Børns mentale sundhed

170 mm

De har ondt i maven, sover dårligt, ryster, har svært ved at få vejret eller har måske ikke lyst til at komme i skole. Denne bog giver en nem og forståelig forklaring på de fysiologiske fodspor, et presset nervesystem sætter i kroppen. Der er særligt fokus på børn med angst, autisme og ADHD, og hvordan de voksne, der omgiver barnet, kan berolige det ophedede barnesind.

PERNILLE THOMSEN

Flere og flere børn og unge oplever et nervesystem på overarbejde.

6,1

170 mm

PERNILLE THOMSEN

Hippocampus – der betyder søhest på græsk – er et af de helt centrale områder i hjernen. Den er bl.a. ansvarlig for følelsesmæssig hukommelse og regulering. Hvis børn og unge udsættes for stress over tid, begynder søhesten (hippocampus) at fungere dårligere, og i værste fald skrumper den. Ved at nedsætte presset på nervesystemet gennem bl.a. fysisk aktivitet kan den komme til at vokse igen.

240 mm

Bogen henvender sig til forældre, lærere, pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere, læger, psykologer og alle andre, der gerne vil have indsigt i, hvad et overbelastet nervesystem gør ved et barn.

Pernille Thomsen (f. 1967) er socialpædiatrisk fysioterapeut, master i sundhedspædagogik og ekstern lektor ved fysioterapeutuddannelsen. Pernille arbejder til daglig på egen klinik, hvor der kommer børn med bl.a. stress, autisme, ADHD, angst og spiseforstyrrelser. Sammen med psykolog Charlotte Bjerregaard er hun forfatter til bestselleren Du skal HUSKE at FODRE din SØHEST (2017), og hun underviser pædagoger, lærere m.fl., bl.a. på børnestress-vejlederuddannelsen, i den biopsykosociale tilgang til mental sundhed.

Illustreret med tegninger af Thomas Hjorthaab.

9

788712

068679

Gads Forlag

BØRNS MENTALE SUNDHED NÅR NERVESYSTEMET ER PÅ OVERARBEJDE

PERNILLE THOMSEN

BØRNS MENTALE SUNDHED NÅR NERVESYSTEMET ER PÅ OVERARBEJDE

Illustreret af Thomas Hjorthaab

GADS FORLAG

Børns mentale sundhed – når nervesystemet er på overarbejde Af Pernille Thomsen

© Forfatteren og Gads Forlag 2022 www.gad.dk

1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06943-0 Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal Tekstredaktion: Ursula Maegaard Illustrationer: Thomas Hjorthaab Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse: LYMI DTP Service

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Nye bøger fra Gads Forlag Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og LinkedIn.

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord

7

Indledning

10

Psykosomatik

13

Kroppens maskinrum 16

Det sympatiske nervesystem 17 HPA-aksen 18 Stress kan både komme udefra og indefra 19 Fight, flight, faint, freeze ... or please 20 Det parasympatiske nervesystem 21

Hjernen og dens beboere 24

Sorteringscentralen 29 Sanseindtryk kan komme udefra og indefra 33 Interoception 33 Striatum 35 Mavefornemmelser – når kroppen er med til at tage beslutninger 36

Spejlneuroner

38

Sådan kan vi hjælpe et overbelastet barn

43

Søhestemad – en bio-psyko-social indsats 44 Fysisk aktivitet 45 BDNF 45 Endorfin 46 Noradrenalin 46 Dopamin 46

Serotonin 47 Acetylcholin 47 GABA og glutamat 47 Oxytocin 47 Fysisk aktivitet og signalstoffer 48 Berøring 48 Vejrtrækning 49 Sådan kan vi hjælpe børn i paniksituationer 50 Sådan kan vi hjælpe børn – når det gør ondt i maven 52

Særlige problemstillinger Angst og ængstelighed

56

57

Angst – i et neurofysiologisk perspektiv 60 Håndtering af angst 63 Sådan føles adrenalin i kroppen 64 Akut hjælp 64 Forebyggelse 66

Autisme-spektret

68

Autisme – i et neurofysiologisk perspektiv 71 Områder i hjernen, der har betydning for autisme-spektret 72 Sådan kan vi hjælpe børn med autisme 75

ADHD

77

ADHD – i et neurofysiologisk perspektiv 79 Sådan kan vi hjælpe børn med ADHD 81

Skolevægring – i et fysio­terapeutisk perspektiv

84

Om at være forældre til et barn med et overbelastet nervesystem Afsluttende bemærkninger Litteraturliste

93

91

88

FORORD Jeg har skrevet denne bog, da jeg selv har manglet den i mit arbejde som fysioterapeut, hvor jeg primært arbejder med børn med overbelastede nervesystemer I 2013 blev jeg kontaktet af børnepsykolog Charlotte Bjerregaard, der henvendte sig, da hun oplevede flere og flere børn med psyko­ somatiske udfordringer – ondt i maven, dårlig søvn, indre uro, kvalme, hovedpine osv. Børnene orkede ikke at tale mere om det eller havde måske ikke ord for, hvad der var på spil i kroppen. De kunne bare mærke, at de havde det rigtigt skidt.

I 2013 talte man ikke særlig meget om børn og stress. Faktisk var der nogen, der mente, at Charlotte og jeg tog alt for tunge skyts i brug, da vi italesatte, at vi så flere og flere børn med symptomer på stress. Men det var det, vi oplevede. Når vi listede alle symptomerne op, var det umiskendeligt et billede af stress-symptomer, der tegnede sig. Havde det været en voksen, der var kommet med disse symptomer, ville der ikke have været tvivl. Den voksne var formentlig blevet anbefalet at tage en sygemelding.

Når børnene sagde, at de havde ondt i maven, blev de ofte sendt i skole alligevel med en kærlig og velmenende besked om, at “det går nok over om lidt”. Men det gik ikke over …

Og det er de symptomer, denne bog handler om. De fysiologiske fodspor, et presset nervesystem sætter i kroppen. De neurofysiologiske forklaringer på, hvorfor dit barn måske ikke kan sove om natten,

–7–

har ondt i maven, føler indre uro eller hurtigere og hurtigere bliver ked af det.

Alle børn kan opleve, at deres nervesystem er på hårdt arbejde. Det gør ikke noget, hvis det bare er i kortere perioder: spænding i forhold til en håndboldkamp, nervøsitet over en eksamen, spænding inden fødselsdagen, uro efter et skænderi. Det, vi mærker, er det sympatiske nervesystem, der sender adrenalin ud i kroppen og tænder op under alle organer. Men det må ikke føles sådan i kroppen hele tiden. Der skal være pauser. Pauser, hvor vi slukker for det sympatiske nervesystem og triller ind i det parasympatiske nervesystem, dvs. vores ro og hvile-system.

Børn med diagnoser er en særligt stor del af min praksis. På min klinik i Bagsværd ser jeg børn med ADHD, autisme, angst, funktionelle lidelser, Tourette, OCD og spiseforstyrrelser.

Disse børn er særligt udsatte, når det handler om at have et sympatisk nervesystem, der kører alt for stærkt.

Den første del af bogen handler om psykosomatik og om, hvordan psyke og soma (dvs. kroppen) hænger neurofysiologisk sammen.

Den handler således om hjernens opbygning og om den del af nerve­ systemet, vi ikke selv kan kontrollere – det autonome nervesystem – og den giver forslag til, hvordan et uroligt nervesystem kan bringes i ro.

Den sidste del af bogen er tilegnet forskellige diagnoser: ADHD, angst og autisme. Her vil jeg søge at gennemgå den neurofysiologi, der er interessant for diagnoserne, beskrive de områder, der er udfordret, og fremlægge mine anskuelser som fysioterapeut på, hvilke muligheder der er for at hjælpe børn med diagnoser Et af de symptomer, der er gældende for stort set alle de børn, jeg ser, er ondt i maven. Derfor er der et afsnit, der kun handler om ondt i maven, om hvordan psyke og soma påvirker mave-tarm-funktionen, og hvad der evt. kan gøres ved det. Jeg kommer ikke ind på kost, da det er et stort emne for sig selv, og det er der mange, der har skrevet fine bøger om.

–8–

Afslutningsvis er der et afsnit om skolevægring i et fysioterapeutisk perspektiv samt et afsnit, der giver et neurofysiologisk perspektiv på de udfordringer, der kan ligge i at være forældre til et barn i mistrivsel. Det handler bl.a. om, at vi let kan komme til at spejle hinandens følelser, uro og frustrationer, men at det også kan gå den anden vej, hvor forældrenes rolige nervesystem spejler sig ind i barnet.

Dette er ikke en akademisk bog, men en bog, der søger at beskrive en meget kompleks neurofysiologi i et sprog, der er forståeligt for alle, vel vidende at der forsvinder dybde og nuancer, når kompleksiteten reduceres. Bagerst i bogen findes en litteraturliste til dem, der ønsker at gå mere i dybden med den fascinerende neurofysiologi.

I mit arbejde som fysioterapeut søger jeg at arbejde med et biopsyko-­socialt fokus. Det betyder, at et barns mentale sundhed forstås i et samspil af flere faktorer, der alle skal adresseres og medtænkes.

Dels er barnets nervesystem påvirket af dets sociale kontekst som fx skole, familie, vennekreds m.m. Derudover spiller en række psykologiske faktorer ind, fx barnets selvværd, selvtillid, modstandsdygtighed m.m. Og endelig kan de påvirkninger, der stresser et barn, starte en proces i nogle af nervesystemets biologiske markører, hvor bl.a. en forhøjet aktivitet i det sympatiske nervesystem vil medføre en række neurofysiologiske konsekvenser.

Mit fokus er primært den biologiske del, hvilket betyder, at min arbejdsopgave retter sig mod at arbejde med barnets krop og nervesystem gennem fysisk aktivitet, berøring og vejrtrækninger. Men barnekroppen påvirkes altid af den sociale kontekst, barnet er i. Derfor holder jeg sideløbende altid et meget skarpt blik på de psyko­ sociale konsekvenser for barnet i et tæt samarbejde med psykologer, lærere, pædagoger og ikke mindst forældre.

Lad os komme i gang med at forstå, hvad der sker i barnekroppen, når nervesystemet er overophedet.

–9–

INDLEDNING Stress er en tilstand, hvor nervesystemet er overaktivt i en længere periode. Stress mærkes fysisk i kroppen, fordi der udskilles adrenalin og noradrenalin. Det betyder, at vi får hjertebanken, trækker vejret overfladisk, ryster, sveder og mister overblikket. Måske får vi ondt i maven, ondt i kroppen, ondt i hovedet, sover dårligt om natten, kommer til at blive hurtigt vrede eller hurtig kede af det.

Alle disse symptomer kan forklares gennem nervesystemets aktivitet.

Der er rigtig mange måder at forstå og tackle stress på. Denne bog fokuserer på den naturvidenskabelige tilgang til nervesystemet med et særligt fokus på børn og unge.

Når vi opnår en god forståelse for vores egen fysiologi og årsagerne til, at kroppen føles, som den gør, kan det være et godt afsæt for at komme frem til, hvordan vi kan gøre noget anderledes.

Hvis vi fx har forstuvet anklen, så forstår vi, at den er hævet, rød og øm. Vi forstår, at der er nogle ledbånd og andet væv, der er beskadiget, og at vi i en periode skal belaste den mindre. Vi skal stadig gå på den, men måske aflaste med krykker eller anden støtte. Når hævelsen falder, kan vi begynde at gå mere, måske løbe lidt og efterhånden vende tilbage til normal funktion.

Det er det samme med nervesystemet. Når det er blevet overbelastet over tid, vil det ændre funktion. Adrenalin og noradrenalin mærkes tydeligt i kroppen, kortisol begynder at påvirke hjernen, den nedsatte blodtilførsel til dele af hjernen og mave-tarm-systemet på– 10 –

virker vores evne til at overskue hverdagen og giver os ondt i maven.

Søvnen er dårlig, og måske har vi bare lyst til at stikke af fra det hele.

Det er neurotransmittere og hormoner, der får dig til at føle det sådan. Ligesom med den ømme ankel kan man sige, at nervesystemet er “forstuvet”. Nervesystemet har brug for at blive aflastet. Jeg forklarede dette til en 11-årig dreng, hvortil han sagde: “Så det er lige som om, mit nervesystem er brækket?” På den måde var det meget lettere for ham at forstå, hvorfor han havde brug for at finde ro.

For at nå ind til årsagen til denne ‘forstuvede’ tilstand i nervesystemet, skal vi finde ud af, hvad det er, der tænder for nervesystemets forsvarsværker. Hos barnet er det måske konflikter i skolen, mobning, forventninger, for mange fritidsaktiviteter, forældrenes skilsmisse, flytning, sygdom i nærmeste familie eller andet. Vi vok­ sne skal sammen med barnet finde ud af, hvad der sætter systemet i alarmberedskab, og hvordan vi kan reducere den belastning.

Og så skal vi i gang med genoptræning. Her skal vi arbejde med neurotransmittere og hormoner. Fysisk aktivitet – på den sjove måde, hvor pulsen kommer op – frigiver neurotransmitterne endorfin, serotonin og dopamin, der får os til at føle os i godt humør. Derudover frigives der BDNF (brain-derived neurotrophic factor), som er en nervevækstfaktor, der beskytter de eksisterende celler i hjernen, og som er med til at danne nye hjerneceller. Det er simpelthen gødning til hjernen.

Vi skal også arbejde med berøring, fordi berøring beroliger et uroligt nervesystem. Når vi får trykmassage eller bliver pakket ind i tykke dyner, frigives der både oxytocin og serotonin. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet og får os til at føle os godt tilpas. Serotonin er det samme, som der er i antidepressiv medicin. Så vi har vores helt eget apotek indeni.

Vi skal også lære at trække vejret, fordi forskning viser, at vejrtrækningsøvelser er effektivt, når vi skal stoppe et galopperende nervesystem.

I denne bog får du nogle forklaringer på, hvad der sker i barnets nervesystem, når der er alt for meget tryk på. Du får også forslag til, hvordan du kan hjælpe barnet, så der kommer mere ro på.

– 11 –

Det er vigtigt at have i fokus, at alle relevante voksne skal på banen, hvis et barn er grebet af angst, stress og uro. Det gælder selvfølgelig forældre, lærere og pædagoger, som er de mennesker, der er tættest på barnet. Men der er også mange andre muligheder: Sundhedsplejersken har viden om barnets sundhed. Socialrådgiveren kan hjælpe med de kommunale forhold, såsom økonomisk støtte til behandling, skoleskift, ekstra pædagogisk støtte, kørselsordninger m.m. Måske er det også godt at tale med en børne-/familiepsykolog.

Og fysioterapeuter og ergoterapeuter kan hjælpe med den kropslige del. Skal et barn i krise hjælpes, må alle professionerne stå sammen og gøre det bedste, de kan. Det kaldes at have en bio-psyko-social tilgang i det tværprofessionelle samarbejde.

– 12 –

PSYKOSOMATIK Begrebet psykosomatik er sammensat af to ord, der begge kommer fra græsk: psyke og soma. “Psyke” er det, vi oplever, tænker, bekymrer os om, forestiller os osv. “Soma” betyder legeme/krop og bruges til at beskrive den legemlige manifestering af sygdom.

Psykosomatik kommer derved til at handle om, hvorledes psykiske oplevelser legemliggøres fysisk i kroppen. Der er en helt naturlig og direkte forbindelse mellem det, vi oplever, og hvordan kroppen reagerer på det.

Forstil dig, at du står ude foran eksamenslokalets dør og skal til at gå ind. Prøv at mærke, hvad der sker i din krop. Hjertet banker hurtigere, hænderne ryster lidt, du sveder, er lidt tør i munden, har måske lidt kvalme, svært ved at trække vejret. Måske du inden da har sovet lidt dårligt og været gentagne gange på toilettet. Tankerne og det, vi forestiller os omkring det at gå til eksamen, udløser en kaskade af neurotransmittere og hormoner i din krop. Særligt er adrenalin og noradrenalin på spil i en eksamenssituation.

Det kan også være, at du skal møde din nye kæreste. Du glæder dig helt utrolig meget, hjertet banker af sted, og du føler “sommerfugle” i maven. Faktisk er det stadig de samme mekanismer i nervesystemet, der er i gang. Forskellen er bare, at der også frigives dopamin i hjernen, når der er en forventning om noget, der er godt og dejligt– og så bliver oplevelsen skøn og forventningsfuld, samtidig med at den er nervepirrende.

– 13 –

Den psykosomatiske sammenhæng mellem på den ene side vores oplevelser, tanker, bekymringer og på den anden side kroppens reaktioner er blevet anskuet på mange måder gennem tiden. I denne bog lægges fokus på, hvad der sker rent neurofysiologisk – i et letforståeligt sprog. Det betyder ikke, at man ikke også kan anskue psykosomatik på mange andre måder, fx i et mere filosofisk, sociologisk eller teologisk perspektiv. Der er mange gode forklaringsmetoder.

Børn og voksnes nervesystemer er opbygget på samme måde. Forskellen er blot, at vi først er helt færdigudviklet i både hjerne og nervesystem, når vi er 25. Hjernens udvikling har bl.a. stor betydning for, hvordan vi kobler vores tanker på de ting, vi oplever. Den har også stor betydning for, hvordan vi håndterer stress.

Frontallapperne – der, hvor vi tænker os om – er noget af det sidste, der modnes. Umodne frontallapper kan have vanskeligt ved at overskue flere informationer ad gangen. Oplever barnet noget, der virker skræmmende, kan det ikke berolige sig selv lige så godt, som hvis det var en voksen. Derfor skal børn fx ikke se uhyggelige film eller nyheder fra katastrofeområder uden en voksen. Det er også fornuftigt at overveje, hvorvidt barnet overhovedet bør se noget, der er uhyggeligt eller skræmmende. Voksne kan forholde sig mere nøgternt til en gyserfilm og bruge deres frontallapper til at forklare den krop, der bliver bange for en uhyggelig klovn, at “det er jo bare en film, og ham skuespilleren har jeg set i en anden serie forleden dag”.

Børn ser, mærker og oplever uden det filter, frontallapperne giver os. Alle de sensoriske indtryk kan derfor samles til en skræmmende oplevelse.

Når vi samler sensoriske inputs – lyd, lys, lugt, smag osv. – kobler vi det sammen til en samlet oplevelse. Dette kaldes perception. Når barnet ser den uhyggelige klovn og hører de skræmmende lyde, går det ind i en samlet oplevelse, der gør, at barnekroppen bliver helt naturligt bange. Amygdala – hjernens alarmcentral – sætter gang i en hel kaskade i nervesystemet, så adrenalin og noradrenalin ræser rundt i systemet. Selv når filmen er færdig, forestiller barnet sig alt muligt uhyggeligt og kan ikke berolige nervesystemet med sin fornuft.

– 14 –

Denne sammenhæng mellem det, vi oplever (vores tanker og bekymringer), og måden, hvorpå det sætter gang i hele nervesystemet, skal vi se nærmere på.

Når vi kender vores eget nervesystem og ved, hvordan vi reagerer i forskellige situationer, kan vi også bedre berolige nervesystemet og bevare overblikket. Derfor har vi en god mulighed for at hjælpe børnene videre, når vi som voksne kan forklare børnene om deres nervesystem og fortælle dem, hvorfor de “brænder helt sammen” eller sidder og ryster i et hjørne.

Det er dog vigtigt at påpege, at det også her er ligesom med alt andet i kroppen. Vi fødes med forskellige forudsætninger – det gælder også nervesystemet og kaldes neurodiversitet. Vi fødes som udgangspunkt med de samme byggeklodser, men de er ikke altid lige store. Derudover påvirkes den måde, hjernens områder taler sammen på, både af vores genetiske arvemasse og af vores sociale arv og miljø. Vi kunne ikke være mere forskellige – og derfor oplever vi og mærker verden forskelligt.

– 15 –