Niels Henrik Andreasen
Før byen
Gads Forlag
Før byen Af Niels Henrik Andreasen © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06428-2 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Gravhøj, Bellahøj. Tomas Bertelsen Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
Indhold Et begravet kulturlandskab 7 På sporet af senglaciale jægere 19 Livet ved vandet i jægerstenalderen 35 Agerbrug, jagt og ritualer i bondestenalderen 73 Bronzealderen – gravhøjenes periode 91 Nye materialer og påvirkninger fra kontinentet 109 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128
Et begravet kulturlandskab
Det er på ingen måde let at beskrive, hvad der lokkede de første beboere til det senere København og denne del af Øresundskysten. Men vi kan komme nærmere svarene ved at undersøge, hvordan landskabet så ud, og hvilke muligheder det tilbød. De tidlige spor efter mennesker ligger nogle steder mere eller mindre intakte under jordmasserne. Naturens kræfter og mennesket har dog sat markante aftryk i landskabet. Især er indgrebene dramatiske i København. I 1.000 år har byen udviklet sig. Først med byggerier og befæstning. Senest er karréøer som Teglholmen og Sluseholmen og helt nye bykvarterer vokset frem. Ældre kort fra 1700- og 1800-tallet viser et mere naturligt og varieret landskab end det, vi ser i dag – også selv om kortene ikke præcist gengiver forhistorien, det meget lange tidsrum indtil ca. år 1000, hvor der ikke var skriftlige kilder. Københavnsområdets forhistorie har længe stået i skyggen af senere perioder, hvor vi har skriftlige kilder til rådighed. Det er der flere årsager til. En er, at interessen for den historiske by har overskygget de spredte forhistoriske levn, men det er nok så væsentligt, at sporene efter de tidligste mennesker i København samlet set er flygtige og sjældne. Billedet af forhistorien er også langt mere fragmenteret i byen, end det er i resten af landet. Udfordringen er, at arkæologerne ikke selv kan bestemme, hvor der skal graves. Det er ikke muligt blot at lave en udgravning, hvor vi tror, at der er chance for at finde noget. Lovgivningen giver ikke arkæologer mulighed for at undersøge uden for det område, som anlægsarbejdet omfatter, hvilket i forvejen er 7
Ikke alle spor efter forhistorien er begravet under jorden i København. Her en gravhøj ved siden af moderne etagebyggeri på Bellahøj. Gravhøjen har ikke været udgravet og er beskyttet som fortidsminde i henhold til museumsloven. > Tomas Bertelsen
meget vanskeligt i en by. I stedet må vi nøjes med små, lejlighedsvise kig ned i undergrunden, når der laves ledningsarbejder til fjernvarme eller kloakering. Den arkæologiske aktivitet i den historiske bydel har været intens i de senere år. Fjernvarmenettet er blevet udskiftet, der er bygget metrostationer, og der er gravet ud til ny fundering af mange gamle bygninger. Det er imidlertid ikke altid, at anlægsarbejderne i Indre By når ned til de dybder, hvor der findes spor efter forhistorisk bebyggelse. Der er derfor i teorien større mulighed for at støde på fund fra den ældste forhistorie uden for Københavns gamle bykerne (afgrænset af Vester Voldgade, Stormgade, Vindebrogade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv, Gothersgade og Nørre Voldgade), hvor kulturlagene ikke er så tykke. Både i og uden for Indre By kan utydelige spor efter forhistorisk aktivitet dog nemt undslippe opmærksomheden. Det skyldes, at arkæologerne kan have svært ved at opdage aktivitetsspor i forsyningstraceer (til kabler og ledninger), hvor der i byen sjældent er mulighed for at bruge gravemaskiner. En mørk, udvasket plet i jorden efter en bortrådnet stolpe kan være en rest af et jernalderhus, men skrøbelige fortidsminder i jorden som stolpehuller og spor efter andre nedgravninger kan være svære at erkende i en smal og dyb fjernvarmegrøft. Allerede fra middelalderen (ca. 1000-1536) førte behovet for at kontrollere drikkevandsforsyningen til København til opstemninger af åløb og søer, og grænsen mellem de våde og tørre arealer blev trukket skarpere op. I 1800-tallet satte man for alvor ind med at dræne, da der skulle skaffes landbrugsjord og byggegrunde. Lavninger og vådområder blev fyldt op med affald og jord, der som en kappe skjulte variationerne i det småbakkede landskab. Især blev det oprindelige terræn i de lavtliggende, centrale dele af København udvisket ved opfyldning. Her udlagde man op til flere meter tykke lag af affald og bygningsrester, blandt andet fra de store brande i 1728, 1795 og 1807. Den største ændring af landskabet siden forhistorien er dog opfyldningen og udbygningen af kysten mellem Sjælland og Amager og indsnævringen af havneløbet til noget, der i dag mest minder om en flod gennem byen. Borte er alle synlige spor af de lave holme, der lå i farvandet mellem 8
↓ Vinterklædt bronzealdergravhøj i Bellahøjparken. De i alt fire høje på højdedraget er seværdige og ligger i en velholdt park med god udsigt over København. Tre af højene findes bag Restaurant Bellahøj, mens den fjerde ligger bag friluftsscenen. > Tomas Bertelsen
Sjælland og Amager – f.eks. er tre småholme ud for Gammel Strand vokset sammen til Slotsholmen. Konturerne af kystens naturlige forløb og resten af det oprindelige landskab kan derfor være vanskelige at få øje på. De vældige opfyldslag har til en vis grad beskyttet sporene efter forhistorisk bosættelse, men graveaktiviteten i byen betyder, at mange fortidsminder og oprindelige jordlag under den moderne overflade er erstattet af bygninger og forsyningsledninger. I den tidlige middelalder var det naturlige terræn endnu ikke dækket og beskyttet af de senere, vældige opfyldslag. Pløjning i det tynde muldlag og gravning af grave, kanaler, brønde og gruber til lertagning var derfor med til at ødelægge og sprede levnene fra forhistoriske bopladser. I middelalderen og århundrederne efter fortsatte man med at opgrave voldgrave og havnebassiner på Slotsholmen og omkring Indre By. Man begyndte også med tiden at grave større kældre til husene og dybere fundamenter, der skulle forhindre vægge i at synke. Enorme anlægsprojekter har i de senere år set dagens lys på Københavns havnefront og kysten nord og syd for byens centrum. Det gælder metroens Syd- og Nordhavnslinjer, Kronløbsøen i Nordhavn og store byggerier ved Dybbølsbro, Kalvebod Brygge og på Papirøen. Og ikke at forglemme parkeringsanlæg og skybrudsbassiner. Alle konstruktioner har dybe funderinger, som står på istidens kalkholdige og stærke ler. I de gigantiske byggegruber støder arkæologerne ikke kun på de tykke opfyldslag fra 1800og 1900-tallet, men ofte også på gamle aflejringer på den tidligere havbund. Andre steder har store projekter ved kysten ført til, at tidligere kulturlandskaber er blevet blotlagt. Ved inddæmning af det fladvandede område mellem Sjælland og Kalvebod Strand i 1940’erne (i dag kendt som Kalvebod Fælled) fandt arkæologer bopladser fra jægerstenalderen. Enkelte steder kan der stadig findes bearbejdet flint på den tørlagte havbund i Kalvebod Fælled og langs kysten ned til Kongelunden. Ved hjælp af geologiske boredata, udgravninger og geofysiske målinger kan der skabes en digital højdemodel, der viser terrænets variation med bakker og dale. På den måde kan man i en tredimensionel model visualisere, 9
Kerneøksen fra Ertebølle-kulturen er fremstillet af en flintkerne ved slag langs to kanter. Overfladen er omdannet og kridtagtig. Æggen er dannet ved et præcist slag fra siden. Kerneøkser var skæftet som tværøkser, og Ertebølle-folket udhulede deres stammebåde med kerneøkser. Fundet ved gravning i tørven i Grøndalsengen ved Grøndal Station omkring 1933. > Tomas Bertelsen
hvordan landskabet og kysten har forandret sig, og man kan genskabe forløbet af den forhistoriske kystlinje. Med de tusindvis af små målefikspunkter med oplysninger om lagenes tykkelse og karakter kan man endda lave digitale tværsnit gennem jordlagene under byen. I dag har vi derfor et relativt godt kendskab til de oprindelige terrænformer under byen. Arkæologisk materiale kan sammenføres med de digitale modeller og gøre vores viden om landskabet endnu mere præcis. Bopladserne i forhistorien var tilpasset terræn og havniveau, og de flyttede sig i landskabet, når det ændrede sig. Placeringen af daterede arkæologiske fund kan derfor validere og forbedre den digitale modellering af landskabet. Omvendt kan modellerne være med til at forudsige, hvor i landskabet det var attraktivt at slå sig ned, og hvor man kan forvente at finde levn af stenalderbopladser eller jernalderbebyggelse. 12
Enkeltfund og løsfund Enkeltfund er en enkelt arkæologisk genstand, som er fundet uden sammenhæng med andre fortidsminder eller anlæg. Derfor er enkeltfund almindeligvis ikke fra bopladser, men kan godt være en offernedlæggelse af en økse i en mose. Løsfund bruges ofte om enkeltfund, når der ikke er sikre oplysninger om de oprindelige fundforhold. Et løsfund kan godt have oplysninger om fundomstændighederne. Eksempelvis ved vi måske om en løsfunden flintøkse, at den blev fundet i 1930’erne på en mark og tilhørte en bestemt gård. Når løsfund dukker op, kan arkæologerne forsøge at rekonstruere fundstedet. Oftest findes enkeltfund og løsfund under jordarbejde.
Hvis man ser på et kort over forhistoriske fund i og omkring København, opdager man, at bopladserne og mange enkeltfund tilsyneladende klumper sig sammen på bestemte steder inden for kommunens grænser. Beboerne havde tydeligvis klare opfattelser af, hvor der var godt at bo. Folk slog sig ned på højdedragene ved Brønshøj, Bellahøj og Bispebjerg, vådområderne ved Utterslev Mose, Damhussøen og Lersøen og ved kysten, hvor der især var stenalderbopladser. Der er flere årsager til, at de her ligger ekstra tæt. I jægerstenalderen slog folk sig ned ved vandet, og i senere perioder ville de gerne bo i områder med god jord og adgang til græsningsarealer. Det endelige valg om bosted traf menneskene sikkert på baggrund af mange overvejelser og faktorer. Der skulle f.eks. være let adgang til ferskvand, mens de nok også helst ville undgå områder med masser af myg.
13
Jagten på forhistorien Nye teknikker har i de seneste 20 år revolutioneret arkæologien. Børster og spader er blevet suppleret med elektroniske måleinstrumenter og avancerede laboratorieanalyser. Fremskridt inden for geofysik, jordkemi og dna har åbnet for nye typer undersøgelser af menneskeskabte konstruktioner og genstande, og de har hjulpet arkæologerne til at forstå det hele bedre. Undersøgelserne udføres ikke af arkæologer, men af specialister og teknikere fra naturvidenskabelige discipliner. De nye naturvidenskabelige metoder er især vigtige, hvis der ikke findes genstande, som kan hjælpe arkæologerne. I stedet kan man indsamle jordprøver og analysere dem i et laboratorium. Mikroskopiske undersøgelser af jordprøver fra kulturlag og deres indhold af korn, frø, orme og parasitter fra dyr og mennesker kan give fingerpeg om, hvilke aktiviteter der er foregået. At kunne fastsætte alderen på hændelser og perioder er et vigtigt grundlag i arkæologien og historieskrivningen. Forskerne har mange metoder i værktøjskassen, når de skal datere arkæologiske fund, bl.a. typologi, stratigrafi, kulstof 14-analyse og årringsdatering. Kulstof 14-datering (eller 14 C) er nok den mest kendte dateringsmetode inden for arkæologien, og den hjælper arkæologer med at bestemme genstandes alder. Metoden tager udgangspunkt i, at alle levende organismer optager den radioaktive isotop 14C, så længe de lever. Når de dør, stopper optagelsen, og der begynder en jævn nedbrydning af det radioaktive 14C, som der derfor gradvist bliver mindre af. Halveringstiden for 14C er den tid, det tager, før den mængde kulstof, der oprindelig fandtes i en prøve, er halveret. Ved at måle, hvor meget 14C der er tilbage i organiske rester, bliver det derfor muligt at regne ud, hvor mange år der er gået siden organismens død. I Aksel Møllers Have på Frederiksberg blev der under anlægsarbejdet til Cityringen fundet bygkorn, som blev kulstof 14-dateret til 395-175 f.v.t. Dateringen af bygkornene til den ældre jernalder (500 f.v.t.-400 e.v.t.) ville aldrig have kunnet finde sted uden hjælp fra den naturvidenskabelige metode. Et andet vigtigt redskab for arkæologer er dendrokronologi. Metoden bygger på studiet af variationer i træers 14
vækstringe, som kan være tykke eller tynde afhængigt af de årlige variationer i klimaet. Mønstret i vækstringe i træer, der har vokset i det samme område, ligner derfor hinanden meget. I årtier er der målt tusindvis af prøver fra levende træer og træ fra historiske bygninger og arkæologiske genstande. Ud fra målingerne laves der for hvert stykke træ vækstringskurver, som kan sammenlignes og dateres. Hele materialet samles til grundkurver, som er baseret på et gennemsnit af bredden af vækstringe år for år. Grundkurverne benyttes ved datering af nye fund. Dendrokronologi bruges til at belyse, hvornår træer blev fældet – og endda ofte, hvor træerne oprindelig groede. I dag er der et godt tværvidenskabeligt samarbejde mellem arkæologer, specialister og institutioner. Men København var ligesom mange andre store byer i mange år uden anden arkæologisk betjening end sporadisk tilsyn fra Nationalmuseet. Derfor forsvandt mange arkæologiske fund, og væsentlig viden gik tabt. Der var dog også lyspunkter. Dedikerede amatørarkæologer opnåede et formidabelt kendskab til byens underjordiske kulturarv, og en betydelig del af vores arkæologiske viden bygger stadig på deres arbejde. I 1982 ansatte Københavns Bymuseum en arkæolog til at forvalte den arkæologiske udgravningsvirksomhed. Herefter gik det hurtigt fremad med de arkæologiske undersøgelser i byen, og der blev lidt efter lidt ansat flere fagfolk til at varetage det stigende antal opgaver. I dag er byarkæologerne godt rustet til at finde nye spor efter forhistorisk aktivitet. Især de seneste ti års arkæologiske undersøgelser har bragt nye spændende fund op til overfladen, eksempelvis spor efter flere stenalderbopladser midt i Københavns centrum. Fundene skyldes opgravninger i forbindelse med ledningsarbejder, etablering af stationer til Københavns Metro, nyopførelse af beboelsesejendomme, bygning af et nyt Frihedsmuseum ved Esplanaden og udvidelser af kældre. De mange nye spor bidrager til at sætte kød og kontekst på mennesker og deres liv i forhistorien. Vi har på den måde ikke blot fået væsentligt større viden om, hvordan landskabet så ud, da de første mennesker kom hertil, men også en større indsigt i, hvilke dele af landskabet mennesker flyttede til.
15
Bogen handler om forhistoriens mennesker i København. Med udgangspunkt i de arkæologiske fund fra Københavns og Frederiksberg Kommuner gives der for første gang et overblik over den 13.000 år lange periode fra de første spor af mennesker i Københavnsområdet til afslutningen af vikingetiden (ca. 750-1050). København var i forhistorien et markant anderledes sted, og man kan let blive nysgerrig efter at forstå forskellene. Hvordan så det oprindelige landskab omkring byen ud, efter at isen trak sig tilbage for 15.000 år siden? Hvem boede her, før byen voksede frem, og hvad trak mennesker til området? Var det et forhistorisk ingenmandsland, eller var der hektisk aktivitet? Under københavnernes tykke opfyldslag ligger det oprindelige landskab, som med terræn, jordbund og natur satte rammerne for den forhistoriske bebyggelse. Københavns geografiske placering og karakteren af landskabet var forudsætningerne for en handlingsmættet og turbulent kulturhistorie. Københavns geografi bød på kyst og indland, bakker og søer, frugtbare landbrugsjorder og våde strandengsarealer. For stenalderfolket var det desuden attraktivt, at landskabet gav gode muligheder for at finde flint. Bosættelserne ved Øresundskysten befandt sig i et transitområde, og via vandvejen kunne der udveksles ideer, mennesker og råvarer fra nord, syd og øst. Kildematerialet til forhistorien er uensartet og består af indberetninger til det nationale register Fund og Fortidsminder, optegnelser af fund i private samlinger, ældre indberetninger til Nationalmuseet og enkelte udgravningsrapporter fra nyere arkæologiske undersøgelser. Ufuldstændige er kilderne især fra bronzealderen (1.700500 f.v.t.) til og med vikingetiden, hvor der kun er enkelte oplysninger at trække på. Det skyldes først og fremmest topografiske forhold. Mens fund fra stenalderen til en vis grad ligger uforstyrrede under tykke tæpper af opfyld ved kysten, er mange spor efter bopladser fra den senere del af forhistorien længere inde i landet ødelagt af dyrkning og byggeri. Vi kender rundt regnet 300 forhistoriske fundlokaliteter fra Københavns Museums ansvarsområde, hvoraf de ca. 260 kan dateres til stenalderen. Selv om langt de fleste er enkeltfund og løsfund, rummer mange af genstan16
dene informationer om menneskers aktiviteter og færden i landskabet – uanset om de måske bare er blevet tabt. Også moderne københavnere efterlader løsfund: tomme flasker, rollespilsmønter, øreringe og udtjente cykler. De er alle vigtige aftryk af dagligdagen og kulturen i København. Det er fascinerende, at der i dag findes bevarede spor af vores tidlige forfædre i den københavnske undergrund. Sporene er fragmenterede, men det gør øvelsen med at indsamle data meget mere interessant. Med hjælp fra de naturvidenskabelige discipliner er det i dag muligt at nå langt videre med kildematerialet, end det var for en generation siden. Og udviklingen ser ud til at fortsætte, samtidig med at arkæologerne i højere grad end tidligere har mulighed for at opdage og registrere sporene efter fortidens mennesker, inden de forsvinder. Det er derfor vigtigt at have en grundfortælling om Københavns forhistoriske perioder, som der kan ændres i og bygges videre på.
17