PERNILLE BØNLØKKE TOUSTRUP & SOPHIE SOUID
HVISKELEG, BOMBER OG EN HUNDEDYR MISFORSTÅELSE
Illustreret af Maria Buchmann
KAPITEL 1 / EN DØD HØNE
“SÅ er timen startet!” Carolines stemme skar gennem klasselokalet, der summede som en overophedet bikube. “I dag skal vi lave en øvelse, der vil styrke
sammenholdet her i klassen. I skal lære at lytte til hin-
anden. Og til underv isningen.” Hun løftede det ene
øjenbryn. “For I har alle sammen lært at tale. Dét er der ingen tvivl om.”
Holly lå halvt ind over sit bord og prøvede at
holde sig vågen ved at stikke en nyspidset blyant ned i en neglerod. Men det var sidste time på en dødssyg mandag, så der skulle mere end en blodig pegefinger til.
“HOLLY! Hører du efter?”
Holly kiggede op og nikkede, selvom hun ikke
havde hørt et ord.
7
Caroline så rundt i klassen. “Kender I ordsproget:
‘En lille fjer kan blive til fem høns’?”
Nadia og Nolia rakte synkront hånden op. De så på
hinanden og fnisede.
“Ej, nu gør vi det igen,” sagde Nadia.
Nolia nikkede. “Ja, typisk os. Det er, fordi vi er
grandkusiner.”
“Ordsproget betyder, at en historie godt kan ændre
sig, når man genfortæller den. Især hvis man ikke lytter ordentligt efter.” Caroline satte sig i skrædderstilling
og klappede på gulvet ved siden af sig. “Nu laver vi en rundkreds. Jeg hvisker en sætning til Jose, som hvisker
den videre til sin sidemand. Og sådan fortsætter I hele
vejen rundt. Når vi når til sidste elev, finder vi ud af, om sætningen stadig er den samme.”
Sixten mumlede noget til Pelle, som begyndte at
skraldgrine.
Caroline stirrede på dem. “I kan være helt sikre på, at
sætningen ikke indeholder ord som diller, pikansjos og patter, så det behøver I slet ikke anstrenge jer for at høre.” 8
Eleverne grinede, og Sixten blev knaldrød i hovedet
og kravlede ind i sin hættetrøje.
Caroline skulle lige til at hviske første ord til Jose,
da døren til klassen blev f lået op. Viceinspektøren K resten K. væltede ind i lokalet og prustede som en gal tyr.
“Rude … knust … skandale.” Han støttede sig til
katederet og hev efter vejret. “Nogen har knust en termorude i biologilokalet. Denne ‘nogen’ skal dælendulme stilles til ansvar.” Han lod et anklagende blik
glide hen over eleverne og pegede så på Magnus, der blev bleg som et lagen. “Hvor var du for halvandet minut siden? Og hvorfor i hede hule helvede sidder I alle sammen på gulvet? Tror I, det er for sjov, at vi har købt ergonomiske stole?”
“Bare fordi vores klasse ligger ved siden af biologi
lokalet, betyder det ikke, at nogen herfra er den skyl
dige,” sukkede Caroline. “Desuden er vi lige i gang med en øvelse.”
“Hmph,” fnøs Kresten K. og kneb øjnene sammen. 9
Han var tydeligvis ikke overbevist, for han hev sin lille sorte bog op af inderlommen og noterede et par linjer,
før han forsvandt, lige så hurtigt som han var kommet væltende.
Holly gøs. Hun kunne ikke forestille sig noget værre
end at ryge i Kresten K.’s sorte bog. Der gik rygter om, at han engang havde låst en elev, der havde tegnet på toiletterne, inde i et skab. Og at han tvang dem,
der blev sendt på kontoret, til at pudse hans sko og lytte til dårlig voksenmusik. Måske var det bare rygter,
det med skabet og skoene, men helt sikkert var det, at ingen undgik Kresten K.’s falkeblik.
“Okay, vi prøver igen.” Caroline lænede sig frem
mod Jose og hviskede noget i hendes øre.
Jose nikkede og hviskede videre til Pelle. Nogle gange
blev der fniset mellem hviskerierne, men de fleste tog øvelsen alvorligt. Holly spidsede ører, da Magnus endelig bøjede sig frem og hviskede til hende. Hun rynkede panden. Hvorfor sagde han ikke noget? Alle i rundkred-
sen gloede på dem. Holly så spørgende på Magnus, der holdt hænderne foran munden som en tragt.
“Der skal ikke fjolles nu,” sagde Caroline. “Kom nu,
Holly. Hvisk videre til den næste.”
“Men han siger jo ingenting,” mumlede Holly og så
på Magnus. “Han puster mig bare i øret!”
“Hvad snakker du om?” Magnus så på Holly med
store øjne. “Jeg hviskede da!”