Indledning

Lisa S. Villadsen

Danmark er et konstitutionelt monarki. Vi har en grundlov, vi har folkestyre, og vi har et kongehus. Danmarks statsoverhoved er den siddende regent, men vedkommende har ikke politisk magt. Alligevel er der ingen tvivl om, at når Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. taler, bliver der lyttet. For mange danskere er det en selvfølge at se Dronningens nytårstale i tv; det er en integreret del af fejringen af nytåret at lytte til majestætens tilbageblik på det forgangne år, og hendes refleksioner over en given tendens i tiden kommenteres hvert år i den offentlige debat i dagene efter. Dronningens måde at tale på er så velkendt, at alle straks kan genkende den og more sig over parodier, ligesom visse af Dronningens ord og vendinger er gledet ind i nogle generationers sprog, enten som en fælles reference eller som en del af det aktive ordforråd. Men det bedste nyere bevis på den fælles opfattelse af Dronningen som en autoritet, man lytter til, så vi i foråret 2020, hvor hun – helt usædvanligt – henvendte sig direkte til befolkningen om vigtigheden af at overholde regeringens og sundhedsmyndighedernes coronaretningslinjer. På det tidspunkt, i slutningen af marts 2020, havde statsminister Mette Frederiksen allerede holdt fem pressemøder, hvor hun havde redegjort for sygdommens spredning og indtrængende opfordret befolkningen til at følge myndighedernes retningslinjer for at undgå smittespredning. Alligevel må statsministeren have vurderet, at der skulle mere trumf på, og den 17. marts gik Dronningen på tv med en direkte appel til befolkningen om at lytte til myndighederne og gøre, som de sagde. Den martsdag så

godt 3,3 millioner personer med på flow-tv, og i august 2022 var talen blevet set næsten 90.000 gange på YouTube. Til sammenligning var der 1,9 millioner seere til statsministerens skelsættende coronatale den 11. marts 2020, hvor Danmark blev lukket ned. Det er ikke for meget sagt, at når Dronningen taler, så lytter danskerne.

Denne bog handler om Dronningen som taler. Posten som regent indebærer naturligvis mange andre opgaver, men her er fokus lagt på dette ene aspekt. Det er almindeligt kendt, at Dronningen interesserer sig for sprog; hun taler adskillige fremmedsprog og gør sig tydeligvis umage med sin brug af det danske sprog. Dronningens kærlighed til sproget og hendes skarpe og kreative sprogbevidsthed har været et emne i talrige interviews og portrætartikler – senest i en fødselsdagsudgave af radioprogrammet ”Klog på Sprog” på P1 i 2021, og allerede i 1989 modtog Dronningen Modersmål-Selskabets pris for sit ”store arbejde med og opmærksomhed over for det danske sprog”. Alligevel har hendes virke som taler ikke tidligere været behandlet systematisk.

Det er der ellers god grund til. Ingen tidligere regent har talt så meget og i så mange forskellige sammenhænge til befolkningen som Dronning Margrethe 2. Det er gennem ord, hun primært har manifesteret sin position, og det er gennem ord, hun har givet indblik i sin forståelse af, hvad Danmark er, og hvad hendes rolle som regent er, og det er ligeledes gennem ord, hun har givet udtryk for sit syn på samtiden og dens tendenser. Dronningens taler udgør dermed et enestående materiale, som ikke bare har kulturhistorisk værdi som afspejling af en tid, men også giver os indsigt i en enkelt persons forvaltning af det talte ord som den mest virkningsfulde kontaktflade til det danske folk.

Ideen til en bog om Dronningens taler i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum stammer fra Jesper Troels Jensen. Han er stifter af og formand for Danske Taler, en onlinesamling af danske taler. Samlingen rummer over 2.000 nutidige og historiske taler i mange forskellige genrer og er offentligt tilgængelig på dansketaler.dk. Her finder man også den største og mest bredspek-

trede samling af taler holdt af Dronningen. De fleste af denne bogs kapitler bygger på taler af Dronningen, som er tilgængelige på dansketaler.dk. I bogens kapitler indgår mange citater fra Dronningens taler, men ønsker man at læse talerne i deres helhed, kan de findes på dansketaler.dk, hvorfra der citeres i de følgende kapitler.

At holde tale har ikke bare rent kvantitativt været en væsentlig del af Dronningens virke som regent i de forgangne 50 år. Også kvalitativt peger meget på, at det er en opgave, hun har løftet med talent. I Modersmål-Selskabets motivation for prisen blev Dronningens retoriske færdigheder fremhævet: ”De former hver enkelt tale på en personlig måde, der er tilpasset hver enkelt lejlighed. Vi ved, De omhyggeligt retter og bøjer sproget for at finde en fortrolig tone, der rammer de mennesker, der lytter til talen”. Selv om Modersmål-Selskabets formulering ikke tager med i betragtning, at de fleste af Dronningens taler er skrevet i samarbejde med enten Stats- eller Udenrigsministeriet, peger den på noget helt afgørende for, hvad der gør en tale god: nemlig at den opleves autentisk, dvs. at taleren er til stede som person i ordene, og at den er tilpasset den konkrete situation og det konkrete publikum, så man føler sig tiltalt. At gøre dette er en udfordring for de fleste. For regenten er der yderligere det hensyn, at hun skal forholde sig politisk neutral og være en samlende figur for den danske befolkning – samtidig med at hun naturligvis har sine egne holdninger og af og til et budskab, der trænger sig på.

I denne bog belyses Dronningens taler fra forskellige faglige vinkler for at skabe indblik i deres form, indhold og funktion. Kapitlerne bygger hver især på en bestemt faglig vinkel – fra stemmebrug til statskundskab – men de sætter alle Dronningens taler i centrum. For læsere med bare et lille kendskab til Dronningens nytårstaler vil der være genkendelige citater, og det er en særlig pointe med bogens kalejdoskopiske tilgang, at nogle af de mest velkendte vendinger belyses fra forskellige perspektiver og sættes ind i en større kontekst. Samtidig betyder forfatternes arkivar-

bejde og respektive fokusområder, at man som læser får indblik i eksempler på taler, der ikke almindeligvis har offentlighedens interesse. Det er håbet, at bogen på den måde, både i bredden og dybden, uddyber vores forståelse af Dronningens virke som taler.

Taler er først og fremmest en mundtlig genre, og det er også der, vi begynder: med lyden af Dronningens stemme og med de ord, der tilsammen udgør hendes taler. Hvad kendetegner Dronningens sprog? Hendes stemme er genkendelig for de fleste, og hun har sin egen måde at udtrykke sig på. Men hvad er de særlige træk, og hvordan har de ændret sig i årenes løb? Det er nogle af de spørgsmål, som Hanne Smith Pedersen og Louise Fischer-Nielsen, der begge underviser i stemmebrug, og sprogforskerne Eva Skafte Jensen og Sabine Kirchmeier besvarer i de to indledende kapitler.

Bogens midtersektion er viet den tale, de fleste danskere forbinder med Dronningen: nytårstalen. Tine Damsholt og Anne Jerslev kombinerer her deres etnologiske og medievidenskabelige ekspertise i analysen af, hvordan Dronningens nytårstale er både en mediebegivenhed og et folkeligt ritual. Hvorfor er det underforstået, at man ikke ankommer til nytårsfesten midt i Dronningens tale? Og hvilken funktion har den intense mediedækning af talen? I dette kapitel er fokus ikke så meget på de ord, der siges, men på alt det, der gøres og opleves i forbindelse med den traditionsrige tale den 31. december, og forfatterne forklarer, hvordan nytårstalen i den forstand er et betydningsfuldt kulturelt samlingspunkt for store dele af befolkningen.

Mange danskere har en opfattelse af, at Dronningen ofte i sin nytårstale – ud over de faste elementer af tilbageblik på året og hilsner til forskellige grupper – har forholdt sig til et aktuelt samfundsproblem eller taget en tendens op og kommenteret den. Historiker Lars Hovbakke Sørensen har undersøgt netop dette. I kapitel 4 peger han på, hvordan Dronningens nytårstaler har været tematiske og kan læses som et spejl af dansk og europæisk samfundsudvikling; fra emner som europæisk samarbejde og

økonomisk krise til de problemstillinger, der opstod i kølvandet på indvandring og begyndelsen på et multikulturelt samfund, og fra én type kollektive problemer med klima og terror til en anden med ensomhed og stress.

I sektionens sidste kapitel stiller retoriker Jens E. Kjeldsen endnu skarpere ind på ét tema i Dronningens nytårstaler, nemlig hendes omtale af dansk nationalfølelse og relationerne mellem ”danskerne og de andre”. Med de begrænsninger, der er i forhold til at kommentere politiske emner, er Dronningens gentagne tematisering af indstillingen til flygtninge og immigranter særlig interessant, og Kjeldsen analyserer en udvikling, der går fra at bebrejde danskere deres kølige modtagelse af fremmede til at anspore nye indbyggere til at gøre deres bedste for at falde til. Samtidig viser han, hvordan de to andre skandinaviske regenter håndterer samme emne, og peger på markante forskelle.

Bogens sidste sektion undersøger helt andre typer taler, som Dronningen har holdt. Professor emeritus i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen tager udgangspunkt i Grundlovens fordeling af magt i det danske samfund og de markante begrænsninger, der ligger på regentens udtryksmuligheder. Lige så betydningsfuld for den nationale selvfølelse som regenten er for mange, lige så begrænsede er vedkommendes muligheder for at udfolde sig politisk og personligt. For lige så lidt som Dronningen bør forholde sig til indenrigspolitik, må hun blande sig i udenrigspolitik. Samtidig er det en del af hendes opgaver at repræsentere Danmark ved at modtage udenlandske gæster på statsbesøg og holde tale for dem, ligesom hun skal tale til andre landes repræsentanter, når hun selv rejser til udlandet. Grønnegård Christensen viser, hvordan Dronningens taler ved statsbesøg af både nære og fjerne allierede – og dem, der knap nok er allierede – balancerer mellem det politisk sanktionerede og det mere personlige udtryk, når hun fx karakteriserer relationen mellem Danmark og det pågældende land.

I kapitel 7 analyserer retoriker Carsten Madsen Dronningens taler ved festlige lejligheder af mere personlig art og undersøger de

værdier, hun der giver udtryk for. På tværs af især bryllups- og fødselsdagstaler viser Madsen, hvordan familien i Dronningens taler både tjener som moralsk forbillede og som national grundværdi. Gennem sine betragtninger om familien og dens funktion betoner Dronningen værdier som loyalitet, storsind, tolerance og lighed, og Madsen påviser, hvordan disse dyder samtidig opstilles som grundværdier for samfundet som helhed. Med eksempler på Dronningens hyppige henvisninger til historiske begivenheder, nationale sange og menneskelige relationer i al deres alsidighed peger Madsen på, hvordan Dronningen også i situationer, der primært vedrører hendes egen familie, skaber grundlag for en folkelig opfattelse af samhørighed og identifikation mellem regent og befolkning.

I bogens sidste kapitel skriver museumsdirektør Ulla Tofte om en helt anden type taler holdt af Dronningen; taler, som ikke findes i Danske Talers arkiv, fordi de ikke er officielle taler, men derimod mere eller mindre improviserede bemærkninger. Hvis de diplomatiske taler er de mest formelle, og nytårstalerne indtager en mellemposition mellem at være politisk sanktioneret, men dog med et personligt præg, er vi nu helt i den modsatte ende af spektret, hvor Dronningen taler ”uden filter”. Fælles for disse taler er, at de hører til i situationer og vedrører emner, som Dronningen personligt interesserer sig for: ballet, billedkunst, arkæologi og kultur i bred forstand, og at Dronningen typisk taler uden manuskript. Med eksempler fra Dronningens åbningstaler af Aarhus Festuge og forskellige særudstillinger viser Tofte, hvordan Dronningen taler med levende nærvær og sprudlende overskud til mennesker, hun deler interesse med, og hvordan hun gennem personlige anekdoter og sproglig opfindsomhed skaber et fælles og næsten intimt rum med tilhørerne.

Når Dronningen taler, lyttes der. Vi håber, at lytterne til Dronningens taler – og alle andre læsere – med denne bog vil opdage nye perspektiver og detaljer i talerne og igennem de forskellige faglige vinkler få en udvidet forståelse af, hvad hun gør med sine talte ord.