Peter Nedergaard Kampen om stemmerne
Bogen er udgivet med støtte fra
Peter Nedergaard
Kampen om stemmerne
Valgkampe til Folketinget 1918-2026
Kampen om stemmerne
Valgkampe til Folketinget 1918-2026
© Peter Nedergaard og Gads Forlag A/S, 2026
Tekstredaktion: Martin Lindø Westergaard
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Billedredaktion: Julie Marie Falkentorp
Omslag, design og grafisk tilrettelægning: Helle Rindom
Forsidefoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: Print Best
ISBN: 978-87-12-80171-9
1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia
For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Denne bog er dedikeret til mine børnebørn – Vilhelm, Ellen, Albert og Ingrid – med håbet om, at de må vokse op i et levende demokrati.
“Ring them bells St. Peter Where the four winds blow Ring them bells with an iron hand
So the people will know Oh it’s rush hour now
On the wheel and the plow And the sun is going down Upon the sacred cow”
Bob Dylan, “Ring Them Bells” fra albummet Oh, Mercy (1989)
”I den politiske butik har kunden, vælgeren, i hvert fald altid ret.”
Avisleder, Jyllands-Posten, den 3. december 1973
Indhold
Forord
Bogens formål, struktur og besvarede spørgsmål
Valgkampenes længde
Metodologi
Forskningen i politiske partier og valgkampe
Hvorfor overhovedet stemme ved valg?
Partisituationen i 1918
Folketingsvalget den 22. april 1918
Folketingsvalget den 26. april 1920
Folketingsvalget den 6. juli 1920
Folketingsvalget den 21. september 1920
Folketingsvalget den 11. april 1924
Folketingsvalget den 2. december 1926
Folketingsvalget den 24. april 1929
Folketingsvalget den 16. november 1932
Folketingsvalget den 22. oktober 1935
Folketingsvalget den 3. april 1939
Folketingsvalget den 23. marts 1943
Folketingsvalget den 30. oktober 1945
Folketingsvalget den 28. oktober 1947
Folketingsvalget den 5. september 1950
Folketingsvalget den 21. april 1953
Folketingsvalget den 22. september 1953
Folketingsvalget den 14. maj 1957
Folketingsvalget den 15. november 1960
Folketingsvalget den 22. september 1964
Folketingsvalget den 22. november 1966
Folketingsvalget den 23. januar 1968
Folketingsvalget den 21. september 1971
Folketingsvalget den 4. december 1973
Folketingsvalget den 9. januar 1975
Folketingsvalget den 15. februar 1977
Folketingsvalget den 23. oktober 1979
Folketingsvalget den 8. december 1981
Folketingsvalget den 10. januar 1984
Folketingsvalget den 8. september 1987
Folketingsvalget den 10. maj 1988
Folketingsvalget den 12. december 1990
Folketingsvalget den 21. september 1994
Folketingsvalget den 11. marts 1998
Folketingsvalget den 20. november 2001
Folketingsvalget den 8. februar 2005
Folketingsvalget den 13. november 2007
Folketingsvalget den 15. september 2011
Folketingsvalget den 18. juni 2015
Folketingsvalget den 5. juni 2019
Folketingsvalget den 1. november 2022
Folketingsvalget den 24. marts 2026
Afslutning: Hvad er læren?
Appendiks 1.
Karakteristik af valgkampene siden 1918
Appendiks 2.
Valgresultater for de vigtigste partier siden 1918 (hele procent)
Appendiks 3.
Vælgernes politiske dagsorden ved folketingsvalgene i 1971 til og med 2022
Noter
Emne- og personregister
Forord: Kampen om stemmerne
Ideen til bogen blev udviklet i samarbejde med Henrik Sebro fra Gads Forlag. Vi var enige om, at der manglede en bog på det danske marked, som udfoldede fænomenet ”valgkampe” og deres udvikling i Danmark i de sidste hundrede år. Bogen ligger i forlængelse af den bog om valgplakater og deres udvikling siden 1918, som jeg udgav i 2015. Dengang som nu er formålet at præsentere aspekter af det danske demokrati. Vi tager tit vort demokrati for givet. Situationen rundt om i verden viser imidlertid, at demokratiet kan være en sårbar størrelse, hvis vi ikke konstant værner om det. Det gælder, uanset om vi tilslutter os modellen for demokratiet som en styreform, der virkeliggøres i samme udstrækning, som folket deltager i den politiske beslutningsproces, eller om vi opfatter demokratiet som en styreform, som giver eliter politisk bestemmelsesret gennem konkurrence om folkets stemmer. Øget viden om det danske demokrati, dets rødder og udvikling er under alle omstændigheder en måde at værne om det på. Forhåbentlig bidrager denne bog hertil. Jeg vil gerne takke Politiken-Fonden, Konsul George Jorck og Emma Jorck’s Fond og Augustinus Fonden for at støtte projektet økonomisk. Der skal også rettes en tak til stud.mag. Regitze Grinder-Hansen, som på eminent vis har hjulpet med informationsindsamlingen til bogen. Bolette Rud. Pallesen har været en god sparringpartner på Gads Forlag. En tak skal også rettes til mine kolleger på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, professor Kasper Møller Hansen og lektor Karina Kosiara-
Pedersen, for hjælp med diverse oplysninger og litteratur. Kontorchef, cand. polit. Birgitte Olesen har læst korrektur, hvilket hun skal have tak for. Også Martin Lindø Westergaard og Malene Würtz takkes for glimrende sprogkorrektur og gode indholdsmæssige ændringsforslag. Endelig vil jeg også takke Julie Marie Falkentorp for bogens billedredaktion.
I bogen skriver jeg – når det drejer sig om valgkampene – tal med tal og ikke med bogstaver, som Dansk Sprognævn ellers anbefaler, at man gør op til ti. Grunden er, at der optræder mange tal i bogen vedrørende valg og valgkampe. Det forekommer mig derfor at være mere pædagogisk, at alle tal angående valgene skrives på samme måde. Også når det drejer sig om økonomiske nøgletal, skriver jeg oftest med tal og ikke med bogstaver. I slutningen af bogen er der et appendiks 1 med en samlet oversigt over hver af de 41 valgkampe til Folketinget siden 1918. I appendiks 2 er gengivet valgresultaterne i form af den procentvise tilslutning i hele procent til de vigtigste partier i samme periode. Appendiks 3 viser vælgernes skiftende dagsorden ved folketingsvalgene fra 1971 til og med 2022. Der henvises i løbet af bogen til de tre appendikser, når det er relevant. Der er også bagest i bogen en oversigt over de bokse, tabeller og kort, som findes i bogen.
Peter Nedergaard, Frederiksberg, juni 2026
Bogens formål, struktur og besvarede spørgsmål
Valgkampe er demokratiets tilbagevendende begivenhed, hvor politikerne i de forskellige politiske partier konkurrerer om vælgernes stemmer. Kampen på ord og argumenter bidrager til, at vælgerne kan danne sig en mening om, hvem de vil stemme på. Man kan også kalde valgene for demokratiets høstsæson. Politikerne og deres nærmeste medarbejdere smider, hvad de ellers har i hænderne og går ud og høster stemmer, som principielt kan komme fire steder fra: vælgere, der tidligere stemte på partiet (de skal fastholdes), vælgere, som tidligere stemte på andre partier (de skal overbevises), førstegangsvælgere (de skal oplæres) og tidligere sofavælgere (de skal aktiveres).
Man siger nogle gange, at retorikken i valgkampe svarer til den lyriske litterære genre, mens den politiske retorik mellem valgene har ligheder med prosaen. Noget er der nok om det, selv om det langt fra er hele historien. Der kan også være megen lyrik mellem valgene, og prosaen kan tage over i valgkampene. I det hele taget er mit indtryk – efter at have været gennem 100 års danske valgkampe – at nok er valgkampe demokratiets vigtigste begivenhed. Hvad der foregår heri, skifter imidlertid i høj grad efter omstændighederne, mediernes beskaffenhed, de involverede personligheder og omfanget af de anvendte økonomiske midler, som i de seneste tiår har været kraftigt stigende.
Denne bog omhandler disse omskiftelige valgkampe i Danmarks – i en international sammenligning – ellers konsensusprægede og relativt udramatiske demokrati. Samtidig er en konklusion i bogen også, at valgkampene i Danmark over alle årene indeholder en række konstante ideologiske positioner vedrørende frihed versus statslig styring, mere eller mindre offentlig velfærd, om mere eller mindre social og økonomisk lighed, om ønskeligheden af et stærkt eller mindre stærkt forsvar, om frihandel eller ej m.v. Partiernes politiske ideologier og mere principielle synspunk-
ter er med til at gøre det lettere for vælgerne at navigere hen til det parti, hvis politikker bedst stemmer overens med deres overbevisninger. Derfor har jeg også inddraget partiernes princip- og valgprogrammer i bogen.
Målet med bogen er at tage temperaturen på valgkampene fra og med valget til det danske Folketing i 1918 og frem til i dag. Jeg har ikke inddraget valgene til Landstinget, som eksisterede frem til grundlovsændringen i 1953 parallelt med Folketinget som en del af Rigsdagen i det danske parlamentariske system. Det skyldes, at det er valgene til Folketinget, som har været de politisk afgørende i hele perioden, når det drejer sig om regeringsdannelsen og landets politiske kurs.
1918 er valgt som skæringsdato af flere grunde. Folketingsvalget i 1918 var på mange måder et skelsættende valg. Det var det første valg efter grundlovsændringen i 1915, som gav kvinder stemmeret. Det var også et valg i slutfasen af Første Verdenskrig, som var vigtigt for Danmark på trods af den erklærede neutralitet. I en vis forstand var folketingsvalget i 1918 det første moderne folketingsvalg. I øvrigt var folketingsvalget det år også det første, som der blev fremstillet en rigtig valgplakat til.
Valgkampene i bogen præsenteres i en nogenlunde fast struktur. Først skitseres valgkampenes kontekst. For det andet analyseres og beskrives valgkampenes hovedtemaer og forløb. I den forbindelse bringes der citater fra valgkampene fra henholdsvis en borgerlig og en socialdemokratisk eller radikal avis. Derefter redegøres der for resultatet af valgkampene i form af valgresultatet og regeringsdannelsen. Endelig analyseres og beskrives den efterfølgende politiske udvikling, som danner konteksten for den valgkamp, der følger efter.
Bogen er ikke et strengt politologisk-videnskabeligt funderet værk. Det er en kalejdoskopisk og forhåbentlig underholdende gennemgang af danske valgkampe i over 100 år. Jeg har skrevet den, så læseren kan gå ind og udvælge sig det afsnit om den valgkamp, der har aktuel interesse. Der vil derfor være nogle gentagelser i hvert afsnit, som man vil opdage, hvis man læser bogen fra ende til anden. Jeg vil dog anbefale, at man begynder med afsnittene om metodologi og forskningen i politiske partier og valgkampe, da flere af pointerne herfra bliver brugt i bogens afsnit .
Fremstillingen er samtidig løbende underbygget med pointer fra den politologiske faglitteratur, som der redegøres for her i bogens begyndelse. Der refereres også til valgforskningslitteraturen om folketingsvalgene. Imidlertid er der en skævhed i, hvor megen valgforskning der findes om
folketingsvalgene i de seneste 100 år. Valgforskningen i Danmark kom først rigtig i gang i slutningen af 1960’erne på institutterne for statskundskab og samfundsfag i Aarhus og København. Samtidig gav ikke mindst Jordskredsvalget i 1973 anledning til, at valgforskningen i Danmark tiltrak mange politologiske forskere. 1 Folketingsvalgene fra før denne periode har først og fremmest været analyseret og beskrevet af historikere i mere samlede fremstillinger af den danske politiske udvikling.
Målgruppen for bogen er læsere med en vis eller større interesse for dansk politik.
Jeg refererer løbende til bogens mange kilder, som både inkluderer den historiske og politologiske forskning i valgkampene, diverse oversigtsværker både fysisk og online, avisartikler, partiprogrammer m.v. Jeg har haft stor gavn af, at Det Kongelige Bibliotek har lagt alle danske partiprogrammer og mange avisartikler ud på deres hjemmeside. I den allerførste fase anvendte jeg også ChatGPT som hjælp til idégenerering, men dette hjælpemiddel indgår ikke i kildematerialet.
Valgkampene analyseres og beskrives ved hjælp af såvel en tekst som et betydeligt billedmateriale, der både består af billeder af de politiske hovedpersoner, af valgplakater og af billeder, som illustrerer samfundsudviklingen. Der trækkes i teksten linjer med hensyn til, hvordan valgkampene har udviklet sig over de 100 år, som bogen dækker.
I afsnittene om de enkelte valgkampe har jeg i bokse placeret udvalgte tekststykker med citater fra dagspressen, som belyser valgkampenes temaer og forløb. Tekststykkerne repræsenterer både regeringssiden og oppositionen under den behandlede valgkamp. Tekststykkerne stammer de første mange årtier fra henholdsvis aviserne Jyllands-Posten og Social-Demokraten/Aktuelt. 2 De repræsenterer således en konservativ-liberal orienteret borgerlig avis fra Jylland og en socialdemokratisk avis fra København. 3
Efter Aktuelts ophør stammer tekststykkerne fra Politiken, som traditionelt var en avis med en tilknytning til Det Radikale Venstre. I nyere tid har Politiken i avisens ledere imidlertid ofte støttet Socialdemokratiets politiske synspunkter. Forhåbentlig giver denne spredning med hensyn til citaterne de nuancer i synet på valgkampenes indhold og temaer, som det er bogens hensigt at afdække og analysere.
De udvalgte citater stammer i hovedsagen fra avisledere skrevet under valgkampene. Avisledere sammenfatter og pointerer, når de er bedst, argu-
mentationen og temaerne i valgkampsituationerne. At de udvalgte avisledere ser tingene fra både regeringssiden og fra oppositionens synspunkt, gør forhåbentlig, at vi får et dækkende helhedsindtryk af valgkampene. Udover citater af avislederskribenter er der også nogle få tekststykker, som er skrevet af datidens politikere, kommentatorer og andre.
Nogle af de spørgsmål, der besvares i bogen som helhed, er følgende: Hvilke temaer dominerer i valgkampene siden 1918? Hvorfor kommer netop disse temaer til at dominere? Er der en ideologisk linje i valgkamptemaerne? Hvilken rolle spiller de rene danske temaer over for de udenrigspolitiske? Hvad betyder den udløsende årsag for valget for forløbet af valgkampene? Hvad er partiernes valgkampstrategi, og hvorfor er strategien, som den er? Hvilken rolle spiller enkeltpersoner i forhold til partierne under valgkampene? Hvad er mediernes funktion i valgkampene? Hvornår kommer radioen, fjernsynet og de sociale medier ind som vigtige faktorer for valgkampene? Og hvad gør det ved valgkampene? Er valgkampene blevet mere eller mindre slagsordsprægede over tid? Er de blevet mere eller mindre ideologiske? Hvornår opstod ”præsidentvalgkampene” mellem lederne af rød og blå blok? Og hvordan har det påvirket valgkampene?
Valgkampenes længde
I praksis har valgkampene siden Anden Verdenskrig strakt sig over mindst 20 dage. Før den tid kunne de godt være kortere. Hverken Grundloven eller Valgloven angående folketingsvalg indeholder dog direkte regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen og afholdelsen af et folketingsvalg. Folketingsvalgloven har de seneste 50-60 år indeholdt nogle frister i forbindelse med forberedelsen og afholdelsen af valg, der indebærer, at folketingsvalg bør udskrives med et varsel på mindst 20 eller 21 dage.4
Siden Anden Verdenskrig har der været en tendens til, at flere valgkampe kun lige strækker sig over 20 dage eller godt 20 dage, selv om enkelte valgkampe varer længere. 5 Under alle omstændigheder er der imidlertid gode argumenter for, at valgkampe bør strække sig over betydelig længere tid end 20 dage.
Statskundskabsforskere har det i det hele taget ofte svært med argumentationen bag de meget korte valgkampe. Partiforskeren Lars Bille skriver følgende med udgangspunkt i en tekst om valgkampen i 1998, som kun varede 20 dage: ”Endnu engang blev landet kastet ud i en meget kort valgkamp, og endnu engang var den væsentligste begrundelse for dens korthed, at den skulle overstås hurtigst muligt. Poul Schlüter havde i 1987 givet den samme begrundelse. Det er ret beset en mærkværdig holdning, at den i det repræsentative demokrati væsentligste handling – valghandlingen, hvor befolkningen har mulighed for at sammensætte den politiske ledelse – bare er noget, der skal overstås! Hvordan kan man forvente af vælgerne, at de skal have tillid til politikerne og de politiske partier, når de ikke tiltror sig selv evnen og ansvarligheden til at føre en lang, sober og grundig valgkamp, hvor vælgerne har mulighed for at tage stilling til de reelle politiske divergenser på et ædrueligt grundlag. Meget korte valgkampe fremmer den for den demokratiske opdragelse og debat uheldige udvikling, at vælgerne fortrinsvis skal vælge på grundlag af overvejende hurtige, sloganprægede, situations- og taktisk bestemte propagandistiske udmeldinger, som er ganske løsrevet fra den politiske og økonomiske virkelighed, hvorunder de skal virkeliggøres.”6
Jeg er helt enig med Lars Bille. Denne bog kan betragtes som én lang argumentation for de længere valgkampe.
Metodologi
Jeg forsøger i bogen at komme så tæt på valgkampene som muligt. Af og til foretager jeg efterrationaliseringer, hvor linjer fra valgkampene trækkes frem og tilbage, og hvor de sammenlignes på tværs. Det primære mål er imidlertid at agere en iagttager på tidspunktet, hvor valgkampene fandt sted. Jeg vil gerne forstå de enkelte valgkampe på deres egne præmisser. Ideelt set vil jeg gerne være en ”flue på væggen” på tidspunktet for valgkampens afvikling. Dette sker dels ved, at jeg forsøger at fremdrage konteksten og optakten til valgkampene. Vi skal forstå de omstændigheder, som valgkampen finder sted under. Dels giver jeg eksempler på, hvad avisernes lederskribenter og andre konkret har ytret under valgkampene. Endelig er samtidige billeder og valgplakater indarbejdet i tekstfremstillingen. Jeg er således ikke kun
interesseret i de sagte ord. Også de materielle betingelser for valgkampenes afvikling og billedmaterialet i den forbindelse er i et vist omfang med. En valgkamp er meget mere end nedskrevne og talte ord.
Videnskabsteoretisk trækker jeg således især på to traditioner. Der er for det første den hermeneutiske tradition, hvor valgkampenes centrale elementer, ideer, slagord og temaer konstant fortolkes og sættes i sammenhæng med ikke mindst den politiske og økonomiske situation på tidspunktet.7 For at kunne forstå og få meningen ud af de enkeltstående politiske udsagn fra valgkampene bliver man nødt til at se udsagnene i den samfundsmæssige sammenhæng, som de indgår i. Samtidig må man også hele tiden forstå den bredere kontekst på baggrund af de enkeltstående udsagn. 8
Fortolkningsprocessen består desuden ikke blot i at se udsagnene i deres historiske kontekst. Den består også i at etablere en bevægelse mellem en fortidig og en nutidig iagttager.9 Det vil sige mellem os, der lever nu, og de aktører, der levede dengang, valgkampene fandt sted. Målet er derfor i udgangspunktet at skitsere den forforståelse og horisont, som vælgerne havde på tidspunktet for afholdelsen af de 41 valgkampe. I den forbindelse må vi også ofte aflægge os senere tiders opfattelser og forståelser, så vi bedre kan forstå datidens. For i et vist omfang at kunne agere ”flue på væggen” på tidspunktet for valgkampenes afvikling må vi kende det rum, som fluen på væggen sidder i.
For det andet trækker jeg på den nymaterialistiske videnskabsteoretiske tradition, som betoner tingenes og de udover-menneskelige forholds betydning for samfundsmæssige analyser. 10 Valgkampe er som sagt meget andet end det sagte ord. Det er også valgplakater, de trykte avisers report ager, analyser og ledere, valgkampenes finansiering, udbredelsen af radioer, f jernsyn og sociale medier m.v. Udviklingen i disse materielle forhold udsiger også meget om valgkampene og deres udvikling siden 1918. 11
Forskningen i politiske partier og valgkampe
Politiske partier og valgkampe er velkendte emner i statskundskabslitteraturen. Den stærke forbindelse mellem de to fænomener har traditionelt domineret valgkampene op til folketingsvalgene. De politiske partier har –på nær Jacob Haugaard i 1994 – haft monopol på at få indvalgt kandidater i Folketinget. 12 Dele af statskundskabslitteraturen om politiske partier og valgkampe vil blive inddraget i bogens analyser og beskrivelser. Der er heri bred enighed om, at politiske partiers vigtighed for valgkampene består i, at de strukturerer vælgernes stemmeafgivning, fungerer som kanaler for den politiske deltagelse, agerer som basis for rekruttering, uddannelse og socialisering af politiske ledere, råder over store budgetter og endelig er afgørende for regeringsdannelsen og organiseringen af det parlamentariske arbejde. Overordnet sikrer de politiske partier således forbindelsen mellem civilsamfund og stat, mellem repræsentanterne og de repræsenterede, og de holder i et vist omfang repræsentanterne ansvarlige.
En meget kendt teori om politiske partier er udformet af den amerikanske politolog Anthony Downs (1930-2021). Hans syn på politiske partier skal ses i modsætning til et mere traditionelt syn på samme, som f.eks. er repræsenteret af den engelske samfunds teoretiker Edmund Burke (1729-1797). Sidstnævnte definerede et politisk parti som ”en organiseret forsamling af mennesker, der er forenede for at arbejde sammen for, hvad der er den nationale interesse på grund af nogle særlige principper, som de er nået til enighed om”. 13 Mange vil nok stadig mere eller mindre ubevidst operere med dette syn på de politiske partier. Det er imidlertid denne opfattelse, som Downs gør grundlæggende op med i en skelsættende artikel med titlen ”En økonomisk teori om politisk handling i et demokrati” 14 fra 1957. Udgangspunktet for Downs’ teori er en antagelse om, at både markedsaktører og ikke-markedsaktører udfører deres aktivitet med henblik på at sikre deres egne private mål, som er en god indkomst, prestige og magt. 15 Derfor antager Downs også, at et politisk parti ”er en gruppe (team) af mennesker, som alene går efter politiske poster med henblik på at være en del af
det politiske apparat ( governing apparatus).” 16 Fra Downs’ antagelse følger hans centrale hypotese angående politiske partier: I et demokrati formulerer politiske partier politikker (policies) med det præcise mål at vinde stemmer ved valgene. De søger ikke at opnå magt blot for at gennemføre bestemte politikker eller for at tjene bestemte interessegrupper. Det omvendte gør sig gældende: De formulerer politikker og understøtter bestemte interessegrupper for at vinde magtpositioner med henblik på at få flere stemmer. 17
Problemet for vælgerne er imidlertid, at mange ikke har fuldstændig viden om, hvilket parti de i givet fald skal stemme på for at fremme deres egne interesser. Partiernes opgave bliver på den baggrund at gøre meget ud af at tilvejebringe fakta, som kan overbevise bestemte vælgergrupper om, at netop deres parti vil være til gavn for denne eller hin vælgergruppe. 18
Downs spørger derefter sig selv om, hvorfor der i det hele taget findes ideologier med forestillinger om ”det gode samfund” i tilknytning til de politiske partier i demokratiske lande, hvis partiernes overordnede interesse alene består i at få flest mulige stemmer. Modsiger partiernes promovering af bestemte ideologier ikke påstanden om, at partierne alene har stemmemaksimering for øje? Det mener Downs ikke er tilfældet.
Årsagen er basalt set, at informationsindsamling ikke er en gratis proces. For vælgerne er det temmelig omkostningsfyldt at sammenligne forskellige politiske partier med henblik på at finde ud af, hvilket parti det ville være bedst at stemme på. Derfor er partiideologier nyttige, fordi man som vælger undgår at skulle sammenligne partiernes politikker fra den ene ende til den anden i forhold til, hvad man selv har af forestillinger om ”det gode samfund”. I stedet kan der foretages et hurtigere og mindre omkostningstungt valg om stemmeafgivning mellem de forskellige politiske partier med udgangspunkt i deres ideologi. 19
Ifølge Downs er dette grunden til, at de politiske partier formulerer en ideologi. De vil skære ned på vælgernes omkostninger angående informationsindsamlingen om partiernes adfærd ved at give dem mulighed for at stemme ideologisk. Når partierne iklæder sig en ideologi, betyder det imidlertid også, at de binder sig til ideologierne i betydelig grad. Et parti kan ikke pludselig udskifte en engang vedtaget ideologisk position, uden at det af vælgerne opfattes som så utroværdigt, at de undlader at stemme på partiet igen. Samtidig må partierne ifølge Downs også være opmærksomme på, at de skal skabe tilstrækkelig ”produktdifferentiering”, når de skal fastlægge deres ideologiske position. Den må ikke være identisk med andre partiers. 20
Man kan pædagogisk sammenligne partiernes ideologier med virksomheders branding af deres produkter. BMW er kendt for at sælge en biltype i den øverste kvalitets- og priskategori. En BMW opfattes som en driftssikker bil med den nyeste teknologi indpakket i et klassisk design. Den branding, som der er investeret mange reklamekroner i at opnå, ville lide ubodelig skade, hvis BMW pludselig sendte billige, mindre driftssikre biler med et outreret design på markedet. På samme måde er det med de politiske partiers ideologier.
Anthony Downs' analyse af de politiske partier indgår som en del af baggrunden for analyserne og beskrivelserne af valgkampene i denne bog. Med henblik på at forstå dansk politik er der i forskningen bred enighed om to vigtige ideologiske dimensioner. 21
For det første er der den klassiske venstre-højre-skala, der omfatter den klassiske fordelingspolitik. Denne dimension er helt overvejende baseret på materialistiske incitamenter. 22
For det andet er der en post-materialistisk ideologisk dimension, som især har fået tyngde i de seneste årtier. Den omhandler især politikområder som miljø-, klima-, rets- og udlændingepolitik. Specielt miljøpolitikken fik stigende betydning for vælgerne fra slutningen af 1960’erne. Rets- og udlændingepolitikken kom især i fokus fra slutningen af 1990’erne, mens klimapolitikken er kommet til som vigtigt politikområde for vælgerne inden for de seneste 15 år (se også appendiks 3 bagest i bogen). 23
Nyere dansk valgforskning viser, at der ikke kun er en høj stabilitet med hensyn til vælgernes selvplacering på både den økonomisk-fordelingspolitiske og den ideologiske dimension. Vælgernes kompetence til at indplacere sig selv præcist i forhold til de to dimensioner stiger også under valgkampen hen mod valgdagen. 24
Den norsk-amerikanske professor i statskundskab Kaare Strøm (1953 -) har en anden, senere berømt teori om, hvad partierne under valgkampene bestræber sig på. Ifølge Strøm har politiske partier tre grundlæggende mål, som også kommer til udtryk under valgkampene: vote-seeking (sikre sig flest mulige stemmer), policy-seeking (sikre sig mest mulig politisk indflydelse) og office-seeking (sikre sig flest mulige ministerposter). 25 Strøms teori modificerer til dels Anthony Downs’ analyse, men den kan også betragtes som en teori på et lavere abstraktionsniveau. Således behøver der ikke nødvendigvis at være en modsætning mellem Downs og Strøm. Det gælder, hvis vi antager, at stemmemaksimering er det fundamentale mål af de tre mål, som partierne har ifølge Strøm.
Strøms teori peger også på, at det ikke er muligt for et politisk parti at forfølge alle de tre nævnte mål på samme tid. Når man bevæger sig mod ét mål, kommer man automatisk længere væk fra de andre to mål. De politiske partier er derfor i et vist omfang nødt til at vælge mellem de tre mål. Det kalder Strøm for de politiske partiers evige dilemma (trade - off ).
Lad mig komme med et eksempel med to partier på anvendelsen af Kaare Strøms model. For ikke at forudskikke, hvordan danske politiske partier agerer, kalder vi partierne for Folkepartiet og Centerpartiet. Folkepartiet slår hårdt på sine mærkesager i valgkampen. Partiet er blevet enigt med sig selv om at komme med en række ufravigelige krav, som det gerne vil have gennemført i det nyvalgte parlament. Partiet står derfor stærkt og markant i valgkampen med sin skarpe profil og får med den valgkampstrategi flere stemmer end tidligere. Til gengæld har partiet svært ved at komme i en regering, da det har meldt så hårdt og ufravigeligt ud. For andre partier er ikke til sinds at opfylde Folkepartiets absolutte krav. Centerpartiet er derimod allerede i regering. Det arbejder på at fortsætte med at være det. Som regeringsparti har det stor magt til at sætte den politiske dagsorden og få nogle af sine ideer igennem i forlig med andre partier. Partiet har dog også i den seneste regeringsperiode måttet gennemføre nogle upopulære stramninger i den økonomiske politik. Alle disse forhold spiller ind på, hvordan partiet kan agere i valgkampen. Profilen er langt mindre skarp end Folkepartiets. Til gengæld er chancerne større for at kunne fortsætte i regeringen, hvor den politiske magt i høj grad er.
Strøms model anvendes heuristisk i resten af bogen. Den angiver nogle pejlemærker for partiernes adfærd og de dilemmaer, som de til stadighed befinder sig i.
Også den akademiske litteratur om, hvordan valgkampe påvirker vælgerne på forskellig måde, indgår i analyserne og beskrivelserne af valgkampene i bogen. Litteraturen om valgkampene behandler blandt andet udviklingen fra den tid, da valgkampe til Folketinget havde den partibaserede presse, partimedlemmerne og det fysiske møde mellem vælgeren og den opstillede kandidat som det primære omdrejningspunkt, og til i dag, hvor partiernes valgkampagner under valget til Folketinget ofte er rettet mod bestemte vælgergrupper, som partiernes kampagnestabe har udpeget som særligt interessante. Sidstnævnte har blandt andet medført øget fokus på anvendelsen af sociale medier og direkte kontakt til vælgerne via dør-til-dør-kampagner, som blandt andet har rødder i, hvordan amerikanske valgkampe føres. 26
Udviklingen på området har også medført en centralisering af valgkampagnerne i forbindelse med valgene til Folketinget. Tidligere havde valgkampagnerne først og fremmest en stærk lokal forankring baseret på opstillingskredsenes partimedlemmer. De hjalp den lokale kandidat med opsætning af valgplakater, organisering af valgmøder, udarbejdelse af valgbrochurer og uddeling af valgmateriale. De lokale spiller stadig en rolle, men er samtidig i højere grad blevet suppleret med støtte og råd fra partiernes valgsekretariater på partikontorerne, som har fået tilført flere økonomiske midler. Her befinder der sig medarbejdere med en professionel viden om vælgeradfærd, politisk kommunikation og markedsføring, som hjælper kandidaterne. 27 Deres rolle er blevet meget større i de seneste årtier. Med baggrund i en omfattende spørgeskemaundersøgelse opregner statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen i sin bog om folketingsvalgkampen i 2011 seks specifikke effekter, som en valgkamp kan have på vælgerne. 28 Disse effekter er i varierende grad relevante i forhold til analyserne og beskrivelserne af de 41 valgkampe, som er inkluderet i denne bog. Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem Møller Hansens liste og analyserne af Downs og Strøm ovenfor. Listen som beskrevet nedenfor kan betragtes som endnu et skridt ned ad abstraktionsstigen (Strøm tog allerede nogle skridt ned i forhold til Downs) mod den konkrete empiriske virkelighed. Møller Hansen kan med en vis ret siges at konkretisere og operationalisere de mere overordnede teorier af Downs og Strøm med det særlige perspektiv, som består i at have fokus på valgkampenes effekter. For det første kan en valgkamp øge vælgernes engagement ved at give dem større viden om politiske emner af relevans for valget. Man taler om, at valgkampen gør vælgerne mere kompetente til at medvirke i den demokratiske proces, som valgkampen er udtryk for. 29 I bogen behandles denne effekt, når det diskuteres (med reference til Downs), hvordan man øger vælgernes politiske informationsniveau. Derimod gøres der ingen forsøg på at kvantificere udviklingen i informationsniveauet under valgkampene. For det andet påvirker valgkampen emnerne, som vælgerne bedømmer partierne på. Derfor foregår der en kamp mellem partierne om, at det netop er deres mærkesager og de særlige emner, som de især har såkaldt ejerskab til, der kommer til at dominere valgkampene. Nogle partier anses for at være særligt kompetente og dermed at have et stort ejerskab til velfærdspolitiske emner. Andre står derimod stærkest angående den økonomiske politik. Jo mere det lykkes partierne at påvirke ( prime) vælgerne under valgkampen i forhold til ”deres” emner, jo bedre står de
som udgangspunkt i kampen om stemmerne. 30 Denne effekt spiller en betydelig rolle i analyserne og beskrivelserne af valgkampene i bogen. Der foregår et vigtigt spil om, hvilke politiske partier der ”sætter” sig på valgkampene via deres emneejerskab til valgkampenes dominerende temaer (se også appendiks 3 bagest i bogen).
For det tredje har valgkampe også den effekt, at de mobiliserer vælgerne med basis i deres grundlæggende værdier. Det sker ved at minde dem om, hvorfor de sædvanligvis stemmer på dette eller hint parti. På den måde bidrager valgkampe også til at binde vælgerne fastere til de politiske partier, som de normalvis stemmer på. 31 Valgkampe har dermed den virkning, at nogle vælgere så at sige ”finder hjem” til det parti, som de stemte på sidst. Valgkampene medvirker til, at partierne i højere grad kan sætte en ideologisk krog i bestemte vælgergrupper. Denne effekt har en vis betydning i analyserne og beskrivelserne af valgkampene i bogen.
For det fjerde har valgkampe især effekt på de vælgere, som på forhånd har en form for politisk interesse og holdninger til politik, men som ikke er fast forankrede i forhold til et bestemt parti. Vælgerne i denne mellemgruppe har ikke så stærke og rodfæstede politiske holdninger, at de er immune over for nye påvirkninger. Omvendt har de samtidig en tilstrækkelig solid politisk resonansbund til, at de i det hele taget er åbne for politiske budskaber. 32 Et professionelt valgsekretariat vil altid søge at målrette valgkampagnerne mod netop denne vælgergruppe. Vanskeligheden i den forbindelse består naturligvis i at identificere, hvor de konkrete individer i gruppen befinder sig, og hvordan man får kontakt med dem. Også denne effekt inddrages i et vist omfang i bogens analyser og beskrivelser.
For det femte har forskningen også vist, at valgkampene kan påvirke vælgernes mere basale politiske holdninger, selv om valgkampens meget konkrete budskaber og informationer ofte hurtigt går i glemmebogen. 33 Valgkampagner har derfor også betydning for den langsigtede politiske holdningsdannelse, som rækker ud over folketingsvalgene her og nu. Partiernes indsats under valgkampen er med andre ord tillige en langsigtet investering i fremtiden. Denne effekt har ikke nogen væsentlig betydning for bogens analyser og beskrivelser af valgkampene, fordi det ville indebære en undersøgelse af de enkelte valgkampes effekt på langt sigt, hvilket er uden for bogens formål. Den manglende inddragelse i denne bog af valgkampenes langsigtede holdningspåvirkning betyder på ingen måde, at effekten ikke er vigtig med hensyn til at løfte vælgernes politiske informationsniveau generelt.