Eurotrash

Eurotrash indhold_TRYK.indd 2

03.12.2021 16.17

christian kracht

EUROTRASH oversat fra tysk af Madame Nielsen

Roman

GADS FORLAG

Eurotrash indhold_TRYK.indd 3

03.12.2021 16.17

Eurotrash er oversat fra tysk af Madame Nielsen efter Eurotrash Copyright © Christian Kracht, 2021 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2021 Published by arrangement with The Wylie Agency (UK) LTD 1. udgave, 1. oplag Omslag: LA Graphic Design Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06755-9 Bogen er udgivet med støtte fra The Swiss Arts Council Pro Helvetia Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Eurotrash indhold_TRYK.indd 4

03.12.2021 16.17

Til min hustru, min datter, min søster og min mor.

Eurotrash indhold_TRYK.indd 5

03.12.2021 16.17

Eurotrash indhold_TRYK.indd 6

03.12.2021 16.17

What is fully, completely understood leaves no trace as memory.

Jiddu Krishnamurti

Hvis du elsker Tyskland, så lad hellere være med at besøge det.

Jorge Luis Borges

Eurotrash indhold_TRYK.indd 7

03.12.2021 16.17

Eurotrash indhold_TRYK.indd 8

03.12.2021 16.17

I.

Nå, men jeg så mig endnu en gang nødsaget til at rejse nogle dage til Zürich. Min mor ville absolut tale med mig. Hun havde ringet og sagt, at jeg havde værsgo hurtigt at komme, det havde været rigtig ubehageligt i telefonen. Og af bar nervøsitet ved tanken havde jeg hele den forlængede weekend følt mig så utilpas, at jeg fik kraftig forstoppelse. Dertil skal også siges, at jeg et kvart århundrede tidligere havde skrevet en historie, jeg af en eller anden grund, jeg desværre ikke længere kan huske, havde kaldt Faserland. Den slutter i Zürich, så at sige midt ude på Zürichsøen, temmelig traumatisk.

Og så var jeg for første gang kommet i berøring med hele den historie igen, da jeg netop, som sagt i Zürich, nede på Bahnhofstrasse ikke langt fra Paradepladsen havde købt en mørkebrun, noget grov uldsweater i en lille sammenflikket træbod. Det var allerede aften, jeg havde indtaget noget baldrian, og virkningen af tabletterne og det håbløse ved det schweiziske efterår og de forgangne femogtyve år havde lagt sig blytungt og umådeligt over mit sind.

Kort forinden havde jeg været en tur inde i den gamle bydel. Ved en klandestin filmforevisning ovre i Niederdorf

9

Eurotrash indhold_TRYK.indd 9

03.12.2021 16.17

havde man vist In girum imus nocte et consumimur igni, Guy Debords sidste film, færdiggjort lige inden hans selvmord.

Der var mødt fire eller fem op, hvilket i betragtning af den stadig lyse sommervarme aften og det blodfattige, søvndyssende værk forekom mig at være noget af et under.

Og efter at publikum, altså de to professorer, filmoperatøren og en hjemløs, der havde villet tage sig en lur i biografsædet, havde taget afsked og givet hinanden hånden, må jeg vel på ny være gået gennem natten ned mod Paradepladsen uden mål og med. Og derovre på den anden side af Limmatfloden var jeg så stødt på denne lille bod fra et schweizisk kollektivsamfund, hvor to bebrillede damer af ubestemmelig alder og en skægget, venlig ung mand solgte tunge, naturfarvede uldsweatre og tæpper, som de selv havde strikket.

Disse simple uldsager havde ved siden af tøjvarerne i udstillingsvinduerne hos de i mellemtiden for længst lukkede, men stadig oplyste modebutikker i Bahnhofstrasse, forekommet mig autentiske på en tiltalende måde, ligesom også de to sælgerinders smil forekom mig at være opfyldt af, ja, det må man sige, realitet og mening. I mine øjne i hvert fald virkeligere end hele Bahnhofstrasse med dens dusinvis af schweiziske flag hængt op til højre og venstre og al den luksuriøse, provinsielle, banale staffage i udstillingsvinduerne.

Og da jeg rakte kommunarderne hundredfrancsedlen – efter at jeg havde trukket sweateren, som jeg trods kulden efter en pludselig indskydelse havde prøvet, af igen og ladet den lægge sammen i en lysebrun papirpose – havde jeg et kort øjeblik den, nå, ja, falske følelse af at have udrettet noget relevant.

Hvorom alt er, rakte man mig posen og en kulørt, noget

10

Eurotrash indhold_TRYK.indd 10

03.12.2021 16.17

falmet brochure, som jeg let beskæmmet lod glide ned i posen.

Senere kunne jeg jo diskret skille mig af med den, havde jeg tænkt. Jeg tog afsked med et lidt kejtet smil og marcherede småfrysende i retning af Münsterplatz i den hensigt også lige at tage mig en drink i baren på Kronenhalle, inden jeg gik tilbage til hotellet igen, lagde mig i sengen, indtog endnu et vegetabilsk sovemiddel og slukkede lyset.

Min mors anliggender, og nu kommer jeg til dem, var grunden til, at jeg hver anden måned havde måttet opsøge Zürich, denne storsnudernes og storskrydernes og fornedrelsens by, og de havde i årevis fuldkommen paralyseret mig. Det var efterhånden blevet rædselsfuldt, det var blevet helt igennem afskyeligt, det var blevet mere, end jeg kunne udholde, mere, end man burde skulle udholde. Min mor var nemlig meget syg, det vil sige også syg i hovedet, ikke bare der, men frem for alt der.

For ikke at miste kontakten til hende og for ikke at synke ned i en tilstand af resignation og håbløshed havde jeg på et eller andet tidspunkt besluttet at besøge hende hver anden måned. Ja, jeg havde besluttet simpelthen at acceptere den elendighed, som min mor nu i årtier havde levet i i sin lejlighed, omgivet af omkringtrillende tomme vodkaflasker, uåbnede rudekuverter fra diverse zürichske zobelpelslagre og den knitrende folie i æskerne med hendes smertestillende piller.

Men nu havde hun selv kontaktet mig og beordret mig at komme, hidtil havde hun bare ventet, til denne tomåneders rytme af sig selv førte mig til Zürich. For det meste havde hun forlangt, at jeg skulle fortælle hende nogle historier.

11

Eurotrash indhold_TRYK.indd 11

03.12.2021 16.17

Hendes opkald gjorde mig som sagt endnu mere nervøs, end disse besøg i forvejen gjorde, for nu havde hun en eller anden hensigt, hun havde pludselig overtaget, det udgik så at sige fra hende, mens hun hidtil altid havde tiet og afventet.

Hun havde hverken e-mail eller mobiltelefon og ville ikke have med internettet at gøre. For kompliceret, havde hun altid sagt, og tasterne var hende for små. Men jeg formoder, at hun vægrede sig af arrogance, og ikke bare fordi hun ikke kunne betjene tastaturet. Hun lod, som om hun helst læste aviser og Stendahl. Hendes hud havde en tekstur som tør silke, hun var altid en lille smule solskoldet, selvom hun aldrig sad ude på terrassen ved hortensiaerne.

Hun blev bestjålet af husholdersken, hver anden dag var hendes portemonnæ tom. Selvom hun næsten aldrig gav penge ud, var de altid forsvundet, ligesom hendes sorte Mercedes også en dag var væk, fjernet fra garagen i det lejede hus og kørt til Bukovina af den bukovinske husholderskes mand, det var græsseligt, men i det mindste var hun ikke længere i Winterthur.

Sin firsårs fødselsdag havde hun nemlig været nødt til at fejre på den lukkede afdeling dér. Hvis man tog det med et gran humor, var det som hos Dürrenmatt, men egentlig var det meget sørgeligere end hos Dürrenmatt, da det drejede sig om min mor og ikke bare en eller anden mor og ikke om bare en eller anden lukket afdeling, men om den med det mørkeste, grusomste af alle navne: Winterthur.

Jeg havde glemt eller fortrængt, at klinikken også havde et andet navn, lidt a la Frankenstein, noget i den retning, jeg kunne

12

Eurotrash indhold_TRYK.indd 12

03.12.2021 16.17

ikke længere huske det. Under alle omstændigheder havde man sluppet hende ud af dette Winterthur igen, været nødt til at slippe hende ud, da hun kun med en retskendelse fortsat kunne forvares på nerveklinikken, og en sådan forefandtes ikke, og det ville den heller aldrig komme til. For min mor forstod med sine raffinerede manipulationer, med sin barsk erklærede koldblodighed over for den, der undersøgte hende, at få det til at se ud, som om alt var i sin bedste orden, man skulle bare lade hende komme hjem i sin lejlighed, så ville alt også forblive sådan, i sin bedste orden. Man skulle bare igen overlade hende til hendes elskede Phenobarbital, til kasserne med billig fendant – disse hvidvinsflasker med skruelåg til syv en halv franc – og det hver uge på ny bestilte og igen afbestilte abonnement på Neue Zürcher Zeitung og til de middelmådige ekspressionistiske malerier, som hendes mand, min far, havde foræret hende i løbet af ægteskabet, mens han selvfølgelig havde beholdt Nolde-, Munch- og Kirchnerværkerne, han sammen med Lothar-Günther Buchheim havde indsamlet i DDR, sammenrullet under sin seng i châteauet ved Genfersøen, hvor han havde boet siden skilsmissen fra min mor.

Tanken om min afdøde fars forsvundne malerisamling pinte mig, hver gang jeg erfarede, at dette eller hint værk endnu en gang var blevet solgt hos Griesebach i Berlin eller hos Christie’s i London. Det var billeder, jeg, da de hang hos os i luksusbjerghytten i Gstaad, havde kendt siden min tidligste barndom, hvert eneste med tyktflydende maling udførte penselstrøg, hver eneste blågule og sortrandede sky havde været mig smerteligt bekendt. Hver eneste gang jeg

13

Eurotrash indhold_TRYK.indd 13

03.12.2021 16.17

var hos min mor, så jeg disse tredjerangsmalerier af de tyske ekspressionister, som var alt, hvad der var blevet tilovers af vores families usædvanlige samling, hænge som genfærd på væggene i hendes lejlighed. Billeder af Georg Tappert eller Max Kaus, måske, det var ikke til at afgøre, hvad der var mest elendigt, min mors tilstand eller de triste fuskerier, der hang der som den ene indrammede hån efter den anden på væggene i Zürich.

Denne families forfald, ja, atomiseringen af denne familie, hvis lavpunkt må siges at være min mors firsårs fødselsdag på nerveklinikken i Winterthur, var præget af en rent ud bundløs håbløshed, det gentager jeg gerne og til enhver tid.

Hun havde siddet der sammensunken med det fedtede askeblonde hår samlet i en hestehale, i en lyseblå træningsdragt af frotté. Foran hende på bordet lå blomsterbuketten til otte hundrede franc medbragt fra Bahnhofstrasse, hendes ansigt et indfaldent palimpsest fuldt af skrammer efter fordrukne fald og oversået med mørkerøde sårskorper, øjenbrynene knap nok synlige, dækket af det bulede siksakmønster af åbne sår syet sammen med mørk tråd, sådan stillede den sig til skue, denne families deroute, i hendes ansigts landkort, om man så må sige.

Så i stedet for straks at vende tilbage til hotellet i den gamle bydel, gik jeg hen i Kronenhallebaren, hvis indgangsdør altid gjorde det modsatte af det, man regnede med, når man tog i den.Ville man trække, lod den sig kun åbne med et skub, og vice versa. Derinde havde jeg så taget plads længst inde i baren ved toiletterne, bordene længst fremme var altid reserveret til

14

Eurotrash indhold_TRYK.indd 14

03.12.2021 16.17

zürichermænd og deres for det meste ukrainske kvindelige påhæng. Det var længe siden, at man havde kunnet få et af bordene længst fremme, eller at et af dem for en gangs skyld ikke var reserveret. I mellemtiden havde jeg da også opgivet at håbe på at få et af bordene forrest i lokalet.

Når man var i Zürich, troede man jo altid, at man ville være omgivet af ånden fra Joyce og Cabaret Voltaire, men i virkeligheden var det de pengegriske premierløjtnanters og de opblæste alfonsers by. Ved baren længst inde ved toiletterne sad man jo akkurat lige så godt, havde jeg tænkt, når det kom til stykket, fik man dér serveret de samme tre hvide underkopper med henholdsvis mandler, paprikachips og små saltstænger til sin drink som ved bordene længst fremme, og hvis det en dag skulle vise sig ikke længere at være sådan, så kunne man formodentlig stadig komme i Kronenhallebaren, da det i grunden var fuldkommen ligegyldigt.

Akkurat som med mor, der her til aften i sin lejlighed sikkert på ny var faldet lige på ansigtet, det kom helt an på, om hun havde skyllet Zolpidem, Phenobarbital eller Quetiapin, altså blot et af de tre medikamenter eller alle tre på én gang, ned med en eller to flasker af den førnævnte fendant til syv og en halv franc. Så ville hun – efter faldet og fodsporene i blodpølen og de for hende så beskæmmende naboansigter bag de gennemsigtige undergardiner og den hvid-orange ambulance og akutmodtagelsen på hospitalet og den påfølgende indlæggelse på Winterthur såvel som udskrivningen en uge senere, fordi der ikke forelå nogen retskendelse, og taxituren tilbage til Zürich, hvor taxichaufføren ville tage tusindfrancsedlen op af hendes portemonnæ og ikke give hende nogen

15

Eurotrash indhold_TRYK.indd 15

03.12.2021 16.17

penge tilbage, men i stedet med en galant arm ledsage hende lige til døren til lejligheden – ville hun under alle omstændigheder ikke kunne huske noget, bortset fra, selvfølgelig, at hun absolut måtte nå at indlevere en recept på apoteket, på endnu flere æsker Zolpidem, Phenobarbital og Quetiapin.

Sidste gang, ved mit seneste besøg for to måneder siden, havde jeg, udstyret med spand, gulvklud og en våd karklud, omhyggeligt vasket min mors blod af marmorgulvet, men efterfølgende påstod hun, at jeg sikkert havde sovet i hendes seng og slet ikke på hotellet, det var jo en løgn, det med hotellet, og så havde hun spurgt, hvordan i alverden jeg havde fundet på at bløde i hendes sengetøj og på gulvet, hvad i himlen jeg dog bildte mig ind, magen til frækhed.

Og således sad jeg altså nu i Kronenhallebaren, mens hun sov, og selvom jeg ikke ville gå tilbage til hotellet, var jeg nødt til det, for hvad havde jeg at gøre i denne bar, som på én gang tiltrak og frastødte mig.

Og så gik jeg igen tilbage over broen, hvorunder den klare Limmat flød ind fra søen, og svanerne havde foldet deres hoveder ind under vingerne for at sove. Jeg overvejede at blive stående et par minutter ved muren oppe foran Lindenhof og måske ryge en cigaret i det faldende løv og se ned på den lyssky by Zürich og dens mørke, hvad jeg så alligevel ikke gjorde, og måtte i stedet stå foran døren til hotellet og lede efter hotelnøglen i lommerne, da receptionen så langt ud på natten ikke længere var bemandet, og mens jeg stod der og ledte i lommerne tonede min mors far pludselig og helt uventet frem for mig.

16

Eurotrash indhold_TRYK.indd 16

03.12.2021 16.17

Jeg så samlingen af sadomasochistiske remedier for mig, som man efter hans død havde fundet i det aflåste skab i gæsteværelset i hans hus på Sylt, dette beklemmende fornedrelsens instrumentarium, som bedstefaren, min bedstefar – partimedlem siden 1928, Untersturmführer i SS og aktivt medlem af ledelsen for Reichspropaganda under NSDAP i Berlin – efter krigen og også efter den desværre resultatløse afnazificering i den britiske interneringslejr DelmenhorstAdelheide havde samlet i sit hus på Sylt og anvendt, om ikke i praksis, så dog med sikkerhed i svedige dagdrømme, under hemmelige kældermøder med den unge pige, han havde hyret fra Island. For alene hun, havde bedstefaren, min bedstefar, tænkt, ville på passende vis kunne inkarnere det nordiske ideal. Nordmændene, tyskerne, danskerne ville være for svage, nej, det måtte nødvendigvis være islænderinder, han inviterede ned til sig på Sylt, piger, i hvis blod den hellige Edda for evigt ville synge.

Var det mon virkelig lykkedes ham at få de talrige islandske kvinder, han i løbet af årene havde boende hos sig, til at ydmyge ham? Én af dem kunne jeg huske temmelig tydeligt, en, der hed Sigríður. Hun har vel været nitten år, kraftig, hørblond, og hun havde kirgisiske øjenrynker og fine sommerfregner på den overblege hud. Sammen med Sigríður havde han altså, bøjet over skrivebordet, tungespidsen i mundvigen, lært runerne, hint nordiske alfabet, i hvilket de tyske statholdere for den nordiske race havde kunnet læse menneskehedens fremtid, ja, al dette esoteriske gøgl var blevet gransket dér mellem stablerne af bøger i bedstefars arbejdsværelse.

17

Eurotrash indhold_TRYK.indd 17

03.12.2021 16.17

Alt, de flyvende tallerkener, det antarktiske Neuschwabenland, glacial-kosmogonien og, selvfølgelig, SS-ekspeditionen til Tibet, som bedstefar havde været med til at organisere så at sige som bindeled mellem Reichspropagandaledelsen og Himmlers SS-Ahnenerbe, hele balladen, kort sagt, blev altså gennemgået og indprentet i selskab med den tålmodige Sigríður, mens man spiste krabbesnitter og drak limonade og ventede på, at familien endelig ville gå op i seng, fordi så, måske, endelig, ville det med længsel ventede øjeblik være inde, hvor den unge, blege, sommerfregnede Sigríður kunne lænke ham med pigtråd til bordbenet. Já, elskan mín, havde hun så måske sagt. Kom du bare hen til mig, lille mand.

Indimellem, temmelig ofte faktisk, havde jeg sagt til mig selv, at det ikke var noget tegn på sjælelig sundhed at være i stand til at tilpasse sig en dybt åndsforstyrret familie. Og hvordan det overhovedet var lykkedes mig, ja, nogensinde ville lykkes mig, at få mig trukket op af hele miseren og sindssygen i min familie, op af disse afgrunde, der ikke kunne være mere afgrundsdybe og elendige, og blive et bare halvvejs normalt menneske – den gåde lykkedes det mig ikke at finde svaret på, mens jeg lå der på hotelsengen i Zürich og stirrede op i loftet, og den berusede züricherungdom ravede skrålende forbi nede på gaden og fejrede deres bedrøvelige brandert.

Min mor, det har jeg allerede nævnt, var ganske vist helt igennem umulig, og hendes situation var, som sagt, fuldkommen håbløs, men måske, måske havde hun trods alt i sit vanvid bevaret en vis anstændighed, men måske forfulgte hun

18

Eurotrash indhold_TRYK.indd 18

03.12.2021 16.17

i virkeligheden uforstyrret et mål, som kun hun kunne ane, måske så hun med helt andre øjne på fremtiden, måske var hun helt enkelt bare bange, som sidste gang, hun havde ringet til mig, for fem år siden, og havde grædt i telefonen, selvom hun ellers aldrig græd, inden rygsøjleoperationen, hvor hun havde sagt, at hun led af sådan en frygtelig angst.

Det var et øjeblik, jeg aldrig skal glemme, jeg stod foran restaurant Balthazar i New York, det var forår, og menneskene strømmede op ad Broadway, og jeg havde forsøgt at berolige hende i telefonen.Ved du hvad, havde jeg sagt til hende, det bliver jo bare en lille operation, og så videre. Men hun på sin side havde naturligvis på forhånd vidst, som hun altid vidste alting på forhånd, at det ville blive enden på hendes liv i normaliteten; at der ville opstå komplikationer efter operationen, at de kroniske mavesmerter, hun allerede, dengang jeg endnu var et lille barn, havde haft, nu ville manifestere sig som en katastrofal betændelse, der ville vare ved i årtier.

En betændelse, der først viste sig med rygoperationen og i den grad angreb hendes svækkede modstandskraft, at hun gik i koma og måtte holdes kunstigt i live ved hjælp af en trakeotomi. Derefter lå hun i flere måneder på intensivafdelingen på privathospitalet i nærheden af Zürich, tilsluttet diverse slanger, omgivet af pumpende maskiner og monstrøst hylende apparater og mere eller mindre velmenende sygeplejersker og kvindelige overlæger, som gjorde deres bedste for ikke bare at lade hende dø, hvilket ellers ikke er skik og brug i Schweiz, hvor man har et ganske særligt forhold til døden.

I Schweiz har man ret til at dø, havde hun altid sagt, og det havde lægerne også sagt til mig, også det samlede etiske

19

Eurotrash indhold_TRYK.indd 19

03.12.2021 16.17

råd på hospitalet havde sagt det og opfordret mig til at give mit samtykke til, at man ikke foretog sig mere, blot skruede en smule op for plastikhanen på morfinslangen, for hvordan skulle hun nogensinde komme sig, hvad ville det overhovedet være for et liv? Hvad er det i det hele taget, livet?

Men jeg, jeg kunne ikke give mit samtykke, for når jeg lukkede øjnene, så jeg min mor i Pucci-bikini ved poolen i Saint-Jean-Cap-Ferrat og ikke der i hospitalssengen med denne uanstændige slange, der ragede ud af et snit i strubehovedet under hendes folderige hage. Og selvfølgelig var hun kommet sig, var en morgen vågnet af komaen, som om der intet var hændt, og et par uger senere havde hun taget en taxi hjem igen.

Hun havde altid sagt, min mor, at hun ikke længere kunne bade i Zürichsøen, efter at Vivienne, hendes bedste veninde, havde fået hjælp til sit selvmord af det schweiziske firma Exit og bestemt, at hendes aske efterfølgende skulle spredes ud over Zürichsøens klare, venlige vande. Min mor havde sagt, at når hun badede, ville hun jo helt ubevidst komme til at synke en slurk vand, og så ville hun jo drikke Vivienne, og det var en forfærdelig tanke. Det var jo slet ikke muligt, havde jeg altid svaret, for hvor mange af Viviennes originalmolekyler var der mon i én lille slurk Zürichsø? Det handlede jo ikke om den præcise mængde, sagde hun så altid, det handlede meget mere om den ånd, man ville komme til at indoptage i sig, altså ikke om den korporlige aske, men om den immaterielle. Om den skygge af hendes bedste veninde, som så ville bo i hende, og det ville hun selv med sin bedste vilje ikke kunne bære.

20

Eurotrash indhold_TRYK.indd 20

03.12.2021 16.17