Holly: Økuller, natløb og en lille hvid løgn

PERNILLE BØNLØKKE TOUSTRUP & SOPHIE SOUID

ØKULLER, NATLØB OG EN LILLE HVID LØGN

Illustreret af Maria Buchmann

KAPITEL 1 / FEM DAGE FIRE NÆTTER

Holly tjekkede huskelisten en sidste gang, før hun lynede sportstasken. Sovepose, toiletsager, varmt tøj,

lommelygte og bamsen, der lå gemt under håndklædet.

Hun havde fået det hele med. Næsten da.

Holly samlede høreapparatet op fra natbordet og satte

det på plads bag højre øre. En lydbølge skyllede ind over hende, da hun tændte for det. Selvom Holly efterhånden

havde haft høreapparatet i nogen tid, kunne hun stadig

blive overvældet af virvaret af stemmer, ­dyttende biler

og tv’et i stuen, der dundrede ind i hendes øregang, når hun havde apparatet skruet op på max. Hun justerede

lidt på lydstyrken og fandt et passende niveau. Hun behøvede ikke høre ALT lige nu.

Holly tænkte på, dengang de legede hviskeleg

i klassen, og hvor det var gået op for hende, at hun 7

var døv på det ene øre. Zara og grandkusinerne havde

­grinet ad hende. Efter det havde hun fået et neongrønt høreapparat. Senere havde Jose opgraderet apparatet

med sin lille skruetrækker og tekniske snilde, så Holly

havde fået superhørelse. Den havde hun brugt, da hun havde afsløret skolens pedel og opklaret årtiets (måske) største forsvindingssag om kæledyr. Hun havde så også

ødelagt skolens jubilæumsfest, oversvømmet kælderen

og gymnastiksalen og været lige på nippet til en bort­ visning, men det hele var endt godt. Heldigvis.

Døren til Hollys værelse blev åbnet, og hendes far

stak hovedet ind. “Er du klar, skat?”

Holly så sig i spejlet og trak vejret dybt. Det ­summede

i hendes mave. Som om hun lige var stået af den vildeste rutsjebane i Tivoli. Det var første gang, Holly skulle på lejrskole med klassen. Og første gang hun skulle være væk så længe hjemmefra. Fem dage og fire nætter.

Hun så på sin far og nikkede. “Jeg er klar.” * 8

­Magnus vinkede Holly ned til sin plads i bussen, der

skulle køre klassen til færgen. Han havde spærret et sæde til hende. Sammen med Jose var ­Magnus H ­ ollys

bedste ven og havde været det, lige siden de gik i børne­ have.

Jose sad på den anden side af midtergangen. Hun

rejste sig og gav Holly et knus.

“Jeg har totalt styr på snacksituationen,” sagde

­­Magnus og klappede på sin rygsæk. “Min far har givet mig mad med til en hel uge.”

“Du ved godt, der er mad på lejrskolen, ikke?” Jose

grinede. “Og at vi kun skal være afsted i fire dage.”

“Fem dage,” rettede Holly hende. “Og fire nætter.”

­Magnus sænkede stemmen og hviskede: “Der er

forresten noget, jeg skal vise jer.”

“Har du sneget en iPad med?” Jose spærrede øjnene

op.

­Magnus gispede og skævede op mod vice­inspektøren

­K resten K. og deres klasselærer Caroline, der stod ­forrest i bussen og krydsede eleverne af.

9

“Selvfølgelig har jeg ikke det. Det er jo forbudt!”

Han trak et etui op af lommen på rygsækken.

“Wow! Har du fået briller?” spurgte Holly.

Magnus nikkede og tog et par blå af slagsen op og

rakte dem forsigtigt til Jose, som var de en nyfødt baby eller en sprængfarlig bombe. “Prøv dem lige.”

“Jeg kan ikke se en skid,” sagde Jose og missede med

øjnene bag brilleglassene.

“Må jeg prøve?” Holly tog brillerne på. “Gud ja, alt

er helt sløret. Det er som at se under vand.”

Hun kneb øjnene sammen og kunne dog se – og høre

– at Zara og grandkusinerne Nadia og Nolia var steget på bussen. Det var Pelle også. Han satte sig på rækken lige foran hende sammen med Sixten. Hollys hjerte sprang et slag over, og hun skyndte sig at tage brillerne af.

“Det er, som om de er lavet specielt til mig,” sagde

Magnus og rakte ud efter brillerne.

“Det er de vel også?” Jose løftede det ene bryn.

“Jeg kan se alt nu. Helt tydeligt. Også det, der er

virkelig langt væk. Det er, som om …” Magnus tav og smilede bredt, “… jeg har fået supersyn.” Han puffede til Holly. ”Nu er vi to med superevner.”

“Du er superhelte­tosset,” fnisede Holly. “Men de

klæder dig godt.”

Magnus drejede hovedet op og ned og omkring.

Hans øjne var store og runde bag glassene.

“Se det lille støvfnug, der er landet på Kresten K.’s

skulder.” Magnus pegede på viceinspektøren.

11