Issuu

UDGIVET MED STØTTE FRA

C.L. Davids Fond og Samling Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Nationalmuseet Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

BIND 1

1660–1900 Status – Luksus – Velklædt Mikkel Venborg Pedersen

Moden i Danmark gennem 400 år

Indhold Forord

Kapitel 3 1720 – 1770

Kapitel 1 Indledning Folkedragt og modetøj

8 14

Kapitel 2 1660 – 1720

Klædt i silke, fløjl og vadmel

Enevælde og barok Parykken Mode og moral Kjol, knæbukser og kniplinger Barokkens pragt Borger og bonde I kjole og krave Den store robe Guldindvirket skønhed Borgermadammer og bondekoner Handel og vandel

20 22 24 25 27 31 36 37 41 46 50

Store kjoler og trekantede hatte

Enevælde og rokoko Luksus og honnet ambition Den elegante mand Byens borger og landets bonde Salonernes kvinder Bruden fra Nørre Vosborg Borgerkonen og gårdens madmor Fra Paris til København og videre ud i landet

56 61 64 70 75 77 82 87

Kapitel 4 1770 – 1815

Chemiser, kashmirsjaler og revolutionshår

Verden banker på Oplysningsfilosofi og mode Romantik og klassicisme Indiske fristelser

92 94 96 99

Indhold

Fra salon til slagmark Som mænd var flest Fra hoftepuder og korset til nøgenhedsmode og sjaler Som kvinder var flest Opfindelsen af barndommen Forretningsliv

102 109 115 122 126 133

Kapitel 5 1815 – 1870

Høj hat og frakke, kunstfarver og stof i metervis

134

Borgerlige drømme Teknik og nye muligheder Form og figur De omfangsrige kjolers tid På bal Familiens havn Kvinder af folkekulturen Den alvorlige borgermand Mænd af folkekulturen Butikker og skrædderkunst

136 142 145 147 151 156 162 165 175 179

Kapitel 6 1870 – 1900

Klædt i stramme linjer og skrædderkunst

184

Modernitet og historicisme Reformtanker Iført draperier og ophæftninger En drøm i gult Med høj hat og moustache Farverige uniformer De små voksne – og dog Sommerliv og fritidsfornøjelser Mode og detailhandel Op mod verdenskrigen

186 192 197 205 207 211 217 220 226 231

Noter Kilder og litteratur Illustrationer Personnavne Stednavne

232 240 246 249 253

Moden i Danmark gennem 400 år

Forord Modekavalkader og bøger om modetøj, enkelte modeskabere og store createurs er der mange af. Det gælder også bøger om modehistorie. Således har også dette værk umiddelbare forgængere; det gælder først og fremmest det kulturhistoriske samleværk Dagligliv i Danmark og serien Danske Dragter, der er skrevet på baggrund af Nationalmuseets samlinger af dragter, tøj og tilbehør. Begge er dog for længst udsolgt i almindelig handel, og som alle bøger er de også børn af deres tid. Blandt andet har de af naturlige grunde ikke den aktuelle udvikling med, hvor dansk mode i disse år markerer sig på imponerende vis. Det gælder både som æstetisk udtryk, som eksportvare og som dagsordensættende i forbindelse med de presserende miljøudfordringer, som industrien globalt set står over for. Vi fandt det derfor tiden til at skrive en ny, samlet dansk modehistorie, der giver en dybere indsigt i emnet og kan besvare spørgsmål som: Hvad er traditionerne inden for dansk mode? Hvor kom mode og beklædning fra før vor tid? Hvordan har man kunnet være moderne med færre midler og mindre garderober end i dag? Hvordan var moden i de højeste kredse, og hvorledes var den brede befolkning moderne? Hvordan har folk gennem tiden klædt sig til hverdag og fest for at udtrykke rang, stand og identitet eller forfølge drømme og idealer? Hvad betød det til forskellige tider for forskellige befolkningsgrupper at ”følge moden”? Denne fremstil-

lings sigte er således en bredere kultur- og designhistorisk baseret mode- og beklædningshistorie, som gennem danskernes måde at klæde sig på og indblik i deres liv også beretter om samfundets udvikling fra årtierne omkring enevældens indførelse til i dag. Modetøj og gangklæder ville en ældre kulturhistorisk tradition have kaldt det, altså mode- og beklædningskultur i Danmark gennem 400 år. En sådan tidsmæssig lang kulturhistorisk tilgang perspektiverer de udviklinger og forandringer, som er med til at forme modebilledet og -forbruget i dag. Ofte skrives modehistorie med udgangspunkt i påvirkningen fra den internationale mode. Det er kun den halve historie, og derfor er fokus her i lige så høj grad på, hvordan mode er opstået i et samspil mellem internationale og lokale kulturelle, politiske og økonomiske forhold, beskrevet gennem en kronologisk fremadskridende fortælling, hvor der skrives både bredt mode- og kulturhistorisk og inddrages personnære fortællinger, der beretter om menneskers forholden sig til tidligere tiders moder og tøjbrug; f.eks. hvordan oplevede man at bære et særligt stykke tøj, hvordan disponerede man sin tid og økonomi for kunne være moderigtig klædt, hvilke moder blev opfattet som fjollede – eller ligefrem uanstændige – og hvilke blev anset for at være det ypperste at stræbe efter? Værket er skrevet på baggrund af kildemateriale fra Nationalmuseets enestående og store dragtsamling og

Forord

med supplementer fra landets øvrige dragtsamlinger samt den dragt- og modevidenskabelige forskning, som vi begge på forskellig vis deltager i som henholdsvis lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og seniorforsker ved Nationalmuseet. Bøgerne henvender sig dog ikke snævert til fagfæller, men til den alment mode- og kulturhistorisk interesserede læser, som vi håber vil finde glæde og fornøjelse i læsningen. Dertil udfylder disse to bøger en mangel gennem mange år på de designfaglige uddannelser og universiteterne, ligesom det også som et baggrundsværk vil være anvendeligt på ungdomsuddannelserne, måske særligt for emner som stil- og kulturhistorie eller elevdiskussioner om aktuelle emner som identitet, forbrug, klima og miljø i forskellige fag. En sådan illustrationsrig udgivelse ville ikke have været mulig uden velvillighed fra vore omgivelser og støtte fra fonde og legater. Vi ønsker at takke Gads Forlag for et fornemt samarbejde lige fra den dag, idéen første gang blev præsenteret for redaktionschef Henrik Sebro. Tak til Nationalmuseet for muligheden af at gå på jagt i samlingerne samt ikke mindst en aldrig svigtende støtte fra forskningschef Christian Sune Pedersen og samlingschef Bobo Krabbe Magid. Faglig samtale med kollegaerne ved Nyere Tid og andre af museets forskere i tekstiler og dragter i forskellige tidsperioder har været uvurderlig, og en særlig tak går til museumsinspektørerne Wibeke Haldrup Pedersen og Anne-Mette Mar-

chen Andersen for stor hjælp til at finde illustrationer og få taget nye billeder. På Københavns Universitet skal en særlig tak lyde til professor mso i etnologi Tine Damsholt for altid begejstret at støtte og bidrage med indsigter til forskningsemnet mode og beklædning. Ligeledes skal der også lyde en tak til de øvrige kollegaer ved faget etnologi og til kollegaer ved Saxo-Instituttet for faglig sparring og for at udvide perspektivet til både at omfatte Danmarks forhistorie og den europæiske verden i antikken gennem samarbejde omkring Saxo-Instituttets sommerskole Textile and Fashion in Theory and Practice Through 3.000 Years; tak til lektor Eva Strand og professor Marie-Louise Nosch. For økonomisk støtte til udgivelsen skal lyde en stor tak til Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, C.L. Davids Fond og Samling, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat samt Nationalmuseets Fond for Videnskabelige Undersøgelser og Erhvervelser. Uden fonde og legater var dansk kulturhistorisk forskning og formidling ilde stedt! Endelig også en varm tak til vore respektive familier og nære, der tidligt og silde har måttet se os tage ophold i skrædderdetaljernes og trikotagemaskernes fascinerende verden. Marie Riegels Melchior & Mikkel Venborg Pedersen

Kapitel 1

Indledning

”Hvo som først optager en Mode er en Nar, og den, som holder længst ud, er ikke et Haar bedre”, skrev forfatteren, historikeren og tænkeren Ludvig Holberg i sine Moralske Tanker fra 1744 om moden.1 Som sandt barn af oplysningstidens fornuftstænkning fik han her antydet, hvorfor nogle synes, mode er pjat og ikke værd at beskæftige sig seriøst med. Men da han selv netop gjorde det, altså beskæftigede sig med moden som emne – hvad han for øvrigt også gjorde flere steder i sine epistler og skuespil – fik han også sagt, at mode og påklædning er et centralt emne i sig selv og en vej til en større kultur- og samfundsforståelse. En anden af vore store forfattere, Karen Blixen, lod da også kardinalen i fortællingen om syndfloden over Norderney fra 1935 forklare det strandede selskab, at den sande arbiter elegans – egentlig smagsdommer, men for Blixen en hjerternes kender – på maskeradebal netop vælger en dragt, der fortolker hendes eget sind og hjerte, thi ”På din Maske skal jeg kende dig”. Blixen vender flere gange tilbage til temaet i sine fortællinger og bøger,2 masken afslører det bagved, som for eksempel også Kristus’ sande natur skinnede igennem hans menneskelige fremtræden. Emnet danner også en gammel tradition i den kulturhistoriske forskning. Siden syndefaldet, fortæller Første Mosebog i Bibelen, har mennesket klædt sig på. I første omgang med et figenblad, men snart med kjortler af skind, som har skulle vælges, skæres, designes og være moderne. Som et basalt materielt krav til livets opretholdelse har klædedragten således været et

Moden i Danmark gennem 400 år

af de grundlæggende og uomgængelige temaer i kulturhistorien og i etnologien, som er den fagdisciplin, dette værks forfattere oprindelig er rundet af. Dertil kommer en egentlig modeforskning, der vel siden den tyske sociolog Georg Simmels berømte essay om mode fra 19053 har vokset sig til et tværdisciplinært forskningsfelt. For den læser, der er interesseret i mode mere principielt, er netop dét emnet for epilogen i bind to. I denne indledning er det vigtigste måske at betone, at den gamle forbindelse mellem kulturhistorien og klædedragten naturligt betyder, at også vi står på skuldrene af forgængere, som ikke mindst kommer ud af de kulturhistoriske museers indsamling, forskning og formidlingsvirksomhed. Museer opbevarer, fortæller om og forsker i ting, der anses for at være centrale for opfattelsen af vores – menneskehedens – kulturarv. Forskningen gælder dog ikke kun tingene selv, men peger ud over dem. Hvad siger genstandene os om de mennesker, der har haft og brugt dem, om deres indstillinger, normer og disses forandringer? Det gælder også for klædedragten som emne, der både kommer tæt på den enkelte person og taler til gruppenormer og kulturelle horisonter, til samfundspolitiske og økonomiske systemer, til æstetik og moral, til økologi og seksualitet, for blot at nævne nogle hovedfelter, der alle optræder i dette værk. Således vil det også rumme både en del beskrivelser og en række fortolkninger af dragter og genstande. Kultur er ikke kun dens udtryk i sig selv, men er nødvendig for, at mennesket kan orientere sig i og be-

Indledning

herske en ellers uoverskuelig verden, f.eks. ved at tage et bestemt stykke tøj på og dermed opnå et tilhørsforhold til en bestemt samfundsgruppe eller identitet. Med andre ord siger kultur generelt og valg af tøj specifikt noget om, hvad der er sandt og usandt, rigtigt og forkert, for de mennesker, som foretager handlingen, der samtidig forankrer kulturelle normer og værdier i en eksisterende, materiel verden af, for eksempel, klæder. Særligt to udgivelser med afsæt i etnologien og/eller museernes samlinger og forskning bør nævnes. Det ene er Dagligliv i Danmark,4 der udkom i 1963-71 og blev redigeret af tidligere overinspektør ved Nationalmuseet og daværende professor ved Københavns Universitet Axel Steensberg. Det er et samleværk for kulturhistorisk hverdagsforskning på det tidspunkt, dækkende fra 1600-tallet og frem til 1960’erne. Det blev genudgivet i 1982 i otte mere håndterlige bind og fik i 1988 en efterfølger under titlen Dagligliv i Danmark i vor tid, 5 der kronologisk videreførte forgængeren, om end med en delvis anden tilgang. I disse bøger er klæde- og modedragten naturligvis repræsenteret hele vejen gennem tidsperioderne, og artiklerne er først og fremmest skrevet af Erna Lorenzen, Hanne Frøsig Dalgaard og Bjarne Kildegaard. Den første var museumsinspektør ved Den Gamle By i Aarhus og forsvarede i 1975 sin doktorafhandling, Folks tøj i og omkring Århus.6 De to sidstnævnte var museumsinspektører ved Nationalmuseet i København, der sammen med Den Gamle By i Aarhus og Designmuseum Danmark rummer de tre store, danske museumssamlinger af modetøj, accessoires og beklædning generelt. De fleste regional- og lokalmuseer samt flere specialmuseer har også gedigne samlinger af dragter, men i sagens natur med mere vægt på lokale forhold eller særlige sammenhænge. Dagligliv i Danmarks artikler trækker stærkt på den akkumulerede viden, som museumssamlinger opbygger, og forfatterne har ligeledes tilført megen ny viden selv. Den anden helt centrale udgivelse, Danske Dragter, blev indledt af den mangeårige museumsinspektør med ansvar for dragter og tekstiler ved Nationalmuseets ny-

ere tids samlinger Ellen Andersen, der i 1936 afløste den første inspektør i stillingen Elna Mygdal, som var kommet til museet i løbet af 1890’erne og blev ansat i 1919. Det første bind Moden i 1700-årene udkom i 19777 og blev ligesom det næste, der rakte frem til 1840,8 skrevet af Ellen Andersen selv, som dog ikke nåede at fortsætte værket. Næste bind, Moden 1840-1890,9 blev derfor forfattet af museumsinspektør ved Teatermuseet Viben Bech og efterfulgt af Nationalmuseets inspektør Ingeborg Cock-Clausen, der behandlede Moden 18901920.10 Bøgerne var i sin tid banebrydende og trak næsten udelukkende på Nationalmuseets samlinger. De indeholder stor viden, detaljerede beskrivelser af enkelte beklædningsdele, et hidtil ukendt stort billedmateriale, dog overvejende i sort-hvidt tryk, og ikke mindst de siden da af læserne elskede opmålinger og mønstersnit af udvalgte dragter, som nemt kan bruges, hvis en historisk periodes tøj skal reproduceres eller inspiration søges til nyt design. I det følgende vil der ligesom i de nævnte forgængere blive trukket på den akkumulerede viden i særligt Nationalmuseets arkiver og registraturer for dragtsamlingen. For ikke at tynge kapitlerne ganske uoverstigeligt med noter vil der ikke blive henvist til registraturernes oplysninger, ej heller til almindelige oplysninger i Dagligliv i Danmark og Danske Dragter; dog vil der ved citater, direkte brug af data eller brug af forfatternes vurderinger henvises i noter, som til al anden litteratur. Det samme princip er gjort gældende for Ellen Andersens opsamling og videreførelse af Elna Mygdals mange studier i folke- og egnsdragter, overvejende på baggrund af Nationalmuseets samlinger og udgivet i 1960 under titlen Danske Bønders Klædedragt11 samt et utal af vejledninger til dragtudstillinger på Nationalmuseet forfattet af forskellige museumsinspektører. I dette værk er der lagt vægt på samme brede tilgang til emnet som i Dagligliv i Danmark, men med god brug af detaljekendskabet fra Danske Dragter og registraturerne. Den særligt interesserede i syning henvises til sidstnævnte værk for mønstre mv. eller til

Nationalmuseets og andre, særligt britiske, museers hjemmesider. Mode- og beklædningsområdet er præget af adskillige sære ord og begreber, som gennem tiderne er kommet til, har betydet ét og derefter noget andet, for at gå i glemmebogen og derpå blive opdaget på ny. Der vil også være mange af den slags i denne fremstilling, og de er forklaret umiddelbart, hvor de optræder første gang. En boa kender de fleste nok også i dag, men at en bertha også er en slags krave, er nok mindre alment kendt. For den særligt interesserede kan der også rettes opmærksomhed mod det fællesmuseale netværk, som på baggrund af de danske museers mangeårige registreringer har skabt og videreudvikler hjemmesiden textilnet.dk, hvor ord og begreber af den særeste slags forklares. Der findes også deciderede modeleksikoner og naturligvis Den Store Danske Encyklopædi, enten i bogform eller som denstoredanske.dk samt andre opslagsværker på den fælles danske og offentligt understøttede hjemmeside lex.dk. Der er dog også et betydeligt selvstændigt forskningsarbejde bag denne udgivelse. Det har krævet brug og sammenkobling af en lang række fra hinanden temmelig forskellige kilder, som det så ofte er tilfældet i kulturhistorisk forskning. Det gælder naturligvis først og fremmest dragter, tøj og accessoires selv. Dertil er benyttet en lang række litterære kilder, ganske særligt erindringer og folkelivsskildringer. Også modeblade generelt samt beskrivelser i dagspressen, i husmoderblade og deciderede modemagasiner har givet gode oplysninger, ligesom den almindelige forskningslitteratur naturligvis er konsulteret. Modeblade, mønsterbøger og, når vi kommer op i tid, også reklamer og producenters egne fremstillinger af deres tanker og virke har udgjort gode kilder. Vi har benyttet mange illustrationer for at skabe indtryk og ikke mindst for at beskrive tidens dragters mest gængse træk – og nogle gange nogle særheder – samt skabe en både detaljerig og generel indføring i modens historie. Men de er også kilder i sig selv. Særligt malerier, stik og lignende er dog udtryk for en kunst-

Moden i Danmark gennem 400 år

ners tilgang og hensigter og kan således ikke altid tages ganske for pålydende, hvilket der i teksten løbende gøres opmærksom på, når der er afvigelser. Men også fotos kan lyve – måske særligt i reklameøjemed. Endelig er en række mindre kildefonde benyttet; til alle kilder er der henvisninger. Værkets to bøger er kronologisk inddelt. Det første bind rækker fra midten af 1600-tallet til årtierne omkring 1900. Det andet bind følger op til i dag. Der er således ikke et vandtæt skot i kronologien mellem de to bind, der er sat til år 1900, men derimod er der forsøgt at skabe en glidende overgang fra første binds lange tidsspand til bind tos kortere og mere opdelte godt hundrede år. Det flydende og bevidst upræcise gælder også de enkelte kapitlers årstalsinddelinger. Mode og beklædning generelt er så flygtig, at en fastholdelse af en skarp grænse aldrig ville give mening. Der er en lang række forhold, der spiller ind, som Erna Lorenzen har peget på, som bærerens alder, hvor unge hurtigere indoptager nyt end ældre. Førhen havde gifte folk som regel mere sparsomme garderober; de sled på det engang erhvervede. Socialt lag spiller også ind, og den store mode hørte af økonomiske, men også af kulturelle grunde til i eliten, om end det forhold langsomt delvist udvandes. Men social ambition kan også få socialt laverestilledes tøj til at blive nærmest hypermoderne. Faktisk mulighed for at anskaffe sig det nyeste er i sig selv en tung faktor, særligt før i tiden, og endelig skal man aldrig underkende den personlige interesse i tøj hos bæreren.12 Og dog kan der jo alligevel generaliseres, for de færreste mennesker lever isoleret fra andre; de indgår netop i en kulturel horisont og deler valg og værdier, muligheder og begrænsninger. Derfor holder de kronologiske angivelser af de enkelte kapitler da også kun stort set, men der har altså altid levet både gammeldags og meget moderne klædte mennesker på samme tid, som også Holberg var inde på i det indledende citat. Samtidig har moden haft forskellige fokuspunkter, og to store bevægelser, der har haft indflydelse særligt på skrivningen af bind et, bør nævnes. Den ene er, at indtil omkring 1800

Indledning

var modens fokus mindst lige så meget på mænd som på kvinder. Derfor behandles herrerne ganske ugalant først indtil tiden efter Napoleonskrigene, hvorimod damerne tager teten i resten af bindet og også i bind to. Den anden store bevægelse er mindre klar, men dog til stede, nemlig den antydede sociale opdeling. I 1600-tallet var den stærk og markeres tydeligt i beskrivelserne og underafsnit, mens den i slutningen op omkring 1900 begyndte at blive svagere, om end slet ikke at forsvinde. Man kan jo godt iføre sig højere stands dragt, men måske ved man ikke helt, hvordan den skal bæres. Kropsholdning og gang, mine og generel føring er også væsentlige medspillere i modens verden, og stadigvæk omkring 1900 kunne man både på tøjets kvalitet og skræddermæssige niveau, men også på folks hele fremtoning, snildt se, om det var en virkelig dame og herre, man stod over for, eller en socialt nytilkommet, af de gamle som regel betegnet en parvenu, det franske udtryk for en opkomling. Dette billede holdt langt ind i 1900-tallet, men særligt efter Anden Verdenskrig blev det svagere. I et land som Danmark kan der fra 1970’erne ses en tendens til også at klæde sig socialt nedad frem for, som det har været gældende til da, at klæde sig opad, hvilket er et fænomen, der skaber undren i landene omkring os. Set fra modens perspektiv kan dette forklares med, at det er

ungdommens påklædning, deres fritidstøj, som danner mode fra midten af 1900-tallet og fremefter. Beklædningsdele, som grundet formgivning og valg af materiale ikke har været anset for at kunne danne mode, kan nu gøre det. Antimode bliver til mode. Det hjemlige joggingtøj danner mode. De lokale såvel som de internationale modehuses brandværdi kan skubbe processen i gang, eller det kan være effekten af offentligt eksponerede personers påklædning. Sprogligt opleves også aktuelt en glidning. Skellet mellem ordene mode, beklædning og tøj er i praksis mindre tydelig. Unge kan med deres talesprog ”shoppe mode”. De køber således tøj og tilbehør som tasker, sko, tørklæder og smykker. Men der er også fortsat en mode, der bygger på jakkesættet – nuvel, til kvinder kan det variere, om jakken kombineres med nederdel eller bukser – og de store festkjoler, der følges af herrernes smoking eller kjolesæt, er ikke glemte. Med Moden i Danmark gennem 400 år er det således håbet at kunne tage læseren med på en rejse, der skildrer modens forandring, skiftende visuelle udtryk og betydning for de mange mennesker, som følger og bærer den. Og som det vil fremgå, er det en historie om os alle, for hvem kan sige helt fri af moden hverken før eller nu? Marie Riegels Melchior & Mikkel Venborg Pedersen

Folkedragt og modetøj De kulturhistoriske museers samlinger af dragter er fulde af egnsdragter og folkedragter, tidligere kaldt nationaldragter. De inddrages sjældent som en del af modehistoriske fremstillinger, hvilket også gælder den brede befolknings påklædning generelt. Hvorfor er disse dragter traditionelt ikke blevet betragtet som en del af moden? Synspunktet blev grundlagt i de nationale bevægelsers stærke tid i 1800-tallet, hvor bondestanden blev til demokratiets borgere, og landet var under angreb fra syd under de to slesvigske krige. Tendensen varede frem til eller lidt efter Anden Verdenskrig. I denne nationalt prægede forståelse blev folkedragterne fuldgode repræsentanter for noget folkeligt og uforanderligt, der udtrykte noget essentielt vigtigt for nationen og befolkningen, som var forsvundet i en truende modernitet. Denne forståelse af dragterne faldt nemlig oprindeligt også tidsmæssigt sammen med, at landets befolkning stort set lagde dragterne endeligt fra sig, selv som festtøj. Forskning særligt fra slutningen af 1970’erne og ind i 1990’erne om dragter og det nationale samt om genremalernes folkeforståelse har dog blotlagt denne opfattelses begrænsede gyldighed, ligesom den har påvist to undergenrer. Den ene er en i grunden hof- og teaterpræget festdragt med folkelige træk, der i 1800-tallet gled ind i den borgerlige festkultur, hvor det til tider blev populært at gå til bal klædt som, for eksempel, sjællandsk bondepige, men dog i en ret fri fortolkning. Den anden undergenre er en folkedragt, der lever videre i folkedansen, som efter svensk forbillede også blev skabt ikke mindst i højskolemiljøet i 1800-tallets anden halvdel. Folkedansen begyndte i dragter af højskolesnit, men særligt fra mellemkrigsårene og ganske særligt efter Anden Verdenskrig

og frem har folkedanserkredse oparbejdet en meget stor viden og professionalisme i genskabelsen af gamle dragter, som ofte er bevaret på museerne. Dette arbejde blev ikke mindst indledt i samarbejde med Nationalmuseets Ellen Andersen. Stærke ønsker om en dragt fra hver egn, som kunne benyttes i danseopvisninger og give et festligt skue, gav dog også indimellem pudsige udslag i nærmest opfundne dragter, som ikke havde hold i forskningens realiteter, der måtte skuffe ønsket om hver egn, sin festlige dragt. Det er en viden, som folkedanserne og andre dragtbrugere i dag synes meget opmærksom på. I Moden i Danmark gennem 400 år er egns- og folkedragterne ligesom den brede befolknings daglige påklædning medtaget. Dragterne – og den almindelige påklædning – behandles ikke lige så grundigt som den egentlige mode, da de sjældent har været modeskabende uden for egen kreds og i forhold til den store mode ofte tidsmæssigt er bagefter i optagelsen af enkeltelementer, som snøreliv eller lange bukser. Men dragterne ses dels som et korrektiv til den internationale mode, og deres modetræk påpeges. Dels var de børn af almindelig beklædning og modetendenser i hundredåret fra omkring 1750 til 1850, om end visse egne, som Røsnæs, Amager og Fanø, havde og har meget gamle træk i deres dragter. Kun i sådanne egne kan man med fuld ret tale om egns- og folkedragter før omkring midten af 1700-tallet. Efter midten af det næste århundrede gik de af brug langt de fleste steder, hvor de til gengæld for alvor blev opdaget i brede kredse og blev udbredt og nærmest kanoniserede via dragtserier som F.C. Lunds Danske Nationaldragter fra 1864, hvis billeder tit blev indrammet og hængt op på stuevæggen i utallige danske hjem.13

Siden renæssancen har det været populært i Europa at udgive serier med folkets påklædning. I 1806-08 udsendte J.H. Senn og G.L. Lahde i den tradition serien Klædedragter i Kjøbenhavn, hvor denne torvekone fra Valby indgik. På samme tid udsendtes serier i andre europæiske lande. Maleren F.C. Lund udgav for første gang i 1864 sin serie Danske Nationaldragter, der genudkom i 1890,

Fotografiet var taget til hjælp i Hansen, Schou og Wel-

1915 og 1926. Titlen på dragtserien var nu som en

lers Danske Nationaldragter i kolorerede Photograp-

selvfølge nationalt betonet, og udgivelsesåret var

hier optagne efter Naturen fra 1871, der blev uhyre

da også skæbnesvangert for Danmark. Her en pige i

udbredt. Her en skovserpige, stærkt inspireret af F.C.

Hedebodragt. Ofte stod hans egen hustru model.

Lunds litografier.

Genremalerne i 1800-tallets midte havde en bestemt

Exner havde egne klædesamlinger, som modellerne

forestilling om de gamle dragter, skønt befolkningen

kunne iklædes. Det var således unge københavnere,

samtidig lagde dem fra sig, hvis de da nogensinde

der agerede feststemt almue i hans atelier til hans

havde gået i dem i større omfang. Malere som Julius

berømte Et Bondegilde på Hedeboegnen fra 1855.

Indledning

Mere videnskabeligt gik man til værks, da National-

og en pinse- og sommerdragt til en ung pige fra

museet i 1938 kunne åbne sine gallerier af folke-

begyndelsen af 1800-tallet. Ikke alle egne havde

kulturen, ordnet geografisk og med dragter som

dog særlige dragter, hvilket skuffede datidens

indslag. Her ses to mandsdragter fra Hedeboegnen

dragtbrugere fælt.