Skip to main content

Feminist

Page 1


FEMINIST

Fortællinger om frihed fra Den Franske Revolution til MeToo

Elisabeth Møller Jensen

Gads Forlag

“At opgive sin kvindelighed er at opgive en del af sin menneskelighed.”
Simone de Beauvoir: Det andet køn

Indhold

Indledning 10

1

FEMINISMENS FØRSTE BØLGE

Da kvinder fik en stemme 17

Kærlighedens ret – Thomasine Gyllembourg 19

Den Franske Revolution  28

En åndelig emancipation – Mathilde Fibiger 39

Tvangsægteskabets jammer  54

Kvindernes Underkuelse  58

Dansk Kvindesamfund 62

Kvindelig Læseforening 67

Kønskamp om sædeligheden  68

Det hele menneske – Erna Juel-Hansen 71

Forfatter og pioner  76

Amalie kommer til København  81

Victoria Benedictsson kommer til København  87

2

FEMINISMENS ANDEN BØLGE

Da kvinder fik øje på hinanden 99

Ung i en magisk tid 101

Politisk søgende 105

Lyden af ‘68 – Inger Christensen 108

Lyden af ‘70 – Vibeke Vasbo 114

Suzanne Brøggers slemme og mærkelige herre 117

Strøgmarchen og Kanonklubben 122

Kvindernes bog 125

Efter Strøgturen 130

Something is happening 132

Rødstrømpe på universitetet 136

Femølejren 140

Tvillingesøstrene Giese på Femø 145

Kønskamp og klassekamp 148

Kvindekollektiv i Åbenrå 150

Fri os fra kærligheden 153

Voldtægt 157

Brøndby Strand  160

Maj 1975 164

Sæt fødslen fri  172

Vinterbørn 176

Tove Ditlevsen i sync med sin tid 181

Gift 185

Efter Gift 191

Herning Højskole 1977 196

Ny kvindelitterær bølge 198

Var den orgasme nu så vigtig? 205

Knudemænd og kællingeknuder 207

Dea Trier Mørchs kunst for folket og for kvinderne 210

Inge Eriksen og verdensrevolutionen  214

Inger Christensen om formering og projekt 216

Vita Andersens indre kilde 219

Kirsten Thorup midt i et litterært og politisk sporskifte 225

Verdensbanken i København 232

Fraværende og alligevel til stede 235

Hjemmefødsel og den første abort 237

Nordisk kvindelitteraturhistorie 240

FEMINISMENS TREDJE BØLGE

Da kvinder bakkede hinanden op 251

De første skvulp 253

Gift igen 261

I am the Third Wave 264

Et MeToo-øjeblik i 2005 269

Et MeToo-øjeblik i 2009 278

Et MeToo-øjeblik i 2012 284

Et MeToo-øjeblik i 2013 285

Et MeToo-øjeblik i 2016 289

En ny tid 2017 292

Dagens Nyheter anklager “kulturprofil” 295

Marianne Stidsen går i aktion 300

Kampen for en ny lovgivning om voldtægt 303

Da Sofie Linde brød gennem lydmuren 305

Fra medier til politik 308

Vrede unge kvinder optaget af sig selv 310

Et højøstrogent frihedsbrev 313

Vreden, kroppen og historien 315

Med psykoanalysen i bagagen  321

Jeg er ingen. Jeg er mig – Naja Marie Aidt 326

Kapitalismen er en massakre – Asta Olivia Nordenhof 330

Fødslen som tredjebølgefokus 335

Mit arbejde  338

Giv kvinderne fødslen tilbage 342

Mødrenes hus – Liv Nimand Duvå 346

Løven og Klagen – Lea Marie Løppenthin 347

En mor, der har fået en abort – Ingeborg Topsøe 349

Historien genopdaget  354

Et hashtag, der breder sig til hele samfundet 363

Grevinde Danner  367

Litterære formødre 368

Dansk litteraturs kanon 370

Efterskrift 385

Tak  389

Litteratur 392

Noter 402

Personregister 414

Vægtige værker behandlet i bogen 423

Indledning

Min mor fortalte altid historier. Især fra sin barndom på Thyholm, men også historier, hun selv fandt på. Hun fortalte om sine møder med mennesker, hvad de havde sagt og gjort, og hun fortalte om den bog, hun lige havde læst. Og så fortalte hun mig om sig selv, hvor svært hun havde det, og at det hele var hendes egen skyld. Hun havde ikke rigtig andre forklaringer til rådighed. Den tilgivende Gud og den inderlige tro på Jesus, der påtager sig al menneskelig skyld, havde hun mistet forbindelsen til undervejs. Et tab, der kun gjorde skyldfølelsen endnu tungere at bære.

Når hun ikke fortalte historier, skrev hun. Jeg ser hende for mig ved spisebordet med en kuglepen i hånden bøjet over folioarkene, som hun købte til at skrive selskabssange og rimede “revyer” på. Når der ikke var penge, skrev hun på det linjerede brevpapir, som hun fyldte med sin håndskrift, der svingede mellem smukt formede sætninger til det næsten ulæselige. Hendes håndskrift fortalte i sig selv brevenes mange modtagere, hvordan hun havde det lige den dag.

Min far var også en læsehest, og selv om han læste mange romaner, var han mere optaget af politik og filosofi end af skønlitteratur. Og han forholdt sig til det, han læste, og blev ved med at tænke over det, indtil han havde forstået synspunktet til bunds og dannet sig sin egen mening. Hans tanker lærte jeg at kende hen over spisebordet og gennem politiske

diskussioner mellem ham og hans socialdemokratiske far og ikke mindst mellem ham og de mange svogre i min mors store familie, der alle forsvarede Venstre. Og når der ikke var andre for hånden, udfordrede han mig.

Trangen til at fortælle om det, jeg har oplevet, læst, tænkt på og skrevet om, har jeg altså ikke fra fremmede.1 Mine forældres skolegang var i forhold til deres evner og drømme alt for kort; selv blev jeg efter studentereksamen undervejs magister i nordisk litteratur. Jeg har undervist gymnasieelever og universitetsstuderende især, holdt foredrag over hele landet, og som direktør på KVINFO fik jeg en megafon, som gav adgang til interviews, debatter og kronikker.

Mine to første bøger, et speciale om Thit Jensen og en opgave om den norske forfatter Camilla Collett, som var en del af min magisterkonferens, blev begge udgivet på Gyldendal. Men de var skrevet til universitetet, og jeg havde ingen andre læsere i tankerne. Først med udgivelsen af min familiehistorie Dengang i Lemvig skrev jeg en bog til offentligheden. Men først og fremmest skrev jeg bogen til mig selv. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det var, der skete, ikke mindst med min mor, dengang i Lemvig, og først da jeg efter et langt og engageret arbejdsliv fik tid og ro til at åbne for erindringerne og fastholde dem i skrift, nærmede jeg mig en forståelse for og en forsoning med en vanskelig barndom.

Før udgivelsen af Dengang i Lemvig kendte ikke engang de tætteste venner den tunge del af historien, som jeg holdt for mig selv. Det gjaldt både min opvækst med en psykisk syg mor og mit afsæt i den vestjyske arbejderklasse, som min far blev kastet tilbage til, da han efter et kortvarigt forsøg som bagermester traumatisk gik fallit og resten af sit lange arbejdsliv var ansat som ufaglært arbejder på Cheminova.

Men da jeg midt i 1970’erne mødte min anden mand på universitetet og gerne ville gøre et godt indtryk, virkede min

scorereplik efter hensigten, da jeg præsenterede mig med følgende salut: “Min mor er sindssyg, og min far arbejder på fabrik.” Først da jeg havde skrevet Dengang i Lemvig, slog det mig, at jeg med lige så god ret kunne have sagt, at min mor er forfatter, og min far er intellektuel. Det havde været en lige så dækkende præsentation. Men det er unægtelig en anden historie. Som bekendt er det aldrig for sent at få en anden barndom. Og det fik jeg ved at skrive om min.

Om jeg også får et andet liv ved at fortælle om det, jeg, siden jeg forlod Lemvig som tyveårig, har oplevet, læst, tænkt og skrevet om, ved jeg ikke.2 Da jeg i en tidlig fase forsøgte at forklare min yngste søn, hvad bogen skulle handle om, mente han, at det lød, som om jeg ville skrive “en intellektuel selvbiografi”. En flot genrebeskrivelse, som jeg ville ønske, jeg kunne leve op til. Men i det mindste vil jeg gerne forstå, hvad det er, der har drevet min læsning, og forstå den feminisme, som med årene kun er blevet en endnu stærkere overbevisning og en aldrig svigtende drivkraft. Hvad er det for en frihed, jeg har søgt og været på sporet af hele mit liv? Hvad er det for et oprør, kvinder har været i gang med i mere end to hundrede år? Og hvorfor blussede kvindeoprøret op igen i 2020 i en ny ung dansk generation halvtreds år efter rødstrømpebevægelsen?

Da jeg som ung studerende i avisen læste om Strøgaktionen 8. april 1970, vidste jeg intuitivt, at rødstrømperne havde fat i noget vigtigt. Og da Sofie Linde brugte sin værtsrolle på Zulu Comedy Galla 26. august 2020 til at slå et slag for ligestilling, gik hendes personlige møde med sexismen øjeblikkelig viralt. Unge kvinder over hele landet og i alle brancher vidste præcis, hvad hun talte om, og endelig brød MeToo, der var startet i USA i efteråret 2017, igennem i Danmark.

Men jeg har selvfølgelig ikke bare skrevet bogen til mig selv – den er til alle de unge mennesker, som ikke kender historien. Da jeg blev rødstrømpe i 1970, troede jeg, at vi var den

første generation, der gjorde oprør mod kvindeundertrykkelsen, som det hed dengang. Jeg anede intet om Dansk Kvindesamfund, den borgerlige kvindebevægelse, som vi kaldte den. Jeg anede intet om de socialistiske kvindeforeninger, der havde været aktive i arbejderbevægelsen både nationalt og internationalt, og jeg vidste slet ingenting om de kvindelige forfattere, som blev læst, diskuteret og for manges vedkommende oversat til andre sprog i deres samtid. For derefter at blive overset i litteraturhistorien, nedvurderet og glemt. Jeg vidste ikke, at den undertrykkelse, vi gjorde oprør mod i vores egen nutid, også havde haft den effekt, at kvindegenerationerne før os var blevet usynliggjort og glemt. At kvindeundertrykkelsen har været så effektiv, at alle de oprørske stemmer var gået tabt og i glemmebogen.

Det er med tanke på min egen kolossale uvidenhed dengang, at jeg nu fortæller historien om danmarkshistoriens tre feministiske bølger. Med inspiration fra Den Franske Revolution 1789 fik kvinder en stemme i den første feministiske bølge i Danmark, der toppede mellem 1885 og 1915. Da jeg selv som ung i 1970’erne blev en del af anden bølge, fik kvinder øje på hinanden, og med MeToo har jeg været så heldig at få lov til at opleve kulminationen på den tredje bølge, hvor unge kvinder verden over med et hashtag pludselig bakkede hinanden op. Men historien skal hele tiden fortælles forfra. Hvis man ikke forstår historien om patriarkatet, forstår man ingenting. I dag har vi jo ligestilling, så hvad er problemet? Som det lød igen og igen gennem alle de år, jeg fra 1990 til 2014 var direktør for KVINFO. Den enkelte kvinde har kun sine egne oplevelser, følelser og erfaringer at støtte sig til, indtil bølgen pludselig har samlet så meget vand, at den rejser sig til et kollektivt oprør, der ikke kan overhøres.

Seksuelle overgreb kommer ikke ud af det blå. Forestillingen om, at mænd har fri adgang til kvinders kroppe, er en af

de helt centrale mekanismer i det kønssystem, som vi kalder patriarkatet. Når nogle mænd stadigvæk tror, at kvinder står til rådighed, så er det patriarkatet, der under overfladen lever videre stadigvæk. Det er en tung historisk arv, som både påvirker mænd og kvinder. Mange kvinder ved slet ikke, at kroppen er deres egen. At de selv suverænt bestemmer, hvem de lukker ind. At den eneste grænse, der gælder, er deres egen. Hertil og ikke længere. Eller omvendt: Gå med mig hele vejen. Jeg er din.

Det kræver både historisk indsigt og viden om køn at forklare, hvorfor seksuel chikane og seksuelle overgreb stadigvæk er et massivt problem i et formelt ligestillet samfund. Og det kan slet ikke forstås ud fra de sædvanlige politiske forestillinger om rød og blå, underklasse og overklasse, hvid og farvet. Kvinders vilkår går på tværs af alle gængse forskelle, gennemsyrer alt, og under overfladen driver nedarvede patriarkalske rettigheder stadigvæk sit spil. Patriarkatet ændres direkte gennem lovgivning, men den afgørende ændring sker i menneskers bevidsthed og i samlivet mellem mennesker. Verden over fungerer patriarkatet stadigvæk mange steder som knæsat samfundsmodel, og i forskellige historiske perioder dukker mænds ubevidste herredømme helt op til overfladen også i vores kultur.

Derfor er litteraturen, hvor menneskers tanker og følelser kommer til udtryk, så rig en kilde til forståelse af kvinders kamp for et liv i egen ret og på egne præmisser. Fra Virginia Woolfs A Room of One’s Own fra 1929, Simone de Beauvoirs Le Deuxième Sexe, Det andet køn, fra 1949 og til Olga Ravns Mit arbejde fra 2020 er der en stolt tradition for at fortælle om feminismen gennem kvinders litteratur. Det er den tradition, jeg med den størst tænkelige ydmyghed skriver mig ind i.

Jeg har først og fremmest skrevet bogen til de mange unge kvinder, der bakker hinanden op, til dagens unge feminister, der har forstået fællesskabets styrke, og som er lige så begærlige læsere af den nye feministiske litterære bølge, som jeg var,

da jeg var ung. Og til de unge mænd, der har indset, at kvindefrigørelsen udvider demokratiet for alle. Progressive mænd har altid støttet op bag kvinders frihedsrettigheder. Men det er hele vejen kvinder, der har stået i front. Sådan er det stadigvæk. Og sådan skal det være. Stor tak til dagens unge feminister for at bære faklen videre. Tak.

Elisabeth Møller Jensen, maj 2026.

Feminismens første bølge Da kvinder fik en stemme

Kærlighedens ret

– Thomasine Gyllembourg

Brevet havde hun tænkt over længe, og hun havde skrevet flere udkast, før hun 11. september 1801 daterede den endelige version. Alene det, at hun gav brevet en titel, skulle vise modtageren, at det ikke var et helt almindeligt brev, at det var et bemærkelsesværdigt brev, et “lettre remarquable”, som den franske overskrift lød. Hun var lige fyldt syvogtyve år, og brevet er så gennemarbejdet i sin argumentation og så litterært i sin ambition, at det kun kan undre, at den unge brevskriver skulle blive treoghalvtreds, før hun debuterede som forfatter. Det umiddelbart bemærkelsesværdige ved brevet er, at Thomasine Heiberg – en godt gift kvinde i det københavnske borgerskab – efter ti års ægteskab vil skilles fra sin mand. Ikke fordi ægtemanden, Peter Andreas Heiberg, i halvandet år har været landsforvist fra Danmark og nu bor i Paris, og ikke bare, fordi hun har forelsket sig i en anden. Men fordi hun for første gang oplever kærligheden – forstår, hvad det er at elske, og dermed først nu har fundet ud af, ved, hvem hun selv er. Og med den nye selvindsigt og den nye erkendelse sætter hun sig til at skrive til sin ægtemand tilsyneladende helt overbevist om, at det vil få ham til at forstå og få ham til at give hende den skilsmisse, hun ønsker sig.

Ægtemanden, hun skriver til, er en i samtiden berømt frihedshelt, en stolt mand, der hellere lod sig landsforvise end

tiggede kongen om benådning. Han havde som en af de første taget embedseksamen i filologi ved Københavns Universitet, og efter nogle år i Sverige og Norge vendte han i 1785 tilbage til København til en god, fast stilling. I årene derefter opbyggede han en position som samfundskritiker og satiriker, og hans forfatterskab blev efterhånden stærkt præget af sympati for Den Franske Revolutions frihedsideer.

“Ordener hænger man paa Idioter,” skrev han i sin berømte “Indtogsvise”, der udløste en bøde på 150 rigsdaler og hyppigt citeres den dag i dag. Hans skarpe tunge og krasse kommentarer vendt mod regering, adel og nedarvede privilegier havde kostet ham utallige bøder og repressalier gennem årene, indtil han i 1799 blev landsforvist. Da han som en konsekvens af landsforvisningen 7. februar 1800 forlod sit og hustruens hjem, fulgte en begejstret folkemængde ham på vej op ad Valby Bakke og ud af byen. Det var en folkehelt, københavnerne ved den lejlighed sagde farvel til.

Det er denne helt, Thomasine henvender sig til i sit brev – i tillid til, at netop helten i ham vil forstå hende. Hun taler til den “skjønne Side” af hans “Karakteer”, påkalder sig hans entusiastiske kærlighed til frihed og sandhed, hans had mod fordomme, hans stolte følelse af eget værd, hans foragt for den blinde hob, hans ædelmodighed, hans hjertes godhed og endelig hans venskab med hende.1

Det er summen af alle hans gode egenskaber, der giver hende mod til at lægge sit “Livs Skjebne” i hans hænder. Ikke blot har hun høje tanker om ham, hendes bevidsthed om eget værd fejler heller ikke noget, når hun “gjør et Skridt som ikke mange af mit Kjøn vilde være i Stand til at vove, og endnu færre af Dit fortjene”, som hun skriver.2 Som mand og kvinde fremstår de begge som undtagelser fra normen. Hendes mod som kvinde er usædvanligt, og netop han, som den mand han er, fortjener at høre den sandhed, som hun nu vil betro ham.

For at retfærdiggøre, at hendes “Hjerte er en Andens”, genfortæller hun deres samlivs historie.3 Hendes far, Johan Buntzen, en velbeslået stadsmægler og dispachør, hyrede Peter Andreas Heiberg som en anerkendt og allerede berømt skribent og debattør til at være datterens sproglærer i hjemmet i Nyhavn.4 Da han anmodede om hendes hånd, var han enogtredive og hun lige fyldt fjorten og med sine egne ord “mere Barn (…) end de fleeste paa den Alder”, da han bad om hendes hjerte. Hvis han dengang troede, at han elskede hende, tog han fejl, skriver hun. Du har aldrig elsket mig, og hvordan var det også muligt: “En Mand som Du! og et forkjælet Barn som jeg! hvis eneste Fortrin var et Hjerte, som Natur og Opdragelse kun havde dannet alt for ømt.”5

Hun besvarede dengang den voksne og allerede berømte mands frieri med “sand barnlig Ømhed og Hengivenhed”, men kendte kun kærligheden fra bøger og fra sin tantes historier. De blev gift, da hun var seksten, og som syttenårig blev hun mor til Johan Ludvig Heiberg. Og det var som mor, at hun fandt sin egen vilje, da hun modsatte sig et kollektivt pres og insisterede på selv at ville amme sin søn. Nu ti år senere er hun ude i en større kamp, men for hende hænger de to oprør sammen. For der er kun to ting, der for en kvinde kan opfylde “den ofte sørgerlige Foræring, som man kalder et Hjerte, og det er enten en elsket Ælsker eller et lidet, diende Barn”.6

Hun giver ikke ægtemanden skylden for et kuldslået ægteskab, snarere den store forskel i alder, indsigt og livserfaring. Men hun holder fast i, at den kærlighed, hun havde brug for, kunne han ikke give hende. Hun minder ham om, at han i et selskab, hvor også hun var til stede, frimodigt har sagt, at han aldrig har elsket hende. Første gang blev hun så ramt af hans ord, at hun ikke kunne sige noget, men da han senere gentog ordene i enrum, svarede hun ham med “al Ungdommens opbrusende Heede”.7 Men næste dags aften gik hun i rette med sig selv.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Feminist by Gads Forlag - Issuu