Hejrens skrig

EN

OPULÆRE

TV

ERI

DØDEN PÅ STRANDEN

ER SHETLAND

FORFATTER

DE P

-S

TIL

LER

SØNDAG

er andet selvstændige bind i serien om kriminalkommissær Matthew Venn. En overras­ kende og stemningsfuld krimi fra det nordlige Devons naturskønne omgivelser. Første bind i serien, Døden på stranden, findes nu som tv-serie, ligesom de populære tv-serier Vera og Shetland. HEJRENS SKRIG

En North Devon-krimi

O

EL

„En lovende start på en ny krimiserie, der rummer meget menneskelig dybde, rolig for­ tællestil, et dejligt persongalleri og ikke mindst spænding.“

HEJRENS SKRIG

S

FEMINA

Da man finder endnu et lig, dræbt på samme måde som det første, må Matthew Venn træde varsomt og navigere med snilde i de mange løgne, der gemmer sig under overfladen i det lille lokalsamfund. Og sagen går faretruende tæt på hans eget privatliv.

HEJRENS SKRIG

„En god krimi med stor under­ holdningsværdi og et interes­ sant og grusomt plot.“

ST

ELLY GRIFFITHS

Her finder han et nøje iscenesat mord: En lokal læge, Dr. Yeo, er blevet dræbt med et skår fra en glasvase, som hans glaspusterdatter har lavet. Dr. Yeo virker som et usandsynligt mordoffer. Han var en god mand, forgudet af sin datter og vellidt i lokalmiljøet, hvor han kæmpede for patienternes rettigheder.

AF BE

„En udsøgt fornøjelse fra f­ ørste side – fyldt med at­mosfære og et skønt nyt persongalleri!“

A nn Cleeves ERA

Anmelderne om Døden på stranden:

Det er en usædvanligt varm sommer i North Devon, og turisterne strømmer til kysten. Vicekriminalkom­ missær Matthew Venn bliver kaldt ud til et gernings­ sted på en landlig ejendom beboet af en gruppe kunstnere.

KIRKUS REVIEWS

GV

SUNDAY EXPRESS

„Et fremragende ­eksempel på Cleeves’ formidable talent.“

FOTO: MICHA THEINER

BOOKLIST

„En af krimigenrens største naturtalenter.“

AnnCleeves

„En vidunderligt opslugende politikrimi, der emmer af Agatha Christie-atmosfære og intriger.“

GADS FORLAG

Ann Cleeves

(f. 1954) er en af Englands mest anerkendte og elskede krimiforfat­ tere. Hun har skrevet en lang række krimier, som er oversat til mange sprog, og hendes bøger er blevet omsat til de populære tv-­serier Vera, Shetland og Døden på stranden. Hun er tidligere modtager af det bri­ tiske kriminalakademis „Diamond Dagger“, som er den mest prestige­ fulde ærespris, en krimi­forfatter kan modtage.

Af samme forfatter på dansk Døden på stranden

Hejrens skrig_TRYK.indd 2

21.06.2022 11.15

Ann Cleeves

Hejrens skrig På dansk ved Line Beck Rasmussen

GADS FORLAG

Hejrens skrig_TRYK.indd 3

21.06.2022 11.15

Hejrens skrig er oversat fra engelsk efter The Heron’s Cry Copyright © Ann Cleeves, 2021 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2022 Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency ISBN 978-87-12-05937-0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfotos: Shutterstock Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Hejrens skrig_TRYK.indd 4

21.06.2022 11.15

1

J

en havde drukket for meget. Hun var i Cynthia Priors have, hvor det var begyndt at blive mørkt, og alle gæsterne stod eller sad afslappede rundtom på græsset. Festen var flyttet udenfor og blevet mere afdæmpet, mindre hektisk. Jen kunne dufte nyklippet græs og kaprifolie. Duften var intens, sødmefyldt og overvældende, og den blinkende lyskæde, som Cynthia havde hængt langs den høje mur og vævet ind mellem vedbend og klatreroser, var fortryllende. Cynthias hjem var den slags sted, der var lukket inde bag en mur: et stort, fritliggende hus med udsigt over Rock Park, kun et par hundrede meter fra Jens eget, smalle rækkehus, men lysår i klasseskel. Jen var fra Liverpool og stolt over sin arbejderbaggrund. Hendes far havde arbejdet på havnen, og hendes mor fyldte stadig varer på hylderne i et supermarked. Selvom det var mørkt, var luften stadig varm, og ilden i pejsen var ikke en nødvendighed, men blot tændt for sin dekorative effekt og til at riste skumfiduser over. Regionen var blevet ramt af en tidlig hedebølge. De var kun i slutningen af juni, men der var allerede påbud om at spare på vandet og snak om tomme vandtårne, hvis vejret ikke snart skiftede. De var ikke vant til at mangle regn i North Devon. Tidligere på aftenen havde der været høj musik inde i huset, og trods varmen var der blevet danset. Jen elskede at danse og var en sand discodronning, når der var et dansegulv. Hendes mand havde 5

Hejrens skrig_TRYK.indd 5

21.06.2022 11.15

bestemt ikke brudt sig om det, men hun behøvede ikke længere tage sig af, hvad han tænkte. Nu var alle gæsterne som sagt gledet udenfor, og Wes, en af Cynthias kunstnervenner, spillede guitar. Noget langsomt og melankolsk. Ingen kunne være melankolsk som Wes. Jen havde været helt vild med ham, da hun mødte ham første gang. Ikke at det sagde så meget, for hun var vild med de fleste singlemænd, hun stødte på. Og hun havde været en smule desperat. Wes var rugende, mørkhåret og veltrænet, kort sagt Jens drømmefyr. Senere besluttede hun sig dog for, at den potrygende musiker, der boede med en flok hippier ude på landet og supplerede sin indkomst ved at lave mærkelige møbler af drivtømmer, måske ikke var det bedste match for en kvinde, der var eneforsørger af to teenagere. Og strisser. Langs muren var der opstillet et bord med dug på. Det var typisk Cynthia og viste, hvor meget stil hun havde. Under udvandringen til haven havde Cynthia taget alle flaskerne med og stillet dem på bordet og dermed vist alle, at hun stadig var organiseret og havde fuld kontrol, selvom hun måtte have fået lige så meget at drikke som Jen. Jen skænkede sig selv endnu et glas rødvin og satte sig også ned på græsset. Hun fortalte sig selv og alle inden for hørevidde, at det var mange år siden, hun havde været til så god en fest. Forbandet mange år. Senere på aftenen var de kun en lille gruppe tilbage, der alle sad tæt på ilden. Jen snakkede med en midaldrende mand, en af Cynthias naboer. Hun havde lagt mærke til ham indenfor, før der var blevet skruet op for musikken. Han havde bevæget sig rundt i lokalet og høfligt konverseret med de andre gæster. Han var lille og tæt, af samme bygning som en trold i et eventyr, med et firkantet hoved og korte ben og et bredt smil, der afværgede, at han kunne få betegnelsen grim. Jen fandt ham ikke den mindste smule tiltrækkende, men det virkede, som om alle andre havde 6

Hejrens skrig_TRYK.indd 6

21.06.2022 11.15

fundet sammen parvis, og hun hadede følelsen af at være den eneste single i gruppen. Efter hendes skilsmisse havde verden bestået af lykkelige par. Hun misundte tilmed dem, der ikke var så lykkelige. Denne mand havde en ternet skjorte på og vandrebukser, letvægtstypen, der tørrede hurtigere. Jen kunne med lethed forestille sig, at han var medlem af en vandreklub. Hun tænkte, at han godt kunne være revisor eller advokat. Cynthia var dommer i byretten, hvor hun dømte i sager om småkriminalitet, utilpassede og sørgelige skæbner, som Jen gennem sit arbejde havde sendt ind i retssalen, og hun kendte mange advokater. Cynthia og Jen havde netop mødt hinanden i retssalen. Trods deres forskellige roller var de altid kommet godt ud af det med hinanden. Cynthias mand var et eller andet vigtigt i den lokale hospitalsadministration, og hun behøvede sådan set ikke at arbejde. Nu havde Jen nået det punkt, hvor hun var klar over, at hun havde fået nok at drikke, men samtidig ikke helt vidste, hvordan hun skulle stoppe. Hendes eksmand havde ofte sagt, at hun havde en afhængig personlighed. Ordene var blevet udtalt med en snerren og et strejf af medlidenhed, lige før han slog hende. Bagefter beskyldte han hende for at have provokeret ham. Nu tænkte Jen, at manden til festen havde haft det samme glas hvidvin i hånden det meste af aftenen. “Nå, Nigel, hvad laver du så?” Han havde allerede præsenteret sig lettere undskyldende, som om hans navn ikke var et, man skulle være stolt af. Nigel. Nigel Yeo. Yeo er et navn fra området, hvilket betyder, at han tydeligvis er fra West Country. Nigel siger noget om hans alder. Der er ingen, der kalder deres barn Nigel nu om stunder. Nu smilede hun. Sit bedste flirtende smil. Han var måske nok ældre, end hun normalt foretrak sine mænd, og var sikkert lidt af en tørvetriller, men at sludre med ham var bedre end at sidde 7

Hejrens skrig_TRYK.indd 7

21.06.2022 11.15

her alene. Selvom Cynthia altid sagde, at hun ikke skulle prøve så hårdt, og at den rigtige mand ville dukke op på et tidspunkt, kunne Jen ikke udholde tanken om at skulle være alene resten af livet. Snart ville børnene flyve fra reden, og hun forestillede sig sit lille hus stille og koldt som graven, når hun kom hjem fra arbejde. “Jeg arbejder i sundhedssektoren.” Hans knæ var lidt skæve, og hun kunne se hans sko. God kvalitet. Nypudsede. “Er du læge?” Det gjorde ham mere interessant. Jen havde ikke lyst til at opfatte sig selv som snobbet, men hun kunne godt lide tanken om at være sammen med en læge. “Ikke længere.” Han smilede også, som om han kunne se, hvad hun tænkte, og igen var der noget dejligt ved smilet, noget, der kompenserede for den troldelignende fremtoning. “Man kan godt sige, at jeg er i samme branche som dig. På en måde. Selvom jeg mere er en slags privatdetektiv i øjeblikket. Faktisk er der noget, jeg gerne ville tale med dig om, men jeg er ikke sikker på, at dette er det rette sted alligevel.” Et øjeblik virkede han distraheret. “Faktisk tror jeg nærmere, det er på tide, at jeg tager hjem.” Nigel rejste sig. Bevægelsen var glidende og let, og han børstede et par græsstrå af sin bagdel. Det var også en ret god bagdel. Da han var kommet på benene, tøvede han lidt. “Er det okay, hvis jeg får dit nummer fra Cynthia og ringer til dig?” “Ja,” sagde Jen. “Selvfølgelig.” Hun nåede at tænke, at han måske ville invitere hende ud, og blev smigret, næsten begejstret, men så virkede det, som om han havde noget mere formelt i tankerne. “Arbejdsnummeret er fint, hvis du ikke har lyst til at give mig dit private nummer.” Hun så efter ham, da han gik over til Cynthia for høfligt at sige farvel. Hun følte et latterligt tab, at hun var efterladt og var gået glip af muligheden for et særligt venskab. 8

Hejrens skrig_TRYK.indd 8

21.06.2022 11.15

Derfra gik aftenen ned ad bakke. Hun sad lidt tid alene med en øl og stirrede ind i flammerne. Da hun fik øje på Wes, der dansede langsomt til musik, han selv nynnede, og ingen andre kunne høre, og med armene rundt om en kvinde, der var ung nok til at være hans datter, kom hun snublende på benene og gik hjem.

Hejrens skrig_TRYK.indd 9

21.06.2022 11.15

2

J

en vågnede ved, at der blev banket på døren. Det var hendes datter. Jen havde klædt sig af aftenen før, men havde ikke orket at fjerne makeuppen. Hun kunne mærke mascaraen klumpe i øjenvipperne og se foundation og læbestift tværet ud over pudebetrækket. Hun havde haft en god aften uden at blamere sig for meget. Det var dog et dårligt tegn, at hun havde lagt sig til at sove med alt tøjet på. At vågne op med en fremmed var værre endnu, men det gjorde hun kun, når børnene var i Wirral hos hendes eksmands forældre. Hun var aldrig sunket så dybt, at hun havde slæbt en fyr med hjem, når Ella og Ben var her. “Kom ind, skat.” Hun trak sig selv op i siddende stilling og så på uret ved sengen. Ti. Men det var weekend, og hun havde ikke vagt. Ingen grund til panik. Hun havde handlet på vej hjem fra arbejde aftenen før, så der var brød og mælk til morgenmad, og børnene vidste meget vel på nuværende tidspunkt, hvordan de skulle gå på jagt efter mad i køkkenet. I det mindste ville de ikke vokse op og blive sarte curlingbørn. Det tænkte hun altid, når skyldfølelsen stak i hendes mave og var mere smertefuld end hjertesorg. Døren gik op, og Ella kom ind. Seksten, fregnet og tynd, veltilpas i sin krop. En videnskabsnørd, der allerede var forelsket i en anden nørd, Zach, en fyr fra skolen, der kedede Jen afsindigt. “Skal I ikke ud og have det lidt sjovt?” kunne Jen spørge. Hun 10

Hejrens skrig_TRYK.indd 10

21.06.2022 11.15

havde været for ung, da hun giftede sig, og hadede tanken om, at hendes datter også ville slå sig ned for tidligt. “Vi har det sjovt.” Og de forsvandt op på Ellas ryddelige værelse på loftet, ikke for at drikke, tage stoffer eller dyrke ulovlig sex, men for at hænge over kemilektierne eller se en underlig fantasyserie på Netflix. Denne morgen så Ella næsten barnlig ud i sin pyjamas, men hendes misbilligelse var tydelig, da hun gik gennem rummet for at åbne vinduet. “Her stinker. Du har brug for noget frisk luft.” Det kunne lige så godt have været hende, der var forælderen. “Ja.” Jen ignorerede sit dunkende hoved. “Er alt i orden?” “Du lod din telefon ligge nedenunder. Den har ringet, siden jeg stod op. Matthew Venn.” “Pis.” Matthew Venn var chefen. Den bedste chef, hun nogensinde havde haft, men han var heller ikke stor tilhænger af sjov. Han var en principfast mand, der, efter Jens mening, stadig var lidt for præget af en streng religiøs barndom. Han kunne være misbilligende på samme måde som hendes datter. “Jeg puttede noget tøj i tørretumbleren, før jeg tog i byen i går aftes. Gider du hive det ud, mens jeg snupper et bad?” “Solen skinnede i går. Du kunne have hængt det til tørre udenfor på tørresnoren.” Mere misbilligelse. Det var ikke nok for Ella at redde sin mor. Hun ville også redde verden. “Det ved jeg godt, men tøjet behøver ikke blive strøget, når det kommer ud af tørretumbleren. Og det sparer da strøm, gør det ikke?” Jen skar en grimasse, som hun vidste ville få hendes datter til at le. Der var noget rituelt over udvekslingen, og Ella kunne godt lide at være den overlegne. Jen var allerede ude af sengen og på vej mod badeværelset. Hun gjorde sin stemme bedende. “Og kan du lokkes til at sætte kedlen over og lave en kop kaffe? Jeg købte nogle virkelig gode sager i går.” 11

Hejrens skrig_TRYK.indd 11

21.06.2022 11.15

Hun ringede til Matthew, mens hun skyllede to Panodiler ned med kaffen. Ella havde også ristet brød. Der var ikke skyggen at se af Ben, der som regel først viste sig ved frokosttid i weekenderne. Jen smurte smør på brødet, mens hun ventede på, at Venn skulle svare. Hvis dette var en alarm, var det ikke let at vide, hvornår hun igen ville få noget at spise. “Undskyld, chef. Det er min fridag, og jeg har først lige set dit opkald.” “Vi har et mistænkeligt dødsfald,” sagde Matthew. “Ross og jeg er allerede på gerningsstedet. Westacombe. En slags værkstedskollektiv på en stor gård.” Han gav hende postnummeret. Han havde ikke brugt ordet mord. Han var altid meget påpasselig, når han talte. “Jeg kommer, så hurtigt jeg kan.” Så snart jeg har spist min morgenmad. “Er du i stand til at køre?” Hun kunne høre, hvordan han forsøgte at holde fordømmelsen ude af stemmen, men hun vidste, hvad han tænkte. Hvis du fik, så hatten passede, i aftes, er din promille måske for høj til, at det er helt lovligt at køre på dette tidspunkt. “Selvfølgelig,” sagde hun. “Selvfølgelig. Vi ses om lidt.” I det mindste lå Westacombe inde i landet, og hun kørte mod strømmen af turister. Hun havde boet i North Devon i fem år og havde vænnet sig til den smalle, snoede vej, de høje bakker og levende hegn, der kunne skjule lumske traktorer og modkørende trafik. Hun havde dog aldrig vænnet sig til sommertrafikken, den endeløse strøm af store biler pakket med børn, campingudstyr og surfbrætter. Vejen bevægede sig væk fra kysten, og på et tidspunkt, da hun trak ud på en vigeplads for at lade en Land Rover med en hestetrailer komme forbi, havde hun fuld udsigt over hele flodmundingen – de to floder Taw og Torridge, der glitrende i solskinnet løb ud i Atlanterhavet. Dette var hendes hjem nu, men hun 12

Hejrens skrig_TRYK.indd 12

21.06.2022 11.15

savnede stadig Mersey med færgerne og udsigten fra Birkenhead over Liverpools overrumplende skyline så meget, at det føltes som tabet af en nær slægtning. Typisk klynkende Liverpooler-attitude, tænkte hun. Du bor så tæt på paradis, som man kan, og alligevel er du ikke tilfreds, alligevel drømmer du om at vende hjem. Gps’en på hendes telefon viste hende ned ad en enkeltsporet vej. Der var ikke plads til, at selv to små biler kunne passere forbi hinanden, og der groede græs i en stribe i midten. Hun rundede et sving og var ankommet. Vejen endte i en gårdsplads. Der lå et ret stort hus, bygget i varme, røde mursten, samme farve som Cynthias mur, men ældre. Huset var i to etager, og over dem lå noget, der måtte være loftsværelser med små kvistvinduer bygget ind i taget. På den ene side af gårdspladsen lå en hytte. På den anden side en stor lade. Der var en række mindre udhuse med stalddøre, der var ombygget til at huse andre aktiviteter end det oprindelige landbrug. Mens hun kørte ind på gårdspladsen, gik det op for Jen, at hun havde været her før. Westacombe lå mindre end fem kilometer fra den travle kystby Instow, men var alligevel helt isoleret og virkede som en anden verden. Det var det, der fik hende til at huske det: følelsen af at være ankommet til et nærmest magisk og ikke helt virkeligt sted. Hun havde kun besøgt stedet en enkelt gang, men hun havde ikke glemt det. Besøget havde føltes som at trænge ind på privat grund, men også som en fejring af friheden, af at få sit liv tilbage. Hun havde aldrig haft en vild, uansvarlig ungdom, og dette var det tætteste, hun var kommet på det. Wes havde taget hende med hertil en påske, da børnene havde været hos deres bedsteforældre i Hoylake. Jen havde været irritabel og anspændt, nervøs for, at hendes eksmands mor og far ville forpeste hendes elskede afkom med historier om hendes uduelighed og hendes manglende evne til at tage sig godt af dem. Ikke at Robbie, hendes tidligere, lidet 13

Hejrens skrig_TRYK.indd 13

21.06.2022 11.15

savnede mand havde ønsket at have dem fuldtid. Han havde aldrig gjort krav på forældremyndigheden. Det var han for glad for sit nye singleliv til at gøre. Ella og Ben overnattede aldrig i hans store lejlighed i den gamle Albert Dock under deres mere og mere uregelmæssige besøg, men i stedet hos Reg og Joan i deres victorianske villa ved kysten i Wirral. Robbie nedlod sig lejlighedsvis til at ringe for at se sine børn. Når hans arbejde og privatliv tillod det. Søndag til frokost var det foretrukne tidspunkt, og hans mor var en udmærket kok. Det var første gang, hun havde mødt Wes. Cynthia havde inviteret hende ud. “Du kan ikke sidde og ruge derhjemme, slet ikke, når du endelig er fri fra forældreforpligtelser.“ Hun havde taget Jen med på en bar lige ved stranden i Instow. “Der er jazz. Jeg præsenterer dig for et par folk.” Det var et lille, mørkt, overfyldt sted, der var ejet af en midaldrende skotte ved navn George, der præsenterede musikerne, som om de alle sammen var hans bedste venner. Ternede duge og levende lys i flasker. Under loftet hang et fiskenet. Kitschet, men på en selvbevidst måde. Jen havde været skræmt over musikken og over selskabet, der i pauserne mellem sangene talte om bøger, hun aldrig havde læst, og film, hun aldrig havde set. Så hun havde selvfølgelig drukket for meget, var blevet for højlydt og for snakkende. Wes havde været blandt publikum den aften, ikke på scenen, selvom Jen havde fået indtryk af, at han var fast indslag på scenen. Han kendte alle i baren, og George havde behandlet ham overbærende, som om han var en søn, der var kommet lidt ud på et sidespor. Da Cynthia og hendes venner var begyndt at snakke om at tage tilbage til Barnstaple, havde Wes taget Jens hånd. “Bliv til en sidste drink. Vi finder en taxi hjem til dig.” De havde gået langs stranden i måneskinnet, og hendes hoved havde snurret, da de så op i stjernerne. Da taxien var kommet, havde den kørt 14

Hejrens skrig_TRYK.indd 14

21.06.2022 11.15

dem hjem til Wes, til huset, hvor han havde et par værelser øverst oppe under taget. Jen havde selvfølgelig betalt for turen. Det var først nu, det slog hende, at det uforklarlige dødsfald kunne have noget med Wes at gøre. Matthew og Ross stod på gårdspladsen iført samme tøj og støvler som kriminalteknikerne, men var genkendelige selv i deres overtræksdragter og masker. Matthew havde en rank holdning, nærmest som en militærperson, og hans øjne var grå som granit. Ross May var slank som en mynde og utålmodig som et barn. Hun sluttede sig til dem, tog en dragt, og mens hun krøb i den, talte hun til Venn. “Mand eller kvinde? Jeg har været her før og kender en af fyrene, der bor her. Eller som plejede at bo her. Han er måske flyttet. Det er et par år siden.” Det var bedst at fortælle Venn, hvordan landet lå, før efterforskningen udviklede sig. “Mand,” sagde Matthew. “Hvad hed din ven?” Jen skulle til at sige, at han ikke var en ven, ikke rigtigt i hvert fald, men det ville have været at protestere for meget. Desuden kunne Matthew godt lide klare svar. “Wes,” sagde hun. “Wesley Curnow.” Hun tøvede et øjeblik. “Faktisk så jeg ham i går aftes.” Matthew rystede på hovedet. “Det er ikke offerets navn.” Han så på hende. “Hvad ved du om stedet her?” Jen trak på skuldrene. “Jeg var her kun en enkelt gang.” Morgenen efter hendes nat med Wes havde han lavet morgenmad til hende i et stort, rodet fælleskøkken i stueetagen. Klinker på gulvet og et komfur med fedtpletter. Endnu en gang tømmermænd. Mere kaffe og en baconsandwich på frisk, hvidt brød, der dryppede af fedt. Et par andre personer var kommet igennem køkkenet, men hun havde ikke ofret dem megen opmærksomhed. Hun havde været fokuseret på Wes. Han havde haft bare fødder, båret slidte 15

Hejrens skrig_TRYK.indd 15

21.06.2022 11.15

jeans og en løstsiddende T-shirt. Selv med tømmermænd havde hun været ramt. Han havde været en sød og betænksom elsker, og det havde været nyt for hende. Og selv nu mærkede hun, hvordan et smil gled over hendes ansigt, da hun mindedes natten. “Det er en slags kunstnerkollektiv. Ejeren bor i det meste af huset, men han udlejer et par lejligheder på loftet til kunsthåndværkere, og de har også deres værksteder her.” Ross skar en grimasse og virkede, som om han skulle til at sige noget nedsættende om kunstnere og deres kollektiver, men kom på bedre tanker. Det var ikke smart at sige sådan noget foran chefen. Han forsøgte at lære det. Jen fortsatte: “Fyren, jeg kender, laver genbrugsmøbler og skulpturer af drivtømmer, den slags. Han er også musiker. Jonathan har sikkert mødt ham.” Matthew nikkede. Jonathan, hans mand, ledede Woodyard, et stort og succesfuldt kunst- og aktivitetscenter i Barnstaple. Han færdedes i bohemeagtige kredse. Matthew følte sig ikke særlig godt hjemme i Woodyardcenteret, men han var ved at lære det og gjorde en stor indsats for at komme godt ud af det med Jonathans venner. Matthew syntes, måske på grund af hans religiøse opvækst, at det var svært at opfatte aktiviteter, der var sjove, kreative eller spændende, som rigtigt arbejde. Han var blevet politimand, fordi det gav ham en følelse af pligtopfyldenhed og fællesskab, som han havde savnet, efter han forlod Barumbrødrene. Jonathan drillede ham sommetider med, at han tog sig selv alt for seriøst. Matthew vendte igen opmærksomheden mod sine kollegaer. “Skal vi se på, hvad vi har her?” Jen skubbede håret ind under papirhætten, tog masken på og fulgte efter ham. En række udhuse var ganske rigtigt blevet omdannet til værksteder. “Hvem fandt offeret?” 16

Hejrens skrig_TRYK.indd 16

21.06.2022 11.15

“Datteren, Eve. Hun bor og arbejder her. Hun er glaspuster. Hun fandt ham på sit værksted klokken syv i morges.” Matthew gjorde en pause. “Dødsårsagen er tydelig, men dr. Pengelly er på vej.” En stalddør førte direkte fra gårdspladsen ind i et af udhusene, til et langt, lavloftet rum. Jen forventede, at stedet ville være mørkt og klaustrofobisk, men en stor del af taget var blevet erstattet af et ovenlysvindue, og sollyset strømmede ind. Det var næsten uudholdeligt varmt. Varmen lod til at komme fra en ovn i hjørnet. Jen spekulerede på, hvorfor ingen havde tænkt på at slukke for den, men selvfølgelig måtte man ikke røre noget, før kriminalteknikerne havde afsluttet deres arbejde. Da hun trådte nærmere, gik det op for hende, at ovnen ikke var tændt, men at den stadig måtte være varm fra den foregående dag. På væggen hang knager, hvorfra der dinglede en række lange metalrør, en skovl af stål med en firkantet, kasselignende ting for enden og en skovl med fladt blad. Der var hylder med redskaber og ting, der lige så godt kunne have været torturinstrumenter: tænger, store pincetter og et par skærebrændere. Stedet havde en atmosfære som et torturkammer. Jen syntes, det lignede billedet på helvede, som det var blevet beskrevet for hende af en af de mere fantasifulde nonner, der havde undervist hende. En mand lå fanget i solens stråler foran en lakeret arbejdsbænk. Han lå på ryggen omkranset af splintret glas, og et stort glasskår, langt og skarpt som en kniv, stak ud af halsen. Og der var blod, meget blod, der var flydt ud over gulvet og havde sprøjtet op ad væggen. “Det ser ud til, at han blev dræbt, hvor han blev fundet,” konstaterede Matthew Venn. Jen registrerede knap, at hendes chef sagde noget. “Jeg kender ham,” sagde hun. “Eller jeg har i hvert fald mødt ham. I går aftes. Jeg var til fest hos Cynthia Prior, og han var der også. Han 17

Hejrens skrig_TRYK.indd 17

21.06.2022 11.15

hedder Nigel Yeo.” Hun gjorde en pause. “Han arbejder for en organisation, der overvåger hospitalsadministrationen og det lokale sundhedsvæsen. Noget med hjælp til at gennemskue behandlingssystemet og undersøgelser af patientsager. Han ville tale med mig, men sagde, det kunne vente.” “Han ville tale med dig i professionel sammenhæng?” Døren til værkstedet var stadig åben, og de stod lige indenfor. Matthew havde vendt sig om mod Jen. Hun trak på skuldrene. “Jeg tror, det var det, han mente. Men vi var til fest. Jeg havde fået et par glas. Du ved, hvordan det er …” Men Matthew vidste ikke, hvordan det var. Han drak meget sjældent og mistede bestemt aldrig kontrollen. Jen forsøgte at forestille sig ham gå i seng, for fuld til at tage tøjet af, men det var en latterlig tanke. Hun så igen på liget og huskede den tunge duft af kaprifolie i Cynthias have, det venlige smil, og følte sig en smule mat. “Han virkede som en venlig mand.” “Hans datter Eve er i køkkenet. Hvis du har været her før, så ved du, hvor det er. Gå derind, og få den første vidneforklaring, mens hun stadig har tingene i frisk hukommelse.” Jen nikkede og gik ud på gårdspladsen. Hun stod stille et øjeblik og trak vejret dybt nogle gange. Solen varmede allerede godt. Der var lidt køligere i køkkenet. Gulvet var stadig de samme klinker, men det gamle brændekomfur, hun huskede fra sit tidligere besøg, var der ikke længere. I hjørnet stod et nyt, elektrisk komfur, og rummet virkede renere, mere ryddeligt; ellers var ikke meget forandret. En kvinde sidst i tyverne eller i begyndelsen af trediverne sad ved bordet. Hun havde et par overalls og en stribet T-shirt på. Til Jens lettelse var hun alene. Der var intet spor af Wes. “Eve?” Kvinden vendte sig. Hun græd stadig. Jen tænkte, at hun måtte have grædt i timevis. 18

Hejrens skrig_TRYK.indd 18

21.06.2022 11.15

“Det gør mig ondt,” sagde Jen. “Jeg mødte ham. Kun en enkelt gang – i går aftes, faktisk – men han virkede som et dejligt menneske.” “Han var fantastisk.” “Jeg er kriminalefterforsker og vil gerne stille et par spørgsmål. Er det okay?” Eve nikkede. “Er der noget, du trænger til, før vi begynder? Te? Kaffe?” Jen kunne godt selv drikke en kop kaffe. En dump smerte bankede stadig bag panden. “Bare noget vand, tak.” Jen fyldte to glas. Selv lige fra hanen var vandet klart og koldt. “Det kommer fra en brønd her på stedet.” Eve så op. “Min far sagde, det var det bedste vand i regionen.” “Boede han her?” Jen havde svært ved at forestille sig det. Nigel havde været så renskuret; han havde stukket ud til Cynthias fest, fordi han var så poleret, så åbenlyst respektabel. Og hun var sikker på, at Cynthia havde præsenteret ham som en nabo, men det var bedst at være helt sikker. Trods sorgen udstødte Eve en lille latter. “Nej, nej! Han havde et hus i Barnstaple. Det var der, jeg voksede op. Men han besøgte mig ofte her.” “Bor din mor også der?” Jen var gået ud fra, at han var single, da hun havde mødt ham, men det virkede mere sandsynligt, at der faktisk var en hustru. Kompetent og omsorgsfuld. Hun vidste, at Matthew ville have spurgt om det, at kvinden ville have fået besked om Yeos død, og at nogen ville være hos hende. “Min mor havde tidlig alzheimers,” sagde Eve. “Hun døde for to år siden.” Ordene var flade, hårde. Spørg ikke mere ind til det. Jeg kan ikke bære det. Ikke nu. Jen havde lyst til at række ud og holde om kvinden. “Har du søskende?” 19

Hejrens skrig_TRYK.indd 19

21.06.2022 11.15

Eve rystede på hovedet. “Der var kun far og mig. Vi var meget tætte.” Hun tav et øjeblik. “Og nu er jeg helt alene.” Hun talte sagte, men alligevel lød det som et desperat råb. Jen ville spørge om venner, en kæreste, men hun kunne se, at venner ikke var til stor trøst endnu. “Jeg mødte din far ret sent i går aftes. Ventede du besøg af ham?” “Ikke i aftes. Vi havde aftalt at mødes her til morgen. Far hjalp mig med at puste glas. Man har brug for en assistent til det meste af det arbejde, jeg laver. Det kræver færdigheder og øvelse, men før mor døde, bad han om orlov uden løn fra hospitalet og tog et kursus, så han kunne hjælpe mig. Og have mere tid til at passe hende. Det var sådan en far, han var. Planen var, at vi skulle have været i gang hele dagen. Jeg har fået en bestilling fra et galleri i London. Et sted, som Frank satte mig i kontakt med, men deadline er meget stram.” Jen ville spørge, hvem Frank var, men tænkte, at det kunne vente. “Han arbejdede ikke længere på hospitalet?” “Nej, han ledede North Devon Patientforening. Det er en slags vagthund, der overvåger den lokale hospitalsadministration og hjælper patienter med at navigere i behandlinger og undersøger patientsager.” Hun gjorde en lille pause. “Han havde i et stykke tid tænkt på at forlade lægegerningen. Vagterne passede ikke sammen med, at han gerne ville have mere tid med mor. Men arbejdet i patientforeningen er som regel et otte til seksten-job og mere fleksibelt. Han kunne stort set selv planlægge sit skema.” Hun tav igen. “Mor døde, lige da han var blevet udnævnt, men han besluttede at forlade hospitalet alligevel. Nye udfordringer, som han sagde.” “Har du nogen ide om, hvorfor han kom til Westacombe i går aftes? Hvorfor han var i værkstedet uden at give dig besked?” 20

Hejrens skrig_TRYK.indd 20

21.06.2022 11.15

Eve rystede på hovedet. “Ingen anelse. Vi havde planlagt at skulle i gang ret tidligt. Halv otte. Jeg gik derover klokken syv for at gøre alting klar.” Der var et øjebliks stilhed. Udefra strømmede landlige lyde, der stadig var usædvanlige for Jen, ind: fuglesang og fårs brægen. “Du både bor og arbejder her?” spurgte Jen. “Ja, jeg har en lejlighed oppe under taget. To værelser, selvom det ene er så lille, at jeg ikke tror, man ville kunne sove der, et badeværelse og en stue med et lille køleskab og en kogeplade i hjørnet. Jeg deler det store køkken her med Wes, den anden kunster på stedet. Men udsigten er så smuk, og det er godt at være så tæt på værkstedet.” “Hvem bor her ellers?” “Vi er fire lejere plus et par børn. Wes Curnow har også en lejlighed på loftet. Den er endnu mindre end min.” Jen signalerede, at hun genkendte navnet. “Og så er der Sarah og John Grieve og deres tvillinger. De bor i hytten på den anden side af gårdspladsen. John bestyrer gården, og Sarahs onkel ejer stedet. Han bor i resten af huset.” “Hvad hedder han?” “Francis Ley.” Eve så op. “Du har måske hørt om ham. Økonomen. Vi kalder ham alle sammen bare Frank.” Så det er den Frank, der arrangerede bestillingen til galleriet. Jen nikkede. Hun genkendte navnet. Ley havde en overgang været i alle nyhederne. Ikke fordi han selv søgte rampelyset. Han var kendt for at være diskret og privat, men hyldet af journalister og kommentatorer. Han havde forudsagt finanskrisen og det efterfølgende økonomiske kollaps og havde på en eller anden måde overlevet det og samtidig tjent en formue. På andre menneskers ulykke, tænkte Jen. Bankfolk og pengemagerne kom altid igennem uden skrammer. Hun havde aldrig opgivet de politiske holdninger fra barndommen. 21

Hejrens skrig_TRYK.indd 21

21.06.2022 11.15

“Hvordan kom du hertil?” “Gennem Sarah, der bor i hytten. Vi voksede op på den samme vej i Barnstaple, og da værkstedet og lejligheden blev ledig, foreslog hun, at jeg mødtes med Frank. Han lod til at kunne lide både mig og mit arbejde, så jeg flyttede ind.” Hun tav et øjeblik. “Han var her faktisk i går aftes. Han rejser en del, men når han kommer hertil, så inviterer han os alle ind til drinks. Det er blevet en slags ritual.” “Han bor altså ikke fast her på Westacombe?” “Han har stadig et sted i London, men han taler om at sælge. Han kan bedst lide at være her.” Eves stemme var varm og kærlig. Hun kunne have talt om sin yndlingsonkel. “Er han her stadig?” Jen tænkte, at Matthew kunne afhøre ham, hvis Ley stadig var på gården. Han var god til at være høflig selv over for mennesker, han ikke brød sig om. Hun havde aldrig helt lært, hvordan man gjorde. “Åh, det ved jeg ikke. Det går jeg ud fra. Han sagde ikke noget om at rejse igen, da vi talte med ham i aftes.” “Du har ikke set ham her til morgen?” Jen tænkte, at manden helt sikkert måtte have opfanget postyret på gårdspladsen, bilerne, kriminalteknikerne i hvide dragter. “Nej,” sagde Eve. “Han kommer ikke meget ud på gårdspladsen. Det behøver han ikke. Han bruger husets hovedindgang med udsigt over flodmundingen, og han har en indkørsel, der går direkte fra vejen og op til hans garage. Wes og jeg kommer ind til vores lejligheder gennem bagdøren eller gennem køkkenet.” Jen undskyldte sig. “Jeg er tilbage om et øjeblik. Vi er desværre ikke helt færdige.” Udenfor banede Sally Pengelly, retsmedicineren, sig vej til værkstedet. Hun var lav, rund og rødkindet. Jen havde engang hørt en smart jurist omtale hende som “retsmedicineren, der ligner en, der arbejder på en gård”. Men selvom Sally Pengelly måske nok lignede en bondedatter, var hun klog og modig, og 22

Hejrens skrig_TRYK.indd 22

21.06.2022 11.15

teamet kunne godt lide hende. Matthew stod på gårdspladsen med blikket vendt mod sin telefon. Så så han op og hilste på dem begge. “Alt dette er ejet af én mand.” Jen ventede på, at Sally skulle bevæge sig ind i værkstedet, før hun fortsatte og slog ud med armen mod gårdspladsen og alle bygningerne. “Han bor i det store hus, men det er ikke hans permanente bolig.” Hun gjorde en pause. “Det er Francis Ley.” Matthew hævede et øjenbryn, men sagde ikke noget. “Jeg tænkte, at du måske vil nå at fange ham, hvis nu han skulle beslutte sig for at forsvinde,” sagde Jen. “Han har sin egen hoveddør på den anden side af huset.” “Er du færdig med at tale med datteren?” “Nej, hun er meget oprevet. Hun og hendes far var tætte, og hendes mor døde for et par år siden. Jeg går stille og roligt frem.” Tavshed igen. “Hun ventede ikke at se sin far før halv otte her til morgen. Han arbejdede åbenbart som en slags assistent for hende, når hun puster glas. Og hun har ingen forklaring på, hvorfor han muligvis er kommet tidligere her til morgen eller sent i går aftes.” Venn nikkede. “Han kunne have været her for at besøge en af de andre lejere. Vi skal have tjekket mulige relationer. Eller han kunne have aftalt at mødes med Ley. Jeg finder med glæde ud af, hvad manden har at sige. Hvis du stadig er optaget, er det fint for mig at se ham alene.” Jen smilede, da hun vendte sig om mod køkkenet. Det var præcis det svar, hun havde håbet på.

Hejrens skrig_TRYK.indd 23

21.06.2022 11.15