Kvinder i bevægelse

KVINDER I BEVÆGELSE fortæller historien om Agnete Bertram, der blev en hovedperson i dansk gymnastiks glansperiode i første halvdel af 1900-tallet. I en mandsdomineret verden blev hendes elever offentlige figurer, og opvisningerne blev tilløbsstykker for kendte og kongelige, mens hun selv blev feteret i samtiden for sin unikke rolle i brydningsfeltet mellem gymnastik, kunst og videnskab. Bogen er et portræt af en markant kvinde – en ildsjæl, der gik sine egne veje for at nå sine mål. Samtidig er den et tidsbillede og et portræt af et fremvoksende kulturradikalt borgerskab, hvor individualisering og en ny form for selvbevidsthed hos de fremadstormende kvinder for alvor slog igennem.

PRIVATFOTO

JACOB CHRISTIAN BERTRAM (f. 1972) er funktions­ leder, cand.jur. og har siden 1999 været ansat i central­ administrationen. I 2019 udgav han bogen En sund student til alle tider om den frivillige idræt for studerende ved Københavns Universitet. Han har deltaget i debatten om studenteridrættens betydning og har bestridt flere tillidshverv, i dag bl.a. som medlem af Amatør- og Ordensudvalget i Danmarks Basketball-Forbund.

KVINDER I BEVÆGELSE

Hun fik kvinderne til at smide korsettet, og hvis bh’en havde været opfundet, havde hun sikkert fået dem til at brænde den af. Da Agnete Bertram en aften i maj 1918 præsenterede den danske offentlighed for en ny gymnastik særligt for kvinder, blev det af aviserne nærmest beskrevet som en revolution. Bertramgymnastikken kom hurtigt til at bane vejen for en kvindegeneration, der var tiltrukket af frigørelse og en helt ny bevægelseskultur.

JACOB CHRISTIAN BERTRAM

KVINDER I BEVÆGELSE EN BIOGRAFI OM GYMNASTIKPIONEREN AGNETE BERTRAM JACOB CHRISTIAN BERTRAM

GADS FORLAG

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

0001 1 3 / EE

GADS FORLAG

Kvinder i bevægelse

Copyright © Jacob Christian Bertram Dansk udgave © Gads Forlag 2026 Redaktion: Palle Weis Forlagsredaktion: Anne Mette Palm Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Sune Ehlers/River Tryk og indbinding: Print Best 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-07547-9 For enkelte illustrationer har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i den forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra: Farumgaard-Fonden Dansk Tennis Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Lillian og Dan Finks Fond Alfred Good’s Fond

JACOB CHRISTIAN BERTRAM

KVINDER I BEVÆGELSE EN BIOGRAFI OM GYMNASTIKPIONEREN AGNETE BERTRAM

INDHOLDSFORTEGNELSE

9 13

Forord Indledning

18 20

KVINDE FØRST Indmarch

29 30 35

BARNDOM Et hjem med klaver Ej at synes, men at være

42 44 48 56 65 74

STUDIELIVET Som rus Mødet med filosofiprofessoren Det afgørende bifag Af med korsettet Akademisk gymnastik

83 84 94 99

GENNEMBRUDDET Syv sorte sjæle Balancegang Den dag, da damerne fik ben

104 106 111 117 129 136 142

ETABLERING Ude på åbent hav Det kulturradikale miljø Luft under vingerne Positionering Det hvide lærred Opbrud

146 148 156 160 169 178

POWERPARRET Ægteskab His Master’s Voice Det akademiske kvarter Pædagog, leder og rollemodel De udvalgte

182 184 196 202 211 221 225

KONSOLIDERING Eventyret begynder Ånden i bevægelserne Livet på Bertramskolen Kunsten at bevæge sig Anerkendelse Den hjemlige andedam

228 230 241 249 257 263

TRAVLHED Sit eget livs direktør Det første kuld At se alt i bevægelser Det glade liv i Studenterforeningen Det kræver sin kvinde

269 270 279 292 298

KLIMAKS Verden åbner sig Rejsen til Amerika Husførelse Forløsningen

304 306 310 320 332 341

ANTIKLIMAKS Vadested Sat ud af spillet Rettidig omhu? Doctor’s order Patent på øvelser?

346 348 357 366

ET SKRIDT TILBAGE Mens verden holder vejret I Minervas favn Spærretid, beslaglæggelse og eksil

372 374 386 395 398 405 412

NYE TIDER Den gode holdning Kvinde, vær stærk En verdensturné Et spørgsmål om stil Sportsstjernernes omfavnelse Madame

422 424 431 435 438 446 449

EFTERMÆLET Jus docendi Såre skønt som altid En tale og en særlig hilsen Det gymnastiske ungdomsoprør Et nyt publikum Udmarch

454 455 458 477

Illustrationsoversigt Litteraturliste Noter Personregister

”Lad os være moderne – eller klassiske – i vort krav om at opdrage til Humanitet, opdrage Mennesket til en Helhed.”

8

FORORD

FORORD

I

déen til denne bog kom, da jeg for mange år tilbage fandt min farmors scrapbøger på familiens loft, desværre lidt medtaget på grund af en vandskade, men den historie, de mange udklip fortalte, var intakt. I de brølende 1920’ere ryddede hun forsiderne på landets aviser efter sine gymnastikopvisninger, og jeg blev mildest talt overvældet af den rosende omtale, hun fik. Min farmor var cand.mag. Agnete Bertram, der levede fra 1893 til 1983 og skabte en særskilt kvindegymnastik baseret på den banebrydende læge Johannes Lindhards teori om kønnenes forskellige anatomi og fysiologi. Efter at have skabt ”den kvindelige bevægelsesform” tilføjede hun en klassisk æstetik og kaldte det kunsten at bevæge sig.1 Bogen handler om dette livsværk, men det er også en biografi om kvinden bag og hendes kamp for sine idéer. For hvem var denne pioner, som engang påkaldte sig så meget opmærksomhed og fik så mange beundrere, men som i dag er næsten ukendt? Det har krævet et større researcharbejde, ikke kun i scrapbøgerne, at kunne besvare dette spørgsmål, og mange har været mig til stor støtte. Fordelene ved at dyrke sine netværk er måske den af min farmors erfaringer, som jeg mest af alt har taget til mig i arbejdet med denne bog. Jeg har rakt ud efter folk, men enkelte gange har avisomtale også givet anledning til, at jeg er blevet kontaktet af personer med interesse for Bertramgymnastik. Det gælder f.eks. Karina Combs, der er bosat i USA og er barnebarn til Anna Margrethe Krebs, en af de seks gymnaster fra det allerførste opvisningshold. Stor hjælpsomhed har jeg også nydt fra lektor, cand.scient. Marianne Pilegaard og professor, ph.d. Henriette Pilegaard, i hvis familie hele seks kvinder i to generationer deltog i gymnastikken. Sidstnævnte bidrog også med gennemlæsning af et tidligt manuskriptudkast. Udvalgte kapitler er blevet kigget igennem af ph.d. i humanfysiologi Jakob Nis Nielsen, som i samtaler med mig har givet mig et nyt perspektiv på datidens motionsidealer. Herudover har dr.phil. John Chr. Jørgensen bistået med sin store viden om mellemkrigstidens presse og dens kvindelige aktører. Tidligere museumschef,

FORORD

9

cand.mag. John Erichsen har delt ud af sine mange erfaringer med bogtilrettelæggelse og overbevist mig om, at emnet var værd at skrive om. Det samme har museumsinspektør, cand.mag. Josefine Albris, der har læst et udkast til bogen med sin generations skarpe øjne. Ikke mindst takker jeg professor emeritus, dr.phil. Hans Bonde og professor emerita, dr.phil. Else Trangbæk, som fra starten har støttet mit projekt gennem samtaler og anbefalinger; den første desuden med en kritisk gennemlæsning og et forslag til bogens titel, som jeg straks tog imod. Jeg kan desværre ikke nævne alle, som direkte eller indirekte har bidraget til bogen, men dem, jeg har interviewet, fortjener selvsagt en særlig tak: Helle Arnfred, Dorte Bertram, Inger-Lise Andersen, Vibeke Fogh, Gitte Forsting, Anna-Grethe Rischel og Lis Levinsen. I den forbindelse skal også lyde en stor tak til Gads Forlag, især redaktør Anne Mette Palm og redaktør Palle Weis, som hele tiden har bakket op om projektet. Desuden retter jeg min taknemmelighed mod min mor og mine søskende, som er kommet med erindringsglimt fra en tid, jeg ikke selv har oplevet. Sidst, men måske vigtigst af alt, fortalte min far, kontorchef, cand.jur. Viggo Bertram mig om, hvad min farmor i sin tid havde stået for, og det er nok gennem ham, jeg oprindeligt blev ansporet til at skrive. ”Du skulle prøve at skrive en bog,” sagde han engang, ”det er sjovt!” Forslag til emne kom han ikke med. Mit valg af emne og ansvaret for bogen i det hele taget er således mit eget. Hellerup, september 2026 Jacob Christian Bertram

10

FORORD

FORORD

11

12

FORORD

INDLEDNING

D

a Agnete Bertram i 1918 præsenterede sin gymnastik for en større offentlighed, blev den opfattet som revolutionerende. Politiken skrev: ”Ligner denne unge Dame en Bolschevik? Nej vel! Og dog er hun (…) i Færd med at omstyrte en af Samfundets Grundpiller, den gamle Gymnastik”, hvorpå avisen konkluderede, at ”Nu mangler frk. Bertram kun en Hær, saa besejrer hun hele Landet”. 2 Hendes storhedstid var omkranset af to verdenskrige, men den danske gymnastikscene var langtfra en fredszone. Aktørerne var enige om behovet for en særlig kvindegymnastik, men ikke om, hvordan den skulle udformes.3 Agnete Bertram gik enegang og kaldte sin gymnastik naturlig, fordi den – som hun sagde – fulgte de samme love som livets uvilkårlige, upåvirkede, men motiverede bevægelser. Et af hendes eksempler er slagsmål, hvor vejen fra vilje til mål er simpel og kort. Hun mente, at ”er en bevægelse godt motiveret, aabenbarer muskelnerveapparatets grundlove sig, og paa den maa gymnastiken hvile (…)”.4 På den såkaldte ”Amazonefrise” fra mausolæet i Halikarnassos fra 350 f.Kr. kan man se, hvordan græske kvinder i lette gevandter kæmper mod amazonerne; et sagnfolk af krigeriske kvinder, der også optræder i det episke digt Iliaden af den klassiske digter Homer. Ikke alene var Agnete Bertrams elever klædt i en dragt, der var inspireret af scenerne på ”Amazonefrisen”, men frisen udmønter også hendes grundlæggende bevægelsesprincip og kan tilmed ses som et billede på kampen for livsværket. Agnete Bertram var en af de fremtrædende danske gymnastikautoriteter i første halvdel af det 20. århundrede. Hun kan betegnes som en original systemskaber, og som sådan fortjener hun – ligesom sine mandlige kollegaer – en biografi.5 I danske og internationale biografiske leksika er hun udførligt omtalt, men i historiske værker om kvindegymnastikkens udvikling, udgivet efter hendes virketid, er hun ofte blevet forbigået eller vurderet som marginal.6 Er hun nævnt, er det mere den ydre æstetik end den bagvedliggende teori, som er i fokus.7 Samtidig er hendes bidrag til mellemkrigstidens kulturliv blevet overset, og hendes elever er blevet omtalt som ”byborgerskabets sarte kvinder”.8

INDLEDNING

13

I dag er hun næsten ukendt i den offentlige bevidsthed, hvilket står i skærende kontrast til den eksponering, hun i sin tid fik, og til det faktum, at tusindvis af kvinder over en periode på mere end 65 år gjorde Bertramgymnastik.9 Forklaringen på hendes eftermæle er ikke entydig, men egentlig har hun altid indtaget en særstilling i forhold til de øvrige gymnastikaktører. Desuden har manglen på offentligt tilgængelige kilder nok haft betydning for, hvordan hun historisk er blevet bedømt, og personen bag er i hvert fald ukendt. I mere end en forstand holdt hun kortene tæt til kroppen, og hendes gymnastik blev aldrig folkelig, hvilket en anmelder også tidligt forudsagde: ”For Hoben er den og vil altid være Kaviar.”10 Hendes grundlæggende budskab om, at vi mennesker er skabt til at bevæge os, er imidlertid en tankegang, der i de senere år har vundet fornyet kraft gennem andre former for bevægelsesidealer og -mål. I dag er det også bredt anerkendt, at motion i sig selv har en gavnlig virkning, men ellers var Bertramgymnastikkens idealer så langt fra nutidens altoverskyggende fokus på hård styrketræning og intensiv kredsløbstræning, man kan tænke sig.11 Hendes fokus på gangen er interessant i forhold til moderne forskning om sundhed.12 Førende hjerneforskere peger samtidig på, at man kan styrke intelligensen ved fysisk træning, hvilket hendes livslange arbejde med den frivillige studentergymnastik understøttede på bedste vis.13 Herudover bidrager hendes teorier om såvel kønsspecifikke bevægelsesformer som den rette motion uden hensyn til kønnet til nutidens diskurser. Endelig kritiserede hun, når forestillinger om ”god” motion mere byggede på overtro og fordomme, end hvad der fagligt kunne underbygges. Der er altså al mulig grund til at dykke ned i hendes historie. I begyndelsen af det 20. århundrede fokuserede nogle på kønnenes forskellighed som midlet til kvinders frigørelse, mens andre lagde vægt på lighederne mellem kønnene.14 Agnete Bertram tilhørte den første gruppe. Hendes elever skulle ikke konkurrere med mændene på deres præmisser; i stedet gav hun dem deres egen platform. Man taler i den sammenhæng om kvinden som særart og som havende særinteresser, og hendes støtter hyldede på denne måde en forskelsideologi, idet man tillagde både mænd og kvinder unikke kønsspecifikke egenskaber. Agnete Bertram blev eksponent for den eksplosive udvikling af kvinders

14

INDLEDNING

manifestationsområder i årene omkring Første Verdenskrig. I 1910 blev den første kvinde dr.phil., i 1915 fik kvinder stemmeret, året efter holdt den første kvindelige lektor sin forelæsning på universitetet, og i 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, efter at kvinder få år før havde fået adgang til de fleste offentlige embeder.15 Hun indtræder i denne række af eksempler, da hun i 1920 bliver den første kvinde, der bliver cand.mag. med gymnastik som fag og ansat af Københavns Universitet til at undervise kvindelige studenter i sit eget system. I hendes netværk befandt sig også andre af de kvinder, som gjorde sig bemærket ved at være firstmovers inden for deres felt. Hendes livsværk indskriver sig dermed i kvindefrigørelsens historie, i årene efter at kvinderne fik stemmeret og så småt begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet, heraf en lille eksklusiv skare som akademikere. Gymnastikken kan ses som katalysator for kvindernes medborgerskab og professionalisering; formentlig med en betydning, der rækker videre end som så.16 Bogen kaster lys på især den akademiske og borgerlige kvindes frigørelsesproces, da en kønsspecifik gymnastik blev billedet på en ny tid med flere udfoldelsesmuligheder. De var kvinder i bevægelse. Det moderne gennembrud var ikke længere kun en litterær og åndelig forandringsproces, og kroppen blev set som tidens løsen.17 Den nye legemskultur lå hverken under for militæret, pædagogikken eller den forrige generations kønsopfattelse, men havde en selvstændig værdi.18 De centrale gymnastikaktører kæmpede om retten til at definere, hvordan kvinder skulle bevæge sig, og i et overordnet perspektiv blev de sammen frontløbere for en større bevægelsesrevolution, der fik betydning for både kvinders privatsfære og deres liv i det offentlige rum. Mellemkrigstiden er af samme grund kaldt den tredje feministiske periode.19 I det hele taget spillede gymnastik en helt anden rolle end i dag, hvor fysisk aktivitet mere er op til den enkeltes sundhed og samvittighed. For Agnete Bertram var det at bevæge sig simpelthen forudsætningen for at leve, og kvindefrigørelsen så hun som en velgørende afledt konsekvens. Ikke sjældent har personer, der har gjort en pionerindsats, skrevet en selvbiografi eller udgivet en dagbog. Det gælder også for gymnastikpædagoger,20 men Agnete Bertram gjorde ikke. Hun indsendte heller ikke nogen levnedsbe-

INDLEDNING

15

skrivelse til Ordenskapitlet på Amalienborg, da hun i 1958 modtog ridderkorset af Frederik IX, hvilket ellers er kutyme. Bogen råder bod på denne konsekvente tavshed, og navnlig er det mit ærinde at finde ud af, hvorfor den (skam-)ros hun fik, og den gymnastikkamp, hun deltog i, alligevel resulterede i en beskeden placering i den offentlige bevidsthed. Hovedvægten er lagt på hendes mest virksomme år, dvs. fra 19151949, men biografien omfatter det samlede liv og værk. I arbejdet med bogen har jeg haft det privilegium at råde over ikke blot de nævnte scrapbøger, men også Agnete Bertrams omfattende privatarkiv, der indeholder over tusinde håndskrevne breve fra perioden 1907-1982. Det har kunnet supplere fortællingen om hende på afgørende måde, for selvom historien om Agnete Bertrams professionelle virke i vidt omfang kan belyses gennem avisernes anmeldelser af hendes opvisninger, er de ikke nødvendigvis udtryk for objektive sandheder på grund af datidens med et overstrømmende og blomstrende sprog. Min motivation til at skrive denne bog skyldes først og fremmest interessen for en unik historie, som ikke tidligere er blevet fortalt i samlet form, og som jeg gerne ville optrevle. Det, jeg selv husker om hende, er lagret med et barns blik og opfattelsesevne, og det er heller ikke de familiære og private relationer, jeg har fokuseret på. Undervejs besluttede jeg at anvende hendes initialer AB, som hun ofte selv anvendte. Ligeledes har jeg omtalt hendes ægtefælle N.C.D. Petersen – min farfar – som NCD, hvilket han blev kaldt af venner og bekendte. Det giver ikke kun et lettere sprog, men har også givet mig en velgørende distance til stoffet.

16

INDLEDNING

Et af de ganske få fotos af den sky AB i fuld vigør og balance. Hendes gymnaster roste til alle tider hendes uforlignelige evne til at bevæge sig.

KVINDE FØRST ”Man forstod den Elev, der (…) sagde, at Fru Bertram gav bedst sig selv gennem sine Øvelser.” B.T. 1. september 1926.

KVINDE FØRST

19

K

INDMARCH

un få uden for familien var på fornavn med Agnete Bertram. Hun var kendt som frk. Bertram, og da hun blev gift, ændredes det blot til fru Bertram. Var man en del af hendes professionelle netværk, var man Des med hende. Næsten ingen turde sige ”du”, og hendes gymnaster tiltalte hende ofte i tredje person. I 1950’erne kaldte eliteholdet hende Madame (udtalt på fransk), og en elev derfra har sammenlignet hende med den britiske dronning Victoria.1 Det skyldtes næppe kun udseendet og de høje standarder, hun satte for sig selv og sine gymnaster. Nok holdt hun dem i kort snor på opvisningsrejserne, men sammenligningen rummer en dimension mere: AB udstrålede en autoritet, som næsten var en dronning værdig. Det aftvang en umiddelbar respekt fra dem, hun mødte på sin vej, og hendes rolige væsen kunne virke næsten saliggørende. En af hendes første gymnaster, der også havde et livslangt venskab med hende, udtrykte det på denne måde: Hendes ”personlighed gav legemet styrke og sjælen fred”.2 Når hun talte, lyttede man, og hun havde en myndig og distinkt stemmeføring. Især til opvisningerne hørtes en særlig kommandostemme, der dog var lige så diskret, som den var klar. En journalist oplevede også på tomandshånd, at der var en særlig forbindelse mellem stemme og krop: ”Agnete Bertrams Stemme er ganske rolig, hun behersker den som sit Legeme.”3 Hun fordrede respekt, men på det tidspunkt, hvor hun brød igennem med sin gymnastik, handlede om- og tiltaleformerne om mere end blot etikette og hendes personlighed. Kvinder var defineret ved deres civilstatus; de var enten frøken eller frue, for kun få kunne tilføje en titel som følge af uddannelse eller stilling, men det kunne hun. Hun var akademiker. AB var fokuseret på sin sag, der få år efter hendes studentereksamen blev koncentreret om at skabe en gymnastik for kvinder. Det blev hendes livsopgave. Når hun talte om dette, havde hun let til latter. Flere journalister rapporterede endda om pludselige lattereksplosioner – typisk når hun som svar på et spørgsmål forsøgte at balancere mellem klædelig beskedenhed og selvbevidsthed om sin egen indsats.4 Havde hun en lidt forsigtig start, var der ingen tøven efter debutopvisningen.

20

INDMARCH

Ikke et sekund tvivlede hun på sin sag, og det kan nok tilskrives den balance, hun havde i sit sind – og som tilmed blev den afgørende rettesnor i øvelserne. Hendes faste tro på sig selv betød, at hun nåede langt af egen kraft. Hemmeligheden var tillige en stor arbejdsevne, der af en gymnast blev kædet sammen med hendes unikke talent: ”Jeg har nemlig lagt mærke til, at genialitet ganske vist udmærker sig ved originalitet, men tillige ved et maal af energi, som vi andre dødelige ikke kender til og en produktionslethed, som vi andre maa misunde de lykkelige indehavere (…).”5 Aldrig gik hun på kompromis, og da hun samtidig var dygtig til at få andre til at tro på sit arbejde, brændte hun igennem.6 Det stod således klart for enhver, at hun favnede sit fag med både kærlighed og begejstring – som en lykkelig forening af videnskab og kunst. Hendes gerning betød derfor ”Alt og alle Ting”.7 En vidtforgrenet viden og en bred tilgang til sin livsopgave er hendes kendetegn. Skulle man bruge en klassisk betegnelse, kunne man kalde hende en polyhistor eller et renæssancemenneske.8 Hun begyndte som litterat, men blev efter studier af sprog og kunsthistorie optaget af naturvidenskaben, idet hun på sin egen måde forbandt fagene og blev humanist. Hun plukkede ned fra hylderne, som det passede hende, og samlede det hele i en særlig bevægelseskultur. Var der en rød tråd i hendes liv, var det kærlighed til viden – og en stadig higen efter mere. Hun så sig selv som ”Sandhedens Befordrer”, når hun argumenterede for sin gymnastik, men hun var ikke den, der uden for gymnastiksalen agiterede med ildnende røst og store armbevægelser. 9 Hun ville heller ikke sættes i bås. Hun afviste, at hun blot var et modefænomen og led i en større bevægelsesrevolution, der omfattede scenekunst som ballet, dans, plastik mv. Som elev af professor Johannes Lindhard understregede hun, at det var gymnastik, hun befattede sig med, ligesom hun vedkendte sig en klassisk æstetik, men ellers ønskede hun, at hendes virke blev opfattet som en selvgyldig del af det almindelige kulturliv. AB’s livsværk faldt i tre hoveddele. At udvikle en selvstændig kvinde- og børnegymnastik på et fagligt grundlag, derefter at identificere de grundlæggende ”love” for menneskelig bevægelse, uanset køn, og så – gennem en individuel holdningsgymnastik – at finde frem til kroppens symmetriske balance. Institutionelt delte hun sit virke mellem den frivillige studentergymnastik i

KVINDE FØRST

21

København, først i Kvindelige Studenters Idrætsforening (1917-1922), forkortet KSI, dernæst i Universitetets Studenter-Gymnastik, kendt som USG, (1920-1966) samt på sit eget institut, Agnete Bertrams Kvindegymnastikskole (1920-1944), ofte blot kaldet Bertramskolen. Af udseende var AB bemærkelsesværdig. Hendes store, lidt tunge ansigtstræk forlenede hende ofte med et tænksomt, alvorsfuldt udtryk. Som ung var hendes mørkebrune hår glat, men kraftigt, og hun havde udtryksfulde bryn over de grønne øjne. Hun kunne virke en smule gådefuld og reserveret, til tider tavs og næsten selvudslettende. Men fotos fra hendes ungdom lader ane, at hun også havde en mere munter, ja næsten løssluppen side. Det afgørende moment indtraf, da hun helligede sig gymnastikken – for det var her, hendes stærke udstråling foldede sig ud, og energien for alvor fik et mål. Og de elever, hun hurtigt fik, beundrede hende og elskede det bevægelsesunivers, hun skabte. De bedste samlede hun på ”udvalgt hold”, som begejstrede anmelderne, når de nedfældede deres indtryk fra de store opvisninger, der næsten var en sceneforestilling værdig: Fra det øjeblik hun med gymnasterne kom ind i salen, én gang fra alle fire sider, var det ”som en sværm af lyse gestalter”.10 Opvisningerne var resultatet af AB’s mange talenter – i udpræget grad fortjener hun prædikatet Gesamtkünstler, fordi hun arbejdede på tværs af fag og genrer. Hun havde selv skrevet ”drejebogen”, udformet øvelserne, tilrettelagt musikken, designet både dragter og sko samt instrueret deltagerne i selv den mindste detalje. Bagefter modtog hun stående ovationer og blev overdænget med blomster, ofte først efter at en særlig populær øvelse blev vist som ekstranummer – eller som man sagde dengang – da capo. Havde hun været på turné, agerede hendes beundrere velkomstkomité på banegården eller færgekajen, når hun vendte hjem. Betragtede man AB i fuld vigør, var hun lidt af et paradoks, når man tænker på, at hun var en gymnastikpioner. Ikke blot havde hun helt bogstaveligt høj cigarføring, især når hun var på turné og kun nødtvungent indstillede ”dampen” i en ikke-rygerkupé, men hun var også under middel i højden (ifølge passet 160 cm) og med tiden tæt i skikkelsen.11 Nogen kostforagter var hun heller ikke. For at sige det, som det var: hun lignede langtfra datidens garconne, dét kvindeideal, hendes dygtigste gymnaster ofte var eksempler på. Alligevel forbløffede hun gang på gang sine elever; ja en af dem fandt lige-

22

INDMARCH

frem, at hun beherskede sin krop perfekt.12 Kun sjældent viste hun dog sit bevægelsestalent offentligt. På et af de få bevarede fotos, hvor hun selv gør sin gymnastik, kan man se, at hun havde en stærk konstitution og var i kropslig harmoni, men hun havde ikke lyst til – modsat f.eks. J.P. Müller – at bruge sig selv i sin ”agitation”. I sin storhedstid var AB kendt vidt og bredt i Danmark, ligesom hendes navn og gymnastiksystem nåede så langt ud over landets grænser, at hun i dansk sammenhæng kunne blive opfattet som ”verdensberømt”.13 Hendes gennembrud kom, da hun var ganske ung, og allerede som 33-årig blev hun optaget i Kraks Blå Bog og senere i det internationale referenceværk Who is Who. I mellemkrigstiden vendte folk sig om efter hende, når de så hende på gaden, og hendes person inspirerede avisernes karikatur- og vittighedstegnere. Kun få er det beskåret at blive så feteret, som hun blev, og med tiden kom både medalje, ridderkors og anden hæder til. Bertramgymnastikken gled ind i sproget som et begreb, hvis f.eks. en bestemt bevægelsesform skulle beskrives, eller hvis Egtvedpigens sko eller hendes positur skulle karakteriseres.14 Stilen var ”Bertramsk”. 15 Tilmed fik AB plads i en nøgleroman om datidens stridigheder i gymnastikverdenen.16 I 1920’erne, hvor hun for alvor fik succes, blev hun ofte nævnt i sammenhæng med J.P. Müller og Niels Bukh, hvis bøger og idéer indiskutabelt nåede større udbredelse, især internationalt. Af flere grunde blev Bertramgymnastikken – som nævnt i indledningen – aldrig forlenet med samme folkelighed som de to andre aktører, der også havde et andet publikum. Hun kom især til at henvende sig til det velstillede borgerskabs kvinder, ofte rundet af det akademiske og kulturradikale miljø som hun selv. Alligevel søgte hun udtrykkeligt den største udbredelse for sine synspunkter. Hendes uudsagte overbevisning var formentlig, at det faglige grundlag for hendes gymnastik burde være nok til at ”omvende” de tvivlende. En sådan tilgang kan henføres til hendes uddannelse, hvor hun lærte det akademiske grundprincip om, at man må anvende en metode, lægge sine resultater frem, hvorefter andre må vurdere det. Hun var dog næppe en, man diskuterede med, dertil var hun for sikker i sin sag. Allerede få år efter sin debutopvisning blev hun betegnet som en pioner.17 Det vidste hun nok, at hun var, men hun brugte ikke udtrykket om sig selv.18

KVINDE FØRST

23