verden og indgangen til de nyeste moder. Parisermodeller blev købt hjem fra de førende franske modehuse og tildelt det danske marked, og magasinernes egne kjolesaloner tog teten i det lokale billede. Borgerskabets mænd kunne også i stormagasinernes herreafdeling købe sig til dagligdagens jakkesæt, diplomatfrakke eller jaket – en skødefrakke med afrundede kanter og dertilhørende sorte- og gråstribede bukser, eller aftenens selskabspåklædning – kjole og hvidt – eller det helt nye i tiden, ”den saakaldte Smoking”, som den blev omtalt med en vis distance.11 Men der var også dem, som valgte at handle hos deres herretøjsekviperingsspecialist, som eksempelvis F. Zachariaes Magasiner på Kultorvet i København eller hos deres betroede skrædder.

Københavnerinderne går til modeopvisning At begå spektakulære salgsfremstød var ikke ualmindeligt. I Paris demonstrerede byens modeskabere i år 1900 deres kunnen på verdensudstillingen, hvor de mondæne modesaloners interiør blev indtaget af voksdukker iklædt modehusenes seneste kollektioner. Et årti senere, i 1911, kom man, atter i Paris, på idéen med modeopvisninger med levende mannequiner, hvilket gerne angives

Moden i Danmark gennem 400 år

Klokken fem i Maison Paquin i Paris er titlen på dette

som er så essentiel for alt, der vedrører særlig den

maleri fra 1906 af Henri Gervex. Dette var den efter-

kvindelige beklædningsmode. Hvornår ordet chic eller

tragtede model for modesaloner i hele Europa siden

stavemåden chik kommer ind i det danske sprog,

Worth havde åbnet sit modehus i 1858, også i Køben-

er mere uklart. Chic optræder i det engelske sprog

havn, hvor de fornemme forretninger gjorde deres

fra slutningen af 1850’erne og forstås som synonym

bedste for at skabe en tilsvarende stemning, og hvor

for elegance, at være smart og i overensstemmelse

en kvinde blev forvandlet til at være chic, således

med moden. Tysk har også sin egen version af ordet,

som moden beskrives i begyndelsen af 1900-tallet.

schick, som betyder at være god, og at noget er i en

Ordet er fransk og indikerer den franske forbindelse,

passende orden.

1900 – 1914

som fænomenets oprindelsesår.12 Før havde der nok været udstillinger, men så vidt vides ikke egentlige opvisninger; stormagasinet Fonnesbech gav København sin første modeopvisning efter parisisk forbillede blot året efter, og allerede i 1913 havde Magasin du Nord også taget idéen til sig. Den udmøntede sig i tilbagevendende modeopvisninger på den fine restaurant Nimb, som lå (og ligger) i forbindelse med forlystelsesparken Tivoli, og som blev landskendt i 1930’erne gennem Statsradiofoniens transmissioner af middagsmusikken. Det var naturligvis eftertragtet at tilhøre de inviterede, men alle de andre fik hele oplevelsen afrapporteret på avisernes kvindesider dagen derpå og siden i kvindeog modeblade. På den måde spredte modenyhederne sig hurtigt til det meste af landet, som hørte om kjolemodellerne, teserveringen og den levende musik, som var en del af oplevelsen. Magasin du Nord spillede også en særlig rolle gennem sine provinsafdelinger, hvor man dels i Aarhus og andre store byer havde egne afdelinger, dels gennem et franchisesystem havde repræsentation i utallige købstæder; i 1892 var der allerede omkring 50 af disse og i 1906 op mod et hundrede, ligesom man åbnede en afdeling i svenske Malmø i 1911. Disse mange kanaler bragte nyt, ligesom aviser, blade og magasiner, der bragte modestof, kunne berette om de nyeste modeller og snit fra også udlandet, og hvordan pariserinder såvel som københavnerinder bar de nye snit, og hvor enkelt disse kunne introduceres i egen garderobe ved at sy gammelt tøj om eller anskaffe sig metervarer og sy det selv eller få det syet hos en af tidens mange syersker og skræddere, der var at finde i landets større byer såvel som i de mange, mindre landsbyer.

Den moderigtige garderobe Modehusene i Paris var særligt på de danske kvinders nethinde. Det var på ingen måde nyt. De etablererede parisiske modehuse i tiden var Worth, Paquin og Doucet. Modehuset Worth, der som tidligere omtalt åbnedes

med stor succes i 1858 af englænderen Charles Frederick Worth, stod for begrebet haute couture, dvs. finere skrædderkunst, og for at introducere en radikalt anderledes tilgang som skrædder til sine kunder. Worth iscenesatte sig som kunsthåndværker ved at tage initiativet til sine kreationers udtryk, præsentere dem for sine kunder på levende modeller og som en bekræftelse af deres originalitet selv signere dem som et værk af dets kunstner. Med denne tilgang blev Worth kendt som modeskaber og havde toneangivne damer som sine kunder.13 Ved århundredeskiftet, hvor hans to sønner Gaston og Jean-Philippe havde taget over, var modehuset imidlertid ikke mere kendt for sine nyskabelser. Hvor moden senere skulle illustrere kvindernes frigørelse og øgede medbestemmelse i samfundet, var det i Worths fortolkning stadigvæk moderne, at kvindeligheden blev fremvist indsnøret i korset – et på dette tidspunkt hoftelangt korset, der bl.a. blev solgt under navnet sans ventre, på dansk uden mave. Iført et sådant blev kroppen standardiseret til en grundform, hvorpå den ønskede silhuet lettere lod sig illudere, helt som det tidligere var tilfældet med tournuremodens draperier. Kroppen blev ovenpå korsettets silhuet tildækket og feminiseret ved at fremhæve halsparti med høje, stramme kraver – typisk kniplingskraver – voluminøse, påsatte pufærmer, som snævrede ind omkring albuen og smøg sig langs underarmen for at blive afsluttet ved hånden, hvilket tilsammen gav en slank og langstrakt silhuet, som den hellange nederdel yderligere understregede med sin smalle talje, stramtsiddende over hofterne for herefter at falde løsere ned og eventuelt blive afsluttet med et lille slæb bagtil. Referencerne var tydeligt bagudrettet mod 1890’ erne. Stoffet var ofte fint bomuld, hør, silke eller uld, afhængigt af årstid, med broderi eller monterede kniplinger og anden pynt. Hvis stoffet var silke, blev denne påklædning også omtalt som frou-frou, et lydord af silkens raslen mod silke i nederdelen og forets stof. Frisure og hovedbeklædning skulle også stadigvæk have en vis volumen for at være moderigtig chik. Etnografen Henny Harald Hansen skriver ganske fortæl-

Pariserinden, berlinerinden og københavnerinden I begyndelsen af 1900-tallet var det kutyme at formidle de voksende moderne, europæiske metropoler gennem en kvindelig arketype. Idéen om la Parisienne var den mest udbredte og havde gennem århundreder været koblet til mode, og hvordan mode netop kunne opleves gennem den besøgendes blik på en rejse til Paris. Her erfarede folk myten om de særlige stilfulde, smukke, elegante og forførende pariserinder, som de måske havde læst om i Jean-Jacques Rousseaus værk Julie fra 1761 eller forbandt med dronning Marie-Antoinette eller kejserinde Eugénie. Men den kvindelige arketypiske person tilhørte ikke nødvendigvis eliten; hun var i princippet at finde i alle samfundslag, genkendelig på sin sikre stil og måde at opføre sig på. I iveren efter at spejle sig i den internationale storbys billede opstod myterne om ikke alene pariserinden, men også berlinerinden og københavnerinden. I Eduard Spies’ ”Mode-kronik” udgivet i modemagasinet Vore Damers julenummer 1912 skildres den ophøjede pariserinde og tidens mode.

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

Magasin du Nord fulgte godt med, og blot tre år efter det første officielt registrerede modeshow på levende mannequiner i Paris var fænomenet kommet til Danmark. Artiklen gengivet her er fortalt af et øjenvidne, der tydeligvis også fandt begivenheden ekstraordinær og spændende.

lende i en oversigt over klædedragten i perioden 16881988 om dette udseende: ”I sin fodlange nederdel, der var ganske glat i modsætning til et rigt dekoreret bluseparti, og kronet af en kæmpehat lignede kvinden mest af alt et fra jorden opvoksende træ.”14 Håret skulle være blødt opsat med eller uden den store hat, besat med strudsefjer, tørrede blomster eller f.eks. tyl for at give den ekstra fylde. Silhuetten er blevet omtalt som at være i S-form og var den gennemgående stil for den moderigtigt påklædte kvinde, både i dags- og aftenpåklædning, velstående såvel som mindrebemidlet. Som tidligere ville valg af stof, mulighed for påklædningens udsmykning og dertilhørende smykker adskille de formuende fra de uformuende. Endelig bestod forskellen mellem rig og fattig også i antallet af beklædningsgenstande i den enkeltes garderobe. Nok nær ingen havde bugnende garderober i form af antallet af beklædningsdele, som det siden begyndelsen af det nuværende årtusinde har været flertallet forundt. Den velbemidlede kvinde ville også i sin garderobe have en skræddersyet spadseredragt bestående af en ankellang, smal nederdel og dertil en hoftelang jakke med revers og lukning med op til flere knapper, en tailor-made, ganske som det var tilfældet før 1900.

Omsyning og moderne Beklædning var i perioden og langt op igennem 1900-årene en værdifuld genstand, som man måtte passe på og pleje bedst muligt, for at den kunne holde længst muligt, om det så betød omsyning til andre eller en selv. Det handlede om stoffet, for det var dengang oftest dy-

rere end arbejdslønnen til omsyning. Dets kvalitet var naturligvis afgørende for holdbarheden. Kvinde- og modeblade var af samme grund også rigt udstyret med tips og tricks til, hvordan tøj bedst og også oftest nemmest blev vedligeholdt og rengjort, samt hvordan forskellige beklædningsdele kunne syes om til andre. De samme blade havde også mange reklamer for diverse nyopfundne produkter, som skulle kunne gøre hverdagen lettere, hvad angik plejen af garderoben; for uanset formåen handlede det stadigvæk om at være velklædt. Ordentlig i tøjet, ren og pæn. Sjusk, snavs og lignende var en form for tegn på forfald og moralsk anløbenhed. For de ikke særligt husligt engagerede kunne denne samfundsmorale måske nok føles som en spændetrøje. Og det kunne være dyrt, hvis arbejdet med at sy nyt, sy om, reparere, vaske, stryge og på anden måde passe på sit og familiens tøj skulle tilkøbes hos kvinder og mænd, som havde fundet sig en levevej ved at ernære sig af den type arbejde. Og der var gerne rigeligt af det.

Mode og sundhed Fra S-formen gik kvindemoden over til først en mere lang og slank silhuet for siden at hente inspiration fra den slaviske, mellemøstlige og asiatiske verden. Reformdragten og dens anti-mode-look omkring århundredeskiftet satte nok på en eller anden måde forandringerne i gang. Reformen gjaldt først og fremmest den kvindelige krop, altså måden den blev formgivet af modeidealet gennem brug af snøreliv og korsetter. Som allerede nævnt i bind et opstod tankerne om en sundere kvindelig påklædning omkring år 1850 i Boston med Bloomer-bevægelsen uden den store effekt.15 Men med Dansk Kvindesamfunds konkurrence i 1888 om egentlige danske reformdragter og undertøj skete der mere. Den radikale forandring i beklædningen lå i undertøjet, men som følge heraf også i snittet, så kjolen blev syet ud i ét, hvor det var skuldrene, der bar kjolens vægt, og ikke taljen. Idéen var, at en sådan kjole kunne benyttes både som

Moden i Danmark gennem 400 år

Sommermoden fulgte den almindelige mode, og de lange linjer fra omkring århundredeskiftet passede særligt godt til årstidens lettere stoffer. Denne sommerkjole fra omkring 1904-07 er i gul silke og har som en hilsen fra reformdragten blusen knappet til nederdelen, ligesom der er god bevægelse med læg ved skuldrene under bærekraven. Flippen er af hvidt taftbånd og ikke stivet.

hjemmedragt og selskabskjole. Senere dannede en kombination af disse tanker og en genfunden glæde ved empiresnittet mode. Silhuetten blev lang og slank. Borgerskabet og avantgardens kunstnere var de trendsættende for de nye moder. Men netop spørgsmålet om at ændre det forrige århundredes snærende mode gik borgerskabet og avantgarden forskelligt til. For kvinder i kunstmiljøer blev alternativet både at skille sig ud og samtidig få mulighed for at udtrykke deres kunst igennem deres påklædning, og de fulgte i høj grad tysk-østrigske og engelske forbilleder i jugendbevægelsen og den britiske arts and crafts. For borgerskabet var opgøret med moden derimod nok nærmere en bevægelse væk fra adelen som modeskabende samt en for borgerskabet nærliggende rationel tilgang til påklædning, som kunne leve op til den nye viden på området om, hvordan kroppens vilkår for sundhed kunne optimeres. Borgerskabets kvinder blev mere og mere bevidste om deres krop og sammenhængen mellem påklædning og sundhed. Såkaldte reformbukser indgik derfor også ofte i kvindernes garderobe som en form for overtræksbukser i forbindelse med at cykle, som fra 1890’erne var blevet et udbredt fænomen på landet såvel som i byen.

Forførende, frigørende og fransk Selvom rationelle argumenter havde præget modens ændringer i begyndelsen af 1900-tallet, eksisterede en klar moral om altid at være velklædt i alle sammenhæn-

1900 – 1914

Selskabskjolen med slæb i lyseblå silke er fra 1910 med et let empiresnit, der udfyldes af indsatsen af tyndere stof. Asymmetri var tidens løsen, som understreges af bæltet. Den er syet af Amanda Frederiksen i København. Selskabskjolen i orangebrunt silkecrepe med japansk krysantemummønster og grøn besætning er fra 1911. Den er sat sammen af en overkjole i asymmetrisk snit og en underforet underkjole. Kjolen er ens for og bag, men det brydes af det brede skærf. Kjolen af grønt repsvævet silke, tyl og blondestof med empirelignende indsats med høj krave er fra 1912 og ydermere prydet af et langt, gult skærf med kvaster. Den er syet hos det førende firma Børre Lorenzen & Co, København. En sølvbrud fik i 1913 denne drøm af en Poiret-inspireret kjole i sølvgråt silkesatin og silkeflor med asymmetrisk skørt, slæb og knaplukning. Den er syet hos A.C. Illum, København.

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

Begge disse hatte stammer fra tiden omkring 1910, men den stærke pynt havde et par årtier på bagen. Den vinrøde hat i silke, fløjl og strudsefjer er syet af modehandlersken Hanne Davidsen, København. Fløjlshatten med grå fløjlspuld, kantet med pelsbræmme er pyntet med fjer og en knap har muligvis kunnet forsynes med et ansigtsslør.

ge: fra nattøjets feminine, hvide lærredskjole med mellemværk af broderi og læg foran over hjemmekjolen, hvilket var det gængse ord for den daglige påklædning, gadedragtens skræddersyede jakke og lange nederdel og visitdragtens mere pyntede udgave af samme til middags-, teater- eller selskabskjolens store skrud, afhængig af hvad kvindens aftenprogram stod på. At være sig sin visuelle fremtoning bevidst var centralt på tværs af samfundsgrupper og kunne være en vej til mulig social mobilitet, ganske som før. Men midt i alt dette kunne en ny mode forføre og sætte opfattelsen af velklædthed på en prøve. Modehistorisk anses 1910 for at være et år, hvor den europæiske modescene fik en saltvandsindsprøjtning eller måske nærmere blev rystet til blivende forandring. Balletkompagniet Ballets Russes fra Sankt Petersborg kom i 1909 til Paris med sine forestillinger, hvor danserne var iklædt farverige kostumer i eksotiske snit, der var både uvante, pirrende og alment fascinerende. Det var det samlede eksotisk-barokke kunstneriske indtryk, der tryllebandt det europæiske publikum. Det var chikt, for at benytte et i tiden foretrukket ord fra modeverdenens ordbog. Med interesse for balletten og den nyeste mode blev man ramt af en orientalsk feber. De russiske dansere og deres leder, Serge Diaghilev, havde egentlig forladt det russiske zarrige ligesom andre kunstnere og intellektuelle, da det stod dem klart, at deres verden var tæt på en revolution, og i 1918 var de da også statsløse i eksil. Deres ophav i en anden verden kombineret med nye måder at tænke kunstformen ballet på tændte frontløberne i modeverdenen. Ballets Russes nåede inden verdenskrigen at

engagere sig med nytænkende komponister som Igor Stravinsky, Claude Debussy, Erik Satie og Maurice Ravel og billedkunstnere som Pablo Picasso, Henri Matisse og Wassily Kandinsky, for blot at nævne enkelte. Det var nytænkende i en hidtil uset grad, og modeskaberen Paul Poiret tog om nogen denne tråd op. Han gik i lære hos modeskaberen Jacques Doucet, fik sin første ansættelse hos modehuset Worth og startede så sit eget modehus i 1903. Poirets gennembrud var den lange smalle silhuet, som han kaldte la vague, fransk for bølgen, der syntes at gøre korsettet overflødigt, bare der var en slank krop underneden, hvilket jo så stillede nye og til tider vanskelige krav til kvindens kropsdisciplin. Poiret foretrak stærke farver og klare mønstre i sine design og gav sine modeller lyse, såkaldte hudfarvede silkestrømper på for at skabe en illusion om det bare ben, som man ovenikøbet kunne se. Det blev opfattet som et voldsomt brud på kutymens bud om, at velklædt rimede på anstændigt klædt. Den orientalske feber greb Poiret, som designede kaftaner, haremsbukser, turbaner og tunikaer med farverige broderier af guld- og sølvtrådskniplinger, så den moderigtige kvinde løsrev sig fra normen som en eksotisk udgave af sit tidligere jeg. Bevægelse og adfærd blev også mulig på andre måder i disse kreationer. Poiret turnerede verden rundt og udbredte påklædte fantasier til et modtageligt publikum, som inden Første Verdenskrig hungrede efter fremskridt, nyheder og det grænseoverskridende. Poiret gæstede Europas storbyer – Wien, London og Berlin – og den nye verden dengang: New York. København blev også et stop på vejen, og i hans store stab var også den danske modeskaber Lars Christiansen og kunsttegneren Gerda Wegener. Det vidner om udvekslinger og kontakter over landegrænser og om, at hvad la parisienne havde på den ene dag, hørte københavnerinden om ikke mange dage senere. Men rækkefølgen var urokkelig: først Paris, så København – eller Copenhague, som det danske modehus Maison Ove Thomsen med det fransk-dansk klingende navn mar-

Moden i Danmark gennem 400 år

Modehuset Paul Poiret var banebrydende med en eksotisk, orientalsk inspireret mode, som ikke var set tidligere. Denne avantgardemode fik betydning for nytænkning af normerne for kvindens påklædning. Selve stilen promoverede modehuset med at holde en overdådig orientalsk fest i 1911 med temaet 1002 nætter, der karikerer eller lægger ekstra tryk på varigheden af samlingen af fortællinger ved navn Tusind og én nat med dens arabiske historier gennem flere hundrede år. På fotoet ses madame Poiret iklædt sit festkostume bestående af haremsbukser, tunika i transparent stof og turban.

1900 – 1914

kerede sit modetøjs oprindelsessted med. Lars Christiansen vendte senere hjem fra Paris til København og kom til Magasin du Nord for at blive stormagasinets kjolesalonsleder.16 Forfranskningen var påfaldende, i dag nærmest komisk, men passede til tidens selvforståelse. Frankrig var på én og samme tid den moderne nation med revolutionens slagord frihed, lighed og broderskab og landet med en rig og flere hundredårig historie som centrum for kunst, teater og luksusindustri. Denne magtposition fastholdes fortsat i dag, og i den danske modeverden er det klart en anerkendelse, hvis man som model, designer, fotograf og lignende er blevet taget vel imod i Paris. Det er et tegn på talent og succes. I den danske modeverdens egen selvfortælling er det netop også dem, der klarer sig godt i Paris, og som bliver anerkendt af den franske modeverden, som udgør rygraden i fortællingen. Dog er der stor forskel på, hvor meget der er blevet sagt og skrevet om vores modeskabere; f.eks. huskes føromtalte Lars Christiansen slet ikke i samme grad som de senere store tre B’er – modeskaberne Holger Blom, Preben Birck og Uffe Brydegaard – og den yngre Erik Mortensen. Periodens fremtidsdrømme og disses kulmination og undergang, som Første Verdenskrig i 1914-18 skred frem, forførte moden ind i et drømmeland og en dekadence, der flirtede med frigørelse af kvinden, parallelt med at flere borgerrettigheder kunne udbredes fra alene at være de voksne, ordentlige mænd forundt til også at være for kvinder og mindrebemidlede. De eksotiske inspirationer i påklædningen blev set som frihedssymboler. I moden var det således ikke de fremmede kulturers religiøst motiverede beklædningstraditioner, som blev hentet frem, men de ukendte farver, mønstre og formgivningsløsninger. Det frigørende lå så at sige i valget af det anderledes, det umiddelbart aparte udtryk og i det at kunne træffe valg og blive accepteret herfor, netop fordi valget lå inden for rammerne af den dybest set borgerlige modeverden; man ville ikke gøre oprør eller lave revolution, men

blot give den enkelte et rum til at udtrykke identitet og realisere sine drømme og samtidig være en del af modens stilfællesskab.

Mode på landet Moden har aldrig været ens overalt i verden, heller ikke i begyndelsen af 1900-årene, hvor moden som sagt blev dikteret fra de store europæiske metropoler og i særdeleshed fra Paris, når det angik kvindemoden, og den engelske skræddertradition for herrerne. Forskelle opstod i fortolkningen af de nye linjer, som vandt gehør. Hvilket stof man valgte, i hvilken størrelse tøjet blev syet, og hvad man kombinerede det med af allerede eksisterende tøj og tilbehør i garderoben. Den enkeltes økonomi spillede derfor også en væsentlig rolle i forhold til, hvordan moden kom til udtryk, og med hvilken hastighed det var muligt at følge dens forandringer. At skelne mellem by og land har ofte været en fremherskende måde at betragte forskellene på. Det kom an på geografi og nærhed til større handel. Interessant er det derfor at kunne læse om, hvordan nye modeller blev lanceret ofte, og hvordan de lokale forretninger og skræddere gjorde et nummer ud af det i annoncer og omtale i aviser og magasiner. Bevidstheden om mode fandtes således også på afstand af storbyen i langt højere grad end blot halvtreds år før. Hvor en forretning i storbyen solgte færdigsyede varer, var det typiske på landet i begyndelsen af 1900-tallet, at varesortimentet primært var udgjort af metervarer og mønstre på de nye modeller. I det allerede omtalte husmorblad Hus og Hjem kunne man således i 1913 læse forestillingen om og den reelle forskel mellem by og land i en artikel med titlen ”En Moderevu”: ”(…) Herhjemme plejer vi jo at korse os over de franske Moder, naar de første Gang viser sig; men naar der er gaaet tilstrækkelig lang Tid, begynder

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

Overtøj udviklede sig stærkt i tiden, og øverst stod også på dette område det engelske herreskrædderi, som præger denne dobbeltradede herrefrakke i ulstersnit af brunt kipervævet uld med for, store knapper og synlige lommer, der har tilhørt en murermester i Helsingør. Varm og solid; den tjente manden fra 1913 til hans død i 1968.

vi selv at efterligne dem. Se bare f. Eks. med de store Hatte. I Begyndelsen syntes vore Damer, at de var skrækkelige, men de voksede Aar for Aar, og den Hat, som for faa Aar siden synes stor forekommer os nu at være ret beskedne Dimensioner. Mangen Dame bærer nu med Glans en Hat, som er meget mere omfangsrig end den hun dengang ikke paa nogen Maade kunde tænke sig at sætte paa sit Hoved! Modens Magt er stor – vi er bare mere eller mindre hurtige i Vendingen! Længst holder man sig vel nok standhaftig paa Landet, men ogsaa der… ja, man behøver kun at lægge Mærke til Udviklingen! Om man synes om den eller ej, bliver en Smagssag – vi konstaterer kun Faktum.”17 Moden var altså nærværende på tværs af geografi; i forrige kapitel omtaltes den kritiske fynske folkemindeindsamler Christine Reimer, der noterede sig det samme om landkvindernes tendens til at hoppe på modevognen. Økonomi adskilte derimod befolkningen, og de fattige havde ikke råd til modetøj eller nærmere tøj overhovedet. Og det uanset om de var bosat i byen eller på landet. At låne hinandens fine tøj i en søskendeflok eller familie var derfor sædvanligt. Det betød, at der for eksempel kun fandtes ét par pæne bukser i familien, som drengene måtte deles om, og at derfor ikke alle på samme tid kunne deltage i et arrangement, hvor pænt tøj var påkrævet. Det samme var også ofte tilfældet, hvad angik sko, hvor de fleste på landet havde egne træsko, men ikke pæne lædersko. Dem måtte

man dele med andre. Når situationen var sådan, kunne det være de små ting, som satte sit modepræg på tøjet, som f.eks. en omsyning, en montering af et farvet bånd, en blomst, et bælte eller andet, som på en mere tilgængelig måde kunne markere en bevidsthed om moden. Børn var som oftest klædt som små voksne, når de ikke gik i deres praktiske dagligdagstøj som en lærredskjole eller lærredsbukser eller ditto i uld til den koldere årstid.

Sport – modens nye sort I slutningen af 1800-tallet begyndte sportstøjet at få en plads hos de velstillede – hos borgerskabet og i eliten generelt. Decideret sportstøj kom først til de traditionelle sportsgrene som ridning, tennis og sejlsport. Ellers ville man bruge det daglige tøj syet med mere plads, som blev brugt til at cykle i, vandre i og lignende aktiviteter. Det gjaldt både for kvinderne og mændenes garderober. Men der var det fremadrettede i sportsmoden, at tøjets funktionalitet og ofte mere enkle snit skulle blive til stor inspiration gennem århundredet. Den franske modedesigner Gabrielle ”Coco” Chanel designede sin første sportstøjs kollektion i 1913, hvor udgangspunktet var materialet jersey, som på dette tidspunkt primært blev anvendt i herreundertøj. Det var radikalt efter manges opfattelse. Men Chanels fokus på bevægelsesfrihed og funktionalitet dannede mode og skabte hende et modehus med stor betydning for modens udvikling i de følgende årtier, helt frem til i dag. Også på andre områder var inspirationen for moden gennem sportstøjet stærk. Dels fordi den med fokus på funktionalitet mere ubemærket kunne gå på tværs af kønskonventioner for behørig påklædning, som f.eks. brug af bukser til kvinder, dels fordi man satte en stor lid til innovation inden for metervarer for hele tiden at optimere på de anvendte materialers egenskaber i forhold til præstationer inden for sporten; men også for-

Mode efter mønster At gøre tidens mode til sin egen gennem at følge et mønster var ganske udbredt og let tilgængeligt for folk i begyndelsen af 1900-tallet. Det gjaldt kvindernes og børnenes modetøj. Husmoderbladet Hus og Hjem bragte mønstre og opskrifter. Og det gjorde Nordisk Mønster Tidende i særdeleshed også. Sidstnævnte havde dette mere som sit speciale lige fra dets spæde begyndelsen i 1874 udgivet af Carl Allers Etablissement A/S, der også udgav Illustreret Familie-Journal fra 1877. Under Carl Allers kone Laura Allers redaktionelle hånd blev dette opskriftsblad videreudviklet og kunne orientere om kultur og mode samt sy-, strikke- og broderiteknikker foruden at levere mønstrene til det hele. I Nationalmuseets samling er et eksempel på moderigtig drengebeklædning til den 3-4-årige dreng 1908, der er syet efter mønster af sin mor, der påpeges at kunne sy, i og med at hendes fader var skræddermester Buch på Kongens Nytorv i København. I 1907 havde Nordisk Mønster Tidende bragt en syopskrift på en ”Russisk Kittel for Drenge paa 2-4 Aar”, som ligner den i museets samling. Kitlens kimonoærme, der er formklippet ud i et med overdelens for- og bagstykke og er et vidt ærme, og broderede borter monteret på overdelen omkring halsudskæring og langs skuldersømmen, var omkring 1910 mode for små børn.

Moden i Danmark gennem 400 år

1900 – 1914

di kroppens bevægelighed var i fokus og dermed meget nærliggende medførte en anden opfattelse af kroppens fremtoning og muligheder som påklædt. Hvor man endnu i 1890’erne tillempede det kendte til idrættens nye krav, så blev der efter århundredeskiftet udviklet hastigt på de forskellige sportsgrenes tøj. Med flere typer sports udbredelse og udvikling fra bredde- til konkurrencesport blev omfanget af inspirationer større og mere kompleks. Asta Nielsen i hovedrollen som engelske Nelly Panburne, der er splittet mellem at følge kærligheden eller karrieren. Forvikling og skæbne vil, at hun som ihærdig kvindesagsforkæmper – suffragette – ender med at forelske sig i den politiker, hun ellers er oppe imod, Lord Ascue, som er fortaler for, at det skal være strafbart af være suffragette. Fotoet er fra en scene på Nellys søsters landsted, hvor der spilles golf, som på daværende tidspunkt altovervejende var en overklassesport. Sportstøjet synes ikke synderligt sporty set med vore dages øjne, men det var det dengang. Den lange nederdel blev opfattet som tøj til at røre sig i, og den brød heller ikke med forventningen til, hvordan kvinder burde gå tækkeligt klædt. Bemærk også skoene med let hæl og i sart farve. Ikke just praktiske, men mulige at føre sig i på en veltrimmet og plejet golfbane.