En novembermorgen i 1922

Der er varmt i Kongernes Dal, selv om det er sent på året. Klipperne reflekterer solen og omdanner hele dalen til en naturlig ovn. Turister forlader deres hoteller i Luxor på Nilens østbred og krydser floden i en feluke, en lille sejlbåd. På Nilens vestbred fortsætter de til fods eller på æselryg. Kalkstensklipperne glimter orange og røde i morgensolens skær, mens de besøgende bevæger sig fra de grønne marker langs Nilens bred ad en tilsandet sti i bjergene og ind i selve Kongernes Dal.

Kun den knasende lyd af sand under tunge støvler forstyrrer dalens ro. Turisterne passerer Ramses 4.s grav – kongen, der i slutningen af Det Nye Rige (1550-1069 f.v.t.) tilkæmpede sig tronen under et paladskup mod sin far, Ramses 3. De fortsætter ind i dalen forbi graven med Ramses 2., der var kendt som Ramses den Store og regerede i over 60 år. Og nu kommer turisterne til et plateau, en naturlig gårdsplads, hvorfra wadierne (udtørrede flodlejer) udløber. Mod syd kan de se en gruppe mænd, kvinder og børn. Over dem er der et klippeudhæng, og over udhænget en

Den gyldne maske blev placeret over Tutankhamons hoved, da han var blevet lagt i sin grav. Masken er dekoreret med kulørt glas og lapis lazuli importeret fra Afghanistan.

En nov E mb E r morg E n i 1922

11

indgang til en grav, der tilhørte Ramses 5., men også var grav for hans efterfølger Ramses 6.

Gruppen af mennesker er egyptiske og europæiske arkæologer, der er i gang med at udgrave små stenhytter – bygget op imod en stejl klippevæg under udhænget. De simple hytter tilhørte håndværkere og kunstnere, der for over 3.000 år siden udgravede og dekorerede de kongelige grave. I hytterne kunne de slappe af, tage en lur i den skarpe middagssol, spise mad og grave amforaer med drikkevand ned for at holde den livgivende væske kølig.

De egyptiske udgravere er ved at fjerne hytternes kollapsede stenmure, og de bruger hakker og skovle til at skrabe i det kompakte lag af jord og sand, der udgør gulvet. Børn kommer løbende med vand til de tørstige arbejdere. Kvinder sidder i skyggen og sier jorden og sandet fra udgravningen. Med hurtige bevægelser samler de små perler, stykker af keramik og knogler fra sierne og lægger dem til side, så udgravningens leder kan inspicere dem senere.

Lederen af udgravningen er let genkendelig. I modsætning til de egyptiske arbejdere i deres gallabiyaer (kjortler) med tørklæder viklet om munden for at beskytte mod luftens tunge sky af støv og sand er han iklædt jakkesæt med vest og butterfly. Hans mørke hår er delt i en sideskilning, og han har et lille, velplejet overskæg. Han er i dyb samtale med Ahmed Gerigar, hans reis – arabisk for arbejdsleder. Den velklædte arkæolog med det lille overskæg hedder Howard Carter. I næsten 20 år har han gravet i det meste af Egypten. Siden 1914-1915 har han arbejdet i Kongernes Dal. Han har i årevis været overbevist om, at graven fra den relativt ukendte drengekonge ved navn Tutankhamon stadig kan findes. Han har sat sit professionelle ry ind på teorien. Og han har sat forholdet til sin mæcen, den britiske adelsmand lord Carnarvon, på spil.

12 JA g TE n PÅ TUTA n KHA mon

Allerede i 1914 havde den amerikanske arkæolog Theodore M. Davis ellers erklæret, at der ikke var flere kongelige grave i Kongernes Dal, og at flere arkæologiske udgravninger i dalen ville være spild af tid. Men ikke alle arkæologer delte Davis’ pessimisme. Heller ikke Carter. Davis havde under sin seneste ekspedition i Kongernes Dal fundet, hvad han mente var barnekongen Tutankhamons grav. Men ’graven’ var kun et lille hul i jorden med få fragmenter af stenvaser med Tutankhamons navn. Den uanseelige opdagelse fik Carter til sammen med yngre kolleger at gå i rette med Davis. Det var ikke barnekongens grav.

Omkring kl. 10 om formiddagen kalder en af Carters udgravere på briten. Carter og hans reis sætter sig på hug ved siden af klippevæggen og børster forsigtigt lidt sand væk fra den opdagelse, udgraveren netop har gjort. Det er trappetrin, udskåret i selve kalkstenen. De hører ikke til de primitive stenhytter, men fører nedad til en skakt gravet diagonalt ind i selve klippevæggen. Carter og hans udgravere bruger resten af dagen på at fjerne sand og sten, der fylder trappeskakten. Den næste morgen, den 5. november 1922, fortsætter de arbejdet.

Carter og hans mænd er så ivrige, at de bliver ved med at udgrave trappeskakten, indtil nattemørket falder på, og fuldmånen stiger over den østlige himmel. De første 12 trappetrin er blevet udgravet i løbet af dagen, og Carter kan nu se kanten af en tilmuret døråbning. Et segl var kort efter begravelsen blevet presset ind i den våde gips, som blokerer åbningen. Seglet viser sjakalguden Anubis, gravpladsernes vogter, der vejer den afdødes hjerte foran gudernes domstol.

Carter er nu sikker. Han har fundet det, han har drømt om, siden han kom til Egypten for 23 år siden: en kongelig grav.

Udgraverne kravler ud af den snævre skakt, som de igen fylder med sten og sand for at beskytte graven. Carter skynder sig

En nov E mb E r morg E n i 1922

13

tilbage til Luxor, og fra sit hotel sender han et telegram til lord Carnarvon i Storbritannien:

Har endelig gjort en vidunderlig opdagelse i dalen. En fantastisk grav med segl intakt. Har sikret den, til du ankommer. Tillykke.

I Kongernes Dal gemmer der sig dusinvis af kongelige grave. I kamrene udskåret af dalens gule kalksten blev Egyptens konger – og enkelte dronninger – stedt til hvile i Det Nye Rige. Præsterne forventede, at de kongelige mumier ville få lov til at hvile i fred i dalen i al evighed. I virkelighedens verden blev de fleste kongelige grave plyndret af de arbejdere, stenhuggere og malere, som

Kongernes Dal på den vestlige bred af Nilen ved den moderne by Luxor, som de gamle egyptere kaldte Theben. Dalens isolerede placering gjorde den til det perfekte sted for de kongelige grave i Egyptens Nye Rige.

14 JA g TE n PÅ TUTA n KHA mon

havde konstrueret gravene. De fleste grave blev fundet af lokale – eller europæiske – gravrøvere før det 20. århundrede.

Tutankhamon var ikke en vigtig eller imponerende konge. Overhovedet ikke. Han blev sat på tronen af sine rådgivere efter sin fars tidlige død – kun otte år gammel. Han regerede i ti år, før han selv døde, muligvis på grund af en ulykke og dårligt helbred. Men Carter og Carnarvon var ikke kun drevet af historisk interesse. De drømte også om de skatte, som kunne findes i en uopdaget grav. I begyndelsen af det 20. århundrede var alle udgravninger i Egypten stadig under et system, som arkæologer kalder partage. Museer eller private donorer kunne gøre krav på halvdelen af de arkæologiske fund. Fundene kunne lovligt eksporteres ud af Egypten og sælges til samlere og museer. En kongelig skat med rigelige mængder gulv, sølv og andet godt repræsenterede ikke kun en videnskabelig skat. Fundet kunne også gøre Carter rig – og Carnarvon endnu rigere.

En kongelig grav kunne indeholde tusindvis af skatte. Alt fra gyldne troner og andre møbler af eksotiske træsorter importeret af egypterne fra længere sydpå i Afrika til våben, beklædningsgenstande og stridsvogne. Carter og Carnarvon drømte om smykker af guld og lapis lazuli – måske endda tusindvis af figurer kaldet ushabtier, som den italienske opdagelsesrejsende Giovanni Belzoni havde fundet 100 år tidligere i en grav tilhørende Seti 1. En egyptisk konge kunne ikke ankomme til dødsriget som en fattig mand, så derfor havde Carter og Carnarvon al mulig grund til at forvente, at en uopdaget og urørt kongegrav ville indeholde nok arkæologiske fund til at holde dem begge beskæftiget resten af livet, og som de også kunne sælge for millioner, hvis de ønskede det.

En nov E mb E r morg E n i 1922

15