Frankrig efter terroren

KARIN MØRCH er uddannet journalist i Danmark og Frankrig og arbejder i DR, hvor hun har dækket mange af terrorangrebene. Tidl. vært på TV-Avisen, redaktør på Jersild Live og P1 Morgen. Frankrigskommentator på TV-avisen, Deadline, P1 Morgen, Orientering, K-Live, Tiden m.m. Arbejder også som tilrettelægger for Verden ifølge Gram på DR. Forfatter til bl.a. Med franske øjne og Gabriels gæstebud.

F O T O : M A R L E N E Z Ø L L N E R - M A N LY OMSLAG: IMPERIET

Angrebene på Charlie Hebdo og Bataclan i 2015 tog Frankrigs uskyld. Siden fulgte over tyve andre islamistiske angreb. DR-journalist Karin Mørch har mødt tretten franskmænd, som blev ramt direkte eller indirekte af terroren, bl.a. tegneren Coco, som terroristerne tvang til at vise vej til Charlie Hebdos redaktion, forfatteren Michel Houellebecq, der mistede en ven i angrebet, Azdyne Amimour, far til en af terroristerne på Bataclan, og Victor, der overlevede angrebet i koncertsalen. Sammen med andre overlevende og pårørende fortæller de, hvordan terroren har forandret dem – og deres land. FRANKRIG EFTER TERROREN fortæller også historien om, hvad der førte til radikaliseringen, og om den splittelse, der fulgte, og som i værste fald kan true demokratiet. Nye love, en hård politisk retorik, frygt og polarisering præger hverdagen i et nyt Frankrig, og Europa, vi alle skal leve med.

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

0 0 0 1 1 3 / EE

ISBN 978-87-12-80528-1

KARIN MØRCH FRANKRIG EFTER TERROREN

”En del af mig døde på Bataclan. Det gjorde en del af Paris og Frankrig også.”

KARIN MØRCH

FRANKRIG EFTER TERROREN FORANDRET FOR ALTID

“Charlie Hebdos problemer startede med de danske karikaturtegninger. Det er ikke for at være kritisk og kaste skylden på Danmark. Det er bare et faktum, at Danmark spillede en rolle fra starten.” MICHEL HOUELLEBECQ, forfatter

“Jeg blev ikke såret. Jeg blev ikke dræbt. Det skal jeg leve med resten af mine dage.” COCO, som blev tvunget til at vise terroristerne vej til Charlie Hebdos redaktion

“Jeg havde fornemmelsen af, at jo mere vi forsøgte at finde løsninger for ham, desto mere afsporede det ham. Den dag forstod jeg, at han var på vej i en helt gal retning.” AZDYNE AMIMOUR, far til terrorist, der angreb Bataclan

Frankrig efter terroren.indd 2

11/08/2026 10.34

KARIN MØRCH

FRANKRIG EFTER TERROREN FORANDRET FOR ALTID

Frankrig efter terroren.indd 3

11/08/2026 10.34

Frankrig efter terroren. Forandret for altid © Karin Mørch og Gads Forlag A/S, 2026 Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen Tekstredaktion: Søren Boy Skjold Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Sats: Tobias Giversen Forsidefoto: Frantic00 / Dreamstime, billedet er grafisk bearbejdet Bagsidefoto: Christopher Furlong / Getty Images Forfatterfoto: Marlene Zøllner-Manly Tryk og indbinding: ScandBook AB ISBN 978-87-12-80528-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegat til forfatteren. G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Frankrig efter terroren.indd 4

11/08/2026 10.34

INDHOLD

Prolog

6

Kapitel 1: Coco, tegner, Charlie Hebdo

12

Kapitel 2: Michel Houellebecq, forfatter

34

Kapitel 3: Victor og Clara, overlevede Bataclan-angrebet

55

Kapitel 4: Azdyne Amimour, far til terrorist

88

Kapitel 5: François Molins, terroranklager

114

Kapitel 6: Mathieu Nicourt, MMA-træner

133

Kapitel 7: Mireille Puisségur, tidligere socialarbejder

147

Kapitel 8: Sylvie Sauvage, skolelærer

162

Kapitel 9: Noureddine Assouat, imam

188

Kapitel 10: Danièle, venstrefløjsaktivist

203

Kapitel 11: Chems-eddine Hafiz, rektor, Den store moské

211

Kapitel 12: Georges Salines, far til offer fra Bataclan

228

Kapitel 13: François Zimeray, advokat

251

Forfatterens tak

264

Frankrig efter terroren.indd 5

11/08/2026 10.34

PROLOG Frankrig er ikke blot ét folks fædreland, men hele menneskehedens, deri ligger landets storhed. – Victor Hugo

Der findes ét land i verden, som har alt. “Bjerge, vulkaner, floder, oceaner, et skatkammer af mad og vin og vidt forskellige kulturer i øst, vest, nord og syd. Dét land er Frankrig. Et land, der rummer en så stor, rig og facetteret natur og kultur, at man kan bruge hele livet på at rejse i landet og alligevel ikke nå at opleve det hele.” Det sagde min far, som voksede op i Frankrig, og det fantastiske og ustyrlige land har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Jeg har boet, studeret og arbejdet i Frankrig, jeg har fransk familie og franske venner og har i hele mit voksne liv beskæftiget mig med det fagligt og rapporteret fra landet. Jeg har derfor på nærmeste hold oplevet, hvordan landet har forandret sig. De islamistiske attentater har påvirket måden, franskmændene lever på i dag, terrorens tentakler har grebet ind i folks liv. Som den 13. november i 2015, hvor Paris kom under angreb og terrorkommandoer samtidigt slog til tre steder i byen med selvmordsbælter og automatgeværer. Lyden af sirener fyldte gaderne, og panikken spredte sig, efterhånden som meldinger om angrebene tikkede ind på folks telefoner og kom nærmere og nærmere. 6

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 6

11/08/2026 10.34

En veninde fortalte mig om hyggepianisten på hendes lokale café, der spillede højere og mere desperat, som aftenen skred frem, “og vi hverken turde blive siddende eller gå ud.” Værtsfamilien, som ringede til hende og sagde: “Du skal ikke komme hjem – de skyder ude på gaden.” Skrækken i natten, hjemturen i den mennesketomme by, og den sorte forside på alle aviser næste dag med ét ord: “La terreur” – terroren. Attentaterne 13. november 2015 blev Frankrigs 11. september. Alle kender en, der befandt sig på Bataclan, et familiemedlem, en ven eller en vens ven. “Det var derfor, angrebet ramte os alle så dybt,” som en bekendt siger. En amerikansk veninde fortalte om parisernes taknemmelighed, da hun besøgte byen tre måneder efter angrebet: “Det var som en krigszone, soldater i højeste alarmberedskab, som bevægede sig overalt med tunge automatvåben, det var skræmmende, men pariserne var så taknemmelige: “Tak, fordi I kommer,” sagde de alle vegne. Terrorangrebene har haft konsekvenser for alle, især for journalister, tegnere og skolelærere, men terroren har også haft alvorlige konsekvenser for millioner af franske muslimer, der føler sig lagt for had og som oplever mistænkeliggørelse og racisme. Det samme gælder franske jøder, der er udsat for flest religiøse overfald, selvom de kun udgør knap én procent af Frankrigs befolkning. Mange tør ikke have navneskilt på døren eller bære jødisk kalot på gaden. Der findes i dag et andet Frankrig, fjernt fra Paris’ boulevarder og Middelhavets rivieraer: fattige kvarterer i forstæderne, hvor folk kæmper med arbejdsløshed, bandekriminalitet og narkovold. I visse områder forsøger islamistiske aktører at udbrede en politisk og rigoristisk tolkning af islam, og mange mener, at en del af forklaringen på den radikalisering, der ledte til terrorangrebene, bunder i en fejlslagen integration, blandt andet i forstæderne, hvor mange Prolog

Frankrig efter terroren.indd 7

7

11/08/2026 10.34

føler sig afkoblet fra det franske samfund. Her tilbyder religionen identitet og fællesskab. Terroren er ikke alene årsag til polariseringen og den smuldrende sammenhængskraft, men den har forstærket udviklingen. Islamistisk terror har i mange år især været et fransk problem. Én årsag er, at den største gruppe af unge utilpassede muslimer bor i Frankrig. Det er en gruppe, som er kritisk overfor et samfund, de føler, ikke vil dem. En anden årsag er et kolonialt opgør, som aldrig er blevet taget. Algeriet løsrev sig fra Frankrig efter en brutal frihedskrig, der varede i mange år. Den sluttede i 1962, men for mange indvandrere og efterkommere fra Algeriet er det dårlige forhold til Frankrig stadig en stærk, symbolsk fortælling. * De fleste franskmænd husker, præcis hvor de befandt sig, da angrebet mod satireavisen Charlie Hebdo skete 7. januar 2015. Jeg selv var på arbejde i DR Byen, da en kollega kom hen til mig klokken cirka 10.30: “Har du hørt det? Der har været skyderi på en avis i Paris!” Jeg genkendte flere navne på de dræbte, som var nogle af Frankrigs mest berømte tegnere, én af dem havde jeg ovenikøbet mødt kun to måneder tidligere, hvor han havde fortalt om netop frygten for et angreb. “Men jeg nægter at holde op med at tegne. Sådan kan jeg ikke leve,” havde han sagt. Vi gik i breaking. I seks timer sad jeg i tv-studiet med en vært, og de næste to dage dækkede vi den hæsblæsende menneskejagt på terroristerne fra Charlie Hebdo samt et andet terrorangreb, der skete i kølvandet på det første. Den verdensberømte forfatter Michel Houellebecq blev ufrivilligt en del af historien, da hans roman Underkastelse udkom samme dag, som to terrorister begik deres massakre mod Charlie Hebdo. 8

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 8

11/08/2026 10.34

Tegneren Coco blev tvunget til at åbne døren for terroristerne og vise vej til redaktionen. Azydine er far til den terrorist, der sprængte sig i luften på scenen i koncertsalen Bataclan – meget tæt på Victor, som lå hårdt såret på gulvet og kun ved et mirakel overlevede. Ud af de mange mennesker, jeg har talt med, har jeg udvalgt de fire, som sammen med ni andre, fortæller hver deres historie om, hvad angrebene har gjort ved dem og deres land. De tretten mennesker blev alle ramt af terroren, direkte eller indirekte, og deres personlige beretninger udgør fortællingen om et forandret Frankrig. Deres livshistorie, arbejde, alder, tro og baggrunde er vidt forskellige, men de er fælles om at tænke: “Hvornår sker det næste gang?” Café A La bonne Bière genåbnede som den første efter angrebene 13. november. Mange parisere satte sig udendørs og drak drinks i trods – de nægtede at lade frygten overtage, livet skal gå videre, vi lader os ikke kyse. Men ikke alle udfordrede frygten. Min veninde, som var i Paris den aften, Bataclan blev angrebet, fortalte, at “der gik år og dage med at forsøge at glemme”, før hun igen turde sidde i en cafes vinduesparti, og før hun igen turde rejse til Paris. Terroren havde sat sig i hende. Som hun sagde: “Der var et før og et efter. Paris blev en anden by.” Letheden og livsglæden, som er en væsentlig del af fransk kultur – at nyde god mad og vin, at feste og danse, det var alt det, som terroristerne forsøgte at dræbe med deres kugler. Det lykkedes heldigvis ikke, men terroren ændrede alligevel Frankrig. Ytringsfriheden har fået svære vilkår, færre tør tage livtag med den. “Angrebet på Charlie Hebdo har gjort det svært at grine ad alt. Vi skal fortsætte, men det er blevet sværere at grine af det samme. Jo mere dramatisk historien udfolder sig – som vi oplever for tiden – jo mere kommer den identitære kommunitarisme til udtryk. Vi opdeler os i grupper: religiøse, etniske, politiske, og jo færre fælles værdier, vi har, jo sværere er det at grine sammen,” siger Jean-Michel Thenard, der er chefredaktør på Frankrigs ældste satireavis, Le Carnard Enchainé. Prolog

Frankrig efter terroren.indd 9

9

11/08/2026 10.34

De traditionelle medier bærer et stort ansvar for polariseringen. Næsten alle private medier i Frankrig er ejet af en lille kreds af milliardærer, og nogle af dem bruger deres medier som politisk redskab. Det gælder for eksempel mediemogulen Vincent Bolloré, der ejer aviser, magasiner, forlag samt tv- og radiostationer, blandt andet nyhedskanalen CNews, en central platform for den yderste højrefløj. Kanalen formidler især en fortælling om, at indvandring og islam er en fare for Frankrig. Det fastslog medietilsynet ARCOM i juni 2026, og CNews fik en påtale. Det er ikke første gang, Bollorés medier får påtaler og sanktioner, hans medier bærer ved til bålet af splittelse i Frankrig – og CNews vokser i seertal. Medieudviklingen i Frankrig minder om USA, hvor flere vælger at følge medier, som de i forvejen er enige med, eller de former deres egen virkelighed, rettet ind af sociale mediers algoritmer. Et spørgsmål, mange stiller sig efter terrorangrebene, er: Kan vi stadig leve sammen – muslimer og ikke-muslimer? Og hvordan bevarer vi vores demokratier åbne i en tid, hvor udviklingen går i retning af at lukke sig om sig selv? Det er demokratiet, der står på spil. For hvordan bevarer vi et åbent samfund, samtidig med at vi beskytter det? Hvordan bekæmper man religiøs ekstremisme uden at skubbe millioner af fredelige muslimer væk? Hvordan hjælper man de kræfter inden for islam, som ønsker reform, ligestilling, ytringsfrihed og en moderne fortolkning af religionen i det 21. århundrede? Efter terrorattentaterne er den politiske splittelse i landet vokset, fronterne er trukket skarpt op, og alle forventer, at det tager til i valgkampen frem mod præsidentvalget i 2027. Men den bølge af islamistiske angreb, som startede i 2015, har også påvirket franskmændenes forhold til hinanden. Sammenhængskraften er under pres – ikke kun i Frankrig – forstærket af sociale medier, der lukker os inde i separate ekkokamre. Som den amerikanske

10

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 10

11/08/2026 10.34

filminstruktør Wes Anderson har sagt: “Vi er alle forbundne – og fuldstændigt isolerede fra hinanden.” Derfor skal vi have samtalen tilbage – i familien, blandt venner og med dem, vi er uenige med. For uden samtalen dør sammenholdet, fællesskabet og demokratiet. Mit håb med denne bog er at starte en samtale, så vi sammen kan ændre en udvikling, der truer demokratierne i Europa – belyst gennem Frankrig, hvor terroren har gjort splittelsen særlig tydelig.

Frankrig efter terroren.indd 11

11/08/2026 10.34

1. COCO Tegner, Charlie Hebdo ‘Noget i mig blev flået itu’ To mænd venter udenfor en bygning i en gade i Paris. De er klædt i sort, militæragtigt tøj, og deres ansigter er skjult bag sorte elefanthuer. De bærer begge et automatvåben. De to mænd venter i Rue Nicolas-Appert, en lille gade, tæt ved Bastillepladsen. De ved, at det er i denne gade, i nummer 10, at Charlie Hebdos redaktion ligger. De har googlet avisens tegnere og genkender Corinne Rey, kendt under navnet “Coco”, da hun kommer ud af ejendommen. * Dagen er begyndt, som den plejer for Coco 7. januar 2015. Det er onsdag, dagen, hvor ugeavisen Charlie Hebdo udkommer, og hvor redaktionen mødes om morgenen til det ugentlige redaktions­møde. Nummer 10 i Rue Nicolas-Appert er en hvid bygning i tre etager. På anden sal sidder Charlie Hebdos redaktion og planlægger næste uges avis. Den dag er de en gruppe på 20-25 journalister, tegnere, kronikskribenter, en korrekturlæser, en webmaster og nogle venner af bladet, som er på besøg. Da redaktionsmødet lakker mod enden, foreslår Coco en veninde fra abonnementsafdelingen at gå ned og ryge en cigaret, inden hun skal hente sin datter i skolen. Onsdag slutter skoledagen tidligt i Frankrig. 12

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 12

11/08/2026 10.34

Nede på gaden venter de to brødre Saïd og Chérif Kouachi med deres automatvåben, der kan affyre flere skud i sekundet. De har planlagt at begå en massakre mod avisens ansatte. Da veninden og Coco kommer ud på gaden, siger den ene af de to sortklædte mænd: “Coco! Du skal vise os vej til redaktionen!” Om lidt er Charlie Hebdo, Paris og Frankrig forandret for altid. * Coco overlever angrebet. Hun er siden blevet et symbol på ytringsfriheden i Frankrig og er efterspurgt af medier over hele verden, fordi det var hende, der viste terroristerne vej til redaktionen. Hun valgte at blive på avisen, modsat mange andre overlevende. Hun ville føre Charlie Hebdo videre efter det blodige attentat, der dræbte mange af bladets stjernetegnere, og som blev udført for at udslette avisen. “For mig var det umuligt at acceptere, at de skulle få held med det,” siger hun. Jeg taler med Coco første gang i december 2015. Hun har sagt ja til at fortælle om de minutter, der forandrede hendes liv for altid. Hun har også accepteret, at jeg kommer med en fotograf, der filmer interviewet, som skal bringes i januar 2016 i forbindelse med etårsdagen for angrebet på Charlie Hebdo. “Men at tale om 7. januar er stadig ekstremt svært for mig. Det er ikke noget, jeg har lyst til at tale om. Det er noget, jeg gerne vil holde for mig selv. Også af respekt for familierne.” Det er en vigtig historie, at tegnere og journalister er blevet dræbt, ovenikøbet i menneskerettighedernes og ytringsfrihedens land. Derfor får angrebet store og permanente efterdønninger, både nationalt og internationalt. Det gør det også for Coco, der overlever, men har set sine kolleger og venner blive skudt og dræbt. “Det er åbenlyst, at der ikke er andre skyldige end de egentlige Coco

Frankrig efter terroren.indd 13

13

11/08/2026 10.34

skyldige, og det er terroristerne. Men jeg er selvfølgelig dybt tynget efter at have oplevet det. Især at blive taget som gidsel for at vise dem vej til redaktionen,” fortæller Coco, der stadig er martret af skyldfølelse. “Det var, som om noget i mig blev flået itu.” På grund af strenge sikkerhedsregler har vi aftalt at mødes på et hotel i Paris. Charlie Hebdos nuværende redaktion ligger et hemmeligt sted, som kun ganske få udover avisens ansatte og deres livvagter ved, hvor er. Den dag, vi mødes, er Cocos livvagt, som ofte følger hende, en kvinde, korthåret, sportstrænet og klædt i anonymt udseende tøj. Hun er blevet en slags veninde for Coco, fordi de er så meget sammen. Da de to kvinder er på vej ind i hotellets reception, går jeg ud og spørger, om fotografen må filme, når de kommer ind. Jeg har brug for andre billeder til tv-reportagen end Coco i samtale. Men det må fotografen ikke. Livvagten må ikke kunne genkendes af nogen, der vil angribe Coco, som hun ikke viger en tomme fra. Desuden må Coco ikke opholde sig i receptionen, men skal videre hurtigst muligt. Livvagten peger på elevatoren og siger venligt, men bestemt: “Vi kører op til værelset nu.” Hun er professionel og kender sin opgave. Coco, som hun er ansat til at beskytte, skal ikke dø på hendes vagt. Sådan er Cocos virkelighed nu. Tidligere kunne hun spontant ryge en cigaret på gaden udenfor redaktionen, hente sin datter i skolen og gå ud at spise en tilfældig dag i ugen. Det er alt sammen slut. Hotellet ligger ved Republikpladsen i en Haussmann-bygning fra 1880. Værelserne er indrettet med tunge gardiner og gammeldags møbler i Marie Antoinette-stil, en kontrast til Coco, en ung kvinde, spinkel, med mørkebrunt, krøllet hår, klædt i jeans og en løs striktrøje med halv-dyb rygudskæring, der afslører det øverste af en stor tatovering, som kravler ned ad hendes ryg. 14

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 14

11/08/2026 10.34

Coco har brune øjne og en sølvring i næsen. Hun virker stærk og skrøbelig på samme tid. På spørgsmålet om hun stadig har indre billeder af angrebet, som hun ser for sig, ryster hun på hovedet. “Det har jeg. Men det vil jeg ikke tale om.” Hvis du kunne rulle tiden tilbage, ville du så ændre noget? Cocos øjne bliver blanke. Hun ryster på hovedet og siger lavt. “Det kan jeg ikke…” Hun kigger ned på sine hænder. Sekunderne snegler sig afsted. “Hvis jeg kunne spole tiden tilbage?” Så går hun i stå igen. Efter nogle sekunder genvinder hun fatningen og ryster atter på hovedet. “Se på mig, jeg vejer 48 kilo, jeg er 1,60 meter høj. Det var let for dem. Jeg ville gerne have slået dem, knækket deres geværer. Men det er jo bare ønsketænkning,” siger Coco og tilføjer: “Jeg blev lammet i det øjeblik, jeg havde ikke andet valg end at gøre det.” Hun ser forpint ud. “Jeg har siden læst og også hørt folk sige: ‘Hun burde have ofret sig for sit hold, hun gjorde ingenting.’ Men er der nogen, der kunne have handlet anderledes i den situation? Jeg tror det ikke. Chokket, frygten, lammelsen overvælder dig. Du har ikke længere kontrol over noget.” Coco adlyder terroristernes ordre og taster koden til indgangsdøren. “Jeg havde min taske over skulderen, de pegede begge to på mig med deres våben. Hvis jeg havde forsøgt at tage min mobil for at ringe og advare mine kolleger, ville jeg have været død nu.” * Coco og hendes kolleger var ikke forberedt på at blive angrebet. Charlie Hebdos redaktion var ellers blevet angrebet før. Det skete i avisens gamle lokaler, der lå i stueetagen i en gade i 20. arrondissement i Paris. Coco

Frankrig efter terroren.indd 15

15

11/08/2026 10.34

Angrebet foregik 2. november 2011 om natten, hvor ingen var på arbejde, så der skete kun materiel skade. Lokalerne brød i brand, efter at molotovcocktails var kastet ind gennem vinduerne. Det var, efter at bladet havde udgivet et særnummer med titlen “Charia Hebdo” med “Muhammed” som fiktiv chefredaktør. Særnummeret blev udgivet i forbindelse med, at et islamistisk parti vandt valget i Tunesien. Forsiden var en tegning af profeten Muhammed, der siger: “100 piskeslag, hvis I ikke dør af grin.” Det var et trist syn, der mødte de ansatte om morgenen 3. november. Branden og brandslukningen har ødelagt lokaler og inventar. Flyttekasser med CD-rommer, papir og kontormateriale lå vådt, hulter til bulter blandt væltede kontorstole, der lignede sorte skeletter. Efter brandangrebet fandt Charlie Hebdo nye lokaler i Rue Nicolas-Appert på anden sal. Der havde været tale om, at en betjent skulle holde vagt foran bygningen, men det kom ikke i stand. Avisens direktør, Stéphane Charbonnier, kaldet Charb, havde fået en livvagt, som altid var til stede, når han var på arbejde. Allerede i 2006 var Charlie Hebdo blevet et mål, efter at avisen havde genoptrykt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i solidaritet med deres danske tegnekolleger, der var blevet truet. “Ingen kan forudsige fremtiden. Vi gjordet det, vi skulle gøre på det tidspunkt. Måske er det resten af samfundet, der ikke gjorde, hvad det skulle. Det er ikke os, der skal fortryde,” fastslog Philippe Val, der var chefredaktør i 2006, dengang en enig redaktion besluttede at bringe Jyllands-Postens tolv tegninger af profeten. * De to terrorister, der tvang Coco til at vise dem vej til redaktionen, er født i Frankrig af algeriske forældre. Forældrene dør, da de to brødre er unge, og de vokser op på et børnehjem i Rennes i Nordfrankrig, men flytter senere til Paris-området, hvor de bliver involveret i et radikalt miljø, Buttes-Chaumont-netværket. Det er også kendt som det Irakiske Netværk, et 16

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 16

11/08/2026 10.34

jihadistisk netværk i det 19. arrondissement i Paris, der organiserede udsendelsen af jihadister til al-Qaedas irakiske gren under Irakkrigen. Netværket var centreret omkring Adda’wa-moskéen i Rue de Tanger i Paris, dengang beskrevet som et af Europas største muslimske kultsteder med omkring 5.000 troende til bøn hver fredag. Netværket blev opløst i 2005. Om onsdagen 7. januar står 32-årige Chérif og 34-årige Saïd foran bygningen i Rue Nicolas-Appert. De har begge medbragt en Kalashnikov, som de har lært at håndtere af en mand i Adda’wa-moskéen. Den ældste bror har desuden været i Yemen og modtaget kamptræning af al-Qaeda fire år tidligere. Brødrene Kouachis mission er at henrette Charlie Hebdos politiske direktør Charb og samtidig dræbe så mange fra avisens redaktion som muligt. De vil hævne sig, fordi avisen har bragt karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed. Med løbet fra en Kalashnikov i ryggen er Coco gået op til anden sal. Hun står nu med de to terrorister foran døren ind til redaktionen. Bag døren er Cocos kolleger i gang med at diskutere ugens avis. Man er ikke enig om valget af forsiden og omtalen af Michel Houelle­ becqs roman Underkastelse (Soumission), der udkommer samme dag. De fleste står op i det store, lyse lokale, fordi redaktionsmødet er ved at være slut. Ingen har anelse om, hvad der vil ske om få sekunder. Øjeblikket står mejslet i Cocos hukommelse. “Der er en forhal, før man kommer til redaktionslokalet, og døren til redaktionen var desværre lukket, så ingen kunne se mig komme ind. Ingen kunne se, at jeg var truet, og ingen opfattede de første skud.” Den ene af brødrene har åbnet døren ind til redaktionen. Charb står tættest ved døren og kommer til at stå ansigt til ansigt med terroristerne. Der lyder et højt brag. Terroristen har affyret sit automatvåben, og Charb falder om på gulvet. Livvagten bliver også skudt. De andre Coco

Frankrig efter terroren.indd 17

17

11/08/2026 10.34

i lokalet forstår ikke lige med det samme, hvad der er i gang, da terroristerne begynder at skyde. Der lyder ingen skrig, bare en øredøvende eksplosion af skudsalver. Coco ser avisens webmaster blive skudt, før hun gemmer sig under et skrivebord. Der sidder hun, mens minutterne går, og skuddene brager. Hun føler, at tiden er gået i stå. Hvorfor blev du ikke selv dræbt, tror du? “Jeg har ikke noget svar på det spørgsmål, jeg har simpelthen ikke noget svar…” Coco ryster på hovedet og fortsætter: “Jeg ved ikke, hvorfor de ikke dræbte mig, for jeg har også tegnet profeten. På et tidspunkt, mens de truede en af mine kolleger, sagde den ene: ‘Man dræber ikke kvinder! Det står i koranen’ eller noget i den stil. Men da havde de allerede dræbt Elsa Cayat. Så jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg er i live i dag.” Tegneren Laurent Sourisseau, kendt under navnet Riss, har, ligesom Coco, gemt sig under et bord. Riss er blevet skudt i skulderen, men overlever, sandsynligvis fordi han har kastet sig under bordet med ansigtet mod gulvet, hvor han ligger ubevægelig og spiller død. På få minutter dræber brødrene Kouachi elleve mennesker på Charlie Hebdos redaktion og sårer lige så mange. “Vi var et symbol for de to fanatikere, fordi vi havde bragt karikaturer af profeten Muhammed. Men skal man dræbes for det?” Coco ser både vred og fortvivlet ud. Brødrene Kouachi siger, at de er udsendt af al-Qaeda i Yemen. Da de kommer ned på gaden, råber de: “Vi har hævnet profeten. Vi har dræbt Charlie!” I en gade tæt på Nicolas-Appert skyder de politimanden Ahmed Merabet, der tilfældigvis patruljerer i gaden. En video viser Merabet, der ligger såret på fortovet. Han prøver at beskytte sit ansigt med hænderne, mens en af Kouachi-brødrene løber hen til ham, retter sin Kalashnikov mod 18

Frankrig efter terroren

Frankrig efter terroren.indd 18

11/08/2026 10.34

ham og trykker på aftrækkeren. Det ligner en koldblodig henrettelse. Bagefter lykkes det de to terrorister at flygte fra gerningsstedet i den bil, de er ankommet i. Senere kaprer de en anden bil, som de fortsætter flugten i. Mange parisere går forbi Charlie Hebdos redaktion i løbet af dagen og aftenen onsdag. Nummer 10 er afspærret, men tæt ved lægger folk blomster, tegninger og beskeder og tænder små fyrfadslys i sorg og solidaritet med de dræbte og deres pårørende. Ved det spontant opståede mindesmærke vokser bunken af blomster og beskeder. Frankrig har mistet mange af sine store, berømte tegnere, som mange franskmænd er vokset op med, som har fulgt dem i deres barndom og ungdom. Folk lægger også blyanter, kuglepenne og farveblyanter, symboler på ytringsfriheden og retten til at tegne. Ingen ved på det tidspunkt, at det langt fra er slut endnu. * Politiet har sat en menneskejagt i gang over hele Frankrig for at finde de to terrorister. De bliver lokaliseret to døgn efter angrebet i et industriområde i Dammartin-en-Goële, en times kørsel nord for Paris. Her har de forskanset sig i et trykkeri. Samme dag dræber Amedy Coulibaly fire jøder i et kosher supermarked ved Porte de Vincennes i Paris og tager flere kunder og ansatte som gidsler. Coulibaly er allerede eftersøgt af politiet for et drab, begået dagen før, på en politibetjent i Montrouge i Paris. Coulibaly og Kouachi-brødrene kender hinanden. Coulibaly har mødt Chérif Kouachi i fængslet, og da de kommer ud, tilslutter de sig begge kredsen af radikaliserede i Buttes de Chaumont-netværket. Under angrebet i det jødiske supermarked erklærer Coulibaly sig som antisemit. Han siger, at han hader jøder og handler på vegne af Islamisk Stat. Han forlanger desuden, at Kouachi-brødrene kan få lov til frit at forlade bygningen i Dammartin-en-Goële, som på det tidspunkt er omringet af politistyrker. Coco

Frankrig efter terroren.indd 19

19

11/08/2026 10.34