“Himmelsk djævlebog … Man må bare bøje sig i støvet.” Kristeligt Dagblad “Et charmerende og overskudsagtigt opgør med kapitalismen og patriarkatet.” Jyllands-Posten “Det er utopisk, revolutionær kærlighedspoesi.” Politiken “Så stærkt og så ømt og renfærdigt, at det er meget svært ikke at blive berørt.” Information Pressen om Penge på lommen:
Maria er teenager i Frederikshavn i 1990. Hun elsker The Cure, er træt af sine forældre og drømmer om at der skal ske noget stort, som forandrer alt. En dag beder hun Gud om at gøre hende gravid og får sit ønske opfyldt. Hun har noget stort i maven, da hun går ombord på en færge og forelsker sig stormende i skibsdrengen Miguel. Samtidig, nogle århundreder tidligere i København, stævner medicineren Oluf Bartholin ud med sit skib. Han har allerede fejret en stor videnskabelig triumf, og nu begiver han sig ud på en dristig opdagelsesrejse, overbevist om at det sunkne Atlantis befinder sig i Det Sydfynske Øhav. Men hvad mon han finder på bunden af havet? Noget stort? Maria, Atlantis er en litterær romantasy om kærlighed og kapitalisme, krig og fred og jagten på nye verdener. Bogen er tredje selvstændige del af en romanføljeton, der har mordbranden på Scandinavian Star som et gennemgående motiv.
“Hvordan skriver man en socialrealistisk, politisk roman om kapitalisme i det 21. århundrede? Sådan skriver man den!” Politiken “Et af 2020’ernes mest ambitiøse litterære projekter.” Jyllands-Posten
346 g CO2e
CLIMATECALC.EU
000097/SE
Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) debuterede i 2011 med Et ansigt til Emily og fik sit gennembrud med digtsamlingen det nemme og det ensomme fra 2013. I 2020 udkom hendes første roman, Penge på lommen. Bogen er første del af en romanføljeton, der har mordbranden på Scandinavian Star som et gennemgående motiv. Anden bog i serien, Djævlebogen, udkom i 2023. Asta Olivia Nordenhof har bl.a. modtaget Montanas Litteraturpris, P.O. Enquistprisen, European Union Prize for Literature og Jyllands-Postens Litteraturpris, ligesom hun har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Hendes forfatterskab er under udgivelse i 16 lande.
Forfatterfoto: © Albert Sanvig Madsen
Pressen om Djævlebogen:
Af samme forfatter: Et ansigt til Emily (2011) det nemme og det ensomme (2013) Penge på lommen. Scandinavian Star. Del 1 (2020) Djævlebogen. Scandinavian Star. Del 2 (2023)
Maria_Atlantis_TRYK.indd 2
19.08.2026 11.48
ROMAN
GADS FORLAG
Maria_Atlantis_TRYK.indd 3
19.08.2026 11.48
Maria, Atlantis Copyright © Asta Olivia Nordenhof og Gads Forlag, 2026 Omslag: Anna Gunvor Hyttel Forsideillustration: Anna Gunvor Hyttel/Asta Olivia Nordenhof/Gemini Bagsidefoto: Matthew Richter Mønten stammer fra Hotel Atlantis på Bahamas Bogen er sat med Granjon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80081-1 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Jeg citerer fra Platon: Staten, på dansk ved Martin Harbsmeier, Steffen Lund Jørgensen, Rasmus Sevelsted, Chr. Gorm Tortzen (Gyldendal 2013) samt Platon: Kritias, på dansk ved Thomas Kjeller Johansen (Gyldendal 2013). “Du ror ud / passerer tågen / endeløst hav” er et digt af Masaoka Shiki, gendigtet af Hans-Jørgen Nielsen og udgivet i Haiku: Introduktion og 150 gendigtninger (Borgen 1963). Kapitlet “Det strøg ud af munden som en vind” trækker på en stor rigdom af antikapitalistisk tænkning. Det ville føre for vidt at nævne alle, jeg har taget ved lære af, men sideløbende med skrivningen har jeg nærlæst Aimé Césaire, Sophie Lewis, Angela Davis, David Graeber, Den Grønne Ungdomsbevægelses udgivelser om retfærdig omstilling og ikke mindst Peter Kropotkin, hvis varme hjerte også banker stærkt i denne tekst. Apropos hjerter, tak til Ursula, Anders, Pernille, Morten, Eini og Matthias for jeres læsninger. Tak til mine redaktører for tillid og højt humør. Tak til min datter for at elske historier, så får man lyst til at fortælle dem. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Maria_Atlantis_TRYK.indd 4
19.08.2026 11.48
INDHOLD
DEL 1. DE SÆTTER UD Noget stort Maria tager afsted Længere ind Bartholin tager afsted
DEL 2. ANKOMST! Det strøg ud af munden som en vind No pasarán Dømmespil
DEL 3. FINALE Nu flyver jeg
NOGLE HISTORISKE NOTER
Maria_Atlantis_TRYK.indd 5
19.08.2026 11.48
Maria_Atlantis_TRYK.indd 6
19.08.2026 11.48
Nu skal I høre en historie om to mennesker der satte ud for at finde noget som de fornemmede fandtes. Den ene hed Maria, og den anden hed Oluf Bartholin.
7
Maria_Atlantis_TRYK.indd 7
19.08.2026 11.48
Maria_Atlantis_TRYK.indd 8
19.08.2026 11.48
DE SÆTTER UD
Maria_Atlantis_TRYK.indd 9
19.08.2026 11.48
Maria_Atlantis_TRYK.indd 10
19.08.2026 11.48
NOGET STORT
Maria_Atlantis_TRYK.indd 11
19.08.2026 11.48
Maria_Atlantis_TRYK.indd 12
19.08.2026 11.48
Engang så Maria en måge dø oppe på himlen. Den fløj, så døde den og styrtede ned i havet. Den kunne have fortsat med at flyve, lige på nær at den døde. Det gjorde et stort indtryk på hende. Ellers skete der ingenting i Frederikshavn. Hun kunne kysse med en kedelig dreng eller en anden kedelig dreng. Hun kunne købe en rom kugle. Hun kunne tage over til Anna og ride på heste, men hun syntes det var synd, hun syntes hestene skulle løbe som de selv ville. På et tidspunkt fik Nicklas fat i noget amf. Han var rød i hovedet af ophidselse da han trak posen op af lommen i busskuret. Nu skulle det være. Det skulle ske i aften. Men der skete ingenting. Alle var de samme, lidt mere som myg eller boremaski ner, men de samme. Maria svedte og kyssede med en kedelig dreng som også svedte. Bagefter fik folk det til at lyde som om der var sket noget vildt den aften. Men
13
Maria_Atlantis_TRYK.indd 13
19.08.2026 11.48
hvad skulle det være? Det gjorde ingen forskel. Alt fort satte som før. Skolen fortsatte, Marias forældre fortsatte, aftensmaden, radioen kværnede, solen stod op, og den gik ned. Maria forstod ikke hvordan folk stillede sig tilfredse. Hun ville gøre noget stort, noget der ændrede alting. Det var derfor hun sagde til Gud at han skulle gøre hende gravid. Hun krævede det direkte. Hvis du er stor, så bevis det. Den følgende morgen steg kvalmen op i halsen, og hun vidste at Gud havde gjort det. Nu skete der endelig noget, det mærkede hun, at skæbnen rejste sig i hende. Men allerede hen på eftermiddagen var hendes nye omstændighed begyndt at kede hende, for det eneste der sådan set skete, var den kvalme og så hendes bryster, som godt nok var blevet hårde, men hun havde ventet sig mere.
Maria_Atlantis_TRYK.indd 14
19.08.2026 11.48
MARIA TAGER AFSTED
Maria_Atlantis_TRYK.indd 15
19.08.2026 11.48
Maria_Atlantis_TRYK.indd 16
19.08.2026 11.48
Først må et par ting slås fast om Maria, hvoraf den vig tigste, at hun fandtes, nu allerede er nævnt. Hun var femten år og boede i Frederikshavn, eller rettelig i en lille landsby lidt udenfor som hed Kaldred. Årstallet var 1990, og “Nothing Else Matters” var lige præcis ikke udkommet som single, men hvis den var, ville hun have elsket den, for den linje, so close no matter how far, det var sådan hun følte hele tiden: at der var noget der næsten var der, men så var det der alligevel ikke helt. Det havde taget lang tid at være et barn, hun havde glædet sig til ungdommen, men da så ungdommen kom, var der ikke noget ved den, hun kunne tage scooterkørekort, men det var overflødigt, hun kørte glimrende på scooter alle rede. Og nu var hun så blevet jomfrugravid, det var efterhånden en uges tid siden, men hun havde stadig til gode at mærke nogen større forandring.
17
Maria_Atlantis_TRYK.indd 17
19.08.2026 11.48
For øjeblikket befandt hun sig på gågaden, standsede op foran en butiksrude og så på en reklameplakat for en mørkebrun læbestift, satte så i bevægelse igen. Solen skinnede tungt og bredt, og hun tænkte endnu en tid på læbestiften, så foran elektronikforretningen kom hun til at tænke på sin far, som mindede om noget andet end et menneske, og måske var det faktisk en støvsuger? Det var hans grin, som ikke vendte udad, men snarere var til for at suge den vits han netop havde sagt, tilbage i ham selv. Hvordan det overhovedet kunne være en vits, vidste Maria ikke, men for tiden var hans foretrukne vits at påstå at hun måtte være forelsket. Hvis hun uop mærksomt hældte nogle havregryn ved siden af skålen, hvis hun sukkede ved middagsbordet, hvis hun kom hjem med blussende kinder efter at have cyklet hurtigt: Hun havde vænnet sig til at der for enden af enhver af hendes handlinger stod en dum vits og dirrede efter at blive sagt og suget tilbage ind i hendes far. I øvrigt var Maria ikke forelsket, men hun ville gerne være det, hun havde sagt til sit hjerte at hun var mere end klar, men det blev ved med at svare at der var noget stort der ude, noget hun endnu ikke havde mødt, så hun måtte vente. Hun sukkede. Gloede på den lille flagstang som stod uden for ostebutikken, Dannebrog hang slapt og svagt ostehørmende ned. Hun skulle have haft kemi nu,
18
Maria_Atlantis_TRYK.indd 18
19.08.2026 11.48
skulle sikkert have hældt et eller andet fra en kolbe over i en anden, men hun pjækkede. Efterhånden pjækkede hun så meget at det var begyndt at føles omvendt, som om hun gav sig selv fri fra sine endeløse vandringer op og ned ad gågaden når hun indimellem blev siddende i klassen en hel dag. Hun havde ellers været euforisk da det i første omgang gik op for hende at ingen egentlig kunne forhindre at hun forlod skolens grund, udvan drede præcis som det passede hende. Hun vidste ikke hvad hun havde forestillet sig alle de år der gik forud, at politiet ville komme, en usynlig mur, i hvert fald kunne hun konstatere at hvad end hun havde forestil let sig af forhindringer, så fandtes de ikke. Jo, der var brevene der blev sendt hjem til hendes forældre, og hun fik også stuearrest og her og der en lussing, men på en eller anden måde var det en anden der tog imod straffen for hende, og den anden var godt nok bange, men havde ingen indflydelse på om Maria gik fra skolen, nu hun først havde fattet at hun kunne. Det var ikke engang et princip, snarere en indstilling i kødet selv, hun kunne ikke lide at være lukket inde, men nu var hun bare luk ket inde på gågaden i stedet for. At gå ned til havnen var ikke meget bedre, selv om det var lidt bedre, hun holdt af at være i nærheden af
19
Maria_Atlantis_TRYK.indd 19
19.08.2026 11.48
kranerne, tunge ting der blev løftet til vejrs, og måger nes skrig, men problemet var hendes hjerte, det blev vildt melankolsk når hun så ud over havet, det var på et niveau så hun faktisk ikke kunne holde til det. Alligevel var det om natten hjertet var allerværst. Det krøb ud af hende som en tunge eller en lille dum drillesnegl, det trak sig hen over mørkets kanter og fortalte hende om alt det der ikke var endnu, om alt det der var lige bag grænsen. Så længe hun kunne huske, havde Maria drømt om en anden verden. Hun havde lagt til og lagt til, og verdenen var blevet mere og mere vidunderlig, og det blev værre og værre at den foreløbig kun var en drøm. En verden fri for forældre, en verden af ube talelig skønhed. Gratis toge, gratis huse, gratis musik. Ingen skyldnere, ingen dommere, vildtvoksende skove, fælles biografer. Ingen eksaminer, børnedrevne skoler, læse for at elske, for at blive hinandens. Ingen chef på benzintanken, ingen meningsløse regler, kiosken drevet af alle for alle. Ingen indespærrede, ingen ejere, ingen der påstår at man skal gøre som de siger, bare fordi man deler blod og ville være hjemløs hvis man ikke gjorde det. Men foreløbig boede Maria i den verden der ikke var den anden, der var gågaden, og hvis hun fortsatte
20
Maria_Atlantis_TRYK.indd 20
19.08.2026 11.48
tilstrækkelig langt ned ad den og videre ad lande vejen, kom hun til Kaldred. Hvad var der at sige om Kaldred? Der var benzintanken hvor hun havde haft sine weekendvagter indtil hun blev fyret, men hun fore trak at lade være med at tænke på det. Desuden havde det aldrig været hendes intention at stjæle, det var bare hendes hånd der gjorde det, den gjorde det ligesom per refleks. Og så kunne hendes hånd heller ikke se – og det var vel derfor den handlede sådan – hvorfor hun ikke skulle tage lidt godt med hjem fra sine vagter, når der nu var rigeligt på hylderne og endda mere på lageret. Det virkede for hendes hånd helt arbitrært at hun skulle til at betale for tingene når hun havde stået seks stive timer og kedet sig og på en eller anden måde måtte have fortjent en kompensation. Det er jo løn nen der er kompensationen, havde hendes far sagt som om han var klog, og Maria havde himlet med øjnene, for lønnen kom først sidst på måneden, og det var vel rimeligt at hun også blev kompenseret de øvrige dage. Eller det syntes hendes hånd i hvert fald, Maria havde ingen mening, ingen anden end at hun syntes det hele virkede idiotisk, og det allermest idiotiske var at hun krympede sig af skam hver gang hun var nødt til at gå forbi tanken, fordi hun faktisk aldrig havde troet at hun gjorde noget forkert, ikke rigtigt, så hun havde
21
Maria_Atlantis_TRYK.indd 21
19.08.2026 11.48
fået et skamchok da hun pludselig stod over for helt monstrøse anklager. Nå, men ved siden af benzintan ken lå grillbaren, som igen lå ved siden af vaskeriet, som ikke var et vaskeri, men et bordel. Indimellem sad Maria på grillbaren og læste i Ekstra Bladets annonce sektion om kvinderne der bød sig til på vaskeriet. De havde stort set alle sammen en indbydende lille pariserrøv, og Maria kunne ikke undgå at tænke på hvad det betød når de undtagelsesvist ikke havde det, når røven ikke var nævnt. Bag ved grillbaren lå minigolfbanen, og bag ved den var kirsebærplantagen, men det var sur kirsebær, uspiselige, Maria prøvede hvert år når de var røde, men resultatet var det samme. Bag plantagen kom sommerhusområdet, stort og oftest øde, og bag ødemar ken lå det gule hus som var Marias hjem. Hendes for ældre havde købt det ikke så meget for husets skyld, men for ladens, som havde til formål at opbevare den stadige strøm af ting de indkøbte og solgte videre. TN Tæpper hed deres firma, og de solgte ganske vist tæp per, men gennem årene var sortimentet udvidet med puffer og sofaborde, spejle og lamper, hvad som helst egentlig, som faldt ind under det de i deres reklame brochurer kaldte orientalsk stil. Marias hjem var altså et hjem, det sted hun sov om natten, og der hun indtog føden, men det var lige så meget en konstant skiftende
22
Maria_Atlantis_TRYK.indd 22
19.08.2026 11.48
vareudstilling, det var nemlig en fordel at kunne frem vise potentielle kunder møblerne sådan som de tog sig ud i et ægte hjem. Det kunne ske at Maria, hvis hun ikke havde nået at flygte inden en fremvisning, kom til at indgå i udstillingen og bare havde at opføre sig pænt. Men Maria var som hun nu engang var. Selv ikke hvis hun ønskede det – og hun ønskede det på en måde – var hun i stand til at opføre sig pænt. Der var noget i hende, et raseri kunne man kalde det, som skød sig ind foran alle gode intentioner, og så stod hun igen og grinede hånligt ad sin mor når hun fortalte en kunde om hvor glade hele familien havde været for det nye sofaarrange ment. At leve i sådan en løgnebutik, det var umuligt. Én ting var ikke at have en lykkelig familie, Maria gjorde sig ingen forestillinger om at man kunne have en, men at skulle være levende reklame for en lykkelig familie som aldrig havde fandtes, det var for meget, for psyko tisk en ting at bede hende om. Og alligevel havde hun dårlig samvittighed. Hun fornemmede intuitivt at hen des mor gik på en meget tynd line, og at hun, hvis Maria en dag formåede at kappe linen helt over, ville styrte i en afgrund som ikke kendte nogen bund. Så Maria var spændt ud mellem to store ønsker, ødelægge sin mor og ikke ødelægge hende, og det var sidstnævnte ønske der foreløbig havde forhindret hende i at nævne for sin
23
Maria_Atlantis_TRYK.indd 23
19.08.2026 11.48
mor hvor ekstremt pinligt det var at hun forstærkede sin accent under kundebesøgene. Hun havde haft det på tungen mange gange, havde haft sådan lyst til at spytte ordene ud, men også af hensyn til sig selv måtte hun skåne sin mor, der var grænser for hvor ydmyget hun kunne tåle at se den person som havde bragt hende ind i verden. Ikke desto mindre var det sandt; Nathalia for stærkede sin accent under fremvisningerne, hun kunne endda lade som om hun efter alle de år som møbelsæl ger stadig ikke havde lært sig det rette ord for lysestage eller sengetæppe, hun kunne lægge trykket intentio nelt forkert, kalde skamlen en skaMÈL, le forlegent og sende kunden et fortvivlet blik, opnå sin salgsfrem mende mulighed for at blive hjerteligt korrigeret. Hun var portugiser, men det var sagen uvedkommende, til fremvisningerne var hun sin mands mørklødede kone og kunne komme fra mørket hvor som helst. Hun var den der var fremmed, og den der tilførte sofapuden noget ægte, noget sensuelt og ydmygt og alligevel stolt, kort sagt var hun den der gjorde sofapuden orientalsk. Det mærkelige, det for Maria helt utilgivelige, var at hendes mor virkede oprigtigt glad under de fremvis ninger. Hendes mor, som ellers aldrig var glad, når hun var en klovn for sine kunder, var hun glad.
24
Maria_Atlantis_TRYK.indd 24
19.08.2026 11.48