Vi taler om dumme svin, men den holder ikke. Grise er kloge. Tag med på en antropologisk opdagelsesrejse i grisenes land.
I NG E R A N N E B E RG
Hakket fars, flæskesteg og koteletter. Sådan møder de fleste af os grisen – eller svinet, som det også kaldes: parteret, emballeret og ofte på tilbud i supermarkedets køledisk. Kort sagt: ikke til at genkende. Der er langt flere grise i Danmark end der er mennesker, men meget få af os omgås de levende dyr. Alligevel er du måske nysgerrig, for hvad er det for et liv dyret har i det halve års tid i svineproduktionen, der udgør et helt griseliv? Hvordan ser der ud i de lukkede stalde? Og hvordan lever grise, hvis de selv kan bestemme? Hele svineriet rusker op i vores vaneforestillinger om disse miskendte dyr, og bogen præsenterer grisen som det unikke væsen, mange ikke vidste, den var.
I N G E R A N N E B E R G (f. 1956) er journalist, antropolog og forsker med en ph.d. med fokus på dyrevelfærd i landbruget. Hun har blandt andet skrevet Tænkepausen Husdyr (2020).
9 788712 803379
På opdagelse i griselandet Danmark
Hele svineriet.indd 2
09.09.2026 11.54
I NG E R A N N E B E RG
På opdagelse i griselandet Danmark
Hele svineriet.indd 3
09.09.2026 11.54
Hele svineriet Copyright © 2026 Inger Anneberg og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-80337-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Omslag: Sune Ehlers / River Design Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tekstredaktion: Per Juul Carlsen Forlagsredaktion: Martin Gylling Illustrationer: Se s. 306 Repro: Narayana Press Sat med: Extra Chunk Please Ultra Bold Sans og Sabon Tryk: Dardedze For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Hele svineriet.indd 4
09.09.2026 11.54
Hele svineriet.indd 5
09.09.2026 11.54
Hele svineriet.indd 6
09.09.2026 11.54
INDHOLD Prolog. Mit møde med dyret
8
1. Det begynder med vildsvinet 2. Svinets historie. Fra magisk væsen til dæmon og nyttedyr 3. Vores fællesskab med grisen 4. Kødet som identitet 5. Da svin blev til gris – dyret i sprog og fortælling 6. Dyrenes rejse mod usynlighed 7. Ind i staldene – fra duftorner til drægtighed 8. Ventetid, kedsomhed, slåskampe og sult – De drægtige søers liv 9. I farestalden – De fikserede søers verden 10. De ansatte, dyrene og dilemmaer i kø 11. En stresset tid – væk fra soen, foderet i centrum 12. De syge svin – dyr under pres 13. Den sidste rejse 14. Når svinet er (næsten) sig selv – På økologernes marker og i Martins mose 15. Den lærenemme gris 16. Må vi have følelser for en gris? 17. Det politiske svin 18. Svin og landskab
18
Epilog. Grise og svin fortjener bedre Tak Illustrationer Referencer
Hele svineriet.indd 7
32 48 60 82 116 134 144 154 176 196 208 226 242 258 266 274 292 300 305 306 308
09.09.2026 11.54
PROLOG
Hele svineriet.indd 8
09.09.2026 11.54
MIT MØDE MED DYRET
Der har altid været grise i mit liv. Eller svin, som de også hedder. Om end på afstand og som et produkt, der skulle spises. Først senere i livet gik det op for mig, at dyret faktisk har et blik, øjne der kan følge dig, se på dig og som du kan se tilbage i. At det er et væsen med masser af følelser, sociale evner og sanser, som langt overgår vores på visse områder. Begge mine forældre er rundet af landbrug, selv om de ikke blev ved landbruget som voksne. Min farfar og farmor, som jeg aldrig nåede at kende, drev en forpagtet gård på Sydfyn, men min far blev ikke landmand, derimod agronom med speciale i planter. Min morfar og mormor i Vestjylland så sig selv som ”gårdejere” med en slægtsgård ved landsbyen Dybe 10 km fra Vesterhavet. Slægtsgården gik siden til drengen i søskendeflokken, og min mor, storesøster til ’æ arving’, som han blev tituleret allerede som barn, forlod da også landbruget og blev pædagog. Men svinene forlod os ikke. Så længe min morfar og mormor levede, kørte mine forældre hvert år i november tværs over landet til gården i det vestjyske og hentede kødet fra et halvt slagtesvin til at tage med hjem til kummefryseren i provinsbyen i Østjylland, hvor vi boede. Jeg husker mest spanden med frisk svineblod, som stod i bryggerset, for der skulle røres rundt i blodet, indtil det kunne laves til blodpølse, som vi spiste med æblemos. Jeg husker 9
Hele svineriet.indd 9
09.09.2026 11.54
den sødlige lugt af blodet og den fristende duft af nylavet leverpostej, for grisens indvolde, hjerte og lever var naturligvis også med og skulle udnyttes. Jeg kan også se for mig, hvordan udskæringer på vores køkkenbord blev hakket til fars eller skåret til koteletter. Noget af kødet blev stoppet i tarme og lavet til medister eller til spegepølse, som så blev sendt til rygning hos en lokal slagter. Men altså, svin som kød – og svin på afstand. Der var så få dyr på gårdene, at det er svært at fatte i dag. Da min morbror overtog gården i det vestjyske i 1969, var han fjerde generation. Og som det står beskrevet i bogen Danske gårde i tekst og billeder, blev gården drevet med ”en svineproduktion på 12 årssøer, der producerede ca. 250 slagtesvin årligt, desuden seks ammekøer og seks ungdyr af racen Limousine.” Afgrøder til salg var ærter, raps og korn, og så fandtes der tre traktorer og et plantetørreri med varm luft. 12 årssøer som ”producerede” 250 slagtesvin årligt. Det lyder ikke af meget, men sproget i den gamle bog viser tydeligt retningen – dyret er for længst blevet en produktionsenhed, en so er ikke bare en so, men en årsso, for det er blevet et mål at have styr på, hvad den enkelte so kan avle om året. Markedet definerer sproget – og mange af datidens landbrug gik da også i gang med at opskalere og vælge den retning, som kendetegner det industrielle danske landbrug i dag – højt specialiserede, kæmpestore bedrifter med kun én slags dyr og inden for dette dyrehold endnu en specialisering, f.eks. kun søer og pattegrise, eller kun slagtesvin. Mere om det senere. Dog lige til sammenligning med min morbrors gård og de 250 slagtesvin i 1969: Den største svineproducent i Danmark producerede i 2025 400.000 slagtesvin på et år. Min onkel kom ikke med på dén vogn, nok fordi han ikke ville, for det var egentlig aldrig hans drøm at være 10
Hele svineriet.indd 10
09.09.2026 11.54
landmand. Men det skulle han. Han var jo eneste mulige arving i en søskendeflok med tre piger og en dreng. Han havde ikke noget valg, selv om han som 81-årig fortalte mig, at han som ung bar på en (hemmelig) drøm om at blive ingeniør. Det sagde hans far nej til. Sønnen skulle føre gården videre. Da hans forældre var døde, og han omsider frit kunne vælge en kvinde uden sine forældres billigelse, blev han lykkelig gift, solgte gården, hvor dyrene for længst var væk, og blev bybo i Lemvig med sommerhus ved fjorden. Jeg har et foto fra gårdspladsen, før han solgte, hvor han giver mine børn lov til at holde en pattegris i armene. I 1975, da jeg var 19 år, stod jeg selv, tækkelig klædt i rødt og hvidt og med rødternet tørklæde om håret, bag en disk med fade, der bugnede med især alle arter af baconudskæringer, i Danish Food Center i Glasgow og hørte en kvinde bede om ”for fifty pence of streaky bacon”. For dansk bacon var i de år for længst blevet en særlig luksusvare i Storbritannien – et kendt slogan lød ”Good Bacon has DANISH written all over it”, og i avisen Landsbladet, som mine forældre abonnerede på, havde vi, den sommer jeg blev færdig i gymnasiet, set en annonce hvor de søgte ”unge damer” til betjening i restaurant Copenhagen Room og i butikken i et af de fire centre spredt ud over Storbritannien. Sent skal jeg glemme min forbløffelse over, hvordan ældre, ofte slidte, fattigt udseende kvinder kom ind på Danish Food Center og i butikken købte for 50 pence bacon (dengang vel cirka fire-fem kroner) og samtidig bad mindeligt om at få indkøbet leveret i en af de rød-hvide plastikposer med ordet Danish på siden. For det var sådan, det var i de år. Dyret var forvandlet til bacon, som var blevet et luksusprodukt og endnu bedre, leveret i en plastikpose som signal til omverdenen at ’her har jeg haft råd til at handle’. Mit år i Glasgow betød ikke, at jeg 11
Hele svineriet.indd 11
09.09.2026 11.54
lærte grisen at kende som et dyr, kun at jeg fandt ud af, at bacon og brands også var en klassemarkør, og så at jeg fik en masse gode venner og en stor kærlighed til Skotland. Svin som individuelle væsner dukkede først op i mit liv igen, da jeg nogle år efter blev journalist og i perioder gemte avisudklip om landbrug, hvor der havde været vanrøgt af dyr, oftest svin. Hver gang jeg læste disse historier, vakte de min undren, for det blev aldrig rigtig forklaret, hvordan det kunne ske, at hundredvis af svin led døden eller måtte aflives, fordi en producent havde lukket døren til stalden og givet op. Ofte var kommentaren fra landbrugets organisationsfolk, at der var tale om ”brodne kar” og selve konteksten, hvad det var for nogle mennesker og dyr det skete for, blev der ikke gravet i. Mange år senere, da jeg tog en master i sundheds antropologi for at give mit faglige liv en ny retning, faldt jeg over de gamle udklip igen, og de inspirerede mig til, at mit speciale kom til at handle om landmænd og dyr i krise eller rettere: Hvordan definerede landmænd selv kriserne i deres liv, og omfattede kriserne deres dyr? Vanrøgt blev naturligt nok ikke et af emnerne. Den slags skete jo ikke lige for næsen af mig, mens jeg var på feltarbejde. Nej, de kriser, de her mennesker talte om, handlede først og fremmest om økonomi, om bagsiden af at være effektiv og om risiko for skader og sygdom. Derudover handlede det om angsten for kontrol, som dengang i begyndelsen af 2000-tallet var slået igennem i form af uvarslede kontroller fra myndighedernes side, både nationalt og i EU-regi, også af dyrenes forhold. I forbindelse med specialet var jeg på feltarbejde hos en svineproducent, i en mindre landsby, her kalder jeg ham Bent. Det var ham, som fortalte mig om ”angsten for de hvide biler”, som kunne holde ham søvnløs af bekymring, fordi han havde følelsen af aldrig at vide, om hans besæt12
Hele svineriet.indd 12
09.09.2026 11.54
ning – dyrene – nu var i orden. Kunne kontrollen finde noget, som han selv havde overset? Samtidig talte vi ofte om alt muligt andet end pattegrise og svin (dengang hed det altid svin, aldrig gris), for landmandens store interesse var alle former for kultur, og han deltog i alt det han orkede af foredrag og koncerter, når han havde fri, og så var han meget opsat på at vise mig et helt særligt åndehul på bedriften, en mark med orkideer. Det var også Bent, som fortalte mig, at han var ked af, at han aldrig mødte nogle lokale, som trak ham til side på gågaden og takkede ham for den gode flæskesteg, de havde spist aftenen i forvejen. Svinene fra Bents gård var ikke lokale, ikke genkendelige dyr, men endte via slagteriet som et globalt produkt, som senere af branchen selv er blevet kaldt et ”bulk product”, en massevare, hvor den store andel går til eksport til andre lande. Bent tilføjede dengang, at skulle han starte forfra, ville han have dyr, som folk kendte, så han kunne blive mødt af lokale, der vidste, at det netop var en gris fra hans gård, de havde spist. Det var i mødet med Bent og hans grise/svin at det gik op for mig, hvor splittet et dyr, det er lykkedes os at skabe – og det var her min undren for alvor begyndte. Undren over at vi bare lever med, at vi har gjort dyret til alt muligt andet end et dyr. Grise og svin findes i dag i Danmark på så mange måder, at det egentlige dyr, dyret i sig selv, er usynligt, til trods for at vi har millioner af dem, ja de er langt flere end os mennesker. Den danske svinebestand var ifølge Danmarks Statistik 12,3 millioner svin pr. 1. januar 2026, hvoraf de 132.000 var økologiske. Det er en stigning på 6,0 pct. svarende til 690.000 flere svin i forhold til 1. januar 2025 og den største bestand de seneste fire år. Kylling er det dyr, der spises allermest af på jordkloden, men svin følger lige efter, og svinekød er da også stadigvæk det foretrukne i Danmark, især hos ældre. Alligevel 13
Hele svineriet.indd 13
09.09.2026 11.54
er dyret ikke synligt for de fleste af os, for vi har ikke uden videre adgang til de bedrifter der har svin, så dyrenes hverdag kan være svær at skaffe sig viden om. Samtidig har vi accepteret at dele svinet op i en masse kasser: Langt de fleste af dyrene er ”konventionelle”, mens andre er ”økologiske”, og vi byder dem helt forskellige livsvilkår. Nogle få procent kommer ud de første par måneder af deres liv, fordi søer i f.eks. økologi og friland føder deres pattegrise i hytter på en mark, og nogle promiller lever hele deres liv udendørs. Kun ganske få er de svin, som lever et liv for deres egen skyld. De fleste kommer aldrig uden for en dør i de 5-6 måneder, der går fra de fødes til de sendes på slagteriet ved en vægt på 100-115 kilo. I 2025 eksporterede Danmark i øvrigt 16 millioner grise levende til udlandet. Ikke desto mindre er grise/svin i alle disse forskellige systemer først og fremmest et dyr. De er dyr med egne behov, som på mange måder ligner det vildsvin, de nedstammer fra. De er sociale, både med hinanden og med andre arter, og de bliver til i kraft af deres relationer, ligesom vi selv gør det. I Danmark har de både en materiel, en symbolsk og en historisk betydning, så dyret er ikke bare et stykke kød, som på magisk vis lander på din tallerken, selv om det er sådan, de fleste af os kender det i dag. Efter mit masterspeciale i 2009 om landmænd i krise var svinene trådt ind i mit liv for alvor, for specialet betød at jeg fik mulighed for at søge en forskerstilling som ph.d.-studerende på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet. I 2012 blev jeg ph.d. i kommunikation om synet på dyrevelfærd mellem husdyrproducenter og kontrollører fra myndighederne – og et lille hjørne af min forskning kom faktisk til at handle om de gemte og gulnede avisudklip om vanrøgt af husdyr.
14
Hele svineriet.indd 14
09.09.2026 11.54
En so lader sig klø på maven under forfatterens besøg i Kragelund Mose. Læs mere i kapitel 14 og 15.
Jeg har haft mange møder med pattegrise, søer og slagtesvin i staldene. Og det var først her, det gik op for mig, at dyret faktisk har et blik – som jeg nævnte i de første linjer. Ganske vist er dyrets stærke tryne og lugtesans dets helt store styrke, men den kan også se på dig, med nysgerrighed, med interesse eller med noget, der ligner tomhed eller smerte. Det er det blik, jeg gerne vil fremkalde i bogen – for selv om grisen er splittet op i diverse kategorier i vores danske/globaliserede verden er den først og fremmest stadig et dyr. Et af de spørgsmål jeg kredser om, er, hvad vi faktisk kan vide om svin, og hvad svinet selv kan vise os. I min tid som forsker har jeg haft kontakt med mange svineproducenter og har set, at nogle af dem forsøgte at kombinere produktionstænkningen med bedre forhold for dyrene, 15
Hele svineriet.indd 15
09.09.2026 11.54
også uden at de var sikret ekstra betaling. Bogens formål er da heller ikke at anklage de enkelte producenter, men derimod anfægter jeg de systemer, mange har valgt og som de fleste af dyrene bliver presset til at leve under for at gøre dem til et produkt. Formålet med bogen er at hædre svinet som dyr, ikke som kød. Mit håb er, at bogen kan blive starten på en ny fortælling, som tegner et større og mere nuanceret billede af dyret som det unikke væsen, det nu engang er.
16
Hele svineriet.indd 16
09.09.2026 11.54