I ildlinjen

I ildlinjen.indd 2

30.11.2020 10.12

I ILDLINJEN H.C. BRODERSENS KRIGSDAGBOG 1914-1919 Med forord, efterskrift og noter af Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og René Rasmussen

GAD S F O R LAG

I ildlinjen.indd 3

30.11.2020 10.12

I ildlinjen H.C. Brodersens krigsdagbog 1914-1919 © Gads Forlag A/S, 2021 Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Lino Vogt Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Omslagsbillede: tyske tropper i kamp, april 1917 (Museum Sønderjylland) Tryk og indbinding: ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-12-06277-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden, 2021

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

I ildlinjen.indd 4

30.11.2020 10.12

INDHOLD

Forord ved udgiverne 7 Forord af Cai M. Woel 19 Hans Christian Brodersens krigsdagbog 1914-1919 24 Efterskrift 178 Litteratur 189 Noter 191

I ildlinjen.indd 5

30.11.2020 10.12

I ildlinjen.indd 6

30.11.2020 10.12

FORORD VED UDGIVERNE

H

ANS CHR. BRODERSENS I Ildlinien. Krigsdagbog fra 31. juli 1914 til 31 juli 1919 udkom for første gang i 1933, på det for længst lukkede og i dag glemte Funkis Forlag. Den kom så vidt vides kun i ét oplag, så måske Gyldendal havde ret, da forlaget året før afslog Brodersens manuskript med henvisning til, at det var for blodigt, og markedet for den slags var mættet. Efter udgivelsen af Erich Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten i 1929 og dens øjeblikkelige succes ikke blot i Tyskland men på verdensplan, var der nemlig kommet en strøm af romaner om og erindringer fra krigen (og Remarques bog var allerede blevet filmatiseret i 1930).

Antallet af bøger om Første Verdenskrig er i den mellemliggende tid kun forøget, og krigen selv er desuden i høj grad blevet overskygget af Anden Verdenskrig – i hvert fald i Danmark. Når vi alligevel i samarbejde med Gads Forlag genudgiver I Ildlinien, skyldes det dels, at hundredeåret for Første Verdenskrig og Genforeningen har medført en stigende interesse for krigen, men også at bogen i dansk sammenhæng er usædvanligt velskrevet og veldisponeret, samtidig med at den beskriver en typisk krigserfaring og beretter meget åbenhjertigt om både voldelige og sjældnere venskabelige forhold til fjenden.

FORFATTERENS BARNDOM OG UNGDOM Hans Christian Brodersen blev født i 1891 i Vr. Sottrup på Sundeved og voksede op på Nordals i yderst fattige kår, selv målt med 7

I ildlinjen.indd 7

30.11.2020 10.12

datidens målestok. Han var den ældste af i alt 13 børn. I de følgende 25 år fødte moderen i gennemsnit et barn hvert andet år, men da hjemmet kun havde ét soveværelse, og eftersom der ikke var plads i husets kun to senge til mere end fem børn og to voksne i alt, måtte lille Hans Christian ud at tjene allerede som 9-årig.

Han fik plads på en gård i Stevning på Nordals. Hans dage begyndte kl. 04:00 med at stå op, malke køer, lukke høns ud og tænde op i komfuret, før han tog af sted i skole. Det herskede en mildt sagt rustik tone mellem karle og piger på gården, og der blev gået hårdt til brændevinen. Men han klarede sig godt i skolen og var blandt de bedste i sin klasse ved konfirmationen.

Als og Sundeved var områder, hvor danskheden traditionelt havde stået overordentligt stærkt. Både hjemmet og arbejdspladsen var meget danske, og ”der var træskotramp i køkkengulvet, når vi sang de forbudte danske sange til vore fester,” skriver han. Efter konfirmationen i 1906 kom Brodersen i en ny plads, også meget

Stevning ca. 1905. Hans Chr. Brodersen var født på Sundeved og voksede op på Als, nogle af de mest danske egne af Nordslesvig. Ved folkeafstemningen i Stevning i 1920 stemte 314 dansk og kun 7 tysk. Det er tæt ved 98 % danske stemmer (Museum Sønderjylland).

8

I ildlinjen.indd 8

30.11.2020 10.12

dansk, og her blev han også involveret i det danske ungdomsarbejde på Als, der blomstrede i årene op imod Første Verdenskrig under ledelse af Ellen og Andreas Grau i Nordborg. Han blev forkarl på en gård; et meget stort ansvar for så ung en knægt. Men han var dygtig og flittig, og efter yderligere nogle år blev han mod ”den største løn i byen” enekarl på en stor, men meget gammeldags drevet gård. Husbond var dog indstillet på moderniseringer, og snart blev der anskaffet nye maskiner og redskaber: en moderne plov, såmaskine, selvbinder osv. Inden længe kunne gården bryste sig af at være den første, der var færdig med vår-, høst- og skovarbejdet.

Det var der megen prestige i, navnlig på Als. Brodersen trivedes med det hårde arbejde og de faste rutiner: ”Om dagen gik arbejdet som et urværk. Spisetiden blev overholdt på klokkeslæt, og de enkelte sæsonarbejder blev begyndt til bestemte datoer. Det var en god plads, men nu skulle jeg være soldat.”

Der var tradition for krigstjeneste i familien, og den ældre generation holdt af at berette om fortidens bedrifter ved familiefesterne. Hans morfar havde været matros om bord på korvetten Niels Juel, der havde deltaget i Slaget ved Helgoland i 1864. En klar dansk sejr, ifølge morfar. Morfaderens broder, Peter, havde til gengæld været med som dansk infanterist på Dybbøl, hvor han havde kæmpet den 18. april 1864. Brodersens farfar tilhørte en lidt ældre generation. Han havde været dansk dragon i 1848-1850 og var med ved Slaget ved Isted. Brodersen var ud af en slægt af krigere.

For at undgå at blive sendt til en kaserne meget langt fra hjemmet, hvilket ikke sjældent skete med dansksindede, der havde en fremtrædende plads i det danske foreningsarbejde, meldte Brodersen sig som frivillig. Så havde han nemlig selv indflydelse på, hvor kan skulle aftjene, og han ville gerne ind til Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, der havde kaserner i Sønderborg og Flensborg.

Han blev i første omgang antaget, men blev så kaldt til kommuneforstanderen – den lokale, civile preussiske embedsmand i Egen 9

I ildlinjen.indd 9

30.11.2020 10.12

kommune på det centrale Als, hvor han boede på daværende tidspunkt. Kommuneforstanderen erklærede, at han af hensyn til Brodersens venskabelige forhold til hans egne to sønner gerne ville ”gøre noget” for ham. Men Brodersen skulle – til gengæld for at få lov til at aftjene værnepligten i Sønderborg eller Flensborg – melde sig ud af de danske foreninger og i det hele taget ophøre med sit engagement i det danske foreningsarbejde. Dette var en ofte set fremgangsmåde fra myndighedernes side i datidens Nordslesvig.

Men Brodersen nægtede, og så måtte han møde op til almindelig session i foråret 1911. Her blev han taget til soldat til Infanterie-Regiment Nr. 163 i Neumünster i Holsten. Det kunne have været meget værre. Men næppe var han atter kommet i tøjet, før han blev kaldt tilbage til sessionsbordet. Her sad bl.a. kommuneforstanderen hjemme fra Egen. Med den begrundelse, at Brodersen var ”for flot en karl” til et almindeligt linjeregiment, blev han så taget til Grenadier-Regiment ”König Friedrich I.” Nr. 5 med kaserne i Danzig. ”Ind blandt polakkerne”, som Brodersen selv udtrykker det. Brodersen er ikke selv i tvivl om, at kommuneforstanderen har ønsket at sende ham så langt væk fra Nordslesvig som vel muligt.

I oktober 1911 mødte han så på kasernen i Danzig – som den eneste på stuen, hvis navn ikke endte på ”-ski.” Men det gav ham visse fordele. De preussiske officerer havde ikke meget tillid til polakker, men det havde de til slesvig-holstenere, og da Brodersen tilmed var trænet gymnast hjemme fra den danske ungdomsforening, blev han gymnastikinstruktør og dermed en slags befalingsmand. Han knyttede også kontakt til en del andre nordslesvigere i den store garnisonsby Danzig, både i samme regiment og i andre regimenter. I efteråret 1912 blev han ”Gefreiter” – dvs. underkorporal. Han uddannede nu nye rekrutter og blev senere ordonnans.

Det var langt bedre end at være almindelig menig. En tid var han tilsynsførende ved fæstningsarresten, dvs. fangevogter for de fanger, der var idømt fæstningsstraf. Brodersen opnåede ”Führung: 10

I ildlinjen.indd 10

30.11.2020 10.12

sehr gut” og var nr. 4 ud af 120 mand. ”Jeg skriver dette i dag med en vis følelse af stolthed over resultatet”, tilføjer han.

Brodersen var tilsyneladende en mand, der befandt sig vel i en hierarkisk organisation som den preussiske hær. Han havde let ved at indordne sig og han havde let ved selv at tage føringsansvar.

Efter endt tjenestetid blev Brodersen efter varm anbefaling af sin kaptajn ansat i postvæsenet. I april 1914 tiltrådte han en stilling som landpost i Nordborg. I mellemtiden var han desuden blevet forlovet. Men så kom krigen.

Brodersen blev indkaldt til Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, netop det regiment, han gerne ville have aftjent værnepligt i. Det skyldtes, at den tyske hær, for at bringe regimenterne op på fuld krigsstyrke inden afsendelse til fronten, indkaldte reservister fra regimenternes nærområder. Det er da også kendetegnende, at Brodersen blandt sine våbenfæller i begyndelsen af august 1914 kunne hilse på en række andre nordslesvigere, som han havde aftjent værnepligt sammen med i Danzig.

BRODERSENS KRIG Der er mange kvaliteter ved Brodersens erindringer, men den måske vigtigste er, at de kan læses som et nærmest idealtypisk eksempel på de krigserfaringer, der gjorde sig gældende for frontsoldaterne i Første Verdenskrig. Det begyndte på sin vis allerede i sensommeren 1914. På dette tidspunkt ernærede Brodersen sig som postbud og kom derfor godt omkring, når han cyklede rundt med mobiliseringsordren til de lokale kommuneforstandere. Hans beskrivelse af stemningen på disse varme dage i august varierede fra glæde og frygt, men også lettelse, der skal ses i lyset af den spænding, der efterhånden var blevet opbygget og udsigten til, at Europa fik det opgør, der for mange forekom uundgåeligt. På sin rute mødte han en kommuneforstander, der forklarede, at man skulle tage det med ro, da krigen alligevel var slut inden jul. Mens 11

I ildlinjen.indd 11

30.11.2020 10.12

reaktionsmønstret varierede og ofte var afhængig af forhold som eksempelvis social status, nationalt sindelag og alder, var de fleste i samtiden dog enige med forstanderen. Krigen ville blive kort. Det kan i dag virke som en decideret ubegavet betragtning, set i lyset af den katastrofe, som man var på vej ind i. Sagen er dog, at europæerne i sensommeren 1914 ikke havde ret megen krigserfaring, og kun de færreste havde en nogenlunde klar forestilling om, hvordan den forestående krig ville udvikle sig. Det illustreres godt af den situation, der opstod i den lille by Stevning få dage efter krigsudbruddet, hvor Brodersen og en gruppe kammerater fra Als mødte veteraner fra den fransk-tyske krig 1870-71, som kunne fortælle, at det hele ikke var så slemt, men at det i øvrigt var vigtigt at medbringe gode sokker. Veteranernes erfaring var ikke megen nytte til i den type krig, som Brodersen og hans kammerater snart skulle befinde sig i. Den lille episode beskriver dog godt den mere overordnede situation, hvor konsekvenserne af massehære, logistiske fremskridt i form af jernbanen og ikke mindst nye våbensystemer skulle kaste verden ud i krig, hvis lige man ikke havde set før.

At Brodersen kom til at deltage i en krig, der var meget anderledes end dem, som blev udkæmpet i det forrige århundrede, blev snart åbenbart. De kampe, som forfatteren deltog i 1914 til 1918, var repræsentative for den generelle udvikling på Vestfronten. Den første fase var kort og karakteriseret af en bevægelseskrig, hvor hærene påførte hinanden høje tab, når soldaterne stormede mod modpartens stillinger i åbent terræn. Det varede dog kun kort tid og allerede i september 1914 noterede Brodersen, at skyttegravens bund var et stort ælte på grund af den vedvarende regn. Overalt langs Vestfronten begyndte soldaterne at grave sig ned i jordstillinger, og det er i sådanne skyttegrave, at hovedparten af hans erindringer foregår.

I starten var det i simple stillinger, men disse blev hurtigt udbyggede til komplicerede og mægtige anlæg. I december 1915 12

I ildlinjen.indd 12

30.11.2020 10.12

„De lystigen Nord Sleswiger”. Foto af dansksindede nordslesvigere under aftjening af værnepligten i Danzig i 1913. Teksten på kortet er formentlig skrevet demonstrativt på fejlagtigt tysk. Hans Chr. Brodersen med det blå kryds (privateje).

anslog han eksempelvis, at deres dækningsrum befandt sig otte meter under jorden. Den skyttegravsfront, som var opstået i Belgien og Frankrig, havde man aldrig tidligere set i krigshistorien.

Men også våbnene, eller den måde de blev anvendt på, var anderledes. Brodersen stiftede bekendtskab med mange af de våben, der blev anvendt for første gang på kamppladsen. Det gælder blandt andet den kemiske krig i form af giftgas, men han beskriver også fascineret, hvordan jagerflyene udkæmpede dueller over hovedet på infanteristerne nede på jorden. De vigtigste våben i skyttegravene var dog maskingeværet og artilleriet, der også er et gennemgående tema i erindringerne sammen med håndgranaterne, der blev anvendt til nærkamp i stillingerne.

Selvom Brodersens krigserfaring på mange måder kan beskrives som typisk, så adskilte han sig fra den største del af sine soldaterkammerater ved at være underofficer, altså befalingsmand. Det 13

I ildlinjen.indd 13

30.11.2020 10.12

betød, at han ledede og kontrollerede de menige soldaters mange forskellige opgaver. Det fritog ham naturligvis ikke fra deltagelse i kamp, men betød, at han ikke tog direkte del i det ofte slidsomme vedligeholdelsesarbejde, som prægede skyttegravkrigens monotone hverdag. Disse sider af krigens dagligdag fylder da heller ikke meget i I Ildlinien. Det skyldes dog formodentlig både Brodersens position og redaktionelle valg i forbindelse med udgivelsen.

FJENDEN Brodersens første regiment i krigen kom fra Flensborg. Det mødte krigens realiteter for første gang i Belgien i midten af august 1914.

Det, som fyldte mest i første omgang, var imidlertid ikke mødet med den belgiske hær, men frygten for civilbefolkningen eller det som han kalder franktirørkrigen. Det handlede om såkaldte franc tireurs, dvs. civile kombattanter, eller friskytter, der på illegal vis faldt den tyske hær i ryggen og angiveligt udøvede frygtelige ugerninger i form af drab og tortur på deres fanger. Brodersen frygtede tydeligvis belgierne og det samme gjorde en meget stor del af de øvrige soldater. Der er ikke ret meget som tyder på, at civile optrådte som friskytter. Forestillingen herom skyldtes en ulykkelig sammenblanding af uerfarne tropper, der forvekslede ild fra egne rækker eller den belgiske hær med fjendtlige handlinger udøvet af civile og historier fra den fransk-tyske krig i 1870-71, hvor franc tireurs angreb tyskerne. Brodersen og hans kammerater kom selv i en situation, hvor de hos en belgisk familie finder nogle afskudte geværpatroner. Konen i huset brød derefter sammen og bad hulkende om nåde. Det havde hun også god grund til. Tyske soldater var på dette tidspunkt dybt involveret i krigsforbrydelser på grund af mistanken om friskytter. Det resulterede i afbrændinger af hundredevis af landsbyer og ødelæggelser af uerstattelige kulturskatte som eksempelvis biblioteket i Louvain. Mere end 5.500 civilister, henunder også kvinder og børn, blev myrdet i egentlige 14

I ildlinjen.indd 14

30.11.2020 10.12

massakrer eller ved militære standretter i sommeren 1914. Herefter klingede overgrebene af.

Brodersens beskrivelse af modstanderens soldater stemte godt overens med de tendenser, der kan iagttages hos andre sønderjyske krigsdeltagere. Han har gennemgående respekt for både belgiske, franske og britiske soldater. Han mødte briterne i 1914 i slaget ved Mons, som var de første kamphandlinger, den britiske hær deltog i under den Første Verdenskrig. Her efterlod de professionelle soldater fra det lille britiske ekspeditionskorps indtrykket af et standhaftigt mandskab og dygtige skytter. En gruppe af soldater beskriver han imidlertid i stærkt racistiske vendinger, som kan være hård kost for en nutidig læser. Det gælder den gruppe, han kalder zuaver, der var kolonitropper i den franske hær. I erindringerne beskrives de som vilde, stinkende folk fra Indiens jungle eller Afrika mørke skove. Han fandt det tydeligvis uværdigt, at han og hans kammerater skulle kæmpe mod sorte frem for hvide soldater. Disse kolonisoldater, der kom fra fransk Nord- og Vestafrika, blev meget ofte beskrevet på denne måde af både sønderjyder og tyske soldater generelt. Årsagerne hertil er flere, men udspringer grundlæggende af datidens racistiske syn på sorte mænd, der blev forbundet med en dyrisk, primitiv og brutal adfærd. Sådanne fordomme gav også anledning til en udbredt frygt for, at afrikanerne ville være særligt grusomme, hvis man faldt i deres fangeskab.

En mere positiv interaktion med fjenden finder man i en beskrivelse fra en fremskudt lyttepost i begyndelsen af 1916. Det var en meget farlig stilling, som Brodersen og hans kammerater befandt sig i, da der ikke var mere end 3-4 meter over til franskmændene, hvorfor håndgranaterne røg frem og tilbage. En af hans kammerater, der kunne fransk, forfattede derfor et brev, der blev smidt over til modstanderne sammen med noget tobak. I brevet foreslog de at holde fred. Franskmændene accepterede tilbuddet ved at sende en pakke med lækkert brød tilbage. På den måde havde 15

I ildlinjen.indd 15

30.11.2020 10.12

parterne etableret en lille lokal fred. Episoden kan virke mærkelig, men er karakteristisk for skyttegravskrigen. Under den Første Verdenskrig var det således helt almindeligt, at soldaterne indgik små, uformelle våbenhviler for at dæmpe volden. Den bedste kendte, og mest omfattende episode, foregik på Vestfronten juleaften 1914, hvor soldaterne mange steder holdt op med at skyde på hinanden.

En så omfattende våbenhvile indtraf aldrig igen, men aftaler med fjenden, som den Brodersen var med til at indgå, foregik mange steder. Freden i lytteposten var også typisk derved, at den viste sig skrøbelig. En nævenyttig officer opdagede, hvad der foregik, og den gruppe Brodersen tilhørte, blev trukket ud af stillingen, hvorefter kampene blussede op igen.

KRIGSDAGBOG? I Ildlinien præsenterer sig både på titelbladet og ved sin form som en dagbog. Ved gennemlæsningen får man dog hurtigt det indtryk, at der ikke er tale om kildeudgivelse, men snarere om dagbogen brugt som litterær form. Beskrivelserne er for udpenslede og velformulerede, samtidig med at de ofte giver indtryk af at være nedskrevet næsten øjeblikkeligt eller lige efter begivenhederne. Desuden er der ved nærlæsningen af de trykte regimentshistorier for de enheder, Brodersen har tilhørt, en del mindre, men også større, tidslige unøjagtigheder, såvel som fejl i begivenhedsforløbet. Der findes ganske vist ingen regler for at føre dagbog, og i andre krigsbøger kan de enkelte indførelser være både lange og beskrivende, ligesom forkerte dato- og stedsangivelser heller ikke er ukendte.

Hvorvidt Brodersen rent faktisk førte dagbog under krigen, vides desværre ikke, ligesom der heller ikke kendes manuskriptudkast til bogen. Af Brodersens upublicerede erindringer, hvor krigen ikke medtages, men hvor han henviser til sin bog, fremgår dog, at en af Gyldendals indvendinger mod hans manuskript var, at det var skrevet i tredje person. Det oprindelige manuskript kan derfor

I ildlinjen.indd 16

30.11.2020 10.12

næppe have være skrevet i dagbogsform, da en dagbog skrives i første person. I Ildlinien skal altså betragtes som erindringer, der inden udgivelsen på Funkis Forlag har undergået en betydelig redigering.

Bogen I Ildlinien er velskrevet. Hvis man sammenholder pro­ saen med hans upublicerede erindringer, så får man en mistanke om, at der nok har været en mere skrivekyndig med inde over – eller som minimum en meget emsig redaktør. Men hvem kan det have været? Det var den kendte sønderjyske forfatter Marcus Lauesen, der havde anbefalet manuskriptet. Lauesen havde året før udgivet succesromanen Og nu venter vi på skib, som skulle blive 1930’ernes mest solgte danske roman. Mon ikke også han har rådgivet, og måske tilmed haft en hjælpende pen med i Brodersens manuskript?

Forordet til bogen er skrevet af Cai M. Woel, en anden i samtiden kendt forfatter. Han har som udgiver temmelig sikkert haft en pen med i spillet i forhold til det sproglige.

En omfattende redigering kan være en del af forklaringen på de kronologiske fejl i I Ildlinien. Ved sammenskrivning og flytning af tekststykker, har man ikke været opmærksom på – eller ikke bekymret sig om – at få rettet datoerne til, ligesom redaktørerne

Hans Chr. Brodersen (1913) bærer – som den ene af kun to i hele soldatergruppen – sin felthue højst ureglementeret som en baret. Det viser en selvbevidst soldat, der godt kunne bryde med reglementerne (privateje).

17

I ildlinjen.indd 17

30.11.2020 10.12

kan have tilladt sig at komprimere forløb for at få en mere spændende tekst. Det er naturligvis meget muligt, at Brodersen har husket forkert. Men selvom alle erindringer, selvfremstilling som de er, altid skal tages med et gran salt, så stemmer I Ildlinien grundlæggende overens med regimentshistorierne for de regimenter, han gjorde tjeneste ved. Trods en del fejl og dramatiske greb, står Brodersens beretning altså til troende.

Vi har tilrettet teksten moderne retskrivning og foretaget enkelte sproglige justeringer, men har stræbt efter at bibeholde Brodersens sprogtone, hvor den giver farve og autenticitet til fortællingen, også selvom den ikke alle steder er helt sprogligt korrekt. Kommateringen er også Brodersens oprindelige.

December 2020, Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og René Rasmussen

I ildlinjen.indd 18

30.11.2020 10.12

FORORD AF CAI M. WOEL

D

ET ER SOMMEREN 1933, i juli måned. Jeg sidder i min have under skyggefulde træers kølighed og ser ud i det stærke solskin, der har svøbt alt ind i en dis af varme og ligesom givet det hele et optimistisk velvære over sig.

På bordet foran mig ligger H.C. Brodersens manuskript til hans krigsdagbog, der skildrer hans oplevelser i verdenskrigen i årene 1914-1919. Marcus Lauesen1 har sendt mig manuskriptet og bedt mig virke for dets udgivelse.

Og så sidder jeg da her i min fredelige have og læser denne bog, og den rusker mig op af solsløvetheden, af sommerdøsen; den er spændende som en af de gode gammeldags røverromaner og dybt bevægende som et stort digterværk, fordi den bringer en forsvunden virkelighed forfærdende nær ind på livet af os.

I begyndelsen er det mig egentlig imod netop nu at læse om krig og død og ødelæggelse, men det varer kun, til jeg kommer et par sider frem i manuskriptet. Så går min verden under – min fredelige idyl er borte, jeg sidder midt i alt det frygtelige, som var verdenskrigen.

H.C. Brodersen kan til tider have svært ved at „komme i gang”, og det kniber også med overgangene i stoffet, men han har dog en så sikker og sober fremstillingsevne, at han meget hurtigt fanger læseren ind; nå, det han fortæller om, gør jo unægtelig sit til, at man lytter.

Vi har nu læst en del krigsbøger, så vi er forvænte på dette 19

I ildlinjen.indd 19

30.11.2020 10.12

område, men de af os, der mener, at verdenskrigen alt for hurtigt er gået folkene af minde, vi propaganderer vedblivende for disse bøger, hvis indre stemme gennem al larm og tummel, skrig og dødsrallen altid trofast udråber et: Aldrig mere krig! Og dette råb stiger da også stadig mod læseren fra H.C. Brodersens bog.

Det er resultatet, han kommer til; men det kan jo ikke nægtes, at han i sin skildring næsten propaganderer mod sig selv. Brodersens bog er en bred, meget anskuelig skildring af verdenskrigen på den tyske vestfront. Vi følger det sønderjyske [Füsilier-] Regiment 862 fra krigens udbrud, gennem kampene i Belgien til standsningen i Nordfrankrig. Så kommer de lange pinefulde år med den næsten ubevægelige skyttegravskrig, der dog i bogen er et af de mest spændende og rystende afsnit, skildringer af kampe og udfald, af natlige rekognosceringer og dagliglivets besvær. Derefter et afsnit, hvor hovedpersonen som såret ligger på lazaret, først i Belgien, senere i det indre Tyskland og sidst i Sønderborg, et lille år går med sygdom og rekreationstjeneste, før det atter går mod Vestfronten til den store forårsoffensiv i 1918, og med skildringen af de sidste blodige nærkampe, der ender med Brodersens tilfangetagelse, kulminerer bogens kraft. Man er med midt ude i bataljerne, man synes, man ligger med bag maskingeværet – der er en fart og anskuelighed, en spontan oplevelse over disse kapitler, som man næppe nogensinde vil glemme. Bogen slutter med en skildring af fangenskabet i Frankrig, tilbagekomsten i 1919 og krigsfangernes storslåede modtagelse i Odense.

Når jeg ovenfor skriver, at Brodersen propaganderer mod sig selv og sin tanke med bogen, mener jeg dermed, at man ikke kan læse sig gennem den, uden samtidig at føle det heroiske i krigen.

Rædslen, dødsangsten, alle ulykkerne, der følger i dens kølvand, ved Brodersen om, og han sparer ikke sine læsere for noget i den retning, hans lazaret-skildringer berøvede mig al lyst til middagsmad den dag, jeg læste dem, men der er også noget i bogen, der vist 20

I ildlinjen.indd 20

30.11.2020 10.12

ellers er meget sjældent at træffe i bøger: denne rent virile følelse af mandsmod og styrke, evnen til at beherske en situation, koldblodighed, duelighed og vilje! Den fællesfølelse, disse modige mænd havde, tilliden og troen, der aldrig blev svigtet, uden når døden forhindrede det – hvor eksisterer disse tilstande i den civile verden?

Men ude i skyttegravenes yderste ildlinje var man smeltet sammen eller tvunget sammen i én stor enhed. Vilkårene var ens for dem alle: de bragende granater og de tak-tak’ende maskingeværer!

Det er med en dyb stolthedsfølelse, at en dansk mand læser denne bog, der som måske intet andet dokument vidner om sønderjydernes pligttroskab og styrke, selv når det gjaldt en sag, de ikke havde særlig del i, og som krævede, at de hver time på døgnet satte livet på spil. I vanskelige og besværede tider, hvor det ikke synes at være netop disse egenskaber, pligtfølelse og styrke, der er de rådende, bliver denne bog for os heroppe i kongeriget meget mere end en beretning om den store krig. Den bliver ved sin styrke, sin fællesfølelse, sin ånd et stort eksempel til efterfølgelse, overført på den fredelige hverdags krævende kamp. For også dér er der brug for store egenskaber.

Disse krigere var helte, for de var mænd, modige, pligtopfyldende mænd, og det er en art, der er ved at dø ud, selv om vi heroppe har haft ganske andre fredelige kår at byde dem – eller måske netop derfor?

Vi må aldrig aflade at forkynde tidens store evangelium: ALDRIG MERE KRIG! Men de sønderjyske mænd, der bar den store krigs byrder, bør vi lytte til og lære af; vi må være stolte af at bo i hus sammen med dem!

CAI M. WOEL.3

21

I ildlinjen.indd 21

30.11.2020 10.12

Tre forfattere. Til venstre ses Marcus Lauesen, som anbefalede Brodersens manuskript, til højre Cai M. Woel, som udgav det på sit forlag, og i midten Poul la Cour. (Museum Sønderjylland).

I ildlinjen.indd 22

30.11.2020 10.12

Füsilier-Regiment Nr. 86´s marchrute august-september 1914 fra den tysk-belgiske grænse til stillingen nord for Aisne. Kortet er formodentlig udarbejdet af museumsinspektør Raben, Sønderborg Slot. Udvalgte stednavne og målestok er indsat i forbindelse med denne udgivelse (Museum Sønderjylland).

23

I ildlinjen.indd 23

30.11.2020 10.12

H.C. BRODERSENS KRIGSDAGBOG 1914-1919

NORDBORG, DEN 31. JULI 1914 Så var den dags arbejde overstået. Jeg havde lige afleveret mine sager til postassistenten, der kvitterede for afregningens rigtighed, da telegrafen på hans skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung”, det lød som en hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste på telegrafens papirstrimmel. Han sprang op fra sin stol, og med et smæld lukkede han lemmen ud til det ventende publikum. „Mobilmachung!” råbte han ud over lokalet. Vi trængte sammen om assistenten og postmesteren, der nu også var kommet tilstede. „Ja, mine herrer, så går det løs,” sagde postmesteren, og det lød, som om han følte en lettelse for den knugende og trykkende uvished, vi alle nu i de sidste otte dage havde følt med hensyn til de diplomatiske forviklinger, der var opstået. Et øjeblik efter var vi alle – ni mand stærk – i fuld virksomhed, og det blev ikke fyraften denne gang, thi enhver af os skulle i sit distrikt udbringe mobiliseringsordren til de forskellige kommuneforstandere. „Hvorhen i den fart, postbud?” råbte præsten i Oksbøl, da jeg rundede hjørnet af hans have, der lå ud til vejen. „Mobil, hr. pastor,” råbte jeg tilbage over skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til præsten, der stod lænet op til sin havelåge og røg sin aftenpibe.

Han havde næsten hver dag i de sidste 4 uger, siden revolver24

I ildlinjen.indd 24

30.11.2020 10.12

skuddene faldt dernede i Sarajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske situation, og da han nu fik at vide, at der i henhold til „allerhöchste Erlass”4, var anordnet mobilisering, mente han, at det havde kejseren ikke villet. „Gud beskærme kongen og vort kære fædreland,” bad han og tilføjede, „den krig er os påtvunget!”

Det havde jeg ingen mening om, og uden at indlade mig på yderligere diskussion herom, sprang jeg atter på cyklen for at bringe min dårlige nyhed videre. Hos kommuneforstanderen i den næste by blev jeg modtaget med ordene: „Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”5 Jeg, der svedte, så vandet drev af mig, blev budt indenfor. „Få en tår øl,” sagde kommuneforstanderen, „og tag den med ro. Det hele bliver ikke så slemt, og til jul er det overstået, og I er hjemme igen.”

Jeg overhørte imidlertid hans gode råd om at tage sagen med ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til posthuset, var det med en knækket styrestang på cyklen. – nå, der var jo så mange, der både tabte hovedet og styret i den tid.

STEVNING, DEN 4. AUGUST 1914 Udsigterne for krigen diskuteredes allevegne, og da jeg i aftes gik igennem byen, indblandedes også jeg i en stor klynge af jævnaldrende, der havde samlet sig uden for kroen. Vi alsinger, der har ord for af naturen at være rolige og besindige, lod os ikke henrive til begejstrede udbrud, eller anden sympatisk tilkendegivelse af det, der forestod. Tysklands storhedsdrømme, og tanken om „ein frischer, fröhlicher Krieg,”6 var ikke noget, vi beskæftigede os med til daglig. Også krigsdeltagerne fra 1870-71 var mødt op, og enkelte af dem søgte i svulstige ord at belære os om, at hvis blot vi var forsynet med gode strømper og ellers forstod håndteringen, var det hele ikke så slemt. Han havde selv deltaget i krigen som marketender og 25

I ildlinjen.indd 25

30.11.2020 10.12

havde tjent mange penge, og den samme mulighed lå for os, mente han. De grædende mødre, hustruer og kærester var dog ikke noget syn, der skulle hjælpe til med at se alt for lyst på tilværelsen.

SØNDERBORG, DEN 5. AUGUST 1914. KL. 5 1/2 OM MORGENEN Min ven Gæthe og jeg havde for en time siden sagt farvel til alle kære. Måske for sidste gang. Nu sidder vi her på resterne af en gammel skanse fra 1864 og tager os et hvil, forinden vi med toget skal videre til Flensborg. Undervejs hertil har vi ladet tårerne have frit løb, og det er ikke bedre nu, da vi sidder her og nyder udsigten over det kære gamle Als. Til højre for os i en stor bue mod nord ligger Sønder- og Nørreskoven, og til venstre forude snor Augustenborg fjord sig som en lang, smal sølvstribe ind i landet. Den opgående sols stråler spiller lystigt hen over dens let krusede overflade. De hvidkalkede mure af Hørup, Ulkebøl, Ketting og Egen kirker lyser i solen. Langt ude i horisonten skimtes i disen Stevning mølle. – Hist og her står en rad køer og gumler i det saftige, af dug glinsende græs. – Dog vi skal videre. – Hvornår mon vi skal se det alt sammen igen?

FLENSBORG, DEN 5. AUGUST KL. 10 AFTEN Så er jeg nået så vidt. På sengen i mit kvarter ligger hele udstafferingen. Jeg selv sidder på en stol ved vinduet i en lille stue, der ligger ud til kasernen i „Junkerhohlweg”, og er iført min nye uniform.

Gråt i gråt er det hele, – vejret, humøret og „klunset” derhenne på sengen. Anderledes i kaserne og i toget hertil. Allerede i Sønderborg var toget fyldt med syngende og støjende reservister, der havde fået spiritus og gå-på-mod, i mængder; det virkede afskyeligt. Sange som oprørsvisen7, „Deutschland, Deutschland über alles”, „Die Wacht am Rhein”, samt gamle, kendte soldatersange blev sunget med et overmod, som om det gjaldt en skovtur og ikke en rejse ud til død og fordærvelse. „Sonderburg, Düppel-Mühle, 26

I ildlinjen.indd 26

30.11.2020 10.12

Insel Alsen,” lød det fra et andet hjørne i den 4. klasses kupé, men Dybbøl Mølle, noget af det sidste vi så af de hjemlige egne, drejede sindig sine vinger i den svage vind, som om den ville mane til at tage sagen i samme tempo. I kasernen flyder øllet i strømme, og enhver synes kun optaget af dette ene: „Wehe dir, oh, wehe dir Franzosenblut.”8 På kasernepladsen havde flere, gamle kendinge fundet sammen. Her stod Jep Hansen fra Aabenraaegnen, uendelig ked ved hele situationen. Evald Jørgensen fra Bevtoftegnen, og som på sin rolige og besindige måde ønskede krigen og alt det djævelskab hen, hvor peberet gror. Hans Blom fra Morsum på Sylt, der var storstadsvant, og var henrykt over, at det nu endelig gik løs. Han havde hørt noget om „indkredsningspolitik”9 og var begejstret over at måtte være med til at gøre ende på den. Her stod „Lille Jim” fra Als, der med sit ligeglade smil, trods tidens alvor, ikke kunne lade være med at gøre løjer med alt og alle. Her Paul Jessen fra Rinkenæsegnen, der med sit uopslidelige humør ikke kunne lade være med at „trække” med Hans Rossen10 fra Hostrupskov. Endelig var der Hans Bladt11 fra Sundeved og jeg. Alle var vi kammerater fra aktiv tjenestetid og holdt nu sammen for at komme til et og samme kompagni. Om eftermiddagen blev vi endelig inddelt i Regiment 86 og i 3. kompagni. Vi har fået hele vor udrustning med undtagelse af de skarpe patroner og de skarpslebne bajonetter. Bajonetterne er nede på værftet for at blive slebne. – Gid vi aldrig får brug for dem.

FLENSBORG, DEN 7. AUGUST 1914, OM AFTENEN Bataljonen er indladet. Med 42 mand er vi fordelt i kreaturvognene på det tog, der skal føre os „herrliche Zeiten entgegen”. Byen er blomster- og flagsmykket, og ventetiden, indtil toget går, forkortes ved musik fra regimentskapellet. Min sidemand, Julius – kaldet Skorstensfejeren – havde vi næsten måttet bære ned til toget. I glæden over telegrammet om, at den belgiske fæstning Liège (Lüttich) var faldet, havde han drukket sig fra sans og samling og måtte bæres 27

I ildlinjen.indd 27

30.11.2020 10.12

ud fra sin seng, da vi skulle afsted. Nu ligger han i hjørnet af vognen og snorker, medens han med nogle underlige, langtrukne hyl rækker hals. Hans nye uniform ser ikke godt ud, men Skorstensfejeren bryder sig i øjeblikket lige så lidt om det, som om hyldest- og leveråbene fra den store forsamlede menneskemængde. Toget har nu sat sig i bevægelse, og ud fra den åbenstående dør, gennem hvilken vi ser Flensborg forsvinde, forsvandt også lidt efter lidt ølduften fra Skorstensfejerens mødding i hjørnet af vognen.

HAMBURG, NATTEN TIL DEN 8. AUGUST 1914 Hjulbremserne hvinede og skreg. Vognene skubbedes i små, korte ryk frem og tilbage, indtil de endelig stod helt stille. Vi var blevet rystet ud af den begyndende søvn, og også Skorstensfejeren var blevet vågen. Han havde næppe set skiltet med „Hamburger Hptbhf.”, før han, trædende på kammeraternes ansigter, maver og ben, forsvandt ud ad døren. En dame, der var forsynet med et hvidt armbind med det kendte „Røde Kors” mærke, faldt han om halsen, men han var også virksom på anden måde, thi da toget, efter et ganske kort ophold, atter satte sig i bevægelse, var vognen næsten fyldt med cigarer, chokolade og andre „Liebesgaben”.12

AACHEN, DEN 10. AUGUST 1914 Vi ankom i går hertil og blev indkvarteret i skoler og andre store bygninger. I dag har vi haft en lang udmarch, der blev kaldt for „prøvemarch”, men Gud bedre, skal det være en prøve, så kan vi af udfaldet med lethed bedømme, hvor langt vi kan komme. Uvant, som de nye uniformer er for os indkaldte reservister, virkede de sammen med geværet, det hårdt pakkede tornyster, patroner, pikkelhue og de nye støvler som en hel tortur. Det gav mange „slappe” og mange med blærer på fødderne. I morgen skal vi begynde fremmarchen ind i Belgien. Endnu har vi intet set af krigen, og mange har endnu mod til at synge „Lieb Vaterland magst ruhig sein”.13 28

I ildlinjen.indd 28

30.11.2020 10.12