Ligene vi begravede

Af

samme forfatter på dansk:

De polyglotte elskere, 2018

Kødets tid, 2021

Djævlegrebet, 2023

GADS FORLAG

PÅ DANSK VED ANDREA FEHLAUER

Ligene vi begravede er oversat fra svensk af Andrea Fehlauer efter Liken vi begravde

Copyright © Lina Wolff, Liken vi begravde 2025

Published by agreement with Winje Agency A/S, Norway

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Omslag og illustrationer: Lotta Kühlhorn

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80566-3

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Oversættelsen er støttet af Nordisk Ministerråd

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

That corpse you planted last year in your garden, has it begun to sprout?

T.S. ELIOT

Om vores by er det blevet sagt, at der bor perverse stoddere og pædofile svin i hver en krog, og skulle der ligge en vis sandhed i den påstand, må man nok alligevel indrømme, at vi har klaret os meget godt. Med det udgangspunkt, mener jeg. Men hvad perverse stoddere, pædofile svin og ålehoveder angår – for de glemte ålehovederne, dem der kom oppe nordfra og udtalte sig om vores by – så ved jeg nu, at der går tretten på dusinet, og dét ikke kun hos os. Jeg har set så mange fint indpakkede pædofile og ålehoveder sidde på barer helt andre steder end i vores by. Langt mere kosmopolitiske steder som Lund, Malmø eller Stockholm, og på de barer har bemeldte ålehoveder ladet deres jakkesæt, deres rigssvensk og deres glinsende fjæs gøre sit for at skjule deres virkelige jeg. Hvilket ikke hjælper, når en som jeg kommer ind, for jeg kan genkende de her mennesker på lang afstand. Jeg behøver ikke engang møde deres blik. Jeg ved alligevel, at de sidder der, og jeg ville meget vel kunne gå hen, ikke til de perverse stoddere måske, men til de pædofile svin, og tage fat om deres hoveder og banke dem ned i bardisken. Det havde jeg med glæde kunnet gøre, og hvis jeg ikke har gjort det, så har det været af finfølelse.

Når min søsters mand har fået lov at ytre sin mening om sagen, har han sagt, at hvad finfølelse angår, så er det ikke noget, jeg kan siges at være i besiddelse af. Tværtimod. – Men det siger sig selv, kunne han sige, hvordan bliver man fintfølende, når man har haft en plejefar, der kun drak fusel, og en plejemor, der kunne få en kampvogn til at synes blødere end en grillet skumfidus?

At min søster var blevet den spæde viol, hun var, anså han for at være et mirakel.

Jeg har aldrig været gift, men én ting har jeg forstået. Og det er, at der i et ægteskab er ting, man ikke ved om hinanden, skønt man hver dag tilbringer endeløse mængder af tid sammen. Min søster skjulte unægtelig et og andet for sin mand. Vanen med at spise ål er kun ét eksempel. Vi begyndte, da vi var små. Andre børn spiste slik og chips, men hos os var der aldrig slik og chips, så vi spiste ål. Da min søster så blev gift og flyttede til Lund, hjalp jeg hende

med at skaffe et lille køleskab til formålet, som hun kunne have stående i kælderen. Det var sådan et lille køleskab, som står på hotelværelser, og som et eller andet hotel måtte have besluttet sig for at skrotte, for en dag lå det på vores skrotplads. Jeg ringede til min søster og fortalte om fundet, sagde, at hun i dette køleskab ville kunne opbevare ål, fabriksfremstillede mazarinkager og andet, som hendes mand ikke ville sætte pris på at se i sit køleskab. Min søster lo og sagde, at hvis det var vigtigt for mig, at hun havde et ålekøleskab i kælderen, så for hendes skyld ingen alarm. Vi bad plejefars arbejdskammerat Pikken i svinget om hjælp. Jeg undskylder mit franske, men det er ikke min skyld,

at han hed sådan. Pikken i svinget uden nogen forskønnende omskrivninger. Sammen transporterede han og jeg køleskabet til Lund, da Jens ikke var hjemme, og fik det også installeret i et afsides hjørne af kælderen, hvor man måtte formode, at selvsamme Jens aldrig kom.

– Her vover din persillemand sig aldrig ned, sagde Pikken i svinget til Peggy, da han var færdig, og køleskabet brummede i mørket, her kan du sidde og guffe dine ål i fred og ro.

Køleskabet blev gennem årene ved med at virke helt perfekt. Kompressorerne kørte altid febrilsk og regelmæssigt som duracellkaniner. Når jeg så besøgte Peggy, foreslog jeg, at vi skulle gå ned i kælderen. Jeg tænkte, at vi skulle sidde der, at Peggy ville hænge sin lommelygte i den løkke, jeg havde bedt Pikken om at hænge op i loftet, for at lysskæret så ville dingle over vores hoveder. Jeg forestillede mig, hvordan Peggy ville havne skiftevis i lyskeglen, skiftevis uden for. Jeg forestillede mig også, at der ville lugte lidt af fugt fra væggene, samt at vi ville kunne høre Jens gå rundt i stuerne ovenover. Frem og tilbage, frem og tilbage, for det var sådan, han gik, når han gik og filosoferede over, hvad han skulle skrive som det næste. Og der ville være helt stille i kælderen, når vi sad der, med undtagelse af køleskabets brummen. I denne stilhed ville jeg fortælle om ting, der var sket i byen. Peggy ville lytte, og et kort stykke tid ville det være, som det var dengang, i vores barndom, da Peggy stadig boede hjemme. Hun og jeg. Jolly og Peggy. Alle vores fortroligheder og det røgede ålefedt, der uhindret fik lov at brede sig i vores mundhuler

som gudesmør. Men desværre er det sandt, som man siger, at mennesket spår, og Gud rå’r, og det er af den grund, at ting meget sjældent bliver, som man havde tænkt sig, for da køleskabet var installeret, var Peggy allerede blevet en anden, en fin lille frue, der helst spiste højreb fra Canada og fyldte chokolader fra Belgien. Desuden anså hun nu ål for at være obskure fallossymboler, som hun ved Gud aldrig mere kunne tænke sig at putte i munden.

Men det om de perverse stoddere og pædofile svin er ikke det eneste, der er blevet sagt om vores by. Det er også blevet sagt, at den er fuld af bønder, racister, lavtuddannede, overvægtige, hel- og halvkriminelle samt en hel fauna af andre lyssky eksistenser, der har trukket sig tilbage for uforstyrret at kunne passe deres. Vores plejemor blev længe fornærmet, når hun hørte den slags.

– Et menneske er et menneske, kunne hun sige, og vi er måske forskellige udenpå, men indeni er det samme slags hjerte og indvolde, der huserer, så der er ingen grund for de udensogns til at sætte sig på den høje hest og se ned på os, desuden er der ingen steder, hvor naturen er så smuk som her.

Hun kunne løfte en pegefinger og fortsætte:

– Ingen andre steder er løvtræerne så imponerende som her, hvor lunde med eg, bøg og ask pludselig kan åbne sig til hele søjlehaller, der minder mere om midterskibet i en kirke end om en almindelig skov. For ikke at nævne de bølgende marker.

Udover skovene og markerne påpegede plejemor også,

at vores by kunne prale af en betydelig produktion af trillebøre, opfindelsen af et revolutionerende næsebånd samt den mekanisme, der nu om stunder sætter kapsler på ølflasker over hele verden. Hvad alle bønderne i byen angik, så var landbrug det mest ærværdige erhverv, et menneske kunne have, da intet kunne overgå den velgerning at sørge for, at andre mennesker havde mad på bordet. Som om alt dette ikke var nok, fortsatte plejemor, havde vi en 1800-talsforfatterinde, der løftede os højt over de andre småbyer i Skåne, en forfatterinde, der gav vores egn noget så uventet som litterær glamour, og selv om den omtalte forfatterinde ganske vist var død nu, så var der ingen, der kunne tage fra os, at hun i hvert fald havde skrevet sine bøger intet andet sted end her. Hun havde kigget op i vores bøgekroner. Hun havde gået i vores gader, på vores stier, kigget ud over vores sø og måske endda badet i den. Det sagde sig selv, at der ikke var nogen grund til at skamme sig over, at man var fra landet, når man stammede fra en egn som vores.

Men efter mordene på tvillingerne ændrede plejemor holdning. Glæden og stoltheden var som blæst væk. Man ville kunne sige, at det efter mordene på tvillingerne var, som om plejemor var blevet sparket i maven og helt havde mistet evnen til at se noget positivt i vores by overhovedet. Hun glemte træerne, trillebørene, kapselpåsætteren, landmændene og endda forfatterinden. I stedet sagde hun, at hun nu havde forstået, at det der dybest set kendetegnede vores by, var den rene skræk og den grusomme, bratte død. Denne grusomme, bratte død kunne man se

i alting. I bøndernes skånselsløse slagtning af dyrene. I den måde forfatterinden havde taget livet af sig på. For ikke at nævne alle de andre mord, for tvillingerne var langtfra de første. Listen over mord og selvmord gennem tiden var så forfærdelig lang, at den burde være umulig at afstedkomme for så lille en by som vores. Hele vejen gennem historien strakte de sig, mordene, så langt tilbage man kunne læse i kirkebøgerne, ja, bare man sad og læste det indenad, snørede hjertet sig sammen af forskrækkelse i brystet, og man spurgte sig selv, hvad det egentlig var for et sted, man kom fra. Plejemor havde valgt nogle ud, som hun plejede at remse op. Kroejeren Jeremias Kampfs mord på sin hustru i 1700-tallet. Det berygtede Bessingemord, hvor en kvinde lod sin ægtemand myrde for at kunne være sammen med karlen. Hurvamordet, hvis man flyttede sig nogle mælkeskamler sydpå, og så mordet på et seksårigt barn, hvis far fulgte efter nogle bankrøvere i en bil. Listen strakte sig gennem alle tider, alle slags mennesker og samfundsklasser, og den kunne gøres så lang, at plejemor var bange for, at en eventuel tilhører ville begynde at kede sig. Men nævnes må også liget i brønden fra Långaröd. Liget i brønden skabte overskrifter i alle landets aviser, da ejendommen i Långaröd blev solgt, og de nye unge, entusiastiske ejere gjorde det makabre fund i trekammerbrønden. Men hvor gruopvækkende disse tidligere mord end var, så blegnede de alle sammenlignet med mordene på tvillingerne. Plejemor havde endnu ikke fundet en måde overhovedet at tale om dem på. – Jeg ved ligesom ikke, hvordan man siger det, sagde

hun, jeg ved ikke, hvordan man finder en måde at beskrive det ubeskrivelige på.

Hun flakkede med blikket, og man kunne se noget panisk i det, noget plaget, der lå og vred sig på bunden af plejemors blik, for ingen kvinde ved, hvad man gør med den smerte, der kommer af barnemord. Det er en sådan smerte, der med tiden kan ligge og modne. Med tiden kan en sådan smerte ændre form, forvandle sig og blive til et koldt, muskuløst dyr, en slags indre ål, hvis sådan noget som indre ål kan findes. Plejemor rystede på hovedet som for at komme ud af erindringen, tvang et smil frem og sammenfattede det hele ved at sige, at hvordan landet end lå, så kunne man ikke sige, at vores by ikke havde nogen ar. – Meget kan folk sige om vores by, sagde hun, men ikke, at den ikke har nogen ar.

Senere skrev Peggy i sin dagbog, at hvad mordene på tvillingerne angik, så var det, som om alle naturlove blev sat ud af spillet, og menneskets mulige godhed ikke bare var frosset til is, men også havde nået det absolutte nulpunkt. Og spørgsmålet er, hvis man kommer fra et sted som vores, om man så ikke bærer det nulpunkt i sig resten af livet?

Man kan måske lade, som om man ikke gør det. Man kan for eksempel flygte, hvilket min søster gjorde. Men med tiden vil nulpunktet indhente en. Det er umuligt at lukke øjnene for noget og især for mørke. Man vil blive nødt til at indse, at man selv er en selv, og alle de gange man har forsøgt at blive en anden, er det mislykkedes. Det er, fordi man aldrig kan løbe fra det sted, man kommer fra. Det sted

man kommer fra, står skrevet i ens ansigt lige så tydeligt som brændemærket i øret på en ko, og ikke engang hvis man læser alle bøgerne i bogbussen, flytter ind til Lund og starter et nyt liv med en kultiveret mand i en villa med tre kubikmeter luft oven over hovedet og franske likører i sprutskabet, en have hvor der hverken lugter af gylle eller motorolie, en græsplæne uden skvalderkål og med høje tujaer, der majestætisk aftegner sig mod aftenhimlen i skumringen, ikke engang dér kan man løbe fra det sted, man kommer fra. For det sted, man kommer fra, flytter hele tiden med. Som en blind passager på nederste dæk. Nulpunktet er der stadig. De myrdede børn er der stadig. Naragtigheden som det eneste forsvar mod verden er der stadig, og selv om man skifter dialekt og gør hvad man kan for at forædle sig selv, så er både det sted man kommer fra, nulpunktet, latteren og ligene der stadig.

Men hvordan man end er blevet formet af det sted, man kommer fra, og det efterfølgende liv, så er der én ting, der er sikker, og det er, at man altid bør skrive sin historie ned, inden man dør. Sige, at alt måske ikke blev, som jeg havde tænkt mig, men sådan her var det for mig. Nu har jeg desuden set flere mennesker dø, og hvis der er noget, jeg har forstået, så er det, at når man først er borte, så er det efterverdenen, der står for narrativet. Og ligger man kold i sin grav, ja, så er det, som I forstår, for sent at tage bladet fra munden.