FØRKRIGSTID
Frederik Forrai Ørskov
Bogen er udgivet med støtte fra
Bogserien udgives i regi af Nordic Humanities Center, som er støttet af
Frederik Forrai Ørskov
FØRKRIGSTID
Når krigen kommer
At leve i en førkrigstid
Krigstorden i forventningshorisonten
Førkrigstid uden krig
Historiens genkomst
Fred i vor førkrigstid?
Når krigen kommer
Donald Tusk lagde ikke fingrene imellem, da han i marts 2024 talte med europæiske journalister på sit kontor i Warszawa: ”Vi lever i en førkrigstid. Jeg overdriver ikke”.
Selv om det især for yngre generationer kan forekomme uvirkeligt, forklarede premierministeren – der fire måneder tidligere var vendt tilbage til de polske regeringskontorer efter næsten ti år på topposter i europæisk politik – at det er nødvendigt at indstille sig på en ny virkelighed: en æra, hvor ethvert tænkeligt scenarie er muligt, også krig.1
Tusks dystre samtidsdiagnose står langtfra alene. Få måneder tidligere havde den britiske forsvarsminister Grant Shapps holdt tale i Lancaster House i London. Nok huser kælderen under palæet den britiske regerings vinsamling på op mod 39.000 flasker, men det var så afgjort ikke en skåltale, Shapps leverede. Tværtimod insisterede han på, at verden er blevet – og fortsat bliver – farligere. Trusler mod Storbritannien og den vestlige verden kommer flere steder fra og i mange former. Ukrainekrigen var i den sammenhæng en ”test case” for, om ”vi” er villige til at stå på mål for ”vores værdier”. Fremtiden fremstod i Shapps’ analyse som en helt anden end umiddelbart efter murens fald i 1989, hvor udtrykket fredsdividende – besparelser ved militær nedrustning – havde vundet indpas og ført til, at forsva-
ret blev nedprioriteret. Nu, erklærede Shapps, har vi bevæget os væk fra den tankegang, ”fra en efterkrigs- til en førkrigsverden”, fra ”idealismens epoke” til en ”periode med nøgtern realisme”.2
Tusk og Shapps taler fra to forskellige positioner, geografisk og politisk, men de er tilsyneladende enige om, at vi – hvad end det inkluderer verden, Europa, deres egne lande eller noget helt fjerde – er gået ind i en fundamentalt ny geopolitisk tidsalder, der er defineret af udsigten til en krig. Og de er blot to af mange eksempler.
Blandt befolkningerne i Vesteuropa og USA er frygten for krig også mærkbar. Ifølge en YouGovundersøgelse fra foråret 2025 i anledning af 80-året for nazismens nederlag mente mellem 41 og 55 % af franskmænd (55 %), spaniere (50 %), italienere (46 %), amerikanere (45 %), briter (41 %) og tyskere (41 %), at det er enten meget eller temmelig sandsynligt, at en ny verdenskrig vil bryde ud inden for de næste 510 år. Det er en betydelig større andel, end dem der mener det modsatte, da godt og vel 15 % af alle svarede ”ved ikke”.3
Herhjemme svarede 59 % i en rundspørge fra marts 2025, at de frygtede, at krigen i Ukraine ville brede sig og inddrage Danmark militært. Bemærkelsesværdigt er tallet større end umiddelbart efter den russiske invasion i februar 2022, hvor 52 % delte bekymringen.4 Virakken om mulige russiske droner over danske lufthavne i september 2025 dulmede næppe bekymringen. Også i de andre nordiske lande fylder krig og andre katastrofer i forventningshorisonten. Finlands og Sveriges indlemmelse i NATO er i sig selv et udtryk for, hvordan Ruslands
invasion af Ukraine fuldstændig ændrede forventningen til trusselsbilledet i de to lande, hvis udenrigspolitik ellers har været forankret i neutralitet og alliancefrihed.
I Finland viste omvæltningen sig i bemærkelsesværdig grad i dagene og ugerne omkring invasionen, hvor befolkningens holdning til NATOmedlemskab nærmest blev vendt på hovedet. Jeg boede selv i Helsinki og husker samtaler med tidligere standhaftige NATOmodstandere, der ikke længere så nogen vej udenom forsvarsalliancen. Meningsmålinger fra første halvdel af 2022 afspejlede det markante skifte. I januar var kun 28 % for NATOmedlemskab, mens 41 % var imod. Fra maj måned og året ud viste målinger en tilslutning på over 75 %, mens modstanden begrænsede sig til under 10 %.5
I Danmark, i resten af Norden og på EUniveau er civilt beredskab igen højt på dagsordenen efter længe at have haft en umiskendelig koldkrigsodør. Den danske regering oprettede i 2024 Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, ligesom beredskabspjecer opfordrer danske, nordiske og europæiske befolkninger til at forberede sig på store samfundskriser, så de kan klare sig i mindst tre døgn. Efter Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar 2025 har NATOlandene aftalt at øge forsvarsbudgetterne frem til 2035 til mindst 3,5 % af BNP – med yderligere 1,5 % afsat til kritisk infrastruktur, civilt beredskab og innovation i forsvarsindustrien.6 På Christiansborg havde et bredt politisk flertal allerede afsat svimlende 190 milliarder kroner til forsvaret i forligsperioden 2024-2028,7 og en rundspørge
fra maj 2025 viser, at et stigende flertal af danskerne er positivt stemt for at øge forsvarsudgifterne.8 Frygten for krig sætter både politiske og økonomiske aftryk.
Førkrigstid kaster et historisk blik på, hvordan det er at leve i forventningen om krig. Ordet førkrigstid forstås som mere end en historisk periodisering, nemlig som en samtidsdiagnose, der forbinder fortid, samtid og fremtid. At beskrive samtiden som en førkrigstid trækker på en fortidserfaring, der tegner et faretruende scenarie for fremtiden. Shapps og Tusk refererer da også til historiske epoker som mellemkrigstiden og Den Kolde Krig. I bogen følger jeg derfor ideen om førkrigstid i forskellige politiske og kulturelle sammenhænge – fra begrebet først blev brugt i kølvandet på 1. Verdenskrig over 1930’ernes frygt for en ny storkrig og Den Kolde Krigs atomtrussel og beredskabstankegang til 2000tallets frygt for terror og cybertrusler.
Mens stormagtskrig dominerede den apokalyptiske forventningshorisont i mellemkrigstiden, og atomtruslen dominerede koldkrigstidens, er vor tids krigsfrygt blot et af flere truende fremtidsscenarier. Oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab afspejler eksempelvis en katastrofisk forståelse, hvor nutiden ikke alene står i krigens skygge, men også i skyggen af andre katastrofer. Ikke mindst klimakatastrofen.
Forestillingen om en førkrigstid opstod ret akut med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022. Men det er altså langtfra unikt for vor tid at forstå samtiden som noget, der står i skyggen af en truende fremtid. Og
førkrigstidens dilemmaer og udfordringer genspejles i historiske eksempler – hvordan vi forestiller og forbereder os på den kommende krig, balancerer samfundet mellem normalitet og kriseberedskab, prioriterer ressourcer, indretter beredskabet, ser kulturens rolle og arbejder forsvars og sikkerhedspolitisk. Det gælder også, hvilke kompromisser vi er – eller ikke er – villige til at indgå på demokratiets vegne. Helt centralt står, hvordan førkrigstidstanken former vores handlerum og måde at tænke på ved at ophæve de tidslige skel, som begrebet ellers antyder – vi lever i tiden ”før krigen” – og introducerer en krigslogik i vores hverdag og politiske liv, der egentlig hører den forventede krig til.