Frygt ikke – elsk kun

Andre bøger af Mette Bording Nybo: Lev stærkt – dø smukt En fortælling om at turde sige farvel

Frygt ikke - elsk kun.indd 2

11.05.2021 11.02

Frygt ikke – elsk kun Om at gribe livet efter et tab

Gads Forlag

Frygt ikke - elsk kun.indd 3

11.05.2021 11.02

Frygt ikke – elsk kun Om at gribe livet efter et tab Af Mette Bording Nybo Copyright © 2021 Mette Bording Nybo og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag

Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslagsdesign: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forsidefoto: Sisse Langfeldt Tryk og indbinding: Scandbook Printed in Sweden ISBN: 978-87-12-06292-9 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

Tak. Tak til Jeanette, Dorthe, Kåre, Charlotte og i ­særdeleshed Linda for læsninger og reaktioner. Tak til min redaktør Mette Højbjerg for lige dele klog kritik og støttende sparring. Tak til Hald Hovedgård for ro til at skrive.

Frygt ikke - elsk kun.indd 4

11.05.2021 11.02

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

Tomrum At være alene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 At søge lyset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16 At beruse sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18 Sommer At flygte ind i liv . . . . . . . . . . . . . . . . . .22 At være mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .27 At søge kærtegn . . . . . . . . . . . . . . . . . .31 At blive krop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .34 At bryde norm . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44 At give plads . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .52 At satse sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Efterår At hele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 At tvivle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .70

Frygt ikke - elsk kun.indd 5

11.05.2021 11.02

At At At At

blive kontaktet . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 kende døden . . . . . . . . . . . . . . . . . .79 fordybe sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . .84 søge ro . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .88

Vinter At favne vemod . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 At få . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .99 At træde ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 At læne sig ind . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 At skabe debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Forår At At At At At At At At At At At

skifte retning . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 sende videre . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 søge genklang . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 gribe dagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 nyde liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 længes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 smelte sammen . . . . . . . . . . . . . . . . 150 kende sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 finde sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 ånde frihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 mindes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Fylde At At At At

skabe sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172 finde styrke . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 rumme forandring . . . . . . . . . . . . . . . 179 finde havn . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183

Frygt ikke - elsk kun.indd 6

11.05.2021 11.02

At At At At

være i bevægelse . . . . . . . . . . . . . . . 189 blive klar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192 vende hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203 elske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217

Frygt ikke - elsk kun.indd 7

11.05.2021 11.02

Til Thomas, JC og Søren. Tak for jeres kærlighed. Uden jer ville jeg ikke stå her så stærk, åben for livet og fri, som jeg gør nu.

Hemmeligheden bag lykke er frihed, og hemmeligheden bag frihed er mod. Thucydides

Frygt ikke - elsk kun.indd 8

11.05.2021 11.02

Forord

P

å gangen i mine forældres hjem hang en klokkestreng, broderet i anledning af min søsters konfirmation. Frygt ikke – tro kun var hendes konfirmationsord, og jeg læste dem ofte, når jeg som lille stod og beundrede de små korssting. Der var en livskraft og styrke i de ord, som løftede sig fra kristendommen og handlede om livet; om den tillidsfulde tilgang til livet og til mødet med andre mennesker. Ordene lagrede sig i mig og har været med til at forme min måde at være i verden på. Da min mand Thomas døde, var jeg frygtløs. Jeg var opfyldt af en kærlighed, der transcenderede enhver jordisk bekymring og skubbede mig ud i livet. Samtidig var jeg hudløs, balancerede på angstens afgrundskanter og længtes efter trygheden i at være forbundet med et andet menneske i kærlighed. ”Du skal finde en ny mand efter mig,” havde Thomas sagt til mig, og ordene frygt ikke – elsk kun rummer hans budskab til mig efter sin død. Men at elske helhjertet efter at have taget afsked med min eneste ene, min sjæleven, min livsledsager gennem 9

Frygt ikke - elsk kun.indd 9

11.05.2021 11.02

mere end 20 år, var nemmere sagt end gjort. Tvivl og forkerthedsfølelse blev mine trofaste ledsagere, og undervejs måtte jeg hele tiden minde mig selv om mit projekt: at blive lige så rigtig i mit liv efter Thomas, som jeg var med ham. Hvordan kunne jeg finde ny livslykke og fylde? Det er ikke noget, der sker af sig selv, men man kan øve sig og holde sig selv fast på viljen til at søge ny kærlighed – i vished om bedre at kunne hele i en stærk favn, i mødet med et andet menneske. Denne efterfølger til Lev stærkt – dø smukt er derfor fortællingen om to bevægelser i en efterladts hjerte i det første halvandet år efter dødens indtræffen: Den første er den sværeste. Det er bevægelsen væk fra den elskede. Det er øvelsen i at vikle sig ud af fortællingen om den eneste ene og lære helhjertet at tro på, at den kærlighed, man nærede til den afdøde, ikke formindskes af kærligheden til en ny partner. Det er modet til at være fuldt og helt til stede i nutiden. Det er bevægelsen mod at genvinde en fremtid, selv om man har mistet, og selv om man bærer fortiden med sig. Den anden har at gøre med forestillingen om andres forventninger. Når man mister sin ægtefælle, træder man ind i en enkestand, som der traditionelt har været et særligt manuskript for. Her spøger ord som ”sørgeperiode”, ”sørgebind”, ”loyalitet” og ”ægte kærlighed”. Vi er alle et produkt af de indlejrede kulturelle forestillinger om, hvad der sig hør og bør for et menneske, der har mistet. Jeg oplevede disse uudtalte forventninger som et fængsel, jeg ikke frivilligt ville lade mig indsætte i, og søgte derfor stædigt at definere min personlige måde at være i sorgen på – uden skam, skyld 10

Frygt ikke - elsk kun.indd 10

11.05.2021 11.02

og dårlig samvittighed over for hverken den døde eller de levende. Det har været mit erklærede mål ikke at sætte mit liv på pause, ikke at forstumme, ikke blot at lade tiden gå for en dag at vågne op igen. De mange henvendelser fra læsere af min første bog har bekræftet mig i, at der er et behov for at sige flere af de svære og forbudte tanker højt. Vi er nødt til at skabe nye fortællinger om, hvad der er muligt for mennesker i sorg. Vi skal turde åbne os for livet og ikke være med til at begrænse hinanden. På den energi har jeg skrevet bogen Frygt ikke – elsk kun, og jeg ønsker, at jeg med min ærlighed kan række ud og skabe rum for andre.

Frygt ikke - elsk kun.indd 11

11.05.2021 11.02

Tomrum

At være alene Maj 2019. Jeg er alene. ALENE. Forladt. Ensom. Efterladt. Sat. Tom. Splintret. Al symbiose, sync, forening med Thomas er endegyldigt ovre. Jeg vandrer i øde egne. Rummet har ingen fylde, ingen mening, ingen retning. Datoen den 5. maj er nu Thomas’ dødsdag. Jeg føler, at jeg glider mellem to verdener. Før og efter. Hvordan kan han ikke være her hos mig længere? Hvordan kan en dato kile sig ind og adskille før og nu så brutalt? Samtidig er der en lethed i mig, en svæven over vandene, en særlig selvsikkerhed, styrke og frihed for et tungt, tungt ansvar. Eneansvaret for børnene tynger mig ikke, som jeg frygtede, til gengæld letter det mig, at ansvaret for Thomas er slut. Til ende. Det er en dobbelt følelse, for jeg kan jo ikke tænke tanken ”Godt, han fik en god død”, uden at min hjerne i samme sekund producerer paniktanken ”Død? NEJ, NEJ, NEJ, han må ikke være død. Verden kan ikke findes uden Thomas. Kom tilbage, kom tilbage!” Og dog er der så 12

Frygt ikke - elsk kun.indd 12

11.05.2021 11.02

meget fred omkring ham. Er det en kvalitet at kunne være alene? Er det dét, jeg skal øve mig i nu? Alt svimler ved tanken om det. Jeg har ikke lyst til at være bare mig. Jeg kan jo godt – har faktisk trænet det som ung, da jeg bedre købte præmissen om, at det er noget, man bør være i stand til. Jeg rejste til London alene, til Frankrig, på interrail, sågar på charterferie i mit eget selskab for at bevise for mig selv og hele verden, at jeg var selvstændig, selvberoende, selvforvaltende. Så det ved jeg godt, at jeg er i stand til at finde ind til. Jeg vil bare ikke. Jeg vil have et bånd til et andet voksent menneske, en samhørighed, en forpligtelse. De dage, hvor jeg bliver for træt, truer verden hele tiden med at vælte, afgrunde lurer hele vejen rundt om min platform. Men det lykkes mig at holde balancen. At kigge på min sovende yngste søn, Sigurd, er en god strategi. At kysse hans bløde kind en ekstra gang godnat, at ae hans gyldne hår, mærke hans glatte hud, fornemme hans livsglæde og livsmod emme fra søvnen. I live. Min mand, Thomas, sov stille ind i mine og vores tre sønners arme natten mellem 4. og 5. maj 2019. Sigurd var 11 år, Magnus 16, og Adam fyldte 19 få dage efter. Bag os alle fem lå tre og et halvt års kræftsygdom, hårde behandlinger og bristede håb, svære snakke og ubærlig planlægning af dødens komme, men også intense lykkestunder, humor og lethed samt masser af kærlighed. I ti måneder vidste vi, at døden ville komme, men ingen vidste hvornår. Selv få dage før vekslede jeg mellem håb og erkendelse:

13

Frygt ikke - elsk kun.indd 13

11.05.2021 11.02

Tirsdag 30. april 2019. Klokken 23.05. Min dagbog. Thomas, min elskede skat, hvor er det svært, det her. ”I’m ready to go, I’m ready to go – can’t do it alone.” Thomas er på Gudenå Hospice, og jeg tager lige en nat hjemme for at få sovet igennem. Søndag nat var rigtig træls med latterlig mange smerter ned i benet, hver gang han hostede. Han blev indlagt 4.30 og behandlet for lungebetændelse. Hospice er dejligt, men kommer han mon derfra? Forhåbentlig kan han nå lidt mere garageoprydning, cykler, lego, tænker han, men hvem ved? Jeg er mere afklaret, men i dyb, dyb sorg indeni over alt det, jeg skal miste: ”When your heart beats within mine.” Mit hjerte bløder over at skulle miste min livsmakker, min sjæleven, mit livs store kærlighed. Det strammer til. Jeg er okay rolig i det på én måde og PANISK på samme tid. Jeg elsker ham, beundrer ham og ved ikke, hvem jeg selv er uden bedst🙄🙄lide 😉😉ham. 🍀🍀 Kan 😃😃 helt 👏👏 sikkert 💪💪 👌👌 den Mette, der er sammen😊😊 med💫💫 Thomas 🍀🍀 💚💚 Han ♥ ER 🙏🙏helt😂😂sikkert min bedre halvdel. Jeg VIL ikke miste ham. Alt på Thomas’ dødsdag få dage efter foregik i en tåge, men heldigvis lykkedes det mig at finde søvnens nåde og derigennem opbygge nye kræfter. At blive klar til at hilse den nye dag og ånde luften i fulde drag. Sammen havde Thomas og jeg planlagt alt, hvad der var muligt. Alt var sagt og gjort, og det gjorde det muligt for mig at hvile i den reneste form for kærlighed i afskeden med min livspartner gennem hele mit voksenliv. Dagen inden bisættelsen skrev jeg på Facebook:

14

Frygt ikke - elsk kun.indd 14

11.05.2021 11.02

Kære alle. Jeg glæder til Thomas’ i morgen, som 😉😉 mig 🍀🍀 meget 😃😃 👏👏 💪💪 👌👌 bisættelse 🙄🙄 bliver helt ånd 💚💚 ♥ 🙏🙏 😂😂 😊😊 i hans 💫💫 🍀🍀 Der kommer helt fantastisk mange mennesker, så jeg vil bede jer komme i god tid og at rykke rigtig godt sammen i kirken, tage børn på skødet osv., så alle forhåbentlig kan komme ind. Børnene og jeg hilser på jer, når kisten er blevet kørt væk. Vi vil nok gerne sidde i fred inden bisættelsen. Der er åbent i forsamlingshuset (som ligger lige over for kirken) fra klokken 11.30, så man kan stille minde-kagerne, frugt, brød m.m. derover før ceremonien. Efter Thomas’ og mit ønske er det hele lidt ad hoc, og jeg vil bede alle hjælpes ad og tænke selv, så ungerne og jeg kan koncentrere os om at suge det hele ind. Thomas’ smukke gravsten er allerede sat på graven, og der bliver mulighed for at gå forbi og se bøgegrenene m.m. derovre efter mindesammenkomsten. Man er naturligvis velkommen derovre før bisættelsen også. Drengene og jeg er klar til en smuk og følelsesladet afsked i kirken og lidt kaos og højt humør i forsamlingshuset. Vi glæder os til at se jer alle! De bedste hilsner fra Mette Den lette tone har nok forbavset en del, da den dukkede op i deres Facebookfeed, men den var ægte. Jeg glædede mig til Thomas’ særlige højtidelighed, fordi jeg vidste, at den ville blive smuk og rigtig. Hvad jeg ikke vidste, da jeg sendte ordene ud i æteren, var, at jeg ville finde en ukendt styrke på selve dagen, at jeg ville kunne tale til Thomas 15

Frygt ikke - elsk kun.indd 15

11.05.2021 11.02

uden at bryde sammen, at jeg ville være i stand til at afslutte vores ægteskab ved kisten, at jeg ville kunne synge med på alle salmer, og at jeg ville kunne holde en lang og også lidt vittig mindetale foran alle gæsterne til gravkaffen. Ved kagebordet kom en lille pige hen og spurgte mig, hvorfor jeg tog vores vielsesringe af i kirken: ”Fordi jeg ikke vil være gift med en død mand,” var mit ærlige svar. ”Jeg har ikke lyst til at være enke – jeg vil hellere være single. Det lyder meget sjovere.” 11. maj 2019. Jeg er kærlighed. Jeg svæver over jorden. Intet kan røre mig eller slå mig ud, for jeg har set døden i øjnene. Jeg har båret Thomas gennem natten. Jeg har gjort det umulige: sluppet ham uden at trygle døden om at vente, give mere tid. Jeg har båret mine børn gennem den mørkeste nat, hvor de for altid skulle tage afsked med deres idol, deres sjove, dejlige far. Jeg har stået ved min elskedes smukke selvbyggede kiste, oversået med hilsner fra dejlige mennesker i vores liv, og sagt ham min kærlighed i al offentlighed. Jeg har taget vores vielsesringe og lagt dem væk i en pose i en lomme med hele begravelsesfølget som mere eller mindre frivillige vidner til min frigørelsesproces. Hvad større kan jeg gøre? Hvad skulle dog kunne være sværere her i livet end alt dette?

At søge lyset Maj 2019. Folk møder mig med omsorg og bekymring i blikket, og de bliver nærmest mistroiske eller måske mere bekymrede, når jeg siger, at jeg har det virkelig godt. ”Det 16

Frygt ikke - elsk kun.indd 16

11.05.2021 11.02

kan jo ikke passe,” lader alles første tanke til at være, og de ser ud, som om de lige skal omrokere deres forventninger indeni. “Der kommer nok en efterreaktion,” advarer de fleste mig. “Tja, men det kan vel ikke komme dårligt tilbage at have været glad,” er mit standardsvar. Jeg forstår deres reaktion og ville selv have tænkt og sagt det samme, men nu er det jo mig selv, der står her, i live og flyvende. Hvorfor frygte faldet? Jeg græder meget, men glæden over vores smukke afsked og over at være i live er altid større end min sjæleve og løfter mig ud af smerten igen. De første cirka ti dage efter Thomas’ død var jeg særlig manisk. Herefter lagde det vildeste adrenalinboost sig lidt, men mit energiniveau og min livsvilje tromlede fortsat derudad. Jeg følte mig stærkt forpligtet på at søge lyset, at lade mit hjerte være vågent og syngende. Jeg kunne føle mig hullet af sorg, skudt til hjørne af Adam, der viste mig et snapchatminde med Thomas og mig dansende i vores køkken, og samtidig kunne jeg trampe energifyldt til en spinningtime og forbinde mig gennem sveden og den høje puls med Thomas og alt det, han stod for. Jeg blev selv overrasket over min energiske reaktion på tabet og havde svært ved at acceptere følelsen af lettelse. Men det var jo en lettelse over den værdige afslutning på et liv, der blev mere og mere begrænset af smerter og medicinering, og lethed og fred var de dominerende følelser i mig. Parallelt hermed lurede truslen om ensomhed, og jeg drømte om at finde en, der kunne holde om mig og hjælpe mig med at finde ro. Jeg gik fortsat til behandlinger hos de kropsterapeuter, Thomas og jeg havde brugt gennem hans sygdomsforløb, 17

Frygt ikke - elsk kun.indd 17

11.05.2021 11.02

og mine behandlinger med skiftevis Body-SDS og ManuVision hjalp mig med både at holde fast i mindet om Thomas og med fortsat at søge lyset i mig selv og i livet. 27. maj 2019. ManuVision. Jeg er ret spændt op i højre side. Alle de ting, jeg skal ordne, ansvaret for det hele og min rolle som enlig mor ryger direkte i ryg og hofter. Sorgen over Thomas sidder også dér. Jeg ligger på briksen og forsøger mentalt at kondensere ham ind til en funklende diamant i mit hjerte. Jeg vil slippe alt det praktiske, som hans død også lader mig stå med. Jeg vil ikke lade det fylde for meget. Savnet skal stå rent. Behandlingen afslapper mig, og jeg føler mig nærmest lykkelig, som jeg ligger der. Jeg er taknemlig for evnen til at føle ægte kærlighed og at turde give den. Jeg er glad for at have givet Thomas uanede mængder af kærlighed de sidste 23 år, og det føles rart at kunne fortsætte med at føle den indeni. Tænk bare, hvor stor en gave dette er til mig selv.

At beruse sig I de følgende uger var jeg fortsat elektrisk af liv og sitrende sårbarhed. Jeg havde travlt med at indhente det forsømte i verden uden for den boble, Thomas og jeg havde delt de sidste mange måneder. Jeg måtte beruse mig i livet. Jeg dobbeltbookede notorisk, værdsatte hver dag, at mit liv var uden bekymringer, uden sygdom. En hyppig tanke var ”Hvornår er der et barn, en forælder, en veninde eller en søster, der bliver syg?” En anden ”Hvornår dør jeg selv?” Der var ikke tid til at trække stikket og grave mig ned. Jeg græd 18

Frygt ikke - elsk kun.indd 18

11.05.2021 11.02

flere gange hver dag, men ingen dag måtte spildes. Hvert et nu gjaldt. Ingen skulle tale om fremtiden med mig. Der var kun millimeter fra tanke til handling, stort set uden refleksion. Jeg handlede på intuition og havde en ringe impulsstyring. Folk omkring mig kunne kun se måbende til. 1. juni 2019. Jeg har været på hotel med to veninder og kører nu med lette tømmermænd mod stationen i Middelfart for at sætte den ene veninde på toget. Telefonen ringer, og jeg tager den: ”Heeej, vil du med på Jelling Festival i dag? Vi kan ses derude om to timer?” spørger en tredje veninde glad og rammer direkte ind i min impulsivitet. Min hjerne brænder næsten sammen i forsøget på at overskue verden, og så lader jeg bare være: ”Fedt, cool, jeg er klar! Det har jeg ikke prøvet før. Jeg kan nok ikke nå det til om to timer, men skriver, når jeg er der!” Hold da op, tænker mine to veninder i bilen, og da vi har sat den ene på toget, spørger den anden: ”Mette, hvad med Sigurd?” ”Guuud, ham skal jeg jo hente ved bussen om tre timer – det må jeg lige fikse!” Et par telefonopkald senere er der styr på, at Sigurd bliver i Himmerland, hvor mine forældre kører ham til min søster, som sætter ham på en bus i morgen. En Messenger-besked tikker ind. Det er en af Thomas’ venner, og da jeg ser hans navn, ved jeg øjeblikkelig, at vi har aftalt et kaffebesøg i eftermiddag, og jeg blegner, mens jeg åbner beskeden: ”Vi når desværre ikke forbi i dag.” Pyha, der blev jeg lige reddet. Men næste udfordring venter, da jeg kommer hjem og forvildet farer rundt for at blive klar til at køre: ”Adam,” kalder jeg, netop ude af badet og med tandbørsten i munden, ”jeg kører til Jelling på festival nu her og tager Magnus med 19

Frygt ikke - elsk kun.indd 19

11.05.2021 11.02

hjem i nat.” ”Men mor, du skulle jo køre mig over til min kammerat sidst på eftermiddagen?” Åh nej, hvordan kunne jeg nu også glemme det? Jeg kører ham så sjældent nogen steder. Min hjerne arbejder igen på højtryk med at finde en løsning. ”Kan du ikke ringe og spørge, om du må komme nu her om en halv time, så kører jeg dig, inden jeg kører til Jelling?” spørger jeg vild i blikket. Og sådan bliver det. Hektiske Mette kan igen holde sorgen og smerten på afstand med hyperaktiv handlen, høj musik og adrenalinen pumpende i kroppen. Aldrig stoppe op, aldrig holde den pause, hvor min krop og sjæl for alvor kan tage tabet og tomrummet ind. Jeg kan ikke holde til det endnu. Videre, videre. Jeg undrede mig løbende over, hvorfor jeg var så grundlæggende glad. Hvorfor jeg klarede det hele så godt. Var det mine negative visualiseringer, der havde hjulpet mig? Gjorde mine mange fremmaninger af Thomas’ dødsleje, at jeg blev klar til at møde døden med stoisk ro, mod og værdighed, da det gjaldt? Bar hans kærlighed mig stadig? Der var en stolt tilfredshed i mig over at have gennemlevet og overlevet tabet af min eneste ene. Og samtidig nægtede min hjerne og krop at erkende dødens endelighed og det konkrete i ordene for evigt. Andre menneskers liv fortsatte ufortrødent, selv om Thomas ikke længere var i verden, og det gjorde mig underligt nok ikke bitter. Jeg tænkte på Thomas’ planlægningsgen og -overblik, som gjorde, at han lagde sin død lige der, hvor der var plads til den. Da han blev erklæret terminal, havde jeg halvt i sjov sagt til ham, om ikke han kunne undgå at 20

Frygt ikke - elsk kun.indd 20

11.05.2021 11.02

dø i juni; Magnus skulle afslutte folkeskolen, Adam skulle have sin studentereksamen, vores nevø skulle til embedslægeeksamen, og vores niece skulle giftes. Der var simpelthen ikke plads til et dødsfald og en begravelse i den måned. Jeg trak på smilebåndet over, at Thomas havde valgt en dødsdato, der ikke blokerede for de unges store livsbegivenheder. Typisk. 8. juni 2019. Min nieces bryllup. Pyha, det er hårdt at tage til fest uden ham, der også stod på invitationen. Men jeg føler alligevel en rankhed i mig, mens jeg bevidner vielsen, skåler ved receptionen, gør mig klar til aftenens fest. Jeg klarer at holde en lille tale til brudeparret. Det er deres dag i dag. Jeg fortæller om, hvordan min niece var syv år ved Thomas’ og mit bryllup og helt forelsket i en hjertebamse, vi fik. “Onkel Thomas var helt sikker på, at den skulle du have i dag,” siger jeg og græder kun lidt, da jeg giver hende den og sender dens kærlighedslys videre. Da dansen starter, rammer ensomheden mig med øget styrke. Hvor er det trist at være af sted til fest alene. Og ikke en byder mig op, helt ærligt, fatter de dog ikke min smerte? Tør de ikke? Jeg bryder op fra festen, før min selvmedlidenhed får overtaget.

Frygt ikke - elsk kun.indd 21

11.05.2021 11.02