E
Læs også de øvrige bind i serien:
N
V
A
N
D
E
E
N
-
K
R
I
CHRISTINA SEDERQVIST har som forfatter og
ET UFORKLARLIGT ATTENTAT EN MODVILLIG SYNDEBUK EN LIVSFARLIG JAGT
gennem de seneste tyve år, blandt andet i tv-serierne
Piger på prøveløsladelse og Rita.
ANDERS MORGENTHALER er en prisbelønnet forfatter,
tegner og filminstruktør uddannet fra Designskolen i Kolding og Den Danske Filmskole. Sammen med
Mikael Wulff leverer han under navnet WulffMorgenthaler samfundskritiske striber til omkring 400 aviser verden over.
efter sig selv på landingsbanen i Københavns Lufthavn for åbent tv, udløser attentatet en akut diplomatisk krise. Anni Brandt har
POLITIKEN OM ONDT BARN
★★★★ „En underholdende puslespilskrimi“. BERLINGSK E OM ONDT BARN
„Filmisk og tempofyldt“. BOGM AGA SINE T OM ONDT BARN
„Virkelig velskrevet og sjov krimi … absolut læseværdig“.
netop fået job i PET og er ansvarlig for sikkerheden, men mødet ender fatalt, og Anni risikerer at blive gjort til syndebuk. Sammen med Bob Van Deen indleder Anni desperat en hemmelig efterforskning, der afslører mystiske hjerneimplantater og en konspiration med tråde til både efterretningstjenester og erhvervseliten. Og snart er der mere på spil end bare Annis rygte, da det umage makkerpar må sætte livet på spil i jagten på sandheden.
FØRT HÅND
er tredje selvstændige bind i den charmerende og
tempofyldte krimiserie om familien Van Deen, som også tæller
Ondt barn og Guds gave.
FR A BIBLIOTEKERNES L E K T Ø R U D TA L E L S E O M O N D T B A R N
xxx g CO2e
CLIMATECALC.EU
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet – Forfatterfoto © Simon Klein-Knudsen
000097/SE
FØRT H Å ND
„Overmåde flot krimidebut“.
I
manuskriptforfatter skabt karismatiske karakterer
Da Danmarks finansminister skyder en omstridt diktator og der-
♥♥♥♥
M
FØRT HÅND G A D S
F O R L A G
Af samme forfattere: Ondt barn Guds gave
Ført hånd_TRYK.indd 2
18.09.2026 12.59
Sederqvist & Morgenthaler
Ført hånd E N VA N D E E N - K R I M I
GADS FORLAG
Ført hånd_TRYK.indd 3
18.09.2026 12.59
Ført hånd Copyright © Forfatterne og Gads Forlag 2026 Omslagsdesign: Simon Lilholt, Imperiet Forfatterfoto: Simon Klein-Knudsen Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80487-1 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Ført hånd_TRYK.indd 4
18.09.2026 12.59
DAG 1
Ført hånd_TRYK.indd 5
18.09.2026 12.59
Ført hånd_TRYK.indd 6
18.09.2026 12.59
1 Den hvide metalvinge passerede over Annis hoved. Hun dukkede sig instinktivt, selvom hun udmærket var klar over, at den var flere meter oppe. Privatflyets ruder glimtede i den lave forårssol, indtil det forsvandt ind i hangarens skygge. Anni fulgte efter, mens hun tjekkede, at alt sikkerhedspersonel var på sin plads. Det var hendes overskuelige, men ikke desto mindre vigtige, opgave at facilitere, at Myanmars præsident, Hadi Prahkana, kom sikkert fra flyet, trykkede hånd med den danske finansminister og derefter steg ind i det pansrede køretøj, som ville transportere ham til Christiansborg. Opgaven var trods sit beskedne omfang ikke desto mindre vigtig for Anni. Det var første gang, hendes nye chef i PET, Allan Marker, havde tildelt hende nogen form for ansvar. Efter at have foretaget skiftet fra sin gamle arbejdsplads i NSK, den nationale enhed for særlig kriminalitet, og over til politiets efterretningstjeneste havde hun beholdt sin rang som politikommissær og havde som sådan forestillet sig, at hun ville ende med en eller anden grad af ledelsesansvar. Sandheden var imidlertid, at indflydelsen fra politidirektøren for NSK, hendes krænkelsesparate nemesis, Tobias Ellehauge, stadig stækkede hendes vinger. Det var aldrig blevet sagt højt, men det var ikke desto mindre iøjnefaldende, hvordan hun blev tørret af på perifere opgaver. De var ikke så små, at hun kunne brokke sig over dem, men de havde stadig en karakter, som
7
Ført hånd_TRYK.indd 7
18.09.2026 12.59
isolerede hende fra fællesskabet. Det var præcis det samme, hun havde været udsat for under Ellehauge. Hun sukkede. Så meget for en frisk start. Nå, op i røven med det. Hun var lige fyldt fireoghalvtreds og var simpelthen for gammel til det skolegårdsfnidder. Hun vidste, at hun var mere end egnet til sit nuværende job, og hun ville uden tvivl få succes i det. Det var bare et spørgsmål om tid, før Marker også kunne se det. Anni lod blikket glide ud over sine folk. Alle var på deres pladser. Hun udvekslede et nik med Myanmars sikkerhedschef. De var også klar. Han tog en walkie op til munden, og få sekunder senere gik flydøren op. En dansk og en myanmarsk livvagt trådte ud på ståltrappen og gjorde status over hangaren. Alt så fint ud, vidste hun. Finansminister Hallgren stod klar på jorden, smilende som et fjog. Sikkert stolt over, at det var ham, der var blevet valgt til at træde i statsministerens sted, da det meste af regeringen var strandet i Bruxelles på grund af en bombetrussel. Hallgren var omgivet af livvagter, og de eneste, der var til stede ud over den ene og den anden sikkerhedstjeneste, var to videojournalister. En dansk og en myanmarsk, begge sikkerhedsgodkendte på alle leder og kanter. Selv deres små kameraer og pelsede mikrofoner var blevet gennemlyst. Risikoen for et attentat på den heftigt kritiserede asiatiske diktator var markant større andre steder på ruten. Både ved de anmeldte demonstrationer, der anfægtede hans tendens til folkemord og uskadeliggørelse af politiske modstandere, men også på offentlige gader og pladser, hvor der var luft nok til, at en snigskytte kunne møve sig ind. Manden var på alle måder foragtelig, og det var ikke uden grund, at hans ankomst her i landet var noget, der havde fået PET op i højeste alarmberedskab. Anni foretog et mentalt skuldertræk. Hendes sympatier og antipatier var sagen uvedkommende. Hun
8
Ført hånd_TRYK.indd 8
18.09.2026 12.59
trykkede på walkien og meddelte sikkerhedsagenterne fra flyet, at alt var klart på jorden.
2 “Prøv at se herovre,” lød Mariannes raspende stemme fra et falde færdigt skur. Bob traskede over og stak hovedet ind. Hun stod med ryggen til, men både hendes grå hår og muskuløse skuldre hoppede op og ned og afslørede hendes lydløse latter. “Hvad nu,” spurgte han med bange anelser. På trods af Mariannes fremskredne alder havde hun en temmelig umoden humoristisk sans, så han forventede, at hun kunne have fundet alt fra en pruttepude til et billede af Trump under toiletbrættet. Det var ingen af delene. I stedet holdt hun en malebog med en farvelagt tegning af en påskehare frem. Bob brød ud i buldrende latter. Tegningen i sig selv var ikke vittig, men tanken om, at det var områdets tidligere beboer, Poul, der var kunstneren bag, var absurd morsom. Poul var en vred, gammel anarkist, som havde holdt til her på grunden de sidste fyrre år, indtil en fremskreden terminal cancer tvang ham til at bruge det sidste kapitel af sit liv på en palliativ afdeling i Hjørring. Bob bladrede gennem bogens billeder. Det var ikke den slags med indviklede cirkler med mønstre, som hed et eller andet, der mindede om Mandela, men børnemalebøger. Søde dyrebørn, kurve med blomster og nuttede feer. Hvis tv-programmet “Kender du typen?” havde fundet vej til de faldefærdige bygninger, ville Pouls hobby sandsynligvis segmentere ham lidt anderledes end den systemkritiske aktivist, han var.
9
Ført hånd_TRYK.indd 9
18.09.2026 12.59
“Ja, den havde jeg ikke set komme,” klukkede Bob og betragtede skrivebordet med de sirligt opstillede tuscher og farveblyanter. Marianne tørrede en tåre fra øjenkrogen. Bob kunne ikke helt vurdere, om den udsprang af sorg eller af latter. Marianne var Bobs operationelle leder i det netværk af samfundskritikere, de begge indgik i. Faktisk var det Marianne og hendes mand, Kjeld, der i sin tid havde hvervet Bob. Ja, ikke bare hvervet, men givet retning til en anarkistisk og desillusioneret ung mand, der let kunne være havnet i karambolage med politiet. Nu var det ikke sådan, at Bob var endt med at blive en decideret lovlydig borger. Men der var kommet et mål for hans ageren i verden. Han var ikke længere interesseret i at nedbryde samfundet, men i at bygge det op nedefra. Han var meget bevidst om, at Marianne og Kjeld ikke var Guds bedste børn, men han vidste også, at han skyldte dem det liv, han levede nu. Meget kunne man sige om dem, ja, man kunne nærmest ikke lade være, for de var virkelig noget for sig, men hvis der var noget, de var mere end alt andet, så var det inderligt investerede i de mennesker, der krydsede deres vej. Marianne havde kendt den nu døende eneboer, siden de gik i folkeskole engang i stenalderen, og nu samlede hun hans malebøger og rakte Bob en kasse med tuscher. “Jeg tager det med ind til ham,” sagde hun med et trodsigt nik. Nå, okay. Så var det en sørgmodig tåre. Bob nikkede og så på den opslåede bog på bordet og måtte erkende, at Poul ikke bare kunne tegne inden for stregerne. Han havde en avanceret teknik, der bragte de naive tegninger til live med lyseffekter, skygger og en myriade af forskellige teksturer. “Så hvad siger du? Til stedet her?” spurgte Marianne. Bob klappede bogen sammen, og han løftede blikket og lod det glide hen over det forfaldne sted. Over hans kraftige grå øjenbryn
10
Ført hånd_TRYK.indd 10
18.09.2026 12.59
blev pandens rynker dybere, og Marianne sukkede højlydt over hans tvivl. “Prøv at høre, jeg ved godt, at der ikke er noget, der kommer i nærheden af din egen skov, men hvis du skal flytte, så er der denondesparkeme ikke så meget at vælge imellem. Det her er ikke Sverige eller Canada med uanede hektarer af ufremkommeligt vildnis. Vores land er en mudderbanke, der er kortlagt ned til den mindste gravhøj, så det er ikke, fordi …” Bob løftede hånden. “Jeg ved det, jeg er helt med. Du behøver ikke at …” Nu var det Bob, der lød trist. “Jeg ved godt, at det er mig selv, der har bedt dig om at lede efter et nyt sted, jeg kan bo. Og jeg er taknemmelig for alle de steder, du har taget mig med …” “Alle de TOLV steder, jeg har taget dig med til,” afbrød Marianne. Bob nikkede: “Alle tolv steder. Og jeg værdsætter, at du lytter til mine bekymringer, og jeg kan også godt se, at stedet her lever op til mine umiddelbare krav. Men Marianne, for helvede. Jeg kan ikke bo på Harboøre Tange. Jeg er med på, at der ikke lige kommer nogen forbi her på … Høfde 43, eller hvad det her sted hedder, men jeg har en familie på Sjælland. Tror du, at Emily ville lade Manne rende og lege her?” spurgte han og nikkede i retning af Cheminovas forladte giftgrund, som var nærmeste nabo til denne isolerede perle ved Vestkysten. Marianne rullede med øjnene. Hun åbnede munden for at komme med et affærdigende svar, men inden der kom en lyd ud, sænkede hendes skuldre sig i overgivelse. Selv hun måtte indse, at stedet her ikke var en realistisk mulighed for en frisk start for Bob. “Men hvad vil du så? Vil du se, om du kan fortsætte med at bo hjemme på Lolland?”
11
Ført hånd_TRYK.indd 11
18.09.2026 12.59
Bob kløede sig i skægget. “Hvis bare det var en mulighed. Men min anonymitet er tæt på at forsvinde. Anni Brandt kender min sande identitet, og hun kender også til både min nedgravede bunker og min hytte i skoven. Det samme gør to af betjentene på station Amager og Birger, politichefen for det lokale politi. De er ikke tilfældige vidner, man kan finde en klemme på, det er ordensmagten.” “Enig,” erklærede Marianne. “Det er kun et spørgsmål om tid, før en af dem har interesse i at lade det komme for en dag, at du findes. Der skal nok være en af dem, der bliver viftet om næsen med en forfremmelse, og hvor den sidste krølle på jobansøgningen kan være at angive sådan en selvtægtsvildmand som dig.” Bob lo. Selvtægtsvildmand. Det var vel i overordnede træk en meget god beskrivelse. Og hun havde ret. Hvor meget han end elskede sit liv i skoven, så var det alvorligt kompromitteret, og han havde intet andet valg end at flytte. Men ikke til Harboøre Tange. Der satte han grænsen.
3 Det rungede i hangaren, da to hærdebrede sikkerhedsfolk med taktfaste skridt løb ned ad trappen fra flyet. Ud ad flydøren trådte præsident Hadi Prakhana, denne operations VIP, som fulgte den klassiske diktator-dresscode med militæruniform og veltrimmet overskæg. Anni rettede sig op, da den korpulente mand påbegyndte nedstigningen. Skyggen fra hangarporten skjulte den øverste del af hans ansigt, men Anni behøvede ikke at se hans øjne for at vide, at hans blik var isnende koldt. På jorden under ham stod hans
12
Ført hånd_TRYK.indd 12
18.09.2026 12.59
diametrale modsætning: Hallgren, den lalleglade finansminister, som var med i regeringen på en badebillet. Manden anede intet om politik, og Anni mistænkte, at den eneste grund til, at han var blevet udpeget til posten, var, at han stammede fra en af landets rigeste familier. Statsministeren måtte mene, at han kunne trække på Hallgrens personlige forbindelser til internationale, økonomiske nøglespillere. Også fysisk var de to mænd modsætninger. Hvor Prakhana var lille og tæt, var Hallgren ranglet og langlemmet. Da ministeren bukkede sig frem for at give diktatoren hånden, opstod et akavet øjeblik, hvor det så ud til, at Hallgren fik overbalance. Satans. Den danske fotograf havde helt sikkert allerede stillet skarpt på ham. Det gav et sug i Annis mellemgulv. Intet måtte gå galt ved den her ankomst. Journalisternes optagelser blev vist på direkte tv, og små fejltrin kunne ikke skjules i klipningen. Selvom det lille fald var en bagatel, begyndte Annis hjerte at slå hurtigere. Hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var, men noget var forkert. Hun scannede igen hangaren, mens Hallgren brugte et øjeblik på at samle sig. Alle stod på deres pladser, der var ingen mulighed for, at demonstranter eller attentatmænd kunne komme ind. Hvorfor flaksede hele hendes indre så, som om de alle befandt sig i overhængende fare? Alt var tjekket for eksplosiver. Absolut alt. Hun vidste det, for hun havde selv stået for proceduren. Hallgren drejede hovedet og så direkte på Anni. Han virkede desperat, og pludselig, som om nogen havde trykket på en kontakt, blev hans blik mørkt. Han vendte igen ansigtet mod Prakhana. Annis ben tog tøvende et skridt fremad, uden at hun vidste, hvad det var, hun reagerede på. Også Hallgren trådte et skridt frem. Der var knap en halv meter mellem de to mænd, da Hallgren endnu en gang rakte hånden frem for at … Nej! Han hilste ikke, han … Anni satte instinktivt i løb, før hendes hjerne var helt færdig med
13
Ført hånd_TRYK.indd 13
18.09.2026 12.59
at registrere, at finansministeren rettede en pistol mod diktatoren. Hun hørte fjernt sin egen stemme. “SMID PISTOLEN! NU!” Ordren blev afgivet med en myndighed og autoritet, som hun ikke kunne få til at passe sammen med den panik, der bredte sig inden i hende. I hvad der føltes som slowmotion, rakte hun ud efter sit eget skydevåben, samtidig med at finansministeren plantede pistolen mellem den forbløffede diktators opspærrede øjne og uden tøven trykkede af. Drønet fra skuddet sendte et ekko gennem hangaren, mens Prakhana, stiv som en planke, røg baglæns ned på betongulvet. I kanten af sit synsfelt registrerede Anni, at livvagterne også havde sat sig i bevægelse omkring hende, men hendes fokus var på Hallgren, som nu havde sat pistolen under hagen. Hun var kun en meter fra ham, da endnu et skud lød. Foran hende blev Hallgrens krop slap og sank sammen på hangargulvet. Lugten af krudt og lyden af løbende fødder fik hende ud af den trancelignende tilstand, og i realtid så hun, hvordan de myanmarske militærfolk sigtede på de danske. Anni pegede på chefen for Myanmars sikkerhedsstyrke. “Get your men in line, and I will see to mine!” Han nikkede kort og bjæffede nogle ordrer, som Anni kunne se betød: Alle ret, indtag formation. Hun bad sine folk om det samme og beordrede derefter de to journalister til at afbryde sendingen. Det var et mareridt. Alle, der fulgte med i tv-transmissionen, havde været vidne til det her. Det var der ikke tid til at tænke på nu. Først måtte hun sikre sig, at Hallgren ikke havde medskyldige, og at faren var drevet over. Hvad helvede var det her?
14
Ført hånd_TRYK.indd 14
18.09.2026 12.59
4 Marianne satte sig tavst ind på passagersædet i sin store Mercedes. Selvom det var hendes bil, havde hun uden et ord overrakt Bob bilnøglerne, da turen startede i morges. Driving Miss Daisy, tænkte han. Hvis altså Miss Daisy havde været bygget som en russisk kuglestøder og haft en utroligt beskidt kæft. Bob skjulte sit smil ved at stirre ud ad sideruden. Han mere fornemmede end så, at hun trak sin mobiltelefon op af tasken. “Hvad fanden? Kjeld har ringet fjorten gange.” Hun afventede ikke Bobs reaktion, men ringede blot sin mand op. Underligt, tænkte Bob. Der måtte være sket noget. Kjeld var ikke typen, der hyggesnakkede i telefon. Han kunne høre Kjelds uldne stemme i den anden ende af forbindelsen. “Vent, du ryger lige på højtaler,” afbrød Marianne. “Ja, fint. Hej Bob,” lød det ud i bilens kabine. “Hej. Hvad sker der?” “Finansministeren har skudt Hadi Prakhana.” “A’ hva’?” spurgte Bob og Marianne i munden på hinanden. Kjelds stemme dirrede: “Den er god nok. På live tv, du. Han skød ham lige i ansigtet!” “To sekunder. Kjeld, vi ringer tilbage.” Kjeld fik ikke anledning til at fortælle, hvad han mente om at blive afbrudt, før Marianne havde lagt på og slået op på TV 2’s hjemmeside, som bimlende og bamlende var gået i gult med “breaking”-overskrifter. Hun klikkede på videolinket, som ganske rigtigt viste Hallgren skyde Prakhana. “Hvad helvede, det er sgu da …” begyndte Marianne.
15
Ført hånd_TRYK.indd 15
18.09.2026 12.59
Hun behøvede ikke at sige mere. Bob så det samme, som hun gjorde, og det var lige præcis ingen ringere end Anni Brandt, der nu kom i fokus. Imponerende fattet dirigerede hun tropperne, mens hun satte i løb mod Hallgren. Bob nikkede anerkendende. Det kunne godt være, at han og Anni ikke stod på den samme side af loven, men det mod og den beslutsomhed, hun her udviste, det var beundringsværdigt. Hun fortrak ikke en mine, da Hallgren plaffede hjernen ud på sig selv, og hun blev oversprøjtet med blod. Han havde nærmest ikke ramt gulvet, før hun var i gang med at sikre flyhangaren. “Det var kraftedeme ligegodt satans,” udbrød Marianne. “Ja, det må du kraftedeme ligegodt nok sige,” sagde Bob og matchede hendes sofistikerede ordforråd. Marianne rynkede brynene. “Det giver ikke mening. Hallgren er en lille korrupt lusepuster. En narcissistisk opportunist. Intet ville få ham til at begå selvmord,” konstaterede hun. “Hvorfor siger du det? Hvad ved du om ham?” spurgte Bob. En del af Kjeld og Mariannes ekspertise handlede om indsamling af information. Faktisk førte det aldrende ægtepar omfattende registre over både danske og internationale personer, der sad i magtfulde positioner, og Bob var nysgerrig efter at vide, hvorfor Marianne var så skråsikker. En dyb fure kom til syne i hendes pande. “Vi har ekstremt meget materiale om Hallgren. Han har en evne til altid at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi ved, at han lever på en knivsæg, hvor han bliver afpresset fra flere forskellige sider. Men vi har aldrig set tegn på noget suicidalt i hans adfærd. Eller et ønske om at ofre sig for nogen former for
16
Ført hånd_TRYK.indd 16
18.09.2026 12.59
idealisme.” Hun rystede på hovedet. “Lad os komme hjem. Jeg skal se det hele igennem sammen med Kjeld.” Bob trådte hårdere på speederen. Det lød sandsynligt, at Hallgren var korrupt. Allerede inden han blev minister, havde han en slesk facon og udstråling som en pyramidespilsbagmand: masser af løfter om storhed og masser af undskyldninger for, at resultaterne udeblev. Hvis nogen kunne stykke sammen, hvad det her handlede om, så var det Bobs to mentorer. Det var ikke kun deres registre, der var omfattende, det var deres netværk også. Både fysisk og virtuelt. Helt fordomsfuldt ville mange antage, at ældre mennesker var teknologiforskrækkede. Hvad man glemte var, at det var nogle af de grå hoveder fra selvsamme generation, som rent faktisk havde udviklet al den teknologi, der drev samfundet i dag. Kjeld var en af de pionerer. Nu udnyttede han computerteknologien til at undgå, at magthavere og pengemænd misbrugte deres magt helt uden indgriben. Hvor mange filer han havde lækket til medierne, havde Bob ingen anelse om, men han vidste, at den gamle dreng var noget af en troldmand, når det gjaldt penetration af et hvilket som helst online netværk. En insisterende uro murrede i Bobs baghoved. Der foregik noget underligt i universet. Tilfældigheder, der ikke burde optræde i den sammenhæng, de gjorde. Han havde svært ved at gribe tanken. Følelsen var helt tydelig i ham, men han kunne ikke finde et begreb, der kunne beskrive den. Hvorfor dukkede Anni Brandt pludselig op i samtlige af landets medier, lige mens han var i gang med at finde et nyt hjem og ændre sit liv på grund af hende? Havde det nogen betydning? Eller var det bare tilfældigt? Hvis det var, hvorfor føltes det så så u-tilfældigt? Han måtte have fat i Emily.
17
Ført hånd_TRYK.indd 17
18.09.2026 12.59