Ingen udvej

Af samme forfatter: Familiens synder Skjult

Ingen udvej_TRYK.indd 2

06.01.2021 13.42

Cara Hunter

Ingen udvej PÃ¥ dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Ingen udvej_TRYK.indd 3

06.01.2021 13.42

Ingen udvej er oversat fra engelsk efter No Way Out Copyright © Cara Hunter, 2019 Dansk udgave: copyright © Gads Forlag, 2021 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook ISBN 978-87-12-05986-8 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.gad.dk

Ingen udvej_TRYK.indd 4

06.01.2021 13.42

Jeg kan ikke fordrage julen. Som barn var jeg sikkert glad for den, men det husker jeg ikke. Så snart jeg var gammel nok, gik jeg en tur bare for at komme ud af huset. Jeg havde aldrig nogen steder at gå hen, men bare det at strejfe rundt på må og få var bedre end at sidde og glo på hinanden i stuen eller blive udsat for den raffinerede tortur, som julens tv bød på. Og jo ældre jeg bliver, desto mere hader jeg denne tid på året. Juletingeltangel i glade farver fra slutningen af oktober til langt efter nytår. Du kommer til at skifte mening, når du får børn, sagde folk. Julen er magisk, når man selv har børn. Og det var rigtigt. Da vi havde Jake, var julen magisk. Jeg husker, at han lavede den mest fantastiske papirjulepynt helt alene – omhyggelige og detaljerede udklip af rensdyr, snemænd og isbjørne. Og vi hængte kristtjørn op, lagde appelsiner i store julestrømper og pyntede op i haven med lyskæder. Jeg husker, at det faktisk sneede et år, og at han sad ved vinduet på sit værelse og var fuldstændig tryllebundet af synet af de store snefnug, der dalede langsomt og fjerlet gennem luften. Så jo, det var magisk. Men hvad sker der, når man har mistet det barn, der gjorde det hele magisk – hvordan bliver det så? Det hører man aldrig om. Ingen fortæller en, hvordan man kommer igennem den efterfølgende jul – eller den næste eller den bagefter. Der er selvfølgelig altid arbejdet. For mit vedkommende i det mindste. Men julen er en møgtid for politiet. Der sker en

5

Ingen udvej_TRYK.indd 5

06.01.2021 13.42

stigning i så godt som al kriminalitet. Tyverier, husspektakler, gadeuorden. Det hører for det meste til småtingsafdelingen, men det giver alligevel en fandens masse papirarbejde. Folk drikker for meget, har for meget fritid og sidder lårene af dem, som de burde elske, så de til sidst opdager, at det gør de faktisk ikke. Og derudover vil alle gerne have fri, så vi er altid underbemandede i julen. Det er alt sammen en meget lang forklaring på, at jeg står i et iskoldt køkken klokken lidt over halv seks om morgenen på den sidste døde dag i juleferien og kigger ud i mørket, mens jeg lytter til nyhederne i radioen og venter på, at vandet koger. Køkkenvasken er fyldt med beskidte tallerkener, fordi jeg ikke gider tømme opvaskemaskinen, skraldespandene er proppede til randen, fordi jeg havde overset, at der er andre afhentningsdage i julen, og kompostbeholderen er blevet væltet ud over havegangen, muligvis af naboens kat, men nok snarere af den ræv, som jeg på det seneste har set luske rundt i haven midt om natten. Og jeg vil snart forklare, hvorfor jeg har været oppe på et så ukristeligt tidspunkt. Nyhederne afløses af Dagens bøn, og jeg slukker for radioen. Gud er ikke lige mig – i hvert fald på den her tid af døgnet. Jeg finder min mobil frem, tøver et øjeblik og ringer så op. Og ja, jeg ved godt, det er klokken lort om morgen, men jeg tror ikke, at jeg vækker hende. Hun slukker sin telefon om natten – som normale mennesker jo gør. Jeg hører den ringe fire gange, et klik og derefter den halvkunstige kvindestemme, som oplyser mig om, at den, jeg ringer til, ikke kan tage telefonen i øjeblikket. Og så kommer bippet. “Alex, det er mig. Det er ikke noget vigtigt. Jeg ville bare sikre mig, at du har det godt. At det hjælper … at få lidt tid til at tænke, mener jeg. Som du sagde.”

6

Ingen udvej_TRYK.indd 6

06.01.2021 13.42

Hvordan kan det være, at ellers intelligente mennesker kommer til at lyde som lallende idioter, når de taler til en telefonsvarer? På køkkenbordet er der en klistret mørk plet, som jeg ikke mener at have set før. Jeg kratter i den med tommelfingerneglen. “Hils din søster fra mig.” En pause. “Det var vist det hele. Bare ring, okay?” Jeg lytter til tavsheden. Jeg ved godt, det er ønsketænkning, men jeg håber alligevel, at hun lytter og vil tage telefonen. “Jeg savner dig.” Jeg elsker dig. Det var det, jeg burde have sagt. Men det gjorde jeg ikke. Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvornår jeg talte med hende sidst. For en uge siden? Længere. Det var vist dagen efter anden juledag. Jeg havde håbet, at nytåret ville lave om på tingene. At vi kunne lægge det hele bag os, som om en vilkårlig beslutning om at tælle årets dage forfra kunne lave den mindste smule om på, hvordan hun føler. Hvordan jeg føler. Vandet koger, og jeg kigger i skabet efter noget kaffe. Der er ikke andet tilbage end et glas billig pulverkaffe, som Alex har stående, så hun har noget at byde håndværkere. Vi løb tør for de smarte kapsler for flere dage siden. Det var Alex, der ville have den fine maskine, men der er nu godt spark i det billige stads, og jeg har lige skænket mig en ny kop, da telefonen ringer. “Alex?” “Nej, chef. Det er mig. Gislingham.” Jeg kan mærke, at jeg rødmer. Lød det lige så desperat i hans ører som i mine? “Hvad sker der, Gislingham?” “Du må undskylde, jeg ringer så tidligt, chef. Jeg er på Southey Road. Der opstod en brand her i nat. Brandvæsenet er stadig i gang med at bekæmpe den.” “Nogen døde?”

7

Ingen udvej_TRYK.indd 7

06.01.2021 13.42

Men jeg kender allerede svaret. Gislingham ville ikke ringe til mig så tidligt om morgenen, medmindre der var omkomne. Jeg hører ham tage en dyb indånding. “Kun én indtil videre, chef. Et lille barn. Der er også en større dreng, men ham nåede de at få ud. Han er i live – kun lige. Han er blevet kørt på John Radcliffe Hospital.” “Har man fundet forældrene?” “Ikke endnu.” “Pis.” “Det må du nok sige. Det prøver vi at holde for os selv, men det er kun et spørgsmål om tid, før medierne får nys om det. Jeg er ked af at hive dig ud af sengen, men jeg synes, du burde komme herhen …” “Jeg var allerede oppe. Og jeg er på vej.”

*** På Southey Road stikker Gislingham telefonen i lommen igen. Han var i syv sind om, hvorvidt han skulle ringe. Han ville aldrig drømme om at sige det højt og skammer sig over bare at tænke det, men Fawley har været ved siden af sig selv på det seneste. Han har ikke kun været opfarende, men også virket adspredt og åndsfraværende. Han var ikke med til julefrokosten på politistationen, men eftersom han altid siger, at han hader julen, behøver man ikke lægge noget i det. På den anden side går der rygter om, at hans kone har forladt ham, og at dømme efter, hvor dårligt strøget hans tøj er, kan det sagtens være tilfældet. Gislinghams egen skjorte ser heller ikke ligefrem knivskarp ud, men det gør hans skjorter nu aldrig, for han

8

Ingen udvej_TRYK.indd 8

06.01.2021 13.42

stryger dem selv. Han har stadig ikke fået styr på, hvordan man ordner kraverne. Han vender sig om og går hen ad indkørslen mod huset. Der er kun små flammer nu, men brandmænd i røgdykkerudstyr sprøjter stadig vand ind gennem vinduerne, og store, tykke røgskyer bølger op i den mørke himmel. Luften er fyldt med sod og lugten af brændt plastic. Indsatslederen kommer hen mod ham. Perlegruset knaser under hans støvler. “Jeg er så godt som sikker på, det er en påsat brand, men det varer lidt, før brandefterforskerne kan rykke ind. Den ser ud til at være opstået i stuen, men taget er styrtet helt sammen, så jeg vil ikke lægge hovedet på blokken.” “Så der kan være flere døde?” “Måske. Men tre etager er styrtet sammen i den ene side, og det er ikke godt at vide, hvor lang tid det tager at lede brokkerne igennem.” Han tager hjelmen af og tørrer sig over panden med håndryggen. “Har du hørt noget om, hvordan det går med drengen?” “Ikke endnu. En af mine kolleger tog med i ambulancen. Jeg giver dig besked, hvis jeg hører noget.” Brandmanden skærer ansigt. Han er gammel i gårde og kender drengens chancer. Han tager en slurk vand. “Hvor er Quinn – på ferie?” Gislingham ryster på hovedet. “Det her er min sag. Jeg er fungerende kriminalassistent.” Indsatslederen hæver et øjenbryn. “Jeg hørte godt nok, at Quinn fik ørerne i maskinen, men jeg troede ikke, det var så slemt.” Gislingham trækker på skuldrene. “Det skal jeg ikke kunne sige.”

9

Ingen udvej_TRYK.indd 9

06.01.2021 13.42

Brandmanden kigger på ham et øjeblik i det flakkende blå udrykningslys. “Det tager lidt tid at vænne sig til det, ikke?” siger han til sidst. “At have ansvar.” Så smider han vandflasken og klapper Gislingham på skulderen, da han går hen mod brandbilen. “Bare kast dig ud i det, makker. Du er nødt til at gribe chancen. Ingen andre gør det for dig.” Det var i store træk det samme, som Gislinghams kone sagde, da han fortalte hende om sin midlertidige forfremmelse. Desuden ligger Quinn, som han har redt, og de har brug for de ekstra penge, nu hvor Billy bliver større. Og hvad skylder han egentlig Quinn? Et spørgsmål, som han (meget fornuftigt) er kommet frem til, er rent retorisk. Han kigger sig omkring et øjeblik og går så hen mod betjenten, der står på den anden side af afspærringsbåndet. Folk står ude på vejen og kigger på, men det er koldt og tidligt, så der er kun nogle få. Men Gislingham genkender en journalist fra Oxford Mail, der de seneste ti minutter har forsøgt at fange hans opmærksomhed – uden held. Han henvender sig til betjenten. “Er de begyndt at stemme dørklokker?” “De er lige gået i gang, chef. Det lykkedes os at skaffe tre betjente. Det er ikke meget, men …” “Ja, jeg ved det godt. Alle er på ferie.” En bil standser foran huset, og personen, der stiger ud, viser hurtigt og myndigt sin politilegitimation. Gislingham tager en dyb indånding. Det er Quinns bil.

***

10

Ingen udvej_TRYK.indd 10

06.01.2021 13.42

Oxford Mail Online Torsdag 4. januar 2018, sidst opdateret klokken 8.18

Dødsbrand i Oxford En treårig dreng omkom, da et herskabshus på Southey Road gik op i flammer i nat. Årsagen til branden er stadig ukendt, men Oxfordshire Brandvæsen arbejder tæt med politiets teknikere for at finde ud af, hvordan den opstod. En anden dreng – den treåriges storebror ifølge naboerne – blev kørt til John Radcliffe Hospital, formentlig med røgforgiftning. Brandvæsenet rykkede ud til huset kort før klokken et i nat, da en nabo så flammer i et vindue i stueetagen. Stationschef på Rewley Road Brandstation, Patrick Moreton, sagde, at branden var meget voldsom, da de nåede frem, og det tog dem over fire timer at få den under kontrol. Han sagde, at det var alt for tidligt til at sige noget om, hvorvidt let antændelig julepynt kan have været årsag til branden, men han tilføjede dog: “Det her tjener som en vigtig påmindelse om, at man bør tage sine forholdsregler, når man bruger levende lys og brandfarlig pynt såsom flitterstads, og at man bør afprøve sine røgalarmer mindst én gang om ugen.”

15-årig dreng anholdt efter knivstikkeri i Blackbird Leys En teenager afhøres af politiet, efter at Damien Parry, 16 år, blev stukket ihjel nytårsaften … /mere Forsinkelser i trafikken må påregnes, da der vil falde mere sne i næste uge Met Office har udsendt et gult vejrvarsel, eftersom en koldfront fra Sibirien rammer landet i næste uge … /mere Byrådet præsenterer nye tiltag for at mindske luftforureningen i Oxford Byrådet i Oxford iværksætter en banebrydende plan for at begrænse dieseludledning i boligområder … /mere Oxford United besejrer MK Dons 3-1 Thomas, van Kessel og Obika scorede hjemmeholdets mål i en intens kamp … /mere

Thames Valley Politi ønsker ikke at oplyse, om de to børn var alene i huset.

65 kommentarer Janeelliottcornwallis Har jeg misforstået noget, eller var ingen af forældrene i huset? Lod de børnene være alene hjemme – i den alder? Jeg mangler ord.

11

Ingen udvej_TRYK.indd 11

06.01.2021 13.42

111chris_the_bliss De var sikkert ude at drikke sig stive et sted. Folk fra den slags rigmandsghettoer tænker kun på pomerolvine og Porscher – og på sig selv. ernest_payne_gardener22 Jeg gik forbi huset for en time siden – den ene side er styrtet fuldstændig sammen. Der kan sagtens være flere døde. Lad nu bare politiet gøre sit arbejde. Josephyosef88188 Jeg ville ønske, at folk var mere opmærksomme på, hvor brandfarlig julepynt kan være. Jeg var brandmand i 30 år og har været vidne til nogle virkelig gruopvækkende hændelser.

*** Det er først, da jeg blinker af til venstre på Banbury Road, at det går op for mig, hvor Southey Road ligger. Tre gader nord for Frampton Road. Frampton Road er ensbetydende med William Harper og det, vi fandt låst nede i hans kælder. Aviserne kaldte ham “Oxfords Fritzl”. I hvert fald i begyndelsen. Det er otte måneder siden nu, men jeg mødte i retten så sent som i december, og sagsmappen ligger fortsat på mit skrivebord og venter på at blive arkiveret. Ingen af os kommer til at glemme den sag lige med det første. Mindst af alle Quinn. Forhenværende kriminalassistent Quinn, nuværende kriminalbetjent Quinn. Og når man taler om solen, så er hans nye, sorte Audi det første, jeg bemærker, da jeg drejer ind på vejen og slukker motoren. Han har altid været lidt af en blærerøv, når det gælder biler. Jeg aner ikke, hvilken slags bil Gislingham kører i, selv om jeg sikkert har set den tusindvis af gange. Hvad branden angår, så lader den til at være under kontrol, men stedet er stadigvæk det rene cirkus. To brandbiler og tre politibiler. Nysgerrige tilskuere tager

12

Ingen udvej_TRYK.indd 12

06.01.2021 13.42

billeder med deres mobiler. Gudskelov holder vognen med den døde dreng ude af syne. Quinn og Gislingham står ved huset og vender sig om, da jeg kommer gående. Quinn stamper i jorden for at holde varmen, men derudover afslører hele hans kropssprog, at han er mildt sagt forlegen ved situationen. Da han blev forfremmet til kriminalassistent, kastede han sig ud i det, som en hund springer ud i vand – uden tøven og med et stort plask – men han har langt sværere ved at vænne sig til at være degraderet til kriminalbetjent igen. Det er altid nemt at skifte til noget bedre, men det modsatte er en helt anden sag. Han prøver selvfølgelig at vise, at han har nosserne til at tackle det, men det var netop det område af kroppen, der bragte ham i fedtefadet til at begynde med. Det klør tydeligvis i ham efter at tage fat på sagen, men Gislingham fortjener en chance til at bevise, at han er opgaven voksen. Jeg henvender mig til Gislingham, måske lidt for demonstrativt. “Noget nyt, kriminalassistent?” Gislingham stivner en smule og finder sin notesbog frem, selv om han næppe har brug for den. Han ryster ganske let på hænderne, og jeg tænker, at Quinn også har bemærket det. “Huset er ejet af familien Esmond, chef. Michael Esmond, 40 år, akademiker, gift med Samantha, 33, og de har to børn, Matty på ti, og Zachary på tre.” “Hvordan går det med ham – med storebroren?” “Det er lige på vippen. Han er i kritisk tilstand.” “Ingen spor af forældrene?” Gislingham skærer en grimasse. “Deres soveværelse er derovre,” siger han og peger på den venstre side af huset. “Det er mere eller mindre intakt, men der var åbenbart ikke nogen

13

Ingen udvej_TRYK.indd 13

06.01.2021 13.42

derinde. Brandmændene siger endda, at sengen var redt. Så jeg googlede familien og fandt det her.” Han rækker mig sin telefon. Det er opslag fra hjemmesiden for King’s College London, hvor der informeres om en konference i socialantropologi, der finder sted i London netop nu. En af foredragsholderne er Michael Esmond, der taler om emnet “Død ved ild og vand: offerritualer i latinamerikansk voodoo”. Der var vistnok nogen, der engang sagde, at Gud benytter sig af tilfældigheder for at forblive anonym. I så fald må jeg bare sige, at han kan være temmelig smagløs. Jeg giver Gislingham telefonen tilbage. “Ring til dem, og bed dem tjekke, at han rent faktisk er mødt op. Det vil i det mindste så betyde, at vi har et lig mindre at lede efter.” “Så vi får ikke brug for så meget grillsauce?” spørger Quinn. Jeg sender ham et hårdt blik, der får ham til at tørre sit smørrede grin af ansigtet. Så ser jeg på Gislingham igen. “Hvad er planen?” Han glipper et par gange med øjnene. “Vi skal finde Michael og Samantha Esmond og fastslå, hvor de var, da branden opstod. Vi skal høre naboerne, om de har set noget. Tale med Boddie om obduktionen. Underrette de pårørende. Konferere med teknikerne.” Han peger på indkørslen. “Og så skal vi naturligvis finde bilen.” Quinn ser på ham. “Hvad for en bil?” Gislingham hæver øjenbrynene. “Der er tydelige hjulspor i perlegruset. Esmondfamilien har helt sikkert en bil, så hvor er den? Ingen ved deres fulde fem ville vælge at køre i bil til London herfra, så når vi finder bilen, finder vi sikkert også konen.” Gæt selv, hvem der fik et plus i karakterbogen der.

14

Ingen udvej_TRYK.indd 14

06.01.2021 13.42

Jeg nikker. “Godt arbejde, kriminalassistent. Hold mig underrettet.” Jeg ser på Quinn, der er rykket en meter tættere hen mod huset, sikkert fordi han mener, det er bedst at trække sig, når man er oppe mod overmagten. Huset er ikke lige min smag, men hvis man kan lide den stil, er det sikkert en attraktiv ejendom. Eller det var det engang. Nu løber der sodet vand ned ad facaden, og alle ruderne i stueetagen er væk. Hoveddøren er placeret midt i huset, men den højre halvdel er nærmest bare en tom skal. Gavlen står stadig, men også kun lige, og bag den er der ikke andet end sodede vægge og en kæmpestor bunke af mursten, tagbjælker og glasskår. Det, der er tilbage af ydermurene, er grovpudset og beklædt med træværk i tudorstil, som sikkert var hvidt engang, men nu er forkullet og tilsodet. Over et af vinduerne kan man lige akkurat skelne årstallet “1909” og et Arsenalklistermærke, der stadig sidder fast på den knuste rude. “Hvad tænker du på?” spørger jeg Quinn. Det giver et lille sæt i ham. “Nå, bare det indlysende, chef. Hvordan har en akademiker råd til et så stort hus i det her område? Hvor meget tror du, det koster? Fem millioner?” Sikkert mere, tænker jeg. Husene heromkring kan beskrives som store, små, storsmå og småstore. Man kan roligt sige, at det her er stort – som i stortstort. “Måske har han arvet,” siger jeg. “Men det er værd at undersøge.” “Kan du ikke tage dig af det, Quinn?” siger Gislingham. Quinn trækker på skuldrene. “Okay.” Da jeg går, hører jeg Gislingham hviske til Quinn. “Okay, kriminalassistent.”

15

Ingen udvej_TRYK.indd 15

06.01.2021 13.42

*** Klokken er fem minutter over syv om morgenen, og kriminalbetjent Erica Somer står foran klædeskabet og prøver at bestemme sig for, hvad hun skal tage på. Hun har kun været ansat i kriminalafdelingen i tre måneder, men det giver hende flere og flere grå hår at vælge det rigtige tøj. Hun brød sig ikke om uniformen, da hun var ordensbetjent, men den havde sine fordele. Uniformiteten var selvfølgelig den mest indlysende. Nu er hun civilklædt, og det er slet ikke så ligetil at finde et passende antræk. Hun kigger på bøjlerne og spørger sig selv for 117. gang, hvordan man bærer sig ad med at fremstå seriøs uden at virke tanteagtig – professionel, men samtidig imødekommende. Det er et helvede. Hun sukker. Mændene har det meget nemmere, som på så mange andre områder i livet. De kan stort set klare sig med et enkelt jakkesæt fra Marks & Spencer og tre slips, hvilket Baxter er et omvandrende bevis på. Verity Everett har fundet sin egen stil med hvid skjorte og en mørk nederdel, der ikke er den store variation i. Den ene dag er nederdelen mørkeblå, dagen efter sort, så er den grå, og derefter mørkeblå igen. Flade sko, cardigan om vinteren. Men så kan man jo lige så godt gå i uniform og slippe for alt bøvlet. Og hvad med håret? Vil en hestehale være for afslappet? Ligner hun en lærer, hvis hun sætter håret op i en knold? Hun har netop taget den sorte buksedragt frem (for tredje gang på fem dage – det bliver en ny uniform, hvis hun ikke passer på), da telefonen ringer. Det er Gislingham. Hun kan godt lide Gislingham. Han er hverken pågående som Quinn eller superbegavet som Fawley, men alligevel effektiv – metodisk og hårdtarbejdende. Og så er han rar. Først og fremmest rar. Hun

16

Ingen udvej_TRYK.indd 16

06.01.2021 13.42

håber virkelig, at han klarer det fint som fungerende kriminalassistent, for han fortjener udnævnelsen. “Hvad kan jeg gøre for dig, kriminalassistent?” “Jeg er på Southey Road.” Det må være begyndt at blæse, for hans stemme blafrer i vinden. “Der har været en ildebrand her. En er omkommet, og en dreng ligger på intensivafdelingen på John Rad.” Hun sætter sig på sengen. “En påsat brand?” “Det ved vi ikke endnu. Men det kan godt se sådan ud.” “Hvad kan jeg hjælpe til med?” “Vi er underbemandede her i julen – Baxter leder udspørgningen af naboerne, men vi har kun tre betjente til rådighed.” Somer ved alt om, hvordan det er. Det er en værre lortetjans – især i det her vejr. Hun håber virkelig ikke, at han vil bede hende om at give en hånd med. Og han må åbenbart have fornemmet et eller andet, for han skynder sig at tilføje: “Men det var ikke det, jeg ringede om. Jeg kan ikke forlade stedet, og Everett kommer først tilbage i eftermiddag, så kunne jeg bede dig om at være til stede ved obduktionen?” Hvorfor kan Quinn ikke gøre det? tænker hun, men siger ikke noget. Hun har sin egen forhistorie med Quinn – et ubetænksomt og flygtigt forhold, som hun er bange for, at alt for mange kender til – især Fawley. “Okay, det klarer jeg.” “Har du set et brandoffer før?” Hun tøver. “Nej, det har jeg faktisk ikke.” Hun har kun været til stede ved en enkelt obduktion, og der var der tale om et knivoffer. Det var skam en ubehagelig nok oplevelse, men nok det rene vand ved siden af et brandoffer. “Én gang skal jo være den første,” siger Gislingham. “Du

17

Ingen udvej_TRYK.indd 17

06.01.2021 13.42

skal nok klare det.” Så tøver han lidt. “Tag nogle mintpastiller med.”

*** Afhøring af Beverley Draper, foretaget på Southey Road 21, Oxford 4. januar 2018, klokken 8.45 Til stede under afhøringen: kriminalbetjent A. Baxter AB: Det var dig, der ringede til alarmcentralen, mrs. Draper?

BD: Ja, det er rigtigt. Min søn vækkede mig – han

havde mareridt. Hans værelse vender ud til den side. Jeg hørte en lyd – det lød som et vindue, der blev smadret. Jeg tænkte, at det

måske var en indbrudstyv, så jeg trak gardinet

til side. Og så fik jeg øje på flammerne. Jeg husker, at jeg tænkte, at branden måtte have været i gang i et stykke tid, siden den var så

kraftig, men man kan ikke rigtig se huset fra vejen på grund af de mange træer. Der var nok ingen, der havde lagt mærke til det.

AB: Og du ringede til alarmcentralen klokken 00.47? BD: Det er rigtigt.

AB: Så du nogen i nærheden af huset? Nogen, der løb sin vej?

BD: Nej. Som sagt lå jeg og sov, indtil Dylan vækkede mig. Ved du, hvordan det går med dem – med familien?

18

Ingen udvej_TRYK.indd 18

06.01.2021 13.42

AB: Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.

BD: Jeg så, at Matty blev kørt bort i en ambulance,

men på internettet står der, at Michael og Samantha er savnede. Det kan da ikke passe, vel? Jeg mener …

AB: Vi kommer med en pressemeddelelse, når vi ved mere. Men hvad kan du fortælle mig om familien?

Var de hjemme i julen og til nytår? Var de på besøg hos noget familie? Var de på skiferie?

BD: Jeg tror ikke, de står på ski. Og ja, de var hjemme. Skolen afholdt et julesangsarrangement

lillejuleaften, og det var de alle med sammen til.

AB: Fik de gæster? Ved du, om nogen andre kan have været i huset i går aftes?

BD: Det ved jeg ikke rigtig …

AB: Vi er bare nødt til at vide, om der kan have været andre der. Slægtninge? Venner? Bare giv dig god tid.

BD: [pause]

Jeg tror ærlig talt ikke, de ser så mange mennesker. Da vi flyttede hertil, inviterede vi dem

hjem til os, sådan som man jo gør, og Samantha sagde, at hun ville vende tilbage med nogle

datoer, men det gjorde hun aldrig af en eller anden grund. Vi holdt havefest sidste sommer, og den kom de til. Men det virkede, som om de

mest gjorde det for syns skyld. De blev ikke ret længe.

19

Ingen udvej_TRYK.indd 19

06.01.2021 13.42

AB: Hvad med deres nærmeste familie?

BD: Michaels far er død, ved jeg, og jeg tror, at hans mor er på plejehjem. Vistnok i nærheden af

Wantage et sted. Jeg har aldrig hørt Samantha tale om sin familie.

AB: Vi går ud fra, at familien har bil, men den holder ikke i indkørslen.

BD: Ja, de har bil. En Volvo, en stationcar. Den er ret gammel. Hvid. Men jeg ved ikke, hvorfor

den ikke holder i indkørslen. Det plejer den at gøre.

AB: Ved du, hvor Samantha kan være taget hen?

BD: Så hun er savnet?

AB: Det kan vi som sagt ikke udtale os om …

BD: Bare rolig. Jeg forstår. Men nej. Det aner jeg desværre ikke.

AB: Og du kan ikke komme i tanke om andre, som vi kan kontakte?

BD: Beklager. Sådan et naboforhold havde vi ikke.

*** I hospitalets kapel er der endnu koldere end udenfor. Somer har to trøjer på under obduktionsdragten. Det var Everett, der rådede hende til det ekstra lag (“Når først dine tænder begynder at klapre, er det for sent – så kan du ikke holde op”). Liget ligger på et leje af stål. Den lille dreng, Zachary. Men lige pludselig indser hun, at det hele kun bliver meget værre af at give ham et navn. Stumper af et blåt sengetæppe sidder stadig fast i huden, og nedenunder er han frygtelig tilredt. Kroppen er spættet med

20

Ingen udvej_TRYK.indd 20

06.01.2021 13.42

gule skjolder, røde blærer og klumpede, sodfarvede forbrændinger. Ansigtet vender den anden vej, de bløde børnekrøller er brændt væk, læberne indskrumpne og voksagtige at se på. Hun tager en dyb indånding, og da hun puster ud igen, lyder det lidt for meget som et hulk. En af obduktionsassistenterne ser på hende. “Jeg ved det godt. Det er altid dobbelt så slemt, når det er et barn.” Somer nøjes med at nikke, for hun er bange for, at stemmen vil knække over, hvis hun taler. Lige nu kan hun ikke tænke på andet end lugten. Hun har set en masse af de der overrealistiske obduktioner i tv-serier, men hun var ikke forberedt på stanken. Selv gennem mundbindet lugter liget som en helstegt pattegris. Hun sender en stille tak til Gislingham for tippet om mintpastillerne, synker en klump og forsøger at bevare fatningen. “Som det første,” siger Boddie, “skal vi finde ud af, om offeret var i live, inden branden opstod. Da der ikke er nogen tydelige ydre skader, bliver jeg nødt til at undersøge de øvre og nedre luftveje for tegn på røgforgiftning.” Han tager en skalpel og kigger på hende. “Så skal vi gå i gang?”

*** Gislingham er stadig på Southey Road. Den lave vintersol bader det brandhærgede hus i en dybrosa glød. Der er frost i luften, men ikke desto mindre er der kommet flere tilskuere til. Nu er der cirka 20 personer, alle iført tørklæder, handsker og store frakker, og deres ånde danner hvide skyer i kulden. Men de bliver der nok ikke særlig længe, for der er ikke så meget at se nu. En

21

Ingen udvej_TRYK.indd 21

06.01.2021 13.42

af brandbilerne er kørt, og de tilbageværende brandmænd er ved at slukke de sidste gløder og læsse udstyr ind i brandbilen igen. Men inde i huset ser det helt anderledes ud. Ud over tre af Allan Challows kriminalteknikere er der to brandmænd. Den ene har et videokamera, og den anden, indsatslederen, står i det udbrændte morgenmadsværelse sammen med Gislingham og Challow. Det kraftige træbord og stolene ulmer stadig, og sodfaner slanger sig op mod loftet. Der drypper vand ned fra det, og de kan se rummet ovenover mellem bjælkerne. Peter Plys-tapet, resterne af en uro. Gislingham prøver at lade være med at se på det. “Vi bliver naturligvis nødt til at foretage flere undersøgelser,” siger indsatslederen, “men jeg gætter som sagt på, at branden brød ud i stuen. Det kan forklare, hvorfor der gik så lang tid, inden naboen ringede til alarmcentralen. Der er intet indkig til huset bagved, og så vidt vi kan se, er naboerne på den side bortrejst.” “Og du er sikker på, at branden var påsat?” Indsatslederen nikker. “Så hurtigt som ilden har bredt sig, tyder det på, at der har været anvendt benzin eller noget. Og branden har også fået hjælp af det skide juletræ. Det må være futtet af som en nytårsraket, for det har sikkert været knastørt på det her tidspunkt – man kunne lige så godt have stablet en bunke kvas op i stuen og sat en tændstik til den. Det var kun et spørgsmål om tid, før det sagde wum, og hele huset stod i lys lue.” “Hvor lang tid kan det have taget?” spørger Gislingham og gør notater i rasende fart. Indsatslederen retter sig op. “Til branden overtændte? Tre minutter, måske mindre.” Han peger hen mod trappen. “At

22

Ingen udvej_TRYK.indd 22

06.01.2021 13.42

dømme efter forkulningen har der sikkert hængt en slags guirlande på gelænderet – af kristtjørn eller lignende. Og den har selvfølgelig også været knastør og har fungeret som en fandens god lunte. Her kan man da tale om dårlig timing. De havde sikkert tænkt sig at pille det hele ned i morgen, tror du ikke?” Gislingham ser uforstående ud, men så dæmrer det for ham. “Nå ja, selvfølgelig. Helligtrekongersaften. Det havde jeg sgu helt glemt.” Hans eget hus er pyntet som et stormagasin, for Janet ville gøre det rigtig fint til Billys første jul. Gislingham kommer til at være oppe hele natten.

*** Verity Everett lægger mobilen på skrivebordet og sætter sig i sin stol. Hun havde næsten regnet med at komme tilbage til et så godt som tomt kontor og de sørgelige rester af julegodterne. Men kun næsten: Dette job har det med at overraske en. Og efter flere dage i uafbrudt selskab med sin far er hun ærlig talt glad for at være tilbage. Hendes lejlighed er ganske enkelt ikke stor nok til dem begge. Især ikke når han behandler den som et hotelværelse og efterlader tomme krus overalt og aldrig reder sengen (hendes seng, i øvrigt; hun har måttet tage til takke med sofaen, hvilket forventeligt nok har givet hende rygsmerter og en misfornøjet kat). Men i morgen tager hendes far hjem, og i dag er hun tilbage, hvor hun hører til: på arbejdet. Hun ser sig omkring efter Gislingham, men han er åbenbart ikke kommet tilbage fra Southey Road endnu. Hun vil nødig handle hen over hovedet på ham, men det her kan ikke vente. Kort efter banker hun på døren til Fawleys kontor. Han sidder

23

Ingen udvej_TRYK.indd 23

06.01.2021 13.42

og taler i telefon, men vinker hende ind. Hun bliver stående et øjeblik og gør et stort nummer ud af, at hun ikke lytter med, men heldigvis lader det ikke til at være noget privat. Det er i hvert fald ikke konen, han har i røret. Fawley er begyndt at lukke døren, når han taler med hende. Everett kaster et stjålent blik på ham. Umiddelbart lader han til at have det fint, men hvis man kender ham godt nok, kan man se tegnene. Og det gør hun – kender ham. Han lægger på, og hun ser på ham. “Har du fundet ud af noget, Everett?” “Ja, chef. Jeg har talt med arrangørerne af konferencen på King’s College. Michael Esmond skrev sig ind tirsdag eftermiddag og var med til middagen samme aften. Og han deltog i en slags paneldebat næste morgen.” “Og bagefter?” “Arrangøren siger, at hun så ham på pubben sent i går aftes, ved halv elleve-tiden.” “Så han er altså i London.” “Ja, chef. Men han sørgede selv for overnatning, så de ved ikke, hvor han bor.” “Hvad med hans mobil?” Hun holder et stykke papir frem. “De gav mig nummeret på den, men den går direkte på svareren. Jeg har lagt en besked og bedt ham ringe til os.” “Hvornår skal han holde sit foredrag?” Det må hun lade ham: Han slår altid ned på det vigtigste. “I morgen eftermiddag, chef. Klokken fire.” Fawley nikker langsomt. “Okay, hold mig underrettet. Og hvis Esmond ringer, vil jeg have besked med det samme.”

24

Ingen udvej_TRYK.indd 24

06.01.2021 13.42

*** Obduktionen tager fem timer, og bagefter synes Boddie i den grad, at han har gjort sig fortjent til en sen frokost. “Vil du gøre os selskab?” spørger han Somer, da de tager obduktionsdragterne af. “Vi tager hen på Frankie’s ovre på den anden side af gaden.” Da han er gået, kigger en af assistenterne på Somer og smiler forlegent til hende. “Du burde måske nok springe over. Når Boddie har haft et brandoffer mellem hænderne, byder han os altid på grillede spareribs.” “Det mener du ikke? Selv når det er et barn?” “Ja, det virker afstumpet, ikke? Men det er sådan, han holder rædslen på afstand.”

*** Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså). Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem er store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser dér, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregisteret. Michael ser rank og årvågen

25

Ingen udvej_TRYK.indd 25

06.01.2021 13.42

ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne. Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagne de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde. Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. Gislingham kommer hen til mig. “Vil du lede mødet, chef?” hvisker han. Jeg lægger jakken over en stoleryg og sætter mig. “Nej, gør du det bare. Jeg kommer med indspark, hvis det er.” Det er et nyt og stort skridt for ham, for teamet vil lægge mærke til det lige med det samme. Gislingham nikker. “Okay, chef.” Han stiller sig foran tavlen og ser på de andre i teamet. “Okay, lad os gå i gang.” Kollegerne i lokalet ved, at det her er den første store sag, Gislingham har haft, efter at han er blevet udnævnt til fungerende kriminalassistent. For et par år siden, da Quinn befandt sig i nøjagtig samme situation, var de lettere hånlige; ikke direkte fjendtlige, men de lagde sig nu heller ikke i selen for at hjælpe ham. Og de holdt sig ikke tilbage med at gøre grin med ham, når lejligheden bød sig (og det gør den nærmest hele tiden i Quinns tilfælde). Men denne gang er det anderledes. De kan

26

Ingen udvej_TRYK.indd 26

06.01.2021 13.42

lide Gislingham og ser gerne, at han klarer det godt. De vil gøre alt, for at han ikke klokker i det. Gislingham rømmer sig. “Okay, jeg giver først en sammenfatning af, hvor langt vi er nået med branden på Southey Road, og overlader derefter ordet til Paul Rigby, vagtmester på Rewley Road Brandstation og brandefterforsker på denne sag.” Han nikker over mod en mand henne ved døren. Han er høj, halvskaldet og glatbarberet. Jeg er sikker på, at jeg har set ham før. “Godt så,” siger Gislingham og vender sig om mod tavlen. “Det her er huset, Southey Road 23, hjem for familien Esmond: Michael, hans kone Samantha og deres to børn, treårige Zachary og Matty, der fylder 11 om fire dage.” Han holder inde, tager en dyb indånding og fortsætter så. “Og til dem, der ikke har hørt det: Matty ligger stadig på børneintensiv. Lægerne har advaret os om, at prognosen ikke er god, men de vil kontakte os med det samme, hvis der sker noget.” Han prikker på billederne af forældrene. “Vi har endnu ikke fundet Michael og Samantha. Michael er formentlig til konference i London …” “Han må da have hørt om branden nu,” siger en af kriminalbetjentene. “Alle medierne dækker den jo.” “Du har ret,” siger Gislingham, “men så længe vi ikke har fundet ham, er det rent gætværk. Det samme gælder Samantha.” Men betjenten er ikke færdig. “Tror du virkelig, at de kunne finde på at lade så små børn være alene hjemme?” Gislingham trækker på skuldrene. “Jeg ville i hvert fald aldrig gøre det. Men i øjeblikket aner vi ikke, hvad der skete i det hus i nat. Der kan være sket noget med familien, som vi ikke kender til. Og det er en af grundene til, at vi må finde frem til de nærmeste slægtninge. Er du kommet nogen vegne med det, Baxter?”

27

Ingen udvej_TRYK.indd 27

06.01.2021 13.42

Han rødmer en smule ved denne første direkte demonstration af autoritet, men Baxter tager det i stiv arm – som han gør det med det meste. “Ikke endnu, kriminalassistent,” siger han. “Samantha har ingen søskende. Forældrene bor i Cumbria, men vi har endnu ikke fået fat i dem. Michaels mor bor på et plejehjem i Wantage. Hun har alzheimer ifølge plejehjemslederen. Vi bør selvfølgelig tale med hende, men jeg tvivler på, vi får noget ud af det.” “Udmærket,” siger Gislingham og ser på Somer. “Og hvad med obduktionen af den lille dreng – Zachary?” Somer ser op. “Der var kun en enkelt bemærkelsesværdig ting. Boddie var overrasket over, hvor lidt sod han fandt i drengens lunger. Men et så lille barn kan åbenbart blive kvalt meget hurtigere end en voksen. Især hvis drengen havde astma eller endda bare var forkølet. Boddie tager nogle blodprøver for at tjekke det.” Der bliver stille. Halvdelen af os klamrer os til, at det sikkert er gået meget hurtigt, mens den anden halvdel ved, at den slags smerte ikke kan gøres op i sekunder. Og selv om det lyder grumt, vil jeg faktisk gerne have, at de tænker på det – jeg vil have, at de er engagerede, vrede og utrættelige. Jeg vil have, at de bruger al deres energi på at komme frem til sandheden – på at finde ud af, hvordan noget så grusomt kunne ske. “Okay,” siger Gislingham og kigger ud over forsamlingen, “nu giver jeg ordet til Paul Rigby, og bagefter fordeler vi de næste par dages arbejdsopgaver.” Han træder et skridt til siden, og Paul Rigby rejser sig og går raskt hen til tavlen. Han er tydeligvis vant til at stå foran et publikum. Han gennemgår hurtigt det, de ved, derefter det, de går ud fra, og til sidst det, de kan slutte sig til.

28

Ingen udvej_TRYK.indd 28

06.01.2021 13.42

“Jeg vil slutte af med det samme, som jeg sagde til kriminalassistenten tidligere, nemlig at vi arbejder ud fra den antagelse, at branden er påsat.” Jeg ser Quinn løfte hovedet med et ryk ved ordet “kriminalassistent”, og han prøver at skjule det med et host. Men Gislingham lagde også mærke til det. “Den kan ikke bare være opstået ved et uheld?” spørger Everett, men det lyder mere, som om hun håber det end selv tror på det. “En cigaret, der røg på gulvet; et julelys – sådan noget?” Rigby nikker. “Ulykker sker, og jeg har set mange mærkelige af slagsen i min tid, kan jeg love dig. For et par år siden havde vi en sag kun et par kilometer fra den her – en lille dreng fandt en utændt molotovcocktail og tog den med hjem. Han var åbenbart ’glad for fyrværkeri’. Det stod i alle aviserne – måske husker I det?” Selvfølgelig gør vi det. Det var Leo Mason, Daisys bror. “Det var os, der havde sagen,” siger jeg stille. “Så ved I, hvad jeg mener. Men det her er noget andet. Det var ikke bare en ulykke eller et uheld. I betragtning af hvor omfattende skaderne er, og hvor hurtigt ilden spredte sig, tør jeg vædde mit hus på, at vi finder spor efter en eller anden slags tændvæske under alle brokkerne. Og endda betydelige mængder tændvæske, vil jeg mene.” Jeg rejser mig, går op til tavlen og ser på teamet. “Jeg behøver sikkert ikke sige det her, men jeg gør det alligevel. Vi har her at gøre med to forbrydelser, ikke en. Vi er helt sikre på, hvad den ene er, den anden har vi en formodning om, indtil vi kan udelukke den. Den første forbrydelse er brandstiftelse. Vi må finde ud af, hvem der satte ild til huset og hvorfor. Den anden er drab. Vidste brandstifteren, at der var mennesker

29

Ingen udvej_TRYK.indd 29

06.01.2021 13.42

i huset, og i så fald, hvad fanden kunne så få ham – eller hende – til at sætte ild til et hus, hvor to børn lå og sov? Jeg vender mig om mod tavlen og skriver med en whiteboardpen. BRANDSTIFTELSE DRAB

Og under de to ord skriver jeg et tredje. HVORFOR? ”Der er stadig en ting, jeg ikke forstår,” siger Everett efter en kort pause. “At I fandt ham der, hvor I gjorde. Storebroren, mener jeg.” “Det er godt tænkt,” siger Rigby. Betjenten ved siden af Everett give hende et puf med albuen. “Jeg skal love for, der er fut i dig i dag,” siger han, og hun rødmer og dasker til ham. Pludselig ser han helt flov ud, for det er gået op for ham, hvor ufølsomt det må have lydt. “Det var det næste, jeg ville sige,” siger Rigby uden at fortrække en mine. Han har sikkert hørt dens slags smagløse brandere hundredvis af gange. “Så vidt vi kan bedømme, begyndte branden lidt efter midnat – opkaldet til alarmcentralen indløb klokken 00.47. Man skulle tro, at børnene lå og sov på den tid af døgnet, men storebroren blev fundet ved foden af trappen.” “Hvad skete der?” spørger Somer. “Vågnede han og gik ned for at tage et glas vand eller noget?” “Øh, hallo.” Quinn rejser sig og prikker på billedet af drengens

30

Ingen udvej_TRYK.indd 30

06.01.2021 13.42

værelse. Og selv om jeg er irriteret over hans bedrevidende opførsel, må jeg indrømme, at han har ret: Værelset er dækket af sod og askeflager, men man kan stadig se vandkanden og glasset på natbordet. Quinn ruller med øjnene ad Somer, og en af betjentene fniser. Somer er rød i ansigtet og ser ikke på Quinn. Det undgår hun for det meste. De lader, som om der aldrig har været noget mellem dem, men det ved hele stationen, at der har. “Jeg ved bare” siger hun stille, men bestemt, “at der må have været en grund til, at han gik nedenunder.” “Men han ligger jo i koma, så hvordan har du tænkt dig, at vi skal finde ud af det? Skal vi hive fat i en clairvoyant?” Quinns tonefald er ikke til at tage fejl af nu, og jeg bemærker, at folk flytter forlegent på sig. “Han kan have hørt noget,” siger Rigby roligt. Han har åbenbart ikke opfanget undertonen. “Eller det kan være …” “Hvor er telefonerne?” spørger Everett pludselig. Rigby kigger på plantegningen. “Vi fandt en mobil til opladning her i køkkenet, men den var helt ødelagt …” “Vi prøver at finde ud af, hvis det er,” indskyder Gislingham. “… og ifølge teleselskabet var der kun én fastnettelefon.” Rigby peger. “I stuen. Her.” “Så det var derfor, drengen var ved trappen,” hvisker Everett. “Han vågnede, opdagede, hvad der skete, og prøvede at ringe efter hjælp. Men det var for sent. Han slap ikke ud.” Den stakkels dreng havde ikke en chance. Det er jeg næppe den eneste, der tænker. Jeg vender mig om mod billederne igen. En lille bid af tapetet på børneværelset er næsten intakt. Der er kun et par svedne pletter hist og pist mellem Tigerdyret, Æsel og Grisling – de

31

Ingen udvej_TRYK.indd 31

06.01.2021 13.42

ligner underligt nok håndaftryk. Der bliver stille bag mig, og jeg vender mig om og kigger på Rigby. “Hvornår kan I give et endeligt svar på, om branden var påsat?” Han trækker på skuldrene. “Om et par dage, måske en uge. Vi skal arbejde os igennem et halvt hus. Det kommer til at tage sin tid.” “Så hvad skal vi gøre som det første, chef?” spørger Gislingham. Jeg ser på ham. “Finde forældrene. Jeg vil have så mange folk som muligt på den opgave, også ordensbetjente, hvis vi kan få fat i nogen. Hvordan går det med at spore bilen ved hjælp af nummerpladegenkendelse? Og har vi talt med politiet i London angående Michael Esmond?” Gislingham nikker. “De har tjekket anholdelser og hospitalsindlæggelser, men uden resultat. De kan ikke gøre meget andet, når de ikke har nogen adresse på ham i byen.” “Okay. Men hvis vi ikke har fået fat i ham inden i morgen tidlig, vil jeg have, at nogen tager til konferencen og venter på, han indfinder sig.” Gislingham kaster et blik rundt. “Det klarer kriminalbetjent Asante, chef.” En mand på bageste række kigger op, og vores blikke mødes. Nu husker jeg, hvem Tony Asante er. Han er forholdsvis nyuddannet fra politiskolen og hentet fra politiet i London. Kriminalinspektøren siger, han er dygtig, hvormed han egentlig mener: “Vi har ikke bare ansat ham for at øge kvoten af betjente med minoritetsbaggrund.” Asante møder mit blik med en uventet selvsikkerhed. Til sidst er det mig, der ser væk.

32

Ingen udvej_TRYK.indd 32

06.01.2021 13.42

“Og husk: Vi skal ikke kun finde ud af, hvor disse mennesker er, men også hvem de er. Jeg vil vide alt, hvad I kan grave op om familien. Tjek de sociale medier, e-mails, telefonudskrifter, hele dynen. Har vi fundet noget brugbart i huset? Computere? Tablets?” Gislingham ryster på hovedet. “Ikke endnu. Michael Esmond har vel haft en slags hjemmekontor eller arbejdsværelse, men brandmændene har ikke fundet det endnu. Det ligger sikkert begravet under et halvt ton brokker. Men de giver os besked, hvis de finder noget.” Jeg kigger hen over forsamlingen. “Så i mellemtiden må vi tale med alle, der kender familien, bor i nærheden eller er kolleger til Michael eller Samantha. Hvad kan de lide at foretage sig? Hvad bruger de penge på? Hvor kommer de fra? Og findes der noget som helst i deres liv, som kan have ført til det her?” Folk tager notater og taler stille med hinanden. “Ved alle, hvad de skal gøre? Godt så. Kriminalbetjent Quinn? Jeg vil gerne tale med dig. På mit kontor.”

*** ”Det her må høre op, Quinn. Og du skal ikke lade, som om du ikke ved, hvad jeg taler om.” Han ser på mig og slår så blikket ned. “Somer er en dygtig kriminalbetjent, som gør et godt stykke arbejde. Ja, så vidt jeg ved, har hun kun begået den ene fejl at have haft et forhold til dig. Men hun lader til at være kommet videre, og jeg begriber ikke, hvorfor du ikke også kan det.” Han stryger sig over håret. Han ser herrens ud. Jeg er ret

33

Ingen udvej_TRYK.indd 33

06.01.2021 13.42

sikker på, at han har samme skjorte på som i går. Slipset er i hvert fald det samme. Men jeg skal nok nødig snakke. “Sæt dig. Vi må tale om det her.” Han tøver, men til sidst trækker han stolen ud. “Jeg ved godt, at det er noget lort for dig at være blevet degraderet, men du har kun dig selv at takke for det. Hele den der historie med, at du gik i seng med en mistænkt …” “Jeg gik ikke i seng med hende. Hvor mange gange skal jeg sige det?” Men han ved, at han er gået for langt. Det nytter ikke noget at råbe ad mig. Og i øvrigt lavede han lige en klassisk Bill Clinton der. Det ved vi begge. “Undskyld, chef,” siger han. “Du fik et tilbud om overflytning, men takkede nej til det.” Det kunne jeg nu godt forstå. Det er ikke så ligetil at begynde et nyt sted. Han har en lejlighed, et boliglån, et liv. Men hvis man vælger at blive hængende, er man nødt til at bide i det sure æble. “Hør her, Quinn. Du bliver simpelthen nødt til at affinde dig med det. Pas dit arbejde, for fanden. Og du skal ikke lade det gå ud over Somer. Hun har ikke noget med den sag at gøre. Du ville være skidesur, hvis du var i hendes sted. Hun er faktisk et mønster på selvbeherskelse sammenlignet med dig.” Han skærer ansigt. “Det ved jeg godt. Man for et år siden var jeg kriminalassistent, og hun ordensbetjent, og nu …” Nu har de samme grad. Og hun er uden tvivl på vej op ad rangstigen, mens jeg ikke rigtig ved med ham. “Og alle på stationen taler fandeme stadigvæk om det,” siger han til sidst og bider sig i læben. Jeg tror faktisk, han er lige ved at græde. Jeg læner mig frem. “Nu lyder jeg sikkert som din far, men

34

Ingen udvej_TRYK.indd 34

06.01.2021 13.42

folk taler kun om det, fordi du hele tiden minder dem om det. Du tog din straf – du behøver ikke blive ved med at tage den. Glem det – kom videre. Og som første skridt skal du lade Somer være i fred. Er det forstået?” Han ser ikke på mig, så jeg sænker hovedet for at tvinge ham til at møde mit blik. “Er det forstået, Quinn?” Han tager en dyb indånding, holder vejret et øjeblik og ser så op. “Ja, chef.” Han smiler. Det er ikke noget stort smil, men det er da en begyndelse.

*** Andrew Baxter går tilbage til sit skrivebord og logger sig på sin pc. Han kigger på uret. Han kan godt få et par timers arbejde fra hånden inden fyraften. Okay, tænker han, lad os begynde med det mest oplagte. Han går ind på Facebook og søger på Michael Esmond. Han er glad for, at han for en gangs skyld leder efter et forholdsvis usædvanligt navn. Sidst han foretog en lignende søgning, var det på en mand ved navn David Williams, og dem var der sgu hundredvis af. Men Michael Esmond giver kun en håndfuld søgeresultater, og på mindre end fem minutter har han fundet den rigtige. Ikke at det gør ham så meget klogere. Hans Facebookside minder mere om en fra LinkedIn: et selvpromoverende cv, et par formelle fotografier og nogle kedelige, forudsigelige likes. En vis Philip Esmond står opført som ven, men det viser sig – som navnet antyder – at han er en bror og ikke en ven. Han er åbenbart et år ældre, og at dømme efter hans Facebookside er han og Michael som nat og dag. De har samme blege kulør, men Philips ansigt udstråler en helt anden energi,

35

Ingen udvej_TRYK.indd 35

06.01.2021 13.42

et glimt i øjnene, som lillebroren savner. Desuden har han fem gange så mange venner og har det tre gange så sjovt, lader det til. Han har blandt andet sejlet alene til Kroatien i sin båd. Det er en Jeanneau Sun Odyssey 45 ved navn Freedom 2. Der er billeder af båden lige før afsejling, og folk står på kajen og vinker farvel til Philip (men Baxter lægger mærke til, at broren ikke er blandt dem). Senere følger nogle selfies taget om bord og billeder af solnedgange over Atlanterhavet, der viser, at han er ferm med et kamera. Det sidste blev lagt op for et par dage siden med en besked om, at han kommer til at være uden mobildækning, men at man kan lægge en besked, hvis det er vigtigt. Man kan vist roligt sige, at den nuværende situation opfylder den betingelse. Baxter noterer kontaktoplysningerne på Michael Esmonds få Facebookvenner og lægger samtidig mærke til, at det eneste, han har lagt op det seneste halve år, er et par opdateringer om den bog, han skriver på, og fire-fem stykker om konferencen på King’s College. Han syntes åbenbart, at det var noget stort. Samantha Esmonds Facebookside virker meget livligere, i hvert fald ved første øjekast. Hun har lagt mange billeder op af sig selv: i haven, på stranden, ved kanalen i Oxford, hvor hun fodrer ænder, og sammen med en anden kvinde bag disken i en butik, der ligger i Summertown, er Baxter ret sikker på. Dernæst følger en række billeder fra idrætsdage og basarer på skolen, blandt andet et af en lidt skæv kage med teksten “Mit mesterværk” og en trist emoji. Men da han kigger nærmere, opdager han, at de fleste blev lagt op for over fire år siden. Herefter er der kun et par selfies af hende som højgravid, hvor ansigtet er utydeligt eller halvt i skygge, og et billede af et nyfødt barn i en lift på hospitalet med teksten “Endelig”. Der står ikke noget om barnets navn, vægt eller køn. Og derefter er der nærmest ingenting. Et

36

Ingen udvej_TRYK.indd 36

06.01.2021 13.42

par korte opdateringer om barnet, men næsten ingen billeder fra den første fødselsdag. Og de seneste tre måneder har der slet ikke været nogen aktivitet, hvilket Baxter med sine (ganske vist beskedne) erfaringer med sociale medier og nybagte forældre finder temmelig underligt. Janet Gislinghams Facebooktidslinje er fyldt med opdateringer om Billy – ingen forandring er for lille til at blive omtalt, intet skridt i drengens udvikling for trivielt til at vise verden det. Quinn bemærkede engang hånligt, at det næste vel blev, at hun delte et billede af hans opkast, men det vakte ikke så megen latter, som han havde regnet med. De fleste huskede, hvor tæt på det havde været, at Janet slet ikke havde fået et barn at tage billeder af. Baxter læner sig tilbage og puster langsomt ud. Så læner han sig frem og kigger billederne igennem en gang til. De begynder, da Matty er omkring tre år, og da Baxter scroller gennem dem, ser han ham vokse fra en buttet, glad lille baby til en mager dreng med alt for store briller. Lille Matty kigger på kameraet med et strålende smil og fremviser glad muslingeskaller, småsten, is, en snegl. Da han bliver ældre, gør han åbenbart sit bedste for ikke at blive fotograferet og holder sig i udkanten af billedet eller ser væk. På et af billederne gemmer han sig bag sin fars ben – eller man må gå ud fra, at det er hans far, for manden er skåret over ved brystet. Baxter rynker panden og scroller gennem billederne igen, og først nu lægger han mærke til, hvor få billeder Michael Esmond faktisk er med på. Man ser ham på et par af de tidlige feriebilleder – på et af dem spiller han cricket i sandet, og på et andet sidder han på en karrusel med Matty på skødet – men ellers optræder han ikke på ret mange andre. På et af de nyere billeder er Matty i haven, og i baggrunden kan man se en mørkhåret mand slå græsset. Det er formentlig Michael

37

Ingen udvej_TRYK.indd 37

06.01.2021 13.42

Esmond, men han har ryggen til kameraet og er langt væk. Baxter scroller tilbage til billederne fra skolearrangementerne. Fædre kan ikke smyge sig uden om den slags nu om dage, men han kan ikke se Michael på nogen af dem. Og først nu bemærker han, at den pågældende skole er Bishop Christopher’s, og da han kigger nærmere på billederne, ser han flere ansigter, som han husker fra Daisy Mason-sagen. Skolelederen, et par af lærerne og nogle af de børn, der blev afhørt, og det giver et sæt i ham, da han får øje på Daisy selv. En stålsat beslutsomhed står malet i hendes lille ansigt, da hun kommer over målstregen som nummer to i æggevæddeløbet. Billedet er taget i 2016 – inden skolesommerferien, hvor hun forsvandt – og så vidt Baxter kan se, gik Matty Esmond i klasse med hende. Der kan ikke være nogen sammenhæng mellem sagerne – det kan slet ikke være relevant – men det får ham til at tænke på noget, som enhver politimand har i baghovedet: Når en sag er opklaret, de skyldige er blevet pågrebet, og alting bliver “normalt” igen, hvad sker der så? Kan noget nogensinde blive “normalt” efter sådan en sag? Et barn forsvinder og kommer ikke tilbage, og når klassekammeraterne begynder på det nye skoleår, er hun der ikke. Man siger, at børn er robuste, men er det bare en løgn, som voksne fortæller sig selv for at få det bedre? Ham knægten her, Matty Esmond – han ser ikke “robust” ud, men skrøbelig og sårbar. Hvordan havde han det, da Daisy forsvandt? Hvordan reagerede han, da han hørte, hvad der faktisk var sket med hende? Hvor ihærdigt forældre end forsøger at skærme deres børn, slipper den slags altid ud. Baxter sukker og tænker – som så mange gange før – at han er glad for, han ikke har børn. Så gør han et par notater til sagsmappen, og til sidst går han ind på sin mail og sender Fawley en liste

38

Ingen udvej_TRYK.indd 38

06.01.2021 13.42

over de oplysninger, som han skal godkende, at de indhenter. Kontoudtog, for det første. Opkaldslister, mails, patientjournaler, internethistorik. Han har netop slukket for computeren, da Everett kommer ind, fulgt af et koldt luftpust. Hun har været i Wantage for at tale med Michael Esmonds mor. “Hvordan gik det?” spørger Baxter og ser op, men svaret står at læse i hendes ansigtsudtryk. “Den slags steder giver mig altid myrekryb, uanset hvor tit jeg kommer der, og uanset hvor godt personalet er.” Hun sætter sig tungt på stolen og tager tørklædet af. “Lederen kunne ikke have været sødere, og der er ingen tvivl om, at de viser beboerne stor omsorg, men stolene står bare op ad væggene, der lugter af pis, og tv’et kører 16 timer i træk – det er Helvedes anden kreds, hvis du spørger mig.” Det gjorde næppe sagen bedre, at hun brugte de to sidste uger før jul på at køre rundt til alle plejehjem inden for 15 kilometers radius. Hun prøver at finde et sted til sin far – hvilket han dog endnu ikke ved. Men tegnene har været der et stykke tid. Han glemmer ting, bliver hurtigt irriteret og hidser sig op. Desuden mister han tidsfornemmelsen. Han vågner, så snart det er lyst, og så tænder han for tv’et. Det har han gjort al den tid, han har boet hjemme hos hende. Han sjosker ind i stuen og er åbenbart ikke klar over, at hun stadig prøver at sove. Men Everett kan i det mindste holde lydstyrken nede – så heldige er hans naboer ikke. De ringer på hos ham to-tre gange om ugen for at klage, og det kan Everett dårligt bebrejde dem, da de har en fire måneder gammel baby. De er sikkert helt groggy efterhånden på grund af søvnmangel. Men hendes far nægter at lukke op, når de ringer på, hvilket vil sige, at hun bliver nødt til at køre 50 kilometer frem og tilbage for at tage sig af det. Der må ske noget nu. Hun

39

Ingen udvej_TRYK.indd 39

06.01.2021 13.42

sagde til sig selv, at hun ville tale med ham om det i julen, hvor de var alene, og hun havde bedre tid, men nu tager han snart hjem igen, og hun har stadig ikke bragt det på bane. Som den dygtige betjent, hun er, genkender hun en kujon, når hun ser en – og denne gang behøver hun bare kigge sig i spejlet. Hun bemærker, at Baxter ser spørgende på hende. Og det har han god grund til – hun har ikke fortalt nogen på arbejdet om det her. Men hun bliver nok snart nødt til at sige noget. Til Fawley i det mindste. “Jeg talte med mrs. Esmond,” siger hun, “og jeg fortalte hende om branden så nænsomt som muligt, men hun opfattede det vist ikke. Hun smilede bare til mig og sagde ’Det var da dejligt, min ven’.” “Så hun kan sikkert ikke hjælpe os med at opspore sønnen.” Everett ryster på hovedet. “Jeg fortalte hende, at han er savnet, men det tog hun sig ikke videre af. Hun viftede bare affærdigende og sagde, at han var ’taget hen til hytten igen’.” Baxter rynker panden. “En spejderhytte? En jagthytte?” Everett sukker. “Det kan være en snehytte – hvad ved jeg? De ansatte anede ikke, hvad hun mente, men de advarede mig om, at hun sikkert ikke ville være til megen hjælp.” “Ærgerligt,” siger Baxter. Noget i hans tonefald får hende til at studse. “Hvad er der? Har du fundet noget?” Han skærer ansigt. “Der er snarere tale om, hvad jeg ikke har fundet.”

***

40

Ingen udvej_TRYK.indd 40

06.01.2021 13.42