Magtens kvinder

Bogen udgives med støtte fra

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse G.E.C. Gads Fond

Grethe Jacobsen MAGTENS KVINDER før enevælden

Gads Forlag

Indhold

Mordet på Anne Meinstrup – magtens pris 9 1 Køn, magt og politik: Dronninger 25

Regerende dronninger i Europa 26 Hvad sagde lovene om kvinders ret til tronen? 28 Regent, regerende dronning, regent: Margrete I 30 Synet på Dronning Margrete i 1500-tallet 34 Forsøg på regentskab i Danmark efter Margrete: Sophie 1588-1594 39 Lovgivning om dronningers magtudøvelse i Danmark 42 2 Køn, magt og politik: Adelige kvinder 47

Adelen i Danmark 47 Adelige kvinder: Det økonomiske grundlag 52 Adelige kvinder: Demografi og arveregler 57 Den ugifte kvindes retsstilling 64 Den gifte kvindes retsstilling 67 Enkens retsstilling 69 Mobilitet og dynamik i højadelen 74 3

Den danske lensadministration 77

Konge og Rigsråd 77 Len – definition og typer 80 Lensadministrationen indtil 1439 85

5

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

Lensadministrationen 1439-1523 88 Lensadministrationen 1523-1596 95 4

De kvindelige lensmænd i Danmark 103

Danske dronninger og lensadministrationen 105 Kvindelige lensmænd 1400-1600 110 Kvindelige lensmænd i krig 123 Kvindelige lensmænd i 1500-tallet – antal og social stand 128 De kvindelige lensmænds tilknytning til Rigsrådet 144 Kvindelige aner og mulige forbilleder i lensadministrationen 149 De kvindelige lensmænds eftermæle 154 Kvinders magt – en glemt historie 157

Dronninger 157 Adelskvinder 159 Tak til 167 Kilder 169 Litteratur 173 Noter 187

6

Mordet på Anne Meinstrup

– magtens pris

I 1535 var der borgerkrig i Danmark. Borgerkrigen, også kaldet Grevens Fejde, var en krig mellem en ny religiøs bevægelse (protestantismen) og den etablerede (katolske) kirke og dens tilhængere. Men det var også en krig mellem tilhængere af den afsatte konge, Christian 2., og tilhængere af hans fætter, Christian, hertug af Slesvig. Og så var det en krig mellem de forskellige lag i samfundet. Borgerkrigen kostede mange mennesker livet. En af dem var adelskvinden Anne Henriksdatter Meinstrup, som blev stukket ned af to borgere fra København den 20. januar 1535 under et møde på landstinget. Drabet vakte stor opsigt, selv i en voldelig tid, og da borgerkrigen sluttede året efter, gav sejrherren, hertug Christian, amnesti til alle, der havde kæmpet mod ham – undtaget de mænd, der havde dræbt Anne Meinstrup. Årsagen til drabet var ikke Annes person, men den adelsstand, hun repræsenterede. Samfundet var delt i stænder: bønder, borgere, adel og præstestand med forskellige privilegier og rettigheder. Det var alment accepteret, men så skulle man også opføre sig i overensstemmelse med sin stand. Adelens opgave var at forsvare landet mod fjender – ikke at angribe borgere og bønder. Det var netop det, der var sket, en uge før Anne Meinstrup blev myrdet. En af hendes standsfæller, Tyge Krabbe, der var kommandant (lensmand) på Malmø Slot, skulle sammen med en hær af borgere og

9

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

Hans Tausen på kirketrappen. En sen og ahistorisk fortolkning af protestanten Hans Tausen, der beskytter katolikken Joachim Rønnov mod en rasende folkemængde i 1530. Folkemængden består med én undtagelse af mænd, hvilket heller ikke er historisk korrekt. Maleri fra festsalen, Københavns Universitet.

10

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

Anne Henriksdatter Meinstrup (d. 1535) havde tre forleninger og var hofmesterinde for tre dronninger. Hun var gift med Holger Eriksen Rosenkrantz og havde fire børn. Hun blev myrdet på Sjællands Landsting i Ringsted under borgerkrigen. S. Abildgaard, Nationalmuseet.

bønder forsvare byen og slottet mod en svensk hær. Tyge Krabbe vendte imidlertid slottets nye kanoner mod de danske soldater og sluttede fred med svenskerne. Massakren skabte vrede blandt de bønder og borgere i Skåne og på Sjælland, der hørte om det, og folk fra København var de første til at få viden om Tyge Krabbes udåd. Der var indkaldt til landsting i Ringsted, i håb om at man kunne forhandle sig frem til en fredelig løsning på borgerkrigen, og det var af den grund, Anne Meinstrup var taget til Ringsted sammen med sine to børnebørn, døtre af hendes ældste datter. Anne Meinstrup havde et stort netværk, og kort før hun tog af sted, skrev hun til en veninde, at hun håbede på, at forhandlingerne i Ringsted ville føre til fred. Hun havde åbenbart ikke hørt om Tyge Krabbes forræderi og om det had mod adelen, det havde medført. Når Anne Meinstrup overhovedet deltog på landstinget, der både var en domstol og en politisk forsamling, var det, fordi hun var en af magtens kvinder i datidens Danmark. Hendes far havde været dommer og medlem af Rigsrådet, den øverste myndighed i landet sammen med kongen. Hun blev gift to gange, og hendes første mand og far til hendes fire børn, Holger Rosenkrantz, var medlem af Rigsrådet. Som enke efter sin anden mand, Jørgen Ahlefeldt, blev hun både lensmand og

11

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

­ of­mesterinde for dronning Elisabeth, der i 1514 blev gift med Christian h 2. Anne var en god støtte for den unge dronning, men da hun var imod, at kongen havde elskerinden Dyveke, faldt hun i unåde og måtte drage i eksil. Da Christian 2. blev afsat i 1523, vendte hun hjem igen og blev atter lensmand. Som lensmand bestyrede hun et landområde med tilhørende gårde og undertiden slotte, der tilhørte kongemagten. Hun havde – med andre ord – en officiel stilling i landets administration. Anne Meinstrup var ikke et særtilfælde. Der var mange adelskvinder, som delte magten med mænd i 1400- og 1500-tallet, og der var adskillige kvindelige lensmænd. Men de har ikke fået den plads i historien, de fortjener, selvom kvindelige historikere i over 100 år med svingende held har prøvet at fortælle omverdenen, at menneskenes historie ikke kun handler om mænd bortset fra et par dronninger som undtagelser. Som historiker og som feminist vil jeg derfor her gøre endnu et forsøg på at skrive kvinder ind i historien ved at fortælle om de dronninger og adelskvinder, som var del af magthaverne i senmiddelalderen og reformationstiden, dvs. tiden fra omkring 1400 til slutningen af 1500-tallet. Magtudøvelse var forbeholdt samfundets øverste lag, især den velhavende del af adelen, kaldet højadelen af senere historikere. Mændene havde de fleste rettigheder og muligheder, men højadelens mænd kunne ikke fastholde deres greb om magten uden at støtte sig til og udnytte deres mødre, hustruer og døtre, bl.a. til at være lensmænd – og for nogles vedkommende hofmesterinder for dronningerne. Det handler denne bog om. Den er udsprunget af min forbløffelse over at opdage, hvor mange kvinder der blev lensmænd, og endnu mere, i hvor høj grad de er blevet overset af senere historikere, selv af den historiker, der anså sig selv for at tilhøre den første generation af videnskabelige historikere, og som i 1878 udgav en trykt liste over alle de lensmænd, han kunne finde omtalt i kilderne fra 1513-1596. Kvinderne er medtaget på hans liste, men de bliver knapt nok nævnt i hans bog om lensvæsenet i den periode. Anne Meinstrups liv og ikke mindst død var en kilde til stor forundring blandt 1800-tallets historikere. De forstod ikke, hvad en kvinde skulle i en politisk forsamling i 1500-tallet. I deres øjne hørte kvinder ikke hjemme dér. Under Den Franske Revolution var det blevet slået fast, at ‘frihed, lighed og broderskab’ absolut ikke gjaldt kvinder. Olym-

12

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

pe de Gouges, en kvinde, der offentlig forlangte, at også kvinder skulle nyde godt af revolutionens nye værdisæt, blev hurtigt sendt til guillotinen af revolutionens ledere. Kvinder hørte altså til i hjemmet, mente 1800-tallets historikere. Det var derfor, de ikke forstod, hvorfor Anne Meinstrup drog til Ringsted med sine datterdøtre (der blev reddet og ført væk efter mordet). Det var også derfor, historikerne ikke forbandt mordet på hende med Tyge Krabbes handling og så det som hævn over en stand. Anne repræsenterede kun sig selv, og en historiker foreslog sågar, at hun blev slået ihjel på grund af sin skarpe tunge, altså fordi hun var en hovmodig adelskvinde, der vovede at sige mændene imod og derfor (underforstået) fik løn som fortjent. Rent kildemæssigt er der ikke skygge af bevis for denne

Kort trykt i 1570 i Köln, Tyskland. Det viser kongeriget Danmark, inklusive Skåne, Halland og Blekinge (nu del af Sverige) samt hertugdømmerne (Slesvig og Holsten) og øen Gotland, øst for Sverige, der var dansk indtil 1645. A. Ortelius, Det Kgl. Bibliotek.

13

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

påstand, men alligevel blev den ikke bare fremsat 300 år efter mordet og anset for at været forklaringen på Anne Meinstrups død, men også gentaget helt op til vor tid af (mandlige) historikere. To kvindelige historikere påpegede i 1983 og 1998 den uretfærdige behandling, som Anne Meinstrup har fået af moderne historikere.1 I denne bog følger jeg trop ved at beskrive den kontekst og magtudøvelse, som Anne indgik i, sammen med en række dronninger og andre adelskvinder, samt at det blev anset som normalt i samtiden. Historien om magtens kvinder skal fortælles for at give et mere fyldestgørende billede af både mænds og kvinders historie. Historien om forandringerne i det danske samfund i slutningen af middelalderen og i reformationstiden er ufuldstændig, hvis ikke den inddrager alle aktører. Danmarkshistoriens kvindelige aktører mangler stadig at få fortalt store dele af deres historie. Denne bog har fokus på historien om de kvinder, som på grund af deres familie, netværk og økonomiske ressourcer kunne gribe ud efter magten – og gjorde det. Det er ikke historien om en gylden tid for kvinder, for kvinder har altid levet i et patriarkat, hvor mænd kom først. Men patriarkatets mænd har imidlertid haft brug for kvinder til at fastholde deres magtfulde position, og mange kvinder har gennem historien støttet patriarkatet, fordi de kunne se deres fordel derved. I 1400- og 1500-tallets Danmark havde mænd og kvinder hver sine rolle og funktioner, som blev løbende ændret gennem perioden. En rød tråd er dog det patriarkalske kønshierarki, der strakte sig langt tilbage i historien og fastlagde det mandlige køns funktioner og karakteristika som det ideelle og/eller fuldkomne og udgjorde normen for, hvilke personer der bl.a. kunne udøve magt. I forhold til dette blev det kvindelige køns funktioner og karakteristika betragtet som mindre ideelle og/eller ufuldkomne, hvorfor kvinder ikke var egnet til at udøve magt. Dette kønshierarki gjorde sig også gældende blandt adelen i den analyserede periode, og det afgjorde, hvem der kunne deltage i magtens forskellige fora, og det definerede rammerne for deres deltagelse. Kvinder kunne f.eks. ikke være medlemmer af Rigsrådet, landets øverste organ, der delte magten med kongen. Den tyske historiker Heide Wunder har pointeret, at der i 1500-tallets samfund ikke eksisterede et fuldstændigt katalog over, hvad der var normer for mænd og for kvinder. Der var mange bud på normer for de to

14

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

køn, men grundlæggende blev ‘mand’ og ‘kvinde’ defineret i forhold til hinanden som henholdsvis stærkere og svagere i et asymmetrisk forhold, der anbragte mænd øverst i det sociale og politiske hierarki. Forholdet var dog ikke strengt binært, men afhængigt af gensidige forpligtelser.2 Det betyder også, at samfundet konstant måtte definere, hvad der var mandligt, og hvilket privilegier dette medførte, og omvendt, hvad der var kvindeligt, og hvilket privilegier dette medførte eller blokerede for. Den amerikanske historiker Judith Bennett har sat spørgsmålstegn ved, om det, vi almindeligvis betragter som store ændringer i historien, f.eks. Reformationen, reelt er ændringer i kvinders historie, eller om de i bund og grund er justeringer, der har som hovedformål at opretholde den patriarkalske orden.3 I denne bog vil jeg se på de ændringer, der skete i kvinders udøvelse af magt i Danmark i perioden fra 1400 til 1600, for at afdække, om det på noget tidspunkt kunne true kønshierarkiet, eller om standsfordele og kønshierarki blev opretholdt, selvom kvinder var del af magten. Fra forskning i andre landes historie ved vi, at der især med Reformationen kom både skrevne og trykte forskrifter (lovgivning, bøger om opdragelse og opførsel), som modificerede kønshierarkiet uden at vælte det. Når man taler om „magtens kvinder“, må man definere, hvad man forstår ved ‘magt’. Historikerne har fokuseret på magtudøvelse ud fra en traditionel definition af begrebet forstået som ‘en persons muligheder for at øve indflydelse på en anden persons adfærd’. I min definition er magt en omskiftelig – ikke konstant – tilstand. Den, der har magt, er den, der har kontrol over materielle og immaterielle goder oftest som ejer af disse goder. Magtudøvelse sker gennem relationer mellem mennesker, og såvel magtgrundlag som magtudøvelsesforhold skal passes, dyrkes og vedligeholdes konstant, for at magten kan opretholdes. Samfundets grundlæggende magtforhold er mellem den, der har magt over en anden, og den, der er underlagt en andens magt. Det grundlæggende forhold i et patriarkat, som det europæiske middelaldersamfund var, var mellem kønnene, hvor kønshierarkiet altid placerede manden øverst. Men i et klasseopdelt samfund som det danske samfund kunne dette hierarki til tider sløres i den behandlede periode, hvor adelige havde særlige privilegier uanset køn.

15

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

Magtudøvelse kunne være baseret på, hvem der var den stærkeste enten militært eller ved andre midler. En anden form for magtudøvelse var den, der var baseret på lovgivning, som tillagde en person magt i kraft af et embede, og for denne magtform bruger jeg ordet „autoritet“. Man kan i middelalderen og reformationstiden ikke tale om at være autoriseret. Det hører en nyere tid til. Autoritet var i perioden 1400-1600 baseret på sædvane og på regler, der var enighed om, og som var blevet udviklet gennem middelalderen. Den person, der havde autoritet, kunne stille krav til andre, f.eks. kunne en lensmand forlange betaling af skatter eller udførelse af ydelser, der var aftalt. Hvor magt kunne være både legitim, dvs. anerkendt af samfundet, eller illegitim, dvs. udelukkende baseret på fysisk overmagt, indebar autoritet altid en legitim magtudøvelse. Et sidste begreb, der skal afklares, er den magtudøvendes juridiske person. Her er det vigtigt at påpege forskellen mellem middelalderens og reformationstidens opfattelse af, hvad en person var, og den moderne vestlige opfattelse af individet som et enestående retssubjekt. Den amerikanske historiker Thomas Kuehn har på basis af studier i florentinske retskilder gjort glimrende rede for denne forskel. Hvor man i dag fødes med rettigheder og en juridisk identitet, påviser han, at den ældre opfattelse var, at man ikke fødtes som en person med en fast juridisk identitet, men at denne blev skabt inden for rammerne af et kompleks af sociale relationer, og jo flere relationer der erhvervedes, jo mere fuldendt blev ens juridiske identitet.4 Dengang var en person altså ikke i sig selv enestående, hvad der kendetegner den moderne opfattelse, men kunne duplikeres og eksisterede i forhold til andre. I disse forhold var køn en afgørende faktor for, hvordan et individ kunne komme til at udøve magt. Relationerne var især vigtige, når man taler om magtudøvelse, i et oligarki som den danske højadel, hvor magtens mænd og kvinder som oftest befandt sig. Oligarkier fandtes flere steder i middelalderens Europa. Et af dem, der har været grundigt studeret, var den herskende klasse i republikken Venedig. I en periode på over 500 år (fra slutningen af 1200-tallet til slutningen af 1700-tallet) blev republikken styret af et oligarki, bestående af mænd fra familier, der tilhørte en „lukket“ adelstand. Med „lukket“ menes, at ingen nye familier kunne optages i standen, efter at republikkens regerende råd i 1297 besluttede, hvilke familier der havde ret til at have

16

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

mandlige medlemmer i byens råd. Den venetianske adel havde en stærk familiefølelse, hvilket ifølge traditionel sociologisk tankegang burde være uforeneligt med et stærkt oligarki, fordi det sidste kræver, at den enkelte familie eller klan må underordne sig et fælles bedste. Det lykkedes dog i Venedig at opretholde en balance mellem de forskellige familier og klandannelser inden for oligarkiet, så standen ikke tabte magten til én familie, som det skete i de andre italienske republikker i det nordlige Italien i samme periode (f.eks. i Milano og Firenze). I Venedig var det fælles bedste det, der gavnede både standen (den lukkede adel) såvel som staten (republikken Venedig og dens indbyggere), og den venetianske herskende klasse kunne på den baggrund forene familiefølelse, standsfølelse og hele republikkens bedste, så man både undgik oprør blandt de adelige, og at magten blev koncentreret hos én mand eller én familie. Den amerikanske historiker Stanley Chojnacki har undersøgt dette fænomen ud fra kvindehistorisk synspunkt og påvist, hvordan den venetianske adelstands kvinder bidrog til at binde familier sammen og derved sikre, at oligarkiet ikke blev slidt i stykker af klaner og familier, der bekrigede hinanden. Konsensus om den måde, hvorpå oligarkiet organiserede magtudøvelse gennem diverse råd og styrende organer nedsat i årenes løb i Venedig, bidrog til at holde familierne i skak og forhindrede statskup. Det betød ikke nødvendigvis, at der altid herskede idylliske tilstande i adelstanden eller mellem denne stand og de borgere og indbyggere, der var underlagt adelen. Verbale og fysiske stridigheder kan dokumenteres for hele perioden, men konsensus om at opretholde magtbalancen var stærk nok til at overvinde dem.5 Ifølge Chojnacki var forudsætningen for denne udvikling, at der for den venetianske patricierstand var en gensidig påvirkning mellem det private og det offentlige, og at patricierstandens kvinder var centrale for denne gensidighed. Det skyldes først og fremmest, at kvinder gennem deres medgift fik en stigende økonomisk indflydelse, fordi de kunne disponere over denne sum, der i senmiddelalder og renæssance blev stadig større trods forsøg på at begrænse den. Fædre, der giftede deres døtre væk med en stor medgift, havde en interesse i at beskytte denne medgift, som jo blev taget fra hendes families samlede aktiver. Denne sum fulgte principielt med datteren ind i svigerfamilien i modsætning til sønnernes

17

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

del af familiens aktiver, der forblev i familien. Det medførte i Venedig en lovgivning, hvorved kvinderne fik tildelt bemyndigelse over deres medgift og dermed tilsidesatte deres ægtemænds råderet. De samme over­ vejelser må danske fædre have gjort sig. I Danmark eksisterede der ikke medgift ifølge lovgivningen, men til gengæld havde alle kvinder arveret og kunne derigennem akkumulere formue, som det også var i familiens interesse at „beskytte“ mod „uheldige“ dispositioner af svigerfamilien, især svigersønnen. De danske arveregler spillede derved også en rolle for danske kvinders magtudøvelse, hvilket uddybes i kapitel 3. Hvad angår magt, er det Chojnackis tese, at de konflikter, der uundgåeligt opstod, når de patriarkalske strukturer i henholdsvis staten og i familien stødte sammen, skabte et rum, hvor adelskvinderne i Venedig kunne agere uden for de grænser, der ellers var sat for kvinder. Fordi de gifte kvinder fra adelen kontrollerede en stadig stigende del af formuerne, kunne de også være med til at bestemme familiens ægteskabsstrategier. Men det vigtigste var nok, at kvinderne, når de disponerede over deres formuer, som oftest i form af testamenter, tilgodeså medlemmer både af deres egen familie og deres svigerfamilie. Nogle kvinder investerede også deres medgift både i egen families og svigerfamilies forskellige forretninger og foretagender. Dvs. at det først og fremmest var økonomisk magt, de venetianske kvinder kunne udøve. Ifølge Chojnacki blev faderens magt i både den offentlige og private sfære styrket på bekostning af de øvrige mænd i adelstanden, først ved lovgivning i første halvdel af 1300-tallet, siden gennem praksis i 1400-tallet. Det var ham, der indførte sine sønner i det politiske liv. Men for at kunne deltage var det et krav, at en mand var af adelig afstamning på begge sider, og derved blev moderens adelige status også betydningsfuld. Det er et mønster, vi kan genkende i Danmark, især i 1500-tallet, hvor den danske adel blev en lukket klasse, ikke ved dekret, men ved, at adelsnavne påbydes, og stort set ingen nye optages i standen før enevælden. I Venedig gav ejerskab af medgift imidlertid også kvinder mulighed for at optræde i det offentlige rum, nemlig efter mandens død, når de skulle have deres medgift tilbage, inden boet blev gjort op. Det var enken selv, der skulle anmelde sine krav til retten og møde op med beviser for medgiftens omfang og eventuelle aftaler, der var indgået vedrørende

18

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

dette. Mødre kunne også deltage – om end for en kort bemærkning – i magtens cirkler, nemlig ved at sponsorere (tilmelde) sønner ved den årlige lodtrækning om medlemskab i det øverste råd i Venedig. Normalt kunne de mandlige medlemmer af patricierstanden blive medlem af rådet, når de var fyldt 25, men hvert år blev der ved lodtrækning optaget yngre mænd mellem 18 og 25 år. Med medlemskab af det store råd fulgte politisk indflydelse og mulighed for lukrative embeder. Ved at bære vidnesbyrd om kandidaternes adelige afstamning og dermed retmæssige krav på at blive medlemmer af rådet kunne kvinder som mødre til kandidater spille en rolle. Jeg vil se på, om der var konflikter mellem lignende patriarkalske strukturer i Danmark, der skabte et rum for adelskvinder til at udøve magt både formelt og uformelt, og på kvinders rolle som formidler af kontakter mellem fødselsfamilien og svigerfamilien. For de kvindelige lensmænds vedkommende vil jeg opspore familieforbindelserne mellem kvinderne, bl.a. ved at undersøge, om deres mødre og mostre havde været lensmænd. I 1526 blev det påbudt adelen at anvende familienavn, som f.eks. Gøye (Eline Gøye) og Oxe (Pernille Oxe), og ikke blot patronymikon (Eline Mogensdatter, Pernille Johansdatter). Da alle adelsbørn, uanset køn, fik deres faders familienavn, f.eks. hed Eline Gøyes datter Mette Mouridsdatter Krognos, er familieforbindelser mellem de kvindelige lensmænd skjult for andre end adelshistorikere med en god hukommelse. I Danmark kunne kvinder blive lensmænd i den periode fra 1439 til 1660, der er kendt som adelsvældens tid i Danmark. Generelt regnes adelsvælden fra 1523-1660, men da Rigsrådet ved Christian 1.s håndfæstning i 1448 fik ret til at godkende tildeling af len og allerede i 1439 havde afsat en konge og valgt en ny, har jeg brugt betegnelsen adelsvælde til også at karakterisere perioden fra 1439 til 1523. Min hypotese er, at adelsvældens relativt lange dominansperiode (1439-1600) skyldes: • at de adelige kvinder fungerede som reserve i lensadministratio-

nen, dvs. de kunne træde ind som lensmand, i tilfælde af at der ikke var en mandlig kandidat lige for hånden, og dermed bidrog de til at sikre Rigsrådets greb om tildeling af len

19

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

• at de adelige kvinders funktion som medhjælpende hustru og

som „bindelim“ mellem forskellige slægter sikrede standens sammenhold • at de gældende arveregler sikrede dynamik inden for højadelen og kunne favorisere dygtige lensmandsemner. En illustration af danske adelskvinders råderum er historien om to fejdende adelsdamer, Eline Gøye og Anne Rosenkrantz. Den historie begynder i 1544. Det år dør Mogens Gøye, rigshofmester, rigsmarsk og lensmand. Han var den rigeste mand i Danmark efter kongen, dels gennem arv og giftermål, dels gennem de mange godser, han erhvervede i sin embedstid, især efter Reformationen. Han var en af de første adelsmænd, der åbenlyst viste sympati for Luthers lære.Han fik 17 børn i to

Det ældste billede af en lutheransk gudstjeneste, der fremhæver de to sakramenter, dåb og nadver, og betoner vigtigheden af prædikenen. Begge køn er repræsenteret ligeligt, og kirkerummet er endnu ikke opdelt i en mands- og kvindeside. Ukendt kunstner, National­ museet.

20

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

ægteskaber, og alle overlevende arvinger fik store godser i arv. To af disse arvinger var datteren Eline Gøye og sønnen Albrecht, der tilsammen arvede godset og borgen Clausholm i Jylland. Så længe Albrecht levede, gik det nogenlunde med at dele godset, men da han døde i 1558, kom det til stridigheder mellem Eline og hendes svigerinde, Albrechts enke, Anne Rosenkrantz, der hver især udbyggede deres del af borgen, ofte så den generede den anden ejer maksimalt. Til sidst trådte kongen ind i konflikten og sendte i 1560 seks adelsmænd til Clausholm for at mægle mellem de to stridende svigerinder og fordele bygninger, volde og grave på selve slottet, jorde i skov og mark og andet, der hørte til slottet, så striden kunne bilægges.6 Dette skete, men om det var en retfærdig fordeling, kan diskuteres. Eline var ikke tilfreds med afgørelsen, og i et brev til søsteren Birgitte Gøye beklagede hun sig bittert over, at Anne Rosenkrantz har fået det, som hun ville have det, og at det nu stod værre til mellem dem end før.7 Hun klagede til sin gode veninde, enkedronning Dorothea, der imidlertid ikke kunne hjælpe hende med andet end trøst, ikke mindst fordi forholdet mellem enkedronningen og hendes søn ikke var godt. Men Elines trængsler var ikke forbi. Et halvt år senere, i juli 1561, fik hun en befaling om at overlevere Skjoldenæs Len med klar inventarliste, jordebøger og breve til kancelliet, og en måned senere kunne hun så se sin svigerinde, Anne Rosenkrantz indsat som lensmand på Skjoldenæs, et af Sjællands store len.8 Eline havde overtaget lenet efter sin første mand, Mourids Olufsen Krognos (1490-1550), og på dette tidspunkt havde hun bestyret det i 11 år. Hun var blevet gift for anden gang i 1558 med en yngre mand, Vincents Juel, der også var adelig, men fra en mindre betydelig slægt. Trods giftermålet overtog Vincents ikke lenet. Det forblev Elines len, og det var også hende, der fik det frataget i 1561. I brevet om sagen nævnes Vincents slet ikke. Han måtte vente til 1564 med at blive udnævnt til lensmand, efter at han havde udmærket sig i Den Nordiske Syvårskrig (1563-70). Helt uden forfædre i lensadministrationen var Vincent Juel dog ikke. Han nedstammede fra en af de første kvindelige lensmænd, der omtales i kilderne, Johanne Andersdatter Panter (1400?-1479), og af hans umiddelbare forfædre og -mødre havde hans morfar og mormor, Ove Vincentsen Lunge og Anne Henriksdatter Friis, været lensmænd.

21

MAGTENS KVINDER FØR ENEVÆLDEN

Anne Hardenberg (d. 1589) og Oluf Krognos (d. 1573). Frederik 2. bejlede til hende men måtte gifte sig med en prinsesse. Anne og Oluf blev derefter gift, men han døde 6 måneder senere. Hun administrerede hans godser til sin død – efter hans ønske. Ukendt kunstner, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Der var dog mere til historien om Skjoldenæs Len end to fejdende svigerinder. Frederik 2. havde et par år før forelsket sig i en ung adelsdame, Anne Hardenberg(c. 1518-1589), men både hans mor, enkedronning Dorothea, og hans søster, kurfyrstinde Anna af Sachsen, protesterede heftigt imod hans planer om at gifte sig med hende. De foretrak en prinsesse som dronning. Rigsrådet var imod forbindelsen mellem Frederik og Anne, da et giftermål med en adelig kvinde kunne tænkes at give hendes familie uforholdsmæssige store fordele over de øvrige adelsfamilier, og dermed netop vælte den balance i oligarkiet, som de ledende adelsslægter i Danmark udgjorde, og som havde givet gruppen magt. Frederik opgav sin planer om at gifte sig med Anne og ægtede i stedet sin kusine, Sophie af Mecklenburg-Schwerin, i 1572. Det var ikke Annes

22

M ordet på Anne Meinstrup – magtens pris

person, der var modstand imod. Hun forblev en af enkedronningens hofdamer og stod i nær kontakt med Anna af Sachsen, og de mange adelskvinder i kredsen omkring Dorothea og Anna.9 Anne havde, inden Frederik 2. blev forelsket i hende, været trolovet med Oluf Mouridsen Krognos (1535-1573), der var søn af Eline Gøye i hendes første ægteskab, og dette kan også have været en af årsagerne til, at Frederik 2. besluttede at fratage Eline Skjoldenæs Len, selvom hun havde livsbrev på lenet, dvs. hun havde ret til at beholde det til sin død. Som lensmand havde Eline gennem 11 år udøvet magt og været del af centraladministrationen, i og med at hun bestyrede lenet for kronen, dvs. hun var ansvarlig for, at de skatter og afgifter, som lenets indbyggere skulle betale til kongen, blev indsamlet, og at de tjenester, som de skulle yde, blev udført. Hun var også del af landets forsvar, idet hun flere gange nævnes blandt de lensmænd, der skulle stille kampklare mænd til flåden. Fortællingen om hendes og andre adelige kvinders lensmandsvirke, bl.a. hendes niece, Pernille Oxes (1530-1576), vil udgøre en central del af denne historie, der vil behandle forholdet mellem kvinder og magt i Danmark i perioden 1400-1600, med fokus dels på dronninger, dels på adelige, særligt højadelige, kvinder. Med Danmark menes senmiddelalderens Danmark, dvs. Nørrejylland, Fyn, Sjælland, alle med omliggende øer, Bornholm, Skåne, Halland og Blekinge. Forholdene i Norge vil i et vist omfang blive inddraget i forbindelse med omtalen af adelige, der havde len i Norge, som f.eks. Anne Rud (d. 1533), gift med Henrik Krummedige (d. 1530). Perioden er kendetegnet ved både adelsvældens og lensadministrationens opdukken og blomstring. Skal man sætte en mere præcis dato, vil analysen tage året 1387 som udgangspunkt, dvs. det år, hvor Margrete I blev udråbt til „Fuldmægtige frue og husbonde og ganske riget af Danmarks formynder“. Afslutningsåret vil være 1596, det år, da Christian IV blev kronet, og formynderregeringen og dermed også Rigsrådets politiske dominans ophørte. Samtidig dækker perioden også Reformationen og indførelse af den lutherske trosretning i 1536, som traditionelt udgør et af de store skel i dansk historie.

23