Kun en tåbe

27,4mm

”Den vil holde dig vågen til langt ud på natten.”

NOGLE HEMMELIGHEDER HAR BEDST AF

INDEPENDENT OM KUN EN TÅBE

AT FORBLIVE HEMMELIGE

”En bog, der uden skyggen af tvivl er et must read … Et tag-selv-bord af dopaminfremkal­ dende twists.”

Mange år senere arbejder Kierce som privatdetektiv, og han hutler sig gennem tilværelsen med ufarlige overvågningsopgaver og under­ visning i kriminologi på en tvivlsom aftenskole.

”Harlan Coben er den moderne mester i overraskende plots.”

Da en ny elev træder ind i lokalet en aften, genkender Kierce hende med det samme – Anna. Så snart de får øjenkontakt, flygter hun, og Kierce ved, at han ikke har noget valg: Han er nødt til at finde kvinden og løse det mysterium, der har hjemsøgt ham i 25 år.

”Harlan Coben er fuldstændig fænomenal.” RICHARD OSMAN

BERLINGSKE OM DU LEVER

DAN BROWN

KUN EN TÅBE

HARLAN COBEN ( f. 1962 i New Jersey ) er en af USA’s allermest populære krimiforfattere. Flere af hans bøger er gået direkte ind som nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste, og han kaldes med god grund ”Thrillerkongen”. Hans bøger er oversat til 46 sprog og har solgt over 90 millioner eksemplarer verden over. Coben har modtaget et hav af priser, og udover at være succesfuld krimiforfatter har han været med til at skabe Netflix-serier som The Stranger, Safe og The Woods. Han er bosat i New Jersey med sin kone og deres fire børn.

11111

Sami Kierce, en ung amerikansk backpacker, er på rejse i Spanien med sine venner. En morgen vågner han hjemme hos Anna, en kvinde, han lige har mødt. Han er smurt ind i blod og har en kniv i hånden. Ved siden af ham i sengen ligger Anna. Hun er død, og Sami aner ikke, hvad der er sket.

”Han skuffer aldrig.” STEPHEN KING

”Det er ikke uden grund, Harlan Coben har solgt over 70 millioner bøger på verdensplan. Coben skriver mesterlige thrillere og krimier, der på dramatisk vis indfanger og overrasker sin læser.”

g HarlanCoben.com

LITTERATURSIDEN.DK

f X i B @HarlanCoben xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

Omslag: eyelab.design

Forfatterfoto: Pip Cowley

000097/SE

Kun en tåbe OMSLAG 152x225 SOFT FLAP.indd All Pages

GADS FORLAG

12/01/2026 10:19

ISBN 978-87-12-80086-6

Af samme forfatter på dansk Bliv hos mig Den fremmede Giv ikke slip Hjem Holdt for nar Savner dig Seks år Led ikke efter mig Drengen fra skoven Den uskyldige Sig ikke noget Forsvundet Løftet Jeg finder dig Et farligt match Du lever Ikke set siden (i samarbejde med Reese Witherspoon)

Kun en taabe_TRYK.indd 2

12.01.2026 13.06

harlan coben

kun en tåbe på dansk ved Niels Henning Krag Jensby

KRIMI

GADS FORLAG

Kun en taabe_TRYK.indd 3

12.01.2026 13.06

Kun en tåbe er oversat fra amerikansk af Niels Henning Krag Jensby efter Nobody’s Fool Copyright © Harlan Coben 2025 Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave © Gads Forlag 2026 Omslag: eyelab.design Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80086-6 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Kun en taabe_TRYK.indd 4

12.01.2026 13.06

Til de andre medlemmer af “The Core Four” Nicola Shindler Richard Fee Danny Brocklehurst Gode partnere, endnu bedre venner

Kun en taabe_TRYK.indd 5

12.01.2026 13.06

Kun en taabe_TRYK.indd 6

12.01.2026 13.06

PROLOG

Var det i det øjeblik, jeg så dig, at det hele gik galt? Jeg var ikke mere en enogtyve år gammel, kun et barn, nu hvor jeg ser tilbage på det, netop dimitteret fra Bowdoin College og tappert på vej ud for at påbegynde det backpackerritual tværs gennem Europa, der var så almindeligt blandt mine åndsfæller. Det var midnat. Natklubbens musik dunkede og pulserede. Jeg sad og spyttede i min første flaske Victoria Málaga, den billigste cerveza, de serverede (ja ja, jeg var på røven) på en natklub på Costa del Sol. Jeg forventede totalt, at det ville blive en typisk bytur for mig – masser af håb, frygten for at gå glip af noget, den lavmælte skuffelse (som i: jeg brænder chancen) – da jeg spottede dig på dansegulvet. Dj’en spillede “Can’t Get You Out of My Head” af Kylie Minogue, som skulle vise sig at blive den mindst diskrete hentydning nogensinde. Sådan er det stadigvæk. I dag. Et kvart århundrede senere. Du så mig i øjnene, blev ved med at holde øjenkontakt, men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at tro på, at det var mig, du kiggede på. Det var ikke kun, fordi du var en total overscoring. For det var du selvfølgelig. Altså en overscoring. Nej, grunden til, at jeg troede, du ikke kiggede på mig, var, at jeg var omkranset af alle lacrossegutterne fra Bowdoin – Mikey, Holden, Sky, Shack og selvfølgelig holdkaptajnen Quinn – der alle var hakkede og smukke. De udstrålede sundhed ligesom de unge Kennedyer på de der billeder, hvor de spiller amerikansk fodbold i Hyannis Port. Jeg tænkte, at du nok kiggede på en af dem – måske kaptajn Quinn, hvis hår var “bølget” i tiende potens, og som havde en fysik, der kun kunne opdyrkes ved hjælp af den optimale blanding af vægte, voks og steroider. For at illustrere min pointe så jeg helt tegneserieagtigt først til ven-

7

Kun en taabe_TRYK.indd 7

12.01.2026 13.06

stre og så til højre. Da mit blik var faretruende tæt på at vende tilbage mod dig, undgik du på en eller anden måde at himle med øjnene, og i stedet sendte du mig allernådigst et lille nik. Du så mig i øjnene igen, eller også var du ligesom et af de der gamle oliemalerier, jeg så for to dage forinden på Pradomuseet, hvor øjnene lod til at følge en, ligemeget hvor man stod. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at alle på Discoteca Palmeras forsvandt med undtagelse af os to, ligesom i en eller anden klichétung film, hvor musikken pludselig bliver dæmpet, hvorefter der bliver zoomet ind på et nærbillede af dig og mig, men det var ikke det, der skete. Dansegulvet var proppet med festende unge mennesker. En eller anden stødte ind i dig. Så skete det igen. Andre kroppe sværmede ind mellem os. Du forsvandt ud af syne, som om menneskemængden havde slugt dig. Jeg rejste mig. Lacrossegutterne ved mit bord bemærkede det ikke. Jeg var mere en slags maskot end en ven, klovnen, den underlige, lille fyr, der tilfældigvis fik den ultrapopulære kaptajn Quinn som roommate det første år på college. De fleste af gutterne troede, jeg var inder, og de kaldte mig tit Apu og imiterede en eller anden sydøstasiatisk accent, hvilket var irriterende, fordi jeg var født og opvokset i Fair Lawn, New Jersey, hvilket var let at høre på mig. Lacrossegutterne havde nok ikke været mit førstevalg at rejse gennem Europa med, men min bedste venner, Charles og Omar, var allerede begyndt på deres nye jobs, den ene i Bank of America på Manhattan, den anden som genforsker på Mass General-hospitalet. Jeg var kommet ind på medicinstudiet på Columbia og skulle begynde der til efteråret. Men det var egentlig rimelig fedt, lidt smigrende næsten, at rejse sammen med lacrossegutterne, selvom det nok ikke var sket, havde det ikke været for Quinn. Jeg svømmede nærmest over dansegulvet, kæmpede mig forbi de sveddryppende kroppe, som var de indkomne bølger. Dj’en skiftede sang til “Murder on the Dancefloor” af Sophie Ellis-Bextor, hvilket igen i bagklogskabens lys virker lidt for rammende eller måske en smule ironisk, selvom jeg har været forvirret over den egentlige betydning af

8

Kun en taabe_TRYK.indd 8

12.01.2026 13.06

ordet ironisk, lige siden Alanis Morissette-sangen Ironic, og selv nu, et kvart århundrede efter den aften, vil jeg helst ikke tage fejl. Det tog mig et helt minut at grave mig gennem menneskemassen, før jeg fandt dig stående midt på dansegulvet. Du havde lukkede øjne, begge hænder i vejret, og du bevægede dig langsomt, roligt, silkeblødt, og jeg ved stadig ikke, hvad man kalder det dansemove, men jeg var som hypnotiseret. Med armene over hovedet fik du din top til at glide op, så din solbrune mave kom til syne. Et øjeblik stod jeg bare der og stirrede. Du så så fortabt ud, så fredfyldt, at jeg var lige ved bare at lade dig være. Tænk hvis jeg havde gjort det. Men ak, mit mod var unaturlig stærkt den aften. Den første øl havde gjort mig tapper nok til at træde frem og prikke dig på skulderen. Det gibbede i dig, og du åbnede øjnene. “Har du lyst til at danse?” spurgte jeg. Se lige mig, der bare kaster sig ud i det. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så ligefrem før. En smuk kvinde stod og dansede alene, og jeg var ganske enkelt fræk nok til at tale til hende. Du skar en grimasse og råbte: “Hvad?” Ja, musikken var høj på dansegulvet. Jeg lænede mig tættere på. “Har du lyst til at danse?” råbte jeg og prøvede at få min mund tæt på dit øre, men vendte den lidt væk, så jeg ikke punkterede din trommehinde. Du skar en anden grimasse og råbte: “Jeg danser allerede.” Det her burde være øjeblikket, hvor jeg – og hvis jeg skal være helt ærlig, de fleste fyre – normalt ville smutte igen. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Hvorfor så jeg noget i dit blik, der bad mig om at prøve igen? “Altså med mig,” råbte jeg. Den højre side af din mund trak sig op i et lille smil, som jeg stadig kan mærke i mine årer. “Ja, det forstod jeg godt. Det var en joke.” “Sjovt,” sagde jeg og var ikke helt sikker på, om du forstod det som sandhed eller sarkasme, men for en god ordens skyld, så mente jeg det sarkastisk. Vi begyndte at danse. Du er den fødte danser. Afslappet, sensuel, magnetisk. Du har den der evne til at give helt slip, til på en eller

9

Kun en taabe_TRYK.indd 9

12.01.2026 13.06

anden måde at fremstå både spontan og koreograferet. Jeg danser, så godt jeg kan, hvilket i grove træk involverer at bevæge sig selvbevidst fra side til side, det handler ikke så meget om at ligne en god danser, men om at passe ind, ikke at blive bemærket. At undgå at ligne en total idiot. Mine dansetrin var et forsøg på ikke at gøre mig selv til grin, hvilket selvfølgelig får mig til at se ekstra selvbevidst ud – eller måske er jeg bare selvbevidst. Du lod ikke til at have noget imod det. “Hvad hedder du?” spurgte jeg. “Anna. Og du?” “Kierce.” Og så tilføjede jeg af en eller anden grund: “Sami Kierce.” Shit, hvor lød jeg åndssvag. Som om jeg var James Bond. Du nikkede i retning af lacrossedrengene. “Du ligner ikke en, der passer ind hos dem.” “Altså, fordi jeg ikke er høj og smuk?” Det der lille smil igen. “Jeg kan godt lide dit ansigt, Sami Kierce.” “Tak, Anna.” “Der er noget karakteristisk ved det.” “Er det en eufemisme for ‘grimt’?” “Jeg danser med dig, ikke dem.” “Men de har jo heller ikke spurgt dig.” “Sandt,” sagde du. Så smilede du det der smil igen. “Men jeg har heller ikke planer om at tage hjem med dem i aften.” Mine øjne må være sprunget ud af hulerne, for du grinede så smukt og tog mig i hånden, og vi blev ved med at danse, og jeg begyndte at slappe af og give slip, og ja, to timer senere forlod jeg natklubben sammen med dig, mens lacrossedrengene løftede næverne i vejret og piftede og skreg og nærmest messende råbte “Kierce, Kierce, Kierce” i kor. Vi holdt i hånd. Vi gik ned ad stranden i Fuengirola. Du kyssede mig i måneskinnet, og jeg kan stadig dufte den salte middelhavsluft. Du tog mig med tilbage til din lejlighed i det beskedne højhus. Jeg spurgte, om du havde samboer. Du svarede mig ikke. Jeg spurgte, hvor længe du havde været i Fuengirola. Du svarede ikke. Jeg havde aldrig prøvet et engangsknald før. Jeg havde heller aldrig scoret en pige på en natklub før. Eller det var nok pigen, der havde

10

Kun en taabe_TRYK.indd 10

12.01.2026 13.06

scoret mig. Jeg var ikke jomfru. Jeg havde datet Sharyn Rosenberg under vores første år på Bowdoin, og vi havde gjort det masser af gange, men jeg var alligevel nervøs. Jeg prøvede at lade mig inspirere af kaptajn Quinn. Den fyr havde selvtilliden i orden. Under vores første år scorede Quinn altid og kom enten hjem supersent eller tidligt den næste morgen. Da jeg spurgte Quinn, hvorfor han aldrig tog en pige med tilbage til vores værelse, sagde han: “Jeg vil ikke have noget af hende siddende på mig, forstår du, hvad jeg mener?” og så gik han ud på badeværelset for at stå under bruseren i en halv time eller mere. Kaptajn Quinn havde – og har nok stadig – alvorlige intimitetsproblemer. Den første aften lå du og jeg på sofaen og kyssede noget tid, og så faldt du i søvn, eller måske besvimede du, det ved jeg stadig ikke. Vi havde alt vores tøj på. Jeg overvejede, om jeg skulle gå, men det virkede forkert, måske uhøfligt, så jeg lukkede øjnene, prøvede at falde til ro og lod, som om jeg også faldt i søvn. Da du vågnede om morgenen, smilede du til mig og sagde: “Jeg er glad for, du stadig er her.” “Også mig,” svarede jeg. Så tog du mig i hånden og fulgte mig med ud i badet, og mere behøver jeg vist ikke at sige. To dage senere rejste lacrossegutterne til Sevilla. Jeg mødte dem på stationen i Málaga for at sige farvel. Kaptajn Quinn lagde sine enorme hænder på mine mindre skuldre, kiggede ned på mig og sagde: “Hvis du bliver færdig med at lege med hende der inden for de næste tre dage, kan du fange os i Sevilla. På dag fire og fem er vi i Barcelona. På dag seks krydser vi grænsen til Sydfrankrig.” Quinn blev ved med at fortsætte på den her måde, indtil jeg mindede ham om, at det var mig, der havde booket vores rejse og derfor vidste, hvornår de befandt sig hvor. Han gav mig et hurtigt, men også voldsomt knus. De andre lacrossegutter gav mig klap på skulderen. Jeg ventede og så dem gå ombord på toget. Her er en mærkelig sidebemærkning, Anna: Jeg så aldrig nogen af lacrossegutterne igen. Holden ringede til mig en enkelt gang, fordi jeg var politibetjent

11

Kun en taabe_TRYK.indd 11

12.01.2026 13.06

på det tidspunkt – det er jeg ikke længere – og hans søn var blevet anholdt efter et barslagsmål. Men jeg så aldrig Holden. Eller Mikey. Eller Sky. Eller Shack. Ikke engang kaptajn Quinn. Jeg så aldrig nogen af dem igen. Men jeg vil altid overveje, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg bare havde holdt mig til planen og var rejst med dem videre til Sevilla. Jeg spekulerer også på, hvordan dit liv ville have været. Måske ville det også have forandret alt for dig. Jeg ved det ikke. Jeg trækker tiden ud, Anna. Vi var ikke forelskede, det tror jeg ikke. Det var en ferieflirt. Det var jo ikke, fordi du nogensinde knuste mit hjerte. Det ville jeg ønske. Det kunne jeg have kommet mig over. Jeg har fået knust mit hjerte både før og efter. Nogle få år senere led jeg et tab, der var langt mere knusende end det her, men med Nicole var der i det mindste lidt forløsning. Man har brug for forløsning, Anna. Men med dig … Jeg trækker stadig tiden. Det var vores femte dag sammen. Vi blev enige om, at jeg skulle afbestille min seng på vandrehjemmet og flytte ind hos dig. Mit hjerte jublede. Vi tilbragte aftenerne på forskellige natklubber. Vi drak. Vi tog masser af stoffer, tror jeg. Jeg ved ikke, hvad vi tog. Jeg var ikke den store festabe, men hvis du havde lyst, så var jeg klar. Hvorfor ikke? Lev nu lidt, ikke? Du havde en “kontakt” – en lidt ældre, hollandsk fyr ved navn Buzz, der havde lilla strithår, en næsering og lidt for mange af de der flettede armbånd. Du stod altid for at købe. Det var sådan, du ville have det. Du og Buzz plejede at mødes på hjørnet bag El Puerto-hotellet. Jeg kan huske, at I hviskede, og nogle gange blev samtalen mere livlig i det. Jeg tænkte, at I forhandlede om prisen, før du rakte Buzz pengene, og han gav dig, hvad det nu end var, du havde købt. Hvad vidste jeg? Jeg var ung og intetanende. Så festede vi. Vi tog normalt tilbage til din lejlighed ved tretiden om natten. Vi elskede. Vi faldt ikke som sådan i søvn, men kollapsede nærmere. Dagen efter plejede vi tidligst at vågne ved middagstid. Vi rullede ud ad sengen og ned på stranden.

12

Kun en taabe_TRYK.indd 12

12.01.2026 13.06

En svømmetur, og så i gang igen. Jeg kan ikke huske den sidste aften særlig godt. Er det ikke mærkeligt? Jeg ved, at vi var vendt tilbage til den natklub, som vi havde mødt hinanden på, Discoteca Palmeras, men jeg kan ikke huske, at vi tog af sted derfra eller gik op ad bakken mod din bygning – hvorfor boede du også i en lejlighed i Fuengirola? Hvorfor boede du ikke på et hotel eller et vandrehjem ligesom alle andre på vores alder? Hvorfor havde du ikke nogen samboer eller venner, hvorfor kendte du ikke nogen andre end ham der Buzz? Hvorfor pressede jeg ikke på for at få mere at vide? Men det, som jeg kan huske, er at blive vækket af den varme, spanske sol den næste morgen. Jeg lå i din seng. Jeg kan huske, at jeg sukkede, da sollyset ramte mit ansigt, idet jeg indså, at hvis strålerne ramte mig fra netop den vinkel, var klokken over middag, og vi havde endnu en gang glemt at slå skodderne for. Jeg skar en grimasse, blinkede og løftede min hånd op for at holde mig for øjnene. Men min hånd føltes våd. Den var dækket af noget vådt og klistret. Og jeg havde noget i hånden. Jeg løftede den langsomt op foran mit ansigt. En kniv. Jeg holdt om en kniv. Den var smurt ind i blod. Jeg vendte mig om mod din side af sengen. Det var der, jeg skreg. Der er nogle videnskabsfolk, der mener, at lyde aldrig forsvinder, men bare bliver mildere, lavere og mere dæmpede, indtil vi ikke længere kan registrere dem med ørerne, men at lyden stadigvæk på en eller anden måde er der, og at vi, hvis vi nogensinde lærte at være stille nok, vil kunne høre den i al evighed. Det var sådan, det her skrig føltes. Og en gang imellem, selv nu, i nattens stilhed, kan jeg høre ekkoet fra det.

Kun en taabe_TRYK.indd 13

12.01.2026 13.06

kapitel et

Toogtyve år senere Jeg står bag træet og tager billeder af nummerplader med et kamera med zoomlinse. Parkeringspladsen er fyldt, så jeg starter med den bil, der ser ud til at være dyrest – jeg fatter ikke, at der holder en Bentley parkeret på den her losseplads – og bevæger mig ned ad listen. Jeg ved ikke, hvor længe der går, før den person, jeg leder efter – en rigmand ved navn Peyton Booth – kommer ud. Fem minutter, måske ti. Men det er grunden til, at jeg tager så mange billeder. Jeg sender dem til min hemmelige partner på motorkontoret. Denne partner undersøger så alle nummerpladerne og skaffer ejernes e-mailadresser. Så sender hun en e-mail med billederne, hvor hun truer med at afsløre dem, hvis de ikke overfører penge til en anonym konto via en betalingsapp. Ikke mere end fem hundrede dollars. Der er ingen grund til at være grådig. Hvis de ikke svarer – og det gør omkring halvfems procent ikke – gør vi ikke noget, men vi tjener nu alligevel nok til at få det til at løbe rundt. Ja, det er hårde tider. Jeg står i den anden ende af parken, udklædt som det, vi plejede at kalde en vagabond eller en laps eller en hjemløs. Jeg kan ikke huske det rigtige ord, som folk bruger nu, så jeg spørger Debbie. “Boligløs,” siger Debbie til mig. “Virkelig?” “‘Ejendomsløs’ fungerer også. De er lige dårlige.” “Hvilken foretrækker du?” “Gudinde.” Gudinden Debbie siger, at hun er treogtyve, men hun ser yngre ud.

14

Kun en taabe_TRYK.indd 14

12.01.2026 13.06

Hun tilbringer de fleste af sine dage med at stå foran forskellige, øh, “gentlemanklubber” – noget af en eufemisme – med tårer i øjnene for at råbe “men far, hvorfor?” til hver eneste fyr, der går ind eller ud. Hun begyndte at gøre det for sjov – hun elsker den måde, som nogle fyre bliver ligblege og fryser fast på – men nu er nogle af stamgæsterne begyndt at hilse igen, og en gang imellem kaster de en tyvedollarseddel i hendes retning. “Det er et eksperiment, der afsøger grænsefeltet mellem kapitalisme og etik,” siger hun til mig. “Hvordan det?” “Kapitalismedelen er åbenlys.” Debbie har gode tænder. Det er sjældent tilfældet herude. Hendes hår er nyvasket. Hun har en ærmeløs trøje på, og armene er rene. “Du tjener penge,” siger jeg. Så: “Men hvad med etikken?” Hendes underlæbe bæver. “Der er nogle fyre, der løber væk, når de hører mig. Som om de får banket noget fornuft ind i sig. Som om jeg minder dem om, hvem de bør være. Og måske, bare måske, hvis en eller anden pige havde råbt det efter min far, hvis en eller anden pige som mig havde gjort noget, hvad som helst, for at stoppe min far i at gå ind på sådan et sted …” Hendes stemme dør ud. Hun kigger ned, blinker og fortsætter med den bævende læbe. Jeg nærstuderer hendes ansigt et øjeblik og siger så: “Surt fucking show.” Hun stopper med at blinke og bæve, som om nogen viskede en tavle ren. “Hvad?” “Tror du, jeg køber den der daddy issues-kliché?” Jeg ryster på hovedet. “Jeg forventer altså noget bedre fra din side.” Debbie griner og slår mig på armen. “For satan, Kierce, du må have været en genial betjent engang.” Jeg trækker på skuldrene. Det var jeg. Jeg ved ikke, hvordan Debbie endte på gaden. Jeg spørger hende ikke, og hun siger det ikke, hvilket lader til at passe os begge fint. Jeg tjekker mit ur. “Er det showtime?” spørger Debbie.

15

Kun en taabe_TRYK.indd 15

12.01.2026 13.06

“Det tror jeg.” “Kan du huske koden?” Det kan jeg. Hvis hun råber “Men far, hvorfor?” betyder det, at det er den forkerte fyr. Hvis hun råber “Men far, jeg er gravid med dit barn,” betyder det, at det er min makker, Peyton, der netop er trådt ud. Det var Debbie, der fandt på koden. Jeg giver hende halvtreds dollars for at hjælpe mig, men hvis jeg får fat i det, som White Shoe har brug for, giver jeg hende hundrede. Debbie går ned ad stien til et sted, hvor hun har udkig til klubbens dør. Jeg kan ikke se det, fra hvor jeg står. Debbie har set Peyton Booths billede på min telefon, så hun ved, hvordan han ser ud. Du har sikkert allerede gættet det, men Peyton er ved at blive skilt. Min opgave her er helt enkel. Jeg skal tage ham i at være konen utro. Det er det, jeg er blevet reduceret til, siden jeg blev smidt ud af styrken for at have trådt godt og grundigt i spinaten. Det værste er næsten, at jeg, selvom jeg arbejder for et meget eksklusivt advokatfirma på Manhattan, ikke bliver betalt. Det her er en byttehandel. Jeg er blevet sagsøgt af familien til en high school-knægt ved navn PJ Dawson. Ifølge søgsmålet jagtede jeg PJ op på taget af en tre etager høj bygning. Og derfor er det min skyld, at den unge PJ gled og faldt ned ad taget, hvorefter han så fløj tre etager ned og blev alvorlig kvæstet. White Shoe-firmaet (det hedder egentlig Whit Shaw, men alle kalder dem for White Shoe) repræsenterer mig, i bytte for at jeg udfører opgaver som den her under bordet. USA er et fantastisk land. Peyton er lederen for et stort, konservativt konglomerat, og så er han tilsyneladende, fordi vi alle sammen er nogle hyklere, en stor player med damerne. Ifølge hans kones udtalelse til sin advokat har hendes kommende eksmand en svaghed for “platinblonde tøjter med store, falske patter.” Konen havde været overbevist om, at Peyton havde haft noget kørende med naboen, men jeg undersøgte det til bunds, og selvom naboen passer på beskrivelsen, så var det ikke hende, han havde noget kørende med. Peyton har sørget for at parkere sin Lexus i et fjerntliggende hjørne

16

Kun en taabe_TRYK.indd 16

12.01.2026 13.06

af parkeringspladsen, langt væk fra nysgerrige blikke. Det er derfor, jeg står heroppe på bakken, på det eneste sted, hvor jeg kan stille mit kamera og få det hele med. Hvis jeg stiller mig tættere på, bliver jeg set. Hvis jeg stiller mig længere væk, kan jeg ikke se noget. Den eneste måde, det her kan fungere på, er, hvis jeg bliver stående lige her og får at vide, hvornår min makker, Peyton, forlader klubben. Parkeringspladsen er også smart udvalgt, fordi den også grænser op til en gammeldags døgnkiosk, der hedder Get Some, og en blomsterhandler, der hedder – du tror, det er løgn – En Dans på Roser, hvilket giver “gentlemanklubbens” besøgende en ordentlig dækhistorie. Det vigtige er, at det ikke kommer til at batte i retten, hvis jeg kun får et billede af Peyton, der tager væk herfra eller bare står på parkeringspladsen. Men hvis jeg kan fange ham sammen med en danser (igen med eufemismerne – er jeg den eneste, der savner dengang, man bare kunne kalde en spade for en spade?), så ville det være kæmpestort. “Men far, hvorfor …?” råber Debbie. Jeg har kameraet klar på en trefod. Jeg tjekker målet. Jep, lige gennem forruden på en bil. Jeg kigger stadig ud gennem linsen, da jeg hører en stemme bag mig. “Hvor er Debbie?” Et hurtigt blik over skulderen fortæller mig, at det er en boligløs (eller ejendomsløs) fyr. “Hun arbejder,” siger jeg. “Mit navn er Raymond.” “Hej Raymond.” “Debbie plejer at komme med en sandwich til mig.” “Giv hende lige fem minutter, okay, Raymond?” “Hun ved, at jeg hader mayonnaise.” “Så er jeg med.” “Har Debbie fortalt dig, hvordan flyvemaskiner bliver oppe i luften?” “Nej.” “Vil du gerne vide det?” “Har jeg noget valg, Raymond?” “Hekse,” siger han.

17

Kun en taabe_TRYK.indd 17

12.01.2026 13.06

“Hekse,” gentager jeg. “Flyvende hekse, for at være helt præcis. Tre styks per flyvemaskine. En til at holde den højre vinge, en til at holde den venstre, og den tredje heks, hun er omme bagved og holder halen oppe.” “Jeg har selv prøvet at flyve,” siger jeg. “Jeg har endda siddet ved vingen et par gange. Jeg har aldrig set nogen heks.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det her, men nogle gange taler og handler jeg uden at overveje alle konsekvenserne. Det forklarer måske, hvorfor jeg er gået fra at fange mordere og forhærdede kriminelle til at sidde som en anden luskebuks foran En Dans på Roser. Raymond rynker panden. “De er usynlige, dit fjols.” “Usynlige, flyvende hekse?” “Selvfølgelig,” siger han, som om han er frastødt af min uvidenhed. “Hvad … Tror du, at et kæmpe metalrør bare kan blive oppe i luften helt af sig selv? Altså helt ærligt. Tror du på alt, regeringen fortæller dig?” “Fair nok, Raymond.” “En almindelig Airbus vejer minimum 77.000 kilo. Vidste du det?” “Nej.” “Og skal vi så bare tro, at noget, der er så tungt, kan blive op i luften hele vejen over et verdenshav?” “Okay.” “Tag skyklapperne af, makker. Manden har løjet for dig. Har du nogensinde hørt om tyngdekraften? Fysikken går ikke op.” “Derfor heksene,” siger jeg. “Præcis. Hekse, mand. Og det hele er en stor joke for menneskeheden.” Jeg kan ikke lade være. “Hvad mener du, Raymond?” Han skuler til mig. “Er det ikke åbenlyst?” “Ikke for mig.” “En dag,” siger Raymond, mens han gnubber sine hænder mod hinanden og slikker sig om munden, “når vi idioter mindst venter det, har alle heksene tænkt sig at give slip på samme tid.” “På flyene?” Han nikker med stor tilfredshed. “Korrekt. Alle heksene har bare tænkt sig at give slip på flyene på samme tid. Mens de kagler. Som

18

Kun en taabe_TRYK.indd 18

12.01.2026 13.06

hekse jo gør, at du ved det. De kagler og ser flyene, dem alle sammen, styrte tilbage ned mod Jorden.” Han kigger på mig. “Lidt dystert,” siger jeg. “Mærk dig mine ord. Sørg for at få sluttet fred med Herren, inden den dag kommer.” Nede på gaden hører jeg Debbie råbe: “Men far, jeg er gravid med dit barn.” Bingo. “Kan vi tale om det her senere, Raymond?” “Sig til Debbie, at jeg venter på den sandwich. Og den skal være uden mayo.” “Det skal jeg nok.” Jeg kigger gennem kameralinsen og ser Peyton stå der i jakkesæt. Mit hjerte synker i livet, da jeg ser, at han er alene. Han sætter sig ind på førersiden. Jeg venter, håber på, at nogen vil slutte sig til ham. Det sker ikke. Han starter bilen. Men han bakker ikke ud. Jeg smiler nu, mens jeg ser med gennem linsen. Min makker, Peyton, venter på en. Jeg ved det. Jeg kigger fortsat gennem linsen, mens jeg hører Debbie råbe “Men far, hvorfor?” idet en fyr med overskæg i jakkesæt går tværs over parkeringspladsen. Min telefon ringer. Det er Arthur, den unge advokat fra White Shoe Law, som jeg både arbejder for og bliver repræsenteret af. “Har du set ham?” “Det har jeg.” “Godt. Vi underskriver papirerne som det allerførste i morgen.” “Det ved jeg.” “Hvis vi ikke har nogen beviser på, at han har været utro, kan hun ikke annullere ægtepagten.” “Det ved jeg.” “Så skaffer du et bevis eller hvad?” Nogen åbner passagerdøren i Peytons bil og sætter sig ind. Peyton vender sig om.

19

Kun en taabe_TRYK.indd 19

12.01.2026 13.06

De begynder at råsnave. Men det er ikke en storbarmet, platinblond kvinde, som han har stukket tungen i munden på. Det er fyren med overskæg og jakkesæt.

Kun en taabe_TRYK.indd 20

12.01.2026 13.06