PREVIEW –not for print
er en samling af tolv julefortællinger – fra kendte og elskede klassikere af H.C. Andersen og Selma Lagerlöf til oversete perler, som nu får lov at skinne i julelysenes skær. Et stemningsfuldt udvalg af fortællinger om alt fra snefald, julestress og sårbare skæbner til barndommens magiske juleaftener, fællesskab og forsoning. Historier fulde af tro og traditioner, mirakler og magi – om de mennesker, der betyder allermest. Bogen indeholder tekster af: Herman Bang • Thøger Larsen • H.C. Andersen Victoria Benedictsson • Louisa May Alcott Emma Gad • Gyrithe Lemche • Johannes V. Jensen Karin Michaëlis • Selma Lagerlöf Karin Boye • Sophie Breum
De bedste julefortællinger fra H.C. Andersen til Selma Lagerlöf
xxx g CO2e
CLIMATECALC.EU
000097 / SE
GADS FORL AG
Klassisk jul_145x210_OMSLAG.indd 1
16/09/2026 11.16
Klassisk jul_TRYK.indd 2
16.09.2026 09.42
De bedste julefortællinger fra H.C. Andersen til Selma Lagerlöf Herman Bang * Thøger Larsen * H.C. Andersen * Victoria Benedictsson * Louisa May Alcott * Emma Gad * Gyrithe Lemche * Johannes V. Jensen * Karin Michaëlis * Selma Lagerlöf * Karin Boye * Sophie Breum
Klassisk jul_TRYK.indd 3
16.09.2026 09.42
Klassisk jul – de bedste julefortællinger fra H.C. Andersen til Selma Lagerlöf Herman Bang: En juleaften i det fremmede (1891); Thøger Larsen: Jysk juleaften (1927), H.C. Andersen: Det gamle egetræs sidste drøm (1858), Victoria Benedictsson: Jul (1887), på dansk ved Mathilde Moestrup, 2026; Louisa May Alcott: Tillys jul (1868), på dansk ved Mathilde Moestrup, 2026; Emma Gad: Om julen (1903/1918); Gyrithe Lemche: Bjerget (1899), Johannes V. Jensen: Julefred (1904); Karin Michaëlis: Jul (uddrag) (1950); Selma Lagerlöf: Rottefælden (1933), på dansk ved Mathilde Moestrup, 2026; Karin Boye: Jul 1939 (1941), på dansk ved Mathilde Moestrup, 2026; Sophie Breum: Julegæster (1905) Copyright © Gads Forlag 2026 Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Fournier hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80801-5 Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Klassisk jul_TRYK.indd 4
16.09.2026 09.42
INDHOLD
Herman Bang – En juleaften i det fremmede
7
Thøger Larsen – Jysk juleaften
31
H.C. Andersen – Det gamle egetræs sidste drøm
41
Victoria Benedictsson – Jul
51
Louisa May Alcott – Tillys jul
63
Emma Gad – Om julen
73
Gyrithe Lemche – Bjerget
81
Johannes V. Jensen – Julefred
101
Karin Michaëlis – Jul (uddrag)
113
Selma Lagerlöf – Rottefælden
123
Karin Boye – Jul 1939
139
Sophie Breum – Julegæster
143
Register
153
Om forfatterne
155
Klassisk jul_TRYK.indd 5
16.09.2026 09.42
Klassisk jul_TRYK.indd 6
16.09.2026 09.42
Herman Bang
En juleaften i det fremmede
Klassisk jul_TRYK.indd 7
16.09.2026 09.42
Klassisk jul_TRYK.indd 8
16.09.2026 09.42
– Sne, råbte jeg, der i dagligstuen trak gardinerne op. – Nej, fa’en, skreg maleren, som i sovekammeret røg ud af sin seng og løb til vinduet i noget utilstrækkeligt toilette. – Jo, sgu, der er sne, sagde han. Der var megen sne: snedriver i gaden, snehøje foran portene. Sne i mængder. Sne og sne. – Ja, så kører togene fast, sagde maleren … – Det gør de, sagde jeg. – De kommer aldrig gennem bjergene, sagde han. – Nej, svarede jeg, der betragtede tagene. Sneen lå som fjeldpartier på tagene. – Nå, sagde maleren, der er jo dog fire dage til jul. – Og posten befordrer de vel med slæder … Vi trøstede os med slæderne. Det var i Prag. Vi boede ude i en forstad fire gentlemen – en maler og jeg på anden sal, en pianist og en juridisk kandidat på tredje. Til alle fire kogte »die Hausmeisterin« suppe og serverede den i fajanceskåle. Vi var alle fire lige velhavende. På tredje sal tilstod man sin armod, på anden skjulte man den, så godt det lod sig gøre.
9
Klassisk jul_TRYK.indd 9
16.09.2026 09.42
Derfor havde også anden sal allerede i november – det er godt at gøre sådan noget i tide – inviteret tredje til juleaften. Vi havde derpå forberedt os til festen. I udlandet bliver man langsomt vant til lidt af hvert. Redaktionerne er ikke altid så rappe med at optage, hvad man skriver. Noget går i kurven, og noget går i om mandagen. Og har redaktionerne endelig optaget, er de ikke så hastige med at sende honorarerne. Post anvisningerne kommer ujævnt og noget sent på månederne. Med forlæggerne går det ikke bedre. Når man er i udlandet, er man – nå, man kan da for den sags skyld også blive det, når man er herhjemme – en, der står udenfor, og som alverden skal erindres om først, erindres kraftigt om. Så man må gardere sig i tide. Vi havde gjort det. Jeg var føljetonist i fem lande. Jeg havde i en måneds tid ikke skånet noget af dem. Jeg havde svælget i julens sne, mens novembers tåger lå tæt over Hradschin, og jeg havde trukket i festklokkerne for alle de familieblade, der var at opdrive. Der var heller ikke nogen anden journalistisk gerning, jeg havde forsømt. Politik og samfundsspørgsmål flød rigt af min pen. I tidsskrifter havde jeg været alvorlig, og i de lysere blade havde jeg forsøgt at være skæmtefuld. Journalister vænner sig jo til nogen alsidighed med årene. Til et tysk familieblad, hvis redaktør udtrykte sit program i ordene: »Ærede herre, vort blad henvender sig til hjerterne«, havde jeg leveret noveller. En af dem bar titlen »Landsbyens
10
Klassisk jul_TRYK.indd 10
16.09.2026 09.42
Ofelia«, en titel, der fortjente succes i et land, hvor man så pietetsfuld dyrker det store repertoire. Maleren havde heller ikke været lad. Han havde sit marked i Berlin, og hans speciale var studiehoveder af sigøjnertypen. Jeg har aldrig set så sort hår og aldrig så store øjne. Han malede et om dagen. Der var ikke en kunsthandel i det ganske Berlin, som ikke var prydet med hans sigøjnere. Jo nærmere vi kom julen, des mindre blev skønhederne af format, og des større rammerne. – De skal ha’e det sådan, sagde maleren, – det egner sig sgu bedre til festgaver. Han malede livet af sig. Alle skønhederne lignede hinanden. – Men det gør ikke noget, sagde han, når man blot sørger for at sprede dem – så passeligt. Han spredte dem, som sagt, over hele Berlin. Men maleres metier er jo altid usikker. Det sikreste er udgifterne til rammerne. Dem må man betale forlods. Så først kan man udstille billederne, hvad der jo ikke altid vil sige det samme som at sælge dem – straks. Vi vidste det. Og jeg var derfor kun desto grummere mod mine journaler. Alligevel var vi glade. Det meste af mit var optaget, så vi var på det stadium, hvor vi imødeså postanvisningerne. Der gik dag efter dag, der arriverede ingen. Også redaktionssekretæren, der gemenligen fører honorarbøgerne, får op
11
Klassisk jul_TRYK.indd 11
16.09.2026 09.42
mod højtiden travlt med nogen selvvirksomhed, så han har knap tid til at hænge over postanvisninger. Det blev den femtende: intet honorar. Det blev den attende: endnu ingen anvisninger. Hvad kunsthandlerne angik, forholdt de sig foruroligende roligt. Vi begyndte at slappes lidt i arbejdet, både maleren og jeg. Om dagen gik vi i gaderne og så på vinduer og overvejede, hvad vi ville forære vore gæster. Thi det skulle være en rigtig jul med træ og foræringer. Den nittende gik til ende. Posten gik anden sal forbi. Om aftenen sagde maleren: – Du, nu ville det være nydeligt, hvis der kom sne, og togene ikke gik. – Ja, sagde jeg langt. Jeg havde allerede tænkt på sne. Jeg havde vænnet mig til at tænke mig det værste. Nu den enogtyvende om morgenen var der sne i driver. Det var en pauver trøst, at jeg havde ventet det. Vi trøstede os – til at begynde med – med, at snefaldet var lokalt. Bladene meddelte imidlertid, at der ikke siden året tredive var nedstyrtet lignende snemasser over alt i landet. Al trafik var standset i det hele Mellemeuropa. Dagene, der kom, var ikke netop muntre. Vi var ikke meget talende. Jeg forbandede redaktionerne, som om de også besørgede snefald. Med vore forhåbninger måtte vi lidt efter lidt gå på akkord. – Om presenter kan der jo ikke blive tale, sagde maleren. I uger havde vi, rent ud sagt – thi voksne bliver børn, når
12
Klassisk jul_TRYK.indd 12
16.09.2026 09.42
man sådan er ene ude i det fremmede – rådslået om de presenter. Der var snart meldt ikke den genstand, som vi ikke havde tænkt på at give. – Nej, sagde jeg, om det kan der ikke blive tale. – Men du, sagde maleren: måske er det, rent ud sagt, også nettere. Det var bare fordringsfuldt – når de ingenting havde at gi’ … og de har sgu ingenting at gi’ … Jeg håbede det. Imens blev det ved at sne, og det blev lillejuleaften. Vor kasse bestod af en gylden og nogle kreuzer. Maleren gik omkring og undersøgte gamle vestelommer, hvilket var hans vane i kritiske, pengeløse øjeblikke. Han fandt intet. Han havde vel allerede været der. Gamle Veith, der var manden til die Hausmeisterin og besørgede vor opvartning, listede uvis om på sine filtsko og blev aldrig færdig med dækningen. Gamle Veith gik på hele fodballen og løftede for hvert skridt knæene, som om han stadig hengav sig til forberedende øvelser og knæbøjning. Når han ikke opvartede os, fæstede han ender. Die Hausmeisterin arbejdede med to syersker for en skjorte fabrik. Maskinerne løb til de lange sømme. Der Hausmeister fæstede ender. Den kvindelige beskæftigelse havde efterhånden givet ham visse gestus med hænderne, som om han bestandig trak nålen ud af et stykke kanvas. Nu gik han forlegent rundt og løftede knæ og lugtede bekymringer og ville sige noget og fik det ikke sagt, før han var i døren, hvor han stod og gned sig op ad karmen, som om han skuttede sig. 13
Klassisk jul_TRYK.indd 13
16.09.2026 09.42
– Det var om træet, sagde han så endelig og blev kobberrød, det skind. – Jeg havde tænkt – min kone havde tænkt (det var nu min kone, der tænkte) om ikke jeg, om ikke vi hellere kunne købe træet – for jeg er jo kendt, og sådan nogle fremmede, sådan nogle fremmede – de bli’r bare – de betaler bare det dobbelte … Den gamle kunne ikke mere og var så rød som det dryppende blod. Vi forstod, at han ville hjælpe os med træet. – Og så sætter jeg fod på, sagde han – så er det gjort. Han var blevet kækkere. Han mærkede, vi tog imod tilbuddet. Vi tav længe, da han var gået. – Ja, der kan jo komme post i morgen, sagde maleren. – Ja-a, sagde jeg. Der var vel ikke mere nogen af os, der ventede nogen post. Ude på trappen lo og sang de. Det var dem fra tredje sal – vore gæster i morgen – de var allerede i feststemning. På anden sal blev der ikke sovet meget den nat. Klokken syv om morgenen hørte vi postbuddet. Vi havde ikke ventet andet: Nu gik han langsomt vor dør forbi. Ingenting, ingenting. Vi sagde ikke noget til hinanden. Og vi hørte postbuddet trampe ned – sådan nogle mekaniske dumme tramp – og der Hausmeister listede sig ind ad døren på sine filtsko. Så sagte havde han aldrig gået. Ja, så kunne nok vi passende stå op og holde jul. Med vor kasse – én gylden.
14
Klassisk jul_TRYK.indd 14
16.09.2026 09.42
Da vi kom op, mærkede vi granlugt: I forstuen stod træet. Det var vist fra et skovbryn, thi megen ublid storm så ud til at have hærget det. – Det skrog, sagde maleren, der tænkte på Veith. Vi stod og så på det vinde skud. Vi vidste ikke, hvor vi skulle finde noget at hænge på det. Gamle Veith kom til. Han holdt hovedet på skrå og sagde: – Træet er kønt, det er rigtig kønt. – Det er det, når man er kendt, sagde han. – Ja, det er rigtig kønt, sagde vi, lidt grødede var vi i røsterne. Det blev placeret i dagligstuen på bordet. Der stod det i sin nøgenhed. Det ringede, og det gav et sæt i os. Posten var netop gået af sted, og vi tænkte: Måske er det alligevel posten. Det var vore gæster fra anden sal. De ønskede os vel opståede – de strålede over hele ansigtet – og spurgte, hvornår de skulle komme. Jeg sagde: Ja – klokken otte. Og maleren bad dem ind. Men det ville de ikke for ikke at forstyrre os i forberedelserne … Det med forberedelserne var vellykket. Maleren sagde: Men noget må der gøres. – Ja, svarede jeg, der ikke havde en levende idé. Maleren sagde: Man kan jo lægge vat på grenene. – Ja, svarede jeg, men der skal jo også lys. – Man kunne dog, sagde han grundende, – bruge voksstabel. – Ja, sagde jeg.
15
Klassisk jul_TRYK.indd 15
16.09.2026 09.42
Om maden talte ingen. Vi vidste, at det fortvivlende var maden. For vi havde jo villet fejre festen med gås og knas på dansk – og det havde vi fortalt vore gæster. Allerede i november. Hausmeister blev ved at gå ud og ind. Øjnene flyttede han fra den ene til den anden. Vi var lidt kede af ham. Situationen var ikke rigtig til at dele med fremmede. – De har god tid i dag, Veith, sagde maleren. Vi havde ligeså god tid. Vi sad bare hver i sin stol og stirrede på det skæve træ. – Ja, sagde Veith, der stammede helt: I dag … i dag syer vi ikke. – Mutter festkoger, fik han frem. Og pludselig brød han ud i en lang ordstrøm om, at hun kogte karper – blå karper, det koger hun … – Det nyder man nu alle her til aften – og han lo af forlegenhed – lige til de fineste … i surt med svesker … ja … det koger hun … – Og hun koger forresten på alle måder … fra den tid, vi var marketendere … De ved, vi koger … fra den tid … og det er dejligt i gelé … Det løb helt sur for Hausmeister. – Ja, sagde maleren (vi hørte jo ikke det halve): det skal jo være godt i gelé. Hausmeister tog et tilløb: – Ja – det var såmænd om det … om det, som min kone muligens tænkte, at De kunne spise karper … og vide … at De var dog i Bøhmen … det var det, vi tænkte …
16
Klassisk jul_TRYK.indd 16
16.09.2026 09.42