Livet i kinas kæmpebyer

ISBN 9788793229365

Niels Bjørn

9 788793 229365

中国都市生活

Livet i Kinas kæmpebyer Niels Bjørn

Denne bog skildrer livet i Kinas kæmpebyer, dels i form af personlige erindringshistorier, dels i form beskrivelser af migrantarbejdere, byplanlægning, forurening og meget mere. Bogen portrætterer byerne Beijing, Chengdu, Chongqing, Guangzhou, Hangzhou, Hongkong, Ordos, Shenyang og Ürümqi.

Bogens stemningsfulde billeder er taget af Niels Bjørn. Han har skrevet bogen sammen med danskere og kinesere, som har boet og arbejdet i kinesiske storbyer: Jørgen Delman, Peter Harmsen, Mette Holm, Kim Rathcke Jensen, Maggie Xiao Yan Jiang Lund, Michael Ulfstjerne og Qi Wang.

Livet i Kinas kæmpebyer

Urbaniseringen af Kina er den største folkevandring i menneskehedens historie. Kæmpebyer opføres med lynets hast, og senest har den kinesiske regering proklameret, at Beijing skal vokse sammen med to andre metropoler til en by med i alt 130 millioner indbyggere.

中 国 都 市 生 活

中国都市生活

Livet i Kinas kæmpebyer

Niels Bjørn

4

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

Stjernearkitekt Zaha Hadids bygning er placeret lige ved siden af et traditionelt hutong-boligkvarter i Beijing

5

Livet i Kinas kæmpebyer © 2016 Forfatterne og Historika / Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-93229-36-5 1.udgave, 1.oplag Design og grafisk tilrettelæggelse: B14 Tryk: GPS Internationale, Slovenia Bogen er sat med F Grotesk af Radim Peško Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Indhold

Niels Bjørn

Maggie Xiao Yan Jiang Lund Qi Wang Mette Holm

Michael Ulfstjerne Jørgen Delman

Peter Harmsen Kim Rathcke Jensen

Livet i Kinas kæmpebyer 9 New towns fotoserie 20 By til fremvisning fotoserie 30 Kommunismens boligblokkvarterer fotoserie 34 Byen længst fra havet 42 Turist i min hjemby 48 Dengang kamelerne var velkomne 58 Hutongliv fotoserie 70 Tæt fotoserie 78 By i lag fotoserie 84 Boblevelfærd 94 Grøn Frontløber? 102 Smog fotoserie 108 Middelklassens nye boligområder fotoserie 112 Luksus fotoserie 120 Storbyens skjulte landsbyer fotoserie 124 Migrantarbejdere – storbyens underklasse fotoserie 132 Du er, hvor du bor 134 Gennem storbyen i løbesko 140 Fortorvsliv fotoserie 148

Beijing-forstadsbyggeri fra luften

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

Livet i Kinas kæmpebyer Niels Bjørn

S

hanghai var i 2015 Kinas største by med 23 millioner indbyggere, herefter følger Beijing med 20 millioner, begge er vokset med godt tre millioner på fem år siden 2010.1 I alt har Kina 123 millionbyer; heraf er otte megabyer med flere end 10 millioner indbyggere.2 Da kommunistpartiet kom til magten i 1949, boede 10 % af befolkningen i byer, 90 % på landet. I 2015 bor 55 % i byer, svarende til omtrent 750 millioner mennesker. Alene siden de økonomiske reformer blev iværksat i 1978, har Kina fået over en halv milliard flere byboere, hvilket gør urbaniseringen af Kina til den største migration i menneskehedens historie.3 Uden tvivl: De kinesiske storbyer er en kraftpræstation i støbt beton.

Rekorderne er i sig selv en bog værd. Men denne bog er drevet af den nysgerrighed og undren, der melder sig, efter at tallene er sunket ind:

Hvad er det så for noget by, der bygges i Kina? Hvordan opleves det? Og hvordan er det mon at leve og bo i byer, der vokser så hurtigt og forandrer sig så hastigt?

Hvordan er livet i Kinas kæmpebyer?

For en urbanist som mig, der til dagligt arbejder med at forstå samspillet mellem mennesker og deres omgivelser, udgør Kinas storbyer et sjældent lækkert studieobjekt. Så store mængder by, der opføres på så kort tid, giver helt enorme forskubbelser af samfundets tektoniske plader. At iagttage byudviklingen i Kina er som at holde et forstørrelsesglas for øjet og iagttage, hvad byvækst og forskellige former for byplanlægning har af konsekvenser for os som mennesker, for vores individuelle identitet og selvforståelse, for vores oplevelse og adfærd, og for den måde, vi fungerer med hinanden på i lokalsamfund, ikke bare i Kina, men alle steder. Kinas storbyer er forstørrelser – og indimellem forvrængninger – af processer, vi ser over hele verden,

9

Niels Bjørn

Forord

også i Danmark. Vi lever i urbaniseringens tidsalder, og vi har brug for at forstå konsekvenserne af, at vi rykker tæt sammen i byer i stedet for at leve spredt ud over landskaber. Her tilbyder de kinesiske storbyer sig som objekter, vi kan studere og lære af.

Hongkong er let, Shenzhen svær I 2007 var jeg så heldig at få et ophold på Lingnan University i Hongkong som en del af et ph.d.-forløb om urban kompleksitet. Jeg faldt for byen med det samme. Hongkong er let at forelske sig i for en europæer. Som tidligere britisk koloni føles byen som en blanding af Europa og Asien, og som en pirrende blanding af gammelt og nyt.

Men det var byen Shenzhen, som for alvor vakte min fascination af de kinesiske storbyer. Da jeg i 2007 første gang læste om byen, havde jeg svært ved at tro, det var virkelighed og ikke science fiction. Jeg manglede fatteevne til at forstå, hvordan Shenzhen – en by på størrelse med Hongkong, dvs. 7 - 8 millioner indbyggere – var vokset fra et fiskerlandsby på blot et par årtier.

Forklaringen bag Shenzhens hastige vækst er, at byen i 1978 blev udpeget som en af de særlige økonomiske zoner, hvor Deng Xiaoping begyndte kontrollerede eksperimenter med at tiltrække udenlandske investeringer. Den beslutning viste sig at være som at sætte ild til knastør ved. Snart buldrede de økonomiske zoner af sted, fabrikker skød op, investeringer flød ind, varer blev skibet ud.

De økonomiske eksperimenter ændrede den kinesiske geografi for altid.

Zonerne blev landets nye tyngdepunkter: Hertil flød midler, råstoffer og mennesker på jagt efter arbejde og flere penge, end de kunne tjene på landet.

Med sine 12 millioner indbyggere er Shenzhen i dag Kinas fjerdestørste by.4 At Shenzhen var vanskelig for mig at begribe, skyldes, at jeg som europæer er opvokset med en forståelse om, at en by er et sted med en stærk og klar identitet. De europæiske byers kerner er historiske, går nogle gange hundredvis af år tilbage, har bygninger fra middelalderen, renæssancen og det moderne side om side, har pladser og veje anlagt, før der fandtes biler.

Paris har en byplan anlagt af Napoleons byplanlægger Haussmann. Ud af byplanen kan man læse og forstå, hvordan den tid tænkte og strukturerede samfundet. En by er lag på lag af historie, der forskubber sig mellem hinanden. Besøger man en ny by, eller flytter man til en ny by, går man i dialog med alt det, den er og har været, man indskriver sig selv i en fortælling om byen og måske om det kvarter, man flytter til.

10

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

For en europæer er en by alt det – identitet, historiefortælling, kultur, spor af fortiden, som tages med i nutiden. Og sådan er enkelte byer i Kina også, Beijing fx har stadig en central struktur formet for århundreder siden.

Men de fleste kinesiske storbyer er anderledes. Jeg besøgte Shenzhen i 2007, og selv om jeg befandt mig i byen, havde jeg stadig svært ved at forstå den. Jeg kunne se, at byen var fyldt med huse og mennesker. Jeg kunne høre, at byen lød, som storbyer lyder, med masser af trafik overalt. Men jeg kunne ikke finde nogen fortælling eller identitet. Trods sin enorme ophobning af bygningsmasse og menneskelig aktivitet forekom byen mig sært stedløs.

For mig var det en rystende oplevelse, at en by kunne være så stor og så ny, at en storby kunne føles identitetstom og stedløs. Shenzhen var noget, jeg ikke havde mødt før. En ny slags byform, eller nærmest en ny livsform. Det gjorde mig nysgerrig. Jeg ville forstå mere om byen og om, hvad det gør ved mennesker at bo i sådanne byer. Jeg ville vide, hvordan livet leves, og hvordan mønstre af byliv begynder at forme sig i en kæmpeby, hvor alle er tilflyttere.

Siden har jeg rejst til en række af Kinas storbyer. Med mit kamera for øjet har jeg opsøgt forskellige typer af bykvarterer, gamle og nye, boligkvarterer og offentlige pladser og parker og har ledt efter svar på, hvad byerne er for nogle, og på, hvordan livet så leves i de her kæmpebyer.

En mand, to boliger Byerne giver selvfølgelig forskellige svar fra sig. Og derfor gør bogen her også. Men skal jeg samle nogle af svarene i mønstre, er det tydeligt at livet leves ganske forskelligt i henholdsvis gamle og nye bykvarterer. Det nye by, som bygges, er radikalt anderledes end det gamle, der rives ned. Bygningerne er højere og står længere fra hinanden i det nye by. Mere overfladeareal er asfalteret og bruges til biler, mindre til fodgængere, ophold og cyklister.

Men udover forskelle i størrelser er der andre forskelle, mere skjulte og mere gennemgribende forskelle, mellem det gamle by og det nye by.

Det blev tydeligt for mig, da jeg i Beijing i 2013 møder 30-årige David.

David fortæller mig, at han ikke kan beslutte sig for, hvor han synes bedst om at bo. Den 30-årige beijinger har to forskellige boliger i to meget forskellige kvarterer i den kinesiske hovedstad, som han veksler mellem.

Davids ene lejlighed ligger på 17. etage i et nyopført lejlighedskompleks i et kvarter præget af højt, nyt, ensartet byggeri. Her nyder han at have udkig over den udstrakte hovedstad.

Den anden bolig ligger i det bagerste af en smal hutong, navnet for de gyder, der løber gennem byens traditionelle tætte, lave bykvarterer. David har købt og istandsat en gammel hutong-bolig og blandt andet fået tilført den luksus at have eget toilet og bad. Han skal dog træde gennem sin brusekabine for at komme ud ad hoveddøren.

David har haft begge boliger omtrent lige lang tid.

Da jeg spørger ham, hvor han synes bedst om at bo, svarer David hurtigt: Højhuslejligheden. Her er alt nyt, og han synes om udsigten. I hutong-boligen er alt så tæt og sammenpresset, at hans blik højst kan flugte en meter ud ad

11

Niels Bjørn

Forord

vinduet, før det rammer en mur. Alligevel befinder David sig næsten altid i hutong-boligen, og ikke i det nye byggeri. Jeg spurgte ham hvorfor:

„I dag var jeg i min nye lejlighed på 17. etage. Da jeg forlod den, låste min nabo sig ud samtidig. Vi gik sammen ad gangen til elevatoren, ventede på den side om side, kørte ned sammen og gik ud af bygningen, alt sammen uden at veksle et ord eller så meget som et blik med hinanden. Jeg har set hende før, men jeg ved ikke andet om hende, end at hun bor i lejligheden ved siden af mig. I hutongen kan jeg ikke gå et skridt uden at falde i snak med nogen.“ Mens vi talte sammen, gik det op for David, at han har et blindt punkt: Han tror og siger, han bedst kan lide sin lejlighed på 17. etage, men med sin adfærd viser han, at han synes bedst om at bo i hutong-kvarteret. Han undrede sig over, hvorfor det mon var sådan. Hvorfor var han altid i sin hutong-bolig, med alle dens mangler og irritationspunkter, når han havde en spritny, fin bolig et andet sted?

Lavt og tæt eller høj og spredt For mit udefrakommende blik er kvarterernes forskellige arkitektur en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor David opholder sig mest i hutongboligen. Davids to boliger ligger i vidt forskellige kvarterer, det ene lavt og tæt, det andet højt og spredt.

I hutongerne er husene bag gydemurene typisk kun en etage høje. Boligerne er over tid blevet opdelt i endnu mindre, små kabiner, og bygningerne er knopskudt med små skure og udbygninger.

Med så kompakte boliger foretages madlavning og spisning, hvor der er plads. Indimellem sker det udenfor, tæt op ad bygningerne, på en plastikskammel eller en trappesten, under et nødtørftigt halvtag. Eller i de små kiosker, værksteder og butikker, der ofte fungerer som forlængelser af familiens bolig.

Ethvert gadehjørne eller indhak ved en bygning udnyttes som skoværksted, cykelværksted, syværksted eller nøglebar. En flise at sidde på og værktøjet lagt frem, så er værkstedet åbent.

Trods den ekstreme tæthed er hutong-kvartererne rolige steder.

Bylivstempoet er afslappet, og lydrummet behageligt. Udelivet foregår på fodgængernes præmisser. Cykler, knallerter og biler er nødt til at sænke farten i de smalle gyder og triller forsigtigt frem mellem mennesker som står, går, handler, hænger ud. Forlader man hutong-kvarteret, springer byen straks i skala: Vejene er i to-tre-fem spor, boligbyggeriet vokser til 20-30-50

12

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

etager, butikscentre, hoteller og institutioner troner som paladser. Fortorvene er brede nok til, at et basketballhold kan gå arm i arm – hvis ikke det var for de parkerede biler, der ofte holder på skrå og fylder fortovene.

Davids anden bolig ligger i et indhegnet boligområde, som udgør sin egen enhed med høje boligbloktårne. Mellem tårnene er der et udeareal for beboerne med beplantning og stisystem. Kun sjældent opholder beboerne sig her, og der kommer ingen tilfældige forbi eller igennem.

I modsætning til livet i hutongerne er her ikke kontakt mellem livet indenfor og rummet udenfor. Den nederste etage er lukket, grænserne er hårde, afstandene store, og rummene inviterer hverken til ophold eller social kontakt.

Det egentlige byliv foregår udenfor områdets port og reduceres til formelle aktiviteter: handel, transport, skrankekontakt.

Arkitektur former adfærd Jeg er overbevist om, at de to kvarterers forskellige design har betydning for, hvorfor David opholder sig mere i hutongen end i det nybyggede boligområde.

Arkitektur og bystrukturer former trivsel og adfærd.

Vi ved i dag, at placeringen og designet af indgangspartier har betydning for, om naboer lærer hinanden at kende. Vi ved også, at der sker flere ophold, pauser og møder på steder, hvor der er noget at se på, hvor der er små kroge og kanter, fremspring og indhak, noget at læne sig op ad, noget at sidde på, og hvor uderummet har en størrelse, der passer for kroppen. Er uderummene store og glatte, er det vanskeligere at stoppe op, endda vanskeligere at hilse.

Alt det ved vi blandt andet, fordi den danske arkitekt Jan Gehl har været så venlig gennem fire årtier at tælle mennesker på gader og stræder og analysere, hvor vi gør ophold, hvad vi foretager os, og hvad det er for steder, der igangsætter social aktivitet og byliv.5 Og Jan Gehl er kun en af mange.

I dag er det et voksende forskningsfelt, hvordan designet af vores fysiske omgivelser påvirker os.

Indimellem blotlægger den nye forskning overraskende menneskelige konsekvenser af arkitekturen: Vi tænker frit, abstrakt og kreativt i højloftede rum, problemløsende og analytisk i lavloftede, viser forskning af Joan Meyers-Levy og Rui Zhu.6 Vi bliver lettere stressede, når vi arbejder i rum med små vinduer end i rum med store, og allermest stresshormon udvikler vores kroppe, når vi befinder os i rum helt uden vinduer, viser forskning af bl.a. Poul Henning Kirkegaard og Lars Brorson Fich.7,8 Vi oplever ubehag ved at gå langs lange, lukkede facadeforløb, behag ved facadeforløb med mange åbninger, viser undersøgelser lavet af Charles Montgomery og Colin Ellard.9 De to har med overvejende enslydende resultater gennemført den samme undersøgelse med et antal testpersoner i storbyer i tre forskellige verdensdele, Asien, Europa og Nordamerika.

Direkte – og ofte uden vi er klar over det – påvirkes vi kropsligt, følelsesmæssigt og psykologisk af de fysiske omgivelser, vi befinder os i.

Påvirkningerne indvirker på vores adfærd og får dermed betydning for karakteren af det sociale liv.

13

Niels Bjørn

Forord

Klog arkitektur Denne voksende viden om de menneskelige konsekvenser af det fysiske miljø begynder at blive taget ind i designprocesser, så vi får det, jeg vil kalde klog arkitektur.

Det sker eksempelvis i de planer, som er i gang med at forandre socialt udsatte boligområder som Gellerupparken i Aarhus, Kildeparken i Aalborg og Mjølnerparken i København. Her forandres arkitekturen på måder, så fremmedgørende og utryghedsskabende elementer som store, ensartede blokke og udifferentierede uderum erstattes af et fysisk miljø, der underbygger den enkeltes livskvalitet, oplevelse af ejerskab og tilknytning, identitet, understøtter trygt naboskab og inviterer til sociale møder. Et studie, jeg gennemførte sammen med Annette Holek for Københavns Kommune og Arkitektforeningen i 2014, viste evidens for, at den slags arkitektoniske forandringer, hvor bystrukturen ændres, er afgørende for, at et socialt udsat boligområde kan ændres til et socialt balanceret område.10 Et andet felt, hvor den nye viden vinder indpas som klogt design, er i hospitalsarkitekturen. Det viser sig, at de fysiske omgivelsers design har ganske stor betydning for helbred og helingsprocesser. En psykiatrisk afdeling i Göteborg er blevet opført ud fra principper om, hvordan mennesker trives, og resultaterne er slående: Drastisk fald i aggressive hændelser, langt færre tvangsinjektioner og bæltefikseringer. På den gamle afdeling er udviklingen stik modsat: Her stiger antallet af voldsomme hændelser.11 Kvaliteten ved Davids hutong-bolig er, at den ikke bare udgør en boligenhed men er klistret ind i byen på en måde, som gør David til en del af et lokalområde, hvor en mangfoldighed af aktiviteter og funktioner er nærværende, så snart han træder udenfor, og hvor hvert hjørne udgør et oplevelsespunkt og et mødested. Hutongerne er klogt design, fordi de er formgivet efter lokale livsmåder, kultur og behov. I hutongen føler David sig så tryg, at han aldrig låser sin dør. „Der er altid nogen, der holder øje,“ som han siger. Hutongerne kan give sig og bøje sig efter livet, og derfor er de stadig i dag en generøs og velfungerende bystruktur.

Desværre har forsvindende lidt af det nye storbybyggeri i Kina taget ved lære af kvaliteterne i de gamle kinesiske bystrukturer. De rummer hverken kinesisk kultur i sine strukturer og rumligheder eller særlig stor generøsitet i forhold til de mennesker, som bor der eller bruger området. I stedet er byggeriet optimeret i forhold til en rationel, økonomisk tænkning.

For at forstå hvorfor skal vi 35 år tilbage. „Alle byboere er blevet rige“ Det var i 1980’erne, at stål- og betonproduktion satte farten op, og byggeriet i de kinesiske storbyer for alvor tog fart.

Til at begynde med handlede boligbyggeriet om at stille en sult efter nye og bedre boliger. Men snart blev det en måde at tjene penge på.

Ganske mange kinesiske milliardærer skylder deres formuer støt stigende ejendomspriser. For bystyrerne har ejendomsprisernes himmelflugt været den motor, som har drevet deres udviklingsplaner. Og for den almindelige

14

中国都市生活

Livet i Kinas kæmpebyer

kineser har byggeriet medført udviklingen af en middelklasse. Som en lokal beboer, Gang, fra Chengdu sagde til mig: „Alle indbyggere i Chengdu blev rige, da boligpriserne steg.“ Måske er „rige“ et lidt flot ord, men Gangs pointe er god nok: Det har skabt midler og muligheder for mange af de kinesere, der i forvejen boede i byerne, at urbaniseringen tog fart, ejendomsmarkedet varmede op og boliger hastigt blev mere værd. Fra 1980’erne og frem blev byggeriet et centralt instrument i den nye, kinesiske økonomi. Det har derfor været vigtigere for bystyrerne og for centralregeringen, at der blev bygget, end hvad der blev bygget.

Efter et par årtier med den fremfærd kom i 2007 den første melding fra et højtstående medlem af den kinesiske centralregering om, at noget var helt galt med måden, byerne udvikles på:

„Der er 1000 byer i Kina, som ligner hinanden“, klagede viceminister for byggeri og infrastruktur Qiu Bauxing. Han ærgrede sig over, at bygninger overalt i Kina skyder op som tårne af stablede byggemoduler uden arkitektonisk bearbejdning, og uden kulturelt særpræg. „Det er som at rive et værdifuldt maleri i stykker og erstatte det med billige kopier.“ 12

Tre år senere var hans kritik taget til: „Kina har det største antal nye bygninger, som opføres årligt; hvert år kommer to milliarder kvadratmeter nyt byggeri til. Byggeriet betyder et forbrug på 40 % af verdens cement- og stålmaterialer. Men den gennemsnitlige levetid for en bygning i Kina er kun 25 - 30 år.“13 Qiu Bauxings kritik var første gang, en højtstående person i det kommunistiske parti udtalte sig kritisk om, hvordan de kinesiske storbyer planlægges og opføres. Den berømte kinesiske effektivitet, som siden Deng Xiaopings økonomiske reformer fra 1978 har gjort Kina til verdens fabrik, har fået den ironiske konsekvens, at selv byerne nu er som spyttet ud fra et samlebånd.

Et parti, en slags by Med sine udtalelser gjorde Qiu Bauxing opmærksom på, at byggeriet mangler identitet. En del af forklaringen på, hvorfor byerne er så ens, skal findes i, at Kina er ledet af et parti, som gennem mere end 65 år har haft kontrol med – og stadig er involveret i – det meste, der foregår i Kina. Selv om de enkelte storbyer ledes af lokalregeringer, og der er forskelle at spore mellem lokalregeringernes tilgange til byudvikling, er selv lokalregeringerne samlet i et enkelt parti, hvor de overordnede rammer lægges i Beijing af kommunistpartiets centrale ledelse.

15

Niels Bjørn

Forord

Trods kapitalismens indtog, er der i Kina stadig kun én jordejer, nemlig staten. Eller partiet, for de to er ikke sådan at skille ad. Grundlæggende findes der to slags jord i Kina, byjord og landjord. Landjorden ejes af landsbyen i fællesskab, som et kollektiv. Byjord ejes af staten. Selv om selve byggeriet i byerne som nævnt er genstand for spekulation, er jorden det altså ikke. De, som bygger, køber en brugsret til jorden, som typisk varer 70 eller 90 år. Det vil sige, at de ejer bygninger, som står på jorden, men selve jorden lejes blot for en periode. Ingen ved endnu, hvad der vil ske, når de første aftaler om brugsret udløber om godt 30 år.

At landjord er ejet af kollektivet, er til gengæld årsag til ganske omfattende svindel og korruption. Hvert år sker det i tusindvis af tilfælde, at landboere frastjæles deres jord. Det kan fx ske ved, at landsbyens partikadrer slår en lyssky handel af med et nærliggende bystyre og en privat developer om at sælge jorden samlet til bystyret (så jorden omklassificeres fra landjord til byjord), med lovning til den private developer om brugsretten. Store summer falder i den slags handler i få menneskers hænder, mens mange frarøves deres jord og ejendom. Den slags hændelser fører hvert år til tusindvis af uroligheder lokalt i Kina.

Den første urbaniseringsplan Netop fordi kommunistpartiets ledelse er så styrende, var det en stor nyhed, da den første urbaniseringsplan blev lanceret i 2014.14 Planen kom direkte fra kommunistpartiets centralkomité, godkendt af selveste præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang. Det er kun de vigtigste planer, som kommer fra højeste instans, og urbaniseringsplanen vurderes derfor som en plan med politisk muskelkraft.

Formålet med urbaniseringsplanen er at give den ekstreme byvækst i Kina retning, styring og stabilitet. Planen har et idealistisk sigte. Den kalder på behovet for en ny slags byvækst, „menneskeorienteret urbanisering“.

Man skal bare have set et enkelt foto af en kinesisk storby indhyllet i grågul smog for at vide, at det er på tide, der tales om at gøre byerne mere menneskevenlige. Urbaniseringsplanen fra 2014 nævner både miljømæssige og sociale udfordringer ved de kinesiske storbyer. Retorikken i planen er, at de kinesiske byer skal blive gode rammer om kinesernes liv.

Bonus for at planlægge god by Desværre står det sløjt til med konkrete løsningsforslag. Urbaniseringsplanen rummer ingen stærke initiativer, som kan løse de problemer, planen selv identificerer. Og mon ikke det er på grund af planens ringe initiativer, at Verdensbanken et halvt år efter planens offentliggørelse udkom med en rapport med anbefalinger til den kinesiske regering til, hvordan den fortsatte urbanisering fremover kan ske på en måde, som både er „effektiv, inkluderende og bæredygtig“.15 I Verdensbankens rapport er det et centralt punkt at ændre på lokalregeringernes incitamentsstrukturer: I dag er aflønningssystemet ofte sådan, at den enkelte byplanlægger opnår en bonus ved at sælge

16

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

en byggeret til en privat developer. Aflønningssystemet er sådan, fordi de kinesiske byer er i hård konkurrence med hinanden om at tiltrække investeringer. Derfor har byerne prioriteret at tiltrække kapital og få opført store mængder nyt byggeri højere end god byplanlægning.

Verdensbankens forslag går på at ændre aflønningssystemet, så den enkelte byplanlægger ikke personligt opnår økonomisk gevinst ved at imødekomme bygherrernes krav men i stedet ved at planlægge by, der er velfungerende og attraktiv. Bonus skal udløses ved at tjene almene behov frem for kapitalens. På den måde kan lokalt ansatte byplanlæggere komme til at udgøre en kvalitetskontrol i stedet for som i dag at være tandhjul i en økonomisk vækstmaskine, som har den uheldige bivirkning, at der kommer ganske meget dårlig by ud af den.

I den kinesiske regerings urbaniseringsplan er den problemstilling ikke nævnt. Selv om viljen er god, får planen ikke grebet om problemernes rod.

Befolkningsvækst medfører ikke økonomisk vækst En større brist i urbaniseringsplanen, som skal styre udviklingen af Kinas byer frem mod 2020 er, hvordan den forbinder byvækst og økonomisk vækst.

I de 35 år, Kina har oplevet eksplosiv økonomisk vækst og fremgang, er byernes befolkningstal øget enormt. Det får urbaniseringsplanen til at trække den forbindelsestråd, at økonomisk vækst er en effekt af byernes befolkningstilvækst. Logikken i planen bliver derfor, at hvis man fortsat kan få landbefolkningen til at bosætte sig i byerne, vil den økonomiske vækst fortsætte.

Uafhængige økonomer har påpeget, at sådan er kausalforbindelsen mellem byernes befolkningsvækst og landets økonomiske vækst ikke. Et stort ryk af mennesker fra land til by fører ikke automatisk til økonomisk vækst. De to fænomener er sket samtidig i Kina, og der er en sammenhæng mellem dem, men hvis der er tale om en kausalsammenhæng, er den snarere omvendt: Nye muligheder for at tjene penge i byerne har fået landbefolkningen til i stor stil at forlade hjemegnen og søge mod storbyerne. Det er altså ikke selve migrationen, som har skabt økonomisk vækst, men tværtimod det at byerne tilbød økonomiske muligheder, som har medført migration.

Den misforståelse bliver til et alvorligt problem i urbaniseringsplanen, fordi den økonomiske situation i Kina i dag ikke er som i 1980’erne.

Kina har påbegyndt en overgangsfase fra produktionsøkonomi til service- og vidensøkonomi, og den slags jobs er ikke lige så oplagte for migrantarbejdere at træde ind i. Samtidig er den økonomiske vækst aftaget i Kina fra de vilde 14 %, den var oppe på i de største år, til under de syv procent, som regeringen har som målsætning. Selv om der dog stadig er en betragtelig vækst, forlyder det, at den kinesiske regering er nervøs over faldet i vækstkurven. Og med urbaniseringsplanen er altså kommet et nyt redskab til at øge den økonomiske vækst: Skaf flere byboere, så stiger væksten igen.

Man kan undre sig over, at den fejlslagne logik i det argument ikke er faldet partitoppen i øjnene.

17

Niels Bjørn

Forord

De mindre millionbyer skal vokse mest Det nok vigtigste, som urbaniseringsplanen gør, er at graduere storbyerne i kategorier og foreslå, at de mindste storbyer skal vokse mest, mens megabyerne Shanghai og Beijing skal kontrollere deres befolkningstilvækst stramt.

Styringen skal ske gennem en reform af hukou-systemet.

Hukou er det kinesiske begreb for tilknytningsbevis. Alle kinesere har et hukou, som fastslår, hvor de officielt hører hjemme. Er man migrantarbejder i storbyen, har man sit hukou hjemme i landsbyen. Det betyder, at har en migrantarbejder brug for lægehjælp eller skole til børnene, er ydelsen hjemme i landsbyen og ikke i storbyen, hvor han eller hun faktisk bor og arbejder.

Men behovet for arbejdskraft i de urbane kraftcentre har sat ordningen under pres. Kinas officielle statistiske bureau skriver, at antallet af migrantarbejdere i storbyerne er fordoblet på 13 år fra 121 millioner i 2000 til 245 millioner i 2013. Og tallet stiger fortsat.16 Urbaniseringsplanen fra 2014 foreslår en reformering af hukou-systemet, der skal muliggøre, at frem mod 2020 skal 100 millioner flere migrantarbejdere opnå by-hukou, dvs. opholds- og velfærdsrettigheder i storbyerne.

Reformen opdeler byerne i kategorier, hvor det ikke skal være lige nemt at opnå officiel tilknytningsstatus alle steder. Lettest skal det være i de små storbyer med op til en million indbyggere. I de største, rigeste og mest attraktive kæmpebyer som Shanghai, Beijing og Guangzhou vil det fortsat være stort set umuligt for migrantarbejdere at opnå hukou.

Bekymringer ved byudviklingen De kinesiske storbyer er interessante at kende til, fordi de udgør nogle af de største strukturer, former og systemer, som menneskeheden har skabt hidtil.

Flere hundrede millioner kinesere har med deres arbejdsomhed kæmpet sig ud af fattigdom. Og i den udvikling står byernes fremvækst helt centralt – som base for økonomisk vinding og fremgang, og som levested for stadig flere.

Derfor er det spændende at iagttage livet i Kinas kæmpebyer. Ved at undersøge de kinesiske storbyers arkitektur og bystrukturer, ved at opleve byerne, og ved at iagttage det levede liv kan vi lære noget om ikke bare Kinas udvikling men om kinesernes udvikling. Som mennesker forandrer vi os med vores omgivelser. Nye fysiske rammer giver nogle nye muligheder og spænder ben for andre.

Med mit udefrakommende blik bliver jeg bekymret, når jeg ser den måde, storbyerne udbygges på i Kina. Jeg bliver bekymret over, at så mange kinesere nu bor i identitetsløst byggeri. Og jeg bliver bekymret over, at så meget af de enorme mængder af nyt boligbyggeri i Kina opføres efter en modernistisk og funktionalistisk byplanlogik, som andre steder i verden har vist sig at have ganske uheldige sociale slagsider i form af ghettoisering og segregering. Grupper af høje boligblokke placeret i store områder, adskilt fra byens naturlige flowmønstre, har vist sig i Europa og USA at udvikle sig til dårligt fungerende by båret af utryghed, kriminalitet og social isolation, fremfor trygt og tillidsfuldt naboskab og mangfoldigt socialt liv.

Jeg kan blive bekymret for, om Kina gentager de fejl, vi begik i Vestens

18

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

byplanlægning i 1950’erne - 1990’erne. Det var dengang, vi adskilte byens funktioner, byggede i fremmedgørende, stor skala, og hvor etagebyggeriet blev masseproduceret som store mængder af ensartede huse. I Kina bygges det meste by efter de samme byplanlægningsdogmer, blot sker det her i endnu større skala, i langt større omfang end noget andet sted i verden, og langt hurtigere end på noget andet tidspunkt i historien.

Udefrablik og indefrablik Men jeg er også klar over, at mit blik har sine begrænsninger. Der er meget, jeg ikke ser, og meget, jeg ikke ved.

For mig har det været en mangeårig rejse at lære om de kinesiske storbyer, en rejse båret af nysgerrighed og undren. Jeg har hjembragt og læst så mange bøger om kinesiske storbyer, at mine børn, min kæreste og mine venner begyndte at tale om besættelse. Og jeg har med mit kamera besøgt fem kinesiske storbyer for at iagttage, opleve og forsøge at forstå.

Fotografierne i bogen er resultatet af min undersøgelse. Og da jeg ikke er kineser og ikke har boet længere tid i Kina, har jeg ønsket, at mit udefrablik ikke skal stå alene, men skal modsvares af et indefrablik.

Derfor har jeg bedt en række kinesere og danskere, som har boet i Kina, om at skrive personlige beretninger om de kinesiske storbyer, om hvordan der er at leve og bo, og om hvordan den intense udvikling, som på afstand ligner et vulkanudbrud, opleves på nært hold.

Tilsammen rummer bogen her portrætter af og oplevelser fra ni meget forskellige kinesiske storbyer, Beijing, Chengdu, Chongqing, Guangzhou, Hangzhou, Hongkong, Ordos, Shenyang og Ürümqi.

Tre tekster af Maggie Xiao Yan Jiang Lund, Qi Wang og Mette Holm er stemningsfulde erindringsskildringer om at vokse op i eller flytte til en kinesisk storby. Teksterne giver levende og nære beskrivelser af tre meget forskellige kinesiske storbyer, Ürümqi i den nordvestligste del af Kina, Shenyang i det nordøstligste hjørne og hovedstaden Beijing.

To tekster giver indblik i nogle af de usædvanlige forhold ved de kinesiske storbyer: Antropolog Michael Ulfstjerne beretter om, hvordan private kineseres investeringstrang er en overraskende motor bag boligbyggeri.

Jørgen Delman skriver om storbyen Hangzhou, der arbejder for at knække forureningskurven og blive en grøn storby.

To tekster stiller til sidst ind på de menneskelige konsekvenser af byernes udvikling. Peter Harmsen skriver om, hvordan hukou-systemet skaber en klasseopdeling i storbyerne, som har været afgørende for storbyernes hastige økonomiske vækst. Og Kim Rathcke Jensen skriver om identitetstab, historiens hastige forsvinding og hvor umulig en by Beijing er at bo i, når man træner til maratonløb.

Sammen med forfatternes beretninger er det mit ønske, at mine fotoserier fra fem af Kinas kæmpebyer kommer bagom statistikkerne og formidler oplevelse og viden om både Kinas kæmpebyer og livet i dem.

Niels Bjørn, februar 2016

19

Typisk er alt i New towns i meget stor størrelse: bygninger og rummene mellem bygningerne.

Her New town’en Tin Shui Wai i Hongkong.

New towns skyder op overalt i de kinesiske storbyer.

New towns er kæmpekvarterer til 50.000 eller 100.000 mennesker opført efter en totalplan med boligblokke, infrastruktur, indkøbscenter og rekreative faciliteter.

New towns

Hongkong

Hongkong

22

New towns

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

23

Hongkong

24

New towns

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

25

Hongkong

26

New towns

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

27

Hongkong

28

New towns

Livet i Kinas kæmpebyer

中国都市生活

29